Kay Stenberg: Sverige-Norges skandinaviska allianspolitik 1863. Det officiella skedet. Akademisk avhandling. Helsingfors 1943. 287 Sider.

Side 517

Engang i 1892 udgav den tidligere svenske Statsminister Louis De Geer sin Erindringsbog: »Minnen«. Den Redegørelse, man her finder for »Danska frågan 1863_—64«, blev bestemmende for næsten et kvart Aarhundredes Opfattelse af disse Tildragelser. Kort og unuanceret gengivet, gaar den ud paa, at Alliancepolitiken i 1863 var Karl XV's og Henning Hamiltons Værk, men at deres Bestræbelser mødte uovervindelig Modstand hos de svenske Ministre, og at Forbundsforsøget følgeligt blev gravlagt med Konferencen paa Ulriksdal den 8. September; derefter tilfaldt det Udenrigsminister Manderstrom at maskere Sagens Afvikling diplomatisk, at gennemføre en (saakaldt) »anståndig retrått«, hvad der ogsaa lykkedes.

Hvordan man med Kendskab til det Brev, Finansminister Gripenstedt 16. November 1863 tilskrev sin Hustru¹, nogensinde har kunnet tro, at Alliancespørgsmaalet var bragt ud af Verden for den svenske Regering allerede den 8. September unddrager sig Eftertidens Forstaaelse. Men faktisk er det De Geer's Memoirer, som har præget saavel Neergaard's som Halvdan Koht's Fremstillingaf Begivenhedsforløbet i Efteraaret 1863. Først 1914 paavisteSam Clason i Svensk Historisk Tidskrift, at Ulriksdal-Mødet kun er en Etape paa Alliancedrøftelsernes lange Vej og højst betyder en Udsættelse af Beslutningerne. Men Sam Clason førte aldrig sin Undersøgelse af Spørgsmaalet videre end til de første

1 Tre episoder af konung Karl XV: s lif. Ur kommandor Axel Adlersparres efterlåmnade papper (1893), 43_—44.

Side 518

September-Uger 1863, og selv om svenske Historikere¹ herefter har taget deres Udgangspunkt i hans Betragtninger, har de hidtil ikke draget den fulde Konsekvens af hans rigtige lagttagelser og maalbevidst fortsat hans Forskning.

Dette er nu sket med den »Akademiske Afhandling«, som denne Anmeldelse gælder. KayStenbergs grundige Arbejde med Perioden var allerede velkendt gennem hans Artikel i »Historisk Tidskrift for Finland« 1937 vedrørende Karl XV's Tilsagn om Militærhjælp i December 1863, og han har nu paa fyldestgørende Maade redegjort for, hvorledes Overvejelserne angaaende Alliancepolitiken paa svensk Side føres videre efter Ulriksdal-Mødet uden nogen endelig Afgørelse i hvert Fald til sidste Tredjedel af November Maaned, og hvorledes Udenrigsminister Manderstrom her uomtvisteligt hele Tiden har arbejdet for — paa den ene eller anden Maade — at støtte Danmark.

Resultatet kommer næppe overraskende for dem, der, i hvert Fald delvist, kender det mægtige utrykte Materiale til Belysning af svensk Udenrigspolitik i det 19. Aarhundredes første Menneskealdre,som findes i vort østlige Genboland. Kay Stenberg har udnyttet dette i vid Udstrækning, dels den officielle diplomatiske Korrespondance, dels forskellige private Arkiver, naturligvis den meget omtalte Hamilton-Manderstromske Brevveksling, men ogsaa de forskellige Samlinger, Manderstrom har efterladt. Imidlertid er det ogsaa lykkedes ham at inddrage værdifuldt Stof fra norske Brevgemmer, navnlig Ministrene Fr. Stangs og Sibberns Papirer. Helt nyt er dette Materiale dog ikke; vi har i hvert Fald paa anden Haand kendt Dele af det gennem »Aug. Chr. Manthey's Dagbøger«, og, fraset enkelte Aktstykker saaledes Sibberns Referataf Meningsudvekslingerne paa Ulriksdal, drejer det sig alligevel mest om Enkelttræk til Billedet, der forøvrigt heller ikke rummer den Bibelsandhed, som tillægges dem af Kay Stenberg.Og samtidigt har han ikke til Fulde udnyttet de omfattende svenske Kilder saaledes ikke den store manderstromske Samling i det svenske Rigsarkiv, ikke heller synes han at kende KabinetssekretærPalmstiernas Dagbogsoptegnelser fra Efteraaret 1863, Bernhardt Beskows Dagbøger og andet mere. Men navnlig Ludvig Manderstroms skriftlige Efterladenskaber stiller unægteligt Forskerneoverfor næsten uløselige Opgaver. Der er en Rigdom, som uvilkaarligt minder danske Historikere om Bernstorffernes og Reventlowernes Tidsalder sammenlignet med vort — paa dette

