Axel Steensberg: Ancient Harvesting Implements. A Study in Archaeology and Human Geography (Nationalmuseets Skrifter. Arkæologisk-Historisk Række I, Kbh. 1943, 275 Sider).

De senere Aar har forøget den historiske Litteratur med en Række Afhandlinger om danske Landboforhold. Ogsaa de nyeste Hefter af Historisk Tidsskrift giver Udtryk for yngre Historikeres stigende Indsats paa dette Felt. Men fælles for samtlige Behandlinger er en Tidsafgrænsning, der sønderhugger de lange Udviklingslinjer, som præger det danske Landbrug fra Oldtiden til ret nær op mod Nutiden. Derfor hilser man med umiddelbar Glæde Forsøget paa at følge et af de ældste Grundforhold i Landmandens Arbejdsverden tilbage til dets Udspring.

Axel Steensbergs Disputats belyser en vigtig Side af Landbrugets Produktionsliv, Høstredskabernes Udvikling fra Oldtiden til det 18. Aarhundrede. Under forholdsvis gunstige forskningsmæssige Betingelser, med Nationalmuseets Materiale foran sig og paa Museumsrejser i Ind- og Udland, opmuntret af Mænd, der kendte hans Arbejdsevne og de paagældende Studiers Betydning, har den unge Museumsmand og Historiker naaet Resultater, der sikkert vil blive til Gavn for fremtidige Undersøgelser ogsaa i andre Lande. Paa de fleste Punkter kan Dr. Steensbergs Værk bedst bedømmes af Arkæologer og Kulturgeografer, men Historikeren vil maaske dog bedre kunne vurdere disse Undersøgelsers Betydning som landbohistorisk Indsats. Et Materiale, der hidtil kun var iagttaget brudstykkevis, er kritisk gennemgaaet og føj et sammen Led for Led i naturlig Opbygning. Paa et væsentligt Punkt er der bragt Orden og Sammenhæng i Opfattelsen af de Betingelser, hvorunder Landbrugets Hovedproduktion gennem flere Tusind Aar gik for sig. Vor Viden har faaet Rygrad.

En Række udenlandske Arkæologer har gennem deres Undersøgelserydet
Bidrag til den samlende Fremstilling af HøstredskabernesUdvikling,
men den ældre Forskning har mest beskæftigetsig

tigetsigmed Enkeltproblemer og er kommet ud for en Del Misforstaaelser,som Specialisten her rydder af Vejen. Steensberg gør dog skyldig Honnor for lagttagelser, der har hjulpet ham ind paa det rigtige Spor. Bemærkelsesværdigt er den senere ProfessorChr. Blinkenbergs Indlæg i Diskussionen om Høstredskaberi Anledning af Stenildseglen (1898). Blinkenberg saa Forbindelsenmellem Flint- og Bronzeredskab og var opmærksom paa, at Seglen ogsaa kunde anvendes som Løvkniv.

De vigtigste Kilder til Høstredskabernes Udviklingshistorie er de arkæologiske Fund, mindre sikre er Afbildninger og Beskrivelser, da disse som Detaljer i en større Helhed ofte savner Nøjagtighed (dette gælder f. Eks. Fremstilling af Segl og Le paa middelalderlige Kalkmalerier). En fjerde Kilde, sproglige Levn, har Steensberg ikke ment at kunne udnytte i nævneværdig Udstrækning. — Undersøgelsen er foretaget efter arkæologisk-kulturgeografiske Linjer, og dens enkelte Elementer er i første Række afprøvet ved Hjælp af Tilpasningskriteriet. »Formaalet er at give en Fremstilling af Sammenspillet mellem Natur og Kultur paa det specielle Omraade, der hedder Indbjærgningen af Afgrøder i Mark, Eng og Skov, og paa Grundlag heraf at opstille en typologisk Udviklingshypotese« (Dansk Resumé, S. 273).

