3. Samtidige Biografier over Niels Kaas.

Side 85

Af den Ligprædikenlitteratur, der voxer frem i Danmark efter Reformationen, omhandler de første bevarede trykte Qi-T-if+or on pnrapr₁ no pn Knnøp2. tnp.ii det er Talerne over Adelige, der er de fleste og vigtigste i Ligprædikenernes indledende Periode indtil Aar 1600. Ganske vist giver de Tonen an i hele Genrens Glansperiode 1570_—1750, men i det 16. Aarhundrede er de borgerlige Ligprædikener særlig faa; mest kendt er A. S. Vedels Lig-»Tale« over Jens Pedersen Grundet³. Af de som særlige Bøger udkomne biografiske Skrifter, der omhandler Adelige, og som kan kaldes Ligprædikener eller orationes (funebres), har jeg fra det 16. Aarhundrede ialt fundet 40⁴.

Høj adelen er naturligvis talrigt repræsenteret; ialt gives der paa denne Maade 22 Levnedsskildringer af Rigsraader (14) og Rigsraadsfruer (8), nemlig af Rigsraaderne Herluf Trolle (f 1565, 25. Juni), over hvem der holdtes to Ligtaler, en af Niels Hemmingsenvedselve Begravelsen 1565, 15. Juli (trykt 1572) og en af Chr. Machabæus paa Københavns Universitet 1566, 10.

1 Professor Christen Mortensen Morsing f 1554, 24. April (H. Fr. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie 1537^—1621 I (1868^—1869), 619_—622); Mindeskriftet blev trykt samme Aar (Chr. Bruun: Bibliotheca Danica 111 (1896), 1305 og Lauritz Nielsen: Dansk Bibliografi 1551^—1600 (1931—1933) Nr. 969).

2 Christian 3., over hvem Jakob Bording og Niels Hemmingsen udgav Ligtaler 1559 (Bibliotheca Danica 111, 55; Lauritz Nielsen: Opus cit. Nr. 421—423 og 859).

3 81. a. Rektor i Ribe; t 1565, 14. (15.) Aug. (Dansk Biogr. Leks. VIII (1936), 348^—349). Vedel udgav 1567 hans »Similitudines, quibus præcipua capita religionis Christianæ explicantur« og føjede hertil som Tillæg sin »Oratio« om hans Liv og Død (Lauritz Nielsen: Opus cit. Nr. 684).

4 Dr. Fussing opgiver i Festskriftet til Knud Fabricius 13. August 1945, 166, Tallene (indtil 1670) paa de trykte Ligprædikener over Adelspersoner, der meddeler, hvor Begravelsen fandt Sted. Efter hans Beregning findes der til og med Aar 1600 ialt 23, der har denne Oplysning.

Side 86

Feb. (trykt 1566)¹, Mogens Gyldenstierne², Frants Brockenhuu s³, Johan Friis⁴, Børge Trolle⁵, Oluf Mouritzen (Krognos)⁶, Holger Rosenkrantz⁷, Hans Skovgaard⁸, Anders Bing⁹, Niels Kaas, der som Herluf Trolle mindedes ito Taler¹⁰, Hak Ulfstan d¹¹ og Jørgen Rosenkrantz¹², og af Rigsraadsfruerne Birgitte Gøye¹³, Elsebe Krabbe¹⁴, Birgitte Rosenkrantz¹⁵, Pernille Gøye¹⁶, Ingeborg Gyldenstierne¹⁷, Anne Parsberg¹⁸, Karen Gyldenstiern

1 Ved Opregningen af de Adelige, over hvem der er bevaret Ligprædikener, vil der ved hvert Navn (i Texten eller) som Fodnote normalt blive vedføj et tre Tidsangivelser: 1. Dødsdagen (herom oplyser Dansk Biografisk Leksikon og, hvor dette svigter, Dk.s Adels Aarbog), 2. den Dag, da Talen blev holdt, det vil i de fleste Tilfælde sige Begravelsesdagen (hvor det ikke bestemt vides, om og hvornaar Talen er holdt, opgives i Parentes Begravelsesdagen, hvis denne er kendt), og 3. Trykkeaaret. (Hvad angaar Tidspunkterne 2. og 3., henvises til Bibliotheca Danica 111 (950—1590) og til Lauritz Nielsens anførte Værk, i hvis Registerbind (udk. 1935) de personalhistoriske Skrifter anføres S. 120_—123, for Begravelsesdagens Vedkommende ogsaa til Dk.s Adels Aarbog; alle tre Tidsangivelser fremgaar i Reglen af Ligprædikenerne selv, der ofte er de eneste Kilder dertil, i hvilke Tilfælde de kun kan verificeres ad Fornuftens Vej; jfr. de nedenfor nævnte Angivelser i Ligprædikenerne over Steen Bille og Anders Bing).

2 1569, 8. Okt.; 1570, 6. Marts; 1570.

3 1569, 14. Nov.; 1570, 6. Jan.; 1570.

4 1570, 5. Dec; 1570, 19. Dec; 1571.

5 1571, 27.-28. Juli; —; 1571.

6 1573, 25. Juni; 1573, 21. Sept.; 1573

7 1575, 4. Marts; —; 1576.

8 1580, 18. Juli; (1580, 24. Aug.); 1581

9 1589, 16. Dec; 1593 (maa være Fejlskrift for 1590), 11. Jan.; 1593.

10 t 1594, 29. Juni; Begravelsestale 1594, 28. Juli af Peder Vinstrup; Mindetale paa Universitetet 1594, 29. Juli af Hans Slangerup; begge trykt 1594.

11 1594, 10. Nov.; (1594, 15. Dec); 1595.

12 1596, 9. April; 1596, 20. Maj; 1597.

13 - Herluf Trolle; 1574, 26. Juli; (1574, 12. Sept.); 1574

14 ~ Peder Skram; 1578, 8. Marts; —; 1581.

15 - Steen Brahe; 1588, 9. Sept.; 1588, 20. Okt.; 1589.

16 ~ Hak Ulfstand; 1589, 29. Aug.; 1589, 5. Okt.; 1590.

17 ~ Albret Friis; 1591, 6. Sept.; 1591, 13. Okt.: 1592.

18 ~ Hans Skovgaard og senere Hak l'lfstand; 1592, 4._—5. Aug.; 1592, 13. Sept.; 1592.

Side 87

stierne¹ og Kirsten Holck². Desuden er der bevaret selvstændigt trykte Ligprædikener over følgende mere eller mindre kendte Adelige: Otte Rud³ og hans Hustru Pernille Oxe⁴, Henning Quitzow⁵, Jakob Huitfeldt⁶, Steen Bille⁷, Henrik Brockenhuu s⁸ og hans Hustru Elisabeth Basse⁹, Anne Rosenkrantz¹⁰, Claus Glambek¹¹, Predbj ørn Podebusk¹², Henrik Gyldenstierne¹³, Henning Sparre¹⁴, Niels Jonsen (Viffert)¹⁵, Jakob Bjørn¹¹ ^* ⁵, Niels Juel¹⁷. Christine Rosenkrantz¹⁸ og Johan Bielke¹⁹. SluttelignævnesTalen over den indvandrede tyske Greve, Giinther v. Barby²⁰.

1 ~ Axel Gyldenstierne (fra 1588, 5. Juli Statholder i Norge); 1596, 8. Marts; 1596, 18. April; 1596.

2 ~ Steen Brahe; 1599, 10. Feb.; 1599, 24. Marts; 1599.

3 Til Møgelkær; Admiral; 1565, 11. Okt.; 1571, 18. Juli; 1571

4 1576, 26. Okt.; —; 1584.

5 Til Sandager og Rørbæk; Søn af Rigskansler Jørgen Quitzow; 1569, 25. Okt.; —; 1570.

6 Til Berritsgaard; Søn af Christoffer og Broder til Arild Huitfeldt; 1583, 27. April; 1583, 9. Juni; 1585.

7 Til Vandaas og Raabelev; 1586, 5. Jan.; 1585 (maa være Fejlskrift for 1586), 16. Feb.; 1587.

8 Lensmand i Norge; 1588, 6. Maj; 1588, 16. Juni; 1590.

9 1578, 31. Jan.; 1578, 28. Feb.; 1578.

10 ~ Albert Gøye til Krenkerup; 1589, 27. Okt.; 1590, 4. Jan.; 1591.

11 Til Rask; eneste fremtrædende Medlem af Slægten. 1591, 25. Jan.; (1591, 7. Marts (Bricka og Gjellerup: »Den danske Adel i det 16de og 17de Aarhundrede« I (1874—1875), 292 Fodnote)); 1591.

