I

Roskildebispens Jordebog er en af de fyldigste kilder til det
. 14. århundredes landbrugs- og bebyggelseshistorie. Den har
da også spillet en vis rolle i udforskningen af dansk middelalderhistorie;
men så længe en helt fyldestgørende udgave ikke foreligger,
vil man ikke kunne udnytte dens talrige oplysninger
med fuld fordel.

Håndskriftet, Uppsala De la Gardie 51, har jeg aldrig set i original, heller ikke det fragment af det, som ved et mirakel blev fundet 1857 i et andet svensk håndskrift Tido 374, 4°, og som nu ligger i Det kgl. Bibliotek i Stockholm, under signaturen A. 244. For begges vedkommende har jeg måttet nøjes med Det kgl. Biblioteks fotostatiske gengivelser (Ms. phot. 14,4° og 27,4°). Dette fragment udfylder halvdelen af en lakune i to af de mest interessante lister, som håndskriftet rummer, sognelisterne. Det er nu, efter originalen, udgivet af C. A. Christensen¹.

Begge sognelister er indført i 1370'erne, den første er skrevet
af den skriver, som Christensen betegner som skriver V, den

---

1 Det utrykte fragment af Roskildebispens Jordebog samt nogle bemærkninger om selve jordebogen og dens to sognelister. Festskrift til Erik Arup (1946), 118—133.

anden af skriver IV, dog er oplysningerne om mensalgodset til højre i listen skrevet af skriver 111, som også har affattet hele det store afsnit i jordebogen om København, der af H. U. Ramsinger dateret til 1377. Jeg er dog ganske enig med C. A. Christenseni, at begge disse lister må gå tilbage til et meget gammelt forlæg. De opfører under Ars herred sognet Læsyøholm, medens selve jordebogen nævner navnene på de to sogne, som det senere blev spaltet i: Avnsø og Holmstrup¹. De opfører under Ods h. sognet Rørvig under dets ældgamle navn Ysøørn, medens jordebogenellers overalt har Rørvig². På samme måde har skriver VI i en liste over tiender i Baarse herred ud for sognenavnet Skaningæhafn tilføjet: quod modo dicitur Kaluehawæ, som nu hedder Kallehave, og i den første sogneliste Skaningahafn³.

Der ma altsa have eksisteret en seldgammel liste over tiender, som er benyttet hist og her i jordebogen, og som sandsynligvis har tjent som forlseg for skriverne af de to sognelister. Ogsa ved oplysninger om landgilde og gardtal citerer jordebogen til sammenligning ofte forholdene som de var »i gamle dage, forhen«, antiquitus, efter en geldgammel jordebog, antiquus traebook; se f. eks. udtrykkene prout continetur in antiquo trsebook . . . Fuerunt antiquitus vna curia villicalis et quatuor coloni et quatuor garceti, lit Wi mi fr^ohnnly hrthnt miry/* on r\innrt s*nr*i no on/J ft nil niiifno fuerunt nouem, vt dicit tr&book*. Deter altsa overvejende sandsynligt, at nar jordebogen af historisk-statistiske grunde jsevnforer forholdene nu med forholdene i de gode, gamle dage for den sorte ded og for den katastrofale nedgang i landgilden, der satte ind i 1330'erne, sa anvender den ordet antiquitus »i gamle dage«, og dette refererer sig altsa ofte til »den gamle trsebog«, formentlig en gammel jordebog i trsebind, som nu desvserre er gaet tabt. Om derfor ogsa den gamle liste over sognetienderne har staet indfort i »den gamle trsebog«, kan selvfelgelig ikke siges med sikkerhed, men deter vel ikke usandsynligt.

---

1 S.R.D. VII. 35 Holmstorp, Aghnesiø.

2 S.R.D. VII. 33,35 Rørwik, 36,39 Røørwik, 41,43 Røørwiqh.

3 S.R.D. VII. 115.

4 S.R.D. VII. 11.

Det var ikke blot i landgilden og gårdtallet, der var sket et katastrofalt fald i krisetiden 1330^—50, men øjensynlig også i tienden. Det fremgår bl. a. af oplysningerne om Holtug sogn på Stevns¹. Det siges om selve Holtug by, at dens bønder nu giver 18¹/₂ pund, men at de i gamle dage plejede at give 4 mark korn, d. v. s. 48 pund². Dette viser en nedgang i landgilden på 61,5°/_O, og i note p til dette sted i Scriptores Rerum Danicarum fremsætter Suhm den formodning, at nedgangen skyldes, at egnen manave taDi meget i ydeevne og luikelai, fumiciiliig yk gmnu af den sorte død. Det siges videre, at i tiende giver Gjorslev by nu 1 pund korn, Holtug by 5 pund og Raaby 1 Øre korn, ialt 15 ørtug korn; men det tilføjes: Nota, Decima hujus parochie antiquitus dabat II lestas cum dimidia annone, Bemærk. Dette sogns tiende gav i gamle dage 212¹/₂ læst korn, altså 60 ørtug. For tiendens vedkommende viser det således en nedgang på 75 °/₀, og det må vel siges at være sandsynligt, således som allerede Suhm har formodet, at denne nedgang skyldes en nedgang i folketal og gårdtal som følge af den sorte døds hærgen.

Antikritik.

Med sådanne oplysninger i jordebogen for øje som de nys gengivne, forstår man ikke C. A. Christensens udtalelse (s. 125), at det ikke »ligner jordebogen« at medtage oplysninger om ældre tiders afgiftsforhold »af statistisk interesse«. Jordebogens blade vrimler tværtimod af eksempler på den mest levende historiskstatistiske interesse hos dens forfattere. Det kan måske være et spørgsmål, om ikke selve dens tilblivelse just på denne tid o. 1370 skyldes et levende ønske om at sammenligne forholdene i »de gode, gamle dage« med forholdene efter de katastrofale krisetider 1330^—70: antiquitus var det sådan og sådan, sed nunc — ak, hvor forandret!

---

1 S.R.D. vil. 2.

2 Aakjær, Kong Valdemars Jordebog, Indledning I (1941) 141.

Derfor mener jeg også, at da man afskrev den »ældgamle« sogneliste i bispearkivet (C. A. Christensen 1. c. 131), så lod man de gamle tal for sognets ydelser blive stående, just af historiskstatistisk interesse. Jeg mener trods Christensens kritik at måtte fastholde, at disse tal snarere gengiver den beregnede tiende af sognet end kirkernes cathedraticum, og vil i det følgende søge at begrunde min formodning nøjere.

