De dramatiske begivenheder, som førte til den nordiske unions endelige ophævelse, har altid virket dragende paa svenske og danske historikere. Mens det tidligere var danskerne, som paa dette omraade var de førende, er det i de senere aar de svenske forskere, som har ydet den betydeligste indsats, først og fremmest til klarlæggelse af det stockholmske blodbads forhistorie. Laurits Weibull, G. Carlsson, N. Ahnlund m. fl. har præsteret et forskningsarbejde, som ogsaa har været af stor betydning for forstaaelsen af vigtige problemer i dansk historie.

De to bøger, der nu foreligger om dette afgørende og tragiske kapitel i Nordens historie: Lars Sjodin: Kalmarunionens Slutskede. Gustav Vasas Befrielsekrig I (Uppsala 1943. 306 sider) og Rudolf Bergstrom: Studier til den stora krisen i Nordens historia 1517_—1523 (Uppsala 1943. 164 sider) viser, at ogsaa de yngre svenske historikere føler sig draget af denne tidsperiode.

De to værker omfatter tildels det samme tidsrum, idet Bergstrom dog fører skildringen ned til februar 1524, da angrebet paa Gotland blev besluttet, mens Sjodins fremstilling kun gaar til 1521. Men alligevel er det kun delvis, at de behandler de samme problemer. Bergstroms værk bestaar af tre selvstændige undersøgelser. Den første behandler Christian ll.s diplomatiske for-

beredelser til angrebet paa Sverige, mens der i den anden gives en skildring af partierne i Sverige og kongens stilling til disse samt en redegørelse for det stockholmske blodbad. Det sidste afsnit skildrer forholdet mellem Danmark og Sverige i tiden efter unionsoplosningen. Forfatteren kommer i denne undersøgelse ogsaa ind paa den indenrigspolitiske udvikling i Sverige og forholdet til Liibeck. Han viser, at Gustav Vasa og Frederik I i virkeligheden ønskede fred og forsoning mellem de to riger, idet de begge frygtede Christian ll.s virksomhed for en restitution, samtidig med at de var tilhængere af denne konges handelspolitik, som var rettet mod hanseaternes, først og fremmest Liibecks, handelsvælde i Norden. Men det svenske rigsraad under biskop Hans Brasks ledelse var imod en alliance, det ønskede en ekspansion paa Danmarks bekostning (Skaane og Gotland m. m.) og søgte tilknytning til Liibeck. Gustav Vasa maatte bøje sig for rigsraadets vilje og under lybsk pression beslutte sig til aktionen mod Søren Norby paa Gotland.

Sjodins fremstilling er samlet om Gustav Vasa og hans kamp for Sveriges frihed. Der gives oplysninger om hans ophold i Liibeck og de forbindelser, han her knyttede med købmandskredse, og som senere blev ham til stor nytte. Hans færden i Sverige og hans modige og kloge ledelse af oprøret optager den største del af bogen. Men som indledning til dette hovedafsnit giver Sjodin en skildring af Christian ll.s personlighed og af den diplomatiskeaktivitet, hvormed han forberedte sit erobringstogt mod Sverige, det samme emne, som Bergstrom har behandlet i sit første afsnit. I de to forfatteres fremstilling er der dog en afgørende forskel. Sjodin giver en indgaaende redegørelse for Christian ll.s nordtyske politik i aarene lige før krigen. Skildringen er af stor interesse, idet den bygger paa et meget omfattende og hidtil übenyttet stof, som er samlet fra danske og nordtyske arkiver. Forfatteren lægger dog sikkert for stor vægt paa denne side af den danske konges udenrigspolitik, og naar han skriver, at Christian ll.s »falkande blickar« mere var rettet mod syd end mod nord, er det en overvurdering af den betydning, som kan tillægges kongens diplomatiske virksomhed i Nordtyskland. Den var kun et middel i kampen for at opnaa det store maal: genforeningenaf Norden under hans scepter. Bergstrdms oversigt over Christian ll.s udenrigspolitik før angrebet paa Sverige gaar længeretilbage i tiden og har et videre sigte, men er ikke saa detailleretsom Sjodins redegørelse, hvilket formodentlig hænger sammenmed, at krigens udbrud har hindret ham i at fortsætte de paabegyndte undersøgelser i udenlandske arkiver. Selvom Sjodins

undersøgelser i højere grad er bygget paa nyt kildemateriale, virker Bergstroms skildring dog umiddelbart mere fængslende, fordi han ser forholdene i et større og videre perspektiv og i højere grad trækker hovedlinierne op for kongens udenrigspolitiske planer.

Det stockholmske blodbad, nordisk histories mest omtvistede og oftest behandlede problem, er af begge forfatterne blevet underkastet en omhyggelig undersøgelse. De vender sig begge med stor styrke mod Weibulls bekendte artikel fra 1928, hvori han paa grundlag af en indgaaende analyse af kildematerialet kom til den opfattelse, at det var ærkebiskop Gustav Trolle, som havde hovedansvaret for det blodige drama. Sjodins behandling af emnet er den mest udførlige, idet han i en ekskurs giver en omfattende redegørelse for kildematerialet. Hans opfattelse er i korthed den, at det først og fremmest er kongen, som er ansvarlig for henrettelserne. Han havde erobret Sverige med vaabenmagt, »nu åmnade han utrota ogråset med rdtterna«, idet maalet var at jage en skræk i svenskerne, saa de mistede lysten til opror og modstand. Han havde kendskab til kætterbrevet, før fru Christina kom frem med det, og han har fra først af været besluttet paa med eet slag at tilintetgøre det svenske aristokrati. I Stockholm viste han sig som saa ofte før som »den otyglade viljemånniskan«. I tilslutning til denne opfattelse søger forfatteren at give et nyt billede af Gustav Trolle, hvem han opfatter som et menneske, der ikke var blottet for blidere følelser. Gennem en sammenligning mellem fortegnelserne over de faktisk henrettede og de af Gustav Trolle anklagede mener han at kunne fastslaa, at ærkebiskoppen ikke vilde rigets bedste mænd til livs.

