Kampen om den danske Hær 1740^—66

Under A. G. Moltkes og den ældre Bernstorffs Styre naaede
Kampen om den nationale Hær et Højdepunkt i Danmark.
Den lange Strid, der delte Vandene i det politiske Liv, er blevet
behandlet af baade militær og politisk Historieskrivning. I sin
stort anlagte Oversigt over det 18. Aarh.s Danmarkshistorie giver
Edvard Holm dog kun en kursorisk Skildring af de vigtigste
Forordninger. Hovedindsatsen er blevet gjort af K. C. Rockstrohi
hans Arbejde over den nationale Hærs Udvikling i
Danmark, der ved sin Fremkomst betød en meget stor Landvindingfor
dansk militærhistorisk Forskning. Rockstroh havde
bl. a. gennemlæst flere vigtige Indlæg forfattet af de militære
Reformatorer, og gav paa Grundlag heraf en Skildring af Hærens
Tilstand ved Aarhundredets Midte og af det følgende Reformarbejdeunder
St. Germain. Rockstroh anerkendte vel i sin
Fremstilling paa visse Punkter de opnaaede Forbedringer, men
stemplede iøvrig St. Germain som en i Forhold til den danske
Omvæltning amatørmæssig Reformist, en Bedømmelse, som
kun i nogen Grad er mildnet i Biografien over St. Germain fra
19411. Hvad man savner i Rockstrohs Skildring, er et Forsøg
paa at sætte de enkelte Reformforslag i Relation til hinanden,
videre at bringe dem ind i den europæiske Sammenhæng, hvor

1 Dansk biografisk Leksikon XX (1941), 493—98.

Side 2

de hører hjemme, og endelig foruden fra den militærtekniske Side at bedømme dem ogsaa udfra den hjemlige politiske Situation.Til Diskussionen af disse tre Hovedproblemer søger denne Skitse at yde et Bidrag.

Sammenhængen mellem den danske og den europæiske Udvikling forekommer ved en nærmere Undersøgelse ganske klar; det var Kampen mellem det franske og det preussiske Militærsystem, udkæmpet paa hjemlig Grund. Den indre Forbindelse mellem de enkelte Reformforslag, og deres videre Skæbne, fører endvidere ved en fornyet Gennemgang paa mange Punkter til en Omvurdering baade af Forslagenes relative Betydning og af den Rolle, de ledende Personer spillede under Reformerne; her først og fremmest til en Omvurdering af Forholdet mellem St. Germain og Elias Gåhler. Og endelig var de militære Reformplaner intimt forbundet med den politiske Udvikling, der blev saa skæbnesvanger for den danske Regeringskreds efter Midten af Aarhundredet.

I en Del europæiske Stater var den gamle Enevælde i første Halvdel af Aarhundredet ved at vige for den »oplyste«, det vil blandt andet sige, at der skete et nyt Fremstød fra Kongemagten og Centralstyret mod den gamle Feudalisme. Man søgte at koncentrere Statsstyret yderligere bag Kongens Person¹. Borgernebegyndte samtidig at gøre sig stærkere hørt i det politiske Liv, og den tidligere Patriotisme begyndte saa smaat at glide over i en, ofte borgerlig, Nationalfølelse². Det centraliserende Styre naaede hurtigst frem i Preussen-Brandenburg. Frederik II

1 Programmet fremtræder klarest i Alberonis Testament politique, (1754), 26 f, og Pombals Politisches Testament (1787), 15 passim.

2 I Danmark er dette Skifte tydeligt mellem Tyge Rothe, Frederik Liitken og Sneedorff paa den ene Side og Nordmanden Eiler Hagerup paa den anden (Brev om Kærlighed til Fædrenelandet 1767); jfr. Dorothea Biehl (Hist. Tidsskr. 5. R. 111, 290), Andreas Schytte (Staternes indvortes Regiering 1773^—76; og Indledningen til Indfodsretsloven 13 x 1776. Allerede hos Sneedorff kan man spore Vaklen, ligesom i Udlandet hos v. Justi, Lessing og Rousseau.

Side 3

roste sig af, at Militæretaten var den førende Stand i hans
Lande, hvor Adelen som Officerer tjente Kongen og Borgerne
var hans Soldater1.

Begivenhederne i de større tyske Stater, Preussen-Brandenburg, Bayern, Sachsen og Hessen, men ogsaa i Frankrig — allerede fra Louvois' Dage — og endog i Østrig-Ungarn, vidner om, hvor nært Hærenes Udvikling var forbundet med de politiske Forandringer, og hvorledes den militærtekniske og den politiske Udvikling gensidig inspirerede hinanden. Manglerne ved Datidens staaende hvervede Hær var aabenbare. Man havde i de fleste Stater maattet blive staaende ved den decentraliserede Hærorganisation, der var et Levn fra den Tid, Hærene bestod af private Styrker i en Fyrstes Sold. Kaptejnen var Kompagniets Principal, og Kompagniet var en økonomisk og juridisk næsten selvstyrende Enhed indenfor Hæren, la compagnie ferme. Rekruteringen foregik dels i Hjemlandet dels, og især, i udenlandske Stater. Soldatermaterialet var naturligvis ikke altid det bedste; Deserteringen kunde ofte rejse vanskelige Problemer, baade af militær og økonomisk Art. Den kostbare Hvervning og endnu mere Opretholdelsen af Hæren i Fredstid nødvendiggjorde dertil en Udvidelse af det saakaldte Frifolkssystem, der oprindelig havde betydet, at et ringe Antal Numre i Kompagniet stod tomme, saa at Kaptejnen af Solden til disse kunde afholde Udgifterne til Reparationer og lægge paa Hvervepengene i den haarde Konkurrence om Folk. Efterhaanden var man imidlertid nødsaget til at frigive en stadig større Del af Kompagniets Menige til civilt Arbejde for en vis Del af Aaret, og det medførte dels, at Disciplin og Uddannelse svækkedes for disse Folk, dels, at de tilbageblevne var utilfredse over den for deres Vedkommende nødvendige Udvidelse af Vagthold o. s. v.

Indenfor Hærene stod Striden om, hvordan disse Mangler
kunde rettes, naar man stadig ønskede en stor staaende Hær
ogsaa i Fredstid. Mod de Officerer, der mente, at Manglerne

1 Les principes généraux de la guerre (Oeuvres de Frederic le Grand (1856) XXVIII, 7); jfr. Observations sur la constitution militaire et politique des armées de S. M. Prussienne (1777), Indl.

Side 4

kunde rettes indenfor det bestaaende Hvervesystem og den decentraliserede Administration, stod de, som hævdede, at man maatte ændre hele Systemet og gaa over fra en overvejende hvervet Hær med en mindre Kerne af hvervede eller udskrevne indfødte Soldater til en Hær sammensat for største Parten af indfødte,enten hvervede eller udskrevne. Man indvendte, at hvis den staaende Hær virkelig krævede Opretholdelsen af et Frifolkssystem,var det dog naturligere at anvende det paa Folk fra den paagældende Stat, som man kunde udskrive uden større Bekostning og hvis Paalidelighed man regnede mere med. Det er karakteristisk, at en Senmerkantilist som v. Justi, der selv havde været i preussisk Krigstjeneste og var paa virket af den fremvoksendeFysiokratisme og de franske Encyclopædister, paa dette Punkt afveg fra den almindelige merkantilistiske Befolkningsteori,der havde støttet Indkaldelsen af fremmede Tropper.

I denne nye Hær skulde la compagnie ferme ophæves, og i Stedet oprettes en centraliseret Administration med Regimentschefen som Melleminstans mellem Ministerier, Overkommando og Menige. Louvois i Frankrig og Frederik Vilhelm I i Preussen havde forsøgt at naa dette Maal, men forgæves. En Nationalhær af hvervede og helst udskrevne indfødte Soldater krævedes saavel af Samfundsfilosoffer som Spinoza, Leibnitz og de franske Encyklopædister, som af Hærenes erfarne Ledere, Eugen af Savoien, der vilde almindelig Folkevæbning¹, og Moritz af Sachsen, der ønskede almindelig femaarig Værnepligt indført². Disse Krav kolliderede med det gamle Privilegiesystem og den Magtstilling, som Godsejerne mange Steder sad inde med. Deres Gennemførelse vilde betyde en Styrkelse af Centralmyndigheden.

De langvarige Krige under Ludvig XIV og Hvervningernes dermed stigende Kostbarhed blev imidlertid en Spore til at søge nye Udveje til sikrere og billigere Rekrutering. Det første Resultatblev Oprettelsen af Militsen eller militslignende Hjælpeformationer,bestaaende

1 Se herom Max Jahns: Geschichte der Kriegswissenschaften (1889^—91), 1537.

2 Mes reveries (1772) I, 9 f.

Side 5

formationer,bestaaendeaf udskrevne Bønderkarle, som ekserceredesi korte Perioder og under feltmæssige Samlinger i Fredstid,og under Krig først og fremmest skulde anvendes til Garnisonstjenestei Hjemlandet. Dette var et betydeligt Indgreb i Godsejernes Rettigheder, og en lang Kamp fulgte med de militære Myndigheder om Raadigheden over Bønderkarlene. I Praksis blev baade den preussiske og den franske Milits et ganske midlertidigt Opbud af Bønder, en ny taille¹. Som selvstændigHær kunde den ikke anvendes, men som Rekruteringsreservoirfor Felthæren, ikke mindst naar Krigene slog store Huller i de regulære Kompagnier, kunde Militsen gøre god Fyldest.Baade i den spanske og den østrigske Arvefølgekrig anvendtesden som Suppleringsbasis for Felthærene, og Franskmændene gik tidlig videre og indlemmede hele Militsafdelinger som særlige Feltkompagnier; det var de bekendte grenadiers de France. Foruden mere eller mindre mislykkede Forsøg paa at beholde Soldaternes Sønner i Hæren og drive Klapjagt paa Vagabonder greb man endelig under Krig til periodiske Udskrivninger, der paalagdes de civile Myndigheder at udføre, som de bedst kunde. Men kun i Sverige, Rusland og Tyrkiet naaede man frem til fast Udskrivning til den nationale Hær.

Allerede før Syvaarskrigen begyndte Reformisternes Interesseimidlertidat samle sig om den Udvikling, der foregik i Preussen med Kantonordningen. Den er siden blevet opfattet som et moderne Værnepligtssystem, grundlagt ved Kantonreglementetaf1 /₅ 1733². Det er for denne Undersøgelse vigtigt at fastslaa, at den senere Opfattelse er fejlagtig, og at man før den franske Revolution aldrig kom udover Militssystemet. Frederik II ansaa selv Ordningen for en Episode i Hvervningens

1 Jfr. den preussiske Regerings Betænkning, vedlagt Forordn. 1703, aftrykt i H. v. Gansauge: Das brandenburgisch-preussische Kriegswesen (1839), 207; videre v. d. Goltz: Rossbach und Jena (1883), 146 og Mémoire des intendants soumis aux inspecteurs-généraux d'infanterie 1774, af trykt i Mention: Le comte de St. Germain et ses reformes (1884), 145; jfr. Mémoires de Mr. le comte de St. G. (1779), 247.

2 Se f. Eks. Gansauge, 97 passim.

Side 6

Historie¹, og et grundlæggende Kantonreglement har aabenbart aldrig eksisteret. Men vi kan følge Systemets interessante Udvikling,dervar nært knyttet til den politiske Udvikling i Preussen.FrederikVilhelm I bestemte 1713, at enhver, der udvandrede,skuldevære at anse som Desertør fra Hæren², og 1714 søgte han iet Edikt af 9/s at fastslaa, at enhver ung Mand efter baade Naturens og de guddommelige Love var Kongen Tjeneste skyldig. I Ly af dette Program gennemførte Officererne da paa egen Haand Indrullering af Bønderkarlene i Tjenestelisterforat faa Kompagnierne i Felthæren fyldt. Allerede i 1720'erne var det almindeligt, at Officerer af den indfødte Adel, presset af Mangelen paa Mandskab, indrullerede deres egne Bønder som Soldater, samtidig med at de gjorde dem til Frifolk i Størstedelen af Tjenestetiden for at beholde dem til Godsernes Drift. Snart udvidede de Systemet til Bønderne paa andre end deres egne Godser. Da hvert Regiment allerede fra Slutn. af 17. Aarh. havde haft sit særlige Hverveomraade omkringStandkvarteret,Kanton'en, fortsatte man Indrulleringen indenfor Kantonomraaderne, og disses Fordeling omordnedes ved Forordningen 1/₅ 1733, hvorved det eksisterende System ogsaa formelt godkendtes. Bønderdrengene indrulleredes allerede i 10-Aars Alderen, fik en Dusk røde Fjer anbragt i Huen og maatte ved Konfirmationen aflægge Faneed. Indtil Syvaarskrigentaltehvert Infanterikompagni paa o. 136 Md. 60 udskrevneKantonister,der var Frifolk de ti Maaneder af Aaret og efter Rekruttjenesten kun indkaldtes hvert andet Aar i Øvelsestide n³. Resultatet af denne Omlægning var en Hær paa 80.000 Md. i en Stat, der talte lidt over 2 Mill. Indbyggere. I Virkelighedenvardet preussiske Kantonsystem en fastere Militsordning, en radikal Videreførelse af franske og sydtyske Forsøg paa at knytte Felthær og Milits sammen og nedbryde Skellet mellem dem.

1 Oeuvres de Frederic le Grand I, 193; jfr. Joh. Richter: Beitråge zur Finanz-Litteratur in den preussischen Staaten (1781) I, 220.

2 Max Lehmann: Werbung, und Beurlaubung im Heere Friedrich Wilhelm's I (Hist. Zeitschr. LXYII, 266).

3 v. d. Goltz, 87 f.

Side 7

Til en moderne udskrevet Felthær naaede man ikke. Behrenhorsthævdedesiden, at den preussiske Hær svækkedes ved sin »attacherede Milits«¹; v. d. Goltz kalder Ordningen et »Landwehrsystem«, og de preussiske Militære fandt netop i Kantonsystemet en af Hovedaarsagerne til Sammenbruddet 1806.

Med Systemets Udvikling var fulgt en radikal Udvidelse af Frifolkssystemet. Den Kritik, som længe havde lydt mod Frifolksordningen, kunde Kantonhæren altsaa ikke imødekomme. Tværtimod, Kantonordningen maatte for de klartseende blandt Reformisterne afsløre, at Fejlen ved Frifolkssystemet, som det praktiseredes, mere laa i Forbindelsen mellem Frifolksordning og Kompagniøkonomi, og at de nødvendige Ændringer kun kunde foretages i den økonomiske Administration. Kantonordningen viste, at Frifolkssystemet i sig selv endda maatte udvides i samme Takt, som man gik over fra en'lille udenlandsk hvervet Styrke af professionelle Krigere til en stadig større Hær sammensat af Indfødte, som man udskrev fra deres civile Arbejde. Den almindelige Værnepligt sidenhen gennemførte jo netop et almindeligt Frifolkssystem efter den første Uddannelsesperiode, og det engelske Militærsystem, der skulde gennemføres fra 1947, og som blev Følgen af Presset for almindelig Værnepligt under de vanskeligste økonomiske Kaar og under akut Mangel paa Arbejdskraft, vil føre denne Udvikling logisk videre ved i en fast Turnus i Fredstid at lade hele Regimenter afgaa som Frifolk og kun lade dem bestaa paa Papiret, mens f. Eks. Faner, Journaler og fast Regimentsudrustning oplagres.

Alligevel vakte den preussiske Kantonordning Opsigt i de øvrige tyske Stater og i Frankrig, da den udvikledes, og Kantonsystemetindgik som Led i enkelte tyske og franske Militæres Reformplaner. Det syntes nemlig baade sikrere og billigere, samtidigmed, at Landbruget ikke blev affolket, saaledes som der havde været Fare for tidligere i Preussen under de hensynsløse Presninger til den hvervede Hær. Meningerne var dog naturligvis

1 Betrachtungen iiber die Kriegskunst (1798) I, 124.

Side 8

staerkt delte, og mange Godsejere beklagede sig over Militserets Indgreb. Ofte anvendtes Kantonordningen som Skrsemmebilledefor Godsejerne, der modarbejdede Militsen; som de pommerske Jorddrotter udtalte i en Petition 1722, da Systemet var i sin Vorden: »De stavnsbundne Bondesonner staar nu ikke mere under Godsmyndighederne, men under Udskrivningsautoriteterne;af dem, og ikke mere af Godsejeren, skal de have Tilladelse til at gifte sig. Bonden ser ikke laengere i Hovarbejdet for Godsejeren sin eneste Pligt, sin eneste Forbindelse med Staten og de hoj ere Klasser*¹.

I Danmark mærkedes i høj Grad de samme Vanskeligheder, som de udenlandske hvervede Hære sloges med. Den danske Felthær rekruteredes i Fredstid ved Hvervning, hovedsagelig i de tyske Stater. I 1720 var o. 73 °/0/₀ af Rytteriets Menige og Underofficerer Udlændinge og i Infanteriet o. 76 %; i 1726 var Antallet i Rytteriet o. 67 %, i Infanteriet o. 72 °/₀. Denne Hærs Kostbarhed førte til, at Frifolkssystemet i Praksis blev meget stærkt udnyttet, og hertil kom, at Hæren efter 1730 blev negligeret af Regeringen. De menige blev stadig afgivet til civile Opgaver som kgl. Bygningsanlæg, Vejanlæg etc., og deres Kaar var daarlige. De store Subsidier, som udenlandske Magter betalte Danmark til at opretholde Hæren, anvendtes ofte til andre Formaal, især til Hofholdningen².

Efter at det første Sammenstød med Sverige 1700 havde afsløret, hvor saarbart Danmark var militært, havde Frederik IV oprettet en Milits, som blev kraftigt udnyttet i den store nordiskeKrig, hvor man havde gode Erfaringer om Militssoldaternes Indsats. Allerede dengang indkom der flere Forslag til Krigskancellietom at indføre et kontinuerligt Udskrivningssystem

1 Cit. Schmoller: Umrisse und Untersuchungen zur Verfassungs- u. Verwaltungsgesch. bes. des preussischen Staates im 17. u. 18. Jahrht. (1898), 278 ff.

2 For forskellige Oplysninger om den danske Hærs Tilbagegang i Aarene 1730^—40, for Vejledning og Korrektiver, især paa det militærtekniske Omraade, takker jeg ærbødigst Oberst Kyhl, som i mange Aar har arbejdet paa Rigsarkivet med den danske Hærs Historie.

Side 9

for Felthæren¹, men Efterkrigstiden hindrede enhver større Ændring. Mens Hæren, uden Overgeneral i mange Aar, forfaldt i 1730'erne, og Militssystemet først og fremmest udnyttedes af Godsejerne, kom Dele af Felthæren i Aktion ved Rhinen 1734_—36, og Overkommandoen høstede her nedslaaende Erfaringer om Deserteringen og Soldaternes Forhold². Fra Marts 1739 foreliggerder i Krigskancelliet et paa sin Tid meget diskuteret Memorandum om den danske Hær, udaTbejdet paa Grundlag af Erfaringerne 1734_—36 og i Almindelighed tillagt General Amthor³. Han krævede, at hvert Feltregiment fast fik tildelt et Antal udskrevne Soldater.

