Sven Dahl: Torna och Bara. Studier i Skånes Bebyggelse- og Näringsgeografl fore 1860. (Meddelanden från Lunds Universitetets geografiska Institution, Avhandlingar VI) (Lund 1942).

I Sverige har Kulturgeograferne i stigende Udstrækning taget historiske Problemer op til Drøftelse. Ikke mindst Skaanes Historie har nydt godt heraf. Siden Åke Campbells Bog »Skånska bygder under forrå half ten av 1700-talet« kom i 1928, er der fremkommet en lang Række mindre Afhandlinger om Skaanes Historie og Kulturgeografi. Foruden Campbell har især G. Nordholm og Sven Dahl medvirket hertil. Denne sidste har nu givet et nyt, stort Bidrag til disse Studier.

Dahl har i dette Arbejde sat sig den Opgave at undersøge de vigtigste kulturgeografiske Spørgsmaal i 2 skaanske Herreder i ældre Tid. De to Herreder, hvorom Undersøgelsen koncentrerer sig, er Torna og Bara Herreder, beliggende i Vestskaane og strækkendesig fra Øresundskysten — omtrent paa Højde med København -^— ind i Landet. Øst for de to Herreder ligger Fårs Herred, hvoraf 3 Sogne er medinddraget. Hvis Forfatteren havde begrænsetsine

grænsetsineUndersøgelser udelukkende til dette snævre Omraade,vilde danske Læsere vel have fundet Opgaven for speciel; men Dahl har da ogsaa udvidet Omraadet, hvor det har været overkommeligt for ham, saaledes at det paa mange Punkter omfatterhele Skaane; dette giver Bogen større Perspektiv og Betydning.

Dahl skildrer" Bebyggelsen og Næringslivet i ældre Tid i Forhold til de geografiske Betingelser. Visse Sider som Vejenes Udvikling og Skovenes Udbredelse behandler han derimod kun i Forbigaaende. Bogen falder i to Halvdele. I den første skildres det gamle Kulturlandskab, som det fandtes helt op til o. 1750, i anden Halvdel det Landskab, der var ændret ved Udskiftningen og Udflytningen. Fremstillingen føres ned til o. 1860, da Anlægget af Jærnbaner m. m. paa ny ændrer Landskabsbilledet.

Hovedvægten er lagt paa Skildringen af det gamle Kulturlandskab, og dansk historisk Forskning kan kun glæde sig herover. At Skaane fra 1660 kom under svensk Administration betød naturligvis ingen eller ringe Ændring i Jordens Udnyttelse. Den fra Dansketiden bestaaende Bosættelse, Dyrkningsmetode m. m. bevaredes; men den ændrede Administration bevirkede, at der nedfældedes Kildemateriale, der var forskelligt fra det, vi kender herhjemme for Tiden efter 1660. Der bliver herved en Mulighed for at se Fænomener, der nøje svarer til danske, i ny Belysning. Særlig maa det fremhæves, at der i Sverige findes et rigt Kortmateriale fra Tiden med det gamle Landsbyfællesskab; dette Materiale har Dahl i stor Udstrækning benyttet.

Geografisk omfatter Torna og Bara Herreder to Sletteomraader, i Vest Lund-Landskrona Sletten, i Øst Vomb Sletten. Lundsletten var leret og stenfattig; her fandtes Skaanes bedste Agerjord. Vomb Sletten var mindre frugtbar, Agerbruget blev her mere ekstensivt; Høhøsten spillede en større Rolle; Skoven var her heller ikke helt udryddet som paa Lund Sletten. Inden for det særligt undersøgte Omraade fandtes dog ogsaa stenede og mere ufrugtbare Partier, saaledes en Del af Romeleaasen. Her var Bebyggelsen spredt, og de smaa Landsbyer havde store Overdrev. Endnu omkr. 1650 var disse Omraader skovrige.