1 Se f. Ex. »Sveriges historia till våra dagart XII (1928). Sporgsmaalet er ogsaa behandlet i den »statsvetenskapligat Literatur saaledes navnlig: Leif Kihlberg: Den svenska ministaren (1922).

Side 519

Omraade ■— saa kildefattige 19. Aarhundrede. Det er i hvert Fald forståaeligt, at Kay Stenberg ikke er kommen igennem alt. Hvad man derimod kan gore Indvendinger imod er hans Benyttelse af Akterne. Han underkaster dem samme, i mange Maader ganske skarpsindige Analyse, som vi kender fra Artiklen i »Historisk Tidskrift for Finland«, men hans Fortolkninger er ofte haartrukne, hans Slutninger med et mildt Ord vovede, og hans Argumentation alt for tit rent formalistisk. Selvfølgelig maa en Forfatter vælge og vrage sit Stof, men det er farligt i den Grad at forflygtige positive Udtalelser, som det her sker, naar de ikke passer i Konstruktionen;hos andre ser Kay Stenberg klart det betænkelige herved (f. Ex. S. 162).

Lydeløs er Bogen i det hele ikke. Som mange andre Doktoranderhar Kay Stenberg alene naaet at grave sig ned i sit eget begrænsede Tidsafsnit og Emneomraade. Han beklager (S. 5), at han, paa Grund af Verden somstændighederne, ikke har kunnet gøre sig bekendt med »depeschvåxlingen mellan stormaktsregeringernaoch deras representanter i Stockholm« — forstaaeligt nok. Men hvad med de nye omfangsrige Dokumentpublikationcr angaaendemellemstatslige Forhold i den paagældende Periode? En enkelt Henvisning til »Origines diplomatiques« og til »Archivesdiplomatiques«; ikke engang de danske Aktsamlinger fra Samtidenlader det til, at han har læst. Det er Neergaards, Kohts og Sybels Værker, han citerer; hans Kendskab til Pressen bygger tilsyneladende paa Bille: »Tyve Aars Journalistik« og Bilagene til Kohts Bog. Lad være, at de urolige Forhold, man har levet under i Finland, »kan have vanskeliggjort Arbejdet; Følelsen af herhenhørendeMangler har i alt Fald ikke stemt Forfatterens Selvsikkerhedned. Han udtaler sig uforbeholdent som Kender af den store Politik; han ved, at Bismarck »hade från borjan inriktat sig på annexion af hertigdomena« (S. 29). Og jævnsides hermed taler han om, at Hertugen af Augustenborg havde »avsagt sig sina råttigheteri hertigdomena« (S. 177), og at det tyske Mindretal udeblevfra Rigsraadets Møder (S. 24)¹. Han forstaar ydermere ikke at veje sine Ord. Den tilstræbte Alliance betegnes som »en hornstenfor Danmarks såvål utrikes som inrikespolitik« (S. 137) — man sammenligne hermed Halls Udtalelse til Bille 3. September 1863² — og for Sverige-Norge er det i samme Forbindelse »rikets vara eller icke vara«, der stod paa Spil (S. 41). Han behager sig

1 Det svarer helt hertil, naar det danske Udenrigsministeriums Førstemand kaldes: Paul Vedel (S. 20), naar Lord John Russells Navn konsekvent staves: Russel, og den preussiske Understatssekretærs: Thiele i St. f. Thile.

2 »Tilskueren« 1893, 415 flg.