April 1740 blev General Michael Numsen Overkrigssekretærefter at være designeret til Løvenørns Efterfølger Aaret i Forvejen. Dermed var Øjeblikket inde for den første maalbevidste Anstrengelse for at standse Nedgangen i Felthæren og reorganisereden efter moderne Mønster. Numsen havde været med paa de store Valpladser, havde mange Aars Tjeneste i danske Kavalleriregimenterbag sig, og ved sin Tiltræden sprang han forbi ti ældre Generaler. Næppe en Maaned efter hans Tiltræden indsendtes et nyt Reformforslag til Krigskancelliet. Det er bevaret anonymt, men maa hidrøre fra General Prætorius, der tidligere havde været Gesandt i Berlin og kendte det preussiskeSystem særdeles godt⁴. Han foreslog som en første Forholdsregelat

1 Se f. Eks. to anonyme udaterede Betænkninger fra den store nordiske Krig, videre det store anonyme Forslag 28/₃ 1710, og Generalintendant H.C.Platens Alleruntertånigste Proposition 26/₁₀1721 (jfr. RA.Krigskancelliet 1679—1763: Adsk. Projekter i Chr. V og Fred. IV's Tid); jfr. K. B. Ny kgl. Samling 779 4to.

2 Se Generalerne Morner, Amthor og v. Scholtens Indberetninger til Krigskancelliet 1734—36, især 18/i₂ 1735, li/₁, 1/₃, 5/₄ 1736 (RA.Krigskanc.: Rel. f. Officerer i Udlandet); jfr. senere Andreas Hauchs Indberetning T\ Febr. 1742 fra Finland og Prins Frederik Georg af Beverns 27/₃ 1746 fra Belgien.

3 Om hans Plan og dens videre Skæbne, se K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale Hær i Danmark (1926), 111, 151 fT.

4 At Prætorius var Planens Forfatter, slutter jeg deraf, at Numsens Betænkning »over Gen. 1. Prætorius' PM« er et direkte Svar paa det nævnte Forslag Punkt for Punkt. At det refererer sig til Maj 1740, ses af den kgl. Resolution, som afslutter Svaret.

Side 10

holdsregelatophjælpe Rekruteringen ved at indføre Soldaterbørnssystemet,som det var prøvet flere Steder i Tyskland, saa at Soldaternes Sønner skulde tilhøre Hæren, opdrages paa Statens Bekostning og siden indtræde som Soldater.

Det fremgaar af Numsens Svar, at Amthors og Prætorius' Forslag var ham en velkommen Anledning til at tage Initiativet til sin Reformvirksomhed. Felthæren var reduceret med 3500 Md. siden 1730. Nu foreslog han udvidet indenlandsk Hvervning, Udskrivning af Vagabonder, Indførelse af det foreslaaede Soldaterbørnssystem, Forbedringer af Kaserneforhold, forøget Hjælp til Soldaternes Familier, Oprettelse af Varmestuer for de Menige, og endvidere Indskrænkning af Frifolkssystemet for at lette de tjenstgørende Soldater for en Del af deres Garnisonstjeneste og holde Frifolkene under længere Uddannelse. Samtidig foreslog han Nedsættelse af en Kommission til at undersøge hele dette Problem. Den skulde bestaa af Prætorius og Regimentscheferne, og han udvirkede til dette Formaal en kongelig Resolution paa Vallø 14/₅.

Numsen havde tydeligvis haft Fart paa med sit Forehavende. Allerede sidst i Juni fik han videre gennemført en Forøgelse af Hæren paå 1360 Md.¹. Forslaget om Nedsættelse af en Kommission, der kun omfattede Regimentscheferne og Prætorius, taget sammen med hans videre Fremgangsmaade, turde vise, hvad Numsen tilstræbte. Han vilde ophæve Frifolkssystemet helt og genskabe en permanent, slagkraftig Hær.

I Begyndelsen af Juli afgav en Deserteringskommission et Responsum, der angreb Frifolkssystemet som en væsentlig Aarsagtil den udbredte Desertering fra Hæren². 23/₇ udsendte Numsen da paa egen Haand en Rundskrivelse til samtlige

1 Se herom O. v. Munthe af Morgenstierne: Feltmarskal Numsen og hans Tid (1938), 48.

2 Se Numsens Alleruntertånigste Antwort auf untert. Relation von der Conference 1741 (RA. Krigskanc: Div. Sag. II).

Side 11

Regimentschefer, at Frifolkssystemet skulde afskaffes, og at de derfor skulde indgive Forslag om den praktiske Udførelse og den nødvendige Regulering af Officerernes Løn, saa at de fik Erstatning for Tabet af de Penge, de indvandt af de Meniges Sold, der som Frifolk var beskæftiget i Haandværk eller Landbru g¹. Men allerede 6/₈ udsendte han sin færdige Plan til Hærens Generaler, endnu førend Regimentschefernes Svar var begyndt at indløbe².

Saaledes havde Numsen aabenbart handlet ganske egenmægtigt. Ved Kommissionsforslaget i Maj og Cirkulæret i Juli var han omhyggelig gaaet udenom Hærens Generaler, undtagen Prætorius, som han jo fra Forslaget i Maj vidste var reformvenlig. Og ved sin Plan af 6/₈, som han sendte Generalerne, var han kommet Obersternes Svar i Forkøbet, som han naturligvis kunde befrygte var negative.

Numsens Frygt viste sig at være vel begrundet. Allerede 9/₈ skrev Hærens Øverstkommanderende, Frederik Ernst af Brandenburg-Kulmbach til ham, og kritiserede baade Planen og hans Fremgangsmaade³, og paa et nyt Brev den følgende Dag maatte Numsen give en Undskyldning. Dertil begyndte nu Regimentschefernes Svar at indløbe. Langt de fleste forsvarede Frifolkssystemet, fordi det var Forudsætningen for, at Folk lod sig hverve, fordi det økonomisk muliggjorde, at Kompagnierne var fuldtallige ved Samling, og endelig, fordi Officererne kunde tjene en Ekstraindtægt til deres beskedne Lønninger. De kunde henvise til, at Frifolkssystemet efter de hidtidige Erfaringer, ikke

1 Overkrigssekretærens udfærdigede Haandbreve 23/₇ 1740; jfr. Numsens Redegørelse til Feltmarskal Frederik Ernst i Beg. af August og den senere til Kongen den følgende Vinter (RA.).

2 Dette kan først være sket i Tiden mellem 5/₈ og 3/₉; det første Svar er dateret Kolding 3/₈, det sidste Kbh. 2/₉. Om Ordren se Overkrigssekretærens udfærdigede Haandbreve 6/₈ 1740.

3 Brevet er vedlagt Regimentschefernes Svar. Fr. Ernst bebrejder Numsen hans Hastværk, og at Generalerne intet fik at vide før tidligst 7/₈, endelig at Numsen 23/₇ havde omtalt Ophævelsen af Frifolkssystemet som givet; jfr. Brev 10/₈ og Numsens Svar sammesteds.

Side 12

mindst fra Preussens nye Ordning, i sig selv syntes at være
uudryddeligt1.

Kun faa Chefer angreb Systemet² — de fleste af dem havde gjort Tjeneste i Udlandet — og kun to anbefalede dets Ophævels e³, mens elleve direkte modsatte sig Ophævelse eller Ændringer, dette til Trods for, at Rundbrevet havde meddelt dem, at Ophævelsen allerede var afgjort, og de kun skulde udtale sig om den tekniske Gennemførelse. Paa den anden Side angreb samtlige Chefer den udenlandske Hvervning, som nødvendiggjorde Frifolkssystemet i den herskende Form. Afgørende var det imidlertid, at kun enkelte kunde foreslaa andre Udveje. Nogle, deriblandt Major Konrad Ahlefeldt, foreslog blot forøget Hvervning i Indlandet. Men to af de i Udlandet uddannede, Amthor og Kaas, krævede Militsmandskab afgivet til Hæren, som det skete i Frankrig og Centraltyskland, og fire Oberster samlede sig i en fælles Betænkning om delvis Udskrivning til Komplettering⁴.

Længere naaede man ikke, men Diskussionen havde røbet, at Numsen ved at rejse Frifolksproblemet havde ramt, ikke dette, men Hærens centrale Problemer, Rekruteringen og Økonomien. Udviklingen i det følgende Aar gjorde det blot endnu tydeligere. Chefernes Svar havde ganske vist ikke rokket Numsen, men han forstod, at man i hvert Tilfælde først maatte ændre Rekruteringen. Derfor gentog han sidst i August sit Forslag om Udskrivning af Vagabonder, Indførelse af Soldaterbørnssystemetog

1 Af de mange omfattende Betænkninger, der i Detailler giver Chefernes Syn paa Forholdene i den danske Hær 1740 maa man især fremhæve dem fra Sponneck Kbh. 16/₈, v. Scholten Rendsburg 22/₈, K. V. Ahlefeldt Kbh. Aug. og 17/₈, Amthor Altona 2/₉, Folkersahm, Stiirup, Vieregg og Paurenfeind Kbh. 6/₈, Dombroick Rendsburg 6/₈, Schaffalitzky de Muckadell Kolding 3/₈, Bjelke Kaas Boltinggaard */₈, Chr. August af Augustenborg »/s og Ove Juul Ravnholt 19/₈ (RA. Div. Sag. II); se især Major Ahlefeldt 17/₈ om Systemets Betydning for Hærens Okonomi.

2 Staffeldt 12/₈, Amthor 2/₉, Bjelke Kaas 6/₈, Ove Juul 19/₈ og Stevens Fredericia 5/₈.

3 Staffeldt 12'₈ og Stevens 5/₈ 1740.

4 Folkersahm, Stiirup, Vieregg og Paurenfeind */s 1740.

Side 13

daterbørnssystemetogendelig fri Adgang til Hvervning af Bønder over 36 Aar, som havde tjent ud ved Militsen, endvidereaf Haandværkssvende og Købstadborgere, som hidtil havde været undtaget¹.

Dermed var Numsen kommet i afgjort Modsætning til Godsejere og Magistrater²; de første kæmpede for fri Raadighed over Arbejdskraften, de sidste for deres Privilegier. Frederik Ernst krævede da, at hele Sagen skulde overlades til en Kommission med ham selv som Formand og nogle faa af Armeens Generaler³, dem, Numsen havde forbigaaet, som Medlemmer. Dermed skulde Sagen altsaa helt unddrages Numsen. Allerede i sit Brev til ham af 9/₈ havde Frederik Ernst tonet Flag; man skulde kun arbejde for at forbedre Officerernes økonomiske Kaar, altsaa i Praksis befæste det gamle System. Kommissoriet udstedtes 14/n> og 8/₂ 1741 afgav Kommissionen sin Betænkning, der mundede ud i Kravet om et nyt Forplej ningsreglement.

Saaledes havde Generalerne vendt Numsens Forslag til Kompagnichefernes Fordel uden iøvrig at ændre noget. Frifolkssystemetbestod, i sin daværende Udstrækning og Form, i Kraft af, at Hæren maatte hverves dyrt i Udlandet, og at det var Kompagnicheferne, der skulde bestride Økonomien. At ophæve Systemet var umuligt. Hvad man kunde ændre, var Rekruteringsordningen og den økonomiske Administration. Det var det første Numsen efterhaanden havde forstaaet, og han havde derfor i sin sidste Plan fra August foreslaaet en begrænset Udskrivning og indenlandsk Hvervning. Kommissionen gik naturligvis ganske udenom dette Punkt. Den kendte GodsejerstyretsMagt, — Tilhængerne af Udskrivning var som nævnt i afgjort Mindretal — og Kommissionen besluttede at køre videre i det gamle Spor, men med forøget Fordel for Kompagnicheferneved Lønforhøjelse. Kommissionens fromme Forhaabning,at

1 Numsen til Frederik Ernst Aug. 1740 (RA).

2 Se hans egen Bedømmelse i Planen til Fr. Ernst.

3 Fr. Ernst til Numsen uden Dato 1740, med det endelige Svar paa Numsens Augustplan, — og Numsens senere Omtale deraf i en udateret Betænkning 1741.

Side 14

ning,atdette skulde hjælpe til at indskrænke Frifolkssystemet, fordi Kompagnicheferne derefter ikke behøvede at indtjene saa meget ad den Vej, turde jo dog ved nærmere Omtanke vise sig illusorisk¹.

Efter dette forstod Numsen, at hans Plan i første Omgang havde lidt Skibbrud². Det lykkedes ham ikke mere at faa taget Sagen op fra den Kant. Saa begyndte han atter ved selve Rekruteringen i Samarbejde med Kongen. Netop i disse Aar fik den kraftige Marineminister Frederik Danneskj old-Samsøe gennemført fast Udskrivning til Flaaden. Den østrigske Arvefølgekrig havde skabt en ny Faresituation fra December 1740. Dagen før Kommissionsbetænkningen af 8/₂ 1741 blev underskrevet, udsendte Numsen Ordre om, at Militsen skulde afgive Mandskab til Felthæren under Krig³. Faa Maaneder senere fik han Militsens Tjenestetid forlænget⁴, og Aaret efter udvirkede han Forordningen af 30/₃ 1742, der ved forøget Udskrivning skabte en Reserve for Militsen. Alt dette var det imidlertid kun lykkedes Numsen at gennemføre i Ly af Arvefølgekrigen og Christian Vl's Planer mod Sverige⁵, og Konseillet gik kun med dertil som en foreløbig Foranstaltning, men Numsen lod sig ikke standse. Han fortolkede Reserveordningen som en konstant Fredsordning, og Militsforordningen af 1733 udnyttede han langt udover, hvad de civile Myndigheder, først og fremmest Godsejerne, kunde gaa med til⁶.

Da Frankrigs Krigserklæring 1743 lænkede Operationerne til Vesteuropa, og Christian Vl's Planer mod Sverige samme Aar maatte opgives, skred Grundlaget ogsaa bort for Numsens Reformer. Det civile Konseil greb straks ind for at standse

1 Jfr. Kommissionsbetænkningen 8/₂ 1741 (Div. Sag. II) og især de vedlagte Regnskaber og Budgetter for Kompagnicheferne, Bilag Litra A.

2 Allerunt. Antwort auf hierinliegende Relation von der Conference, Februar 1741.

3 Overkrigssekretærens udfærdigede Haandbreve "2"₂ 1741.

4 Item 10/₆ og 15/„ 1741; jfr. Rockstroh 111 145 ff.

5 Christian Vl's tilfredse Udtalelser herom minder helt om Frederik ll's (Brev fra Maj 1742, cit. Edv. Holm: Danmark-Norges Historie 1720_—1814 11, 598).

6 Se herom Munthe af Morgenstierne, 49 ff.

Side 15

ham, beordrede Hærbudgettet nedsat og Styrken reduceret med op til 25 °/₀. Numsen kunde vel ikke hindre dette, men han saboterede Gennemførelsen, saa at en effektiv Reduktion ikke lykkedes, mens han sad til 1746. At hans Fremfærd derved stod i stadig større Modstrid med Godsejerkonseillets Politik, er klart. Civile og militære Krav og Magtgrupper tørnede her sammen.

6/₈ 1746 døde Christian VI. Tre Dage senere afskedigedes Førstedeputeret i Rentekammeret, Vilhelm v. d. Osten, som erstattedes af en Godsejer, Otto Thott, og — Michael Numsen. Senere hen, 18/_Xl, faldt Danneskjold. Det var de eneste større Ændringer, Tronskiftet gav Anledning til. Med Frederik V havde Godsejerne faaet endnu større Magt, og en ny Politiker, der støttede deres Politik, A. G. Moltke, var kommet i første Række; selv de udenrigske Anliggender skulde passere hans Kontrol.

Det er interessant at se Moltkes Begrundelse for de to første Afskedigelser. Ifølge den skulde Osten være fældet for sit usædeligeLevned og sin Mangel paa Dygtighed. Om Numsen bemærker han blot, at Afskedigelsen var nødvendig¹. Begivenhederne i 1740'erne viser os hvorfor. Det var i Virkeligheden en politisk Magtkamp, der her fik Udløsning, og Hæren var blevet et af de vigtigste Stridsemner. Før sin Tiltræden i April 1740 havde Numsen, der var den forstødte Enkedronning Anna Sofies Ven, forsikret Christian VI, at han vilde tjene ham alene og ikke noget som helst Parti²; under de daværende politiske Forhold kan det næppe have været en Høflighedsfrase, men en Understregning af Krigsministerens Vilje til Uafhængighed af Konseillet og til ene at følge Kongens Interesser. Midt under Striden 1740 havde Numsen søgt at standse Salget af Officerscharger,som ogsaa Louvois havde kæmpet imod for at skabe den centraliserede Hær i Frankrig³. Og da Kongen 1744 havde

1 Anzeige der merkwiirdigen Begebenheiten, welche sich wåhrent der Regierung des Konigs Friderich des sten zugetragen (Hist. Tidsskr. 4 R. 11, 144 f).

2 Munthe af Morgenstierne, 45.

3 Forordning 14 lx 1740; gentaget ved Forordn. 17.₈ 1742, da Salget aldeles ikke lod sig standse fra Krigskancelliet.

Side 16

lidt Nederlag i sin Politik, og Konseillet atter begyndte Offensivenmod Hærpolitiken, havde Numsen søgt at redde deres Værk iet stort Memorandum¹. Dets Hovedtanke var denne: »Enhver Monark bliver i disse Tider kun respekteret efter sin Hærs Tilstand«, og det angreb stærkt Konselllets Forsømmelser overfor Hæren siden 1720'erne.

Da Frederik V besteg Tronen, søgte Moltke og Konseillet straks at faa Magten over Kongens helt preussiske Militærglæde². 1745 havde Konseillet maattet nedsætte en Finanskommission til at overveje nødvendige Ændringer i Finansstyret, som havde ført til et støt voksende Underskud. I denne Kommission havde bl. a. Osten Sæde, og Resultatet blev et Forslag fra Osten, støttet af Numsen, om at foretage en væsentlig Indskrænkningi Hoffets Udgifter og forhindre Anvendelsen til andre Formaal af de Summer, der f. Eks. skulde staa til Raadighed for Hæren. Det var et direkte Angreb paa Hofholdningen, og Resultatet udeblev da heller ikke. Som allerede skildret blev baade Osten og Numsen ufortøvet afsat, efter at Frederik V havde besteget Tronen, og Moltke var kommet til Magten. Da Moltke siden trak Retningslinjerne for det fremtidige Styre op for den unge Konge, bekendte han sig til Godsejerstyrets Politik og advarede Frederik V mod Mænd, som — i Modsætningtil Konseillet — bedømte Statens Sager udfra ensidige Synspunkter, og han henviste til et nærliggende Eksempel: »En Krigshelt eller Chef for Militæretaten . . tænker oftest kun paa, hvordan han skal faa Hæren i Aktion og gjort den stor«³. Og siden fortsatte han: »En Fyrste er i mine Øjne hverken stor eller vis, hvis han kun omgaas med lutter krigeriske Tanker og kun stræber efter at gøre sit Navn berømt ved Blodsudgydelse

1 Cit. Munthe af Morgenstierne, 85 f; jfr. Overkrigssekretær Numsen om de militære Foranstaltninger 1740^—46 (RA. Krigskanc.: Forslag og Betænkninger til Hærens Omdannelse I).

