18. aarh.s danske handelskompagnier har i den senere tid med god grund været genstand for megen interesse¹. Kompagniernes virkefelt var ikke ringe, kulturelt og socialt var de med til at præge det danske samfund — først og fremmest hovedstaden — og derudover kan man gennem studiet af deres virke faa gode oplysninger om, hvilke betydende kræfter der havde afgørende indflydelse paa det økonomiske livs omraade. Naar dette er muligt, skyldes det, at kompagniarkiverne i vid udstrækning er bevaret. De repræsenterer et vigtigt og næsten übenyttet kildemateriale til det 18. aarh.s økonomiske historie².

Blandt tidens mange danske handelsselskaber indtager AsiatiskKompagni en fremtrædende plads. Hidtil har man maattet søge til Fr. Thaarups i 1824 udgivne lille subskriptionshæfte »Historiske og statistiske Efterretninger om det asiatiske Compagni«som

---

1 Saaledes P. P. Sveistrup: Bidrag til de tidligere dansk-vestindiske Øers økonomiske Historie (1942), sammes: Det kgl. danske octroyerede Vestindiske Handelsselskab 1778—85 (H. T. 10 r., VI, 4 (1943)), sammes: Det almindelige Handelskompagni 1747_—74 (Medd. om Grønland, bd. 131, no. 9 (1943)) o. H. O. Jensen: Træk af den danske Aktierets Udvikling i 17. og 18. Aarh. (Ugeskr. f. Retsv., litt. Afd., no. 42 o. 44 (1944)).

2 Kompagniets arkiv kan tidligst have staaet udenforstaaende til disposition efter selskabets opløsning i 1843.

pagni«somden eneste eksisterende fremstilling af kompagniets historie. Det er et kompilationsarbejde, der alene bygger paa trykt materiale, og yder en ringe hjælp for den, der ønsker en dyberegaaende forstaaelse af kompagniets virksomhed.

Hensigten med det følgende skulle først og fremmest være den at skildre de økonomiske realiteter bag kompagniets former saaledes, at omtalen af de ydre rammer som oktroj, konventioner o. lign. er indskrænket til et nødvendigt minimum, medens vægten særlig er lagt paa handelsprocessen i videste forstand¹.

I. Oktrojen.

Den oktroj, der 12 april 1732 udstedtes for et Dansk Asiatisk Kompagni, betød i to henseender noget nyt i forhold til de tidligere ostindiske kompagniers styreform². Selskabets kapital blev beskyttet og begunstiget paa en mere omfattende maade end før, og der blev tillagt kompagniet en hidtil ukendt frihed til selv at udforme sin indre organisation. Baggrunden for disse nyskabelser var den depression, der i 18. aarh.s første trediedel herskede i Danmark, hvor det havde vist sig meget vanskeligt at fremskaffe den nødvendige kapital til oversøisk handel. Oktrojens øvrige bestemmelser svarer derimod i det store og hele til indholdet af den tidligere oktroj fra 1698. Det nystartede handelsselskab fik eneret paa sejladsen hinsides Kap det gode Haab, ligesom det fik resterne af det lille danske kolonirige i Indien overdraget. Kompagniet fik hermed paalagt en art statsfunktion, idet det skulle vedligeholde koloniomraadet —

---

1 Saavel Thaarups lille bog som flere af de nyere undersøgelser ofrer vel megen plads paa omtalen af den formelle organisation ved kompagnierne. Dette er iøvrigt en almindelig tendens, jfr. den kendte engelske historiker R. H. Tawneys bemærkning om, at mange fremstillinger af den moderne kapitalisme paa dette felt beskæftiger sig med »the externals of company organisation — the rules and regulations — more fully than with the economic realities behind it, (Ec. Hist. Rev. IV (1933), 344).

2 Originalen i RA. Kompagniets arkiv, »Oktroyer og Konventioner«. Desuden to trykte udgaver fra 1732.

evt. søge det udvidet — og afholde udgifterne til de militære styrker i Østen. Udviklingen skulle imidlertid vise, at Asiatisk Kompagni med uvilje gik til disse militære opgaver. Det var et handelsforetagende, hvor aktionærerne var interesserede i det størst mulige udbytte, og det danske selskab afveg ikke i denne henseende fra de andre europæiske landes kompagnier i 17. og 18. aarh.¹.

Handelen var det centrale og dens heldige forløb afhængig at mange forhold. Naturligvis var maaden, hvorpaa man organiserede sig, af betydning, men dernæst maatte kompagniet kunne fremskaffe tilstrækkelige midler til i det fjerne at indkøbe Østens eftertragtede produkter. For koloniernes vedkommende var man afhængig af deres evne til at præstere returvarer, fremdeles betød udfaldet af auktionerne over de hjemkomne varer overordentlig meget, og endelig maa man ikke se bort fra aktionærernes vilje til at deltage i handelen, et psykologisk moment der til en vis grad blev bestemt af de forannævnte faktorer.

II. Aktiekapitalen og dens fordeling.

Selskabets økonomiske organisation blev fastsat i konventionen,
hvori man sondrede imellem en »kontinuerende« og en
»cirkulerende« fond.2

Den første var den egentlige aktiekapital fastsat til 400 aktier å 250 rd., som med tiden skulle suppleres med indtægterne af kolonien, med en 5 °/0/₀ afgift af de til Østen udsendte ladninger og en 10 °/0/₀ afgift af de hjemkomne varers salgsbeløb samt med det evt. overskud, der maatte fremkomme efter at der til aktionærerne var udbetalt et udbytte af 5 °/₀.

Denne aktiekapital ejedes hovedsagelig af en kreds af københavnskestorkøbmænd,fremtrædendeembedsmænd
og repræsentanterforhøjadele

---

1 Jfr. Albert Olsen: Kampen om Kolonierne (1939), 66 f.

2 Originalen i RA. Komp. ark., Generalforsamlingsprotokol 1732 28/₇. Desuden aftrykt sammen med oktrojen. Vedr. selskabets økonomiske organisation se §§ 1—14.1_—14.

tanterforhøjadelen¹. Det er vanskeligt nøjere at klassificere disse aktionærer, thi deres virke var ofte mangesidigt paa een gang forenende godsbesiddelse med handelsvirksomhed og administrativehverv.Demest forskelligartede motiver kan saaledeshavebevægettidens kapitalister til at deltage i kompagnie t². Nogle af dem maa betegnes som aktive, nemlig de i

---

1 De egentlige aktionserprotokoller er gaaet tabt. Det fig. stetter sig paa nogle speciflkationer over aktionsererne fra 1732, 1737, 1744 og 1753, RA., D. Kane, Esmarckske Arkivaflev., 1730_—61, Akt. ang. dct kgl. octr. Asiat. Komp. af Geheimeraad A. G. Moltkes ark. som prseses for Asiat. Komp. (i det fig. cit. Esmarck I). De sterste aktionaerer i 1732 var: Desmercieres (42 aktier), grev Gyldensteen (20¹/₂)» kongen (17 + den kgl. familie 11), Fr. Holmsted (11+ 6 for andre), Carl Adolf v. Plessen (13), Chr. Ludv. v. Plessen (10 + familien v. Plessen yderligere 14), U. A. v. Holstein og frue (10 + familien v. Holstein yderligere 4). Af de neeststorste aktionserer tegner Christoffer Blome til Hagen, generalmajor Reventfelt og Peter van Hurck hver 6 aktier, mens juristraaderne Bartholin, Jacobi og Bing, madame Herman Fabritius, Gorris Klaumann og Hans Jergen Soelberg tegner 5 aktier hver. De storste aktionserer i 1753 var: Desmercieres (77 aktier), kongen (76), Carl Adolf v. Plessen (40), A. G. Moltke (20), Lerche (20), von Schulins arvinger (20), Gyldensteens arvinger (32), Bentzon (21), Revenfelt (20), Konneman (22), Soelberg (20) og Chr. Blome til Hagen (24).

2 Som eksempler hnrpaa kan nsevnes fig. af aktionscrerne fra 1732: grev Gyldensteen virker trods sin godsbesiddelse ferst og fremmest i handelen, ligesom grev Danneskjold Laurvigens aktiebesiddelse kan staa i forbindelse med hans norske jernvaerker, der senere leverer stangjern til kompagniet. Familien Holsteins deltagelse kan vsere rent politisk bestemt, medens en stor del af de mindre adelige aktionaerer, som aldrig tidligere har deltaget i den ostindiske handel, kan vaere et udtryk for, at godsejerkapitalen soger over i handelen for her at opnaa en bedre forrentning end det kriseramte landbrug kunne yde. Selv to kirkens og universitetets folk som biskop Hersleb og Thomas Bartholin er vanskelige at klassificere, naar kompagniets ncgotie hovedboger i 1734 afslorer dem som kobere paa auktionerne over de fra osten hjemkomne varer. Det maa endvidere betones, at en stor del af denne tids kapitalister var knyttet til hinanden ved familiebaand, ligesom mange af aktionsererne tilhorte den reformerte tro. I nogle tilfselde peger familieforbindclsen mod Holland og danner en god baggrund for kompagniets finansielle transaktioner med dette land. Slasgterne Fabritius og Wewer er saaledes knyttet til det amsterdamske bankierfirma van Orsoj gennem slaegten Weiler ligesom Pelt'erne gennem slægten Weslingh er i familie med van Orsoj (jfr. Stam-Boom der Pelten, 1755, Gem. Arch., Amsterdam). Disse familiegrupper genfindes forøvrigt ogsaa ved tidens andre kompagnier og i banken.

den asiatiske handel direkte interesserede saasom købmændene, enkelte adelige og embedsmænd; denne gruppe var ved selskabetsstartdendominerende og vedblev at spille en betydelig rolle. Andre aktionærer maa derimod betragtes som passive, de har anset aktierne for anlægspapirer og har derudover ikke haft interesse i selve handelen. De tæller flere adelige godsejere, men ogsaa et stigende antal kvindelige aktionærer og udlændinge. Denne kategori vokser med de stigende udbytter og samtidig spores en vis ændring i aktiebesiddelsen, hvilket

---

2 Som eksempler hnrpaa kan nsevnes fig. af aktionscrerne fra 1732: grev Gyldensteen virker trods sin godsbesiddelse ferst og fremmest i handelen, ligesom grev Danneskjold Laurvigens aktiebesiddelse kan staa i forbindelse med hans norske jernvaerker, der senere leverer stangjern til kompagniet. Familien Holsteins deltagelse kan vsere rent politisk bestemt, medens en stor del af de mindre adelige aktionaerer, som aldrig tidligere har deltaget i den ostindiske handel, kan vaere et udtryk for, at godsejerkapitalen soger over i handelen for her at opnaa en bedre forrentning end det kriseramte landbrug kunne yde. Selv to kirkens og universitetets folk som biskop Hersleb og Thomas Bartholin er vanskelige at klassificere, naar kompagniets ncgotie hovedboger i 1734 afslorer dem som kobere paa auktionerne over de fra osten hjemkomne varer. Det maa endvidere betones, at en stor del af denne tids kapitalister var knyttet til hinanden ved familiebaand, ligesom mange af aktionsererne tilhorte den reformerte tro. I nogle tilfselde peger familieforbindclsen mod Holland og danner en god baggrund for kompagniets finansielle transaktioner med dette land. Slasgterne Fabritius og Wewer er saaledes knyttet til det amsterdamske bankierfirma van Orsoj gennem slaegten Weiler ligesom Pelt'erne gennem slægten Weslingh er i familie med van Orsoj (jfr. Stam-Boom der Pelten, 1755, Gem. Arch., Amsterdam). Disse familiegrupper genfindes forøvrigt ogsaa ved tidens andre kompagnier og i banken.

fremgaar af tabellerne I og 2, hvor aktiekapitalen er analyseret
efter antallet af aktier pro persona i 1732, 1747 og 17531.

Det ses heraf, at der hele tiden har været tale om storaktionærer,
der ejede en betydelig del af den samlede aktiekapital,
men aktiemassen er dog i 1753 mere jævnt fordelt end tidligere.

Som foran nævnt blev der i oktrojen givet aktionærerne en vidtgaaende frihed til selv at tilrettelægge selskabets indre struktur. I overensstemmelse hermed indrettede man sig med en direktion paa 5 medlemmer — hvoraf de 3 skulle være købmænd — valgt af generalforsamlingen til at udføre dens beslutninger. For yderligere at betone direktørernes afhængighed af generalforsamlingen valgte denne et raadgivende og kontrollerende organ, de saakaldte »Hovedparticipanter« der skulle overvaage direktionens handlinger. Paa generalforsamlingen stemtes efter aktiebesiddelse, dog var stemmetallet begrænset for de store aktionærer². De mindre aktionærer ses kun i faa tilfælde at have samlet sig til opposition mod de store, og selskabets ledelse domineres af de aktive store aktionærer igennem den her behandlede periode³.

Den saakaldte »cirkulerende« fond bestod ifølge konventionen af den kapital, der var nødvendig til skibenes anskaffelse, udredning, ladninger og drift. Denne kapital kunne ikke fastsætteseen gang for alle, men var afhængig af konjunkturerne.

---

1 1744 fandt en emmission sted, hvorefter aktiernes antal steg til 1600.

2 Jfr. konventionens regiement.

3 Af større aktionærer fra periodens begyndelse genfinder man i direktionen bl. a. fgl.: Soelberg (1732—36), Klaumann (1732—39), Holmsted (1732—43), M. Fabritius (1736—45) og van Hurck (1745—54). Fra de senere aar figurerer bl. a.: J. van Hemcrt (1743—52), J. F. Wewer (1752—59), Blach (1752—61), J. Fabritius (1754—65), Iselin (1759—69), Falck (1761—68), C. Fabritius (1765—72), Behagen (1769—72) og John Brown (1770—72), der alle spillede en stor rolle som leverandorer af varer og penge og opkøbere paa kompagniets auktioner. Fra 1732_—53 og 1758^—72 sad der endvidere et lovkyndigt medlem i selskabets ledelse (fra 1758^—61 blev dette embede beklædt af den senere omtalte etatsraad Friis), ligesom der fra 1739_—58 var en særlig sokyndig repræsentant. Jfr. Thaarup, anf. skr., 50_—51 og »Aftvungen Apologi imod det Skrift, som under Xavn af Grunde. . . er udgivet- (1773).

