Skibykrønikens Kildeforhold og Affattelsestid 1.

1937 stillede Universitetet følgende historiske Prisopgave: »En Udredning af Skibykrønikens Kildeforhold«. Om den Besvarelse,som indkom, erklærede Professorerne Erik Arup og Knud Fabricius (jfr. Universitetets Festskrift for Nov. 1940), at den vel vidnede om Forskningsinteresse og flittigt Studium, men kendemærkedes af alvorlige Mangler. C. Paludan-Miillers Opfattelse: at Skibykrøniken er udarbejdet paa fire forskellige Tidspunkter, fandt de, trods Forfatterens Forkastelse, stod »urokket«. De erklærede derfor hans Antagelse, at Krøniken som Helhed er forfattet mellem 1534 og 1535 (dog med en Afbrydelseunder Nedskrivningen af Begivenhederne fra 1525) for »uantagelig«. Forfatterens Opfattelse, at den Krønike eller Aarbog af Hans Henriksen, som H. F. Rørdam har udgivet i »Monumenta« som et Udtog af Skibykrøniken, er Hovedkilden til dette Historieskrift, og at P. Helgesens Forfatterskab til dette overhovedet indskrænker sig til en stemningspræget Udvidelseog Kommentar til nævnte Aarbog, betegnede de som »mindre sandsynlig«. Selv antog de, at P. H. væsentlig har arbejdet med en nu tabt Kilde, som overhovedet har været »Grundstammen« for det meste af vort Aarbogsmateriale fra

1 I Anledning af Paul-Erik Hansen, Povl Helgesens historiske Forfatterskab, 1943 (197 Sider, stort Oktav).

Side 2

16. Aarhundrede. De fandt det ogsaa »umuligt« at følge Forfattereni, at Rimkrøniken er Hovedkilden til Skibykrønikens Meddelelser om ældre historiske Begivenheder. Trods Anerkendelseaf Enkeltheder i Undersøgelsen — saaledes især af Forfatterens Paavisning af de svenske Kilder til Genealogien, som indleder Krøniken, videre af Bestemmelsen af Forholdet mellem Indledningen til Frederik I's Haandfæstning og de Afsnitmed Klagepunkter over Christiern 11, som er indføjet i Skibykrøniken, og endelig af Redegørelsen for Billeættens Betydningfor Meddelelser i Krøniken — kunde de derfor kun tilkende Besvarelsen et »Accessit«. — Ved Navnesedlens Aabningfandtes stud. mag. Paul-Erik Hansen at være AfhandlingensForfatter.

Siden har Studenten taget Magistergrad i Historie og har i 1943 paa én Gang udgivet ikke mindre end tre Skrifter, som alle er Vidnesbyrd om et omfattende Studium af det 16. Aarh.'s Historie og af dansk Historieskrivning i denne Periode. En større Bog behandler Karl V's politiske Forhold til Norden, én Afhandling undersøger Forholdet mellem N. Krags og A. Huitfeldts Fremstilling af Christian Ill's Historie; det tredje Skrift gengiver Prisafhandlingen (bearbejdet?).

I. Det nye Syn paa Skibykrøniken og dens Forfatter.

Om sidstnævnte Bog, som her skal gøres til Genstand for nærmere Kritik, kan straks siges, at Forf. aabenbart ikke har følt sig overbevist om Vægten af de to Professorers Indvendinger,navnlig ikke mod hans Opfattelse af Skibykrønikens Affattelsestid og mod hans Antagelse af, at den Aarbog, han tilskriver Hans Henriksen, er Skibykrønikens Hovedkilde. Har hans Syn paa Paulus Helie som historisk Skribent overhovedet undergaaet nogen Ændring (et Spørgsmaal, hvorom jeg dog ikke kan udtale mig med Vished, da jeg ikke véd, om Prisafhandlingennu foreligger gennemarbejdet), synes det at være i Retningaf yderligere Underkendelse af P. H.s Forfatterselvstændighed.Af

Side 3

hed.AfProfessorernes Kritik fik man dog det Indtryk, at P.-E. H. i alt Fald betragtede »de stemningsfulde Kommentarer«til Forlægget som Karmeliterens selvstændige Indsats; men den trykte Bog understreger skarpt, at dette kun i yderst ringe Grad er Tilfældet. Saavel Skibykrønikens Udvidelser af Hovedkilden som dens Kommentarer er nemlig skrevet med »paaholden Pen«. Den foreliggende Krønike skyldes ikke blot en Befaling fra Biskop Ove Bille, men er overhovedet helt igennem Udtryk for, hvad denne ønskede medtaget, og, bortsetfra ganske faa (übehændige?) Undtagelser, tillige for, hvorledeshan vilde have Begivenhederne og Personlighederne bedømt.P. H.s Arbejde har kun været af udformende, stilistisk Art. Det var som dreven Pennefører, O. Bille overdrog ham den Opgave at forfatte et Skrift, som vel at mærke ikke specieltskulde behandle det katolske Partis eller den katolske Kirkes Skæbne under Kampen med det evangeliske Parti, men være en »Billeslægtens Mindebog«, der berettede om de Begivenheder, hvori Slægtens Medlemmer, mere eller mindre fremtrædende, havde deltaget, samt forsvare deres Optræden, hvor det var fornødent. »I hele sin Opbygning er Skibykrøniken formet som et Defcnsionsskrift for Billeslægten og dens Tilhængere«(S. 136). At ogsaa Ove Bille selv trængte til et saadant Forsvar, understreges; og overhovedet er det Lys, Forf. kaster over dennes Karakter, udpræget forskelligt fra det hidtil gængse.

Med Mindebogsopgaven for Øje overlod Ove Bille engang under Grevefejden P. H. en Aarbog, forfattet af hans svorne Sekretær, H. Henriksen, for at bearbejde den til »en virkelig historisk Fremstilling« (S. 184). Hvad denne Krønikens Hovedkildeangaar, antages den paabegyndt af H. Henriksen c. 1524 og videreført de følgende Aar indtil 1534 (S. 103). Den har saaledes,tidsmæssig set, netop samme Omfang som Bearbejdelsen; begge Skrifter ender med Omtalen af samme Begivenheder (Halmstads Erobring 31. Okt. 1534 og Varbergs paabegyndte Belejring¹). Hvad H. Henriksens Aarbog, kronologisk set, beretterher

1 Af den Sætnings tre Ord, Skibykrøniken indeholder udover Bearbejdelsen af Aarbogens Tekst, kan i alt Fald intet sikkert sluttes om, hvor- vidt P. H. har kendt Udfaldet af Varbergs Belejring. Men S. 12 hævder Forf. som »ganske aabenbart«, at P. H. vilde fortsætte Skildringen, men blev afbrudt heri.

Side 4

retterherud over, er en senere Fortsættelse fra 1500'erne, som selvfølgelig ikke hører med til P. H.s Forlæg. — P. H. har altsaaikke kunnet begynde sit Arbejde med Krøniken, før han — vel tidligst i Nov. 1534 — fik nævnte Aarbog tilsendt. lait Fald antyder Forf. intetsteds, at Hovedkilden er ham tilsendt stykkevist.

Særlig klart er det nu ikke, i hvor høj Grad Forf. egentlig tilskriver H. Henriksen Affattelsen af dette Forlæg for Skibykrøniken. lait Fald mener han, at Ove Bille baade har leveret Stof til Aarbogen og overvaaget dens Udarbejdelse. Snart taler Forf. om, at den skyldes O. Billes Initiativ og Inspiration, snart om dennes særlige Tilsyn med den, og flere Steder (S. 144, 168, 182 m. fl.) kaldes den ligefrem »Ove Billes Aarbog«. I alt Fald mener han, at den hviler paa dennes »Optegnelser«, ja en enkelt Gang tales om »0.8.s Dagbøger og historiske Optegnelser« (S. 172), som vi altsaa maa beklage, er gaaet tabt i deres oprindelige Form — hvis de nogensinde har eksisteret! H. Henriksens Forhold til Aarbogen synes altsaa nærmest at være opfattet ligeartet med den »Redaktionsvirksomhed«, Forf. vil tilkende P. H. for Skibykrønikens Vedkommende. Kun H. Henriksens manglende stilistiske Evne maa da vel have bevirket, at Biskoppen opgav den, som man skulde synes mere nærliggende Tanke, at lade sin paalidelige Sekretær, som han jo havde ved Haanden, udarbejde »Mindebogen«. Men givet er, at vi fremtidig — hvis Opfattelsen er rigtig — maa betragte »H. Henriksens Aarbog« som en særlig betydningsfuld (omend ensidig) Kilde paa Grund af dens Forhold til den fremragende Aarhusbiskop.

Det hævdes afgjort (S. 170), at P. H. ikke har haft nogen som helst Del i Affattelsen af den ham tilstillede Hovedkilde, og hvad angaar det omfattende, nye Stof, Skibykrøniken indeholderudover Forlæggets, mener Forf. ligesaa bestemt, at heller ikke det skyldes P. H. At han skulde have »indsamlet« nyt Stof,

Side 5

er i Virkeligheden efter Forf. ganske usandsynligt (S. 141). Dette nye Stof skyldes ogsaa Ove Bille samt mundtlige eller skriftlige Meddelelser fra hans Slægt (særlig Anders Bille) og Venner (særlig Tyge Krabbe). Hvorvidt Forf. mener, at dette nye Materiale er tilstillet P. H. samtidig med Aarbogen, faar man desværre ikke klar Besked om; men da Forf. ligesaa vel regner med mundtlige Meddelelser til P. H. som med skriftlige, tænker han sig vel, at visse Bestanddele af det Stof, han skulde indarbejdei Hovedkilden, særlig de mundtlige Meddelelser, først er blevet ham tilgængelige efter Modtagelsen af Aarbogen. Intetsteds antydes i alt Fald, at P. H. havde Kendskab til det, førend Tilsendelsen af Forlægget. At der her foreligger et særligt Spørgsmaal om, hvorvidt P. H. virkelig har kunnet forfatte »Mindebogen« under de daværende Krigsforhold 1534 —35, synes ikke at have Forf.s Interesse. Men naar saavel adskilligt af det nye Stof som »Synspunkterne« først kan være meddelt P. H., som jo dengang opholdt sig i Roskilde, efter at Muligheden for en personlig Forbindelse med O. Bille forelaa, altsaa først efter Christian Ill's Erobring af Sjælland eller vel i Nov. 1535, da O. Bille først kan konstateres som nærværendei Sjælland, lader dette Spørgsmaal sig ikke forbigaa. Men for Forf. er det aabenbart væsentligere at søge paavist, at samtlige Meddelelser i Skibykrøniken maa (eller rettere kan!) skyldes Billeslægten og dens Venner. Derfor lægges da ogsaa særlig Vægt paa at fremhæve denne Slægts (ganske vist oftest kun formodede) Produktivitet m. H. t. historiske Optegnelser, og da Forf. Gang paa Gang lader det staa uafgjort, om Meddelelsernetil Mindebogens Redaktør er sket skriftligt eller mundtligt, forstaar man ogsaa hans Interesse for at fremhæve Slægtens Lyst til at »fortælle«. Særlig fremhæves saaledes Klavs Bille som »Fortæller«¹.

1 Beviset herfor er ligesaa ufyldestgørende som for en Mængde af de Vidnesbyrd, hvorpaa Forf. grunder sine Formodninger om Billerne som Meddelere af Skibykrønikens Stof. Forf. har en udpræget Tilbøjelighed til at anse Mulighed for identisk med Virkelighed. Hvad saaledes Klaus Bille som »god Fortæller« angaar, henviser Forf. til den senere Fortsættelse af »H. Henriksens Aarbog« (jfr. H. F. Rørdam: Monumenta I, 431^—35). Her er imidlertid Klaus B. overhovedet ikke nævnt, endsige omtalt som »Fortæller«. Forf. formoder aabenbart, at H. Henriksen var saa afhængig af Billerne, at han ikke kunde opnotere, at den senere Frederik II 1548 var paa Hyldningsrejse i Norge (som han gør det), uden først at have hørt Klaus Bille fortælle derom (han var nemlig med som Prinsens Raadgiver, hvad H. Henriksen iøvrigt ikke bemærker). Muligheden for, at H. Henriksen har sin Notits fra Kl. B. er saaledes tilstede; men noget Bevis for at denne var fremragende som Beretter foreligger ikke!

Side 6

Da altsaa ogsaa Synspunkterne, hvorudfra Personer og Begivenheder skulde bedømmes i Mindebogen, er meddelt P. H. af O. Bille og hans Slægt og Venner, benægter Forf. konsekvent, at man udfra Skibykrøniken kan slutte noget som helst sikkert om P. H.s personlige Stemninger overfor det, han skriver om. Det var, efter hans Opfattelse, en fuldstændig Misforstaaelse af C. Paludan-Miiller, naar han vilde bestemme Perioderne for Skibykrønikens Tilblivelse efter dens Vidnesbyrd om P. H.s vekslende Stemningsliv (S. 146, 156). Nej, af Skibykrøniken kan man kun lære Billernes »Stemninger« at kende, og de kan til Tider være Udtryk for »den yderste Grad af Hævngerrighed« (S. 150). Særlig indeholder Krøniken »et glimrende Stof til en Studie i Ove Billes Mentalitet« (ib.). Hvor stærkt Forf. overhovedethar sat sin Opfattelse paa Spidsen, fremgaar tydeligt af følgende, resumerende Udtalelse i Anledning af tidligere Paastandeom »det ret tilfældige« i, hvem Krøniken overhovedet omtaler. Der er efter P.-E. H. overhovedet intet tilfældigt i Krøniken! »Dommen over de Samtidige er bestemt af, hvorvidtde paagældende har været Tilhængere af Billeslægtens Politik eller har været knyttet til Slægten ved Venskabs- eller Slægtskabsbaand; og i denne Forbindelse kan det bemærkes, at det, at Folk var af anden religiøs Overbevisning eller sympatiseredemed andre Regeringsformer end Billeslægten, ikke sætter noget Skel i Bedømmelsen. Det eneste afgørende for Dommen har været Spørgsmaalet: For eller imod Billerne« (S. 160)¹. —En Konsekvens af denne nye Opfattelse af Krønikenmaa da blive, at den fremtidig end ikke kan betragtes

1 Her og i det følgende skyldes Udhævelserne mig.

Side 7

som en paalidelig Kilde til Forstaaelse af, hvorledes Datidens
trofaste katolske Parti saa paa den religiøs-kirkelige Udvikling
i Danmark.

For P. H. som historisk Forfatter er denne Løsning af »Skibykrønikens Gaade« aldeles tilintetgørende. Deter forstaaeligt, at Forf. ud fra sin Opfattelse anser det for ganske misvisende at tale om P. H.s Værk som et Vidnesbyrd om hans historiske Indsigt eller som Udtryk for hans særlige Interesser. Men gennemlæser man Krøniken paany med dette Resultat for Øje, vil man næppe kunne frigøre sig for en stærk Følelse af, at i alt Fald det sidste ikke kan være Tilfældet. Og overfor den Opfattelse af P. H.s Personlighed, som P.-E. H.s Skrift er Udtryk for, vil man, udfra Kendskabet til hans urokkelige Hævden af sine særlige Standpunkter i hans kirkelige og polemiske Skrifter ligesom udfra hans ligesaa faste Optræden ved særlige Lejligheder overfor Christiern II og Frederik I, føle en lignende Skepsis som overfor Opfattelsen af Skibykrøniken som en »Mindebog« for Billeslægten — ti mærkeligere »Ehrenrettung« for en Familie skal man ærlig talt vist lede længe om at finde Sidestykke til!

II. Undersøgelsen af Paulus Helie's Kongeskrift.

Det egentlig bærende Grundlag for Forf.s Løsning af Skibykrønikeproblemeter hans Paavisning af Uholdbarheden af H. F. Rørdams Opfattelse, at den Aarbog, vi har, skrevet med Hans Henriksens Haandskrift, er et Udtog af P. H.s Krønikeværk(selvfølgelig bortset fra Aarbogens senere Fortsættelse) og hans Hævdelse af, at nævnte Aarbog i Virkeligheden er forfattetaf H. Henriksen og er Skibykrønikens Grundkilde. Efter nøje Gennemarbejdelse af Stoffet maa jeg, som nærværende Afhandling vil vise, modsat de to Professorer, slutte mig til dette fuldstændig nye Syn paa Forholdet mellem de to Skrifter; og jeg mener, at Forf. ved denne lagttagelse har ydet et virkelig værdifuldt Bidrag til Forstaaelse af den berømte Krønikes Tilblivelse.Men

Side 8

blivelse.Menlige saa afgjort maa jeg forkaste Forf.s Opfattelse, at Hans Henriksen er Forfatter til denne Aarbog, som i den Grad har været Forlæg for Skibykrøniken, at dens Tekst saa godt som ordret og i sit fulde Omfang er optaget i Krøniketeksten.Dens Forfatter er nemlig utvivlsomt P. H.

Da Forf.s Besvarelse af Skibykrønikeproblemet altsaa i saa høj Grad afhænger af Rigtigheden af hans Opfattelse af Forfatterskabettil Aarbogen, havde det været særdeles ønskeligt, om en særlig Undersøgelse af Aarbogens Tilblivelse og dens Indholds Art var gaaet forud for den egentlige Behandling af Krøniken og af dennes Vidnesbyrd om sin Forfatters Kapacitet som Historiker. Imidlertid følger Forf.s Undersøgelse en anden Vej — antagelig fordi det er ham magtpaaliggende, at Læserne saa tidlig som muligt stemmes til at forstaa, at det hidtidige Syn paa Paulus Helie som historisk Forfatter og Personlighed beror paa en Misforstaaelse. Gangen i Skriftets Undersøgelse, som derved kommer til at lide under afgjorte Mangler, er i alt Fald følgende: Efter en altfor kort Indledning (Kap. 1) om den hidtidige P.-H. Forskning fastslaar Kap. 2, at det er »nødvendigt« at skildre de politiske (mærkelig nok ikke ogsaade kirkelige) Forhold i Danmark med særlig Henblik paa de Begivenheder og Personligheder, som Krøniken omtaler. Deraf ser man nemlig de Motiver, som har været ledende ved Krønikens »og dens Kildes« Affattelse, og dermed faar ogsaa (trods Læsernes fuldstændige Ukendskab til nævnte »Kilde«) »Teorien om, hvem der er denne Kildes Forfatter, nogen Støtte« (S. 12). — Kapitlet bereder imidlertid Læserne en Skuffelse, fordi det, vel af Hensyn til Forfatterens senere hævdede Opfattelse,at Arbejdet med Krøniken først begyndte i Vinteren 1534^—35, nærmest indskrænker sig til en Redegørelse (iøvrigt uden Kildehenvisninger) med flere omtvistelige Paastande for Herredagen 1533 efter Frederik I's Død og en Paavisning af Billepartiets Standpunkt dengang. Særlig Vægt lægges paa Ove Billes Interesse for Hertug Hans's Valg som Konge. Samme Interesse mener Forf. nu (uden virkelig Dokumentation deraf), at Skibykrøniken har (skønt den overhovedet ikke omtaler

Side 9

Hertug Hans's Kandidatur), hvilket atter skal godtgøre dens Tendens til at følge Ove Billes Politik. Mærkelig nok pointerer Forf. ikke, at Krønikens altsaa allerede her omtalte og forudsatteKilde, som jo skal staa O. Bille saa nær, overhovedet ikke viser Spor af nævnte Interesse for Biskoppens Kandidat til Tronen.

I Kap. 3 gaar Forf. over til en Undersøgelse af P. H.s andet Historieværk, »Compendiosa et succincta regum Daniæ historia«, og understreger her med god Grund P. H.s ukritiske Afhængighedaf sine Kilder. Men, om han deri, som han aabenbart mener, har nogen vægtfuld Støtte for det Syn paa P. H. som Personlighed og som Forfatter af Skibykrøniken, han senere vil paanøde Læseren, turde være tvivlsomt. — S. 27 bemærker han: »Det lader sig ikke afgøre udfra Værket [altsaa Kongehistorien]selv, om det har haft noget bestemt Formaal.« Underligt, da Skriftets Titel udtrykkelig betoner, at P. H. med denne »kortfattede og sammentrængte« Kongehistorie kun har tænkt paa at komme historiestuderendes Hukommelse til Hjælp¹. I Betragtning af dette P. H.s beskedne Syn paa sit Arbejde, synes det mig unægtelig temmelig uretfærdigt at bebrejdeham »skamløs« Udskriven af sine Kilder. I alt Fald berettigerBehandlingen af Kongehistorien, som jo, bortset fra den sidste Biografi, behandler Tider, om hvilke P. H. ingen personlig Viden kunde have, ikke til at slutte, at han paa samme Maade vilde nøjes med at »udskrive« andres Meddelelser for det Tidsrums Vedkommende, han selv havde oplevet, særlig hvor det drejede sig om Begivenheder, der var af Livsinteresse for ham. Heller ikke forstaar jeg, at P. H.s unægtelige Afhængighedaf sine Kilder i Kongehistorien kan begrunde Forf.s almindeligholdteTvivl om, at P. H. overhovedet har studeret sit Fædrelands Historie »udfra indre Drift« (S. 33). Man kan dog ikke bedømme en Forfatters historiske Interesse eller hans Følelser for sit Emne udfra hans manglende Selvstændighed overfor sine Kilder! Og allerede naar man læser P. H.s Udtalelsersaavel

1 Jfr. A. Heises Gengivelse af Titlen i hans Oversættelse af Skibykrøniken,

Side 10

lelsersaaveli Kongehistorien som i Skibykrøniken (der efter Forf.s Datering af »Compendiosa« omtrent er samtidig med sidstnævnte) om Svenskernes Unionsbrud og om Holstenernes Forhold til Danmark, maa man betegne Forf.s Tvivl i saa Henseendesom grundløs. Men endnu mere er dette Tilfældet, naar han paastaar, at »alle Tegn tyder paa, at P. H., naar man træffer ham i Lag med politisk eller historisk Virksomhed, har faaet det paalagt som Hverv, som han ikke kunde afslaa.«Her spørger man med Grund, hvilke »Tegn« Forf. tænker paa i Kongehistorien. »Alle Tegnene«, Forf. nævner, indskrænker sig da ogsaa til en Henvisning til, at han senere vil »forsøge« Paastanden paavist som gældende Skibykrøniken! Nogen Formodningom, hvem der skulde have »beordret« P. H. Affattelsen af hans »Huskebog«, fremsættes da heller ikke! — Som Støtte for Forf.s Syn paa P. H.s Afhængighed af Ove Bille ved Affattelsenaf Skibykrøniken er ialt Fald denne generelle Paastand intetsigende.

Men mest maa man protestere mod Forf.s Bestræbelser for allerede i denne Sammenhæng at søge Bevisligheder, som kan paavirke Læserens Syn paa P. H.s Personlighed. Derhen hører Udtalelserne S. 41: »Her er en Ejendommelighed for P. H.: hans stadige Fejllæsninger og Fejlskrivninger, hvor det gælder Romertal. Det er et tydeligt Tegn paa en nervøs Lidelse og viser bedst det nervesvage Menneskes forjagede Arbejdstemp o¹. P. H. synes [!] baade i Historieværkerne og i sine religiøse Stridsskrifter at være en decideret Neurasteniker, og hans Skrifter vilde ved en Del af de vekslende og kontrasterende Stemninger frembyde et fremragende Stof til en psykiatrisk Studie.«² — Citatet lader formode, at Forf. ogsaa har studeret

1 Da Skriftet kun findes i Afskrift, er Paastanden forhastet.

2 Det synes at være Forf. magtpaaliggende at give Psykologer og Psykiatrikere Anvisning paa gode Forskningsemner. Blot maa de Hrr. Medicinere ikke glemme, at i Skibykrøniken kan de, trods Forf.s Overbevisthed i Kapitlet her om P. H. som neurastenisk Historiker, ikke søge Stof, som vidner om P. H.s »vekslende og kontrasterende Stemninger«; ti der kan man jo kun aflæse Billernes (mon ogsaa neurasteniske?) Stemninger!

Side 11

P. H.s »religiøse Stridsskrifter«; men desværre har han i alt Fald ikke bemærket, at disse Indlæg vidner om én afgjort fremtrædende Egenskab hos denne »nervøse« Personlighed: hans urokkelige Fastholden af sine særprægede Meninger, også a naar han kirkeligt arbejder efter Opfordring fra andre — en Ejendommelighed, der i alt Fald ikke støtter Tanken om P. H. som upersonlig Gengiver af andres Synspunkter, naar han skal skrive Historie. Forf. synes overhovedet at mangle Forstaaelse for det psykologiske Problem, han stiller Læseren overfor ved sit Syn paa »Historikeren« P. H., men antagelig hænger det sammen med hans senere Paastand om, at Karmeliteren, efter at være slaaet ud fra en »førende Position« i det politiske og kirkelige Liv, levede fjærnt fra Begivenhedernes Centrum, hvilketvel skal betyde, at han nu var en »quantité negligeable«, som man kunde byde Arbejdsvilkaar som Redaktør uden Ret til at have egne Meninger.

Forf.s Bestemmelse af Kilderne til Kongekrønikens ældre Afsnit, skal jeg, bortset fra et enkelt Punkt, ikke komme ind paa, da det er uden Interesse for nærværende Undersøgelse. Antagelig har Forf. Ret i at hævde (S. 37 ff.), at Kongekrønikens Redegørelse for den første kristne Tid i Danmark som Kilde har brugt en »Kongeliste«, som vides at have staaet i et nu tabt middelalderligt Haandskrift, der gaar under Navnet »Klaus Billes Rulle« efter dets Ejer paa P. H.s Tid. Muligvis har Forf. da ogsaa Ret i, at Klaus Bille har stillet sin »Rulle« til Dispositionfor P. H.; men sikker er Formodningen dog paa ingen Maade, ti P. H. har jo ikke udnyttet de andre historiske Kilder, som »Rullen« vides at have indeholdt (deriblandt en Aarbog til 1323). Muligvis har han da sit Kendskab til »Kongelisten«fra en Afskrift, foretagen inden Listen eller »Rullen« kom i Kl. Billes Eje¹. Naar Forf. derfor S. 44, som »et af de vigtigste Resultater af sin Undersøgelse« i Kap. 3, anfører

1 Da vi overhovedet ikke ved, om Kongelisten i »Rullen« var Original eller Afskrift, er det jo ogsaa muligt, at P. H.s Kilde kan være Originalen eller en anden Afskrift af den end den, som fandtes i Kl. Billes Haandskrift.

Side 12

»Beviset for, at han [P. H.] har faaet stillet Kildemateriale til Raadighed af et Medlem af Billeslægten« (hvilket ganske vist kunde støtte den senere Paastand om Skibykrøniken som en »Billebog«), vilde det have været forsigtigere, om han havde indskrænket sig til at tale om »Mulighed« derfor.

Vigtigt er imidlertid Spørgsmaalet om Affattelsestiden for Kongeskriftet. Forf. har Ret i, at den udprægede Mangel paa »Tidsmærker« i Indholdet i særlig Grad vanskeliggør Bestemmelsenheraf. Imidlertid er han ikke i Tvivl om, at Skriftet som Helhed er affattet efter Frederik Fs Død 1533, dog inden P. H. tog fat paa at skrive sin Skibykrønike. — S. 44 afviser han kort og godt den Tvivl, der er fremsat m. H. t., om hele Skriftet er forfattet paa én Gang, ved at henvise til Udtrykket »nuper defundus« (Skrifter VI, 48, 1) om Frederik I (i Biografien af Kong Hans), om hvilket han peremptorisk erklærer, at »det falder udmærket sammen med det øvrige Stof.« Jeg tilstaar, at jeg ikke fatter Beviskraften i denne iøvrigt ret gaadefulde Udtalelse.Men selvfølgelig har Forf. Ret i, at Udtrykket »nylig afdød« afgør Spørgsmaalet om Affattelsestiden, saafremt det hører med til den oprindelige Tekst, og saafremt P. H. har skrevet Kongeskriftet ud i et Træk. Men herfor skulde vi have virkelige Grunde. Spørgsmaalet lader sig ikke afgøre saa letvendt.Jeg beklager saaledes, at Forf. ikke har bemærket den udprægede Tekstoverensstemmelse mellem Biografierne af ChristiernI og Hans med Skibykrønikens Meddelelser om disse to Konger. En nærmere Undersøgelse godtgør, at Skibykrønikenutvivlsomt her er Kongehistoriens Kilde og ikke omvend t¹. Hermed falder Forf.s Paastand, at Kongeskriftets Affattelseligger

1 Forf. omtaler overhovedet ikke, at Chr. I's Biografi saa at sige helt er sammenstykket af Citater fra Skibykrøniken (med faa og übetydelige Ændringer), jfr. Teksten i P. H.s Skrifter VI, 45_—47 (Kongeskriftet) med VI, 56_—59 (Skibykrøniken). Det eneste virkelig nye er Meddelelsen S. 46, 24 flg. om, at Chr. I løskøbte Holsten tildels med de store Pengemidler, som Christofer af Baiern havde efterladt, samt bemægtigede sig Gotland, da Erik af Pommern drog til Pommern. — Om Biografien af Kong Hans siger Forf. S. 44, at den »i det væsentligste bygger paa den danske Rimkrønike«. Men ogsaa den er saa godt som helt sammenstykket af Citater fra Skibykrøniken: »Skrifter« VI, 47, 16_—25 afskriver VI, 71, 27—72, 4; 47, 29 ff bygger paa 65, 30 ff; Fortsættelsen 48, 1—8 afskriver 72, 4—10;4^—10; 48, 8—198_—19 afskriver 72, 13_—24 (med Udeladelse af Udtalelsen om Kongens Ægteskabsbrud). Derpaa har Biografien en Passus om Kongens Krig mod Sten Sture, om hvilken det siges, at den først iværksattes efter Dronning Dorotheas Død, fordi hun modsatte sig et Tog til Sverige. Fra 49, 1—101_—10 udskrives atter Skibykrøniken (67, 1—9).1_—9). Beretningen om Ditmarskertoget gengiver med Forkortelser og Ændringer 65, 11_—66, 4. Endelig hviler Biografiens Slutning paa Skibykrønikens 72, 25 IT. — Her har Forf. dog set, at »enkelte Afsnit genfindes i Skibykrøniken«; men herom erklærer han, at de skyldes, at P. H.s Hjemmelsmand har anvendt de samme Kilder til Forarbejdet til Skibykrøniken, som P. H. har benyttet i »Compendiosa«. »Forarbejdet« er jo efter Forf.s Opfattelse H. Henriksens Aarbog. Her faar vi da at vide, at dennes Forfatter, som jo skal være O. Billes Talerør, i Virkeligheden altsaa henter sine Oplysninger om Kong Hans fra Rimkrøniken! — Forholdet mellem »Forarbejdet til Skibykrøniken« og denne kommer jeg tilbage til senere; her skal kun understreges, at Kongeskriftet absolut ikke udskriver »Forarbejdets men selve Skibykrøniken, baade hvad Biografierne af Chr. I og Hans angaar. Noget andet er, at visse Linier i Kongeskriftet er identiske med Linier i Aarbogen, fordi denne er Krønikens Forlæg (saaledes genfindes »Skrifter« VI, 57, 25^—26 og 65, 7—117_—11 i Aarbogen, jfr. Rørdam: Monumental, 404 og 409^—10).

Side 13

fattelseliggerfør Skibykrønikens (hvis »Compendiosa« altsaa
er affattet uno tenore).

Men er disse Biografier af de to første oldenborgske Konger forfattet samtidig med de ældre Kongers Historie? Saavel det særlige Kildeforhold for deres Vedkommende som det afgjort personlige Præg i Dommen over disse Konger fjærner dem kendeligt fra det øvrige Skrift, trods P.-E. H.s Paastand. Allerede den sidste Kendsgærning gør én skeptisk overfor at fastslaa AfTattelsestiden for Kongeskriftet efter den Passus i Kong Hans's Biografi, som omtaler Frederik Fs Død; saa meget mere som A. D. Jørgensen (Hist. Tidsskr. 5. R. VI, 327—29) baade har betvivlet, at denne Passus hørte med i den oprindelige Tekst, og at de sidste Biografier fandtes i den oprindelige Kongekrønike.

For mig staar det som højst usandsynligt, at P. H. har paatagetsigdet Arbejde at skrive en Huskebog for studerende i ældre dansk Kongehistorie paa det forholdsvis sildige Tidspunkt,somdet er givet, at de oldenborgske Kongebiograiier

Side 14

stammer fra. Efter vort Kendskab til P. H.s Livsforhold synes det i alt Fald afgjort at ligge nærmest at tænke sig, at han har skrevet Kongehistorien (bortset fra nævnte Biografier) allerede inden sit Komme til København som Professor ved UniversitetetogStyrer af det nye Karmeliterkollegium, altsaa inden 1519. Hovedkilden til Skriftet for den ældre Tids Vedkommende synes ogsaa at pege paa Grunden til, at han paatog sig Opgaven.1514udgav Christiern Pedersen i Paris Saxo, og oplod dermed for Danske Muligheden for et indgaaende Kendskab til Fædrelandets Fortid. Som Saxo-Udgaven vakte betydelig OpsigtiUdlandets Humanistkredse, stimulerede den ikke mindst Nationalfølelsen hos de hjemlige, videnskabeligt dannede Mænd. Men den skabte ogsaa ganske naturligt en Trang til en OversigtoverKrønikens omfattende og hidtil mest ukendte Indholdogover dansk Historie efter Valdemarstiden. Dengang var P. H.s Livsforhold rolige og udelukkende helliget Studier, bortset fra hans særlige Ordensforpligtelser. Vi véd, at han i alt Fald allerede 1515 ejede Saxo-Udgaven og i dette Aar har gjort to historiske Optegnelser (om Christiern ll's Bryllup og om Karmeliterprioren, Dr. Morten Pedersens Død) i sit Exemplar. Saxo har han sikkert læst med den varme Interesse for FædrelandetsHistorie,som hans senere Produktion klart bevidner. Laa det da ikke nær, ogsaa for at komme andre historisk interesseredetilHjælp, at tage nævnte Opgave op? Hans Foresatte, den historisk interesserede Dr. Anders Christensen, har sikkert ogsaa opmuntret ham dertil. Er dette rigtigt, stammer Kongehistorienidens oprindelige Form fra 1515^—19. Naturligvis kan man ogsaa tænke paa hans første Universitetsperiode, selv om hans betydningsfulde Arbejde for at indvie sine Disciple i den bibelhumanistiske Kristendomsforstaaelse og i de reformkatolskeKrav,som betingedes heraf, selvfølgelig nu maatte lægge afgørende Beslag paa hans Kræfter og drage hans Interesseianden Retning. Men med hans Brud med Christiern II ændredes hans Livsforhold paa saa indgribende Maade, at det er højst usandsynligt, at han har følt sig draget til noget praktisk talt saa underordnet som at excerpere Skrifter om dansk Fortidforat

Side 15

tidforatyde studerende en Hukommelseslettelse. Nu var det de brændende Nutidsspørgsmaal, som optog ham helt. Selv da han efter Christiern ll's Flugt hjemkom fra »Udlændigheden« i Jylland, kom hans Liv til helt at blive præget af Tidens Uro. Hans modstandvækkende Kamp for det Mellemstandpunkt mellem gammel Katolicisme og Lutherdom, som det nu blev hans Livssag at slaa til Lyd for, da han dermed mente at kunne løse de foreliggende vanskelige Samfundsspørgsmaal, beslaglagdeistigende Grad den Tid, som Provincialembedet og den genoptagne Universitetsvirksomhed levnede ham. Og Tiden efter hans nye Fordrivelse fra Universitetet blev som bekendt helt en Kamptid, præget af endnu større Bitterhed, end da han led nok saa meget under Mistænkeliggørelse fra gamrnelkatolskSidesom under det begyndende Lutheri's Fremgang. At han under disse Forhold, da tilmed hans Ordensklostre gik Undergangen imøde, skulde kaste sig over et Pilleriarbejde som Huskebogen, er lidet sandsynligt.

At P. H. saa, da han i Skibykrøniken havde skrevet om de to første oldenborgske Konger og saaledes havde Materialet til Biografier af dem, tog det gamle Skrift frem og førte det up to date ved Excerpering af sit nye Historieværk, er ret forstaaeligt.

Men hvad enten nu Kongeskriftets Hoveddel er ældre end Biografierne af de første oldenborgske Konger eller ej, er det for Tidsbestemmelsen af Fuldførelsen af Skriftet af særlig Interesse, at P. H. ikke afsluttede det med en Biografi af Christiern 11, men nøjedes med nogle faa Linier om ham, hvori han ikke med det mindste antyder, at han kender til Kongens Fangenskab, men betoner, at, da Kongen lever, kan Dommen over »hans Skændigheder« endnu ikke fældes paa rette Maade. Dette stemmer nøje med P. H.s saa ofte — ogsaa i Skibykrøniken — hævdede Tankegang, at saalænge der endnu er Mulighed for Omvendelse, kan Mennesker ikke skønne om Guds endelige og særlig hans straffende Stilling til vedkommende. Dommen kan først fældes, naar Syndemaalet er naaet¹.

1 Jfr. Skrifter VI, 108, 20^—21. P. H. siger her, at han maaske senere vil skrive om flere Præstesønner (som har sluttet sig til »den ugudelige Sekt« o: Lutherdommen): nempe c omplet a ipsorum malicia. Heises Oversættelse gengiver med fuld Forstaaelse af P. H.s Tankegang Ordene ved: »naar deres Ondskab har naaet sit fulde Maal.« P.-E. H. erklærer imidlertid dristig S. 57 Heises Oversættelse for »misvisende«. Ordene »maa betyde(!)«, at P. H. agter at skrive »om deres fuldbyrdede Ondskab, hvilket maa være »en direkte Henvisning til Afsnittet om Malmøreformatorerne« (hvor der overhovedet ikke er Tale om »uægte« Præstesønner!). Og da P. H. ganske naturlig har gjort sin eventuelle Skriveri om Præstesønner afhængig af, »om Livet spares mig«, slutter Forf. ikke blot heraf, at P. H. maa være syg, da han skriver det, men endda (hvad han fremhæver med spærret),Tryk!), at »hele Fremstillingen [der menes alt det følgende i Krøniken] er saaledes skrevet paa éen Gang og afbrudt ved P. H.s Død.« Desværre er Forf.s Bevisførelse for Krønikens »Tidsmærker«, som jeg kommer tilbage til, ofte ikke solidere. Forf. vilde af »Skrifter« VI, 85, 15, hvor samme Udtryk (completa ipsius malicia) findes, have kunnet se, at hans »forbedrede« Oversættelse er gal. Her tales om, at danske Frihedsvenner (da det var naaet saa vidt, at alle, som skulde stedes for Christiern 11, frygtede for deres Liv) forstod, »at hans Ondskab havde naaet sit fulde Maal« (selvfølgelig ikke, at »hans Ondskab var fuldbyrdet!«). Ligesaa umulig er den foreslaaede Oversættelse 105, 31, hvor samme Udtryk gentages. Udtrykket er iøvrigt en bibelsk Reminiscens jfr. Mt. 23, 32, som i Vulgata gengives: »vos implete mensurum patrum vestrorum«; derfor er Straffens Time nu kommet, jfr. Skrifter V, 36. Samme Tanke 1 Thess. 2, 16. Ogsaa gi. Testamente deler denne Opfattelse af Syndemaalet jfr. 2. Makk. 6, 19.

Side 16

P.-E. H. kalder dette »en brat Afslutning« og betoner, at den peger paa, at P. H. »i Hast« har gjort Kongehistorien færdig, »da andet og mere interessant Arbejde har tilbudt sig« — nemlig Udarbejdelsen af Skibykrøniken! Som vi har set, er sidstnævnte Formodning afgjort gal, da Biografierne af Christiern I og Hans jo er excerperet af denne Krønike. Motiveringen for Udeladelsen af en Christiern 11-Biografi taler imidlertid heller ikke for Formodningen om P. H.s Hastværk!

P. H.s Bemærkning om Christiern II: at han efterlod Riget i en saa sørgelig Tilstand, som det aldrig havde kendt »siden Verdens Grundlæggelse«, peger tydelig paa, at P. H. har skrevet de to foregaaende Kongers Biografier og Linierne om ChristiernII før Frederik I's Død. Ti af Skibykrønikens Udtalelser om Frederik I fremgaar det klart nok, at P. H. mente, at DanmarksTilstand 1533 var endnu værre end i 1523. Det reÅog,

Side 17

som P. H. tilføjede efter sine Linier i Kongeskriftet om Christiern11, »den berygtede Tyran«, som i Grusomhed, Gudløshed, Mened osv. lod Nero og Konsorter træde i Skygge, understreger da ogsaa stærkt, at P. H. mente, at han nu havde naaet sit Endemaal med Kongehistorien, skønt der ikke deri stod én karakteriserende Linie i det om Frederik I. Men var denne virkelig død (som det siges i Biografien af Kong Hans), maatte man unægtelig vente en Biografi af ham i Skriftet, da Motiveringenfor Udeladelsen af en saadan af hans Forgænger jo ikke kunde gælde ham. Ikke mindst dette godtgør i høj Grad det berettigede i A. D. Jørgensens Tvivl om, at hin Passus om Frederik I som »nuper defundus«¹ hører med til den oprindelige Tekst. — Da Kongeskriftet kun foreligger i Afskrifter (som har denne Tekst), er vi ude af Stand til at se, om Ordene i Originalen stod i selve Teksten eller i en tilføjet Marginalnote. Vi maa da holde os til, hvad de nævnte saglige Grunde taler for.

Det var ønskeligt, ikke mindst af Hensyn til Spørgsmaalet om Skibykrønikens Tilblivelse, at vi bestemt kunde angive, hvorlænge inden Frederik I's Død Kongeskriftet blev afsluttet. Linierne om Christiern II er i alt Fald afgjort skrevet inden 1532, da Kongens Fængsling aabenbart er P. H. ukendt. Men de voldsomme Udtryk, han bruger om Kongens Tyranni, minder stærkt om Udtalelser i hans Skrift fra December 1526 mod Hans Mikkelsen. Ganske interessant er, at han her erklærer, at N :ro's og Falaris's Tyranni forholdt sig til Christiern I I's som en Halvskilling til en Daler! Samme Billede bruger han i Skibykrøniken i Anledning af Christiern IPs Ægteskab 1515, hvor han sammenligner Kongens Frillelevnet med Kong Salomos, og siger, at han har det fra P. Svaves Forsvarsskrift for Frederik I fra 1525. I alt Fald er der i Linierne om Christiern II intet, der taler mod, at de er forfattet c. 1526.

Men saa meget staar fast, at, naar Kongeskriftet er forfattetinden
Frederik I's Død, og P. H. har excerperet Biografierneaf

1 Eller rettere Linierne i Biografien (jfr. Skrifter VI, 47, 26—48, 1), som omtaler Stormændenes Held med Angreb paa Gejstlighedens Privilegier »under Tyrannen Chr. II og den nylig afdøde Frederik I.«

Side 18

fierneafChristiern I og Hans af sin Krønike, falder P.-E. H.s Bestemmelse af dennes Affattelsestid til Vinter 1534^—35 til Jorden. — Og naar Krønikens Meddelelser om de to Konger var nedskrevet inden Frederik I's Død, og den (som jeg giver Forf. Ret i) bruger den Hans Henriksen tillagte Aarbog som Hovedkilde, maa altsaa P. H. inden Frederik I's Død have haft i det mindste dens Optegnelser til Christiern I's og Hans' Historietil sin Disposition¹. Forf. kan da ikke have Ret i, at Aarbogen først c. Nov. 1534 (som en Helhed) er leveret ham fra Ove Bille. Paa den anden Side viser Kongeskriftet klart nok, at Udarbejdelsen af Krøniken ikke kan være naaet til April 1533, da Frederik I døde; ti var den det, er det uforstaaeligt,at P. H. ikke i Kongeskriftet indføjede den for ham saa betegnende, hadefulde Nekrolog over Kongen² eller i alt Fald et Excerpt af den. Her fastslaar han, at Rigets Forhold 1533 var langt værre end i 1523: »det ulykkelige Danmark« blev nemlig ved Kong Frederik et Bytte for Holstenerne, og det var ogsaa ham, som bragte fuldstændig Opløsning i de kirkelige Forhold, ti han »afskaffede hele Kirkeretten«, saa man kunde le ad Biskoppernes Autoritet, plyndre og nedrive Kirker og Klostre og profanere »vor Religions« helligste Ting, endda i den Grad, at der nu »de fleste Steder knap fandtes noget Spor tilbageaf kristelig Fromhed.« Kort sagt, Friheden til at modsætte sig Kongens Krav blev under Frederik I langt ringere end under »den berygtede Tyran« Christiern 11. Linierne i Kongeskriftet om Tyrannen havde da sikkert faaet et ændret Indhold, hvis de først blev nedskrevet efter Frederik I's Død. Og vilde P. H. overhovedet i saa Fald have kunnet anbringe sit reXog efter dem?

Hvorvidt Undersøgelsen af selve Skibykrøniken og dens »Tidsmærker« vil modsige eller stadfæste disse Resultater, maa foreløbig staa hen. Men det fremgaar i alt Fald af det udviklede, at det havde været heldigt, om Forf. havde klarlagt Forholdet

1 Senere vil jeg vise, at P. H. i 1524 allerede kunde gøre Brug af Aarbogens Optegnelser vedrørende Christiern IPs Tog til Sverige.

2 Jfr. Skrifter VI, 129—33.

Side 19

mellem Skibykrøniken og dens Hovedkilde samt Spørgsmaalet
om Krønikens Tilblivelsestid eller -tider, før han undersøgte
P. H.s andet historiske Skrift.

