Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 6 (1942 - 1944) 1

Troels G.Jørgensen: Bidrag til Højesterets Historie (1939).

Poul Johs. Jørgensen

Side 324

Højesteretspræsident, Dr. juris Troels Jørgensen kan efterhaanden se tilbage paa en temmelig omfattende historisk Forfattervirksomhed. Denne har især samlet sig om to Emner: Anders Sandøe Ørsteds Personlighed og Indsats som Videnskabsmand og Embedsmand og Højesterets Historie. Den sidste har han tidligere beskæftiget sig med i sit Skrift »Danmark-Norges Højesteret 17901814«, der i sin Tid blev anmeldt her i Tidsskriftet af Johannes Steenstrup (10. Rk. I, 34749). Han fortsatte i dette Skrift Sophus Vedels Værk om Højesterets Historie i Enevældens ældre Periode, og i det Arbejde, som her skal omtales, en Samling til Dels allerede offentliggjorte Afhandlinger med Fællestitlen »Bidrag til Højesterets Historie«, fører han Skildringen endnu videre ned mod Nutiden, dog ikke i Form af en sammenhængende historisk Fremstilling, men gennem Behandling af forskellige betydningsfulde Episoder i Højesterets Liv og forskellige vigtige Sider ved dens Virksomhed i nyere Tid. Kun Afhandlingen »Højesterets Justitiarier 16741919« (S. 1785), der indeholder et kort Rids af hele Udviklingen i den nævnte Periode, knyttet til en Omtale af de enkelte Justitiarier, falder udenfor den angivne Ramme baade ved Emnets mere almindelige Karakter og ved at gribe tilbage til det 17. og 18. Aarhundrede.

Om nogle af Afhandlingerne maa det siges, at de vel i Øjeblikketmerehar Bud til Jurister end til Historikere, selv om de kan have Betydning for dem, der i Fremtiden vil beskæftige sig med vor Tids Retshistorie, ved den kyndige og paa et FørstehaandskendskabhvilendeRedegørelse for Højesterets Stilling til en Række Spørgsmaal, som har været fremme i de senere Aar, eller

Side 325

som, skønt de stammer fra ældre Tid, stadig er aktuelle. Dette gælder saaledes om Afhandlingen »Under Retsplejeloven« (S. 86 107), der beskæftiger sig med de Følger, denne Lov og senere Tillægslove har haft for Højesterets Virkemaade og Stilling som øverste Appeldomstol, og med forskellige Reformkrav, som senere har været rejst og har givet Anledning til yderligere Lovgivning af Betydning for Højesteret, saaledes Kravene om udvidet AdgangforSagførere til Højesterets Skranke, om Indførelse af en forandret Voteringsmaade eller en forandret Affattelse af Højesteretsdommeneogsenest om Oprettelse af en særlig Klageret udenfordeordinære Domstole, fremdeles om den sidste Afhandling i Samlingen »Højesteretsdomme som Led i Retsudviklingen« (S. 26587), hvor det med Udgangspunkt i nogle Udtalelser af Ørsted ved Gennemgang af en Række Domme vises, at Højesteret trods den stadig mere omfattende Kodifikation af Retsreglerne i Lovsform stadig har en vigtig Opgave i Retsudviklingens Tjeneste,ogendelig i det væsentlige ogsaa om Afhandlingen »Højesteret og Øvrighedsmyndigheden« (S. 22564), hvis sidste Halvdel indeholderenlignende Gennemgang af Afgørelser, ved hvilke HøjesteretiKraft af den Beføjelse, der siden Junigrundlovens § 77 har tilkommet Domstolene til at afgøre Spørgsmaal om ØvrighedsmyndighedensGrænser,nærmere har afgrænset det Omraade, indenfor hvilket denne Beføjelse kan benyttes. Begyndelsen af denne Afhandling er dog af historisk Karakter, idet Forf. her meddeler enkelte Aktstykker vedrørende de Forhandlinger, der gik forud for Udstedelsen af Instruks for Københavns Magistrat af 28. Aug. 1795, der i Tiden før Grundloven indeholdt den væsentligsteStøttefor den da gældende Regel, der udelukkede DomstolenesKompetencepaa det nævnte Omraade. 81. a. meddeles en af en stor Minoritet indenfor Højesteret afgiven Erklæring i Sagen, der gik stærkt ind for Domstolenes Prøvelsesret og ved sin Motivering er meget karakteristisk for den Tid, den tilhører, og nogle Svarbemærkninger til denne Erklæring forfattede af Colbjørnsenihans Egenskab af Generalprokurør, hvori han drager voldsomt til Felts imod den. Skønt flere af Colbjørnsens Argumentererret formalistiske eller i hvert Fald skyder langt over Maalet, maa det indrømmes ham, at en Anerkendelse af Domstolenes Ret til at prøve Øvrighedshandlingers Lovlighed under Enevælden frembød særlige Vanskeligheder, idet denne Ret i hvert Fald ikke kunde udstrækkes til Handlinger af Administrationens øverste Chef, Kongen, og derfor altid maatte være udelukket, hvor der var klaget til denne over en underordnet Myndighed, medmindre Kongen selv henviste Sagen til retslig Afgørelse. Naar man

