Under Titlen: Norden och kontinentet i gammal tid, Studier i forngermansk kulturhistoria (Uppsala 1944) har Fritz Askeberg udsendt en lille Bog (201 Sider), der efter sit Indhold egentlig burde anmeldes af en Runolog eller Filolog; men da hans Værk ogsaa er af overordentlig Betydning for Historikeren og Arkæologen, vil jeg tillade mig at gøre det til Genstand for en kort Omtale, idet jeg gerne indrømmer, at jeg kun delvis er kompetent til at bedømme det.

Forbindelserne mellem Norden og Kontinentet gaar langt tilbage,ja
de har egentlig existeret lige siden mesolithisk Tid; men
ved »gammal tid« forstaar Askeberg her Tiden fra RomerkulturensIndflydelse

turensIndflydelseblandt Germanerne begyndte, og indtil VikingetidensSlutning;
og det er i særlig Grad Folkevandringstiden og
Vikingetiden, mod hvilke han retter sit Blik.

I første Kapitel (S. 1—37)1_—37) giver han en paa de nyeste arkæologiske og historiske Undersøgelser baseret Skildring af de historiske og kulturelle Forudsætninger for Vikingetiden, en glimrende Oversigt, der indeholder adskilligt mere end mange tykke Bøger. Allerede fra 1. Aarh. efter Kr. var der, som de talrige romerske Importvarer viser, en livlig Forbindelse mellem Norden og Romerriget, og selv efter dettes Fald gaar der gennem Nordens Historie store kommercielle Linier; det er da Frankrig, Byzants og senere Kalifatet, der er de Centrer, om hvilke Europas Handel drejede sig, og ogsaa med dem havde Norden, som de arkæologiske Fund viser, nære Berøringer. En særlig vigtig Betydning har Forskere som E. Wadstein og Erik Arup tillagt Friserne; men imod dette opponerer Askeberg og hævder, at Frisernes Betydning maa ses indenfor rimelige Proportioner. Den frisiske Kultur i Aarene 400^—750 viser efter hans Mening ikke paa noget Punkt Fortrin fremfor de nordiske. Den frisiske Handel var en typisk Transithandel, der betingedes af Landets Beliggenhed mellem de store Produktionscentrer England og Frankrig og de Lande, der kunde aftage Produkterne, deriblandt Norden.

I sin Bedømmelse af Vikingetogene indtager Askeberg et særdeles sobert og tiltalende Standpunkt; og han betragter Tiden som noget mere end blot en Voldets og Barbariets Tidsalder. Sikkert med fuld Ret hævder han, at Vikingetiden ikke kan opfattes som en sen nordisk Indsats i Folkevandringstidens Historie, saaledes som visse tyske Forskere har forsøgt. Vikingetogene blev aldrig totale Folkeflytninger, men Operationer, der var baserede paa Forbindelsen med Moderlandet.

I andet Kapitel (S. 38^—95) følger en dybtgaaende Undersøgelseover et af de ejendommeligste Udslag af Germanernes Forbindelse med Sydens Kulturfolk, Runeskriften, hvis Oprindelsestadig er Genstand for Diskussion mellem Forskere. Grundlæggerenaf den moderne Runologi, Ludv. Wimmer, hævdede, at Forbilledet for Runeskriften var det latinske Alfabet; men mod dette Standpunkt opponerede O. von Friesen, som hævdede, at det var det Græske Alfabet, hvoraf Runerne var dannede, og at dette maatte være sket blandt Gotherne i Sydøsteuropa. En ny Diskussion om Runeproblemet rejstes 1928_—30 af C. J. S. Marstrander og M. Hammarstrom, som søgte Kilden til Runealfabetetblandt en Række lidet kendte norditaliske Alfab'eter, suppleret med et Alfabet, der skulde staa det latinske nær. Endnu