III. Undersøgelsen af Krønikens Tilblivelse.

Inden Forf. i Kap. 4 begynder sin Undersøgelse af SkibykrønikensTilblivelse, havde det været klarende for Læseren, om han først havde gjort Rede for den hidtidige Forsknings Standpunkt og Resultater. Af Hensyn til den følgende Undersøeelseminder ieg om følsende. Allerede Langebek fremsatte Formodningen om P. H. som Forfatter af Krøniken, da han 1773 i »Scriptores« II første Gang udgav det anonyme Manuskript,som 1650 var fundet i Skiby Kirkes Altervæg (og som stadig er det eneste kendte Eksemplar af Krøniken). Men først C. T. Engelstoft søgte 1848 i sin grundlæggende Afhandling om »Paulus Eliæ« saavel ud fra Indholdets og Sprogets Særprægsom udfra Tidsmærker og den Overensstemmelse, hvori Krønikens »successive Tilbliven staar til P. Eliæ's vekslende Livsoptrin«, at bevise, at han maatte være Forfatteren¹. Ved »den successive Tilbliven« forstod han, at P. H. havde arbejdet paa Skriftet til fire forskellige Tider. Første Afsnit, der i alt Fald omfattede de to første oldenborgske Kongers Regering, men muligvis ogsaa Christiern ll's Historie til 1518, og som væsentlig er annalistisk, ansaa han for forfattet i 1524 og »tidligere«.Fortsættelsen til 1525 inclusive, som i fremtrædende Grad behandler politisk Historie, og hvori Frederik I endnu omtales »med Agtelse«, maa, da den indeholder »Reflexioner«, som forudsætter Begivenheder fra 1527 og 1528, antages forfatteti 1528—30. 3die Afsnit, Aarene 1526—32, som kendemærkesved saa godt som udelukkende at interessere sig for kirkepolitiske Forhold og præges af bitter Stemning overfor Frederik I og af glødende Had til de lutherske Prædikanter, antoges skrevet c. 1533, inden Frederik I's Død; og skønt

1 Nyt hist. Tidsskr. 11, 527—44.

Side 20

sidste Afsnit mangler Slutning, kunde dets Affattelsestid sikkertsættes til før Evangeliets Sejr, tildels før Valget af Christian111 til Konge. Det har to Hovedtanker: det ser den lutherskeOvermagt og Landets Ulykke som Vidnesbyrd om Guds Dom. Det uhyggelige sædelige Forfald skyldes særlig Lutherdommen,som Krøniken her alligevel mere »betragter« end fælder Dom over. — Trods det overbevisende i Engelstofts omhyggeligeArgumentation indrømmede han selv, at den ikke gav absolut Sikkerhed m. H. t. Forfatterskabet; muligvis kunde ogsaa en ukendt Klosterbroder, som stod P. H. nær i Anskuelser,være

Siden Engelstoft har dog ingen Historiker tvivlet om, at P. H. var Forfatteren, skønt det maa indrømmes, at der er adskilligt gaadefuldt forbundet dermed. At P. H. overhovedet ikke har villet skrive selvbiograf erende Memoirer, er klart nok; men naar Krøniken i saa fremtrædende Grad sysselsætter sig med de politiske og kirkelige Begivenheder, som lagde Grunden til Romerkirkens Fald i Danmark, undrer man sig unægtelig ikke mindst over, at de Beslutninger, som førte til Brud med Paven og til flere Stifters Besættelse med de »Skinbiskopper«, som P. H. dog ganske særlig raser mod, ikke omtales, skønt han paa Grund af sine dengang gode Forbindelser med Episkopatetdaarligtkan have været uvidende om dem. Jeg tænker særlig paa Kongens og visse Rigsraaders Beslutning i Aug. 1526, hvorved Aage Sparre fik foreløbig Stadfæstelse paa Ærkestiftet, skønt Paven havde udnævnt Jørgen Skodborg og saaledes havde imødekommet et udtrykkeligt Ønske fra Frederik I's Side. I dette Brev erklærede man, at Kongen og Rigsraadet vilde fælde endelig Dom i Sagen, og man vilde ikke finde sig i Indblanding fra Kuriens Side med Band eller Interdikt. Afgørelsen medførte da ogsaa et Brud i Rigsraadet. Biskopperne kunde selvfølgelig ikke billige denne afgjorte Krænkelse af den højtidelige Proklamationfra1524, hvori Raadet netop havde forsikret om sin Lydighed overfor Paven. Sikkert har de ogsaa betonet det politisk ukloge i at udæske Kurien netop nu, da Paven ved sin Udnævnelse syntes at ville godkende Oprørets Konge, som

Side 21

i saa høj Grad trængte til Støtte overfor Christiern 11. De maatte desuden forstaa den Fare, Kirken løb, naar man godkendte som dens Førstemand en Person, som ikke vilde kunne faa biskoppelig Indvielse; og det paa et Tidspunkt, hvor Frederik I og Mænd som Mogens Gøye personlig brød med de kirkelige Sædvaner. — Men endnu mere forbavsende er, at Krøniken aldeles ikke omtaler Herredagen i Odense 1526, hvor Udæskeisen mod Rom yderligere fortsattes, endda saaledes at Bruddet nu faktisk indtraadte. Her vedtog man jo at nægte at betale Paven Afgifter for Konfirmationer af Prælater; fremtidig skulde Kongen oppebære Betalingen, en Beslutning som konsekvent medførte, at Danmark ved kommende Tjenestledigheder fik endnu flere ikke-konsekrerede Biskopper, tilmed intruderede af Kongen. P. H. var dengang selv tilstede i Odense, hvor han afsluttede sit Skrift mod Hans Mikkelsen, som var udarbejdet netop efter Opfordring fra Prælaterne og fremtræder som deres Svar paa Kirkens Vegne til Agitationen for Christiern II og Lutherdommen.Skuldede virkelig have ladet P. H. uvidende om denne afgørende Beslutning og om deres forgæves Kamp med Kongen om hans Udsteden af Værnebreve til lutherske Prædikanter?Hellerikke det sidste Faktum omtaler jo Krøniken. — Mærkelig er unægtelig ogsaa Krønikens netop kirkelig set mangelfulde Redegørelse for de »litteræ decretales« fra Herredagen1527,som den udtrykker sin stærke Harme overfor; samt at P. H., der dog selv i 1530 under Herredagen var tilstede i København, ikke gør en forarget Bemærkning om, at Købstædernedengangaftvang Rigsraadet en Reces, som bekræftede den frie Kaldelse af Prædikanter, eller omtaler, at Prælaterne havde indkaldt fremmede Lærde til Forsvar for Katolicismens Sag, skønt han kom til nøje at samarbejde med disse. Ligesaa var P. H. nærværende i København ved Herredagen 1533, ja optraadte aktivt i Retssagen mod Hans Tausen; men trods det, at Recessen af 3. Juli betegner en afgjort Kursvending i Forholdettilden lutherske Bevægelse, omtales den overhovedet ikke, og Herredagen betragtes som en Fiasko for Katolicismen. Heller intet fortæller Krøniken om det Forsvarsarbejde for

Side 22

denne, der under Ove Billes Ledelse udgik fra Aarhus, og hvori P. H. deltog (saalidt som om hans egen specielle Kamp mod Reformationen i Randers). End ikke Universitetets Opløsning synes at have interesseret ham, trods al hans Betoning af StudiernesNødvendighedfor Kirken. Dette og adskilligt andet synes unægtelig højst gaadefuldt, naar P. H. er Krønikens Forfatter.Dener i hvert Fald som historisk Skrift ganske særdeles særpræget.

Men efterat H. F. Rørdam i 1873 (da han i sine »Monumenta« paany udgav Krøniken) fastslog Rigtigheden af Engelstofs Formodning om, at Manuskriptet til den var skrevet af P. H. selv, maa saadanne Betænkeligheder trods alt vige og finde den bedst mulige Forklaring i P. H.s rent personlige Syn paa Begivenhederne.

Engelstofts Opfattelse af Krønikens successive Tilblivelse havde iøvrigt allerede 1858 faaet Bekræftelse ved C. Paludan- Mullers indgaaende Undersøgelse¹ af de »Tidsmærker« og Udtrykfor P. H.s vekslende Sindsstemning, som Teksten udviser. Ogsaa han hævdede, at Krøniken faldt i fire Hovedafsnit, udarbejdettil forskellige Tider. Manuskriptet er vel skrevet i ét, saa der ikke kan være længere Tid mellem Indførelsen af dets første og sidste Indhold; men selve Krøniken er forfattet med Afbrydelser og har paa Grund af »Hovedvendinger i P. H.s Sindsstemninger« faaet sit »kamæleonagtige Præg«. 1. Afsnit, som Paludan-Miiller regner til Christiern ll's Flugt, viser sig at hvile paa Optegnelser, som er efterarbejdet to Gange: 1524 og 1531; Afsnittet med Klagepunkterne over Christiern 11, mente han, var indskudt 1524. Derefter begyndte P. H. paa 2. Hovedafsnit, som gaar til Begyndelsen af 1526 og altsaa kun behandler 212¹/₂ Aar af Frederik Fs Regering (dog er dets Begyndelse ikke helt sikker). Det forholder sig endnu objektivt overfor Kongen og viser ikke egentligt Had til Lutheriet. Det har ingen Tidsmærker, der viser udover Begivenhederne, som omtales, og maa være skrevet enten paa en Gang eller stykkevis i Løbet af de 2—32^—3 Aar. Det er saaledes yngre end Bearbejdelsen 1524 af første

1 Hist. Tidsskr. 3. R. I, 1—54.

Side 23

Afsnit, men ældre end dettes anden Bearbejdelse i 1531. — 3. Hovedafsnit, der gaar fra Begyndelsen af 1526 til 1532 (Christiernll's Fængsling), kendemærkes af Hadet til Lutheriet; det er skrevet i 1531 og 1532 samtidig med anden Bearbejdelse af 1. Afsnit, maaske efter stykkevise Optegnelser. Det har kun Tidsmærker, som hentyder til tidligere Aar, og intet peger udover1532. — 4. Afsnit, der gaar fra Christiern ll's Fængsling til Slutningen af 1534, har ingen Tidsmærker udover 1534; det er skrevet stykkevis og uden Omarbejdelse. Det præges af, at P. H.s Sindsstemning har vendt sig tre Gange; først er den rettet mod Frederik I og Lutheranerne, saa mod Rønnov, og sidst er han optaget af Liibeck og Bondeoprøret og udgyder sin Vrede over Adelen og Bønderne; han erkender nu Fortrinet ved et Arverige fremfor et Valgrige. — Jeg skal ikke opholde mig ved P.-M.s almindelige og unægtelig væsentlig berettigede Karakteristik af Krøniken (Hastværksarbejde [?], Planløshed, total Mangel paa Kildestudier, Tillid til løse Rygter, ensidig Partiskhed,Sandhedsfordrejeiser [?], Bagtalelse og blindt Had til Modstander); sluttelig kalder han den endog en Plet paa dansk Historieskrivning, der kaster Skygge over P. H.s Karakter.

Paludan-Miiller formodede, at det var Affattelsen af Genealogien,hvis Formaal er at bevise Oldenborgernes Ret til Norden paa Grund af deres Afstamning (gennem Kvinder) fra danske og svenske Konger, som vakte P. H.s historiske Interesse, saa han begyndte at optegne de Begivenheder fra de tre første Oldenborgeres Tid, som »faldt ham ind«. Men denne Indledning til Krøniken har iøvrigt ingen faktisk Forbindelse med den. — Flugten fra København 1522 og Jyllandsopholdet afbrød dette Arbejde; men da han ved Hjemkomsten til Sjælland fandt sine gamle Optegnelser, følte han Trang til Tilføjelser og fortsatte tillige fra Blodbadet til Christiern ll's Flugt (1. Bearbejdelse 1524), og indføjede tillige den latinske Bearbejdelse af Klagerne mod Kongen, som han netop udarbejdede 1524. »Men saa tabte han Taalmodigheden« og lagde det hen; dog fortsatte han af og til og uden Had til Frederik I. Men fra Midsommer 1526 ændredes imidlertid hans Stilling til Kongen ganske paa Grund

Side 24

af dennes Tilslutning til Lutherdommen, og da Bekæmpelsen heraf nu optog ham saa stærkt, »lagde han Historien paa Hylden«. Efter sin Optræden 1530 i København gik han til Ove Bille i Aarhus. Her tog han atter »i ledige Timer« 1531^—32 Manuskriptetfrem og gjorde Optegnelser om de kirkelige Forhold, som nu optog ham helt, indtil Christiern II »atter viste sig«. Derpaa fulgte ny Henlæggelse. Men da Grevefejden begyndte, toges Krøniken paany frem, og de sidste Aars Begivenheder førtes ind, de ældre Stykker samledes, og alt blev indført i en Bog, dog med Tanke om en ny Bearbejdelse. Heri hindredes han dog ved en ny Afbrydelse (Døden?). — Siden denne omhyggeligeog klare Specialundersøgelse tales stadig om »Paludan- Miillers Opfattelse«; man synes undertiden helt at forglemme, at Engelstoft først paaviste den stødvise Affattelse til fire forskelligeTider, ligeledes under Henvisning til »Tidsmærker« og til Stemningsforskydninger hos Forfatteren. Egentlig er det kun for første Hovedafsnits Vedkommende, at Paludan-Miiller i større Grad ændrede Engelstofts Opfattelse.

Da A. Heise i 1890^—91 udgav sin Oversættelse af Krøniken, der selvfølgelig havde givet ham særlig Anledning til at agte paa hver Sætning i den, godkendte han ganske den firdelte Affattelse. Han taler ligefrem om en »Optegnelsesbog« som Grundlaget for hele Krøniken. Antagelig maa den da ogsaa i det rent ydre ved Marginalnotitser have baaret Mærker af den successive Tilblivelse af den endelige Tekst.

Da Ellen Jørgensen 1937 udgav sin »Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil 1800«, gav ogsaa hun, uden dog specielt at omtale de fire Affattelsestider »Paludan-Mullers Opfattelse af Krønikens Genesis« sin Tilslutning. Hun understregersærlig, at, mens den tidligere Del af Krønikemanuskriptettyder paa en Forfatterrenskrift »efter Kladder«, bærer den sidste Part Præg af »at være henkastet umiddelbart paa Papiret«. »Renskriften« dækker over den Tekst, som blev til stødvis og siden blev omarbejdet; men »sidste Part« er P. H.s umiddelbare Beretning om de sidste Aars Oplevelser »i Hast forrammet«. Specielt bemærker hun, at Genealogien og de annalistiskeNotitser

Side 25

listiskeNotitserfra 15. Aarhundrede hviler paa ret tilfældige
Laan, men deriblandt for de sidstes Vedkommende paa Uddrag
af hans Kongeskrift.

Denne samstemmende Opfattelse af Krønikens Tilblivelsesmaade omstøder nu P.-E. H. ganske ved sin før omtalte Antagelse af, at Skriftet er en Bearbejdelse af H. Henriksens Aarbog, som leveredes P. H. i Vinteren 1534 til Udvidelse og Kommentering, for at han i Overensstemmelse med de meddelte Synspunkter skulde skrive »et virkeligt Historieskrift«, der kunde være en Mindebog for Billeslægten. Det er klart, at, hvis dette er den rette »Genesis« af Krøniken, er al Tale om successiv Affattelse for P. H.s Vedkommende udelukket. P. H.s Optegnelsesbog eller »Kladder« forsvinder, og Spørgsmaalet om en eventuel Kladde, bliver i alt Fald som Tidsspørgsmaal ganske ligegyldigt. Ti, er det givet, at P. H. først har kunnet begynde paa sine Tilføjelser og Kommentarer efter Nov. 1534, er Krøniken i den foreliggende Skikkelse (altsaa som en Helhed) skrevet i Vinteren 1534^—35, endda før Januars Udgang, eftersom Teksten viser, at Begivenheder fra Januar og Febr. var ham ukendte.

Man undres derfor unægtelig over, at Forf. i Kap. 4, som overskrives »Tidspunktet for Skibykrønikens Tilblivelse« (og som særlig skal imødegaa »Paludan-Miillers Opfattelse«), begynder med paany at undersøge Tidsmærkerne paa Krøniketeksten og ikke først og fremmest redegør for dette sit revolutionerende Syn paa Krønikens Tilblivelse. Ti Paavisningen af Grundkilden, som blev tilstillet P. H. udefra, tilmed først i 1534, forælder jo med ét Slag baade Engelstofts og Paludan- Miillers Undersøgelser og enhver Paastand om, at Krøniken er affattet »successivt«. Kun som eventuel Efterprøve til Bekræftelse af det ved Kildeforskningen vundne Resultat synes en ny Tidsmærkeundersøgelse begrundet.

Forf. finder det imidlertid ligefrem nødvendigt at fastslaa Tidspunktet for Krønikens Affattelse, inden Kildespørgsmaalet afgøres. I Kapitlets første Sætning siger han: »Ved en Undersøgelseaf Skibykrønikens Kilder er det nødvendigt først at bestemme Tidspunktet for Krønikens Affattelse.« Derfor faar

Side 26

Læseren først noget at vide om Kildeundersøgelsen i Kap. 5 og 6. — Men saavel Kapitlets Overskrift som nævnte Sætning fastslaar alligevel allerede for Læseren, at der kun kan være Tale om ét Tidspunkt for Krønikens Tilblivelse.

Egentlig desavouerer Forf. nu selv denne Paastand ved pludselig at tale om to Affattelsestider, ligesom han samtidig omtaler et for Læseren endnu ganske ukendt Materiale, som P. H. har arbejdet med. Herom hedder det S. 65: P. H. »har bearbejdet det ham foreliggende Stof ito Afdelinger«¹; og vel at mærke forudsætter Forf. ogsaa, at dette »foreliggende Stof« (som jo først og fremmest er Aarbogen) ikke er tilvejebragt af P. H. selv — ellers kunde han jo fornuftigvis heller ikke tænke paa at bestemme Tiden for P. H.s Arbejde udelukkende ud fra den færdige Krønikes Tidsmærker. Men Undersøgelsen af disse bliver derfor lidet fyldestgørende for Læseren, som intet hører om, hvorfor og hvorledes Forf. skelner mellem det forelagte Stof og Bearbejdelse. Navnlig kommer han til at staa uvidende om, naar de paaviste Tidsmærker ogsaa gælder Forlægget. Forf.s Dateringer bliver derved ufyldestgørende for dette »forelagte Stof«s Vedkommende.

Allerede nævnte Udtalelse om, at P. H. har bearbejdet Stoffet i to Tempi (i en Sammenhæng, som netop plæderer for én Affattelsestid!), berettiger til den sidste Bemærkning. Forf.s lagttagelse af to Tempi gælder det Afsnit i Krøniken, som fortællerom Krigen i Skaane 1525. Gaar man ud fra, at Krøniken hviler paa »et foreliggende Stof«, viser det sig allerede her, hvor nødvendigt det er ved hver Undersøgelse af Krønikens Enkeltafsnitat fastslaa, hvad den laaner fra sit Forlæg. — Forf. mener at kunne fastslaa en Standsning i P. H.s Arbejde med den Sætning,som slutter Fortællingen om Skaanefejdens første Stadium: quam uero calamitatem passa sit. Schania . . . ex sequentibus patebiU. Her maa P. H., siger han, have lagt Arbejdet med Krøniken fra sig, ti, da han genoptog det, paaklistrede han Fortsættelsen paa en »kluntet« Maade med et »eodem anno« og

1 Forf. siger ganske vist her »tilsyneladende«, men allerede S. 66 er dette blevet noget, som »kan anses for givet«.

Side 27

brugte Udtryk om Otte Stigsen, som »tydelig viser, at der er gaaet nogen Tid, siden Forfatteren afsluttede første Afdeling,« hvori han ogsaa er omtalt. — Ved Sammenligning med Aårbogenviser det sig imidlertid, at baade den nævnte latinske Sætning og »eodem anno« er optaget derfra, og Aarbogen omtalerligeledes Otte Stigsen i begge Afsnit om Fejden. Om man synes, at Sammenhængen mellem Beretningens første og andet Afsnit er blevet »kluntet« ved, at P. H. udfylder Aarbogsteksten med Tilføjelser, er ét; men om en Arbejdsafbrydelse kan Krøniketekstenikke vidne¹.

Denne lagttagelse af Forf., om hvilken han, aabenbart med en vis Selvfølelse, siger, at de tidligere Skibykrønike-Forskere ikke har bemærket den, tilkender han dog selv, naturligt nok, kun ringe Betydning for Spørgsmaalet om Krønikens Affattelsestid; ti han tilføjer: »de to forskellige Tidspunkter synes ikke at ligge særlig langt fra hinanden,« hvad de unægtelig heller ikke kan, hvis Aarbogen først i c. Nov. 1534 har været »foreliggende Stof« for P. H. Men selve Udtalelsen om »det foreliggende Stof« peger klart paa, at Kildeundersøgelsen for Skibykrønikens Vedkommende maa gaa forud for Bestemmelsen af dens Affattelsestid².

Men Forudsætningen for at bevise den ene Affattelsestid
ad Kildeundersøgelsens Vej er selvfølgelig, at denne virkelig

1 Hvis Ordene »ex sequentibus patebiU skal tyde paa Standsning, hvorfor saa ikke paa de andre Steder, hvor de forekommer i Krøniken? At Udtrykkene om Otte Stigsen »tydelig« viser Standsningen, forstaar jeg overhovedet

2 Mærkeligere er det iøvrigt, at Forf. ved sin Undersøgelse af Affattelsestiden ganske synes at have glemt, at han S. 12 paa anden Maade talte om to Affattelsestider, idet han erklærede det for »betegnende, at Povl Helgesen oprindelig har ladet sin Krønike slutte med et Afsnit«, som behandlede Jydernes Valg af Hertug Christian. Her kan ikke være Tale om en Forveksling med lagttagelsen af Standsningen i Arbejdet ved Beretningen om S. Norbyfejden. Her er Tale om to forskellige Former for Krønike, en oprindelig Skikkelse og en senere — men dette strider jo afgjort mod Opfattelsen S. 65 og ellers i Bogen. Forglemmelsen er saa meget mærkeligere, som S. 12 ikke taler om en Formodning, men om en Kendsgærning.

Side 28

fastslaar, at P. H. ikke har haft noget med Aarbogen at gøre, og at han ikke har haft den i Hænde før Nov. 1534. Det sidste synes nu udelukket ved min foranstaaende Paavisning af, at Kongeskriftet excerperer Krønikens Meddelelser om Christiern I og Hans, og dermed godtgør, at dennes Afsnit om disse Konger forelaa udarbejdet inden Frederik I's Død, eventuelt c. 1526^—27. Men da disse Afsnit faktisk hviler paa Aarbogens Tekst, maa denne altsaa, hvis den er tilstillet P. H. udefra, mindst være sendt ham i to Dele og til forskellige Tider. Men dette vil atter sige, at den Undersøgelse over Forholdet mellem Aarbogen og Krøniken, som maa gaa forud for en sikker Bestemmelse af sidstnævntes Affattelsestid (eller -tider), ogsaa maa omfatte en Undersøgelse af Aarbogens AfTattelsesforhold.

Dette Spørgsmaal er nu ikke tilstrækkelig grundigt undersøgtafForf., skønt her foreligger et Forhold af særlig BetydningforBestemmelsen af Krønikens Affattelsestid. Aarbogen har, som Forf. dog først paa andet Sted gør opmærksom paa, en Fortale (som mangler i Skibykrøniken, skønt Aarbogens øvrige Indhold indgaar i dens Stof). Fortalen betragter øjensynligAarbogensom et selvstændigt Skrift — et Forhold, som hører til det, der tyder imod, at den er et Udtog af Krøniken.Densiger, at Aarbogen er forfattet i Christiern ll's og Frederik I's Tid. Ikke desto mindre indeholder den faktisk Meddelelser om Tiden efter Frederik I's Død (Grevefejden indtilOkt.1534), som altsaa ikke kan være skrevet i denne Konges Tid (at dette sidste Afsnit ogsaa adskiller sig fra det foregaaende i Aarbogen ved en mere indgaaende og særpræget Form, er ikke uden Betydning for Bestemmelse af dens Forfatter; men deromsenere).Det er altsaa klart nok, at Forfatteren af Aarbogen har ændret sin oprindelige Plan med sit Skrift, senest efter Frederik I's Død. Fortalens Udtalelse om Affattelsestiden tyder afgjort paa, at den først er skrevet, efter at Forfatteren mente at have naaet enten det Maal, han oprindelig stillede sig, eller dog et Resultat, som gjorde Aarbogen brugbar for Historiestuderende(saaledessom Forordet netop mener). Dette første kunde muligvis tyde paa, at han indføjede den, da han renskrev eller

Side 29

tænkte paa at renskrive, hvad han successivt havde optegnet i de to Kongers Tid. Hvor langt i Tid Aarbogen gik, da Fortalen indføjedes, og hvor lang Tid der forløb, inden Forfatteren alligevelgavsig til at fortsætte den og saaledes reelt desavouerede sin Fortales Tidsbestemmelse, kan der endnu ikke udtales nogen sikker Formodning om. Dog kan man m. H. t. Spørgsmaalet om Omfanget af Aarbogens »oprindelige« Indhold sige, at, hvis Genealogien, som indleder de annalistiske Optegnelser, fandtes dengang i Skriftet med den Slutningspassus, der om ChristiernFsto Sønner siger: at de begge regerede »diversa tamen sorte, ut ex sequentibus patebih, maa Aarbogen foruden de annalistiskeOptegnelserlige til Christiern ll's Fordrivelse ogsaa have indeholdt adskilligt om Frederik I's Tid (hvad Fortalen jo ogsaa kan lade formode). Hvorvidt nævnte Slutningspassus imidlertid beviser, at Aarbogen dengang har behandlet hele Frederik I's Regeringstid, og hvorvidt vi har Sikkerhed for, at nævnte Udtalelse overhovedet hører med til Genealogiens oprindeligeTekst,vil jeg senere komme tilbage til (jfr. S. 68). Her skal kun siges, at Aarbogens Optegnelser om Frederik I's Tid undergaar en saa kendelig Forandring i Tonen med Aaret 1527, at Forfatteren synes at have glemt den Karakteristik, han selv gav sine Optegnelser i Fortalen, nemlig at de var objektive eller, som han udtrykker det, udelukkende uomtvisteligeSandheder.Men Optegnelserne til 1527 (om »de profane Stormænds« Optræden mod Biskopperne paa Odense Herredag og navnlig Stykket om P. Laurentsens Frafald) samt Afsnittet til 1528 om Malmøprædikanterne er præget af en antiluthersk Fanatisme, som var ukendt i de tidligere Optegnelser. Samme Præg har ogsaa Optegnelserne til 1529 om Rønnovs »Køb« af Roskilde Bispestol »af den profane Konge«, noget som viser, siger Annalisten, at Pavens Tyranni ikke var ophørt, men kun ændret! Skulde vi heri have et Vink om, at Optegnelserne allerede fortsattes Aaret efter, at Forfatteren betragtede det oprindeligeSkrift(med Optegnelser indtil 1526 incl.) som afsluttet og skrev Fortalen til det? Dette vilde stemme vel med lagttagelsenvedrørendeKongeskriftet, som ved sine Excerpter af

Side 30

Krøniken bevidnede, at Aarbogen i alt Fald før Frederik Fs
Død, ja maaske allerede c. 1526—27, maa have været til P. H.s
Disposition.

Jeg vender mig da nu til P.-E. H.s Gennemgang af Skibykrønikens »Tidsmærker« for at prøve Rigtigheden af hans Dateringer og samtidig undersøge, om disse modsiger det Resultat, Undersøgelsen af Kongeskriftet gav for Krønikens Vedkommende. Jeg paaviser stadig Forholdet mellem Krønikens og Aarbogens Tekst, dels for at fastslaa sidstnævntes Tidsmærker, hvor saadanne findes¹, dels for at udfinde, naar P. H. har haft dens Optegnelser til sin Disposition. Jeg gaar her ud fra, hvad jeg mener P.-E. H. utvivlsomt har Ret i, at Aarbogen er P. H.s Forlæg til Krøniken; men vil samtidig stadig pege paa de Enkeltheder, som kan tyde paa Rigtigheden af min Opfattelse, nemlig at P. H. er dens virkelige Forfatter. Undersøgelsen vil ogsaa kaste Lys over P.-E. H.s Opfattelse af P. H. som Historiker og over Paastanden om Ove Bille som hans Arbejdsgiver og Sufflør.

Først nogle Bemærkninger om Forf.s Resultat af sine Tidsmærkeundersøgelser. S. 65 sammenfatter han dette i tre Punkter: 1) Intet Afsnit af Krøniken synes at være affattet samtidig med de Begivenheder, som skildres. 2) Mange Tidsmærker peger paa senere Tidspunkter end de af Paludan-Miiller angivne. 3) Terminus ante quern for Affattelsen fremgaar af, at Reformationens Sejr ikke omtales. Terminus post quem viser »de righoldige Kommentarer«, som P. H. føjer til Begivenhederne. — Heraf følger, at »man synes at maatte antage, at Skibykrøniken er forfattet i den os foreliggende Skikkelse paa Overgangen mellem 1534 og 1535.« (I Modsætning til disse ret betingede Udtalelser, hævder Forf. imidlertid S. 98, at det af hans Undersøgelse fremgik, at »man med Sikkerhed kunde ansætte Tidspunktet for Skibykrønikens Tilblivelse til midt under Grevefejden«).

1 S. 98 erklærer Forf. urigtigt, at Aarbogen kun har to Tidsmærker (til Afsnittet 1499 om den senere Frederik Fs Giftermaal og til Afsnittet 1507 om Kong Hans's Kapere).

Side 31

Nævnte Resultat bekræfter, at det havde været metodisk rigtigt at foretage Kildeundersøgelsen først, ti med Bestemmelsenaf terminus post quem for Krøniken »som den foreliggerfor os« er Forf. jo (altsaa mærkelig forbeholdent, mens han senere taler med stor Sikkerhed!), faktisk kun naaet til at udtale sig om Tiden for P. H.s Arbejde med de »Kommentarer«,han føjede til »Begivenhederne«, d. v. s. til det ham »foreliggende Stof« (eller, som det S. 49 siges: »den oprindelige Kilde«), uden at det undersøges, om man ad særlig Vej kan paavise, at dette ikke, som Forf. gaar ud fra, er forelagt ham paa én Gang (nemlig 1534), eller rettere, om det delvist har været til hans Disposition før. Nærmere beskriver Forf. ikke dette »Stof«, bortset fra, at han et Sted (S. 59) taler om »en Aarbogsnotits¹« som Bearbejdelsens Grundlag. Men han gaar som sagt stiltiende ud fra, at P. H. ikke er dets Forfatter. Hvem dette formente Forlæg for Kommenteringen skyldes, kan jo heller ikke »Tid s mærker« sige noget sikkert om; det er, saalængeKildeundersøgelsen ikke har paavist det, et aabent Spørgsmaal.Dengang man var overbevist om, at »Materialet« til Krønikenvar Optegnelser af P. H. selv, laa Sagen selvfølgelig anderledes.Nu er Spørgsmaalet blevet mere kompliceret eller paa en Maade simplificeret. — Men saalænge det ikke er bevist, at Materialet skyldes en fremmed Skribent, er det, som tidligere udtalt, forhastet at ville bestemme Tiden for P. H.s Forfatterskabtil Krøniken. Ja, selv om »mange Tidsmærker pegede paa senere Tidspunkter end de af Paludan-Muller angivne,« ja endog virkelig godtgjorde en saa sen Tid for P. H.s Brug af dette Stof i Krøniken, som Forf. mener (1534), er dermed ikke givet, at han ikke kan have haft det i alt Fald delvist i Hænde tidliger e². Ogsaa dette Spørgsmaal maa Kildeundersøgelsen have

1 En lang Række af Krønikens Meddelelser fra 15. Aarh. karakteriserer Forf. med Rette som »Aarbogsnotitser«, men uden at bemærke, at de enten uforandrede eller med korte Tilføjelser findes i Krønikens Forlæg,

2 Som jeg senere skal paavise, er dette netop Tilfældet. P. H. har faktisk 1524 kunnet bruge Stof fra Aarbogen vedrørende Christiern ll's Sverigestogt til et særligt Skrift.

Side 32

udtalt sig om. Den successive Affattelse af Krøniken er ikke afvist som urigtig, saalænge vi ikke har faaet fastslaaet, dels om P. H. virkelig intet har haft at gøre med sit Forlæg, dels om dette ikke kan have været ham i Hænde stykkevist¹.

Jeg vender mig da til Undersøgelsen af Skibykrønikens »Tidsmærker«. Den indledes med en Genealogi, som skal godtgøre de oldenborgske Kongers Slægtskabsforhold til den gamle danske Kongeæt. I Slutningen af den findes den føromtaltePassus om Christiern I's Sønner, Hans og Frederik: at de »begge regerede, diversa tamen sorte, som det vil fremgaa af det efterfølgende.« — Dette Tidsmærke, siger P.-E. H. (uden at bemærke, at det i første Række gælder Aarbogen, hvori Genealogien ogsaa findes), viser, at Planen og Stoffet allerede ligger Forfatteren [altsaa P. H., som imidlertid ikke maa være Forfatter til Aarbogen!] klart for Øje; og med »diversa sorte« røber han selv, at Genealogien er skrevet efter Frederik I's Død 1533. Forf. forkaster A. Heises Oversættelse: »under vidt forskellige Forhold«; Ordet »sors« maa betyde Skæbne og viser, »at P. H. var i Stand til at bedømme Fr. I's hele Regering.« — Nu kunde P. H. allerede af Hensyn til de politiske Forhold i Danmark inden Frederik I's Død meget vel tale om, hvor forskelligt»Skæbnen« havde formet nævnte Konges Regeringstid sammenlignet med Broderens. Frederik I var jo sat paa Tronen af et Oprørsparti og regerede lige til 1532 under stadig Frygt for sin fordrevne Brodersøns Planer om Generobring af de tabte Lande. — Men efter P. H.s religiøse Opfattelse er Menneskers Livsskæbne Vidnesbyrd om Guds Bestemmelse og Styrelse; og

1 S. 66 paastaar Forf., at en Del Afsnit af Krøniken (særlig vedrørende Reformationsbevægelsen), som kædes sammen ved Henvisninger, »umuliggør« det tidligere Syn paa dens Tilblivelse. Da Beviset for Dommens ene Præmis, at Forlægget er tilstillet P. H. udefra og først 1534, mangler, er Konklusionen, forsaavidt den afviser en successiv Tilbliven, forhastet. — Men det samme gælder Forf.s umiddelbart efterfølgende Paastand, at Krøniken maa være en Fremstilling, bygget paa spinkelt Materiale, der stammer fra P. H.s sidste Tid.« Tidsmærkerne paa Krøniken om en sildig Affattelsestid kan da i alt Fald ikke bestemme Materialets historiske

Side 33

Krøniken viser tydelig, hvori han »i det efterfølgende« ser den afgørende Forskel paa de to Brødres Kongetid. Kong Hans optraadtei Begyndelsen »efter profane Stormænds Raad« aggressivtmod Kirken »til Bekymring for den gejstlige Stand«; men senere blev han »i høj Grad velsindet mod Klerus« (Skrifter VI, 71_—72). Frederik I derimod viste sig først som Kirkens lydige Søn; men forledt af luthersksindede Mænd blev han en »profan«, ja »sacrileg« Konge, som greb ødelæggende ind i KirkensForhold. Denne Opfattelse af Frederik I havde P. H. sikkert allerede i Sommeren 1526, efterat han forgæves havde prædiket for Kongen; og under sit Ophold i Odense under Herredagen 1526 havde han haft god Lejlighed til at faa sit Syn bekræftet. Afgørende fordømmende saa han dog først siden Sommeren 1527 paa det nye Styre, da Rigsraadets verdslige Medlemmer paa den nye Odense Herredag svigtede Biskopperne og fandt sig i, at Kongen ved udstedte Forordninger proklamerede Tolerance for de lutherske Prædikanter og for Klosterforløbere. — Der er derfor intet, som modbeviser, at P. H. kan have nedskrevet Genealogieni Krøniken med nævnte Passus allerede 1527.

Men Spørgsmaalet er mere kompliceret. Genealogien findes som sagt ordret i Aarbogen med nævnte Passus. P.-E. H. har først S. 74 i en anden Sammenhæng gjort opmærksom herpaa. Tidsmærket gælder altsaa ogsaa Aarbogen. S. 74 hedder det alligevel ikke som S. 45, at dette viser, at »Forfatteren (altsaa for Aarbogens Vedkommende efter P.-E. H. Hans Henriksen) allerede da havde sin Plan og Stof klart for Øje.« Tværtimod hævderForf. her, at i Aarbogen er Genealogien »det seneste nedskrevneog oprindelig føjet til, for at danne en Indledning«.¹. Noget Bevis herfor gives dog ikke; og det er allerede lidet troligt, fordi Aarbogens Fortale jo udtrykkelig erklærer, at Skriftet er affattet i Christiern ll's og Frederik Fs Tid; men, som før omtalt, fortæller det dog om Grevefejden til Efteraaret 1534. Det senest skrevne kan da i alt Fald Genealogien ikke være! — I Henhold til det tidligere udviklede (her S. 28) finder jeg det

1 S. 98 gentages Paastanden, men uden anden Begrundelse for den end, at Indledningen »som saa ofte« er skrevet sidst.

Side 34

rimeligst at antage, at Genealogien befandt sig paa sin nuværende Plads, da Aarbogens Forfatter c. 1527 tænkte paa at afslutte Skriftet i dets oprindelige Skikkelse, men at han først da indføjededen omtalte Passus i Genealogiens Slutning (jfr. S. 68). Om han da med Udtrykket »diversa tamen sorten tænkte paa mere end den grundigt ændrede politiske Situation dengang, i Forhold til da Kong Hans regerede, maa staa hen. Det maa bero paa, hvem Forfatteren er. Som Tidsmærke senere end 1527 er det i alt Fald ikke bevisende¹.

Aarbogsoptegnelserne fra 1448 og indtil 15. Aarh.s Slutninggentages mest aldeles uændrede i Krøniken. Visse Tilføjelserfindes dog i denne. — Krønikens Afsnit om ChristiernI har Tilføjelser, som übestridelig viser, at det er denne og ikke Aarbogen, som excerperes i Kongeskriftet (jfr. her S. 12). To Tilføjelser har Tidsmærker, der ganske vist ikke giver os en sikker Datering, men viser, at Nedskrivningen ligger længe efter Begivenhederne. I Krønikens 1. Afsnit om Christiern I føjes saaledes til Aarbogens Udtalelse om, at Svenskernes Valg af Karl Knutson til Konge blev en Ulykke for Landet, følgende:»paa Grund af dette Frafald [fra Chr. I] har Sverige nemlig lige til nærværende Dag været hjemsøgt af den alvorligsteØdelæggelse« (Skrifter VI, 57, 3—4);3_—4); og i Anledning af, at Aarbogen bemærkede, at Sten Sture ikke antog Kongenavn, tilføjer Krøniken, at dette skete efter udtrykkeligt Raad fra Karl Knutson, fordi »det troløse svenske Folk hader Konger og hurtig gør Oprør mod dem«; men Sten Stures Oprør mod Christiern I blev Aarsag til Trængsler og Ruin for mange, »som det vil fremgaa af det følgende«. Søger man nu i Krønikens videre Fortælling om svenske Forhold siden c. 1470, skulde man mene, at »den nærværende Dag«, da P. H. skrev dette Afsnit, let lod sig paavise ved Omtale af Katastrofer, som med Grund maatte betegnes som »den alvorligste Ødelæggelse« for Sverige og en fremtrædende »Ruin for mange«. Efter hvad Krøniken

1 Jeg kommer senere tilbage til Spørgsmaalet, om nævnte Passus er oprindelig i Teksten.

Side 35

beretter om svenske Forhold, skuffes man imidlertid; man maa i alt Fald gaa ned i Tiden til 1520 (det stockholmske Blodbad), før P. H. kan siges at fortælle om store Ulykker for Sverige. Til 1477 beretter han endda om et Forlig, som varede »i mange Aar til Gavn for begge Riger«; 1493 siges ganske vist, at Sten Sture nu blev Tyran og plagede Gejstlige og Verdslige, men derfor erklæredes han da ogsaa æreløs og døde snart efter paa ildevarslende Maade [i Virkeligheden jo 1503]. Ulykken rammer saaledes mest ham selv. 1497 udfrier Kong Hans Sverige af Sten Stures Tyranni, men 1501 gør Folket atter Oprør »af Had til Konger«; men nogen Ruin for Sverige siges det ikke at være. Heller ikke 1507, da der tales om Kong Hans's Sejre til Søs over Svenske, nævnes nogen fremtrædende Ulykke. Først 1521(!), da Blodbadet beskrives, kan man tale om Konstatering af en stor Ulykke for Sverige; men noget Forsøg paa at vise, at denne Katastrofe har nogen Sammenhæng med Karl Knutsons eller Sten Stures Oprør mod Christiern I, gør P. H. ikke. Som rimeligt er, lægges Blodbadet Christiern II til Last, og naar Sverige derefter faldt fra ham, ser P. H. det som Udtryk for Guds retfærdige Styre. P. H. synes i Virkeligheden at have glemt sit Løfte om i det følgende at paavise særlige Trængselstiderfor Svenske som Følge af deres Oprør. »Den nærværende Dag«, da han skrev om Frafaldet fra Christiern I, kan da ikke bestemmes nærmere. Men, har han tænkt paa Blodbadet, viser det, at Arbejdet med Krøniken tidligst er begyndt efter 1520. Dette vil iøvrigt stemme vel med den følgende Undersøgelse, der endda taler for en endnu senere Paabegyndelse af Skriftet.

Under 1485 meddeler Aarbogen Roskildebiskoppen Oluf Mortensens Død og tilføjer, at hans Efterfølgere blev stadig ringere. Denne Notits gaar uforandret igen i Krøniken, hvad P.-E. H. dog ikke gør opmærksom paa¹. Han spørger da ene

1 Først S. 98^—99 er Forf. blevet opmærksom paa, at Krønikens Notits findes ordret i Aarbogen. Dette foranlediger ham dog hverken til at berigtige sin tidligere Paastand om, at Aarbogen kun har to Tidsmærker, eller til at forklare, hvorledes H. Henriksen og Ove Bille kunde udtale sig, som angivet i Notitsen (navnlig naar den, som P.-E. H. mener, ogsaa gælder Lave Urne!). Han ser kun, at Notitsen er »malplaceret« i Krøniken (fordi denne senere »bringer en panegyrisk Omtale af L. Urne«), medens den er »fuldstændig korrekt« i Aarbogen (der mangler Nekrolog over L. Urne). Mon ikke det af Hensyn til de ovenfor i Teksten anførte Grunde havde været bedre at sige, at denne Notits er forstaaelig i Krøniken, men malplaceret i Aarbogen, hvis denne har H. Henriksen (og O. Bille) til Forfatter.

Side 36

om, paa hvad Tidspunkt P. H. kan have nedskrevet denne nedsættendeDomomOluf Mortensens Efterfølgere i Krøniken. Hans Besvarelse røber dog mere Ihærdighed for at fastslaa dennes sene Tilblivelsestid end besindig Eftertanke. Han mener nemlig, at P. H. maa have oplevet »en Del af Joachim Rønnovs Regime« — hvor meget siges ganske vist ikke, men da P. H. jo efter P.-E. H.s Opfattelse først har modtaget Aarbogen i Vinteren 1534, maa Nedskrivningen af Notitsen i Krøniken altsaa i alt Fald ligge noget senere. P.-E. H. mener med andre Ord, at P. H. har udtalt sig ringeagtende om følgende fire Roskildebiskopper:NielsSkave,Jens Jepsen Ravensberg, Lave Urne og Joachim Rønnov. Muligvis kan han nu have haft Grunde til at betegne den første som ringere end Oluf Mortensen, skønt han iøvrigt senere udtaler sig anerkendende om hans Fromhed og Barmhjærtighed; om Ravensberg og Rønnov er i alt Fald Dommen udfra P. H.s moralske Principper forstaaelig og stemmer med senere Udtalelser; men om Lave Urne er den ganske uforstaaelig, hvis den, som P.-E. H. altsaa forudsætter, skal gælde hele hans Bispetid. Ti i Anledning af L. Urnes Død 1529, skriver P. H. i Krøniken en særdeles forherligende Nekrolog,derbetegnerham som den mest fremragende af alle de danske Biskopper, fortrinlig som Styrer og i Besiddelse af udmærkede Evner og Uddannelse. Man skulde da snarest tro, at Notitsen maatte være skrevet inden dennes Tiltræden 1512. Dette er imidlertid udelukket, da det er givet, at Krøniken ikke kan være paabegyndt saa tidlig; men sikkert er Optegnelsenskrevet,indenden fælles Kamp mod Lutherdommen og mod Forsvaret for Christiern II bragte dem i nær Forbindelsemedhinande

Side 37

bindelsemedhinanden¹. Forinden dette Tidspunkt er det forstaaeligtnok,atP. H. med sit saarbare Sind saa anderledes paa L. Urne end senere og navnlig i 1529. Da Christiern ll's Vrede 1522 drev P. H. paa Flugt til Jylland, mærkede denne nemlig ikke det ringeste til, at L. Urne som Universitetets Kansler greb ind til Bedste for ham eller for hans Orden, som Kongen jo fratog det københavnske Kollegiums finansielle Støtte, St. Jørgensgaarden. Og selv efter at Frederik I var kommet i Besiddelse af København, sørgede Biskoppen ikke for. at P. H. blev restitueret som Professor, eller hindrede, at St. Jørgensgaard blev givet en Privatmand i Forlening; og den Proklamation, som Rigsraadet udstedte ved Frederik I's Kroning1524,ogsom i høj Grad tyder paa L. Urnes særlige Medvirkning,udtaltesigsaa skarpt mod »hemmelig Lutherdom«, at det er forstaaeligt, at P. H., som netop dengang var mistænktderforiansete kirkelige Kredse, maa have følt det særligpinligt.IBetragtning af P. H.s ejendommelige Mentalitet anser jeg det derfor for saare rimeligt, at han o. 1524_—25 kan have skrevet den nedsættende Udtalelse om Roskildebiskopperne—velat mærke ikke i Krøniken, som næppe heller dengangvarpaabegyndt,men i Aarbogen, som jeg er sikker paa, er forfattet af ham. I alt Fald hører Identiteten her af Teksten i de to Skrifter til de mange Træk, som taler herfor. Naar Notitsen er indført i Krøniken, kan dog det behandledeTidsmærkeintetandet sige om, end at det tyder paa Indførelse, inden P. H.s Stemning overfor L. Urne ændrede sig. I hvert Fald modstrider den ikke en Affattelse c. 1526^—27. Noget andet er, at vi her har et af Vidnesbyrdene om, at Krønikentrængtetilen sidste Gennemarbejdelse, som Paludan- Miiller mente P. H. tænkte paa. For P.-E. H.s Antagelse af Hans Henriksen som Aarbogens Forfatter er ialt Fald Tilstedeværelsenafdennedsættende Dom i Aarbogen en saare slet Støtte (naar Dommen, som han mener, gælder hele Lave Urnes Embedstid); ti han hævder jo, at Ove Bille staar bag Aarbogen

1 At Biskopperne 1526 overdrog P. H. at udarbejde Modskriftet mod Hans Mikkelsen, skete antagelig særlig efter L. Urnes Forslag.

Side 38

i saa høj Grad, at han endda kalder den »Ove Billes Aarbog«. Men at Biskoppen skulde have billiget, at den ham nærstaaende L. Urne, hans stadige og bedste Støtte indenfor Episkopatet, bedømtes nedsættende, er lidet troligt¹.

Under 1493 siger Aarbogen, at Rigsforstanderen i Sverige, Sten Sture, nu viste sig som Tyran, men kort efter afgik han da ogsaa ved en ulykkelig, jærtegnslignende Død [i Virkelighedenførst 1503!]. — Krøniken tilføjer, at Hr. Sten ligefrem udæskede Guds Hævn ved at sige, at han vilde prøve, om Gud virkelig straffer Kirkeran. — Begge Skrifter viser saaledes samme Interesse for svenske Forhold og for Vidnesbyrd om Guds Indgriben overfor Brud paa den Samfundsordning, som stemte med Kirkerettens Forstaaelse, ti for begge er altsaa Tyranniet særlig kendemærket ved Vold overfor Kirkens Personereller Gods. Hertil kan føjes, at begge Skrifter ogsaa har særlig Interesse for Ulykker, som times andre Overtrædere af god, kristen Samfundsordning (jfr. Optegnelsen til 1507 om »Piraterne«, skønt de omtalte udøver deres Voldshandlinger i kongelig Tjeneste). Denne religiøs-moralske Tendens er sikkert ogsaa Aarsagen til deres fælles Interesse for Henrettelsen af bekendte Mænd, hvis Livsførelse krænkede de kirkelige Synspunkter,selv om Straffen juridisk set idømtes for Forbrydelser, som de kun var mistænkte for. Her er det dog først Krøniken, som ligefrem udtaler, hvad der gør disse Henrettelser moralsk forsvarlige. Under 1494 omtaler saaledes begge Skrifter Henrettelsenaf Rentemesteren Anders, der, som Aarbogen siger, kun var mistænkt for Tyveri og Underslæb, efter Krøniken endda uskyldig heri; men hans Foragt for gejstlig og verdslig Øvrighed gjorde Straffen moralsk forsvarlig. Af lignende Grund omtaler sikkert Aarbogen (til 1512) Hans Faaborgs Henrettelse, skønt den kun anser ham for mistænkt for Tyveri. Samme Opfattelsehar

1 At P.-E. H. i sin Undersøgelse af Tidsmærkerne paa Krøniken ser bort fra Aarbogens Tekst, hævner sig ogsaa paa anden Maade. Her henfører han altsaa en Tekst i den til c. 1534, men glemmer, at han S. 98 erklærer, at Aarbogen er paabegyndt i Begyndelsen af Frederik I's Regering (og Notitsen her hører jo til det tidligste i Aarbogen).

Side 39

fattelseharKrøniken, men tilføjer, at han var en Blasfemiker1.
— Dette maa erindres, naar Aarbogens Forfatter skal bestemmes.