12 Søn af Moritz Podebusk til Kørup; 1591, 27. Juni; 1591, 8. Aug.; 1591.

13 Til Aagaard; Admiral; 1592, 2. April; 1592, 14. Maj; 1594.

14 Til Thorkilstrup; 1593, 26. Aug.; 1593, 7. Okt.; 1597.

15 Til Torstedlund og Brusgaard; 1595, 26. Juni; (1595, 7. Aug.); 1596.

16 Til Stenalt; 1596, 5. April; 1596, 16. Maj; 1597.

17 Søn af Lensmand paa Gotland Herman Juel; Studerende i Greifswald; 1596, 24. Nov.; 1596, 2. Dec; 1596.

18 ~ Niels Skram til Urup; 1597, 23. Juli; (1597, 4. Sept.); 1600.

19 Søn af den svenske Adelsmand Ture Bielke, der sammen med sine Brødre, Hogenskild og Claes, var Tilhænger af Sigismund. 1597, 18. Nov.; —; 1598.

20 Herre til Miilingen; dansk Hofmarskal; 1572, 25. Sept.; 1573, 15. Jan.; 1573 og 1577.

Side 88

De nævnte Ligprædikener er, som ovenfor sagt, udkommet som selvstændige Bøger; men der findes dog ogsaa adelige Ligtaler, der er trykt i andre Bøger, f. Ex. Ejler Grubbes¹, der danner Fortalen til Peder Vinstrups Opbyggelsesskrift »Om Det euige liff oc Død«. Som et andet særligt Fænomen kan fremhæves, at en af de sædvanlige Ligprædikeners Bestanddele, Dødslejeskildringen, for Otte Krumpens² Vedkommende er udgivet

At opnaa et Overblik over de utrykte Ligprædikener er naturligvis meget vanskeligt, og nogen fuldstændig Opregning tilstræbes da heller ikke her; det kan dog oplyses, at der³ fra det 16. Aarhundrede ikke findes nogen over navngivne Adelige i Det Kongelige Bibliotheks eller Universitetsbibliothekets (hertil overførte) Haandskriftssamlinger. Derimod findes der⁴ i Karen Brahes Bibliothek utrykte Ligprædikener over Anne Knob⁵ og Peder Gyldenstierne⁶; fra selve Aaret 1600 er Prædikenen over Berete Quitzow⁷. Personalia til endnu et Par — over Hans Steensen⁸ og Knud Brockenhuus⁹ — er fremdraget af Bricka og Gjellerup fra det daværende Geheimearkiv¹⁰ og aftrykt i deres

1 Rigskansler; 1585, 19.—20. Nov.; (1585, 29. Dec); 1587.

2 Rigsmarsk; 1569, 29. Juni; —; 1570.

3 Iflg. Behrend: Katalog over det kongelige Biblioteks Haandskrifter vedrørende dansk Personalhistorie (Enkelte Personer og Slægter) (1925) og Alfr. Krarup: Katalog over Universitetsbibliotekets Haandskrifter i Samlingerne E donatione variorum, Additamenta, Rostgaards, Schiønning& og Ørsteds Samling. 1. Del (1929) og 2. Del (1935), 25.

4 Iflg. Det Kgl. Bibliotheks Kartotek over Haandskrifter i Karen Brahes Bibliothek.

5 ~ Palle von Mehlen til Lundsgaard; 1580, 5. Dec; 1581, 17. Febr.; -h ; Prædikenen betegnes 794, 8°; den er offentliggjort i Brickas og Gjellerups Samling, 533^—539.

6 Rigsmarsk; 1594, 25. Febr.; —; ~; Betegnelse for Ligtalen: 707, 4°; delvis refereret af Gustav Bang i Personalhist. Tidsskr. 3. R. 111 (1894), 192—194.

7 Datter af Ejler Quitzow; dobt 1599, 4. Nov.; t lille; Talen har Nr. 795, 4°.

8 Til Stensgaard; 1594, 8. Okt.; 1594, 19. Nov.;

9 Til Nibstrup; 1599, 17.—18. Juli; (1599, 28. Aug.);

10 Henholdsvis efter et Haandskrift fra ca. 1600 paa Oktavark i Kleven- feldts Samlinger og fra et Kvarthaar-'ci-Hit i »Danske Kongers Historie«; nu begge i de respektive Privatarkiver (RA.).

Side 89

Samling¹; muligvis kan der i Rigsarkivet opdages nogle flere fra det 16. Aarhundrede. En samlet Liste over Arkivets Ligtalerfindes ikke; derimod gemmes der her² og i Det Kongelige Bibliothek³ forskellige utrykte Lister over Ligprædikener i Almindelighed.

Talerne kan deles i to Hovedgrupper, idet der kan skelnes mellem dem, der er paa Dansk⁴, og dem, der er paa Latin⁵. Disse sidste — orationes funebres — holdtes ikke ved selve Begravelserne, men ved særlige Mindefester paa Universitetet, hvorfor de især omhandler Personer, der stod dette nær. Orationes funebres er disponeret paa en noget anden Maade og har, som vi siden skal se for en enkelts Vedkommende, et noget andet Præg end de Ligprædikener, der er paa Dansk. Af de i det foregaaende nævnte Ligtaler er, foruden de to over Herluf Trolle og Niels Kaas, Talen over Frants Brockenhuus holdt paa Universitetet; latinske er endvidere Talerne over Hans Skovgaard og Johan Bielke.

En anden Slags Biografier staar orationes funebres nær; det er de programmata funebria, der udsendtes af Universitetet, naar en Professor eller en anden akademisk Borger døde. Desudenhædredes ogsaa andre paa denne Maade, naar de havde betydet meget for Universitetet, først og fremmest naturligvis

10 Henholdsvis efter et Haandskrift fra ca. 1600 paa Oktavark i Kleven- feldts Samlinger og fra et Kvarthaar-'ci-Hit i »Danske Kongers Historie«; nu begge i de respektive Privatarkiver (RA.).

1 S. 391—395 og 479—484.

2 1. Genealogisk-heraldisk Samling. Generalia. Folio 33 B. Nr. 37. Jacob Langebek: Catalogus over Danske Liig Prædikener. 2. Haandskriftsamlingen. XII. Aim. dansk-norsk m. m. Personalhistorie. 10. Hans Engelhart: Fortegnelse paa dem, over hvilke der er holdt Ligprædiken.

3 Se Behrends Katalog (Samlinger af blandet Indhold. 1927). 40. Fortegnelser over Ligprædikener, deriblandt en af Hans Gram. Endvidere kan spec, nævnes Rostgaard 94. Fol. Haandskreven Fortegnelse over de Ligprædikener, som fandtes i Fr. Rostgaards Bibliothek.

4 En enkelt, Prædikenen over den i Greifswald studerende Niels Juel,. er paa Tysk.

5 Inden for begge Grupper findes der nogle, som ikke udtrykkelig sigesat være holdt; disse adskiller sig dog ellers ikke fra de andre.

Side 90

Universitetskansleren; det første Universitetsprogram, der er
udsendt over en saadan, er det nedennævnte over Niels Kaas1.

En tredje Kategori blandt de latinske Mindeskrifter, men af rent privat Karakter, er dem, der udkom i Epistelform eller lignende (epistolæ de vita et obitu; narrationes de obitu); i saadanne mindedes f. Ex. Else Laxmand² og Niels Kaas³.

Angaaende Affattelsen af de egentlige Begravelsesligprædikener findes en Forskrift i »Christelig Raad og Betænkelse om Adels Jordefærd udi Fyns Stift paa Kgl. Majestæts, vor allernaadigste Herres, gunstige Behag, og tilskrevet ærlig og velbyrdig Mand Frants Brockenhus til Egeskov efter hans egen Begjæring og velb. Johan Frises alvorlige Befaling udi Guds Aar 1566 den 3. Januarii ved Niels Jespersen Superintendent«⁴. Heri bestemmes⁵, at Ligprædikenen skal bestaa af tre Afsnit: 1. Taksigelse til de nærværende Venner, 2. Testimonium og 3. En kort og let tilgængelig Udlægning af den oplæste Text.

Testimoniet kom til at omfatte tre Underafsnit, der henholdsvis gjorde Rede for den afdødes Afstamning, Levned og Dødsleje. Disse tre Personalia-Afsnit fik deres endelige Udiormning fra 1590'erne, men navnlig i Løbet af det 17. Aarhundrede; ikke mindst Ahnetavlen udvikledes stærkt⁶.

Ligprædikenbøgernes Format og Udstyr var stadig voxende. Medens man i det 16. Aarhundrede brugte smaa Oktavbind, .gik man i det 17. først over til Kvart og senere til prægtige Foliobind. Man har derfor ment, at det var af økonomiske

1 Om Universitetsprogrammer se Rørdam: Universitetshistorie. 111 {1873—1877), 432.

2 ~ Ejler Grubbe; f 1575, 30. Maj; begr. 1575, 13. Juli; Bogen udkom 1577.

