Ulrik Frederik Gyldenløve, »Hans høje Excellence«, har baade som Norges initiativrige statholder, som præsident i kommercekollegiet, som medlem af konseillet og admiralitetet og paa anden maade spillet en saa fremtrædende rolle under vore to første cnevoldskonger, at det maa staa som en opgave for dansk-norsk historieskrivning at faa hans indsats i dobbeltrigets udvikling belyst paa én gang alsidigt og sammenfattende paa grundlag af alle bevarede primære kilder.

Lad det være sagt med det samme, at det værk om G. som menneske og statsmand, som den 73-aarige fhv. expeditionssekretæri Kongeriget Danmarks Hypotekbank, fideikommisbesidder O. v. Munthe af Morgenstierne har udarbejdet: Ulrik Frederik Gyldenlove (Kbh. 1944, 265 sider. Udgivet med Støtte af Carlsbergfondet),ikke opfylder de fordringer, der maa stilles til en videnskabelig Gyldenløvebiografl. En grundsvaghed gør han selv opmærksom paa i sit forord, nemlig den, at han paa grund af krigsforholdene ikke har kunnet foretage arkivstudier i Norge, »hvorfor de forskellige norske videnskabelige Afhandlinger i særligGrad har maattet benyttes, hvor Gyldenløves Virksomhed

som Statholder er behandlet i nærværende Skrift«. Da G.s hovedindsatsfalder i nordriget, er dette i virkeligheden blevet skæbnesvangertfor bogens karakter af selvstændig videnskabelig fremstilling.Hertil kommer, at det er ret begrænset, hvad forf. har benyttet af norsk trykt literatur vedrørende sin helt og hans virksomhed. Hans hovedkilder er Ose. Albert Johnsens og Sv. Steens fremstillinger af G.s statholdertid i »Norges historie« V, 1 (1911) og »Det norske folks liv og historie gjennem tidene« V (1930), J. Gulowsens »Gyldenløvefeiden«, N. P. Jensens »Den skaanske Krig« og L. Daaes »Det gamle Christiania«, suppleret med et langt fra udtømmende udvalg af arkivalier i Det danske Rigsarkiv og spredte oplysninger fra andre trykte værker. Johnsensøvrige mange bidrag til denne tids norske historie synes at være ham ukendt, og det samme gælder Edv. Bulls og Valborg Sønstevolds »Kristianias historie«, Halvdan Kohts paa ny synspunktersaa rige afhandlinger til belysning af økonomisk-sociale brydninger i enevældetiden, Steens bøger om Kristianias posthistorieog om Kristiansand, Tord Pedersens Drammenshistorie, Roar Tanks »Under krigsfare og skattetryk« og den sammes bidrag til »Den norske sjøfarts historie« I, Schiøtz' og Munthes militærhistoriske arbejder, Yngvar Nielsens Bergenshistorie, »Norsk biografisk leksikon« og endnu meget, meget andet.

Hovedgrundlaget for skildringen af G. som dansk statsmand er A. D. Jørgensens og Fabricius' Grifienfeldbiografier og (for den ydrepolitiske histories vedkommende) Laursens traktatværk. Hvad der gives derudover fra trykte og utrykte kilder er ret pauvertog lidet selvstændigt bearbejdet. Hovedværker til tidens danske historie som C. Christiansens »Bidrag til dansk StatshusholdningsHistorie« og »Formuesforhold i Danmark«, Edv. Holms »Danmark-Norges indre Historie« og J. Lindbæks udgave af »Aktstykker og Oplysninger til Statskollegiets Historie« kender forf. ikke, og han gaar uden om Albert Olsens og andres bidrag til dansk erhvervslivs og erhvervspolitiks historie i det 17. aarh.s anden halvdel i »Danmarks Søfart og Søhandel«, »Dånische Wirtschaftsgeschichte«og andre nyere arbejder, bl. a. »Dansk biografiskLeksikon«. De vigtige spørgsmaal om forholdet mellem købstads - og bondehandel i Norge, om bøndernes ydelser til kronen og godsejere, om krongodssalgets økonomisk-sociale virkninger, om G.s norske skibsfartspolitik, om hans virksomhed i kommercekollegietog hans forhold til sin næstkommanderende her Jens Juel og om hans standpunkttagen til de ydrepolitiske problemer er helt dilettantisk behandlet. Naar hertil føjes, at forf. afholder sig fra enhver selvstændig vurdering af G., men nøjes med i slutningenaf

genafsin bog at citere Johnsens, Tanks, Carl Deichmanns(!) og Gulowsens domme, at overhovedet ingen svenske arbejder ses at være benyttet, at ordet og begrebet »merkantilisme« ikke forekommeri bogen, at hans kendskab til almindelig europæisk historieer yderst mangelfuldt (han taler til ex. om en franskhollandskkrig i lfi(iO'erne), og at hans redegørelse for kilder og literatur er under al kritik, er det første større sammenfattende værk om G. egentlig allerede tilstrækkeligt karakteriseret.

