|
Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-2Ælnod. Et Bindeled mellem engelsk og dansk Historieskrivning i 12. Aarh.Af N. Lukman Efter Normannerhertugen Vilhelms Erobring af England i 1066 blev der til Harme for Englænderne indsat fransktalende Normanner og Franskmænd i de ledende Stillinger, ogsaa inden for Gejstligheden. Nogle Rejsninger blev slaaet ned og de upaalidelige Elementer udryddet eller drevet i Eksil. De fleste søgte til Flandern, men nogle kom til Danmark, hvor Kongerne med Iver tog imod engelske gejstlige. Med disse Englændere begyndte den danske Historieskrivning i Form af Biografier af Kongehusets Helgener; de første danske Annaler byggedes o. 1130 op over et Annalværk, overført fra England til Lund, og den første danske Krønike (Roskildekrøniken o. 1139) benyttede en Del engelske Kilder. Blandt Emigranterne var Ælnod (Ailnoth) fra Canterbury. I 1101 opholdt han sig hos de engelske Munke i St. Albans Klosteri Odense, hvortil han var kommet kort forinden, i alt Fald efter 1095. Han nærede et fanatisk Had til Englands nye, »franskfødte« Herskere. Det eneste Skrift, vi har bevaret fra hans Haand, er forfattet før 1124 paa et Tidspunkt, da han havde været bosat i Danmark i næsten 24 Aar, og her dvæler han med særlig Interesse ved Knud den Helliges Forsøg paa at besejre de overmodige Normanner. Hans Skrift, Gesta SwenomagniRegis Side 494
magniRegiset filiorum eius
et Passio gloriosi Canuti Regis1, der Den vigtigste litterære Forudsætning var naturligvis Bibelen, der citeres i en Uendelighed. Men foruden at være gejstlig var Ælnod tillige stærkt historisk interesseret, og den lille Bog viser hans Afhængighed af Historieskrivningen i hans Hjemland. I hele sin Opbygning synes Ælnods Skrift at være paavirket af Gesta Cnutonis Regis (ogsaa kaldet Encomium Emmae3), som en Munk fra St. Orner omkring 1041 havde skrevet for Knud den Stores Enke Dronning Emma paa det Tidspunkt, da hun og Sønnen Hardeknud netop var vendt tilbage til Englands Trone, efter at en uretmæssig Hersker i en Aarrække havde haft Magten i England. Det var Harald Harefod, der havde tilranet sig Kongemagten, men Ærkebiskoppen i Canterbury, der hed Ælnod (Æthelnoth), havde nægtet at salve ham. Denne Ærkebiskop, der var en Sønnesøn af Hertugen og Krønikeforfatteren thelweard, i 1038; han var en af de meget faa Englændere, der nævnes med Sympati i St. Orner-Munkens Fremstilling. Den ældste bevarede Afskrift deraf hidrører fra Canterbury. ¦L»tll /"Hilliuu, uci ic v cue i uutuov, vcii nu vjuu^iuuij Gg VG.r mindst lige saa loyal som sin Navnefader imod den danske Kongeslægt. Fælles for vor Ælnod og St. Orner-Munken er ikke blot denne Loyalitet, men ogsaa en Række af de iøvrigt ret stereotype Enkeltheder i Indledningsskrivelsen (rettet henholdsvis til Kong Niels og til Emma), og først og fremmest den ejendommelige Komposition, der sprænger Biografiens Ramme ved at skildre flere Generationer. St.
