|
Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947 - 1949) 1-22. Joachim Rønnows Dødsaar.Af Henning Heilesen Side 73
Blandt Danmarks sidste katolske Biskopper indtager Joachim Rønnow en Særstilling, idet han i Modsætning til sine Kolleger sad i Fængsel lige til sin Død. Om Aarsagerne hertil er der i Tidens Løb fremsat forskellige Teorier. Disse Teorier er afhængige af Tidspunktet for Joachim Rønnows Død. Medens Dødsdagen overalt angives ens, angives Dødsaaret forskelligt, saaledes som det fremgaar af de Kildesteder, som vil blive citeret i det følgende. Siden Huitfeldts Tid har det dog været den almindelige Antagelse, at Joachim Rønnow døde 1544. En kritisk Undersøgelse af Kilderne viser imidlertid, at denne Antagelse ikke kan opretholdes. Da Spørgsmaalet er af Betydning for Bedømmelsen af den danske Regerings Politik over for det katolske Parti i Tiden efter 1540, vil en saadan Undersøgelse blive foretaget i det følgende. I Forbindelse dermed vil det Spørgsmaal blive behandlet, hvorfor Joachim Rønnow aldrig opnaaede at genvinde sin Frihed. Et Brev fra Joachim Rønnow til Mogens Gyldenstierne dateret 7. Oktober 15411 er det seneste dokumentariske Vidnesbyrd om Rønnows sidste Levetid. I øvrigt bygger vor Viden paa Meddelelser i forskellige historiske Fremstillinger fra 16. Aarh. Ifølge disses samstemmende Vidnesbyrd er han efter denne Dato blevet ført fra Visborg, hvor han paa det Tidspunkt sad fangen, tilbage til København og er død der. Den ældste Fremstilling, der beretter om Joachim Rønnows Død, er Peder Olsens Roskildeaarbog, som er forfattet 15492. Der staar her følgende under Aaret 15423: 1 Trykt i Breve fra og til Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre udg. v. E. Marquard I (1929), 71 f. 2 Dette fremgaar af Udtrykket »thenne tiid 1549« under Aaret 1495 (Monumenta Historiæ Danicæ 1. R. I, 322). 3 Monumenta 1. R. I, 378. Side 7-4
»Fforne aar
sanctorum Philippi et Jacobi apostolorum dag I samme Forfatters
»Danorum gesta«, som gaar til 1559, »Hoc etiam anno
die Philippi et Jacobi mortuus est Joachimus Henrik Smith
skriver i sin danske Aarbog, der ender 1561, »Den første dag wdi Maymaanit døde Jacob Rønnou, wdualt til Roskille domkircke, paa Kiøbenhafms slott y fengsell. Hand var ført till atskillige steder og satt y fengsell, som var y Kiøbenhaffn, Krogen, Dragsholm och Visby paa Gulland.«3 Mogens Madsen
skriver i »Regum Daniæ Series« under Aaret »Eodem anno Maij
die I moritur Hafniæ Joachimus Rønnow, I Roskildepræsten
Morten Pedersens Kalendarium, som er 1 Citeret efter Haandskriftet GI. kgl. Saml. 2461, 4°. 2 Monumenta I R. I, 640. 3 Peder Olsen skriver i Roskildeaarbogen under Omtalen af Biskoppernes Fængsling 1536 (Monumenta 1. R. I, 376): »Men Joachimus Rønnou, wduolt tiil Roskiilde stigt, bleff ført tiill atskillige stæder oc satt j fengsell, som war j Kiøbmenhafm, Krogen, Dragsholm og Viisby paa Gotland, siden kom hand tiill Kiøbmenhafm igien, hvor hand bleff dødt nogen tiid ther efter.« 4 Monumenta 2. R. 11, 231 f. 5 Den Notits, som forer længst ned i Tiden, er fra 1576 (Kalendariet findes trykt i Uddrag i Ny kirkehist. Saml. 111, 488—505). 6 Ibidem, 493. Side 75
»1 1542. D.