3 Se S. 97 N. 3.

4 Kirkehist. Saml. 3. R. V (1884—1886), 628—635.

5 Ibidem, S. 633.

6 Albert Fabritius: Ahnetavlen med særligt Henblik paa dansk Litteratur (1941), 20_—21; jfr. af samme Forfatter: Lene Thotts Vaabendug i Smaastudier tilegnet Christian Axel Jensen paa hans 65 Aars Fødselsdag (1943) 110_—120; om Udviklingen af Ligprædikernes Textahnetavler se ss;. S. 114.

Side 91

Grunde, at de toneangivende Kredse omkring Midten af det 18. Aarhundrede opgav at udgive dem¹. Om dette er den rigtigeForklaring paa, at Moden døde ud, skal jeg ikke kunne sige; forskellige andre Muligheder er tænkelige. Nok er det, at de gamle Ligprædikeners Glansperiode hørte op, og at Biskop Balle i Stedet henimod Aarhundredets Slutning indførte de saakaldte»Standreden«, der holdtes ved Graven².

Ligprædikenerne samledes navnlig i adelige Klosterbibliotheker(Roskilde, Odense). Omkring 1750, paa den Tid da de var ved at miste deres Betydning som produktiv Litteraturgenre,svulmede Interessen for dem stærkt op blandt dem, der beskæftigede sig med historiske Studier. Som Samler maa især nævnes Frederik Rostgaard, der erhvervede henimod 600 trykte Ligprædikener³; Lister over Ligtaler udfærdigedes af Gram⁴ og Langebek⁵. Nu blev ogsaa en ret omfattende Samling »udgivet«, nemlig C. P. Rothes⁶, og Schlegels vigtige Vurdering fremkom⁷. I det næste Hundredaar var Interessen for adelshistorisk Forskningikke særlig stor; men efter 1864 opnaaede den godsejende Adel en ny Blomstringstid og fik igen stor politisk Betydning; Kampen mellem Aristokrati og Demokrati i den paafølgende Periode danner Baggrunden for den Debat om Adelens historiskeIndsats, der kulminerede med Striden om Gustav Bangs

1 Troeis-Lund: Dagligt Liv i Norden i det 16de Aarhundrede. XIV (1901), 377: »Da Buen ikke kunde spændes højere, brast den«.

2 Kirkehist. Saml. 5. R. I (1901—1903), 695,

3 Fabritius og Hatt: Haandbog i Slægtsforskning (1943), 20,

4 S. 89 N. 3.

5 S. 89 N. 2.

6 Brave danske Mænds og Quinders berømmelige Eftermæle, deres Levnet, Fremgang og Skiebne, uddraget af de over dem holdte Liig-Prædikener og Programmata I—III^—II (1753). Kritik af Gengivelsen: J. C. Bar g i Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie I (1833), 256—257, hvor adskillige Udeladelser og Mangler paavises.

7 Geschichte Christian des Vierten Konigs in Danemark von Niels Schlangen conferenzrath in Dånischer Sprache aus Archivurkunden verfertigt: Kilrzer vorgetragen mit Anmerkungen und Zusåtze erweitert und mit einer Einleitung versenen von Johann Heinrich Schlegeln I (Kph. u. Leipzig 1757), 27—28.

Side 92

Doktordisputats 1897. P. Gr. a. disse Forhold fik ogsaa Ligprædikenernefornyet Betydning, og 1874^—1875 kunde Bricka og Gjellerup gøre et Forsøg paa en Udgave af dem. Efter det første Bind udkom der dog intet nyt i deres Levetid; Bricka maatte nøjes med at faa et Par publiceret i Personalhistorisk Tidsskrift¹; først 1913 kunde Thiset udgive et nyt Bind, bekostetaf Foreningen til Udgivelse af Danmarks Adels Aarbog. Interessen havde alligevel ikke været stor nok, og den sank nu stadig, navnlig i Aarene umiddelbart efter den første Verdenskrig. Senere har man, p. Gr. af det fornyede Studium af det 16. og 17. Aarhundrede, igen i højere Grad haft Opmærksomheden henvendt paa denne Art af biografisk Litteratur, uden at dette dog har formaaet at fremkalde noget virkeligt Forsøg paa en Udgave eller en mere indgaaende Bedømmelse af Ligprædikenerne.De hidtidige Synspunkter kan resumeres saaledes:

At Ligprædikenernes Personalia ofte stammer fra den afdøde(eller hans Familie), er et Postulat, der gaar tilbage til Talerne selv²; Traditionen derom overføres gennem J. H. Schlegelsnævnte Karakteristik fra 1757 til den senere Forskning, idet hans Opfattelse³ med forskellige Nuancer gentages af Bricka og Gjellerup 1874 i Forordet til deres Udgave⁴, af Gustav Bang 1897⁵ og af Troeis-Lund 1901⁶, citeres og anerkendes af Louis Bobé 1933⁷ og endelig hævdes af P. B. C. Westergaard

1 2. R. 111 (1888), 110—128.

2 Her skal blot et enkelt Exempel fremhæves: I Ligtalen over Steen Maltesen Sehested til Holmgaard (1611, 22. Aug.; 1611, 1. Okt.; 1613) læses: »Huorledis hans Christelig Optuctelse, Erlig oc lofflig Leffnet haffuer sig tildraget, haffuer den salig Mand selff med stor flijd oc vindskibelighed det antegnet oc opscreffuet, oc er sig saa beløben, som effterfølger«. (Bricka og Gjellerup: Den danske Adel i det 16^de og 17^de Aarhundrede I 3.).

3 »Ihr (se. der Leichenreden) vornehmster Inhalt ist oft von dem Verstorbnen selbst aufgesetzt gewesen, oder es sind doch dem Redner seine Materialien von der Familie gegeben worden« (Geschichte Christian des Vierten I, 28).

4 Den danske Adel I, 111.

5 Den gamle Adels Forfald 20.

6 Dagligt Liv XIV, 37 ff.; 360.

7 Danmarks Adels Aarbog L, 32—33.

Side 93

1938¹. H. Glarbo har da ogsaa i Historisk Tidsskrift² givet Exempler paa, at de Dagbøger, unge Adelsmænd førte paa deres Udenlandsrejser, senere benyttedes af Prædikanterne, der skulde holde Ligprædiken over dem. Det kan ogsaa nævnes, at en Sammenligning mellem Jørgen Rosenkrantz' Selvbiografi³ og Jens Gødesens nævnte Ligprædiken over ham viser, at Selvbiografiener Ligprædikenens Hovedkilde. Sammenhængen mellemLigtalernes genealogiske Lister og den adelige Slægtstra- JiLiuii ci* behandlet af Albert Fabritiuc. Er. fortsat Undersøgelseaf lignende Forhold vilde sikkert give adskillige Resultaterog ført til Bunds betyde meget for det fremtidige Syn paa Ligprædikenernes Værdi.

Benyttelsen af den afdødes eller hans Slægtninges Optegnelser maa vel i det store og hele siges at tale til Gunst for Troværdigheden af de paagældende Ligtalers Personalia; men paa den anden Side har man siden det 18. Aarhundrede været nogenlunde klar over, at Prædikenerne hyppigt, p. Gr. a. Unøjagtighed, rummer store Mangler og Farer for Benytteren. Ogsaa her gik Schlegel i Spidsen, idet han⁵ kritiserede deres »hessliche Versenen«, naar de beskæftigede sig med udenlandske Sager. Bricka og Gjellerup advarede⁶ ligeledes mod for stor Dristighed i Benyttelsen; men navnlig uddybedes Kritikken af Gustav Bang, der⁷ hævdede, at Opgivelserne af Børnetal overvejende var korrekte, medens Aldersangivelserne var i høj Grad upaalidelige. Louis Bobé's Vurdering af Ligprædikenernes Personalia⁸ følger væsentligst Bricka og Gjellerup.

De hidtil nævnte Vurderinger gælder Stoffet i egentligste
Forstand, selve de positive Oplysninger. Efterhaanden som man
fik Ligtalernes aandelige Forudsætninger paa Afstand, fik man

1 Personalhist. Tidsskr. 10. R. V, 187.

2 9. R. IV (1925—1926), 240.

