Schultz' Danmarkshistorie. Vort Folks Historie gennem Tiderne skrevet af danske Historikere. Redigeret af Aage Friis, Axel Linvald og M. Mackeprang. I-VI. Kbh. 1941-43.

Schultz' Danmarkshistorie er, som det fremgaar af forordet, intet nyt værk, men en revideret udgave af den i aarene 1926_—29 under samme redaktion udsendte »Det danske Folks Historie«, der samtidig med forlagsskifte ogsaa har skiftet navn. Der er dog sket ikke übetydende ændringer i medarbejderstaben. Det ældste betydningsfulde historiske afsnit af Danmarks Fortid, tiden ca. 800^—1241, der i »Det danske Folks Historie« skildredes af Johannes Steenstrup, er i nyudgaven delt mellem Vilhelm la Cour og Hal Koch, saaledes at den første skildrer tiden ca. 800^—1042, den sidste tiden 1042^—1241. For skildringen af tiden 1588—1648 er C. O. Bøggild-Andersen traadt i stedet for Povl Engelstoft. Ligeledes er der sket ændringer i medarbejderstaben for flere af de senere afsnit (se ndfr. s. 686).

Da det ikke drejer sig om et nyt værk, men mange af afsnitteneerudarbejdede for ca. 15^—20 aar siden og ofte nu kun revideredemedlet haand, maa det maaske være anmelderne tilladt fortrinsvis at gøre de nyskrcvne afsnit til genstand for omtale. Inden Vilhelm la Gours og Hal Kochs behandling af tiden ca. 800_—1241 omtales, skal dog forudskikkes et par bemærkninger om første bind i sin helhed. Allerede i »Det danske Folks Historie« indledes med et afsnit af Knud Jessen om »Danmarks Natur gennemTiderne«samt et kort afsnit af Svend Aakjær om »De danske Sprogs Oprindelse og Udvikling« begge fortræffelige som orientering.Mennoget betænkelig virker denne udstykning mellem videnskabsmænd af forskelligt fag og indstilling, naar man kommertilde følgende to afsnit arkæologen Johannes Brøndsteds i-Vort Folks Oldtidsliv og Fortidsminder« og Vilhelm la Cours »Vort Folks Oprindelse og ældste Historie«, der i førsteudgaven rakte til vikingetiden og i nyudgaven ogsaa omfatter denne. De to afsnit dækker i stort omfang hinanden i tid. Xaar redaktionen

allerede i 1920erne har ment det nødvendigt at lade en arkæolog af fag selvstændigt behandle det danske folks ældste historie, er baggrunden herfor naturligvis arkæologiens stærke udvikling gennem de sidste decennier, der maa vanskeliggøre det for ikke fagmænd at beherske det omfattende stof. Ved tanken om, at Johannes Steenstrup endnu ved aarhundredeskiftet turde paatage sig at give en samlet skildring af tiden helt op til 1241 i første bind af »Danmarks Riges Historie«, og at Erik Arup endnu i begyndelsenaf1920erne har vovet forsøget, undslipper der dog læseren et vemodigt suk. Det store landnam i vor ældste historie, som arkæologen Johannes Brøndsteds afsnit betyder, har jo uundgaaeligtberøvetVilh. la Cours skildring en jordfasthed, som den ellers kunde have faaet. Om nogen udenfor de snævre fagarkæologerskredsturde la Cour dog have haft forudsætninger for at beherskedetarkæologiske stof. Der kan da ogsaa her peges paa, at man i »Sønderjyllands Historie«, som la Cour selv har været medredaktør af, har ment at kunne undvære en arkæologs medarbejderskab.Berøvetdet arkæologiske materiale har det sagnhistoriskestofi la Cours fremstilling faaet en mere fremskudt plads end sikkert ellers vilde være blevet det til del. Selv om den senere tids sammenlignende sagnhistoriske forskning har sat sig spor i la Cours fremstilling, saa har han dog i sin skildring kastet venerationens kaabe over de gamle sagn. Vel nævnes det, at Dan og Angul maa opfattes som opnævnerkonger, at fortællingenomSkjold som hittebarnet sendt over havet ene liggende i et skib modsvares af varierende hittebørnssagn andetsteds, men dog har la Cour betitlet et helt afsnit »Skjoldungeriget«, som han identificerer med Danevældens første store tid. En mere nøgternt indstillet historiker vilde nok her ladet dette staa in blanco indtil moderne sagnhistorisk forskning havde vist vej gennem »sagnets spind af eventyr« ind til en eventuel kærne af særlig dansk tradition, nu vel for en stor del dækket af vandresagnenes svøb. Det kan i hvert fald ikke nægtes, at læseren, naar han vender sig fra la Cours højtsvungne fjerde afsnit om »Skjoldungeriget« til femte afsnit om det olddanske samfund føler, at her er et noget nær uoverstigeligt svælg. Dette har da ogsaa synet saa stærkt for Vilhelm la Cour selv, at han mellem »Skjoldungetid« og »Vikingetid« (fra slut. af 8. aarh.) indskyder en opløsningens tid fulgt af en saa langsomt skridende genopbygning, at samfundets udbygning først ca. 950 atter gav mulighed for en kraftig centralmyndighed. Skeptikere vil maaske mene, at den aldrig før har foreligget. En langsom men fortsat udvikling stemmer — forekommer det mig — egentlig ogsaa bedst med la Cours egen opfattelse af det danske samfunds