Jacobus Rennou electus Episcopus Roschildensis, I Claus Billes
Kalendarium hedder det under 1. Maj efter »Anno 1542 obiit
episcopus electus Roschyldensis Joachimus Den himmerlandske
Prsest Christiern Nielsen Juel skriver »Samme Aar S.
Walburg dag dode Joachim Ronnou, wduald Huitfeldt skriver
under Aaret 15446: »Samme Aar dode Bisp Jacob Ronnow udi Fengsel paa Kiobenhaffns Slot, oc vaar hent fra Gulland, fordi hand nu vaar betenckt at reversere sig som de andre Bisper. Hans Venner haffde oc giort Bon for hannem, at hand icke skulde vsere saa vjt borte udi den Elendighed paa Gulland, men nsermere ved Haanden, at hans Venner kunde see hannem til gode.« Krag bringer ligeledes
Meddelelsen under Aaret 15447: »Ronnovius interea, antistes qvondam Roskildensis, ex Gothlandia captivus jam Hafniam adductus, incertum an accedente ad morbum segritudine animi, qvod pontificiis colloqvium istud infeliciter cesserat, in regia Hafniensi detentus moritur«. 1 Utvivlsomt Fejlskrift for »antequam«. Rordam har herudfra uden Hensyn til andre Angivelser sluttet, at Joachim Ronnow blev losladt kort for sin Dod (Kirkehist. Saml. 5. R. VI, 153). 2 Danske Saml. 2. R. V, 60. 3 Utvivlsomt Fejlskrift for »sepultus«. 4 Aarbogen, som flndes i Ny. kgl. Saml., 637, B°, er trykt i Uddrag i Ny kirkehist. Saml., V, 342—377. 5 Ibidem 344. 6 Kong Christian den Tredies Historie, Qq iiij (Folioudg., 1535). 7 Annales (ed. Gram), 272. Side 76
Hamsfort skriver
følgende om Joachim Rønnows Fangenskab »Ad extremum jussu Christiani 111 regis captus. Anno MDXXXVI varias tulit custodias & vincula. Hafniæ, Crocholmii, Dracholmii, Visbii Gotiæ insulæ et iterum Hafniæ, tandem anno Christi AIDXLII obiit diem.« Af de ovenfor citerede Kilder fremgaar, som allerede nævnt, at Joachim Rønnows Dødsdag overalt angives ens, nemlig som 1. Maj, undtagen hos Krag, der ikke nævner nogen Dato. Derimodsættes Dødsaaret nogle Steder til 1542, andre Steder til 1544. Førstnævnte Aar findes angivet som Joachim Rønnows Dødsaar i Roskildeaarbogen, Morten Pedersens og Claus Billes Kalendarier samt i Christiern Nielsen Juels Aarbog og hos Hamsfort, medens Henrik Smith, Mogens Madsen, Huitfeldt og Krag anbringer Joachim Rønnows Død under sidstnævnte Aar. Verbaloverensstemmelse viser, at Christiern Nielsen Juels Meddelelsegaar tilbage til Roskildeaarbogen, og Morten Pedersen har som Præst i Roskilde muligvis kendt Roskildeaarbogen eller»Danorum gesta«. At Hamsfort har benyttet Roskildeaarbogen,ses deraf, at han et Sted i sin Bispefortegnelse hentyder til »Annales nuper Danice scripti«. Endvidere vides, at han har ejet en Afskrift af Roskildeaarbogen2. Claus Billes Meddelelse hviler uden Tvivl paa Familietradition, da der hos ham ikke kan paavises nogen Afhængighed af Roskildeaarbogen3. Henrik Smith har kendt og benyttet Roskildeaarbogen4, men har anbragtEfterretningen om Joachim Rønnows Død under Aaret 1544 i Stedet for under Aaret 1542. Henrik Smiths Angivelse er overtaget af Mogens Madsen og derfra gaaet videre til 1 SRD. vil, 163. 2 SRD. VII, 162; Monumenta 1. R. I, 303. 3 Claus Billes Moder, Karen Ronnow, var Datter af Joachim Rønnows liroder, Rigsraad Eiler Ronnow til Hvidkilde (Mollerup og Meidell: BilleÆttens Historie I, 709; jfr. II 1, 211). 4 Et Eksempel paa Henrik Smiths Benyttelse af Roskildeaarbogen anføres af Martin Weibull i Skånska Samlingar IV 1,46 (jfr. Monumenta 1. R. I, 344 og (i!4). Side 77
