Et Blads Historie lader sig skrive paa to Maader, enten med
bred Baggrund i Tidens Historie og Presseforhold, saaledes at

Udviklings- og Brydningslinierne stadig trækkes op, eller som selve det levende Organs Historie fra Dag til Dag. Det første er søgt gjort i vor eneste hidtidige fyldigere Bladhistorie, Jiirgensen West og Norvins »»Berlingske Tidende« 1749^—1838« (1924) og i udenlandske Værker som \Y. D. Bowman: »The story of the Times« (1931), Jean Goransson: »Aftonbladet som politisk tidning1830—35« (1937) og Egil Husby: »Den Constitutionelle« (1943).

Vald. Kop pel har iAf Politikens Historie (I—11, Kbh. 1947) villet kombinere begge Metoder, men har dog som Helhed holdt sig til den sidste. Den giver naturligvis ogsaa den mest levende og farverige Fremstilling, og en saadan har her aabenbart været ønsket. Vald. Koppel er den rette Mand hertil, vidende, elegant og klar, med sikkert journalistisk Blik og den menneskelige Forstaaelse, der skærmer mod ensidig Ros eller Dadel. En underholdende og broget Bog er der kommet ud deraf, med Strejftog ind paa mange, dels væsentlige, dels uvæsentlige Felter, og med førstehaands Oplysninger her og der. Men naturligvis kunde man adskillige Steder have ønsket en bredere Basis for Fremstillingen. Der er nu straks »Politiken«s Stiftelse. Historien herom begynder med Bruddet mellem Berg og Hørup. Her citerer Koppel (I, S. 9 f.) dels Professor Arup, dels nogle unævnte Forfattere, der har en anden Mening om Motiverne end Professoren. Jeg henviser til mine Bemærkninger om Sagen 10. R. VI, S. 363. Siden de blev skrevet, har Dr. Hakon Stangerup behandlet Problemet i sin »Kulturkampen« (11, S. 262_—68), en Bog, hvis Styrke ikke netop ligger i det specielt politisk-historiske. For saa vidt som Professor Arup ikke har givet noget som helst Bevis for sin Opfattelse, anser jeg Stangerups Bemærkninger for solidere, men han begaar den Fejl at forflygtige det rent politiske Moment i Sagen. Jeg finder det ganske forklarligt, at Hørup ud fra den øjeblikkelige politiske Situation kunde se Bergs Overgang som »Aarhundredets Gaade«. Hørup tænkte — trods Dr. Stangerups Bemærkninger herom — først og sidst som Politiker. Det er sikkert nok, at der var en solid Baggrund for Bergs Frafald i Modsætningen mellem ham og det litterære Venstre og endnu mere mellem hans Vælgere og Støttepartiet. Hans Frafald er forklarligt alene ud herfra, og det er lige saa forklarligt, at Politikeren Hørup saa det som en politisk Gaade. Men derfor kan der naturligvis godt have været Motiver af anden, mere personlig Art, og det vilde være interessant, om der kunde paavises noget herom.

Med Rette hævder Koppel, at det er et særdeles tilladeligt
Maal for et Dagblad at blive »Organ for den højeste Oplysning«.

At det er et Maal, der kan være svært at naa, er en anden Sag. Det er heller ikke saa meget denne Side af »Politiken«s Virksomhed, der omtales i Bogen, som Bladets altid levende Del i Dagens Begivenheder og dets Skribenters Opfindsomhed. Herved kommer det rette kalejdoskopiske Avisbillede frem, og der gives ogsaa derigennem gode Bidrag til Dags- og Kulturhistorien. Men, som sagt, man kunde adskillige Steder have ønsket dybere Indtrængen, og man betvivler ikke, at Forfatteren kunde have præsteret den. Hans Forudsætninger er i Orden. Den egentlige Baggrund for og TjHyikiißge« [ Hes—pc Antimilitaristic er et Emne for z\\ Doktordisputats — det er næppe nok berørt i Koppels Bog. Den for Udviklingen af den litterære Etik betydningsfulde Brevveksling mellem Edv. Brandes og Vilh. Andersen i Marts 1900 er kun sparsomt belyst fra en enkelt Side. Om Bladet »Politiken«s Del i vigtige Begivenheder som Venstres Sprængning 1905 og Ministeriedannelserne 1909 og 1913 hører man for lidt. Om Smørkrigen og Paaskeforliget intet. Bedre belyst er Begivenhederne 1920, selv om Rejsningen mod »Politiken« kunde være fyldigere skildret og forklaret. Paa de fleste Punkter har imidlertid Koppel givet Bolden op — saa maa andre tage fat.

Der er Grund til at fremhæve Forfatterens talrige, korte og rammende Karakteristikker af Personer. I det hele betyder Bogen, saaledes som den nu engang er anlagt, en værdifuld Berigelse af vor Presselitteratur. Povl Enqelstoft.