opstaaen, saaledes som den tegner sig i det forste afsnit kaldet
»Bosættelsen«, hvor han opridser en udvikling fra flokkene og
deres bopladser til bygderne, der atter voksede sammen til »tjod«.
I la Cours definition at forstaa som mindre territorialsamfund
— af hvilke han soger at identificere enkelte — og hvis videre
udvikling søges klarlagt i det nært tilknyttede femte afsnit om
»det olddanske Samfund«. Pladsen tillader desværre ikke nojere
at gaa ind paa flere af de i disse afsnit anlagte synspunkter
Kun et punkt skal jeg henlede opmærksomheden paa. Naar VilhelmlaCour
synes tilbøjelig til at tillægge ætten en afgørende
betydning ved bosættelse og landsbygrundlæggelsc (I, s. 413),
kan det bemærkes, at en saadan opfattelse næppe støttes ved
sammenligning med forholdene hos andre germanske stammer1.

Videre kan det bemærkes, at den fremadskridende teknik indenfor landbruget ikke træder frem med samme klarhed som i Johannes Brøndsteds skarpt leddelte fremstilling, og at naar la Cour om hjulploven skriver, at kendskabet til dette baade kraftigere og mere effektive redskab, som kunde tillade en udvidelse af driften, kan spores tilbage til den tidligste jærnalder, men at det sikkert i lange tider »kun var Storbøndernes Sag at anskaffe sig« denne (I, s. 409), vender han sig dermed mod den almindeligt herskende opfattelse, hvorefter hjulploven, hvor forholdene var egnede, hurtigt kom i almindelig anvendelse overalt indenfor germansk eller gotisk omraade og fremkaldte eller fremtvang samarbejde indenfor landsbyerne (dog hersker ikke fuld enighed om hvorvidt systemet med de lange smalle agre skyldtes hjulploven)². Heller ikke omtaler la Cour klimaforværringen som en medvirkende faktor ved den tungere plovtypes indførelse. Dette kunde være gjort blot ved en krydshenvisning til Brøndsteds afsnit (1, s. 264 f.)³.

Endnu et punkt skal fremhæves, la Cour rammer sikkert det rette, naar han formulerer den opfattelse, at det oprindelig var i sin egenskab af kriger, at kongen blev bærer af politisk magt, og at hans styrke først og fremmest udtryktes gennem størrelsen af den huskarleflok eller hird, som han formaaede at samle om sig, men som han saa ganske vist ogsaa havde pligt til at skaffe underhold — og at betydningen af det kongen efterhaanden tillagtekongelevi

---

1 Jfr. Cambridge Economic History I, Hi—18, som la Cour dog ikke har været i stand til at nyttiggore sig, da v;crket er fremkommet li* 11 og forst i efteraarel 1915 er blevet tilgængeligt for danske historikere.

