I Almindelighed gaar Haandbogcrne i det orientalske Spørgsmaal
meget let hen over Oldtiden; naar denne Periode overhovedet
omhandles, er det blot i de groveste Træk i et indledende
Kapitel, hvor Problemerne næppe forfølges længere tilbage end
til Alexander d. Stores Tid. Man maa derfor være Prof. Pierre
Waltz taknemmelig for, at han har taget disse lidet agtede, men
f in'#nlunde uvigtige Kapitler af Sporgsmaalets Historie op
1,11 hJeiirandling i hans nylig udkomne Bog »La Question orientate
dans VAntiquité« (Paris 1942, 368 Sider). Forf. fremhæver altfor
beskedent, at hans Arbejde ikke er et lærd Værk, men en Læselestemt
for det store Publikum. Fremstillingen er ganske
vist ikke tynget af noget lærd Apparat, men i dens faste Komposition
mærkes, at Forf. taler ud fra et fortroligt Kendskab til
det antike Kildestof, og ud fra dette Kendskab giver han en overlegen
Synthese af det orientalske Spørgsmaals vexlende Faser
gennem halvtredje Tusind Aar uden noget Sted hverken at forfalde
til at udmale de fremdragne Episoder i Enkeltheder eller
at fortabe sig i Almindeligheder. Waltz har vidst af Begivenhedernes
brogede og forvirrede Mængde at begrænse sig til de
ledende og afgørende Træk og dermed forstaaet at gøre sin Skildring
plastisk, saaledes at den viser, hvilken Betydning Oldliden
har haft for Tilblivelsen og Udviklingen af det orientalske Spørgsmaal,
og hvorledes de samme ledende Faktorer i dets Mekanik,
være sig politiske, økonomiske eller ethnograflske, genfindes til
alle Tider. Otto Koefoed-Petersen.