Huitfeldt og Krag. Paa Grund af Huitfeldts Autoritet har den Opfattelse sejret, at Joachim Rønnow døde 1544, og selv om det nu er almindelig anerkendt, at Huitfeldt er en sekundær Kilde, og hans Oplysninger derfor maa kontrolleres, er hans Angivelse eneraadende i alle Fremstillinger og Opslagsværker1. Af det anførte fremgaar, at den Tradition, der sætter Joachim Rønnows Dødsaar til 1542, gaar tilbage til Roskildeaarbogen, medens den Tradition, der gaar ud paa, at Joachim T"> . .C- ,-_.£. _I__l_ -t —AA 1 _.. C - JMI -_. J*l TT-1 Q •<1 -LuyliiiUvv ibiSii tlutlo lull, ivd.li iwICS ULludgt Lu llCliniv oiiiiLii. Der er flere Omstændigheder, som taler for, at Roskildeaarbogens Angivelse er at foretrække. Den er nedskrevet faa Aar efter Begivenheden af en Mand, som levede i Nærheden af det Sted, hvor Dødsfaldet fandt Sted, og derfor havde særlige Forudsætninger for at kende det rigtige Tidspunkt. Den støttes af den Kendsgerning, at Claus Bille, der som tidligere omtalt var i Familie med Joachim Rønnow, uafhængig af Peder Olsen har samme Angivelse i sit Kalendarium, samt af to Breve fra Joachim Rønnow til Mogens Gyldenstierne af henholdsvis 15. Juli og 7. Oktober 15412. Det fremgaar af disse Breve, at der paa den Tid, de blev skrevet, var Forhandlinger i Gang om Joachim Rønnows Løsladelse. Det er lidet sandsynligt, at disse Forhandlinger skulde have trukket ud helt til 1544, da Rønnow havde adskillige Slægtninge og Venner i Rigsraadet, der sikkert vilde bestræbe sig paa at fremme hans Sag. Derfor maa det antages, at Joachim Rønnow i Slutningen af 1541 eller i Begyndelsen af 1542 er blevet ført tilbage til København, da hans Løsladelse var forestaaende, men han er død, inden den fandt Sted. Tidligt har den historiske Litteratur opholdt sig ved det paafaldende i, at Joachim Rønnow i Modsætning til de andre Biskopper sad fængslet til sin Død. Allerede Henrik Smith har følgende Tilføjelse til sin Omtale af Biskoppernes Fængsling 1 Saaledes endnu i J. Oskar Andersens Biografi af Joachim Ronnow i Dansk biografisk Leks. XX, 416 ff. 2 Breve fra og til Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre I, 65 f., 71 f. Sidstnævnte Brev er omtalt ovenfor S. 73, Side 78
15361: »Men Jacob Rønnow kom ikke løs, men fordis til atskylligfengsell,« og Mogens Madsen skriver efter at have omtaltdenne Begivenhed2: »Verum a his pleriqve mox iterum dimissi sunt. Solus Joachimus diutius coeteris servatur captivus variis locis —— —«. Hverken Henrik Smith eller Mogens Madsen omtaler Aarsagen til Joachim Rønnows lange Fangenskab.Først Huitfeldt beskæftiger sig med dette Emne; ved Omtalen af Biskoppernes Løsladelse skriver han følgende3: » — oc paa deris Genbreff ere de strax løs komne undertagendisBisp Jacob Rønnow. Hand vaar stif oc traatzig oc vilde icke udgiffve nogen Forskriffving «. Ved Omtalen af Joachim Rønnows Død anfører Huitfeldt som Aarsag til, at han sad saa længe i Fængsel, en uforsigtig Udtalelse i Anledningaf de andre Biskoppers Løsladelse4: » de maatte skamme dennem, at de icke kunde giøre ham løs, hafTde de alle været fangne, oc hand alene været løs, vilde hand friet dennem.