7. febr. 1948 døde i en alder af over 92 aar tidligere russisk statsraad og dansk statskonsulent Carl Andreas Koefoed (Andrej Andreevic Kofod, f. 16. okt. 1855 i Skanderborg). K. rejste efter at have taget examen som landbrugskandidat og virket som forvalter paa jyske gaarde 1878 til Rusland, hvor han ægtede en russisk dame Elisaveta Petrovna Obedova og arbejdede først som praktisk landmand og godsforvalter, derpaa 1887^—1905 som ejendomstaxator for den russiske adelsbank. Han fik under dette arbejde et kendskab til russiske landbrugsforhold som faa eller ingen andre og virkede fra 1903 i tale og skrift energisk for landsbyjordernes udskiftning af fællesskabet. Da regeringen efter 1905-revolutionen gik i gang med omfattende agrarreformer, blev K. som statsraad og medlem af landbrugsministerens raad sjælen i udskiftningsarbejdet og har sin store andel i, at der indtil martsrevolutionen 1917 udskiftedes over 15 mill. ha. eller c. lOl^ pct. af bøndergaardene i det egentlige Rusland. Ved denne virksomhed har han, selv om den senere kollektivisering har omdannet de russiske agrarforhold efter helt andre linier end dem, han arbejdede for, indskrevet sit navn i russisk historie paa en mere fremtrædende plads end nogen anden dansk.

I revolutions- og borgerkrigsaarene 1917_—20 deltog han i den af Danmark overtagne forsorg for østrig-ungarske krigsfanger og naaede efter brogede oplevelser bl. a. i Sibirien, hvor han et par maaneder holdtes fængslet af de »hvide« myndigheder i Tobolsk,¹ 1920 hjem til Danmark. 1921^—27 var han dansk statskonsulent til varetagelse af landbrugets interesser i randstaterne og Rusland, til 1931 tillige landbrugsattaché ved de danske gesandtskaber i de nævnte lande.

Af hans mange russiske skrifter kan naevnes det store vserk cm ;Udfl^T'ttcdc E2nder^rt?_?.rde* T TT iQnl^ no »Knmnpn mnri Fsellesbruget i Rusland og Udlandet« (1906) — af den senere landbrugsnlinister Krivose'in kaldt »en visdomskilde for alle os andre«. Paa tysk og dansk udgav han bl. a. »Die russische Agrargesetzgebung und ihre Durchfiihrung in der Praxis« (1913), »Einzelhof oder Dorf« (1935) og »Udskiftningens historiske Gang gennem de europseiske Lande« (1933), alle arbejder af stor ledighed.

Selvbiografien fra den 90-aariges pen, 50 Aar i Rusland 1878^{— ¦} 1920 (Kbh. 1945, 356 s.), hvis kærne er skildringen af hans arbejde i udskiftningens tjeneste, er skrevet med stor anskuelighed og lysende klarhed paa grundlag af erfaring og viden, indsamlet gennem et halvt aarhundrede. K. skriver om sig selv: »Man var i Petersborg blevet klog paa, at jeg forstod den Kunst at bruge Øjne og Øren samt at give en nogenlunde letfattelig og overskuelig Skildring af det væsentligste af det sete og hørte« (s. 61). Rogen — som hans andre skrifter — viser, at disse ord rammer rigtigt. Hvad den ogsaa giver et levende indtryk af, er hans evne til at leve under de mest forskellige forhold uden at sætte noget af sin legemlige og aandelige spændstighed til. En russisk dame betroede en gang anm., at kendskabet til K. styrkede hendes stærkt rokkede tro paa traditionen om, at de danske har vikingeblod i aarerne.

Den sidste tsaristiske landbrugsminister Rittich bad før sin død i London 1926 K. om at skrive »om vort Arbejde i Rusland«. »De er den eneste, som kan gøre det, hvis De ikke gør det, bliver det redningsløst glemt«. »Nu har jeg opfyldt hans Røn«, tilføjer K. Resultatet er blevet et saare betydningsfuldt kildeskrift om en vigtig side af russisk udvikling i aartierne nærmest før den store revolution.