3 Skrevet 1590; trykt i Danske Magazin IV (1750), 195—204.

4 I Afhandlingen om Lene Thotts Vaabendug; se S. 90 N. 6.

5 Geschichte Christian des Vierten I, 28.

6 Den danske Adel I, 111.

7 Den gamle Adels Forfald, 20—21.

8 Dk.s Adels Aarb. L, 33.

Side 94

imidlertid ogsaa i højere Grad Øjnene op for det ejendommeligeog — efter moderne videnskabelig Opfattelse — mangelfuldei deres Karakteristikker. Troeis-Lund skriver saaledes herom¹: »Udviklingen gik sin rolige, ustandselige Gang i Retningaf Lovtaler, kristelige Lovtaler, over den Afdøde«, og Louis Bobé fortsætter ham²: »Som Karakterskildringer er de pyntede og højstemte Lovtaler selvsagt af ringe Værd«. Ogsaa H. Fussings Bemærkning om, at »Ligprædikenernes omtale av husbondens forhold til sine fæstere er ganske klichéagtig og av ringe værdi«³, ligger paa Linje hermed. Ligeledes hans Vurderingaf Ligprædikenen. over Kirsten Munk (1658)⁴.

Ligtalerne fremstiller uden større Afvigelser Tidens Adelsmand som en rettroende Lutheraner, en exemplarisk gtemand Familiefader, en pligtopfyldende Tjener over for Kongen og Landet, en Fader over for sine Undergivne.

Dette Forhold faldt ganske naturligt; Menneskeskildringerne var ikke Maal i sig selv, men skulde tjene til Opbyggelse⁵, og mente Prædikanten, at den afdødes Levned snarere burde tjene som et Exempel til Afskrækkelse end til Efterfølgelse, saa skulde Hensynet til Slægten som Regel nok faa ham paa rette Vej⁶.

Nu maa imidlertid det Spørgsmaal stilles, om den skematiske Fremstillingsmaade ogsaa indvirker paa andet end selve Karakteristikkerne,nemlig paa de positive Oplysninger. 81. a. dette Forhold skal, for Niels Kaas-Biografiernes Vedkommende, undersøgesi det følgende; men først vil en kort Redegørelse for

1 Dagligt Liv XIV, 365.

2 Dk.s Adels Aarb. L, 33.

3 Herremand og fæstebonde (1942), 2.

4 Jyske Samlinger 5. R. IV (1938—1940), 15—60, spec. 59—60.

5 Kirkehist. Saml. 3. R. V (1884—1886), 633.

6 Om Godtgørelse for Ligprædikener se Danske Magazin I (1745), 221_— 222 og Troels-Lund: Dagligt Liv XIV. 398—401. Troeis-Lund nævner et Exempel paa Retsforfølgelse af Præsten (Ibid., 366_—367). 1624, 11. Marts fik Bisperne Befaling til at foreskrive Præsterne Maadehold i Lovprisningen af den afdøde (Kancelliets Brevbøger 1624—1626 (1925), 73).

Side 95

Ligprædikenbiografiernes Forudsætninger formentlig være af
Værdi.

Allerede Theophrastos (ca. 372^—287 f.) havde — støttet paa Samtidens Karakterkomedie — opstillet Karaktertyper¹, og andrePeripatetikere samt de alexandrinske Filologer havde skildret Digteres og Filosoffers Liv², ligesom Alexander den Stores Levnedhavde været et yndet historisk Emne. Nogle Fyrster, Statsmændog Generaler fra de hellenistiske Riger i Øst og det repu- Hl lir on cl.ro R*"_1^ cJj-raiT nncoo col" HjDTnniror TTJ/^rf <3r> f «¦»•«•+¦ paa Tærskelen til og i den romerske Kejsertid, at den klassiske Biografi naar sin egentlige Blomstringsperiode med Forfattere som Nepos, Tacitus, Plutarchos og Svetonius³; som »skematisk« Historieskriver maa især Tacitus fremhæves⁴. En særlig Slags Biografi var den romerske laudatio funebris, der holdtes pro rostris⁵. Denne blev overtaget af Kirkefædrene, der holdt sig nøje til de Love, som de bedste rhetoriske Theoretikere havde opstillet⁶. I Middelalderen trængte den liturgiske Form den frie Tale i Baggrunden⁷, og for denne Periodes Vedkommende maa Opmærksomheden navnlig rettes mod Helgenbiografiernes skematisk-idealiserendeKaraktertegninger.

1 Handbuch der klassischen Altertums-Wissenschaft VII, 1: Wilh. von Christ: Geschichte der griechischen Litteratur; 6. Udg. ved Wilh. Schmid 11, 1 (Munchen 1920), 64—65.

2 Leo: Die griechisch-romische Biographie (Leipzig 1901), 85_—117; 118—135.

3 Leo: Opus cit., 193—218; 224—233; 146—192; 1—16.

4 Vilh. Grønbech skriver: » han (Tacitus) behøver aldrig at være i tvivl om hvorledes et slag, et overfald, en revolution spiller sig ud, da han veed hvordan sådanne hændelser er beskafne ifølge deres natur, og hvorledes de ifølge naturen må forløbe« (Hellenismen I (1939), 336). Lignende Forhold gør sig gældende for Menneskeskildringernes Vedkommende (Opus cit., 322—330).

5 Handbuch der klassischen Altertums-Wissenschaft IV, 2,2: Hugo Bliimner: Die romischen Privatalterttimer; 3. Udg. (Munchen 1911), 498.

6 Ludwig Ruland: Die Geschichte der kirchlichen Leichenfeier (Regensburg 1901), 149^—168: Die Leichenrede der Patristischen Zeit, spec. 166.

7 Theologische Studien und Kritiken (Gotha 1925): Hugo Grun: Die Leichenrede im Rahmen der kirchlichen Beerdigung im 16. Jahrhundert, 289—312, spec. 289.

Side 96

matisk-idealiserendeKaraktertegninger.Allerede fra Slutningen af det 13. Aarhundrede finder vi dog igen Spor af Ligtaler¹, idet Tiggermunkene fik Tilladelse til at prædike ved Begravelser, hvilket dog navnlig skete i Italien og Frankrig. Henimod Slutningenaf Middelalderen trængte Skikken at holde Ligprædikenerimidlertid længere nordpaa, men spillede dog i hele den katholske Tid kun en underordnet Rolle. Først med Reformationenskete der en Forandring heri, idet nu Ordet til de levende ved Begravelsen traadte i Stedet for Sakramentalier i den afdødesInteress e²; Luther virkede her stærkt ved sit Exempel³. Men ved denne Ændring blev det naturligt at inddrage Stof fra den afdødes Liv, og derfor indtraadte Forbindelsen med det adelshistoriske Materiale. P. Gr. a. Formaalet og Adelens mægtige Stilling blev ogsaa Ligprædikenernes Fremstillingsmaadeden skematisk-panegyriske. Hvordan Prædikanternes Fremgangsmaade ved Affattelsen kunde være, giver Niels Kaas-Biografierne gode Muligheder for at undersøge.

Niels Kaas døde 1594, 29. Juni, Kl. 15,30⁴, og han mindedes p. Gr. a. sin Stilling som Kongens Kansler paa mere storslaaet Vis end en almindelig Adelsmand. En hel Række Elegier forfattedestil hans Ære, af Standsfæller, men navnlig af Folk fra den lærde Verden, der havde nydt godt af Niels Kaas' fulde Bevaagenhed. Her skal vi imidlertid kun beskæftige os med den officielle Hyldest til den afdøde, saaledes som den i forskellige Skrifter er bevaret til vore Dage. Begravelseshøjtideligheden fandt Sted i Frue Kirke 28. Juli⁵, og paa denne Dag offentliggjordesda et Universitetsprogram, der indeholdt den afdødes Levnedsløb og sluttede med en Opfordring til Studenterne om

1 Griin: Die Leichenrede, 289.

2 Ibid., 292.

3 Ibid., 293.

4 Kancelliets Brevbøger 1593—1596 (1910), 312.

5 Personalhist. Tidsskr. 7. R. II (1917), 295—307: Louis Bobé: Udtog af Vor Frue Skoles Regnskaber. Indtægt for Disciplenes Sang ved Begravelser fra Hovedstadens Kirker 1584_—86. 1594—1612, 296: »1594, 28. Juli Erlig W. Niels Kaas Cannzeler ... X

Side 97

at møde op for at vise Kansleren den sidste Ære. Ligprædikenen holdtes af Sjællands Biskop Peder Jensen Vinstrup¹, og den er disponeret paa sædvanlig Maade, altsaa med Testimoniet som første Halvpart af den egentlige Tale. Dagen efter, 29. Juli, der var Maanedsdagen for Niels Kaas' Død, holdtes en Sørgehøjtidelighedpaa Universitetet. Taleren var her sidste Aars Rektor, Professor Dr. Hans Oluf sen Slangerup², hos hvem Levnedsbeskrivelsenudgør Traaden i hele Fremstillingen³.