2 Om Frederik V's Glæde ved Militæret og den preussiske Disciplin, se Reverdil: Struensee og det danske Hof (1916), 32 og Carl af Hessen: Mémoires de mon temps (1854), 4.

3 A.G.Moltkes Plan for Frederik V's Regering 28/„ 1746(?) (Hist. Tidsskr. 4. R. IV, 49).

Side 17

og ikke ved Godhed, Naade og utrættelig Omsorg for at gøre det Folk lykkeligt, som Gud har betroet ham«¹. Med andre Ord, Konseillet og Moltke regerede nu sammen i Kraft af KongensSvaghed, og de behøvede, som Reverdil senere skrev, ingen Hær². Den vilde være altfor farlig for dem. Ministrene vilde ikke give Militæraanden skadeligt Indpas, tilføjer han, og Prins Carl af Hessen, der selv var opdraget i tyske Hære og var Modstander af Konseillet, skrev, at Regeringen frygtede en militær Suveræn³. Da Bernstorff blev Medlem af Konseillet, støttedes yderligere den antimilitaristiske Fløj. Hans største Frygt gjaldt Frederik 11, der vilde rejse »et helt igennem militærtMonarki midt i Tyskland«⁴, og hans Betragtninger gjaldt aabenbart ikke alene det ydrepolitiske. Den nye centraliserede og militaristiske Enevælde brød det fine Spil, hvori Bernstorff og hans Kolleger var Mestre; den indførte en ny politisk Orden, som vilde betyde deres Undergang⁵.

Derfor styrtedes Numsen 1746. Han havde efterhaanden forstaaet, at Rekruteringen og Decentraliseringen var de to Hovedpunkter, hvor Ændringerne maatte sætte ind, og han var derved St. Germains og Gåhlers Forløber i Arbejdet paa at genrejse Hæren og give den forøget Indflydelse. Dette Arbejde var foreløbig knust af de civile Magthavere.

I Aarene fra 1746 til Syvaarskrigen skete ingen Ændringer

1 Hist. Tidsskr. 4. R. IV, 56.

2 Struensee og det danske Hof, 59.

3 Mémoires, 4.

4 J.H.E.B. til Choiseul le/₄ 1759 (En Brevvexling mellem Grev J. H. E. B. og Hertugen af Choiseul 1758—66 (1871), 26); jfr. A. P. B. til sin Far A. G. B. 3/₁₀ 1761 og 12/₇ 1763, og J. H. E. B. til U. A. Holstein ™U 1770 (Bernstorffske Papirer, ed. Aage Friis, I, 254 og 283; 11, 264); videre den svenske Ministers Indberetning 1760 (Danske Saml. VI, 28 f); Aage Friis: Bernstorffeme og Danmark 11, 149).

5 »Le cas de la monarchic prussienne est tout nouveau et depuis que l'Europe est devenue un corps qui se connait et dont tousles ministres tiennent Tun å l'autre, depuis que la politique est devenue une science en regies, il n'y en a point eu de pareil« (J. H. E. B. til Choiseul 18/₁₃ 1759, En Brevvexling, 115).

Side 18

i Hærens Forhold, undtagen at Regeringen gradvis reducerede dens Styrke, og at Moltke gennemførte en kraftig Udvikling af Frifolkssystemet for at spare Penge ad den Vej. Overkrigssekretærernevar svage, først Christian Lerche, dernæst den 73-aarige v. Schulenburg og endelig fra 1755 Konrad Ahlefeldt,der vel indgav en lang Række moderate Forbedringsforslagpaa Linje med sine konservative 1740-Planer, men intet kunde opnaa. Kun fra ganske faa Officerer mærkedes Opposition og Ændringskrav, inden den nye Storkrig brød ud¹.

Blandt dem var et Par dygtige Generaler, der under den østrigske Arvefølgekrig havde tjent i de fremmede Hære, GeneralmajorerneAndreas Hauch, der havde tjent hos de kejserligeTropper, og den yngre Peter Elias Gåhler, der havde været Adjudant hos Prinsen af Conti. Ogsaa de havde faaet et stærkt Indtryk af de hvervede Hæres Mangler². Da Syvaarskrigenbegyndte at udvikle sig, og de preussiske Hære havde vist sig de franske langt overlegne, indsendte Hauch Marts 1758 et Forslag om at videreføre Numsens Ordning med Tildeling af et ringe Antal Militsfolk til Felthæren som konstant Foranstaltning³. Men han betonede stærkt, at man maatte gaa forsigtigt frem i Samarbejde med Godsejerne. Det skulde være et nødvendigt Kompromis mellem Hærens og Godsejernes Interesser; Hauch var netop paa dette Tidspunkt selv blevet Storgodsejer. Og samme Aar indsendte han da en ny Betænkning, hvori han bad om, at Planen maatte blive overladt dem, der kendte Landets Forhold bedre end han selv⁴. Han var ikke den Mand, der kunde eller

1 Situationen illustreres bedst af de Betænkninger om Kavalleriets Forhold og Rekrutering, som indsendtes til Krigskancelliet 1755 fra Ulr. Ahlefeldt 10/₇, Chr. Schenk v. Winterstedt 14/„, Joh. Moltke 13/₉ og Fr. Piessen 5/_xl (RA. Miscellanea).

2 Se Indberetningerne til Krigskancelliet fra Gåhler 21/₆ 1746 og fra Andreas Hauch 26/₆ 1746; jfr. RA. Prætorius' Indberetning 16/₅ 1746 og Oberst v. d. Ostens fra Bohmen fra samme Tid.

3 PM om Hærens Forstærkning 20 3 1758 (RA. Krigskanc.: Forslag og Betænkninger til Hærens Omdannelse).

4 RA. PM om et Udkast af Gåhler 1758.

Side 19

vilde rejse Kampen mod Godsejerne og sprænge den gamle
Hærforfatning i Strid med Konseillet1.

Samme Aar afsluttede Danmark imidlertid en Forbundstraktat med Frankrig, der medførte en øjeblikkelig Koncentration af 24.000 Md. i Holstein. Det var Aaret efter Preussens store Sejr ved Rossbach. Det blodige Slag ved Kunersdorff det følgende Aar øgede Uroen ved de europæiske Hoffer, ogsaa hos Bernstorff. Russerfaren var igen over Vesteuropa og Hærens Problemer var dermed atter rykket frem i det politiske Livs første Række. Konseillet kunde ikke holde Budgettet nede, og Troppesamlingen i Holstein afslørede megen Slendrian fra Fredsaarene. Øverstkommanderende var Frederik Ernst; hans Generaladjudant var Gåhler, der gjorde sit Arbejde saa godt, at han 1760 udnævntes til Generalkvartermester. I Januar havde han udformet sine Ændringsforslag for Hæren². Hans Ideal var en Feltstyrke, hvoraf 2/₃ var Indfødte³. Han vilde til dette Formaal anvende Militsafdelinger som samlede Kompagnier i Felthæren, ialt 2350 Md. Det var det franske Grenadersystem, som Gåhler maa have oplevet under sin Tjeneste i Arvefølgekrigen. Hans Plan viser, at han ikke som Hauch veg tilbage for at tage den Kamp, der naturligvis maatte følge en saadan Ændring.

Bag Gåhler samlede sig efterhaanden en Række Officerer
med den reformivrige Generalmajor Rantzau-Ascheberg i

1 For Norge, hvor de moderne Udskrivningsprincipper kunde praktiseres, fordi alle Styrker der bestod af indfødte, og ingen Godsejerstand kunde hindre Udskrivning, foreslog Hauch uden Betænkning i sin anden Plan at knytte Milits og Felthær sammen, som Frankrig havde søgt det, ved i Krig at indsætte Militsbataljoner i Felthæren. Det viser bedst, at Hauch i Princippet ikke var nogen Modstander af det franske System, og vi ser af den norske Plan, hvor langt han kunde gaa, naar Forholdene tillod det. Det viser, at det var Godsejerstyret og Landbrugets Forhold i Danmark, Hauch bøjede af for, naar han forst begrænsede sin Plan for Danmark og derpaa selv lod den i Stikken.

2 RA. PM 8/_x 1760.

3 Jfr. en Række Strøtanker (Pensées fugitives), som Gåhler ved samme Tid har nedfældet paa Papiret, og som er vedlagt Betænkningen af Januar 1760.

Side 20

Spidsen¹. De krævede alle Reformer i Hærens Rekrutering og indre Forhold, og de opponerede mod Konseillets almindelige Styre af Landet, efter Rantzaus Mening Civilisternes Paradis². Til dem sluttede sig civile Modstandere af Konseillet³. Denne forskelligartede Opposition fandt netop sammen i 1760'erne; den angreb Ministrenes Industri- og Landbrugspolitik, Korruptioneni Administrationen og Forhandlingerne med Rusland. Den krævede Konseillets Ophævelse, centraliseret Kabinetsstyre,Undertrykkelse af Godsejernes Magt, Styrkelse af Hæren og Forenkling af Finansstyret, alt efter Mønster fra Frederik ll's Preussen. De fleste blandt denne Opposition var borgerlige eller nyadlede, ligesom deres Fæller i andre europæiske Lande. Allerede 1762 førte Rantzau dens militære Hovedkraft, Gåhler, sammen med sin Ven Struensee i Altona⁴.

Paa det militære Omraade fik Gåhler og hans Kreds Støtte af en af Hærens dygtigste fremmede Officerer, Generalløjtnant Hermann Schmettow, den elegante Verdensmand, der havde tjent hos Moritz af Sachsen, og som stod paa en fortrolig Fod med baade Moltke og Bernstorff. Allerede 1752 havde han sendt dem en stor kritisk Betænkning om den svigtende Aand og

1 Om denne Kreds' Virksomhed har Offentliggørelsen af Inkvisitionskommissionens Papirer bragt nye Oplysninger; jfr. bl. a. Kommissionens Forestilling 30/₅ 1772 (Inkv. komm. af 1772 I, 260 f). Blandt Gåhlers Officerstilhængere i 1760'erne kan fremhæves Oberstløjtnant Frantz Ahrenstorff, Oberst J. F. Lehmann, A. G. Moltkes Søn, Oberst Caspar Moltke, der var Medlem af Fr. Ernsts Stab, Kaptejn Otto Seneca Falckenskjold, Kongens Generaladjudant Magnus Firchs, der havde været i preussisk Tjeneste; jfr. Erik Arup: Rantzau-Ascheberg (Festskrift til Edv. Holm 1913, 3—19) og Johanne Skovgaard: Schack Carl Rantzau-Aschebergs Ungdom og første Manddom (Festskr. t. Kr. Erslev (1927), 449—67).

2 Se hans Breve til Gåhler 4/₇, 3°/₁₀ 1767, 17/₈ 1768 (Inkvisk. V, 9, 43, 110).

3 Jeg tænker her især paa Mænd som Gåhlers Broder Gesandten, paa de andre Gesandter v. Osten og v. d. Asseburg, den 1746 afsatte Danneskjold-Samsøe og Bernstorffs uheldige Konkurrent R. F. v. Lynar; jfr. generelt L. Koch: Struensees Parti i Hist. Tidsskr. 6. R. V og C. A. Triers Skildring i U. A. Holstein (1916).

4 Oederiana (1792), 260.

Side 21

Nedgangen i Hæren. I et Brev til Bernstorff søgte han samtidig at faa denne til at forstaa, hvor slette Forholdene var blevet¹. De eneste militære, han regnede med, var Gåhler, Hauch, som han dog mente var for stærkt afhængig af Petitesser, og Rantzau- Ascheberg, hvem Schmettow havde rost til Bernstorff saa tidligtsom 1746², og som efter hans Mening havde baade Fantasi og Erfaring til at forstaa de store Linjer i Hærens Dispositioner. Udover disse tre forkastede Schmettow samtlige andre højere Officerer. Frederik Ernst ansaa han for en Nullitet og stod i et spændt Forhold til ham³. Da Syvaarskrigen var brudt ud, arbejdede han paa at faa kaldt erfarne Officerer til Danmark, og Bernstorff støttede ham efterhaanden deri. Siden Slaget ved Kunersdorff var han begyndt at frygte for russisk Fremtrængen langs Ostersøkysten, og var blevet klar over, at den danske Hær trængte til krigsvante Ledere⁴. 1760 lykkedes det at indkaldeFrederik Ernsts Svoger, Prins Karl Frederik af Brunsvigßevern,fra Tjeneste bl. a. i den preussiske Hær, og i den Anledningopfordrede Schmettow Bernstorff til en omfattende Udrensning af Officerskorpset, mens Tid var⁵.

Da havde han allerede Aaret før faaet Ministeren til at begynde Forhandlinger for at indkalde en endnu større militær Berømthed end Karl Frederik, en af den franske Hærs ledende Generaler, Schmettows Ven fra udenlandsk Krigstjeneste, Claude de Saint Germain, der var gift ind i Slægten v. d. Osten⁶.

1 Slesvig "/^ 1752 (Bernst. Pap. 11, 478 f.). Deter karakteristisk for Forholdet, at Schmettow bad Bernstorff om ikke at sende hans Betænkning til den, der burde have haft den, Overkrigssekretæren Chr. Lerche; han vilde sikkert ligesaa lidt læse den som de forrige, skriver Schmettow.

2 H.V. Schmettow til J. H. E. B. 21/₁₀ 1746 (Bernst. Pap, 11, 467).

3 St. Germain til Schmettow 7/₆ 1760, 28/₂, 8/s> 27e 1761 (Danske Mag. 6 R. IV, 16, 22, 27 f.).

4 J. H. E. B. til A. P. B. 9/e 176° (Bernst. Pap. I, 408 f.).

5 H. V. Schmettow til J. H. E. B. 31/_t 1760 (ibid. 11, 489).

6 At Bernstorff nu var ivrig for at sikre Hæren en ny erfaren Leder, kan man se af hans Depeche til Gesandten i Paris 17/₁ 1761 (cit. Edv. Holm 111, 294). Krigssituationen og St. Germains militære Ry laa bag Beslut- ningen, for Bernstorff var iøvrigt selv en haard Kritiker af det franske Hærsystem, se hans Indberetning til Konseillet 7/« 1750 (RA.). Om Forhandlingerne med St. Germain se Schmettow til J. H. E. B. 5/₂ 1760 og denne til Ditlev Reventlow 20/₆ (Bernst. Pap. 11, 488 f; 111, 11), videre St. G. til Schmettow 22/₅, 8/₈, 2/u 1759 og 6/i, 8/₅ 1761 (Danske Mag. 6. R. IV, 7 f, 10 f, 20, 26).

Side 22

Her er ikke Stedet til at gennemgaa den lavadelige og oppositionelle Generals brogede Karriere, Jesuiterlærlingen, der blev Militsofficer og siden deltog i de europæiske Krige under Prins Eugen og Seckendorff, til han under Nederlaget ved Rossbach reddede Resterne af de franske Hære og siden geraadede i heftig Strid med de franske Marskaller og Pompadour. Hans Klager over den franske Felthær 1757¹ svarer ganske til Numsens over den danske 1740, Schmettows 1752 og Gåhlers 1760. Han kæmpede tidlig for en centraliseret Hærordning, mod Kompagniøkonomien, Salget af Officerscharger og Opretholdelsen af overflødige Charger² og havde kun Spot tilovers for den gammeldags østrigske Hær, der i Organisation mindede om den danske³. Han ansaa Frifolkssystemet i sin daværende Form for ødelæggende og foragtede Militsen som Korps, men vilde anvende den til forsigtig Komplettering af Felthæren⁴, som man var vant til det i Frankrig. I politisk Henseende var han Monarkist⁵ og beundrede den oplyste Enevælde. I Preussen fandt han sin Idealstat, var i sin Frygt for Faren fra Øst stærkt antirussisk indstillet og angreb iøvrig de privilegerede Klasser og Godsejerstyrets Anarki i Vesteuropa⁶.

1 St. G. til Paris¹ du Verney 11/₂ 1757 (cit. Mention, X).

2 Se hans Betænkning 30/₉ 1749 (Mention, 104 f.), videre Jan. 1758 (aftrykt i Correspondance particuliére du cte de St. G. avec M. Paris du Verney (1789) I, 197 il); jfr. hans Mémoires, 90^—95, 107, 135 f; A. P. B. til A. G. B. 12/₅ 1767 (Bernst. Pap. I, 371).

3 St. G. til Schmettow 20/₄ 1757 (Danske Mag. 6. R. IV, 4).

4 Mémoires 167 f; jfr. Mention, 152 f.

5 St. G. til Schmettow 6/i °g 28/a 1761, 26/n 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 20 ff; Mémoires, 137; Maurepas til Greve Praslin 28/i₀ 1775 (cit. Mention.

6 St. G. til Schmettow 15/₃ 1757. 8/₉, 26₍₁₁ 1759, 29/₇ 1762 (Danske Mag. 6R. IV, 4, 10, 12), til Gåhler 20,₄, 31/₈, Vio 1770 (Inkvisk. IV, 678, 693, 703 f); Wasserschlebes Papirer (K. B. Ny kgl. Samling 715 c fol.); Mention, 278.

Side 23

1761 naaede BernstorfT endelig til en Overenskomst med ham. Han rejste nordpaa fra Nederlandene til den Stat, hvis forsigtige Neutralitetspolitik og svage Militærsystem han kort forinden havde haanet som nedværdigende i sine Breve til Schmettow, og hvis Befolkning han ansaa for slap og blødagtig¹. Han vidste allerede fra sin Kollega, at baade de ældre og yngre Militære for ikke at tale om de civile Kollegier ventede ham med Mistænksomhed og Uro². Ved sin Ankomst om Sommeren udnævntes han til Feltmarskal under Frederik Ernst og skulde indtil videre inspicere Hæren ved Sommersamlingen og afgive sin Bedømmelse til Moltke og Bernstorff. Han var altsaa foreløbig deres Agent i Hæren bag om den militære Administration, der efter Datidens Forvaltningsskik havde direkte Forbindelse til Kongen udenom Konseillet.