Side 326

tager Hensyn til det Niveau, paa hvilket mange af Underdomstolenepaaden Tid befandt sig, er det ogsaa fuldt forstaaeligt, at man havde ondt ved at tænke sig, at disse Domstole skulde have Ret til at underkende Beslutninger af et Kollegium, et Forhold, som Højesterets Mindretal ogsaa havde Blik for. Der kan iøvrigt næppe være Tvivl om, at det historiske Udgangspunkt var det, at en Embedsmand kunde drages til Ansvar ved Domstolene af den, der ansaa sig fornærmet ved hans Embedshandlinger, men Adgangen hertil havde næppe i ældre Tid været synderlig benyttet.

Til de Afhandlinger, som har en mere udpræget historisk Karakter, horer bl. a. »Rigsretssager« (S. 108159) og »Rigsretsdommen af 1856 og Højesteret« (S. 160179), der begge tidligere har været trykte, henholdsvis i Tidsskrift for Retsvidenskab og i Gads danske Magasin. I den første af disse Afhandlinger gennemgaar Forf. hver enkelt af de fire Rigsretssager, som har forekommet i vort Forfatningsliv, idet han refererer og samtidig vurderer de væsentligste af de Betragtninger, hvorpaa Anklagen og Forsvaret støttede deres Paastande, og derigennem tillige naar til en Vurdering af selve Dommene, der helt igennem falder ud til Fordel for disse. Interessen knytter sig selvfølgelig især til de tre første Rigsretssager, hvis Afgørelse beroede paa Anvendelse af egentlig forfatningsretlige Regler. De endte som bekendt alle med Frifindelse og saa vidt vides i alle Tilfælde med fuld Tilslutning fra den Del af Rigsretten, som tilhørte Højesteret, og man kunde ogsaa vanskeligt vente, at de skulde faa noget andet Udfald, i hvert Fald ikke de to Sager fra 1877, om hvilke Forf. udtaler sig temmelig skarpt S. 15051.

Det var ved alle tre Sager en Svaghed, at man ikke med nogen virkelig Vægt kunde hævde, at de Dispositioner, der paataltes, var reelt uforsvarlige, saa at der ved dem var paaført Staten et Tab eller paadraget den en Udgift, som kunde have været undgaaetog ikke vilde være blevet bevilget, selvom Sagen havde kunnet behandles i en rolig politisk Atmosfære; i 1856 blev dette end ikke paastaaet, idet Anklageren tværtimod udtalte, at Ministreneikke tiltaltes for de Rustninger, hvortil de übevilgede Midlervar anvendte, i og for sig, eller fordi den Politik, der aabenbaredesig i Rustningerne, var uhensigtsmæssig eller viste sig farlig. Men naar det saaledes ikke kunde siges, at der var paaført Staten noget Tab, kom der til at mangle et rimeligt Grundlag for de nedlagte Erstatningspaastande, og Spørgsmaalet blev alene, om de tiltalte Ministre ved deres formentlige Tilsidesættelse af Hensynet til Rigsdagen havde paadraget sig et Strafansvar. For Gennemførelsen af et saadant var det imidlertid* en Vanskelighed,