« Den Opfattelse, at det var Joachim Rønnow, der ved at nægte at »reversere sig« og fremsætte uforsigtige Udtalelser, gav Anledning til, at han holdtes i Fængsel til sin Død, var i lang Tid den herskende blandt Historikerne5. Den første, som banede Vej for en anden og rigtigere Opfattelse, var Hans Knudsen, der i 1840 udgav den første og hidtil eneste videnskabelige Monografi om Joachim Rønnow6. Han antog, at Kongen og Rigsraadet maatte have haft vægtige, for Eftertiden ukendte Grunde til at holde Rønnow i Fængsel, da det ikke kunde være nogle trodsige Ord eller en übesindig Ytring, der havde forvoldt 1 Monumenta 1. R. I, 636. 2 Monumenta 2. R. 11, 226. 3 Kong Christian den Tredies Historie, Ee ij (Folioudg., 1493). 4 Kong Christian den Tredies Historie, Qq, iiij (Folioudg., 1535). 5 Endnu blandt moderne Historikere kan den paatræffes; saaledes skriver Hans Lund i Schultz' Danmarkshistorie: »Kun Joachim Rønnow nægtede stejlt at bøje sig, og han holdtes i Fængsel til sin Død 1544« (anf. Værk 11, 614). 6 Joachim Rønnow, udvalgt Biskop til Roeskilde. Et Bidrag til Oplysning af Fædrelandets Historie i Reformations-Tiden. (København 1840). Side 79
hans langvarige Fangenskab1. Han kendte Rønnows ovenfor omtalte Breve til Mogens Gyldenstierne, men ikke hans Brev til Johan Rantzau af 14. August 1536, hvor Rønnow erklærer sig villig til at indgaa Forlig med Christian 111. Dette Brev fremdroges senere af H. F. Rørdam og tryktes 1873 i 1. Bind af Monumenta Historiæ Danicæ2. Schiern mente at finde Aarsageniet hemmeligt Nag mod Rønnow hos Christian 111 paa Grund af en ukendt Aarsag i Fortiden3. H. F. Rørdam fremsaiieio/oeli ll^lieliuc wpj.tiLi.ciac ± en CcincclLiiiiig ± 1. Dnivi al Monumenta, idet han mente, at Joachim Rønnow, mod hvem Kongens Forbitrelse var størst, maatte blive i Fængsel indtil sin Død4. Heise indtog i sin Artikel om Joachim Rønnow i det af Bricka udgivne »Dansk biografisk Lexikon« et MellemstandpunktmellemHuitfeldts og Hans Knudsens Synspunkter, idet han ganske vist skrev følgende5: »Paa Grund af hans hele egenmægtigeFærdog de voldsomme Ytringer, han ved flere Lejlighederhavdeladet falde, var Kongens Forbitrelse mod ham særlig stor«, men senere i Artiklen hedder det, at det i Begyndelsenladertil, at Rønnow selv ikke har villet udstede et ReversomGodkendelsen af Bispemagtens Inddragelse, men at det til sidst lod til at skulle komme til et Forlig; dog døde Rønnow, inden det var kommet i Stand. J. Oskar Andersen fremfører et lignende Synspunkt i sin Artikel om Joachim Rønnow i det nye biografiske Leksikon (1941), dog med stærkere Fremhævelse af Christian Ill's Holdning, idet han skriver, at skønt Gustaf Vasa gik i Forbøn for Rønnow, var Christian 111 utilgængelig for Forlig med ham, og Rønnow, som paastod sin Uskyld, stejl6. 1 Anf. Værk, 140 il. 2 Monumenta 1. R. I, 203 f. 3 »Christian den Tredie havde paa Grund af Fortiden, hvis hemmelighedsfulde Slør vi ei tilfulde formaae at opløfte, imod Rønnow fattet et hemmeligt Nag, som selv Gustav Vasa ei formaaede at fordrive fra sin kongelige Svoger« (Historiske Studier (1856) I, 121). 4 Monumenta 1. R, I, 218. 5 Dansk biogr. Lexikon XIV (1900), 517. 6 Dansk biogr. Leksikon XX (1940), 422. Side 80
