Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 1 (1944) 1

Jørgen Larsen: H.N.Clausen. Hans Liv og Gerning. l.Del: Aarene 1793-1848. Kbh. 1945. 439 S.

Bjørn Kornerup.

Side 722

Medens der om Mænd som J. P. Mynster og H. L. Martensen, for slet ikke at tale om X. F. S. Grundtvig og Soren Kierkegaard, i Aarencs Løb er vokset en hel Litteratur frem, har H. X. Clausen, ogsaa han en af de markante Skikkelser i det 19. Aarhundredes danske Kirkehistorie, maattet staa stærkt i Skygge i den historiske Forskning. Fraregnel Clauscns egne interessante og fængslende Memoirer og nogle Samlinger af hans Indlæg og Smaaskrifter vedrørende politiske og kirkelige Spørgsmaal, udgivne af hans Søn, indskrænker den litterære Behandling af ham sig væsentlig til et Par Afhandlinger af N. M. Plum og J. Oskar Andersen, og den Omtale, man iøvrigt møder af ham i Oversigtsværker o. 1., beskæftiger sig som Regel ensidigt med hans bekendte Sammenstød med Grundtvig 1825 og med hans Virksomhed som nationalliberal Politiker. Da Clausen imidlertid har øvet Indflydelse paa adskillige vigtige Omraader, lige som han i sig selv var en ejendommelig og fornem Personlighed, er det vel begrundet at forsøge at belyse hans samlede Indsats i dansk Kulturhistorie. Det er denne Opgave, Sognepræsten i Haraldsted Jørgen Larsen har taget fat paa i et større Arbejde, ved hvis første Del, der behandler Tidsrummet 17931848, Forfatteren i Maj 1945 vandt den teologiske Doktorgrad.

Dr. Larsen har — som naturligt er ved et Arbejde af denne Karakter — tilrettelagt sin Fremstilling rent biografisk, idet han i dette Bind behandler Clausens Livsløb i fire Hovedafsnit: hans Barndom og tidlige Ungdom 17931818, den store Udenlandsrejse til Tyskland, Italien og Frankrig 181820, der var af saa skelsættende Betydning for hans Udvikling, dernæst Tiden 182134, som udgør hans første Professoraar, og hvori bl. a. indtraf det Sammenstød med Grundtvig, der kom til at danne et Vendepunkt i Danmarks Kirkehistorie. Endelig behandles som sidste Afsnit Tidsrummet 183548, der bringer en videre Udbygning af Clausens akademiske og øvrige kulturelle Virksomhed, samtidig med at det stærkere og stærkere fører ham til Deltagelse i Tidens nationale og politiske Liv.

Fordelingen af Stoffet paa den her angivne Maade er overskueligog velbegrundet, Fremstillingsformen tiltalende, klar og naturlig.Ikke for intet har Forfatteren aabenbart i aarevis fordybet sig i H. X. Clausens skønne og plastiske Prosa. Hvad Indholdet angaar, da maa det sikkert siges at være lykkedes Dr. Larsen at skrive en grundig og tiltrækkende Biografi, der i mange Henseendergiver

Side 723

seendergiveret rigtigt Helhedsindtryk af Clausens Personlighed og flersidige Virksomhed. Det maa endvidere anses for at være et stort Fortrin ved Bogen, at den tilsigter at tegne et Helhedsbilledeaf Clausen, baade som Teolog og Politiker, som Kunstven og Kulturpersonlighed. Det var jo netop en fremtrædende Ejendommelighedhos H. N. Clausen, at han stod som et samlende Udtryk for Tidens Enhedskultur, og at de enkelte Sider af hans Gerning ikke var mere eller mindre tilfældige Udslag af forskelligartedeInteresser eller almindelig Virketrang, men var organisk forbundne i hans egen, harmonisk afstemte Personlighed1.

Det er derimod ikke lykkedes Dr. Larsen at give et væsentligt nyt Billede af Clausen. I flere Henseender er dette ganske vist en Styrke ved Bogen, thi det vilde næppe være muligt overalt at tegne et Portræt med nye Linier, naar det tillige skulde være historisk korrekt. Set fra et Disputatssynspunkt svækker det dog for saa vidt Bogens Værdi noget, og man forstaar — som det kom frem i de officielle Opponenters Indlæg —, at det var med nogen Betænkelighed, at Censorerne var gaaet med til at lade denne — iøvrigt værdifulde — Bog danne Grundlaget for Erhvervelsen af en akademisk Grad.

