I Anledning af Hundredaaret for det svenske Tronskifte 1844 har Alma Soderhjelm og Carl-Fredrik Palmstier.na udgivet en Bog om Kong »Oscar 7« (Stockholm 1944). Det er en velskreven, letlæselig Almenskildring uden »ingående detalj undersokningar«, mere »en konturteckning«, som Forfatterne siger, end en omfattende Redegørelse. Hovedvægten i Fremstillingen ligger iøvrigt paa det rent personlige; mere end de to Tredjedele af Værket drejer sig om Ungdomsaarene og Kronprinstiden, og de Forskydninger i Samfundsforhold og Erhvervsliv, som tidsmæssigt grupperer sig om Kongeskiftet, berøres kun ganske løseligt. Alt for meget nyt bringer Bogen da heller ikke, selv om utrykt Stof med heldige Hænder er føj et ind med. Ydre set har den hjemmepolitiske Udvikling under Oscar I altid været vel kendt, og Udenrigspolitiken er bleven udredet gennem en Række Disputatser fra de senere Aar, først og fremmest C. F. Palmstiernas egen, men ogsaa Haralds's, Lofgrens og Lundquists om Sverige-Norges Holdning til Tre-Aars-Krigen og Runebergs om Krim-Krigen; under disse Forhold bliver Palmstiernas Kapitler i Værket, væsentlig Spørgsmaalets politiske Side, gennemgaaende kendte, men iøvrigt dygtigt sammenstillede Ting.

Lidt anderledes er det ved første Øjekast med Alma SoderhjelmsBidrag om den mere personlige Side af Kongens Liv, der former sig som en ganske fængslende psykologisk Undersøgelse. Men egentlig kommer hun ikke ud over C. A. Adlersparres Studie

fra 1861 i »Anteckningar om bortgångna samtida« 11, og Sporgsmaaleter, om det er rigtigt, at hun i Fortsættelse af hans Opfattelselægger Vægten paa de Træk, der udmærker Oscar I ikke som Regent, men som medborgare og månniska. Sven Eriksson har nemlig i sin Disputats overbevisende paavist, hvordan det under Krim-Krigen er Kongen, der har Ledelsen af Udenrigspolitikeni sin Haand; det samme gælder sikkert ogsaa til andre Tider og paa andre Omraader.

Oscar I, der var en meget lidt meddelsom Mand, hører afgjort til den Herskertype, som Samtiden har svært ved at forstaa, i hvert Fald fattede Stænderforfatningens Sverige ikke en Monark, som nok var bestemt paa at hævde Regeringsformens »allenastyrande«, men ønskede at udøve det i Overensstemmelse med den offentlige Mening, saaledes som han nu opfattede den efter samvittighedsfuldt Studium af dens Udslag ikke alene i Aviserne. Han spurgte, som det rigtigt paapeges i Bogen, først og fremmest efter Grunden til Misnøjen i de brede Lag og saa klart Forbindelsen mellem Fattigdom og Forbrydelse. Men alt dette rummer meget vide Udsyn. Forfatterne fremhæver, hvorledes den svenske Konservatisme dengang drog Paralleler mellem Tilstandene i 1840ernes Frankrig og deres Hjemland, og rent overfladisk betragtet kan der være noget af Louis Philippes juste milieu i Oscar I's skiftende politiske Indstilling, men socialt møder vi Napoleonismen inden det andet Kejserdømme, blot at de Samfundsforhold, han havde med at gøre, var andre end Louis Napoleons — Skole-, Hospitals- og Fængselsvæsen, Strafferetsreform og Drukkenskabsbekæmpelse. Palmstierna har fremdraget nogle overordentlig interessante Udtalelser af Kong Oscar om Statskupet den 2. December 1851, men hans samfundsreformatoriske Tanker er voksede paa svensk Grund. Han har tilegnet sig dem, inden han har kunnet kende »Des idées napoléoniennes«. Ensartede Forudsætninger har haft ligeartede Følger.