Orner-Munkens 1. Bog handler om Sven Tveskæg, 2. Bog
1 Vitæ Sanctorum Danicarum, ed. M. Cl. Gertz (1908—12), 77—147; Danske Helgeners Levned, ovs. H. Olrik (1893—94), 19—110. 2 Gertz: Knud den Helliges Martyrhistorie (1907), 84 flg.; H. Olrik, Hist. Tidsskr. 6. R. IV (1892—94), 205—91. 3 Scriptores Minores Historiæ Danicæ Medii Ævi, ed. Gertz II (1922), 375—426; Kong Knuts Liv og Gerninger, ovs. Gertz (1896). Side 495
at fremstille Knud som næsten en Helgen, mens 3. Bog skildrer Englands Trængselstid under den uretmæssige Hersker, Knuds Frillesøn Harald, ved hvis Død Knuds Dronning støttet af Gud kan vende tilbage til sit Rige sammen med den rette Arving. Den samme Opbygning forekommer hos Ælnod indtil det Sted, hvor Passionshistorien tager fat: Kap. 1—31—3 handler om Swenomagnus(Sven Estridsen), Kap. 4. flg. om Sønnen Knud den Hellige,der maa drage i Eksil, mens Broderen Harald er Konae. men derefter vender tilbage og overtager Magten, og Kap. 10—11 skildrer Englændernes Haab om, at Knud skal fordrive ErobrerkongenVilhelm og beklæde Slægtens gamle Trone i England. Hvor St. Orner-Munken omtaler Emmas Flugt til Flandern (Briigge), citerer han Matthæusevangeliets Ord (10, 23): »Men naar de forfølger Eder i een Stad, da flyer til en anden!« Det samme Citat er Ledemotivet i Ælnods Skildring af Knuds Flugt til Odense. Endelig er det maaske ikke tilfældigt, at Ælnod begynder sin danske Kongehistorie netop der, hvor St. Orner-Munken slap, med Kampene mellem Sven Estridsen og Nordmændene efter Hardeknuds Død (1042). Tilsammen spænder de to Værker over 100 Aar af Kongefamiliens Historie. Kirken og Klosteret i Odense var indviet til den engelske St. Alban. Kong Knud havde skaffet Relikvier dertil fra England, og da han segnede under Kampen i Kirken, skal samtidig Æskerne med Albans og Oswalds Relikvier samt det hellige Kors være blevet kastet ned paa Jorden af Angriberne (Kap. 28). Ligesom Englænderne i Hjemlandet dyrkede det lille Samfund i Odense, hvis Grundstamme tidligst 1095 var kommet fra Evesham1, tillige deres tredje store nationale Helgen Eadmund2. Denne Konge af Østangel var blevet dræbt af de danske Vikingeri 870, og hans Martyrhistorie var efter Opfordring af rkebiskopDunstan Canterbury (død 988) blevet skrevet af Abbo 1 L. Weibull: Sta. Maria i Evesham och St. Knut i Odense. Scandia XIII (1941); Nordisk Historia II (1948), 311—21. 2 Ellen Jørgensen: Helgendyrkelsen i Danmark (1909), 19. Side 496
af Fleury (død 1004). Under den nye danske Invasion paa Sven Tveskægs Tid var St. Eadmund blevet populær i den engelske Befolkning, og Knud den Store var klog nok til at vise denne Helgen en ganske særlig Ære. Passio Sandi Eadmundi, af Abbo1, var bl. a. fra Gudstjenesten velkendt for de nordiske gejstlige (Are o. 1133; Roskildekrøniken o. 1139) og synes at være Ælnods Forbillede for Skildringen af Knuds Martyrium2. Fælles er Omtalen af Sachsernes Indvandring med Henvisning til Beda (Abbo 1; Ælnod 11), og af Antikrist, der sender sine villige Redskaber imod Helgenkongen (Abbo 4—5;4—5; Ælnod 15—16); begge Steder udlægges Citatet fra Jeremias (1, 14) »Fra Norden skal Ulykken udlades over alle Landets Indbyggere« (Abbo 5; Ælnod 1), og da Helgenkongen ligger dræbt af Pile og Spyd, sammenlignes han begge Steder med St. Stephanus (Abbo 10; Ælnod 20). I sin Stil søger Ælnod bevidst at hæve sig over den almindelige Prædikentone til en mere elegant Form. Han tilstræber rytmiske Perioder og slaar undertiden over i Vers3, og adskillige Citater af Vergil, Horats, Martianus Capella etc.4 viser Ælnod som en Repræsentant for den Skolelærdom, der i 12. Aarhundrede naaede sin ypperste Udfoldelse paa normannisk-nordfransk Omraade. Hans Interesse for Antiken er paafaldende, og han omtaler gennem hele Værket Oldtidens hedenske Helte paa en Maade, der kirkeligt set passer temmelig daarligt i et Skrift om en Helgen, især blandt de nyligt kristnede Daner: Kongefaderen