Kr. Erslev har i sin bog Valdemarernes Storhedstid (1898) s. 125_—127 omtalt tiendelisten: »medens jeg ovenfor ved at studere Roskildebogens Opgivelser om den taxerede Udsæd har søgt at faa Idee om det dyrkede Areals Størrelse i Sammenligning med senere Tider, skulde det synes, at man kunde komme til gode Resultater angaaende selve Høstudbyttet ved at sammenligne de talrige Opgivelser, som Bispens Jordebog har angaaende Tienden i Sjælland. Tienden angives fra vist over Halvdelen af Øens Sogne, og det er jo Bispetienden, den Trediedel af den hele Tiende, der ved Reformationen gik over til at blive Kongetiende; om denne har vi udtømmende Oplysninger fra den nyere Tid«.

Som man ser, er der for Erslev ingen tvivl om, at de pågældendelister indeholdt oplysninger om bispetienden. Selv har jeg omtalt »en Liste ovp.r SnønptipnHpr no Arpplpr fnr rtp cicoiiaiidske Præstegaarde, hvoraf nu yderligere 4 Blade er fundet siden Udgivelsen«i et afsnit om middelalderlige jordmål¹ og i kommentarentil min udgave af Kong Valdemars Jordebog² har jeg nøjere behandlet »den, ikke mindst for Forstaaelsen af Ploven, særdeles vigtige Liste over Bispetiende og Mensalgods« og forsøgtat forklare dens mark og øre som tiende³. len afhandling »Plov og Havne«⁴ har jeg udtalt: »Takket være en Liste over Bispetienden for Sjællands Sogne, som findes i Roskildebispens Jordebog paa de samme Blade, hvor Præstegaardenes Tilliggendei

---

1 I en afhandling Maal, Vægt og Taxter i Danmark, Nordisk Kultur XXX (1936), 230.

2 II (1939), 459—466.

3 1. c. 11. 463.

4 Festskriftet Med Lov skal Land bygges (1941), 280 f.

gendeiPlovs Land oplyses, kan man nu med ret stor Sikkerhed beregne Datidens Sognearealer paa Sjælland i Datidens eget Landmaal, Ørtug Skyldjord. Man kan herved erstatte Mangelen af en »Falsterliste« paa Sjælland«. Endelig har jeg i en afhandling Kirkeafgift og Kirketiende i Ribe Stift 1321—1682¹ tillige inddragetkirkeafgiften i Ribe Oldemoders Kirkeliste 1321 og samme kildes oplysninger om subsidium episcopi i undersøgelsen.

Skal man dømme efter de kategoriske udtalelser, hvormed C. a. Cnnstensen air ej er mine undersøgelser og deres dokumentation,har dette møjsommelige udregningsarbejde fra min side været ganske spildt. Der er kun een ting han giver mig medhold i: »Ligeledes er det klart, at rubrikken: håbet terras etc. i liste II angiver sognekirkernes mensalgods. Sv. Aakjær har foretaget en fortjenstfuld sammenligning mellem denne rubriks oplysninger og oplysningerne i Sjællands stifts landebog 1567 om mensalgodsetsudsædmængde«. Her synes vi at være enige, men det fremgår også klart af selve jordebogen, skønt det ikke tidligere har været erkendt, at opgivelserne må gælde sognenes mensalgods.Jeg har allerede tidligere nævnt², at der i sognelisten ud for Faarevejle sogn står: håbet terras ad dimidium aratrum³ og i jordebogen: Item residencia sacerdotalis håbet II oras terre*. Her svarer altså 1/₂ plovs jord til 2 øre eller 6 ørtug jord. Ved Varpelev sogn på Stevns står der: håbet terras unius aratri large⁵ og i jordebogen står: item ad mensam sacerdotis et ministri XV sol. terr⁶. Her svarer altså »rigeligt« en plov jord til 15 ørtug land. Ved Tuse sogn i Tuse herred står: håbet terras dimidii aratri¹ og i jordebogen står: ad curiam residencie sacerdotalis adiacet quadrans terre⁸. Her svarer altså 1 fjerding jord = 1/₄ bol jord til x/₂ plov,

---

1 Fortid og Nutid XVI (Festskrift til Professor Knud Fabricius 194o), 76—88.

2 Kong V. Jb. kommentar 11, 465.

3 S.R.D. VII, 120.

4 S.R.D. VII, 42.

5 Arup-Festskriftet, 124.

6 S.R.D. VII, 5.

7 S.R.D. VII, 123.

8 S.R.D. VII, 19.

og følgelig 1 bol jord til 2 plove. Dette stemmer vel overens med oplysninger i jordebogen, f. eks. fra Jystrup¹, hvor det siges, at der er 4 mark jord, der hver indeholder rigeligt 2 mark korn i udsæd, og disse 2 mark har så meget agerland, som kan pløj es med 4 plove. Det stemmer iøvrigt også med mine undersøgelser af størrelsen 1 plovs land, som jeg har bestemt til 12 ørtug skyldjor d².

Om listens højre kolonne som opgivelser af sognenes mensalgods
synes det altså som om C. A. Christensen er enig med mig:

»Derimod er det ikke umiddelbart indlysende, hvad markøretallene betyder. Aakjær går ud fra, at de angiver størrelsen af bispetienden. I en afhandling fornylig har han yderligere paralleliseret rubrikkens tal med tallene i Ribe Oldemoder, som han ligeledes sætter i forbindelse med bispetiende. Man maa give Aakjær ret i, at hvis dette er rigtigt, vilde det være af overordentlig betydning for den bebyggelseshistoriske forskning, thi saa vilde vi have oplysninger om bispetienden i ca. 550 af landets sogne i det 14. aarh. og derigennem indirekte oplysninger om høstudbytte og dyrket areal.

Men desvserre er grundlaget for hans beregninger ikke holdbart
«3.

Dette l"*^rder i mine øren me^et t^^t^l^st — 00 mpppt. kategorisk. Hvilke er da de grunde, som får Christensen til at fælde denne hårde dorn De e*" monrtp nn — ff+er Tnit skem — ikke tilstrækkelige.

For det første mener Christensen, at det er ejendommeligt, »at der ogsaa staar mark og øre opført udfor Stenlille, Sønder Jernløse, Ejby, Ølsemagle og Rorup, skønt bispetienden af disse sogne beviselig forlængst var afhændet af bispen. Det er maaske ikke noget afgørende bevis, idet man kunde hævde, at bispetiendensstørrelse her var medtaget af statistisk interesse, hvilket dog ikke ligner jordebogen«. Jeg er ganske enig med Christensen

---

1 S.R.D. VII, 54; jf. min afh. i Nordisk Kultur XXX, 233.

2 Plov og Havne i Med Lov skal Land bygges (1941) 282—285; Kong V. Jb. Kommentar 11, 470, 472.

3 Arup-Festskriftet, 125.

i, at dette ikke kan være noget afgørende bevis, blandt andet fordi det forekommer mig i høj grad at »ligne jordebogen« at nære historisk-statistisk interesse for fortidige forhold (jfr. ovfr. s. 437). Vi er jo enige om, at sognelisterne ikke stammer fra 1370'erne, men synes excerperet fra et »ældgammelt« forlæg, og deres oplysninger om mark og øre refererer sig altså til »ældgamle«tider.