Det blev derfor bestemt, at enhver aktionær skulle levere sin andel til denne fond i forhold til sin aktiebesiddelse, dog at det stod enhver frit for, om han ville deltage eller ej. Var der ikke tilstrækkelig tilslutning blandt selskabets aktionærer, havde direktionen lov til at søge kapital fremskaffet blandt udenforstaaende,hvilket imidlertid sjældent skete, da de aktive storaktionærersom oftest tegnede sig for de tiloversblevne summer. Endelig blev det bestemt, at der efter hvert skibs hjemkomst skune ioretages en nurtig airegning med de interesserede parter (den saakaldte repartition).

Denne skelnen mellem en »kontinuerende« og en »cirkulerende« fond havde ikke eksisteret i det gamle selskab. Den bunder i dettes manglende konsolidering og i den almindelige pengemangel, som man nu søger at bøde paa ved at gøre den »kontinuerende« fond til reservefond, en nødvendig ballast mod lunefulde konjunkturer, samt ved at lade den »cirkulerende« fonds beviser være belaanelige, hvilket var afgørende i en kapitalfattig tid. At de to fonds ret hurtig flød ud i hinanden er en anden sag, som senere skal omtales.

III. Skibsudrustning og eksportvarer.

Der gik et stort arbejde forud for hvert skibs udsendelse. De mest forskelligartede materialer og varer skulle fremskaffes, først til skibenes istandsættelse og reparation, dernæst til provianteringen og endelig til selve ladningen. Man skelner i kompagniets regnskaber mellem »Udredning« (istandsættelse og proviantering) og »Cargaison« (ladning) saaledes, at udredningsomkostningerne altid blev lagt til det beløb, hver participant tegnede i skibets ladning og som oftest uf gjorde ca. 30 °/0/₀ heraf.

Varerne blev anskaffet paa forskellig vis1. Oftest afholdt
man offentlige auktioner, forud for hvilke man offentliggjorde
betingelserne for varens levering. Eller man sluttede akkord

---

1 Angaaende de forskellige kontraktsformer se direktionens resolutionsprotokoller (i det flg. cit. RA. Dir. Res. Prot.).

med en bestemt leverandør om fremtidig levering af en vis vare. Endvidere købte man varer ind under haanden, og endelig hændte det, at selskabets ledelse eller folk, der stod denne nær, selvbestaltet paatog sig at anskaffe det fornødne i haab om, at kompagniet da ville modtage leverancen. Saaledes meddeles det i 1752, at egentlig skulle fransk brændevin og vin sættes til licitation, men Gysbert von Hemert har forlængst anskaffet det nødvendige kvantum, hvorfor han faar leverancen — og det tilføjes: »Vi tvivler ikke paa, at han jo sælger varerne til saa billige priser muligt er, men næste aar, vil Gud, indsættes vine og fransk brændevin til licitation med andre varer«¹. Helt uden tvivl har man altsaa ikke været!

Grænsen mellem de forskellige leveringsformer var flydende. Under alle omstændigheder gjaldt det, at leverandøren nød »den sædvanlige frihed for told og consumtion«, som var et af kompagniets privilegier. Endvidere var det næsten altid indforstaaet, at varerne skulle leveres paa kompagniets plads. Hvor der var tale om kontrakter var prisen naturligvis fastsat, og det hører til undtagelserne, at denne ændres ved selve leveringen.Derimod blev varerne ikke altid leveret til rette tid².

---

1 Stavningen i citater »normaliseret« efter nutidsbrug. RA. Dir. Res. Prot. 1752 16/io-

2 Saaledes afholdes for eksempel en offentlig auktion 1747 29/₅ over bl. a. stangjern, engelsk klumpebly og hamp. Priser og leveringstid er opgivet (RA. Dir. Res. Prot., nævnte dato). Søges disse, leverancer i selskabets kassebøger og negotie hovedjournaler viser det sig, at stangjernet, der skulle være leveret inden julis udgang, først optræder 1/₁₂ og 20/₁₂. Det engelske klumpebly skulle leveres med halvdelen inden september og resten i oktober, men ifølge regnskabsbøgerne figurerer det først 1/₁₂ og 30/₁₂. Om hampen hed det i konditionerne, at hovedparten skulle leveres i juli og august, men i bøgerne findes det først opført under der flg. aars 22I₁. Disse nævnte afvigelser behøver dog ikke i alle tilfælde at betyde forsinket leverance, thi den dato, kassebøger og negotie hovedjournaler angiver, er det tidspunkt, paa hvilket betalingen har fundet sted, hvorimod paagældende vare godt kan være leveret nogen tid i forvejen. Betalingsprocessen bestod af to led: dels »assignationen« hvilket var materialskriverens skriftlige anvisning paa beløbet efter at have godkendt den modtagne leverance, dels selve udbetalingen efter assignationssedlen hos kompagniets kasserer, ofte kaldet den »prompte betaling« og honoreret med en 2 °/o rabat til kompagniet. »Assignationen« kunne være afhængig af kompagniets egne auktioner over de hjemkomne varer, saaledes bemærkes det 1748 30/₅: »Betalingen for bemeldte varer skal blive assigneret efter den første auktions holdelse enten fra Trankebar eller Kina«. (RA., Dir. Res. Prot., nævnte dato).

Dette hænger uden tvivl sammen med, at leverandørerne var købmænd, der ofte forskrev varen fra udlandet og derfor ventede paa det rette tidspunkt, hvor prisen var lav og udsigten til en stor fortjeneste god, eller de kunne være engageret i andre handelsforetagender,der lagde beslag paa deres kapital og tid. Til tider betød dette en stor gene for kompagniet, der f. eks. i 1748 lader indføje en passus i konditionerne, hvoraf det fremgaar, at saafremt leverandørerne »ikke til de foreskrevne tider præsterer iCvCicm^C, <x\, uiici/uLuiicii ua jjaa ic vci fcuiufcjiciiits icglnlig ug bekostning samme lader købe«¹.

Til udredningen behøvedes tømmer, tovværk, hamp, beg, tjære og andre grovvarer, endvidere allehaande levnedsmidler lige fra »godt oprigtigt fransk brændevin« til »billigt flæsk fra fynske skippere«. Det var dog først ved selve ladningen, at kvantaene blev store og udgifterne dyre. En analyse af ladningernesværdi viser, at den overvejende del hele perioden igennem bestod af rede penge, et interessant træk i en merkantilistisktid, hvor teoretikerne i almindelighed advarede mod at udføre ædelt metal, men dog billigede det i den oversøiske handel, fordi europæiske varer intet marked kunne finde her. Man stillede samvittigheden tilfreds med det argument, at den udgivne ædelmetal-sum mangedobbelt kom igen ved salget til udlandet af de hjemførte varer². Gennemsnitlig 93 °/0/₀ af ladningernetil Kina bestod saaledes af rede penge, medens tallet for Ostindiens vedkommende var 79 °/₀. Til det sidstnævnte sted opviser periodens senere aar eksempler paa, at rene vareladningerafsendes,

---

2 Saaledes afholdes for eksempel en offentlig auktion 1747 29/₅ over bl. a. stangjern, engelsk klumpebly og hamp. Priser og leveringstid er opgivet (RA. Dir. Res. Prot., nævnte dato). Søges disse, leverancer i selskabets kassebøger og negotie hovedjournaler viser det sig, at stangjernet, der skulle være leveret inden julis udgang, først optræder 1/₁₂ og 20/₁₂. Det engelske klumpebly skulle leveres med halvdelen inden september og resten i oktober, men ifølge regnskabsbøgerne figurerer det først 1/₁₂ og 30/₁₂. Om hampen hed det i konditionerne, at hovedparten skulle leveres i juli og august, men i bøgerne findes det først opført under der flg. aars 22I₁. Disse nævnte afvigelser behøver dog ikke i alle tilfælde at betyde forsinket leverance, thi den dato, kassebøger og negotie hovedjournaler angiver, er det tidspunkt, paa hvilket betalingen har fundet sted, hvorimod paagældende vare godt kan være leveret nogen tid i forvejen. Betalingsprocessen bestod af to led: dels »assignationen« hvilket var materialskriverens skriftlige anvisning paa beløbet efter at have godkendt den modtagne leverance, dels selve udbetalingen efter assignationssedlen hos kompagniets kasserer, ofte kaldet den »prompte betaling« og honoreret med en 2 °/o rabat til kompagniet. »Assignationen« kunne være afhængig af kompagniets egne auktioner over de hjemkomne varer, saaledes bemærkes det 1748 30/₅: »Betalingen for bemeldte varer skal blive assigneret efter den første auktions holdelse enten fra Trankebar eller Kina«. (RA., Dir. Res. Prot., nævnte dato).

1 RA., Dir. Res. Prot. 1748 30/₅.

2 Jfr. Ludvig Holberg: Samling af adskillige nye Samtaler holden for Tidsfordriv (1728) og sammes, Danmarks Stat (3. udg.), 648 f. Ligeledes Otto Thott: »Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Kommerciens Tilstand og Opkomst« 31/₁₂ 1735, RA., kopi i Kom. Kol.

ladningerafsendes,hvilket dog i nogen grad er dikteret af pengemangel(saaledes aarene 1759, 1768 og 1769, omvendt udsendes i 1751 en ren pengeladning). De udsendte ladningers samlede værdi fremgaar af nedenstaaende grafiske oversigt, der tillige viser, hvorledes handelen fordeler sig paa Kina og Ostindien¹.

Hvilke varer kunne man eksportere? Skibene medførte

---

1 Efter »Fortegnelse paa alle til Kina og Ostindien udgaaende Skibe . . .«, Kgl. Bibi., Ny kgl. saml. 793 bog 793. I Biischings Magasin II (1769), 276—77 (paa dansk i Stats journalen (1769), 76 og Hoicks Handelsmagasin \1780), 121 f.) findes lignende lister indtil 1745 udarbejdet af kompagniets bogholder Frants Faddesen, ligesom Aug. Hennings har en oversigt indtil 1771 i »Gegenwartiger Zustand der Besitzung der Europåer in Ostindien« I (1784). Der er god overensstemmelse mellem disse tre kilder, hvad de udsendte ladningers værdi angaar, derimod en afgørende forskel mellem haandskrifterne og Hennings paa den ene side og Frants Faddesen paa den anden, naar det drejer sig om returladningernes værdi. Thaarup gengiver begge lister (anf. skr., bilag I-IV) uden at afgøre, hvilken der er rigtig. Xathanson gør med rette opmærksom paa en mangel hos Thaarup i dennes opgivelser fra 1771 (M. L. Nathanson: Historisk Fremstilling af Danmarks National- og Statshusholdning (1836), 446). Saa vidt det kan konstateres efter selskabets bøger, er det haandskrifterne og Hennings, der giver det sande billede af forholdene, hvorfor det er disse tal, der er benyttet ved den senere omtale af returladningernes værdi (haandskriftet 793 b, hvorimod der er nogle skrivefejl i 793).

altid en tung underlast af jern, bly og kobber. Jernet skulle være det saakaldte stangjern i smalle, tynde stænger »da smedene i Indien ikke kan bringe saa stærk hede derpaa*¹. I forbindelse hermed endvidere en del jernvarer: kanoner, ankre, tøndebaand, søm, spigre, kedler m. m., men ogsaa skibsartikler som: tømmer, sejldug, tjære, tovværk, mønje, krudt etc. Igennem lange tider udførtes et parti indenlandsk klæde til Kina. Det var ment som en hjælp til vore fabrikker og medførte ikke tab før i 1753, da man imidlertid iKKe hk det mediørte parti solgt som iøige af, at store mængder engelsk og fransk klæde var kommet til Kanton det foregaaende aar. Resultatet blev, at kompagniet straks indskrænkede sit køb hos fabrikkerne betydeligt, hvilket atter bevirkede, at General-Landets-Økonomi- og Kommercekollegietforestillede direktionen, hvor stor skade fabrikkerne led derved. Kollegiet ønskede, at kompagniet skulle aftage samme kvantum som hidtil. Dette ville direktionen ikke gaa ind paa, men foreslog, at fabrikkerne for egen regning kunne afsende det sædvanlige kvantum klæde, der da ville blive fragtfrittransporteret; kompagniet ville saa købe returvarer for det solgte klædes beløb mod rente til fabrikkerne. Dette forslag blev forkastet af kollegiet, og da kompagniets generalforsamling billigede, at der blev indkøbt for 3—5.0003^—5.000 rd. klæde (mod tidligerefor 20—30.000 rd.) blev det herved². Af andre tekstiler var der afsætningsmuligheder for fløjl, hatte, kniplinger, sølvogguldbrokade, traad, knapper m. v. Endelig kunne man afhænde forskellige vinsorter samt isenkram.

---

1 Efter »Fortegnelse paa alle til Kina og Ostindien udgaaende Skibe . . .«, Kgl. Bibi., Ny kgl. saml. 793 bog 793. I Biischings Magasin II (1769), 276—77 (paa dansk i Stats journalen (1769), 76 og Hoicks Handelsmagasin \1780), 121 f.) findes lignende lister indtil 1745 udarbejdet af kompagniets bogholder Frants Faddesen, ligesom Aug. Hennings har en oversigt indtil 1771 i »Gegenwartiger Zustand der Besitzung der Europåer in Ostindien« I (1784). Der er god overensstemmelse mellem disse tre kilder, hvad de udsendte ladningers værdi angaar, derimod en afgørende forskel mellem haandskrifterne og Hennings paa den ene side og Frants Faddesen paa den anden, naar det drejer sig om returladningernes værdi. Thaarup gengiver begge lister (anf. skr., bilag I-IV) uden at afgøre, hvilken der er rigtig. Xathanson gør med rette opmærksom paa en mangel hos Thaarup i dennes opgivelser fra 1771 (M. L. Nathanson: Historisk Fremstilling af Danmarks National- og Statshusholdning (1836), 446). Saa vidt det kan konstateres efter selskabets bøger, er det haandskrifterne og Hennings, der giver det sande billede af forholdene, hvorfor det er disse tal, der er benyttet ved den senere omtale af returladningernes værdi (haandskriftet 793 b, hvorimod der er nogle skrivefejl i 793).

1 RA., Esmarch I, no. 26, Ziervogels anmærkninger 1758 16/i₀, pkt. 37. Angaaende de udførte varer se skibenes kasse- og hovedbøger.