Side 520

ogsaa i rene Talemaader: »Man kan dårvid utgå från, att all politik bor vara realpolitik« (S. 58^—59), og det hedder, at for mange Forskere har »politiken . . . varit ett i det stora hela fråmmande område« (S. 273). Maaske. Selv er Kay Stenberg helbefaren her, som naar han forklarer: »Ej heller år det overensståmmande med diplomatisk smidighet att som Hamilton tillåmpa den personliga moralens begrepp på politiken . . . For umgånget mellan stater galla nu en gang helt andra lagar an for umgånget mellan enskilda personer« (S. 127) — en ren Heinrich v. Treitschke. Formodentlig er denne Betragtning Forklaringen paa, at han altid regner med Underfundighed hos de handlende Personer, mest hos Henning Hamilton, men ogsaa hos Manderstrom (S. 139_—40), som han ellers stræber »att rentvå« (S. 274).

Sagen er nemlig den, at Forfatteren tilsyneladende mindre bestræber sig paa at forstaa og forklare end paa at dømme og forsvare, og hans Bog er derved bleven et fuldkommen Partsindlæg for Manderstroms politiske Optræden. Egentlig staar han herved sig selv i Lyset; thi hans Fremstilling af selve den historiske Udviklingsgang er derigennem bleven overbelæsset og uigennemskuelig. Men selv naar man lykkeligt naaer ind til Kærnen af det, han vil sige — klart er det nemlig ikke altid — viser det sig, at Billedet, han tegner af Dramaets Hovedpersoner langt fra svarer til Virkeligheden.

Først er der Ludvig Manderstrom, som Forfatteren ganske har forgabet sig i. Nogen Ven af Danskerne var han ikke¹, men der var lang Tradition for den politiske Betragtning, han hyldede, at Danmarks Bestaaen som selvstændig Stat havde afgørende Betydning for Sverige. Han saa derfor allerede fra Efteraaret 1858 med Bekymring Udviklingen af den dansk-tyske Strid², og efterhaanden naaede han til den Overbevisning, at Løsningen laa i en Udskillelse af det danske Monarkis til Forbundet hørende Besiddelser og Indrømmelser til den tysksindede Befolkning i Slesvig. Det blev slaaet fast med en Depeche til Gesandten i København af 14. Marts 1862³; først naar saadanne administrative Skridt var foretagne, vilde Sverige-Norge virkelig kunne yde Danmark Støtte. Hvori denne Hjælp skulde bestaa — ud over at skrive diplomatiske Noter —er aldrig klart; selv da den danske Regering med Marts-Kundgørelsen af 1863 traf én af de ønskede

1 Se f. Ex. Brev til Wachtmeister 29. VI. 1859 (Mndrstrm. Smlgn. — Sv. R. A.).

2 Depeche til Gesandten i Kbhvn. 1. X. 1858 (Sv. R. A.) og Circulærdepeche af 2. X. 1858 (H. T. 3. 111 680 flg.).

3 Diplomatiska handlingar rorande den danska frågan (1863), 1_—3.

Side 521

Foranstaltninger, var Manderstrom ikke umiddelbart stemt for Alliance. Naar han alligevel havde vovet sig saa langt ud, skyldes det efter De Geers Mening »en adel if ver att forsvara, hvad han ansåg vara rått«¹, forhaabentlig, men umiskendeligt ogsaa en Undervurdering af Tysklands Magt og den Fare, der truede Danmark;han skriver saaledes 13. Januar 1861 til Adelswård, at han ikke kan tro les Prussiens assez dépourvues de sens pour vouloir commencer une danse, å la fin de laquelle ce serait eux qui payeraient les violons². Oprigtigt talt: Nærmer vi os ikke med alt dette til, hvad Forfatteren kalder »samtidens politiska dilettanteroch opraktiska idealister« (S. 273), — ganske vist om andre end Manderstrom.

Og dette Billede af den svenske Udenrigsminister skifter ikke i Løbet af Efteraarsmaanederne 1863. Han skriver endnu 12. December,at Tyskerne sikkert vil betænke sig to Gange paa at angribeSlesvig, og 22. December mener han, at »konsten for Danmarkår att kunna hålla ut, ty i långden bar det sig ej for Tyskland «³. Men nu møder man ogsaa foruden hans Kortsyn og Holdningsløshed,det, som Forfatteren ved en enkelt Lejlighed selv kalder: Afvigelse »från den absoluta årlighetens våg«. Manderstrom forsikrer saaledes 26. Juli 1863⁴, at han ikke aner ce dont le Roi aura pu convenir ces jours ci avec le Roi de Danemarc paa Skodsborg,men mange Forhold gør det i højeste Grad usandsynligt, at han virkelig var saa uvidende. Hverken Sam Clason eller Hallendorff⁵ ja egentlig ikke Kay Stenberg selv (S. 31) tror paa det, hvorfor da senere stole saa klippefast paa Manderstro'ms Forsikringer om, at han ikke var bunden af Traktatudkastet fra København. Forfatteren mener udfra sit Kendskab til Diplomatiets»fmaste distinktioner«, »att han ingalunda bundit sig vid traktatutkastet, ehuru han genom sina antecedentier ansåg sig bunden vid allianspolitiken« (S. 43). Kendsgerningen er imidlertid,at Manderstrom egenhændigt har indført Rettelser i det af Hamilton skrevne Traktatudkast⁶. Der maa utvivlsomt de fineste,