Stenlille tiende afhændedes ved et brev af 28/12 1320¹, og Sønder Jernløse ved brev af 2U/2 1320^a. lijby, Ølsemagle og Rorup tiender afhændedes ved brev af 17/5 1253³; men det fremgår også af selve jordebogen, at disse tre tiender ikke længere var i bispens besiddelse, men hørte under Helligåndshuset⁴. Den første sogneliste med overskriften Decime episcopales per singulas prouincias terre Syalendie gør jo netop rede for, hvem der oppebærer bispetienderne i Sjællands sogne. Den anden specificerer tiendernes størrelse for de optegnede sogne, og en senere hånd har tilføjet arealerne for sognets mensalgods. Christensen mener derimod ikke, at overskriften »bispetiender i de enkelte herreder i landet Sjælland« kan gælde mark- og øretallene i sogneliste II:

»Afgørende er det derimod, at listen slutter med: Summa universalis centum XVII marce argenti, VIII grossi unus sterlingus excepta Meyonia. Men alene summen af den ufuldstændige listes mark og øre beløber sig til op imod 300 mark, hvad der, hvis det var korn det drejede sig om, vilde svare til ca. 600 mark sølv. Mark og øre kan altså ikke være korn men må være penge«.

Denne slutning synes mig, på dette grundlag, at være temmeligforhastet. Summa universalis er 117 mark sølv 8 grot 1 sterling, undtagen Møn. Men er det da virkelig Christensens mening, at listens mark og øre gengiver pengesummer i mark sølv, grot og sterling? Hvorfor da anvende mark og øre? 1 mark sølv var fra ca. 1330 omregnet til 5 skilling grot eller 15 skilling

---

1 J. O. Arhnung: Roskilde Domkapitels Historie (1937), 384.

2 Arhnung 1. c, 244, 340.

3 Dipl. Dan. 2. I. 91 nr. 104.

4 S.R.D. VII, 113.

engelsk, hver skilling grot var 12 grot (grossi), hver skilling engelsk var 12 sterlingi, hver skilling engelsk var 1/₃ skilling grot. Men 1 ore solv var 1/₈ mark solv, og det ville vsere en besynderlig enhed at vselge, nar det gjaldt at udtrykke grotmont eller sterlingmDnt,da 1 ore selv var 717¹/₂ grot eller 22^x/₂ sterling. Det er jo ikke mig, der formoder, at listens mark og ore er penge, sa jeg har ingen som heist forpligtelse til at udrede, hvorledes 600 mark solv kan stemme med 117 mark 8 grot 1 sterling. Derimod skulle man synes, at Christensen havde en vis forpligtelse til at gore rede for, hvorledes denne sum pa godt 117 mark solv kan vsere en sammentselling af markbelob til en sum af »op imod 300 mark solv«. Dette har han imidlertid ganske undladt. Denne sum i solv, grot og sterling star jo heller ikke umiddelbart under listen; der star: Summa ecclesiarum parochialium per dyocesin (hs. har doycesin) Roskildensem, cum terra Ruyse, et Roskildis, et Hafnis 111I^C, cum XXII ecclesiis¹. Summen af sognekirker i Roskilde stift med landet Rygen, Roskilde og Havn er 422. Nederst pa handskriftets blad 144 star sa endelig tilfojet med en senere hand den omtalte summa universalis, som ikke behover at sta i direkte relation til listen. De to summeringer er nseppe skrevet med samme hand som nogen af tekstens spalter og ikke med samme hand som har skrevet oplysningerne om Kobenhavn 13T7 /^T,^r, + ««^^«^, ~1,~:- TTT ~A I,A« J_nU_:f4^«+n l,l«J 100 IQO iL/i i, uinioLwioviio t-trvi ivvi J.J.X, YJCi iianuomiit^to ii-itui i— w ±<j-j. Sammenlign a i argenti bl. 144 med a i annuatim bl. 128, anno bl. 130; tillige m i meyonia bl. 144 med m i mytsummersgyald bl. 129b, samt ordene sterling, excepta, centum bl. 144 og bl. 130. Ordene vnus, vniuersalis ligner ikke vnius, vnum i mensalgodslisten,romertallene i og / i xvij og viij har ingen skrastreger (»accent aigu«) som i mensalgodslistens viij aratri etc. og bogstavformerneaogmi argenti, meyonia genfindes ikke i mensalgodslisten.Hvis det virkelig er skriver 111, som har skrevet mensalgodslisten,sa ma hans hand have forandret sig noget med hensyn til skrivningen af disse bogstaver og tal. Jeg vil dog ikke nsegte, at mensalgodslistens hand minder meget om hand 111.

---

1 S.R.D. vil, 123.

Men, i hvert fald, Christensens dokumentation er ikke »afgørende«, så længe det ikke i fjerneste måde er lykkedes ham at forklare, at 117 mark sølv 8 grot 1 sterling skal være en sammentælling af mark- og ørebeløb til en samlet sum af omkring 300 mark.

Derimod giver jeg ham gerne ret i, at det kan være sandsynligt, at summa universalis kan være cathedraticum. Han anfører, at »under Møn hedder det: Nota quod de istis håbet prepositus Meonie annuatim computare. De cathedratico. Summa xiii solidi grossorum x grossi et ii sterlingi. Møns katedratikum har provsten for Møn altsaa gjort regnskab for, medens den for resten af stiftet er bleven indbetalt direkte til bispen«. Om det sidste er rigtigt, tør jeg ikke udtale mig om; men da summa universalis udgør 117 mark sølv 8 grot 1 sterling, alene med undtagelse af Møn, er det vel ikke urimeligt at antage, at kun Møn var undtaget fra den almindelige oppebørsel. De to summer udgør da, når 1 mark sølv er 5 skilling grot å 12 grot å 3 sterling, ialt 119 mark sølv 4 sk. grot 7 grot, d. v. s. den samlede sum for cathedraticum udgør 120 mark sølv minus 5 grot. 120 mark sølv ville svare til 600 skilling grot. Fordelt på 422 sogne ville det blive 1,42 skilling grot af hvert sogn. Holder vi os nøjagtigt til de foreliggende tal, bliver summa universalis for 422 sogne minus Møns 6 sogne, ialt 416 sogne: 117 mk. sølv 8 grot 1 sterling = 585,6687 skilling grot, altså pr. sogn: 1,4 sk. grot. Hvorledes kan da hovedmassen af de sjællandske sogne yde 2 mark eller 10 sk. grot i cathedraticum? Hvis derimod, som C. A. Christensen foreslår, de cirka 300 mark korntiende vurderedes til 600 mark sølv, efter taksten 1 mark korn til 2 mark sølv, så kunne der være forbindelse mellem disse 600 mark sølv og de 600 skilling grot; men jeg skal nedenfor søge at vise, at jeg mener forbindelsen mellem tiende og cathedraticum er en ganske anden.