Under Aar 1499 har begge Skrifter en Notits om den senere Frederik Fs Trolovelse med Kurfyrst Joachim af BrandenburgsSøster, der tilføjer, at han efter hendes Død ægtede Sophia af Pommern, »som in fuga regis Christierni blev de Danskes Dronning, da Frederik allerede var udvalgt og kronet Konge.« — Dateringen efter Christiern IFs Flugt er hyppig hos P. H. og betegner flere Steder ikke alene selve Aaret 1523, men Tidehvervet, det betød. Saaledes her (altsaa ogsaa i Aarbogen!),da der sigtes til Sophias Kroning 1525². — Hvoraf P.-E. H. kan se, at Stykket »efter alt at dømme« maa være forfattet »meget senere« end 1524 [Frederik I's Kroningsaar], forklarer han ikke, vel af gode Grunde. Men særdeles meget senere end 1524 kan han dog ikke anse det for nedskrevet, da han (S. 98) mener, at Aarbogen er paabegyndt i Frederik I's Begyndelsestid, og netop gør opmærksom paa, at denne her har samme Tidsmærke som Krøniken. — Jeg kan ikke se, at der er noget til Hinder for at mene, at Aarbogsnotitsen er optegnet kort efter Sophias Kroning i Aug. 1525; naar den er indført i

1 P.-E. H. har (S. 129) en anden Forklaring til Omtalen af disse to Henrettelser: »det har været Ove Bille en sand Fornøjelse at kunne berette om de to borgerlige Raadgiveres Henrettelse i den af ham forfattede eller inspirerede Aarbog.« Intet Under, at »Mindeskriftet for Billeslægten« fik et besynderligt Indhold som saadant, naar Læserne ogsaa skulde underholdes med, hvad der fornøjede Ove Bille.

2 At in fuga r. Chr. ikke er Tidsbetegnelse for Sophias gteskabsindgaaelse, fandt Sted 1518, er klart nok; men Spørgsmaalet er, om dette sigter til hendes Kroning 1525, eller til 1524, da hun eo ipso blev »Dronning«, da Kongen kronedes; var det sidste Meningen, var det dog overflødigt at tilføje det pointerende: Frederico iam rege electo et coronato. Under 1525, hvor saavel Aarbogen som Krøniken i en enslydende Optegnelse kommer tilbage til Begivenheden, hedder det udtrykkeligt, at domina Sophia blev kronet til de Danskes Dronning; før var hun altsaa »domina«. — Hvad Tidsbetegnelsen in fuga r. Chr. angaar, er den jo, hvad enten den sigter til 1524 eller 1525, en Epokebetegnelse. — løvrigt er det udelukket, at Ordene om Sophias Kroning er oprindelige i Aarbogens Tekst; de er en senere Tilføjelse (jfr. S. 67).

Side 40

Krøniken, er en anden Sag. Men i alt Fald modstrider Afsnittet
heri ikke en Nedskrivning c. 1526—27.

Til 1499 fortæller Aarbogen ogsaa om den danske Sendefærd til Rusland i Anledning af Storfyrstens forudgaaende Frieri til Kong Hans's Datter. Gesandterne skulde bl. a. give ham godt Haab om det paatænkte Ægteskab. — Krøniken tilføjer, at imens blev hun bortlovet til Joachim af Brandenburg, men til Held for Gesandterne fik Storfyrsten det ikke at vide, mens de var i Rusland. »Saaledes plejer Fyrster at holde deres Sendebud for Nar, og disse andre Fyrster« . . . »hos Fyrster savnes Ordholdenhed hyppigere, end den findes.« — Mærkelig nok finder Forf. heri: »Ingen Datering«. Jeg kan dog godt tænke mig, at P. H., da han nedskrev dette, havde sin egen Oplevelse i Juni 1526 efter sin Prædiken for Frederik I i Erindring. Da blev han, trods Kongens Løfte om Sikkerhed, udsat for Overlast, og da han senere fortæller derom, betoner han atter Fyrsters Mangel paa Ordholdenhed. Men selv om dette ikke er Tilfældet, er der i alt Fald intet som modstrider, at dette Krønikeafsnit er nedskrevet snart efter hin Prædiken (c. 1526^—27). Aarbogsnotitsen er uden Tidsmærke. P.-E. H. udtaler paa et senere Sted (S. 144) en Formodning om, at Meddelelsen om Ruslandssendelsen skyldes »Aarbogens Forfatter«, Ove Bille«; unægtelig ligger det nærmere at tænke paa Provincialen, Dr. Anders Christensen, som var en af Gesandterne og antagelig ved flere Lejligheder har omtalt Rejsen og prist sig lykkelig over at være sluppet bort fra Rusland, inden Storfyrsten blev kendt med, at de har holdt ham for Nar¹.

1 At P. H. har interesseret sig særlig for det russiske Gesandtskab, som 1499 friede til Kong Hans's Datter, viser hans Gengivelse af Niels Eriksen Rosenkrantz's Udtalelse om deres Paaklædning (Skrifter 111, 221). P.-E. H. gætter paa Jens Andersen eller Anders Glob som Ove Billes Kilde til Meddelelsen i Aarbogen; den første »kan ved sin Hjemkomst have fortalt O. Bille om Færden,« ti i dette Aar indtraadte han i Kancelliet (men O. B.s Ansættelse her er først bevidnet c. 1504). Anders Christensen afviser Forf. som O. B.s Meddeler, da der ikke findes Vidnesbyrd om personligt Bekendtskab mellem dem. — Men fra hvem fik P. H. saa Meddelelsen i Krøniken om Kong Hans's Løftebrud?

Side 41

TilAarbogens Meddelelse om det mislykkede Ditmarskertog1500føjer Krøniken en længere Kommentar. P. H. formener,atAdelen ligefrem udæskede Guds Hævn over sig; de var nemlig paavirket af Hussitisme og ventede efter Sejren at kunne dele Prælaturer, Kanonikater og Klosterforleninger mellemsig.»Om det skal lykkes bedre for dem, som sub exorto Lutheranismo endog arbejdede paa ... en Ødelæggelse af hele Klerus . . „ maa Eftertiden dømme om.« — Forf. mener, at dette tyder paa en meget senere Affattelse (1533?). »Der synes Fortrøstning og Ha ab om godt Resultat for Katholicismen.« »Hermed stemmer det ogsaa, at P. H. stærkt fremhæver Kong Hans som den første af dette Navn — det viser Haab om en Hans 11. Stykket er sikkert i den oprindelige Kilde skrevet i Frederik I's sidste Dage eller i 1533, kort efter hans Død, og inden Udfaldet af Herredagen var bekendt (S. 49). Her omtaler Forf. saaledes undtagelsesvist »den oprindelige Kilde«; men noget Tidsmærke paa Aarbogen er Udtalelsen om Lutheranismen netop ikke, ti den findes ikke i denne¹. Egentlig »Fortrøstning« vidner imidlertid Krønikens Udtalelse om Lutheriet ikke om; den konstaterer jo kun en Kendsgærning, om hvis senere Følger først Efterverdenen kan dømme. Men den taler ganske vist om, at det totale Kirkefjendskab allerede viste sig »su& exorto Lutheranismo«;ogselv om P. H. flere Steder antyder, at der var Tilløb til Lutheri før 1526, sætter han dog den egentlige BevægelsesBegyndelsetil

1 »Den oprindelige Kilde« er jo Aarbogen, som P.-E. H. S. 98 erklærer for paabegyndt i Frederik I's Regeringstid. (Selv siger den iøvrigt i Fortalen, at den er skrevet i Christiern IFs og Frederik I's Tid). Efter hans Udtalelser her maa den altsaa inden Forsendelsen til P. H. have været Genstand for Tilføjelser eller Ændringer c. 1533. Om noget saadant taler Forf. ellers ikke; han har overhovedet intetsteds gjort en samlet Fremstilling af sine Tanker om Aarbogens Tilblivelseshistorie. — S. 169 synes Forf. at være blevet klar over, at hans Udtalelser S. 49 var unøjagtige; ti nu skelnes rigtigt mellem den korte Aarbogsnotits og den fyldige Kommentar af P. H., som »synes forfattet efter Fr. I's Død«; i sin Hævngerrighed ser P. H. Nederlaget i Ditmarsken som Guds Hævn over Adelen (for dens langt senere Griskhed efter Kirkegods!). Dette Afsnit afgiver »klart og tydeligt Bevis for, at P. H. kommenterer en Aarbog, i hvis Affattelse han ingen Del har haft«. (S. 170).

Side 42

vægelsesBegyndelsetildette Aar¹. — Noget Tidsmærke for 1533, hvis Herredag Krøniken netop stærkt betoner blev en Fiasko for »Ortodoksien«, er Udtalelserne invert Fald ikke. — Højst uheldig har Forf. ikke mindst været med at slutte sig til A. Heises Bemærkning (Skibykrøniken S. 36²) om, at P. H. stærkt fremhæver Kong Hans som ejus nominis primus, og dermedviserHaab om en Kong Hans 11. Vendingen er kun en Gentagelse fra Aarbogen, som Forf. jo bestemt hævder P. H. ikke har haft nogetsomhelst med at gøre (S. 170). Men har han da maaske delt et saadant Haab hos Aarbogsforfatteren ? Nej! Maaden at betegne Kongetallet paa udtrykker overhovedet ikke noget Haab. Under 1521, hvor Krøniken (ligesom Aarbogen)omtalerChristiern ll's Tog til Sverige, kaldes han (i begge Skrifter) Christiernus eius nominis secundus, og selv P.-E. H. vil næppe paastaa, at P. H. eller Aarbogsforfatteren haabede paa en Christiern 111. Ligesaa har begge Skrifter samme Betegnelse for Christiern ll's Kongetal under 1523, da hans Flugt fra Danmark berettes. Kong Frederik kaldes mange Gange primus₂ sikkert uden at P. H. nærede noget Haab om en Fredericus secundus. At Maaden, Kongetallet er angivet paa, derfor skulle begrunde en Datering til 1533, er grebet ud af Luften. Da Forf.s tidligere nævnte Paastand (jfr. ovfr. S. 8) om, at Skibykrøniken er et Udtryk for Ove Billes Politik 1533 m. H. t. Kongevalget, ikke synes at have anden Støtte end dette Joannes rex ejus nominis primus, mangler den saaledes i Virkeligheden al Grund³. — Krønikens Afsnit om Ditmarskertogetkanda

1 Baade under 1502 og 1517 taler han proleptisk om »Lutheri«. Hadet til Pave og Klerici og Begæret efter Kirkegodset véd han er langt ældre og henviser i sin »Undervisning om Luthers Handel« (1526) til Hr. Sten Billes Ord om, at saadant fandtes, »før man vidste noget at sige om Luther« (Skrifter I, 266).

2 Skrifter VI, 98,3; 99,8; 100,8; 106,26; 109,32 osv.

3 Selvfølgelig er det meget muligt, at P. H. har delt Ove Billes Ønske om at faa Hertug Hans til Konge; dette mener ogsaa Engelstoft (Nyt hist. Tidsskr. 11, 505). Men her er Tale om, hvad man kan slutte udfra Krønikens Tekst.

Side 43

togetkandameget vel være skrevet c. 1526—27. Aarbogens
Stykke er uden Tidsmærker.

Under 1501 omtaler Aarbogen Sveriges Frafald fra Kong Hans samt Dronning Christines Fangenskab. — Krøniken fortæller tillige om hendes Frigivelse og højtidelige Modtagelse i Halmstad, »en By i Halland«¹. Den udtaler samtidig den skarpeste Dom over det svenske Folk, der er barbarisk og troløst og hader baade indfødte og fremmede Fyrster. Oprøret mod Kong Hans var skændigt, ti han regerede uden Vold og Tyranni i Modsætning til Valdemar [Atterdag], Margrethe, Erik [af Pommern], Christofer [af Baiern] og Christiern 11. I Kongeskriftet har P. H. fremsat en lignende Opfattelse af disse Regenters Forhold til Sverige (bortset fra Christiern II). Nogen sikker Datering er ikke mulig; dog peger Medtagelsen her af Christiern II i alt Fald paa Nedskrivning efter 1523. Men Udtalelsen om disse danske Regenter tyder ikke paa, at han skrev efter Ove Billes Diktat. — Aarbogsnotitsen mangler Tidsmærker.

Under 1502 fortæller Aarbogen om Rigshofmesteren Poul Laxmands Mord og understreger, at »lige til den Dag i Dag er der ikke paafulgt Straf for denne saa store Forbrydelse (ti dette er skrevet Aar 1524), bortset fra, at begge [o: Morderne] er omkommet ved en übetimelig Død.« Gud har dog altsaa tilkendegivetsinVredeover Ugærningen! — Her har vi saaledes ikke alene en højst vigtig Datering af Afsnittet, der tillige kasterLysover,naar de tidligere Afsnit i Aarbogen er skrevet (bortset fra Stykket om Dronning Sophias Kroning), men tilligeettydeligtVidnesbyrd om Tidsafstanden mellem AarbogensogKrønikensNedskrivning, ti dennes Tilføjelser har klare »Tidsmærker« om en senere Affattelse². — Imidlertid gør

1 Muligvis har P. H. som ung, da han var i Varberg Kloster, haft Lejlighed til at overvære denne Begivenhed.

2 Hvis Teksten i Aarbogen var Uddrag af Krøniken, har Excerpisten unægtelig baaret sig højst mærkeligt ad; han interesserede sig for, at Morderne slap for Straf, men ikke for Krønikens Meddelelse om Rygtet, at Kong Hans stod bag Mordet og aftvang Rigsraadet den uretfærdige Dom over Laxmand ved Biskop Jens Andersens Forslagenhed. Heller ikke Konfiskationen af Laxmands Gods eller Restitutionen af Asserbo har interesseret

Side 44

Forf. heller ikke her opmærksom paa, at Dateringen 1524 gælder Aarbogsstykket, men bemærker: »Povl Helgesen siger selv: skrevet 1524.« Dette vilde faktisk være en grov Usandhed af Karmeliteren, saafremt han, som Forf. mener, først 10 Aar efter fik Aarbogen i Hænde. I alt Fald vilde det vidne om en übegribelig Tankeløshed, naar han afskrev sit Forlæg — med mindre dette netop er hans eget Værk; i saa Fald er det ganske forstaaeligt, at han lod denne Datering blive staaende. AarbogensHentydningtilGuds straffende Indgriben overfor Morderneminderjoogsaa om P. H. — I Krønikens Tilføjelser omtaler P. H. Rigsraadets »uretfærdige« Dom, efter hvilken Laxmands Gods konfiskeredes, og siger saa, at Arvingerne »indtil den Dag i Dag« kun har faaet Asserbogaard tilbage — og »hane unam laudem meruit suo principatu rex Fredericus«. Her er et utvivlsomt senere Tidsmærke end 1524, ti først ved en Dom af 13. Dec. 1526 fik Arvingerne Asserbo tilbage¹. Men da P. H. jo kalder dette Frederik I's eneste Fortjeneste i hans Herskertid, mener Forf. at kunne fastslaa, at P. H. først skrev dette efter Kongens Død i 1533. Men, hvis dette var Tilfældet, kan man være overbevist om, at P. H. havde omtalt Frederik I paa en anden Maade. Efter at denne blev en afgjort Støtte for den lutherske Bevægelse og begyndte at disponere over KirkeogKlostergods,omtalerP. H. ham stadig som »den profane og sacrilege« Konge. I Afsnittet her sporer man vel klart nok P. H.s Skuffelse over Styret, men ikke hans Foragt for Kongen. Nu kan man imidlertid godt udtrykke sig, som nævnt, naar man anser Restitutionen af Asserbo for den eneste rosværdige HandlingiKongenshidtidige Regeringstid (altsaa efter det omtalteTidsmærkeindtilDec. 1526). At P. H. efter det ensidige

1 Forf. henviser, ligesom A. Heise, ogsaa til, at Laxmands Arvinger 22. Nov. 1527 fik Kongebrev paa deres Mødrenearv. Men Dommen fra Dec. 152G er i alt Fald tilstrækkelig Basis for Krønikens Udtalelse.

Side 45

Synspunkt, hvorudfra Krønikens Domme stadig fældes, kunde udtale sig som nævnt c. 1527, er forklarligt nok¹. Allerede snart efter Oprørspartiets Sejr hævdede han, at Forholdene ikke var blevet bedre end under Christiern 11. Nu led man tværtimod under flere »Tyranner«². Kirkeligt indførtes ingen af de Reformer,hanhaabedepaa, og han selv mødtes med Mistro som hemmelig Lutheraner³. Hans Orden fik ikke St. Jørgensgaard tilbage, og da han St. Hansdag 1526 indbødes til i en Prædiken at gøre Rede for sin Stilling til Lutherdommen og fremsætte det Mellemstandpunkt, som han lige til det sidste ufravigeligt kæmpede for, for at redde Katholicismen og Kirkens Enhed, afvistes han. Lige efter nægtede Kongen at anerkende den af Paven udnævnte Ærkebiskop Jørgen Skodborg; og i Efteraaret optraadte han direkte som Værner af den jyske Reformationsbevægelse.Endnui1526, og før Dommen om Asserbos Tilbagegivelse,fikKongensit Forslag om Nægtelse af KonfirmationsafgiftertilPavengennemført i Odense. Der var saaledes nok, som kan forklare Udvidelserne til Aarbogsstykket, for hvilke lerminus post quem er Dec. 1526; men stort senere kan Nedskriftenikkevære,da Kongen ikke karakteriseres som sacrileg eller profan⁴. — Det maa endnu bemærkes, at P. H. her sigter Biskop Jens Andersen for ved sin Træskhed at have gennemført Dommen over P. Laxmand, og han slutter da med: »for denne Tyrandaad og andre svigefulde Paafund, hvormed han udmærkedesigisit Liv, ... led han fortjent Straf under Kong

1 Paludan-Miiller (Hist. Tidsskr. 3. R. I, 19) daterer Afsnittet til »efter 1526«; han mener saaledes ikke, at Betegnelsen af Asserbos Tilbagegivelse som Frederik I's eneste Velgæming daterer det til efter Kongens Død.

2 Jfr. hans Brev til Hans Laurentsen (Skrifter I, 163^—64).

3 Jfr. Brevet til Peter Iversen (Ib. I, 177—83).

4 Krønikeudvidelsen sigter Roskildebiskoppen Jens Jepsen for sammen med Kongen at staa bag Mordet paa Laxmand. Forud har en Tilføjelse til Aarbogens Notits om Hr. Knud Alfsens Mord fremhævet, at dermed skete et modbydeligt Lejdebrud, og Lejdet var givet af denne Biskop. Begge Dele forklarer for Jens Jepsens Vedkommende den førnævnte Udtalelse om den ringere Kvalitet af Oluf Mortensens Efterfølgere i Roskilde.

Side 46

Christierns Regering.« Jeg citerer dette, fordi man heri ligesaa vel kan finde Bevis for, at Biskoppen maa være død, da P. H. skriver det, som man erklærer Frederik I for død, fordi hans Regeringstid omtales. løvrigt skal vi senere se, hvor mærkeligt P. H.s Syn paa Jens Andersen kunde ændre sig.

Under 1502 retter Aarbogen et skarpt Angreb paa de pavelige Buller og paa de Afladsbreve, som den danske Dr. Herman solgte til Fordel for et Korstog mod Tyrkerne. Notitsen herom vejleder ikke til nogen sikker Datering. — Krøniken tilføjer, at hermed blev »Vinduet første Gang aabnet for Lutherdommen.« Da P. H. ved god Besked om, naar Luther begyndte Kampen mod Afladen, maa han med denne Udtalelse mene, at den »frække« Korstogsprædiken fremkaldte en Kritik i den danske Kirke, der mindede om den, den lutherske Bevægelse 1526 fremkaldte. — Forf. daterer mærkelig nok Afsnittet saa tidlig som »efter 1523«; men da det staar efter foregaaende Stykke, maa det vel ogsaa sættes til c. 1527¹.

Under 1507 nævner Aarbogen først 3 Anførere i Søkrigen mod Liibeck og Sverige ved Navn (deriblandt Søren Norby); men foruden disse rfamatissimi vin var der andre: horum similes pirati, ad predam atque piraticam vitam non minus natura, quam årti instructh. I et nyt Stykke nævnes saaledes 9 andre af Kong Hans's »Pirater« ved Navn, og om disse sidste siges: »alle disse omkom male« (fik en om Slethed vidnende Død). Hertil føjes saa, reelt som et tredje Stykke, Udtalelsen: »større Lykke fik ikke de, som under Christiern ll's Regering drev Sørøveri« — en ramtes af en Kugle, en blev halshugget i Hamburg. — Krønikengentager disse Meddelelser og slutter saa yderligere moraliserende: »I Sandhed en fortjent Straf for Røvere, som af vanvittig Lyst til Rov overfalder kristne Brødre.«² Men tilligeomformer

1 S. 50 siger Forf.: »Omtale af »Lutheri« for første Gang«. Han har altsaa glemt, at P. H. allerede under 1500 omtalte Lutherdommen, og at han selv derfor daterede Udtalelsen til 1533!

2 P. H. var som erklæret Erasmianer afgjort Pacifist. Udtalelsen her minder om et Stykke i Skriftet om Fyrstens Opdragelse, som udtrykker særlig Forargelse over, at Kristne fører Krig mod Kristne (jfr. Paulus Helie I, 116).

Side 47

ligeomformerP. H. her Aarbogens 2. Afsnit saaledes, at det nu betoner, at ogsaa de i 1. Afsnit nævnte 3 viri famatissimi har faaet en »ond« Død¹. — P.-E. H. formoder S. 171, at Krøniken her er blevet til gennem 3 Stadier. Først nedskreves en Meddelelsefra Anders Bille om de tre saa berømte Søhelte, saa tilføjedeen gejstlig Aarbogsforfatter (»i skrigende Modsætning hertil og uden Forsøg paa at ville forstaa Udtrykket »uiri famatissimurigtigt«): atque horum similes pirati etc. samt Skildringen af de nævnte 9 »Pirater« fra Kong Hans's Tid og Stykket om Christiern ll's Fribyttere. — Spørgsmaalet er imidlertid, om det ikke er Forf., der har misforstaaet Udtrykket viri famatissimi. Efter hele Sammenhængen i Afsnittet skal det aabenbart oversættes:»de højst berygtede Mænd.« At Aarbogsteksten virkelig er blevet til i to Stadier, vil jeg senere komme tilbage til, idet det er notorisk, at den i 1524 (da det kan paavises, at P. H. havde den til sin Raadighed) ikke indeholdt 3. Stykke (om Christiern ll's Pirater) og næppe heller Sætningen om, at Kong Hans's Pirater »alle omkom ondt«. Men Afsnittets 1. Stykke er der ingen Grund til at formode udarbejdet til to forskellige Tider og af forskellige Forfattere (Paastanden om Anders Bille som første Meddeler er en af P.-E. H.s mange frie Gætninger). Aarbogsforfatteren kan som Pacifist kun betragte Søkrigen, som den førtes, som ugudeligt Sørøveri, og famatissimi uiri har derforher samme ilde Klang, som naar P. H. f. Eks. i Kongebogen taler om Christiern II som den famosus tyrannus.

Men af særlig Interesse ved dette Afsnit i Krøniken er, at P. H. om de i Stykke 2 nævnte 9 Pirater siger: »disse faa Navne falder mig ind« (jfr. Note 1). Hermed synes han unægtelig at vedkende sig Aarbogsteksten som sin egen (og man forstaar derfor ogsaa, at Aarbogsteksten bruger Tillægsordet famosus i P. H.s Betydning). — Forf. har overhovedet ikke bemærket dette; heller ikke, at Krønikens Tidsmærker i alt Fald ogsaa gælder Aarbogens to sidste Afsnit.

1 Aarbogens Tekst lyder: Alii pirati Joannis regis: Pyhning, Rutbeck etc.; i Krønikens: Nec tomen isti (de 3 famatissimi) male perierunt, sed etiam alii multi, qui olim sub principatu Joanmis regis piraticam exercuerant ... quorum e multis hæc pauca nomina succurrent, Pyhning, Rutbeck .. .

Side 48

Det er nu notorisk, at én af Kong Hans's »Pirater«, Tile Giseler, endnu levede Juli 1532, og at Søren Norby faldt 1530 ved Firenzes Belejring (for de øvriges Vedkommende er, saa vidt vi kender deres Dødstid, 1525 yderste Termin). Forf. daterer derfor (ligesom A. Heise) hele dette Afsnit til »tidligst sidste Halvdel af 1532 og snarest senere.« Dette er imidlertid Udtryk for en Tillid til P. H.s Hukommelse og Samvittighedsfuldhed m. H. t. at skaffe sig autentisk Bekræftelse paa Rygter eller givne Oplysninger, som ellers ikke karakteriserer P.-E. H. Jeg for mit Vedkommende kan dog ikke mene, at Omtalen af de nævnte to Mænds Død giver nogen Sikkerhed for en Nedskrivning 1530 eller 1532. P. H. har antagelig ikke hørt Rygter om Søren Norby, siden denne, efter sit Nederlag i Aug. 1526, flygtede til Livland og derfra til Rusland, hvor han holdtes fangen. Først 1528 slap han bort og hastede til Italien, hvor han 1530 faldt i Kejserens Tjeneste. Norbys Forsvinden i Rusland turde være den sikreste terminus post quem for Nedskrivningen af Krønikeafsnittet. Ti Efterretningerne om Mester Lambert Andersens og Klaus Kniphoffs Død 1525, som han allerede havde, da han gjorde de nævnte Tilføjelser til Aarbogens oprindelige Tekst, har sikkert nok overbevist P. H. om, at det ikke er gaaet Tile Giseler, om hvem han næppe i mange Aar har hørt Rygter, bedre end de andre. Meget nøjeregnende i sligt var P. H. ikke. løvrigt er det for fleres Vedkommende meget tvivlsomt, om de virkelig fik en »ond« Ende.

Først 1512 har Aarbogen en ny Optegnelse, nemlig om Biskop Jens Jepsens Død, efter at han forud havde resigneret Roskilde Bispestol til Dr. Lave Urne. Den afdødes hele Liv betegnessom »ødselt og unyttigt«. Dette forklarer for hans Vedkommendetilstrækkeligt den tidligere Udtalelse om Oluf Mortensensringe Efterfølgere; men til Krønikens før omtalte Beskyldninger for Svig, der medførte Mord (jfr. S. 45, Note 4), som her gentages, føjer P. H. nu yderligere Meddelelser om hans letsindige Ungdomsliv; dog omtales mildnende hans Godgørenhed.Naar P. H. senere retter skarpe Angreb paa uværdige adelige Biskopper, tænker han sikkert ogsaa paa Jens Ravensberg.Noget

Side 49

berg.Nogetsikkert Tidsmærke har hverken Aarbogens eller
Krønikens Afsnit; men intet tyder paa senere Nedskrivning i
Krøniken end c. 1527.

1513 døde Kong Hans nejus nominis primus«, som baade Aarbog og Krønike siger, sikkert uden at ane, at man vilde fortolke det som et politisk Program! Sidstnævnte tilføjer betegnende: »Søn af Christiern I, den bedste Fyrste, men Fader til Christiern 11, den berygtede Tyran.a P. H. nærer, som før omtalt, en særdeles Hengivenhed for Christiern I, Universitetets Stifter, hvis Fromhed og Tro Krøniken (ligesom Aarbogen!) stærkt understreger, idet der særlig henvises til Opførelsen af det store og rigt funderede Kapel ved Roskilde Domkirke, som Kongen skaffede »hellige Relikvier af de salige.« Han var derfor i særlig Forstand en »Christianus princeps«, en Betegnelse som tydelig nok refererer til Erasmus's Bog om Fyrsten, som P. H. oversatte 1521 til Christiern 11, netop for at demonstrere for ham Forskellen mellem »den kristne Fyrste« og Tyranne n¹. Aarbogens Betegnelse af Christiern I som en saadan, er et af de mange Træk, som tyder paa, at P. H. kan være dens Forfatter. — Krønikens Nekrolog, der er udskrevet i P. H.s Kongeskrift, har en Passus, som Excerptet forbigaar: »Hvis Christiern II havde fulgt i denne sin Faders Fodspor, vilde han aldrig med saa stor Skam være udjaget af Riget.« Den stod sikkert heller ikke i Krøniken, da P. H. skrev Kongeskriftets Biografi; den er øjensynlig en senere Tilføjelse, ti den har gjort den følgende Sætning, som atter taler om Kong Hans, utydelig. Ordene her om »denne Konge« gælder nemlig ikke Christiern 11, som de nu paa Grund af Indskuddet sprogligt gør, men Kong Hans.

Undersøgelserne af Krønikens »Tidsmærker« for Christiern I's og Hans's Tids Vedkommende har da ikke bragt afgørende Vidnesbyrd mod lagttagelsen af, at Kongeskriftet inden FrederikI's Død, ja allerede i Sommeren 1527 kan have excerperet Biografierne af de to Konger af Skibykrøniken. — Men har

1 Jfr. mit Skrift om Paulus Helie, 89, 112 flg.

Side 50

saaledes dennes Tekst i det mindste for Tiden indtil 1513 været væsentlig udarbejdet¹ inden nævnte Tidspunkt, maa selvfølgelig Aarbogsteksten til samme Tidsrum forinden have foreligget for P. H.², hvad enten han, som de fremdragne Enkeltheder tydede paa, er dens Forfatter, eller den skyldes en fremmed Haand. P.-E. H.s Opfattelse af Tidspunktet, da Aarbogen som en Helhed (behandlende Tiden til 1534 incl.) sendtes P. H., er i alt Fald uholdbar, ligesom hans Paastand om Krønikens »Tilblivelse«til én Tid.

At Krøniken er affattet successivt, staar altsaa fast. Men Undersøgelsen af dens Tekst maa fortsættes, først og fremmest for at fastslaa, om flere af dens Afsnit allerede har været udarbejdet inden Frederik Fs Død, eventuelt inden Sommertid 1527. Allerede den Kendsgærning, at dens Forlæg Aarbogens Forord erklærede dette Skrift forfattet i Christiern ll's og Frederik I's Tid, lader formode, at dette i alt Fald, inden den oprindelige Plan med det ændredes, indeholdt adskilligt ikke alene om Christiern ll's, men ogsaa om Frederik I's Tid (aldeles bortset fra Forstaaelsen af Genealogiens S. 32 omtalte Passus). Muligheden foreligger da, at ogsaa dette Stof inden nævnte Tid kan være bearbejdet af Krøniken. Jeg vender mig da først til Aarbogens og Krønikens Tekst til Christiern ll's Regeringsaar.

De Optegnelser i Aarbogen om Christiern ll's Tid, som er af Interesse forundersøgelsen, er følgende. Under 1515 omtalesKongens Bryllup 1515 med Isabella; Krøniken tilføjerdels en politisk Udtalelse om, at alle occidentales (o: de nederlandske Handelsstæder) nu haabede paa bedre Behandling i Danmark og »evig Fred« (men led alvorlig Skuffelse)³, dels en skarp Kritik af Christiern ll's sædelige Liv, der indeholder

1 Bortset fra nys nævnte Passus i Nekrologen over Kong Hans.

2 At dette er en Kendsgærning, viser P. H.s Brug af den 1524 til en særlig Udarbejdelse (jfr. her S. 65_—66).

3 P. H.s intime Forhold til Nederlænderen Frans YVormordsen kan allerede forklare den Interesse, Krøniken viser for disse Handelsbyer; men hertil kom hans Had til Lilbeck.

Side 51

et tydeligt »Tidsmærke«. Her omtales nemlig ikke blot hans Forhold til Dyveke, men til saa mange Friller, »at Salomo (der havde 300 Konkubiner) forholdt sig til ham som en Halvskillingtil en Daler, som Peter Svave skrev i sit Forsvarsskrift for Frederik I« [altsaa 1525]. Sluttelig kritiseres Christiern ll's nye Love. For at fastslaa den forargelige Modsætning mellem Kongens Liv og hans Lovgivning, nævner P. H. spydigt, men urigtigt(l), at Loven vilde straffe Utugt med Døden. I sit Skrift fra 1526 (mod Hans Mikkelsen)¹, synes han at have glemt dette Exempel eller have følt Trang til at rette Fejlen. Her taler han nemlig om Kongens menéderiske Færd, trods han selv i sin nye Lov straffede Mened haardt. — P. H.s Stilling til Christiern ll's nye reformkatolsk prægede Love, som han maaske endda selv havde øvet Indflydelse paa og i alt Fald før sit Brud med Kongen ikke havde fundet Anledning til at fordømme², er ganske oplysende for hans fremtrædende Evne til at anlægge nye Synspunkter, naar den Sag, han i Øjeblikket kæmper for, kan tjenes. — Stykket kan efter Tidsmærket saare vel være skrevet endda før 1526.

Under 1517 udvider Krøniken Aarbogens korte Notits om Arcimbolds Komme til Danmark med en harmdirrende Udtalelse om de fordærvelige Følger af hans skandaløse Afladshandel.Ham skyldes Fremkomsten af Lutherdommen, »som nu grasserer i Tyskland og andre Nabolande.« Mens Sendelsernefra Rom tidligere tjente til at fremme Fromhed og befæsteTroens Lærdomme, blev nu Fromhed og Gudsfrygt udslukket,og Romerkirken fik »i mange af Verdens Folkeslag« Navn af »det berygtede Babylon«. — At P. H. her ogsaa hævder et Aarsagsforhold mellem Arcimbolds Sendelse og den senere katolskfjendtlige Agitation i Danmark, er uomtvisteligt. Men hans Udtalelser om Tyskland og andre Nabolande, ja om mange Verdensfolk viser, at han nok saa meget tænker paa Luthers Optræden og dens europæiske Betydning. Det er derfor ikke

1 Skrifter 111, 78.

2 Jfr. mine Udtalelser om hans Forhold til Christiern ll's nye Love i »Paulus Helie« I, 98—102.

Side 52

let at fastslaa nogen sikker Datering udfra hans Ord her. P.-.E. H. udtaler sig da ogsaa forbeholdent (»en Gang i Slutningenaf 1520'erne«), P. H.s Udtalelser i hans Skrifter fra 1526 (Sendebrevet til Tyge Krabbe og Modskriftet mod Hans Mikkelsen) indeholder i alt Fald tilstrækkeligt til at forklare hans Ord her.

Under 1517 omtales ogsaa Biskop Jens Andersens Fængsling, efter at Christiern II havde rejst Retssag mod ham paa en Herredag i København. — Til Aarbogens Notits herom føjer Krøniken en udførlig Redegørelse for Anklagerne mod ham¹ og for hans senere Trængsler, indtil Liibeckerne 1522 befriede ham fra Fængslet paa Hammershus. Fortællingen kaster et interessant Lys over P. H. som Forfatter. I Modsætning til Udtalelserne til 1502, hvor han hævdede, at den uretfærdige Dom over P. Laxmand især skyldtes Jens Andersens »Svig«, og udtrykkelig pointerede, at denne derfor (og for adskillige andre Underfundigheder) led fortjent Straf under Christiern ll's Regering, betragtes Bispen nu som den skyldfri Genstand for Kongens Uretfærdighed og Grusomhed². Her er ikke mindste Tale om, at et uafviklet Regnskab med den højeste Retfærdighed opgjordes 1517. Derimod understreges, at det skyldtes »Guds Forsynsstyrelse«, at Biskoppen førtes til Bornholm, saa han kunde befries. P. H. markerer yderligere sit Syn paa Guds Styre ved at erindre om, at Biskoppen in fuga regis Christierni blev genindsat i sit Stift. Da denne Handling skyldes Frederik I, kan man vel sige, at P. H. her reelt desavouerer sin tidligere Paastand om, at Tilbagegivelsen af Asserbo til Laxmands Arvinger var Frederik Fs eneste rosværdige Regeringshandling!

1 Sin Viden herom har P. H. antagelig fra sin Kollega ved Universitetet Dr. Amelungus, der var den ene af Kongens Advokater 1517. løvrigt var P. H. allerede 1517 en Tid i København, hvor han holdt sin Angrebstale mod Simonien.

2 P. H.s Oplysning om, at Christiern 11, før han blev kronet, maatte erstatte Hertug Frederik den store Sum, Lilbeck 1503 havde af presset denne som Borgen for Kong Hans, er for saa vidt urigtig, som det var Hertugdømmernes Landstænder, som tvang Kongen til at yde sin Farbroder Erstatning, før de hyldede ham.

Side 53

Enten viser dette, at der er en længere Tidsafstand mellem Krøniketeksten til 1502 og den til 1517, eller at P. H.s Syn paa Guds straffende Indgriben er stærkt stemningsbetinget. Udfra den Række Vidnesbyrd om Krønikens Stemningsprægethed, som Engelstoft og Paludan-Miiller gjorde opmærksom paa, tror jeg, man kan se bort fra det første Alternativ, og holde sig til, at Teksten ved Omtalen af Bispens Genindsættelse daterer sig til efter 1523. — Men nærmere er vist Afsnittets Affattelsestid bestemt ved den Tilføjelse, P. H. gør til Aarbogens Omtale af Jørgen Skodborg som den ene af Christiern ll's Advokater i Retssagen 1517 mod Jens Andersen. Han betegner ham nemlig som »den senere ulykkelige Ærkebiskop«. Skodborg blev 1519 paatvunget Lunds Kapitel som »Electus«; men han var endnu ikke stadfæstet af Paven, da Christiern II 1521 atter afsatte ham. Han følte sig endda dengang truet paa Livet, men undslap til Rom, hvor han stadig forgæves søgte om Pavens Konfirmation. Sygdom fordrev ham sluttelig fra den evige Stad, og han opholdt sig saa i Tyskland eller i Nederlandene, til han 1525 virkelig opnaaede Udnævnelse af Paven efter et Ønske fra Frederik I's Side. Men da han fra Liibeck anmeldte Kongen sit Komme, havde denne i Aug. 1526 ændret sin Kirkepolitik og gav sammen med flere verdslige og to (ikkebiskoppelige) gejstlige Raader Aage Sparre en foreløbig Bekræftelse som Stiftets retmæssige Indehaver, og nu erklærede man, som før omtalt, at man overhovedet ikke vilde finde sig i Indblanding fra Paven i Spørgsmaalets endelige Afgørelse, der tilkom Konge og Rigsraad¹. Dermed var Skodborg slaaet ud og levede i alt Fald til 1530 i Liibeck under meget trykkende økonomiske Forhold. P. H.s nævnte Betegnelse af ham som »ulykkelig«, sigter sikkert ogsaa til Afgørelsen 1526, muligvis endda til det Overfald, han skal have været Genstand for fra Sparres Slægt under et Ophold i Odense². I alt Fald vil jeg datere Afsnittet til c. 1527.

1 Er slev-Mollerup, Frederik I's danske Registranter, 109^—10.

2 Jfr. min Artikel om Skodborg i Biogr. Leksikon XXII, 127_—31. — Overfaldet hører til de enkelte antagelig paalidelige Meddelelser i Sva- nings Skrift om Christiern 11. Skodborgs Besøg i Odense rnaa enten henlægges til Herredagen dér 152(5 eller 1527.

Side 54

Til 1519 henlægger Aarbogen Arcimbolds Flugt til Tyskland for at undgaa Christiern ll's Efterstræbelse. — Krøniken retter Aarstallet til 1518¹ og omtaler Broderens Fængsling, indtil Kongen forlod Riget. Ingen Tidsmærker.

Til 1519 hører videre Aarbogens Notits om Ærkebiskop Birgers Død. Undtagelsesvist meddeler den hans Faders Navn og beskedne Stilling (edituus, Degn) samt hans Fødested i "Nørrehalland (NB. P. H.s Fødeprovins!). Her er ingen Tidsmærker paa Nedskriften. — Krøniken tilføjer en indgaaende og forherligende Nekrolog over Birger, hvori bl. a. meddeles, at Rigsraadet efter hans Død (ab hujus obitn) »for at sikre Kirkens Forhold ved Venners Magt« vedtog, at kun adelige fremtidig kunde faa danske Bispestole. En saadan Vedtagelse i 1519 er ganske ukendt. Men P. H., som meget vel vidste, at den borgerlige Jørgen Skodborg (jfr. S. 53) blev Birgers Efterfølger, og at Kongen efter hans Afsættelse paany to Gange paatvang Ærkesædet sine Kandidater og overhovedet følte sig hævet over al Kirkeret (jfr. Skrifter VI, 89), har sikkert ogsaa, da han længe efter skrev dette mb hujus obitu«, været klar over, at Kongen ikke havde villet finde sig i Vedtagelser af Rigsraadet 1519, som var Udtryk for de Adelsinteresser, han netop saa stærkt bekæmpede. P. H.s Tale om, at Rigsraadet vilde »sikre« Kirken, tyder klart nok paa en Tid, da Raadet var optaget af at fastslaa Garantier mod kongeligt Forgodtbefindende. Han kan da meget vel med den übestemte Tidsangivelse sigte til Bestemmelsen i Frederik I's Haandfæstning, uden at der, som P.-E. H. mener, er Tale om en »Forveksling« for hans Vedkommende. Med sin ikke usædvanlige Unøjagtighed ser han bort fra, at Haandfæstningens først udstedtes flere Aar efter Birgers Død, og at den forresten ikke absolut udelukkede borgerlige, graduerede Mænd fra Bispesæderne.

1 Rimeligst er dog vel, at Aarbogsteksten oprindelig ogsaa har haft 1518. Hans Henriksens Tekst er sikkert en i flere Henseender daarlig Afskrift.

Side 55

Hvad der ligger ham paa Sinde, er imidlertid at stemple Rigsraaderne som »elendige, uvidende« Mænd, fordi de foregav Interesse for at sikre Kirken ved en Bestemmelse, som reelt vidnede om Slægtshensyn. Intet har nemlig efter hans Mening mere bidraget til Kirkens Ødelæggelse end »visse Adelsmænds Forfængelighed og hovne Væsen«. — P.-E. H. mener, at denne Udtalelse i Afsnittet tyder paa, at P. H. maa have oplevet de opløste Kirkeforhold c. 1533. Men allerede c. 1527 kunde P. H. ud fra sit Syn paa Bispeembedet med god Grund tale om de kirkeligt ødelæggende Følger af de adelige Biskoppers Embedsvaretagelse. Stadfæstelsen i Aug. 1526 af Aage Sparre fremfor den borgerlige Jørgen Skodborg, som vel at mærke havde Pavens Udnævnelse, betød jo ikke alene Foragt for Kirkens Forbindelse med Pavestolen, men Kirkestyrelse ved en Person, som ikke kunde faa Bispevielse (var en »Skinbiskop«); og P. H. maatte udfra sin Overbevisning om, at Kirkens Liv og Trivsel beror paa, at den har Biskopper rned »apostolsk Succession«, i denne Stadfæstelse se den alvorligste Fare for dens Eksistens som sand katolsk Kirke. Dertil kom hans Syn paa Kirkegodsets Formaal. Han kæmper af al sin Kraft for dets Bevarelse, men ogsaa for dets rette Brug, nemlig til virkelig kirkelige Formaal. I sit Svar paa Kong Gustafs Spørgsmaal siger han: »Naar Forholdene nu er saa slette, hænger det ikke mindst sammen med, at hverken de vise eller de gode kommer til Kirkens Prælaturer, men allersnarest Mænd, som hænger ved Fyrsterne og er dem medfældige« (Skrifter 11, 160). »Siden Fyrsterne fremdrog sine Venner og Tjenere i Kirkens Len og Rente, . . . har de nødt dem til at spilde den hellige Kirkes Gods og Renter i Fejde, paa Hoffolk, Vaaben og Værge, til Mord og Brand og anden Umildhed, som de burde have bekostet paa fattige Enker, elende Mennesker, faderløse Børn og andre Fattigfolk« (ib. 11, 154^—55). Men ikke blot bruger disse Biskopper Kirkegodset til »Bøsser og Krudt osv.« i Stedet for til »Guds levende Tempel«, de fattige, men ogsaa til at pleje deres Standsære, syndig Vilje og Krav paa stort Navn og lang Titel (ib. 11, 147^—48).

Kommer saa hertil, at P. H. kunde pege paa adelige Biskopper,hvis

Side 56

skopper,hvisLivsførelse og manglende Fromhed ligefrem var forargelig og viste deres Uværdighed til Embedet, forstaar man hans Forbitrelse over Rigsraadets Bestemmelse. Under sit Jyllandsophold152 2_—23 havde han haft god Lejlighed til at høre om den gamle Børglumbiskop Niels Stygge, af hvem Skibykrønikensenere tegner et saa levende Billede, og om hans Efterfølger Stygge Krumpen. Viborgbispen Jørgen Friis var i alt Fald et godt Exempel paa Adelsforfængelighed og Hovmod,og selv Lave Urne, som han sluttelig saa paa med dyb Respekt, har han ikke kunnet frikende for Nepotisme og Anestolthed.Heller ikke behøvede han at opleve Forholdene c. 1533 for som her i Afsnittet at hævde, at rene Sæder og ægte Fromheder Kirkens bedste Forsvar; det var en Selvfølgelighed for ham, og Krøniken har allerede tidligere ved sin Kritik af Jens Jepsen Ravensberg (jfr. S. 45⁴) tilstrækkelig understreget dette. Klart er det, at Ove Bille, som selv havde været med til at godkende Rigsraadets Beslutning i Haandfæstningen fra 1523 (i alt Fald ved dens endelige Udstedelse fra Roskilde i August), ikke kan have inspireret P. H. til dette generelle Angreb paa adelige Biskopper. Her som paa saa mange Steder er Krøniken klart Udtryk for P. H.s personlige Opfattelse. — Afsnittet kan altsaa saare vel være nedskrevet c. 1527.

Til 1519 hører ogsaa et Afsnit om Karmeliterkollegiets Oprettelse. — Aarbogen omtaler det Provinsialkapitel, hvor »mange Brødre af samme Orden og nogle af Cistercienserordenen« forfremmedes til Studier ved det nylig byggede Kollegium i København, og P. H. udnævntes til dets første »Regent«. Notitsen,der ikke har noget Mærke paa senere Nedskrivning, ender med et »etc.«, der synes at tyde paa, at Forfatteren i Grunden havde mere paa Sinde herom. Men i hvert Fald findes ingen Antydning i Aarbogen af Kendskab til Alumnernes senere Færd. — Krønikens Fortsættelse er derimod alene optagetheraf. Den retter et lidenskabeligt Angreb paa syv navngivneAlumner, som har lønnet P. H.s Omhu for deres Uddannelseog Forfremmelse med Utak. Drevne af »Kødets Lyst«, men paaberaabende sig »evangelisk Frihed«, faldt nemlig disse »Belialsønner«ikke alene fra ham, men fra den Lydighed, de skyldte

Side 57

Kirken. De sluttede sig til det »i de samme Dage« opstaaede farligeKætteri, Lutherdommen, som bragte »alle, hvor oprigtige og fromme de saa var, til at vakle paa én eller anden Maade.« De blev Aarsag til, at mange troede, at han selv var Tilhænger af Lutherdommens ugudelige Meninger, fordi han fordum, da ingen kunde mistænke dem, havde prøvet og anbefalet dem. Selv de studerendes Mæcener, ja selve »de gode Videnskaber« bragte disse Mennesker i Vanry. En god Del af dem, som syntes at lægge sig efter sinceriora studia, var nemlig særlig tilbøjelige til Frafald; men den virkelige Aarsag til Frafaldet var »Kødets Lyst«, som drev dem. Sluttelig siges, at i det følgende vil mere blive oplyst om disse.