1 Minnen 11, 74.

2 Mandrstrom. Smlng. Sv. R. A. Smlgn.: Ur Henning Hamiltons brefsamling 11, 9—10.9_—10.

3 Hamilton-Manderstrom. Brevveksling. Universitetsbibliotheket i Upsala.

4 Depeche til Gesandten i Kbhvn. Sv. R. A.

5 Henholdsvis i Svensk Hist. Tidskr. 1914, 69 og »Sveriges historia« XII, 323—24.

6 Selve det paagældende Aktstykke har ikke mere kunnet findes i svenske Arkiver. Deter i Foraaret 1864 indsendt til Gesandtskabet i København af Henning Hamilton, for »att de handlingar, som infor eftervårlden skola råttfårdiga mig, må finnas i offentligt forvar« (Privatbrev til Oscar Bjornstjerna af 21. IV. 1864 i det Bjornstjernaske Familicarkiv paa Almara Ståket. — Den officielle Følgeskrivelse findes i: Besckickningens i Kopenhamn arkiv / ankomna skrivelser II — ankomna från enskilde personer, 1864. Sv. R. A.).

Side 522

de allerfineste diplomatiske Distinktioner til at frigore sig fra, hvad man engang har skrevet, og Mandcrstrom tog ogsaa selv noget mere haandfast paa Sagen, da han samtidig med sin kendte Depeche af 5. Oktober betror Hamilton: )\Det ar min anabasis«¹.

Forfatteren har paa sin Side forelsket sig i en Promemoria med et andet Udkast til en Overenskomst, som Manderstrom satte op under Forhandlingerne mellem de svenske Ministre i Begyndelsen af September (S. 50^—51), og som han (Kay Stenberg) har fundet mellem det norske Arkivmateriale². Det var med den, at Manderstrom erklærede, at han vilde staa og falde (S. 52), og Forfatteren mener nu, »att endast i den mån, man kan påvisa, att han vek tillbaka från denna, kan man tala om ett återtog for hans vidkommande« (ib.). Man forstaar ikke rigtig den Hellighed, der tillægges dette Papir, og som bekendt opgav Manderstrom ogsaa dette Standpunkt i Slutningen af November, egentlig vel allerede i Slutningen af Oktober; han faldt altsaa ikke med det, og der er følgelig absolut ingen Grund til at tage hans evige Klager i Brevene over, at han ikke har søgt Afsked, saa tragisk som Forfatteren gør det udfra en Forklaring om Manderstroms Beredvillighed til »att ofira åven sitt anseende, om fåderneslandets basta så fordrade« (S. 134 jfr. 136). Da han endelig i December 1863 virkelig indgav en Afskedsbegæring, idet han atter vilde »stå och falla med en rattvis sak«³, o: med Ordlyden af en bestemt Depeche, ser vi af Palmstiernas Optegnelser, hvorledes han midt under Samvittighedsstriden ganske forretningsmæssigt forbereder Afsendelsen af den paagældende Depeche til Paris med ændret Tekst⁴.

Det vilde imidlertid være uretfærdigt at gaa haardt i Rette med Manderstrom for. denne Svingen og Svajen. Hans Stilling var vanskelig under Bestræbelserne for, trods sine Kollegers Modstand og uden sikker Hjælp fra Kong Karl, at redde i hvert

1 Hamilton-Manderstrom. Brevveksling. Forfatt. søger (S. 70^—71) at bortforklare det.

2 Findes iovrigt ogsaa mellem reserverede Akter i det sv. utrikesdepartm.s

3 Beskows Dagbog under 16. XII. 1863. Kungliga biblioteket, Stockholm.

4 Palmstiernas Optegnelser under 17. og 18. XII (Sv. R. A.). Smlgn. Scheel-Plessens Depecher af 18. og 19. XII (D. R. A.). Forfatteren, der ikke kender Beskow og Palmstierna, skildrer (S. 250^—51) den Sjælekamp, han mener Manderstrom har staaet i.