2 RA., Generalforsamlingsprotokol 1754 3/₄, pkt. 3.

IV. Sølvkøbene.

De rede penge udgjorde som nævnt hovedmassen af ladningerne. Det er derfor et yderst centralt spørgsmaal at undersøge, hvor kompagniet fik disse summer fra og til hvilke priser. Sølvet blev udbudt ved licitationer, som altid fandt sted om efteraaret i forbindelse med udredningerne. Som regel var der to licitationer med en maaneds tid imellem. Kun i 1743 udliciteredes en sum paa 35.000 rd. om foraaret, men dette skyldtes en speciel ekspedition til Malabarkysten. Sølvet blev paa selve auktionen udbudt i passende summer, der blev tilstaaet den lavestbydende. Ofte udsattes auktionen, fordi kursen gik højere end forud beregnet af direktionen. Før selve buddene blev leveringskonditionerne oplæst, hvori var fastsat, hvilke sorter mønt man ønskede, deres lødighed, leveringstiden, betalingen m. v. Meget hurtigt erhvervede kompagniet sin egen banco vægt fra Hamburg, hvorpaa sølvet skulle vejes, senere maatte man i 1760 antage en mand til at holde opsyn med leverancerne. Det blev jøden Ashur Unna, der paatog sig dette — han var selv en af leverandørerne. Aarsagen til denne foranstaltning var, at en del af de leverede møntsorter havde vist sig at være underlødige.¹

I de to oversigter findes en grafisk afbilding af de aarlige
liciterede summers størrelse, købmændene og jødernes andel
heri, samt sølvprisens udvikling ved samme licitationer2.

Som det fremgaar af disse oversigter, kan leverandørerne deles i to grupper: købmænd og jøder. Det viser sig, at det inden for begge kategorier drejer sig om et forholdsvis lille antal firmaer, der aar efter aar paatager sig leverancerne. Blandt købmændene er det navne som: Holmsted (indtil 1743), Fabritius & Wewer, von Hemert, Iselin (fra 1748), Desmerciéres

---

1 RA., Dir. Res. Prot. 1735 2\'_lo og 1760 21<_;8.

2 Den vigtigste kilde er Dir. Res. Prot., der indtil 1759 giver detaillerede oplysninger om hver enkelt licitation. For resten af perioden er sølvlicitationerne indfort i en særlig licitationsprotokol, der desværre er gaaet tabt. Den her anførte pris er den overvejende (mediantallet).

(indtil 1741, samt en enkelt gang i 1749), Kløcker, Black (begge
fra 1740), Frants Faddesen, Daldorf (begge til 1743) samt en
del mindre lejlighedsvis leverende som Klaumann, Konnemann,

Soelberg, Ackeleye, Fischer, Frøchen, de Place, Becker & Glerup, Falch, Ryberg m. fl. Det er alle navne, der kendes fra aktionærog direktionslisterne, ja selv kompagniets bogholder og kasserer optræder blandt de foran nævnte (Frants Faddesen og Daldorf).

Blandt den anden store kategori, jøderne, optræder navne som: Unna, Samuel & Kantor, Jacob, Raphael & von Halle (fra 1749), Goldschmidt (til 1741), Jacob Emanuel (fra 1744), Lazarus Wallich (fra 1753) samt ligeledes en del mindre leverandører som Jacobi, Salomon, Levy, Nathan Lazarus, Schrøder, Philip Meyer, Reh m. fl. Vi har her udtryk for, hvilken rolle jøderne i Danmark allerede nu var kommet til at spille i pengeog vekselhandelen. De første jøder var indvandrede i de sidste 30^—40 aar før 1700, først portugisiske, hurtig derefter tyske. Uden tvivl har netop den direkte handel fra Danmark paa Ost- og Vestindien virket tillokkende. Her var plads for større transaktioner, og landet havde brug for internationale pengeforbindelser. Det var derfor ofte folk med formue, der kom hertil. Skønt tiden fra 1726 til 1754 er præget af de strengeste forbud mod fremmede jøder, viser det her fremdragne eksempel, at man ikke kan undvære dem. Under syvaarskrigen steg tilvandringen stærkt, og den ældre Schimmelmann benyttede sig i vid udstrækning af jøder. Forbudene forsvinder efterhaanden, saaledes helt i perioden 1757^—1771¹. Kun faa af de danske jøder drev engrosvirksomhed. Navnene Unna, Samuel, Kantor, Goldschmidt etc. er familienavne, der ofte dækker over flere personer, f. eks. brødre, far og søn o. s. v. Talrigst var slægten Unna. der havde navn efter en rabbiner fra Una i Tyskland. Dens første repræsentant i Danmark var Joseph Philip Unna, der i 1712 fik privilegium paa at indrette et kattuntrykkeri og tapetmageri i København. Hans søn var Ashur Unna, der 1737 fik københavnsk borgerskab, og som er en af kompagniets hovedleverandører af sølv². Moses Meyer Goldschmidt var søn af hof juveler Meyer Goldschmidt. Ved mandtallet i 1728 opgav han sit erhverv saaledes: »Min megot-ie er Gud være lovet nu som forhen med veksler og anden ærlig handel«³.

De to største sølvleverandører var dog engrosfirmaerne

---

1 M. L. Nathanson: Historisk Fremstilling af Jødernes Forhold og Stilling i Danmark, navnlig København (1860), 22 f.

2 Jul. Salomon og Josef Fischer: Mindeskrift i Anledning af Hundredaarsdagen for Anordningen af 29/₃ 1814 (1914), 140.

3 Ibidem, 139.

von Hemert og Fabritius &We\ver. I tiden 1732^—1744 leverede de gennemsnitlig 17,3 °/0/₀ (von Hemert) og 13,8 °/0/₀ (Fabritius & Wewer) af de udliciterede summer, medens de tilsvarende tal for tiden 1745^—1758, hvor sølvmængden steg, er henholdsvis 18,3 °/0/₀ og 21,5 °/₀. For hele perioden er gennemsnittet 17,8 °/0/₀ og 17,6 %, medens de to største jødiske leverandørers andel for perioden er 10,7 °/0/₀ (Unna) og 9,7 °/0/₀ (Samuel & Kantor). De to købmandsfirmaer leverede saaledes tilsammen over en trediedel af kompagniets sølv, medens disse fire største leverandørerialt leverede over halvdelen af det udliciterede.

Omkring 1752 fremførte etatsraad Friis tvivl angaaende sølvlicitationernes offentlighed. Han hævdede, at visse medlemmeraf direktionen udtog og delte mellem sig en anseelig sum paa 100^—150.000 rd. »uden auktion for den mellemste pris efter hvad det øvrige leveres for«. Direktionen tilbageviste ikke paastanden,men forsvarede sig med, at det skete til kompagniets bedste, hvilket Friis betvivlede¹. Sagen er saa meget mere interessant,som der efter 1759 hersker uklarhed med hensyn til sølvleverancerne, idet kildematerialet i nogen grad svigter. Det ser ud til, at man mere og mere er gaaet over til at indføre sølvet fra udlandet, fordi de hjemlige priser efter direktionens mening er for høje. Tanken var ikke ny. Allerede 1745 havde kompagniet modtaget beregning og overslag over et sølvkøb i Spanien fra grev Gyldensteen². 1758 traf man beslutning om at lade indkøbe et større kvantum sølv fra Hamburg og Amsterdam,men da Hamburg ikke ville paatage sig leverancen, vendte man sig mod Spanien. Sagen ordnedes gennem Bernstorff, det spanske hof gav sin tilladelse, og efter at banken gennem Iselin havde tilbudt at modtage det sølv, der var anskaffet ved den hjemlige licitation, til indkøbsprisen, var der for ledelsen ingen tvivl om, at sølvet burde hentes i Cadix³. Denne trafik paa

---

1 RA., Esmarck I, no. 19 og 20.

2 RA., Generalforsamlingsprotokol 1745 21/₇ og Dir. Res. Prot., samme dato, pkt. 4. Brevet er dateret Paris 21/₆ 1745 og er meget interessant til belysning af grev Gyldensteens ret ukendte forhold.

3 RA., Dir. Res. Prot. 1759 ls/u og 20/_u, samt Udenl. breves kopibog 1759, p. 806—07.

Cadix vedvarede i den følgende tid samtidig med, at der afholdteslicitationer. Paa disse dukker nye navne op ved siden af de gamle, saaledes tilbød Schimmelmann i 1761 gennem sin kommissær Iselin at levere sølv paa kredit mod 4 °/o aarlig rente¹. Aaret efter, da den spanske regeringstilladelse udeblev, vendte man sig mod Amsterdam, hvor der var givet tilsagn om 10.000 stiick von achten² — en spansk mønt, der var den mest gængse europæiske mønt i Ostindien. — I 1760'erne forsvandtethvert skær af offentlighed over de hjemlige sølvlicitationer.Man henvendte sig direkte til de faste storleverandører. Saaledes kan Iselin paa et direktionsmøde i 1764 give meddelelse om en forskrivning fra Unna og Wallich paa 100.000 rd. sølv at levere inden tre uger; der anføres ingen pris, men den ville ifølge Iselin blive 12 rd. 2 mk. pr. mk. fin³. Licitationen den 21/₇ 1767 kan muligvis tages for typisk for denne"tid: direktionen aftalte indbyrdes før dens paabegyndelse at byde for kompagniet»for at moderere prisen«. Heroverfor erklærede etatsraad Fabritius, at han for egen regning beholdt en leverance paa 40.000 rd., hvilket blev ham bevilget til kurs 11 rd. 1 mk. 7 sk. Endelig ville man supplere summen ved at købe 5.000 mk. hos firmaet van Orsoy & Zoonen i Amsterdam. Det endelige resultat af licitationen er gengivet nedenfor i tabel 34.3⁴.

---

1 RA., Dir. Res. Prot. 17G1 6/_10, pkt. 3.

2 Ibidem 1762 5/_2, pkt. 1.

3 Ibidem 1764 19/_10.

4 Ibidem 1767 21'_7.

V. Asiatisk Kompagni og Schimmelmann's finansielle transaktioner 1762—1767.

Denne ovenfor skitserede udvikling af sølvlicitationerne i slutningen af 1750'erne og i 1760'erne hænger sammen med, at Asiatisk Kompagni med sit efter datidens forhold store behov for ædelt metal maatte komme til at paavirke vekselkursen, hvilket blev særlig mærkbart i en tid, hvor de offentlige nnanser og pengevæsenet var i lorlalcl.

1757 blev banksedlernes indløselighed ophævet, og de nærmest følgende aar strømmede de danske sølvpenge ud af landet samtidigmed, at papirpengenes mængde steg voldsomt som følge af den store kreditgivning, banken ydede under de gunstige handelskonjunkturer skabt af Syvaarskrigen mellem Frankrig og England. Endvidere bevirkede den optrækkende krigsfare i 1762, at staten yderligere støttede sig til banken, hvilket satte forøget gang i inflationen¹. Det var paa denne baggrund, at kompagniet begyndte at hente sølv i Spanien. Schimmelmann, der som bekendt spillede en ledende rolle i dette tidsrums finanshistorie, fik i begyndelsen af 1762 banken til at overlade ham 400.000 rd. i veksler paa Hamburg². Den 12/₃ samme aar overdrog han kompagniet 50.000 rd. i veksler paa sin faktor i Hamburg (Lehn), hvilket den 4/₆ suppleredes med yderligere 40.000 rd.³. Faa dage efter oprettedes en konvention mellem Schimmelmann & interessenter paa den ene side og Asiatisk Kompagni paa den anden side, ifølge hvilken kompagniet forpligtedesig til inden udgangen af september 1762 ikke at købe veksler i København eller lade trassere fra Hamburg, men modtage alt til et beløb af 100.000 rd. hamb. kurant hos Schimmelmann & co⁴. Asiatisk Kompagni var fra nu af underlagtde almindelige bestræbelser for at sikre landet mod en katastrofal udvikling af dets valutamæssige forhold. Ved

---

1 Danische Wirtschaftsgeschichte (1933), 299 f.

2 Jul. Schovelin: Fra den danske Handels Empire I (1899), 43.

3 RA., Dir. Res. Prot. 1762 12/₃ og 4/_6.

4 Ibidem 1762 ll/_e.

sit tvangslaan i Hamburg den 30/₆ og ved aabningen af en vekselkredit for banken i oktober maaned hos ni store handelshusesammesteds fremskaffede Schimmelmann nye vekselbeløb til handelsverdenen¹, og Iselin, der paa een gang er direktør i kompagniet og Schimmelmann's agent, kunne den 5/₁₀ meddele selskabet, at han havde forskrevet 10.000 stiick von achten for dets regning, medens den resterende sølvmængde skulle indkøbes i Hamburg eller Amsterdam². Mod aarets slutning fornyede man forbudet mod, at kompagniet trasserede paa København eller købte rimesser sammesteds. Dette skete ved en ny konvention, denne gang mellem banken og Asiatisk Kompagni,hvorefter kompagniet samtidig maatte forpligte sig til for egen regning »at lade roullere indenlands 100.000 sterling eller 400.000 rd. hamb. banco«³. Asiatisk Kompagni skulle med andre ord gennem sine forbindelser i udlandet skaffe kredit til landet. Det lykkedes ogsaa. Kompagniet tegnede laanet paa obligationer hos sin mest benyttede faktor i Amsterdam,bankierfirmaet Christian van Orsoj & Zoonen⁴.

Det blev ikke det eneste laan, kompagniet blev tvunget til at optage, flere fulgte efter. De blev alle tegnet i Holland hos ovennaevnte Christian van Orsoj & Zoonen, ligesom ogsaa Schimmelmann under de kriseagtige forhold i aaret 1763 tyede til samme land og fik banklaan i stand hos bankierhusene Boas i Haag og Clifford & Zoonen i Amsterdam. I august 1764 meddelte overskattekommissionen, der var hovedorganet for V (AIU LUU tUi.'lllLl\.i 111CV.11 "'** *¦* * lYWlll I'LA will VK> X *-*. *-A. 1 HJ »'VwJ HUV-Iki^ havde maattet transportere 200.000 rd. af sin i banken deponerede kapital, at Asiastisk Kompagni ikke kunne faa lov til at afdragesin gaeld i Holland i det paagaeldende aar, efter som bankens gseld ferst skulle bringes ned, og man ikke enskede »at den ene ville agere til den andens nackdeel, og derved foraarsages at coursen til landets store skade endnu meere

---

1 Jul. Schovelin, anf. skr., 46 f.

2 RA., Dir. Res. Prot. 1762 5'_10.

3 Ibidem 1763 *5/_s, pkt. 7.

4 RA., Udenl. breves kopibog 1762 ls/u og 30,_u.

blev forhøj eb)¹. I følge dette program maatte kompagniet i november 1764 laane Schimmelmann for bankens regning 100.000 gylden hos Christian van Orsoj & Zoonen samtidig med, at dets engelske korrespondenter fik ordre til at rembourseresig paa Hamburg².