2 Cambridge Econ. Hist. I, 18.

3 Jfr. i ovrigt Cambr. Hcon. Hist. I, hvoraf vil fremgaa, at forst med indtrædelsen af et fugtigere og koligere klima hle\ den svære plo\type, der frembragte den dybe plovfure, hensigtsmæssig.

lagtekongeleviforhold hertil i begyndelsen stod i anden række. En opfattelse af det olddanske samfund som af udpræget krigersk karakter udadtil allerede inden vikingetiden sætter ind i slutn. af 8. aarh., turde have megen sandsynlighed for sig. la Cour gør endda nok de gamle nordiske »Farmænd« lidt for fredelige, naar han skriver, at »vore Vikingeskibe trods al krigerisk Udrustning ikke var egentlige Krigsskibe. De egnede sig ikke til Kamp i aaben Sø, og de benyttedes kun sjældent dertil. De var derimod ypperlige hurtigtsejlende og sødygtige Transportfartøjer, som kunde bringe Mandskabet over til Kyster, hvor enten Plyndringer eller Købmandsfærd vilde skaffe Skibet fuld Last, inden Kursen blev sat mod Hjemmet« (I, s. 434). Det er vel rigtigt, at vikingeskibeneikkeegnede sig til kamp i aaben so, men hertil maa rigtignokføjes,at en saadan form for søkrig ogsaa er af langt seneredato(den kom først for alvor til gennembrud i sidste halvdelaf16. aarh. Det var saaledes den engelske flaades moderne bevægelsesteknik og udstrakte anvendelse af bredsidekanoner, der bragte den sejren over den spanske armada 1588¹). Det olddanskeskibvar kun beregnet til kamp i snævre farvande med vædring og bording for øje og en kampteknik, der ikke væsentlig adskilte sig fra den paa landjorden anvendte. Ligeledes varede det meget længe — ikke alene i norden — inden der blev en saadanforskelpaa et krigsskib og et handelsskib, at det ikke var muligt at lade et skib tjene begge formaal (selv om Friserne ganske vist tidligt indførte en ny skibstype endnu bedre egnet til handelsfærd end vikingebaadene). Endelig skal fremhæves, at hin tid, hvor mellemfolkelig ret endnu var et ukendt begreb, saa paa en noget anden maade paa sørøveri og kystplyndringer, end man gør nu om stunder. Det kan saaledes være værd at gøre opmærksom paa, at selv i oldtidens kulturlande var dette tilfældet.IAthen var sørøveri saaledes et anerkendt erhverv². I øvrigt kan jeg naturligvis fuldstændigt samstemme i la Cours opfattelseaf,at for de gamle Nordboer gik handels- og krigerliv side om side. Naar Albert Olsen i et nyligt fremkommet værk fremhæver, at adelen endnu i 16. aarh. fortsat, saaledes som i middelalderen, drev handel og skibsrederi³, kan man vel tilføje, at herfor var der tradition helt tilbage til vikingetiden. Ligeledes er det utvivlsomt rigtigt, naar la Cour fremhæver, at handelsforbindelsenmedde egne — først og fremmest Frisland — hvorimodvikingetogenerettedes, utvivlsomt var ældgammel, og at

---

1 Jfr. Julian S. Corbetts boger.

2 Goldschmidt: Universalgeschichlc des Handelsrechts (1891), 2/.

3 Danmark-Holland (1945).

den ikke havde haft en ensidig karakter af frisisk handel paa de nordiske lande, men at den ogsaa havde været drevet af danske med danske skibe (F, s. 4'A4). Vd fra dette synspunkt er det ikke helt forstaaeligt, at la Cour synes at mene, at der er et ret betydeligtkulturskelmellem Friserne og Danerne i 8. aarh., og ligeledes bliver det mellem Sachsernc og Danerne, saa snart disse sidste kommer under frankisk herredomme. Man skal næppe undervurderedenkulturpaavirkning, som de gamle Nordboer har modtaget gennem deres, ved fund paaviselige forbindelser med omverdenen, og den mulighed de havde, ved deres særlige placering,forat modtage paavirkning og impulser ikke alene fra vest og sydvest, men ogsaa fra det ikke mindre vigtige sydostlige kulturomraade, d. v. s. fra Byzans og med forbindelsestraade helt over i islamitisk kultur.