1 Han indsattes i sit Embede 1590 og var som saadan 1591 blevet Professor Theologiæ; 7. Dec. s. A. Doctor under Dr. Hans Slangerups Præsidium (Brickas Biogr. Lex. XIX (1905), 51_—53).

2 1586 Professor ordinarius ved det theologiske Fakultet, 1589 Summus Theologus.( Dansk Biogr. Leks. XXII (1942), 207^—208.

3 Universitetsprogrammet findes blandt Universitetsbibliothekets »Programmata funebria« (II (J^—W)). Det blev allerede samme Aar i Leipzig optrykt sammen med »Lvgvbres Narrationes dvse de obitu illvstris ac generosi viri, Dn. Nicolai Caas« (D₂ verso-Fj^ verso) og naeste Aar (1595) i »Epistolae consolatoriae ad Henricum Rantzovium; opera et studio M. Georgii Ludovici Frobenii collects, editio auctior et überior« (435^—442). Af Universitetsprogrammets Personalia findes Rostgaard 66. 4°, 509—513 en Afskrift, der efter Oplysninger, hvorfor jeg har Overarkivar, Dr. theol. B. Kornerup og Arkivar E. Kroman at takke, kan dateres til den forste Snes Aar af det 17. Aarhundrede. En nsesten ordret Gengivelse af Programmets biografiske Afsnit findes endvidere i Rasmus Vindings »Regia Academia Hauniensis« (1665), 25_—29; en enkelt Oplysning er dog her hentet fra »Acta Consistorii* (sml. 29 med Ny Kirkehist. Saml. V (1869^—- 1871), 66^—67). Ogsaa Slangerups Ligtale over Niels Kaas har Vinding kendt, uden at det dog har sat sig Spor i Fremstillingen. Vinstrups Tale blev samme Aar (1594) udgivet under Titlen: »Ligpredicken, som i Erlige, Velbyrdige oc Salige Herris, Niels Kaasis, Kong: Maiests: Cantzelers oc Danmarckis Rigis Regerendis Raads Begrafluelse bleff sorgelige holdit i vor Frue Kircke i Kiobenhaffn, Den IX. Sondag effter Trinitatis, Som vaar den 28. Julij, Anno 1594.« De Personalia, der blev benyttet til Indskriften paa Niels Kaas' Ligsten i Viborg, er velsagtens taget fra Yinstrups Ligprsediken; Gengivelsen er meget kortfattet — og unojagtig! (Erik Pontoppidan: Marmora Danica (1739^—1741) 11, 199^— 200; Hofman: Historiske Efterretninger om velfortiente Danske Adelsmaend I (1777), 160—161). Ogsaa Slangerups Tale udgaves 1594 som »Oratio fvnebris, de vita et obitu Magnifici, Generosi et Illustris viri, . . „ Dn. Nicolai Kaasii, . . „ habita in Academia Hafniensi, 29. Julij, 1594.«

Side 98

Der har altsaa vseret flere, der skulde affatte en Niels Kaasßiografi, og til det ovenfor naevnte kommer endda, at Stof fra Kanslerens Liv ogsaa optoges iet Mindeskrift¹, der — vel paa Henrik Rantzaus Foranledning — endnu samme Aar blev udgivet i Leipzig. Det skal i Forbigaaende nsevnes, at dettes Forfatter har benyttet Universitetsprogrammet som Kilde; Skildringen af, hvad der foregik ved Niels Kaas' Dodsleje, kan dog ikke stamme herfra. Den felgende Undersegelse vil udelukkende beskseftige sig med de tre fuldstsendige Biografier, der tydelig nok ikke er udarbejdet uafhaengigt af hinanden. Vi vselger som Prove Begivenhederne 1579:

1 »Narratio prior« (A₄ ^—C,) af »Lvgvbres Narrationes dvæ«, der ogsaa omfatter Universitetsprogrammet og nogle Elegier, forfattet af Henrik Rantzau; hele denne Samling blev Aaret efter optaget i de (S. 97 N. 3) nævnte »Epistolæ consolatoriæ«, hvori »Narratio prior« findes SS. 422^—428.

2 Avin verso.

3 E4 verso.

4 1523_—1596; se S. 86 N. 12; til Rosenholm og Skaføgaard; Rigsraad; 1588 Regeringsraad (Dansk Biogr. Leks. XX (1941), 100—104).

5 t 1597; til Liddouw; kongelig Hofraad; Diplomat (Dansk Biogr. Leks. XVIII (1940), 17—18).

Side 99

1 Forhandlingerne varede fra 5. Marts til 25. Marts, da Overenskomsten blev underskrevet. Foruden de nævnte mødte for Kongen Peder Gyldenstierne og Jakob Ulfeld (Laursen: Danmark-Norges Traktater 1523^—1750 II (1912), 425—431).

2 Rigtigt (Ibid., 476).

3 Sml. Traktatens § 1 (Ibid., 478).

4 1546^—1625; til Sandbygaard og Hagsholm; Rigsraad; Regeringsraad 1591 og 1593^—1596; 1596 betegnes hansom Kongens Hofmester (Dansk Riogr. Leks. XVIII (1940), 7—9).

5 Stephan Båthory (1575—1586) (Norstedts vårldshistoria VIII (Sthm. 1930), 274).

6 Niels Kaas var i Stettin 1579, 31. Dec.^—1580, 10. Jan. sammen med Manderup Parsberg, Joachim Hinck og Caspar Paslick. Da der ikke indfandt sig polske Udsendinge, maatte den danske Delegation imidlertid vende hjem med uforrettet Sag (RA. T.K.U.A. Polen An (Akter og Dokumenter vedr. det politiske Forhold til Polen 1578—1587). Pk. 8).

Side 100

Punkt for Punkt svarer Begivenhederne til hinanden i de tre Skrifter, og Tidsbestemmelser og Navne stemmer overens (hvor de da ikke er udeladt af en eller to af Forfatterne); men derfor behøver de ikke at være korrekte. Under Omtalen af Forhandlingerne i Kolding 1575 beretter baade Vinstrup¹, Programma og Slangerup², at der deltog 12 Raader paa hver Side, medens det virkelige Tal var 83;8³; alle tre lader endvidere Forhandlingerne med England 1583 foregaa 1587⁴. Ogsaa fælles Mangler finder vi, som naar baade Vinstrup og Slangerup i det ovenfor citerede Afsnit nævner Niels Kaas, Jørgen Rosenkrantz og Caspar Paslick, men ikke Peder Gyldenstierne og Jakob Ulfeld, som Deltagere i Odenseforhandlingerne 1579, og de ligeledes begge lader Niels Kaas, Manderup Parsberg og Caspar Paslick, men ikke Joachim Hinck, tage til Stettin samme Aar.

Endelig er der adskillige Verbaloverensstemmelser, f. Ex. har Vinstrup og Slangerup 1579 henholdsvis »Tredie Legation« og »tertiam legationem«, 1557 baade Programma og Slangerup⁵ det specifike Udtryk »Pallas armata« for Krig (Krigshaandværk, Krigsskole), forstaaet som Led i Niels Kaas' Uddannelse, som »Fag«. Vinstrup og Programma har en Række Udregninger af Levnedsintervaller tilfælles; det bør især nævnes, at Vinstrups »paa Tredie Aar«⁶ om Tiden 1570^—1573 (i St. f. »paa fjerde Aar«) kun forstaas, naar man sammenligner med Programmas latinske »triennio«.

1 Aviii.

2 E3 verso.

3 Kancelliets Brevbøger 1571—1575 (1898), 673. — RA. T.K.I.A. »Acta der zur Abhelfung der in den Aemtern, Ripen, Hadersleben, Torningen u. Tondern eingefallenen nachbarlichen Gebrechen bestellten konigl. u. fiirstl. Commissarien«. (4 Pkr.).

4 Vinstrup lii verso; Slangerup E, verso; sml. Laursen: Opus cit. 11, 612—G27 og Hasso i Hist. Tidsskr. 10. R. II (1932—1934), 556—610.

5 D1.

6 Aviii.

Side 101

Vi gaar da ud fra, at der er en saa stor Overensstemmelse
mellem de to Ligtalers samt Programmas Stof og Form, at der
maa være en nær Forbindelse mellem dem.

Ganske vist er der i hvert af de tre Skrifter Mangler, Divergenser og Træk, der ikke har Paralleler i de andre Beretninger. Hvad angaar Manglerne, er Slangenips Oplysninger for Aarene 1581^—1590¹ særdeles kortfattede. Imidlertid vil ingen være i Tvivl om, at han har haft det samme Materiale til sin Raadighed som de andre, idet han opremser samtlige deres Aarsta l² og saa blot fortæller, at i disse Aar udmærkede Niels Kaas sig i Statens Tjeneste. Noget lignende ses i Jens Gødesens Ligprædiken over Jørgen Rosenkrantz 1596 (1597)³.

