Den stærke skandinaviske Interesse, som baade her og i Sverige prægede Krigens mellemste Aar, har aabenbart ogsaa virket ind paa historisk Forskning, og Frugterne af det Arbejde, som er bleven foranlediget herved, begynder nu at fremkomme. I XVI. Bind af »Scandia« har John Danstrup saaledes offentliggjort en Afhandling om Den politiske Skandinavisme i Perioden 1830_— 53, som med ganske velvalgte Citater belyser de Brydninger og Modsigelser i Opfattelsen, der vitterligt gjorde sig gældende indenfor Bevægelsen. Et betydeligt grundigere og mere forstaaendeVærk er imidlertid fremkommen fra svensk Side — Åke Holmberg: Skandinavismen i Sverige vid 1800-talets mitt (Goteborg1946). Dets store Fortrin er, at Forfatteren virkeligt prøver paa at forstaa Standpunkter og Tildragelser ud fra Tidens Forudsætningerog Synsmaader og ikke paa Forhaand betragter Bestræbelsernesom

stræbelsernesomtaabelige, fordi de mislykkedes. Svagheden er paa den anden Side, at Holmberg ikke principielt sondrer mellem den egentlige Skandinavisme og, hvad man kunde kalde, svensk Interessepolitik. Han ser godt, at den er der, at f. Eks. Kong Oscars Optræden i 1848 slet ikke er skandinavisk, men han behandleralligevel begge Dele nogenlunde lige udførligt i sin Redegørelsefor »Skandinavismen«, og samtidigt skelner han heller ikke alt for nøje mellem væsentligt og uvæsentligt i en rindende Fremstillings Strøm, der overvejende bliver et Referat af Depecherog Breve, Rigsdagsforhandlinger og Bladartikler.

Der ligger et flittigt, maalbevidst og paa mange Punkter dybtgaaende Studium bag alt dette. Åke Holmberg har opmærksomt gennemgaaet de store svenske Privatarkivers Skatte, ogsaa Bipersonernes Korrespondance, som tit kaster fængslende Lysstrejf over Hovedbegivenhederne, og han ledsager ogsaa Referaterne af dette Materiale med mange rigtige baade ræsonerende og kritiske Bemærkninger, saaledes placerer han paa virkelig overbevisende Maade Eric Sparres skandinaviske Pjece fra 1862 i Kampen om den svenske Repræsentationsreform. Men Ret har han næppe altid. Det er bl. a. ikke indlysende, at Forbindelsen mellem denne indrepolitiske Kampagne i Sverige og den skandinaviske Stræben har været saa betydningsfuld, som han tror, og han er til Tider altfor opfindsom i sine Kombinationer; at Manderstrom allerede i August 1861 skulde have været bange for, at Hamilton gik Kong Karls Ærinde og spillede under Dække med de danske Ministre, er temmelig usandsynligt. Hamilton var dengang ikke Skandinav. Ligeledes savner Forfatteren ogsaa i høj Grad, hvad man kunde kalde politisk Verdenserfaring, naar han tager Blixen Fineckes Virksomhed i den Grad alvorligt og behandler G. C. Hebbes Fantasiberetninger til Karl XV med den Ærbødighed, han gør.

Den Mangel paa Evne til at sondre skarpt, som allerede indledningsvist er nævnt, mærkes ogsaa paa anden Maade: Dr. Holmberg har meget svært ved at afgrænse sin Skildring; man ser langtfra altid, hvorfor han tager bestemte Begivenheder med og lader andre uomtalte (saaledes Kronprins Karls snurrige Samtale med Scheele under hans Besøg i København 1856). Fremstillingen ebber ogsaa underligt afslutningsløst ud. Det er næsten, som Forfatteren er bleven ked af Arbejdet. Men saa langt han naaer, meddeler han værdifuldt Materiale, og hans Værk vil som Følge heraf altid hævde sin Plads som Bidrag til Tidens Historie.