Hassø lægger i sin Afhandling i Kirkehistoriske Samlinger fra 1941 alt Ansvaret for Joachim Rønnows lange Fangenskab paa Christian 111, idet han henviser til Joachim Rønnows Brev til Johan Rantzau fra August 1536 og hans to Breve til Mogens Gyldenstierne fra 1541 og mener, at det er Kongen, der ikke har ønsket Joachim Rønnow løsladt, »selv efter Aars Forløb«1. Huitfeldts Opfattelse af Aarsagerne til, at Joachim Rønnow sad saa længe i Fængsel — at han nægtede at »reversere sig« — er saaledes ikke blevet staaende übestridt. Hans Knudsen og siden i mere bestemt Form Hassø lægger alt Ansvaret paa Kongen og hævder, at det er denne, som ikke har ønsket Rønnow løsladt. Et Mellemstandpunkt, der søger Aarsagen hos begge Parter, indtages af Heise og J. Oskar Andersen. Huitfeldts Opfattelse modsiges, som Hassø meget rigtigt- fremhæver2, af de Breve, som vi har bevaret fra Joachim Rønnows Haand under Fangenskabet, og som viser, at han ikke var »stiv og trodsig«, men paa et tidligt Tidspunkt villig til Forlig med Kongen. Derfor kan denne Opfattelse ikke opretholdes. Den nyere Opfattelse (Hassø, til Dels ogsaa J. Oskar Andersen) har Ret i at lægge Hovedansvaret for Joachim Rønnows lange Fangenskab hos Kongen, men da den bygger paa den traditionelle Kronologi, gaar den for vidt, naar den hævder, at Christian 111 ikke paa noget Tidspunkt har ønsket Rønnow løsladt. Omkring 1540 skete der en Ændring i Christian Ill's Holdning over for det gamle katolske Parti3, og i 1542, der som tidligere paavist maa anses for Joachim Rønnows Dødsaar, løslodes Stygge Krumpen, tilligemed Rønnow den sidste af de Biskopper, der endnu sad fængslet4; desuden genoptoges dennes Broder, Otte Krumpen i Rigsraadet som den sidste af de Raader, der var blevet udstødt i 15365. 1 Kirkehist. Saml. 6. R. 111, 567. 2 Ibidem. 3 Dette er forst fremhævet af Erslev (Konge og Lensmand i det IG. Aarhundrede, 125 ff.). 4 Monumenta 1. R. I, 237 ff. 5 Dansk biogr. Leksikon XIII, 395. Side 81
For at forstaa de særlige Aarsager til, at Joachim rtønnow holdtes saa længe i Fængsel, vil det være nødvendigt at undersøge de Beskyldninger, der rettedes mod ham i Klageskriftet mod Biskopperne saavel som de Beskyldninger, der sammesteds rettedes mod enkelte af de andre Biskopper, idet der ses bort fra de mere generelle Beskyldninger som f. Eks. at have forhindret Kongevalget efter Frederik I's Død, efterstræbt Adels- og Klostergods, bøjet Retten, siddet Rettertingsdomme overhørige o. s. v. Hcrdam fjorde oi)mcer'1i<:'orri r?°. ?t Tingel i ncrpn for flprp af Biskoppernes Vedkommende ikke blot varede, indtil de gav Køb og gik ind paa de Betingelser, Kongen foreskrev, men at den for nogle af dem tillige var en Straf for de Forseelser, som de beskyldtes for i Klageskriftet1. Dette gælder saaledes foruden Joachim Rønnow ogsaa Jørgen Friis og Stygge Krumpen. Medens de fleste af Biskopperne løslodes forholdsvis kort Tid efter Reformationens Indførelse mod at anerkende den nye Tingenes Tilstand, sad Jørgen Friis, der havde udtalt sig fornærmeligt om Frederik I, i Fængsel indtil 15382, og Joachim Rønnow og Stygge Krumpen holdtes fængslet indtil 1542. De Anklager, der i Klageskriftet rettes mod Joachim Rønnow, er udførligere og voldsommere end dem, der rettes mod de andre Biskopper og fylder lige saa meget som Anklagerne mod de andre Biskopper tilsammen3. Her skal blot de vigtigste Anklager nævnes: 1) Han havde over