Sven Estridsen sammenlignes med Trojanernes
1 Memorials of St. Edmund's Abbey, ed. T. Arnold (Chronicles and Memorials 96) I (1890), 3—25. 2 Samt for Legenden om Hellig Olaf. Det fælles Forbillede forklarer den Overensstemmelse mellem Legenden og Ælnod, som bemærkedes af K. Fabricius, Hist. Tidsskr. 8. R. VI (1917), 379. 3 Gertz, 45. Den latinske Rimprosa, der findes i Ringstedmunkens Skrift om Hertug Knud (Ellen Jorgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil 1800 (1931), 23 m. Henv.) er en særlig L'dvikling af saadanne stilistiske Bestræbelser. 4 Gertz 45; H. Olrik, Hist. Tidsskr. 6. R. IV, 213. Side 497
med de to unge thebanske Kongebrødre (Oidipos' Sønner, Kap. 4), og Danernes Uvilje mod at følge Kong Knud paa det retfærdige Togt mod England stilles over for Grækernes Beredvillighedtil at følge Despoten Agamemnon paa Togtet mod Troja (Kap. 28). Foruden disse Helte fra Trojanerhistorien omtalerÆlnod med Udtryk fra Vergil (Æneiden 6, 781—807) Julius Cæsars vældige Udvidelse af det ausoniske Herredømme med den Tilføjelse, at denne Udvidelse dog ikke naaede Franker, Sachser og Daner (Kap. 1). Foruden Agamemnon nævner Ælnod samtidig nogle flere Eksempler fra Oldtiden, nemlig Hannibal, Herodes og Nero (Kap. 28); men Bibelens Herodes faar dog kun en flygtig Omtale i Sammenligning med den profane Litteraturs Skikkelser. For en kirkelig Betragtning har Ælnods Værk en betænkelig Hældningover mod Antiken. En Bemærkning i hans indledende Brev til Kong Niels tyder paa, at Ælnod paa et eller andet Tidspunkt er blevet advaret, thi han begrunder den obligate Anmodning om lemfældig Kritik med denne ret overraskende Bemærkning: »Thi jeg skildrer ikke Danaernes Flaade, der fører Undergang over Dardanerne; jeg omtaler ikke Hektors Fylkinger, der stolt med Skjold for Brystet rykker frem mod Myrmidonernes Vaaben. Nej, det, som jeg ved Fortælling af troværdige Mennesker af begge Køn og begge Klasser (dvs. gejstlige og verdslige) har erfaret om den fromme Fyrstes og gudelskende Martyrs Gerninger,det har jeg nu ved ivrig Understøttelse af Munkene, der tjener Jesus Kristus og den hellige Sejrherre paa samme Sted som jeg, overgivet til Efterverdenens Erindring, at det skal bevaresved Skriftens Tegn, og samtidig forelægger jeg det for Eders Majestæt, saa I maa glædes i fuldeste Maal ved Eders berømmeligeBroders Forherligelse«. Da Ælnod umiddelbart i Forvejen har udtalt, at han nu bestræber sig for at bringe den af Asken fremdragne Glød til at blusse op til en Brand, men at han er forberedt paa Kritik fra en vis »gallus« (1. Franskmand; 2. Hane), hvis »bidske Dadlelysts Syge nu og da plejer at vende sig mod min Ringhed og Skrøbelighed« — saa vilde H. Olrik næsten tro, at Ælnod før har skrevet noget, som har vakt en efter hans egen Side 498