Dersom man vil være tilbøjelig til at give Christensen ret i, at summa universalis er cathedraticum, så taler denne kendsgerningaltså afgjort imod og ikke for, at mark- og øretallene for de sjællandske sogne kan være cathedraticum, men netop ikke imod, at de kan være tienden af sognene. »Det er uden tvivl

oplysninger om disse katedratikumsafgifter vi har i listens markøretal«,mener Christensen¹. For mig er det uden tvivl og ganske afgjort, at der ingen direkte forbindelse er mellem mark-øretalleneog summa universalis. Derimod kan der udmærket være en indirekte forbindelse. Christensen antager, »at ved siden af sognets dyrkede areal har dets befolkningsmængde spillet en rolle ved ansættelsen af katedratikums størrelse«. Han skylder os bevis for denne antagelses rigtighed. Han skylder os i det hele taget en udredning af art og alder af denne afgift. Kendes cathedraticum efter Christensens mening ellers ikke før biskop Niels' brev af 9/4 1384? Dette er den eneste kilde Christensen citerer, og heri omtales annuales cathedratici omnium ecclesiarum dide prouincie Stefnæs h. et prouincie Faxæ h.²; men spørgsmålet er: Kendes cathedraticum fra så tidlig en tid, at Kalvehave, Rørvig, Holmstrup og Avnsø sogne hed Skaningahafn, Ysøørn og Læsyøholm? Det vil sikkert sige fra det 13. årh.

Navnet Kaluæhaghæ optræder i Aarhusbogen 29/12 1304, Kaluehaugh 11/8 1364. Scaninghafn 30/9 1262 og Scanynghafn i Kong Valdemars Jordebog 1231. På et signet, der er hæftet til set. Eriksgildets lavsskrå 7/9 1266 nævnes Kalvehav, men det er tvivlsomt, at denne form er samtidig med brevet, endsige ældre. Snarere er den — efter ortografien — iaugl yiigie. Ybvvi optræder i Kong Vald. Jb. 1231 og ca. 1342³, samt hos Saxo og Sven Aggesøn⁴, samt i den iatiniserede form Ysora'". Navnet Rørwik optræder tidligst i Roskildebispens Jordebog 1370^—1400 (se ovenfor s. 436), men ellers ikke før 24/8 1465, 16/6 1466. Lisieholmoptræder i Sorøbogen 22/2 1228, Lissioholm 22/2 1227*⁵, Lesiøholm 8/6 1199⁷. Holmstorp optræder tidligst i Roskildebogen,ellers 31/10 1414, og Aghnesiø også tidligst i Roskildebogen,ellers

---

1 Arup-Festskriftet, 126.

2 Rep. nr. 3443.

3 Gcrtz, Scriptores Minorcs I, 360, 377.

4 Script. Min. I, 124, 125.

5 S.R.D. 11, 209.

6 S.R.D. IV, 563.

7 S.R.D. IV, 473.

bogen,ellersAwensø 1403¹. Dette, sammen med det ovenfor (s. 441) omtalte brev af 17/5 1253, kunne da snarest tyde på, at de to sognelister stammede fra tiden 1254^—1304, altså fra anden halvdel af det 13. århundrede.

Her i Roskildebogen er cathedraticum i hvert fald ydet i grotmønt, og denne blev først gængs her i landet fra omkring 1330²; men hvor træffer man cathedraticum i det 13. årh., ydet af enkelte sogne i mark og øre? I Ribe Oldemoder optræder en kirkeafgift, som ydes i skilling engelsk. Jeg er af samme mening som Christensen, nemlig at denne afgift er cathedraticum; men da jeg ikke fandt noget afgørende bevis for rigtigheden af denne påstand, foretrak jeg at kalde den ved det neutrale navn »kirkeafgift«. At afgiften er cathedraticum, bliver jo ikke bedre bevist ved en flygtig, parentetisk bemærkning imellem to tankestreger, som hos Christensen: »Men det betyder, at listen — ligesaalidt som listen i Ribe Oldemoder, der sikkert ogsaa er en katedratikumsliste — ikke lader sig benytte til beregning af sognenes dyrkede areal«³.

Derimod har Christensen — sikkert ikke med sin gode vilje — ved sin fortjenstfulde påvisning af, at summa universalis for Sjælland kan være cathedraticum, givet det første vink om, at skilling-engelsk-tallene i Ribe Oldemoder virkelig kan være cathedraticum. Hvis cathedraticum af et sjællandsk sogn gennemsnitligvar 1,4 skilling grot, så skulle denne afgift altså svare til 4,2 skilling engelsk. Over halvdelen (55 °/0)/₀) af de i Ribe stift anførte 297 kirker ydede 4 sk. engelsk i cathedraticum. Som regel var afgiften i købstæderne langt over normen: Tønder 10 sk., Ribe 16 sk., Varde 14 sk., Ringkøbing 10 sk.; dog ydede Kolding og Vejle hver 4 sk., Holstebro 2 sk. og Lemvig 1 sk. lait ydedes ide 297 sogne 1329 sk. engelsk, altså 414¹/₂ sk. engelsk pr. sogn. Dette ville svare til 11/^l¹/^ sk. grot. Heraf må afgjort sluttes, at hvis summa unuversalis er cathedraticum og hvis kirkeafgiften i Ribe

---

1 s.r.d. iv, 384.

2 P. Hauberg: Aarb. f. nord. Oldk. og Historie 1884, 266.

3 Arup-Festskriftet 126.

Oldemoder ligeledes er det, så er det ganske usandsynligt, at
afgiften i sognelisten, hvis norm ligger omkring 2 mark, kan være
cathedraticum.

Jea har nu søgt at imødegå Christensens indvendinger imod den gængse, også af mig delte, opfattelse, at mark- og øretallene er, hvad overskriften siger: Bispetienden i de enkelte herreder af landet Sjælland.

Dette er og bliver den naturligste opfattelse, som jeg i de
tidligere nævnte skrifter har søgt at begrunde, og nu skal søge
at dokumentere og begrunde nøjere.

Bispetienden i Roskildebogen.

For at kunne sætte tienden i relation til høstudbyttet og kornarealet, må man først og fremmest kende det foldudbytte man regnede med som normalt i middelalderen. Dette kan indirekte sluttes af oplysninger om brydernes kornlandgilde i Ribe Oldemoder, således som allerede Johs. Steenstrup¹ og Kr. Erslev² har påpeget. En bryde i Grene i Jellingsyssel ydede en tredjedel af kornafgrøden, tercia de annona. En anden bryde i Folding ydede ligeledes tercia pars annone. Af en gård i Karkov, Seem SOgJi yucuCS ligcicucS icjliu puid uiiuuiic. iiiiiueng skændede via hr. Cristiarnus Pæez til kirken en gård Enemærke i Ulborg sogn, Sum skal give åilig 414¹/₂ liielieler smør ug 1j₂ mark korn eiier »tredjedelen«, vel terciam³.