De almindelige forsøg paa at holde kurserne nede kom ogsaa til at berøre kompagniets auktioner over de hjemkomne ladninger.Selskabets ledelse indsatte i auktionsreglerne bestemmelseruni, al store dele al betalingen skuiie SKe i iorm ai veKslertil i forvejen fastsatte kurser. Saaledes satte man kursen paa hollandske veksler ved auktionerne i efteraaret 1763 og 1764 til henholdsvis 125 og 124, hvilket i begge tilfælde var lave kurser, der tilsyneladende skulle sikre kompagniet billig udenlandsk valuta³. Køberne indrettede imidlertid deres bud paa auktionen herefter, tvang varepriserne ned og gjorde derved fordelen ved denne foranstaltning illusorisk set fra et kompagnisynspunk t⁴. Spørgsmaalet om en fast kurs blev for alvor aktuel for selskabet, da overskattedirektionen omkring aarsskiftet 1764/65 endelig gav tilladelse til afvikling af dele af den efterhaandenmeget store hollandske gæld og i den anledning skulle levere de nødvendige rimesser til Asiatisk Kompagni. Overskattedirektionenforlangte, at kompagniet skulle købe rimessernetil kurs 125, hvilket man dog satte sig kraftigt imod fra selskabets side med det resultat, at de to institutioner enedes om kurs 124 som fast kurs for aaret 1765⁵. I januar maaned dette aar kunne Asiatisk Kompagni da tilbagebetale Christian van Orsoj & Zoonen det ovenfor omtalte mindre laan paa 100.000 gylden til kurs 124. Vekslen var trukket paa Clifford & Zoonen i Amsterdam⁶. I februar fulgte et afdrag paa 500.000

---

1 RA., Dir. Res. Prot. 1764 30/₃. Overskattedirektionen I, A, XXXVI, 4, 1764 31/₈-

2 RA., Dir. Res. Prot. 1764 29/_n. Udenl. breves kopibog 1764 8j_12.

3 RA., Dir. Res. Prot. 1763 21/₉ og 1764 26/_9-

4 RA., Overskattedirektionen I, A, XXXVI, 4: 1765 3I_1.

5 Ibidem.

6 RA., Udenl. breves kopibog 1765 19/₁. Negotie Hovedjournal 1765 Z6/₁.

gylden paa den store gæld fra 1762 — ligeledes veksel paa Clifford & Zoonen —og den 13/₂ fulgte en skriftlig overenskomst mellem Asiatisk Kompagni og overskattedirektionen, hvori terminernefor hele gældens afbetaling var fastsat¹. Herefter skulle kompagniets gæld hos Christian van Orsoj & Zoonen være ude af verden til marts 1766. Kursen skulle for alle terminer være 121. Allerede en maancd efter lykkedes det imidlertid for kompagniet at faa kursen sat ned til 116, til hvilken kurs man afdrager 70.000 gylden i marts maaned og 300.000 gylden i april, hvorefter afbetalingen standser². Den direkte aarsag hertil var sølvtratterne fra Spanien, der ogsaa skulle betales, indirekte var det Schimmelmann, som forlangte, at kompagniet selv maatte skaffe de fornødne rimesser. Kompagniets direktion klagede i et fortørnet brev til overskattedirektionen over Schimmelmannog pegede paa den fare for en ny kursstigning, der laa i den ny skabte situation. Resultatet blev, at Asiatisk Kompagnimaatte optage et nyt laan hos Christian van Orsoj & Zoonen paa 400.000 gylden. Til gengæld lovede overskattedirektionenat dække omkostningerne³.

Den folgende tid er fyldt med klager fra kompagniet til
overskattedirektionen og Schimmelmann over, at afdragene iader
vente paa sig. Man henviser til de vanskeligheder, der herved
er opstaaet for selskabet hos dets hovedfaktor i Amsterdam4.
Forst i maj 1766 er kompagniet i stand til at sende et nyt afdrag
paa den gamle gseld, til gengseld omfatter dette gseldens restbei_i_.o
ao nan u a is; 1 j:««U4-;«««« ™«,]^,,
iWU , *J~£*J *£J\JKJ ti VlUt 11 ¦ / f» XV IIIIIIV. UIU IVtlUllV ll IIXUU^U '-'fZi V^-«-^*^X LUjII^

---

1 RA., Overskattedirektionen I, A, XXXVI, 4: 1765 13/₂. Dir. Res Prot. 1765 16/₂-

2 RA., Overskattedirektionen I, A, XXXVI, 4: 1765 lx/₃. Udenl. breves kopibog 1765 23/₃ og 20/₄. Xegotie hovedjournaler 1765 23/₃ og 20/₄.

3 RA., Overskattedircktionen I, A, XXXVI, 4: 1765 25/_s og Ye- Kompagniet nedsatte i overensstemmelse med den nævnte kursnedsættelse kursen paa hollandske veksler ved efteraarsauktionernc til 116 °0, jfr. Dir. Res. Prot. 1765 10_/7.

4 RA.. Udenl. breves kopibog 1765 20 „ Overskattedirektionen I, A, XXXVI, 4: 17G5 2O'_1S og 1766 13,₂. Indeni, breves kopibog 1766 4log 28₁.

5 RA., Overskattedircktionen I, A, XXXI, 4: 1766 24'₅.

de hollandske obligationsstykker, der var ialt 315 stykker til et samlet beløb af 1.301.400 gylden »og efter at de var efterset og noteret blev altsammen kasseret og opbrændt«¹. Tilbage var gælden paa de 400.000 gylden. Ogsaa den lykkedes det efter gentagne henvendelser til Schimmelmann at faa afviklet: i april 1767 kunne kompagniet omsider købe seks veksler hos Schimmelmann trukket paa fem amsterdamske bankierhuse til ovennævnte beløb. Kursen var nu 124¹/_22!2 ²!

Asiatisk Kompagni undgik ikke at lide tab ved disse paatvungne operationer, der bevirkede, at de forholdsvis faste rammer, som i periodens begyndelse eksisterede omkring sølvkøbene, ganske sprængtes, hvorved vejen laa aaben for spekulationer, der uden tvivl har været profitable for den inderkreds, der havde haand i hanke med kompagniets affærer.

VI. Asiatisk Kompagnis vekseltrafik.

Det var ikke blot ved sine sølvkøb, at kompagniet havde behov for gangbar udenlandsk valuta. Visse af udgifterne i forbindelse med skibenes udredninger skulle ligeledes betales i udlandet, først og fremmest assurancen, men ogsaa vareleverancer (krudt, hamp, sejldug m. v.). Denne vekseltrafik kan belyses gennem det store materiale, der findes i kompagniets brevbøger og negotiejournaler. Den følgende tabel 4 omfatter de udsendte — remitterede — veksler i tiden 1732^—1758, saavel sigt- som datoveksler lydende i engelsk £ sterling.³

---

1 RA., Dir. Res. Prot. 1766 13/₆.

2 RA., Indeni, breves kopibog 1767 9/₅. Negotie hovedjournaler 1767 14/4 Og 25/4-

3 Kun de remitterede veksler er bevaret. Deter derfor vanskeligt at konstatere det i denne tid udbredte vekselrytteri, jfr. Eli F. Heckscher: En vexelryttare under Frihetstiden, Historieuppfatning, materialistisk och annan (1944). Forøvrigt viser materialet, at betegnelserne 1/ (last) og o/ (ordre) dækker trassat, modsat vore dage, hvor 1/ dækker trassat, mens o/ dækker remittent (Udenl. breves kopibog 1755 2/₉).

Som det ses, var hovedparten 2 maaneders veksler. Materialet tillader kun at følge en mindre del af vekslernes gang, inden de naaede kompagniet, idet brevbøgerne oftest kun angiver trassat, beløb og tid. Men den del, der kan følges, viser, at hovedparten af vekslerne stammer fra Norge. For eksempel købte kompagniet i 1735 syv saadanne veksler, der samlet sendes til selskabets hovedkorrespondent i London, John Collet. Som trassenter figurerer: H. J. Soelberg, Collet & Leuch i Christiania, G. og Z. Simonsen i Skien (2 stk.), Nicolas Dunn i Bredvig, R. Mocliff i Frederikshald og Georg Widget i Arendal. Trassaterne er alle engelske firmaer henholdsvis i London og Great Yarmouth. Remittenten er H. J. Soelberg.

Tabel 5 viser de tilsvarende forhold for remitterede veksler
i avlrlpn linllanrkk knrant i sammp tidsrnm.

Det er her 14 dages vekslen, der er den dominerende. Dette hænger bl. a. sammen med, at de hollandske veksler p. gr. a. kursforskellen var mindre værd end de engelske. Hovedparten hidrørte, saavidt det kan afgøres, fra de københavnske storkøbmænd ofte fra selve direktionen.

VII. Den asiatiske handel.

Hvad var det for en handel Asiatisk Kompagni ønskede at deltage i? For at klargøre dette vigtige spørgsmaal maa det først og fremmest betones, at denne tids asiatiske handel hvilede i sig selv. Europæerne fra den gamle og nye verden deltog i den, men alene i kraft af deres ædle metaller var det muligt for dem at hjemføre Østens mangeartede produkter. Varemæssigt ydede de derimod kun lidt, men nøjedes med at opsøge de store handels- og produktionscentre og søgte saa iøvrigt at glide ind i de gamle asiatiske søruter og deltage i formidlingen af handelsomsætningen mellem de enkelte omraader.

Taget i sin helhed kan man skelne mellem fire eller snarere fem store omraader, imellem hvilke der indbyrdes udfoldedes et livligt handelsmæssigt samkvem, ligesom der fra de enkelte centre foregik en betydelig lokal handel¹. Saaledes var Bengalen det übestridt største handels- og produktionscentrum i Forindien.Herfra gik lokale ruter til Adtschin paa Sumatra, der var et vigtigt sæde for opiumshandelen, til Koromandelkysten, hvor man handlede med de fremmede skibe fra Europa, til den vanskeligt tilgængelige Malabarkyst, der var velforsynet med peber, kanel, kardemomme og tømmer, til de gamle handelsstæderved den persiske golf, rige paa den persiske verdens mangfoldige produkter og et vigtigt bomuldsdyrkende omraade, hvorfra der med udgangspunkt i byerne Bombay og Suratta gik lignende handelsruter, der omspændte hele Forindien og strakte sig helt til Bagindien og Kina. De engelske, franske

---

1 Nedennævnte skildring bygger paa Ziervogels anmærkninger 1758 16/io> RA. Esmarck I, no. 26.

og hollandske kompagnier i Bengalen deltog ivrigt i denne handel. Saaledes sendte de hvert aar skibe ladet med ris, sukker, raasilke m. v. fra Bengalen til Maia barkysten, hvor varerne ombyttedes med peber, alun, safran og sandel, derpaa fragtedes de til kysten ved Malakka, hvor ladningerne afhændedes mod bly, tin og sago. Herfra gik sejladsen videre til Kanton i Kina, hvor skibene indtog en returlast bestaacnde af tutenage, porcelæn,silke, the, rabarber m. m., som blev ført direkte tilbage til Bengalen, hvor ladningerne blev solgt paa offentlige auktioner.

Kanton i Kina var hovedcentret for de direkte skibe, der kom fra Europa for at hente the, og som alle medførte store mængder af ædelmetal. Men byen fik ogsaa indirekte andel i den anden betydelige strøm af ædelmetaller, der flød til Asien fra Amerika. Dette skete ved hjælp af silken, der i store mængder hvert aar i marts maaned førtes til Manilla paa Filipinerne, hvor man sammen med skibe fra Forindien — der strømmede til, naar vestmonsunen i juni maaned begyndte at blæse — i spænding ventede paa de spanske sølvskibe, der omkring 1. juli returnerede til Manilla efter den lange færd over oceanet fra Acapulca ved Mexicos stillehavskyst¹.

1. Den indiske handel.

Koromandelkysten, Indiens estkyst, hvor Trankebar laa, var det sted, hvor skibene fra Europa ferst sogte ind efter Licit id ngt; o^jiauo na a vet p vi^u g^^a^ ±. iu.u»j, j.v^\_-o uvu nt^i xaiCl*v-/ liggende Malabarkyst var vanskelig at besejle med store skibe. Den forblev gennem aarhundreder samlingsstedet for de asiatiske ruter. Det var ikke noget ufrugtbart land, en ret rigelig regn

---

1 Ofte fortsatte skibene fra Indien med nordøstmonsunen i novbr. og decbr. til Kanton, hvor de indtog silke, som derpaa sejledes til Manilla, hvorpaa de endelig returnerede til Forindien. Formelt var handelen paa Manilla afhængig af den spanske konges tilladelse, men først omkring aarhundredets midte, da spanierne oprettede et kompagni med monopol paa denne handel, blev det vanskeligere for de andre nationer at deltage i den. Jfr. Promemoria fra Breckwoldt af \₁₀ 1752 ang. handelen paa Manilien og andre steder i Indien, RA. Esmarck I, no. 23.

muliggjorde dyrkning af hvede, ris, hirse og paa det tørre højland bomuld. Men kystens egen produktionskapacitet var dog ikke overvældende stor, og europæernes interesse for Koromandelvarsnarere geografisk bestemt: som Manilla var ud- og indfaldsporten til Mexico, var Koromandelkysten det til Europa¹. Trankebar i sig selv var derfor utilstrækkelig som basis for kompagniets handel. Ligesom de store europæiske landes handelsselskabersøgtedet danske kompagni at vinde indpas paa rigere produktionssteder, først og fremmest Bengalen. I perioden 1732^—1772, hvor opgøret mellem England og Frankrig fandt sted, skulle der synes at være store muligheder herfor, og det lykkedes da ogsaa at oprette en loge i Bengalen; men det viste sig snart, at de store landes kompagnier kunne blive enige, naar det gjaldt om at forhindre de mindre magters fremtrængen². Hertil kom det moment, at det danske kompagni kun nødigt paatog sig de store udgifter en saadan »imperialisme« medførte, men søgte at læsse byrderne over paa statsmagten. Det var saaledes ved hjælp af kgl. tropper og to krigsskibe, at man i 1753 tilkøbte sig en lille flække ved Huglifloden i Bengalen, der blev grundlaget for logen »Frederiksnagor«. Den samme ekspeditionsstyrke»besatte«1. januar 1756 øgruppen Nicobarerne.

