Ved studiet af de fern okkupationsaars historie er det modstandsbevsegelsens opstaaen og vsekst, der frembyder og fremdeles vil frembyde de sterste vanskeligheder. Mens der er fast bund un- Hpr fflHrlprnp Trvrnr Hpt Hrpipr cirf r>m f>n inHtrspn rrpn i r\c>n nffirMpllp danske politik eller i tyskernes leben, skrider grunden, naar det drejer sig om modstandsbevsegelsens forhold. Aarsagen ligger lige for. Mens historikeren i de to forste tilfselde kan gaa om bord i et nsesten uudtommeligt forraad af dokumentarisk materiale og aede sig den traditionelle forstoppelse til, der folger med studiet af al moderne historie, staar han ved studiet af modstandsbevaegelsen overfor et seggende slor, bag hvilket han aner omridsene af det maegtige og fascinerende drama, der udspiller sig derinde i dunkelheden. Ikke mindst gselder dette, hvor det drejer sig om studiet af den tidlige modstandsbeveegelse, skabt som denne blev af tallose, ofte helt usynlige kim, der fra mangfoldige sider famlede sig deres usporlige vej frem mod det store fsellesliv. Om nogen sinde staar vi her overfor en barsel i dolgsmaal, og de var kun faa, der stod faddere.

Det er derfor ogsaa kun naturligt, at mens der allerede nu foreligger udmærkede samlede skildringer af de sider af tidens historie, hvorom kilderne paa normal vis taler til historikeren, saa foreligger en saadan samlet skildring ikke om modstandsbevægelsen, og de bredere eller spinklere søgelys, der fra forskellig side er kastet ind over scenens halvlys, er oftest ensidigt rettet mod bestemte maal, undertiden dirigeret af ønsket om at skabe den mest flatterende belysning, men ingen af dem formaar at omfatte det hele rum, at klarlægge hele dramaet, saaledes som det er historikerens evigt uopnaaelige maal. Man kan ikke undre sig herover. Historikerens raastof, det nedfældede dokumentmateriale, mangler her næsten totalt, eller det foreligger i bedste fald kun pletvis.

Problemet er ikke specielt dansk. Det er fælles for alle de okkuperede lande, og i alle tilfælde i en række af dem er den naturlige opgave nu taget op saa vidt muligt at fremskaffe et primært eller sekundært kildestof, der før eller senere kan muliggøre en rimelig objektiv redegørelse for de modstandsbevægelser, der spillede en saa afgørende rolle i tidens historie. Opgaven er

overalt ganske enkel: 1) At finde frem til og indsamle det sparsomme kildestof, der maatte have undgaaet tilintetgørelse i lande, hvor mundtlige aftaler selv i spørgsmaal af allerstørste betydning og rækkevidde i vid udstrækning traadte i stedet for kompromitterende dokumenter, hvor nødvendige dokumenter blev hurtigt tilintetgjorte, og hvor derfor den normale historiske aflejringsproces var ophørt. 2) I videst muligt omfang at supplere dette materiale med beretninger fra de mænd, der — ofte ukendte for offentligheden —¦ har baaret arbejdets byrder paa deres skuldre og saaledes i væsentlig grad har grebet ind i deres lands skæbne. I det omfang, hvori det lykkes at løse denne opgave, imødegaas mytedannelse og historieforvanskning.

Ker i uauiiiark lutr el saauaiiL arbejde slaael paa siden summeren 1947, og arbejdets hovedresultater foreligger nu. Der er til rigsarkivet indsamlet ialt 25 arkiver, der laa paa private hænder, samt udarbejdet ca. 80 beretninger fra folk, der paa førende maade har taget del i modstandsarbejdet. Arkivernes indhold er meget forskelligartet. Der findes breve, telegrammer, instruktioner, cirkulæreskrivelser, rapporter fra grupperne, sabotageplaner etc. I en lang række tilfælde findes samlede korrespondancer, der strækker sig over flere aar, i andre tilfælde er det kun enkelte breve, der er bevarede. For telegrammernes vedkommende drejer det sig saa godt som udelukkende om telegramkorrespondance, udvekslet mellem S.O.E. (»Special Forces«) hovedkvarter i London og organisationens officerer i marken, mens der hvad brevene angaar er tale om korrespondancer dels i Danmark, dels mellem Danmark op Svp.riffp. Hfls i Svp.riøp nø pnrlplitf rlnnsk-pnjrplskp. svpnsk-p.nppl<_} - ¦ <_? • "- -" *_|- ~CD ~ CD " CD 7 ¦ t^j ske, svensk-russiske, svensk-amerikanske etc. Saavel for breves som for telegrammers vedkommende gælder det, at de dels foreligger i koncept, ofte blyantsskrevet, dels i maskinskrevet form og endelig for en stor dels vedkommende i fotograferet form, saa enten den oprindelige fllmsrulle eller et daarligt oprindeligt aftryk eksisterer. I en lang række tilfælde har det været nødvendigt at foretage en ny fotografering.