Incitamentet til at arbejde for de russiske landsbyers udskiftningfik K. gennem sin lærer fra Landbohøjskolen Th. R. Segelcke,som i 1880 besøgte Moskva og dér førte K. sammen med en række førende personligheder inden for russisk kvægavl og mejeribrug.Med

---

1 Han benyttede her det tvungne otium til at lære sig italiensk.

brug.Medjysk sejghed fastholdt han tanken trods den modstand, som udskiftning og udflytning af det hellige »mir«-samfund i 80'erne og 90'erne mødte ikke blot i slavofile kredse, men det var først, da han under en taxationsrejse i guv. Mogilev i 1901 fandt en gruppe landsbyer, udskiftede paa bøndernes eget initiativ,og senere andre i andre egne af Vestrusland, at muligheden aabnede sig for en mere effektiv udskiftningspropaganda. Et foredrag i det Kejserlige geografiske Selskab i april 1904 skaffede ham saa vidt støtte fra den berømte finansminister S. J. Witte, at det blev muligt for ham helt at ofre sig for sine undersøgelser over fælleseje og udskiftning, men K. betoner, at Witte — hvem han i øvrigt som statsmand vurderer højt — talte usandt, naar han senere hævdede, at undersøgelserne var foretagne paa hans initiativ (s. 193 f.). Mere direkte hjælp fik han fra den førnævnte Rittich, men frem for alle var det den af K. beundrede statsministerP. A. Stolypin (1906^—11), som fik gang i agrarreformerne. K.s store indsats paa dette felt kritiseredes til at begynde med af politiske grunde stærkt i radikalismens lejr — en revyvise havde refrænet: »Kofbt, Kofot — morocit nardd« (d. e. »Koefoed, Koefoed— holdet folket for nar«) — men vandt efterhaanden almindeliganerkendelse, ogsaa hos tyske og andre udenlandske experter, som valfartede til Rusland for at studere resultaterne. »Tyve Aars Fred og tyve Aars Udskiftning, og Rusland vil blive uovervindeligt«, udtalte 1912 en tysk professor (s. 238), Blandt bønderne selv var det — som andet steds i verden — de helt >tore og de helt smaa brugere, som ud fra forskellige motiver var imod udskiftningen; i de kun een landsby omfattende sogne var præster og degne fjender af udflytningen, fordi den besværlig*jordeafholdelse af gudstjeneste i hvert hus for sig paa de store ;_estdage.

Uhyre fængslende er ogsaa den skildring, K. giver af det
laturskønne, i etnografisk og social henseende saa brogede Transiaukasien,
hvor han opholdt sig 1892—1901.

Om den russiske regering i Alexander 111. s og Nikolaj 11. s id hævder K.: »Efter min mangeaarige Erfaring fra alle russiske samfundslag var den absolut bedre end sit Rygte« (s. 278). Han ikjuler dog ikke, at styrelsen lededes af en ret snæver regerende Klike af tidligere Elever af Ruslands faa priviligerede Læreanstaler« (s. 244), som uafladeligt kivedes og intrigerede indbyrdes, at let især i Nikolaj ll.s regeringstid hørte >>saa at sige til Dagens )rden, at Statens højeste Tjenestemænd afskedigedes uden Forvarsel af nogen Slags« (s. 60), og at der forekom oprørende over(reb fra politiets side (bl. a. det, hvorfor K.s datter og et par

veninder i 1907 var udsat, s. 221 ff.). Under sit arbejde for adelsbanken gjorde han den iagttagelse, at kun en forsvindende del af de hundreder af millioner rubler, som gennem banken tilflød adelige godsejere, blev produktivt anvendt i landbrugets tjeneste. »Langt flere er kommet Frankrig, Italien, Schweiz og andre fremmede Lande til gode«. For adskillige laantagere, med hvem han talte, »var det klart som Dagen, at Penge var kun til at more sig for, og de gjorde ikke nogen Røverkule af deres Hjerter« (s. 59).

Interessante er karakteristikerne af forskellige stats- og høje Stolypin, Kokovtsov, Rittich o. a. — og af den danskfødte skovexpert grev Alfons Vargas de Bedemar (om hvem K. ogsaa har skrevet i Dansk biogr. Leksikon).