Afsnittet hører til de stærkest personlig prægede i Krøniken, ikke alene paa Grund af dets fanatiske Angreb paa de tidligere Disciple, men ogsaa paa Grund af dets tydelige Præg af et Selvforsvar. Det taler derfor tydelig baade mod Paastanden om, at man ikke af Krøniken kan lære P. H.s »Stemninger« at kende, og mod den lige saa mærkelige Udnævnelse af Krøniken til et »Mindeskrift for Billeætten«. — Apologien i Afsnittet gælder baade ham selv personlig, hans Lærervirksomhed og det Bibelstudium, han var Foregangsmand for. Rent personlig dækker han sig allerede mod Anklagen for »Lutheri« ved Henvisningentil, at dette Kætteri, da det fremkom, bragte »alle, hvor oprigtige og fromme de end var, til at vakle paa en eller anden Maade.« Netop ved at tale om »de fromme«, indrømmer han, at det var mere end det negative (Luthers Angreb paa Misbrug og Forsømmelser i Kirken), som havde grebet ham og andre. Det svarer godt til, at han i 1524, da han var heftigt angrebet for lutherske Tendenser, oversatte Luthers Bedebog og 1526 endog udgav den i Trykken¹. Men særlig er det ham om at gøre »at forsvare de gode Videnskaber« eller de »sinceriora studia«, som nu syntes kompromitteret ved det Faktum, at de drev til Frafald. Ogsaa i hans Apologi 1524 i Brevet til Peter

1 Ganske vist forsvarer han sig (jfr. Skrifter 1,189) med, at det var, fordi Bogen gentager Tanker hos Augustin, Cyprian og Bernhard, men deter dog altsaa givet, at han droges af rent positive religiøse Værdier, og ikke, som han ellers kan sige, blot af de berettigede Angreb paa Kirkens Brøst.

Side 58

Iversen (Skrifter I, 182^—83) var Forsvaret for Bibelstudiet et væsentligt Led i hans Selvforsvar; og dér definerede han disse sinceriora studia som Fortolkningen af Kristi, Peters og Paulus's Lære, hvoraf det tydelig fremgik, at Bibelstudiets væsentlige Indholdefter hans Opfattelse var Vidnesbyrdet om, at Menneskets Frelse alene beror paa Guds Naade — det Standpunkt, hans kirkeligeSkrifter stadig understreger, samtidig med, at han bestemt bekæmper Luthers sola fide. Men medens han i dette Brev (hvor han ligesom her ogsaa betonede, at Mistanken og Hadet til dette sandere og renere Studium ramte dets Mæcener) følte sig sikker paa, at hans Disciple vilde ivre for hans Forsvar, hvis man vedblev at mistænke ham for at være luthersk paa Grund af disse Studier, staar han nu her i den Situation, at netop deres Frafald giver Anledning til nye Angreb paa ham og Bibelstudiet. Det überettigede deri, mener han, fremgaar dels af, at Disciplenes Henvisning til den evangeliske Frihed kun er et Paaskud, »Kødets Lyst« er deres virkelige Motiv, dels af, at man dog ikke kan lægge ham som Lærer til Last, at han »fremdrog« dem paa et Tidspunkt, da ingen kunde mistænke dem for Frafaldstendenser.

Netop Omtalen af denne Begrundelse for Anklagen mod ham synes at pege paa en tidshistorisk Baggrund for Afsnittet. Ti her mindes han utvivlsomt det ret udprægede Mistillidsvotum,som Biskop Lave Urne som Universitetets Kansler i Juli 1527 tilstillede ham og hans Medlærere, da han paabød en Begrænsning i Betten til at høre teologiske Forelæsninger og forbød at immatrikulere nogen, før man havde sikkert Kendskabtil deres Tro og Sæder. I Skrivelsen hedder det, at »visse af eders Disciple, der fordum er blevet forfremmede til Magisterietog Baccalaureatet, ikke alene er faldet fra eders sande Undervisning ved skændigt at bryde med jer, men har ogsaa skamløst brudt med Kirkens Enhed, idet de følger Satan og Satans Tjenere.«¹ Overensstemmelsen mellem P. H.s Udtalelser i Afsnittet og Citatet er aabenbar, og beviser, at man virkelig

1 Fr. Munter: Den danske Reformationshistorie I, 335_—37.

Side 59

1527 anklagede P. H. for, at han olim havde været med til
at promovere senere Lutheranere.

Afsnittet er da klart nok nedskrevet efter Juli 1527; men hvor længe efter? Den intense Forbitrelse, det lægger for Dagen mod de tidligere Elever, disse »Belials Sønner«, der har svigtet ham og Kirken og kompromitteret Bibelstudiet, kunde tyde paa, at det er forfattet under hans øjeblikkelige Ophidselse efter Lave Urnes Røffel. Men dette umuliggør Opregningen af de 7 Ex-Karmelitere, hvoriblandt nemlig ogsaa Fr. Wormordsen nævnes. Ti hans Frafald fandt først Sted i 1529. Men heller ikke heri har vi et sikkert Tidsmærke for Nedskrivningen, da vi ikke kender Tidspunktet for alle de 6 andres Frafald¹. C. Paludan- Miiller og A. Heise har netop paa Grund af Afsnittets voldsommeTone,der stærkt minder om senere Afsnit under 1527 og 1528, dateret det henholdsvis til efter Nov. 1531 og til tidligst153 2²; men der er i alt Fald paa ét Punkt en vigtig UoverensstemmelsemellemInvektiverne mod de frafaldne her og dér. Ganske vist sigter P. H. dem her for at være drevet af »Kødets Lyst«; og man kunde fortolke dette som Udtryk for, at de var Cølibatsbrydere; men dels angives dette som det fælles Motiv til Frafaldet (og vi véd ikke, om de alle havde giftet sig), dels er Cølibatsbrud, saa vidt vi kender til Datiden, ikke Motivet til Frafald, men altid en senere Handling. Dertil kommer, at P. H. oftere bruger Udtrykket i den nytestamentlige Betydning om den syndige Menneskenatur i Almindelighed³. Stærkt vejende

1 P. Laurentsens Frafald kan vel sættes til 1527. Frans Wormordsen og Anders Liung hører til de Prædikanter, som 1530 indkaldtes til Herredagen i København for at staa til Ansvar for deres Lære. Liung var altsaa da forlængst Lutheraner. Om 3 af de øvrige ved vi intet nærmere; og naar Mourids Samsing i Skelskør Kloster faldt fra, er ukendt, men det skete i alt Fald inden Juli 1532, da Klostret blev bortskænket af Kongen.

2 Engelstoft mente, at et nyt Afsnit af Krøniken begyndte med Optegnelserne til 1519. For Paludan-Miiller var Afsnittet et af de tydelige Vidnesbyrd om, at P. H. havde revideret og ændret i Krønikens første Del.

3 I Afsnittet om Malmøs Oprør 1534 (Skrifter VI, 142, 30) tales saaledes om »Kødets Frihed«, og den forklares her nærmere som et oprørsk og lovløst Liv. I sine kirkelige Skrifter bruger han oftere Ordet i den nytestamentlige

Side 60

for, at P. H. ikke her sigter dem for Cølibatsbrud er, at han ikke her bruger den Betegnelse om dem, som han senere stadig behager sig i et bruge om Cølibatsbryderi: nemlig »Priapist«. Hvis Afsnittet her blev skrevet samtidig med Afsnittene om Laurentsen (til 1527) og Malmøreformationen (til 1528), hvor P. H. netop med udpræget Iver og Foragt slynger dette Skældsordudmod sine tidligere Ordensbrødre, er det meget mærkeligt, at han her renoncerer paa Brugen af det. Paa den anden Side maa det indrømmes, at Afsnittets Slutningsord: in sequentibus de his plura patebunt direkte synes at pege netop paa de to senere Afsnit, og disse kan, som jeg senere vil paavise, tidligst være affattet efter Nov. 1531. For saavidt skulde vi altsaa dog dermed have en Angivelse af terminus post quem for vort Afsnither.Men jeg er alligevel betænkelig ved at bygge for meget paa P. H.s Løfter om, hvad han senere vil komme tilbage til. I et Afsnit til 1526, hvor han forbigaaende blandt andre nævner Mourids Samsing som »uægtefødt« Præstesøn, lover han senere at ville skrive mere om andre Præstesønner, som er blevet Lutheranere, men det sker ikke; og ovenfor (jfr. S. 34) henviste han ogsaa til »det følgende«, der skulde vise, at Sten Stures Oprør mod Christiern I medførte »Trængsler og Ruin for mange«, men glemte at godtgøre det. Muligvis er Løftet her da ogsaa kun et Udtryk for hans øjeblikkelige Hensigt, da han skrev vort Afsnit. Den blev i dette Tilfælde ganske vist virkeliggjort, menmaaske først paa et senere Tidspunkt, da han havde faaet Mulighed for ogsaa at stemple et Par af sine frafaldne Elever som »Priapister«. Endelig kan man heller ikke se bort fra den Mulighed, at den nævnte Henvisning til det følgende er en senere Tilføjelse til vort Afsnit, foretaget efter at Afsnittene til 1527 og 1528 var nedskrevne. Udelukket er endda ikke, at Afsnittet, der adskiller sig saa stærkt i Tonen fra det foregaaende og efterfølgendeiKrøniken, har været Genstand for en senere Omarbejdelseellerer et senere Indskud. Jeg lader derfor foreløbig Spørgsmaalet om dets Datering henstaa uafgjort, indtil de nævnte senere Afsnit er blevet nærmere undersøgt. Sikkert er

Side 61

kun, at det i foreliggende Form tidligst kan være nedskrevet 1529; men er den oprindelig, vidner Afsnittet altsaa om, at der har været en Standsning i Arbejdet med Krøniken. — P.-E. H. daterer Afsnittet til c. 1533, da han mener, at det særlig er Laurentsens og Wormordsens »Virksomhed« paa Herredagene (altsaa 1530 og 1533), som har vakt P. H.s Forbitrelse; men der er jo intet i Teksten, som peger paa deres »Virksomhed« 1530, og om deres Tilstedeværelse paa Herredagen 1533 foreliggerintet.Det er jo ogsaa selve deres Frafald, Aarsagen dertilogFølgerne deraf, som Teksten behandler. Udfra Løftesætningenkanhan i alt Fald ikke faa Støtte for en saadan Datering, naar de Afsnit, der sigtes til, klart nok ikke kan være forfattede saa sent.

Endnu maa erindres om, at netop dette Afsnit i høj Grad var bestemmende for C. Paludan-Miillers Syn paa P. H. som Personlighed og Historieskriver. Allerede i sin første Afhandling om Skibykrøniken¹ anklager han P. H. for bevislig Sandhedsfordrejelsei Anledning af hans Paastand om, at Karmeliternes Frafald var Anledningen til Beskyldningerne mod ham for Lutheri. I sin senere Polemik mod Engelstoft i Anledning af Dommen over Hans Tausen 1533 og P. H.s Redegørelse for den i Krøniken² fremdrager han atter Afsnittet her og fastholder, ogsaa ud fra det, sin nævnte Beskyldning mod P. H. — Nu drejer Afsnittet sig jo ikke om, naar P. H. først blev beskyldt for Lutheri, men om, at han beskyldtes derfor, fordi han havde forfremmet senere frafaldne Disciple. At han 1527 notorisk mødte Klagen med denne Motivering, fremgaar af L. Urnes Brev, og Afsnittets Relation til dette er tydelig nok (men ikke bemærket af de to Antagonister). Det turde være sikkert, at Anklagen i denne Form navnlig er fremsat af det københavnske Kapitels gammelkatolskeKanniker, og naar vi véd, at disse, vel i Januar 1529,

1 Hist. Tidsskr. 3. R. I, 1—54. Her hævder han S. 21 ft, at Afsnittet maa være forfattet samtidig med det om 1528 og derfor tidligst 1531.

2 Hist. Tidsskr. 3. R. VI, 1—66 (Engelstoft) og 299—407 (Paludan- Muller).

Side 62

drev den endnu P. H. nærstaaende Fr. Wormordsen ned fra Prædikestolen i Frue Kirke¹, er Stemningen overfor P. H. næppe blevet velvilligere senere paa Aaret, da det blev bekendt, at Wormordsen nu i Malmø optraadte som erklæret Lutheraner. Anklagen har derfor sikkert paany mødt P. H. i 1529 i den angivne Form. Naar P. H. derfor i Afsnittet henholder sig til denne Motivering for Mistanken mod ham selv, ser jeg ikke Berettigelsentil at beskylde ham for Sandhedssvigten. Det er let forstaaeligt, at han ikke her fandt Anledning til at meddele, at han ogsaa før disse Elevers Frafald havde været anklaget for at være luthersksindet af andre Grunde. — Men hvorledes man end vil dømme om P. H.s bristende historiske Nøjagtighed i hans Udtalelser², kan Afsnittets Datering i alt Fald ikke afhængedera f³.

Under 1520 omtaler Aarbogen Teologen Peder Skottes Død. — Krøniken dvæler ved hans Lærergærning ved Universitetetog karakteriserer ham som en ensidig Aristoteliker og Thomist. Hans Fromhed og Livsførelse berømmes i høj Grad⁴. — P.-E. H. daterer dette Afsnit til c. 1533, fordi det

1 Graabrødrenes Udjagelseskrønike, der sætter Wormordsens Komme til Malmø til c. 2. Febr. 1529, siger, at han nuper var jaget ned af Prædikestolen i København (Kirkehist. Saml. I, 345).

2 Han taler saaledes om Lutherdommen, som om den først fremtraadte >i de samme Dage«, som Eleverne faldt fra.

3 A. Heise har, som sagt, i Krønikens Oversættelse (S. 65, Note 2) dateret Afsnittet til tidligst 1532, fordi det viser, at »P. H.s Partilidenskab nu var paa det højeste, hvorved hans Blik og Hukommelse er blevet omtoget.« (Paa den foregaaende Side antog Heise dog, at Stykket næppe er skrevet før i Aarene 1530^—32). — Heller ikke han har bemærket Forholdet til L. Urnes Brev.

4 A. Heise (Skibykr., S. 67) mener, at P. H. med sit Udtryk vetus eruditio tænker paa Humanismen og den klassiske Oplysning. Sammenhængen viser, at P. H. dermed mener den skolastiske Teologi, som Peder Skotte jo var typisk Repræsentant for. Den af Bibelhumanisme og patristiske Studier paavirkede nye Teologi, som han selv repræsenterede, kalder han sinceriora studia. Betegnende er ogsaa, at han beklager, at den gamle Fromhed (som P. Skotte ogsaa var Type paa), som han selv ærer, bagvaskes som »Overtroens Moder«; der tænkes vel særlig paa Helgendyrkelsen. Jfr. i øvrigt Paulus Helie I, 51 ff, 64, 72 ff.

Side 63

maa være samtidigt med de to foregaaende (om Birger og Karmeliterne).Da Dateringen af disse afhænger af, om det sidste foreligger i den oprindelige Form, og da Afsnittet her er uden sikre Tidsmærker¹, kan foreløbig kun siges, at der ikke foreliggerGrund til en saa sen Datering.

I Aarbogen følger nu 8 Afsnit, hvoraf det første urigtigt henføres til 1521 (i Virkeligheden 1520), og det sidste gælder 1523. Det er nødvendigt foreløbig at behandle disse for sig, da de kaster klart Lys over, naar Aarbogen var P. H. i Hænde«, idet i det mindste to af disse Afsnit var til hans Disposition i 1524. Første Afsnit omtaler Christiern ll's Tog til Sverige og, ret indgaaende og moraliserende, Blodbadet i Stockholm (altsaa urigtigt henført til 1521)². Det hævdes, at Kongens Sejr kun kunde anses for Udtryk for »Guddommens Velvilje«, hvis han havde brugt den paa rette Maade; men da han var kronet, tænkte han straks paa, »hvorledes han med én StrafTehandling(unosupplicio) kunde udrydde samtlige Sveriges Stormænd,forderpaa at bemægtige sig Tyranniet.«³ — Umiddelbart

1 Engelstoft mener dog, at Afsnittet maa være fra før 1530, da P. H. synes at gaa ud fra, at Universitetet endnu bestaar. — Naar man erindrer P. H.s hyppige Klager over Mangel paa Interesse for Studier og Gejstlighedens videnskabelige Uddannelse, maa man virkelig ogsaa undre sig over, at han ikke, hvis Afsnittet er affattet saa sent som efter 1530, har gjort en bitter Bemærkning om Studiernes Forfald. Her siger han jo tværtimod, at nu er der mange, der studerer gammel Teologi.

2 P.-E. H. undlader at gøre opmærksom paa, at Krøniken, som gentager det fejle Aarstal, afskriver det efter Aarbogen. Paludan-Miiller (Hist. Tidsskr. 3. R. I, 17) og Heise (Skibykr. S. 63) mener, at Krøniken har Fejlen fra en plattysk Oversættelse af et svensk Forsvarsskrift fra Dec. 1522. Men hvis Aarbogen (der altsaa ogsaa har Fejlen) er skrevet under Ove Billes Opsyn, som P.-E. H. mener, skulde man dog tro, at én Kongen saa nærstaaende Rigsraad havde opdaget en saa mærkelig Brøler i det Materiale, han sendte P. H.

3 Saavel Aarbogens Udtryk for Kroningen (regni diademate insignitus) som Formodningen om, at Kongen tilsigter Tyranni og vil dræbe alle uno supplicio minder stærkt om P. H. (jfr. om det sidste Udtryk Skrifter VI, 119, 28: una violentia, jfr. ogsaa 92, 25; 96, 5 og 98, 12).

Side 64

efter følger 7 Optegnelser, hvoraf de to første er annalistiske og synes at være et Indskud, som bryder Sammenhængen mellem Stykke 1 og 4; det sidste fortsætter nemlig den bredere FortællingomSverigestoget. — Afsnit 2 noterer kort Di drik Westfalers (Slaghecks) Henrettelse 24. Januar 1522. — Afsnit3forbindes med Afsnit 2 med et »eodem anno« og fortæller, at Kongen nu søgte Lejlighed til Brud med de danske Stormænd,for,»ligesom han havde gjort i Sverige, at udrydde dem alle paa engang (una morte)«. — Afsnit 4, der fortæller om Mordet paa Nydalamunkene, er ved Vendingen: »deinde triumphata Suecia, cum rediret in Daniam« nøje knyttet til Stykke 1 og saaledes henført til 1521 (i Virkeligheden 1520!). Ogsaa her er det moraliserende fremtrædende; ikke alene understreges,atde myrdede var uskyldige, men de kom endda fra Alteret, hvor de lige havde nydt Herrens Nadver. — Stykke 5 meddeler, ligeledes uden nærmere Datering, Mordet paa den polske Gesandt, som kom til Stockholm og modtoges med Hæder; men da han afrejste, blev han og 24 andre druknet — en saa usømmelig Handling begaar end ikke Hedninger. — Afsnit6indledes med et interea dum, der refererer til Afsnit 3 om det tilsigtede Mord paa de danske Stormænd; efter Indholdetmaadet gælde 1523. Det er fortællende og moraliserende. Det hedder her: »Imidlertid, mens Nørrejyderne af et udbredt Rygte erfarede, at Kongen vilde komme til Aarhus med en stor Hær, nylig indkaldt fra Tyskland, og sendte forud Kanoner, Krudt og Kugler, hvormed han vilde straffe dem, hvis de flygtede til deres Gaarde, holdt de, for at komme ham i Forkøbet,etMøde i Viborg, hvor de indgik en stærk SammensværgelsemodKong Christierns utaalelige Tyranni; og de sammensvornes Tal voksede daglig.« Kongen, som ikke stolede paa sine Tropper og havde en daarlig Samvittighed (sibi male conscius), drog saa til København og beredte sig til Flugt. — Afsnit 7: »Imens vælges en ny Konge, illustrissimus Holsatie dux Fredericus«. — Afsnit 8 er paany, efter Aarbogens sædvanligeForm,indledt med en Datering (der imidlertid er gal): »20. April [ikke 13. April] 1523 flygtede Christiern ejus

Side 65

nominis 2dus, Kongen over de tre Riger, med Hustru og Børn fra Danmark mala conscientia et justo Dei iudicio condemnatus et territus¹, efter først at have plyndret Riget for de bedste Skatte.«

I disse Stykker har vi saavel et uforkasteligt Vidnesbyrd om, at Aarbogen ikke er et Uddrag af Krøniken, som om, at P. H. i 1524 allerede har haft Aarbogen i Hænde og kunnet benytte den, nemlig til sin Bearbejdelse af Indledningen til Frederik I's Haandfæstning.

I Skibykrøniken findes, efter dens Bearbejdelse af Afsnit 3, indskudt et omfangsrigt Afsnit, som er udarbejdet med Indledningen til Viborg-Haandfæstningen af 26. Marts 1523 som Forlæg. Det gentager dennes Anklagepunkter mod Christiern II i samme Rækkefølge, men med kommenterende Udvidelser, som godtgør, at vi her har bevaret den Bearbejdelse af »catalogns accusationum adversus regem Christiernum«, som P. H. ifølge sit Brev af 3. Nov. 1524 til Kanniken Peder Iversen »nylig« oversatte til Latin efter »en romersk Biskops« Opfordring, men gav forskellige Udvidelser². Han citerer i Brevet Udvidelsen til Indledningens Punkt 1, og vi genfinder denne nøjagtigt i Krønikeindskuddet³.

At en Abbreviator af Krøniken skulde forbigaa dette store

1 Jfr. at P. H. i Bogen mod H. Mikkelsen (Skrifter 11, 76) siger: »Dv véd vel, H. M., at Guds retfærdige Dom og hans egen skyldige og mistrygge Conscientze forjagede ham og ingen anden.« Ogsaa et Vink om Aarbogens Forfatter.

2 Brevet imødegaar Beskyldningen mod ham for at være luthersksindet. Han meddeler derfor Uddrag af tidligere Breve (som kan godtgøre hans Ortodoksi og Loyalitet overfor Kirken) samt Stykker af Bearbejdelsen af Klagefortegnelsen. Med Udtrykket »en romersk Biskop« vil han pointere, at en af Paven stadfæstet Biskop har vist ham übetinget Tillid ved at overdrage ham Oversættelseshvervet.

3 Skrifter I, 180, 14_—31. Brevet understreger, at, da den først citerede Udvidelse forekom ham utilstrækkelig i Betragtning af Sagens Grufuldhed, tilføjede han ved en senere Forbedring (in posteriori emendatione) yderligere det andet citerede Stykke om Christiern ll's Foragt for Kirkens gamle Ordninger (jfr. Ib., 181, 3—12).3^—12). Begge Stykker genfindes i Krøniken (Skrifter VI, 85, 26—86, 20).

Side 66

og indholdsrige Afsnit, da han lavede sig et Udtog af den, er mere end usandsynligt. Men særlig utrolig bliver Hypotesen, naar man ser, at han alligevel har udpillet to Smaaafsnit af Krønikens Klagefortegnelse og optaget dem ordret i sit »Udtog«, nemlig dem, som ovenfor er markeret som Afsnit 4 og 5. — Den rette Forstaaelse er derfor, at P. H. da han udarbejdede sin udvidede latinske Gengivelse af Anklagefortegnelsen, indflettededisse to Stykker fra Aårbogen verbotenus i dette Skrift. Dette fremgaar ogsaa klart af, at hans Forlæg til Klageskriftet,Indledningen til Haandfæstningen, overhovedet ikke indeholder noget tilsvarende til det sidste af dem (det om den polske Gesandts Mord), og den korte Notits, Indledningen havde om Nydalamunkene, har P. H. fundet ufyldestgørende og erstattetmed Afsnit 4.

Krønikens Gengivelse af den bearbejdede Klagefortegnelse (fra Haandfæstningens Indledning) beviser saaledes, at P. H. før Nov. 1524 i alt Fald kunde afskrive Aarbogens nævnte to Afsnit i et særligt Lejlighedsskrift. Men dermed synes det ogsaa at være givet, at det foregaaende i Aarbogen dengang ligeledes har været til hans Disposition¹. P.-E. H.s Opfattelse, at P. H. først i 1534 har faaet Aarbogen tilstillet og derfor først i Vinteren 1534_—35 kunde forfatte Skibykrøniken,er altsaa uholdbar. P. H.s saaledes paaviste Brug af Aarbogen medfører imidlertid ogsaa, at et Hovedargument for P.-E. H.s Antagelse af, at H. Henriksen er Forfatter til den, nemlig at det bevarede Manuskript er skrevet med hans Haandskrift,vakler. Manuskriptet (som jo ogsaa omfatter en Fortsættelseaf Aarbogen, der klart nok er Henriksens Værk) kan i alt Fald ikke være identisk med det, P. H. benyttede i 1524, ti det kan, som P.-E. H. netop paaviser (S. 103), først være skrevet i 1550'erne, samtidig med Fortsættelsen. Men heller ikke »Koncepten« til dets første, større Del (vor Aarbog til 1534), synes at have været det Manuskript, som har staaet til

1 I alt Fald viser Kongeskriftets Biografier af Kongerne Christiern I og Hans, at han inden c. 1527 har udarbejdet Krøniken til 1513 paa Basis af Aarbogens Optegnelser.

Side 67

P. H.s Raadighed i 1524. Herimod taler dets mange sproglige Betiser. Ganske vist mener P.-E. H., trods disse, at kunne hævde, at H. Henriksens Koncept var den originale Aarbog, som (i Afskrift?) blev Forlægget for P. H.s Krønike; men »Konceptet« maa, som jeg senere kommer tilbage til, naar Kildespørgsmaalet særlig behandles, tværtimod have været en Afskrift efter en vanskelig læselig Optegnelsesbog, som sikkert netop har været P. H.s.

Men hvad enten nu P. H., som jeg mener, er Forfatter til den Aarbog, han har benyttet saavel i sit Anklageskrift som i sin Krønike (og indirekte i sit Kongeskrift), eller ikke, er det imidlertid klart, at den Aarbog, som 1524 stod til hans Raadighed,har været underkastet en senere Revision. Aarbogsteksten, som vi har den, indeholder nemlig Udtalelser, som afgjort har senere Tidsmærker end 1524 og altsaa maa være Tilføjelser til den oprindelige Tekst. Krønikens Brug af denne ændrede Tekst i et Afsnit til 1499, der tidligst kan være skrevet i Aug. 1525¹, og i et andet til 1507, der ligeledes tidligst kan være nedskrevet 1525², tyder paa, at Arbejdet med Krøniken overhovedet næppe har været paabegyndt i 1524; i hvert Fald er det givet, at den i 1524 ikke var naaet til Christiern ll's Tid, saaledes at Paludan- Mullers Formodning om, at P. H. allerede i dette Aar indflettedesin Klagebearbejdelse i sin Krønike, ikke er holdbar. Jeg vil mene, at P. H. overhovedet først er begyndt paa sit

1 Aarbogsnotitsen om Hertug Frederiks Trolovelse 1499 meddeler jo, at han efter sin første Ægtefælles Død ægtede Sophia af Pommern, hvis Kroning [i Aug. 1525] ogsaa omtales. Aarbogens Datering her »in fuga regis Christierni«, der minder om P. H.s Brug af denne Tidsangivelse som Epokebetegnelse, kan jo ikke sigte til Giftermaalet, der skete 1518.

2 Omtalen af Christiern ll's Pirater i Stykke 2 (som navngiver to Mænd, som først døde i 1525) samt muligvis den foregaaende Sætning (jfr. S. 46) kan umuligt have staaet i den Aarbogstekst, P. H. havde 1524. — Muligvis hører Aarbogens ringeagtende Udtalelser om Biskop Oluf Mortensens Efterfølgere i Roskilde ogsaa til Tilføjelserne efter Nov. 1524, selv om det ikke er udelukket, at de kan have staaet i den oprindelige Tekst (vel at mærke, hvis den er forfattet af P. H. og ikke af H. Henriksen, jfr. S. 37).

Side 68

Krønikearbejde c. 1526^—27, ti han har jo begyndt dette Skrift med at afskrive Aarbogens Genealogi, vel at mærke med den Passus, som taler om Kong Hans's og Frederik I's forskellige Skæbne som Regenter. Men den forudsætter jo klart nok, at Frederik I i alt Fald maa have regeret i flere Aar. Her er da, som tidligere formodet, virkelig Tale om en Tilføjelse til Aarbogensoprindelige Tekst, ti i den Tekst, som forelaa P. H. i 1524, vilde Udtalelsen være uforstaaelig. Antagelig er denne Tilføjelse først sket, da Fortalen til Aarbogen blev skrevet (vel c. 1526^—27). Men Fortalen, som tyder paa, at Forfatteren dengang ansaa sit Arbejde med Aarbogen for afsluttet, har en særlig Karakter, som understreger, at han var en Videnskabsmand,som skrev for at være Historiestuderende til Nytte¹. Dette i Forbindelse med den Omstændighed, at Aarbogen har været til P. H.s Disposition saavel 1524 som efter at de senere Tilføjelser er gjort (og at disse Tilføjelser ogsaa minder om P. H.), taler for, at Aarbogen i Virkeligheden er P. H.s Optegnelsesbog.Navnlig faar Tilføjelsen i Genealogien først sin rette Vægt, naar dette er Tilfældet (jfr. S. 33—34).

Paa visningen af Klageskriftets Benyttelse af Aarbogen før Nov. 1524 i Forbindelse med den hidtidige Undersøgelse af Krønikens Tidsmærker stadfæster saaledes, at denne er blevet til successivt. Den tidligere Antagelse, at Arbejdet paa den er begyndt inden 1524, bekræftes imidlertid ikke, men Undersøgelsenhar paavist det absolut forfejlede i at datere dens Udarbejdelsetil 1534^—35. Muligvis var det allerede Kommenteringenaf Klagefortegnelsen, som bragte P. H. paa den Tanke ogsaa at kommentere Aarbogen; men først da den forelaa med de nævnte Tilføjelser og vel med Fortalen, har han taget fat paa denne nye Opgave, og da med stor Iver, eftersom han c. 1526_—1527 (jfr. S. 17) ud af sin Krøniketekst kunde excerpere Christiern I's og Hans's Biografier til sit Kongeskrift. Tidspunktetherfor kunde hidtil kun med Sikkerhed siges at ligge inden

1 Han siger her, at han skriver: ut eruditus quispiam post hac erudite scripturus habeat veritatem .... quam tuto possit imitare (Rørdam: Monumenta I, 403).

Side 69

Frederik I's Død, selvom Brugen af en bestemt billedlig Sammenligningkunde tale for c. 1526, og visse Mindelser om Udtalelseri Skriftet mod Hans Mikkelsen, der først fuldførtes i Dec. 1526, tydede paa c. 1527. Undersøgelsen af Tidsmærkerne paa Krøniketeksten indtil 1513 talte jo stærkt for Rigtigheden af sidstnævnte Datering (jfr. S. 49_—50). — Hvad Udarbejdelsen af Krøniken angaar, maa man dog antage, at den i 1527 ikke alene var naaet til 1513, men, som Tidsmærkerne viste, ogsaa omfattede Christiern ll's Tid, i alt Fald til 1518¹. Aarbogstekstenvar stadig nøje fulgt, bortset fra Ændringen i 2. Stykke i Afsnittet om »Piraterne« (jfr. S. 47)².

Spørgsmaalet er imidlertid, om P. H. ikke i 1527 var naaet endnu videre med sin Krønike. Afsnittet om Karmeliterne talte ganske vist derimod; men der forelaa den Mulighed, at dets Tekst var en senere Bearbejdelse. Krønikens Forlæg, Aarbogen, gik, da P. H. før Nov. 1524 brugte den i sit Klageskrift, i alt Fald til April 1523, og antagelig har den dengang ogsaa indeholdtOptegnelsen til Juni 1523 om Københavns Belejring, hvis Udfald ikke omtales (et Forhold, som taler for, at Optegnelsen er omtrent samtidig med Begivenheden). De 5 Meddelelser til 1524, hvis seneste Dato er September, kan ogsaa være optegnetomtrent samtidig med Begivenhederne og før Udarbejdelsenaf Klageskriftet. — Følger man Aarbogen videre, ses det, at den til 1525 har en længere, fortællende Beretning i 4 Afsnit om Søren Norbyfejden samt 2 andre Optegnelser, og til 1526 4 Optegnelser, til 1527 2. Navnlig den sidste af disse præges dog af en helt ny og hadefuld Tone, som tyder paa, at Maximen fra Aarbogens Fortale, om kun at berette den objektiveSandhed, helt er glemt (jfr. S. 68¹). Da intet taler mod, at i alt Fald Optegnelserne til 1526 incl. er nedskrevet samtidig med

1 Afsnittet om Karmeliterne (til 1519) kan jo tidligst være affattet 1529, hvis Teksten her er den oprindelige.

2 Kronikens Meddelelse til 1483 om Biskoppen af Mtinster (han erobrede Borgen Delmenhorst fra Grev Gerhard af Oldenburg og »besidder den endnu med Rette som Landefredens Hævder«), som mangler i Aarbogen, er altsaa antagelig nedskrevet 1527.

Side 70

Begivenhederne, er det altsaa nødvendigt at undersøge, om Krønikeni 1527 ogsaa omfattede disse Aars Begivenheder. Hvilke Tidsmærker har da Krøniketeksten, som jo bruger og kommentererdisse Aarbogens Meddelelser?

Om Aarbogens og Krønikens eneste Afsnit, som er henført til 1520, er ovenfor talt (S. 62). Dets Plads i Krøniken efter Stykket om Karmeliterne, henfører det tidligst til 1529, hvis nævnte Stykke foreligger i sin oprindelige Form. Til Aarbogens specielt omtalte 8 Afsnit er gjort adskillige Tilføjelser, som imidlertidikke har tydelige Tidsmærker. I Tilføjelserne til Afsnit 1 (Sveriges Erobring og Blodbadet) udtrykker P. H. først sin Indignation over Kongens hyklede Iver for Pavestolen, som han jo var en faktisk Fjende af; dernæst over, at hans Blodtørstikke var mættet ved Henrettelserne; han lod ogsaa Ligene brænde. Det sidste synes laant fra Punkt 2 i Indledningen til Haandfæstningen (jfr. ogsaa hans Udvidelse i Bearbejdelsen af Punkt 14). — Til Afsnit 2 (Slaghecks Henrettelse) føjes en Karakteristik af denne »Blodhund« og fortælles om Christiernll's Forfremmelser af ham. Han betegnes som Sigbrits Kreatur og værdig til »Tartarus«, fordi han baade var Ophavsmandtil og Udfører af Blodbadet og Nydalamunkenes Druknedød.Skønt hans Henrettelse, uden Retskendelse, var en Haan mod Romerkirken og en Vanære for hele den gejstlige Stand (som beskikket Ærkebiskop i Lund og Biskop i Skara)¹, slutter P. H. dog med at gentage (i udvidet Form) Ordene fra sin Dedikation til Christiern II af Erasmus's Skrift om Fyrstens

1 Afsnittet er en Bearbejdelse af Punkt 4 i Indledningen til Haandfæstningen; ogsaa her nævnes hans Udførelse af »de førnævnte ukristelige Gærninger« (o: Punkt 2 og 3 om Blodbadet og Nydalamunkene) og omtales hans Forfremmelse til »Høvidsmand« over Sverige og Ærkebisp i Lund samt Bisp i Skara; dog lod Kongen ham hænge og brænde, »den Rhomske Kirke og menlig gejstlig Stat til ydermere Foragtelse.« At P. H. i Krøniken har optaget denne sin Bearbejdelse i Sammenhæng med Aarbogens Afsnit 2, forklarer, at han, da han senere indføjede sit Klageskrift i Krøniken, overhovedet udelod Indledningens Punkt 4. Selvfølgelig stod hans Bearbejdelse af dette Punkt 1524 i selve Klageskriftet.

Side 71

Opdragelse (Skrifter I, S. 9): »Gid denne Straf maa ramme alle,
som fordærver Fyrsternes Sind .... og ved deres onde Raad
bringer deres Trone til at vakle.« — P.-E. H. mener, at Afsnitteter
skrevet »c. 1533—34(?)«, fordi P. H. har (Prins)
»Hans's Chance som Tronprætendent for Qje.« Da Krøniken
imidlertid lige saa lidt her som nogetsteds tilkendegiver nogen
Interesse for Frederik I's yngre Søns Kandidatur, turde denne
Formodning være værdiløs. Sandsynligt synes det mig derimod,
at P. H., da han skrev det, tænkte paa Frederik I, som efter
hans Mening ogsaa var »forledt (nemlig til Frafald fra Romerkirken)af
slette Raadgivere« (særlig har P. H. et godt Øje til
Mogens Gøye). Dette kunde tyde paa en Affattelse allerede
1527, da Krøniken (til 1526) udtrykkelig omtaler Hofmesterens
Tilskyndelse og Agitation (Skrifter VI, 108, 31 f.). Men Nedskrivning1529,
det Aar Krøniken siger, Kong Frederik helt
havde sluttet sig til Lutheriet, er dog ogsaa mulig.

Klagefortegnelsens Indførelse i Krøniken medførte, at P. H., for at faa en passende Indledning til den, føjede et længere Stykke til Aarbogens Afsnit 3 (Kongens Plan om at udrydde de danske Stormænd una morte), som først minder om, at, da Kongen nu faktisk var blevet en Tyran, vovede overhovedetingen at komme til ham efter Tilsigelse, uden først at have beredt sig til Døden (Skrifter VI, 85, 10—12). Dette er klart nok hentet fra hans Rearbejdelse af Klagefortegnelsens Punkt 15 (jfr. VI, 92, 19—23), hvor det siges, at nogle Rigsraadervar saa bange for Kongens »Vildskab«, at de skriftede deres Synder, før de gik til Slottet. Krønikens Generaliseren er noksaa betegnende for P. H.s Nøjagtighed med sine Oplysninger.— Men heraf, hedder det saa videre, erkendte nogle behj ærtede Mænd, »at hans Ondskab havde naaet sit fulde Maal.«¹ De besluttede da at komme den vaklende Stat til Hjælp. Efter den Troskab [mod denne], de var forpligtede til, var de nemlig hverken Gud eller Mennesker skyldige at være en Fyrste lydig, som tænkte paa at hjemsøge sine Undersaatter

1 »Completa ipsius malicia« jfr. herom S. 15, Xote 1.

Side 72

med saa stor Blodsudgydelse, og at udæske Gud med saa stor
Ugudelighed, som de følgende Klager gør rede for1.

Efter denne Indledning følger saa i Krøniken P. H.s latinske Bearbejdelse af Klagefortegnelsen; og efter at have gennemgaaet dens 21 Punkter (altsaa dog med Udeladelse af Punkt 4 og med Tilføjelse af et Afsnit om den polske Gesandt), sker Overgangen til Krønikens fortsatte Udvidelser af Aarbogen, idet han paany minder om, at Kongen vilde udrydde alle danske Stormænd (Afsnit 3). For nemlig at gøre sit Tyranni varigt, indbød han sine Rigsraader, men især Jyderne, til et Møde i Kalundborg under Paaskud af, at han vilde indhente deres Raad mod de oprørske Svenskere, men i »Virkeligheden for at omkomme alle uno supplicio.« Men Gud afværgede denne Udaad ved at lade Modvind hindre deres Komme. Saa indkaldte Kongen til »et højtideligt Møde« i Aarhus 25. Jan. (1523). — Dermed er Krøniken altsaa naaet til at kunne behandle Afsnittene 6—86_—8 i Aarbogen².

Til Afsnit 6 (om Sammensværgelsen i Viborg) føjer Krøniken en Meddelelse om Afsendelsen af et Fællesbrev til Kongen, som angav denne »iustissimas defectionis atque rebellioniscausas«, og derefter sendte de enkelte deres Opsigelsesbreve.At P. H. sigter til Viborgmødet 20. Januar og ikke til det egentlige Sammensværgelsesmøde 21. Dec. 1522, er klart nok af Omtalen af de to Brevsendelser til Kongen. Som bekendt udstedtes paa Mødet i Januar et »Opsigelsesbrev«, motiveret ved en Række Klager. Formelt henvendte det sig til Hertug

1 Dette er en tydelig Udvidelse af Haandfæstningsindledningens Ord, inden den begynder selve Klageopregningen; jfr. Aarsberetninger fra det kgl. Geheimearchiv 11, 66^—67: Vi var trængt mod vor Vilje til at opsige ham Troskab af følgende Grunde, »for hvilke vi for Gud eller Verden ej skyldige eller pligtige vare at være hans undergivne eller nogen, som saadan ukristelige, uskellige og umilde Gærninger gøre og bedrive vilde mod Gud.«

2 Afsnit 4—-54^—-5 er jo indføjet i Klageskriftet. Ved at udelade disse har P. H. faaet en kronologisk Orden i Krønikens Brug af Afsnittene 1^—8.

Side 73

Frederik og sluttede med, at de vilde forsvare sig, hvis Kongen »overfaldt« dem¹ — et Vidnesbyrd om, at de af P. H. omtalte Rygter virkelig var i Omløb. Kongen nægter bestemt, at han har modtaget noget Opsigelsesbrev. Paastand staar her imod Paastand. C. Paludan-Miiller² synes at mene, at Kongens Paastandkan forliges med den kendte Historie om Landsdommer Mogens Munks »Forglemmelse« af Opsigelsesbrevet i en efterladtHandske, idet dette ikke kan have været det officielle Dokument, men en übeseglet Papirskrivelse. P. H. har dog med sin Fællesskrivelse sikkert tænkt paa en officiel Tilkendegivelse; og han bygger næppe kun paa en Paastand fra Oprørspartiets Side, ti i sit Brev fra Nov. 1524 til Kanniken Peder Iversen erklærer han, at han har skrevet en dansk Kommentar til det Brev, hvori Rigsraadet anførte »Aarsagerne til Oprøret«³. De »litteræ feciales«, som »snart efter« fulgte, og som ikke markeres som »communes«, er da vel de enkelte • Mænds Opsigelser.— Heller ikke her er bestemt Datering mulig.

Krønikens Tilføjelse til Afsnit 7 (Hertug Frederiks Valg) fortæller om hans Edsaflæggelse (paa Haandfæstningen), men slutter bittert: »mutatus est dominus, regnum vero minime sublatumn. — P.-E. H., som sikkert galt oversætter: »Kongedømmetblev ingenlunde afskaffet«, er tilbøjelig til heri at se »en Hentydning til Herredagen 1533 og henføre Affattelsen til 1533 eller længere hen i Interregnet.« I saa Fald udtrykker Ordene altsaa nærmest P. H.s Tilfredshed over, at man dog atter fik en Konge. Men P. H. vil, efter Sædvane, fastslaa sin Misfornøjels e⁴, og Udtrykket forklarer han senere, da han skrev Nekrologenover Frederik I (Skrifter VI, 130, 3, jfr. 132, 23 f.). Her

1 C. Paludan-Muller: De første Konger af den oldenborgske Slægt, 447.

2 Ib., 449 f.

3 Da Kommentaren maa anses som tabt, er det os umuligt at konstatere, om den er skrevet til det Opsigelsesbrev, som findes hos Huitfeldt 11, 1197. Muligvis er her Tale om et senere Manifest.

4 Skrifter VI, 117, 27 f siges ganske parallelt i Anl. af Ronnovs Køb 1529 af Roskilde Bispestol: nec sublata fuit tyrannis, qua Rhomanus pontijex sibi omnes . . . ecclesias subiaceret, sed verius commutata.

Side 74

siges, at Kongens »infelix ae sacrilegum regnum« ganske formørkedehans Hæder som Hertugdømmernes Styrer; havde han været saa blodtørstig som Christiern 11, vilde hans Styrelse (regnum) endda have overgaaet hin [i Udplyndring og Ødelæggelseaf Higet]. Meningen maa være, at Frederik I's Regimentefaktisk blev ligesaa tyrannisk som hans Forgængers. Han tænker selvfølgelig" især paa Kongens Optræden mod Kirken, hvilket vil stemme saare vel med en Nedskrivning 1529 (men i og for sig kunde det efter Indholdet ogsaa være skrevet 1527). Udelukket er imidlertid ikke, at Sætningen er en senere Tilføjelse.

Tilføjelsen til Stykke 8 (Kongens Flugt) understreger paany hans daarlige Samvittighed og hans Skatterov, men tillige Oprørernes korrekte Optræden overfor ham. Nu hedder det, med ikke uvant Overdrivelse, at samtlige Stormænd, Magistrater og Indbyggere i Riget(!) forinden meddelte ham (for at han ikke uventet skulde overrumples) deres Frafald i aabne og motiverede Breve. Med Hensyn til Kongens Flugt til Nederlandene betones, at man af Mistro til ham ikke vilde give ham Lejde i Provinsen Holland, derfor sejlede han til Zeeland. Senere flakkede han lang Tid om som landflygtig i næsten hele Tyskland, forhadt af alle paa Grund af sit berygtede Tyranni. — Det kunde ligge nær at antage, at dette blev skrevet, inden Kongen i Sommeren 1524 tog Ophold i Lier. Imidlertid tog han jo efter Dronning Elisabeths Død 1526 atter til Tyskland, hvor han opholdt sig til 1528 og saa vendte tilbage til Lier. For P. H. har det sikkert ikke været magtpaaliggende at fortælle nøjagtigt om Kongens Opholdssteder; for ham var det afgørende at fastslaa, at Straffen har ramt ham ved lang Landflygtighed og Mistro overalt. Skønt Indholdet unægtelig mest tyder paa Affattelse 1527, er det derfor ikke afgjort udelukket, at det kan være nedskrevet c. 1529¹.

Dermed er Krønikens Meddelelser om Christiern ll's Tid til

1 Den urigtige Dato for Kongens Flugt (20. April i Stedet for 13. April) overtager Krøniken altsaa fra Aarbogen, hvad P.-E. H. ikke gør opmærksom paa her. Efter hans Opfattelse maa altsaa O. Billes Hukommelse (som Aarbogens egentlige Forf.) have svigtet, hvad næppe er tænkeligt med netop denne Dato. Da P. H. endnu var »landflygtig«, dengang Christiern II forlod Landet, er det mere forklarligt, at han, hvis han er Aarbogens Forfatter, efter Sædvane gengiver et Rygte, som han ikke ulejliger sig med at faa verificeret.

Side 75

Ende. I dens Afsnit om 10l9^—23 fandtes ikke, bortset fra Beretningenom Karmeliterne (til 1519), Tidsmærker, som bestemt tydede paa Affattelse tidligst 1529, men ganske vist heller ikke noget, som afgjort udelukkede denne Datering. Afsnittet om Frederik I's Valg tydede maaske nærmest paa 1529, men Afsnittetom Christiern I I's Flugt talte stærkt for Affattelse 1527. Har Karmeliterafsnittet virkelig fra første Færd staaet i Krønikeni den nu kendte Form, maa man da antage, at P. H. o. 1527 standsede (jfr. S. 61) sit Arbejde med denne, da han havde ført den op til 1518 (eventuelt til 1519 med Afsnittet om Birger). I c. 1529 eller maaske noget senere førtes den saa videre til Christiern ll's Flugt, saaledes at Bearbejdelsen af Klagefortegnelsesamtidig indflettedes. — Imidlertid kan man ikke se bort fra den Mulighed, at Beretningen om de utaknemlige og frafaldne Karmelitere er en senere Tilføjelse, saaledes at Krøniken i Virkeligheden allerede c. 1527 gik til Fortællingen om Christiern ll's Bortrejse og Omflakken i Tyskland. Tonen i nævnte Afsnit til 1519 er saa paafaldende forskellig fra det forudgaaende og efterfølgende, at Formodningen om en senere Omarbejdelse eller Affattelse er sandsynlig. Manuskriptet til Krøniken kan ikke afgøre Spørgsmaalet, ti det er klart nok en Benskrift, som skjuler over eventuelle Tilføjelser eller Omarbejdelseri Konceptet. Spørgsmaalet maa imidlertid staa hen, til det er undersøgt, om Krønikens Bearbejdelse af Aarbogens Meddelelser til 1524^—27, peger paa Affattelse i c. 1527 eller c. 1529.