I langt de fleste tilfælde fandtes arkivalierne ikke i noget ordnet eller bare samlet arkiv. Almindeligvis maatte de findes frem imellem mængder af andet privat materiale, og opbevaringen viste sig oftest at være meget lidt hensigtsmæssig. I visse tilfælde var arkivalier allerede ved deres fremdragning delvis ødelagt af fugt, eller nær ødelæggelse.

Arkiverne varierer naturligvis overordentlig meget i omfang.
Der er tale om arkiver af særdeles anselig størrelse, og der er
smaa, men væsentlige arkiver, der fremtræder med de rudimenter,

det lykkedes at redde gennem en ond tid, og hvor gulnede, jordslaaedelapper papir vidner om de forhold, under hvilke afgørende dokumenter dengang opbevaredes, naar opbevaring af en eller anden grund var tvingende nødvendig. Udover de indsamlede 25 arkiver er der konstateret eksistensen af endnu 5 arkiver, hvor aflevering endnu ikke har fundet sted, men hvor en saadan er lovet af de paagældende arkivejere paa et senere tidspunkt.

I een henseende er indsamlingens resultat overraskende: Den relativt store mængde dokumentmateriale, der glædeligvis er reddet gennem besættelsestidens skærsild. Forklaringen er dels den. at den danske modstandsbevægelse i besættelsestidens sidste tid blev saa gennemorganiseret, at arkiver i flere tilfælde simpelthen blev en nødvendighed for arbejdets skyld —- risiko eller ikke risiko ¦—, dels den mulighed, der i Sverige har været for at anlægge arkiver, der gennem den førte korrespondance med Danmark og paa anden maade paa udmærket vis belyser arbejdet i marken. Kildematerialet er naturligvis sparsomst for aarene 1940^—41^—42, men fra foraaret 1943 flyder det rigeligere, indtil det i 1944 og 1945 antager et ikke übetydeligt omfang. Som følge heraf er der i særlig grad lagt vægt paa at fremskaffe beretninger til belysning af de tidlige faser.

Direkte tilgængeligt er kildematerialet ikke. I breve, telegrammer, instrukser etc. vrimler det med kodenavne og ikke altid umiddelbart tilgængelige hentydninger til forhold og personer. I en ikke altfor fj em fremtid vilde dette have medført, at materialet vilde blive mere eller mindre værdiløst. Det har derfor under arbejdet vist sig nødvendigt, at der blev udarbejdet et kodekartotek, ved hvis hjælp en fremtidig historiker uden større vanskelighed skulde være i stand til at tilegne sig den særlige terminologi i de forskellige arkiver.

Det indsamlede materiale, der nu — baandlagt for en periode af 25 aar — beror i rigsarkivet, maaler sig vel ikke i mængde med de bjerge af kildemateriale, som en nutidshistoriker normalt kan øse af. Heller ikke omfatter det vel alt, hvad det maatte kunne tjene til belysning af modstandsarbejdet. Ved et saadant arbejde lader det sig selvsagt ikke gøre at skrabe bunden ren. Men materialet indeholder, hvad det ved en systematisk eftersøgning har været muligt at finde frem til, og der er for mig, der har samlet det og haft lejlighed til at gennemgaa det, ikke tvivl om, at det til sin tid vil kunne danne en solid basis for en skildring af den danske modstandsbevægelse. Skildringen vil næppe blive uden omvurderinger paa adskillige væsentlige punkter.

Naar arbejdet overhovedet har kunnet gennemføres, skyldes

det den støtte, arbejdet har nydt fra forskellige sider. Først maa her nævnes den økonomiske støtte fra Den grevelige Hielmstierneßosencroneskestiftelse og fra overretssagfører L. Zeuthens mindelegat.De to fonds formand, professor Aage Friis har lige fra arbejdetsbegyndelse vist det den mest übetingede interesse og forstaaelseog har herved banet vejen for opgavens løsning. Ogsaa fra arkivvæsenets side er der ydet al mulig hjælp til arbejdets fremme, dels ved økonomisk støtte, dels gennem den hjælp, der er ydet arbejdet af rigsarkivets fotografiske afdeling. Saavel rigsarkivarAxel Linvald som landsarkivar Bagge har fra arbejdets begyndelse ydet virksom bistand med raad og daad. Væsentlig hjælp har arbejdet ogsaa modtaget fra »War Office«, og sidst men il-l-_ i—J-A T J ] 1 _J_l..i —2 . 1 ]_ x_l. J-^l J_ lIY.HC iiiiuuoi. uwi U.CI. vcu ai_JJCJUCI3 aiaiuiiiiug ivuc en Lea.iv lu uc mange, der har stillet deres arkiver til raadighed eller som har ofret tid og kræfter ved udarbejdelsen af beretningerne. Uden deres uselviske forstaaelse af arbejdets historiske betydning vilde dette selvsagt ikke have været muligt.