Med Bogen om J. C, Skrevet af hans Venner (1947), der er redigeret af Dr. L. Moltesen, og som slutter sig til de tidligere anmeldte Arbejder af Frode Aagaard og Knud Rée (10. R., VI, S. 364 ff.), er vel foreløbig det sidste Ord sagt om J. C. Christensen. Ikke saaledes, at der ikke stadig er Plads for en dybtgaaende Undersøgelse af hans Forudsætninger og Placering i dansk Venstrepolitik. Men den kommer vi nok til at vente paa. Stort videre paa Grundlag af, hvad der kan fremdrages af Christensens egne Udtalelser eller berettes om hans Personlighed, naar man næppe. Ogsaa den nye Bog bærer i høj Grad det stykkevises Præg og er ogsaa for meget et Festskrift til at være dybtgaaende Historie.

Hovedafsnittet er Rigsdagsbibliotekar Victor Elberlings Afhandling om »Mennesket og Politikeren«, hvor Forfatteren til Dels paa Grundlag af egne lagttagelser gennemgaar Christensens politiske Udvikling. Den rummer adskillige gode Ræsonnementer, men ikke noget nyt. Det er en historisk Kendsgerning, at Christensen begyndte sit politiske Liv med den bestemte Hensigt at skabe indre Fred og Samling i Venstre, og det holdt han fast ved. Ved sin Personligheds sjældne Styrke og sine usædvanlige Evner til at se Kernen i en Sag naaede han vidt, tilsyneladende langt videre end de ældre Venstreførere. Jeg skal være den sidste til at benægte dette, men det maa dog billigvis erindres, at Christensen staar paa de ældres Skuldre. Elberling er ikke retfærdig, naar han gør op med Berg, Holstein og Hørup. Man kan sige det onde, man vil, om Agitation — Ord føder ikke alene Ord, men Tanker og Villie, Historien har fuldt op af Eksempler paa, at den handlende Politiker opererer paa en Baggrund af Stemning, skabt af andre. Bergs folkelige Lyrik og Holsteins dialektiske Optrevling af Provisoriet har saavist ikke været ligegyldige for Udviklingen af dansk Venstre. Og Hørup. Vi hører her igen om hans »Haabløshed«. Hans Artikler kunde »hverken sætte Haab eller Mod i den Ungdom, der søgte et Staasted«. Det maa være tilladt at sige, at for den Ungdom, der tænker, er en Agitation ikke ringere, fordi den bruger Ironien som Vaaben. Tværtimod. Hørups har i hvert Fald sat dybe Spor i Danmark. Der ligger et kvart Aarhundrede af omkalfatrende Indhold mellem hans Artikel 1876 om »de fire fra Niverød« og saa Billedet fra 1900_—01, da Ministeriet Sehesteds Personer Gang efter Gang udløste rislende Latter over Landet. Var de Undermaalere ? Langtfra. Men Bøtten var vendt. Ungdommen havde gennem Ironien fundet sit aandelige Staasted. Baade Stemmeseddel, Strejker og Maskinpistol er ypperligt Værktøj, men det er unægtelig ikke ligegyldigt, hvilken sjælelig Baggrund de har. Utvivlsomt, at Hørup paa visse Omraader har gjort Skade. Men saa længe der er noget, der hedder fribaaren Tanke, vil der være unge, der gennem ham kan finde Staasted.

Det er almindelig kendt, at J. C. Christensen ikke yndede at forklare, hvad han vilde eller havde villet i sin Politik. I de senere Aar paaberaabte han sig sin svigtende Hukommelse, og det har han utvivlsomt gjort med Rette — den lille Historie om Albertis Visit hos ham efter sin Løsladelse har han saaledes fortalt til forskellige med stærkt forskellige Enkeltheder. Der er givet, at der i en mere kursorisk Fremstilling af Christensens Historie vil blive væsentlige Huller, og det gælder ogsaa Elberlings. Hvad angaar Forholdet til Alberti, lodder Elberling ikke dybt nok

psykologisk. Om Begivenhederne 1920 faar man, som ventes kunde, ingen udtømmende Besked osv. Men alt i alt er her givet en tiltalende, personlig og forstandig Skildring af Mennesket og Politikeren.

Blandt Bogens andre Afsnit lægger man især Mærke til to, der udfylder Lakuner i tidligere Christensen-Biografier, Vald. Holbølls om Christensen som Kirkepolitiker og Frits Cramers om ham som Forsvarsminister. Det første skuffer lidt, men indeholder dog Ting af Interesse, det andet er af ikke ringe Værdi som Bidrae til ODlvsning af den Liitken'ske Affære, der trænger til al mulig Opklaring. Der er antagelig en Forbindelse mellem den og Christensens Tavshed i Mineudlægningsspørgsmaalet 1914, — et Problem, som M. N. Slebsager i sit lille Bidrag til Bogen ikke fyldestgørende løser.

En Del mindre Kapitler behandler J. C. Christensen under Rigsretssagen, som Folketingets Formand, Stifter og Leder af »Dannevirke«, i Hedeselskabet m. m. Victor Elberling har samlet en »J. C. Christensen-Mosaik« af Citater af Politikeren.