Krøniken har udvidet Aarbogsoptegnelsen til 10. Juni 1523, der fortalte om den paabegyndte Belejring af København,meden Bedegørelse for de Forhold, som førte til dens Overgivelse i 1524, navnlig Christiern ll's svigtede Løfte om Hjælp inden tre Maaneder. Det siges, at han vilde komme med

Side 76

en stor Hær og erobre det frafaldne Rige og gøre det til et Arverigeefterførst at have udryddet Adelen (altsaa en Gentagelse af Formodningen om Kongens Plan siden Blodbadet i Stockholm).MenGud, som hader Grusomhed og Ugudelighed, vilde det anderledes; han straffer vel Synd, men for at forbedre Synderne,ikkefor at udrydde dem. Hvis dette (som muligt er) er mere end en »opbyggelig« Tilføjelse, maa det sigte til den Krisetid for Adelen, som Bondeoprøret og Søren Norbyfejden 1525 betød for den skaanske Adel.¹ — P.-E. H. ser i disse Advarselsord til Adelen et Vidnesbyrd om, at de er skrevet paa et Tidspunkt, da P. H. stod sig godt med den eller søgte Støtte hos den, derfor i 1533^—34. —• Men skal man tale om en Tid, da P. H. stod sig vel med Adelen eller rettere enkelte Adelsmænd, maa man tænke paa c. 1526². Siden Herredagen i Odense 1527 ser P. H. med udpræget Mistillid paa Adelens Holdning. Forlængst kendte han dens Ønsker om Berigelser paa Gejstlighedens Bekostning, og allerede i Bogen mod Hans Mikkelsen taler han desuden om Adelens Heldning mod Lutherdo m³. I begge Henseender gav Udviklingen siden 1527 ham Ret. Man kan ganske vist henvise til, at P. H. (forgæves) har søgt Rigsraadets Støtte i sin Kamp mod Lutherdommen (saaledesi»Formaningen om den lutherske Handel«, 1532), hvilket dog sker under alvorlige Advarsler og stærke Bebrejdelser for Pligtforsømmelse. Men i Afsnittet her er der overhovedet intet, som tyder paa, at han søger Støtte. Om hans Stilling til de adelige Biskopper er tidligere talt. — Noget afgørende Tidsmærkehardette Afsnit da ikke, bortset fra, at P. H.s Angreb paa Christiern II for at ville indføre »Arveriget« viser, at han endnu ikke var kommet til Overbevisning om, at denne Statsformdogvar

1 At P. H. skulde sigte til Adelens Trængsler under Grevefejden, er udelukket allerede ved Tidsmærkerne paa de følgende Afsnit.

2 Jfr. særlig hans Forhold til Tyge Krabbe, hvem han 1526 dedicerede sit Skrift om »Luthers Handel«, og hvem han skyldte Lejligheden til at komme til at prædike for Kongen. 1526 dedicerede han ogsaa sin Oversættelse af Luthers Bedebog til Olaf Nielsen (Rosenkrantz) til Vallø.

3 Skrifter 11, 72, 26.

Side 77

formdogvarbedre end »Kaareriget«. Det lærte han først under Interregnet. Nedskrivningen maa da i hvert Fald dateres til før 1533's Herredag; men intet taler mod, at Afsnittet alleredec.1527 eller c. 1529 stod i Krøniken.

De 5 Afsnit i Aarbogen til 1524 er alle nærmere tidsbetegnede, 3 til August, 2 til September, hvortil senere er føj et 1 fra Juni. — Til det første om Kroningsherredagen 7. Aug. (NB. Udtrykket »regio diademate solenniter insignitus«) føjer Krøniken Meddelelser om tilstedeværende fremmede Afsendinges Ønsker. Krønikens gentagne ærbødige Udtryk om Frederik I udelukker ganske vist ikke absolut, at det kan være skrevet i 1529, inden Tonen overfor ham ændredes helt, men snarest vilde man dog tænke paa en tidligere Tid. P.-E. H. bemærker: »ingen Datering«.

2. Afsnit udvider Aarbogens Meddelelse om Hr. Niels Høgs pludselige Lammelse ved Apopleksi 10. Aug. i KøbenhavnsHelligaandshus (og hans Dødsfald 9 Dage senere) med en interessant Karakteristik, der røber en ikke ringe Sympati for denne begavede og veltalende Mand, trods Rygter, som udpegede ham som en Bondeplager og Fjende af Gejstligheden. Det sidste hang nemlig sammen med, at han angreb »visse Folks« Laster og Hovmod og særlig Bispernes Hang til Overdaadighedog hovent Væsen (fastus). Men om Motivet i Virkelighedenvar Had til Gejstlighedens Rigdomme eller Iver for at »reformere« den, lader P. H. staa hen som ukendt. — Det sidste svarer ganske til P. H.s stadige Hævdelse i hans kirkepolemiskeSkrifter, at Angreb paa Gejstlighedens Brug af dens Rigdomme er yderst berettiget; derimod ikke Kravet om at fratage den dens Midler¹. Noget bestemt Tidsmærke har dette Afsnit da ikke; det kan være nedskrevet i 1527, men ligesaa vel i 1529. — P.-E. H. faar imidlertid ud af P. H.s Bemærkninger,at

1 Jfr. f. Eks. Skrifter 11, 146 ff., hvor P. H. 1527 beklager den kirkelige Rigdoms ilde Brug til Guds Fortørnelse; men i sig selv er Rigdom ikke fordømmelig. Jfr. Ib. 11, 192: »Gud vil, at Klerkeriet skal reformeres til Pligt og Bod og bedre bruge Kirkens Len og Rente; men Lægfolk vil, at de skal reformeres til Fattigdom og Trængsel.«

Side 78

ninger,atAfsnittet maa være skrevet, da det kirkelige Godsrøverivar ved at standse (!), og Udsigterne for Katolicismens Sejr var gode (c. 1533^—34). Der hører særligt slebne Briller til for at se dette.

3. Afsnit i Aarbogen fortæller om Fredsmødet 24. Aug. i Malmø mellem Frederik I og Sveriges udvalgte Konge, GustavEriksen; man besluttede »en evig Fred« for des kraftigere at bekæmpe »de tre Rigers grumme Fjende Kong Christiern.« Her fik Danmark Gotland tilbage¹. — Krøniken supplerer dette med, at ogsaa Blekinge blev tilbagegivet; men dernæst retter den et skarpt Angreb paa Gustav Vasa paa Grund af hans uanseelige Byrd, hans »Vildskab« (ferocia) og »hans aandsfattigeHjærtes overvættes Hovmod«. Heraf fremgaar sikkert, at Nedskrivningen ligger efter Rigsdagen i Westerås i Sommeren 1527, da Sækulariseringen af det svenske Bispegods gennemførtes,og Grunden lagdes til Reformationen i Riget. Men da Kongenomtales som »udvalgt«, synes altsaa hans Kroning 12. Jan. 1528 at være P. H. ukendt. Men det var den aabenbart ikke, da hans Besvarelse af Gustav Vasas 8 (10) Spørgsmaal forelaa trykt i April 1528. Her tituleres han (Skrifter 11, 326): »højmægtigeFyrste, vældige Herre, Hr. Gustaf Eriksen, Konge til Sveriges Rige« (naar Fortalen, der er skrevet i 1527, bringer en noget lignende Titulatur, maa den antages ændret under Trykningenaf Skriftet). For saa vidt synes det da rimeligt at datere Stykket til før Januar 1528, i alt Fald vilde Affattelse i 1529 vidne om en overvættes Skødesløshed af P. H. — Naar P.-E. H. sætter Afsnittet til »sent i Frederik I's Tid eller efter hans Død« med den Begrundelse, at det viser, at P. H. mente, »at det var udelukket, at G. Vasas Stilling kunde rokkes«, kan jeg

1 Her er et af de mange Steder, hvor Teksten i H. Henriksens Aarbog viser sig som en daarlig Afskrift. Den siger, at Gotland »iO2 annos et ultra« havde været under dansk Herredømme. Krøniken har bevaret Aarbogens rette Tekst »centum viginti annos et ultra«, som bygger paa samme kronologiske Vildfarelse som Kongeskriftet, der sætter Valdemar Atterdags Erobring af Gotland til 1341. — Angivelsen af Aaremaalet og den upaakrævede Omtale af Kong Valdemar som »Fader til Margrethe, 3 Rigers Dronning«, tyder stærkt paa, at Aarbogens Kilde her er P. H.s Kongeskrift.

Side 79

kun sige, at intet her (endsige i Skriftet mod Gustav Vasa) tyder paa, at P. H. har næret saadanne Tanker. Selv AårbogensNotits (som jeg jo ogsaa mener er skrevet af P. H.) gaar ligesom Krøniken ud fra, at de to Fyrster, som slutter »evig Fred«, fuldtud er sidestillede, og at Rigernes Grænser nu er fastlagte.

Tilføjelsen til 4. Afsnit (om Biskop Hans Mules Død 24. Sept. ved Skibbrud ved Vestervig) kaster et ejendommeligt Lys over P. H.s ellers saa fremtrædende Tilbøjelighed til at pege paa Vidnesbyrd om Guds straff ende Retfærdighed. Krøniken véd, at han tvang sin Forgænger paa Oslo Bispestol til at fratræde ved at true ham paa Livet; han har desuden beriget Christiern ll's Kasse uden Hensyn til, om det var per phas aut nephas, og efter almindeligt Rygte drev han Ærkebiskop Erik Valkendorf i Landflygtighed¹. Men, naar Almuen (vulgus) siger, at Mule druknede for sine onde Gærningers Skyld, indvender P. H., at endog hellige Mænd er omkommet ved Drukning; ingen dømme derfor før Tiden! Det synes altsaa, som P. H. dømmer paa særlig Maade, naar det gælder en indviet Biskop (jfr. ogsaa senere hans Nekrolog over Niels Stygge). — Her er intet Tidsmærke; Stykket kan ligesaa vel være skrevet c. 1527 som c. 1529. P.-E. H. mener at kunne spore, at Afsnittet er skrevet, da P. H. havde Begivenheden »noget paa Afstand.«

Som 5. Stykke tilføjer Aarbogen Meddelelsen om den store
Ildebrand i Vejle i Juni. Pladsen efter Begivenhederne i
Sept. tyder paa, at disse Aarbogens Optegnelser virkelig er nedskrevne1524,i

1 I sit Klageskrift 1524 har P. H. til Punkt 9 i Haandfæstningens Indledning tilføjet om Valkendorf, at det var Christiern ll's Hensigt at tage ham af Dage. Han lod ham indkalde til Herredag i Bergen, og Meningen var, at han skulde druknes i en Sæk; men det var ikke Guds Vilje, og Ærkebispen, der fik Nys herom, sejlede i Stedet til Nederlandene og begav sig derfra til Rom. Ogsaa i »Svaret til Hans Mikkelsen« (1526^—27) omtaler P. H. disse Planer. Han henviser i det Afsnit, hvori Bisperne særlig forsvares, til det Brev fra Kongen til Hans Mule, »som vi alle har set«, der paalagde denne at indkalde det norske Rigsraad til Møde og saa »forraade deres Hals«; ligeledes befalede han Jørgen Skriver at gøre det af med Erik Valkendorf (Skrifter 11, 95, 17—24).

Side 80

skrevne1524,iden Orden Forfatteren fik Efterretningerne. Branden opstod i Borgeren Engelbrets Hus ved Uforsigtighed med et Lys. — Ogsaa her afviser P. H. i Krønikens Tilføjelse Menigmands Opfattelse, at Branden var Guds retfærdige Vredes Straf i dette Tilfælde for Dobbel og Tærningspil; men BeskyldningenmodEngelbret for dette var opdigtet. Dog forkaster P. H. ikke Almuens almindelige Dom om Spil; tværtimod forundrerhansig over, at mange kan se paa saadant som den uskyldigste Ting i Verden¹; det viser Mangel paa Agtelse for sig selv og andre. — Forf. finder ingen Datering i dette Afsnit, skønt han mener, at P. H. her sigter til Frederik I, om hvem der netop i Nekrologen siges, at han var forfalden til Spil og Dobbel. Men tænkte P. H. virkelig paa Kongen, vidner Manglen paa en direkte Hentydning til ham nærmest om, at Afsnittet er skrevet, før han brød Staven over Hovedet paa ham, ti senere generer han sig ikke for at fastslaa hans Uværdighed. — Paa et senere Sted, hvor Sammenhængen mellem Skibykrønikens Stof og Billeslægten skal paavises, er P.-E. H. i Vinden med Aarsagen til, at denne Begivenhed er medtaget, ti det lader sig ikke godtgøre, at Medlemmer af Billeslægten »opholdt sig i Vejle under Branden« (S. 179)! Han finder det imidlertid »sandsynligst«, at et af Slægtens Medlemmer eller en af deres Paarørende har været ved at sætte Livet til dengang! Forf.s Skrift byder overhovedet paa de mærkeligste »Vidnesbyrd« om, at Krøniken er en Mindebog for Billeætten. Ejendommeligst er vel den, at de formodede Hovedberettere om de Begivenheder, den omtaler, Ove Bille og Anders Bille, overhovedet er unævnte i den, fordi de krævede det! Men aparte er ogsaa den oftere genkommende Hævdelse af, at en Begivenhed er medtaget, fordi den erindrede om en Bille's Indsats, skønt en saadan ikke omtales med ét Ord. Man faar Indtryk af, at »Mindebogen« er en Slags Nøgleroman, hvor Læseren kan gætte sig til, at Ordet Bille, skønt det mangler, netop forklarer det, der berettes. Saaledesogsaaher ■_— skønt en Ulykke, der næsten udslettede en

1 I Skriftet »Om kranke og fattige Mennesker« (1528) findes gentagne Udfald mod Spil og Dobbel (Skrifter 111, 11, 20, 24, 31).

Side 81

dansk By, dog vel fortjente at mindes, selv om en Bille ikke havde været i Fare¹. — Det er imidlertid tydeligt nok, at P. H. maa have haft personligt Kendskab til Borgeren, han er saa ivrig efter at rense for Beskyldningen for Dobbel. Muligvis har han været hans Gæst, da han i 1523 forlod Jylland for at vende tilbage til Sjælland. Men naar allerede Aarbogen nævner EngelbretsNavn,turde det være et nyt Vink om, at denne har samme Forfatter som Krøniken.

Til 1525 har Aarbogen den lange Beretning om Søren Norbys Fejde i Skaane, delt i 4 Afsnit, der ved deres mere fortællende Karakter adskiller sig stærkt fra Aarbogens sædvanlige Tørhed i Meddelelserne, selv om 2. og 3. Stykke paa annalistisk Vis indledes med et »eodem anno«. Navnlig det første (om Forspillet til Fejden) minder ved sin Karakteristik af Anføreren, Otte Stigsen (»en højst perfid og ved mange Sacrilegier berygtet Mand«), og ved Betegnelsen af Christiern II som »den berygtede Tyran« om P. H. Det beretter om, at Tyge Krabbe straks efter, at Otte Stigsen havde erobret Sølvesborg og Aahus, begyndte en Belejring af sidstnævnte By. — Krøniken har ingen »Kommentar« hertil, men tilføjer derimod en Beretning om en særlig Episode, som fandt Sted 11. Marts, medens Aahus belejredes. Overfor de oprørske Bønder, der truede Belejringsstyrken, udsendtes 500 Landsknægte under Anførsel af Hr. Klaus Bille; de anrettede et frygteligt Blodbad i den aabne By Sølvesborg, hvorhen Rester af Bønderne var flygtet; »alle Borgere(!) blev nedhugget, og Byen plyndret, uden at de hellige Steder blev skaanet.« Indigneret fordømmer P. H. disse »Bødler« til »Tartarus«, men tilføjer straks, at Blodbadet — efter Sigende (!) — skete uden Befaling fra Tyge Krabbe eller Klaus Bille (et af de faa Steder, som virkelig kan tyde paa personlig Interesse for et Medlem af Billeslægten).

Stykke 2 fortæller om den egentlige Søren Norby-Fejdes

1 Naar Forf. S. 179 siger, at »Kommentaren« ikke bringer nye Enkeltheder om Branden, maa han ikke have læst Krøniken med megen Eftertanke. Den redder i alt Fald Engelbret for at anses som »Brandstifter« og forklarer nøjagtigt, hvorledes Ilden opstod ved Uforsigtighed i Stalden.

Side 82

Begyndelse. Med en stor Hær og Flaade kom han nu for at erobre hele Skaane for Christiern 11. — Krøniken meddeler, at Tyge Krabbe derfor opgav Belejringen af Aahus og trak sig tilbagetil Malmø. Norby spillede derefter Herre i hele Skaanes Land; allevegnefra strømmede oprørske Bønder til ham »i Haab om at frigøres fra deres Herrer«; de plyndrede Klostre og Kirker og Adelens übefæstede Gaarde, ja brændte nogle. Norby erobrede Lund og Landskrona og begyndte at befæste sidstnævnte ved Bøndernes Hjælp. 18. April begyndte han Belejringaf Helsingborg, men maatte dog 10 Dage efter opgive det, da Tyge Krabbe nu gjorde Udfald fra Malmø. Beundrende tilføjer P. H., at »ingen har i disse Tider kæmpet taprere for at sikre Danmarks Rige overfor Fjendernes Tyranni¹«. Men Almuens Oprør, der navnlig skyldtes den saakaldte »Kongeskat« (den 21. Juni 1524 bevilligede »almindelige Landehjælp«), blev en Tragedie for dem.

Dette belyses nærmere i Stykke 3, hvor Aarbogen fortæller om Tyge Krabbes Sejr 28. April over Søren Norby udenfor Lund; her nedhuggedes 3500 Mand, 536 Landsknægte toges til Fange, og de tiloversblevne Fjender, der flygtede, blev myrdede, selvom de havde søgt til Kirker og andre hellige Steder. Fortællingenherom gentager Krøniken med ganske übetydelige Tilføjelser. — Stykke 4 meddeler, at de undkomne søgte til Landskrona, hvor Norby nu ventede Krabbes Belejring, og tilføjer saa: »in hoc prelio [altsaa Slaget ved Lund] primus omniumfugit Otto Stigoti sceleris artifex.« — Inden denne sidste Sætning indskyder imidlertid Krøniken en Beretning om en ny Bedrift af Tyge Krabbe og korrigerer deri Aarbogens Oplysning om Otte Stigsens Flugt. Da en Bondehær var i Færd med at falde Krabbe i Ryggen, rykkede han ved Nattetidud mod den, besejrede den ved Bunketofte og nedhuggede 2200; Resten flygtede eller toges til Fange. Det var under dette Slag, at Otte Stigsen som den allerførste flygtede; men han blev fanget af Bønderne og overgivet Sejrherren til Afstraffelse.

1 Deter ret tydeligt, at Beretningen i de 4 Afsnit hviler paa Meddelelser fra T. Krabbe, som P. H. i 1526 stod i særligt Forhold til.

Side 83

Imidlertid blev han ført til København for at lide Døden dér, og her slap han paa Grund af Forbøn fri, eftersom »hans Ondskabikke havde naaet sit fulde Maal,« da han efter Guds retfærdigeDom blev bevaret »til endnu at volde andre Ulykker«. A. Heise har (Skibykrøniken S. 108) forgæves, under sin Redegørelsefor Otte Stigsens senere Data, søgt en bestemt Begivenhed,som kunde opfattes af P. H. som en afgørende Straf for de nye Ulykker, han havde forvoldt¹. Det forholder sig sikkert her, som ved Afsnittet om »Piraterne«, at P. H.s Overbevisning om, »at Guds Straf« vil ramme en slet Personlighed, er vis nok; men det kan knibe mejd Bevislighederne, og i saa Fald kan Teorien, at vedkommendes Syndemaal endnu ikke har naaet sin Fylde, træde til som en i alt Fald P. H. selv tilfredsstillendeForklaring af det udeblevne Vidnesbyrd om Guds Straf. Der er derfor intet senere Tidsmærke i denne Beretning, som iøvrigt ikke glemmer at minde om de haarde Straffe, som ramte de arme Bønder. — Som omtalt S. 26^—27 finder P.-E. H. i Afsnittet Vidnesbyrd om en Standsning i P. H.s Arbejde med Krøniken. Jeg kan ikke erkende dette; derimod finder jeg Grund til at bemærke, at saavel Aarbogens fortællende Karakter og dens Karakteristik af Otte Stigsen, som Krønikens Rettelse til dens Beretning om, at han flygtede i Slaget ved Lund, taler for, at P. H. er Aarbogens Forfatter, og at denne i alt Fald her ligefrem er et Udkast til Krønikens Beretning. P. H. har, da han skrev Krøniken, hørt nærmere om den ham modbydelige Adelsmand, som han anser for den egentlige »artifex« til Bondeopstanden. Nogetsikkert Tidsmærke har Beretningen om Nordbyfejden ikke. Den kan ligesom Afsnittene til 1524 være skrevet 1529, men ogsaa tidligere, og maaske snarest dette paa Grund af P. H.s Begejstringfor Tyge Krabbe, fra hvem han vel har Efterretningerne.

Til Fortællingen om Søren Norbyfejden og det skaanske Bondeoprør føjer Aarbogen en kort Beretning om det store Bondeoprør 1525 i Tyskland og dets sørgelige Følger for Almuen.— Krøniken tilføjer, at Lutherdommen var Skyld heri,

1 En Fængsling 1539 kan P. H. ikke have oplevet. — P.-E. H. opfatter P. H.s nævnte Udtalelse som et »fromt" Ønske.

Side 84

ti Bønderne opfattede Luthers Tale om Frihed som en Ret for dem »til at synde saa meget de vilde.« — Heller ikke her er noget bestemt Tidsmærke. Allerede i sit Skrift til Tyge Krabbe om »Luthers Handel« (Sommeren 1526) er P. H. stærkt optaget af at pege paa den Ulydighed mod kirkelig og verdslig Øvrighed, som er blevet Følgen af Luthers Tale om evangelisk Frihed; den har jo allerede givet sig Udslag i Oprør og Blodsudgydelse (Skrifter 11, 262). I Bogen mod H. Mikkelsen taler han om, at ingen Fyrste, som »er indfalden med Luther,« har lydige Undersaatter;»og al deres Ulydelse orsager de med den evangeliske Frihed«(Ib. 11, 72). At P. H. interesaerede sig for det tyske Bondeoprør,er derfor meget forstaaeligt¹. At P.-E. H. ikke indlader sig paa at forklare Afsnittets Tilstedeværelse i det formentlige Bille-Mindeskrift, er ogsaa forstaaeligt. Han formoder ikke engang,at et Slægtsmedlem deltog i Kampen mod disse Oprørere.

Heller ikke det følgende Afsnit, som simpelthen gentager
Aarbogens Notits om Dronning Sophias Kroning, har noget
senere Tidsmærke.

De hidtil gennemgaaede Afsnit løser saaledes ikke Spørgsmaalet om, hvor langt Krønikearbejdet var naaet i 1527. Stykket om Kongemødet i Malmø talte stærkest for Affattelse 1527 og dermed for, at alle tidligere Afsnit, bortset fra det om Karmeliterne, var forfattet inden en Standsning 1527. Men Kongetitlen kan selvfølgelig være en Skødesløshed fra P. H.s Side, og dermed falder det eneste hidtil tydelige Vidnesbyrd for at opfatte Beretningen om Karmeliterne som senere omarbejdet eller indføjet.

Anderledes klart forholder det sig med Tidsmærkerne, naar vi gaar til Krønikens Behandling af Aaret 1526. Vi har her klart Vidnesbyrd om, at der har været en Standsning i Arbejdetmed Krøniken. — Aarbogen har hertil 4 Optegnelser. Den første om den københavnske Kantor Anders Friis's Død 19. Febr. — Krøniken omtaler hans Embedsførelse hædrende

1 I Skrifter 111, 240 minder han om, hvor dyrt »de sorte Bonder« betalte deres Oprør; at han tænker paa det tyske Bondeoprør, viser Randnoten til vort Afsnit her: de strage nigrorum rusticorum.

Side 85

samt hans Gavmildhed mod fattige. Gud bortkaldte ham, for at han ikke skulde se den Vederstyggelse, som Hans Tausen, »den halstarrigste af alle Kættere«, senere foraarsagede med den sacrilege Konges Tilladelse. Her sigtes klart nok til Kirkestormeni Frue Kirke 3. Juledag 1530. Frederik I kaldes nu »sacrilegus rex«, i skarp Modsætning til »illustrissimus rex«. i Stykke 1 til 1524; og han beskyldes uden videre for at staa bag Kirkestormen. Herfor har P. H. sikkert ingen anden Støtte end Kongens senere omtalte Forflyttelse af Tausen fra Viborg til København og muligvis Hensynet til, at Frederik I i Febr. 1529 havde bevilliget Ansøgningen om Nedrivelse af 12 Kirker i Viborg. — Afsnittet er altsaa tidligst nedskrevet ved Aarsskiftet153 0^—31. Det vidner saaledes tydeligt om en Standsningi Arbejdet med Krøniken, men kan ikke sige os, om Standsningen er fra c. 1527 eller c. 1529.

Det følgende Afsnit i Krøniken mangler ganske Forlæg i Aarbogen, et klart Vidnesbyrd om, at denne ikke kan være et Udtog af hin. Det handler om den lutherske Bevægelse i Jylland, men omtaler hverken Hans Tausen eller Viborgrøret, trods Omtalen af ham i foregaaende Afsnit, og skønt Teksten vidner om, at P. H. meget vel kender Viborgbevægelsen¹. Man aner uvilkaarligt, at det er ham om at gøre at understrege, hvor skændig Begyndelsen til »Lutheriet« i Jylland var. Han omtaler nemlig som Foregangsmand en præsteviet Prædikant, Hans Esbernsen, som (beruset!) druknede i Limfjorden udenfor Aalborg 28. Maj 1526. Han var Præstesøn, og P. H. betragter (betegnende for ham som Fortolker af Guds Straffedomme) hans Bespottelser baade af Gud, alle Helgener, Kirken og dens hellige Ceremonier, navnlig Dødssakramentet, som Guds direkte Straf for Præsternes Frilleliv »efter hans os hemmelige Raadslutning«.Aabenbarttænker han mere paa katolske Gejstlige som sine Læsere end paa Billerne! Det tilføjes da ogsaa, at overhovedet ingen sluttede sig med større Iver til »den ugudeligeSekt«end de uægte Præstesønner. »Mellem dem var de fleste

1 P. H.s nu ukendte Brev til Gardianen Erasmus er Bevis for, hvor tidlig Viborgrøret var ham bekendt.

Side 86

mig bekendt,« og 5 nævnes saa ved Navn, deriblandt Mester Jørgen [Sadolin], »hvis Søster Hans Tausen, den første Priapist i Danmark, giftede sig med.«¹ »Jeg tier om visse, om hvilke jeg maaske fremtidig, om jeg lever, vil skrive, nemlig naar deres Ondskal) har naaet sit fulde Maal« (nempe completa ipsorum malicia). — Jeg har S. 15¹ afvist P.-E. H.s gale Oversættelse af denne Sætning, hvormed han mener, P. H. sigtede til sit senere Afsnit om Malmøreformationen. Forf. daterer Afsnittet til 1533^—34, og derefter er det forstaaeligt, at han med spærret Tryk nu fastslaar, at »hele Fremstillingen [lige til den ufuldendteSlutningssætningi Krøniken?] er saal ede s skrevet paa een Gang og er blevet afbrudt ved P. H.s Død«² (jfr. ogsaa hans Tolkning af »si vita comes« som Vidnesbyrd om, at P. H. allerede var syg, da han skrev Afsnittet her). Saa let er Spørgsmaaletimidlertidikke afgjort. I hvert Fald er det udelukket, at P. H. her kan have tænkt paa Malmøreformatorerne, ti ingen af disse var Præstesønner! Der findes iøvrigt, som alleredeomtalt(S. 60) overhovedet ikke i Krøniken noget senere Afsnit, som angaar Præstesønner. P. H. har altsaa enten forglemtsinHensigt eller ikke fundet, at de Personers malicia, han tænkte paa, havde naaet det fulde Maal (antagelig fordi de endnu levede!)³. Fra P.-E. H.s sene Tidsmærke og fra hans

1 Heise har ligesom allerede Engelstoft (Hist. Tidsskr. 11, 534, Note 25) bemærket, at Udtrykket »Priapist« om Cølibatbryderne (ligesom Betegnelsen »antesignanus« om Lutheranernes fremtrædende Talsmænd) findes i den af »Df. Stagefyr« forfattede »Confutatio« (udarbejdet i Aarhus 1531). Men, hvis P. H. har lært Betegnelsen af denne i 1530 indkaldte tyske Lærde, behøvede han ikke først at have læst den i nævnte Skrift, men havde sikkert ofte hørt den i 1530, da han havde rig Lejlighed til under Herredagen at drøfte de lutherske Prædikanters Forhold med Tyskeren. Noget sikkert Tidsmærke paa, at Afsnittet er skrevet 1531 eller senere, er det i alt Fald ikke.

2 Særdeles vel staar dette ikke til Antagelsen, at Krønikearbejdet først begyndte i Vinteren 1534_—35.

3 Deter iøvrigt ikke ualmindeligt i P. H.s Skrifter at finde Udtalelser om, hvad han i Øjeblikket kan tænke sig at skrive om, men aldrig har fuldført. Saaledes lover han 1527 Olaus Petri Svar paa hans Modskrift mod Bogen om Luthers Handel og siger ganske som her (og uden at der er nogen Grund til at formode, at han var alvorlig syg!): »saafremt som Gud vil mig Livet saa længe spare« (Skrifter 11, 301, jfr. 331_—32).

Side 87

Slutning med Hensyn til alle de følgende Afsnit maa man derfor se bort. Noget andet er, at Teksten tydelig nok forudsætter,atPræsteægteskab allerede er blevet almindeligere (Hans Tausen nævnes jo som den første Cølibatsbryder); dette stemmer godt med, at Afsnittet er skrevet efter et, som tidligst kan være forfattet paa Overgangen mellem 1530 og 1531. løvrigt er P. H.s Brug her af første Person af Interesse; han maa aabenbart have forglemt, at. han skulde skrive en MindebogforBilleslægten!

Aarbogens 2. Afsnit til 1526 beretter om Frederik I's og Mogens Gøyes Fastebrud og Kommunion sub utraque i Juni, to Dage efter Kongens Komme til København. — Krønikentilføjer atter her Adjektivet sacrilegus til Kongens Navn og vedbliver omhyggelig dermed i det følgende, hvor Aarbogen endnu nævner ham. Videre suppleres Meddelelsen om Fastebrudetmed, at »ogsaa mange andre Holstenere« brød Fasten. Da dette hidtil havde været ganske ukendt i Sjælland, forargedesmange. Det skete imidlertid efter Hofmesterens Tilskyndelse.Det var alene ham,- som »samme Aar, med fræk Tilsidesættelse af Kirkeloven,« nød Nadver sub utraque uden forudgaaende Skriftemaal og gode Gærninger. Her er saaledes, ligesom ved Afsnittet om Søren Norbyfejden, Aarbogens Meddelelsekorrigeret. Mogens Gøyes lutherske Nadvergang synes altsaa at være foregaaet senere paa Aaret, og Kongens har været et løst Rygte; men til Gengæld tilføjer P. H., at nogle af Rigets fornemste Mænd nu, efter Kongens Vilje og uden Paatale fra hans Side (sic volente et connivente principe), begyndte at haane alt helligt og tilsidesætte gamle kirkelige Ordninger, som havde været overholdt »siden Apostlenes Dage«. »Om den retfærdige Gud stadig hartaalt disse Skændigheder, maa Eftertidendømme om. Jeg er overbevist om, at Guds Hævn inden kort Tid truer den kirkerøveriske Fyrste, der har foragtet Formaningerog

Side 88

maningerogRaad baade fra adelige og uadelige, fra læg og lærd. Men ved Guds Styrelse favoriserede dog ikke alle gejstligeog verdslige Partiet, ellers havde det forlængst været forbi med alt helligt.«

P.-E. 11. slutter heraf, at der sigtes til Herredagen 1533, og
»den Tone af Tilfredshed, der gaar gennem Kommentaren,«
tyder paa Nedskrivning efter den.

At P. H.s bitre Udtalelser, der tydelig vidner om Lutherdommens stærke Omsiggriben og nu utilslørede Polemik mod de katolske Kirkeskikke (dog omtales ikke, at luthersk Nadvernydelse er blevet almindelig Menighedsskik, endsige er paabudt i de kongelige Presentatskirker, som vi har Vidnesbyrd om allerede fra Marts 1532)¹, skulde tyde paa hans »Tilfredshed«, er mig ufatteligt. Ganske vist er P. H. overbevist om, at Gud snart vil straffe dette og særlig Kongen, men ligesaa klart er, at Straffen i alt Fald ikke endnu er indtruffet. At Afsnittet derfor i alt Fald er forfattet før Frederik I's Død og før Herredagen 1533 (med hvis Beslutninger P. H. iøvrigt var særdeles utilfreds), er klart nok. Men Adjektivet sacrilegus, der tilføjes Kongens Navn, lader formode, at »Kirkerøveriet« fra Statens Side er i fuld Gang. Det ligger da nær at tænke paa, at Kirkehuse maa være overdraget Lutherske Menigheder (f. Eks. i Viborg og Malmø), andre nedbrudte (Viborg), Klostre lukkede og meget Kirkegods allerede frataget Kirken. Før 1529 kan dette næppe være skrevet, men en Datering til c. 1531, vil paa Grund af Afsnittets Plads i Krøniken efter de to foregaaende passe meget vel.

Aarbogens 3. Afsnit omtaler Frederik I's Datters Afrejse22. Juni til Preussen for at ægte den tidligere Stormester. — Krøniken fordømmer skarpt dennes Løftebrud som Ordensridderog hans »tyranniske« Underkuelse af Ordenen (han havde som bekendt 1525 sækulariseret Ordensstaten og begyndt at indføre en luthersk Reformation). Noget senere Tidsmærke har

1 Jfr. Presentatsbrev paa Jellinge Kirke fra 15. Marts 1532 i Frederik I's Registranter, 300.

Side 89

Udvidelsen ikke; men ogsaa her maa Afsnittets Plads være
afgørende.

Sidste Optegnelse til 1526 i Aarbogen angaar P. H.s St. Hansdagsprædiken paa Slottet i København, hvor han, »efter Kong Frederiks Befaling gennem Hr. Tyge Krabbe«, skulde fremsætte sin Mening om Lutherdommen. Trods givet Tilsagn om Sikkerhed blev han, da han forlod Slottet, insulteretog truet paa Livet. — Krøniken hævder, at P. H. udtalte sig frit, men behersket, og aabent tilstod, at ingen af de to Partier holdt ret Maadehold. Men: gør det ene Parti op med det andets Fejl, maa man ogsaa tillade Modparten det samme. Prædikenen har saaledes været et klart Udtryk for det Mellemstandpunkt,han stadig hævder i sine kirkepolemiske Skrifter. Frederik I kalder han her ligefrem »Tilhænger af Lutheranernes kirkerøveriske Sekt«. Ved Bortgangen truede man ham og hans Ledsager, trods det givne Lejde, med Sværd, beskyldte ham for at være bestukken med Gaver til at bespotte Kristus og Guds Ord og kaldte ham en Ulv, Sjælemorder osv.¹ »Saaledes holder Fyrster deres Ord og viser Gejstlige Ære.« Denne Oplevelseerindrer ham saa om hans St. Hansdags Prædiken sammesteds1522 for Christiern 11, der førte til lignende Troløshed fra dennes Side, idet han annulerede sit Gavebrev paa St. Jørgensgaardtil Karmeliterne. — P. H. taler her om Beskyldningen for at være bestukket. Naar Olaus Petri allerede 1527 insinuerede,at P. H. skrev mod Lutherdommen, fordi han modtog»Belønninger«, er det ikke mærkeligt, at man 1526 i Københavnrettede

1 Allerede 14. Juni 1526 (C. F. Allen, Breve og Aktstykker I, 422) kan P. Kempe fra Wittenberg fortælle Christiern 11, at »Lektor Povl er falden fra Christo og holder med Bisperne imod de christne.« I København har aabenbart »de kristne< (Brevskriveren karakteriserer disse som dem, der »taler noget imod Trolden om Christo«) været stærkt optagne af P. H.s »Frafald«, som han jo nylig havde dokumenteret ved sit Sendebrev til Tyge Krabbe om »Luthers Handel«. Det var aabenbart dette, som foranledigede T. Krabbe til at insistere paa, at P. H. skulde prædike for Kongen, for at forsøge paa at vinde denne for Opretholdelsen af Kirkens Enhed; ligesom det forklarer, at Bisperne overdrog P. H. at polemisere i Kirkens Navn mod Hans Mikkelsen.

Side 90

havnrettedeBeskyldninger mod ham for at tage mod Bestikkelse.1531 insinuerede Hans Tausen noget lignende. Da skulde Roskilde Kanniker være hans »Lejningsmænd«, og vi véd nu, at Roskilde Kirke virkelig i 1530 betalte P. H. en vis Sum¹. Muligvis var det i 1526 Kendskab til, at Biskopperne havde bestilt et Modskrift mod Hans Mikkelsen hos P. H., som gav Anledning til Beskyldningen. Afsnittet maa efter dets Plads i Krøniken henføres til c. 1531. P.-E. H. opgiver at datere det, men efter hans Udtalelser om Præstesønnerne er jo hele Resten af Krøniken dateret til c. 1534.

Til 1527 har Aarbogen kun to Afsnit. Uet første noterer, at ved en højtidelig Sammenkomst af Rigets Herrer og Magistrateri Odense, »hvor ogsaa Kong Frederik var til Stede«², blev »jus episcoporum, som de havde efter Kirkeret, Kejserlove, dansk Lov og lang Sædvane over Sædelighedsforbrydere, fratagetdem ved Trusler — ikke saa meget ved Kongens som ved de profane Stormænds malicia.«. Det er første Gang, at Aårbogenbetegner Rigsraadets verdslige Medlemmer som »profane«,og dermed fastslaar, at de er Fjender af Kirken. — Krønikenhar da ogsaa en særlig skarp Tone. Først tilføjes dog, at Kongen, der selvfølgelig kaldes sacrileg, havde sine Holsteneremed («hos hvem Sagernes Afgørelse dengang laa«). Efter Udtalelse om, at Betingelsen for, at nævnte biskoppelige Rettighed(altsaa til Bandsbøder) gik over til Adelen, udtrykkelig var, at alle øvrige Bisperettigheder skulde opretholdes, fastslaar han, at hverken Konge eller Adel holdt dette givne Tilsagn. Ti paa samme Møde udstedtes »med usømmelig Frækhed« visse »littere decretales«, uden at Riskopperne var hørt eller havde samtykket.De

1 Efter Meddelelse til mig fra Dr. Arhnung viser Domkirkeregnskabet for 1530 følgende Notits paa Udgiftssiden: »Lektor Paulus XXV Mark«, en forholdsvis stor Sum dengang. — 1531 taler Hans Tausen i sit Svar til P. H. (Tausens Smaaskrifter ved H. F. Rordam, 97, 114 og 137) om hans »Lejningsmænd«, »hans Kanniker«, der giver ham Sold, aabenbart Domherrerne i Roskilde.

2 Aarbogen bruger ikke her den sædvanlige Betegnelse for Herredage (comitia). Tyder det paa, at Forfatteren véd, at Herredagen var indkaldt efter Rigsraadets Onske?

Side 91

tykket.Desatte alle Præster og Munke, som under Paaskud af evangelsk Frihed ikke længer vilde vedkende sig gejstlig Stand, ja endda vilde gifte sig, under Kongens offentlige Værn. Følgen blev stor Løssluppenhed i Livsførelsen og mange Forbrydelser,»og fra den Dag begyndte, offentlig og aabenlyst, Fromheden at nedtrampes, Klosterpligt¹ at ringeagtes, Kyskhedat udles, helligt Liv at vanhelliges.« Saadan holdt denne Tids sacrilege Fyrster deres Ord, trods Ed og Dokumenter! — Randnote, som vel er tilføjet i Krøniken, da den blev renskrevet, sammenfatter Udtalelserne i: »Apostater forsvares, troende undertrykkes«.

Som sædvanligt er det P. H. mere om at gøre at udtale sin Indignation saa skarpt som muligt end at redegøre nøjagtigt for Fakta. De nævnte »littere dec r etales <.>. (kirkelige Forordninger), Kongens »Mandater«, omfattede saaledes langt mere end her angives, idet de paalagde Biskopperne at sørge for Evangeliets Forkyndelse, og tilsagde ikke alene Præster og Munke Tolerance, men tillod Menighederne at beskikke Prædikanter². Senere viser P. H. dog, at han meget vel véd, at alle lutherske Prædikanter (ikke blot »frafaldne Præster«) nu er »exempti ab omni iurei (SkrifterVI, 189, 10), og tillige, at Valgretten til Bispestole faktisk er afskaffet, og Lydighedsforholdet til Rom er ophørt (Ib. 117, 21^— 22, 25—26, jfr. 122, 31), ja han siger ligefrem, at Frederik I afskaffede »hele Kirkeretten« (Ib. 136, 6). — Skønt P. H. tydelig taler om, at de nævnte »littere decretales« paa engang tog wmnes et singuli sacerdotes et monachh, som vilde nedlægge klerikal Stand, i Værn, mener P.-E. H., at P. H. her sigter til de Værnebreve, som tilstodes Enkeltmænd! — Han finder i Afsnittet: »Ingen Datering«; men efter sine tidligere Udtalelser maa han henføre det til c. 1534. Her sporer han dog ikke noget til den Tilfredshed,P. H. efter hans Mening paa dette Tidspunkt skulde føle ved de kirkelige Forhold! Et er da ogsaa tydeligt, at P. H., da han skrev det, ikke kendte til nogen Reaktion overfor Lutheranerne.Men

1 »Religio« i denne Sammenhæng sigter sikkert til Ordensløftet.

2 Jfr. min Afhandling i Festskrift til Kr. Erslev (1927): »Er 1527 i retslig Henseende Epokeaaret i dansk Reformationshistorie?c

Side 92

ranerne.MenAfsnittet kan i hvert Fald først være skrevet, efter at den Oplosning i de katolske Kirkeforhold, som P. 11. saa afgjort understreger, var indtraadt som Følge af de kongeligeMandater. Efter Pladsen i Krøniken kan det heller ikke være forfattet for c. 1531.

Aarbogens 2. Optegnelse til 152/ (udateret) angaar Karmeliterlektoren Peder Laurentsens Frafald fra »de ortodokses Kirke«. Her er Aarbogens tidligere Objektivitet, der allerede ved forrige Afsnits Karakteristik af Rigsraadet var i Tilbagegang, ganske opgivet. Efter Konstatering af Frafaldet i sædvanlig Annaliststil følger Udtalelser i fortællende Stil og med Udtryk, der stærkt minder om P. H. P. Laurentsen blev ved Frafaldet »impudentissimus Lutherane sedator professionis«, og af Karakter var han pervers og halstarrig. »En Tidlang var han i Assens Kloster, men da Brødrene spredtes, Klostergodset fordeltes og udplyndredes, og selve Klostret blev overgivet til de lutherske Borgeres Forgodtbefindende, begav han sig sluttelig til Malmø, denne Hule for kirkerøverske Apostater og Asyl for alle Kættere, og blev dér Priapist, fordi han ikke vilde være Papist.« — Her har P. H. ikke følt Trang til at føje blot én Stavelse til i Krøniken¹. Men at disse Udtalelser skulde hidrøre fra Hans Henriksen og Ove Bille, er mildest talt usandsynligt, ti dennes Ønske om, at Mindebogen ikke indtog nogen aggressiv Stilling til den lutherske Bevægelse (af Hensyn til Slægtens Delthed i dette Spørgsmaal), maa dog i lige saa høj Grad have gældt Aarbogen. Den ordrette Overførelse af Afsnittet til Krøniken, hele Tonen i Stykket og de karakteristiske Invektiver om P. Laurentsen og Malmø, for ikke at tale om Udtrykket »de orbodokses Kirke« taler stærkt for, at P. H. er dets Forfatter.

Identiteten af Teksten i Aarbogen og Krøniken er dog ikke
alene af Interesse for Spørgsmaalet om Aarbogens Forfatter.
Den viser ogsaa, hvor vigtigt det er for Undersøgelsen af KrønikensTilblivelse

1 P. H.s glødende Had til P. Laurentsen, siden han blev »Apostat«, fremgaar tydelig af, at han har anbragt ham i den Antikrists Stamtavle, han har komponeret i sin »teologiske' Optegnelsesbog (jfr. Skrifter VI, 173).

Side 93

nikensTilblivelseat have Rede paa Aarbogens AiTattelsestider. Et er klart, at, hvis Afsnittet om P. Laurentsen foreligger i den oprindelige Tekstform, bevidner det en Standsning i Aarbogsføreisenpaa c. 3 Aar. Dette Afsnit har nemlig Tidsmærker, som umuliggør, at det kan være nedskrevet før tidligst i Slutningenaf August 1530. 14. Aug. d. Aar stadfæstede nemlig Frederik I den i Afsnittet omtalte Overgang af Assens Kloster til Borgerne¹. Betegnelsen af Malmø som en Hule for sacrilege Apostater og Asyl for Kættere, forudsætter klart nok Gennemførelsen1529 af Reformationen dér (som Kongen stadfæstede 5. Juni, da han tillod Byen at bruge Alter- og Gildegodset til Oprettelsen af et Hospital og en lærd Præsteskole²); det samme gælder Beretningen om P. Laurentsens Komme til Malmø og hans Giftermaal (med Prædikanten Klaus Mortensens Søster). — Tidsafstanden mellem Nedskrivningen af dette og af Aarbogsafsnittenetil 1526 synes da ganske klar. — P. H.s Brug af Aarbogentil sin Bearbejdelse af Klagefortegnelsen viste, at den før Nov. 1524 i det mindste var ført op til April 1523 (ChristiernIPs Flugt) eller sandsynligvis til Juni s. Aar (Begyndelsen af Københavns Belejring); Meddelelserne til 1524^—26 gjorde bestemt Indtryk af at være nedskrevet i disse Aar. Hvorvidt nu Stykket om Herredagen i Odense 1527 skal henføres til før eller efter Standsningen, kan synes tvivlsomt. Dog selv om der sporedes en ny Tone i dette, adskiller denne sig dog stærkt fra Fanatismeni Afsnittet om den frafaldne Karmeliter. Det er derfor ikke udelukket, at det første virkelig er nedskrevet i 1527.

Alligevel maa denne formodede Standsning i Aarbogens Førelse sikkert forkastes, da den foreliggende Tekst i StykketomP. Laurentsen næppe kan være den oprindelige. Der er afgørende Mærker paa Aarbogens Tekst i det følgende Afsnit (til 1528), der viser, at Stykket om P. Laurentsen maa være ændret ved en senere Udvidelse; oprindelig kan det næppe have indeholdt mere end en Konstateren af hans Frafald til »den

1 Regesta dipl. Dan. hist. 12, 865: Kongen skænker Magistrat og Menighed Frue Klosters Bygninger.

2 Frederik Fs danske Registranter, 207 f.

Side 94

lutliersko Sekt«. Afsnittet til 1528 omtaler nemlig Malmo's »næslen totale Frafald fra Kirkens Enhed« som Folge af Klaus Tondebinders og Hans Spandemagers Prædiken¹. Notitsen herommaavære skrevet ret snart, efter at Rygtet om de store Virkninger af deres Virksomhed havde bredt sig, ti Nedskrivningenmaai alt Fald være ældre end Sommeren 1529, da der i Malino skete noget langt forfærdeligere for »den ortodokse Kirke« - - nemlig en fuldstændig luthersk Nyordning af Byens hele Kirkeforhold, ved hvis Gennemførelse de to forhenværende Karmelitere, Peder Laurentsen og Frans Wormordsen i den Grad var virksomme, at de fra nu af kom i første Linie af de evangelske Ledere. Herom har imidlertid Aarbogen ikke ét Ord, hverken under 1529 eller senere. Først 1534 interesserer den sig paany for Malmø i Anledning af Fængslingen af nogle Adelsmænd og Nedrivningen af de Dele af Slottets Befæstning, som truede Byen. Denne totale Mangel paa Meddelelse om Reformationen i Malmø 1529 (som Krøniken udførlig redegør for) er i Forbigaaendesagtet afgørende Vidnesbyrd om det uholdbare i HypotesenomAarbogen som et Udtog af Krøniken. Men umiskendeligterdet ogsaa, at Aårbogens Stykke til 1528 om Malmø, der paa Grund af dets Mangel paa Kendskab til den endelige Reformationdérmaa dateres til før Sommeren 1529, ikke kan være indført i den efter et Afsnit, som netop véd Besked herom og med Sikkerhed kan siges først at være nedskrevet efter August 1530, saafremt dets foreliggende Form er den oprindelige. Der kan derfor ikke være Tvivl om, at Stykket om P. Laurentsen(til1527) er udvidet med en Tilføjelse², nemlig af de syv Linier, som først beretter om Assensklostrets Opløsning og BygningernesOvergangtil

1 At de to Mænd allerede 1527 var optraadt som Prædikanter, men blev standset af Ærkebiskop Aage Sparre og derefter drog til Haderslev, hvor de studerede et Aar ved den nye lutherske Præsteskole dér, véd Aarbogen altsaa intet om. Det gennemgribende Resultat af deres Prædiken 1528 tilskriver den iovrigt Malmoboernes Xyhedssyge, en Spydighed, som vidner om Bibelkundskab (jfr. Apostl. Gærn. 17, 21 om Athenerne) og saaledes kan pege paa P. H. som Forfatteren.