Landgilden var altså en tredjedel af afgrøden. Men landgilden var på denne tid lig med den fulde udsæd. Dette er forlængst påvist af C. Paludan-Miiller⁴, Johs. Steenstrup⁵, K. Rhamm⁶, C. A. Christensen⁷ og Poul Rasmussen⁸. Erslev mente, at landgildenofte

---

1 Studier over Kong Valdemars Jordebog (1874), 73.

2 Valdemarernes Storhedstid (1898) 53.

3 Ribe Oldemoder udg. af Oluf Nielsen, 65, 74, 97, 103.

4 Vidensk. Selsk. Skr. 5 r. hist.-philos. afd. IV (1871), 81 f.

5 Studier over Kong Valdemars Jordebog 84 f.

6 Die Grosshufen der Nordgermanen (1905), 363.

7 Hist. Tidsskr. 10 r. I (1931), 456.

8 Jyske Saml. 5 r. V (1941), 132 f.

gildenoftevar lig med udsæden, og muligvis fra først af havde
svaret til udsæden1; selv har jeg gentagne gange omtalt dette
forhold i min udgave af Kong Valdemars Jordebog2.

Dersom landgilden teoretisk udregnedes til den fulde udsæd eller 1/₃ af høstudbyttet, så må det fulde høstudbytte altså være anslået til normalt at være 3 gange udsæden, det vil sige 3 fold. Tienden var en tiendedel af høstudbyttet, og den deltes imellem bispen, kirken og sognepræsten i 3 lige dele, der hver altså udgjorde 1/₃₀ af avlen. Men når avlen teoretisk beregnedes til 3 fold eller 3 gange udsæden, blev bispe- eller kirketienden altså anslået til 3/₃₀ eller 1/₁₀ af udsæden. Et sådant overslag over bispetienden, således som den kunne beregnes på en tid, da landgilden var sat til den fulde udsæd, og på en tid, da sognenavnene Skaningahafn, Læsyøholm og Ysøørn endnu var i brug i stedet for de senere Kaluæhaghæ, Holmstorp-Aghnesiø og Rørwiik, en tid, som formentlig ligger forud for 1304 og efter 1253, er det da sikkert, der foreligger i den »ældgamle« sogneliste i Roskildebispens

Listen er måske kun et overslag, beregningen er foretaget meget summarisk. Man har muligvis først indhentet oplysninger om, hvor mange mark og øre land, der fandtes i sognet og dernæst fastsat bispetienden til 1/₁₀ heraf, uden at tage hensyn til, at hele arealet ikke var besået hvert år, og at foldudbyttet næppe altid var 3 fold. Man beregnede tienden efter det fulde udsædsareal og det ideelle foldudbytte. Af et sogn på 20 mark land fastsattes bispetienden til 2 mark korn.

Vi forsøger på dette grundlag at opstille en »tiendematrikel« for de sjællandske sogne, hvor tallene er overleveret. Vi benytter af praktiske grunde enheden ørtug land, og omregner altså listens mark og øre til ørtug, idet 1 mark = 8 øre å 3 ørtug = 24 ørtug. Når tienden er opgivet til 2 mark, omregner vi dette til 20 mark land = 480 ørtug land; er den 6 øre, omregnes det til 60 øre land = 180 ørtug land.

---

1 Valdemarernes Storhedstid, 136, 139 f.

2 F. eks. Kommentaren 11, 117, 293, 473; Indl. I, 90, 119, 130, 133 f., 138, 141, 143.

Resultatet foreligger i tabel 1. Her er sognelistens ørtugtal dog af pladshensyn sammentalt herredsvis og jævnført, dels med landmålingen 1681^—82, dels med plovtalslisten i Kong Valdemars Jordebog. Til hver ørtug land svarer gennemsnitlig 4 tønder land 1682 og til hver plovs jord i plovtalslisten svarer gennemsnitlig 15,1 ørtug land i sognelisten. Det bemærkes, at også for de ny tilkomne sogne i C. A. Christensens udgave af det siden Suhms udgave opdukkede fragment nås det samme gennemsnit som i de hidtil kendte sogne. For 6 sogne af Lynge herred fås 4,3 td. land pr. ørtug. Ligeledes er det vigtigt, at også for Holtug sogn i Stevns herred, hvor selve jordebogen opgiver, at »dette sogns tiende i gamle dage gav 212¹/₂ læster korn«, fås samme gennemsnit, nemlig 3,8 td. land pr. ørtug: Nota, Decima hujus parochie antiquitus dabat II lestas cum dimidia annone¹.

Dette synes mig afgjort at tyde på følgende kendsgerninger: 1. Sognelistens marca er samme enhed som jordebogens lesta annone, altså kornmål, ikke mark sølv eller penninge. 2. Sognelistens mark og øre er decima parochie, sognetiende, ikke cathedraticum. 3. Men, som i Holtug, er sognelistens tiende ikke den, som ydedes på jordebogens tid o. 1370, men den, som sognet gav antiquitus, »i gamle dage«. I samtiden ydede sognets 3 byer kun i5 ørtug, medens sogne I i gamle dage gav GO ørtug korn i tiende. Tienden er altså i Holtug gået ned med 75 °/₀.

Sognetiendernes nedgang.

Vi sammenstiller derfor de oplysninger, som jordebogen hist og her giver om sognetienderne i samtiden, med sognelistens oplysninger, for at blive klar over, om denne nedgang i Holtug var usædvanlig eller almindelig udbredt. Resultatet ses i tabel 2. Vi ser da, at nedgangen i Holtug sogn ikke er noget usædvanligt, den samme nedgang på 75 0/₀ findes i følgende sogne: Søndersted,Hagested, Asmindrup, Maaløv, Gentofte, Havrebjerg og Karlebo, og for alle 79 sogne, fordelt pa 14 herreder, som anføres

---

1 S.R.D. VIL 2.

i tabel 2, bliver nedgangen gennemsnitlig 68,5 °/₀. Den kan stige op over 90 °/₀, som i: Nykøbing 94,4, Draaby 97,9, Broby 91,7, Haslev 93,8, Smørum 93,8, Slagelse Set. Mikkels 91,7. Den kan være så ringe som 16^—20 °/„, som i: Tølløse 20,8, Kundby 20,8, Lille Fuglede 16,7 °/₀. Kun i eet tilfælde har tienden holdt sig uforandret fra gamle dage, nemlig i Mørkøv sogn, hvor den stadig var 6 ørtug korn. At nedgangen er særlig stor i de to købstæder Nykøbing og Slagelse er næppe tilfældigt. I de tæt bebyggede købstæder har pesten vel raset særlig voldsomt. Det stemmer vel overens med en udtalelse af den forsker, som for nylig har behandlet emnet, Johan Schreiner: »smitten hadde lettest for å bre seg i byene og landdistrikter som var tett befolket«¹. Kalundborgsynes dog at være sluppet med en nedgang på 58,3 °/₀.