Side 523

Fald noget af den overleverede Stottcpolitik i Forholdet til Danmark.Kay Stenberg maa da ogsaa indromme, at hans Forklaringertil Tider kan virke »vilseledande« og )>forbryllande« (S. 163 og 164), at de kan vaere )-svarbegripliga och atminstone skenbart . . . motsagande(( (S. 225^—26). Det er en simpel Folge af Forholdene;fik den danske Regering ingcn klar Besked, var Skylden ikke, som Forfatteren mener, Henning Hamiltons (S. 166). Sammenhsengenvar, at klar Besked ikke kunde gives under den politiskeTovtrsekning i Stockholm. Og samtidig gor han i sin FremstillingSagen \aerre endnu ved ikke at kunne se Skoven (den egentlige svenske Politik) for bare Tracer — Manderstroms forskelligeUdflugter og Undskyldninger; de tiltaler aabenbart uvilkaarligthans formalistiske Sind, og han svemmer i sjseleglade Distinktioner mellem Marts-Kundgerelsen og November-Forfatningen(S. 126). Disse er ikke altid umiddelbart indlysende for andre, men Forsog paa at udrede selve Forholdet vilde fere alt for vidt i en Anmeldelse; saa meget kan dog siges, at det nseppe forholder sig rigtigt, naar Manderstrom i Brev til Hamilton (cit. S. 96) vil haevde, at vi vetat intet' om de danske Forfatningsplaner.Denne Forklaring, som er bleven gentaget offentligt af andre svenske Ministre, stemmer ikke. Et »allerhoieste Budskab« til Rigsraadet gav, saa tidligt som 22. April 1863, Forhaandsmeddelelseherom. Dets Ordlyd oversendtes allerede den 23. af Hamilton til Stockholm. Senere giver Akerhjelm, som Charge d'affaires, nsermere Oplysninger om Rigsraadsdebatterne¹, der tydelig viste, i hvad Retning Udviklingen gik. De svenske Blade modtog samtidig Efterretninger om, at Forfatningsforslag i Overensstemmelsehermed vilde blive forelagt². Ingen, som forstod Forholdene, kunde vaere i Tvivl om, hvor det bar hen. Havde Manderstrom vaeret virkelig bekymret for den Vending, Tingene her tog, havde han haft al mulig Anledning til at fremdrage Sagen under sit Besog i Kobenhavn den 29. August. Paa det Tidspunkt vidste Hamilton tilmed god Besked om, hvad der vilde komrae³ — men Manderstrom saa tvsert imod en yderligere Udskillelse af Holsten som Forudsaetningen for en Alliancetraktat⁴ og rettede ved naevnte Lejlighed med egen Haand i Udkastet til den.

Den gennemgribende Ændring i Stillingen, der efter Manderstromsog

1 Depecher af 2. V. og 15. V. 1863 (Sv. R. A.).

2 Se f. Ex. »Aftonbladet« 8. V. 1863.

3 Hamilton til Wachtmeister 31. VIII. 1863 (Universitetsbiblioteket i Upsala).

4 Manderstroms confidentielle Depeche til Kbhvn. 7. VIII. 1863 (Hamilton: Anteckningar S. 18 flg.).

Side 524

stromsogForfatterens Forklaring skal være indtraadt med Hertugenaf Augustenborgs Optræden efter Frederik Vll's Død, springer heller ikke umiddelbart i Øjnene. En Optimist kunde maaske tro, at der nu var større Mulighed for at faa Stormagterne til at optræde, men Sammenhængen med det stærke Indtryk, Begivenheden gør, er ene og alene, at den Fare, som truede Danmark,var bleven mere og mere indlysende i Efteraarets Løb. Manderstrom havde ikke troet paa Brud i August; her saa de danske Dilettanter og Idealister adskilligt klarere. Nu lod Sandhedensig ikke tilsløre længere; Manderstroms Kolleger blev mere og mere betænkelige, og han maatte følge dem ud af den storpolitiskeLøvekule. Kay Stenberg mener, at Alliancen nu vilde gavne Danmark »litet eller icke alls« (S. 225). — Lige saa meget eller lige saa lidt som i August.