Den lethed, hvormed vikingehøvdinge var i stand til ikke alene at sætte sig i besiddelse af frisisk omraade, men ogsaa gennem aartier at bevare overherredømmet og gøre det til basis for nye togter, gør det vanskelig tænkeligt, at der har været et meget stærkt kulturelt skel. Dog kom naturligvis kristendommen senere til Danmark end til Frisland og Sachsen.

Kristendommens officielle indforelse i Danmark under Harald
Blaatand opfattes at1 la Gour som fremkaldt at' tysk politisk pres.
Denne slutning mcncr han at kunne drage af et 965 af kejser Otto I
udstedt brev, hvori denne »fritager alle Ejendomme i Danmarks
Rige, tilhorende eller i Fremtiden tilhorende Kirkerne i Slesvig,
oe * Thus for enhver Skat eller Tynge, der maatte til-
Og videre: »Deter givet, at Otto ikke kan
have udstedt et saadant Brev uden at han mente sig i Besiddelse
af Hojhedrretten over Danmark«, idet han dog tilfejer, »om Harald
.$. Berettigelsen af en saadan Opfattelse ved vi derimod
ikke«, og endelig som slutningspassus »men selv i saa Fald
var det tyske Overherredemme en ren Formalisme, et Led i en
Politik, som forelebig ikke satte sig noget som heist reelt Spor,
men som ved Lejlighed kunde blive truende nok« (I, s. 470).

Hermed sigtes vel bl. a. til Otto 11.s angreb paa den danske sydgrænse 974. Men dette kan dog næppe blandt sine forudsætningerhave haft en overfor kejserlige krav imødekommende politik fra Harald Blaatands side. I øvrigt synes den store Jellingestensstolte indskrift mig vanskeligt at være forenelig med en for tysk pres modtagelig dansk kongemagt. Det kan næppe være en rigtig placering af Harald Blaatand at indrullere ham blandt de konger, der i kirkelig henseende søgte nær tilknytning til Hamburgßremen,»Kilden til Tysklands politiske Indblanding i vore Forhold«(I,

hold«(I,s. 476). Erik Arup har nok her haft mere skarpsyn. Men naar han gaar saa vidt som at opfatte Harald Blaatands daab som et direkte modtræk mod den tyske kejsers krav om overhojhed,er dette dog heller ikke en forklaring, der paatrænger sig som uafviselig. Er det absolut givet, at Harald Blaatand har kendt det kejserlige brev fra 965 eller mere generelt: de fornyede krav om overhøjhed over dansk omraade fra kejserlig side, som fremgaarderaf? Eller om saa var, er det saa givet, at den danske konge har tillagt dem en saadan vægt, at de nødvendigvis paa den ene eller anden maade har maattet fremkalde en reaktion fra hans side?

Jeg kan ikke nægte, at Johannes Steenstrups fremstilling, saaledes som den fremtræder i »Det danske Folks Historie«, forekommer mig langt bedre afbalanceret. Ud fra sin endnu uovertrufne viden om Normanner- og vikingetidens forbindelser mellem Danmark og Vesteuropa tillægger han disse en langt større betydning for kristendommens udbredelse i Danmark end missionen fra Bremen, og han ser Danmarks officielle overgang til kristendommen under Harald Blaatand som en begivenhed, der næsten af sig selv maatte indtræde, »da Tiden var moden dertil« (Det danske Folks Hist. I (1927), s. 397).

Ogsaa i la Cours skildring af den følgende tid forekommer det den noget anderledes indstillede rescensent, at forholdet til Tyskland og Bremen, selv hvor der er tale om en antibremisk politik, indtager en for fremtrædende plads, og at der nok kunde være lagt noget mere vægt paa skildringen af forbindelserne vestpaa, der naturligvis ikke ensidigt har haft karakter af dansk krigerisk ekspansion. Der kan dog vel næppe være tvivl om, at den nære forbindelse med England, navnlig under Knud den Store, ogsaa har betydet kulturel højnelse i Danmark. Ganske har la Cour dog ikke manglet blik herfor, naar han skriver, at der ikke »i England og Norge var Tale om nogen dyberegaaende dansk Paavirkning af de politiske og administrative Forhold«, men at det snarere er saadan, »at man i Danmark og Norge finder Spor af engelsk Paavirkning« (I, s. 498).