Det fremgår da af tabel 2, at opgivelsen af tienden i Holtug både fra nutid og fortid er af ganske samme art som sognelistens og de øvrige listers, og at følgelig sognelistens mark og øre må være sognets tiende i fortiden.

Ørtug land, tønde land og plov.

Det fremgår af tabel 1, at tiendens mark og øre kan benyttes som grundlag for en skønsmæssig beregning af sognets kornareal. Selvfølgelig må man understrege ordet »skønsmæssig«, for tienden er jo som regel opgivet i runde tal i mark og øre, den medtager ikke ørtugene, og det er vel tvivlsomt, c>m man for de enkelte sogne kan beregne arealet nøjagtigt. Det er vel ikke sandsynligt, at f. eks. 9 af de 10 sogne i Horns herred skulle have haft præcis 20 mark land, og Vellerup sogn præcis 5 mark land². Der må dog vel være tale om en mere skønsmæssig ansættelse. På den anden side viser det sig, at sognet både i Sjællands og Ribe Stifter havde gennemsnitlig 24 plove eller mark land³, og i3 herreder,

---

1 Joh. Schreiner: Pest og prisfall i senmiddelalderen. Avh. utg. av Det norske Videnskaps-Akademi i Oslo. 11. Hist.-filos. klasse (1948) nr. 1, 8.

2 S.R.D. VII, 120.

3 Plov og Havne, 285; Fortid og Nutid XVI, 85.

hvis boltal Kr. Erslev har udregnet, Horns, Smørum og Tune¹ er der 12 bol pr. sogn. Hvert bol var gennemsnitlig 2 plove eller 2 mark land. Det samme gennemsnit har jeg fået for Ribe stift: omkring 24 mark land pr. sogn. Også her er 4 sk. engelsk, som svarer til 20 mark land, den mest almindelige afgift pr. sogn. For købstæderne er tienden dog som oftest så stor, at der ikke alene kan være taget hensyn til kornarealet, men her foreligger sandsynligvis et andet beregningsgrundlag, enten efter folketal eller antallet af købstadsgrunde. Også cathedraticumsafgifterne i Ribe Oldemoder er jo i de fleste tilfælde større for købstæderne end i et normalt landsogn (jfr. ovenfor s. 445).

Ørtug skyldjord og ørtug sædeland.

De mark og øre, sognelisten anfører, må være mark og øre skyldjord, marca terre in censu; men med disse landmålingsenhederstemmer de da også i forbavsende grad. Ved flere tidligerelejligheder har jeg udregnet, at 1 ørtug skyldjord på Sjælland var ca. 4 tønder land, medens 1 ørtug skyldjord på Falster og Lolland var af samme størrelse som 1 ørtug sædeland, solidus terre in semine på Sjælland, nemlig ca. 2 tønder land². De nøjagtige gennemsnit er på Sjælland for 1 ørtug skyldjord 4,34 tdr. land og for 1 ørtug sædeland 2,287 tdr. land. Disse tal fremgår af tabel 3. Som Kr. Erslev er den første, der har fået den tanke at udnytte Roskildebogens oplysninger om tienden til at danne sig en forestilling om kornavlen, således har han også sammenlignet arealet i 1370 for de landsbyer, hvor jordebogen anfører det fulde areal, med arealet i »Forarbejderne til FrederikIll's Matrikel«³. Desværre var dengang de nøjagtige arealmålingerfra den store landmåling 1681_—83 ikke så let tilgængelige som nu, efter fremkomsten af Henrik Pedersens Tabelværk:

---

1 Valdemarernes Storhedstid, 128.

2 Nordisk Kultur XXX, 230; K. V. J. Kommentar 11, 454, 466, 469; Plov og Havne, 261.

3 Valdemarernes Storhedstid, 117_—128, samt tabellen sammesteds 298—301.

De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian Vs Matrikel 1688, (1928). Både Erslev og Peter Lauridsen veg derfor tilbage for det store arbejde, det ville være at vælge landmålingen 1682 til sammenligningsgrundlag, og valgte arealtællinger fra 1880 og 1890, altså fra en tid, der lå omkring hundrede år efter opløsningen af fællesskabet og udskiftningen.Men da var jo ikke blot det gamle agerland, men også alle udmarker, enge, skove, græsgange, moser, plantager u. lign. iiieuicjjiict l laliusjjycllies ciicéii. i itiO^i ia.l vi Ueliiiiuu. det rene agerland, kornlandet, opmålt i tønder land, og det er selvsagt dette, der frembyder de bedste muligheder for en sammenligningmed middelalderens arealer. Erslev var dog ganske klar over, hvor betydningsfuldt problemet var: »Det behøver ikke at udvikles, hvor interessant det vilde være, om man nærmere kunde klare, hvor stor en Del af Landets Areal, der var under Dyrkning i Middelalderen«. »Medens jeg ovenfor ved at studere Roskildebogens Opgivelser om den taxerede Udsæd har søgt at faa Idee om det dyrkede Areals Størrelse i Sammenligning med senere Tider, skulde det synes, at man kunde komme til gode Resultater angaaende selve Høstudbyttet ved at sammenstille de talrige Opgivelser, som Bispens Jordebog har angaaende Tienden i Sjælland«¹.

Ved nærværende undersøgelse har jeg fundet bekræftelse på, at 1 mark land var 48 tønder land, 1 ørtug land altså 2 tønder land; men det var den mark land, som jordebogen kalder marca terre in semine, 1 mark sædeland. 1 mark skyldjord, marca terre in censu, var som regel dobbelt så stor, altså 96 tønder land, 1 ørtug altså 4 tønder land, måske fordi man på Sjælland regnedebolet for 1 mark skyldjord, skønt det i langt de fleste byer var vokset til 2 mark sædeland og derover. I mange af jordebogensbyer tales kun om marca terre, uden tilføjelse af in censu eller in semine. I Lekkende f. eks., 0. Egesborg s., Baarse h., tales der kun om ora terre, det siges, quod terra hujus ville larga est in semine, at denne bys jord er rigelig i udsæd, og her svarede 1 ørtug land til 4,6 td. land. I Røstofte i samme sogn nævnes

---

1 Erslev, 1. c, 117 og 125.

96 ørtug land; men her oplyses, at i følge den gamle træbok havde byen kun 48 ørtug land. Da en ørtug land i første tilfælde svarer til 2,9 td. land, i andet til 5,9 td. land, kan det være tvivlsomt, om der er tale om ørtug sædeland i det første tilfælde og ørtug skyldjord i det andet, eller om byens tilliggende agerlandi tiden mellem den gamle træbog (fra det 13. årh.) og 1370 er blevet fordoblet¹. Derfor har jeg i tabel 3 regnet samtlige opgivelser af ørtug land sammen i een sum, hvis gennemsnit pr. ørtug er udregnet for alle herredets byer under eet. Det må afgjort betragtes som mere end et tilfælde, at også dette gennemsnitfor 95 byer i 17 herreder giver 4 td. land pr. ørtug land, altså nøjagtig det samme tal som i de 21 herreder i tabel 1. Det bekræfter, at beregningen af tienden må have været som formodetovenfor, og at man derfor tør benytte tienden til beregning af arealet i ørtug land.