I sin Betænkning sidst i September 1761³ rejste St. Germain den samme Kritik, som han tidligere havde ytret overfor de udenlandske. Hære, og som Gåhler og Schmettow allerede havde rejst i Danmark. Officerskorpset var udueligt, de hvervede Soldater slette og deres Stilling i Samfundet elendig, Militsen solid, men uden Øvelse; Hæren manglede Anseelse i Danmark. St. Germain foreslog, at Soldaterne skulde støttes af Staten, naar de efter endt Tjeneste vilde overgaa i borgerlige Erhverv, og han ønskede i al Almindelighed, at man vilde arbejde paa at hæve Militærets Anseelse. Endelig foreslog han, at man sikrede sig en Grundstamme af hvervede indfødte.

Det er uden videre klart, at St. Germain ikke havde faaet videre Kendskab til den danske Hærs Forhold inden 26/₉. Hans Betænkning rummer adskillige fejlagtige Antagelser. Men fra Schmettow havde han længe været informeret om OppositionensKritik, og den gentog han i sin Betænkning, tilsat

1 St. G. til Schmettow 8/s og 8/₉ 1759 (Danske Mag. 6. R. IV, 8, 10).

2 St. G. til Schmettow 22/₅ 1761 (ibid., 27).

3 PM 26_/9 1761 (RA. Krigskanc: Forslag og Betænkninger til Hærens Omdannelse II 1761—63).

Side 24

sine mange udenlandske Erfaringer. Han var paa dette TidspunktMinistrenes
Agent og den mest erfarne Militær i Landet;
derved fik hans Betænkning Vægt.

Det er imidlertid at vende Forholdet paa Hovedet som hidtil at antage, at St. Germains Virksomhed fra Begyndelsen hæmmedes af den øverstkommanderende, Frederik Ernsts, Uvilje mod radikale Reformer. Det ser man bedst af dennes Betænkning, som indløb samtidig med St. Germains¹. Heri krævede han nemlig udskrevet Mandskab til Felthæren, hvad Regeringen paa det bestemteste afslog², saalænge Situationen ikke ændredes, — d. v. s. saalænge Krigstruslen endnu ikke syntes overhængende. Baade Moltke og Bernstorff holdt sig til St. Germains meget konservative Forslag, der kun talte om hvervet, ikke udskrevet, Mandskab. De maa allerede da have besluttet selv at lade de nødvendige Ændringer foretage med St. Germain og Schmettow som militære Raadgivere. De drøftede nemlig St. Germains Betænkning med Kongen, mens Overkrigssekretæren Ahlefeldt kun fik den til Laans i faa Dage, og alle andre militære Ledere holdtes udenfor³, ogsaa Gåhler, der jo tilhørte den indre Opposition, og som tillige i denne første Tid var jaloux paa den nye Feltmarskal⁴.

St. Germain spiste i Efteraaret 1761 ofte til Middag hos Bernstorff og imponerede alle i Selskabet ved sin Konversation og sine militære Reformideer, beretter Andreas Peter til sin Far⁵. Han maa efterhaanden have overbevist denne Regeringskredsom, at Ændringer var nødvendige, hvis han skulde kunne forsvare Landet, og at de ældre Førere ikke kunde anvendes

1 Om Fr. Ernsts Betænkning se Rockstroh 111, 199

2 Ibid.

3 Ibid., 198.

4 Trier har i sin Disputats (50) forkastet U. A. Holsteins Vidnedbyrd, at G. og St. G. i Begyndelsen ikke kunde med hinanden, men modbevises bl. a. ved et Brev, som St. G. 22/₅ 1761 skrev til Schmettow fra Hamburg, og hvori det hedder: »Je vois que Gåhler est le plus envenimmé et le plus dangereux de tous, silence également sur son compte« (Danske Mag. 6. R. IV, 27).

5 A. P. B. til A. G. B. 3/_u 1761 (Bernst. Pap. I, 239).

Side 25

til at gennemføre dem — Paastande, som Bernstorff jo havde hørt af Schmettow i mange Aar før Krigen. Allerede først i November kaldtes da Moltkes to Sønner til København og ansattesi Overkommandoen, og efter dem Generalkvartermesteren, Gåhler, den, der hidtil kraftigst havde krævet Reformer¹.

Derpaa begyndte det første Reformarbejde. Det gjaldt om at underminere den gamle Hærs Ledere og opbygge et nyt Hærsystem. I et Glimt oplyses denne Situation for os gennem et langt Brev, som Ahlefeldt 15/_n sendte Bernstorff sammen med en Række moderate Ændringsforslag. Det var et bittert Forsvarsskrift fra den Mand, der havde Ansvaret for Hærens Tilstand ved Sommersamlingen, og hvis moderate Reformforslag i mange Aar var blevet holdt nede af Konseillet og Moltke. Han mærkede nu, hvordan hans Position rokkedes Uge for Uge ved den Reformvirksomhed, som han vidste var i Gang, og som vilde rejse en forbitret Modstand fra Kancellier og Rentekamme r². Men Begivenhederne gik ham imod.

Om Vinteren skærpedes den udenrigspolitiske Krise. De antidanske Kredse ved det russiske Hof var styrket efter Preussens Sejre. 5/i 1762 døde Kejserinde Elisabeth, og Gottorperen Peter 111 besteg Tronen, Frederik IPs Beundrer og Danmarks Hovedfjende. Den franske Udenrigsminister lod straks Bernstorff vide, at han i paakommende Tilfælde ikke maatte regne med det udmattede Frankrigs Hjælp.

Netop da havde St. Germain givet Moltke og Bernstorff sit første større Udkast, efter den detaillerede Kritik i Efteraaret et løseligt Forslag for Helstatens Hær, saadan som Feltmarskallenkunde ønske den, hvis han havde frie Hænder til at formere en europæisk uddannet Armé, der med Held kunde forsvare Landet mod et russisk eller kombineret russisk-preussiskAngre b³. Dette idealiserede Forslag kender vi i Hovedpunkterfra

1 Se Rockstroh 111, 199.

2 K. V. Ahlefeldt til J. H. E. B. 15I_1X 1761 (Bernst. Pap. 11, 2 f).

3 Rockstroh synes allerede paa dette Punkt at gribe galt i Bedømmelsen af St. Germains Virksomhed. Han tager nemlig Planen som det første alvorlige Forslag til en praktisk Omdannelse af Hæren og har jo derved let ved at sable den ned (111, 200 og Dansk biogr. Leks. XX, 495). Netop den Titel, St. G. gav Forslaget, »Ideelle Drømmerier«, turde vise Meningen med det. Det er Svaret paa Regeringens Spørgsmaal om, hvad han med sin Erfaring om Styrkeforholdene ude i Europa maatte anse for den ideelle Hær til virksomt at kunne holde Helstaten mod et truende Storangreb.

Side 26

punkterfraGåhlers detaillerede Svar i Marts¹. St. Germain mente, at en Hær paa o. 108.000 Md. var nødvendig, altsaa det dobbelte af den tidligere Krigsstyrke! En Del af denne Hær skulde rekruteres ved fortsat Indkaldelse til Militsen, som under Krig indlemmedes i Felthæren. Forslagets Oprindelse var tydelig;den laa i Frankrig.

Gåhler, der var Frederik Ernsts Sekretær, tog skarpt Afstand fra Planen, fordi Landbruget og Statens Økonomi vilde blive knust. Men man bør lægge Mærke til, at det overvejende var Formatet, der naturligt vakte Gåhlers Kritik. Princippet kunde han ikke have noget imod efter de Forslag, han selv tidligere havde stillet. Og allerede Maaneden efter styrkedes St. Germains Stilling yderligere, da den anden nyindkaldte General, Karl af Bevern, indgav et Forslag, der, hvad Rekrutering angik, laa paa Linje med hans². Den udenrigspolitiske Udvikling gjorde Resten.

Paa dette Tidspunkt havde Zar Peter allerede sluttet Vaabenstilstandmed Preussen, og Danmark truedes af en Katastrofe. I København maatte Hæren nu blive den vigtigste Faktor; sammen med Ministrene arbejdede baade Gåhler og St. Germainpaa Forsvarsforanstaltninger og fik indkaldt endnu flere udenlandske Militære, bl. a. Oberst Karl Gortz, en Ven af Prins Karl af Hessen, ligesom man haabede at faa Artilleriekspertenv. Huth, Prinsens Lærer, til Landet³. Under Rustningskapløbetvar

1 RA. PM. 6/₃ 1762.

2 Se herom Rockstroh 111, 200. Ogsaa her synes Bedømmelsen uretfærdig: »Smitten med at lave Hærplaner var nu kommen i Luften, den angreb strax en anden af Hærens høje Generaler.« Det maa vel staa klart, at ogsaa Prins Karls Plan var Resultatet af de alvorlige Drøftelser, den udenrigspolitiske Katastrofesituation gav Anledning til, mellem Konseillet og de nyindkaldte Militærautoriteter. Ministrene har naturligvis onsket at høre deres Mening om, hvordan Situationen militært kunde klares. Det var jo dog derfor, de var indkaldt for dyre Penge.

3 A.P.8. til A. G. B. 24/₄ 1762 (Bernst. Pap. I, 264).

Side 27

ningskapløbetvardet ikke Tiden til at hverve Soldater i Tyskland.Endnu i Marts fyldte man Hullerne i Felthæren med store Afdelinger af Militsen, ialt 13.000 Md.¹. Krigstruslen havde dermed paa en Maaned praktiseret hvad Oppositionen i mange Aar ikke havde kunnet bringe til Overvejelse. I Regeringskredseneskubbede St. Germain, Gåhler og Schmettow til den hældendeVogn. Ahlefeldt blev sat helt til Side, Overgeneralen Frederik Ernst, som af Oppositionen efterhaanden mere maatte anses som en personlig Konkurrent, men som til alt Held for dem var plaget af Sygdom, blev afskediget. St. Germain udnævntesaf sine Beskyttere, Moltke og Bernstorff, — og FrederikV, som var begejstret for Planen om de 108.000 Md. — til Hærens Overgeneral, og han fik dem til at genindsætte Schmettow som Generalløjtnant. Sidst i Juni skrev Ditlev Reventlow til Bernstorff, at han af et Brev fra Moltke havde forstaaet, at man nu endelig var blevet enig med St. Germain og havde knust det Parti, der havde dannet sig for at gøre ham umulig hos alle de Styrende (les gens en place); det var en stor Beroligelseog han bad til Himlen, at det patriotiske Maal, som først og fremmest Bernstorff arbejdede for, maatte blive naaet². Juni 1762 var St. Germain og den militære Opposition rykket frem paa første Plads. Den var blevet den sidste Mulighed for Redning, hvortil Bernstorff kunde vende sig.

Kort efter marcherede Hæren under St. Germain, med Gåhler som Generalstabschef, Schmettow som Leder paa højre Fløj og Hauch som Generaladjudant, ind i Mecklenburg for at tage det første Stød fra de fremrykkende russiske Tropper.

Mordet paa Zaren i Juli afgjorde Striden uden Kamp, men for dansk Udenrigspolitik og for Arbejdet paa Hærens Omdannelsefik Mobiliseringen den største Betydning. Endnu stærkere end Samlingen 1761 afslørede den Hærens Svaghed³. Bernstorff

1 Rockstroh 111, 191.

2 D.R. til J. H. E. B. *2/₆ 1762 (Bernst. Pap. 111, 14).

3 Rockstroh forkaster baade St. Germains, Gåhlers og Schmettows alarmerende Indberetninger om Deserteringerne (111, 193 og Dansk biogr. Leks. XX, 495), — og indrømmer samtidig, at adskillige Kompagnier paa en enkelt Dag mistede omtrent 1/₆ af deres Styrke. Erfaringerne fra Udlandet bekræfter kun Oppositionens Bedømmelse 1762. løvrig var Bernstorfferne ikke særlig paavirket af Deserteringen i Juli (se bl. a. Dementiet fra A. P. B. til A. G. B. 18/₇ 1762 (Bernst. Pap. I, 265)).

Side 28

og Moltke blev bombarderet med Breve og Indberetninger fra St. Germain, Gåhler og Schmettow, der vedligeholdt sin private Forbindelse med Bernstorff udenom Ahlefeldt¹, mens Kløften mellem denne og Oppositionen uddybedes². Officers- og Soldatermaterialetsringe Kvalitet og Generalkommissariatets og RentekammeretsMangel paa Erfaring og Forsømmelighed overfor de militære Krav var Hovedanklagerne.

Erfaringerne fra Syvaarskrigen havde vendt op og ned paa mange grundfæstede militære Anskuelser. Udenfor Preussen, der havde forbavset alle ved sine militære Præstationer, begyndte Reformarbejdet for Alvor. Om Sommeren 1762, da man begyndte at kunne se Enden paa Krigen begyndte den franske KrigsministerChoiseul paa Planerne for en fuldstændig Omordning af den franske Hær, »for at give den en ensartet Form, mere militær i alle Retninger, og mere solid«, som han skriver³. Rekruteringenskulde hovedsagelig lægges i Indlandet med faste Rekruteringsreservoirer, samme Reglement indføres indenfor henholdsvis Infanteri og Kavalleri, overflødige eller uduelige Officerer afskediges, Forfremmelse skulde fremtidig kun ske efter Dygtighed, Obersterne skulde for Fremtiden til Stadighed opholde sig ved deres Regimenter og udøve deres Myndighed som Regeringens Embedsmænd, og de mange Muligheder for at tjene paa Hæren skulde standses⁴. Vi genkender hele dette

1 Jfr. Schmettow til J. H. E. B. 21/₇ 1762 (ibid. 11, 489 ff); St. G. til Schmettow 14/₇, 24/₇ 1762 (Danske Mag. 6. R. IV, 32—35); se ogsaa hans Indberetning til Krigskancelliet 9/₄ 1762 (RA.).

2 St. G. til Schmettow 2»/₇ 1762 (Danske Mag. 6. R. IV, 36); Trier, 52. Allerede i Maj havde Moltke maattet beordre Ahlefeldt til at opføre sig imødekommende overfor St. G. (A. G. M. til J. H. E. B. 12/₅ 1762 (Bernst. Pap. 11, 352)).

3 Mémoires du Duc de Choiseul 1719—85 (1904), 236 ff, 252.

4 Memorandum til Ludvig XV ls 3 1770 om Administrationen af den franske Hær under Choiseul (Mémoires, 253^—55).

Side 29

Program fra tidligere Tid. Louvois havde forsøgt at gennemføre de fleste af dets Punkter. Det var siden taget op af Oppositionen indenfor mange Staters Officerskorps, i Frankrig, i Tyskland og ogsaa i Danmark. Nu lykkedes det endelig Choiseul at gennemtrumfedisse Reformer overfor sine Kolleger med Forordningen af 1/₂ 1763, der oprettede den tidligere preussiske Hvervekantonordningi Frankrig, med 31 faste Rekrutregimenter i ligesaa mange Provinser. De franske Nederlag overfor de preussiske Hære var Choiseuls kraftigste og afgørende Argument overfor Ministrene fra de civile Etater og overfor de ældre franske Officerer,som f. Eks. Fyrsten af Condé, der var Choiseuls Modstandere,ligesom de havde været St. Germains.

Frankrig forblev ikke den eneste Stat, hvem Syvaarskrigen paatvang omfattende Hærreformer. I Danmark blev 1762- Mobiliseringen den Bølge, der bar St. Germain og den danske Militæropposition frem. Bernstorff havde faaet et alvorligt Chok i sit udenrigspolitiske Arbejde; hele hans System, endog hans egen Stilling, havde vaklet under Russerkrigen; Moltke havde grebet ind og bagom ham søgt at optage Forhandlinger i St. Petersburg¹. Hans gammeldags franske Alliance havde ført Helstaten til Randen af en Katastrofe, og det var ikke hans Skyld, at Landet undgik den, men Officersklikens i St. Petersburg,dermyrdede Zar Peter. Til dette føjede sig Bestyrtelsen over Afsløringerne fra Hæren, hvadenten han før 1762 har været i god Tro eller ej. Selv hævdede han i sit Forsvar 1766, da hans Modstandere med Christian VII bag sig rejste haarde Anklager mod hans Embedstid, at han indtil 1762 havde anset Hæren for nogenlunde effektiv. Mobiliseringen havde imidlertid givet ham en saadan Skræk i Livet, at den lige siden havde paavirkethansStilling til Hærreformerne, og derved kostet ham mange Venner²; med andre Ord, han var fra Juli 1762, da alt

1 Om dette henviser jeg generelt til Erik Arup: Kritiske Studier i nyere dansk Historie (Hist. Tidsskr., 9. R. 11, 78_—125).

2 »La sme faute que l'on m'attribue est d'avoir, dit-on, laissé dépérir l'armée sans en faire des representations. Jusques en 1762 je croyois l'état de l'armée bon, et je devois le croire tel, n'ayant ni occasion ni droit d'en douter. Depuis cette époque jusques å l'avénement de Votre Majesté (Chr. VII) au trone, je n'ay que trop parlé des inquietudes que son dépérissement me causoit, et les representations que ma fidélité m'arraché sur le sujet, m'ont couté des amis que j_'estime et que je regrette. Le fait est trop ndtoire pour pouvoir etre dementi«. (Til Chr. VII 22/₉ 1766, Bernst. Pap. 11, 593). Det kan vanskelig afgøres, om Bernstorff virkelig var i god Tro før 1762 eller ogsaa han med Vilje lod Hæren forfalde af politiske Grunde. Det afgørende for os i denne Sammenhæng er, at ogsaa han selv lagde Vendepunktet til 1762.

Side 30

syntes ude for Landet, svinget helt over til Reformpartiet, og havde medvirket til at dette besatte de ledende Pladser i Hæren. Bernstorffs Sekretær, Wasserschlebes, Optegnelser bestyrker denne Opfattelse¹, ligeledes Schack-Rathlous Udtalelse r², og de følgende Begivenheder turde være en Bekræftelse herpaa. Bernstorffs nære fortrolige, Schmettow, havde atter i Slutningen af Juli indskærpet ham, at St. Germain absolut maatte have frie Hænder, hvis et godt Resultat skulde naas³; nu saa Bernstorff, hvordan hans nære Ven i Frankrig gik i Spidsen med Reformerne. Bernstorff og Moltke maatte da bøje sig for Begivenhedernes Pres. Fra Krisen 1762 begyndte saaledes Oppositionens Indsivning i Administrationen, som til sidst førte til Struensees Magtperiode. Ikke mindst OffentliggørelsenafInkvisitionskommissionens Papirer har vist, hvor

1 »L'armée manquoit de tout. Elle était mal composée, mal exercée, mal commandée; et tant qu'elle étoit en campagne, il n'étoit pas question d'y remedier« (K. B. Ny kgl. Samling 715 c fol.).

