12. Januar 1948 døde Peter Rochegune Munch (født 25. Juli 1870), tidligere Rigsdagsmand, Indenrigsminister, Forsvarsminister og Udenrigsminister, Hovedstifteren af og en af de ledende Mænd i »Det radikale Venstre«. Historisk Studium og en uafbrudt Sysselsættelse med Historie var Baggrunden for og indgik stadig i hans Livsgerning.

Allerede under Skolegang i Viborg Katedralskole stilede Munch mod aktiv politisk Virksomhed og vilde ved historisk Studium forberede sig dertil. Ud fra radikale politiske og sociale Idealer og Synspunkter kom han til at virke for vidtgaaendeÆndringer i bestaaende Samfundsforhold, men lagde altid Vægt paa de historiske Forudsætninger og vilde ved grundigog kritisk Behandling af Kilder og Fremstillinger lære af, hvorledes baade Folkets brede Lag saavel som de førende Personlighedertil enhver Tid havde tænkt og handlet. Da han efter Skoleembedseksamen med Historie som Hovedfag (1895) 1900 disputerede for den filosofiske Doktorgrad paa 1. Del af Bogen om »Købstadstyrelsen i Danmark fra Christian IV's Tid til EnevældensOphør«, blev det Indledning til et Forfatterskab med Emner fra Europas og særlig Danmarks Historie i 18. og 19. Aarhundrede. Hans første Bog har bevaret sin Værdi, og dens let overskuelige, klare og nøgterne Form kom til at præge alt, hvad Munch senere skrev. Hans skarpe Intelligens, rolige Dømmekraftog uopslidelige Energi gav Forudsætninger for fortsat videnskabeligForskning, men Politiken drog ham stærkest; i 1913, da han var Folketingsmand og allerede havde været Minister, afviste han, da Muligheden bød sig, Tanken om at blive Universitetslærer

i Historie, skønt han, efter min Mening, blandt alle jævnaldrende var bedst kvalificeret. Han opgav dog aldrig historisk Arbejde. Lige fra Studentertiden var han en højt skattet Historielærer, og som Led i den Reform, der i 1890erne begyndte med Johan Ottosens Lærebog i Nordens Historie, skrev han et System af Lærebøger, der dels skulde afløse de ældre, som endnu var præget af det nationalliberale Historiesyn, dels indeholdt den Samfundskundskab,der ved Munchs Initiativ og Kendskab til Udviklingen i Frankrig bragte nyt Stof ind i dansk Skoleundervisning. Disse Bøger udkom i mange Oplag og har gennem lang Tid præget den højere Almenskoles Historieundervisning. Munch ansaa det for en vigtig Opgave, at Ungdommen paa Skolens forskellige Trin fik en redelig historisk Oplæring i Overensstemmelse med VidenskabensResultater som Grundlag for Deltagelse i det politiske Liv. Dette var en af Aarsagerne til, at hans historiske Produktion i saa høj Grad blev Skrifter, der i let læselig, instruktiv Form var tilgængelige for vide Kredse. Han ansaa den kritiske Specialundersøgelsesom en nødvendig Forudsætning for al Historieskrivning,men følte sig selv mest anlagt for efter Prøvelse af, hvad Specialforskere havde fremlagt, at give Oversigter med Sammenfatning af de væsentlige Begivenheder og Strømninger i Verdenshistorien. Han skrev i Samlingsværkerne »Folkenes Historie«,»Verdenskulturen« og »Det Nittende Aarhundrede« store Afsnit særlig om Vesteuropas Udvikling i 18. og 19. Aarhundrede. Mest værdifuldt er vel »Folkestyrets Vækst i det 19. Aarhundrede« (1924). Hertil kom Behandling af historiske Emner i talrige Foredrag,Dagblads - og Tidsskriftsartikler, altid sagligt og uden Tendens.Munch havde gaaet i Kr. Erslevs metodiske Skole, siden lærte han meget af moderne fransk Historieskrivning.