---

1 Jfr. RA., Esmarck I, no. 26, Ziervogels anmærkninger af 16/₁₀ 1758. Dette indtryk af Koromandelkysten (Tanjour) som værende et handelscentrum og tilvirkningssted for importerede raavarer bestyrkes, naar man læser englænderen Petrie's beskrivelse fra 1782, hvori det bl. a hedder: »Tanjour was formerly a place of great foreign and inland trade, it imported cotton from Bombay and Surat, raw and worked silks from Bengal, sugar, spices etc. from Sumatra, Malacca and the eastern islands, gold, horses, elephants and timber from Pegu and various articles of trade from China . . . The exports of Tanjore were muslins, chintz, handkerchiefs, ginghams, various sorts of longcloths and a course printed cloth, which last constitutes a material article in the investments of the Dutch and the Danes being in great demand for the African, West Indian and South American markets«, Fourth Report of the Committee of Secrecy, 1782, Appendix no. 22, cit. efter Romesh Dutt: The economic History of India under early British rule (1908), 105—06.

2 Om denne periodes kolonisationsforsøg og ekspeditioner se Kay Larsen: De danske ostindiske Koloniers Historie I—III^—II (1908).

Dette fik dog ingen reel betydning, da soldater saavel som kolonisatorer hurtigt bukkede under p. gr. a. det usunde klima. Besiddelserne i Bengalen havde under de urolige forhold i 1750'erne og 1760'erne svært ved at klare sig, og direktionen i København var letsindig nok til at engagere sig med fremmedeprojektmagere,der gjorde mere skade end gavn. Selve den gamle hovedkoloni i Trankebar led ogsaa i periodens slutningunderde fransk-engelske kampe. De danske kolonifolk var ikke alle lige energiske, og kompagniet havde jævnligt meget svært ved at finde guvernører, der ville blive en længere aarrække i det fremmede. Heller ikke undgik man misbrug fra enkelte guvernørers side¹. Deter næppe überettiget at sige, at de indiske faktorier var og blev kompagniets smertensbarn.

Det tilkom faktorierne at sørge for, at der ved skibenes ankomst var tilstrækkelige forsyninger af returvarer til stede, hvad enten disse varer var koloniens egne produkter, eller de stammede andre steder fra. Denne opgave lykkedes dog kun i begrænset omfang for de danske faktorier². Allerede i 1738 meldte de første vanskeligheder sig. Paa grund af »regntid, uroligheder og dyrtid« var det umuligt at fremskaffe tilstrækkeligemængder returvarer til skibet »Kronprinsen«, der derfor maatte lade en del af sin medførte kapital blive tilbage i Trankeba r³. 1741 gentog det samme sig, denne gang p. gr. a. »dyrtid

---

1 1759 anlagdes for eksempel sag mod den tidligere guvernør Krog, hvorunder store misbrug blev afsloret. Jfr. RA., Generalforsamlingsprotokol 1761 14/₂, pkt. 5.

2 En gennemgang af Negotie hovedbøgerne for Trankebar, samt Aparte Fonds kassebøger 1735_—58 og Cargaisons kassebog 1760-62 viser, at kompagniet har købt store dele af dets varer af indiske købmænd, der fungerede som mellemmænd mellem de indiske bønder og europæerne. I periodens begyndelse er saaledes firmaet Sjungarama & Sunderdasses et af de mest benyttede, i periodens andel halvdel købmanden Wengadasela Setti. At disse købmænd ikke altid har været prompte leverandører viser et eksempel i Cargaisons kassebog 1761 2/₈ (RA.), hvor Wengadasela Setti tilbagebetaler 2.816 rd., som han i 1758 har faaet i forskud paa kaliaturtræ, hvilken leverance ikke er blevet effektueret.

3 RA., Generalforsamlingsprotokol 1738 3/₇, pkt. 2.

som følge af misvækst«, og man maatte lade 19.259 rd. blive staaende i kolonien¹. Ogsaa i den følgende tid viste det sig vanskeligtat skaffe tilstrækkelige returvarer, og de efterladte summer blev samlet i en saakaldt bodmeri- og fabrikskonto, der skulle danne en art reserve under den kontinuerende fond i Indien. I 1742 er denne reservefond vokset til 66.249 rd., et daarligt tegn, der er ensbetydende med, at pengene staar uvirksommeog ikke omsættes i returladninger². Intet under at man ved konventionsændringen i 1743 indskærpede nødvendigheden af rettidigt at sørge for returladninger. Samme aar fik Fabritius & Wewer et skib sendt af sted til Bengalen og Malabarkysten efter peber og prøvede dermed at anvise nye veje. I slutningen af 1740'erne skete der nogen bedring. Underskudet paa kolonien afløstes at et mindre overskud, der i 1748 var paa 2.329 rd. Herligheden varede dog ikke længe, idet den fransk-engelske kolonikrig virkede ødelæggende³. I periodens sidste halvdel maatte ostindienf_årerne selv sejle rundt og afsætte deres ladningersamt købe returladninger. I denne trafik spillede indfødte købmænd en stor rolle, hvilket skulle fremgaa af nedennævnte eksempel, der mere udførligt illustrerer denne tids danske ostindiske handel⁴.

Skibet »Kronprinsen« afsejlede 17/₂ 1760 fra København. I instruksen til kaptajn og købmænd (el. supercargoer) hed det, at man i Trankebar skulle forhøre, hvor meget returgods, man raadede over, dette skulle indtages og skibet derefter sejle til »Frederiksnagor« i Bengalen og modtage icsten. At direktionen regnede med, at hovedparten maatte fremskaffes sidstnævnte sted, fremgaar deraf, at man i samme instruks udnævnte en armenisk købmand i Bengalen ved navn Gaidar til kommissærmeddet hverv at skaffe returladningen til veje. 22. augustsammeaar ankrede skibet op paa Trankebars red. Som forudset i instruksen viste det sig, at der kun var lidt returgods

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1741 23/_9, pkt. 1.

2 Ibidem 1742 5/„ pkt. 2.

3 Ibidem 1748 10/₉. pkt. 3.

4 RA., skibet »Kronprinsens« negotieprotokol 1760^—62.

at faa: noget kaliaturtrse, 200 ssekke salpeter og to pakker bengalske torklseder. Det overste raad i kolonien — det saakaldte »sekrete« raad — enskede derimod pcnge, hvilket supercargoerne maatte udlevere tillige med noget vin. Man segte saa at sselge dele af ladningen til englaenderne, men uden held, idet der ikke kunne opnaas enighed om prisen. Skibet sejlede da 1/₉ til Madras for at faa sine medforte penge omvekslet til bengalsk mont. Dette lykkedes ikke, men den engelske guvernor i Madras kebte noget rodvin, tjaere, beg og sejldug og betalte med en veksel paa Calcutta i bengalsk mont. Den 24/₉ ankom man til Bengalen og havde det forste mode med kommissser Gaidar, der omgaaende erklserede sig ude af stand til at sselge »Kronprinsens«ladning,endsige skaffe en returladning. Resultatet blev derfor, at kaptajn og supercargoer rejste til Calcutta, hvor de af den dervserende engelske guvernor blev henvist til dennes kommissser, Henkok, en meget kostbar herre, der nok ville kobe en del af skibets ladning, men ikke dets kviksolv, guldogsolvtraad,da der netop var kommet store msengder heraf til Indien med de engelske kompagniskibe. Det lykkedes dog ved forhandling at faa ham til at tage det meste af ladningen og love at levere returvarer inden den 10/₂ 1761 paa de vilkaar, at »Kronprinsens« ladning skulle leveres i Calcutta, hvilket var ensbetydende med, at man maatte betale 4 °/0/₀ told til det engelskekompagniog 2 1/₂ °/o i transport og risiko. Til gengseld skulle returvarerne leveres paa reden ved »Frederiksnagor«. Gaidar fandl LiibuueL uanlageiigL og foresiog, aL man iod skibel ligge over og ventede til nseste aar med at sselge. Da han imidlertidikkeville garantere supercargoerne bedre priser ved denne fremgangsmaade, foretrak man Henkoks tilbud. En engelsk snav kom fra Calcutta og hentede ladningen. Samtidig solgtes mindre partier vin, isenkram og kobber til indfodte kobmsend. Hovedparten af returvarerne skulle bestaa af salpeter, men til supercargoernes sorg gik denne del af handelen langsomt, og kvaliteten var ikke den bedste. Klager til Henkok hjalp ikke. 15. marts var skibet omsider faerdigladet og sejlklar. Man havde da endnu en del flojl tilovers, som blev tilbudt Gaidar

til den københavnske indkøbspris, men han afslog. Til gengæld hjalp han kompagniet med at optage et engelsk veksellaan paa 40.000 rupier i Calcutta, som skulle betales i dansk mønt i Europa. De mange ekstraudgifter i forbindelse med de høje indkøbspriser havde bevirket, at skibets medbragte kapital ikke kunne slaa til. Endelig fik Gaidar selv 212¹/₂ °/0/₀ i provision for sit hverv.

Der kunne gives flere eksempler paa, at den indiske handel stadig paaførte kompagniet tab. Ved opgørelsen i 1772 viste det sig, at de indiske aktiver maatte nedskrives ganske betydeligt ialt med 48 °/₀. Værst stod det til med logen i Bengalen, hvis værdi reduceredes med 72,1 "/o¹- Denne udvikling er baggrunden for 1772-oktrojens frigivelse af handelen paa Indien og statens endelige overtagelse af besiddelserne i 1777. Den tabgivende handel forklarer ogsaa, at man med større iver kastede sig over den kinesiske handel, hvor kompagniet kun var bebyrdet med faa faste anlæg.

2. Kinahandelen.

Handelen med europæerne var fra kinesisk side lagt i faste rammer². Kanton var den eneste havn, disse i denne periode maatte anløbe, og skibene maatte ikke ligge ud over sæsonen. De skulle gaa til Macao, hvis de blev forhindret i rettidigt at af sej le til Europa. Her maatte ogsaa de europæere opholde sig, som forblev i Kina efter sæsonens ophør (de saakaldte »overliggere«). Hvert lands kompagni havde en »bankesal« paa øen Whampoe til skibsreparationer m. v., samt et faktori i selve Kanton, som blev udlejet af det kinesiske købmandsgilde,gennem hvilket al handelen foregik: Kohonget. Dette

---

1 RA., hovedbogerne, Kompagniets Etat i Ostindien 31/₁₂ 1772: Ejendomme.

2 Se Kay Larsen: Den danske Kinafart (1932). Der raader nogen uklarhed m. h. t. Kantons stapel for Europafarten. Engelske kilder angiver tidspunktet til 1757 (saaledes H. B. Morse: The gilds of China with an account of the gild merchant or Co-hong of Canton (1909), 68). De danske skibe anløb kun Kanton hele perioden igennem.

var stiftet i 1720 og var fra 1725 til 1771 ene om handelen med de fremmede. Det bestod af et lille antal købmænd, der samtidig over for de kinesiske regeringsmyndigheder havde ansvaret for europæerne. De maatte staa inde for, at ind- og udførselstolden til Hoppoen blev betalt, ligesom alle forespørgslertil denne høje embedsmand, der var kejserens personligetilsynsførende med fremmedhandelen, gik gennem Kohonget,idet hver fremmed nation valgte en Hong-købmand til sponsor, d. v. s. agent eller varetager af dens interesser. Endelig eksisterede der udførlige og strenge regler for europæernesalmindelige færden i Kanton by.

Det var først og fremmest the, europæerne købte hos Hongkøbmændene. Theen til Europa dyrkedes i to provinser i Kantons nærhed. Den gang som nu var det bønderne, der havde buskene i smaahaver. Her plukkedes bladene i højsommeren og blev solgt til de indenlandske købmænd, der fungerede som Kohongets opkøbere. Fra september til december førtes den tørrede the til Kanton og blev pakket hos storkøbmændene i de store thehuse, hvor de europæiske supercargoer besaa og købte varen. Af andre kinesiske varer, der købtes af europæerne, skal nævnes sagoen, silken og porcelænet.

Skibenes supercargoer havde et ansvarsfuldt hverv. Der var ikke megen kontrol med deres dispositioner i det fremmede, hvorfor kompagniet maatte være omhyggelig med, hvem det sendte ud. I begyndelsen af denne, periode, da Kinahandelen "var iiy ug aixix guuL sum aiuiig Tør urevel fra Danmark, anvendte Asiatisk Kompagni en del hollandske supercargoer. Senere gik man over til danske. Allerede i 1739 foretog kompagniet undersøgelse af to supercargoers dispositioner i Kina. Det viste sig, at de havde optaget laan for egen regning uden at indføre det i bøgerne, hvorfor de blev suspenderet¹. Supercargoernes ansvar blev endnu større, da man begyndte at lade nogle af dem ligge over. I 1742 traf direktionen bestemmelse om »nogle bequemme subjecters tilbageblivelse i China« for at slutte fordelagtigekontrakter om the mod forudbetaling af en del paa

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1739 3/₁₂, pkt. 4.

regning, saaledes som andre nationer gjorde¹. Samme skete 1744, hvor syv mand blev ladt tilbage. Fra 1760 er det en fast institution. Aarsagerne hertil var flere; det kunne dels skyldes, at der ved sæsonens afslutning var the tilovers, som man ønskede at erhverve billigt til næste aars skibe, dels — og mere afgørende— at der som følge af den stadig voksende strøm af europæiske skibe til Kina opstod mangel paa the, hvorfor hver nation søgte at sikre sig det nødvendige ved kontrakter. I de første 10^—15 aar af perioden kom aarlig mellem 12 til Ib europæiskeskibe til Kanton, medens der i resten af tiden kom 24 til 30 skibe om aaret. Dette maatte naturligvis skabe en øget efterspørgsel, •og Kohonget benyttede lejligheden til at skrue priserne i vejret, hvilket især lykkedes i sæsonen 1760, hvor en skærpet lavspolitik fra kinesisk side bevirkede, at alle de handlende nationer maatte betale i dyre domme for theen. I længden var en saadan politik dog ikke mulig, men da priserne atter faldt, havde det udviklet sig til en fast institution at lade repræsentanter for kompagniet ligge over. Yderligere spillede det for det danske kompagni en rolle, at man ved dette »overlag« sparede mandskabsrum paa skibene.