Nar Erslev i sin undersogelse mente at matte opgive forsoget pa at beregne kornarealet pa grundlag af tienden, skyldtes det isser forholdene i Asnses sogn, Ods herred: »En nojere Provelse viser imidlertid, at man skuffer sig selv, naar man tror ad denne Vej at kunne faa nogen Idee om den virkelige Kornproduktion. Vi ser det klart, hvor vi i Roskildebogen baade har hele Sognets SkvlH nnaivpt no tilliop He.t.s Risnetiende. hvad der er Tilfseldet med Asnses Sogn i Ods Herred. Tienden angives her til 616¹/₂ Pund eller 26 Tdr.; ud £r?_ denne Stori*el^p af TrpHiprlplpn af den help Tiende skulde man tro at kunne slutte til at Hostudbyttet har vaeret henved 800 Tdr. Men nu viser Jordebogen, at der i dette Sogn efter Matrikelopgivelserne skal vsere brugt en Udssed af 1056 Tdr., og deter klart, at hvor ringe et Foldantal man end vil regne med, kommer vi dog herved op til et Hostudbytte, der maa have vseret meget langt over, hvad der synes at felge af Tiendeopgivelsen. Til yderligere Stadfsestelse kan anferes, at Faestebenderne i Sognet endog i Landgilde betalte o. 600 Tdr., altsaa ikke meget mindre, end hele Hostudbyttet efter Tiendeberegningen skulde vsere«. Derfor ma Erslev opgive

---

1 S.R.D. vil, 7.

forsøget: »det fra Asnæs Sogn hentede Tal synes her ganske
afgørende«1.

Lad os da se på Asnæs sogns opgivelser, og prøve at behandle dem ud fra mine teorier. Som det vil ses i tabel 3 bestod sognet af 4 byer: Asnæs, Høve, Aastofte og Tolsager. Det ydede 2 mark = 48 ørtug tiende, og skulle altså have haft 480 ørtug land. Det samlede areal for sognets 4 byer var 2119,3 td. land, altså 4,4 td. land pr. ørtug, et ret normalt tal, ligesom de enkelte jjyers geiiueniMut: 0,0, o,u ug <±,\j lu. iauu, ucr giver gCiiiicrri.snitlig 4,1 td. land pr. ørtug skyldjord i jordebogen. Forskellen på de to gennemsnit er altså meget ringe: 0,3 td. land. Det skyldes, at jordebogen i de 4 byer opgiver et areal af 534 ørtug skyldjord. Der var 3 hovedgårde i sognet, 1 i Høve med 4 bebyggede og flere übebyggede gårdsædetofter, 1 i Aastofte med 1 af byens 4 bol jord, og 1 i Asnæs, som ikke har rebdragen jord, men 14 gårdsæder, som har deres jord af hovedgårdens, men ikke af byens jord. Denne hovedgård har jord til 4 læster korn i udsæd, hvilket svarer til 2 mark skyldjord². Mensalgodset udgør 1/₂ plov jord, svarende til 6 ørtug skyldjord³. Hvis man fradrager den store hovedgård, hvis jord ikke var rebdragen, og præstegården, som muligvis har været tiendefri, ialt 54 ørtug skyldjord, bliver resten netop 480 ørtug skyldjord.

Faarevejle sogn gav 36 ørtug, og skulle altså have haft 360 ørtug land. Ordrup siges i jordebogen at høre til Vallekilde sogn i Skippinge herred, skønt den nu regnes til Faarevejle sogn. Risby beregnes i ørtug sædeland, der dog åbenbart, ligesom i Stubberup, var 1/₂ ørtug skyldjord. Præstegården var 1/₂ plov = 6 ørtug skyldjord, og 1 gård på 6 ørtug var øde. Disse to gårde kan formodes at have været tiendefri. I så fald bliver der i Faarevejlesdaværende byer følgende areal i ørtug skyldjord: Faarevejle72, Veddinge 81, Stubberup 71, Kaarup 66, Risby »rigeligt« 192 ørtug sædeland = ca. 96 ørtug skyldjord, ialt ca. 375 ørtug

---

1 Valdemarernes Storhedstid, 126 f.

2 S.R.D. VII, 30.

3 S.R.D. VII, 121.

skyldjord¹. Fradrages præstegården og ødegården, ialt 12 ortug, bliver resten ca. 363 ørtug. Sognet havde 1682, når Ordrup fradrages,som hørende til Vallekilde sogn, ialt 2513,7 td. land. Med 360 ørtug land bliver det pr. ørtug land 7,0 td. land, med 363 ørtug bliver det 6,9 td. land pr. ørtug, med 375 ørtug bliver det 6,7 td. land pr. ørtug. Man ser, at forskellen også her højst andrager 0,3 td. land.

Tuse sogn i Tuse herred rummede kun de 2 byer Tuse og Allerup. Tuse by havde 8 bol, hvoraf en hovedgård havde de 4 bol, som »kan såes med 4 plove« (et potest seminari cum IV plowæ). Præstegården havde 1 fjerding jord (quadrans terre) = 1j_i bol. Det synes at fremgå af gårdenes landgilde, at bolet i Tuse var på 2 mark land, eftersom gårde på 3 øre betaler 13 grot, gårde på 6 øre betaler 26 grot (4 1/₃ grot pr. øre), 1 gård på 5 øre betaler 20 grot (4 grot pr. øre), gårde på 1/₄ bol betaler 17 grot, og må altså have haft ca. 4 øre land, hvilket tyder på, at et helt bol havde ca. 16 øre = 2 mark land. Af de 8 bol = 16 mark land tilhørte 4 bol = 8 mark land hovedgården i Tuse; til præstegården lå 1/₄ bol = 1/₂ mark land. 1 gård på 1 øre land var øde. Desuden delte 7 gårdsæder 1 bol jord = 2 mark land, og havde altså ca. 7 ørtug land hver, og af dem var 3 øde — ca. 21 ørtug land. I Tuse var altså af 16 mark = 384 ørtug land muligvis tiendefri:

Rest 384 -^ 228 = 156 ørtug land. I Allerup var der 1 bol 1 øre land, hvoraf 1 gård på 1 øre = 3 ørtug land var præstens. Rest 1 bol = 24 ørtug land. For hele sognet bliver da til rest 156 + 24 = 180 ørtug land, og bispetienden var just 3 øre = 18 ørtug, hvilket skulle svare til 180 ørtug land.