Bogen udmærker sig ikke ved Bigdom paa nye Synspunkter eller ved Inddragelse i større Grad af nyt Stof (jvfr. nedenfor). Særlig i Afsnittet om Clausens Stilling i den store Kirkekamp 1825 fT. reproducerer Dr. Larsen overvejende traditionelle Synspunkterog støtter sig næsten helt til den Opfattelse, som især J. Oskar Andersen har gjort gældende (i Teologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke 1926 S. 177 ff.). Skønt Forfatteren her som andetsteds er besjælet af en prisværdig Stræben efter at vise historisk Betfærdighed, vilde det navnlig paa dette Omraade have været ønskeligt, om han var gaaet til Værks med større Selvstændighed.Som det fra flere Sider blev fremhævet ved den mundtlige Handling, er det især en Svaghed, at Forfatteren blot beskæftiger sig med Clausens stærkere eller svagere fremtrædende »Bationalisme«og ikke indlader sig paa en dyberegaaende Undersøgelse



1 Der kan her mindes om en ret træffende Karakteristik af Clausen, som hverken Dr. Larsen eller hans Opponenter synes at have været opmærksom paa. I Anledning af Udgivelsen af Clausens »Optegnelser«, 1. Del, skrev A. F. Krieger 31. Maj 1877 i sin Dagbog: »Deter ganske den gamle Clausen, ikke genial, men charakteerfast, skarpt seende saalangt han seer; Mønster paa en udholdende samvittighedsfuld Lærer; i sit private Liv lykkelig, fuld af Glæde over Musik og bildende Kunst, men uden Blik for det Grundede i Sigtelsen for Rationalisme« (A. F. Kriegers Dagbøger 1848 1880, udg. af Elise Koppel, Aage Friis og P. Munch, VI, 235).

Side 724

af hans Stilling som Repræsentant for de protestantiske Princippercontra
Grundtvigs katolicerende Standpunkt.

Da disse Synspunkter bliver udforligt behandlet andetsteds1, skal jeg her nojes med blot at nævne dem med Tilslutning. Til Gengæld kan fremhæves, at der i Forfatterens Bog findes storre Afsnit, der inddrager nye Omraader af Clausens Virksomhed under Behandling. I denne Sammenhæng maa særlig nævnes Gennemgangen af Glausens teologiske Forfatterskab — som oftest hører man kun Tale om hans store Skrift »Katholicismen og Protestantismen«, 1825, der gav Anledning til Kirkekampen —•, og af hans Indsats som Universitetslærer. Ikke mindst det sidste er betydningsfuldt. Trods den Folkegunst, Clausen til Tider var ombrust af, var han i Virkeligheden i flere Henseender en ensom Skikkelse, og trods sin mere end 50-aarige Lærergerning dannede han aldrig nogen egentlig »Skole« af Glausenske Teologer. Ikke desto mindre har han i det stille og ad indirekte Vej øvet en betydelig Indflydelse netop som Universitetslærer ved paa selvstændig Maade at staa som Repræsentant for Synsmaader, der ellers ikke kom til Orde, og som en utrættelig Forsvarer af den akademiske Lærefrihed2. Det er derfor fortjenstfuldt at underkaste netop denne Side af hans Gerning en Undersøgelse.

Er Manglen paa selvstændige og nye Synspunkter iøjnefaldende i det her foreliggende Arbejde, saa er der dog i endnu højere Grad Grund til at anke over, at det skorter paa dyberegaaende Undersøgelse af en stor Del Kilder, der kunde tænkes at indeholde nye Bidrag til Belysning af Glausens Udvikling og hele Indsats. Denne Svaghed er saa meget mere paafaldende, som man netop af en Disputats over et Emne, der i sine Hovedtræk er vel kendt, kunde have ventet, at Forfatteren havde følt Trang til ved en Kulegravning af Stoffet at underbygge sin Fremstilling paa ny Maade.



1 Af Professor Lorenz Bergmann i Kirkehistoriske Samlinger 6. R. V, 290 ff. og af Docent, Dr. phil. Søren Holm i Dansk teologisk Tidsskrift VIII (1945), 143—163.