for en Prædikant (formodentlig Hans 2) Han havde efter
Frederik I's Død forsøgt at genoprette
3) Han havde arbejdet paa at indskrænke Kongens Magt til det mindst mulige; han og Rigsraadet skulde føre Regeringen, medens Kongen kun skulde have 15000 Gylden om Aaret og •desuden en uærlig og utugtig Kvinde. Hvis Kongen handlede mod hans og Rigsraadets Vilje, skulde han dræbes. 1 Monumenta 1. R. I, 218 f. 2 Ibidem, 187. Hans Forpligtelsesbrev er dateret 9. August 1538 (Monumenta 1. R. I, 233 ff.). 3 Ibidem, 164—183. 4 Dette bevidnes af Skib3"krøniken (Monumenta 1. R. I, 94 fl\). Side 82
4) Han havde optraadt uforskammet over for Peder Svave, da denne under Københavns Belejring var sendt til ham »i et ringe Hverv og Ærinde« af Kongens Statholdere i Lejren foran København. 5) Han havde
udtalt sig fornærmeligt om Kongen over for 6) Han havde svaret Kongen med »onde og løse Ord«, da denne i al Venskabelighed havde bebrejdet ham, at han havde forgrebet sig paa en Borger i Næstved, som havde kongeligt Lejdebrev. Dette maatte Kongen dengang finde sig i, som om han havde været hans undergivne. 7) Han havde
forbudt sine Bønder og Tjenere at deltage i 8) Han havde
nægtet at bidrage til Aflønningen af Kongens Disse Anklager er tilstrækkelige til at begrunde, hvorfor Christian Ill's Vrede særlig maatte rette sig mod Joachim Rønnow. Denne havde gentagne Gange vist en fuldstændig Mangel paa Vilje til at indordne sig under Kongemagten og maatte derfor straffes strengt. Det samme gjaldt Stygge Krumpen; Anklagerne mod ham er omtrent lige saa omfattende og voldsomme som Anklagerne mod Joachim Rønnow1. De vigtigste Anklager mod Stygge Krumpen er følgende: 1) Han havde tilegnet
sig Kronens Klostre i Vendsyssel2. 2) Han havde
tilegnet sig det Kirkesølv, som i 1531 var 3) Han havde
tilbageholdt et Brev fra Kongen til Adelen i
4) Han havde
opfordret Bønderne til Skattenægtelse og Opsætsighed
5) Han havde
staaet i Forbindelse med Hertug Albrecht af
Foruden disse
Anklager findes der i Beskyldningerne mod 1 Monumenta 1. R. I, 190—198. 2 Jfr. Danske Magazin 3. R. IV, 219 f. Side 83
Borger eller Bonde eller anden i den enes Stift, hvem det end kunde være, dermed ikke Kongen undtaget, som var vedkommendeBiskop imod, skulde de hjælpe hinanden med at straffe vedkommende1. Denne Overenskomst var et Udslag af den Forbindelse, som havde været mellem dem, siden Stygge Krumpeni 1527 under Rønnows Strid med Jens Andersen Beldenak blev udset til Voldgiftsmand for Rønnow og dennes Familie2. Der er næppe nogen Tvivl om, at Overenskomsten mellem Joa- CUllll IxWllliu W Ug St-jggt; iVi ulilpCii nai jjlulclgei- i,ix, at dtli UVlljC, som Christian 111 nærede mod Joachim Rønnow, ogsaa er blevet Stygge Krumpen til Del3. Hvis de Beskyldninger er rigtige, som Christian 111 rettede mod Joachim Rønnow og Stygge Krumpen, og der er ingen Grund til at betvivle dette, da enkelte af dem kan dokumenteresad anden Vej, og de øvrige er sandsynlige, da de stemmer med, hvad man ellers ved om dem, saa har de med Grund været anset for saa statsfarlige, at de holdtes