1947 udkom Troels G. Jorgensen: 18 Aar af Hejesterets Historie (261 s.). Bogen omhandler rettens virksomhed og dens personale 1925^—44, den periode, i hvilken forf. var dommer og (fra 1936) prsesident i retten. Den danner en art fortssettelse af dr. Jorgensens tidligere arbejder om hejesterets historie, men far ganske naturligt en sserlig farve af forf.s deltagelse i de begivenheder, han skildrer, og har pa sine steder memoirekarakter. Fremstillingen er pa grund af sin strengt kronologiske disposition ikke sserlig overskuelig og undertiden temmelig tung, men idetmindste for ikke-jurister meget lsererig. Hist og her glimter et sarka- Sllsk iiine.

Den behandlede periode er betydningsfuld for dansk retspleje i almindelighed og medførte væsentlige ændringer i højesterets arbejdsmåde. Få år forinden var retsplejeloven trådt i kraft, det stående retsplejeudvalg havde begyndt sin rådgivende virksomhed,anke - og kæremålsudvalget var indrettet, og rigsadvokaturen havde overtaget aktoraterne. I 30erne fulgte en række reformer, der skulde tjene til at »demokratisere_< retsplejen. 1932 fik landsretternes sagførere adgang til at møde for højesteret i egne sager, 1937 afløstes rettens kollektivt affattede præmisser til domme og kendelser af individuelle begrundelser, og stemmetallenei dommerkollegiet blev offentliggjort, fra samme år var højesteret som følge af indførelsen af domsmandsinstitutionen — som forf. nærer mistillid til — afskåret fra i straffesager at bedømme

bevisets vægt, og endelig blev fra 1939 højesterets kompetence indskrænket ved oprettelsen af den særlige klageret, der afgør begæringer om genoptagelse af straffesager og med anke til højesteret påkender disciplinærsager mod dommere.

Alle disse reformer fra 30erne blev gennemført under opposition fra rettens side, et par af dem tillige efter en langvarig politisk strid, hvorunder reformtilhængerne især var at finde blandt socialdemokrater og radikale. Denne strid, som jeg vilde være tilbøjelig til at opfatte hovedsagelig som et led i den stående, <-»f T->nT.+ + QT-pccaT foT-\Tor|o lrrvno+i + ntir>nf>llo rp q rftVamn mpllpm lptTlClatur, administration og domsmagt, var iflg. forf. i væsentlig grad præget af snævert personlige motiver. Reformerne skyldtes alle et justitsministerielt initiativ, og forf. finder hos »de to særlig aktive Ministre Zahle og Steincke«, hvis holdning overfor domstolene han ikke har meget tilovers for, »en personlig kontrær Indstilling til det øverste Led i den tredje af de grundlovsmæssige Magtfaktorer« (s. 133), hvilket han nærmere motiverer. Om de to justitsministres stilling kan iøvrigt bemærkes, at Zahle i rigsdagen udtalte sin misfornøjelse med, at højesteret hævdede sin kompetence til at tilsidesætte en på normal måde vedtaget lov som grundlovsstridig, og at begge politikere ønskede offentlig og mundtlig højesteretsvotering som i Norge; de henviste i den forbindelse til ældre politiske retssager bl. a. mod Berg, der formentlig vilde være faldet anderledes ud, hvis højesteretsdommerne ikke havde været anonyme, idet de så vilde have »skammet sig« ved at votere for domfældelse. Højesteret frygtede på sin side for domstolens uafhængighed, hvis dissentierende dommeres navne skulde offentliggøres, og hævdede desuden bl. a., at højesterets afgørelser ikke kunde fremtræde som blot en majoritets opfattelse, hvis de skulde virke med den fornødne autoritet. Den fra 1937 gældende voteringsmåde med skriftlig, individuel og anonym domsbegrundelse, der blev gennemført kort før regeringspartierne fik flertal i landstinget, er udtryk for et kompromis, som bl. a. forf. gik ind for.

