Som Skrifter utgivne av Riksheraldikeråmbetet I har Notarie ved denne Institution, Hovkamrerare, fil. kand. Arvid Berghman offentliggjort et stateligt Værk med Titlen Dynastien Bernadottes Vapen och det svenska Riksvapnet (Stockholm 1944, 4to), tilegnet Hans Majestæt Kong Gustaf. Trykt hos A. Bortzell med en smuk, klar Skrift paa fornemt Papir, med Plancher uden Farve i Lystryk og med farvelagte i Offsettryk er denne smukke og kostbare Bog en sand Øjenlyst. Forfatteren, der i de senere Aar har publiceret en Række heraldiske Afhandlinger, har sin Styrke i Theorien; han har ofte vist sig som en maaske vel ortodoks Heraldiker med betydeligt Kendskab til den store udenlandske Litteratur paa dette Omraade. Bogen er en virkelig Berigelse

indenfor Faget og vil sikkert —■ med sit franske Resume —
Vcekke berettiget Opmserksomhed ude omkring i Europa.

Først gores Rede for det Vaaben, som i 1806 af Napoleon tildeltes Marskalk Bernadotte som Fyrste af Ponte Corvo; mange ukendte Detailler meddeles. Allerede fire Aar senere kaaredes den ny Fyrste til Sveriges Kronprins, blev jo efter Kielerfreden ligeledes Norges, og vi faar nu nøje Besked om Slægtsvaabenets Kombination med de to Landes, eventuelt i yderligere Forbindelse med de forskellige Vaabenmærker, der efterhaanden betegnede Kongehusets mandlige Medlemmer som Hertuger af det særlige Landskab. Det vil i en kortere Omtale være ganske umuligt at komme nærmere ind paa en Række specielle Foreteelser. Forfatteren gør hver eneste af de mange afvigende heraldiske Fremstillinger til Genstand for indgaaende Analyse, der stadig viser stor Skarpsindighed. Med over hundrede Afbildninger ved Haanden vil selv den usagkyndige Læser kunne følge Teksten og let erkende de Fænomener, som unægtelig uden Vejledning ofte vilde undgaa de Flestes Opmærksomhed. Man kunde vistnok til Slut have ønsket en sammenfattet, kort Redegørelse for hvert enkelt Skjoldmærkes Udvikling, f. Eks. for Ponte Corvo-Broens og Ørnens stadige Skiften Udseende; Læseren maa imidlertid selv opsøge de skiftende Varianter som Led i den større Sammenhæng.

Stedet er ikke her til heraldiske Spidsfindigheder. Anmelderen kan dog ikke — i Modstrid med svenske Kolleger —- nægte sig at protestere mod Betegnelsen »flakt« Ørn, gældende den sædvanligvisi Vaabenkunsten udspilede Fugl, der slet og ret bør benævnesØrn, men som, i hvert Fald af ældre franske Heraldikere, alligevel karakteriseres med Ordene éployée eller abaissée, l'aigle er efter heraldisk Terminologi Femininum, alt efter de yderste Svingfjers Retning. Det anvendte Udtryk træffes allerede i Schlegel og Klingspor's »Svensk Heraldik« (1874) og ofte senere. Den danske Betegnelse »flakt« Ørn viser, at Fuglen er flækket o: fremstillet med to Hoveder, som den gamle russiske Kejserørn. Et som Adjektiv benyttet Participium maa nødvendigvis betegne, at en Handling har fundet Sted, jvfr. kløvet Bjælke, poleret Bord o. s. v. Det svenske Verbum flåka dækker ikke Figurens Udseende og har derfor intet med denne Ørn at skaffe. Pudsigt nok har Gritzner i sin »Handbuch der heraldischen Terminologie« (1890) misforstaaet den svenske Betegnelse, idet han — uden at kende Forskel paa flåka og flåeka —- forklarer en »flåekt« Ørn som »geflecht«, altsaa plettet, en højst tilgivelig Fejltagelse. Det turde vistnok være særdeles praktisk, om man i vort Broderland

fældede den »flakte« Ørn i hidtidig misvisende og sikkert fra først
af misforstaaet Betydning.

I et i Bogen fremsat Forslag til ny Lov om det svenske Rigsvaaben er ogsaa nævnt Skjolde uden Krone. Da et Skjold uden en saadan — eller en Hjelm —■ faktisk ikke er noget fuldstændigt Vaaben, synes denne Variant at være ganske overflødig, selv om man vil indvende, at En eller Anden kunde spørge, om Loven ikke tillod den. I en af Gieeros Taler staar der, al man ikke har fastsat nogen Straf for Fadermord, da et saadant overhovedet ikke skulde kunne tænkes. Modsat disculperer Lovforslaget paa Forhaand den, der begaar en ventet Anomali, som dermed knæsættes. Et paa Sæt og Vis vildledende Forhold.

Riksheraldikeråmbetets udmærkede Super Ex Libris, der, trykt i Guld, pryder Bogens Bind, viser de tre svenske Kroner, fremstillede med tre Palmetter, den midterste en face, de yderste i Profil; mellem disse ses to bittesmaa opstaaende Spidser. Uden disse sidste fremtræder tre Kroner i adskillige ældre Fremstillinger, f. Eks. i Magnus Ladulås' Segl fra 1275, her ganske vist som ren Dekoration i Seglfcltct, og saa sent som i 1448 i Kong Karl Knutsson's Rikssigil, nu inde i Skjoldet. Bortset fra disse Kroners Betydning her i Landet ses de dog allerede i Erik af Pommern's store Segl fra 1398 — og ogsaa da i Skjoldet — med to høje kuglebesatte Spidser mellem Palmetterne. Disse Spidser har vundet Hævd i det svenske Vaaben og kan naturligvis med nogen Føje overholdes i Fremtiden. I det danske Rigsvaaben fremstilles de tre Kroner, som vi betragter som et Minde om Unionen, uden Spidserne. Jeg kan ikke frafalde, at denne Form forekommer mig mest passende, naar det gælder en Skjoldfigur. I »Dansk Heraldik« anføres, at Kronen oftest forekommer saaledes som egentligt heraldisk Mærke; den mere kombinerede Form minder for meget om en Rangkrone, selv om den altsaa allerede i Middelalderen kan træffes i Skjold.

Der skal her ikke gøres Indvendinger, der blot vilde betragtes som Petitesser. I det Store og Hele er der al Grund til at karakterisere Berghmans Værk som et nyt Eksempel paa, at heraldiske Studier kan resultere i værdifuldt litterært Arbejde.

De af Barok og Rococo prægede Vaabenskjolde var vel langt fjernede fra Middelalderens ædle Kunst, men har ikke des mindre en vis Valor. Det 19. Aarhundrede var Tiden for denne dekorativeKunstarts dybeste Forfald, hvorfor det ikke kan undre, at ogsaa mange af denne Bogs Vaabener, deres kulturhistoriske Betydningufortalt, nærmest hører hjemme i et heraldisk Rædselskabinet.De

kabinet.Deaf den svenske Kunstner Sven Skold som Illustrationertil Lovforslaget tegnede Vaabener og Faner betyder en Fornyelse. Her er Kunst og heraldisk Tradition smeltet sammen til et organisk Hele. Disse aldeles ypperlige Tegninger adler det ny Værk; de vil sikkert danne Skole, om end tilsyneladende nationalt betonede. P. B. (irandiean.