Forfatterens Undersøgelser over Bebyggelsesforholdene omfatterhele Skaane. Det fastslaas, at i Skaane var Landsbybebyggelsenfremherskende. 86 °/0/₀ af Bøndergaardene laa i Landsbyer. Den vigtigste Aarsag til den forskellige Bebyggelse maa søges i Jordbundsforholdene. De tættest bebyggede skaanske Egne var Lund-Landskrona Sletten, Skaanes sydvestlige Herreder (Oxie, Skytts og Vemmenhogs) og sydøstlige Omraader (Ingelstads og

Jårrestads Herreder). De tyndestbebyggede Egne fandtes i Nordskaane(Nr.
Asbo og Goingeherreder).

I de frugtbareste Distrikter laa Gaardene i Landsbyer, mens den spredte Bebyggelse fandtes i Egne med ugunstige Jordbundsforhold. Saaledes var Forholdene ogsaa i Danmark. Dahl mener dog, at Svend Aakjær er gaaet for vidt, naar han hævder, at overalt i Landet, hvor Naturen tillader Sambosættelse, dér har man Landsbyerne. Dahl opstiller som en Arbejdshypotese, at den Mulighed ikke kan udelukkes, at adskillige Egne med spredt Bebyggelse er blevet koloniseret i Tider, da de sociale Forudsætninger ikke var de samme som paa Landsbyernes Tilblivelsestid. Der er Egne i Skaane, som — efter Dahls Skøn — ikke savner Forudsætninger for Landsbybebyggelse, og dog har spredt Bebyggelse. Stærkt kuperet Terræn har ogsaa lagt Hindringer i Vejen for Opdyrkningen af større samlede Opraader og dermed ogsaa for Landsbyernes Opkomst og Udvikling.

Gennemsnittet af Gaarde pr. By var i hele Skaane 10,0 %, varierende i de forskellige Egne fra 20,7 til 3,5. Gaardantallet var imidlertid ikke direkte proportionalt med Jordens Kvalitet. Inden for de frugtbare Omraader træffer man de fleste store Byer paa den lettere, sandede Jord (Kristiansstad Sletten). Paa Lerjorden ligger Landsbyerne derimod tættere, men er gennemgaaende

Forfatteren har tidligere i en Afhandling i »Namn och Bygd« 1942 undersøgt de skaanske Stednavne ud fra et statistisk og geografisk Synspunkt; hans Resultater indgaar i den her omtalte Bog og er sammenfattede i et Kort og nogle meget værdifulde Tabeller; det er umuligt at referere disse i Enkeltheder, men i store Træk naar han til følgende Resultater: De 6 Stednavnetyper paa -by, -sted, -høj, -lev, -hige og -løse maa — som ogsaa tidligere antaget — være ældst. Navnene paa -rød og -holt er derimod yngst. Torpnavnene, som er langt talrigere end nogen anden Navnetype, er gennemgaaende noget ældre end -rød og -holt Byerne, men paa den anden Side afgjort yngre end de 6 ældste Navnetyper.

Geografisk fordeles de forskellige Navnetyper saaledes, at de 6 gamle Typer er stærkt fremherskende inden for Omraader med store Landsbyer. Torpbyerne er meget talrige i de fleste skaanske Landskaber; de er af højst forskellig Størrelse, men dog overalt gennemgaaende mindre end Landsbyerne af de ældste Typer. Af Enkelt- og Dobbeltgaardene havde godt en Tredjedel Torpnavne.Navne paa -holt og -rød savnes praktisk talt helt paa Kristiansstad Sletten og den sydvestskaanske Slette; de dominererderimod

nererderimodi nordskaanske Omraader. Den centrale Del af Kristiansstad Sletten maa have været fuldt bebygget, inden Torpbyerne dannedes; derfor savnes disse. Paa Lund-LandskronaSletten var Forholdene noget lignende; men der var dog her übebyggede Omraader, der fyldtes med Torpbyer. AngelholmSletten havde endnu større Lakuner, men ogsaa disse fyldtes,da Torperne grundlagdes. Dette var derimod ikke Tilfældet i Størstedelen af Luggude Herred og Nordøstskaane.