For at komme til Klarhed over Høstredskabernes større eller mindre Anvendelighed har Steensberg, med sin grønne Ungdoms Landmandsfærdigheder i Behold, foretaget to Rækker Høstforsøg med Redskaber fra forskellige Perioder. Tidligere Forsøg er navnlig gaaet ud paa at faa konstateret, hvorvidt Flintens Slidglans V»i ,] -**,-,*% /i -M -P-nn TV nWK Al)An ,-. « _J«_rt l.'nnlUnl Ji'/^a T~il •>. »~-l- „„ C^HM^^V««« ~— lilVll t_fl V/X XX C4 XV\Ji. IX \^ J. J. \^± C4.11U.X V-₁ IVlOl^lllUlUlK^ X J.C411 L. V^l ¦ kJ L^Vll OU 1 tit/1. den første, der systematisk har afprøvet Redskaberne under ensartede ydre Betingelser for at faa deres Brugbarhed fastslaaet. Det viste sig, at den kortskaftede Segl fra Vikingetiden præsterede det hurtigste og mest propre Arbejde (de færreste Straa oprykket med Rode). Flintsegle var iøvrigt ogsaa velanvendelige, mens andre, savtakkede Flintredskaber viste sig uegnede og maatte anses for Løvknive. Under ret vanskelige Forhold — der kan faktisk kun høstes nogle faa Dage om Aaret — er disse Forsøg gennemført paa en Maade, der opfordrer til Fortsættelse. Adskillige Forhold øver dog en Indflydelse, der ikke let kan beregnes: Kornstraaets Beskaffenhed, Terrænets Natur, Høstknivens Skæftning og Skærpning, samt Høstarbejderens Træning.

Næste Hovedafsnit indeholder en kronologisk-typologisk Gennemgangaf det arkæologiske Fundmateriale, godt 1600 Høstredskaber,hvoraf over en Trediedel fra Danmarks tidligere LandomraaderØst for Øresund og Kattegat. Steensberg har her bragt

en ny Maalemetode i Anvendelse, hvorved han opnaar, at baade symmetriske og usymmetriske Halvmaane-Flintsegle kan klassificeresved Hjælp af en fælles Maaleskablon. Metalseglens Form er derimod mere variabel, og en Typeinddeling maa her foretages ud fra lagttagelse af andre Ejendommeligheder; Skæftningsvinklenspiller en stor Rolle. Gennemgangen af praktisk talt alle daterede Fund fra Tiden før 1500 giver et godt Grundlag for Bestemmelsenaf de forskellige Typer. For enkelte Funds Vedkommendeer Dateringen ret usikker. Dette gælder saaledes Stenildseglen,der dog efter Steensbergs Opfattelse maa henlægges til den tidlige Bronzealder. Betydningen af Typeinddelingen kan diskuteres. Bilagene, der illustrerer Segltypernes Udbredelse indenforgammelt dansk Landomraade, viser i nogle Perioder saa faa Fund, at man næsten intet tør slutte med Hensyn til den almindelige Anvendelse af de forskellige Typer.

Fremlæggelsen og Klassificeringen af Materialet kan naturligvis bedst værdsættes af Arkæologerne, mens 3. Afsnit, der omhandler Høstredskabernes Oprindelse og Udvikling i den gamle Verden indtil nyere Tid, i højere Grad har Landbohistorikerens Interesse. En Oversigt over Undersøgelsens Hovedresultater foreligger i Plate 13, et genealogisk Kort over Høstredskabstyperne fra Stenalder til Nutid. Man følger her »Slægten« tilbage til den primitive Høstkniv uden Rygskæftning. Steensberg paaviser, at det ældste danske Høstredskab er af denne Type og stammer fra Jættestuetiden. I Jylland er der fundet et betydeligt Antal Bladsegle (one-piece flint sickles), der i den ældre Periode har deres største Udbredelse fra Sydrusland til Nordjylland. Bladseglene har antagelig mest været anvendt til Løvskæring, ligesom de mere savtakkede halvmaaneformede Redskaber, der fortrinsvis forekommer i Østdanmark og i Sverige, hvor Bladsegle ikke er fundet. Den moderne Rishøstkniv har Aner tilbage til Stenalderen. Men disse ældste Knive har utvivlsomt tjent flere Formaal end Løv- og Kornhøst. Af Vinkelseglene, der i Middelhavslandene har sammensatte Segl-Æg, mens den nordeuropæiske Flintsegl kun bestaar af eet Stykke, kan kun de mere konkavtæggede regnes for egentlige Kornsegle. Det gamle danske Landomraade fra Slesvig til Skaane og Bohuslen er Halvmaane- Seglens klassiske Hjemsted, og de mest krumme Segle tyder paa en ret specialiseret Kornavl navnlig i danske Limfjordsegne. Fundmaterialet er dog ikke saa omfattende, at der tør drages vidtgaaende Slutninger.