2 Sch.-R. til J. H. E. B. 15/_X 1 1763 (Bernst. Pap. 11, 451). Hele denne Omvæltning, som naturligvis hos Moltke og Bernstorff maa have været foranlediget af de alvorligste Overvejelser, bl. a. fordi den gav Oppositionen saa stor Magt, forklares af Rockstroh nærmest som et ulykkeligt Tilfælde (Dansk biogr. Leks. XX, 495): »Hvad skulde man nu give Generalissimus at bestille til Gengæld for den høje Gage? Stillingen som Generalfeltmarskal forudsatte egentlig en Hær paa Feltfod (hvad havde man da givet Fr. Ernst at bestille i de mange Aar inden 1762?). Men Kongen havde fundet Behag i de umulige »Drømmerier«, og den følgende Vinter beordredes da S.-G. til sammen med Bernstorff og Moltke at skitsere en Hærplan, samtidig med at Overkrigssekretæren, Gåhler og Hauch udarbejdede en Plan efter et af Kongen udkastet Projekt._' Man kunde spørge, om den ogsaa skyldtes St. G.s høje Gage. Kommentarer turde vel her være overflødige.

3 Schmettow til J. H. E. B. 21/₇ 1762 (Bernst. Pap. 11, 494); jfr. 5/₂ 1760 (ibid., 488 f).

Side 31

stærk Indflydelse den fik allerede i 1760'erne. Paa det militæreOmraadesejrede den allerede 1763 over Konseillets traditionellePolitikpaa Grund af Begivenhederne Aaret i Forvejen.Specialundersøgelserpaa andre Omraader vil formodentligvise,hvor mange af de Struenseeske Reformplaner der alleredelaaklar fra de sidste Aar af det gamle Styre.

St. Germain havde nu Moltkes og Bernstorffs fulde Støtte til at fortsætte Reformarbejdet ogsaa i det store. Han og Gåhler havde fundet hinanden under Felttoget, — eller rettere, Gåhler havde med sin Sans for Magtforskydninger fundet ham. Deter tydeligt, at St. Germain da begyndte at knyttes nærmere til Gåhlers Kreds. De havde mange Synspunkter fælles, og Gåhler har forstaaet, at han i St. Germain havde fundet en Mand, der kunde føre hans Planer igennem. St. Germain mødte Rantzau- Ascheberg i Altona¹, hvor denne præsenterede Gåhler for Struensee². Samtidig var der allerede aabent Brud mellem St. Germain og Generalkommissariatets Medlemmer, der forsvarede Godsejernes Interesser³.

Da Faren var drevet over, lod man Ahlefeldt udarbejde Forslag til Nedskæring af Hærbudgettet. Det blev blot aldrig taget op til Drøftelse, til Trods for at Statens Økonomi var yderligere rystet ved Troppesamlingerne 1758^—62, og upopulæreEkstraskatter var nødvendige. Samtidig steg Modstanden fra Kommissariatets stærke Mænd, Gotthard Braem og Konrad Vodroff⁴, og Bernstorff maa have anet den politiske

1 Jfr. Brev fra St. G. til Schmettow 11[₁₁ 1762 (Danske Mag. 6. R. IV, 39).

2 Jfr. Holsteins Udtalelse, at St. G. kom stedse mere under Gåhlers Herredømme, en Opfattelse, som andre i Samtiden delte (Trier, 50).

3 Det drejede sig netop om Benyttelsen af Militssoldater i Felthæren (se Rockstroh 111, 200).

4 St. G. refererer selv Angrebene til Schmettow saaledes: Han havde ruineret Staten, burde have ventet, at Zaren vilde blive kvalt, havde ødelagt Hæren ved for hurtige Operationer, foragtet Nationen og de danske- Generaler og kun anvendt fremmede (St. G. til Schmettow s/₁₁ 1762, Danske Mag. 6. R. IV, 38). Det vil altsaa sige, at han nu var i aaben Modsætning, til den gamle Offlcersstab.

Side 32

Fare ved de militære Reformisters Arbejde¹. Men foreløbig indgav St. Germain og Gåhler efter højere Ordre om Efteraaret den ene store Betænkning efter den anden. Med Gåhlers store Detailkundskab styrede de forsigtigt frem mod Maalet. Deres Planer i Efteraaret viser ingen hovedkulds Reformeren, men en klog Taktik overfor baade Konseil, Kancellier og Modstanderei Hæren².

I en første stor Betænkning³ foreslog St. Germain, at Militsen skulde have forøget Eksercits med længere Samlingstider, og at hvert Kompagni i Felthæren skulde rumme et Antal indfødte, — men han udtalte sig hverken om Antallets Størrelse eller om Rekruteringsmaaden. Dertil krævede han Kompagniøkonomienophævet og afløst af en Regimentsøkonomi, der helt var undergivet Staten, ligesom Autoritetsprincippet strengt skulde gennemføres. Det var det samme Forslag som det fra Nytaar, men uden de uhyre" Tal, uden Omtale af det ømfindtlige

1 Jfr. Fortsættelsen af St. G.s Brev til Schmettow a_l ₁₁: Send blot B. Deres militære Forslag, han er en udmærket Mand og vil kun bifalde Deres Reformplaner, »men jeg raader Dem til ikke at berøre politiske Spørgsmaal i de Breve, De skriver til Mr. de Bernstorff«. St. G. var aabenbart kommet galt af Sted med sine politiske Reformideer.

2 Rockstroh gaar ikke nærmere ind paa denne Tids Planer og kan heller ikke bringe Rede i dem (111, 419); deter sikkert den vigtigste Aarsag til hans Fejlbedømmelser. Det maa billigvis indrømmes, at Vanskeligheden ved at overskue og bedømme Materialet, er stor, for Planer og Bilag og Udkast henligger i en vis Forvirring i Pakkerne i Rigsarkivet, fordi Militærarkivet endnu mangler,en detailleret Ordning. Men Rockstroh, som er den sidste, der har anvendt dem før mig, synes yderligere at have omlagt dem efter eget Tykke. En noget klarere Ordning kan kun frembringes, naar man Punkt for Punkt sammenligner Svar og Hentydninger til Forslagene og den Situation, disse selv tager Sigte paa. Paa den Maade er det første Grundlag skabt for denne Afhandling, og først derefter har Linjerne kunnet trækkes op.

3 St. G.: 1. PM (1762), Kopi. RA. Kopien er underskrevet af St. Germain. Planen kan henføres til Efteraaret 1762, da den omtaler sig selv som de Overvejelser, den nys overstaaende Mobilisering maatte give Anledning til, og senere Betænkninger refererer til den som den første efter Mobiliseringen, ligesom den kan følges i St. Germains Brevveksling med Schmettow.

Side 33

Rekruteringsspørgsmaal og uden Forslag om den politisk ligesaa
farlige Sammenføjning af Milits og Felthær.

Gåhler kommenterede dernæst denne Plan, og denne Kommentar er endnu mere interessant end St. Germains Plan. Gåhler præciserede selv dristigt Antallet af indfødte til 40°/₀, men stadig kun fremskaffet ved Hvervning saavidt dette lod sig gøre, og med fast Standkvarter og Hverveomraade for hvert Feltregiment¹. Det synes mig ganske klart, hvad han havde i Sigte. Han vilde sætte den preussiske Udvikling i Gang i Danmark. Hans Forslag var intet andet end en Kodificering af den preussiske Hærs Udvikling i 1720'erne, da Feltregimenterne endnu kun havde reguleret Kantonordningen til fast Hvervning, men var i Færd med at omforme den til halvofficiel Udskrivning.

Denne Plan supplerede St. Germain med et foreløbigt Forslag om kun 25 °/0/₀ national Stamme, fremskaffet udelukkende ved Hvervning². Saa forsigtigt manøvrerede Reformisterne, — St. Germain langt mere konservativ i sin franske Militæruddannelse end den initiativrige Gåhler —- alt imens en forbitret personlig Kamp rasede i Kontorerne og mellem Departementerne.

Derved vandt de ogsaa forøget Terræn. Omkring Nytaar stod St. Germain saa stærkt som nogensinde. Han skred til Hjemsendelse af de udskrevne i Hæren og gav den videste Adgang til Frifolks Orlov³, saa at Kompagnichefer og Regimenterkunde faa rettet deres Økonomi op efter den foregaaendeSommers Begivenheder, og inden Reformerne tog Fart. Samtidig foreslog han Oprettelse af to udskrevne Dragonregimenter,maatte ganske vist give tabt overfor Kancelliernes Saboteren af Planen, men kan kun have følt sig styrket ved

1 RA. Nebenstunden eines dånischen Offlciers 1762. Den indeholder en direkte Gennemgang af St. Germains ovennævnte forste PM. fra Efteraaret

2 RA. St. G.: 2. PM (1762). Flere Steder henvises til Forslag, som findes i den første Betænkning og enkelte Punkter anføres som Kommentar til Gåhlers Nebenstunden.

3 Se herom Rockstroh 111, 201 f.

Side 34

nogle indkomne Betænkninger fra enkelte Godsejere¹, som under Krigstruslen ønskede stærkere Værn udadtil. Frankrig var saa svag en Allieret som nogensinde, selv i Færd med at lægge sit Hærsystem om.

Baade St. Germain, Ahlefeldt, Gåhler og Hauch arbejdede da i Januar og Februar efter Regeringens Ordre paa Reformforsla g², de første om en Ordning af Regimenternes Inddeling og andre administrative Ændringer, den sidste om hele Hærsystemets Forandring³. Hvor vidt Udviklingen var naaet, kan man se deraf, at nu ogsaa de øvrige kolliderede med Braem og Vodroff⁴. Og sidst i Februar 1763 meddelte St. Germain Schmettow, at han netop havde afsluttet den store Plan, som Kongen havde krævet, og som han var meget stolt af; han skulde samme Dag gennemgaa den for Moltke og BernstorfT, hvorpaa Kongen atter skulde have den for at diskutere den med disse to⁵.

Efter forskellige Omarbejdelser fremlagde St. Germain i Begyndelsen af Marts den omtalte Plan, den videst gaaende, han havde udarbejdet siden Sommeren 1762⁶. Den var delt i to Dele, en om de økonomiske Forhold og en om Rekrutering og Personelforhold. Efter en kort Overgangsperiode skulde fuld Regimentsøkonomi indføres, d. v. s. at den økonomiske Administrationskulde samles hos Regimentet direkte under Oberstens Ledelse, og la compagnie ferme brydes op. De mange Dusører og Sportler, som Kaptejner og Ritmestre nød godt af, skulde

1 Rockstroh, 203 f.

2 Ibid., 204. Hele denne Skildring 1762^—63 savner ganske politisk Baggrund.

3 Rockstroh (204^—05) antager, at alle fire havde samme Opgave. I Virkeligheden fremgaar det klart, at administrative Reformer indenfor den givne Ramme naturligt overlodes til Administrationens Folk, mens den indkaldte Ekspert skulde foreslaa den principielle Omlægning af Hærsystemet.

4 Rockstroh 111, 204.

5 St. G. til Schmettow 28/₂ 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 40).

6 ». . eet ouvrage . . a été fait å différentes reprises et presque morceaux par morceaux selon les questions que Ton me faisoit par escrit« (St. G. til Schmettow 8,₃ 1763, ibid., 41). Se iovrigt PM Marts 1763. RA.

Side 35

forbydes. En gennemgribende Udrensning skulde foretages i Officerskorpset, overflødige og uduelige Officerer afskediges, og al Myndighed indenfor Regimentet centraliseres hos Obersten som Statens Repræsentant, der indgav sine faste Indberetninger om Officererne gennem Konduitelisterne, saa at Forfremmelsernekunde ske efter Dygtighed. Paa denne Basis skulde saa Hæren omorganiseres med en Fredsstyrke paa 23.000 Md., 40.000 i Krigstilfælde. Hvad Rekruteringen angik, skulde man i særlig Grad lægge Vægt paa Fremskaffelse af nationalt Mandskab; mindst 25 °/0/₀ af Kompagnierne skulde være indfødte, og dertil oprettedes endvidere 16^—17.000 Md. Milits, der skulde tildeles hvert Feltregiment som en 3. Bataillon, men i Fredstid øves for sig selv og i Krig blot anvendes til gradvis Supplering af Feltkompagnierne¹.

Hvad Rekrutering angaar, var St. Germain nu endelig gaaet videre end det tidligere franske System, som han kendte fra Aarene før og de første Aar under Syvaarskrigen, og han nærmedesig Choiseuls Reform. Men længere gik han heller ikke. Gåhlers Forslag om Hvervekantoner som de tidligere preussiske havde han helt undgaaet, og . ligeledes Sammenknytningen af Milits og Felthær i Fredstid, som den praktiseredes under den nyere preussiske Udskrivningsordning, det moderne Kantonsystem.I Forslaget om Reduktion af Officerskorpset, Gennemførelseaf Regimentsøkonomien og af Oberstens centrale Stilling var han derimod fuldt moderne. Syvaarskrigen havde blot altfor tydeligt afsløret Kompagniøkonomiens Farer; kort før havde Choiseul som nævnt ophævet Systemet i Frankrig²; faa Maaneder senere skred Frederik II efter Hubertusburgfreden

1 »Diese National Bataillons wiirden dieser neuen Einrichtung ungeachtet vor wie nach im Lande liegen bleiben: allein! im Fall das ohnvermutet Krieg entstehen solte, konte jedes geworbenes Regiment aus dem National Bataillon so ihm angehånget ware, diejenigen Manschaften heraus ziehen, deren es benothiget wåre, und also die Compagnien so hoch in der Anzahl bringen, als der Konig solenes befehlen wilrde.«

2 Forordninger 10/₁₂ og 21/₁₂ 1762; se herom R. de Sars: Le recrutement de l'armée permanente sous FAncien Regime (1920), 148; Edgar Boutaric: Institutions militaires de la France (1863), 436.

Side 36

til det samme. Saa mange var imidlertid interesserede i Kompagniøkonomienog en Hindring af Militsens Anvendelse, at haard Strid kunde ventes, saaledes som det ogsaa skete baade i Frankrig og Preussen.

Gåhlers Kritik af Planen var yderst lemfældig; han havde som vi skal se, et langt mere radikalt Forslag parat. Hauch angreb naturligt nok først og fremmest Forslaget om Militsen fra et Godsejersynspunkt; han kendte Landbrugets Vilkaar bedre end sine Kolleger¹. Den haardeste Modstand kom fra Ahlefeldt, der havde Braem og Vodroff bag sig. Kravet om Officersudrensning sluttede han sig til, men rigtignok for at ville afskedige alle udenlandske Officerer, der ikke kendte Landets Sprog og Forhold, til Fordel for de ældre danske Officerer, som St. Germain netop vilde have bort². Det var et direkte Angreb paa baade St. Germain og Ministrenes Indkaldelser af Udlændinge. Ahlefeldt paastod, at den hvervede Soldat i hans Tid havde faaet en god Behandling. Hvad national Rekrutering angik, vilde han ikke strække sig videre end til Soldaterbørnssystemet! Han hævdede, at Hæren ellers vilde udpine Landbruget, der manglede Arbejdskraft, og Forslaget om Militsen forkastede han i sin Helhed, idet han krævede en Drøftelse af hele Planen med Braem, Vodroff og Kancellierne. Ahlefeldt havde saaledes ikke ændret Standpunkt siden 1740 — dette efter to Storkrige. Og dermed havde han vel i Virkeligheden styrket Reformatorerne, thi naar Ministrene tydeligvis havde bestemt sig for Reform af Hæren, og Ahlefeldt ikke kunde forelægge videregaaende positive Forslag, havde Ministrene heller ikke noget Valg.

Sidst i Marts faldt den kongelige Resolution; St. Germains Plan var i Princippet godkendt. Den skulde nu udarbejdes af en Kommission, bestaaende af ham selv, Gåhler, Hauch og Ahlefeldt.31 /₃ fik St. Germain Elefantordenen og Schmettow Dannebrogsordenen;Reformpolitiken havde saaledes stadig højeste

1 St. G. til Schmettow 8,'₃ 1763 (Danske Mag. G. R. IV, 41); jfr. Rockstroh 111, 206.

2 RA. K. V. Ahlefeldt: PM 29/₃ 1763.

Side 37

Støtte, og St. Germain havde vundet endnu en Sejr. Men der havde allerede været for megen Modstand for hans vanskelige Temperament¹, og han var ganske klar over, hvordan Kommissionenkunde virke paa hans Plan.

I den kom han nemlig mellem dobbelt Ild. Reformpolitiken havde Vind i Sejlene, og Gåhler havde oplevet, hvordan Preussen reddede sig ud af Syvaarskrigen med et radikaliseret Hærsystem,som var det almindelige Diskussionsemne rundt om i Europa. Allerede i Efteraaret 1762 havde han foreslaaet det gamle preussiske Hvervekantonsystem indført, og han havde ikke i det nye Aar glemt sine »Nebenstunden«². I Kravet om Hærens Nationalisering havde han stedse været mere moderne end St. Germain og var privat gaaet helt op til 66 °/₀, i sine officielle Planer til 40 °/₀. 1740_—42 skulde de preussiske Hære efter Frederik ll's Instruktioner rumme 33 % indfødte; men Syvaarskrigen havde bragt denne Andel op til 64 °//_03.0 ³. I Kommissionenstillede Gåhler sig da langt yderligere end St. Germain. Denne forsvarede sin fransk inspirerede Plan, Gåhler derimod gik nu helt ind for den moderne preussiske Ordning. St. Germain meddelte privat Schmettow, at Gåhler vilde til Berlin for at

1 St. G. til Schmettow April 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 43); jfr. 26/₄ (ibid., 44).

2 St. G. til Schmettow 26/₂ 1763: »le fameux Neben Stunden paroit estre oublié du publique, mais il ne l'est pas de son autheur« (ibid., 40 f). Udgiveren har i Noten (6) gjort sig store Anstrengelser for i europæisk Litteratur at identificere de omtalte Nebenstunden. Han mener, deter »Helmstådtische Nebenstunden«, som udkom 1735^—3§(!) og som havde politisk ræsonnerende Indhold. Deter af den hele Sammenhæng klart (»II y at déjå en eet hyver dix projets militaires faits et renversés . .«), at deter Gåhlers Nebenstunden, der omtales.

3 Reglement fiir die Cavallerie 17/₆ 1742, item for Infanteriet (Oeuvres XXX, 109 f); Instruction filr die Commandeurs der Cavallerie-Regimenter IIU 1763, item for Infanteriet (ibid., 284 og 297). I Tysklands egentlige Nationalhær, den sachsiske, var Udlændingenes Antal allerede 1730 nede paa 15,7 og 10,9 °/₀, i 1769 paa 17,7 og 11,4% (se Johs. Hoffmann: Die kursåchsische Armee 1769 bis zum Beginn des Bayrischen Erbfolgekrieges (1914), 83 og Mandskabstabellerne).

Side 38

sætte sig nøjere ind i Forholdene, og ved hans Hjemkomst
vilde man være helt fortabt1.