Mening übillig Kritik1. Herpaa følger saa »neque enim ego Danaum classes Dardanis excidium inferentes edissero«, — den modsættende Form vidner om, at netop Danaerne, Dardanerne og Trojanerne har spillet en fremtrædende Rolle i den mundtligeeller skrevne Fremstilling, der havde paadraget Ælnod en übehagelig Kritik. Ælnods metodiske Parallelisering af danske Konger med Antikens Danaer- og Trojanerkonger er et Udslag af hans historiske Interesse og viser, at han havde samme Opfattelse som Dudo (o. 1000) og Guillaume de Jumiéges (o. 1070), der havde fremstillet Danerne som Efterkommere af Trojanerne. De to Normannerhistorikere drog derved de historiografiske Konsekvenser af en Anskuelse, der tidligere var kommet til Udtryk i England. Her havde allerede Beda (død 735) latiniseret Danernes Navn til Danai2, mens Kong Alfreds Skrivere i Stedet brugte det ligesaa arkaiserende Daci,3 hvilket fortsattes til op i 12. Aarhundrede4 (ved Siden af Dani); men da Dacerne ifølge de latinske Geografier boede ved Donau og var Naboer til Alanerne,gav Alfreds lærde Ven og Lærer Asser, og senere Abbo af Fleury, deres Læsere den fejlagtige Oplysning, at de Vikinger, der kom til England og dræbte Kong Eadmund, var kommet fra Donau!5. Og Dudo troede selv. at han beskrev Vikingernes 1 Danske Helgeners Levned, 24 N. 1. 2 Hist. Eccl. Angl. V9. Beda's Historical Works, ed. & transl. J. E. King (1930) 2, 234. 3 Traktat mellem Alfred og Guthrum i 880'erne. Liebermann: Gesetze der Angelsachsen (1903—06, uforandret Optryk 1935), 127. 4 Liebermann 131—33 (en Traktat fra Tiden 921—38, der tildels gentager ovennævnte Traktat); 220—23 (Traktaten mellem Æthelred og Olaf Tryggvason 991 eller 994); Love udstedt af Knud den Store, Henrik den Første etc.; Danelag (Denalagu) kan træffes latiniseret til Dacorum provincia, Liebermann 547. Uden for England og Frankrig trættes kun rent undtagelsesvist Daci brugt om Daner, f. Eks. i et Brev fra Ærkebiskop Adelgar i Magdeburg 1110. 5 Asser's Life of King Alfred, ed. "W. H. Stevenson (1904), 19 (i Noten S. 217 fremsættes den Formodning, at Danernes Navn skulde være forvekslet med Navnet paa Floden Donau). — Memorials of St. Edmund's Abbey, ed. Th. Arnold I (1890), 9—11. Side 499
Hjemland, naar han gengav, hvad Jordanes og de latinske Geografer berettede om Dacia1. Fremtidig var Dacia de vesteuropæiskeKlerkes hyppigste Latinisering af Navnet Danmark2; det vandt, især gennem Ælnod og de andre udenlandske Klerke3 endog Indpas herhjemme i Løbet af 12. Aarh.4, og fra 1185 var det Vatikanets faste Navn for denne nordlige Kirkeprovins. Men denne Terminologi var som skabt til at forvirre de latinskrivendeHistoriker e5. Ligesom Asser og Abbo af Fleury gik Dudo ud fra, at Danerne eller Dacerne var kommet fra Dacia ved Donau. Det, at de ogsaa kaldtes Danai, havde allerede i Ludvig den Frommes Omgivelser6 ført til, at deres Herkomst ligesom Frankernes knyttedes ind i Trojanerhistorien. Dudo siger (I 3), at Dacerne kalder sig selv Danai eller Dani og praler med at nedstamme fra Trojaneren Antenor (der iflg. Vergils Æneide I 242—49 efter Tro jas Fald havde ført sine Mænd til Adriaterhavets inderste Vig); Guillaume supplerer (I 3) ud fra Isidor (9, 2, 72) med de græske Danaers Stamfader Kong Danaus og hævder, at det var efter hans Navn, at Dacia fremtidig blev kaldt Danamarcha7. 1 Dudo: De moribus et actis primorum Normanniæ ducum, ed. J. Lair (1865), 30—34, 129—30; jfr. ogsaa MGH ser. I (1826) 532. 2 Dacia forekommer i et Pavebrev af tvivlsom Ægthed, dateret 954 27/4; i Pavebreve 1049—54, 1118 16/3 og "/4, 1133 27/5, 1157 (eller 1158) 19/3, 1185 flg. —I Breve fra andre Personer 1137 (Abbed Guibald i Cassino), 1159, 1160, 1161, 1165 osv. Eksemplerne er alle fra Regesta Dipl. Hist. Dan. I (1. Serie 1847, 2. Serie 1889). 