Interessant er Dr. Steensbergs Udnyttelse af biologiske Undersøgelservedrørende
Redskabernes Slidglans (gloss), der godt

kan være fremkommet ved Lovskæring, idet ogsaa Træernes Ved og Lov indeholder Kiselsyre. Slidglansens Udstrækning paa Flintseglen bidrager desuden til Skæftningsproblemets Løsning, et af de Omraader, hvor Steensbergs praktiske Syn og Greb paa Tingene slaar mere teoretisk prægede Hypoteser af Marken. Allerede Forsøgene med Stenildseglen var mønstergyldige, idet han fandt en Model, der gjorde det muligt uden Besvær at losne Scgibladet Ira Skæftet, naar det skulde hvæsses. Typebestemmelsenmaa ses i nøje Sammenhæng med Skæftningsproblemel, der for Vinkelseglens Vedkommende den Dag i Dag kan studeres i vore nordiske Nabolande.

Kobber- eller Bronzevinkelseglen har sin Oprindelse fra to babyloniske Typer, den naglefæstede Segl og Bronzeseglen med ombøjet Tunge. Af den sidste udvikler Knopsegltyperne sig. Steensberg paaviser, at Knopseglen forekom i hele det nordeuropæiske Fastland omtrent paa samme Tid og ikke blot — som Hubert Schmidt antog — i Egnene mellem Rhone og Rhinen (»in the country between the left bank of the Rhone and the left bank of the Rhine«, som Steensberg lidt omstændeligt skriver). Til Schmidts 4 Segltyper føjes her en femte, den savtakkede Bronzesegl, der er en Efterligning af den nordiske Flintsegl og fortrinsvis er fundet i de gamle danske Landskaber. Raastofmangelen synes at have øvet Indflydelse, idet denne Type krævede mindre Metal, end den mere effektive Knopsegl. Ved Jernalderens Indtræden gik »Bronze-Savene« af Brug. Endnu i Keltisk Tid dominerede de smaa Vinkelsegle og Løvknive, men i Romersk Tid er der blevet Raad til tunge, kortskaftede Leer. Her krævede meppt Metal. Jernalderen er iøvrigt fattig paa danske Redskabsfund, men Sveriges og Norges rige Materiale fra henholdsvis ældre og yngre Jernalderperioder danner Grundlaget for en Typeinddeling.

Et vigtigt agrarhistorisk Problem maa ses i Forbindelse med Løvknivens Udvikling og Udbredelse. Efter Prof. Gudmund Hatts Opfattelse skyldtes det den indtrufne Klimaforværring, naar man paa Overgangen fra Bronze- til Jernalder var begyndt at holde Kvæg paa Stald om Vinteren, som jyske Tomtudgravninger viser. Men ogsaa i Italien, hvor klimatiske Forandringer næppe kan have indvirket, var der omkring vor Tidsregnings Begyndelse en stigende Interesse for Husdyrbrug og Staldfodring, med udvidet Avl og Bjærgning af Kreaturfoder til Følge. Baggrunden for denne Udvikling er Storgodsernes forøgede Afsætningsmulighederi Middelhavsomraadet. Staldfodringen i Norden skyldes derfor efter Steensbergs Opfattelse ikke blot Klimaforværringen

og den lettere Adgang til Raamaterialet (hjemlig Jernudvinding), men ogsaa Paavirkning fra Romerriget. Kimbrertogene aabner nye Perspektiver: »Cimbrians and Teutons returning home from the famous expedition would be in a position to act as counsellorsin rational agriculture« (S. 180). Til denne Fortidsfantasi maa nøgternt bemærkes, at det sjælden falder i hjemvendte Emigranters Lod at forny Hjemlandets Produktionsliv, og den romerske Indflydelse paa dette Punkt er utvivlsomt af senere Dato. —¦ Men Løvknive fik man altsaa her i Norden. Det mest sandsynlige er vel, at man ved Ensilering af friskhøstede Blade supplerede det knappe Kreaturfoder, selv om Kvæget næppe var paa Stald hele Vinteren.