Gåhler kom imidlertid ikke af Sted. Han blev og besejrede Marskallen i Stedet. Sammen med St. Germain udarbejdede han en Fællesbetænkning, hvortil vi har Konceptet, skrevet af Gåhlers tyske Sekretær, med Gåhlers tyske Rettelser og St. Germainsfransk e². En Sammenligning med St. Germains Martsplanviser klart, hvad der var sket: Fællesbetænkningen er helt anderledes radikal, direkte kopieret over det moderne preussiske System. Gåhlers Indflydelse er umiskendelig; St. Germains gammeldags franske Forslag er erstattet af en moderne preussiskKantonplan: Alt Mandskab paa Landet skulde indrulleres fra 4. til 40. Aar, men saaledes at Godsejerne kunde bytte Folk efter Ønske. En Milits paa 11.000 Md. skulde have 12 Aars Tjenestetid med Adgang for Soldaten til at faa Gaard efter 3 Aars Tjeneste. Allerede i Fredstid skulde den fordeles til Felthæren,saa at hvert Kompagni talte 58 hvervede og 49 nationale, og Militssoldaten skulde hvert Aar i ll^ Maaned deltage i sit Feltkompagnis Øvelser, den øvrige Tid anses som Frimand³. Hvert Feltregiment skulde have sine udskrevne Folk fra et bestemt Distrikt, grupperet om Standkvarteret. I Kompagnierneskulde Folkene samles i Kameradschaften ligesom i den

1 »V. E. scait que le roy de Prusse a tourné la tete å une infinite de gens qui veulent l'imiter; ils ne scavcnt pas qu'il faut avoir åpeuprés le méme esprit pour bien copier« (St. G. til Schmettow 26/₄ 1763, Danske Mag. 6. R. IV, 44). Rockstrohs Teori (111, 208), at Gåhler i Kommissionen vel havde sogt at strække sig vidt overfor St. G.'s Planer om en national Styrke i Hæren, falder overfor den Betragtning, at det jo netop var Gåhler, som allerede tidligere havde overbudt St. G. i Retning af Nationalisering helt op til 66 °/0/₀ af Hæren.

2 RA. PM. April 1763.

3 »Die Zeiten haben sich geåndcrt, und die Kriege werden itzt mit solchem Vigeur gefiihret, dass es sich mehrentheils in den zwey ersten Feldziige entscheiden muss, wer Gesetze geben oder annehmen soli, und zu diesem Endzwecke wurdcn die damahligen National Regimenter gewis nicht hinlånglich seyn: nicht zu gedenken, dass eine Verånderung moglich ist, die dem Landmann we it niltzlicher und vortheilhafter als jene seyn wurde, wie aus der Folge dieses Vorschlags zur Geniige erhellen wird.-

Side 39

preussiske Hær1. Man lokkede for Godsejerne med, at Planen
vilde faa Godspriserne til at stige2.

Denne preussisk inspirerede Kantonplan havde ingen Udsigt til at naa Realiteternes Verden, hvadenten Gåhler i det gunstige Øjeblik har troet paa Muligheden af et djærvt Kup eller det skyldtes almindelig Kommissionstaktik for dog at presse Modparten længere frem. I hvert Fald samlede de fire Kommissionsmedlemmer sig i Maj om et foreløbigt Fællesforslag, der var en stærkt reduceret Udgave af St. Germains Martsplan og præget af Hauch og Ahlefeldt. Felthæren skulde hentes fra Udlandet, men et lille Antal Militssoldater skulde hvert Aar anbringes som Stamme i Regimenterne, ialt kun 800 Md. aarligt³. Saa vidt havde Gåhlers radikale Planer skubbet Kommissionens konservative Medlemmer. Det var Kompromis til alle Sider, og ingen var tilfreds med Planen⁴.

Det var imidlertid ligesaa tydeligt, at Gåhler med sine preussiskeForslag en Tid havde vundet Kongens Interesse, og St. Germain havde han fra nu af bundet til sine Udskrivningsplaner⁵. I Juni fik han og St. Germain kongelig Tilslutning til et Forslagom at afskedige tretten Generaler⁶, og i Juli godkendte en kongelig Resolution et nyt Forslag fra St. Germain, der

1 Til dette ægte preussiske Forslag tilføjer St. Germain forsigtigt: »Je crois qu'il prouviendroit mieux de les mettre avec les étrangers pour leur faire prendre un esprit militaire, mais pour estre . . . seroit-il mieux de ne pas faire mention de eet article.«

2 »Duren die Proposition, die junge Mannschafft von 4 bis 40 Jahren in Eclassirungs Listen zu bringen, intendiret er die Verhohung des Preises der Land Giiter.« Bagved Forslaget maa man sikkert sætte Deputeret i Feltkommissariatet, Justitsraad Peter Bruun; jfr. iøvrig Rockstroh 111, 223.

3 Se Rockstroh 111, 209.

4 Jfr. bl. a. St. G.s Skildring til Schmettow 10/₅ 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 44).

5 Kongen udbad sig en ny Plan af Gåhler og vilde ikke diskutere Militæret med St. G., men holdt sig til andre (St. G. til Schmettow 21/₅ 1763; ibid., 45 f). Det kan ikke være noget tilfældigt Sammentræf, at G. fik St. G. med paa den rent preussiske Fællesbetænkning paa samme Tid, som han aabenbart stod stærkest hos Kongen i Kraft af sine preussiske Planer.

6 Item 2/₆ (ibid., 46).

Side 40

satte Infanteriet op paa 19.000 Md. hvervede med 5000 udskrevne-f Reserver i Læggene¹! Det var en kraftig Udvidelse af hans tidligere Forslag, inspireret af Gåhlers og hans Fællesplan,en fuldstændig Sprængning af det begrænsede Kommissionsforslag.Nederlaget i Kommissionen var hævnet. Ahlefeldt og Hauch var tvunget til at underskrive det nye Forslag, Gåhler uden Tvivl med mindre Betænkelighed². Efter langvarig Kamp med faa væsentlige Ændringer i Planen fik de tre Generaler en halv Time til at gennemse den igen og paany underskrive den.

Den kgl. Resolution kom imidlertid ikke til at betyde, at man endelig kunde standse ved den godkendte Plan og søge at føre den ud i Livet. Fra begge Sider fortsattes Kampen. Sidst i Juli enedes St. Germain og Gåhler da om et nyt Fællesforsla g³, og dermed sejrede de helt hos Konge og Ministre. Det blev til den store Forordning, der underskreves 3/₈. St. Germain var vel utilfreds over de mange Ændringer i denne nye Harlekin, som han kaldte den⁴. I Virkeligheden betød den en afgørende Sejr for ham og Gåhler efter et Aars Kampe. Den viser, hvor langt Moltke og Bernstorff har støttet dem, for med de raadende Forhold var den naturligvis ikke kommet igennem uden deres Vilje.

Efter Forordningen og Cirkulærerne til Regimentscheferne skulde Hæren tælle 28.000 Md., hvoraf knap 19.000 Md. Infanteri, saaledes som St. Germain havde foreslaaet. Militsen skulde ophæves, og i Stedet skulde oprettes de foreslaaede udskrevne Nationalbatailloner til Felthæren. Naturalydelserne, der havde dækket Halvdelen af Hærens Udbetalinger til Mandskabet, skulde bortfalde, og al Sold og Lønning udbetales i Penge af Staten. Denne skulde kontrollere Økonomien gennem Regimentscheferne, idet Kompagniøkonomien skulde ophæves, et andet af Oppositionens vigtigste Krav. Obersten blev nu Regimentets Centralmyndighed, ogsaa i disciplinær Henseende.

1 Se herom Rockstroh 111, 210.

2 Ibid.

3 St. G. til Schmettow 30/₇ 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 48).

4 Item 18/₈ 1763 (ibid., 50).

Side 41

Forordningen, der var et Program, var vel en Sejr for St. Germain¹, men først og fremmest for Gåhler. Han kritiserede ganske naturligt alvorlige Fejl i Overgangsbestemmelserne, som bl. a. skyldtes St. Germains Hastværk, og dér især den bratte økonomiske Overgang, der let vilde kunne vælte hele den nye Ordning, men han havde dog gennem Forordningen 3/₈ faaet anerkendt sine vigtigste Planer.

Fra mange andre Hold rejstes imidlertid en forbitret Kamp, og den afgørende politiske Spaltning blottedes nu hurtigt. Ikke fjorten Dage senere mente St. Germain, at Forordningen aldrig vilde blive gennemført². Den ændredes ogsaa i Slutningen af Maanedenpaa en Del Punkter, mens St. Germain selv holdtes udenfo r³, og baade Ahlefeldt, Kancellier og Rentekammer modarbejdedeaabenlyst

1 Rockstroh har desværre intet Forsøg gjort paa at fore Linjerne op fra Planerne 1762_—Juli 1763 til Forordningen af 3/₈, der jo dog bygger paa dette omfattende og opslidende Forarbejde. Planernes indbyrdes Forbindelse har han aabent opgivet at finde (111, 209), og har til Forklaring af den afgørende August-Forordning skudt en Exkurs om St. Germains Tillægsudkast fra Marts 1765 frem til 1763. Derved har han ikke alene anført St. G.s Standpunkt fra to Aar senere som Forklaring paa Forordningen, — og det vedrører endda ikke dennes vigtigste Forhold —¦ men har tillige kappet Forbindelsen mellem Forordningen og Drøftelserne forud. Jeg finder her en vigtig Aarsag til den skæve Vurdering af St. G.s Arbejde i Danmark, men dertil synes ogsaa at have medvirket en personlig Animositet, der ikke alene røber sig ved den stadige Fremhævelse af St. G.s übestridelig vanskelige Karakter, men ogsaa har bidraget til at forme Bedømmelsen af Schmettows Kritik af Officererne (111, 217; jfr. at Rockstrohs Kilder til Bedømmelsen af St. G.s Optræden udelukkende er Ahlefeldts Breve, Noten til 111, 217), en Kritik, som Rockstroh ikke desto mindre selv stiltiende billiger ved at godkende Gåhlers samstemmende Udtalelser (218); men han, Ahlefeldt og Hauch var jo ogsaa efter Forfatterens Mening »alle ærlige Mænd« (204) i Modsætning til Udlændingene St. Germain og Schmettow. Ligesaa uheldigt er det, at Rockstroh meget vel kender til den vigtige Brevveksling mellem St. G. og. Schmettow, som befinder sig i Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondhjem, og hvoraf Trier udgav det vigtigste i Danske Mag. 6. R. IV, (111,. 420), men udtrykkelig har undladt at benytte den, dette til Trods for, at den er af afgørende Betydning for Bedømmelsen af St. Germains Ophold i Danmark.

2 St. G. til Schmettow 16/₈ 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 50).

3 Item 27/₈ 1763 (ibid., 51 f).

Side 42

arbejdedeaabenlystden økonomiske Reform, hvis Krav om den dobbelte Udbetaling fra Statskassen naturligvis ikke straks kunde opfyldes¹, en Vanskelighed som hverken St. Germain eller Regeringen havde taget Hensyn til. Braem og Yodroff var af taktiske Grunde blevet holdt helt udenfor Forhandlingerne². Nu begyndte de ogsaa paa dette kritiske Tidspunkt at sabotereÆndringerne, ikke mindst efter at et Reglement af 21/₉ havde fastlagt den nye Ordning med Regimentskasserne, og Regeringensamtidig maatte skride til at sælge ud af Krongodset for at imødekomme Rentekammerets Krav.

Det blev da netop mod Bestemmelserne om Hærens indre Økonomi og mod de uundgaaelige personelle Ændringer, Reformerne gav Anledning til, at de mest forbitrede Angreb rejstes. Ophævelsen af Kompagniøkonomien slog Grunden bort under Kaptejnernes Bifortjenester, og selv om man vilde hæve Lønnen, kunde den ikke dække Tabet. Dorothea Biehl har refereret Stemningen i Hovedstaden i de Dage: Alt skulde være efter kongelig Regning; med den gamle Ordning kunde det offentlige Regnskab let ordnes af faa Embedsmænd, men nu blev det en Vidtløftighed med Bagateller; Egennyttens Baand var bristet mellem Kaptejn og Menig, og Kaptejnen vilde ikke mere tage sig af Mandskabet³.

Det var netop Sagen; Kompagnicheferne var ramt paa deres Pengepung, og deres Autoritet stærkt formindsket. CasparMoltke, Overhofmarskallens Søn, der selv var Oberst og medvirkede ved Ændringen, fandt da ogsaa i disse Forhold det centrale i hele Striden; den gamle Privatfortjeneste paa Hæren var forbi, Hærens Styre var for Alvor lagt ind under Centralregeringen⁴. To politiske Grupper tørnede her sammen.

1 27/₈ og 30/₈ 1763 (ibid., 51 f); videre Ahlefeldt til J. 11. K. li. 25/₉ {Bernst. Pap. 11, G); endelig Rockstroh 111, 216.

2 Ibid.

3 Cit. Hist. Tidsskr. 3. R. IV, 316 IT.

4 »I en saadan Krigshær kunde en Reformator aldrig være velkommen. Men han var dog fornoden . . . Egennytte, Magelighed og Ulydighed blev -angrebene (Caspar Moltke: Breve indeholdende Anmærkninger ved det forrige og nuværende Krigssystems Sammensætning, (1771), 10 f; jfr. 18 ff, 24 ff).

Side 43

De personelle Ændringer gjorde ikke Striden mindre; ti Generalermaatte afgive deres Regimenter, mange Officerer forflyttedesog en Del afskedigedes, samtidig med at alle nu kom ind under Konduitelisternes Kontrol. Og den, som foretog disse Personændringer, var ikke den før og siden saa haardt lastede St. Germain, men — Gåhler¹.

Bag deres Reformer stod stadig Moltke og Bernstorff. Til Trods for de store Krongodssalg, som skyldtes den bratte Overgangi det økonomiske System, kunde A. P. Bernstorff, som kendte baade Onklens og Moltkes Indstilling, alligevel sidst i September skrive til sin Far, at Forflyttelserne havde glædet nogle og ærgret andre; Obersterne skulde nu føre Konduitelister, saa jo slettere Emnerne var, desto mindre Mulighed havde de for at avancere, »saa de vil skrige kraftig op«², —og tre Uger senere mente han, at Retfærdighedens Krav strengt var fulgt³; ganske vist indrømmede han, at Statskassen i nogen Tid vilde blive bebyrdet, men det vilde snart rette sig, »det er umuligt

1 Det fremgaar tydeligt af Ahlefeldts Beretning til Bernstorff om sin Drøftelse med Moltke sidst i September (21(²¹/₉, Bernst. Pap. 11, 3 f). Ahlefeldt, der maatte vide, at ogsaa Bernstorff kendte hele Sagen, skriver, at det undrede ham, at Moltke under ingen Omstændigheder vilde se Gåhler som Militærets Leder, naar man jo netop havde støttet sig til ham angaaende de mange Forflyttelser og holdt St. G. udenfor. Dette forringer jo i nogen Grad Værdien af Gåhlers Begejstring over Forflyttelserne, som Rockstroh støtter sig paa for at vise Fordelagtigheden ved dem (111, 218). Men Rockstroh er paa intet Tidspunkt klar over Gåhlers fremtrædende Rolle i disse Aar, hvor han i Ly af St. Germain gennemførte sit Militærprogram, ej heller har han undersøgt, fra hvem de enkelte Reformplaner hidrorte.

2 A.P.8. til A. G. B. 27/₉ 1763 (Bernst. Pap. I, 302).

3 Tendensen i Forflyttelserne var ogsaa tydelig nok: Bernstorfls Svoger havde faaet Regiment, Schmettow særlig Gage og Grev Gortz, Karl af Hessens Ven, med hvem St. G. allerede under Felttoget 1762 var bragt i Forbindelse (se A. P. B. til A. G. B. 22/₇ 1762, ibid. I, 265) og en af de hessiske Prinser havde ligeledes faaet et Regiment (A. P. B. til A. G. B. 27 9 1763, Bernst. Pap., I, 302).

Side 44

helt at forene den politiske Okonomi med den finansielle«¹. Selv skrev BernstorfT sidenhen, at det var de mange, der fandt deres Regning ved Uorden, Dovenskab og slette Grundsætningeri Militærstyret, der skreg op². Moltkes Indstilling viste sig kort efter.

Den, hvis Autoritet havde lidt mest ved St. Germains og Gåhlers Reformer, var deres Foresatte, Ahlefeldt. Han var Krigsminister, allieret med den gamle Hær og dens Mænd, og de havde oplevet Nederlaget. Hvor svagt Ahlefeldt nu stod, viste Begivenhederne i de følgende Maaneder efter Augustforordningen. 25/₉ sendte han Bernstorff og Reventlow en Betænkning, hvori han gjorde op med Oppositionen, som han anklagede for at have bragt Hærvæsenet i Kaos og for at sønderbryde Forbindelsen mellem den civile og den militære Administration. Han var paa Randen af sjæleligt Sammenbrud og ventede at blive afsat³.

En Maaned senere skrev St. Germain til Schmettow, at Ahlefeldt skulde gaa. af, at Krigskancelli og Generalkommissariatskulde ophæves, en centraliseret Militærstyrelse, et Generalkrigsdirektorium, oprettes og han selv være dets Chef; mere vidste han ikke derom⁴. Dette betød en radikal Omvæltningi Militærets Styre, og at St. Germains og Gåhlers Kamp for en centraliseret Hærledelse var Forudsætningen derfor, turde være klart. Den nye Institution vilde blive en Kopi af de centraliseredepreussiske Direktorier, og den var saaledes det tydeligsteUdtryk for de militære Reformisters politiske Sejr. Dermedhavde de ikke alene Ledelsen af Hærens Styrker, men ogsaa af et nyt Krigsministerium, hvor det tidligere uafhængige

1 A.P.8. til A. G. B. 18/₁₀ 1763 (Bernst. Pap. I, 303).

2 J. H. E. B. til F. L. Dehn Februar 1764 (cit. Edvard Holm 111, 2, 390).

3 K.V. Ahlefeldt til J. H. E. B. 25/₉ 1763 (Bernst. Pap. 11, 5 f).

4 St. G. til Schmettow 25/₁₀ 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 54); deter karakteristisk for den spændte Situation i Ministerierne og ved Hoffet, at St. G. endnu 8/₁₀ omvendt ventede, at hele hans Arbejde skulde ligge knust og han selv blive fjernet (ibid., 54).

Side 45

Generalkrigskommissariat, — deres faste Modstander — var
indordnet som Departement under den militære Præsident.

Alligevel er det aabenbart, at St. Germain havde Ret i, at han, dengang han skrev sit Brev til Schmettow, ikke vidste meget mere om den Institution, han skulde lede. Han opholdt sig oftest i Søllerød og kom kun til Byen hver 14. Dag. Det var, saa vidt vi kan se, paa denne Tid Gåhler, som ordnede deres Forretninger, ligesom det var ham, der havde ordnet Forflyttelserne i Hæren. Omstændighederne ved Direktoriets Oprettelse viser os temmelig klart, hvordan Forholdet mellem Ministrene og de militære Reformatorer havde udviklet sig.

