I en lille Mindebog Professor Ludvig Daae (Oslo 1944, Cammermeyers Boghandel, 174 Sider) har Overbibliotekar Wilhelm Munthe tegnet et fint opfattet Portræt af denne grundlærde, temperamentsfulde Humanist. I Danmark bliver .de, der endnu personlig kan mindes Ludvig Daae, færre og færre, og i Norge har hans ydcrliggaaende politiske Virksomhed bidraget til at kaste et højst ufortjent Glemselens Slør over hans ejendommelige Personlighed og ikke übetydelige videnskabelige Fortjenester. Med Rette karakteriserer Munthe Daae som »et av de merkeligste studiehoder i Norges lærde anegalleri«, og bl. a. paa Grundlag af fyldige personlige Erindringer er det lykkedes Forf. paa træffende Maade at skildre Daae som Forsker og Universitetslærer, som Politiker og Menneske. Mesterligt er især Kapitlet »Tre historiske Professorer«, hvori Forf. med stor Upartiskhed sammenstiller og kendetegner de tre, indbyrdes saa uendeligt forskellige, historiske Universitetslærere: Ernst Sars, Gustav Storm og Ludvig Daae. Midt imellem Ideologen Sars og Kildekritikeren Storm anviser Munthe Daae Pladsen som »selve historiens levende strøm«.

Gennem en Menneskealder (1876^—1910) har Daae som Professor i Historie haft stor Betydning for adskillige Generationer af Historikere, men endnu videre naaede han ved sit omfattende, om end noget spredte, Forfatterskab. Daaes Interesser og Studiefelter var mange og højst forskellige, politisk Historie, Topografi og Biografi, Kirke-, Skole- og Lærdomshistorie — og overalt har han leveret værdifulde Arbejder, der udmærker sig ved solid Lærdom og alsidig Opfattelse af den historiske Udvikling. Sit Særpræg fik store Dele af Daaes Forfatterskab ved hans Tilknytning til gammel humanistisk Tradition. Beklages maa det, at det ikke lykkedes ham at virkeliggøre sin Ungdoms Drøm at skrive et større sammenhængende Værk, den Fortsættelse af C. F. Aliens Skildring af Danmarks og Norges Historie, som han havde planlagt for 1536—1570.

Med særlig Interesse vil danske Læsere stifte Bekendtskab med Kapitlet »Danmarks venn«. Gennem henved et halvhundrede Aar var Daae en trofast Ven af Danmark, han følte sig nær knyttet til den gamle danske Historikerskole og stod i nær personlig Forbindelse med en Række samtidige Historikere som Edvard Holm, C. F. Bricka, Chr. Bruun og H. F. Rørdam (Venskabet med den sidstnævnte er dog ikke tilstrækkeligt stærkt fremhævet hos Munthe), lige som han ogsaa i sine Skrifter stræbte upartisk at belyse Forholdet mellem Dansk og Norsk gennem Aarhundredernes Udvikling. Bekendt er fremfor alt hans klassiske Formulering af Spørgsmaalet om Ludvig Holbergs Storhed, at den ikke kan være Genstand for hverken dansk eller norsk Særeje — »den kan kun tilhøre et Fællesbo, der ifølge sin Natur er uskiftelig«.

Wilhelm Munthes Portrættegning af Ludvig Daae er en ualmindeligt fængslende Bog og giver i al sin Knaphed Indblik i væsentlige Sider af norsk humanistisk Studieliv i det 19. Aarhundrede. Den vil sikkert ogsaa længe bevare sit Værd paa Grund af den redelige, fordomsfri Bedømmelse af Forhold og Mennesker. Biørn Kornerup.