Løvkniven, hvis Udvikling følges fra Bronzealderen indtil den nyeste Tid, er meget variabel og derfor svær at faa indpasset i det typologisk-geograflske Skema. Den kortskaftede Letype, der kaldes Balanceleen, anvendtes Middelalderen igennem til Høbjærgning, men blev paa Overgangen til en nyere Tid forbedret, saa at den ogsaa kunde bruges til Kornhøst. I Middelalderen blev Balanceseglen, der maaske ligesom Balanceleen er i Slægt med den sydøsteuropæiske Hagesegl, almindeligt anvendt til Kornhøst, og af denne Segltype udvikles Langleen, hvis Skæftningsvinkel ligger under 90°, hvorved opnaas, at baade Blad og Skaft kan forlænges, uden at Bladet knækker i Nakken. Et bøjleformet Mejered finder samtidig Anvendelse, først til svært Græs, men fra Middelalderens Slutning ogsaa til Kornhøst.

Slægtskabet mellem de forskellige Redskabstyper kan muligvis fastslaas med nogenlunde Sikkerhed, men man kan ikke se bort fra, at navnlig det nordiske Kildemateriale i væsentlig Grad forringesi Middelalderen. Sammenlignet med de mange daterede Oldtidsfund er de middelalderlige Billedfremstillinger og Beskrivelserikke videre fyldestgørende, og af de danske Fund omfatterkun 1 kortskaftede Leer, 1 Løvknive og 13 Segle (heraf 5 udaterede). Høstredskaberne paa Kalkmalerier i danske Landsbykirkerkan i et Par Tilfælde være forvansket ved Restaurering, og det kan i et enkelt Tilfælde diskuteres, hvorvidt det drejer sig om en Hakke eller en Le (Fanefjord Kirke, S. 201). — Maaske har Steensberg Ret, naar han mener at finde den kortskaftede Le i Brug forholdsvis sent. Men Sporene er usikre. Ved Skifteforretningerpaa Grevskabet Samsøs Gods nævnes indenfor en kortere Periode (1718- -36) i 5 Tilfælde »stumpede« eller »stakkede«Leer (i Virkeligheden kun Effekter fra 4 Landbrug; de to S. 204 omtalte Skifter i Tanderup 1730^—31 vedrører én og samme Gaard). Da Benævnelsen Langleer (ulong leer«) kun er fundet i

et Skifte fra 1735 og ikke anvendt i direkte Modsætning til de korte Leer, beviser Eksemplerne faktisk kun, at de stumpede Leer ikke er Ærteleer (der er kortbladede, men har langt Skaft). Højst sandsynligt er det imidlertid, at Samsø paa den Tid var Aftager af saavel den langbladede jyske Letype som den kortbladedesjællandske, og at Skifternes forskellige Benævnelser for korte Leer hentyder til denne sidste Letype1.

I Afsnittet om Kornleens Sejr over Seglen er Steensberg naaet til et Omraade, hvor det arkivalske Materiale kan tale med, i det mindste tælle med (Table 6, S. 233_—35). Skifterne er en af de vigtigste Kilder til Oplysning om Landbrugsforhold i det 17. og 18. Aarhundrede, en langt mere omfattende og paa de fleste Punkter mere paalidelig Kilde end f. Eks. Skattemandtallerne. Ved en Mængde Bondeskifter findes der Høstredskaber mellem Effekterne, for saa vidt kan Materialet udnyttes statistisk. Blandt 2231 Skifter paa Samsø Gods i Perioden 1672_—1777 nævner ganske vist kun to en Segl (i 1681 er det maaske endda en Fejllæsning for »Legel«, d. e. Lejle). Det kan jo skyldes, at Seglen er af saa ringe Værdi, at den ikke takseres (fra Litteraturen er der mange Vidnesbyrd om Seglens Brug i hele denne Periode), men det samme gælder Ledraget og Mejeredets Trækrog (cradle). I de fleste Skifter nævnes Mejered og Ledrag (Slaadrag) enten slet ikke eller i et saa ringe Antal, at det ikke staar i rimeligt Forhold til Antallet af Leer (Leblade). Man mærker sig, at begge Rubrikker viser stor Tilvækst fra omkring 1760, Mejeredet dog størst.