Side 327

at man trods Grundlovens Paalæg om Tilvejebringelse af en Ministeransvarlighedslovaldrig havde faaet nogen saadan; Paalæggetblev som bekendt først efterkommet ved Lov af 15. Marts 1939. Man havde saaledes kun Grundlovens almindelige Forskrift om Ministrenes Ansvar for Regeringens Førelse samt Reglen om Kontrasignaturens Retydning for Ansvaret at holde sig til, men manglede helt Straffebud, der mere specielt tog Sigte paa Ministresforfatningsstridige Handlinger, og som — foruden at afgøre, om Ansvar kunde paadrages paa andre Maader end ved Medunderskrift— i det enkelte angav, hvilke Handlinger der skulde straffes, og hvilken Straf der kunde idømmes. I 1856 havde man ikke engang nogen almindelig Straffelov at falde tilbage paa, men maatte gribe til saa hasarderet en Udvej som at henvise til Junigrundlovens§ 47, der betegnede det som Højforræderi at antaste Rigsdagens Sikkerhed og Frihed, skønt det maatte være klart, at denne Restemmelse havde Hensyn til Handlinger af en helt anden Art end dem, der under Sagen var Tale om, og i 1877, hvor man paaberaabte sig den i Mellemtiden udstedte Straffelov af 10. Febr. 1866 §§ 141 og 143 om Misbrug af Embedsmyndighed til egen Fordel eller til Skade for Privates eller det Offentliges Rettighederog om grov eller oftere gentagen Skødesløshed og Forsømmelsei Embedsførelse, var man i Virkeligheden ikke meget bedre faren, idet heller ikke disse Bestemmelser kunde siges at passe rigtigt paa de paaklagede Handlinger, den første saaledes ikke, fordi der ikke havde været Forsæt til at skade Staten.

Hertil kom, at alle de paagældende Rigsretssager ogsaa i andre Henseender frembød adskillige Tvivl, som efter de almindelige Regler om Paadømmelse af Straffesager — og ikke mindst under de anførte Omstændigheder — maatte komme de tiltalte tilgode. Navnlig maatte det være svært at faa en Ret, der opfattede sig selv som en Domstol og ikke som et politisk Organ, til at gaa med til den Paastand, der fremsattes baade under den første og den tredie Rigsretssag, særlig skarpt under den sidste, at enhver Afholdelse af en übevilget Udgift var et Retsbrud, for hvilket Rigsdagen vel ved en Efterbevilling kunde meddele Absolution, men som i Mangel af en saadan altid maatte føre til Domfældelse, hvis Tiltale rejstes, idet Rigsretten var udelukket fra selvstændigt at bedømme, om Afholdelsen af den paagældende Udgift havde været nyttig eller nødvendig, og fra at tillægge dette Betydning for Sagens Afgørelse. Paa dette Punkt har den nu gældende Ministeransvarlighedslov § 7 a ogsaa givet det af Rigsretten i begge Sager indtagne Standpunkt Medhold.