3 Vitæ Sanctorum Danorum, ed. Gertz (1908—12), Index (Odensetavlen 1095; Knudspassionen 1095; Ælnod; Robert af Ely, etc.). 4 Necrologium Lundense, utg. L. Weibull (1923), 45 (S. XLIII og S. 178 dateres Notatet til o. 1171); Lejrekroniken; Svend Aggesens Historia (mens derimod hans Skrift om Vederloven bruger Danial); Skriftet om Danernes Togt til det hellige Land i Aarene 1191—92, etc. 5 N. Lukman: Ermanaric hos Jordanes og Saxo. Studier fra Sprogog Oldtidsforskning Nr. 206 (1949), 14—24. 6 Thegan (MGH ser. II (1829) 593, 597, 604); Abbo I 125 (sst. 781); Ermold Nigellus IV 18 (sst. 501). 7 Guillaume de Jumiéges: Gesta Normannorum ducum, ed. J. Marx (1914), 6. Side 500
Det er den samme Opfattelse, der ligger bag de ivrige Allusioner til Danaerne i det bevarede Skrift af Ælnod. I Canterbury havde han haft rig Lejlighed til at blive kendt med normannisk Historieskrivning. Ærkebiskopperne her, Lanfranc (1070—92) og Anselm (1093—1109), var begge hentet fra det normanniske Lærdomscentrum Le Bec. Lanfrancs Reform af Undervisningen havde bragt den unge Generation af engelske og anglonormanniske Klerke op paa det litterære Niveau, der betegnes af Skribenter som Eadmer, Florence af Worcester, Simeon af Durham, Henry af Huntingdom, John af Salisbury osv. Denne Generations Historieskrivning begyndte i Canterbury, blandt Klerkene ved Christ Church, hvor Anselms trofaste Ven Eadmer skrev sin »Historia novorum in Anglia« samt Biografier af Anselm og engelske Helgener som St. Dunstan og St. Elphege. Det er i Nærheden af denne Historiker og Helgenbiograf, at Ælnod har sin beskedne Plads. Den nationalhistoriske Udnyttelse af Antikens Digtning, som under fransk Paavirkning var begyndt hos Dudo og Guillaume, finder vi igen hos Ælnod, hvis latinske Prosa undertiden slaar over i Vers ligesom hos Dudo. For britisk Historie sker det tilsvarende hos Geoffrey af Monmouth (i 1130'erne), der trods sin i?pvrip Prnsn pr pt T pH af pn pøp.n Art. i pp.rlftkærie.n af angionormanniske Historikere. Hverken Ælnod eller Geoffrey har staaet fjernt fra den nye Digtning, der helt frigjorde sig fra Krørikernes Prosaform og fra omkring 1100 frembragte flere versificerede »Romaner« om Alexander, om Theben (o. 1155), om Æneas (af en Norman o. 1160), om Troja1 (o. 1165), og igennem hele Aarhundredet en Mængde Romancer, især om den nationale Fortid2. 1 Fr. Schiirr: Das altfranzosische Epos (1926), 251—98 (om Romanceformens Forudsætninger i Kirkens Hymnedigtning o. 1100 S. 51 flg., 147, 154). 2 Den Interesse for Goterne, vi moder hos en Række af Tidens normanniske, franske og tyske Skribenter (foruden i Heltedigtning), finder vi intet Spor af hos Ælnod — der var vel ogsaa Grænser for, hvad han kunde faa listet ind i sit Skrift om de danske Konger i anden Halvdel af 11. Aarhundrede. Guillaume havde henvist sine Læsere til »Gothorum Gesta-, saafremt de vilde vide mere om Dacias Fortid; dermed mente han Jordanes. Ælnod bruger i Kap. 5 det samme smukke Billede om sin Forfattervirksomhed, som Jordanes havde brugt i sin Indledning; men det viser intet om, at Ælnod skulde have læst Jordanes, thi baade Jordanes og Ælnod (og senere Andreas Suneson i Hexaémeron, ref. L. Weibull: Nordisk Historia II 55), havde det fra Rufinus' Version af Origines' Pauluskommentar. Side 501