Det er meget vanskeligt tidsmæssigt at fastlægge de forskellige Afsnit i Bebyggelseshistorien; men det kan dog siges, at Torpbyerne maa have været meget talrige paa det Tidspunkt, da Sogneinddelingen gennemførtes, vel i Slutningen af 1000- Tallet. Mange af Torpbyerne blev nemlig Kirkebyer. De ældste af Torpbyerne maa efter Dahls Mening have eksisteret allerede i 8- og 900-Tallet.

Landsbyernes Beliggenhed og Gaardenes Anbringelse i Landsbyerne var — siger Dahl — paavirket af 4 Faktorer, nemlig Behovet for Vand, Nødvendigheden af nær Tilknytning mellem Gaardene og veldrænet Mark, der kunde anvendes til Toftagre, Hegningsproblemet og Ønsket om at bo sammen.

I Afsnittet om Sognene og Kirkerne fremhæves det, at en Landsby meget vel kunde være delt mellem 2 Sogne. Ved 1600- Tallets Midte var dette Tilfældet i o. 30 skaanske Sogne; ofte har en saadan Deling vel Forbindelse med Ejendomsforhold. lagttagelsen er interessant; Sognet var jo i sin Oprindelse en økonomisk Organisation, der havde som Opgave at underholde Præst og Kirke. Det omfattede derfor et vist Antal Tiendegivere og ikke et bestemt geografisk Omraade.

Kapitlerne om Hovedgaardene og Landsbyernes Agerskifter lider under, at Dahl her har begrænset sine Undersøgelser til de to Herreder. Om Hovedgaardene siges ikke meget af Interesse, bedst er lagttagelsen af Herregaardenes Betydning for Tilblivelsenaf saavel Gadehuse i Landsbyerne som Huse i spredt Bebyggelse.Mere interessant er Kapitlet om Agerskiftet. Om Bolskiftet siges adskillige træffende Bemærkninger. Fx. at det ikke altid er let at afgøre, om man staar over for Bolskifte. Er en eller flere Gaarde i en Landsby blevet delt, og de dertilhørende Agre i Markenligeledes kløvede, bliver de nye Gaarde Naboer overalt i Vangene; men det vil dog være forkert at betegne dette som Bolskifte.Om den i Litteraturen ogsaa herhjemme saa hyppigt citerede Regel: »Toft er Agers Moder«, siger Dahl, at det er usandsynligt,at den i Skaane er kommet til Anvendelse ud over Undtagelsestilfælde.Gaardenes indbyrdes Toftebredder har saaledes

ikke i Almindelighed været en fast Maalestok for Gaardenes Del
i Agerjorden; derimod har Bolinddelingen ofte en tydelig Forbindelsemed
Gaardenes Beliggenhed ved Landsbygaden.

Det er umuligt at fastslaa, hvor langt ned i Tiden man i
Landsbyerne har været klar over, at der i de paagældende Landsbyer
fandtes Bolskifte.

Ofte har man herhjemme været tilbøjelig til ud fra 1600- og 1700-Tallets Oplysninger om Markforhold at fantasere sig tilbage til Landskabslovenes Tid, ja endnu længere tilbage. Dahl er klar over, at Ændringer udmærket kan være sket i de mellemliggende Aarhundreder; han advarer imod ud fra Bolantallet i en By at slutte sig til, hvor stor Byen var, da Bolinddelingen gennemførtes o. 1000. Om Ornum siger han, at det, der paa Kortene fremtræder som Ornum, kan stamme fra forskellig Tid og være opstaaet paa forskellig Maade.

Da Bolinddelingen tabte sin skattetekniske Betydning, kunde Solskiftet vinde frem. Det viser sig, at det Princip, at Agrenes Rækkefølge i Vangene var den samme som Gaardenes rundt om Landsbygaden, i Skaane kun i visse Byer er fulgt strengt. I nogle Byer var Ordningen en helt anden, fx. kan Agrene være fordelte efter Gaardens administrative Nummer (Hemmansnummer), saaledes at der begyndtes med Nr. 1. Sandsynligvis er Solskiftet i Landsbyer med saadan Ordning blevet gennemført, efter at Hemmansnumrene var indført i 1686. I flere andre Byer er der Grund til at tro, at Solskiftet først er indført, da Kort over de paagældende Landsbyer blev optaget.

