I slutningen af april 1945 indløb fra Holland budskabet om, at den ejendommeligste tænker- og forskerpersonlighed blandt vor tids nederlandske historikere Johan Huizinga 1. febr. s. a. var afgaaet ved døden. Hans sidste aar fyldtes af hans folks lidelser, og han skulde ikke opleve den endelige befrielse.

Johan Huizinga var født 7. dec. 1872 i Groningen i en friesisk slægt med baade videnskabelige og digteriske anlæg, var en tid realskolelærer i Haarlem, blev 1905 professor i historie ved sin fødebys universitet og virkede fra 1915 i samme stilling ved universitetet i Leiden. Fra 1929 var han præsident for den historisk-filologiske klasse inden for det Kgl. Videnskabs-Akademi i Amsterdam. Paa yngre nederlandske historikere har han ved sin forskning, sit vide syn og sin aandfulde personlighed øvet betydelig indflydelse, og han har som gæst holdt forelæsninger ved en række universiteter i Europa og Amerika, bl. a. ved universitetet i København (1933).

Ved siden af de nedennævnte større arbejder har H. udsendt
en lang række afhandlinger, studier og foredrag, af hvilke de fleste

er optagne i samlingerne »Tien studien« (1926), »Cultuur-historische
verkenningen« (1929), »Wege der Kulturgeschichte« (1930), »Im
Bann der Geschichte« (Basel 1942) og »Parerga« (Basel 1945).

H. var frem for alt aandshistoriker og var i sit historiesyn stærkt paavirket af Jacob Burckhardt, »den store Schweizer«, siger han i sit sidste arbejde, »hvem jeg i samtale med mig selv ofte betegner som det nittende aarhundredes viseste aand«; blandt samtidige viser han berøringspunkter med Benedetto Croce og Fr. Meinecke. Historien, der for ham var baade en videnskab og en kunst, har han defineret som »den aandelige form, hvori en kultur gør sig regnskab for sin fortid (haar verleden)«. De forskellige folk, klasser og partier maa derfor hver have deres særlige syn paa historien. Sit særlige felt, kulturhistorien, opfatter H., idet han afgrænser det baade over for den systematiserende sociologi og over for de mere specielle kulturvidenskaber, som studiet af »kulturens former og funktioner, som man kan aflæse dem af folks eller sociale gruppers historie, saaledes som de fortætter sig til kulturfigurer, motiver, temaer, symboler, ideer, tænkeformer, idealer, stilarter, følelser«. Alt dette ser kulturhistorikeren som »scener i det store historiedrama selv«, altsaa saaledes at han søger at forstaa hvert kulturfænomen i sammenhæng med den historiske tids- og stedsatmosfære.

Med rig indfølingsevne, omfattende lærdom og fin sprogkunsthar H. søgt at realisere sit forskningsprogram i bøgerne »Herfsttij der middeleeuwen« (1919, 4. udg. 1935; overs, til Svensk: »Ur medeltidens host«, 1927) — der i undertitelen betegnes som »Studier over det 14. og 15. aarhundredes livsstil og tankeformer i Frankrig og Nederlandene« —, »Erasmus« (1924, 3. udg. 1936; overs, til Tysk, Basel 1928) og »Leven en werk van Jan Veth« (1927). Hans sidste større arbejde er bogen »Homo ludens« (1938, tysk udg. 1939), i hvilken han giver en vidtspændende, paa ny tanker og synspunkter rig, men i sin afvisning af »den materialistiskehistorieopfattelse« noget ensidig udredning af, hvilken rolle legens former og stemning har spillet paa de forskellige felter af menneskelig kultur gennem tiderne (jvf. Hist. Tidsskr., 10. r. VI, 351^—58). I større og mindre afhandlinger har han med stor finhedbehandlet bl. a. hollandsk kultur i storhedstiden, den nederlandskenationalfølelses fremvæxt, den nationale bevidstheds udviklingi Europa til slutningen af 19. aarh., renæssancens problemerog meget andet. Som en portrætkunstner af Guds naade fremtræder han i afhandlingen »Filip den godes karakterbillede i den samtidige literatur- (optaget i Am Bann der Geschichte«). Et

dansk historie tangerende emne behandler han i den skarpsindige
lille Shakespearestudie »Rosencrantz og Guildenstern«.