Han hævder følgelig, at det var som »realpolitiker«, at Manderstrom trak sig ud af Alliancepolitiken i December (S. 273), maaske. Men som hvilken Slags Politiker indlod han sig saa paa den i August?

Alt dette maa nu staa ved sit Værd, men fordi en Forsker føler sig kaldet til at forsvare én historisk Person, er det ikke en nødvendig Følge, at man skal kaste sig over andre. Noget saadant synes Forfatteren imidlertid at mene; det Ansvar, som Manderstrom uforskyldt har baarct, »maste åvålvas andra« (S. 274), og disse andre bliver Hall og Hamilton. Navnlig maa sidstnævnte holde for, dels har han stadig drevet Politik paa egen Haand, dels var for ham — modsat Manderstrom, som ofrede alt for Fædrelandet — »den personliga hederskånslan ett hbgsta råttesnore åven i hans politiska handlande« (S. 134). Da dette maaske af Idealister kunde opfattes som en Kompliment, bliver Forfatterens Forklaringer i denne Sammenhæng virkelig psykologisk udstuderede. Hamilton var som Privatmand »en djårv hasardspela^e«, og hans deraf følgende Bevidsthed »om en partiell moralsk svaghet«, skabte hos ham »en fortrångd mindrevårdekånslas pervertering i mervårdeskansla på ett angrånsande område« (S. 277_—78); det er derfor han stod saa stikkent paa sin personlige Ære.

Alt for »psykoanalytisk«. — Ganske vist: Henning Hamilton havde i mange Aar maattet drages med privatøkonomiske Vanskeligheder,men der foreligger intet som helst om bedrageriske Forhold, før den sidste Katastrofe, da han var legemlig nedbrudt og pekuniært ruineret. Forklaringen om hans Spillelidenskab findes hos De Geer¹, men hans egne Breve tyder afgjort i anden

1 Minnen II 250. Anti-Marcellus (H. Schonbeck), som ikke lægger Fingrene imellem under sit Angreb paa Hamilton i »Ur dagens kronika« VI er i Henseende til Beskyldningen for Spil meget mere forsigtig 1. c. 502^—03.

Side 525

Retning. Han skriver saaledes 7. April 1862 til Manderstrom, at han har forladt Tornérhjelms Selskab paa Vrams Gunnarstorp, »då jag icke kan skjuta morkullor, icke orkar åta och icke vill spela« om Summer, som det dér gælder; en meget fornem Gæst har Aftenen før tabt 900 Rbdlr. I Breve fra Wiesbaden til sin Hustru¹ (Maj samme Aar) fortæller Hamilton ogsaa om Spil, men det drejer sig kun om Smaabeløb, og Methoden i Spillet er det, som fængsler ham. Dette maa nu være, som det vil, men under alle Omstændigheder nød Hamilton lige til det sidste en Anseelse og en Tiltro, som sikkert kunde neutralisere alle tænkeligeMindreværdskomplekser. Man behøver her blot at læse, hvad hans samtidige tilskrev ham efter Demissionen 1860², og han overvældedes vedblivende med Tillidshverv.

Imidlertid kommer vi paa fuldkommen sikker Grund, naar det gælder de kendte Forklaringer om, at Hamilton overførte sine formentlige Spillertilbøjeligheder til det politiske Omraade. Vi kender nu hans Synsmaader og Standpunkter fuldt ud fra hans omfattende Korrespondance. Der er intet om, at han vilde slaa sig selv op paa en skandinavisk Politik gennem Sendeisen til København³, og rent ud urimeligt er det, naar Kay Stenberg ikke kan finde anden Forklaring paa hans saakaldte »egendomliga forfarande« end »fruktan fpr, att hans anseende (i danske Kredse) skulle få en allvarlig stot« (S. 127_—28), —_■ han, der stod paa Springet til ofre hele sin Stilling i København.