2 Det maa maaske her være mig tilladt at anføre følgende: da jeg for over 30 Aar siden begyndte at indsamle Bidrag til Belysning ogsaa af det 19. Aarhundredes danske Kirke- og Kulturhistorie, henvendte jeg mig bl. a. til en Række dalevende, allerede den Gang højt bedagede Akademikere af vidt forskellig Støbning for at faa dem til at meddele Træk fra deres Studietid. Det var mig da paafaldende at høre, med hvor stor Veneration de næsten alle havde bevaret Mindet om H. N. Clausen. Trods senere ofte stærkt afvigende Standpunkter havde de aabenbart i sin Tid modtaget et dybtgaaende Indtryk af en fornem Personlighed, der ved sin Lærergerning og sit Eksempel havde vieret dem en virkelig Vejleder i redelig Sandhedsstræben.

Side 725

Mindst gæicier denne Anke hans Benyttelse af den trykte Litteratur, som i det hele og store er meget tilfredsstillende. Tilmed fortjener Forfatteren en speciel Kompliment for den korrekte og loyale Maade, hvorpaa han i Almindelighed anfører andre Forskeres Opfattelser og Resultater, hvad der desværre ikke altid er Tilfældet i litterære Arbejder, heller ikke altid i Disputatser. Trods alt er der dog ogsaa paa dette Omraade et og andet at tilføje.

Det er saaledes en gennemgaaende Mangel, at Forfatteren kun yderst sjældent har benyttet 2. Udgave af »Dansk biografisk Leksikon« med Hensyn til mange af de Personligheder, han omtaler. Lige som ved Elle Jensens Bog om Pietismen i Jylland (11. R. I, 200) er det med ikke ringe Forundring, at man konstaterer, hvor vanskeligt dette mest moderne Hovedværk paa sit Omraade, hvis Benyttelse skulde anses for en Selvfølge, aabenbart har ved at gøre sig gældende for Forskernes Bevidsthed.

Af andre Mangler ved Litteraturbenyttelsen kan der være Grund til at omtale følgende: S. 27 f. under Behandlingen af Glausens Skoletid i Metropolitanskolen nævnes kun det lidet tilfredsstillendeArbejde af C. A. S. Dalberg og P. M. Plum, Metropolitanskolengennem 700 Aar, 1916, hvorimod Forf. ikke kender den senere og bedre Skildring af Vilh. Lorenzen i »Metropolitanerbogen1939«. S. 82 under Omtalen af Clausens Studieophold i Gottingen forbigaas det moderne Hovedværk om denne Bys Universitet: Gotz von Selle, Die Georg-August-Universitåt zu Gottingen 17371937, 1937, og ligesaa sammes Udgave af Die Matrikel der Georg-August-Universitåt zu Gottingen, 1937, skønt begge har været anmeldt her i Tidsskriftet (10. R. IV, 476; V, 599—600). S. 207—08 behandler Forf. under Omtalen af Clausens Disputats for den teologiske Doktorgrad1 dennes Fortolkning af det berømte Augustin-Ord: »ego vero evangelio non crederem, nisi me catholicæ ecclesiæ commoveret auctoritas«. Det kunde her have været passende at benytte Professor Jens Nørregaards skarpsindigeUndersøgelse »Tre Augustin-Ord« i Svensk teologisk



1 Dr. Larsen ser sig (S. 211) sikkert med Rette ikke i Stand til at meddele nærmere om Forløbet af Disputatshandlingen. Det kan da maaske have sin Interesse at høre, at i et Eksemplar af Disputatsen (Aurelius Augustinus Hipponensis Sacræ Scripturæ Interpres), der er i Anmelderens Besiddelse, og som oprindelig var et Gaveeksemplar fra Forf. til Biskop Nicolai Faber, har den sidstnævnte noteret, at der optraadte ikke mindre end 7 Opponenter (Professorerne Jens Møller, P. E. Muller og F. C. Petersen, Præsten ved Petri Kirke, Dr. Johannsen, Lektor, siden Professor, M. Hohlenberg, Rektor, Professor S. X. J. Bloch fra Roskilde og Adjunkt [Hans Chr.j Christensen sst.)