i Fængsel længe efter de andre Biskoppers Løsladelse, og at Christian 111 i Foraaret 1538 paatænkte at sende dem til Preussen. Dette blev ikke til noget, fordi Hertug Albrecht afslog at tage imod dem4. Aaret efter sendtes Joachim Rønnow til Visborg5. At Joachim Rønnowansaas for statsfarlig, er Forklaringen paa, at Gustaf Vasas Bestræbelser i Aarene 1536—1539 for at faa ham løsladt forblevuden 1 Monumenta 1. R. I, 194 f. Rørdam formoder, at der her hentydes til en hemmelig politisk Overenskomst under Grevefejden (Ny kirkehist. Saml. IV, 471 Anm.). Denne Overenskomst maa i saa Fald være indgaaet i Aaret 1535, da Rønnow var i Jylland. Det første sikre Vidnesbyrd om Rønnows Ophold i Jylland er, at han 1. Marts 1535 var hos Christian 111 i Kolding, hvor han laante Kongen 20 Nobler (Danske Kancellireg. 1535—1550,1), men deter sandsynligt, at han har deltaget i Hyldningen i Viborg 8. Marts 1535 og i Juli s. A. er vendt tilbage til sit Stift (jfr. Danske Magazin 3. R. V, 30, 70; Danske Kancellireg. 1535—1550, 3). Overenskomsten mellem Joachim Rønnow og Stygge Krumpen maa følgelig være indgaaet i Tiden Marts—Juli 1535. 2 Kong Frederik den Førstes danske Reg., 163. 3 Jfr. Monumenta 1. R. I, 141. 4 Kirkehist. Saml. 6. R. 111, 568 f. 5 Mollerup og Meidell: Bille-Ettens Historie I, 651, Side 84
blevudenResultat,1 og at Johan
Friis saa sent som i 1541 forhindrede,at I Begyndelsen af 1540'erne var Christian Ill's Regime saa grundfæstet, at han har ment, at de Biskopper, der endnu sad fængslet, uden Skade kunde løslades, og Forhandlinger er optaget med deres Slægtninge og Venner om deres Frigivelse3. Disse Forhandlinger førte til, at Stygge Krumpen 24. Juni 1542 løslodes af sit Fængsel efter at have underskrevet et Revers, for hvis Overholdelse 11 Adelsmænd maatte gaa i Borgen, medens de andre Biskopper kunde nøjes med 7 eller 8, og Joachim Rønnow skulde have haft 104. Joachim Rønnow opnaaede at blive ført til Københavns Slot, og efter al Sandsynlighed var det Meningen ogsaa at løslade ham, men han døde 1. Maj 1542, inden Forliget var kommet i Stand. 1 Disse Bestræbelser er skildret i Kirkehist. Saml. 6. R. 111, 564—567 og skal derfor ikke omtales her. 2 Monumenta 1. R. 11, 185. At Johan Friis har en væsentlig Andel i, at Joachim Ronnow holdtes saa længe i Fængsel, ses af Gustaf Vasas Udtalelse til Kansleren ved denne Lejlighed: »I kunde vel hjælpe til Gode, om I vil, kære, gør det.« Der hentydes vel ogsaa til Johan Friis i Joachim Rønnows Udtalelse til Mogens Gyldenstierne, at Kongen havde holdt ham i Fængsel »efter vrang Undervisning og onde Tilskynderes Raad« (Breve fra og til Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre I, 72). 3 Breve fra og til Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre I, 65 f., 71 f. Der er intet overleveret om Forhandlingerne vedrørende Stygge Krumpens Løsladelse, men saadanne har utvivlsomt fundet Sted, idet Stygge Krumpen førtes fra sit Fængsel paa Sønderborg til Odense, hvor Kongen var paa det Tidspunkt, da Reverset skulde underskrives (Monumenta I.R. I, 241; jfr. Danske Kancellireg. 1535—1550, 234 ff.). 4 Monumenta I.R. I, 219 ff., Nye Danske Mag. I, 237 ff.; Breve fra og til Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre I, 66. |