videre gik visse tyske »Runologer«, som fremsatte en Lære om Runernes urariske Herkomst, deres Vandring fra Norden til Middelhavslandene, ja endog til Semiterne. Mod disse taabelige og tendentiøse Hypotheser retter Askeberg en indgaaende Kritik og ironiserer (S. 62) over, at man kan tiltro Opfinderen af Runeskriften,at han har gennemstrejfet de utilgængelige Bjergegne i Norditalien for at læse Indskrifter paa Klipperne uden nogensindeat falde paa at søge til Centret for Tidens Kultur, Rom. Men Askebergs Kritik er ikke blot negativ; han giver ogsaa et positivt Bidrag til Spørgsmaalets Løsning, i det han viser, at der i Runeskriften kun findes 3 Tegn, som ikke lader sig aflede af det latinske Alfabet; og disse Skrifttegn maa betragtes som rene Nydannelser. Ud fra et arkæologisk og kulturhistorisk Materiale hævder han (S. 85), at Runerne med det latinske Alfabet som Forbillede er opstaaet i Løbet af 100-Tallet e. Kr. blandt Gotherne i Weichselomraadet, et Resultat, der er af overordentlig Betydning, og som næppe lader sig rokke.

Med samme Klarhed behandler Askeberg i 3. Kapitel (S. 95_— 113) Diskussionen om Nordens Kulturforbindelser i ældre Tid og vender sig mod de forfejlede, af tyske Forskere fremsatte Hypotheser om Grundlaget for den nordiske Litteratur. Askeberg viser, at det saa langt fra er Tilfældet, at der er tyske eller vestgermanske Træk i den nordiske Heltedigtning. Det er ikke Tyskland, der er Centrum for de behandlede Sagn; tvertimod finder man i de nordiske Behandlinger en vis Lokalbundethed, f. Ex. i Lejresagnene; og af de kontinentalgermanske Motiver har Norden kun optaget gothiske og burgundiske, hvilket har sin naturlige Grund i, at man her har at gøre med Stammefrænder. Naar tyske Filologer har naaet saa forfejlede Resultater, skyldes det bl. a., at de, gaar ud fra den forkerte Opfattelse, at det oldgermanske Kulturomraade fremfor alt var vestgermansk-tysk, mod hvilket det nordgermanske først fremtraadte efter 800 som Resultat af Vikingetogene. Heller ikke i deres Forsøg paa at finde fremmede Forbilleder for de nordiske Sagaer har de tyske Filologer haft Held med sig; ogsaa Heuslers Opfattelse af Skjaldedigtningen som en ren Hofpoesi afviser Askeberg og hævder, at denne Kunstart florerede paa Island i Hverdagslivet, med Rette; thi de unge Islandske Bondesønner, der fremsagde deres Drapa for Kongerne, havde hjemme lært at beherske den indviklede Teknik. A. hævder derfor i Tilslutning til Erik Noreen,- at hele Skjaldedigtningen ikke alene kan, men ogsaa maa tolkes som en speciel nordisk Kunstpoesi.

Det sidste Kapitel (S. 114—183) giver en udførlig Under-

søgelse over Ordet Vikingr. Askeberg fremlægger hele Materialet, saavel det nordiske som det fremmede og kommer til det Resultat (S. 182) at Hankønsordet vikingr er sikkert belagt indenfor Nordsøomraadet, hvor det betyder Søkriger, som deltager i Plyndringstog mod fremmede Kyster. Sekundært faar det den nedsættende Betydning Ildgerningsmand. Ordets Alder kan relativt bestemmes; det er ældre end Vikingetiden, men er at opfatte som en særlig nordisk Nydannelse; herfor taler at det abstrakte Hunkønsord viking ikke kendes udenfor Norden. Begge Ord er dannede af vik, hvis oprindelige Betydning er Afvigelse, Afstikker. Ad etymologisk Vej kommer Askeberg frem til den oprindelige Betydning af vikingr: Person, der gør en Afstikker hjemmefra og af viking: Fraværelse, Afstikker. Hvorvidt dette er rigtigt, skal jeg lade staa hen.

Askebergs lærde og velskrevne Bog er utvivlsomt et Ord i rette Tid; det er et vigtigt Arbejde, der vil blive en nyttig Ledetraad for den, der søger at orientere sig paa et af de interessanteste Felter indenfor Nordens Historie, et Felt, hvor lærde Hypotheser og tendentiøs Snak ofte gør det vanskeligt at trænge frem til Sagens Kærne. H. C. Broholm.