Desværre — men meget forstaaeligt — er Undersøgelserne over Agerskiftet overvejende begrænset til Torna og Bara Herreder; det var nok værd at vide noget om de tilsvarende Forhold i det øvrige Skaane. I Torna H. var over 2/₃ af de kendte Agerskifter Bolskifter; i Bara H. var derimod mere end 1/₂ Solskifter. Forfatteren mener, at Forklaringen herpaa maa søges i, at 1600- Tallets Krige skabte flere helt øde Gaarde i Bara H. end i Torna H.; da de hærgede Gaarde igen skulde i Drift, har man ændret Agerskiftet til Solskifte.

Afsnittet om Næringslivet optager Størstedelen af Bogen. Trevangsbruget var fremherskende i Skaanes bedst opdyrkede Egne. Den normale Rotation var Byg, Rug og Brak. Grunden til, at Byggen fulgte efter Brakken var, at Kvæget saa kunde græsse længere paa Brakmarken om Efteraaret. I Undtagelsestilfælde kunde en Trevangslandsbys Marker faa en Udstrækning af henimod 10 km²; men det halve var dog Normalen.

I de mindre frugtbare Sletteegne fandtes et Tovangsskifte;

her laa Halvdelen af det dyrkede Areal brak. I Skovegne besaaedesdet dyrkede Areal hvert Aar; her behøvede man ikke Brakmarkentil Græsning, da Fællederne var store nok dertil. Kvægholdetvar her tillige større end i det øvrige Skaane; det gav bedre Muligheder for Gødskning.

Dahl har undersøgt, hvilke Afgrøder, der var de almindeligste. Det var paa de frugtbare Jorder Byggen, paa Sandjorderne derimod Rugen. Havrejorden udgjorde en ikke uvæsentlig Del af det dyrkede Areal; den bestod af de Jorder, der laa fjernest fra Landsbyens Kærne, og som man derfor ikke ofrede Gødning paa, og af Jorder, der var for tunge eller mindre godt drænede.

Om Foldudbyttet synes man heller ikke i Skaane at have sikre Oplysninger for den ældre Tids Vedkommende. Dahl mener, at det paa Bøndergaardenes Marker har været 3—4;3^—4; men hans Slutninger hviler ikke paa noget solidt Fundament.

Landsbymarken udvidedes, hvor der var Muligheder derfor. En stadig Opdyrkning fandt Sted. Enge forvandledes til Ager; Jord fra Fælleden toges ind til Dyrkning. Ingen Fælled har vel op igennem 1700-Tallet undgaaet at blive formindsket ved Indtagelse af Jord.

I Husdyrholdet er det mest karakteristiske det store Antal Trækdyr. Hestene var paa denne Tid flere i Tal end Okserne. I Aarene 1671_—1746 fandt der en Forbedring Sted i Husdyrholdet. Koholdet pr. Gaard var mindre end Hesteholdet. Lejekvæg var meget udbredt. 1671 var 7% af Okserne, 10 °/0/₀ af Køerne og 12 °/0/₀ af Faarene i Bara H. lejede. Dette Fænomen forekom naturligvis især paa de daarligst stillede Gaarde.

Hovedgaardenes Jordbrug dreves efter samme Linjer som Landsbyernes. Trevangsbruget var det almindeligste. Engene spillede dog her en større Rolle end i Bondebruget; det hænger nok sammen med Opstaldningen af Øksne, der var af stor Betydning for Hovedgaardene. Jorden dreves overvejende ved Hoveri. Dahl giver enkelte interessante Detaljer herfra; men om Hoveriets Størrelse i ældre Tid har han ikke kunnet finde andet end spredte Opgivelser. Kildematerialet synes ikke i Skaane at være bedre end herhjemme, hvad dette Punkt angaar.

