I den franske populærvidenskabelige serie »Que sais-je« er der udkommet to bind om Afrikas historie, der tilsammen giver et fortrinligt rids of det »mørke« fastlands skæbne gennem tiderne: »Historie d'Afrique« (Paris 1941, 125 s.) af redaktionssekretæren ved »Revue historique« Ch.-André Julien og »Historie des Noirs d'Afrique« (Paris 1946, 127 s.) af den kendte ethnolog og afrikaforsker Henri Labouret.

Juliens bog er ikke saa vidtrækkende, som dens titel lader formode; den begrænser sig i det væsentlige til det »hvide« Afrika, omraader beboet af mediterrane folk eller koloniseret af fremmede. Efter et indledende afsnit om Afrikas land og folkestammer, hvori er indflettet en oversigt over den afrikanske forhistorie, behandler Julien: Ægypten under faraoner og ptolemæer, Karthago og Rom i deres kamp om herredømmet over den nordafrikanske kyst, arabernes fremstød, de nordafrikanske berberstater og de sorte islamiske riger, den europæiske indtrængen i Afrika og afslutter bogen med et afsnit om det afrikanske fastlands opdeling mellem de europæiske magter i imperialismens tidsalder.

Labouret fører læseren til det virkelige Afrika. Optakten til hans skildring af de sortes historie — væsentlig paa grundlag af arabiske kilder — er et rids af de geografiske omgivelser, i hvilke denne udspilles, og de afrikanske kulturers forhold til jordbund og klimabælter; derfra gaar han over til at fortælle om de mange og hastigt efter hverandre følgende indfødte riger i Sudan og de skiftende statsdannelser paa de afrikanske kyststrækninger i vest og øst og afrunder sin skildring med en fin analyse af samfundsformer og kulturforhold i det sorte Afrika.