Hovedsagelig skrev Munch om Danmarks Historie fra Frederik Vl's Dage frem til Samtiden. I 1904 kom en lille fængslende Skildring af »Det danske Folks politiske og nationale Gennembrud efter Julirevolutionen (1830^—1848)« med Fremstilling af Forudsætningerne for den frie Forfatning. Munch tænkte ofte paa som en Slags Fortsættelse af Neergaards »Under Junigrundloven« at give en tilsvarende samlet Skildring af dansk Historie efter 1866. Var det sket, vilde han have lagt en helt anden Vægt paa den økonomiske og sociale Udvikling, end Neergaard havde gjort.

Munch afviste den Tanke, at den kritisk skolede Historiker ikke skulde kunne behandle den nyeste Tid og sin egen Samtids Forhold med tilsvarende Objektivitet som fjerne Tiders. Han stillede de strengeste Fordringer til sig selv om aldrig at glemme

det historiske Perspektiv og var paa Vagt for ikke at lade sig lede af forudfattede Meninger fremkaldt af Medleven i Dagens Problemer.Hans Selvbeherskelse og et køligt, men ingenlunde tørt Temperament prægede Forskning og Fremstilling. Jeg har gennemAarene iagttaget hans Stræben efter kun at skrive, hvad kritisk Vurdering af Kildestoffet berettigede. I hans sidste Aars Arbejder med den Samtidshistorie, i hvilken han selv havde grebet saa stærkt ind, vejede han hvert Ord og udelod helst alt, der ikke var sikkert afhjemlet. Hans omhyggelige Kritik under Rearhfiidp.lsp.n svarerlp. til hnns ntrnpttplicrp offa-r ot £^™lc det rigest mulige Kildemateriale. Han havde meget udprægede Anskuelser, men deter en stor Misforstaaelse, naar man har villet fremstille ham som en stiv, upaavirkelig »Dogmatiker«, ogsaa i sin Historieskrivning; han var i høj Grad lydhør og tog Hensyn til andres Meddelelser og afvigende Synspunkter. Ogsaa i den Henseende var han en ægte Lærling af Kr. Erslev.

Munch var interesseret for i bedst mulig Form at faa tilvejebragt nye Kilder til 19. og 20. Aarhundredes Danmarkshistorie og beklagede, at danske Historikere i altfor høj Grad valgte Emner fra ældre Tider. Han medvirkede gerne ved Kildepublikationer og fik ved sin Indflydelse paa Bevillingsmyndighederne Lejlighed til at støtte saadanne. 1913_—14 udgav han, sammen med Aage Friis, Fru Heibergs Brevveksling med Krieger og senere, i Fællesskab med Aage Friis og Elise Koppel, Kriegers politiske Dagbøger 1848_—80; han tog Initiativet til Danske Selskabs Udgave af »Danske politiske Breve fra 1830erne og 1840erne«.

I »Det danske Folks Historie« skrev Munch (1926^—29) i Bind VI_—VII Afsnittene om »Det danske Folk og Udlandet 1864—1901«, »Det danske Folks Livsvilkaar 1864_—1914« og »Under Verdenskrigen«. I den nye Udgave under Titlen »Schultz Danmarkshistorie« (1942^—43) fremkom de samme Afsnit efter fornøden Revision. Afsnittet om den første Verdenskrig fik særlig Værdi ved Munchs Førstehaandsviden fra umiddelbar Deltagelse i Regeringsarbejdet; Fremstillingen var vel afvej et og objektiv. Afsnittet om det danske Folks Livsvilkaar 1864_—1914 var den første selvstændige og udførlige Skildring af Danmarks økonomiske og sociale Forhold i hin for Danmarks hele Udvikling skelsættende Gennembrudstid.