I endnu højere grad end la Cour synes Hal Koch, der har forfattetdet følgende afsnit, hvori tiden 1042^—1241 behandles, at have overset betydningen af de tidligere forbindelser vestpaa. Saaledes naar han i sine indledende betragtninger som et karakteriserendetræk for den tid, han skal skildre, ytrer følgende: »den stadig livligere Forbindelse med Udlandet, hvorved Danmark, der hidtil havde været et ukendt, halvt barbarisk Germanerland, kom til at indtage sin Plads — og det ikke nogen helt uvæsentlig

Plads — blandt de ovrige europæiske Slater- (I. s. 7)33). Det fremgaaraf, hvad Hal Koch derefler skriver, at han med denne bemærkningsigter til et europæisk statssystem bygget op med pave og kejser som centrum. Der var imidlertid ogsaa en verden udenfor Verona, og ganske ukendt kan vikingetogene, sidst den danske kong Svend Tveskægs erobring af England og sonnen Knuds samherredomme over England, Danmark og Xorge næppe have gjort Danerne og Danmark. Man sammenligne her Sture Bolins og Josef Garlssons 1944 udsendte »Historisk Atlas«, hvor en tavle er reserveret til illustration af dansk Xordsovælde under Knud den Store og dansk Ostersovælde under Valdemar Sejr. Hal Kochs fortsatte betragtninger er ligeledes prægede af et ensidigt sydpaa rettet blik, naar han skriver, at »den stadig livligere Forbindelsemed Udlandet« ikke blot betød et plus, men ogsaa rejste »alvorlige Vanskeligheder« og fortsætter, som følger: »mod Syd grænsede Landet op til det tysk-romerske Kejserrige, hvis Drøm det var at samle alle Folkeslag i det ene universelle Hige, der kunde staa som Modstykke til den ene internationale Kirke. Skulde Danmark gaa op i dette europæiske Storrige eller skulde det bevaresin statslige Selvstændighed og Uafhængighed — det var det 12. Aarh. igennem det stadige Problem«.

I ingen tidligere fremstilling er den fare, der kunde true Danmark, derved at først en kongesøn, dernæst en konge for at støtte deres hjemlige stilling, og endelig endnu en konge — vel af hensyn til sine aspirationer i Østersøomraadet, som han ikke har ment at kunne realisere uden kejserlig billigelse — anerkendte kejserens lenshøjhed over Danmark, vel blevet saa stærkt akcentueret. som her i Hal Kochs fremstilling. Der forekommer mig dels heri at ligge en underkendelse af, hvad dansk var, og nogen blindhed for dansk psyke, saaledes som den havde manifesteret sig i de foregaaende aarhundreder, dels en overvurdering af den kejserlige magts midler. Der var i 12. aarh. næppe nogen fare for, at Danmark skulde gaa op i et »europæisk storrige« af den simple grund, at et saadant, med hvad man efter moderne terminologi forstaar dermed, ikke eksisterede. Forøvrigt kan bemærkes, at de nederlandske provinser, til trods for at de gennem mange aarhundreder stod under det tysk-romerske riges lenshøjhed og til trods for indbyggernes i de nordlige provinsers i afstamning og sprog langt nærere forbindelse med den nordtyske befolkning end Danskernes, dog formaaede at bevare deres særpræg og selvstændighed.

At jeg her har vendt mig ret stærkt mod disse mere almindelige
betragtninger i det indledende kapitel, betyder dog naturligvis

ingenlunde, at jeg i øvrigt underkender Hal Kochs i det store og hele velafvejede behandling af dette vigtige afsnit af vor historie.Man kan om fremstillingen i sin helhed sige, at den i sine retningslinjerligger langt nærmere Arups end Steenstrups, uanset hvilken forskel i opfattelse der kan være paa forskellige punkter, og at den, som naturligt er, navnlig har sin styrke i skildringen af den danske kirkes udvikling baade som en del af den universellekirke med dens enhedskrav og som et vigtigt samfundsdannendeled — som dog allerede paapeget af Arup — i den danske statsbygning.