Denne prisudvikling kan nøjere følges gennem de bevarede kasse- og handelsjournaler for skibene og faktoriet i Kanton². Tabel 6 gengiver indkøbspriserne for den thesort, der købtes i størst mængde, nemlig Bohe-theen, saaledes at den overvejende pris er angivet for hvert skib, der foreligger oplysninger om, tillige med de yderpunkter, prisen bevægede sig mellem. De sidste kolonner rummer oplysninger om de laan, der især i periodens senere aar blev stiftet i forbindelse med theindkøbene.

Det fremgaar af omstaaende tabel, at man — bortset fra de første aars svingende priser — kan tale om en konstant ret jævnt voksende stigning i indkøbspriserne for Bohe-the til og med sæsonen 1754. Derpaa indtræder der et fald, som

---

1 RA. Generalforsamlingsprotokol 1742 5/₉, pkt. 5.

2 RA. Tabel 6 giver den overvejende pris (mediantallet), der har den fordel frem for en gennemsnitspris (middeltal), at den altid repræsenterer en virkelig eksisterende pris.

bevirker lave priser i sæsonerne 1756^—1758. Med sæsonen 1759 spores en betydelig stigning, som fortsætter de følgende aar, der er præget af meget høje indkøbspriser. Det er i disse aar antallet af europæiske skibe i Kanton er blevet stort samtidig med, at Kohonget forsøger en kraftig monopolpolitik. For Danmarks vedkommende er det i dennne tid, at »overlaget« blev en fast institution. Periodens sidste aar — aarene fra sæsonen 1768 og fremefter — præges derimod af et betydeligt fald i priserne.

Disse lave priser ved periodens slutning foraarsagede, at »overlaget« under den store diskussion, der opstod i forbindelse med det nye selskabs start i 1772, blev angrebet af et af medlemmerneaf det gamle selskabs bestyrelse, Søren Lykke, der hævdede, at der nu ikke længere var basis for denne praksis, idet de lave thepriser var udtryk for rigelige mængder af the. Han mente tværtimod, at vinterkontrakterne fordyrede prisen

ved det forskud, man gav de kinesiske købmænd. Han hævdede, at overliggerne blev lønnet daarligt, hvorfor de tjente penge ved at optage laan i Europa mod høj rente og videre-udlaane pengene i Kina mod en endnu højere rente — altsammen til skade for kompagniet¹. Søren Lykkes paastande blev imødegaaetaf Westergaard og Fritz, der ligesom Lykke begge havde opholdt sig i Kanton som fcupercargoer². Deres væsentligste argument var, at da de øvrige nationer ikke ville opgive at lade supercargoer ligge over i Kina, kunne Danmark heller ikke gøre det. løvrigt mente de, at der var knyttet store prismæssige fordele til »overlaget«, hvilket de søgte at bevise ved at opstille en oversigt udarbejdet paa grundlag af skibenes handelsjournaler.Denne oversigt er gengivet nedenfor i tabel 7. Den viser tillige de forskellige kontraktsformer. De deri nævnte vinterkontrakteromhandlede væsentlig kun Bohe-the.

Ifolge denne oversigt betalte man betydelig lavere priser for the leveret eller kontraheret om vinteren, medens skibene var borte, end for the, der blev kebt i hojsaesonen i november og december. Dette var ganske naturligt, eftersom kvalitetsforskellenmellemvinterthe og sommerthe var stor. Sammenlignermande danske vinterthekontrakter med det materiale, der er tilgsengeligt i 11. B. Morse' udgave af handelsjournalerne fra det engelske ostindiske kompagnis supercargoer i Kanton³, vil man se, at de danske kobmaends dispositioner med hensyn til vinterthe ikke var ufordelagtigere end de tilsvarende engelske, hollandske og svenske kontrakter. Uenmod hgger de danske priser paa the kebt i hejssesonen i flere tilfaelde hojere end de engelske, og i modsaetning til det engelske kompagni bestod

---

1 Lykkes betænkning findes i »Betænkninger over Udkastet til Konventionen og nærmere Forslag desangaaende« (1772), 57-63.

2 Deres imødegaaelse findes i »Grunde for den af os udkastede og derefter i det asiatiske Compagnis Generalforsamling den 3. Aug. 1772 approberede Konvention tillige med Svar paa de saakaldte Betænkninger over Udkastet« (1772), 71—84.

3 H. B. Morse: The Chronicles of the East India Company trading to China 1635-1834, V. Suppl. 1742—72 (1929).

hovedparten af de danske theladninger af dyr Bohe-the, indkøbt i højsæsonen (jfr. tabellerne 6 og 7). Spørger man om grunden til, at det danske kompagni ventede med at købe sin the til den dyre sæson, hvor konkurrencen skruede prisen i vejret, kan forklaringen muligvis være den, at man ønskede saa god en kvalitet som mulig, hvorfor man ventede paa den nye høst. Men dette er sikkert ikke hele forklaringen. Handelen med the var ikke blot et spørgsmaal om kinesisk monopol, kvalitet og sæsonudbud, det var ogsaa et spørgsmaal om likvide midler. En bemærkning i handelsjournalen for skibet »Kongen af Danmark«fra1763 er i saa henseende meget oplysende. Supercargoenskriverunder dato 19/_n: »Vi mangler endda 11.000 tail,

som jeg endnu ej vednogen udvej til at faa. Jeg formeener.
at deter hejstfornoden at skjule denne pengemangel for Chinesemesaalsenge
som muligt, i haab at vi lsengere hen i tiden,
naar de engelske har gjort deres regninger vil faa assistance
af samme nation*1. Dette lykkedes ogsaa. Man laante 10.194 tail
paa bodmeri og 8.700 tail paa veksler2. Hovedparten stammede
fra englsenderne i Kanton, baade folk i det ostindiske kompagnis
tjeneste og private engelske handelsmsend, men ogsaa en kaptajn
og supercargo fra det franske ostindiske kompagni var blandt
laangiverne. Dette er et eksempel blandt mange. De laante
penges beleb fremgaar af tabel 6, og det gselder for hele perioden,
at hovedparten stammede fra engelsk hold. Der er saaledes
en reel baggrund for det engelske ostindiske kompagnis gentagne
advarsler til sine funktionserer mod at laane penge ud til fremmedenationerskaptajner
og kobmsend. Asiatisk Kompagnis
sterste engelske kreditor var dog en privat englsender, George
Smith, som er velkendt fra East India Company's journaler3.
Det blev jsevnlig befalet ham at forlade Kanton, fordi han
skadede selskabets interesse, men lige saa ofte blev han taget
til naade paany, takket vsere sine laan til kompagniet. Ogsaadekinesiske
kebmsend laante Aasiatisk Kompagni penge,
hvilket for eksempel var tilfseldet i 17G2 og 17G4. Disse laan
har uden tvivl vseret medvirkende til de heje indkobspriser i
disse to aar. Mod slutningen af perioden optraeder de danske
1 • -|-"1 1 ' 4supcrccirtiOcrsomxS.3.Hgi
\Tcrc vii jvOinpfigriic l.

Det kantonske themarked var præget af mange faktorer: produktion, efterspørgsel, kvalitet, sæsonvarer o. s. v., men een af de vigtigste var nok Kohongets udbudsmonopol og de deraf følgende forsøg paa fra kinesisk side at skrue priserne i vejret. Under saadanne forhold var den køber ilde stedt, som manglede kapital. Han maatte søge at skaffe den ved bodmeri- og veksellaantil en dyr rente, han var afhængig af de andre nationers dispositioner og kom sidst i kapløbet om theen. Hong-købmændeneforstod

---

1 RA., Negotiejournal for skibet »Kongen af Danmark 1762-64.

2 Jfr. tabel 6.

3 H. B. Morse, oven for anf. skr., passim.

mændeneforstodi disse tilfælde at sætte prisen i vejret. Det danske kompagnis eksempel viser, at selskabet i lighed med andre smaanationers kompagnier med mellemrum var i denne situation. Journalerne viser tillige, at de andre nationers kompagnifolk— i forbindelse med private europæere og de kinesiske købmænd — var villige til at laane penge ud, ikke mindst p. gr. a. den store rente, samt muligheden for derved at faa indtjente penge ført til Europa uden om deres eget selskab. Paa denne baggrund bliver det centrale i Søren Lykkes ovenfor omtalte kritik hans uimodsagte paavisning af supercargoernes misbrug af de dem betroede midler. I polemisk form udtrykker han det saaledes: »Efter de herrer conferentsraad Fabritius, kaptajn Elphinstons og øvriges grunde kan ingen bedre forklare, til hvad konjunkturer det henhører, at gøre sig fordel paa den maade (d. v. s. ved »overlag«) end hr. justitsraad Westergaard og hr. supercarge Fritz, hvis lokale kundskab ikke er saa gammel som min«¹. Det er under alle omstændigheder givet, at en god del af kompagniets supercargoer vendte tilbage til København som meget rige mennesker.

VIII. Varernes salg i Europa.

I det foregaaende er allerede nævnt nogle af de varer, komkagnietkøbte og hjemførte fra Østen. Fra Kina bestod hovedmassenkvantitativt som værdimæssigt af the. Den dominerende sort var Bohe-theen, en grov, billig the, men ogsaa af den saakaldteCongo-the blev der gjort betydelige indkøb. De øvrige thesorter, som Pecco, Ziou-Zioung, Patri Ziou-Zioung, Songlo, Heysan, Heysan Schin, Bing m. fl., var alle af en dyrere og finere kvalitet. Ved siden af theen indkøbtes en række »styrtendevarer«

---

1 »Oplysning om Betænkningerne, som Justitsraad Westergaard og Supercargo Fritz have meddelt« (1773), 76. I samme skrift paastaar Lykke, at Fritz har tilegnet sig 40.333 rd. som supercarge. I øvrigt figurerer i et dødsbo fra et af det engelske kompagnis læger fra 1771 som kreditor en kaptajn Wm. Elphinstone med et beløb af £ 4.105 (H. B. Morse, anf. skr., 162).

tendevarer«(medicinalvarer): sago, radix china, gallanga, rabarber, stern annis, borax og tutenage. Som den tredie vigtigste post fulgte de kinesiske silketøjer: poesie damast, meubel damast, pour de soye, sattyner, pequins, nanquins etc. Ogsaa en del lakerede sager blev indkøbt: bakker, toiletdaaser m. v. Endelig rummede ladningen altid noget porcelain, lige fra store og kostbare stel til almindelige glas og kopper. Transportmæssigtvoldte porcelænet ofte store kvaler, fordi det var skørt og tog megen plads op i skibene. De indiske varer talte blandt grovvarerne: salpeter og kaliaturtræ. Blandt krydderiernemaa nævnes: peber, kardemomme, kanel, arrak m. v. Bomuldsstoffer og kattuner spillede ogsaa en stor rolle, først og fremmest de to hovedsorter pano comprido og salempuris. Hertil utallige variationer: pano canari camis, pano camis, murri, murri maderpock, durias, betilles de tanjour, suckerdon, uttisal m. m. Disse sorter blev videreforarbejdet i Europa; færdigtil brug var derimod de rigt varierede tørklæder. Hele denne brogede samling blev ved hjemkomsten solgt paa auktioner, hvis udfald var en væsentlig rettesnor for udredningernes omfang.

Det er vanskeligt at anføre de nøjagtige auktionspriser for hele perioden, men udviklingen kan dog følges i store træk gennem det bevarede materiale. Saaledes var selve starten ugunstig for Kinahandelens vedkommende. Themarkedets priser var lave, og kompagniet maatte selv opkøbe et parti af varen for at holde prisen paa 3 mk. pundet. Denne tilbageholdelsespolitikvar auktionærerne imod. Da auktionen i 1/34 over de ostindiske varer mod forventning ikke gav høje priser, og direktionenderfor gentog denne politik samtidig med, at man sendte et lille parti varer til Hamburg og Amsterdam »for desto bedre at gøre varernes bonitet bekendt«, opstillede en stor gruppe auktionærer som en betingelse for deres videre deltagelsei den ostindiske handel, at de hjembragte varer straks blev solgt og en repartition fandt sted¹. Som helhed kom de første aar til at præges af gode priser for de kinesiske varer, men mindre gode for de indiske. Det maa ses som en følge heraf,

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1734 25/„.

at man fra 1740 begynder at udsende to skibe aarlig til Kanton. Omkring 1744 bedres imidlertid forholdene for de indiske varer, de lavere priser ophører og 1744^—45 udsendes for første gang siden starten fire skibe til Trankebar. Samtidig stimuleres Kinahandelen ved at lave indkøbspriser i Kanton (se tabel 16). Det anføres i 1752, at Kinaauktionerne giver meget fordelagtigepriser, og betragter man den grafiske oversigt over værdienaf udsendte ladninger, vil man se, at gennemsnittet for temaåret 1747^—51 er periodens næsthøjeste. De gode konjunkturerfik dog en ende; paa auktionerne i 1754 begyndte direktionen atter at holde de ostindiske kattuner tilbage ved selv at opkøbe dem og saaledes søge prisen holdt. Da fremgangsmaadeni første omgang viste sig heldig, lød der ikke denne gang indvendinger fra interessenterne¹. De dalende priser ramte i 1755 ogsaa theen, men kun kortvarigt for denne vares vedkommende, idet allerede det følgende aar viste en opadgaaendetendens. Derimod er resten af perioden fyldt med klager over de indiske varers slette kvaliteter, der sikkert har været en medvirkende aarsag til de lave priser. Som tidligere nævnt var det kolonierne, der svigtede, og der findes eksempler paa, at ostindiske skibe fra Trankebar er fortsat til Kina i tilfælde af, at der ingen returvarer var at faa i Indien. De kinesiskeauktionspriser er kendt i tiden 1756_—1770 og gengives nedenfor i tabel 82.8².