2 Den begynder med den relative Sætning: qui manens in munasterio Assens osv.

Side 95

ningernesOvergangtilBorgerne, dernæst omtaler Laurentsens Komme til Malme, »Asylet for frafaldne« (som han jo netop var Eksempel paa) og sluttelig slynger Skældsordet Priapist ud mod ham. — Men forholder det sig saaledes, bliver der ikke Tale om en egentlig Standsning i Aarbogens Optegnelser; kun saamegetkankonstateres, at Forfatteren siden 1526 har været sparsom med Notitser. Til 1527 kun to, til 1528 én, til 1529 to, til 1530 én.

Vender vi os nu atter til Krøniken, bemærker jeg først, at P.-E. H., som sædvanlig, ikke gør opmærksom paa, at Tidsmærkernepaa Afsnittet om P. Laurentsen i første Række gælder Aarbogens dermed identiske Tekst. Han daterer Afsnittet til c. 1533—34(;?), fordi P. H.s Brug af Ordet Priapist skal være laant fra »Stagefyrs« Confutatio, som P. H. delvis oversatte 1532, samt fordi P. H. »synes at have kendt to Skrifter af Laurentsenfra 1529 og muligvis et fra 1533 om Præsteægteskab«. — Men da P.-E. H. jo anser Ove Bille for egentlig Forfatter til Aarbogen, vil det altsaa sige, at denne har lært Ukvemsordet om Cølibatsbryderne af Stagefyr. Men da det var ham, som fik Stagefyr indkaldt og under Herredagen 1530 havde ham ved sin Side under Forhandlingen med Lutheranerne og siden tog ham med sig til Aarhus for at udarbejde Modskriftet mod Prædikanterne, har han næppe behøvet at læse »Confutatio« for at kende Skældsordet (det samme gælder P. H.). Intet i Afsnittetviser heller Kendskab til Skrifter af Laurentsen, tværtimodvidner vel Manglen paa Omtale af dennes literære Virksomhed,som Krøniken udtrykkelig nævner i det følgende Afsnitom Malmøreformationen, om, at Afsnittet til 1527 er noget tidligere nedskrevet end dette. Endelig: efter Forhandlingerne med Prædikanterne paa Herredagen 1530 behøvede sikkert hverken Ove Bille eller P. H. at læse Bøger for at bruge de Invektiver mod Malmø og Laurentsen, som Afsnittet indeholder.At det endog skulde indicere Læsning af et Skrift af Laurentsen fra 1533, er saa meget mere utroligt, som det følgendeKrønikeafsnit om Malmøreformationen, der netop omtalerSkrifter af ham og Wormordsen, med Sikkerhed kan siges

Side 96

at være affattet for 1033. Terminus post queni for dette er 22. Nov. 1531, og dermed har vi ogsaa den omtrentlige Datering af Fællesstykket her i Aarbogen og Krøniken i den foreliggendeForm.

Krønikens Tilføjelser til Aarbogens Malmøafsnit viser en meget nøje Forbindelse med Afsnittet om Laurentsen og et indgaaende Kendskab til Malmoforholdene i 1529, som Aarbogen altsaa ganske forbigik¹. Allerede ved deres Længde paakalder de Opmærksomheden (i Udgaven af P. H.s Skrifter fylder de 313¹/₂ Side), men ganske særlig ved deres Fanatisme og Ensidighed.Førstomtales, som i Aarbogen, Klaus Tøndebinder og Hans Spandemager; den første karakteriseres som »ulærd i gode Discipliner« og uden Dømmekraft, men meget veltalende; den anden som »noget lærdere«, men mindre anset. Begge stammede fra ukendte Hjem i Malmø; men Jesu Ord om, at en Profet ikke er agtet i sin Fødeby, blev ikke træffende for deres Vedkommende.—Yderst ensidigt karakteriseres saa deres Prædiken;delærte Folk² at spotte Helgener, Sakramenter og gode

1 Da jeg mener, at P. H. er Aarbogens Forfatter, tilføjer jeg, at alt taler foe, at P. H. snart efter L. Urnes Død og H. Tausens Forsættelse til København har maattet forlade denne By. Dette kan forklare, at Efterretningerne om Reformationens Gennemførelse i Malmø først blev ham bekendt, da han fik »Malmobogen« i Hænde og under Herredagen i København 1530 ogsaa fik nærmere Underretning om sine tidligere Ordensfællers Medvirken hertil. Først da han genoptog Arbejdet med Krøniken, benyttede han saa Lejligheden til at korrigere og fuldstændiggøre Aarbogens Optegnelse til 1528. — Her kan tilføjes, at Frederik I 3. Nov. 1529 havde givet Knud Pedersen Gyldenstierne Karmelitergaarden i København (Kollegiet) i Arv og Eje, efterat han havde indberettet, at »Brodrene var ude«(Reg'sta 12,680). Er P. H. ligefrem blevet fordrevet fra Kollegiet, eller har han frivillig forladt sin Bolig?

2 HU docebant populum; S. 188 formoder Forf., at der maa ligge »en samlet Fremstilling af Prædikanternes Lære- til Grund for den følgende Redegørelse. Han finder den i Malmoberetningens Optryk af de 27 Artikler, for hvilke Prælaterne paa Herredagen 1530 anklagede Prædikanterne. Henvisningen til dette Skrift fra 1530 (hvorfor ikke til Viborgberetningen eller -Confutatio og P. H.s oversatte Uddrag af dette Skrift, da ogsaa de har de 27 Artikler".'; er forsaavidt uforstaaeligt, som Forf. synes at dele Prædikanternes (urigtige) Formodning om, at netop P. H. var Artiklernes Forfatter. Trods den Realitetsoverensstemmelse, som Forf. S. 188_—90 paaviser mellem Artiklerne og Redegørelsen her for Malmølærernes Prædiken, maa jeg forkaste Formodningen om denne literære Kilde til Afsnittet (kronologisk vilde der intet kunne indvendes mod den). P. H. ønsker netop ikke her at give en samlet Fremstilling af Prædikanternes Lære, men fremdrager de Agitationspunkter, hvormed de særlig ophidsede Malmøboerne til Frafald og Voldshandlinger mod Katolicismen. De fremdragne Punkter mangler ganske Artiklernes mere teologiske Præg, og navnlig forbigaar de (hvad Forf. selv har bemærket) de Lærepunkter, som P. H. stadig i sine polemiske Skrifter særlig lægger Vægt paa: Lutherdommens Lære om det almindelige Præstedømme, og om Viljens absolute Bundethed (»Frelse« af Tro alene er dog nævnt). Naar Forf. forklarer Forbigaaelsen af disse Lærdomme enten med, at de maaske har haft P. H.s »stille Sympati« eller er ønsket udeladt af hans »Overordnede«, er han ikke heldig. Skulde P. Ff. have Sympati for det, som i særlig Grad vækker hans Forargelse? Og hvem er hans »Overordnede«; hvis der tænkes paa Biskopperne, maa man vel spørge: hvorfor i al Verden ønskede de disse lutherske Lærepunkter uomtalte, som de hæftig polemiserede mod gennem »Confutatio« og »Prælaternes Gensvar« 1533?

Side 97

Gærninger, profanere Kirker, nedrive Altre, brænde Billeder, le ad Faste, offentlige Bønner, ja af alt, som har været brugt til at værne om Dyd og ave Tøjlesløshed osv. Naturligvis glemmes heller ikke deres Ophidselse til at forfølge Munke og bemægtige sig Klostre. De sagde, at siden Apostlene var det rette Evangeliumikkeprædiket undtagen af Kættere. Alle Paver var Antikrister, og ingen anden at vente; alle Bisper og gejstlige kaldtes »Papister«, den romerske Tyrans Drabanter. De Kirkeskikke,somhar været i Brug »siden Aposteltiden«(!): Messe, hellige Løfter, Faste, Anniversarier og Begængelser for døde, Sakramentforvaltning og gode Gærninger, var papistisk Paahit, som skyldes Roms Pengebegær. Alene Troen frelser; gode GærningererUdtryk for tom Forfængelighed og Hykleri. — Af Hensyn til, at visse Ting misbruges, og at der findes visse ugudeligeBiskopper,skulde alle Kristendommens Sakramenter og fromme Begynderøvelser afskaffes, i Stedet for at Misbrug burde rettes. Hertil kom saa deres giftige Injurier og Bagtalelser, der nærmere opregnes. — Alligevel var det dog særlig de to Borgmestre, Jørgen Kock (berygtet for Underslæb, Aager, Bedragener,Ægteskabsbrud)og

Side 98

dragener,Ægteskabsbrud)ogJakob Nielsen (ældre, men ikke bedre), som gjorde Malmø til en Røverkule og Asyl for fortvivledeSkalkeog Apostater. De indkaldte nemlig to frafaldne Karmcliterlektorer, Frans [Wormordsen] og Peder Laurentsen. Den sidste blev Byens »Kansler« (Sekretær), udgav flere SmaaskriftermedRedegørelse for »Religionsfornyelsen«, og efter at have giftet sig, overgik han sig selv som skamlos¹. NederlænderenFransblev alligevel den skadeligste af dem alle. lian lod nemlig i Begyndelsen, som om han ivrede mod Misbrug og slette Sæder (i Overensstemmelse med »de kirkelige Dogmers Norm«) og vilde korrigere, hvad der ved Prædikanternes SkamløshedellerUforstand havde faaet Indpas. Men det var kun for ikke at faa Skin af at arbejde paa andres Grundlag. I Virkelighedenvarhan mere forbryderisk end de andre, og efter at han, trods Venners Protester, havde giftet sig med en Pige uden hendes Værges Samtykke, udgav han to Gange et Skrift om Præsteægteskab, fuld af Bagvaskelser og Løgn. Saaledes blev han den mest skamløse af alle Lutheranere. — P. H. havde virkelig Grund til sin udprægede Harme mod denne tidligere Elev og Universitetskollega, som endnu i 1528 (Oversættelsen af Davids Psalter) erkendte sin særlige Gæld til ham. I det første af de omtalte Skrifter (»Forklaring paa den evangeliske og papistiskeLære«med Tillæg »Om Præstelevned med Giftermaal og Kyskhed«, Juni 1531) sigter nemlig Wormordsen P. H. for at være »Satans Tjener«, der bedrager enfoldige »under Skriftens og hellige Apostles falske Titel«, og i det sidste fra Nov. 1531 (»Disputats om Gejstliges Giftermaal«) kalder han ham bl. a. »en fedbuget Skalk«, »den fortrædne Guds Fjende« og »Danmarks vitterlige Bedrager, al Kyskheds Fjende« osv.

1 1 den fornævnte Antikrists Stamtavle (Skrifter VI, 173), lader han Lektor Laurentsen, som han spottende kalder »Lictoren fra Næstved« (L.s Fudeby), være (aandelig) Fader til A'asculariuv (.i: Klaus Mortensen Tondebinder), en Oplysning, som kunde tyde paa, at Stamtavlen er nedskrevet inden Afsnittet om Malmo, hvor han jo er klar over Tondebinders Agitation, inden Laurentsen kom til Malmø hvis den ikke blot er Vidnesbyrd om P. H.s I'vederhæftighed, hvor Hadet spiller ind.

Side 99

Dateringen af dette Afsnit kan saaledes klart nok sættes til efter Nov. 1531. Naar P. H. udtrykkelig præciserer, at Wormordsen to Gange (bis) har skrevet om gejstliges Giftermaal, er P.-E. H.s Formodning om, at Afsnittet vidner om P. H.s Kendskab til Wormordsens Henvendelse til Rigsraadet fra 1533, ganske grundløs. — løvrigt viser Afsnittet tydelig nok, at P. H. ikke var en Forfatter, som lod sig sine Meninger diktere. Overfor det hører der unægtelig Dristighed til at paastaa, at man af Krøniken ikke kan lære P. H.s »Stemninger« at kende! P.-E. H. maa da ogsaa et Sted indrømme, at det ikke altid lykkes ham[!] at skjule sine Meninger og faa udarbejdet det foreliggende »Kildemateriale saaledes, at det har kunnet harmonere fuldstændigt med de Synspunkter, der skulde være de normgivende« (S. 138). Nej, unægtelig! Snarere kan man vel sige, at Afsnittet her vidner om hans kolossale, næsten maniske Ophidselse efter nylig Læsning af Wormordsens Smædeskrift fra Nov. 1531.

Saavel ved Indhold som Form hænger Afsnittet saaledes nøje sammen med det om P. Laurentsen i dets udvidede Skikkelse.Det synes at være skrevet omtrent samtidig, dog selvfølgeligAfsnittet om Laurentsen først. Det vil i alt Fald ogsaa stemme meget vel med det Tidsmærke, Udvidelsen om Laurentsenhavde i Omtalen af Assens Klosters Sækularisering (Aug. 1530). — For Aarbogens Vedkommende vil dette altsaa sige (idet jeg altsaa gaar ud fra, at P. H. er dennes Forfatter), at han, ogsaa efter at han c. 1527 skrev dens Fortale (som viste, at han ansaa Optegnelserne som et Skrift, der med det hidtidigeIndhold kunde være et godt Grundlag for fremtidige Historikere, fordi Meddelelserne var vederheftige i deres Objektivitet),fortsatte af og til med Optegnelser til 1531; men i dette Aar omarbejdede han det tidligere Afsnit om P. Laurentsen paa en saadan Maade, at Fortalens Karakteristik af Aarbogens Indhold, i alt Fald efter vor Opfattelse, ganske blev desavoueret. Derfor kunde han uforandret optage det i Krøniken, da han efter en Standsning igen begyndte sit Arbejde med den. Naar man tillige bemærker, at P. H. fra nu af oftere foretager sprogligeOmarbejdelser

Side 100

ligeOmarbejdelseri Aarbogsteksten, naar han bruger den som Grundlag for Krøniken, turde det være klart, at han ligefrem nu betragter den som Udkast til denne. Det er ogsaa tydeligt, at han nu med selve Arbejdet paa Krøniken har sat sig det ganske særlige Formaal at belyse den kirkelige Udvikling udfrasin lige saa hadefulde Foragt for den lutherske Bevægelse som for de Skinbiskopper og andre katolske Stormænd, som efter hans Opfattelse har svigtet deres Pligt overfor »den ortodokseKirke«.

Den udpræget hadefulde Tone, som karakteriserer Afsnittene om P. Laurentsen og om Malmøreformationen i Krøniken, erindrer unægtelig om det Krønikeafsnit til 1519, som omtalte Karmeliteralumnernes Frafald. Paludan-Miiller og Heise mente endda med Sikkerhed at kunne henføre det til c. 1531_—32 paa Grund af denne Lighed i Tone og paa Grund af Slutningsordene, som netop synes at henvise til de to nævnte Afsnit. Jeg har tidligere (S. 60) peget paa, at der, trods den fanatiske og hadefulde Tone i Angrebet paa de tidligere Disciple, dog er den Forskel paa dette Afsnit og de andre to, at P. H. ikke sigter dem for at være »Priapister«, et Forhold, som netop spiller en Hovedrolle i de to senere Afsnits Angreb paa P. Laurentsen og Wormordsen. Dertil kommer, at Afsnittet til 1519 ikke alene er præget af hans Forbitrelse mod Karmeliterne, men ogsaa af Apologien for ham selv, hans Undervisning og Bibelstudierne, de har bragt i Vanry. Dette var noget, som i 1527 var særlig aktuelt; og P. H.s direkte Allusioner til Lave Urnes Brev, der greb ind i Universitetets Virkeforhold i den Anledning, tydede netop paa Nedskrivning i dette Aar. Kun Opregningen af de 7 Karmelitere og Slutningssætningen talte mod at datere Stykket til 1527. og da vi jo ved, at Wormordsen først faldt fra i 1529, maatte det derfor alligevel antages, at Dateringen tidligst kunde sættes til 1529, saafremt Stykket forelaa i übearbejdet Form. Under disse Forhold lod jeg Spørgsmaalet om dets Datering foreløbig staa uløst hen, indtil de nu behandlede to Afsnit var nærmere undersøgt.

Ogsaa nu forekommer det mig, at Afsnittet ikke tyder paa

Side 101

en Affattelse c. 1531^—32, da Spørgsmaalet om Berettigelsen til Undervisning i de omtalte »sinceriora studia« ved Universitetets Opløsning havde mistet sin Aktualitet, og da P. H.s Anseelse i de ledende konservative Kirkekredse stod urokket siden hans Samarbejde med Prælaterne under Herredagen 1530 og særlig derefter med Ove Bille under hans Aarhusophold. Tager man ogsaa det Raseri i Betragtning, som »Priapisternes« Forsvar for Præsteægteskabets Kyskhed satte ham i c. 1531, maa man som sagt ogsaa undre sig over, at Afsnittet ikke indeholder hæftige direkte Angreb paa Cølibatsbryderne, hvis det blev nedskrevet i 1531^—32. — Det forekommer mig da at være det sandsynligste, at P. H. har foretaget visse Ændringer i Afsnittettil 1519, nemlig at Navnene¹ og Slutningssætningen er tilføjet,formentlig efter at han havde skrevet de to Afsnit om P. Laurentsen og om Malmøreformationen². Da han dér tilstrækkeligthavde pointeret sin Afsky for Cølibatbrydernes »Skamløsheda, har han ikke ment, at der var Grund til nogen Tilføjelse derom i Stykket til 1519. Muligvis er dog enkelte Udtryk heri blevet skærpet, men som Helhed svarer Udtalelsernemeget vel til Situationen c. 1527 og hans heftige Fortørnelsei Anledning af Angrebene paa ham selv dengang.

Men er dette sandsynligt, saa kan man tage endelig Stilling til det Problem, som tidligere (jfr. S. 75 og 85) maatte staa uløst, nemlig om, hvor langt Krøniken var naaet i 1527. Vi saa, at den Række Afsnit, som fulgte efter det om Karmeliterkollegietog

1 Saafremt disse er en Tilføjelse, bortfalder Aarsagen til at datere Stykket til 1529 (Wormordsens Frafald). Paa den anden Side vil det betyde, at ikke alene P. Laurentsen, men en stor Del (omnes pent) af hans tidligere Disciple allerede c. 1527 havde vendt ham og Romerkirken Ryggen.

2 Naar man bemærker, at Aarbogsteksten (jfr. H. F. Rørdam: Monumenta I, 413) efter Sætningen om, at P. H. blev beskikket til Karmeliterkollegiets første »Regent« har tilføjet et »etc.«, tyder det muligvis paa, at P. H. først har tilføjet denne Sætning senere, for at minde sig om, at han i Krøniken vilde udtale sig nærmere om Disciplene. Men de Udtalelser om disse, han nedskrev c. 1527, tilfredsstillede ham altsaa ikke c. 1531, da han tilføjede Navnene paa de 7 frafaldne og Sætningen: verum in sequentibus de his plura patebunt.

Side 102

legietogbehandlede Tiden til 1525 inclusive, havde usikre Tidsmærker,som tillod saavel Henførelse til 1527 som til 1529. Navnlig Gustav Vasas Titel i Stykket om Malmøforliget tydede dog stærkt paa 1527. Jeg vil nu anse det for det rimeligstc at henføre alle disse Afsnit til dette Aar. Dette vil altsaa sige, at Arbejdet paa Krøniken standsede i 1527, altsaa til samme Tid, som Aarbogsforfatteren (som jeg mener er P. H.) skrev sin Fortale til dette Skrift og dermed tilkendegav, at han i alt Fald dengang betragtede dette som et brugbart Forarbejde for andres Studier af dansk Historie siden 1448 (at han alligevel vedblev at gøre Optegnelser i sit Manuskript om Aarene efter 1527, er en Sag for sig). At dette Sammentræf i alt Fald kan støtte Opfattelsen af, at Aarbogen er P. H.s Værk, behøver jeg ikke at bemærke.

I saa Tilfælde ligger det nær at antage, at den Ændring i de kirkelige Forhold, som Herredagen i Odense i Sommeren 1527 fastslog, har givet P. H. Ulyst til at fortsætte med Krønikearbejdet,som dengang var naaet til 1525 inclusive. Om StandsningensVarighed vidner saa Afsnittet til 1526, som i Anledningaf Kantor Anders Friis's Død omtaler Frue Kirkes Profanationved Kirkestormen 3. Juledag 1530. Dette Afsnit viste sig dermed tidligst at være nedskrevet paa Overgangen mellem 1530 og 1531; men da der ikke er nogen Grund til at antage nogen større Tidsafstand mellem Affattelsen af dette Afsnit og de følgende, hvoraf det om Malmøreformationen tidligst kan være nedskrevet efter Nov. 1531, er det sandsynligst, at Standsningenhar varet lige til Overgangen mellem 1531 og 1532. Den har i saa Fald varet mindst 414¹/₂ Aar. P. H. havde altsaa, da han paany optog Arbejdet paa Krøniken ikke alene Lutherdommens fulde Sejr i Viborg, Malmø og København bag sig, men ogsaa de bitre Erfaringer fra Striden med Prædikanterneunder Herredagen i København 1530, hvor Faren for, at Konge og Rigsraad skulde dømme i Kirkesagen, alvorligt truede, og han selv havde været Genstand for Spot og Insulter. Og siden havde man overfaldet ham i forskellige danske Skrifter, forfattedenetop af tidligere Ordensfæller, hvoraf ikke mindst

Side 103

Wormordsens Forsvar for Cølibatsbrud maatte irritere ham ved endda at kalde ham, den fuldblods Munk, en Fjende af Kyskhed.Under disse Forhold, — og efter at han havde faaet sine Skrifter om Messen mod Hans Tausen og mod Randersprædikanterneog vel ogsaa det væsentlige i Arbejdet med den tabte »Bispernes Forklaring paa den kristne Trosbekendelse« og med Bearbejdelsen af »Stagefyrs« »Confutatio« fra Haanden —, er det, at han paany giver sig til at skrive Krøniken. At Tonen da nu maatte blive en anden end før, er saare forstaaeligt, og han nægter sig da heller ikke noget, hvad enten han nu skriver om sine tidligere Disciple, om Lutherdommen som religiøst Fænomen, om den Konge, Rigsraad og Adel, som har svigtet de katolske Interesser, eller om de Skinbiskopper, som han ser som en Trusel mod selve Kirkens Eksistens. Paa Katolicismens Udsigter maa han se med Pessimisme, selv om heldigvis Tilslutningentil Lutherdommen ikke har været total, men han er sikker paa, at Guds Straf er i Vente. Men nogen virksom Reaktionmod »Sekten« kan han dog ikke pege paa.

Vender vi os da til Krønikens Behandling af Aar 1529, er det nye Præg ogsaa tydeligt nok. — Aarbogen havde kun to Optegnelser til Aaret, der begge synes indført kort efter Begivenhederne.Den første Meddelelse falder i to Afsnit. Først berettes paa god annalistisk Vis om Biskop Lave Urnes Død 29. April. Som en Slags Indledning til andet Afsnit tilføjes: »Efter denne ærværdige Faders Død begyndte straks RoskildekirkensRuin.« Derefter fortæller 2. Afsnit om, at hans Efterfølger,Joachim Rønnov¹, fik Embedet »paa mange slette og vældigt übillige Vilkaar«. Skønt man tidligere havde kunnet »løse« det for 1000 Gylden hos Paven, maatte han nemlig betale

1 Aarbogen har i den foreliggende Tekst Navneformen Ronwo. Rørdam gør i sin Udgave af »H. Henriksens Krønike« (Monumenta I, 420^x) opmærksom paa, at Henriksen ogsaa i sine Breve bruger denne Form (ligesom ogsaa Rantzwo for Rantzov). Noget Bevis for Henriksens Forfatterskab til Aarbogen er dette selvfølgelig ikke, hvad Rørdam jo ogsaa var langt fra at mene; det kan derimod vel vidne om, at H. Henriksen var en unøjagtig Afskriver.

Side 104

den profane Konge 6000 Gylden »etc.«¹. »Saaledes blev det Tyranni, hvormed Romerbispen havde underlagt sig alle Kirker i hele Verden, ikke afskaffet, men i Virkeligheden kun ændret,« en Udtalelse, som tydelig minder om P. H.s tidligere omtalte Sætning i Krøniken i Afsnittet om Frederik I's Valg: om y>regnum«,som ikke blev »sublatum« men »mufø/um«. Som bemærket S. 74, kan dette tale for, at Sætningen muligvis dér er senere tilføjet.

Krøniken adskiller de to Afsnit og foretager visse sprogligeÆndringer for at indflette Tilføjelserne. Den taler først om Biskoppens Sygdom (Strubebetændelse) og Død, hvorpaa følger en overordentlig hædrende Nekrolog, der minder om de sjældne Gaver, Naturen eller rettere Gud havde skænket ham (videnskabeligUddannelse, Lærdom, Veltalenhed og sædelig Alvor, saa han overgik samtlige Rigets Biskopper). Ingen vovede derforat foragte hans Myndighed. Hans Optræden bar Præg af Strenghed, hvorfor visse Folk beskyldte ham for hovent Væsen og Tyranni; men efter hans Død savner alle ham. P. H. kan dog ikke frikende ham for Nepotisme, Stolthed over sit adelige Navn og sine Aner og Paaholdenhed overfor de fattige, som dog er »de sande Arvinger til kirkelig Ejendom.« Han sigter maaske her særlig til Lave Urnes Testamente, som iøvrigt betænkte mange kirkelige Stiftelser og Personer, ogsaa fattige, men ganske vist ret sparsomt². —I andet Afsnit siger P. H. først, ligesom undskyldende, at de übillige Betingelser, Rønnov maatte indgaa paa, ikke saa meget skyldes ham som den profane og sacrilege Konge, der ved Tyranni havde afskaffet Kirkens Valgretog med Vold tilrevet sig alle Kirkernes Rettigheder, saa ingen nu kunde opnaa nogen Dignitet (altsaa hverken Bispestoleeller Prælaturer, hvilket er korrekt) uden, til Foragt for Religionen, at maatte betale en stor Sum Penge samt afsværge

1 Dette »etc.« peger stærkt paa, at Aarbogens Forfatter tænker paa nærmere at kommentere Meddelelsen; med andre Ord: P. H., der er Aarbogens Forfatter, tænker paa sin Krønikes Tilføjelser.

2 Jfr. Dske. Mag. 3. R. 111, 212. Saavel Karmeliterne i Helsingør som P. H. selv er betænkt.

Side 105

Lydighed mod Paven. Der sluttes saa med et Udsyn over Følgerneaf de nye Kirkeforhold. »De, som Forbandelsen af Pavens Pengebegær drev til troløst Skisma, blev 1 O-fold begærligere og viste dem deres Takskyldighed, som under Paaskud af evangelskFromhed havde fremskaffet en Foranledning til Kætteri og Skisma.« »Disse Forhold i Forbindelse med Fyrsternes vældige Profit aabnede Vinduet paa vid Gab for Udbredelsen af Lutherdommenher i Riget.«

P.-E. H. kan have Ret i, at disse to Afsnit ikke indeholder Træk, som daterer dem sikkert; men naar han i Omtalen af Roskildekirkens »Ruin« ser »et tydeligt Henblik paa det, P. H. véd at fortælle om Rønnov ved Aar 1533,« maa jeg protestere. P. H. pointerer jo udtrykkelig, at Ødelæggelsen er indtraadt straks efter Lave Urnes Død, nemlig ved selve Rønnovs Køb af Embedet hos Kongen og ved hans Brud paa den Lydighed, en katolsk Biskop skylder Paven. Der behøvedes da heller ikke mere, for at P. H. som god Katolik kunde tale om kirkelig Ruin¹. P.-E. H. mener iøvrigt, at den sene Datering støttes ved, at Dele af P. H.s »Formaning til Rigsraadet (fra 1532) synes at være optaget i Afsnittet.« Som oftere faar vi ingen Dokumentationheraf.Antagelig bygger han sin Paastand paa A. Heises (iøvrigt af ham unævnte) Henvisning til, at Tanken om, at de fattige, og ikke Slægt og Venner, bør være en Biskops Arvinger, er udtalt i nævnte Skrift. Opfattelsen, at fattige har særlig Ret til Hjælp af Kirkegodsets Udbytte, har P. H. sikkert haft fra tidlig Tid allerede som Tiggermunk. I det mindste

1 Hvor stærkt han end her klager over Pavens Pengebegær, betragter han dog Forbudet mod at soge Konfirmats hos Paven som en syndig Forbrydelse. Overhovedet fritager »Tyranni« fra Pavens Side, ligesaa lidt som Tyranni fra en Konges Side, for Lydighedspligt; kun naar vedkommende Øvrighed vil tvinge én til Synd, staar man fri. — I Svaret til Kong Gustav (1527) taler han iovrigt ligefrem om »Ødelæggelsen« af ren Kristendom, »siden Fyrster indtrænger deres Venner og Tjenere i Kirkens Len og Rente« for at kunne bruge det Gods, som skulde komme fattige og syge til gode, til Krig og »anden Umildhed« (Skrifter 11, 154^—55). Intet Under derfor, at han kan tale om Kirkens Ødelæggelse, hvor der foreligger Intrusion (tilmed af en Skinbiskop) og Simoni.

Side 106

siden han studerede patristisk Literatur og fik Kendskab til Oldkirkens store Biskopper, stod den fast for ham. Den findes ogsaa tydelig hævdet 1527 i hans »Svar til Kong Gustav« (jfr. Skrifter 11, 155). Fattiges Ret til Arv efter Bisper har han især 1530 skrevet om i sin store Gendrivelse af »Malmøbogen«¹. At Skriftet fra 1532 gentager Tanken, er da ikke noget sikkert sent Tidsmærke, saa meget mindre, som dette Skrift ikke er nærmere dateret. Muligvis er det netop skrevet i Begyndelsen af 1532. Nogen stor Tidsforskel mellem det og Afsnittet her er der i saa Fald ikke; ti noget som helst Vidnesbyrd for en senere Affattelse af Afsnittet foreligger ikke. — løvrigt kommer P.-E. H. med en højst mærkelig Udtalelse om Stykket om Rønnov. »Hele Afsnittet her synes at være Bearbejdelse af en Aarbogsnotits, da der ikke er nogen Sammenhæng med det senere, hvor det hele gentages.a Udtalelsen er uklar og ikke alene underlig, fordi han jo senere paaviser, at Krøniken overalteren Bearbejdelse af den Aarbog, han tilskriver H. Henriksen;menogsaa fordi han finder, at den manglende Sammenhængmeddet senere paa dette Sted, mere end de talrige andre Steder (hvert Afsnit er jo noget for sig uden Forbindelse med det følgende), skulde tyde paa en Bearbejdelse af et Forlæg. Og hvad betyder det, at det hele senere gentages? P. H. omtaler ganske vist siden paany, at Rønnov købte Bispestolen af FrederikI,for at pointere det forsmædelige i, at han to Gange

1 Jfr. Skrifter 111, 278, hvor det om Bisper hedder, at, hvis de har ført noget arveligt Gods med sig i Stillingen, maa deres Arvinger »nyde og beholde det«, men intet andet af en Biskops Efterladenskab, med mindre de er fattige, ti saa maa »de nyde Kirkens Almisse med andre fattige.« »Kristus udi sine fattige Lemmer bor at være Arving til, hvad Lykke og Velfærd han [Bispen] har forsørget det menige Kleresi med.« I det Skrift mod Præsters Cølibatsbrud, som P. H. oversatte 1530, har han hævdet samme Opfattelse af Kirkegodsets Formaal (jfr.ib. 111,301), og 1532 (i Skriftet »om den lutherske Handel«, ib.V, 90^—91) hedder det: »Den Tid fattige Klerke, Enker, faderløse . . . syge . . var Arvinger efter Bisper og Prælater, var Kirkens Rente uknurret,« og »udi gammel Tid finge rige Venner og Slægt ikke andet i Arv efter Bisper, end hvis de havde arvet, . . . men lod de noget efter sig af Kirkens Indkomme, da blev det hos Kirkens fattige Tjenere og andre nødtørftige.«

Side 107

maatte betale for Embedet; men hvor er hele Afsnittet med dets Tale om Afskaffelse af Valgretten, af Bruddet med Pavestolenogaf Fyrsternes Profit ved at støtte Lutheriet gentaget? — Udtalelsen viser imidlertid paany, at Forf. stadig burde have konfronteret Krønikens Tekst med Aarbogens — saa havde han maaske ogsaa bemærket, at Aarbogens Sætning: tyrannis non sublata, sed verius commutata er en nøjagtig Parallel til Krønikens Ord om Frederik I's Hyldning og et stærkt Indicium for, at P. H. ogsaa har skrevet Afsnit 2 i Aarbogens første Optegnelse til 1529.

Aarbogens 2. Optegnelse til 1529 meddeler, at Kong Frederik »i samme Aar og samme Dage« helt havde sluttet sig til Lutherdommen og forsatte Hans Tausen fra Viborg til København. — Krøniken tilføjer: »for at han ved sin forpestede Prædiken kunde forføre København, ligesom han havde forført Viborg og andre jyske Byer.« Derved blev København forvandlet til »den mest forbryderske Hule for al Ugudelighed og Vanhelligelse«; den uvidende Befolkning blev grebet af Raseri og Vanvid, omstyrtede Helgenbilleder, smædede Nadveren, kort sagt foretog samme Ugudeligheder som Malmøboerne og Viborgenserne; de kunde nemlig ikke taale, at nogen luthersk By overgik dem i Vanhelligelse og Ugudelighed!

At disse Udtalelser forudsætter Billedstormen i Frue Kirke 3. Juledag 1530, er klart nok; men da de er indført senere i Krøniken end de foregaaende Afsnit, kan Affattelsen ikke dateres til tidligere end Overgangen mellem 1531^—32; Tonen passer særdeles vel hertil.

Til 1530 har Aarbogen kun én Optegnelse, nemlig om Herredagen i København, hvortil begge de stridende Parter indkaldtes (til 2. Juli), for at den vigtigste Sag (res universa) kunde behandles med Menigmand (Lægmand) som Dommere (sub judice vulgo). Den kategoriske Udtalelse: -»Lutheranis victoribus«synesatregne med Krønikens nærmere Forklaring, for at forstaas ret. — Ogsaa i dette Afsnit omformer Krøniken Forlæggets Tekst noget af Hensyn til Tilføjelserne. Den definererstraks»resuniversa« som »de qua tune erat controversum

Side 108

inter orthodoxos et Lutheranos hæreticos.« Om selve Herredagsforhandlingerneogdenudstedte Reces tales ikke et Ord; heller ikke omtales de indkaldte fremmede Lærde eller den Brevudvekslingmellemdeto Parter, som fandt Sted; kun hentydes til den, ved at det siges, at Lutheranerne manglede »ægte SkriftbeviserogslaaendeFornuftgrunde «¹. Men de kunde true de ortodokse i Tillid til Kongens Tyranni [over Katolikernc] og Yndest [mod dem selv]. De var nemlig »exempti ab omni /ure«, o: stod ikke længere under nogen kirkelig Jurisdiktion. Kun ved at afvise de Dommere, »Kætterne havde udset sig,« og ved sluttelig at appellere til et almindeligt Koncil, undgik de ortodokseNederlaget.P.H. indrømmer übetinget dette, men ogsaaatLutheranernehavde Ret til at bryste sig af, at de mange Gange udæskede de ortodokse til »en fri Disputats«; men de stillede det ulidelige Vilkaar: paa Dansk og med mulgus« som Dommer, fordi de vidste, at Sejren saa var sikker. Ti Kongen og Stormændene var »vilde af Had til Klerus og af Begær efter Kirkegodset«. Hvis ikke Frygt for Christiern II havde holdt dem tilbage, havde de »ved én Voldshandling (una violentia) forsøgt at ødelægge hele den gejstlige Stand«². Naturligvis glemmer P. H. heller ikke, at Prædikanterne rasede med Skældsord(Ulve,Lejesvende,Tyve, Forførere, Forrædere, Sjælemordereosv.)modBisper og Prælater; Kongen, Stormændene og Borgerne opmuntrede dertil — der var ikke Gnist af Skam tilbage! — Forf. finder Krønikens Fremstilling »kejtet«, fordi den ligesom gør Lutheranerne til Hovedpersoner og viser en VakleniTillidentil Katolicismens Sejr, som ellers er P. H. fremmedogstaar»i

1 Altsaa netop, hvad Luther 1521 krævede af Katolikerne paa Rigsdagen i Worms for at genkalde sine Paastande. Heises Oversættelse her (»indtrængende Skrifter og virkelige Grunde«) er uheldig, og lader ikke de Normer, P. H. anerkender, træde tydeligt frem.

2 P. H. mener altsaa, at Situationen 1530 var saa alvorlig for den katolske Kirke, at han bruger et Udtryk, som er parallelt med det, Aårbogen havde brugt dels om Christiern ll's Hensigt med Stockholmerblodbadet (uno supplicio), dels om hans senere Plan overfor den danske Adel (una morte). Baade dette Fællesskab i Tanke og Udtryksform taler for, at Forfatteren er den samme.

Side 109

medogstaar»iskrigende Modsætning til den senere Skildring af Forholdene ved Herredagen 1533.« Men det skyldes, at P. H. her »übehændig« og »i Hast« har brugt en luthersk FremstillingsomForlæg,nemlig Jørgen Sadolins »Viborgberetning«! P. H. havde nemlig nu Begivenhederne paa Afstand og havde maaske selv i 1530 »kun deltaget i dem ved fra sit Studerekammeratleverede skriftlige Indlæg.« »Det synes at have været P. H.s Rolle i de fleste Tilfælde og kan bevises i dette særlige Tilfælde.« Her sigtes til Formodningen om, at P. H. var Forfatter af de 27 Klagepunkter, som i alt Fald kun Sandhed med Modifikation¹. De skyldes sikkert et Samarbejde af flere (bl. a. laa 7 Klagepunkter af Aage Sparre mod Malmøprædikanterne1528tilGrund for dem). P.-E. H.s almindeligt holdte Formodning om P. H.s Ophold i sit Studerekammer, naar han var indkaldt til Deltagelse i Forhandlinger, savner al Vægt. — Sin Paastand om, at Afsnittet her skulde have »Viborgberetningen«tilKilde,søger Forf. dog at godtgøre ved nogle Citater (S. 191^—92). De beviser imidlertid ingenlunde dette. Ganske vist fremhæver de ligesom Afsnittet her, at Katolikerne var i Knibe og søgte at drage Forhandlingerne ud, for at undgaa en »Disputats« med Prædikanterne paa Modersmaalet og med LægmændsomDommere.Men at Situationen netop var saaledes, bevidner den interessante Brevveksling mellem Prælaterne og Prædikanterne, som er bevaret i »Malmøberetningen«; og det godtgøres yderligere ved, at man ikke fra katolsk Side kunde hindre Vedtagelsen af den Reces, der bekræftede Mandaterne fra 1527 om Friheden for den lutherske Prædiken². Den interessanteSkildring,Dr.»Stagefyr«

1 Som Bevis herfor henviser Forf. til en gammel Paaskrift paa det bevarede Eksemplar af »Viborgberetningen« (Rørdam mente: med Lyskanders Haand), der angiver P. H. som Forfatter til Prælaternes 27 Klagepunkter. Det var iøvrigt rimeligere at henvise til, at »Malmøberetningen« udtrykkelig paastaar dette (jfr. Rørdams Udg. S. 55); dette forklarer Polemiken mod P. H. i Prædikanternes Svar til Art. 3.

2 Jfr. Dske. Mag. 4. R. VI, 36_—45. Naar Heise her stadig opererer med Opfattelsen, at Odense-Recessen fra 1527 opretholdt Bispernes fulde Jurisdiktion, maa jeg henvise til min Afhandling om Herredagen 1527 i Festskriftet til Kr. Erslev.

Side 110

essanteSkildring,Dr.»Stagefyr«har leveret i »Confutatio« af Forhandlingerne, stadfæster yderligere Rigtigheden af P. H.s Skildring¹. At han allerede tidligere har set pessimistisk paa Situationen, har jeg gjort opmærksom paa; det forhindrede ham dog ikke i at ha ab c paa, at »Guds Hævn« ikke vilde udeblive(jfr.hansBemærkninger til Afsnittene om Frederik I's Fastebrud 1526 og om Herredagen 1527). Selv da Forholdene 1533 laa ganske anderledes, vedblev han iøvrigt at se mørkt paa Udviklingen; Resultaterne her betragtede han nærmest som en Fiasko. Men iøvrigt er det klart, at P. H. som tilstedeværende i 1530 ikke behøvede noget skriftligt Forlæg for at udforme sin livfulde og aldeles ikke »kejtede« Fremstilling af Herredagsoplevelserne.—ForResten har P.-E. H. S. 193 ogsaa formodet, at »Prælaternes Formaning« 1530 til Frederik I, som er optryktiNyeDsk. Mag. V, 315 ff., har været stillet til P. H.s Disposition. Han gør dog intet Forsøg paa at paavise, at den har sat sig Spor i Afsnittet om Herredagen; derimod antager han, at P. H.s senere Nekrolog om Frederik I har benyttet den som Kilde. Herom senere. — Intet modstrider, at SkildringenafHerredagen1530 er nedskrevet c. 1532, hvortil Pladsen i Krøniken henviser den.

Til 1531 har Aarbogen 4 Afsnit, som næppe kan være indførtfør c. 1532. Navnlig de tre første gør Indtryk af at være Udkast til den bredere Fremstilling i Krøniken; det tredje er i alt Fald uforstaaeligt uden Krønikens Kommentar dertil. Det fjerde om Christiern I I's Tog til Norge ved Mortensdagstid forudsætter tydelig nok, at der er forløbet adskillig Tid efter 11. Nov. 1531, inden det blev nedskrevet. Det første fortæller om Billedstormen i København 27. Dec. 1530 (P. H. regner

1 Forf. anser ikke alene P. H.s Redegørelse for Herredagen for misforstaaet paa Grund af hans Brug af Sadolins Beskrivelse. Han mener ogsaa, at han »som Erasmus's Elev« »paa mange Punkter har maattet vige for Prædikanternes Vaaben« [altsaa Skriften] (men »samtidig laante han sin Pen til hvasse Stridsskrifter mod dem som Kirkens lydige Søn«). Hvis Forf. virkelig havde studeret P. H.s polemiske Skrifter mod Lutheranerne, maatte han have bemærket, at deter saare langt fra, at disses Skriftbevis har virket overbevisende paa ham.

Side 111

det nye Aar efter Jul). Næste Afsnit fortsætter med et »postea vero quam sic prophanatum est templum, mox clausum esk og fortæller saa om Kirkens Genaabning næsten et Aar senere, men Datoen staar in blanco. — Fortællingen om selve Kirkestormen,som foretoges af »visse københavnske Sværmere«, af hvilke ikke mindre end 10 nævnes ved Navn, siger, at disse »pn'/num« væltede Helgenbilledstøtterne og sønderslog dem med Økser; men der følger ikke noget »postea« eller »deinde« (som i Krøniken) efter, et ret tydeligt Vidnesbyrd om, at en videre Beskrivelse er paatænkt. At Ove Bille eller hans Sekretær skulde have interesseret sig for at opregne de 10 Hovedgærningsmænd ved Navn, synes ret fjerntliggende; derimod forstaar man vel, at P. H., som saalænge havde været knyttet til København og sikkert har kendt de fleste personligt, af et varmt Hjærte ristede disse »Sacrileger« en Minderune! Antagelig er dette nedtegnet, mens han endnu var i Sjælland og havde Forbindelse med Katolikeri København. Derimod kan hans Ukendskab til Datoen for Kirkens Genaabning et Aar senere tyde paa, at 2. Afsnit er optegnet under Aarhusopholdet; men han véd, at den skyldtes nogle Rigsraader, som dengang havde Forretninger i København. — Derpaa følger, tilsyneladende ganske umotiveret i tredje Stykke en Meddelelse, uden Tidsangivelse, om, at Joachim Rønnov, »som dengang blev betragtet (!) som Ælectus Roschildensis«,udelukkende var blevet paatvunget Stiftet med Vold, »for at hele Sjælland ved ham kunde blive tilført Lutherdommen.«Det første Indtryk er, at vi her har en forskudt Fortsættelseaf Aarbogens tidligere Stykke om Rønnovs Køb af Embedet; men Krønikens Tilføjelse viser, at der netop er Forbindelsemellem denne Oplysning og Genaabningen af Frue Kirke (atter et Vidnesbyrd om, at Aarbogen er »Udkast«). Nedskrivningenkan efter Stykkets Plads i Aarbogen tidligst være fra Slutningen af 1531.

Krønikens udførlige Udvidelse af disse tre Afsnit (tre Sider i Skrifter VI, 120—23) retter først Udtrykket »Sværmere« til »Lutheranere«. — P.-E. H., som jo anser H. Henriksen for ForfattertilAarbogen, skriver S. 102, at »P. H. med Væmmelse

Side 112

har forkastet dette vage Udtryk og i Stedet skriver det præcise:Lutheranere— han var ikke de vaklende Standpunkters Mand.« Udtalelsen vidner ikke om megen Kendskab til Kirkehistorieellertil P. H.s Skrifter. At »Sværmerne«, disse afgjorte Subjektivister, som paaberaabte sig Aandsbesiddelse og forkastedebaadekatolsk og luthersk Sakramentforstaaelse, netop stod for P. H. som et langt mere forfærdende Fænomen end Lutheranerne, viser hans hyppige Udtalelser om dem, saavel i Skriftet mod Malmøbogen fra Maj 1530, som i Bearbejdelsen af »Confutatio« fra 1533¹. Naar han her stryger Udtrykket »Sværmeri,erdet aldeles ikke, fordi han finder det for vagt; men fordi han vil have Ansvaret for Vanhelligelsen lagt paa Lutheranerne,og,som han senere pointerer, særlig paa Hans Tausen; man skal nemlig ikke kunne undskylde sig med, at det var nogle forvildede Hoveder, som selv Luthers Venner tog afgjort Afstand fra! — Krønikens Beskrivelse af Kirkestormen er saa levende, at man skulde tro, P. H. havde været Øjenvidne; men dengang var han forlængst borte fra København². Aarbogens

1 Bag »Malmøbogen« staar efter hans Opfattelse den »Sværmerhob«, som selv Luther fordømmer (Skrifter 111, 208); sammesteds S. 90 kalder han, for stærkest at udtrykke sin Foragt, Malmøreformatorerne »disse nye Sværmere« (jfr. S. 217 de Malmøske Sværmere). Han véd altsaa vel, at en Lutheraner ikke behøver at være Sværmer; men der findes »nogle Sværmere blandt de lutherske« (ib. 161, jfr. 94). Naar saadanne lutherske Sværmere taler uforstandigt, erklærer man fra luthersk Side, at derfor kan »det ganske Lutheri« dog ikke undgælde; men ganske modsat stiller man sig overfor »Kirkens Sværmere« (ib. 243). — I Fortalen til »Biskoppernes Gensvar«, hvor han (ib. IV, 118) understreger Uenigheden mellem de fremragende evangeliske Talsmænd, som opregnes som Luthers Disciple, selv om de som f. Eks. Zwingli og Øcolampadius har haft deres særlige Udvikling, pointerer han udtrykkelig, at han ser bort fra »den løse Sværmerhob«. Ib. IV, 278 gengiver han »Stagefyrs« Betegnelse af Lutheranerne: »factio vestra« ligefrem ved »I Sværmere«, for ret at ramme dem.