I Tabellen S. 233^—35 forsøger Steensberg endvidere en Ind- HfilinP i Knrtlppr T.nnølppr na ÆTrtplppr Mpn i mcinrffnlrlirfA Tilfældetaler Skifterne kun om »Leer«, der da kan omfatte baade Langleer, Ærteleer og kortskaftede Leer (hvis Steensberg har Ret i sin paa 4—54_—5 Skifteangivelser grundede Formodning om disses Forekomst). Og det er ganske vilkaarligt, om Ærteleer betegnes som saadanne eller ikke. 1674^—77 forekommer 17 Skifter med ialt 47 Langleer og 18 Ærteleer, 1678—80 15 Skifter med 52 Langleer og 0 Ærteleer, i de følgende Aar nævnes atter mange Ærteleer. Stikprøver viser iøvrigt, at »Græsleer og rteleer«(under i nogle Tilfælde er opført under Langleer (Skifter af 7/₃ og 17/₅ 1724). En vis Usikkerhed i Opfattelsen af danske

---

1 Et Par Lefabrikanter udtaler i en Ansogning fra 1706, at »hos de sjællandske Bonder er saasoni et Misbrug, at de betjener sig [af] smaa Holeer, i Steden de jydske og fynske bruger langt storre og kan med de samme gøre langt større og mere Tjeneste . . .< Der tilfojes dog, at Sjællænderne nu mange Steder vænner sig til de store 6—76^—7 Kvarters Leer i Stedet for de smaa 4—54_—5 Kvarters (RA. Sjællandske Tegneiser 1707, Nr. 13b, Indlæg).

Benævnelser styrker heller ikke Tilliden til den statistiske Behandlin g¹. Alt i alt er Fejlkilderne saa mange og saa væsentlige, at Tabellen bliver temmelig værdiløs. Den grafiske Fremstilling af den procentvise Tilvækst er da heller ikke overbevisende, selv med Anvendelse af »the method sometimes used by meteorologists for normalizing greatly fluctuating numbers« (S. 236, jfr. Plate 12). Hvorfor skulde Brugen af Mejered være lidt paa Retur omkring1700? — Unøjagtigheder i Talmaterialet er der en Del af. Et Par af de groveste: 1697 anfører Tabellen 2 Skifter med tilsammen7 Langleer i Stedet for 5 Skifter med 16 (nemlig 10 »Leer« og 6 »Græsleer«); 1764 anføres 2 Skifter med 7 Langleer, 9 Ærteleer, 8 Mejered og 12 Slaadrag (i sig selv usandsynligt paa to Gaardbrug), men der forekommer 3 Skifter med kun 6 Høleer, 3 Ærteleer og 7 Slaadrag.

Denne Kritik rokker ikke det Hovedresultat, at Mejeredet først efter 1750 fandt almindelig Udbredelse, sikkert under Indflydelse af de stigende Landbrugskonjunkturer og den forøgede Kornproduktion. I Stedet for denne Afgrænsning af Undersøgelsen til et snævert Omraade (Samsø og nogle faa jyske Godser) vilde Efterforskninger i Godsarkiver fra forskellige Egne af Landet have været at anbefale. Metodisk set understreger Kritikken Betydningen af at kunne bygge paa sikre lagttagelser og nøjagtige Beskrivelser. Her svigter Skifterne ganske, men man faar overhovedet for lidt at vide om Redskabstyperne i nyere Tid. Svigter Museerne ogsaa? — Et rigere Billedmateriale, maaske ikke mindst Tegninger, kunde have hjulpet paa Sagen.

Trods Materialets Mangler og visse metodiske Brist er Dr. Steensbergs Fremstilling af Høstredskabernes Udviklingshistorie en betydningsfuld dansk Forskerindsats, der vil vække fortjent Opmærksomhed ogsaa i andre Lande. Flid og Fantasi har støttet hinanden, og Resultatet er af grundlæggende Værdi. Man har Lov at vente tilsvarende Arbejder fra Forfatterens Haand i Fremtiden, bl. a. har jo Steensberg tidligere beskæftiget sig indgaaendemed Plovens Historie. Hans Sans for den større Kultursammenhængfaar ham Gang paa Gang til at fremhæve Samspillet mellem de forskellige Faktorer, der kan have fremkaldt bestemte agrikulturelle Tilstande. I Konklusionen peger han saaledes paa Forbindelsen mellem Høstredskabstyperne, Plantekulturens Art og Stenrydningen — en af de Opgaver, hvis Løsning maa tilfalde

---

1 De i Skifterne fra 1724 anførte 8 reaping scythes kaldes »Mejejern , ikke »Mejeleer«, som anført S. 234, Note 1. — Pudsigt er det, naar nogle aparte (særskilt vurderede) Leer paa Engelsk bliver til ><curious scythes« (S. 235 Table 6, Noten).

interesserede Kulturgeografer og Landbrugshistorikere. med Arkæologerog
Botanikere som uundværlige Medarbejdere.