Ligesom A. F. Krieger opbevarede Munch af historisk og politisk Interesse omhyggeligt en Mængde Breve, Optegnelser og andet Kildemateriale til sin Samtids Historie. Han nøjedes ikke med summariske Dagbogsoptegnelser; han nedskrev Redegørelserfor vigtige Begivenheder, Samtaler og Overvejelser, men

søgte stadig at faa Materialet korrigeret og suppleret af medvirkendePolitikere fra andre Partier. Naar det politiske Liv ikke lagde for stærkt Beslag paa ham, supplerede og tilrettelagde han alt dette til Brug ved en samlet Fremstilling. I Perioden efter 1920, indtil han i 1929 blev Udenrigsminister, gjorde han et stort Arbejde med den første Verdenskrigs Historie, og da han i Juli 1940 blev fjernet fra Ministeriet, tog han, skønt legemlig svag, med stor Energi fat paa at skrive sine politiske Erindringer. I disse er utvivlsomt hans egen Person traadt for stærkt tilbage; Sky for at træde for stærkt i Forgrunden var et Udtryk for hans Stræben efter ikke at forrykke det historiske Billede. Arbejdet med Erindringsværket blev afbrudt, da han efter min Opfordring allerede i 1942 tog fat paa Skildringen af »Dansk Politik under Verdenskrig og Besættelse 1939_—1945«, der blev afsluttet i Sommeren 1947. Efter hans Ønske blev Manuskriptet gennemlæstaf fremtrædende Mænd af forskellige politiske Partier, og han tog Hensyn til disses, iøvrigt ikke mange, kritiske og supplerendeBemærkninger. Da Bogen udkom, udtalte politiske Modstanderemed Førstehaandskendskab til Begivenhederne uforbeholdenAnerkendelse af Fremstillingens Sandfærdighed og Loyalitet.Endvidere er der, mig bekendt, ej heller fremkommet nogen Kritik, der strider herimod. Munch foretrak en kort Gengivelse af det helt uomtvistelige, hvor det kunde forudses, at andre Deltagerei Forhandlingerne siden kunde nuancere en udførligere Fremstilling.

Da Bogen om Besættelsestiden var færdig, vendte Munch tilbage til »Erindringerne« med formindsket Legemskraft, men med usvækket Aand. Faa Dage før sin Død sagde han, at Tilrettelægning af Materiale og foreløbig Nedskrivning var naaet frem i Aaret 1929. Om Perioden, April 1929^—Juli 1940, da Munch sad i det Ministerium, der bærer Staunings og hans Navn, er der udover Bogen om »Dansk Politik under Verdenskrig og Besættelse« fra ham kun bevaret spredte Optegnelser, Brevmateriale og lgn., antagelig dog af væsentlig Betydning. Hans efterladte Papirer er for Størstedelen henlagt i Rigsarkivet, indtil videre utilgængeligt, bortset fra en meget stor Brevveksling med mig, der især belyser hans Udvikling i Ungdomstiden, før han kom ind i aktiv Politik.

Munch havde væsentlig Andel i Stiftelsen af Rask-Ørsted- Fondet efter den første Verdenskrig. I 1927 fik han grundlagt »Institutet for Historie og Samfundsøkonomi«, hvis Formand og sammenholdende og drivende Kraft han forblev til sin Død. Han betragtede det som overordentlig vigtigt, at der, særlig til

Behandling af nyere Historie, skabtes gensidigt befrugtende
Samarbejde mellem Historikere og Nationaløkonomer. Det var
ham en Skuffelse, at dette kun i ringe Grad blev Tilfældet.

At Munch 1931 blev indvalgt i »Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie« var Udtryk for, at man forstod, hvor meget han betød for Fremme af dansk Historieforskning. Mange danske Historikere, ældre og yngre søgte ham i Aarenes Løb for at faa Raad, Vejledning eller positiv Støtte. De vil have bevaret et stærkt Indtryk af den Klogskab og Interesse, hvormed han omfattede dansk historisk Videnskab; med Forstaaelse og Velvilje, kyndigt, sagligt og uden Fordom og Ensidighed drøftede han, hvad der laa hver enkelt paa Sinde. Der er ingen, der har Forudsætninger for at fylde den Plads blandt danske Historikere, der er blevet tom ved denne kloge og gode Mands Bortgang.