2 Hvor P. H. har opholdt sig efter Herredagen i København i 1530 er uvist (i Helsingør?). Desværre kan det ikke ses af Kongens Stadfæstelse 19. Nov. 1530 af P. H.s Billigelse af Landskrona-Klosterets Afstaaelse til Magistraten dér (Frederik I's danske Registranter, 259); men da han, vel i Efteraaret, skrev mod H. Tausen (om Messen), var han vel i Roskilde. Naar han kom til Aarhus er usikkert; men her var han i alt Fald i April 1531 og vel ogsaa det meste af Aaret.

Side 113

Anakoluti, dens »primum« udfyldes nu med et »deinde«, idet Ødelæggelserne i Koret beskrives; Højalteret reddede dog ByfogdenunderFare for sit Liv. De Forhaanelser af gejstlige og det hellige, som lød, var saa frække, at han vægrer sig ved at nævne dem. Man sagde, at Borgermester Ambrosius var OphavsmandtilProfanationen (han blev iøvrigt snart efter afsat [da dette skete i Slutningen af 1531, ses det tydeligt, at Optegnelsenerfra c. 1532]); men man havde efter hemmelige RaadslagningersatByens værste Bærme i Bevægelse, for at det skulde se ud, som om der ikke var nogen bestemt Leder bag. P. H. synes dog overbevist om, at Tausen var Manden, selv om han holdt sig skjult hele Dagen (det var netop ham, som ved Aftenstidmedstor Besvær standsede Profanationen). I sin næste Prædikenlovpristehan nemlig Begivenheden; men da han opdagede Forbitrelsen i den gode Del af Magistraten, svingede han om, og kaldte det en Forbrydelse, som fortjente Galge og Hjul. Derfor havde mange Lyst til at bryde med ham; men de var bundne ved Ed til ikke at forlade Partiet (I)¹ — Uden nyt AfsnitafskrivesAarbogens Udtalelser om Kirkens Lukning i omtrent et Aar. P. H. har endnu ikke faaet Genaabningsdagen at vide; den staar derfor in blanco ogsaa i Krøniken. Derimod kan han nu berette om Rønnovs Iver for Genaabningen, som vakte den sacrilege Konges Forbitrelse og krænkede Hofmesteren(MogensGøye), »den mest kætterske blandt alle Kættere«. Da vi kender Genaabningsdatoen 15. Nov., er det saaledes tydeligt, at saavel Aarbogs- som Krønikeafsnittet ikke kan være nedskrevet før tidligst i Slutningen af 1531, vel først da P. H. var i Aarhus.

Nu forstaas Aarbogens tredje Afsnit, der tilsyneladende

1 P. H. taler her foragtende om Tausens »inconstantia«; deter nemlig for ham et Kendetegn paa Kætteriet, medens »constantia«, den urokkelige Fastholden, er et Kendemærke paa den sande Tro. Katoliker, som ikke lader sig rokke fra Kirkens Lære, er derfor »constantes« — en Mand som Biskop Jens Andersen betegnes endda i et folgende Afsnit (Skrifter VI, 126, 22) som »vir constantissimus« (modsat hans Efterfølger Knud Gyldenstierne), selv om hans Liv og Handlinger iøvrigt dadles.

Side 114

umotiveret fortalte, at Meningen med Kønnovs »Intrusion« i Stiftet var, at han skulde føre hele Sjælland over til Lutheriet. Krøniken oplyser nemlig, at Frederik I egentlig havde villet, at Stiftet som et Slags Fyrstelen skulde overdrages hans Søn, som endnu var et lille Barn (infantulus)¹; men da han ikke kunde gennemføre dette, indtrængte han af Had til Gejstligheden Rønnov, fordi han vidste denne hældede til Lutherdom. Men Rønnov skiftede Sind, da han havde faaet Embedet, og blev »lidt mere sincerior«([) (kirkeligsindet), »dog at han var mere profan end sømmeligt for en Biskop.« Derfor fortrød ogsaa Kongen og Hofmesteren, at Styrelsen af Roskilde Kirke var betroet ham. »Verum utriusque partis successus in sequentibus patebit.« — Aarbogens Afsnit faar saaledes Mening, naar vi hører, at Rønnov netop ved sin Iver for Frue Kirkes Genaabning viste sig paulo sincerior«. og saaledes skuffede Kongens kirkefjendskeForventninger. Skønt P. H. samtidig tager Afstand fra Rønnov (»mere verdslig end sømmeligt«), er der dog en afgjortForskel mellem Udtalelserne om ham her (og da hans Betalingfor Udnævnelsen omtaltes undskyldende) og dem, som vi møder senere i Krøniken, da Rønnovs Forlig med Hans Tausen (1533) og hans brutale Optræden mod sit Kapitel i Anledningaf dets Krav paa nogle fundne Breve bragte P. H.s Forbitrelse mod »Electus« til at slaa ud i lys Lue. Afsnittet her synes da efter sit Indhold absolut at være skrevet forinden dette Skred i P. H.s Følelser overfor Biskoppen. — Imidlertid tyder den citerede Slutningssætning, som jo henviser til Meddelelseri det følgende, i modsat Retning; og P.-E. H. hævder da ogsaa, at Afsnittet maa dateres herefter. Men den Mulighed foreligger nu ganske vist, at nævnte Sætning er en Tilføjelse, som er foretaget ved Renskrivningen af Krøniken. Jeg lader da Spørgsmaalet om Afsnittets Datering foreløbig staa hen, til Krønikens følgende Afsnit er undersøgte.

Men, hvad menes med mtriusque partis successus«.1? P.-E. H.

1 Antagelig Adolf, som var født 1526 (der kan næppe tænkes paa Frederik, som ganske vist blev født 1529; men Datoen er ukendt og kan maaske endda ligge senere paa Aaret end Lave Urnes Dod).

Side 115

gaar overhovedet ikke ind paa Spørgsmaalet. A. Heise, der oversatte:»hvorledes det senere gik begge Parter, vil fremgaa af det følgende,« formodede (Skibykrøniken S. 142, Note 1), at de to Parter er Katolikerne og Protestanterne. Det synes mig dog ret fjærntliggende, da Afsnittet specielt drejer sig om Modsætningenmellem Kongens (og Hofmesterens) Hensigt med at beskikke Rønnov til Stiftets Styrer og dennes derfra forskellige Handlen. Imidlertid kan man ikke sige, at det følgende i Krøniken klart belyser, hvorledes det kom til at forholde sig for »de to Parter«, hvad enten man vælger den ene eller anden af disse Forstaaelser. Men P. H.s Udtryk »utriusque partis successus«,synes mig at være ment som en Spydighed; og gælder den Stiftet og Rønnov, giver det følgende netop Besked om hvad »Held og Lykke« disse to Parter havde af Beskikkelsen¹. Rønnov kom jo i voldsom Strid med sit Kapitel og behandlede det og sin Stiftsgejstlighed yderst »tyrannisk«; men selv oplevedehan sin Afsættelse og maatte anden Gang »købe« Embedet hos Grev Christofer, hvorved atter Stiftets økonomiske Forhold kom i Uorden. I saa Fald understreger Sætningen klart en sen Datering (1534?) af Afsnittet; men Spørgsmaalet staar altsaa aabent, om Sætningen hører til den oprindelige Tekst.

4. Afsnit i Aarbogen til 1531 behandler Christiern 11' s Tog i November til Norge, som spydigt kaldes »de desperates Asyl«. Han svævede »længe« mellem Haab og Frygt og udrettede intet. — Dette kan aabenbart tidligst være skrevet i 1532. — Krøniken oplyser, at dette var tredje Gang, Kongen forsøgte at generobre sit Rige². Hvad der i Afsnittet specielt dvæles ved, er Klaus Billes Fortjenester i Krigen mod Christiern 11, inden denne maatte trække sig tilbage til Oslo (NB. her er for 2. Gang Klaus Bille nævnt i Krøniken — den eneste Bille, den overhovedetomtaler!). I Oslo opholdt Kongen sig en Tid lang og

1 Successus i Betydning heldigt Udfald har vi ogsaa Skrifter VI, 143, 27).

2 Krøniken har i det foregaaende kun under 1523 omtalt hans Plan herom, men ikke selve de to tidligere Forsøg, som nu siges »justo Dei judicio« at være mislykket. I Skriftet mod Hans Mikkelsen omtaler P. H. Forsøget

Side 116

fik nødtvungen Tilslutning fra norske Biskopper og Adelsmænd, som befandt sig i »fortvivlede Forhold« paa Grund af Lutheriets stærke Udbredelse. Tilføjelserne i Krøniken viser, at Nedskrivningentidligst kan have fundet Sted 1532, iøvrigt sikkert samtidigmed, at Tilføjelserne til det følgende Afsnit om Knud Gyldenstiernessvigagtige Forlig med Kongen og dennes derpaa følgende Fængsling er nedskrevet.

Til 1532 har Aarbogen to Afsnit, imellem hvilke staar ét om Roskildeprovsten Kønike Jepsens Død 11. Nov. 1531. Det første fortæller om Herredagen i København i April, hvor der forhandledes om Midler til at fordrive Christiern II fra Norge. Imens blev han imidlertid, iusto Dei iudicio, taget til Fange af Knud Gyldenstierne, »som er blevet berygtet ved tre rædselsfulde Forræderier.« Afsnittet taler aldeles ikke om, at Kongen blev ført til Sønderborg, eller om, at hans for Riget saa betydningsfulde Arkiv bragtes til Gottorp, et ret tydeligt Vidnesbyrd om, at Aarbogen ikke er et Uddrag af Krøniken, som omtaler begge Dele som Led i den Skade, Holsten har tilføjet Danmark. Derimod vidner Aarbogens Beskrivelse af Gyldenstiernes tredobbelte Forræderi om, at denne nu er Udkast til Krønikens vidtløftigere Skildring. — Da Omtalen af de to førstnævnte Forræderier (hans Apostasi og Brud paa Forpligtelse overfor hans Forgænger) sikkert peger hen paa, at Gyldenstierne efter sin Tilbagekomst fra Norge tog Jørgen Sadolin, der i hans Navn havde begyndt at indføre en luthersk Reformation i Odense Stift, i Forsvar, kan Afsnittet tidligst være forfattet i Efteraaret 1532. I Anledning af Forræderiet overfor Christiern II siges, at »endog Hedninger plejer at holde deres Ord, selv til de grummeste Fjender, endsige Kristne«. Denne Parallel til Udtalelsen i Anledning af Christiern ll's Mord paa den polske Gesandt ligesom Understregningen af, at Kongens Tilfangetagelse skete »iusto Dei iudicio«, peger paa P. H.s Forfatterskab til Aarbogsafsnittet.

Krønikens godt 4 Sider (Skrifter VI, 124—28) lange Genfortællingindledes
med at fastslaa, at Gud, som baade er retfærdigog
barmhjærtig, skaffede de danske en uventet Sejr over

Side 117

Christiern II ved Odensebispens Svig. Det var udtrykkelig befaletham at bekæmpe Kongen; og hans Magtmidler var dennes langt overlegne; men af Mistvivl om Sejren førte han Kongen bag Lyset ved Tilbud om et mindeligt Forlig med Frederik I. Om Forligsbetingelserne af 1. Juli 1532 synes P. H. at vide god Besked. Ved Ankomsten til Københavns Red raadslog man i Rigsraadet om, hvorledes man kunde bryde denne Overenskomst.Beslutningen herom var dog mere efter Frederik I's Vilje end efter Rigsraadets. Christiern II førtes saa foreløbig til Sønderborg,indtil man kunde bestemme, om han skulde videre forvareseller tages af Dage. Hans store medbragte Skat og det for Danmark yderst vigtige Arkiv førtes paa 50 Vogne til Gottorp,til umaadelig Fordel for Holsten, af hvilket Riget nu var blevet en Slags Skatteland.

At den perfide Konge saaledes forraadtes af den perfide og »maskerede« Biskop, passede som Laaget til Gryden; ti denne Knud, som rettere burde hedde »Blystjerne« end Gyldenstierne, var nylig faldet fra Gud og havde faaet sit Bispeembede ved slette Kunster. Ved Svig og Rænker havde han undergravet sin Forgænger Jens Andersens Stilling — en Mand af største Trofasthe d¹ — og var blevet indtrængt af den sacrilege Konge, som han havde bestukket med en stor Sum Penge. Derefter faldt han straks fra Lydigheden mod »den almindelige Kirke« og blev den skammeligste Tilhænger af det lutherske Kætteri, en vanhelligKrænker af alt helligt i den kristne Religion. Dertil kom saa Forræderiet mod Christiern 11. Til Aarbogens Udtalelser herom føjes en Oplysning om, at Biskoppen, da Kongen gik ombord i hans Skib, skal have sagt: »Nu er han, som havde sin Nød med at forraade Alverden, selv forraadt!« — Kongens Skæbne vidner saaledes om det mysteriøse ved Guds Maade at straffe paa². Han bruger nemlig Menneskers Ondskab til

1 Vir constantissimus (der menes selvfølgelig overfor Kirken og Kirkelæren). Den tidligere Dom om Jens Andersens Personlighed emu helt forglemt I

2 Jfr. her S. 85, hvor P. H. taler om, at Gud »efter sin hemmelige Raadslutning« straffer Præsternes Frilleliv med, at deres uægte Sønner bliver lutherske* Kættere.

Side 118

sin egen Forherligelse¹. Dermed er vist, at Gud »ogsaa i nærværendeTid« hævner vanvittigt Tyranni og skændig Grusomhed.Havde Christiern II efterlignet sin fromme Fader, var han aldrig blevet fordrevet, til Skam for sig selv og »til største Skade for alle Danske.«² Alle Fyrster og Stormænd har derfor i ham et Eksempel til Advarsel om at holde sig fra Kætteri, Troløshed og Vold; ellers vil de fremtidig blive hans Fæller i Trængsel. Men det, som egentlig styrtede Christiern II »i Forbrydelsernes Sump«, var dog Lutherdommen³, som han vel engang afsvor, men genoptog, forført af Povl Kempe. P. H. slutter derfor med en gentagen Advarsel til »visse vanvittige Fyrster«, som, forblindedeaf Had og Havesyge, stadig anser »det mest forpestede Kætteri« for højeste Fromhed og ikke drives til Bod af de forfærdendeEksempler, »hvormed den guddommelige Mildhed, til Opbyggelse for os alle, nu i mange Aar har raset mod Kong Christiern og fremdeles vil rase, hvis han da ikke omvender sig.«4

Er noget klart, saa er det, at P. H. her stadig har FrederikI i Tanker, og at dette maa være skrevet inden hans Død. Med Rette siger C. Paludan-Miiller: »ham og ingen Anden have dens Advarsler sidst i dette Stykke for Øie«⁶. Alligevel mener P.-E. H., at det netop er skrevet efter Kongens Død, og at »Formaningen« gælder den ønskede [! ] Tronfølger Hertug Hans«. Ti overfor Frederik I kom Advarslen »lovlig sent«, og »Stykket

1 Oftere taler P. H. om, at Gud bruger Kættere som sit »Ris« til at drive Syndere til Bod (f. Eks. i Skriftet mod Hans Mikkelsen: Skrifter 11, 14, 30).

2 Sandsynligvis tænker P. H. hermed paa, at Frederik Fs Kongevalg medførte holstensk Overmagt i Danmark. Allerede en saadan Udtalelse gør det meget tvivlsomt, om P. H. virkelig særlig haabede paa Kong Frederik's Søn Hans som Tronfølger — i alt Fald kun, hvis hans katolske og danske Paavirkning var sikret.

3 Allerede 1526 i Bogen mod Hans Mikkelsen hævder P. H., at det var Lutherdommen, som forvanskede os »en god og vis Konge til en grum Fyrste og vældig Tyran« (Skrifter 11, 6).

4 Teksten har Singularis (rescipiscat), hvilket udmærket stemmer med den tidligere Paastand om, at det endnu var uafgjort, om Christiern II skulde bøde med sit Liv. Der er derfor ingen Grund til (som foreslaaet) at rette Enkelttallet til Flertal.

5 Hist. Tidsskr. 3. R. I, 34.

Side 119

har aabenbart ikke været beregnet paa at komme Fr. I. for Øje. Man skulde dog mene, at P. H. var blevet klog af Skade og ikke vilde spille samme Rolle for tredje Gang, som i 1522 hos Chr. 11. og 1526 hos Fr. I. (hvad Skibykrønikens egne Ord ved 1526 ogsaa synes at tyde paa !)«. •— En yderligere Henvisningtil, at P. H. laaner Udtrykket, »et passende Laag til saadan Gryde«, fra Stagefyrs »Confutatio«¹, som han oversatte 1532, kan i hvert Fald ikke godtgøre, at Afsnittet er skrevet efter Frederik I's Død April 1533!

Jeg forstaar ikke den Maade at læse Krøniken paa. Tydeligt giver den i Afsnittet Frederik I Hovedansvaret for Beslutningenom Christiern I I's Fængsling; han kommer saaledes til at blive Redskabet for den Gudsdom over Tyrannen, som forherligerGuds straff ende Retfærdighed. Men Lutherdommen ses som egentlig Grund til Guds Hævn over den paany frafaldne Konge. Derfor gjaldt Advarslen særlig Fyrster, som af Had til Kirken og af Havesyge ansaa »det forpestede Kætteri« for ægte Fromhed, — men netop saaledes har Krøniken karakteriseret Frederik I, og den kalder ham endda direkte en »Tilhænger af Partiet«. Om hans unge Søn, som jo endnu var et übeskrevet Blad under Opdragelse, kunde saadant overhovedet ikke siges. Advarslen gælder desuden Mænd, om hvem det siges, at de bør gøre Bod for deres Frafald; men hvorledes kunde det gælde den unge Hertug Hans? P.-E. H. har sikkert Ret i, at P. H. ikke har tænkt sig Frederik I. som Læser af Krøniken, men sikkert lige saa lidt Sønnen, hvem Invektiverne mod Faderen næppe heller vilde behage. P. H.s Trang til, nu da »Straffen« har ramt Christiern 11, at belyse sit gentagne »iusto Dei iudicio« paany for sine eventuelle, i første Række gejstlige Læsere og samtidig fremhæve sin Vished om, at Straffen for Frederik I's Lutheri ikke vil udeblive, er forstaaelig. For mig staar det da som utvivlsomt,at Afsnittet er nedskrevet før Frederik I's Død og vel 1532. — Men i hvert Fald er det et stærkt Indicium for, at Slutningssætningeni

1 Naar han siger: »som deter paapeget af Heise,« vidner det om mangelfuld Læsning af Engelstofts store Afhandling, hvor Paavisningen findes S. 534, Note 25.

Side 120

ningssætningeni3. Afsnit 1031 (der jo var nedskrevet forindenvort
Stykke) maa være en senere Tilføjelse.

Forud for 2. Afsnit til 1532 indskyder Aarbogen en Meddelelse om Domprovsten i Roskilde Kønike Jepsens Død Mortensdag »foregaaende Aar 1531«. Den bemærker: »skønt han kun var afholdt af faa, savnes han dog af mange«. Notitsen peger ret stærkt paa, at Aarbogsoptegnelserne iøvrigt virkelig hører til de angivne Aar. Efterretningen om Provstens Død er først indløbet til P. H., efter at han var kommet til Aarhus. — Samme Notits findes i Krøniken paa samme Plads. Naar P. H. ikke her har flyttet den til dens tidsmæssigt rette Plads, viser det, at Teksten til 1531 og det lange Afsnit om Christiern ll's Fængsling allerede var nedskrevet forinden i Krøniken, og støtter saaledes Indiciet for, at Slutningssætningen i Afsnit 3 til 1531 først er tilføjet dette c. 1534, mens selve Teksten, som Indholdet viste, var fra c. 1532¹. — Umiddelbart derefter følger saa Aarbogens udaterede 2. Notits til 1532 om Roskildekanniken Lars Olsens Død; den minder om, at han havde været saavel Lave Urnes som Rønnovs Kansler.

Krønikens Tilføjelse til Stykket om Provst Kønike er kun en Forklaring paa Aarbogens to Bemærkninger om ham; han var nemlig paaholdende, og hans Efterfølgere »stadig ringere«, navnlig de, »som fulgte efter uadelige«. P. H. kan ikke dermed tænke paa flere Efterfølgere i Provstestillingen, ti Kønike JepsensEfterfølger,Erik Krabbe, som allerede var udnævnt i Nov. 1531, sad inde med Embedet lige til 1543², og da var P. H. forlængst død. Han maa altsaa enten tillade sig at generalisereudfra ét Eksempel (hvad man godt kan tiltænke ham!) eller tænke paa hele Kapitlets Bestand, og i saa Fald sigtes til

1 Engelstoft (Nyt hist. Tidsskr. 11, .532, Note 20, jfr. 535, Note 28) mener heri at kunne konstatere en Standsning i Arbejdet med Krøniken og Begyndelsen til et 4. og sidste Afsnit i denne (jfr. ogsaa Paludan- Muller, Hist. Tidsskr. 3. R. I, 35).

2 13. Xov. 1531 meldte Olaf Rosenkrantz Kongen Hr. Konikes Død, og bad ham give Erik Krabbe Embedet; efter A. Heise (Skibykr., 152, Note 1) fik denne allerede 16. Nov. Brev derpaa.

Side 121

Kanniken Lars Olsens Eftermand (men, om han var adelig, ved vi ikke; han er os overhovedet ukendt). Men skulde dette være Tilfældet, maa Stykket om ham være skrevet samtidig med det om Provsten. Dermed dateres saa tillige en længere Optegnelse, som har staaet i Krøniken mellem de to Afsnit, men om hvis Indhold vi nu kun kan udtale Formodninger. Der er nemlig her udrevet et Blad i Krønikemanuskriptet. Teksten paa den første Side af dette manglende Blad kan dog formodes at have haft Forbindelse med den Udtalelse paa foregaaende Side, som synes at kritisere Besættelser i Roskilde Kapitel med adelige Medlemmer. Nu véd vi, at Erik Krabbe, da han blev Provst, kun var 21 Aar gammel, og at han fik Prælaturen for at bruge dens Indtægter til en Studierejse til Frankrig. Harme over denne Krænkelse af Kannikernes Opteringsret og overhovedetafde sømmelige Hensyn til Alder og kirkelige Kvalifikationerkanmeget vel have inspireret P. H. til et voldsomt Udfald mod adelige Kanniker af lignende Indhold, som det tidligere om adelige Bisper. Men Erik Krabbe var paa den anden Side Søn af Tyge Krabbe, som P. H. i alt Fald siden 1526 stod i særlig Klientforhold til. Har Teksten indeholdt Angreb, der ramte Sønnen, forklarer dette i alt Fald, at P. H. senere af Hensyn til Faderen har udrevet dette Blad (hvis det virkelig, som det menes, er ham selv, som har gjort det). — Engelstoft (og derefter A. Heise) mener imidlertid, at Teksten paa det udrevneBladhar handlet om Ærkebiskop Aage Sparre, der i Juli 1532 fratraadte sit Embede. Dette støttes unægtelig af, at Teksten paa det følgende Blad begynder med en Relativsætning, som viser, at der forud maa have staaet noget om en Biskop¹, og da der i 1531, 32 og 33 ikke er død nogen dansk Biskop (bortset fra Stygge Krumpen, om hvem Krøniken senere fortællerspecielt),synes Formodningen uforkastelig, saa meget mere, som Karakteristiken af den unævnte (hans Nidkærhed,

1 Sætningen lyder: »hvilket han havde tilfælles med samme Hundredaars Biskopper.« Om vedkommende siges, at han ikke manglede Nidkærhed, men »scientia« (videnskabelig Uddannelse), og »Forsømmelse heraf har længe undergravet den kristne Religions sande Fromhed.«

Side 122

naturligvis for Kirkens Sag overfor Lutheranerne, og hans Mangel paa videnskabelig Kompetence) passer særdeles vel paa Aage Sparre¹. Da P. H. tidligere ved sin Udtalelse om Jørgen Skodborg som »den ulykkelige Ærkebiskop« har vist sin Forargelseover,at Sparre blev foretrukket for den af Paven godkendtePerson,kan Teksten bl. a. ogsaa tænkes at have indeholdtAngrebpaa Sparre som »Skinbiskop«. Men P. H.s Anerkendelseafden unævntes Nidkærhed viser dog, at disse Udtalelserikkekan have været saa skarpe, at de kunde motivere Bladets Udrivelse (saafremt den altsaa skyldes P. H. selv). Rimelighed taler da for, at Størsteparten af den forsvundne Tekst har kritiseret Besættelsen af Kapitelspræbenderne med adelige, hvorefter Resten har været forbeholdt Udtalelser om Sparre.

Men, gælder de resterende Sætninger Aage Sparre, gives der os dermed en Datering af det tabte Blads Indhold. Det kan tidligst være nedskrevet efter hans Fratræden i Juli 1532; og da der, som sagt, intet Forlæg findes i Aarbogen til det tabte Blads Tekst, synes P. H. at have nedskrevet alle sine Krønikemeddelelsertil 1532 currente calamo snart efter Modtagelsen af Nyheden om Sparres Resignation. Da det vides, at Lars Olsen døde c. September 1532, har vi saaledes den omtrentlige Datering ikke blot af Aarbogens to Stykker, men ogsaa af Krønikens Afsnit til 1532. I alt Fald kan man ikke, som P.-E. H., udfra Talen om Hr. Kønikes Efterfølgere (i Flertal) datere Stykkerne til 1533—34(?)². P. H.s Tilbøjelighed til at generalisere har vi

1 Om hans Optræden mod Lutheranerne jfr. S. 94¹; men ogsaa senere optraadte Sparre, ganske vist uden Held, mod Malmøreformatorerne. — 1531 vilde Biskop Ivar Munk i Ribe, med Kongens Samtykke, nedlægge sit Embede til Fordel for Brodersønnen Oluf Munk; men Resignationen blev foreløbig ikke effektiv paa Grund af Kapitlets Modstand. Der er derfor ikke Grund til at antage, at den tabte Tekst har handlet om Ivar Munk; Kroniken interesserer sig iøvrigt heller ikke for Ribe Stift.

2 Underlig nok henviser P.-E. H. ikke til, at P. H. under 1534 omtaler, at en Roskildekannik, Hr. Simon, fik en adelig Efterfølger, som endda endnu var en Dreng (puer). Denne Udnævnelse kan imidlertid ikke være medvirkende Grund til Talen om flere adelige Efterfølgere i Stykket om Hr. Kønike, ti de følgende Afsnit, som vedrører Aar 1533, synes alle at være nedskrevne i dette Aar. — 1533 gav O. Bille sin unge Slægtning Bent Bille et Kanonikat i Aarhus (jfr. hans Brev til Anders Bille i Rørdam: Monumenta I, 437^—38), et Vidnesbyrd om, hvor almindelig det var at skaffe unge Adelsmænd Penge til Studierejser paa den Maade, og hvor berettiget en Kritik af Forbeholdelsen af Kapitelspræbenderne for adelige var (Bent Bille fik allerede 1533 et Kanonikat i Roskilde og 1534 Degnedømmet i Københavns Kapitel).

Side 123

tidligere haft Lejlighed til at konstatere, og to utilfredsstillende Eksempler var for ham tilstrækkeligt Grundlag for en Paastand om semper deteriores successiones. — A. Heise formoder, at Optegnelserneom de to Roskildekapitularers Død viser, at P. H. nu havde taget Ophold i Roskilde. Vi véd imidlertid ikke, naar P. H. vendte tilbage til Sjælland efter sit Ophold i Aarhus, heller ikke om han saa straks tog Ophold i Roskilde. Men gjorde han det, maatte han dog let have kunnet skaffet sig Kendskab om Datoen for L. Olsens Død. Udelukket er heller ikke, at P. H. endnu i 1533 var i Aarhus, da hans delvise Oversættelse af »Confutatio« tryktes dér. — Til Aarbogens Afsnit om KannikenLars Olsen føjer Krøniken rosende Udtalelser om hans store Godgørenhed og Pengeforagt; han døde fattig og forgældet, skønt han havde haft Embeder, som gjorde andre rige.

Til 1533 har Aarbogen ikke mindre end 8 Afsnit, hvoraf flere tydelig viser sig som Udkast til Krøniken (om nogen større Tidsafstand mellem Nedskrivningen i denne og i Aarbogen kan der næppe være Tale). Det første noterer ganske kort FrederikI'sDød i Paaskeugen efter 10 Aars Regimente, hvis Begyndelse dateres med P. H.s ofte brugte Tidsbetegnelse in fuga Christierni regis. — Krøniken tilføjer en udførlig Nekrolog, som i Udgaven af P. H.s Skrifter fylder mere end 3 Sider (VI, 129^—33). Den hører til Skibykrønikens stærkest personligt prægedeAfsnit,og baade ved sit Indhold og sin Form protesterer den saa tydelig som muligt mod at være Udtryk for den loyale og forsigtige Ove Billes Inspiration. — Fuld af Indignation minder P. H. om, at Kong Frederik var Søn af Christiern I, som jo var »Christianissimus«, og Dorothea, der var religiosissima.Sitberømmelige Styre i Hertugdømmerne formørkede han

Side 124

ganske ved sit ulykkelige og sacrilege Regimente i Kongerige t¹. Naar det her gjaldt brydsomme Sager, viste han Enfold og Træghed; men naar det gjaldt om at skrabe Penge til sig, en udpræget Snedighed. Han forstod ogsaa at udnytte RigsraadetsFrygtfor Christiern 11. Da dette vidste, at, hvis han blev restitueret, vilde han udrydde Raader og Adel uno supplicio,behøvedehan kun at tale om Forlig med den fordrevne Konge for at sætte sine Krav igennem. De Stormænd, han snildt havde bundet til sig ved Gaver, Gæstebud og Tærningspil, brugte han til at skræmme eller overtale andre til at billige hans »Tyranni.« Derfor eksisterede der nu mindre Frihed til at afslaa ham noget end under Christiern 11. Han taalte heller ikke, at man mindede ham om de Forpligtelser, han havde beseglet; af andre fordrede han derimod Ordholdenhed. Dette hængte simpelthen sammen med hans nye lutherske Bekendelse;tiLutherdom er »en Moder til Perfidi baade overfor Gud og Mennesker.« — I hans Regeringstid blev, af Had til Paven, al Kirkeret ophævet, saa man kunde le ad Biskoppers Autoritet og foragte Kirkens Myndighed. Følgen heraf blev en tøjlesløs Livsførelse, Mangel paa Respekt for Love, Kirkeplyndring for Klokker, Billeder, kostbare Kar, Nadverpixider, viede Klædninger,Tienderog Offergaver samt Nedrivning af Klostre og Kirker². Profanation af alt helligt blev nu saa almindelig, at

1 S. 193^—94 finder Forf., at »Prælaternes Formaning« 1530 til Frederik I (Ny Danske Mag. V, 315_—23) er P. H.s Kilde til disse Udtalelser. Her siges nemlig, at deter alle vitterligt, at Kongen fra Barndommen af har været »en dydelig og god Fyrste«; man valgte ham til Konge ikke blot, fordi han var »indfødt Kongesøn«, men for hans kristelige Rygtes og gode Regimentes Skyld; deter »vrang Undervisning« og Kirkens Uvenner, der har bragt ham til at føre Fordærv over den hele Kirkes gejstlige Stat og »Kristendoms Skikkelse«. — Naar Forf. paastaar, at dette »ordret« stemmer overens med P. H.s Fremstilling, maa jeg protestere, og jeg kan hverken heri se »et glimrende Bevis« for, at man tager Fejl, hvis man regner med at finde P. H.s personlige Synspunkter udtrykt i Krøniken, eller godkende det som et »direkte Bevis« for, at Kildemateriale er stillet til hans Raadighed af Ove Bille eller en anden ledende Prælat. Men muligvis har man brugt P. H. som Medarbejder ved Affattelsen af »Formaningen« (jfr. nedenfor).

2 I den førnævnte »Formaning« findes Punkter, som paataler Kirke- plyndringen og Foragten for de kirkelige Myndigheder. Heller ikke her kan man sige, at P. H. bruger Formaningen til Forlæg; det drejer sig jo om Forhold, som var almindelig kendte og ofte paatalt i hans Skrifter. Naar Forf. derfor S. 195 heri ser Bevis for, at Skibykrøniken »nøje retter sig efter ledende Katholikers Synspunkter«, viser det ringe Kendskab til P. H.s Skrifter. Men iøvrigt kan følgende Udtalelse i »Formaningen« tyde paa, at P. H. har øvet Indflydelse paa dens Affattelse: »det findes klarligen og mangesteds beskrevet baade før og siden Jesus Christi Fødsel, at Gud haver tit og ofte ladet ganget stor Hævn og Straf over Riger [Teksten: »Riget« er sikkert gal], Land og Stæder, hvor saadanne Gærninger og Guds Fortørnelse sket og bedreven er."

Side 125

der de fleste Steder overhovedet ikke var ét eneste Spor af kristelig Fromhed tilbage. Ingen var nu mere sikre paa kongeligt Værn end Ophavsmændene til denne Ugudelighed, ti hos denne vanhellige Konge fandtes ikke Spor af Respekt for Retfærdighed eller Uskyld, for ham var Fromhed Overtro, Kyskhed Hykleri, Klosterliv (religio) Taabelighed, Afholdenhed Vanvid. — Trods Løfte gjorde han Gottorp i Slesvig (som nu ved Vold er underlagtHolsten,skønt det er et gammelt dansk Len) til sit Kongesæde,ogherhen førte han alle de Skatter, han afpressede de danske, saa Danmark fik Udseende af at være et (holstensk) Skatteland. Holsten er overhovedet en Fjende, som opæder Danmarks Kraft. Ogsaa Christiern ll's Rigdom blev ført til Gottorp, deriblandt Breve og Dokumenter, vedrørende DanmarksPrivilegier.Kort sagt, Danmark blev i den Grad udplyndretafham, at det ved hans Død er efterladt ludfattigt, udplyndret og affolket. Havde han i samme Grad tørstet efter Blod som efter Rigdom, vilde han have overgaaet Christiern II (se. i at ødelægge Landet). Sluttelig tales om hans uhyggelige Død efter et Liv i Nydelser. Til Rettens Pleje havde han ikke Tid, men nok til Spil.

P. H. kom ikke til at skrive Nekrolog over Christiern ILmentrods hans Had til denne »Tyrannernes Konge« var den næppe blevet saa bidende bedsk og uforsonlig som denne Karakteristik,der mangler ethvert mildnende Forbehold. Den er det bedste Bevis paa, at P. H.s »Kongeskrift« er afsluttet, ikke alene inden Frederik I's Død, men ogsaa inden Kongen ændrede

Side 126

sin Kirkepolitik og tog den lutherske Bevægelse i sit Værn (jfr. S. 16^—17). — Nekrologen mangler ethvert Tidsmærke, som kan tyde paa en stort senere Affattelse. Havde P. H. oplevet Herredagen i Juli, da han skrev den, skulde man nærmest tænke, at den dog havde faaet et noget modificeret Indhold; ti da blev Forholdene efter hans Opfattelse endnu værre; da var det Satan selv, som førte Herredømmet, og den Uorden, som hurtig indtraadte, efter at Herredagen i København havde udsat Kongevalget og dermed lagt Magten i Hænderne paa Stormænd, som søgte at udnytte Situationen til bedste for sig selv, lærte i den Grad P. H. at forstaa et Kongestyres Betydning,at han forvandledes til en Tilhænger af Arvekongedømmet, trods alle sine tidligere Indlæg til Fordel for Valget af Herskeren. I Nekrologen er der i alt Fald ikke Spor til, at de ændrede Forholdhar begyndt at gøre sig gældende, endsige at Grevefejden skulde være begyndt. Den er sikkert skrevet før nogen Besindelseog Betænkelighed kunde dæmme op mod P. H.s Had til den afdøde. — Selvfølgelig finder P.-E. H. alligevel i den ét Kendemærke paa en senere Affattelse. Udtalelserne om, at Slesvig er blevet underlagt Holsten, skal nemlig vise, at Nekrologener skrevet, efterat Hertug Christian (III) var blevet hyldet i Hertugdømmerne (dog inden Afslutningen af Grevefejden). Men P. H. sigter selvfølgelig i hele Nekrologen til Tilstande, som kan lægges Frederik I til Last i hans Regeringstid; og man kan let pege paa en enkelt Begivenhed i hans Tid, hvorved Holstenernes Magt over det gamle danske Len særlig pointeredes,nemlig Begivenheden 1524, da Frederik I endelig opnaaedesit Livs hedeste Ønske, at blive hyldet til Enehertug i Slesvig-Holsten.

Aarbogens 2. Meddelelse gælder Herredagen i KøbenhavnvedTrinitatistid. Kongevalget blev, som det bittert siges, udsat, »for at man under et Interregnum bedre kunde varetage private end offentlige Interesser.« — Krøniken fremhæver,hvorstærk Spliden og Interessemodsætningen gjorde sig gældende paa Herredagen. Nogle forstandige blandt de gejstligeogverdslige Rigsraader, som saa, at Lutheriet vilde medføredestørste

Side 127

føredestørsteUlykker for Riget, indledte dog Forhandlinger om, hvorledes man kunde straffe de sacrilege Prædikanter, raade Bod paa de begaaede Yanhelligelser, restituere de profaneredehelligeSteder og komme de underkuede Præster og Munke til Hjælp. For ikke at nødes til Deltagelse i Beslutningerherom,forlod imidlertid Hr. Mogens Gøye (og hans »Snylter«, Hr. Erik Eriksen) hemmeligt Mødet. Men af hvad der udrettedes, mærkede man, at han (skønt fraværende) var højst nærværende. »I den Grad havde Satan Magten i DanmarksRige,at ikke alene enkelte Lægfolk, men ogsaa de mange Skinbiskopper var uenige med de sande Biskopper.« Efter et voldsomt Udfald mod »Skinbisperne«, hvem det ene var om Navnet, Privilegierne og Godserne at gøre, mens de foragtede alle »vor Religions« hellige Handlinger og Mysterier og forsømte deres Pligter som Bisper, fastslaas, at der derfor »efter Guds retfærdige. Dom« overhovedet ikke blev vedtaget noget som helst alvorligt mod Lutheranernes ugudelige Sekt, hvilket klart fremgik af Retssagen mod Hans Tausen. —■ Herredagen var altsaa for P. H. en Fiasko for Katolicismen. Dette pessimistiske Syn synes uforstaaeligt, da P. H. jo allerede som personlig tilstedeværendeiKøbenhavn maa have kendt den 3. Juli vedtagneReces,som genoprettede Kirkens Enhed, idet den gengavEpiskopatetden fulde kirkelige Jurisdiktionsret, stillede Prædikanterne og de frie lutherske Menigheder under deres Myndighed samt krævede Restitution af det kirkelige Gods, som var i Behold. Alt Resultater, som man dog skulde tro, maatte være en Glæde for ham. Men ganske vist talte Recessen ikke om Kirkens Forhold til Rom, og den gjorde den danske Kirke til en »tvedelt« Kirke, i hvilken Biskopperne baade skulde beskikke Præster (se. katolske) og Prædikanter, der henholdsvis holdt Messer og Gudstjenester »efter kristelig Skik«. Alle skulde de lære deres Sognefolk at leve efter »det hellige Evangelium« og vel at mærke, »som man vil forsvare det for den alsommægtigste Gud«; nogen Lærenorm, f. Eks. de ortodokse Dogmer, er ikke nævnt (jfr. S. 98 »de kirkelige Dogmers Norm«). Denne Reces omtales imidlertid ikke med ét Ord, saa lidt som »Enighedsbrevet«af13.

Side 128

brevet«af13.Juli. Det er Personerne og særlig Skinbispernes Svigten af de sande Bisper, som ene optager den fanatiske Karmeliter.—Det umiddelbare Indtryk af denne mærkelige Historieskrivninger,at Beretningen her maa være nedskrevet ret snart efter Herredagen, mens Skuffelsen kunde overskygge alt andet, og Reaktionen mod Lutheranerne, der snart gav sig de stærke Udslag ovre i Skaane, ikke var begyndt. I alt Fald tyder intet paa, at den kan være forfattet saa sent som 1534, da »Guds retfærdigeDom«over de to »Skinbiskopper«, Rønnov og Gyldenstierne,varP. H. bekendt.

Aarbogens 3. Afsnit slutter sig nær til Herredagsafsnittet og beretter kort og godt, at »dengang (tune temporis) blev Hans Taus en anklaget, bevist skyldig (ut fertur) og dømt til Forvisning«.Menderefter følger en ret indgaaende og indigneret Fortælling om, hvorledes denne Dom alligevel blev sat til Side. Efter Indbydelse drog Tausen til Mogens Gøye og blev ved hans og hans Datter Sophies Mellemkomst restitueret. Biskop Rønnov,somstod Kætteriet nærmere end »Religionen«, lod sig nemlig presse af Faderen og Datteren (som han elskede) til »ligesaa taabeligt som übesindigt« at samtykke i, at Tausen vendte tilbage til København. — Oplysningen om Rønnovs Kærlighed til Sophie Gøye og hendes Optræden til Fordel for Hans Tausen hører til de tydeligste Vidnesbyrd om, at Aårbogenikkekan være forfattet af Hans Henriksen i Samvirke med Ove Bille; ti dem kunde det dog ikke være ukendt, at Sophie Gøye allerede 1524 var blevet gift med Ove Billes Broder Mogens, som var Lensmand paa Koldinghus¹. — Denne Kendsgærninghardog

1 Jfr. A. Heise, Skibykroniken, 165, jfr. 141 og Hist. Tidsskr. 4. R. 111, 464. Universitetsdommen 1540 (Dsk. Mag. 3. R. I, 172^—76), der oploser den Trolovelse, som siden c. 1525 bestod mellem Birgitte Gøye og Jesper Daa, viser, at Huitfeldts Formodning om, at Ronnov »skulde have hende«, ikke kan have sin Rigtighed. Men dermed er ikke givet, at de Rygter, som gik (endog i Norge) om, at Rønnov vilde gifte sig som Biskop, er grundløse. Derpaa tyder det Forpligtelsesbrev til Biskop Stygge Krumpen »Weybnehmens halber (siden opbevaret i det kgl. Arkiv, jfr. Kirkehist. Saml. 2. R. IV, 471), han udstedte, vel som Tak, fordi denne som eneste gejstlige Rigsraad tiltraadte den Konfirmats af 24. Juni 1529, der erklæ- rede yderligere Stadfæstelse af Romerkirken for overflødig og viste, at Frederik I havde været nødt til at lade Roskilde Kapitel foretage et formelt Valg af Rønnov (jfr. min Biografi af Joachim Rønnov i Dsk. biogr. Leksikon, XX, 417—18).

Side 129

gærninghardogikke rokket P.-E. H.s Tro paa, at Aarbogen er »Ove Billes Aarbog«. — Udtrykkene, som bruges om Rønnov, og Dommen over ham svarer iøvrigt ganske til P. H.s Sprog og hans Synspunkt paa denne »Skinbiskop«, og »Fortællingen« her bærer ganske Præget af at være Udkast til Krønikens udførligereUdtalelser.Imidlertid synes jo Ordene »ut fertum i OmtalenafTausens Sag (convictus, ut fertur) at tale herimod. P. H., som ikke alene var tilstede i København, men selv optraadte mod Tausen under den »Disputats«, som fandt Sted ved Retsforhandlingerne,jasom i Krøniken netop ved at udelade »uf fertur« accentuerer, at Tausen virkelig blev »convictus«, synes dog ikke at have kunnet forfatte et Aarbogsafsnit, som henholdersigtil et Rygte, hvor Talen er om et saa vigtigt Punkt i Retssagen! — Nu foreligger ganske vist den Mulighed, at dette y>ut fertur« ikke stod i Aarbogens oprindelige Tekst, men er en Tilføjelse af Hans Henriksen, da han renskrev sit Konceptc.1555, altsaa paa et Tidspunkt, da Reformationens Sejr forlængst var en Kendsgærning. Hans Tiltrædelse af de ændrede Kirkeforhold i Forbindelse med den Kendsgærning, at H. Tausen blev restitueret i 1533, kan jo have ført ham til at se med Skepsis paa en Meddelelse om, at Tavsen i 1533 blev »bevist skyldig« i de Klager, man rettede mod ham, hvorfor han tilføjedesit:»som man sagde«. — Trods det plausible i denne Formodning, vil jeg dog mene, at Ordene hører med til Aarbogens(d.v. s. P. H.s) oprindelige Tekst; men de maa opfattes som en Spydighed til Dommerne, som, skønt de i Dommen erklærede Tausen skyldig, faktisk ved Straffen desavouerede, hvad de mente og endda siden ogsaa sagde om ham¹. I saa

1 Jfr. Knud Billes Brev af 28. Juli 1533 til Broderen Eske Bille om »Disputationen«, hvor Lektor Poul »overvandt samme Prædikanter i mange Stykker . . . baade om det hl. Sakramente og andet Bedrageri-« Knud Bille var en af Dommerne. — Ogsaa Meddeleren til Biskop Hans Reff har opfattet Forholdet saaledes, da han har fortalt, at Tausen blev »dømt til en Kætter« (jfr. H. Reffs Brev til Ærkebiskop Olaf Ingebrigtsen af 2. Aug. 1533, Hist. Tidsskr. 3. R. VI, 303—06).

Side 130

Fald bekræfter det, at Optegnelsen er sket snart efter Tausens
Tilbagekomst i Begyndelsen af Efteraaret 1533.

Krønikens Udvidelser af Aarbogens Afsnit 2 og 3 udgør én sammenhængende Fortælling uden Afsnitsdeling. Bemærkningerneom,at Herredagen intet alvorligt foretog sig for at ramme »den ugudelige Sekt«, belyses ved en indgaaende Skildring af Retssagen mod Hans Tausen. — Kun efter indtrængende Krav fra »nogle fromme Mænd« ofrede Rigsraadet en enkelt Dag paa denne vigtige Sag, hvor denne Lutheranernes »Fænnikedrager«blev»anklaget, forhørt, bevist skyldig (convidus), dømt til Forvisning«, men som der tilføjes: »idet Dødsdommen blev ophævet« (remissa sententia capitali). Saavel Anklagerne som Dommerne svævede iøvrigt paa Grund af den afsindige Almues Raseri næsten i Livsfare; Kætterne truede ligefrem Rigsraaderne med Døden! »Skuespillet« blev da ogsaa spillet slettest muligt, uden at det kom til en alvorlig Behandling af den vigtige Sag. — P. H. omtaler altsaa hverken Prælaternes Anklagepunkter mod Tausen eller disse Anklagere selv, men holder sig ene og alene til den »Disputation«, som foranledigedes ved den Kætterianklage, han selv rettede mod Tausen, den som Domsakten sigter til med Ordene: »item var og nogle Ord aabenbare rørt for os, at Mester Hans Tausen skulde have skrevet og sagt det højværdige Alters Sakrament for nær.« I sin Anklage havde P. H. dog ikke' holdt sig alene til Nadverspørgsmaalet.Krønikentaler nemlig først, uden nærmere Angivelse, om en Klage over »nogle faa, ugudelige Artikler i hans Prædiken«,somTausen pure nægtede »at have lært og prædiket« (under Tilslutning fra »Tilhængere«¹, hvis Udsagn P. H. imidlertid erklærer for usande og for Vidnesbyrd om, at Kætteri fordærverSamvittigheden).Senere specialiserer han imidlertid disse

1 Ligesom P. H. i Afsnittet om Kirkestormen i Frue Kirke talte om, at en særlig Ed hindrede Tausens Tilhængere i at bryde med ham (Skrifter VI, 122, 10), siges her, at man ikke turde vidne mod Tausen, for ikke at handle mod »Sammensværgelsen til Partiet« (ib. VI, 135, 6).