Tidens mest benyttede Haandbog var Isidors berømte Værk1. Her havde Isidor blandt andet gennemført en filologisk-historisk Fortolkning af Byers og Nationers Navne, ofte ud fra græsk eller latinsk Litteraturs Oplysninger om Grundlæggere i Fortiden, og i Nødsfald konstruerede Isidor paa egen Haand en saadan Opnævner.Denne letfattelige Metode havde Geoffrey af Monmouth lært sig til en saadan Fuldkommenhed, at han ud fra Navnene paa Storbritanniens Provinser, Floder og Byer kunde konstruere en imponerende Række af britiske Fortidskonger og Dronninger! Ogsaa Ælnod er saa filologisk skolet, at han, naar han nævner danske Stednavne, gerne samtidig forklarer sine Læsere, hvad disse Navne betyder: Isonierne (Islændingene) kommer fra terra glacialis (Kap. 1); Seland (Sjælland) forklarer denne Englænder som Sø-Land (3); Dalby som Vallis villa (4); Acresburgh (Aggersborg)som urbs agri 19), og en Del Navne gemmer sig i latinske Oversættelser som in villa episcopii eius (Bejstrup, ældre Biskopstorp,19), pontus cornicus (18), etc. Navnet paa Provinsen Wendel (Vendsyssel) forklares, med en ominøs Hentydning til de troløse Indbyggere, ved convertibilis, foranderlig (17). I de fleste af de her nævnte Tilfælde er Ælnods latinske Oversættelse indlysende rigtig, fordi Navnene var umiddelbart gennemskuelige og blot behøvede at oversættes; men ved et mere dunkelt Navn som Sjælland, hvis Betydning vel næppe stod klar for Datidens Danske, har han forklaret Navnet ud fra sit eget engelske Modersmaal,og Navnet Wendel forklarer han under Paavirkning af Befolkningens Optræden ved en bestemt Begivenhed: da den vendte sig mod Kong Knud. En symbolsk Betydning vil han ogsaa gerne lægge ind i Helgenkongens latinske Navn Canutus, og her spiller han paa latinske Ord som canities (graa Haar), candor (Renhed) og canon; Vilkaarligheden i denne klerikale 2 Den Interesse for Goterne, vi moder hos en Række af Tidens normanniske, franske og tyske Skribenter (foruden i Heltedigtning), finder vi intet Spor af hos Ælnod — der var vel ogsaa Grænser for, hvad han kunde faa listet ind i sit Skrift om de danske Konger i anden Halvdel af 11. Aarhundrede. Guillaume havde henvist sine Læsere til »Gothorum Gesta-, saafremt de vilde vide mere om Dacias Fortid; dermed mente han Jordanes. Ælnod bruger i Kap. 5 det samme smukke Billede om sin Forfattervirksomhed, som Jordanes havde brugt i sin Indledning; men det viser intet om, at Ælnod skulde have læst Jordanes, thi baade Jordanes og Ælnod (og senere Andreas Suneson i Hexaémeron, ref. L. Weibull: Nordisk Historia II 55), havde det fra Rufinus' Version af Origines' Pauluskommentar. 1 Isidori Hispalensis Episcopi Etymologiarum sive Originum libri XX, ed. W. M. Lindsay (1911). Side 502
Udformning af
Isidors etymologiske Teknik1 kan ikke styrke
Den Sans for Oldtiden, som yElnod viste med Hensyn til Trojaner og Danaer, fornaegter sig heller ikke, naar det gaelder de danske Stednavne. Han finder ikke Opnsevnelser efter Agamemnon eller Trojanerne, men til Gengseld rigelige Spor efter andre Personer, der efter hans Mening havde levet i Danmark i en fjern Fortid. Odenseklerken finder det overfledigt at gore Bemaerkninger til Navnet Othenswi (25); men de ovrige Bispesaeder er efter hans Overbevisning opkaldt efter Oldtidens Guder, Fyrster eller Fyrstinder. Rooskeld, deter fons Roi (3); Ethebi (Hedeby) har Navn efter en fordums domina Etha (13); Burhlanis (Borglum) har »med forandret Vokal« sit Navn efter en anden fordums domina Burhlina (17). Ligesom det var Tilfaeldet med Navnet Canutus aabner Viborgs Navn, Wigberg, flere Muligheder: Kampens Bjerg eller OfTerstedets Bjerg eller Wigs Bjerg, efter en fordums hejt anset stedlig Afgud ved Navn Wig (23). Forsteleddet, Ordet