Et par punkter - til dels tilficldigt valgte — til belysning af forf.s kildebenyttelse og metode skal dog fremdrages. S. 19 erklaerer han: »Om Gyldenloves Ophold i Spanien [1063] foreligger der ingensomhelst Efterretninger, ikke engang i Gesandtskabsindberetningerne«.Dette er gait. Der flndes i Hannibal Sehesteds gesandtskabsarkiv fra ambassaden til Frankrig 1662_—63 flere breve, som kaster interessant lys over G.s Spaniensophold, bl. a. hans overenskomst med den spanske regering om at hverve tropperfor den. Det kan i denne forbindelse nsevnes, at forf. ikke kommerind paa det interessante sporgsmaal om forholdet mellem G.s og Sehesteds reformvirksomhed i Norge, der bl. a. belyses ved breve, vexlede mellem de to msend (i statholderskabets arkiv),og paa den rolle, som den bemserkelsesvserdige Niclas Poulsen, i Hannib. Sehesteds statholdertid »rigens skriver«, jan. 1661 sammenmed kontributionsforvalter Johan Garmann landkommissuer i Akershus stift, 1667^—70 kommissariatets bogholder og 1671^—74 assessor i skatkammeret — en mand, hvem serkebiskop Hans Svane i okt. 1663 tilskriver »en serlig intention til Hans kongl. Majt.s interesse af muligste flid at befordre« — og andre norske (bl. a. den begavede Johan Garmann) har spillet som traditionsformidlereog kendere af norske forhold. Ogsaa landkommissariatetsbetydningsfulde historie, som Christiansen har skitseret (BidragI, 165 ff.; 11, 232 ff.), forbigaas helt. Og der gaas utilladeligt let hen over forholdet mellem G. og de civile myndigheder paa den ene, den kommanderende general i Norge Glaus Ahlefeldt og generalkrigskommissser Erik Banner paa den anden side, et forhold, hvorover Christiansen kaster et vaerdifuldt strejflys (I, 170 ff.), og som har sit sidestykke i kampen mellem »martialister«og borgerligt-civile synsmaader i Danmark. — S. 20^—21 reberforf. uvidenhed om, at specialinstruxen for G. som norsk statholderer trykt i Aarsb. fra Geheimearch. 11, 172—73. — S. 23 debiteres, at det norske folk 1664 »talte omkring 40.000 Sjselc«. — S. 55 siges, at G. »kort efter Regeringsskiftet- (1670) kobte ladegaarden ostrup i Asminderod sogn af »Dronningens Kammertjener,Jacob Pederson«. Forf. ved altsaa ikke, at Jacob Petersen,

der var dronning Sophie Amalies, ikke hendes svigerdatters kammertjener,allerede i 1664 forlod dansk hoftjeneste. — S. 90 nsevnes, at der efter den skaanske krig oprettedes en stilling som kommercedirektor i Norge. De seldre kommercedirektorer, behandledebl. a. af Bull-Senstevold og Christiansen, omtales ikke. ■_—■ I skildringen af forholdet mellem G. og Schumacher-Griffenfeldgor forf. sit yderste for at fremstille de to msends venskab — der uden tvivl, trods den fade »jeunesse doree«-smiger, hvormed de oversavlede hinanden, forst og fremmest var af politisk natur — som hvilende paa en aldrig svigtende gensidig loyalitet. Naar G. under den vanskelige ydrepolitiske situation i maj 1673, hvor de to venners synspunkter stedte kraftigt sanimen, pludselig fik ordre til at rejse til Norge, var det i folge forf. i overensstemmelse med hans eget onske (s. 133). Den s. 120_—21 citerede brevvexling mellem de to herrer, G.s iver for kort efter ankomsten til nordriget at blive amtmand over Frederiksborg og Kronborg amter (s. 135) og vicestatholder Ove Juuls dagbogsindforsel fra maj 1674 om, at G. »vilde selv gerne vaaren til Danmark igen« (s. 150) stotter ikke denne teori.

Med den korrekte gengivelse af egennavne kniber det mere end én gang. Lad »Sigurd Jorsafalar« (s. 44) passere som trykfejl (i saa fald dog meget ondartet). »Sir Clifford« (s. 47, for: Sir Thomas Clifford) kan næppe være det. Og man studser unægteligt, naar det s. 76 fortælles, at G.s skib »Giildenlew« 1692 paa hjemfart fra Frankrig opbragtes af en engelsk kaper i Kanalen og førtes »ind til Dortmund«.

Det er muligt, at de oplysninger, der i bogen gives om G.s
familie- og ejendomsforhold, vil vise sig holdbare. Skildringen af
hans statsmandsgerning har som helhed ingen selvstændig værdi.

Den kritik, som her er givet, retter sig ikke mod den gamle, nu afdøde forfatter, som sikkert har ydet sit bedste, og hvis evner som fortæller fortjener ikke ringe anerkendelse. Men der staar bag paa bogens titelblad »Udgivet med Støtte af Carlsbergfondet«. Det kan ikke nægtes, at der blandt yngre danske historikere har været en følelse af, at vort største og fornemste videnskabelige fond i de senere aar i nogen grad har forfordelt den fædrelandshistoriskeforskning ved sine understøttelser i sammenligning med de matematisk-naturvidenskabelige og filologisk-lingvistiske fag. Her er understøttelsen ydet til et værk, som i videnskabelig lødighedligger under de antagne magisterkonferensspecialeafhandlingerog mange af de specialeafhandlinger til skoleembedsexamen, som anm. har kendskab til. Ansvaret herfor kan ikke hvile paa Carlsbergfondets direktion, som jo ingen historikere tæller blandt

sine medlemmer. Man kan ikke undlade at spørge, hvor det da hviler. Der rejser sig ogsaa det sporgsmaal, om fondet nu, da det har ydet sin stotte til fremkomsten af et helt ufyldestgørende arbejde om en af dansk-norsk histories fremtrædende statsmænd, vil afvise understøttelse, naar en forsker, som magter opgaven, melder sig med det værk om Gyldcnløve, som stadig er et desideratum.C. O. Boqqild-Andersen.