Af Divergenserne skal her kun nævnes, at Vinstrups 1579, 25. Maj (Maij) i St. f. 25. Marts (Martij) naturligvis maa forklares som en Fejllæsning eller Fejlskrivning, eventuelt som en Trykfejl. Nogle mere ejendommelige Steder skal jeg senere komme ind paa.

Særtrækkene optræder enkeltvis eller — hos Slangerup — i større Grupper. Af de isolerede Særtræk maa nogle være supplerendeTilføjelser, som den Titelfanfare, hvormed Slangerup introducerer Manderup Parsberg 1579. Naar denne kaldes »Magister Palatii« og »Quatuorvir«, betegnes dermed hans Stilling1594, ikke 1579 (sml. S. 99 N. 4); atter her kan henvises til Jens Gødesens Fremgangsmaade⁴. Vinstrup har en Del Steder bevaret flere Enkeltheder end Niels Kaas' to andre Biografer. Imidlertid er disse Enkeltheder næsten overalt underordnetet større Punkt, som de andre ogsaa har, saa det betyder næppe andet, end at Vinstrup har været den mest omhyggelige med at gengive det forhaandenværende Stof. Der er for Vinstrups Vedkommende kun eet Punkt inden for Kategorien »yderligere Oplysninger«, der for Alvor kan lede Tanken hen paa, at han

1 E4 verso.

2 Dog har Vinstrup, men ikke Programma, et enkelt (1586) mere.

3 Fvin; sml. Danske Magazin IV, 200—204.

4 Se S. 110 N. 2.

Side 102

maaske har haft mere Materiale til sin Raadighed end det, de andre kendte. Han omtaler nemlig¹ som den eneste, at Niels Kaas 1586 ledsagede Frederik 2. til Fyrstemødet i Liineburg; men det er vist lovlig dristigt at drage saadanne Slutninger af et enestaaende Tilfælde som dette.

Programma har kun et enkelt bemærkelsesværdigt Særtræk: En Meddelelse om, at den Afdeling af Kancelliet, som Niels Kaas ledede under Syvaarskrigen, stod til Raadighed for RigsraadsudvalgetiKøbenhavn. Hos Slangerup derimod svulmer Stofmængden tit op paa en forbløffende Maade; men ser man nærmere til,- svinder det meste af hans Særstof som Dug for Solen². Ligefremme Digressioner med bibelske eller klassiske Paralleler for Øje kan man gaa let henover; men Slangerup bringer tilsyneladende en Mængde nye Oplysninger om Niels Kaas, f. Ex. om hans Skolegang i Viborg³: »Hoc (se. Olao Scøtzio) præceptore Cancellarius noster, paucis annis, Regulas Grammaticas vtriusque linguæ⁴ vna cum præceptis Dialecticis et Rhetoricis addidicit, et orationem latinam mediocriter formarecæpit,iudiciumque de discernendis veris a falsis et probabilibusanecessarijs, paulatim acquisiuit«. Grammatik, Dialektik og Rhetorik udgjorde tilsammen den Del af artes liberales, der kaldtes Trivium, og hvori der undervistes i Latinskolern e⁵. Naar Slangerup meddeler, at Niels Kaas undervistes i Trivium ved Viborg Skole, fortæller han kun det, han som Skolemand maa gaa ud fra. Navnlig den Vending, at Niels Kaas lærte at tale Latin »mediocriter«, der er blottet for den vanlige Panegyrik, viser tydeligt Universitetslærerens Syn paa

1 Bi-verso.

2 Et betydningsfuldt Træk er dog, at han (D₂) nævner Hans Skovgaard som Magister libellorum under Syvaarskrigen.

3 B₂ verso.

4 Latin og Græsk.

5 Ved Universitetet fortsattes Undervisningen heri, og desuden studeredes Quadrivium: Matematik (herunder Astronomi), Fysik (herunder Geografi; og Musik. Først derefter kunde man kaste sig over en af Hovedvidenskaberne: Theologi, Medicin eller Jura (Oluf Friis: Den danske Litteraturs Historie I (1945), 331).

Side 103

den Kunnen, en Rus almindeligvis lægger tor Dagen¹. Faa denne Maade fortsætter Slangerup med Skildringen af Niels Kaas' Læreaar ved Københavns Universitet², der er en Opsummeringaf,hvad en flittig Student plejer at lære. Da saa Niels Kaas skal til Udlandet, og baade Vinstrup og Slangerup, hvadenten de har vidst noget derom, eller blot har brugt en almindelig, intetsigende Vending, oplyser, at det skete efter Venners Raad og Bevilling³, faar Slangerup Lejlighed til at uujjicJc s>ig om saadannc Ycnncrc Fortræffelighed, Hpr larW Ynglinge af deres Bekendtskab uddanne til lærde Mænd, hvorefterhangaar over til at dadle dem, der ikke har Tanke for saadant og heller ikke for, at de stakkels Lærere jo dog ogsaa skal have noget at leve af!⁴ Det almindelige Liv ved Wittenberg Universitet⁵ overføres ligesom for det københavnske UniversitetsVedkommendepaa det specielle Tilfælde Niels Kaas⁶, idet Slangerup naturligvis lader ham høre til de dydige, der bestiller noget ved deres Studium og ikke hengiver sig til Udskejelser af nogen Art. Senere i sin Skildring har Slangerup den bedste Mulighed for som Førstehaandskilde at give konkrete Træk om Niels Kaas som Kansler. Det er muligt, at der undertiden ligger noget af en Virkelighed bag Ordene, f. Ex. i denne Passus⁷: •». . . facile sua mansuetudine, prudentia et lenitate effecit, vt Serenissima Regia Maiestas, in ipsius consilia et sententias

1 Sml. Chr. Machabæus Alpinas: Oratio fvnebris illustris viri Herluffi Trolle (1566). 82-verso:B₂-verso: »Initio statim pij parentes, magnum in HERLVFFO Ingenium et doctrinæ capax esse animaduertentes, ipsum literis discendis adhibuerunt, In quibus cum tantum promouisset, vt in ista omnium dis•ciplinarum, præcipue autem earum quæ orationem formant profligatione, in mediocrem laiinæ linguæ cognitionem deuenerit, in hane primum Regiam Hafniensem Academiam a parentibus missus est.«

2 84-B₄-B₇.

3 Vinstrup Avi; Slangerup 88.B_8.

4 88—d.B₈—d.

5 Hvor Slangerup selv havde studeret (Dansk Biogr. Leks. XXII <1942), 207).

6 r c

7 D_5.

Side 104

descenderet, difficulterque pateretur virum hunc å suo discedere latere«; men det er langtfra sikkert, og i Almindelighed er Panegyrikken saa vag, at den er umulig at bygge paa. Ser vi tilbage over denne Række Afvigelser fra Vinstrup og Programma, saa ser vi Niels Kaas som Gennemsnittet af en Latinskoleelev og som Idealet af en Student og Statsmand. Navnlig er SkildringenafSkole - og Universitetsforhold karakteristisk, idet Slangerup her i særlig Grad overfører sin almindelige Viden paa det specielle Tilfælde; det er den i Deduktion trænede Aand¹, som bærer sig saaledes ad. Denne Fremgangsmaade hos Slangerupbevirkernaturligvis, at det ikke er let at bruge hans Ligtale som Kilde.

Hermed skulde de tre Biografier være stillet lige, forsaavidt som der kun bliver relativt faa betydningsfulde »primære« Træk tilbage i hver af dem, saa faa, saa spredte og i de allerfleste Tilfælde saa fast knyttede til Sammenhængen, at det forekommer yderst usandsynligt, at nogen af Forfatterne har haft en extra Kilde ved Siden af det fælles Stof. Nu maa det saa blive Opgaven at undersøge Slægtskabets Art.

Ingen af Biografierne kan være Kilde for de to andre; Vinstrupsikke, fordi den mangler et Navn², som de to andre nævner; desuden har den 1579, 25. Maj i St. f. 25. Marts. Endelig, men ikke mindst, har Programma og Slangerups Ligtale, der begge i Modsætning til Vinstrups Arbejde er affattet paa de lærdes Sprog, flere Steder karakteristiske latinske Udtryk tilfælles,især det allerede nævnte »Pallas armata« (Vinstrup:

1 Bemærkelsesværdige er Deklamationerne, der allerede var stærkt udviklet i den klassiske Oldtid (Carsten Høeg: Introduktion til Cicero (1942), 55 med Fodnote) og spillede en stor Rolle i det 16. Aarh.'s Universitetsuddannelse (William Norvin: Københavns Universitet i Reformationens og Orthodoxiens Tidsalder I (1937), 257 f.). De deklamatoriske Øvelser kunde f. Ex. gaa ud paa at holde en saadan Tale, som den og den historiske (bibelske) Personlighed kunde have holdt i den og den Situation (Yilh. Andersen: Tider og Typer af dansk Aands Historie. Erasmus II (1909), 41).