Side 726

Kvartalskrift 1934 S. 315 ff. S. 276 kommer Forf. ind paa det bekendte Udtryk »Vi alene viden, men ved ikke, at afd. Dr. Hans Jensen har skrevet en Studie herover i Historisk Tidsskrift 10. R. IV, 261 f. S. 354 f. under Omtalen af Clausens Stilling til Tidens brændende kirkelige Spørgsmaal savner man en Redegørelse for hans Deltagelse i Københavns Præstekonvent. Fra 1843 var ClausenViceformand i dette og stod afgjort paa Oppositionens Side mod Mynster især i Baptistroret og i Psalmebogssagen. Her burde have været benyttet N. M. Plum, Københavns Præstekonvent 1843—1943, 1943 (jvfr. 10. R. VI, 724—25), eller hvis denne Bog er udkommet efter Manuskriptets Afslutning, saa dog det Materiale, Plum bygger sin Fremstilling paa, Konventets righoldige Forhandlingsprotokoller (i Rigsarkivet). — Efter at have gennemgaaetHovedmomenterne i den store Kirkekamp 1825 ff. giver Forf. S. 175 ff. meget fortjenstfuldt en Udsigt over den Genlyd, Kampen gav i det protestantiske Tyskland. Man savner dog her Omtale af det anonyme Skrift »Ueber das Treiben der Zeloten in Kopenhagen. Schreiben an einen Freund in Deutschland«, Leipzig 1832. Skriftet er uden Forfatternavn, men synes forfattet af den bekendte rationalistiske Præst ved St. Petri Kirke, Dr. J. C. G. Johannsen (f 1854). Det giver et godt Indtryk af Tilstande og Stemninger og maa antages at have været af ikke ringe Betydningved at formidle Kendskabet til den danske kirkelige Udviklingover for den tyske Læseverden. I denne Sammenhæng kan yderligere nævnes, at Forf. har overset en meget interessant, antigrundtvigsk Udtalelse om Kirkekampen i et Brev fra A. C. Gierlew til Diplomaten M. F. Irgens-Bergh, dateret 21. Novbr. 1826 (Breve fra Danske og Norske, udg. af Ludvig Daae (1876), S. 145- 46).

Paa Grund af, at Forf. ikke altid har fulgt med i den nyeste Litteratur, er han af og til kommet til at reproducere forældede Opgivelser. S. 15 (og 26) fremstilles saaledes Clausens Fader, Stiftsprovst H. G. Clausen som Kantianer, hvad der er urigtigt. Den ældre Clausens teologiske Udvikling var afsluttet allerede før 1784, saaledes »før end man kan spore Indflydelse fra Kant herhjemme. Dette er saa meget uheldigere, som Forf. lægger Vægt paa at betone Sønnens aandelige Afhængighed af Faderen (hvad der forøvrigt i andre Henseender er rigtigt nok). S. 38 hedder det paa traditionel Maade, at det var Fr. Munter, der "introducerede det dogmehistoriske Studium« ved Københavns Universitet« — efter hvad jeg har oplyst i Kirkehistoriske Samlinger6. R. IV, 361 ff., var dette allerede sket 1772 — tyve Aar tidligere — ved N. E. Balle. S. 60 hedder det urigtigt, at det skulde

Side 727

skyldes A. S. Ørsted, at Kirkekommissionen af 1812 kun førte til et negativt Resultat. Som det for nylig er eftervist, arbejdede netop Ørsted med stor Iver og Interesse, men de praktiske Vanskelighedervar for store (jvfr. Kirkeh. Saml. 6. R. IV, 385 fL).

Ulige mindre tilfredsstillende er Forfatterens Benyttelse af utrykt Kildestof1, og hvor saadant er benyttet, er det næsten altid sket paa anden Haand. Ganske vist har Dr. Larsen selv opsporet lidt haandskrevet Kildemateriale, som laa lige for Døren, og har S. 435 aftrykt en Fortegnelse over dette. Denne Fortegnelse er imidlertid meget mangelfuld. Rent bortset fra, at der savnes enhver nærmere Angivelse af Haandskriftssignaturer, er Fortegnelsen ogsaa reelt ufuldstændig, idet der ikke her er opført, at Forf. har benyttet Ritualkommissionens og Syvstjernens Arkiver (jvfr. S. 356, 389). Selv om dette var føjet til, burde Listen have været langt fyldigere.