Det fremgaar heraf, at priserne i begyndelsen af 1760'erne var høje, hvilket uden tvivl hænger sammen med Syvaarskrigen. I overensstemmelse hermed har vi det andet og største højdepunkt i udredningerne i femaaret 1762—66, (jfr. den grafiske oversigt s. 360.).

Auktionspriserne maa ses i relation til indkøbspriserne i
det fremmede. Allerede 1733 regnede selskabets direktion ud,
at man for de kinesiske varers vedkommende tjente mest paa

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1754 16/₁₀.

2 Efter Stats journalen (1770), 64 og Københavns Adresse Kontor (1761 26/₁₀, no. 81), 644^—45 (kun priserne fra 1756_—61). Sml. M. L. Nathanson: Danmarks National- og Statshusholdning (1836), 447 note.

theerne og drogerierne, nemlig en 200_—300 °/₀, medens de i indkøb dyrere varer gav mindre fortjeneste, saaledes silken 71 °/₀, radix china, gallanga 8—98^—9 °/₀, og porcelænet kun 2—32^—3 °//_01.0 ¹. Denne opfattelse holdt sig perioden igennem.

Fra omkring 1756 har man bevaret en oversigt, hvori fortjenesten er udregnet for de forskellige varegruppers vedkommende paa grundlag af indkøbspriserne i Kina og auktionspriserne i København. Man synes ikke ved udarbejdelsen at jiCTv'C rCgliCt IViCCi tlciiiapul lumivuai-iiiii^ci, cuuslgc llieu ve JJtiLydelige ekstraudgifter der løb paa, naar dele af ladningerne blev anskaffet ved hjælp af laante penge, hvilket ofte var tilfældet. De anførte fortjenesteprocenter i efterfølgende tabel 9 maa derfor tages med store forbehold, hvilket ikke forhindrer, at de som relativer betragtet kan være værdifulde².

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1733 30/i

2 RA., Esmarck I, no. 26 og 94.

Priserne viser en meget stor forskel i fortjenesten paa Kinavarer og Ostindienvarer og gør det forstaaeligt, at kompagniet anvendte størstedelen af sin kapital paa Kanton. Det fremgaar iøvrigt, at der er varer, hvor fortjenesten er meget varierende, saaledes de finere thesorter samt de meget nuancerede porcelainer og indiske tørklæder, medens omvendt fortjenesten paa

de almindelige thesorter, salpeter, peber og visse af de indiske
kattuner ikke udviser større udsving1.

Hvem købte varerne paa auktionerne? I kompagniets negotiehovedbøgerfor aarene 1734^—36 findes nogle oversigter over køberne paa disse aars auktioner, hvorefter man kan udregne, hvor meget hver enkelt køber har købt for; derimod oplyses der intet om, hvilke varer det er, kompagniet har solgt. En bearbejdelse af dette materiale viser, at det har drejet sig om et hue Klientel, aer nar tegnet sig ior aen overvej enae aei af varerne. Saaledes sælges der paa en auktion i 1735 over skibet »Slesvig«s ladning varer til et samlet beløb af 544.031 rd., der fordeles paa 230 købere. Af dette køberklientel erhverver de 18.3 °/o si§ over tre fjerdedele af varernes beløb, nemlig nøjagtig76.2 °/₀. Den største af disse storaftagere er Desmerciéres, derefter følger Mikael Fabritius, Jost v. Hemert, Michael Grøn, Fr. Holmsted, Jost Fabritius, Guillaume de Brouwer, Anthony Westken, Peter Brounet og Chr. Fæddersen. Blandt de mindre købere optræder geheimeraad Råben, Chr. Ludvig v. Plessen, grev Danneskjold Laurvigen og Thomas Bartholin². Dette indtryk af nogle faa storaftagere bekræftes, naar vi naar frem til 1750'erne, fra hvilken tid nogle af kompagniets auktionsprotokoller er bevarede. De efterfølgende tabeller er udarbejdet paa grundlag af disse bevarede protokoller³. Hovedtabellerne (A) illustrerer

---

1 Den lave fortjeneste paa de kinesiske silketøjer, som ogsaa fremgaar af tabel 9, bevirkede, at kompagniet i 1769 holdt op med at købe disse returvarer, RA., Generalforsamlingsprotokol 1769 7/_n, pkt. 7.

2 RA., Negotie Hovedbogen 1735 31/₁₂-

3 Auktionsprotokollerne findes i RA., D. Kane, Esmarck'ske arkivaflevering, 1753_—57, Geheimeraad A. G. Moltkes eksemplarer af auktionsprotokoller over bortsolgte ladninger fra det asiatiske kompagnis skibe (i det flg. cit. Esmarck II). Auktionsprotokollerne viser, at de enkelte varer blev udbudt efter numre, hvert nummer omfattende den enhed, varen solgtes i (f. eks. 1 kiste the). Man udbød kun et nummer af gangen, hvorpaa køberens navn og prisen noteredes ud for nummeret. Denne praksis, der gør disse protokoller til et tungt bearbejdeligt stof, søgte direktionen i 1751 forgæves at ændre; jfr. RA., Generalforsamlingsprotokol 1751 25/₈, pkt. 10.

forholdet mellem købernes aftagne kvanta ved hver auktion saaledes, at den øverste kolonne angiver, hvor mange købere der af tog mere end gennemsnittet pr. køber, medens nederste kolonne angiver antallet af købere, der laa paa gennemsnittet og derunder. Bitabellerne angiver navnene paa de fem største aftagere og deres andel for samtlige auktioner. Tabel 10 omhandlersalpeter og tabel 11 indiske tørklæder.

En Liisvaienue gennemgang al de andre osnnaisKe varer viser samme billede, blot kan navnene paa storaftagerne skifte; saaledes optræder Niels Schiøtt, Meyer Moses, Borre & Fenger samt Skibsted & Beck blandt de 5 største aftagere af kaliaturtræ, medens Esmarck, Becker & Glerup er blandt storaftagerne af peber, og Holmsted og Lazarus Levy blandt opkøberne af pano comprido. For de ostindiske tekstiler gælder det som helhed, at der blandt de mindre købere er en del jøder, idet disse foruden at give sig af med pengehandel ogsaa specialiserede sig i tekstiler, særlig ostindiske.

Tabel 12 analyserer auktionerne over Bohe-theen, grundstammen
i kompagnihandelen1.

Atter optræder de faa storaftagere, og paany er det de kendte
navne. Jo større de udbudte kvanta er, jo mere udpræget bliver

---

1 Auktionen 1760 1/₈ findes i Københavns Adresse Kontor (1760 1U), 484.

skellet mellem stor- og lilleaftager. Et gennemsnit for Bohetheenviser,
at 23 °/0/0 af køberne aftog 74 °/0/0 af varerne.

Hovedparten af disse auktionsvarer blev videresolgt til udlandet. I felge oktrojen gjaldt det, at alle varer, der inden 9 maaneder efter auktionsdagen atter udfortes, kun belastedes med 1 °/o told, hvorimod de varer, der forblev i landet eller ikke inden 9 maaneder var exporterede, maatte betale 212¹/₂ °/0/₀ told. Fra 1734^—52 solgtes paa kompagniets auktioner over kinesiske varer for i alt 11.994.221 rd., hvoraf de 77 °/0/₀ reexporteredes,medensde 23 °/0/₀ forblev i landet. I den folgende periode fra 1753—70 steg belobet til 16.806.816 rd. med en reexportpaa81 °/o °§ kun 19 °/o til Danmark. De tilsvarende tal for de uslindiske auktioner er 1734_—52: 4.799.251 rd., hvoraf de 78 °/0/₀ reexporteredes og de 22 °/0/₀ forbliver i landet, og fra 1753—70: 5.944.902 rd. med 71 °/0/₀ re-export og 29 °/0/₀ til Danmar k¹. Denne store export til udlandet er foregaaet gennem de kobenhavnske storkobmsend, der, som det fremgaar af det imod vanskeligere at paavise, hvor varerne til udlandet gik hen. Fra 1754 er bevaret en specifikation over nogle af de udferte varers vserdi, samt firmaerne, der solgte dem, og hvor de solgtes til. Herefter har Becker & Glerup sendt for 7.760 rd. til Ostende og for 475 rd. til Konigsberg, Niels Borup for 1.000 rd. til Lubeck og Brown & Godenius for 250 rd. til Dunquerque. Talleneerimidlertid smaa og kan kun give fingerpeg². Tabel lib viser det vestindiske kompagni som opkeber af ostindiske

---

1 Det kgl. Bibi., Ny kgl. Saml., no. 793 b, jfr. s. 360, n. 1.

2 RA., Esmarck 11, no. 84, 1754 12/io-18/io-

kattuner, og vi ved fra andre kilder, at der fandt en export sted til de vestindiske kolonier. Dette fremgaar saaledes af det vestindisk-guineiske kompagnis negotiejournaler, hvor man kan følge kompagniets aarlige indkøb af indiske tøjer. I nogle tilfældekøbesde paa Asiatisk Kompagnis auktioner, men hyppigerehosde københavnske storkøbmænd: Fr. Holmsted, Gregorius Klaumann, Michael Fabritius, Wasservall & Boés, Fr. Faddesen m. fl.¹. En del af varerne maa endvidere være gaaet til Holland. Fra 1754 findes bevaret en dødsboopgørelse vedrørende Jan Arnold van Orsoj — et medlem af det tidligere nævnte bankierfirma — hvori figurerer som debitorer en række kendte københavnske købmænd samt Asiatisk Kompagni og vestindisk-guineiske kompagni. Men desuden er indført en speciel konto: »Thee-bohe van Copenhage de Nostre Conte« paa i alt: 9.863 gylden, ligesom konti for ladningsandele i næsten alle Asiatisk Kompagnis skibe. Paa kreditsiden fremgaardet,at Jan Arnold van Orsoj skylder U. F. Edinger 1.371 gylden for leverede varer². len senere opgivelse over Christian van Orsoj's ejendom —en saakaldt »inventarisse« — fra 1766 anføres under rubrikken »købmandsvarer« forskellige kinesiske og indiske varer fra København, bl. a. pano comprido og salempuris tilhørende Asiatisk Kompagni, og borax tilhørendeR.Iselin & Co.³. Det maa ogsaa antages, at en meget stor del af varerne — vel nok den største — er re-exporteret af de københavnske købmænd til Tyskland og Østersøomomraade t⁴. Mangelen paa private danske købmandsarkiver i 18. aarh. hindrer os i at verificere en saadan formodning, men

---

1 RA., Vestindisk-guineisk Kompagnis Negotie hovedjournaler 1735 16/ 15/ 21/ 173fi 20/ 17/ 31/ 1737 22/ 13/ 27/ 31/ 17^8 23/ lit /12> /12> l'<so /3; /4> /12> J-'J' /6> '6> /ll> /12> 1 '°° I9> ia_/i2> 17/i2> 31/i2 °- s- fr-> jfr- ogsaa Petrie's førnævnte beretning, s. 375, n. 1.

2 Not. Arch. Amsterdam, 10.755 (Sal. Dorper), acte 865, 1754 25/_7.

3 Not. Arch. Amsterdam, 10.827 (Sal. Dorper), acte 650, 1766 26/_5-

4 Jfr. M. L. Nathanson: Danmarks National- og Statshusholdning (1836), 417, hvor det anføres, at store dele gik over Liibeck til Tyskland, og andre store mængder til Østersøhavnene og Holland. I samme skrift (395) omtales den indenlandske handel, hvorefter betydelige kvanta fra hovedstaden sendtes til de danske provinsstæder, hertugdømmerne og Norge, hvor de fortrsengte mange tyske, franske og engelske varer, som man tidligere havde forskrevet fra Hamburg og Liibeck. I denne forbindelse kan nsevnes en sag mellem det slesvigske krsemmerkompagni og amtsforvalter Schildknecht angaaende privilegier for den paa Asiatisk Kompagnis auktioner kobte the (RA., Kom. kol. Div. sager det ostindiske Kompagni vedkommende 1746^—48, 1748 11/₇). Endelig naevner Pontoppidan, at de andre handelskompagnier udsendte en del ostindiske varer, saaledes det vestindiske og det aim. handelskompagni (Oeconomisk Balance (1759), 101 og 105).

det kan nævnes, at de store indkøb af the i 1760'erne sker med henblik paa det tyske marked. Det hedder saaledes i handelsjournalenforskibet »Kongen af Danmark« under dato 28/₁₀ 1763 »endnu et par aar kan man haabe, at theen vil blive vel betalt hjemme, saasom der Gud være lovet er fred i Europa, og hele Tyskland fattes og vil have the«¹. Fra 1766 foreligger en skrivelse fra Bernstorff til kompagniets direktion, der kunne tyde paa export til Schweiz². Transithandelens store omfang fremgaar iøvrigt deraf, at den i aarene 1763_—69 laa betydelig højere end kongerigets øvrige udførsel af indenlandske — herunder vestindiske—produkte r³.

IX. Kredit og varesalg.

Tilbage staar endelig at behandle spørgsmaalet om betalingen af auktionsvarerne. Det afgørende var her, hvor langt kompagnietkunnestrække sig i sin kreditydelse over for køberne, saavel hvad tiden som sikkerheden angik. Den prompte betalinggavrabat (4 °/0/₀ paa beløb over 500 rd.), og tidsfristen var her 14 dage, hvilket i 1735 blev udvidet til 4 uger. Samme aar blev det bestemt, at konnossementer i betaling skulle

---

4 Jfr. M. L. Nathanson: Danmarks National- og Statshusholdning (1836), 417, hvor det anføres, at store dele gik over Liibeck til Tyskland, og andre store mængder til Østersøhavnene og Holland. I samme skrift (395) omtales den indenlandske handel, hvorefter betydelige kvanta fra hovedstaden sendtes til de danske provinsstæder, hertugdømmerne og Norge, hvor de fortrsengte mange tyske, franske og engelske varer, som man tidligere havde forskrevet fra Hamburg og Liibeck. I denne forbindelse kan nsevnes en sag mellem det slesvigske krsemmerkompagni og amtsforvalter Schildknecht angaaende privilegier for den paa Asiatisk Kompagnis auktioner kobte the (RA., Kom. kol. Div. sager det ostindiske Kompagni vedkommende 1746^—48, 1748 11/₇). Endelig naevner Pontoppidan, at de andre handelskompagnier udsendte en del ostindiske varer, saaledes det vestindiske og det aim. handelskompagni (Oeconomisk Balance (1759), 101 og 105).