Maaneden før Direktoriets Oprettelse havde Ahlefeldt sendt Bernstorff et i denne Sammenhæng højst oplysende Brev, hvori han meddelte, at han var blevet kaldt til Moltke i Anledning af, at han havde faaet et Brev fra sin Svoger, O ver jægermester Gram, —Bernstorffs nære Ven — om sin Afsked; han havde betroet Moltke sin Bestyrtelse over, at der ikke var sørget for nogen Retrætepost til ham. Bernstorff skulde tidligere have raadet ham til at forhale Sagen, mens han raadførte sig med Moltke og fandt en Efterfølger; men efter hvad han skriver, vilde Moltke under ingen Omstændigheder have Gåhler¹. Bernstorff bad saa atter Ahlefeldt om at blive en Tid², men da denne havde sikret sig Guvernørposten i København, var Sagen klar. 26/₁₀ fik han sin Afsked som Overkrigssekretær³.

To Dage efter oprettedes Generalkrigsdirektoriet; kun saalænge Arbejdet paa dets Oprettelse var i Gang, havde Moltke og Bernstorff holdt Ahlefeldt hen. St. Germain blev Præsident, Hauch blev Krigsdepartementets, altsaa den centrale Administrations, Leder som Overkrigssekretær og Referent til Kongen. Under dem stod Gåhler, Caspar Moltke, Justitsraad Ludvig Munk og Generalkrigskommissærerne H. Schultz og Vodroff.

At St. Germain og Gåhler havde haft direkte Indflydelse

1 K. V. Ahlefeldt til J. H. E. B. 21/₉ 1763 (Bernst. Pap. 11, 3f)

2 Item 27/₉ 1763 (ibid. 11, 8).

3 ». . sa tete et son caracthére ne sont pas pliants«, skrev St. G. til Schmettow 25/₁₀ (Danske Mag. 6. B. IV, 55).

Side 46

paa denne Ordning, er evident. Gåhler omtaler sidenhen i et Brev til St. Germain, at denne allerede forinden havde indgivet en forudgaaende Indstilling om Oprettelse af Direktoriet¹, og i sine Memoirer har St. Germain skitseret en lignende Institution som ønskværdig for det franske Militær². Karl af Hessen, som skrev sine Erindringer paa et Tidspunkt, hvor det var opportuntat være imod St. Germain, lægger hele Ansvaret paa ham; Ministrene havde sagt til ham: Gør, hvad De finder bedst, — hvorefter man paa hans Forslag oprettede Direktoriet og gav ham de Medarbejdere, han valgte³. Men i det nævnte Brev til St. Germain, der var skrevet efter dennes Fald 1766, hævder Gåhler, at Direktoriet ikke var blevet en Fiasko, hvis man blot havde indrettet det helt efter St. Germains Indstilling 1763, med en Præsident, to militære Departementschefer og to civile Kommissærer.

Andre skulde altsaa have grebet ind i Udformningen og Oprettelsenaf Embederne. At Braem maatte glide ud sammen med Ahlefeldt, var klart. Han var Reformisternes stærkeste Modstander; med ham afskedigedes ogsaa General v. Hobe, Chefen for Feltkommissariatet, med hvem St. Germain allerede kolliderede 1762. Caspar Moltke var en stærk Tilhænger af de militære Reformer, kom ikke til a,t betyde noget for DirektorietsFiasko og blev atter taget med af St. Germain, da denne i 1767 genvandt sin Magt for en kort Tid. Det kan da næppe være ham, Gåhler hentyder til i sit Brev. Med ham og Gåhler har vi aabenbart de to militære, som St. Germain skulde have foreslaaet. Men der kom en til med, nemlig Gåhlers Kollega og Konkurrent, Hauch, og han blev endda Overkrigssekretær og Chef for Infanteriets og det almindelige Hærdepartement, altsaa Indehaver af Nøgleposten i det nye Direktorium. Nu havde Godsejeren Hauch, som vi har set, altid været Modstanderaf St. Germains og Gåhlers vidtgaaende Forslag. Og siden kom de ogsaa til at ligge i fortsat Strid, indtil Hauch 1765 i

1 G. til St. G. 27 8 1766 (Inkvisk. IV, 598).

2 Mémoires, 60 ff.

3 Mémoires de mon temps, 15.

Side 47

Protest tog sin Afsked eller simpelthen blev trængt ud af sine Kolleger. Ikke destomindre finder vi ham her i Oktober 1763 som Administrationens Leder, over Gåhler, og som Militærets Referent direkte til Kongen, den stærke Stilling, som Overkrigssekretærernehavde, fordi de derved forelagde alle Militærets Sager udenom Konseillet.

Andre maa have grebet ind, og alle Spor peger mod Ministrene. Moltke havde allerede vist Ahlefeldt, at han under ingen Omstændigheder vilde have Gåhler som Overkrigssekretær. Han var jo den stærkeste Personlighed indenfor Oppositionen, og megen Magt havde han allerede opnaaet ved Siden af Ministrene. Yderligere Oplysninger giver et Brev, som A. P. Bernstorff Dagen efter Direktoriets Oprettelse skrev til sin Far: »Vi har faaet et nyt Krigsraad med Mr. de St. Germain som Præses. Under ham staar Mr. Hauch, en usædvanlig dygtig Mand, der er blevet Statssekretær i Krigsdepartementet, og — rent ud sagt — nu er Sagerne sat paa en saadan Fod, at det maa være tilfredsstillende for enhver god Militær og enhver god Patriot. Jeg tror at kunne sige, at det er min Onkel, som har foretaget Arrangementet, der kan faa en ganske særlig Betydning for Landet «¹.

Sætter vi dette Brev i Forbindelse med, hvad der er udviklet ovenfor, finder vi sikkert Forklaringen paa, hvad der foregik ved Direktoriets Oprettelse. St. Germain og Gåhler ønskede den fulde Magt over Hæren, saa at de kunde faa gennemført de Reformer,som de havde faaet vedtaget. De krævede et Generaldirektorium,hvor de selv skulde være Ledere, og samtidig Fjernelsen af deres haardeste Modstandere. Moltke og Bernstorff havde støttet dem ved Omformningen af Hæren og Udrensningenblandt Officererne. De havde set, at hele Reformarbejdet var ved at ende i Kaos og den moderniserede Hærordning ved at falde sammen under Modstanden, der rejstes baade i Krigskancelliog Generalkommissariat. Skulde de Reformer gennemføres,som de var gaaet ind for, maatte den øverste Administration,som

1 A.P.8. til A. G. B. 29/₁₀ 1763 (Bernst. Pap. I, 305 f).

Side 48

tion,somskulde udføre dem, ogsaa ændres. De havde da intet andet Valg end at give efter for Kravet om Direktoriet og om Ahlefeldts, Braems og Hobes Afgang. De gjorde St. Germain til Præses; heller ikke her var der noget Valg. Han kom dog aldrig for Alvor ind i den daglige Administration, og han kunde ikke forstaa Kongens Tysk. En anden praktisk Leder maatte saa indsættes. Men Gåhler, som var den farligste og St. Germainsnære Medarbejder, fik ikke Nøgleposten som Overkrigssekretær.Den gav Ministrene Hauch, saa at han fik den direkte Adgang til Kongen. Dermed mente de vel at have sikret DirektorietsStabilitet og neutraliseret Gåhler. A. P. Bernstorffs Omtale af Hauch turde vise, hvem Ministrene stolede paa, og at det var dem, der satte ham ind. Schack-Bathlou kunde lykønskendeskrive til Bernstorff, at Nedgangen i Militæret nu var forbi og alt samlet i een Mands Haand¹.

Der var imidlertid andre, der klarere saa, hvad Direktoriets Oprettelse kunde føre med sig, selv om Hauch var blevet Overkrigssekretær. Hauch vilde ikke i Længden kunne holde Gåhler nede, isoleret som han var i Direktoriet, og Faren var saaledes blot blevet endnu større for Ministeriet. Klevenfeldt skrev, at de militære nu vilde styre de civile og »tage Fortrin for det ganske Geheime-Conseil«², og U. A. Holstein, der sympatiserede med Altonakredsen, men endnu søgte at støtte sig til Konseillet, skrev om St. Germain: »I Tillid til sin Dygtighed og sikre Position intrigerede han for fuld Kraft og fik de andre med dertil, i Haab om at Militæret kunde vinde den afgørende Magt over Civiladministrationen . .; saaledes gaar vi den direkte Vej til at skifte Styre og gøre det militært«³.

I den første Tid maatte Ministrene imidlertid mene, at de havde løst Problemet om Reformernes Gennemførelse samtidig med, at en moderat Ledelse af Administrationen var sikret gennemHauch. En Reform, der holdt sig indenfor Hærens egne Rammerog ikke berørte Konseillets Stilling, forekom endnu mulig.

1 Sch.-R. til J. H. E. B. 15'₁₁ 1763 (Bernst. Pap. 11, 451 f).

2 Cit. Trier, 54.

3 Cit. ibid., 18G.

Side 49

Vintermaanederne 1763_—64 syntes da ogsaa gunstigere for St. Germain og Gåhler. De raadførte sig med Schmettow, Rantzau-Ascheberg, der var genindtraadt i Hæren som Generalmajor,og Oberstløjtnant Lehmann om deres Planer¹. Schmettowkom i November til København med Bernstorffs ivrige Støtte² og blev i Januar 1764 General til Hest. Gåhler blev i Marts Generalløjtnant. Endnu i December 1763 skrev A. P. Bernstorff til sin Far, at det nye Direktorium gjorde store Omvæltninger,som vel ikke alle vilde være tilfreds med, men man mente at gøre det rigtige, og han havde al mulig Aarsag til at haabe, at Direktoriets Foranstaltninger var gode³.

Alligevel afslørede denne Vinter, at den formodede Løsning af Striden 1763 ved Oprettelsen af Direktoriet blot havde bragt det hele Problem i Haardknude. Forordningen af 3/₈ 1763 skulde jo gennemføres, og her var langt igen. Saaledes manglede det vigtigste, og farligste, Militsens Omdannelse, og atter saboterede Civilstyret konsekvent Arbejdet. Blev Militærets Kræfter tilsyneladende koncentreret med Konseillets Støtte, saa stivnede til Gengæld ogsaa Modstanden fra Kancelliernes Embedsmænd og fra Rentekammeret. Resultatet blev, at Reformarbejdet atter truede med at gaa i Staa⁴, og nu virkede Tiden direkte mod Reformisterne.

Syvaarskrigens sidste Stridigheder var blevet afviklet. I Slutningen af 1763 var Katharina begyndt at svinge over til en forsonligere Politik mod Danmark i det holsteinske Spørgsmaal,og den forhandlingsvenlige holsteinske Politiker, S aldern, vandt frem i Petersburg. Udsigterne lysnede for Bernstorfftil at faa sin Mageskiftetraktat bragt i Stand. Derved styrkedes hans Position atter, og samtidig maatte han nu se med Uro paa, at de ledende Militære i Danmark var Folk, som

1 Se bl. a. St. G. til Schmettow 25/₁₀ 1763 (Danske Mag. 6. R. IV, 54). Ogsaa fra om Sommeren har vi Vidnesbyrd om Schmettows, Rantzaus og St. G.s nære Forbindelse (St. G. til Schmettow a/« 176^, ibid., 46).

2 St. G. til Schmettow 26/_n 1763 (ibid., 56); A. G. Moltke til J. H. E. B. 2»/ii 1763 (Bernst. Pap. 11, 353).

3 A.P.8. til A. G. B. 13/₁₂ 1763 (ibid. I, 284)

4 Se bl. a. Rockstroh 111, 221.

Side 50

var antirussiske og søgte Tilknytning til Preussen. Den haardnakkedeStrid mellem Direktorium og Civiladministration om eventuelle nye Fremstød for at faa 1763-Planerne helt udført kunde ikke stemme ham roligere, og St. Germains Kritik af det danske Styre kunde ej heller være ham übekendt¹. Da Gåhler aabenbart alligevel sammen med St. Germain syntes at beherske Direktoriet og holde Hauch nede, besluttede han at sætte en Spion derind for at kontrollere, hvad man egentlig foretog sig, og han valgte forsigtigt. Han valgte nemlig den tidligere Officer, Grev Ulrik Adolf Holstein, som havde udført visse diplomatiskeOpgaver for ham under 1762-Krisen, men for sin Egenmægtighed og Kritik var blevet holdt ude fra videre Tjeneste². Holstein havde lige siden søgt at komme ind igen hos Ministeren, og Bernstorff besluttede nu at bruge ham.

Ved sin Ansættelse i Direktoriet sendte Holstein Bernstorff et Brev, der klart nok siger, hvor Bernstorff nu stod. Det bekræfter,at det var ham, der fik Holstein anbragt i Direktoriet, og at det var som hans Agent mod St. Germain og Gåhler, Holstein indtog sin Plads². Efter en kraftig Hengivenhedserklæringtil Ministeren udtalte Holstein sin Glæde over, at han ikke skulde have en militær Grad, da han mente, at den civile Stand var den vigtigste i Staten, den hvortil han med MinisterensTilladelse havde viet sig(!), og hvorom alle hans politiske

1 Sidst i Juli 1763 havde han til Schmettow rettet et sLcrkt Angreb paa Kancelliernes Administration, Anarkiet og Korruptionen i Adelsstyret og Ministrenes Blindhed for Fejlene: »Le luxe at sa source, je crois, dans la multiciplité des titres que Ton donne, on tire tout le monde de la charrue, des boutiques et de la livrée pour en faire des seigneurs en titres; ils veulent dabort l'estre en magnificence etc., mais comment déraciner eet abus déstructif, puisqu'il engraisse les chancelleries; on ne veut pas comprendre que eet abus et les sportel retombent toujours aprés une ccrtaine circulation å la charge du roy et aménent la destruction de l'estat; les gens les plus senses n'ont pas des idées justes d'un bon gouvernement et je vois que rien n'arrivc plus lentement et plus difficilement que le bien« (o. 20/₇ 1763, Danske Mag. 6. R. IV, 47).

2 Her henviser jeg generelt til Erik Arup: Kritiske Studier i nyere dansk Historie (Hist. Tidsskr. 9. R. I, 129_—213).

3 U. A. Holstein til J. H. E. B. 8 12 1763 (Bernst. Pap. 11, 241—42).

Side 51

Spekulationer drejede sig; han vilde Resten af sit Liv forblive Civilist¹. Med andre Ord: Jeg skal følge Deres Plan med mig; jeg mener, som De, at de civile maa have Magten i dette Land, og som Civilist er jeg Deres Mand. Holstein var efter Fiaskoen med Hauch Bernstorffs og Moltkes civile Reserve mod St. Germainog Gåhler. Kort efter var Bernstorff da ogsaa i Gang med Forhandlinger om Anbringelsen af en yderligere Modvægt, og dennegang en militær Kapacitet, der ikke kunde overvældes af Reformatorernes militære Sagkundskab, og som kunde sikre en forsvarlig Udførelse af den økonomiske Reform. Det var den preussiske Generalintendant Ernst Arnstedt.

Naturligvis kom det under disse Forhold hurtigt til Strid, og nu udtrykte ogsaa Moltke sin Uro over Forholdene i Direktoriet. Arnstedts Ansættelse modarbejdedes af Direktoriet, som ikke ønskede flere af Ministrenes Kandidater imellem sig. Moltke beklagede overfor Bernstorff de nye Vanskeligheder, og ogsaa han saa nu klart, hvilken Fare, der truede fra Direktoriet. Han indrømmede selv, at han nærede stærk Uvilje mod Direktoriet for dets Administration; Situationen var værre, end han netop da kunde røbe; »det er nødvendigt nu, tror jeg, at sætte Bom for en saa voldsom (dur) Fremgangsmaade, som man hører om hver Dag«².

Denne Strid gjaldt ikke alene Arnstedts Ansættelse, som lykkedes sidst i Marts, og den daglige Forretningsgang. Baggrunden var Arbejderne paa en ny Forordning, som skulde sikre Militsens Nyordning efter 1763-Retningslinierne.

Dermed var Direktoriet atter i Farezonen. Kancellierne tog den gamle Kamp op og krævede Ulemperne for Godsejerne ved den gamle Milits forebygget først. 13/₄ 1764 blev den dødfødte Forordning underskrevet. Den bestemte, at der skulde udskrives 1 Md. pr. 32 Td. HK med Stavnsbaand fra 4. til 40. Aar for alle Bønderkarle. Tjenestetiden var 12 Aar og fra 1768 skulde Karle med tre Aars Tjeneste kunne fæste Gaard. Militsen skulue ikke

1 U. A. Holstein til J. H. E. B. 8/₁₂ 1763 (Bernst. Pap. 11, 241—42).

2 A. G. M. til J. H. E. B. 25, 3 1764 (Bernst. Pap. 11, 354).

Side 52

længere være et sluttet Korps, men et bestemt Antal udskrevne Karle i hvert Feltregiments Distrikt skulde tilhøre Regimentet, og hvert Kompagni skulde rumme 58 hvervede og 49 udskrevne, med aarlig Felteksercits for 20 udskrevne pr. Kompagni i 11/^l¹/^ Maaned.

Dette skulde i Princippet betyde Indførelsen af det preussiske Kantonsystem i Danmark; som Rockstroh, der blot holder sig til de militære Bestemmelser, udtrykker det: Skellet slettedes mellem Milits og Felthær¹. Det vilde være Gennemførelsen af Gåhlers store Planer. Men det var samtidig, som Hans Jensen har set det, »et bevidst og gennemtænkt Kompromis mellem Statsog Godsejerinteresser«², og Forordningen var endda meget uklart formuleret. Dertil kom saa siden, at Kancelliet i Praksis standsede Udførelsen. Det udsendte aldrig Ordre om Lægdernes Indretning, og de øvrige Bestemmelser blev ikke fulgt, undtagen to, Udvidelsen af Stavnsbaandet og Opløsningen af den gamle Milits³, altsaa netop de to Fordele, som Godsejerne kunde drage af Forordningen. Dens militære Bestemmelser blev aldrig udført.

Direktoriets Nederlag var eklatant. Modsætningen til Ministreneblev kun uddybet, og ny Strid opstod om Holsteins Arbejde i Direktoriet⁴. Han havde trolig sendt Moltke og BernstorffBeretninger om, hvad der foregik⁵, og disse hans Arbejdsgiveresøgte at skaffe ham forøget Fodfæste mod St. Germains og Gåhlers Modstand⁶. I første Omgang lykkedes det, og om Sommeren synes der at have været nogenlunde Ro, men da Arbejdetgenoptoges

1 Rockstroh, 111 225 f.

2 Hans Jensen: Dansk Jordpolitik 1757—1919 I (1936), 44.

3 Se Rockstroh 111, 223, 225 f.

4 J.H.E.B. til A. P. B. 21/₄ 1764 (Bernst. Pap. I, 464).

5 «... je n'effectuois rien par mes mémoires que je remettois aux comtes de Moltke et de BernstorfF . . .« (cit .Arup i Hist. Tidsskr. 9. R. I, 157, Note 2).