Bergstroms opfattelse falder paa en række punkter sammen med Sjodins. Heller ikke han mener, at Gustav Trolle har hovedansvaretfor blodbadet, idet han bl. a. har været en modstander af kætteriprocessen, som kunde blive skadelig for hans erstatningskrav.Men kongen satte sin vilje igennem, og ærkebiskoppen maatte fremføre kætterianklagen. I modsætning til Sjodin opfatterBergstrom ikke Christian II som en villiestærk mand. Han er paa dette punkt enig med Weilbull. Men for ham er det ikke Gustav Trolle, men Sigbrit, som er dramaets onde genius. Da kongen var i København kort før blodbadetj har hun muligvis givet ham ideen til massehenrettelserne, der med eet slag skulde knække den svenske høj adel, og da Christian II vendte tilbage til Stockholm, sørgede hun for, at han blev ledsaget af Didrik Slagheck, som skulde overvaage, at kongen udførte hendes planer. Slagheck har saaledes efter Bergstroms mening spillet en

fremtrædende rolle, selvom han i sidste instans kun var et redskab
for Sigbrits viljestærke og hensynsløse politik.

De to forskeres indgaaende undersøgelser af blodbadets historie og af dets politiske forudsætninger har bragt en række interessante synspunkter frem og klarlagt en del betydningsfulde enkeltheder. De har dog ikke Weibulls fremragende evne til stringent analyse af det foreliggende kildemateriale, og deres hypoteser virker ikke overbevisende. Holder man sig alene til de samtidige kilder, først og fremmest dommen og klageskriftet, kommer man næppe uden om, at Gustav Trolle er den mand, der har hovedansvaret. Men for at forstaa en begivenhed af saa intrikat natur, er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt at rekonstruere begivenhedernes ydre forløb. Med rette fremhæver begge forfatterne, at man maa kende den politiske baggrund til bunds. Men heller ikke det er nok. Man staar jo her overfor beslutninger, som ikke blot er betinget af politiske forhold, men i sidste instans af hovedpersonernes vilje, følelser og temperament. Det kan næppe bestrides, at det kun er gennem en psykologisk analyse af Christian 11. s og Gustav Trolles karakter og følelsesliv, deres vilje eller mangel paa vilje, at man har mulighed for at naa til en konklusion, der helt og holdent bærer sandsynlighedens præg. Weibulls teori er baade baseret paa en skarpsindig kildeanalyse og en indgaaende forstaaelse af de to hovedpersoners sjæleliv. Og det forekommer mig, at det indtryk, man faar af Gustav Trolle gennem Weibulls skildring af hans medvirken i dramaet, fuldt ud passer i det billede, man ellers har af ærkebiskoppen, og man mindes den temperamentsfulde Poul Helgesens udtalelse om ham: »Denne urolige og ustadige mand med det vilde sind, der aandede død og fordærvelse mod alle, hvem han vilde ilde«. En indgaaende monografi af Gustav Trolle vil maaske kunne kaste nyt lys hen over det stockholmske blodbads gaade.

Den udprægede tilbøjelighed til dristige teorier, som præger forfatternes behandling af blodbadets historie — det gælder ikke blot helhedssynspunkterne men ogsaa enkelthederne — findes ogsaa i de øvrige afsnit af deres værker. Stærkest kommer det frem hos Sjodin. Nævnes kan saaledes hans hypotese om kong Christians forsøg paa at paavirke Karl V og Erasmus i luthersk retning. Men ogsaa hos Bergstrom møder man den samme tendens.Han overvurderer saaledes i høj grad betydningen af, at ærkebiskoppen og rigsraadet den 7. september overdrog Stockholmslot »uti en fri och übehindrad slottsloven til hans nådes troer hand att bliva och hålles for en våldig konung over allt Sveriges rike«, idet slottet i tilfælde af kongens død skulde holdes

til prins Hans, og hvis han døde, til dronningen. Først naar hun ogsaa var borte, skulde rigsraadet overtage slottet. Bergstrom mener, at dette er et udtryk for Christian 11. s ønske om at tilrive sig en arvelig enevoldsmagt i Sverige. Men en sammenligning med danske forhold gør det klart, at man ikke kan lægge en saadanmening ind heri. Der kan i virkeligheden ikke føres noget bevis — ikke engang et sandsynlighedsbevis —■ for, at Christian II har stræbt efter et arveligt enevælde i Danmark eller Sverige.

Selvom der kan rejses en del indvendinger mod de to forfatteres værker, og man ofte er uenig med dem i deres synspunkter eller stiller sig tvivlende overfor deres resultater, kan der ingen tvivl være om, at de to bøger betyder en værdifuld forøgelse af litteraturen vedrørende dette tidsrums historie. De to unge svenske historikere har bragt meget nyt materiale for dagens lys og har fremsat interessante og inciterende synspunkter, som sikkert vil sætte sine spor i den fremtidige udforskning af dette dramatiske kapitel i Nordens historie. Johan Hvidtfeldt.