Dersom man går ud fra, at der var en del tiendefri jord i

---

1 S.R.D. 42, 120.

sognene, som skal fradrages, kan de beregnede ørtug-tal for disse tre sogne altså forklares på nogenlunde tilfredsstillende vis; men desværre er det jo kun i disse få sogne, vi har rede på det fulde areal i jordebogen. Når de to gennemsnitstal falder så nøje sammen i de fleste herreder, så må der sikkert i mange sogne udover Sjælland ikke have været mere tiendefri jord end i disse sogne, og det vil kun forrykke gennemsnittet med ganske få decimaler, f. eks. som i Asnæs og Faarevejle, med 0,3 tdr. land. Det er vel ikke udelukket, at tiendefrihed kan være en af grundenetil, at sognets mensalgods opføres i listen over sognets gamle tiende¹. C. A. Christensen har også her haft indvendinger: »Den tilsyneladende overensstemmelse mellem listens tal og terra in censu-tallene i Odsherred naaede Aakjær bl. a. ved at fradragemensalgodset fra skyldjorden saasom tiendefri. Men naar listens tal angiver katedratikumafgift, er et saadant fradrag ganske überettiget, s.aavist som denne afgift netop maa have været større jo større kirkens jordtilliggende har været«². Hertil er blot at bemærke, at da listens mark og øre efter min mening ikke kan være cathedraticum, bortfalder indvendingen. Christensenmener, at cathedraticum må have været større, jo større kirkens jordtilliggende har været, men han giver ingen grunde for denne antagelse. Jeg har formodet, at både cathedraticum og tiende stod i forhold til størrelsen af sognets kornareal, og har begrundet dette i min undersøgelse af Ribe Oldemoders skilling-engelsk-tal: »det er vel paa Forhaand ikke usandsynligt, at der kunde være en vis Forbindelse mellem Afgiften i Skilling engelsk og Kirketienden i Sognet, som atter staar i et bestemt Forhold til Kornlandets Areal«³. Det er dette Christensen udtrykkersåledes, at jeg sætter tallene i Ribe Oldemoder i forbindelse med tienden. Men hos mig er denne forbindelse dog begrundet med tørre tal, medens Christensens opfattelse blot støttes af en række postulater, som jeg mener at kunne modbevise.

Det har altså ved undersøgelsen af både skyldjord, sædørtug

---

1 Aakjær, K. V. J. 11, 464, 466 f.

2 Arup-Festskriftet, 126.

3 Fortid og Nutid XVI, 79.

og tiendeørtug bekræftet sig, at de forhold, vi træffer på Sjællandallerede i Kong Valdemars Jordebogs oplysninger om Viskingeca. 1231, og i Aarhusbogens oplysninger om Starreklinte ca. 1315, var herskende på hele øen også på Roskildebogens tid ca. 1370. I Viskinge såedes der ca. 1231 ca. 2,3 ørtug korn i 1 ørtug skyldjord¹. I Starreklinte såedes der rigeligt 2 ørtug korn i hver ørtug skyldjord i følge Aarhusbogen², og landgilden var 1 ørtug korn af hver ørtug skyldjord for de 6 af gårdene og af den 7. gård 16 ørtug af 18 ørtug land i følge Roskildebogen³.

1 ørtug skyldjord var som regel 2 ørtug sædeland på Sjælland og svarede ved landmålingen 1682 til ca. 4 tdr. land. På Falster og Lolland var 1 ørtug skyldjord kun af samme størrelse som 1 ørtug sædeland på Sjælland, gennemsnitlig 2,3 tdr. land i landmålingen 1682⁴. Men i enkelte byer på Falster kunne ørtugen stige til over det dobbelte. Sådanne byer, især torper, møder vi også på Sjælland.

I Nyrup, Gelstrup, Prejlerup og Ravnsnæs når ørtugen op på 10^—11 tdr. land, i Ordrup, der vel har navn af en ore, et tidligereudyrket, skov- eller græsgroet omraade, endda helt op på 18 tdr. land. Roskildebogen oplyser selv, at ørtugen i Nørre Vallingerød og Skov-Vallingerød er »dobbelt« eller »fordoblet« i sædeiand: Isie ore terre suiii uupiuit ti Iwyt in acm'uit. . . . Isie terre sunt duple in semine sicut alie⁵. Ørtugen havde da også i Skov-Vaiiingerød 12,93, i Nørre Vallingerød 9,02 id. laiiu. I Sengeløse har kirkebyen Sengeløse 2,5, men torpen Raarup (nu Katrinebjerg Hovmark) 4,8 td. land pr. ørtug. I Tuse sogn har kirkebyen Tuse 2 td. land, men torpen Allerup 5,9 td. land pr. ørtug. I de unge torper, som Ny-Thorp, Ore-Thorp m. fl., var muligheden for at øge det oprindelige agerland ved nyopdyrkningselvsagt større end i de gamle, tidligt opdyrkede sognebyer.I

---

1 Aakjær, K.V. J. Kommentar 11, 146—150, 455—457, jf. Indledning I, 19.

2 S.R.D. VI, 424

3 S.R.D. VII, 29; jf. K. V. J. Kommentar 11, 455.

4 K. V. J. Kommentar 11, 294 f., 318, 467.

5 S.R.D. VII, 22.

byer.Igamle byer som Sengeløse, Tuse, Haslev, Øm, Gierslev, Sørbymagle, Skørpinge, ligger ørtugen derimod på samme areal som 1 ørtug sædeland, nemlig 2—2,52^—2,5 tdr. land. Når Ods herreds gennemsnit for ørtugen ligger så højt som 6 tdr. land, ligger det åbenbart i, at bispens gods i dette herred for en meget stor del lå i torper og tidligere skovbyer.

Materialet i tabel 1 og 3 synes afgjort at tyde på, at markog øretallene i den gamle sogneliste er bispetiende, beregnet på grundlag af opgivelser af sognets areal i ørtug land, hvis gennemsnit, 4 tdr. land, svarer til 1 ørtug skyldjord. Både når man sammenholder det beregnede ørtug-tal med landmålingen 1682 og med plovtalslisten ca. 1250, får man plausible tal.

Den foregående undersøgelse, støttet på de i tabel 1 og 3 anførte tal, synes mig derfor at godtgøre, at grundlaget for mine beregninger må siges at være holdbart, idet vi derigennem kan få oplysninger om bispetienden i 250 sogne på Sjælland og derigennem indirekte oplysninger om høstudbytte og kornareal.