Vi (Helligdom), har vElnod uvilkaarligt gengivet med Ordets engelske Stavemaade, wig; men saaledes stavedes ogsaa Ordet for Kamp, og derfor lagde han tillige denne Betydning ind i det danske Bynavn. Da hansom en tredje Mulighcd anforcr, at Wig i dette Tilf aside er et gamrnelt Egennavn2 for en Afgud, rober han sit Kendskab til den Wig, der i engelske Kroniker omtales som en iEtling af Woden og henferes til Tiden for Anglernes og Sachsernes Emigration til de britiske oer. Af disse Navneforklaringer fremgaar det, at Ælnods Interesse for Danernes Historie ikke var indskrænket til Oldtidens Danaer og Trojanere og til det 11. Aarhundredes danske Konger, men tillige omfattede en mellemliggende Periodes Herskere og Herskerinderi 1 H. Olrik: Danske Helgeners Levned 44, Note 1. 2 Som almindeligt Substantiv kan oldengelsk wig betegne saavel en Helligdom som det derværende Gudebillede, men da Ælnod her fremhæver, at Wig er et Egennavn, er der ingen Grund til med H. Olrik at opfatte Ælnods "Wig som et almindeligt Substantiv. Side 503
skerinderiDanmark, hvis
Bispesæder bevarede deres Navne Skønt Ælnod indledte den nationale Historieskrivning i Danmark, har det ikke tidligere været bemærket, at han arbejdede paa to Fronter, dels med Samtidshistorien, dels med Oldhistorien. Spørgsmaalet bliver saa, om hans Forestillinger om Oldtiden fik nogen Betydning for den senere Tids Arbejde. Hans
Samtidshistorie blev benyttet af senere Forfattere,
saaleaes Af Oldhistorien giver Ælnods Skrift ikke nogen sammenhængende Skildring; det indeholder blot nogle Hentydninger til Danaer og Trojanere og nogle Stednavneforklaringer og udtrykker derigennem en Opfattelse, der havde sine Forudsætninger hos engelske og anglonormanniske Klerke. En enkelt af disse Hentydninger fremsættes paa en Maade, der kan give Læseren det Indtryk, at Ælnod ved en tidligere Lejlighed havde beskæftiget sig nærmere med Danaerne og var blevet kritiseret derfor; men dette kan vi ikke kontrollere. Derimod kan vi konstatere, at Aarhundredets senere danske og islandske Skrifter om dansk Oldhistorie arbejder med de samme Elementer som Ælnod: Danaerne fra Trojanerdigtningen; Odin og hans Efterkommere, deriblandt Wig; Ro og den øvrige Skjoldunggruppe; Hetha (»Etha«), etc. Den Opfattelse, som Ælnod var Talsmand for, blev altsaa bestemmende for det senere Arbejde paa dette Omraade i 12. Aarhundrede, til Trods for, at Ælnods bevarede Skrift ikke kunde være Kilden derfor. Danaer- og Trojanerteorien omtales hos Saxo, i Rydaarbogen og i Saxokompendiet kun indledningsvis og med et vist Forbehold,mens den spiller en større Rolle i islandsk Litteratur, hvor den dukker op allerede hos Are o. 1133. I sin Behandling af dette Spørgsmaal var Heusler ikke opmærksom paa Ælnod2. 1 L. Weibull i Udgaven S. XLIV og 179. Nordisk Historia II (1948), 213, 219. 2 A. Heusler: Die gelehrte Urgeschichte im altislåndischen Schrifttum (1908), 39. Side 504
Det maa derfor fremhæves, at der næppe er noget i Vejen for, at Are kan være blevet paavirket fra Ælnod og hans Kreds. Den islandske Gejstlighed hørte ind under Ærkesædet i Lund og i et Digt til Kong Niels afleverede Lovsigemanden Markus Skeggjason sin Lykønskning i Anledning af Ærkesædets Oprettelse;Nekrologiet fra Lund viser islandske Navne, og rkebiskopAsser de islandske Bisper og stadfæstede den islandske Kirkeret. Hvad enten Ælnod nu var slet og ret Præst ved Kirken i Odense eller derudover tillige Kong Niels' Kapella n1, har han i alt Fald et vist Kendskab