6 J.H.E.8. til A. P. B. 28/₄ 1764 (Bernst. Pap. I, 46" 4); A. G. M. til J. H. E. B. formodentlig 23/₄ 1764 (ibid. 11, 354); J. H. E. B. til A. P. B. Vs 1764 (ibid. I, 465).

Side 53

bejdetgenoptogesom Efteraaret, blev det hurtig galt igen.
Den fornyede Strid endte først med St. Germains Fald 1766.

I Begyndelsen af Oktober 1764 modtog Holstein paa een Gang Breve fra St. Germain og Gåhler. Den første bad ham kort og godt om at holde sig til sine egne Anliggender og ikke blande sig ide øvrige Deputeredes¹. Gåhler, der kendte Holstein og hans Sympatier, skrev venligere, men Meningen var den samme: Holstein havde ikke forstaaet Disciplinens Betydning og hvor han havde sine sande Venner². Det var en Invitation, og et Krav om klar Stillingtagen. Paa den anden Side pressedes Holstein ogsaa af Bernstorfferne, der følte sig sikre i Regeringen, men ikke længere stolede paa Holstein³.

Fra da af gik Moltke og Bernstorff stadig stærkere mod Direktoriets Kurs, hvor de kunde komme til at gribe ind. Da Cheferne til de nyformerede Feltregimenter skulde udnævnes, gennemførte Konseillet Udnævnelserne mod Direktoriets Ønsker. Moltke satte samtidig St. Germain Stolen for Døren i et meget bestemt Brev⁴. Sidst i Oktober slog Marskallen og Gåhler igen. De saa, at alt deres Arbejde undermineredes indefra af de Direktoriemedlemmer, som Ministrene havde sat derind. Nu krævede de, at Hauch, Holstein og Vodroff skulde forlade Direktoriet. Moltke satte sig straks i Forbindelse med Bernstorff og aftalte, at de skulde gøre St. Germain klart, at en saadan Optræden maatte høre op⁵. Det gjaldt jo intet mindre end Ministrenes Hold paa Militærstyret, for hvis de tre blev afskediget, vilde St. Germain og Gåhler være eneraadende i nær Kontakt med Kongen udenom Konseillet.

Det var for sent. St. Germain og Gåhler sad endnu saa stærkt
i deres Departement, at de kunde gennemtrumfe deres Krav.
Vodroff fik sin Afsked 5/12, og Rockstroh formoder, sikkert

1 Cit. Hist. Tidsskr. 9. R. I, 161, Note 1.

2 Cit. ibid.; Note 2.

3 A.P.8. til A. G. B. 20/_11; "lv 1764 (Bernst. Pap. I, 311, 318); A. P. B. til U. A. H. 6/io 1764 (cit. Hist. Tidsskr. 9. R. I, 162, Note 3).

4 A. G. M. til J. H. E. B. (Efteraar 1764, Bernst. Pap. 11, 355)

5 A.G. AI. til J. H. E. B. 19/₁₀ 1764 (ibid.).

Side 54

med Rette, at St. Germain ved at forflytte ham som Yice- Generalkrigskommissær til Hertugdømmerne i sin Hævn har villetramme ham haardt økonomisk¹. 12/₁ 1765 tog Hauch sin Afsked og rejste til Kronborg som Kommandant. Saa forlod ogsaa Moltkes Søn Direktoriet².

Dermed var Broerne brudt af for et fredeligt Samarbejde. Konseillet maatte have Indseende med de militære Sager ad anden Vej: Fra Januar gennemgik Bernstorff personlig Direktoriets Anliggender med Gåhler³. I Marts lykkedes det ham at faa undertegnet den dansk-russiske Forsvarstraktat i St. Petersburg og dermed udslette Modsætningsforholdet fra 1762. Forhandlingerne begyndte om Mageskiftet. 6/₄ fik Bernstorff ansat General Arnstedt som 3. Deputeret i Direktoriet sammen med en anden tysk General, og Nevøens Glæde var stor over denne Terrænvinding⁴. Der var oprettet en ny Modvægt mod St. Germain og Gåhler.

Samtidig svækkedes St. Germain føleligt ved, at Schmettow brød med ham. Han havde i Februar 1764 faaet den mægtige Stilling som kommanderende General i Norge. Det var Meningen,at ogsaa den norske Hærs Forhold skulde bringes endelig i Orden. Langt den største Del af den norske Hær var udskrevet,og Schmettow foreslog da i Efteraaret 1764 at kombinereUdskrivningen med det svenske Inddelingssystem, saa at Soldater og Officerer fik Jord og Hus, og deres Indkaldelsesperioderforkortede s⁵. Der skete nu intet mindre, end at St. Germain,der allerede laa i Strid med det konkurrerende norske Generalitet om Hærbevillingerne, foreslog en Omdannelse af den norske Hær, der vilde give 60 °/0/₀ hvervet Mandskab⁶, et radikalt Brud med hele den norske Tradition og Befolkningens

1 Se Rockstroh, 111 227; han har blot forskudt YodrolTs Afskedigelse et helt Aar.

2 Ibid., 11l 228.

3 J. H. E. B. til G. 12,\, 13/! 1765 (Inkvisk. 111, 9G).

4 A. P. li. til A. G. B. 9/₄ 1763 (Bernst. Pap. I, 319).

5 Rockstroh 111, 230.

6 RA. PM Marts 1765.

Side 55

Forhold. Der kan kun have foresvævet St. Germain en Tanke om at sætte det norske Hærsystem paa samme Basis som det danske. Forskellen i Landenes Forhold var ham formodentlig übekendt, og han havde forset sig paa Betegnelsen Nationalhær.Han ansaa den udskrevne Hær for en Milits af samme Art som den tidligere danske¹.

Schmettow var tydelig nok rystet over denne Optræden². Han mente, at St. Germain helt havde skiftet Princip³ — havde altsaa ikke forstaaet, at St. Germain troede, at den norske Hær var en svag Milits med to hvervede Regimenter. St. Germain vilde ikke give sig, og Schmettow sendte ham atter i April en skarp Redegørelse⁴. I sit første Svar havde han angrebet St. Germain, fordi han lod sig lede af Gåhler, der altid gik Bagveje; han truede med at bryde med St. Germain, hvis han ikke løsrev sig fra Gåhler⁵. St. Germain svarede vel, at han havde Ansvaret for Planen, men indrømmede, at Gåhler havde givet ham Detaillerne;han stod fast og vilde ikke svigte Gåhler, som han skrev⁶. Saa klagede Schmettow i meget bitre Vendinger til

1 RA. PM Marts 1765. Dette er aabenbart undgaaet Opmærksomheden, saa man i Martsbetænkningen har læst en radikal Ændring af St. G.s Anskuelser. Selv skrev han til Schmettow, at Kongen var bedre tjent af en regulær Hær end af en, »qu'on appelle ici une armée nationale; je ne regarderai jamais comme une armée un amas de paysans enregistrés dans des livres -et un nombre d'officiers ou soit disant teis pour la plupart disperses dans un pays immense, vivans et se conduisans å leur fantaisie, et qui peuvent å peine se connoitre ni les paysans qui doivent former leur troupe« (St. G. til Schmettow 30/₃ 1765, Danske Mag. 6. R. IV, 70). Det andet Brev om den norske Plan har Trier fejlagtig anbragt under Februar 1764 (ibid., 59).

2 »Si ce plan tout plein d'erreurs de calculs est de Mr. le maréchal, il faut dire qu'il est un grand homme å mener å l'ennemi des regiments touts formes, mais qu'il ne s'entend du tout pas au detail pour les former« (Randbemærkning tilføjet i St. G.s Brev 30/₃ 1765 (ibid, 70).

3 Schmettow til St. G. »/s 1765 (ibid., 63).

4 Item 12/₄ 1765 (ibid., 71).

5 9/₃ 1765: »daignez aussi vous mettre åma place, et jugez å quel point je dois étre étonné avec tout le public que V. E. accorde toute sa confiance et abandonne tousles details å Mr. de Gåhler . . .«. Det var gennem hans Hænder alt passerede, og hansom ordnede Direktoriets Sager (ibid.).

6 St. G. til Schmettow; han tilføjede: »Quand j'ai cru avoir a me piaindre de M. le general de Gåhler, je l'ai fait librement et å luy méme; mais je n'en ai pas moins rendu justice å ses talens (Schmettow: cela plait å dire å Mr. le Maal) je lui dois encore celle de declarer que depuis que le directoire est érigé, l'on ne peut pas assez louer son zéle, son activité infatigable et son intelligence dans le travail; je dirai méme plus, jesvis persuade que si le roy le perdoit, il lui seroit tres difficile de le remplacer . . .« (Danske Mag. 6. R. IV, 69).

Side 56

Bernstorff over St. Germain og hans Administration, en alvorlig
Sag for Marskallen, da det jo var Schmettow, der havde skaffet
ham til Danmark1.

10/₄ henvistes Sagen til en Kommission af Arnstedt og hans tyske Kollega Finck, Gåhler og tre Deputerede fra Schmettows norske Generalitet. Kommissionen vendte sig enstemmig mod St. Germains Plan og tilføjede ham dermed et afgørende Nederlag. Gåhler var med til uden Diskussion at forkaste St. Germains Plan og indgav en lang Betænkning, som nedsablede Marskallens Forslag, som han selv havde givet St. Germain alt Materiale til! I Samtiden mente man almindelig, at det var Gåhler, der i Direktoriet dirigerede St. Germain, og ikke omvendt. Schmettows direkte Anklage, og endelig den her givne, Skildring af Militærplanerne 1763_—64 turde have bekræftet denne Opfattelse. Gåhler var hurtigt blevet den ledende i Reformarbejdet og det var ham, der havde renset ud i Officerskorpset. St. Germains Paastand, at det var Gåhler, der havde givet ham alle Detailler til den norske Plan, og saaledes let kunde have vist ham det umulige i den, er saa meget sandsynligere, som St. Germain intet anede om Norge, — det fremgaar klart nok af hans Breve til Schmettow — og kun havde Gåhler i Direktoriet til at retlede sig paa det Tidspunkt. Det var ogsaa Gåhler, der nu refererede Militærets Sager og forelagde dem for Bernstorff og Moltke. Han har klart nok vidst, hvorhen Vinden var drejet. St. Germain stod isoleret i Danmark og kunde ikke længere gennemføre Gåhlers Planer. Under disse Forhold turde Gåhlers Optræden overfor den norske Plan være gemen². Og den bestak ikke Ministrene.

1 Schmettow til J. H. E. B. « 4 1765 (Bernst. Pap. 11, 495 f).

2 Jfr. Schmettows Udtalelser til St. G. fra samme Tid: »Quand bien méme je le (Gåhler) soupfonhe un peu de ne pas rendre un compte exacte å V. E. des affaires, des mémoires, des details et des representations dont il devroit lui faire rapport« (9(⁹/₃ 1765, Danske Mag. 6. R. IV, 66).

Side 57

Til sit norske Forslag havde St. Germain vedlagt et Bilag, der bad om Udskrivning aarlig af 10 Md. af de 49, hvert dansk Feltkompagni efter Forordningen 1764 skulde have haft. Det var et forsigtigt Forsøg paa at faa Kancellierne med til den endelige Udførelse af Forordningen. Selv dette mislykkedes, især da Arnstedt gik ind for, at Militsfolkene ikke skulde øves sammen med Feltregimenterne¹. Godsejerstyret havde fremtvunget Tilbagetoget fra den St. Germainske, eller rettere, Gåhlerske, Ordning.

Sidst i Juli 1765 skrev Moltke til Bernstorff: »Jeg føler hele det Übehag, som Deres Excellence maa have næret ved den Samtale, De har haft med St. Germain, hvis De har kunnet tale klart og lige ud om mange Sager, som han maaske ikke ved saa meget om som vi. Han maa forstaa, hvad Følgerne bliver, og hvad han vil gøre. Det er umuligt, at Sagerne kan fortsætte, som de nu ligger, og det er absolut nødvendigt at bøde paa det hele saa hurtigt som muligt«².

Endnu i November bad St. Germain blot om 5 udskrevne pr. Kompagni, ialt 1100 Md. Ogsaa det bremsede Kancellierne³. Handelen med Officers charger, som han ligesom Numsen havde søgt at standse, skød atter frem og legaliseredes endog ved kgl. Resolution af 4/₉ 1765. Med Rentekammer og Generaltoldkammerlaa Direktoriet i voldsom Strid⁴. I Oktober sendte Marskallen Gåhler en Billet, som siden fandtes blandt hans Papirer, da de blev beslaglagt af Inkvisitionskommissionen ved Struensees Fald. Her havde St. Germain hastigt nedkradset Retningslinjerne for deres sidste Offensiv med Ordre om at gøre Modstand ogsaa mod de kongelige Resolutioner, hvis de skulde træde i Vejen. Der skulde sættes al Kraft paa Gennemførelsen

1 Rockstroh 111, 238.

2 A. G. M. til J. H. E. B. 21/₇ 1765 (Bernst. Pap. 11, 359).

3 Rockstroh 111, 239.

4 Trier, 54 ff.

Side 58

af Regimentsøkonomien, de norske Hærforslag, Artilleriets Omordningog
Foranstaltningerne angaaende de udskrevne Soldate
r1.

Det var en fortvivlet Kamp, der berøvede Marskallen enhver Støtte, mens Holstein svingede frem og tilbage mellem de stridende Parter. Mere og mere forbitredes han paa det gamle System; han raadførte sig med Gåhler og vilde som denne tidligere rejse til Berlin². Han indrømmede siden, at BernstorfT havde udnyttet ham mod dem, han i Virkeligheden sympatiserede med³. Paa Gåhler kunde St. Germain ikke stole. Selv den forkuede og svækkede Frederik V slog Haanden af Marskalle n⁴. Januar 1766 døde denne sidste Støtte, Marskallen vel havde haft.

Den nye Konge, en intelligent, men degenereret Dreng, domineredes i de første Maaneder helt af Reventlow, Moltke og Bernstorff. St. Germains Time var slaaet. Reverdil beretter, at Konseillet straks i de første Møder krævede St. Germains Afsættelse. Reverdil prøvede paa at faa Kongen til at forhale Sagen, men den var ført til Protokols som afgjort, og i det følgende Møde fik Christian VII Ordren til Underskrift. Ved Audiensen om Aftenen sagde han til Reverdil: »Han har gjort Springet.«⁵

20 j_± fik baade St. Germain og Gåhler deres Afsked fra Generalkrigsdirektoriet.Holstein skrev fra Berlin, at det var indbyrdes"Uenighed, der havde fældet dem, for ellers kunde ethvert Departement bestaa evigt i Danmark⁶. Om Sommeren skrev Gåhler fra sin Forvisning som Vicekommandant i Gliickstadt til St. Germain, at Publikums Vrede havde samlet sig om ham

1 St. G. til G. 3/₁₀ 1765 (Inkvisk. IV, 595).

2 Se Brevene til Bernstorff og Moltke med Bilag 27/_g 1765 (Bernst. Pap. 11, 245 fl); U. A. H. til G. 9/₁₀ og 29/₁₀ (Inkvisk. IV, 5 ff); Bernstorff var ganske klar over, hvad Meningen var, se hans Breve til Holstein 15/₁₀ og "/n 1765 (Bernst. Pap. 11, 250 f), og Holsteins Brev */io 1765 (ibid., 249).

3 U. A. H. til G. 29/n 1766 (Inkvisk. 11, 55).

4 Se bl. a. Karl af Hessens Mémoires, 18.

5 Reverdil, 17.

6 U.A.H. til G. 8/₂ og IXU 1766 (Inkvisk. IV, 29, 31).

Side 59

selv, fordi Ekstraskat og Inflation krævede et Offer for den
offentlige Harme1.

Publikums Instinkt turde have været korrekt, hvad Personen angaar; det var Gåhler, som havde ført an i Reformerne og faaet den fransk uddannede St. Germain meget længere frem, end han havde tænkt sig. Sidst i 1759, da Schmettow forhandlede med ham om Ansættelsen i Danmark, havde han svaret Schmettow, at ingen kunde være mere begejstret for den preussiske Militærordning end han selv, men den duede kun der, hvor Fyrsten regerede som Preusserkongen, og det vilde være forbryderisk at indføre den i en Stat, hvis Regering var slap og Indbyggere dovne og blødagtige; man vilde kun faa en lappet Harlekin ud af det, og alle Partier vilde slutte sig sammen og støtte hinanden og til sidst anvende Vold; Fuldkommenhed burde man vel altid stræbe efter, men Fremgangsmaaden maatte variere efter det enkelte Lands Forhold². I Virkeligheden havde St. Germain fulgt denne moderate Kurs lige til Gåhler i Foraaret 1763 fik ham med til sine preussiske Planer uden Reservation. Fra da af var det Gåhler, som ledede Reformerne, og St. Germain paa Magtens Tinde var ikke den, der bøjede sig for civil Modstand. Sikkert har han heller ikke forstaaet, hvorledes Gåhler brugte ham. For Næsen af Ministrene styrede Gåhler Militærvæsenet bag St. Germains Ryg. Nederlaget var uundgaaeligt for dem begge³.

Deres Fald efter Frederik V's Død svarede, paa et tidligere Stadium af Udviklingen, til Numsens efter Christian Vl's Bortgang.Deres Reformplaner maatte naturligvis paa mange Punkter adskille sig fra hinanden i det tekniske, men i militærpolitiskog

1 G. til St. G. 23/₈ 1766 (Inkvisk. IV, 596 f).

2 St. G. til Schmettow 26/_u 1759 (Danske Mag. 6. R. IV, 12).

3 Som Suhm udtrykte det i sine hemmelige Efterretninger: ». . . men som han ei kiendte til Landet og ei engang kunde dets Sprog, saa maatte han betroe sig til andre, og havde da det Uheld at falde i slette Hænder. Hvad de sagde, troede han, og forsvarte siden de Meninger med Haardnakkethed, holdende sig det for en Skam at vige fra, hvad han engang havde antaget« (Hemmelige Efterretninger om de danske Konger efter Souveraineteten (1918), 23).

Side 60

politiskogpolitisk Henseende er Forbindelsen tydelig nok. 1746 havde Godsejerstyret bremset Numsen og ladet Hæren forfalde. 1766, ved det nye Kongeskifte, havde Godsejerstyret tilsyneladende atter sejret efter Krisen 1762. Men mellem de de to Perioder laa en Storkrig, der ændrede Europas Magtbalanceog bragte ny social og politisk Gæring i det gamle Samfund. Konseillet havde ikke hørt det sidste Ord fra Gåhler og St. Germain. Da de 1767 genvandt deres Magt, oplevede dansk Politik en ny og endnu voldsommere Krise paa den direkte Vej frem til Struensees Regime¹.

1 Jeg haaber senere at kunne fremlægge en Undersøgelse af St. Germains og Gåhlers anden Magtperiode og Begivenhederne 1766^—67.

Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-2

Kampen om den danske Hær 1740—66

Kampen om den danske Hær 1740^—66