1 RA., Negotie journal for skibet »Kongen af Danmark« 1762^—64, 1763 "/io-

2 RA., Komp. Arkiv, »Diverse Dokumenter". Brevet er dateret 17<>(5 13_/io> °g Bernstorff giver heri meddelse om et i Genéve fornylig dannet societet, der er interesseret i bengalske varer, hvorfor han anmoder kompagniet om at informere ham om de kommende auktioner.

3 Jul. Schovelin, anf. skr., I, 235 samt tavle 1.

noteres paa eget eller ejers navn¹. Den egentlige ordning af kreditspørgsmaalet skete ved konventionsændringen i 1743. Det blev her som et hovedprincip fastslaaet, at bestemmelserne »bør ikke holdes stricte ej heller overses«. Man ville med andre ord gerne give køberne god kredit uden dog at løbe for stor en risiko. Det blev nøjere fastsat, at man ville modtage rede penge, konnossementer paa det skib, hvis varer solgtes, accepteredevekslerpaa København med 2 maaneders løbetid, ditto paa JriamDurg med en løbetid paa 2 å '6 maaneder dog, at disse veksler kun kunne gælde for betaling af halvdelen af købesummen,samttil den kurs direktionen fastsatte; 1768 blev denne klausul til et krav om, at to trediedel af købesummen skulle erlægges i veksler, hvilket maa ses som et led i bestræbelserneforat hindre en høj sølvkurs. Endvidere blev det i 1743 bestemt, at man ville modtage vekselobligationer, aktiebreveogkonnossementer paa andre skibe i kompagniet, aktiebreveibanken og panteobligationer dog, at der for denne sidste gruppes vedkommende medfulgte vedkommendes panteforskrivning,ogpanterne skulle indfries senest 3 maaneder efter auktionen². Der blev saaledes aabnet mulighed for at faa de købte varer udleveret mod passende sikkerhed, der senest 3 maaneder efter købet skulle indfries. Et er imidlertid de regler man opstiller, et andet de faktiske forhold. De nærmest følgende aar efter 1743 viste, at direktionen ikke var i stand til at yde den stipulerede kredit, da kompagniet straks maatte have beløbene ind til sine mange udgifter. Dette blev ikke uden indflydelse paa auktionernes forløb, idet købernes ivrighed viste sig at være afhængig af kreditydelsen. I 1748 ordnedes forholdenepaany. Betalingen skulle for fremtiden erlægges i banken,hvorde købende imod recipisse deponerede deres auktionsregning,entenhele beløbet, eller saa meget, som de ville have varer for. Naar denne recipisse blev forevist direktionen meddeltesderden købende en anvisning paa pakhusskriveren, der da udleverede varerne. Samme fremgangsmaade gjaldt overfor

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1735 26/_3.

2 Ibidem 1743 2*/_7, 19/₈ °g !768 12/_10.

de købere, der paa kort tid ønskede varerne imod hypoteker. Endelig ville kompagniet betragte løbende veksler paa 4 å 6 uger for kontant betaling, og banken gav tilsagn om at antage dem som saadan¹. Dette nøje samarbejde mellem kompagni og bank er karakteristisk og aabner vide perspektiver, naar man ved, at det er de samme interesser, der dominerer i banken, i kompagniledelsen og som hovedaftagere paa auktionerne. Til at begynde med fralagde direktionen sig ethvert ansvar for den nye praksis, idet den det følgende aar erklærede: »Vi vil ikke staa til noget ansvar om noget misligt maatte indløbe med hensyn til veksler, der er accepterede og saa ikke betales paa grund af mange omstændigheder«. Generalforsamlingen fritog dem for alt ansvar, men udnævnte 2 hovedparticipanter til at bistaa ved hypotekernes og vekslernes modtagelse². Denne sikringsforanstaltning maatte imidlertid blive ganske afhængig af de mænd, der blev udnævnt, hvilket med al klarhed fremgik af den skildring og kritik, etatsraad Friis gav i et brev, der 1758 stiledes til kompagniets præsident³.

Friis anker heri over, at direktionen repræsenteret ved Fabritius og Wewer ikke personlig øver kontrol, men nøjes med at give bogholderen en liste over de panter, han maa modtage samt til hvilke kurser. Da Friis sammenkaldte ledelsen til en gennemgang af denne liste, kom det til et alvorligt opgør mellem ham og hovedparticipanten Iselin angaaende konnossementer,der ikke tilhørte den pantsættende. Friis hævdede, at saauajme i uvertMis&leiiuiicl&e mcu vedtægterne skulle bscre en paategnelse om, at ejeren tillod ihændehaveren at anvende dem som pant, hvilket Iselin skarpt protesterede imod og opfattededet som en chikane mod sig og Wewer, der var de eneste, som benyttede saadanne konnossementer som pant. Hertil anførteFriis yderligere, »at disse konnossementer er endnu mindre gyldige, naar de, som det nu sker, aar og dag henligger, da de til sidst ikke er af nogen værdi, om de endog staar paa vedkommendedebitors

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1748 10'_8.

2 Ibidem 1749 12/_8.

3 RA., Esmarck I, no. 52, 1758 9/₈.

kommendedebitorsegen navn og denne virkelig tilhører. Thi at de er tilladt at antages er aldrig i anden henseende, end naar auktionskonditionerne efterleves, og de i rette tid igen indløses, som jo ikke sker, hvorover kasserer Daldorph sig og for mig haver beklaget«. Men ikke nok hermed. Ved selv at møde op paa auktionen oplevede Friis hvilke bryderier, bogholderen havde med køberne, idet disse søgte at give andre panter, end de i listen fastsatte. Saaledes blev han vidne til et voldsomt opgør mellem bogholder Bornowski og købmanden Ryberg, hvorunder de kom i en saadan heftig ordstrid, »at de nær havde faaet hverandre ved hovedet«. Friis traadte da til og forklarede Ryberg, at bogholderen var i sin gode ret, idet han handlede efter direktionens instruks for panter. Ryberg slog sig straks til taals, gik over til sin medkompagnon Thygesen og kom tilbage med andre aktier og konnossementer. Da der blandt disse var eet, der ikke var i orden, gik han paany bort og kom tilbage med et gyldigt. Scenen er meget talende og uden tvivl et udtryk for den egentlige praksis. Da Friis bebrejder Iselin, at der aldrig er nogen af ledelsen, der møder op til kontrol, faar han det karakteristiske svar, at Iselin »ikke fandt dette saa højtnødig, som det ved bogholderen kunne forrettes, over alt var det ikke hans lejlighed, ikke heller gjorde han det, om de ellers ville give ljam 1000 rd. om aaret, da han ikke ville spilde sin tid fra sine andre affærer«. Efter disse sine oplevelser mente Friis, at man paany burde ordne auktionsforholdene, eventuelt skulle generalprokurøren lave et reglement. Det lykkedes storkøbmændeneat faa dette forhindret, og efter Friis' afgang i 1761 som direktør er der paany stille om auktionerne.

Det var naturligvis vanskeligt at træffe det rette forhold ved kreditydelsen. De af Friis skildrede forhold viser den ene yderlighed,ved auktionerne i 1754, 1755, 1769 og 1770 saa man den anden, da kompagniet som følge af de stramme auktionskonditionerhavde svært ved at finde købere til sine varer¹.

---

1 Jfr. »Grunde for den af os udkastede og der efter i det asiatiske Kompagnis Generalforsamling 3/₈ 1772 approberede Konvention, tilligemed Svar paa de saakaldte Betænkninger over Udkastet« (1772), 62.

Som helhed prægedes de sidste aar dog af en vidtgaaende kreditgivningpaa dette omraade som følge af hvilken, kompagniet i 1772 havde 3—400.0003^—400.000 rd. udestaaende hos købmændene i Københavnfra de forrige aars auktioner¹. Denne praksis nedfældedesig forøvrigt i den nye konvention, der gav meget løse regler for kreditten, hvilket uden resultat blev kritiseret af den afgaaede direktion.

X. Slutning.

Etatsraad Friis indskrsenkede sig ikke blot til kritik af selvleverancerne og kreditgivningen i forbindelse med kompagniets auktioner. Under indtryk af skibsuheld og et daarligt guvernement i Indien henvendte han sig i begyndelsen af 1750'erne til selskabets nye prsesident A. G. Moltke og foreslog en reorganisation af kompagniet². Det centrale i Friis' nyordningsforslag var, at kobmsendenes dominerende indflydelse skulle stsekkes, hvilket kunne ske dels ved at indskrsenke deres tal i direktionen, dels ved en bestemmelse om, at ingen direktor maatte vsere leverandor til kompagniet. Ved disse i sandhed revolutionerende bestemmelser ville han raade bod paa kom- T*Q rfmP+c \7"Qn^clzplirfVi^pHpr rlpr l/"iTn l rinrto rvr"O r\ Kol/Trmrorlo loriolcon V ~*"O' * *" "~ w O" "*" ~~ *"¦*' ' """O^v O" "^ w^*"^ ¦*¦ *¦"¦-•'-""¦ ¦*«-' '_l* ' w*j der ifelge Friis' mening bestod af maend, der paa een gang var direktorer, kebmsend, leveranderer og bodmerister og som vidste at holde sig skadeslose paa anden vis. Der kom ikke noget ud ai Cicttc lOiaiag, men uct a veil, ucn aiuucnuc uncft.Liun ga.v, var saare typisk. Det hed heri: »Wo waren bei der Errichtung der Compagnie in den Copenhagenschen Ringmauern so grosse Capitalisten und bemittelte Kaufleute, die mit keinen Liverancen oder Commissionen abgaben, und der Compagnie ohne mit asiatichen Wahren zu handeln dienen wolten?«³.

---

1 Jfr. »Betænkning over Udkastet til den nye Konvention og nærmere Forslag desangaaende« (1772).

2 RA., Esmarck I, no. 51, 1753 25/„, samt no. 16-21 og 30.

3 RA., Esmarck I, no. 31. Samtidig udsendes sikkert paa direktionens foranledning en beskrivelse af kompagniets heldige trivsel (Mercure Danios (decbr. 1753), findes gengivet hos Holberg, Danmarks Stat (3. udg.), 648 ff og hos Thaarup, anf. skr., 44_—49).

Otto Thott gav i 1735 i sine »Uforgribelige Tanker« en skildring af den ideale købmand saaledes som han — i modsætningtil kræmmeren — skulle virke under den nye merkantilistiskeæra: paa een gang handelsmand, vekselerer og bankier skulle han føre direktionen for sine mindre forretningskyndige medinteressenter — embedsmænd og godsejere — og spænde over et stort virkefelt, der ogsaa maatte omfatte den indenlandskeindustr i¹. Det var netop købmænd af denne type, der blev de toneangivende indenfor Asiatisk Kompagni. Men i dette deres mangesidige virke laa tillige forklaringen paa, at de betragtede kompagniet som et led i deres egen forretning, ikke som et selskab, hvis velfærd de skulle tjene for selskabets egen skyld. Det er denne indstilling, der med al tydelighed lyser ud af det ovenfor citerede svar til etatsraad Friis, og det var den samme indstilling, der fik Iselin til at erklære, at om man saa gav ham 1.000 rd. om aaret, ville han ikke spilde sin tid med at kontrollere panter, dertil havde han andet at gøre. Oppositionen havde uden tvivl ret i sin paavisning af de misbrug, der derved fandt sted, men den evnede ikke at ændre noget, fordi storkøbmændene repræsenterede kapitalen og forbindelsernei ud- og indland. Dette viste sig ved assurancer, skibskøb, leverancer og auktioner, og det traadte klart frem i forbindelsen med den i 1736 stiftede bank. Disse interesser havde i periodens begyndelse statens hjælp nødig, de mange privilegier gavnede i en fattig tid. At man samtidig maatte paatage sig forpligtelser vedrørende kolonierne i Indien kunne ikke ændres og føltes utvivlsomt som en byrde. Man koncentrerede sig om Kinahandelenog appellerede iøvrigt ved enhver lejlighed til statsmagtenom hjælp i form af skibe og soldater. Da kolonierne endelig var ganske forgældede, var det de store købmænd, der

---

3 RA., Esmarck I, no. 31. Samtidig udsendes sikkert paa direktionens foranledning en beskrivelse af kompagniets heldige trivsel (Mercure Danios (decbr. 1753), findes gengivet hos Holberg, Danmarks Stat (3. udg.), 648 ff og hos Thaarup, anf. skr., 44_—49).

1 RA., Otto Thott: »Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Kommerciens Tilstand og Opkomst« 31/₁₂ 1735, kopi i Kom. kol. Jfr. J. O. Bro- Jørgensen, Grosserer-Societetets Oprettelse, i Grosserer-Societetet 1742^— 1942 ved Vilh. Lorentzen (1942), 30 f.

stærkere og stærkere slog paa kravet om Ostindienhandelens frigivelse, hvilket ønske blev opfyldt ved den nye oktroj i 1772. For disse kredse var og blev handelen det centrale, og deres vilje og evne til at deltage i den er uomtvistelig. Det er saaledes Fabritius & Wewer, der i 1743 foreslaar og gennemføreret skib afsendt direkte til Malabarkysten efter peber, fordi kolonien svigtede, og det er Schimmelmann og Ryberg, der i 1767 anmoder om, at det maa tillades private at afsende et ekstraskib til Østen, ifald kompagniet ikke selv ville indlade sig paa en saadan større udredning¹.

Om etatsraad Friis' kritik er et udtryk for de passive aktionserers opposition er vanskelig at afgere. Hovedparten af disse modte sjseldent paa generalforsamlingerne, men overlod deres kapital i de sterre medaktionserers varetaegt saaledes, som det for eksempel ses paa auktionerne, hvor kobmsendene benyttede deres konnossementer. De kunne forovrigt kun vsere tilfredse med de store udbytter, selskabet gav. Den skillelinie, der i 1732 blev lagt mellem en fast og en lebende fond, udviskedes i overensstemmelse hermed, fordi participanterne i den faste fond sjseldent blev adspurgt, om de ville deltage i de enkelte skibsekspeditioner, men de nedvendige summer til de nye -i _i"j.: ui_— .i^i.-.jj j^ „j; —^^^^.+4+;^^.oT>^i^'u^+/, lirtr. som udbyttet hurtigt blev et fselles udbytte.

---

1 RA., Generalforsamlingsprotokol 1767 3/₄.