Henning Hamilton var under sin Gesandtvirksomhed blevet positivt indstillet overfor Skandinavismen — han var det ikke oprindelig — men ventede aldrig disse Ønskers Virkeliggørelse i en overskuelig Fremtid; da Karl XV gav Frederik VII og Hall Tilsagn om en Alliance i Sommeren 1863, kom det ham politisk übelejligt og personligt übehageligt; han prøvede, med Held, at begrænse disse Løfters Rækkevidde, saa meget som muligt, men et Kongeord var givet, og et Kongeord var ikke noget, man løb fra. Karl XV havde i og for sig heller ikke overskredet sin grundlovsmæssige Ret med sin Optræden paa Skodsborg. I Følge Regeringsformen fra 1809 var det ham, som »åger att allena styra riket«; til Beslutning om ydrepolitiske Spørgsmaal krævedes ganske vist Medvirken af Utrikesstatsministeren og endnu én af

1 De paagældende Breve — over Tusind Numre fra Aarene 1842_—79 — findes nu paa Barsebåck. Slottet var lukket for Sommeren under mit sidste Studieophold i Sverige, men fhv. Generaldirektør, Grev Adolf Hamilton gav mig med stor Imødekommenhed Lejlighed til at gennemgaa hans meget fyldige Uddrag af Brevene.

2 Se: Ur Henning Hamiltons brefsamling I.

3 Smlgn. Danmarks Riges Historie VI 11, 129^—30.

Side 526

Statsraaderne, men Manderstrom var gaact ind paa at forhandle om en Alliance med Danmark, og man havde antageligt ogsaa Louis De Geers noget tovende Tilslutning¹. Sagen var altsaa, saadan set, i Orden. Forhandlingerne i August kan næppe betegnes som halvofficielle (S. 34 jfr. S. 32).

Alt dette er nu, formelt taget, godt nok; paa den Maade havde endnu Kong Oscar ledet Sveriges Udenrigspolitik efter sine egne Ønsker. Men her var der siden Tronskiftet eller endnu for umiskendeligt foregaaet en afgørende Ændring i Forholdet mellemKronen og Statsraadet. Den statspolitiske Virkelighed svaredeikke mere til de forfatningsretlige Bestemmelser; Grundlovenvirkede ikke mere, som den lød. Det Ministerium, der har faaet Navn efter De Geer, havde Gang paa Gang ved Demissionstruslertvunget Kong Karl til at bøje sig for sin Vilje. Men denne konstitutionelle Magtkamp var endnu staaende. Meningsstriden om Alliancepolitiken indgik som Led heri. Forfatteren ser det nok paa en Maade, men drager ikke Konsekvenserne heraf; for i denne Styrkeprøve maatte Henning Hamilton² med hele sin konservative Indstilling principielt komme paa Kronens Side og stille sig paa de bogstavelige Forfatningsbestemmelsers Grund. Han kunde altsaa mene at være i sin gode Ret til at arbejde for Alliancen, i hvert Fald, da Manderstrom var gaaet ind for den, og efterhaanden naaede han ogsaa til Overbevisning om dens politiske Rigtighed. Han tog næppe Instruktioner af Karl XV; thi det personlige Forhold mellem dem var ikke godt. Men han blev den tillempede Kongepolitiks Talsmand — saa længe den varede, — og for den manderstromske Udvanding af den kunde han i det højeste føle Medlidenhed. Den 2. December skriver han saaledes, at naar gennem Angreb paa Slesvig »det for oss dyrbare interesse, hvarom vi sedan Konung Oscars tid aldrig upphort att

1 De Geer havde været paa Båckaskog under Frederik Vll's Besøg i Juli, hvor Drøftelserne af Forbundsspørgsmaalet førtes videre (smnlgn. officios Beretning i »Berl. Tidn.« 30. VII Aften og Hamilton til Manderstrom 27. VII). De Geer forsikrer i en noget forvirret Fremstilling (Minnen II 83^—84), at disse Planer var ham ganske fremmede; faktisk har Hamilton talt med ham paa Båckaskog om Sagen (Hamilton til Manderstrom 27. VII og Manderstrom til Hamilton 1. VIII), og Palmstierna skriver i Indledningen til sine Optegnelser (Sv. R. A.), at De Geer, med hvem man »så småningom confererer«, formentligt er vundet for Alliancen (cit. Sv. H. T. 1914 S. 39_— 40).

2 Angaaende Hamiltons Opfattelse se en Redegørelse »om forbund mellan Sverige-Norge och Danmark« blandt hans Papirer paa Universitetsbiblioteket i Upsala. Om det statsretlige Spergsmaal: Leif Kihlbergs anft. Bog og Gunnar Heckscher: Konung och statsråd. Smlgn. Dal man: Några anteckningar från våra ståndsriksdagar VI, 250 f.