Under Rigsretssagen af 1856 forelaa som bekendt med Hensyn

Side 328

til flere af de tiltalte Ministre (Ørsted, Tillisch, Bluhme og Scheel), der ikke havde kontrasigneret de kongelige Beslutninger, om hvis Lovlighed Sagen drejede sig, men havde deltaget i de Møder af Geheimestatsraadet, hvor Beslutningerne blev fattede og havde billiget dem, det Spørgsmaal, om Kontrasignaturen var en essentielBetingelse for, at en Minister kunde blive ansvarlig for en kongelig Beslutning. Spørgsmaalet besvaredes ved Dommen bekræftende, men har senere været omtvistet i den juridiske Litteratur,indtil det ved Ministeransvarlighedsloven af 1939 §§ 2 og 3 er blevet afgjort derhen, at Kontrasignatur ikke er nogen nødvendigForudsætning for Ansvar, der ogsaa kan paadrages paa andre Maader. Forf. mener, at Afgørelsen i 1856 var rigtig, idet Junigrundlovens § 19, der da var den eneste Lovbestemmelse om Emnet, naturligt maatte føre til, at Fremkaldelse af en lovstridig kongelig Beslutning, der jo uden Kontrasignatur var ugyldig, ikke i sig selv var noget Ansvarsgrundlag, men først blev det, naar vedkommende Minister ved at medunderskrive den gav den retlig Gyldighed, og at man ikke som af Matzen o. fl. hævdet kunde naa til et andet Resultat ved Hjælp af de almindelige strafferetligeRegler om Medvirken til andres Forbrydelser, men kun gennemen ny Grundloven supplerende Lovbestemmelse som den, der nu foreligger i Ministeransvarlighedsloven. I denne Opfattelse er jeg tilbøjelig til at give Forf. Ret, særlig ogsaa i Betragtning af, at Junigrundlovens Ord (»Den Minister, der har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen«) i højere Grad end de senere Grundlove(»Enhver Minister, der har underskrevet« o. s. v.) maatte lægge den Tanke nær, at Grundloven paa en udtømmende Maade havde villet angive Ansvarsgrundlaget. Det oplyses iøvrigt i denne Forbindelse, at Stemmeafgivningen ikke som vistnok hidtil almindeligantaget, paa dette Punkt fik det samme Resultat som for de tre andre Ministre, der blev tiltalt under Sagen (Hansen, Steen Bille og Sponneck). Det var kun de sidste, som frifandtes med alle Højesteretsassessorernes Stemmer mod alle Landstingsmændenes,medens de fire ovenfor nævnte Ministre blev frifundet med alle Dommeres Stemmer mod en, der dog vilde frifinde Scheel.

Rigsretsdommen af 1856 gav Anledning til meget voldsomme Angreb paa Højesteret i den nationalliberale Presse (»Fædrelandet« og »Dagbladet«). Det er denne Episode, der ikke tidligere har været indgaaende belyst i Litteraturen, og de Følger, Angrebene fik for Højesteret, som skildres i »Rigsretsdommen af 1856 og Højesteret«.

Følgerne bestod for det første i Gennemførelsen af en Reform,
som maatte anses for meget ønskelig. Siden Griffenfeldts Tid

Side 329

(Rigskanslerinstruks af 3. Aug. 1674 § 5) havde det været Højesteretforbudt at ledsage sine Domme med nogen Begrundelse, medens det nu ved Lov af 8. Marts 1856 bestemtes, at Retten enten skulde votere offentligt eller ogsaa meddele Domsgrundene skriftligt. Forslaget til denne Lov blev ved privat Initiativ indbragti Folketinget ganske kort efter Rigsrettens Formalitetskendelseaf 27. Nov. 1855, hvorved Retten imod samtlige HøjesteretsassessorersStemmer forkastede de af Forsvaret nedlagte Afvisningspaastande, og var utvivlsomt fremkaldt ved denne. For selve den videre Behandling af Rigsretssagen var Loven af 1856 vel uden Interesse, da Rigsretsdomme ifølge L. 3. Marts 1852 § 82 altid skulde forsynes med Præmisser, men »Fædrelandet« havde i Anledning af Kendelsen beskyldt Højesteretsassessorerne for at have voteret imod Lovens klare Bud og udtrykt Mistillid til Højesterets Afgørelse af politiske Retssager og havde i Forbindelsehermed krævet Gennemførelse af en Reform som den, der nu blev til Virkelighed.