Med Hal Kochs afsnit slutter værkets indholdsrige første bind. Andet bind, der indeholder Jørgen Olriks skildring af tiden 1241_—1439, der har rødder helt tilbage i Erslevs skildring af det tilsvarende afsnit i »Danmarks Riges Historie«, og de to højskoleforstandere C. P. O. Christiansens og Hans Lunds skildringer af henholdsvis tiden 1439^—1533 og 1533_—1588, som de næppe prætenderer at være mere fortrolige med end noget andet afsnit af deres lands historie — hvilket ogsaa kan opfattes som en kompliment til deres almindelige historiske viden — skal jeg efter planen for denne anmeldelse lade uomtalt, da de allerede havde forfattet disse afsnit i »Det danske Folks Historie« og den foretagne revision ikke kan siges at være af gennemgribende natur.

Derimod fortjener C. O. Boggild-Andersens behandling af tiden158
8—1648, hvormed tredie bind indledes, i hej grad en
udforligere omtale. Selv om Boggild-Andersen hidtil i sit egentlige
forskningsarbejde hovedsagelig har koncentreret sig om tiden omkring1660,
saa har nan naturligvis ogsaa maattet fordybe sig i
den forudliggende tid for her at soge forudssetningerne for skiftet
1660. Det har derfor naturligvis vseret ham en kserkommen opgaveat
give sig i kast med en skildring af Christian 4.s tidsalder.
Og det kan ikke undre, at redegerelsen for forholdet mellem de
afgorende politiske magtfaktorer, konge og rigsraad, er gjort
med overlegen indsigt. Det greldende forfatningssystems svaghederblotlsegges.
Storst praegnans synes mig de indledende betragtningerog
skildringen af formynderregeringen at have. Jeg
skal her navnlig fremhseve den klare definition af rigsraadets
vigtigste magtbefejelse. Boggild-Andersen skriver: statsretligt
fandt delingen af statsmagten mellem konge og adel, reprsesenteretaf
rigsraadet, i Christian 3.s og Frederik 2.s tidsalder sit
udtryk i »den Kendsgerning, at det danske Kongedomme
ikke var arveligt — selv om Kongevalget var blevet noget rent
formelt, idet de sidste Konger var udvalgt til Fsedrenes Efterfolgereallerede
i disses Levetid — og at Betingelsen for Kongens

Overtagelse af Regeringsmagten stadig var en Haandfæstning, som bandt ham til at styre Riget sammen med Raad og Adel«. Og videre: at »den danske Krones Højhed, dens Suverænitet, hvilede hos Rigsraadet; de skiftende Konger var kun Rigets og KrongodsetsBestyrere. Og saa længe Kongevalget bestod, kunde Raadetved Kongeskifte ændre Haandfæstningen, saa Kongemagten yderligere indskrænkedes« (111, s. 18 f.).

Med denne bemærkning har Boggild-Andersen naturligvis ikke Christian 4.s 1590 udstedte haandfæstning i tanker, thi den var, som fremhævet af ham, identisk med Frederik 2.s fra 1559, men derimod Frederik 3.s fra 1648, udstedt paa et tidspunkt, da Christian 4.s gennem næsten to generationer førte regering havde overbevist rigsraad og adel om det uheldige i, at man ikke havde bundet kongen stærkere ved 1596-haandfæstningen. 1648 var jo dog udviklingen for langt fremskreden til, at man gennem haandfæstningsbestemmelser kunde vende dens retning. Bøggild-Andersen har dog været afskaaret fra at genoptage temaet ved sin skildrings slutning, da denne standser ved Christian 4.s død, og han ved at befatte sig dermed vilde have foregrebet Knud Fabricius' skildring af den efterfølgende tid.