Side 527

tala och att skrifva, trampes så under fotterna«, ser han deri »for oss en sådan fara, att jag icke kan vara redskap åt en Regering, hvilken har af stållningen en uppfattning så rent afstridande mot min«¹. Han tog, som bekendt, Konsekvensen af sin Opfattelse, og han var ikke ene om den; den 12. noterer Kabinetssekretær Palmstierna saaledes Manderstroms »frisågande sig från alliancen — men icke brytande underhandlingarne: Jag begriper ej nuancen= Fallacium!«² Overfor Hamiltons Fordømmelsesdom anførerKay Stenberg de svenske og norske Ministres Billigelse af Manderstroms Politik (S. 113), »så många årans man«. Men Tallet er vel ikke afgørande i en saadan Sammenhæng; det minder alt for meget om Per Degns Henvisning til »saa mange brave Folk her i Byen«, der delte hans mening3. Manderstrom var selv heller ikke nær saa sikker i sin Sag som Kay Stenberg; han skriver 5. December til Hamilton, at hans Bekymringer ikke er bleven mindre, »så mycket mera som jag i mangt och mycket ej kan gifwa Dig orått«⁴.

Nok om Henning Hamilton. Som nævnt er det ogsaa dryppet paa Hall fra Kay Stenbcrgs Dommens Skaaler. Men alt vel overvejet: renvasker Kendskabet til det virkelige Begivenhedsforløb ikke i nogen Maade ham saa vel som Manderstrom? Saa længe man mente, at Alliancepolitiken var falden, endeligt og afgørende, med Ulriksdal-Mødet, kunde der være Mening i Neergaards milde Bebrejdelse for, at han ikke havde søgt at skaffe Klarhed⁵, selv om det kunde befrygtes, at man i saa Fald vilde have sagt, at han havde ødelagt det hele ved utaalmodig Paatrængenhed. Men naar alt indtil Slutningen af November endnu var flydende indenfor svenske Regeringskredse, blev Tilbageholdenhed den eneste rigtige Politik. Den var det ogsaa i Sommermaanederne 1863, skønt Forfatteren mener noget andet (S. 270^—-71); de danske Ministre havde nemlig fra Efteraaret 1857 og Sommeren 1860 deres bitre Erfaringer for, at der intet Udkomme var med Svenskerne, naar de ikke selv gjorde Tilbud. Og hvis man ikke nødvendigvis vil optage alt i den værste Mening, hvis man faar de »realpolitiske« Djævlesplinter ud af Øjnene, mon det saa virkelig er nødvendigt at opfatte Halls Erklæring den 9. November som afgivet »åtminstone i viss mån mot båttre vetande« (S. 174)? Egentlig siger Forfatteren jo selv noget andet S. 274.

1 Hamilton-Manderstrom. Brevveksling.

2 Palmstiernas Dagoptegnelser.

3 Erasmus Montanus. IV Act 2. Scene

4 Hamilton-Manderstrom. Brevveksling.

5 Under Junigrundloven 11, 703 jfr. Kay Stenberg, 275.

Side 528

Et nærmere Kendskab til Kildematerialet maatte nødvendigvis føre baade til en anden Fremstilling og en ændret Opfattelse af den svenske Politik i Efteraaret 1863. Det var denne Omvurdering Sam Clason begyndte i 1914, og det er den, Kay Stenberg har ført videre i 1943; i saa Henseende vil hans Disputats altid betyde en blivende Indsats i nordisk Historieforskning. Men han har draget alt for vidtgaaende Slutninger heraf for Manderstroms Vedkommende; han har ikke gjort det samme for Halls, og han har slet ikke forstaaet Henning Hamiltons Stilling. Det er her denne Anmeldelse har skullet retlede. Den indrømmer fuldt ud, at meget af det, der har været sagt om den svenske Politik, er überettiget. Men naar Dommen er falden saa haardt ud, staar det ogsaa i Forbindelse med, at Svenskerne baade i Samtid og Eftertid har villet lægge Ansvaret for det, der skyldtes deres egne Ministres Übeslutsomhed og Uenighed, over paa de danske Statsmænd.

Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 1 (1944) 1

Kay Stenberg: Sverige-Norges skandinaviska allianspolitik 1863. Det officiella skedet. Akademisk avhandling. Helsingfors 1943. 287 Sider.