Sin egen tid har H. ud fra en udogmatisk kristelig grundanskuelse og med dybt bekymret kritik belyst i bøgerne »Amerika levend en denkend« (1918, ny udg. 1927), »Mensch en menigte in Amerika« (1938), »In de schaduwen van morgen« (7. udg. 1939, eng. overs. »In the shadow of to-morrow. A diagnosis of the spiritual distemper of our times«, 1936), »Der Mensch und die Kultur« (Stockholm 1938) og »Geschonden wereld« (1945, tysk udg. »Wenn die Waffen schweigen. Die Aussichten auf Genesung unserer Kultur«, Basel 1945). Det sidste værk er, som dets forord, dateret »De Steeg, 26. September 1943«, oplyser, skrevet paa et tidspunkt, da H. var berøvet sine bøger og led af et stærkt svækket syn; aandskraften er dog i behold.

En dyberegaaende analyse af H.s syn paa vor tid kan naturligvisikke her gives. Hvad der fylder ham med ængstelse i den moderne kulturudvikling, er saadanne foreteelser som mekaniseringenog materialismen, naturvidenskabens fremtrængen til sfærer, hvor den almindelige menneskelige tænkeevne ikke kan følge med, den vidt udbredte svækkelse af dømmekraften og det kritiske krav, videnskabens anvendelse i ødelæggelsens tjeneste, dyrkelsen (med Nietzsche) af livet, den blotte »væren«, paa bekostningaf aanden, morallovenes forfald, heltedyrkelsen, »puerilismen«(den bevidste og villede tilbagevenden til umodne tankeoglivsformer), den dermed nært forbundne militarisme og hypernationalismeog det af disse nødvendiggjorte onde: almindelig værnepligt, ensretningen, statens emancipation fra moralen, det æstetiske udtryks frigørelse fra fornuft og etos, den omsiggribende overtro og endnu mere. I sin slutningsbog giver H. et højst tankevækkendeoverblik over hovedtendenser i europæisk historie fra oldtiden til nutiden; nyt er her bl. a. indførelsen af begreberne »kulturvindinger« og »kulturtab« i stedet for den gamle tale om en kulturs stigen og nedgang. I denne forbindelse er det umuligt at modstaa fristelsen til at gengive følgende ord: »Politiske værdiertaber deres mening og indhold, saa snart man i flere aarhundredersafstand ser tilbage paa dem. Hvad betyder for os nu en modsætning som den mellem Guelfer og Ghibelliner? Og dog gemte den en gang lige saa megen lidenskab som i vore dage hadet mellem tilhængerne af fascismen og kommunisterne. Men mens modsætningen mellem Guelfer og Ghibelliner ikke siger os noget mere, er enhver terzin af Dante den dag i dag fyldt med liv . . .« (tysk udg. s. 166). Stillet over for storkrigens vanvid

klager han: »Det er altsaa den velsignelse, som den tekniske tænkningsvidundere har bragt over menneskeheden! Gammelt had er forblevet, nyt har overalt hobet sig op, og af denne substans skal vor arme verden, det vil sige de mennesker, som bebor den, opbygge en ny kultur. Det er den samme ulyksalige menneskehed,som aldrig kan slippe sin hede længsel efter fred, frihed og humanitet« (s. 160). Hvad H. mener om vejene til helbredelse, maa man læse hos ham selv. Kun disse citater skal gives: »Ser man i kulturen en gennemlevet realitet, saa folger det næsten af sig selv, at den kun kan opstaa og altsaa ogsaa genvinde sin sundhedi personligheden. Dertil behøves der et fællesskab, hvis livsformbegunstiger personlighedens udfoldelse og udvikling« (s. 163). »Overalt findes der millioner mennesker, hos hvilke en trang til ret, en sans for orden, ærlighed og frihed, for fornuft og troskab og tro er levende. Disse mennesker kan ikke sammenfattes under begrebet demokrater, socialister eller noget andet skema. Lad os hellere betegne dem med et ord af langt ædlere klang, end der tilkommer nogen som helst politisk kategori, og lad os kalde dem menneskene af god vilje, »homines bonae voluntatis«, som Vulgata udtrykker det« (s. 198). — H. rækker her haanden til Jules Romains,som han andet steds gør det til Aldous Huxley.