For øvrigt kan fremhæves, at Bøggild-Andersens særlige biograferendeævne ogsaa her sætter sit mærke. Jeg skal saaledes nævne hans fint tegnede billede af kansler Niels Kaas. Maaske skal man dog ikke helt lægge skylden paa denne for. formynderregeringensforsigtigt tilbageholdende kurs. Der kunde ogsaa være tale om en politisk nødvendighed. Knapt saa distinkt staar tegningenaf portrættet af Krfr. Walckendorf i konturerne. Man kan, tror jeg, sige, at disse to store gamle mænd kompletterer hinanden som bærere af traditionen fra den store opbygningstid tidligere i 16. aarh. Walckendorf s mindre tilbageholdende og noget uforsigtigenatur satte ham vel ud af spillet under de for formynderregeringengivne vilkaar, men jeg tror — og det er her, at jeg er noget uenig med Bøggild-Andersen, der efter at have nævnt, at Walckendorf 1596 blev rigshofmester, skriver: »den gamle Mands Haand lader sig dog i de følgende Aar ikke tydeligt spore« (111, s. 45) —at dennes come-back efter Christian 4.s indsættelse som regerende konge var en betydningsfuld faktor. Det burde saaledes,forekommer det mig, her være nævnt, at der sikkert maa være en nær forbindelse mellem Christian 4.s tidligt vakte interesse for hævdelsen af højhedsretten over de riget omgivende farvande, som ogsaa for norske forhold, ikke mindst de nordnorske, og Krfr. Walckendorfs næsten livslange interesse for samme spørgsmaal,selv om det næppe har været Krfr. Walckendorfs ønske at

komme i konflikt med Sverige om det nordnorske grænsespørgsmaal.Jeg kan ogsaa vanskeligt tænke mig andet end, at Krfr. Walckendorfs instruktion i finansstyre har betydet mindst lige saa meget for Christian 4. som nedarvede »husholderiske« anlæg fra moderen. For øvrigt skal jeg give Bøggild-Andersen min komplimentfor, at han lader dette rammende udtryk ikke blot dække Christian 4. i hans egenskab af mere privat husfader, men ogsaa som de danske rigsindtægters nøjeregnende øverste leder. Det er ikke saaledes, han i almindelighed tegner sig for bevidstheden,idet man vel her i det højeste har hæftet sig ved hans lidet rosværdige møntforringelser med deraf følgende inflation. I øvrigt har Bøggild-Andersen naturligvis ikke kunnet give en karakteristikaf Christian 4.s personlighed i kort begreb, selv om han med gode penselsstrøg giver forskellige træk af hans væsen. Dertil var den alt for rigt facetteret, og dertil griber hans personlige virke ind paa alt for mange omraader. Det forekommer mig dog at være en svaghed i fremstillingen, at skildringen af Christian 4.s bygværkerer udskudt til særbehandling af M. Maekeprang. Selv om Bøggild-Andersen ikke kunde have gjort det paa samme fremragendevis — det ligger nu engang over menneskelig ævne lige godt at beherske alle historiens sider — mener jeg dog, at det havde været bedre, om han havde taget sig denne opgave paa, saaledes at behandlingen heraf kunde have gaaet ind som et led i fremstillingen. — Netop paa dette felt havde Christian 4. jo utvivlsomt betydelige personlige anlæg. — Derved vilde hans positive og skabende indsats som bygherre, bygrundlægger og hans arbejde for flaadens udbygning have virket med større styrke afbalancerende hans mere tvivlsomme indsats som udenrigspolitikerog merkantilist. Hvad angaar udenrigspolitiken borgernaturligvis Bøggild-Andersens særlige indsigt for kyndig behandling.Ogsaa den økonomiske udvikling er vel skildret, idet Bøggild-Andersen her har kunnet støtte sig til Albert Olsens og O. H. Larsens fremstilling i »Dånische Wirtschaftsgeschichte«, der baade, hvor det gælder de særligt merkantilistiske erhverv, handel og industri, som ogsaa for landbruget er meget givende netop for Christian 4.s tidsalder. Da Bøggild-Andersens redegørelse for tidensaandelige rørelser ligeledes maa siges at ligge paa et højt plan, kan hans behandling af tiden 1588^—1648 saaledes betegnes som ualmindelig fyldestgørende.

Da de paafølgende hver paa sin vis fortrinlige afsnit AI. Mackeprangs»Hovedlinjer og Hovedværker i Kunsten fra Reformationen til Enevælden« og Knud Fabricius' skildring af tiden 1648_—1730 staar omtrent uændrede fra førsteudgaven skal de efter planen

for denne anmeldelse ikke her kommenteres. Disse to historikeres
særlige adkomst til at skildre netop disse afsnit turde jo ogsaa
være tilstrækkelig bekendt. Astrid Friis.