Skønt E. H. Carrs bog The twenty years' crisis 1919_—1939 (2. udg., London 1946, 244 sider) ikke i snævrere forstand er et historisk arbejde, indeholder den saa meget af interesse for historikere,at den fortjener omtale her. Garr er professor i internationalpolitik

nationalpolitikved Wales' universitet, og bogen, hvis 1. udg. er skrevet umiddelbart før krigen og nu kun nødtørftigt revideret, er foruden som en behandling af det i titlen angivne emne tænkt som en introduktion til denne nye og herhjemme som selvstændigt universitetsfag ukendte disciplin, der efter forf.s opfattelse bør være baade deskriptivt-analytisk og normativ: »Political thought is itself a form of political action. Political science is the science not only of what is, but of what ought to be« (s. 5). Om der virkelig er tale om en ny videnskab, faar staa hen. Den foreliggende bog er halvt ræsonnerende historie og halvt sociologi.

Prof. Larrs grundsynspunkt er, at ai suna poiiiik irma holde ligevægten mellem realisme og utopi, mellem en tendens til at akceptere og indstille sig efter kendsgerningerne og en stræben efter at ændre dem i overensstemmelse med et ideal eller en teori (s. 10). I den foreliggende bog optræder han dog trods denne og andre teoretiske reservationer overvejende som talsmand for realismen, hvilket iflg. fortalen var højst paakrævet i England, da bogen blev skrevet. Som eksempel paa en politisk retning med slagside til det utopiske behandler han liberalismen, og bogens første halvdel er et forsøg paa en analyse og kritik af nogle af dens vigtigste økonomiske og politiske ideer, især som de fik udtryk i folkeforbundet, og af vestmagternes efter forf.s mening temmelig kyniske forsøg paa efter 1918 at udnytte disse ideer til at bevare en for dem fordelagtig status quo. Som tidligere diplomat (han var bl. a. knyttet til den engelske delegation ved fredskonferencen 1919 og var 1930_—33 Assistant Adviser on League of Nations Affairs i Udenrigsministeriet i London) har forf. mere end teoretisk indsigt i mellemkrigstidens internationale politik. Hovedpunkterne i denne del af bogen er hans behandling af den liberal-demokratiske paastand om den offentlige menings fornuft og indflydelse paa internationale forhold og af det liberale postulat om interessernes harmoni, der økonomisk skulde betyde, at gennemført frihandel er til lige gavn for alle nationer, politisk, at hver stat har samme interesse i at bevare freden. Hans paavisning af den rolle, disse i den givne situation temmelig virkelighedsfjerne ideer spillede i debatten om internationale spørgsmaal i mellemkrigstiden og ikke mindst i folkeforbundspolitikken, er uhyggelig læsning.

At de liberale ideer ikke, som adskillige af deres tilhængere stadig vil hævde, er almengyldige, at deres sejrsgang i 19. aarh. er intimt knyttet til en bestemt verdensøkonomisk og -politisk situation, at »the inner meaning of the modern international crisis is the collapse of the whole structure of utopianism basedon the

concept of the harmony of interests« (s. 62), er ikke übetinget nye synspunkter, men de er i Carrs bog gennemført med kraft, forf.s ræsonnementer er ofte interessante, hans paastande træffendeog fremstillingen som helhed levende og belagt med en rigdom af eksempler og undertiden ondskabsfuldt udvalgte citater af teoretikeres og statsmænds skrifter og taler. Man følger gerne forfatteren, naar han ironiserer over lord Cecil, der som flaademagtrepræsentanti Genéve 1922 hævdede, at en flaadenedrustningsnarest vilde forøge krigsfaren, da søvaabnet var »mainly defensive« (s. 74), eller over Wilson, som under den første verdenskrigindskærpede amerikanske kadetter »»not only always to think first af America, but always, also, to think first of humanity« — a feat rendered slightly less difficult by his explanation that the United States had been »founded for the benefit of humanity«« (s. 78 f.). Naar han kommer ind paa motiverne i udenrigspolitikken,kan hans opfattelse derimod af og til diskuteres. Han kan her selv være vaklende (se hans modstridende bedømmelser af motiverne til "Wilsons udenrigspolitik s. 73 og 90), men hyppigster de liberale slagord aabenbart efter hans mening udenrigspolitiskblevet brugt til at dække over egoistiske nationale interesser. Udtrykket utopianism faar, naar han anvender det om liberalismen, en bibetydning af hykleri, der gør begrebet mindre klart. Forf. undervurderer her efter min mening den rolle, den gamle puritanske idealisme spillede og stadig spiller i angelsaksisk udenrigspolitik, hvilket vistnok hænger sammen med, at han som de fleste udenrigspolitiske skribenter trods lejlighedsvise forsikringerom det modsatte i for høj grad betragter udenrigspolitikken løsrevet fra dens indenrigspolitiske baggrund.