Foruden at Angrebene saaledes foranledigede, at en forældet og for Højesterets Anseelse i Længden skadelig Ordning blev fjernet, gav de tillige Stødet til, at Regeringen paa en Maade, der er uden Sidestykke i de danske Domstoles Historie, afskedigede Rettens Justitiarius og fire andre af dens Dommere1, der havde naaet den Alder, hvor Afskedigelse ifølge Grundloven kunde finde Sted. Man søgte vel at undgaa Skinnet af, at det var Dommen, der var Aarsag til Afskedigelserne, ved ikke udelukkende at afskedige Dommere, der havde haft Sæde i Rigsretten (dette var kun Tilfældet med tre af de afskedigede og bl. a. ikke med Justitiarius Lowzow), og begrundede Afskedigelserne med de paagældendes Alder og Svagelighed. Dette var dog klart nok ikke den virkelige Grund, da de afskedigede Dommere bortset fra en enkelt slet ikke var særlig gamle (fra 6568 Aar) og et Par, der var ældre, deriblandt en, der var 80 Aar, blev siddende, men Grunden var Ønsket om at forny Dommerpersonalet med Mænd, der var i bedre Overensstemmelse med den politiske Retning, som nu havde sejret. Særlig skyldtes Afskedigelsen af Justitiarius, at man ønskede Embedet som saadan besat med den indflydelsesrige Jurist og Politiker J. E. Larsen.

Hvad der virker mest forstemmende ved en Betragtning af
Pressens Holdning i denne Sag, er den Omstændighed, at den
nærmest fortav, at det kun var Frifindelsen af tre af Ministrene,



1 Det beror formentligt paa en Fejltagelse, naar Forf. paa et andet Sted i Bogen (S. 64) nævner, at fem Dommere foruden Justitiarius blev fjernede fra deres Embeder.

Side 330

som skyldtes Højesteretsassessorernes Stemmer alene, eller i hvert Fald kun berørte dette Forhold paa en saa übestemt Maade, at det senere helt kunde gaa i Glemme. Det Punkt, hvor Kritikken af Rigsretsdommen maaske med størst Rimelighed kunde sætte ind — og dette fremdroges ogsaa stærkt under Angrebene — var, at Dommen ikke havde paalagt Hansen, Bille og Sponneck Sagsomkostninger,thi dette, der efter den nugældende Ret vilde være en Selvfølge, naar Dommen iøvrigt lød paa Frifindelse, var det ikke efter den Ret, der gjaldt i 1856; Sagsomkostninger blev nemlig dengang i Reglen paalagt Sigtede, selv om han frifandtes, naar hans Forhold havde nærmet sig saaledes til det lovliges Grænser, at der havde været Grund til at faa dets Lovlighed undersøgt og paakendt, og Rigsretslovens § 79 havde med Hensyntil Sagsomkostninger henvist til Lovenes almindelige Regler.

I »Under Provisorierne« (S. 180212) behandler Forf. en anden Periode af Højesterets Historie, hvor Retten ogsaa blev draget ind i den politiske Strid, idet den maatte træffe Afgørelse i en Række Sager angaaende Lovovertrædelser, som havde denne Strid til Baggrund. I de fleste af disse Sager drejede det sig om Anvendelse af Aim. borgerlig Straffelov, saaledes i den bekendte Holstebrosag, hvor Christen Berg var en af de tiltalte, i de saakaldteRiffelsager og i forskellige Majestætsfornærmelses- og Injuriesager,men i en vis Gruppe af Sager beroede Afgørelsen paa det provisoriske Straffelovstillæg af 2. Nov. 1885 og her, men ogsaa kun her, blev der for Højesteret Tale om at tage Stilling til nogle af de saa stærkt omstridte forfatningsretlige Spørgsmaal, som vedrørteRegeringens Brug af den foreløbige Lovgivningsmagt. Det var dog kun ved en enkelt Lejlighed, nemlig under den Sag, som afgjordes ved Højesteretsdom af 15. Okt. 1886, at der fandt en omfattende selvstændig Votering Sted om Gyldigheden af Loven af 1885. De senere Sager, under hvilke der var Spørgsmaal om Anvendelse af Loven, angik alle Handlinger begaaede indenfor det Tidsrum, hvor dens Gyldighed maatte betragtes som fastslaaetved den første Dom, og de fleste Højesteretsassessorer betragtedederfor denne Dom som en principiel Afgørelse, der maatte lægges til Grund ved Paadømmelsen af de følgende Sager. De Spørgsmaal, som forelaa under alle Sagerne var dels, om en foreløbigLov, som var forelagt et af Rigsdagens Ting ved privat Initiativ, kunde forkastes af Tinget med samme Virkning, som om den var forelagt af Regeringen, dels om en foreløbig Lov kunde overleve den første Rigsdagssamling, naar den ikke i Løbet af denne blev vedtaget, men dog heller ikke forkastet. Højesteret besvarede det første Spørgsmaal benægtende, det andet bekræftende,i