Som højesteretspræsident og formand for retsplejeudvalget førte dr. Jørgensen en heldig, af jurister meget påskønnet kampagnemod Steinckes forslag af 1937 om den almindelige klageret (appelret), som det lykkedes at modificere væsentlig, inden det blev til lov. Forf. har åbenbart i det hele taget haft en stærk følelse af sin forpligtelse til at forsvare domstolenes og da særlig højesterets stilling overfor de andre statsmagter, ligesom det i hans forfatterskab har ligget ham på sinde overfor offentligheden at hævde den danske dommerstands høje stade også i fortiden

og at gøre rede for de særlige vilkår, hvorunder dommere arbejder,
og den måde, på hvilken en dom bliver til.

Til belysning af disse og andre spørgsmål vedrørende domstolenes virksomhed — som f. e. sagførelsens betydning og de specielle krav, der stilles til proceduren for højesteret — findes også i den her omtalte bog bidrag, som er meget instruktive. Af værdi er endvidere forf.s gennemgang af en række højesteretsdomme af principiel betydning, deriblandt dommene i Kolindsundsagerne 1926, om hvilke det oplyses, at stemmetallene ved voteringen stod 5 mod 4, og at forf. hørte til flertallet (s. 28). Forf. mener, sikkert med rette, at disse domme har stimuleret socialdemokratiets interesse for offentlig votering i højesteret.

Den del m den Liuligereiiøjeslerelspræsiuents bog, som har interesseretalmenheden mest, vedrører forf.s egen virksomhed under besættelsen. I forordet hedder det, at det efter befrielsen er gået forf. som andre »uden Grund at være gjort til Genstand for Angreb og nedsættende Omtale«, og at han derfor i bogen har behandlet de episoder af sin virksomhed »hvortil de pågældende Misforståelserhar haft Hensyn«. De nævnte episoder er som bekendt forf.s optræden i forbindelse med kommunistloven af 1941, højesteretssagenmod dr. Vilh. la Cour 1942 og ministeriet Scavenius' tilbagetræden 29. august 1943, »siden 1849 . . . den største Begivenhedfor Domstolene«. Intet af disse forhold er efter min mening i øjeblikket så godt oplyst kildemæssigt og så alsidigt behandlet fra statsretskyndig side¹, at en historiker kan indlade sig på at dømme forf. og hans angribere imellem: han har i hvert fald afvente de i Den parlamentariske Kommissions beretning IY (1948) s. 9 og 64 bebudede redegørelser vedr. justitsministeriet og retsplejen i besættelsestiden og for politisk virksomhed i samme periode, der skønnes at indeholde anslag mod folkestyret og den hidtidig bestående praksis. Hvad de to mest betydningsfulde sager — kommunistloven og »konstitutionsændringen« i 1943 — angår, giver forf.s fremstilling i forbindelse med hans breve til kronprinsenog kongen i september 1943, nu trykt i bilag til Den parlamentariske Kommissions beretning IV, s. 332 og 339, det indtryk, at han ud fra en måske ensidig juridisk tankegang først og fremmest har tilstræbt at sikre, at det statsretligegrundlag for domstolenes virksomhed var formelt i orden. Højesteretspræsidenten er herunder i hvert fald i 1943 — tilsyneladendedog uden at det fik politiske virkninger — i realiteten

---

1 Kritik af forf.s optræden med påfølgende diskussion mellem ham og hans angribere (professorerne Borum og Illum) findes i Juristen og Ugeskrift for Retsvæsen 1948.

kommet ind på politisk område; men om betydningen iøvrigt heraf og om den formelle og reelle berettigelse for hans optræden ved denne og de andre nævnte lejligheder, problemer, der også involvererspørgsmål om dansk statsretlig praksis, er jeg ikke i stand til at dømme sikkert på det foreliggende grundlag.