Af H. N. Clausens Privatarkiv findes desværre nu kun bevaret übetydelige Rester, idet en Datter af Clausen i stor Uforstand har tilintetgjort det meste. Saa meget vigtigere maatte det da være gennem Undersøgelser i offentlige Arkiver at supplere vor sparsomme Viden. Det er derfor temmeligt uforstaaeligt, at Forf. ikke har følt Trang til nøjere at gennemgaa navnlig Universitetets righoldige Arkiv. Baade en nøjagtig Undersøgelse af »Acta consistorii« — Clausen var Medlem af Konsistorium fra 1830 — og af de saakaldte »Circularia« fra hans Rektoratsaar vilde have været af Betydning til Oplysning om den Rolle, han spillede ved Universitetet2. Ganske særlig er det egnet til at vække Forundring, at der overhovedet ikke er foretaget en Gennemgang af det teologiske Fakultets Dekanatspapirer. Anmelderen har haft Lejlighed til at gøre en Del Stikprøver i disse og skal paa Grundlag heraf nævne nogle Eksempler paa Ting, som burde have været benyttet.

S. 198 omtales kort den vigtige Studieplan af 29. August 1831 for det teologiske Studium, forfattet af Clausen, gennem Dekanatspapirernekunde dens Forhistorie være belyst. S. 12122 og 157 behandler Forf. Clausens Sammenstød med den stridslystne,ortodokse Teolog Dr. A. G. Rudelbach 1823 og 1825, og



1 Efter de Prøver, der af Dr. Søren Holm (anf. Sted S. 159 ff.) er anført paa Forf.s Gengivelse af Breve, føler man sig dog ikke helt overbevist om hans Kvalifikationer til at benytte skriftligt Materiale.

2 Saaledes kan nævnes den smukke og ejendommelige Adresse i Anledning af Gottingen-Universitetets 100-Aars Jubilæum 1837, som Clausen overbragte, og som maaske er konciperet, men i hvert Tilfælde billiget, af ham.

Side 728

S. 318 ff. tilkender han deres indbyrdes Forhold en saadan Betydning,at han giver et helt Kapitel Overskriften »Rudelbach og det teologiske Fakultet«. Det er da uheldigt, at han ikke kender en Episode fra 1824 mellem dem, som Fakultetets Arkiv indeholderkarakteristiske Oplysninger om. Rudelbach havde haft den Dristighed at anmelde teologiske Forelæsninger over den evangelisk-protestantiskeKirkes symbolske Bøger, skont han som Magisterkun havde Ret til at holde fllosofisk-historiske Forelæsninger!Dette bragte den unge Professor Clausen i Harnisk og Fakultetetprotesterede, om end de ældre Kolleger fik Protestens Form noget afdæmpet.

I Fakultetsarkivet findes endvidere interessante Vota fra Clausen om en Række Disputatser, der bl. a. er velegnede til at belyse Clausens akademiske Idealer. Særlig vigtige er Bedømmelserne af fire lundensiske Disputatser, som det københavnske Fakultet fik Opfordring til at udtale sig om 1831. Sagen har sin nærmere Baggrund i Striden mellem den senere Biskop J. H. Thomander og den senere Erkebiskop Henrik Reuterdahl. I denne Sammenhæng havde der iøvrigt været en passende Lejlighed for Forf. til at omtale Clausens, den siden saa ivrige Skandinavs, Forhold til nordiske Kolleger før 1840. I saa Henseende kunde han have draget sig Henrik Reuterdahls værdifulde Memoirer til Nytte. Heri findes jævnlig Omtale af Clausen, hans mangeaarige Ven, hvem han satte meget højt, men hvis politiske Virksomhed han fandt skæbnesvanger for Danmark1.

Frem for alt burde det dog have vseret Forf. magtpaaliggende at sege efter nyt Materiale, der kunde belyse Clausens tidligste Perioder. Med Rctte ser Dr. Larsen — i Tilknytning til J. Oskar Andersen —■ det som en vigtig Opgave at efterprove Fremstillingen i Glausens »Optegnelser«, der vel er en sken og overlegent skrevet Bog, men som Kildeskrift betragtet ikke fri for at vrcre noget arrangeret. Deter deri'or betydningsfuldt — om muligt — at komme bag denne Bog og ud fra samtidige Kildevidnesbyrd at korrigere eller supplere den heri givne Fremstilling. Var dette blevet forsogt i noget sterre Udstnekning, vilde Forf. tilmed oftere vsere stodt paa Oplysninger, der kunde have tjent til Stotte for hans cgne Formodninger eller have udfyldt Huller i hans Viden. Et Par Eksempler vil kunne belyse dette.

S. 80 nøjes Dr. Larsen med under Omtalen af Forudsælningernefor



1 Årkebiskop Henrik Reuterdahls inemoarer, udg. af Lauritz Weibull (1920), 101, 126, 133, 282. Sidstnævnte Sted udtaler Reuterdahl, at især Clausen havde en drytf skuld att bara for all den oreda, som i det sista Artiondet ofvergalt Danmark .