Side 131

Anklager. De drejede sig først om Tausens Lovprisning af Kirkestormeni1530, dernæst om hans Lære om Hostiens Tilbedelse og om Lægmands Ret til at dømme om Skriften, videre om, at han (vel ogsaa i en Prædiken) havde forbudt Menigheden at søge til Frue Kirke [sikkert efter dennes Genaabning til udelukkende katolsk Gudstjeneste], hvorved de mod deres Samvittighedblevtvunget til Tilslutning til Partiet; og endelig beskyldte han ham for (vel ogsaa i Prædikener) at have »forbandet«RigetsRisper, Præster og Munke og »meget andet, hvorfor han med fuld Ret anklagedes, da han uden disse Meningerjoikke kunde være Lutheraner«! — Det er udelukket, at P. H: hermed skulde sigte til de egentlige Sagvolderes bestemt definerede Klager: det samlede Episkopat anklagede jo udelukkendeTausenfor visse Injurier i et bestemt Skrift, og Rønnov som Enkeltmand beskyldte ham alene for at have »befattetsig«med alle Københavns Kirker og for visse haanende Udtalelser mod ham selv personlig paa et Møde i Kapitelshusetiflere Rigsraaders Nærværelse [sikkert det Møde, hvor Rønnov fik Genaabningen af Frue Kirke sat igennem_I].1 _]. Men at Sagvolderne saaledes kun interesserede sig for disse Poster, er vel i særlig Grad Grunden til, at P. H. betragtede Retssagen som et daarlig spillet Skuespil! Forbigaaelsen her i Krøniken af Rispernes og Rønnovs Optræden i Retssagen er et Sidestykke til Reretningen om Herredagen 1533, uden Omtale af Recessen,ogom Herredagen 1530, ligeledes uden Omtale af Recessenderfra.— Ogsaa disse nævnte specielle Anklager afviste Tausen med Tilslutning fra Vidner; men, siger P. H.: nogle af Dommerne maatte le deraf, da de forud havde hørt de samme Borgere udtale sig lige omvendt. »Men da ugudelige Kendsgærningerklartvidnede

1 A. Heise anser det i sin Afhandling om Herredagen 1533 (Hist. Tidsskr. 4. R. 111, 452) for »utvivlsomt«, at der er Tale om et Møde i Juli 1533 (mellem 3. og 14. Juli), og at dette er identisk med en »Samtale« mellem Rønnov og »en Prædikant«, som omtales i Klageskriftet fra 1536 mod Bisperne. Allerede det, at nævnte Prædikant paaberaaber sig »et almindeligt Koncil« overfor Bispen, gor, at jeg ikke kan antage, at her er Tale om Tausen.

Side 132

gærningerklartvidnedemodsat, blev de talendes uforskammede Munde stoppet.« Dette maa betyde, at P. H. mente, at DommernegodkendteBerettigelsen af hans Klager. Endelig omtales atter Forvisningsdommen, men ligesom før uden, som Domsaktengør,at omtale, at Formildelsen af Straffen skyldes DommernesHenstillingtil »de værdige Herrer og Prælater« om at vise Tausen Naade.

Paa Grund af Krønikens Udtalelser om Retssagen har Paludan-Muller som bekendt beskyldt P. H. for »vitterlig Sandhedsfordrejelse«. Nogle Bemærkninger herom er derfor berettigede i en Undersøgelse af Skibykrøniken som historisk Skrift. P. H.s Paastand om, at Tausen nægtede at have lært: Sakramentet maa ikke tilbedes (sacram eucharistiam non esse adorandam), er usandfardig, fordi Domsakten i den ægte Form jo understreger, at Tausen afgjort forkastede Adorationen: »men da bekendte og tilstod Mester Hans ikke at være det sande og værdige Guds Legem under Brøds og Vins Lignelse, som en christelig Præst konsakrerer og vier udi Messeembedet og [som] sættes efter den christelige Romerkirkes Vedtægt baade udi Monstrans og Pixide.«¹ Og saaledes maa Tausen afgjort have svaret, ti hans Udtalelser om Nadverspørgsmaalet i hans »Svar til Lektor Povls falske Undervisning« (1531) stemmer ganske overens dermed. Derfor kan man ikke tage Hensyn til P. H.s Insinuation om, at Tausen, for at redde sig, løgnagtigt erklærede, at han netop billigede, at Sakramentet skulde adoreres. Insinuationen er en klar Sandhedsfordrejelsel

Paludan-Miiller har afgjort Ret i, at Hovedsagen for Tausen
er, at han hører Præsten gentage Kristi Ord: »dette er mit
Legem osv.«, ti alene af dem faar Troen Vished om Realpræsensen;hvad

1 Der er ikke Grund til at gaa ind paa Engelstofts og Rørdams Forsvar for Rigtigheden af P. H.s Referat udfra den Gengivelse af Domsakten, som mangler Ordet »ikke« og endda særlig stærkt lader Tausen understrege, at de i Messen indviede Elementer »sandelig er Herrens Legeme og Blod«, samt at ogsaa den reserverede« Hostie bør tilbedes. Paludan- Mullers Forkastelse af denne Gengivelse (af tekstkritiske Grunde) er afgørende. — Rordam har i sin Bog om Huitfeldt oplyst, at denne personlig har gennemset sin trykte Tekst og vedkendt sig den som den rette.

Side 133

sensen;hvadman ser, er jo kun Brød og Vin. A. Heise, der i sin udmærkede Afhandling om Herredagen 1533 i et større Afsnit om Retssagen mod Tausen tiltræder Paludan-Miillers Synspunkter, forøger imidlertid Citaterne af Tausens Bog om Nadveren med nogle nye, som netop kaster klart Lys over det begrænset rigtige i Paludan-Miillers Redegørelse for Tausens Opfattelse. Saaledes skriver Tausen (jfr. Smaaskrifter ved H. F. Rørdam, S. 147): »Hvi skulde man ej tvivle og bære Mislove paa eders Brød og Vin, efterdi man er ikke vis, om Guds Ord er der med eller ej; og er det der endda, have I hvisket det for eder selv. . . . Stjæle los Ordet fra, som skaber og gør Sakramentet,. . . hvorpaa skal jeg da visselig kende det, at eders Sakramente er et sandt Sakramente.« Og S. 143 hedder det: »Jeg staar det fuldkommelige til, at jeg haver sagt i min Prædikenog siger endnu, at man maa vel tvivle paa det Brød og Vin, som hine Hviskere vise Folket«; og S. 151: »Ti ved jeg vel, at Gud vorder mig ikke vred derfore, om jeg ikke tilbeder det, jeg ser i Præstens Haand eller Monstrans, efterdi jeg véd ikke visselige, hvad det er uden Brød. Derfor lader vi her i vor Kirke Ordenene lyde højt.« —-

Disse og andre Udtalelser af Tausen afgør klart nok hans Stilling til Adoration under en romersk Messe, eller naar Hostien ombæres i Monstrans, eller den gives Kommunikanter af de i Pixis »reserverede« Hostier. Men det maa ikke overses,at det her alene drejer sig om Udtalelser udfra Tilhørerens, Tilskuerens eller Kommunikantens Stade — ikke om principielleUdtalelser om hans Stilling til Realpræsensens Virkelighed.De nævnte Udsagn kan meget vel forenes med Godkendelse af Adoration, hvor Indvielsesordet lyder saaledes, at de troende kan høre det. Engelstoft har sikkert Ret i, at Tausen i sin Menighed bibeholdt at »elevere« Nadver-Elementerne efter Indvielsenog fastholdt Adoration som tilbørlig. Tausen turde sikkert heller ikke benægte, at den romerske Præst, som jo normalt alene kommunicerer under Messen, med Rette adorerede Sakramentetog virkelig fik det i den efterfølgende Kommunion, da han jo maatte være forvisset om, at Kristi Ord havde lydt. For

Side 134

Tausen er det ét Spørgsmaal, hvad der er Betingelse for, at en kristen kan tro paa Realpræsensen, et andet, naar det sande Sakramente er indviet. Begge disse Spørgsmaals rette Besvarelseer afgørende for ham for, hvorledes Nadverhandlingen bor udformes i Messen. — Men heraf fremgaar, at Beskyldningen mod P. H. for vitterlig Sandhedsfordrejelse er forhastet eller overdreven. Hans Refereren her som saa mange Steder viser Fanatikerensensidige Refereren, men han gengiver sikkert en virkelig Udtalelse af Tausen under »Disputationen«.

Paa den anden Side er Domsaktens Referat sikkert lige saa ensidigt og ufuldkomment; det gengiver kun, hvad Dommerne maatte anse for forkasteligt, men ingenlunde Tausens fulde »Bekendelse« om Spørgsmaalet. Overhovedet kan man jo ikke berømme Domsakten for Klarhed. Meningerne om, hvad Tausen blev dømt for, nemlig om han ogsaa blev dømt for Kætteri¹, er derfor saa afvigende. Dette betinger atter Uenigheden om, hvorvidt den nylig vedtagne Reces (af 3. Juli) var retsligt Grundlag for Dommen over de Handlinger, som jo var begaaet længe inden denne nye Lovs Eksistens². Paa en Drøftelse af dette Spørgsmaal, der vil fordre megen Plads, kan jeg imidlertid ikke indlade mig her. Det er heller ikke af Betydning for nærværende

Først en Maaned efter Dommen begav Tausen sig bort og
rejste til Mogens Gøye. Her formidlede denne og Datteren3 Forligetmed

1 Efter Heises Opfattelse blev P. H.s Paavisninger under »Disputationen« af afgørende Betydning for Dommen. Da Dommerne kun henvender sig til »de værdige Herrer og Prælater« om at vise Tausen Naade, synes de dog netop at se bort fra P. H. som Anklager og Sagvolder. Er ikke ogsaa Sætningen, at »nogle Ord var rørt for os« om Mester Hans Tausens Udtalelser om Alterens Sakramente, et Udtryk for, at man saa bort fra Kætterianklagen ?

2 Naar dette antages og dermed Retstilstanden fra før Odense Reces 1527 anses for genindført, maa man forbavses over, at H. Tausen ikke blev anklaget for saa oplagte Lovbrud som Klosterforløb og Cølibatsbrud.

3 Saavel Betegnelsen af hende som Skøge (meretrix) som Navnet Sophie har P. H. senere ud&treget. Er han blevet klar over sin Kildes Upaalidclighed? Men i Aarbogen staar Navnet vedblivende og vidner om, at dette Skrift ikke er Uddrag af Kroniken.

Side 135

ligetmedRønnov, saa Tausen allerede 14 Dage efter kunde vende tilbage til København. »Saaledes blev det sidste værre end det første,« siger P. H. Ti denne Retskrænkelse fandt Rigsraadetsig i, og Rønnov tolererede derefter alle lutherske Brud paa Sædelighed og paa Gudstjenestens Værdighed. Mens FrederikI endnu var i Live, havde han truet Lutheranere med Straf, naar Kongen døde; nu da han var død, gav han dem endda Gaver og viste dem Hæder — til største Forargelse for enfoldigesSamvittighed, som maatte frygte for Religionens og Fromhedenstruende Ruin. — Omtalen af Tausens Tilbagekomst til København viser, at Afsnittet, ligesom det i Aarbogen, tidligst kan være forfattet i Efteraaret 1533; men stort senere vel næppe, da Omtalen af Herredagen viser samme Ligegyldighed som Aarbogen for dens Vedtagelse af Recessen af 3. Juli (der berøvede Lutheranerne deres kirkelige Selvstændighed) og samme Ukendskab til Forfølgelsen af dem i Skaane. I alt Fald viser Udtalelserne om Rønnov, at P. H. ikke havde Anelse om, at han i 1534 skulde kunne hovere over »den skamløse Skinbiskops« forsmædelige Afsættelse.

Aarbogens 4. Afsnit til 1533 fortæller om Liibeckernes Kapertogter mod Hollænderne; de kaldes »hele den kristne Verdens Fjender« (den kirkelige og politiske Omvæltning ved Wullenwever var jo gennemført!); men en kejserlig Flaade tvang dem til at søge Havn, hvor de forholdt sig rolige hele Vinteren. Stykket kan saaledes tidligst være nedskrevet omtrent i Foraaret 1534. — Krøniken fortæller yderligere om de kejserriges Overvintring i Danmark og om Frygten her for at blive indblandet i Krigen; antagelig er dette Grunden til Optegnelsen. Her er intet senere Tidsmærke.

5. Afsnit noterer, at Rønnov samme Aar forgæves afkrævedesitKapitel nogle Breve om Roskildekirkens Ret til KøbenhavnsSlot,der var fundne paa Hjortholm (ved et »etc« antydes sikkert, at Krøniken skal indeholde mere herom). Nægtelsen heraf vakte Biskoppens Vrede; og »fra den Tid begyndte han aabenbart at vise sig baade som Lutheraner og Tyran.« — Krøniken forklarer nærmere det tyranniske i Rønnovs Krav.

Side 136

Han forlangte, at Kapitlet skulde overlade ham personlig og hans Arvinger Brevene¹. Trods Præscriptionen paa Grund af den lange Tidsafstand troede han nemlig, han kunde faa »et Arvegods« (perpetua aliqua possessio) eller en Sum Penge for dem. Da man, naturlig nok, nægtede at udlevere ham disse Breve, som jo gjaldt Roskilde Kirke og ikke den tilfældig siddendeBiskop,brød han den Ed, han havde svoret om at værne om Kapitlets Rettigheder. Under Paaskud af at ville værne Klerus mod adeliges Vold løste han nemlig de vornede fra Lydighed mod deres kirkelige Herrer og forpligtede dem overforsigpersonlig, og derefter afkrævede han hver vorned til at begynde med en Afgift paa en Tønde Havre. Senere, da det stadig gik tilbage for ham, benyttede han denne nye Ret til store Krav paa Ydelser. Alle Forsøg paa at faa ham derfra (selv Henvendelser fra Broderen Eiler Rønnov, Tyge Krabbe og Johan Urne) var forgæves, og »aldrig har Klerus maattet taale et saa stort Tyranni af nogen profan Fyrste, som af denne formummede og kætterske Biskop.« Men Baggrunden for, at dette var muligt, var Stormændenes Iver for Interrcgncts Forlængelse,forat de frit kunde øve Tyranni. Derfor hævder P. H. da nu, at »det havde været bedre, om der i Danmark forlængst var indført Arv i Stedet for Valg, da vi ser Arveriger stadig blomstre, men Valgriger yderst elendige og ulykkelige og altid udsat for manges Rovlyst og Tyranni.« Sluttelig tilføjes, at Rønnov i den Grad terroriserede Klerus, at man ikke alene udleverede de nævnte Breve til ham, men overhovedet aldrig senere vovede at nægte ham hans Krav. Overgivelsen af Brevene var iøvrigt efter P. H.s Mening en endnu større Taabelighed end Kravet. Naar man gav ham, hvad man faktisk ikke besad, kunde man lige saa godt have skænket ham England eller SkotlandI2 I² — Udtalelserne om Rønnovs store Krav, »da det gik tilbageforham,«

1 Af Heises Oversættelse faar man Indtryk af, at Rønnov havde fundet Brevene; hverken Aarbog eller Krønike siger dette. Fundet er aabenbart afgivet til Kapitlet og var i dets Besiddelse, da Rønnov rejste Kravet.

2 Dette minder mærkeligt om Jens Andersen Beldenaks Svar til Christiern 11, da denne afkrævede ham Taasinge. Biskoppen svarede spydigt, at, naar Kongen begrundede sin Fordring paa denne 0 med, at den engang havde tilhørt Kronen, kunde han lige saa godt kræve Skotland og England (Huitfeldt 11, 1180). Der er ogsaa en anden Overensstemmelse mellem P. H. og Jens Andersen, som fortjener Opmærksomhed. Biskoppen deler hans Opfattelse af Guds straffende Retfærdighed og Hævn som Vidnesbyrd om »hans lønlige Domme« (jfr. hans Brev til Christiern II om Slagheck fra 1521 i C. Paludan-Muller: J. A. Beldenak² (1837), 62—63). løvrigt er der ogsaa en fremtrædende Lighed med P. H. i Tankegangen i Biskoppens to bevarede Hyrdebreve fra 1527 til Aalborg-Viborg og til Assens. — Med Hensyn til »Roskilde Sædes« Ret til Københavns Slot fastslaar P. H., at Meningerne var delte om, hvorvidt Besiddelsen var frataget det med Vold, eller der havde fundet et Mageskifte Sted. — Efter Christian Ill's Klageskrift 1536 mod Biskopperne havde Rønnov allerede 1533 paa Herredagen rejst Krav baade om Københavns Slot og Byen selv (Rørdam: Monumenta I, 170).

Side 137

bageforham,«tyder paa, at Afsnittet tidligst kan være skrevet i Sommeren 1534, da Grev Christofer, efter at have afsat ham, paany »solgte« ham Stiftet, og Rønnov i den Anledning væltede nye Byrder over paa Gejstligheden.

Aarbogens 6. Afsnit, der uændret gentages i Krøniken, omhandler »det evige Forbund« mellem Danmark og de kejserlige, der »af Had til Lybeckerne« sluttedes i Nov. 1533 i Odense; der sigtes til Rigsraadets Ratification af Gentertraktaten fra 9. Sept. Efter Pladsen i begge Skrifter maa Optegnelsen dateres til 1534.

7. Afsnit noterer uden nærmere Datering Dødsfaldet af Mourids Jepsen i Skaane og Johan Bjørnsen i Fyn, begge Riddere; om den sidste siges, at han havde sat mange og store Besiddelser over Styr til Skade for hans Børn. —■ Krøniken taler nærmere om hans Ødselhed og taabelige Forfængelighed, som latterliggjorde ham. Ogsaa her er alene Pladsen tidsbestemmende for Nedskrivningen, altsaa 1534.

8. Afsnit til 1533 noterer, ligeledes uden nærmere Datering, fhv. Biskop Niels Stygges Død i Børglum Kloster. Han siges i hele sit Liv kun at have udvist én Dyd, Ædruelighed; alle andre foragtede han! Alt Munkevæsen havde han da ogsaa forsaget,lige siden han blev Biskop. ■— Krøniken fortsætter: »ogsaa alt aandeligt Liv!« Hele sit lange Liv var han kun optagetaf

Side 138

tagetafForlystelser og Spil; naar han følte sig træt deraf, drejede han Pile. Kun naar en Skare adelige Skøger, Narre, Gøglere og Smigrere var hos ham, var han glad. Under Kong Hans blev han engang udstødt af Higsraadet for Infami. Undskyldendepeges paa hans »dybe Uvidenhed«; efter lang Tids Skik og Brug mente han nemlig, at Bispestillingen ikke var en Funktion, men en Ærestand (non officium sed status), ikke el aandeligt Hverv til Ledelse af Sjæle, men en verdslig Værdighed,overdraget for at kunne skrabe Penge sammen. Sluttelig anbefales han til Guds Barmhjærtighed, da vi »fromt maa tro, at han døde angerfuld«, og Gud godkender jo ogsaa den sene Bod. — Da vi ikke kender Niels Stygges Dødsdag, og Afsnittet ikke har særlige Tidsmærker, kan dets Affattelsestid ligeledes kun bestemmes efter Pladsen i Krøniken, altsaa til 1534¹.

Efter Nekrologen' over Niels Stygge er to Blade skaaret ud af Manuskriptet. Da der klart nok intet mangler i Nekrologen,og Krønikens første Afsnit til 1534 er en intakt Gentagelseaf Aarbogens første Optegnelse efter dens Stykke om den forhenværende Børglumbiskop, har man ikke, som ved Krønikemanuskriptetsmanglende Blad til 1531, nogen Vejledning til Gætning om de forsvundne Blades eventuelle Indhold. Vel kan man selvfølgelig gætte, f. Eks. om, at P. H. kan have skrevet noget om Niels Stygges Efterfølger, da han jo flere Gange omtalerEfterfølgeren efter Forgængeren; og om Stygge Krumpen kunde man vel formode, at han kunde have noget paa Hjærte, muligvis ogsaa specielt om de Statuter, han udstedte i 1532 eller 1533, og som vandt Tilslutning fra andre Biskopper. Her var nemlig gjort et Forsøg paa at gennemføre en Forkyndelse i Kirkerne, som stemte med P. H.s Krav, idet det paabødes at prædike »det hellige Evangelium og Guds klare og rene Ord uden Drømme og Fabler,« men efter »Kendefædrenes« (Kirkefædrenes) Udlæggelse. De tillod ogsaa dansk Psalmesang (selvfølgelig af katolske Hymner). — Disse Bispestatuter vakte

1 P.-E. H. bemærker, at Afsnittet synes at stamme fra samme Tid som P. H.s Forligsforsog (Skriftet fra Okt. 1534). Motivering for denne uklare Formodning faar vi imidlertid ikke.

Side 139

megen Forbitrelse i lutherske Kredse, som det ses af P. LaurentsensUdtalelse r¹. Vel anerkendte han selvfølgelig Paabudet om evangelisk Forkyndelse »uden Fabler«, men naar Statuterne forbød andre end dem, som havde Biskoppernes »Brev«, at holde Messe og »tractere Christi Sakramente« (uddele Nadver) og krævede »en ukristelig Forpligtelse og Eds Annammelse« for at faa Lov til at prædike, samt forlangte, at »Evangeliets Udtydningskal være proberet af den hellige Kirke,« mente han, at ogsaa det alligevel var »en ukristelige Statute« og imod Skriften, som giver hver Mand Lov »at kristeligt lære og undervisei alle Steder.« Dertil kom, at det stred mod kgl. Majestæts Reces, givet i Odense Herredag (altsaa 1527). — Ogsaa dette Angreb fra Ex-Karmeliteren kunde vel give P. H. Anledning til kraftige Udtalelser, for ikke at tale om Kancelliets Beskikkelsesbrevetil de kongelige Patronatskald, som siden 1532 paabød Præsterne ikke alene at prædike Evangeliet purt og rent, men at administrere Sakramenterne paa luthersk Vis.

Men paa den anden Side forstaar man ikke, hvorfor P. H. skulde udskære Blade af sin Krønike, hvis de havde dette Indhold,jaselv ikke, hvis de ogsaa indeholdt Kritik af Stygge Krumpens letfærdige Livsførelse². I dette Tilfælde, hvor saavel Aarbogens som Krønikens fortsatte Indhold taler mod, at der overhovedet mangler nogen Meddelelse af historisk Art, synes Udskæringen at maatte have anden Grund end den tidligere. H. F. Rørdam formodede³, at P. H. havde udskaaret Bladene, for at give en ny Redaktion af Indholdet paa de derefter følgendeBlade.Dette er afgjort udelukket paa Grund af den store

1 »En stakket Undervisning« 1533, H. F. Rørdams Nyudgave 1890, 6f., 36—37, 40 f.

2 S. 195^—96 formoder Forf., at de udskaarne Blade har polemiseret mod Laurentsens Skrift og Stygge Krumpens forargelige Samliv med sin Slægtning Elisabeth Gyldenstierne. »Af opportune Hensyn (Leflen for Biskopperne?) er disse Blade maaske senere fjernet. Eller har maaslce P. Laurentsens Skrift faaet saa stærkt Tag i P. H., at han har lagt det til Side med et Suk som værende for kættersk[!] og derpaa udrevet Bladene«!

3 Hans Udgave af Skibykroniken i Monumenta I, 98, Note 1_—-2.

Side 140

Overensstemmelse mellem Aarbogens og Krønikens Tekst netop i Afsnittene om 1534 (Aarbogen synes endog her nærmest at være Kladde til Krøniken). Derimod fristes jeg til at antage, at P. H., efter at han i 1534 — og vel at mærke efter Grevefejdens Begyndelse -_— havde nedskrevet de sidste Afsnit til 1533, saaveliAarbogen som i Krøniken¹, havde en saa levende Fornemmelseafde usikre Tidsforhold, maaske ogsaa en personlig Fornemmelse om, at det stundede mod Enden af hans Liv, at han ønskede at afslutte sit Krønikearbejde med nogle mere almindelige, moraliserende Udtalelser i Lighed med dem, hvormedhanender sit i Okt. 1534 udgivne Skrift om »En christelig Forligelse«. Her understreger han jo, at Forholdene nu paaminderosom at holde enigt sammen, dels fordi vi dog alle har én Gud, én Herre, én Frelser og ét Hoved, én Kirke, én Daab, ét Alterens Sakramente og ét Bodssakrament, dels fordi »vi ere danske Folk, ét Kød og Blod og i mange Stykker af ens Sæder og Skikke.« »Men vedbliver vi at bide og slide hverandre, som vi begyndt have, er Enden Tilintetgørelse«². Denne Afslutning kasseredehansaa, da han senere følte Trang til at fortsætte Krønikenogskrive om Grevefejdens Begivenheder, som jo i saa høj Grad belyste hans Udtalelser om den forventede Straf for Frafald og Tyranni. Rørdam pegede paa, at naar det følgende i Krøniken[menogsaa i Aarbogen] adskiller sig fra alt det foregaaende ved, at Aaret nu betegnes ved Romertal og ikke som før stadig ved arabiske Tal, tyder det paa, at der i alt Fald er gaaet nogen Tid mellem Afslutningen af Beretningen om 1533 og Fortsættelsenom1534. — Er Formodningen rigtig, har P. H. først fortsatOptegnelsernei Aarbogen. Teksten heri er, som sagt, reelt ikke alene et Udkast til Krøniken, men for største Delens Vedkommendeligefremen Kladde. Efter dennes Fuldførelse er det, at han besluttede sig til at udskære Krønikens to Blade og indførteBeretningeni

1 Teksten til Afsnit 5 om Rønnov i begge Skrifter peger paa denne Datering — Aarbogen ved sit *ab illo tempore cepit palam et Lutheranus et tyrannus fieri*, Kroniken ved den nærmere Forklaring til hans Tyranni, der forudsætter en »Nedgangstid« for ham, se. Afsættelsen.

2 Skrifter V, 321—22.

Side 141

førteBeretningenien noget udvidet Renskrift i denne. Pennen faldt ham af-en eller anden Grund af Haanden, netop som han var naaet til Ende med Arbejdet og havde skrevet tre Ord af en Sætning, som mangler Forlæg i Aarbogens Slutningsstykke¹. Selve Haandskriften i Krønikemanuskriptet tyder paa, at Beretningerneom1534 er nedskrevet i Hast. —

Aarbogens Optegnelser til 1534, der omfatter ikke mindre end 14 Afsnit, bærer alle Præg af at være nedskrevet i dette Aar. De kendemærkes, bortset fra et Par i annalistisk Stil, ved deres fortællende Form og ved deres Længde. I Rørdams Udgave af Aarbogen i »Monumenta hist. Danicæ« I udgør de ikke mindre end 616¹/₂ Side af hele Skriftets c. 28 Sider i stort Oktav. Skriften i Aarbogen maa her have været særlig vanskelig at læse, da H. Henriksens Afskrift netop her vrimler med latinske Brølere, som viser hans ringe Sprogfærdighed². — Til en Del af disse Afsnithar Krøniken føjct sparsomme Udvidelser, men mest gentagesTeksten aldeles uforandret. Begge Skrifter ender med Omtalen af Svenskernes Paabegyndelse af Angreb paa Varberg straks efter, at de havde indtaget Halmstad (dette skete 31. Okt.). Angrebet var »længe forgæves«, trods deres Styrkers Overlegenhed;men i Lykke var de svenske langt underlegne, »hvis Sagernes Udfald svarede til Begyndelserne«³. Af den paabegyndte Sætningi Krøniken (dum hec aguntur . . .) bliver man ikke klogere m. H. til Spørgsmaalet, om P. H. har kendt til Varbergs Fald; men da Renskrivningen af Afsnittet i Krøniken dog maa ligge

1 I Udgaven af P. H.s Skrifter VI, 312 gøres opmærksom paa, at disse 3 Order skrevet med andet Blæk end det foregaaende. Det tyder muligvis paa en Tidsafstand i Nedskrivningen.

2 I næstsidste Afsnit viser et aabent Rum, at han overhovedet ikke har kunnet læse Aarbogens »inuaserunt« (jfr. Rordam. Monumenta I, 430, Note 1).

3 Baade Aarbog og Krønike har «respondebant«. Rørdam har foreslaaet at læse »respondebunt«, hvad Heise i sin Oversættelse har godkendt (»om ellers Sagens Udfald vil svare til Begyndelsen«). I saa Fald bliver P. H.s Ukendskab til Varbergs Indtagelse i Begyndelsen af 1535 aldeles tydelig; men selv naar Verbets Fortid opretholdes, kan det sikkert ikke være Meningen at antyde, at Lykken virkelig vendte sig, tværtimod.

Side 142

nogen, om end ikke lang Tid efter Nedskrivningen i Aarbogen, og P. H. ogsaa der uforandret gentager Udtalelsen om SvenskernesUnderlegenhed m. H. t. Lykken, synes det mig upaatvivleligt,at han ikke har haft Kendskab til sin Fødebys Erobring.Man maa da datere Afbrydelsen i Krønikeskrivningen lil ca. Nytaarstid 1535. For Sporgsmaalet om Krønikens Tilblivelse har derfor Afsnittene til 1531 ringe Interesse; de maa alle være nedskrevet i 1534 eller lige ved Begyndelsen af 1535. De bør dog ogsaa refereres, ikke mindst fordi de er saa betydningsfulde for Forstaaelsen af Forfatterskabet til Aarbogen.

Aarbogens 1. Afsnit beretter om Mødet i Hamburg mellem Liibeck og »de ortodokse« vesterlandske (nederlandske) Stæder, hvor Hansebyen opnaaede en Stilstand paa 4 Aar, fordi den tænkte paa Krig med Holsten, Danmark og Sverige. — Begivenheden (i Marts 1534) er klart nok medtaget som Indledning til Beretningen om Lubecks Indblanding i Danmarks Forhold. — Krønikens eneste Tilføjelse er, at Statholderinde Marie, Kejserens Søster, »i hans Navn styrede Nederlandene«.

2. Afsnit noterer, at Biskoppen af Miinster i Westphalen begyndte Belejring af den oprørske Bispeby, hvis Vanvid og Frækhed overgik alle Sværmernes Byers: »de var nemlig Gendøbere«.— Krøniken retter »Sværmerne« til »Lutheranerne«, sikkert af samme Grund som i Afsnittet om Kirkestormen i Frue Kirke (S. 112), og tilføjer forklarende, at der i Miinster, foruden Lutheranere, var Sakramenterere og Gendøbere; disse spillede Hovedrollen og saa paa de første med Væmmelse og Foragt paa Grund af deres maadeholdne Galskab i visse Sager. — Optegnelsener sikkert Udtryk for P. H.s Tilfredshed med at kunne konstatere Berettigelsen af sin stadige Paastand om, at den lutherske Lære om evangelisk Frihed fører til Oprør mod verdslig og kirkelig Øvrighed (jfr. S. 84), ja til Sværmerier, der endda fremkalder Foragt for Lutherdommen. Hvis han havde været kendt med, at Jan v. Leyden i Sommeren 1534 havde oprettet det zionitiske Kongedømme og indført Polygami, vilde Afsnittet antagelig have faaet en langt skarpere Form. Det synes derfor at hvile paa Rygter, indløbet til Danmark inden da. Belejringen

Side 143

begyndte 18. Febr. 1534 (P.-E. H. siger urigtigt »i April eller
Maj 1534«). Byen erobredes først 25. Juni 15351.

3. Afsnit er en i Aarbog og Krønike enslydende Notits om Llibecks uventede Fredsbrud overfor Hertug Christian af Holsten, denned fuld Honnør kaldes »clarissimus princeps« (Fejdebrevet er fra 13. Maj).

4. Afsnit: Mens Udfaldet heraf var usikkert, forberedte Malmøboerne, der er kendte for deres Troløshed, et Forræderi mod Rigsraadet, mest af brændende Længsel efter at udrydde Adelen. Nu under Interregnet, og da Krig med Liibeck truede, ansaa de Øjeblikket gunstigt til at iværksætte et gammelt Forsæt. Under Anførsel af Borgmester Jørgen Kock (»højst berygtet for Tyveri, Aager, Kirkeran, Underslæb og mange gteskabsbrud«) de med Svig Slotsherren paa Malmøhus, Hr. Mogens Gyldenstierne, til Fange, da han var lokket ud til en Samtale 28. Maj [i Virkeligheden 29. Maj], overrumplede med List Slottet og nedrev de Fæstningsværker, som vendte ind mod Byen. Ogsaa Rigsraaderne Truid Gregersen og Klavs Podebusk, der intet anende kom til Byen, og nogle adelige Børn, som var sendt til Malmø for at oplæres [i Gymnasiet], fængsledes. — Til Aarbogens Paastand om, at Borgerskabet sigtede mod Adelens Udryddelse, føjer Krøniken et længere Stykke om, at de med stor Træskhed havde sørget for, at der prædikedes et Evangelium ved fordømte Kættere, som i Virkeligheden ikke tjente Kristi, men Tyrannen Kong Christierns Sag. Man ventede nemlig, at, naar først Gejstligheden var ødelagt, og derpaa Adelen udryddet, vilde man have naaet den længe eftertragtede »Kødets Frihed« og kunne leve et Liv i Oprør, Skændsel og Lovløshed. — Afsnittet slutter med en Henvisning til, at man af de følgende Begivenheder vil kunne forstaa Grundene til og Omstændighederne ved dette horrible Oprørs heldige Gennemførelse².

1 P.-E. H. er ukendt med, at en Bille vanned i Miinstcr som Jan v. Leydens Drabant (Norsk hist. Tidsskr. 111 (1875) 479^—80). Var det mon for at mindes denne Skandale, at vi har Afsnittet her?(l).

2 Som saa ofte fremsætter P.-E. H. ogsaa her, uden mindste Dokumentation, en Formodning: P. H. synes at kende P. Laurentsens tabte Oversættelse fra 1534 af Christiern ll's Brev til Borgmester AYendland i Danzig. P. H.s Paastand om, at Malmøs Prædikanter tjente Christiern ll's Sag, behøvede i alt Fald ikke denne Begrundelse.

Side 144

Inden Redegørelsen herfor (ved Skildringen af Grevefejden) følger, har Aarbogenen Notits om den gudfrygtige og retskafne Roskildekannik Hr. Simons Død 24. Maj. — Krøniken tilføjer, at han efter nogles Mening havde været for lidet barmhjærtig mod fattige. Hans Efterfølger blev en Dreng (puer), Korfits, Søn af en kættersk Adelsmand Knud Ebbesen. Bittert tilføjes: »af den Slags blev dengang mange Kanniker for Indtægtens

I Tiden mellem Nedskrivningen af dette 5. Stykke i Aarbogen og i Krøniken har Forf. faaet Efterretning om, at rkedegnen Lund, Niels Kortsen, var død »omtrent i de samme Dage«. Efter nogle smukke og berømmende Ord om ham meddeler Krøniken Navnet paa hans Efterfølger, den adelige Kannik Holger Skaldre; hans menneskelige Dyder anerkendes, men han betegnes som parum spiritualis et religiosus.

I Aarbogens 6. Afsnit følger nu en længere Fortælling om Grevefejdens Begyndelse, der i høj Grad vidner om Selvoplevelse.Da Grev Christofer af Oldenburg var fordrevet fra Holsten, overførte en lybsk Flaade hans Hær til Sjælland. Han ankom hertil 22. Juni for at generobre Landet for Christiern 11. 23. Juni blev der uden Blodsudgydelse svoret det nye HerredømmeTroskab i Roskilde under stor Jubel fra Almuen. Bispegaardenblev plyndret, nogle gejstlige led Overlast, dog ikke efter Grevens Befaling; han fik nemlig alt, hvad han ønskede, ved Trusler. Inden tre Dage faldt hele den sjællandske Almue fra deres Herrer, brændte og plyndrede Adelens Gaarde. Hvis de havde faaet Lov, vilde de have dræbt eller fanget en god Del af deres Herrer. Det var »efter Guds retfærdige Dom« en velfortjent Straf for disses Grusomhed, Havesyge, Overmod og Kætteri. »Ti hint almindelige vilde Raseri hos Sværmerne tiltaltei den Grad deres [Adelens] Sind, at de ene af Had til Klerus var blevet de skamløseste Foragtere af alt helligt i den kristne Religion, særlig nederdrægtige ved, at de forskønnede alt med

Side 145

Evangeliets Navn og Fromhedens Ydre, uagtet de iøvrigt var de største Skurke«. Denne Passus i Aarbogen bringer tydelig Krønikens tidligere Invektiver mod Adelen i Erindring. — Særlig fremhæves derefter, at Københavnerne som »Sværmere« var ivrige Tilhængere af Kong Christiern; men visse af dem var Adelens hadefuldeste Fjender af Erhvervsgrunde. Adelens Studehandelvar overhovedet en Hovedgrund til Tragedien. Den var til største Skade for Købstædernes Handel, og Græsningen en baade ny og utaalelig Byrde for Bønderne. — Krøniken retter ogsaa her »Sværmere« til »Lutheranere« og tilføjer saa (inden Stykket om Københavnerne) et længere Stykke, som atter understreger,at Oprør og Ulydighed er en naturlig Følge af den lutherske Forkyndelse, hvad iøvrigt var forudsagt ved manges Spaadomme (P. H. tænker vel her særlig paa den hl. Birgitte, hvis Profetier herom han gentagne Gange i sine kirkelige Skrifter fremhæver). »Guds Hævn« viste sig da ogsaa i, at Tragedien opførtesmed saa stor Hast, at Adelen ikke kunde fatte Raad om Modstand, dels paa Grund af Afstanden mellem Gaardene, dels paa Grund af deres Uenighed, men navnlig ogsaa, fordi Lavadelen var ligesaa fjendsk mod de mægtige som Almuen og gik over til Kong Christierns Parti, hvorved de reddede deres Huse og Gods fra Ildspaasættelse. Sjællands Stormænd havde bestemt, da man hørte Rygter om Fjendens Komme, at gøre Modstand udfra København¹, men til nogen Samling kom det ikke paa Grund af de danskes medfødte Langsommelighed til at fatte Planer, før det er for sent, og paa Grund af Mistanke om KøbenhavnsTroløshed.

Aarbogens 7. Stykke fortsætter saa Beretningen om Grevens Fremgang. Han opholdt sig kun én Nat i Roskilde, og efter at have af brændt Bistrupgaard og Haraldsborg drog han til Køge, hvor han lod de nylig ødelagte Befæstninger istandsætte. Imens

1 Tyge Krabbe opfordrede straks, da Grevens Flaade kom udfor Dragør, Rønnov til at samle Medlemmerne af Rigsraadet og Adelen i København med deres Krigsstyrker, hvorom Rønnov ogsaa omgaaende gav Anders Bille Besked; selv begav han sig til København, hvorfra han søgte at virke for Forsvaret af »Danmarks Rige, vort Fædreland« (jfr. Brevene i H. Knudsen: Joachim Rønnov, 166_—17).

Side 146

gik det ud over Adelens Gaarde, hvis man nølede med at sværge Christiern II Troskab. Fra hele Sjælland strømmede derfor nu adelige og gejstlige til Køge for at købe deres Gaarde fri for Ildspaasættelse. Troskabseden, de svor, var ny og usædvanlig, men ingen af dem vovede at Lilstaa, hvad eller hvorledes han havde svoret. — Hertil føjer Krøniken kun nogle moraliserende Linier om, hvad Havesyge, der saavel var Motiv for Edskræveren som for Edsaflæggerne, kan medføre.

8. og 9. Afsnit er ordret det samme i Aarbogen og Krøniken og i denne sammenskrevet til ét. Uden Brand, Plyndring og Borgeres og Bønders Forræderi vandt Greven ikke sine Sejre. Saaledes blev ogsaa omtrent hele Sjællands Adel underkuet. Fordi de efterlignede Kong Christierns Tyranni, tænkte Folket stadig paa Frafald og bønfaldt hemmeligt [Gud] om at faa ham tilbage enten for at tøjle de adelige eller ganske udrydde dem. 9. Afsnit handler om Rønnovs Afsættelse: særlig vendte Guds Vrede sig mod ham, denned Rette havde udæsket den ved Kætteri og Ugudelighed (»han var nemlig yderst snu og træsk, kun fremragende ved Bedrag, Vold, Tyranni og Havesyge, hvorfor han ogsaa havde opvakt alle gode Mænds Had og Misundelse mod sig«). Han blev »efter Guds retfærdige Dom« afsat, til Skændsel ikke alene for ham selv, men for alle hans Venner og til største Skade for Roskilde Kirke, da meget af dens Gods dels blev adsplittet, dels berøvet den under denne Afsættelse¹.

10. Afsnit i Aarbogen fortæller om Københavns Frafald. Stykket vidner tydeligt om det udprægede Had, P. H. nærede overfor den By, som var blevet ham en saa stor Skuffelse. Den betegnes som berygtet ved mange Forræderier, da den hverken bevarede Troskab mod Gud eller Rigsraadet; ved rænkefulde, hemmeligeRaadslagninger beredte den sig til at følge Malmøs Eksempel.Ganske vist erklærede man, at Byen ikke vilde blive overgivet,før de saa Christiern II udfriet af Fængslet; men alligevel

1 I Kapitlets Pantebrev til Rønnov paa Solte Slot og Gods (28. Aug. 1534) tales ligeledes om, at Bispesædets Gods og Ejendom adsplittedes og »os uadspurgt kom udi fremmed Forlening« (H. Knudsen: Joachim Rønnov,

Side 147

faldt de fra; da de fik Løfte fra Greven om Ejendomsret til det omliggende Land; men de gjorde det ogsaa for at styrte SlotsbefalingsmandenHr. Johan Urne og samtlige Rigets Adelsmænd i Ulykke. Havde de overhovedet faaet deres brændende Ønske opfyldt, var de ogsaa blevet deres Bødler! Slottets Overgivelse skyldtes Besætningens Forræderi. — Til dette Afsnit gør Krønikenalene den Tilføjelse, at Københavns nye Tilliggende var Landet »i en hel Mils Omkreds«.

11. Afsnit om Rønnovs Genindsættelse er enslydende i Aarbogen og Krøniken. Mens Skaaningerne beredte sig til Oprør, »vælges den tidligere Ærkebiskop i Uppsala Gustav Trolle til Biskop i Roskilde (»et uroligt og ustadigt (inconstans) Menneske med et vildt Sind, der aandede Trusler og Død mod alle, hvem han vilde ondt«). Men inden sin Tiltrædelse blev han afsat, da Rønnov ved en Gave paa 10,000 Mark dansk fortrængte ham¹. Saaledes købte Rønnov Roskildekirken to Gange, først af Kong Frederik for 6000 Gylden, anden Gang af Grev Christofer for 10,000 Mark dansk. Trolle fik til Erstatning Odense Stift, hvorfra Knud Henriksen, som ved sit Løftebrud overfor Kong Christiern i høj Grad havde foranlediget Krigen, flygtede skammeligt.

Ogsaa Aarbogens 12. Afsnit om Skaanes Frafald gentages uforandret i Krøniken. Aarsagen var dels Udeblivelsen af Hjælp fra Sverige, dels Mistro til Borgerne i Landskrona, hvorfra man vilde føre Forsvaret. Men dermed fortørnede man Gustav Vasa, med hvem der var indgaaet Forbund².

Ogsaa de to sidste Afsnit er identiske i de to Skrifter.
13. Stykke fortæller om Holstenernes og Jydernes Anfald

1 I førnævnte Pantebrev paa Solte Slot m. m. siges, at Rønnov, da han resignerede Stiftet, havde forbeholdt sig bl. a. dette Gods. Nu gives det ham og hans Arvinger i Pant som Erstatning for den Trang og Livsfare, han havde været i —-et kendeligt Vidnesbyrd om, at Rønnovs Krav i Anledning af de fundne Breve er rigtigt refereret i Krøniken.

2 2. Febr. 1534. Gustav Vasa sendte straks efter Grev Christofers Ankomst Hjælp, men inden Tropperne naaede frem, havde den skaanske Adel 28. Juli sluttet Overenskomst med Greven. — Det var Tyge Krabbes Ønske, at Landskrona skulde være Centrum for Forsvarsbestræbelserne (jfr. hans Brev til. Torben Bille i H.Knudsen: J. Rønnov, 169).

Side 148

paa Fyn, der ligeledes var gaaet over til Greven. De plyndrede Odense, hvor en Mængde Borgere blev hugget ned, men besejredesi Nyborg af Grevens Folk. Anførerne Johan Rantzau og Peder Ebbesen flygtede kort før Sammenstødet. — 14. Afsnit. Uden nærmere at vise Interesse for det nye Kongevalg, siges, at, da Hertug Christian var valgt af Jyderne, sendtes Afsendinge til Sveriges Konge om Indfald i Skaane, og da han havde samleb en stor Hær, indtog den straks Halmstad, ikke uden stort Fald af Svenske. Der sluttes saa med Omtalen af Varbergs Belejring.Den var længe forgæves, da Svenskernes »Forsøg« stadig slog fejl (skønt de var overlegne i Styrke, var de dog underlegne i Lykke), »hvis Udgangen paa Tingene [antagelig menes »Forsøgene«]da svarede til Begyndelserne«. — Krøniken tilføjer altsaa kun: »Mens dette gik for sig . . .«^x.

Gennemgangen har saaledes bevist,, at Aarbogen ikke først kan være tilstillet P. H. i Efteraaret 1534, og at Krøniken umuligt først kan være paabegyndt og udarbejdet i 1534^—35. løvrigt er det ogsaa ganske uforstaaeligt, hvorledes Ove Bille paa det af P.-E. H. antagne Tidspunkt kunde komme i Forbindelsemed P. H. og meddele ham de Instruktioner og Oplysninger,som var nødvendige, for at Aarbogen kunde udvides og kommenteres paa rette Maade. Vi kan nemlig konstatere, at Ove Bille ikke alene i 1534, men i det meste af 1535 lige til September opholdt sig i Jylland². Han har altsaa ikke fulgt Kongen, da denne i Juli satte over fra Fyn til Sjælland. Derimod ved vi, at da Kongen i Novembers Begyndelse forlod Sjælland, fordi hans Nærværelse var nødvendig i Holsten, indsatte han

1 P.-E. H. har selvfølgelig Ret, naar han S. 12 siger, at det aabenbart var P. H.s Mening at fortsætte Skildringen; men Ordene »dum hec aguntur« viser ogsaa klart, at paatænkte Fortsættelse ikke gjaldt en Meddelelse, som i Tid laa senere end den paabegyndte Belejring. Desuden kan man være overbevist om, at, hvis P. H. havde Viden om Begivenheder, der laa senere end Nov. 1534, vilde vi have fundet en Notits derom i Aarbogen.

2 28. Jan. 1535 har vi Brev fra ham fra Egisgaard, 5. Marts fra Randers (jfr. Rordam: Monumenta I, 443^—45) og 12. Sept. fra Silkeborg (Dske. Mag. I, 189—91).

Side 149

som Statholderskab i sin Fraværelse Ove Bille, Mogens Gøye og Joachim Rønnov. Men selv om Ove Bille maaske allerede i September eller Oktober var kommet til Sjælland, kan han ikke have forhandlet med P. H. om at forfatte Krøniken, ti da var den som paavist forlængst færdig, og for Resten var sikkert P. H. dengang ikke længere i Live. 1. Dec. 1535 bevidner et Brev fra Ove Bille, skrevet af Hans Henriksen, at han var i Roskilde, og denne By var i alt Fald hans Hovedopholdssted endnu i 1536. Hvorvidt han overhovedet har vidst noget om Krønikens Eksistens,vil næppe nogensinde blive oplyst — at den ikke er skrevetpaa hans Opfordring og efter hans Meddelelser og Instrukser turde iøvrigt være klart af det gennemgaaede. Antagelig havde en Ven af P. H. i Kapitlet allerede dengang gemt den hen; men Forlægget, Aarbogen, har formentlig Hans Henriksen faaet Lejlighedtil at tage en Afskrift af, som vi trods dens Mangler maa være ham taknemlige for. En Række Indicier, som tyder paa, at denne Aarbog var P. H.s Værk, er paapeget; men en speciel Undersøgelse af Forfatterskabet til den staar tilbage og vil i AfsnitIV blive drøftet i Sammenhæng med Kritiken af P.-E. H.'s særlige Behandling af Kildespørgsmaalet vedrørende Skibykrøniken.

Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 1 (1944) 1

Skibykrønikens Kildeforhold og Affattelsestid 1.

I. Det nye Syn paa Skibykrøniken og dens Forfatter.

II. Undersøgelsen af Paulus Helie's Kongeskrift.

III. Undersøgelsen af Krønikens Tilblivelse.