2 Oluf Skytte; sml. Programma og Slangerup (B₂) med Yinstrup (Av verso).

Side 105

»Krig oc Krigshandek)1. Heller ikke Programma kan vaere Kilden,hvilket
tydelig ses af det meddelte Uddrag, hvor det i
Modssetning til Vinstrup og Slangerup mangier Navnene paa
Niels Kaas' Kolleger, og hvad Slangerup angaar, har vi allerede
vaeret inde paa hans store Mangier imod Slutningen. De nsevnte
Traek i Forening er ogsaa en Hindring for, at der kan vsere Tale
om nogen Kombination Vinstrup -> Programma -> Slangerup
eller Vinstrup —> Slangerup -> Programma, for slet ikke at tale
_J_ J__l__ AT* J 4 1 IT T T 1 1 ¦» «• TT .
um o.\j ocL/i-n^ tiiuuup pdd rvnu.cn- cnci ±1 CLllCjJlclvaocil. IVI. 11. L.
Muligheden for, at den ene af Biografierne kunde vaere skrevet
af efter begge de to andre, er tidligere naevnt, at de alle har
Traek, som de er alene om. Ingen af dem dsekkes altsaa af
de to andres Meddelelser.

Hermed bliver der kun een Mulighed tilbage: alle tre Biografier
maa være udarbejdet efter en fælles Kilde.

Det er muligt tildels at bestemme dennes Natur. Den maa vistnok være affattet efter Niels Kaas' Død, idet Vinstrup² og Programma har enslydende Meddelelser om, at Niels Kaas var Kansler i (henved) 22 Aar og Regeringsraad paa syvendeAar. Det er ikke sikkert, at den har omfattet Slægtshistorienog Dødslejeskildringen. Selv om Stoffet ogsaa her er fælles for de tre bevarede Fremstillinger³, er disse to Afsnit

1 Avi verso.

2 Bu.

3 Dette kan ganske vist betvivles for Slsegtshistoriens Vedkommende. Vinstrup (Av) meddeler sex Ahner, medens Slangerup (A₆ verso) mangier Farmoderen og Mormoderen, Programma desuden Farfaderen. Men Slangerup og Programmas Forfatter har naturligvis ikke behovet at tage saa meget Hensyn til den afdodes Slsegt som Vinstrup, og deres manglende Navne er saaledes ikke noget Bevis for, at de ikke har kendt ligesaa meget til Niels Kaas' Forfaedre som denne. Heller ikke Vinstrups og Slangerups afvigende Angivelser af Kilder til Slsegtshistorien behover at betyde noget i denne Forbindelse; se videre S. 109 N. 1. Vinstrups og Slangerups Beretninger om Begivenhederne ved Dodslejet kan med Sikkerhed siges at vsere beslaegtede og maa bygge paa Indtryk fra de Gejstlige, der havde vseret til Stede (M. Isak Gronbech fra St. Nikolaj og Vinstrup selv). Programma naevner af Enkeltheder kun Klokkeslettet for Niels Kaas' Dod; men dette synes rigtignok at vsere tilstrækkeligt til, at man kan antage, at det nævnte Skrift ogsaa her kan stilles ved Siden af de to Ligtaler. En nøjere Begrundelse heraf vil blive for vidtløftig; jeg haaber senere at kunne vende tilbage til Emnet i en samlet Undersøgelse af de Problemer, der knytter sig til Niels Kaas' Døds-

Side 106

nemlig antagelig opstaaet paa anden Maade end den egentlige
Biografi.

Den oprindelige Niels Kaas-Biografi maa endvidere have været skrevet paa Latin, idet Programma og Slangerup som nævnt har karakteristiske latinske Vendinger tilfælles; desuden har Vinstrup i sin Text latinske Reminiscenser, der viser hen til de to andre¹.

Uden ganske at ville bestride, at Niels Kaas — ligesom Jørgen Rosenkrantz — kan have efterladt sig en Selvbiografi, som de tre Biografer saa har brugt, skal jeg dog fremføre nogle Momenter, der gør denne fristende Tanke mindre sandsynlig, saaledes kan det nævnes, at Grundtexten vistnok er udarbejdet efter Kanslerens Død; men ogsaa, at den har været skrevet paa Latin; Jørgen Rosenkrantz's Selvbiografi var paa Dansk, og Niels Kaas selv skrev ogsaa helst Dansk, endog til Universitetet, som skrev Latin til ham²; i samme Retning peger Anførelsen af Niels Hemmingsens Ros til Niels Kaas³. Alt dette udelukker dog i hvert Fald ikke, at der kan være Tale om, at Niels Kaas under sit Studieophold i Udlandet ligesom andre unge Adelsmæn d⁴ har ført en Rejsedagbog af en eller anden Form, som den senere Biograf kan have benyttet. Det er nemlig muligt, at dennesViden om de paagældende Oplevelser har været større, end det i og for sig kommer til Udtryk hos Vinstrup og Slangerup og i Programma, hvilket navnlig træder frem, da Niels Kaas 1557 skal lære »Pallas armata« at kende, idet Programma og Slangeru

1 Vinstrups »paa Tredie Aar« (Avm) sammenlignes med Programmas »triennio«; Vinstrup har 1579 »Tredie Legation«, Slangerup »tertiam legationem ; Vinstrup skriver »S. Quintin« (S. Quintinus) i St. f. »S. Quentin« (Avi verso).

2 Se f. Ex. Rørdams Universitetshistorie IV (1868—1874), 368 f. og 393 f.

3 Vinstrup Avi; Programma.

4 Se S. 92 N. 2.

Side 107

rup¹ siger, at denne Afslutning paa hans Uddannelse fandt Sted »ad Samarobrinam S. Quintini«, men Vinstrup: »vdi Legrit for Dorians, Hesdin S. Quintin«². Maaske rummer en saadan Opsummering af nordfranske Stednavne Resterne af en tilgrundliggendeBeretning om Niels Kaas' hele Rejserute, som det vilde være vanskeligt at skaffe uden hans egen Fremstilling, trods Vinstrups Ord om, at Niels Kaas ved S. Quentin forefandt andre danske Adelsmænd, som endnu levede 1594³.

Hermed kommer vi ind paa Spørgsmaaiet om, hviike Kiluei Grundtextens Forfatter har brugt. Ganske vist har han begaaet nogle Fejl, hvoraf Henførelsen af 1583-Forhandlingerne med England til 1587 er den værste; men Kildematerialet har ellers, saavidt vi kan se, været godt nok. I Beretningen om Forhandlingerne i Kolding 1575 synes Vinstrup⁴ at have bevaret en Del af Ordlyden i den kongelige Mødebefaling af 1575, 30. Sept.⁵ trods Oversættelsen frem og tilbage. For Successionsforhandlingerne i Aaret 1581 anføres⁶ kun de Maaneder, hvori Møderne begyndte, saa her ligger maaske andre Breve af samme Slags til Grund. Derimod meddeles 1579 (Odense og Flensborg) de Datoer, da Afskedsdokumenterne blev underskrevet, og Vinstrup oplyser, at Niels Kaas 1580 forhandlede med Svenskerne om nogle Tvistemaal, »som den handel vduijser, der da bleff giort«⁷. Denne Meddelelse, samt Datoerne og ogsaa de gentagne korrekte Kollegaopregninger synes at vise, at den, der først har skrevet Niels Kaas' Biografi, har haft Kendskab til de paagældende Dokumenter, enten som Originaler eller ogsaa i protokolleret Tilstand.

1 Di-

2 Avi verso.

3 Ibid.

4 Avrir-verso; »effter det Forbundnis som Rigit oc Førstedømmit emellom er«.

5 RA. Danske Kancelli, Sjaell. Tegn. XIII. 1575, 30. Sept.: »thend Bundtnis som er oprett emellum Rigitt oc Forstendammitt*. Kane. Brevb. 1571—1575 (1898), 673.

6 Vinstrup Bi; Programma; sml. Laursen: Opus cit., 11, 519—534.

7 Bi.

Side 108

Mere kan der ud fra det forhaandenværende Materiale ikke
siges om Forfatteren og hans Værk.