Det letter ikke tilegnelsen af bogen, at den har det ovenfor nævnte dobbelte formaal; behandlingen af det i titlen angivne emne afbrydes idelig af principielle betragtninger over det nye fags grundlæggende problemer. Man kan ogsaa finde, at det nu og da skorter forf. paa klarhed og konsekvens. Det virker noget forvirrende, at han snart søger at paavise de liberale ideers uanvendelighedoverfor kendsgerningerne, snart prøver at dokumenterepolitikernes brug af den liberale terminologi til at besmykkeforsvaret af nationale interesser, snart endelig vender sig polemisk mod cant i politik i almindelighed og angelsaksisk udenrigspolitiki særdeleshed — et meget vidtstrakt og videnskabeligt ikke altid lige frugtbart emne. I det første tilfælde maa man bebrejde teoretikerne eller politikerne deres naivitet, i de sidste fælde en moralsk dom, og det er endda ikke altid let at se, naar forf. vil det ene eller det andet. Og paa et hovedpunkt er han

tilsyneladende i splid med sig selv. Han hævder, at »the realist has . . . been enabled to demonstrate that the intellectual theories and ethical standards of utopianism, far from being the expression of absolute and a priori principles, are historically conditioned, being both products of circumstances and interests and weapons framed for the furtherance of interests« (s. 68). Men andetsteds indrømmer han »the inherent utopianism of human nature«: »It is a basic fact about human nature that human beings do in the long run reject the doctrine that might makes right«. Den kendsgerning,at den nationale DroDaganda overalt søger at dække sig bag ideologier af paastaaet international gyldighed »proves the existence of an international stock of common ideas, however limited and however weakly held, to which appeal can be made, and of a belief that these common ideas stand somehow in the scale of values above national interests« (s. 145). Her synes da at være grundlag for en »utopisk« politisk ideologi af den almengyldighed,som forf. i sin energiske polemik mod liberalismen kategorisk frakender alle politisk-moralske ideer. I bogens anden del, der behandler nogle problemer af principiel betydning for studiet af international politik — magt og moral, grundlaget for folkeretten osv. — giver forf. ogsaa antydninger til en saadan ideologi.

Carrs understregning af de interessemodsætninger mellem staterne, som vestmagternes politikere ikke saa eller søgte at dække over, er næppe saa paakrævet efter krigen, som den var i 1939, og nogle af hans synspunkter har formodentlig ogsaa virket mere overraskende i England end de vil gøre det paa fastlandet. Hans kategoriske paastande, der undertiden skjuler en ikke helt afklaret tankegang, vel ogsaa nogen bitterhed over udviklingens forløb, ægger til modsigelse. Men bogen er skrevet med intelligens og oplagthed, og den giver en usædvanlig skarp og paa mange punkter velbegrundet kritik af engelsk-amerikansk politik og politisk tankegang i mellemkrigstiden, samtidig med at den viser en vidtgaaende forstaaelse for de ikke-angelsaksiske magters udenrigspolitiske synspunkter. At en saadan bog har kunnet udkomme i England under krigen, vidner højt om, at i hvert fald ytringsfriheden der er en realitet og ikke blot en liberal utopi.