Den franske historiker C.-E. Labrousse — der efter tyskernes mord paa Marc Bloch har efterfulgt denne som professor i social og økonomisk historie ved Sorbonne — udsendte i 1944 som disputats første bind af en stor undersøgelse over Frankrigs økonomiske historie under Louis XVI som engang fuldendt utvivlsomt vil danne et af hovedværkerne i moderne fransk historieforskning. Værket, der er projekteret til tre bind, bærer hovedtitlen: La Crise de l'économie fratiQaise å la fin de Vanden regime et au debut de la Revolution, og det udkomne arbejde omlclllv.l . ApcryUC gcrJranr. S^r"_{ir^ t}"_t, mAthndp.. obiectifs. La Crise de la viticulture (Paris, 1944, LXXV + 664 s.).

Emnet ligger i naturlig forlængelse af Labrousse's tidligere undersøgelse fra 1933: Esquisse du mouvement des prix et des revenus en France au XVIII^e siécle og fremtræder som et vægtigt indlæg i den store pris- og lønhistoriske diskussion, der i mellemkrigstiden udspandt sig mellem en række af Frankrigs kendteste historikere: Marc Bloch, Labrousse, George Lefebvre, Lucien Febvre, Henri Hauser, Henri Sée m. fl. Udgangspunktet og incitamentet var statistikeren Francois Simiand's teoretiske og praktiske studier; debattens vigtigste emne var vurderingen af »les mercuriales« dvs. de af centraladministrationen skabte markedsberetninger el. torvelister, en af hovedkilderne til Frankrigs moderne økonomiske historie.

Kildemæssigt bygger Labrousse sin nye undersøgelse paa disse lister, der giver de sikreste oplysninger om prisforholdene. De rummer et tilstrækkeligt stort antal opgivelser til, at loven om de store tal kan ske fyldest, endvidere optræder de regelmæssigt fra uge til uge og fra marked til marked, skelner paa betryggende vis mellem kvalitetsforskelle og er endelig ved selve deres tilblivelseet resultat af modstridende interesser, hvorfor ensidighed skulle udelukkes. Dette store materiale, indsamlet med stor grundighedog flid, gøres til genstand for en metodisk behandling, der til en vis grad er overtaget fra Simiand. I videste udstrækning anvendes statistikens resultater paa det indsamlede stof, og man kan for den sags skyld godt sige, at dele af de eksperimentale videnskabers arbejdsmetode saaledes overføres paa historien (Simiandkalder selv sin metode for »une théorie expérimentale«). I værkets 2. bog gøres der specielt rede for disse metodiske prøver (Méthode et objet de l'Histoire des fluctuations économiques 1770^—1791) men i modsætning til statistikeren Simiand, der i sine mange arbejder søger at finde de almene love for de økonomiskefluktuationer, mister historikeren Labrousse aldrig kontaktenmed

taktenmeddet forhåndenværende, konkrete emne. Den metodiskediskussion
er en form for kildekritik, ikke noget maal i
sig selv, men et middel til løsning af den stillede opgave.

Dette træder klart frem i skildringen af vinavlen. Med fuldt overlæg er netop denne valgt som en slags introduktion til den planlagte opgave. Thi for det første optræder vinpriserne som en slags detektorer for de økonomiske konjunkturer; for det andet var vinavlen i datidens Frankrig langt mere udbredt end nu, vinavlerne udgjorde en talrig del af landbefolkningen, de boede i modsætning til korndyrkerne tæt sammen, maatte købe deres eget forbrug af brød og mindede i social henseende en del om bybefolkningens brede lag. De spillede da ogsaa en ledende rolle i rip ngrarp revolter, der leb parallelt lucu revolutionerne i byerne. Denne befolkningsgruppe rammes haardt ved det voldsomme og pludselige fald i vinpriserne, som sætter ind i 1778 og varer til o. 1787. Denne depression kan ikke karakteriseres som værende af almindelig cyklisk karakter, dertil er den altfor voldsom. I slutningen af 1780'erne og begyndelsen af 1790'erne stiger priserne noget som følge af daarlige høstaar, men selv underproduktionen evner ikke at bringe udbyttet af vinavlen op paa niveauet før 1778..Hertil kommer i 1788^—-89 en yderst voldsom dyrtid for korn og kornprodukter, som ganske udmarver den vinavlende befolkning især daglejere og fæstere. Datidens Frankrig søgte at forklare denne ulykke paa mange maader. Man anklagede regeringen for ikke i tilstrækkeligt omfang at have fremmet vinavlen, for gradvis at have forhøjet Hp fnrcire!!i£e afgifter i forbindelse med erhvervet, man skød endvidere skylden paa den fransk-engelske krig 1778_—1783, idet den engelske blokade skulle have ødelagt eksporten af vine, og man søgte endelig en aarsag i konkurrencen fra de nye nydelsesmidler kafle og cognac. Labrousse tager i sin disputats afsluttende kapitel stilling til disse aarsagsforklaringer og søger overhovedet at sætte de klarlagte økonomiske kendsgerninger i relation til det sociale og politiske liv. Hermed kædes undersøgelsen ind i den klassiske diskussion om aarsagerne til revolutionen. Som motto for sit arbejde har han valgt to citater af henholdsvis MicheletogJeanJaurés for dermed at markere de to yderpunkter i fransk revolutionsforskning. Heroverfor sætter han sit eget langt mere nuancerede billede. De franske erhvervsforhold maa ikke ses i en ensidig aarsagsbetonet sammenhæng men bør saavidt mulig kædes sammen. Netop vinavlens eksempel synes at vise, at nogen endegyldig forklaring paa krisen indenfor dette erhverv ikke findes

indenfor samme produktionsgren, men at denne krise er et led i en almindelig krisetilstand i Frankrigs økonomi. Man maa derfor med længsel imødese de kommende arbejder fra professor Labrousse's haand, hvor bl. a. saa centrale emner som kornproduktionen og arbejdsløshedsspørgsmaalet vil blive taget op til behandling. Vrietnf Klnmnnr,