Franz v. Jessen har fuldendt sit store Memoireværk Mit Livs Egne, Hændelser og Mennesker (se 11. Rk., I, S. 750 fL). Første Bind udkom 1943, og nu foreligger fjerde og femte Bind, det sidste delt i to Halvbind (Kbh. 1946, 395 Sider -f 541 Sider). Det var Forfatterens tvungne Lediggang under Besættelsen, der gav ham Tid og Lyst til at skrive disse Erindringer ned, og det skal siges, at dansk Historieskrivning har Grund til at være ham taknemmelig, fordi han gjorde det. Værket indtager i mange Maaderen Særstilling. Det er vistnok i Omfang det største danske Memoireværk, og det er i sin Opbygning saa afvekslende og farverigt,at det er fuldkommen frit for den ved Erindringsværker ofte klæbende Monotoni. Den stadige Skiften mellem Gentryk eller Genfortælling af Arbejder fra Forfatterens brogede Rejseliv og førstehaands Beretninger om hidtil ikke skildrede Oplevelser virker overordentlig underholdende. Kildeværdien er naturligvis ulige, men det vil ikke være vanskeligt for Historikeren at skønne over, hvor han staar over for en primær Fortæller og hvor over for en kyndig Tilrettelægger, eller hvor over for en Part i Sagen, hvor over for en uvildig Mand. De to afsluttende Bind behandler Tiden fra 1908 til 1940, og der er her Grund til at fremhæve Afsnittene om Niels Neergaard som Politiker, om »Riget«s Historie, den første Verdenskrigs Udbrud og Oplevelserne i Frankrig under

den, Genforeningen 1918^—20 og det østgrønlandske Spørgsmaal. »Riget«s triste Saga beretter Franz v. Jessen uden at besmykke sin egen Del i den. Fremstillingen af Genforeningens Historie slutter sig til og udbygger, hvad Forfatteren før har skrevet om dette Emne; den vil utvivlsomt møde Modsigelse, men til den fulde Opklaring af denne Periodes Historie, som først Fremtiden kan give, er den et uundværligt Bidrag. Den indeholder Enkeltskildringeraf høj Værdi som »Affæren Clemenceau-Brandes«, der uden klodset Pegefinger giver ypperlige Karakteristikker. Bogen slutter med Billeder fra Nazismens Opvækst, bl. a. et baade skarpt og retfærdigt Goebbels-Referat, og med Beretningen om, hvorledes den 9. April 1940 ramte Forfatteren personlig. Paa en af de allersidste Sider aftrykkes hans Leder i »Nationaltidende«12. April, den sidste, han skrev, før Forbudet standsede hans Pen. I sin Forening af advarende og opflammende Toner, sin Profeti om en Dommens Dag og sit Krav til Dommerne er den et mærkeligt gribende Tidsdokument, der har sin Mission ikke mindst efter 5. Maj 1945. En værdig Afslutning paa dette Værk, der er skrevet af en Mand med dybe og stærke Traditioner og en paa afgørende Punkter rodfæstet politisk Overbevisning, men uden Traditionalistens Snæverhed og Politikerens Fanatisme.