Side 729

gerneforH. N. Clausens store Udenlandsrejse 1818 blot at bygge paa det af Rigsarkivet udgivne, kortfattede Regestværk »Fonden ad usus publicos« (11, S. 262 f.). Havde han søgt selve Akterne frem1, vilde han have fundet adskilligt mere Materiale af Værdi: Clausens egen Ansøgning med Udtalelser om hans Rejses Maal og hans Studiers Gang, en Række i meget høj Grad anbefalende Vidnesbyrd af Professorerne Cl. Fr. Horneman, P. E. Muller, Rørge Thorlacius, Jens Moller, Afskrifter af Redømmelserne af hans Guldmedaillebesvarelse og Magisterafhandling m. m. Rlandt dette Materiale maa især fremhæves en enestaaende anbefalende Udtalelse af P. E. Muller med Oplysninger om Clausens nære Discipelforhold til denne Mand2, hvilket han siden i sine »Optegnelser«— bevidst eller übevidst — søger at tilsløre (jvfr. S. 4445).

S. 79 betones Værdien af de livfulde og indholdsrige Rreve, Clausen skrev hjem fra sin store Udenlandsrejse. Det er da beklageligt, at Forf. ikke har kendt to af de bedste blandt disse Rejsebreve, skrevet 1820 fra Rom og Florens til Johan v. Biilow (i Arkivet paa Sanderumgaard; Registratur over dette Arkiv paa Rigsarkivets Læsesal), lige som ogsaa et ret karakteristisk Rrev til Kabinetssekretær J. G. Adler (i Rigsarkivet) er undgaaet hans Opmærksomhed3. De her nævnte Rreve giver et fortræffeligt Indtryk af Clausens Begejstring for Italien, især for Rom, af hans Kunstinteresse og af hans lagttagelser med Hensyn til Katolicismen, og de er at anse som en Slags Studier i Marken til hans store Bog om denne Kirkeafdeling i Forhold til Protestantismen (1825).

Forholdene har ført det med sig, at Anmelderen væsentlig har maattet beskæftige sig med een Side af et Arbejde, som andetsteds vil blive belyst ud fra andre Synspunkter. Det vil af det ovenfor sagte formentlig fremgaa, at det især maa betragtes som en ikke helt ringe Mangel ved den foreliggende Bog, at Forfattereni saa høj Grad har forsømt at pløje den Ager, som kaldes



1 Fonden ad usus publicos' Arkiv, Kgl. Resolutioner Nr. 67 (13. Januar 1818).

2 Der bliver saaledes Anledning til at korrigere, hvad Dr. Larsen S. 44 udvikler om det næsten »umulige« i at fremskaffe Oplysninger om Clausens Studier i hans Studenteraar.

3 Ligesaa forholder det sig med et Brev af 17. April 1819 fra H. F. J. Estrup til Clausen (trykt i Vilhelm Boétius, In memoriam Mag. Petri Estrup (1919), 2349). — Deter ikke helt rigtigt, hvad Dr. Larsen bemærker S. 79, at Clausen »aldrig gentager sig selv« i sine Rejsebreve. Som det vil fremgaa af en Samling af disse Breve, som nærværende Anmelder forbereder, har Clausen ikke altid modstaaet den nærliggende Fristelse til at benytte væsentligt samme Stof over for forskellige Adressater.

Side 730

det utrykte Kildemateriale1. Man maa derfor haabe, at Dr. Larsenved Fortsættelsen af sit i saa mange Henseender tiltalende og lovende Arbejde ikke vil skyde de skrevne Kilder til Side for de lettere tilgængelige, trykte. Bjørn Kornerup.



1 Jeg benytter Lejligheden til at bemærke, at deter med ikke ringe Forundring, at man ser den ene af de officielle Opponenter Dr. Søren Holm, skont han ved den mundtlige Handling var blevet gjort bekendt med ovenstaaende Oplysninger, ikke desto mindre i sin Anmeldelse (anf. Sted S. 145,1 sige, at »i Rigsarkivet er der ikke meget, men dog lidt mere, end Forf. har udnyttet . Maaske havde det ikke vieret upassende, om den samme Opponent, hvem Kfterprovelsen af det utrykte Kildemateriale særlig var betroet, selv havde anstillet lidt mere omfattende I'ndersogclser paa dette Omraade.