til Islændingene og omtaler baade deres Sprog, deres Kirke og deres Love. Selv om de islandske Skribenters Udnyttelse af engelsk Kildestof2 ikke behøver at være formidlet netop af Ælnods Kreds3, har der været rigelige Muligheder for, at Are, evt. gennem Bisperne, kan have faaet sin Opfattelse af Trojanerne fra denne Kreds. Vor første hjemlige Krønike om dansk Oldhistorie foreligger i Form af en Indføjelse i Aarbøgerne fra Lund. Det er den saakaldteLejrekrønike, der hidtil er blevet betragtet som Udtryk for sjællandsk Folkeoverlevering4 idet man ikke har bemærket, 1 Ellen Jørgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil aqp isnn naan oa 2 J^^£ fSotS Ud**Sn£ *S rHHl!ci for A™*0 Ifmnstlncri /»r ris* pn£tt»lc!rp KrfinitPrf: Angivelse af 870 som Eadmunds Dødsaar, og Are henviser i denne Forbindelse til bl. a. Bispesønnen Teit. Are slutter med (helt overflødigt) at omtale Pave Gregors Kristning af England, hans Dødsaar og den Kejser, der dengang regerede (Kap. 10). — Odinsgenealogien, der er bevaret bl. a. i Indledningen til Snorres Edda, viser Trojanerhistorien sammensmeltet med de oldengelske Genealogier. -— Om engelske Kilder for Sagaen om Knud den Store etc., O. Moberg: Olav Haraldsson, Knut den Store och Sverige (1941), 217 flg., og Aarb. f. n. Oldk. 1945, 5—25; G. Albcck: Knytlinga (1946), 72 Noten (uden Nr.); Anmeldelsen Hist. Tidsskr. 11. R. 11, 136 m. N. 1. 3 Knud den Helliges Saga benytter Stof fra Ælnods Kreds, maaske overført via Lund. G. Albeck: Knytlinga (1946), 115—31. Det maa herved erindres, at Kannikesamfundet i Lund stod i Broderskabsforbindelse med Ælnods Kreds i Odense (L. Weibull: Nordisk Historia 11, 234—36). 4 Gertz, Scriptores Minores I, 44 flg.; J. Olrik, Hist. Tidsskr. 7 R. 11, 222—29; J. Olrik: Krøniker fra Yaldemarstiden (1900—01), 1—22. Side 505
at Krønikens vigtigste Forudsætninger er dels Ælnod, dels »Beowulf«, dels Kongeopregningen i Håttalykills Vers 14—18 og 20—21 (forfattet o. 1145), samt at dens Anvendelse af Navnet Dacia og dens Brug af Isidor etc. røber Forfatterens udenlandske Skoling1. Som hos Ælnod indledes med Konstateringen af, at Cæsar ikke opnaaede at lægge Dacia ind under Romervældet. Derefter følger Omtalen af Kong Ro, Grundlæggeren af Roskilde, »som han gav et tvedelt Navn, efter sig selv og den dejlige Kilde, der var paa Stedet« (jvf. Ælnod Kap. 3). Den lille Krønike slutter med Jomfru Hetha i Hedeby (jvf. Ælnod Kap. 13). Inden for denne Ramme, kendt fra Ælnod, anbringes det øvrige Stof, ved Kong Ro saaledes et rigt Udvalg af de i »Beowulf« omtalte danske og svenske Konger. Guillaume de Jumiéges' Navngiver for Danmark dukker nu op som Dan eller Danus (Guillaume: Danaernes Danaus, Gaimar (fransk): Daneis). Efter den af Ælnod anviste Metode gives talrige stedlige Tilknytninger og Navngivere, saa vi foruden Roskildes Ro har Skuldelevs Skuld, Thorøs Thora, Læsøs Lææ, Uppsalas Ypper, Norges Nore, etc. Forfatteren har ikke antydet nogen Forbindelse med Danaerne, der overhovedet ikke nævnes. Med Lejrekrøniken var den første Fløj rejst af det Monument over Danernes Oldtid, der fuldendtes hos Saxo. Men Grunden var lagt af Ælnod. 1 I Marginaltilføjelser til AM 843 4° (13. Aarh., trykt Gertz I, 38 N. 1; SRD I, 215—17 N.) nævnes Julius Cæsar, som hos Ælnod; fra Guillaume tilføjes bl. a. Vesoces, Mesegoter samt Magog med det foranstillede oldengelske geo, hvilket viser, at Rettelserne hidrører fra en Englænders fyldigere Fremstilling af lignende Stof som Lejrekrønikens Indledning. |