I Aarhundredet 1750^—1850 skete der i Skaane — ligesom her i Landet — gennemgribende Ændringer i Landsbyernes Strukturog Landsbybefolkningens hele Liv. Jordbruget blev nu ganske anderledes intensivt, end det tidligere havde været. En meget stor Betydning herfor har Landsbyernes Udskiftning og Udflytningen fra dem haft. Dahl hævder, at Udskiftningen i Skaane gennemførtesmed en for de fleste europæiske Lande sikkert enestaaende

Grundighed og Konsekvens. Ikke engang i Danmark skal Udskiftningenvære
gennemført saa godt.

I Skaane møder man naturligvis ogsaa Bondekonservatismen, Uviljen mod Ændringer. Anstrengelserne for Udskiftning førte i Løbet af 1700-Tallet ikke vidt. Fra 1783 kunde den enkelte Bonde forlange sin Gaard udskiftet; det skete i en Del Tilfælde; men de tilbageblevne Bønder opretholdt Landsbyfællesskabet. Udflytterne fik oftest den fjernest beliggende og daarligste Jord, hvilket ikke skulde animere til Efterfølgelse. Erfaringer blev dog indvundet ved disse spredte Udbrud fra Landsbyen og udnyttedes i Udskiftningsloven af 1803; det blev denne, der gav Stødet til, at Størstedelen af det undersøgte Omraade udskiftedes.

Udskiftningen gav Spillerum for det personlige Initiativ, og det mærkedes snart i Udnyttelsen af det dyrkede Areal. Omkring 1800 var 90 % af dette tilsaaet med Rug, Byg og Havre. Allerede 1820 var der sket en stærk Forskydning heri, og i 1866 var kun 60 °/0/₀ tilsaaet med de nævnte Kornsorter. For Havren medførte de ændrede Forhold, at den vandt Indpas i Egne, hvor den ikke tidligere havde været dyrket. Hveden — og naturligvis ogsaa Kartoflen — vinder Terræn; men den vigtigste Nyhed var dog, at Kløveren blev et fast Led i Afgrødernes Vekslen. Derved skabtes Betingelsen for udvidet Kvægavl, hvilket igen gav øget Gødningsmængde. Endnu 1805 var Trækdyrene i Skaanes bedste Agerbrugsegne meget talrigere end Køerne, talrige Steder 4 Gange saa mange. 1866 var Trækdyrene i de samme Egne kun i übetydelig Overvægt over Køerne, og for Skaane som Helhed var disse sidste nu afgjort i Flertal.

Ogsaa Befolkningens Udvikling i de to Herreder gennemgaar Dahl. Særlig interessant er det at se, hvorledes Udskiftningen har til Følge, at Befolkningen i Landsognene øges stærkt i Tiden 1801^—25; de nyudskiftede Landbrug skabte et stort Behov for Arbejdskraft, og Gaarddelinger var hyppige. (I Tiden 1776^—1800 havde der i visse Sogne været Tilbagegang i Folkemængden). I Aarene 1826^—50 synes Bøndergaardenes Behov at være mættet, og den stærkeste Befolkningstilgang finder nu Sted paa og ved Herregaardene. Dahls Undersøgelser paa dette Felt omfatter kun et mindre Antal Landsogne; det vil blive spændende at se, om de vundne Resultater vil kunne opretholdes for større Omraader; men Sandsynligheden taler unægtelig herfor.

Der vil af Dahls Bog kunne uddrages meget andet af Interesse
end det her refererede. Bogen er nøgtern og god at faa Forstand
af. Naar med Tiden de samme Spørgsmaal herhjemme tages op

til Behandling, vil Dahls Maade at undersøge Problemerne paa
utvivlsomt i mangt og meget blive forbilledlig.

Man glæder sig over Forfatterens Kendskab til dansk historisk Litteratur og dansk Sprog. Der synes ikke at være mange Fejltagelser; en enkelt (S. 80) bør maaske paatales. Det er usandsynligt, at Kirkestuf skal være Præstegaardsjord, som ligger uden for det almindelige Agerskifte. Kirkestuf er naturligvis Jord, der hører Sognekirken til, hvad Kalkar da ogsaa har. Den Slags Smaating er imidlertid ligegyldige. Enhver, der er interesseret i danske Foreteelser, der svarer til dem, Sv. Dahl har behandlet, vil med Udbytte gennemlæse hans Afhandling.