Side 331

tende,ibegge Tilfælde mod en Minoritet paa fem Assessorer, men Forf. gør opmærksom paa, at Spørgsmaalene ved den nævnte Lejlighed maatte afgøres alene under Hensyn til, hvad der var passeret med Loven i den korte Rigsdagssamling 188586, og at man, da Dommen afsagdes, endnu ikke med Sikkerhed kunde paastaa, at det var Regeringens Hensigt i Forstaaelse med Landstingetsystematisk at unddrage Folketinget Adgang til at tage Stilling til de foreløbige Love. Man kan derfor efter hans Mening ikke uden videre gaa ud fra, at det Standpunkt, som Højesteret indtog ved Dommen af 1886, vilde være blevet fastholdt, hvis Spørgsmaalet paany var blevet rejst, efter at det havde vist sig, at Loven ogsaa i de følgende Rigsdagssamlinger stadig behandledespaa samme Maade. Dette skete imidlertid ikke, fordi den stærke Bevægelse, som havde foranlediget Loven og fremkaldt en Række Overtrædelser af den, forholdsvis hurtigt døde hen.

I de ovenfor omtalte Straffesager saa Højesteret aldrig strengere, men meget ofte mildere paa de paatalte Forhold end de underordnede Instanser, idet de af disse idømte Straffe nedsattes, og der i enkelte Tilfælde, saaledes i fem af de ni Majestætsfornærmelsessager, som forelagdes Højesteret, indtraadte Frifindelse. Stærkest Kritik vakte Dommen i Holstebrosagen, hvor der ogsaa for den ene af de tre Tiltalte (Christen Berg) af subjektive Grunde kunde være megen Tvivl om, hvorvidt der forelaa tilstrækkeligt Grundlag for en Domfældelse.

Af Interesse er de Oplysninger, Forf. ved flere af de omtalte Domme meddeler om Stemmeafgivningen i Højesteret. Det viser sig, at der indenfor Højesteret var en Minoritet paa fem Dommere (Klein, Lund, Lillienskjold, With og Nyholm), der i de politiske Sager oftere skilte sig ud fra Flertallet, idet de holdt paa de mildere Alternativer eller, som i Sagen om Straffelovsprovisoriet, paa, at dette var ugyldigt. I sidstnævnte Sag og i Holstebrosagen, forsaavidt Bergs Strafskyld angaar, stod de alle sammen (ogsaa Rimestad stemte iøvrigt for Frifindelse af Berg), i andre Sager var det kun nogle af dem, som udgjorde Mindretallet, og her kunde ogsaa andre Dommere være med, som ellers i Reglen tilhørte Flertallet.

Endnu skal lige nævnes en lille Afhandling »Fejøsagen« (S. 213 —224) om den bekendte Retssag fra Firserne i forrige Aarhundrede, hvorunder to Kvinder, Moder og Datter, først i alle tre Instanser blev idømt Livsstraf for Mord og Barnemord, men senere, efter at der var rejst Tvivl om Dommens Rigtighed, frifandtes ved en ny Dom af Højesteret, der ved kongelig Bevilling var blevet bemyndiget til at genoptage Sagen.

Side 332

Gennem mange af Bogens Afhandlinger gaar et tydeligt Ønske hos Forf. om at forklare og begrunde og derigennem ogsaa at forsvare den Stilling, Højesteret har taget til de forskellige i Bogen omtalte Spørgsmaal, som Retten er kommet i Berøring med. Dette Forsvar er ført saa grundigt, forsigtigt og klogt, at man næsten altid maa give Forf. Ret, og Bogen, der ligesom Forf.s tidligere Arbejder udmærker sig ved en meget klar Fremstilling og altid er interessant at læse, efterlader i det hele et stærkt Indtryk af Forf.s omhyggeligt prøvende og objektivt dømmende Aand. Poul Johs. Jørgensen.