Vi vil nu lade de bevarede Biografier, navnlig de to Ligtaler, fortælle os om deres Forfatteres Ejendommeligheder. Der er tilsyneladende stor Forskel. At Slangerup var Professor, Vinstrup først og fremmest Biskop, er mindre væsentligt, selv om Slangerup sikkert har været mest præget af sin Tids højeste Dannelse. Stor Betydning har derimod Publikum haft. Slangerup talte til Aandslivets hjemlige Spidser, Vinstrup til en Menighed, hvis gennemsnitlige aandelige Forudsætninger har været meget ringere. Følgen er — bortset fra det rent sproglige — for det første en Forskel i Stilen. Vinstrup talte saa jævnt og ligetil som muligt, medens Slangerup kildrede selv Tidens kræsne Øren. Men ogsaa i historisk Syn og dermed i historisk Methode synes Talerne at afvige fra hinanden. Vinstrup medtager mange konkrete Enkeltheder og synes at ville give et tilforladeligt og udtømmende Billede af Niels Kaas' Liv ved slet og ret at gengive Indholdet af sin Kilde; Vinstrup er mere pietetsfuld over for sit Stof end Slangerup, hvis Fremstilling har skullet benytte som Rammer de hævdvundne Skemaer, hvis Oprindelse gaar helt tilbage til Oldtiden. Der er tidligere gjort Rede for, hvorledes Slangerup udfylder sin Viden ved at gaa fra det almene til det konkrete; men desuden maa Enkeltheden bøje sig for det ufejlbarlige Systems Vægt, og Slangerup er derfor ogsaa i Stand til at gaa imod sin Kilde, saaledes som det sikkert er Tilfældet under hans Omtale af Begivenhederne 1588. Vinstrup¹ lader Rigsraadet udvælge Regeringsraaderne efter Frederik 2.'s Død; Slangerup mener imidlertid, at det er mere i Overensstemmelse med den afdøde Konges Værdighed at lade Frederik 2. selv udnævne Regeringsraaderne før sin Død; af Hensyn til sin Kilde indskyder han dog: »approbante regni senatu«².

I andre Tilfælde er det imidlertid ikke saa let at se, om det
er Vinstrup eller Slangerup, der har Ret, eller om der overhovedeter

1 Bu.

2 E₃; i Programma omtales Formynderregeringens Dannelse ikke.

Side 109

hovedeternogen af dem, der er i Overensstemmelse med Grundkilde n¹. Vi kan saaledes heller ikke gaa ud fra, at Vinstrup har afholdt sig fra frie Konstruktioner; dog har disse i hvert Fald ikke været nær saa omfattende og dybtgaaende som hos Slangerup,dertil er Vinstrups Særtræk som Regel for konkrete.

Programma adskiller sig fra hver af de to Ligtaler ved den Tvang, den ydre Form har øvet mod det. Omfanget maatte ikke være større, end at hele Indholdet kunde være paa Forsiden af et Jbiaa, noget minare enu et almindeligt moderne Avisblad. Derfor indeholder Levnedsbeskrivelsen ikke saa meget konkret Stof som Vinstrups eller saa meget »skematisk« som Slangerups; dog kan den, ogsaa bortset fra det rent stilistiske, nærme sig Slangerup, som det bl. a. kommer til Udtryk i det meddelte Uddrag.

I det foregaaende er redegjort for forskellige Former for Biografier, saaledes som de træder frem i det 16. Aarhundrede; ved at undersøge flere Versioner af det samme Kildestof har vi faaet Indblik i Forfatternes Arbejdsmetode.

Slangerups Fremstilling, der er beregnet for den aandelige Overklasse, har vist sig at maatte bruges med størst Varsomhed.Foreteelserne samledes af Tidens højest dannede i Grupper, for hvis enkelte Led der opstilledes ufejlbarlige Regler. Vigtigere,

1 Paa Vejen til Wittenberg Universitet skulde Niels Kaas sejle til Lubeck, som Skibet dog p. G. a. Forlis ikke naaede. Vinstrup fortæller (Avi), at Sørejsen udgik fra Vejle, men Slangerup (C_x verso) at den udgik fra Horsens, medens Programma overhovedet ikke nævner Udgangshavnen. I dette Tilfælde er det vel sandsynligst, at Uoverensstemmelsen skyldes en Unøjagtighed fra Vinstrups eller Slangerups Side (sml. Vinstrups 1579, 25. Maj). Hvis man mener, at ogsaa det slægtshistoriske Stof har været fælles (sml. S. 105 N. 3), maa man nødvendigvis antage Afvigelsen i Angivelserne af Kilder hertil (Vinstrup: gamle Breve, Haandfæstninger o. a. (Av verso); Slangerup: »conciones funebres« (A₇); Programma opgiver ingen Kilde) for et Exempel paa Fantasiens Overhaandtagen hos enten Vinstrup eller Slangerup eller hos dem begge to. Slangeraps Henvisning forekommer mest sandsynlig; men deter ogsaa tænkeligt, at den mulige Grundkilde har været en Slægtebog eller lignende, noget som vistnok har været almindelig brugt af Ligprædikenforfattere.

Side 110

end at et eller flere Træk gik tabt eller ændredes, var det, at alle Enkeltheder henviste Fænomenet til dets Plads i Systemet; saa sikker var man paa dettes Almengyldighed, at man følte sig i Stand til at indføje savnede Led.

Vinstrups Biografi, der ikke har saa store Prætentioner, holder sig mere til det givne Stof, men afviger dog derfra paa visse Punkter. En anden Ligprædiken paa Dansk, den Jens Godesen holdt over Jørgen Rosenkrantz, kan vurderes med større Sikkerhed, fordi i dette Tilfælde selve Kilden er bevaret. Prædikanten har her i alt væsentligt holdt sig til sit Materiale og har i hvert Fald ikke forsøgt at smykke Levnedsskildringen med Smaatræk, der kunde synes en Jørgen Rosenkrantz værdige. Derimod lægger han i enkelte Tilfælde noget ind, som egentlig ikke staar i hans Kilde, men som han slutter af Sammenhængen, saaledes f. Ex. naar han fortæller om, hvorledes Jørgen Rosenkrantz' Forældre begge med faa Dages Mellemrum døde af Pest, »som da regerede til Lybeck« (i hvilken By Dødsfaldene indtraf)¹. Det er temmelig givet, at Jens Gødesens Interesse og Viden har været adskilligt større, naar det drejede sig om gejstlige, end om selv højtstaaende verdslige Personer, hvilket fremgaar af de supplerende Oplysninger, han giver om flere af de førstnævnte², men ikke om de sidstnævnte. Svigtende Interesse maa ogsaa være Aarsagen til de forskellige Sjuskefejl — ialt 7 — han har begaaet under Udarbejdelsen.

Allerede ved Betragtningen af et Par enkelte »almindelige« Ligprædikener som Vinstrups og Jens Gødesens viser det sig, at saavidt muligt hver Tale maa undersøges og vurderes for sig, da Mulighederne for Afvigelser fra, hvad der virkelig er foregaaet, er mange og forskelligartede. Nogle Hovedpunkter kan dog opstilles: For det første maa man regne med Fejl i Materialet; for det andet kan dettes gejstlige Bearbejdere tit langtfra siges at have gengivet deres Stof særlig nøjagtigt; men

1 Fvi; sml. Danske Magazin IV, 195—196.

2 Saaledes oplyser han, at Oluf Gyldenmund og Jens Sinning begge siden blev Doctores Theologiæ, samt at den tyske Theolog Joachim Westphal endte som Superintendant i Hamburg (Fvi verso).

Side 111

hertil kommer, at man ogsaa i de Ligprædikener, der er affattet paa Dansk, kan finde Præg af det særlige Sandhedsbegreb, der fandtes hos de dannede i det 16. Aarhundrede. De nævnte Fejlkilderhar naturligvis haft Indflydelse i meget forskellig Grad paa de enkelte Ligprædikeners Udformning (saaledes var VinstrupsKilde daarligere end Jens Gødesens¹; men han har til Gengæld ikke selv begaaet saa mange Fejl som Jørgen Rosenkrantz'Biograf), og en generel Vurdering af Prædikenerne er derfor — navnlig naturligvis, hvis man skal nave ae iaxinske med — en Umulighed, medmindre den da holdes i meget vage Vendinger.

1 Jørgen Rosenkrantz' Selvbiografi er uden større Fejl paa de Punkter, hvor den kan efterprøves; ved Udarbejdelsen af den er bl. £. benyttet en Rejsedagbog fra Efteraaret 1564 (Danske Magazin IV, 201^—202), der maa betragtes som en tjenstlig »relatio«, samt forskellige Dokumenter.

Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-2

3. Samtidige Biografier over Niels Kaas.