Die römische Eroberung Italiens von Adam Afzelius (Acta Jutlandica XIV, 3, Aarhus 1942, 204 Sider med to Kort).

Det er et meget stort Arbejde, Dr. Afzelius har paataget sig for at vise, at det var naturligt, at Romerne tilsidst sejrede over hele Italien, fordi de sammen med deres Forbundsfæller til enhver Tid efter Areal og Befolkningstæthed var deres Modstandere

Paa Grundlag af Belochs forudgaaende Undersøgelser og med en Videreførelse af dennes Metode gennemgaar Dr. Afzelius paa det omhyggeligste alle Italiens syv Regioner og trækker Linierne op for de enkelte Byers Omraade, saa godt det overhovedet lader sig gøre efter Kilderne og de forefundne Indskrifter.

Efter disse Arealbestemmelser, som efter min Mening er Bogens værdifuldeste Bidrag til Forskningen, gaar Forfatteren over til at bestemme Befolkningstallene for Italien før den 2. puniske Krig. Han støtter sig her ligesom ved sin Kritik af Censustallene over romerske Borgere ganske til Belochs klassiske Arbejder om Befolkningsspørgsmaalet i Oldtiden, og Udgangspunktet for hele Beregningen er Polybios' Angivelser (II Bog c. 23^—24) af Romernes og deres Forbundsfællers mobile Styrker i Aaret 225. Ved en Række sindrige Beregninger, som til Kontrol sammenlignes med den nyeste italienske Statistik over Landdistrikternes Befolkningstal, naar Forfatteren til en Række Talstørrelser, om hvilke han forsikrer os, at de altid er afrundet til den Side, som vil være ugunstigst for hans ovennævnte Tese. Naar de alligevel kan det kun yderligere bekræfte Tesens Gyldighed.

Enhver kritisk Historiker vil sikkert paa Forhaand føle sig tiltalt af Forfatterens sunde Materialisme, der minder om det Ord, der tillægges Frederik den Store: »at Vorherre altid holder med den, der har de fleste Kanoner«. Men man gribes alligevel under Læsningen af en Følelse af, at Dr. Afzelius simpliflcerer Tingene lidt vel rigeligt.

Det hedder Side 11 i Afhandlingen: »Der Sieger kann iiberlegen sein 1. in der Feldherrnkunst, 2. in der Qualitåt der Soldaten, 3. in der Qualitåt und Menge der WafTen und der materiellen Hilfsmittel, 4. in der Anzahl der Soldaten. Mindestens einer dieser Faktoren muss vorhanden sein, um einen Part zum Sieg zu fiihren«.

Da Dr. Afzelius nu mener, at Romerne ikke i nogen af de tre
første Henseender var de andre Italikere overlegne, opstiller han
sin Tese, at det kun kan være i Mængden af Soldater, de har været

overlegne, og det er det, han saa vil bevise gennem de mange
Enkeltundersøgelser.

Jeg bekender, at jeg stiller mig tvivlende til denne yderst skematiske Aitiologi. Det viser sig da ogsaa, at Forfatteren paa sine Steder giver Plads for andre Aarsagsopfattelser; han siger f. Eks. Side 168 om Samniterkrigen, der førte til Frafald af mange romerske Forbundsfæller: »Aber dank ihrer bekannten zåhen Energie hielten die Romer den Samnitenbund in der Zange und gewannen in der Regel bald die abgefallenen Bundesgenossen zuriick.« Om denne »sejge Energi« stod der jo ikke noget i de fire Punkter, der var Grundlaget for Problemstillingen. Forfatteren siger ogsaa et Par Sider længere henne (Side 173): »Es scheint, dass die romischen Staatsmånner eingesehen hatten, dass sie die Stellung des romischen Bundes ausbauen miissten, bevor den italischen Staaten im Ernste die Augen fiir die Gefahr von Rom her aufgingen.« Her er det forudseende politisk Klogskab, som tages med i Aarsagskomplekset, hvad der heller ikke har meget med den opstillede Tese at skaffe.

løvrigt har man under Læsningen af Bogen det Indtryk, at Dr. Afzelius regner med den Opfattelse, at alle andre Mennesker har ment, at det var ved et Mirakel, Romerne vandt Magten i Italien, og at han nu endegyldigt har løst denne Gaade. Hvor denne Opfattelse egentlig stammer fra, ved jeg ikke. Oldtidens Forfattere synes ikke at have haft den; de var jo fra Sparta fortrolige med et Landhegemoni støttet til Forbund indenfor Bystatens Ramme. Det er da heller ikke hertil, Polybios knytter den Problemstilling, hvorover han skriver sin Historie, men det, der for ham er »Miraklet«, der skal forklares, er hvorledes Landmagten Rom paa 53 Aar (219^—167) kunde underlægge sig næsten alle Middelhavslandene. Polybios' »Mirakel« begynder altsaa først med Hannibal-Krigen længe efter Italiens Underkastelse.

I alt, hvad der vedrører Kendskabet til Kilderne og til den nyeste Forskning, er Dr. Afzelius overordentlig stærkt udrustet, og man maa beundre hans dybtgaaende Forskning, navnlig som før nævnt i det regionale. Med en let Drejning af Bogens Plan kunde den være blevet et Stykke »italienische Landeskunde«, som for os alle kan være tiltrængt.

Derimod er jeg ikke blevet saa overbevist af de Afsnit imod Slutningen, der har Berøring med ren Krigshistorie. Her kommer Tilslutningen til Belochs Kritik undertiden til at give hele Fremstillingenfor meget Præg af Hypotese, hvorved hele Forfatterens statistiske Talapparat let kommer til at svæve i Luften. Som Eksempel herpaa vil jeg nævne Afsnittet om den store SamniterkrigSide

krigSide159_—170. Baade hos Livius (IX, 32) og hos Diodor (XX, 35 ff.) berettes det, at Romerne mod Slutningen af den saakaldte 2. Samniterkrig (fra 326_—304) fik en haard Kamp at bestaa mod Etruskerne, hvilket endda førte til Uroligheder blandt Umbrerne. Herom siger Beloch (rom. Gesch. S. 413): »Nun ist aber Fabius in seinem Consulat 295, wo er ebenfalls P. Decius zum Collegen hatte, nach Umbrien gezogen, hat dann gegen die Etrusker gekåmpft, und mit Volsinii, Perusia, Arretium anf 40 Jahre Frieden geschlossen (Liv. X, 37,5) . . . Demnach ist der Etruskerkrieg unter dem Consulat des Q. Fabius und P. Decius 295 in das Amtsjahr derselben Consuln 308 hinaufgeriickt worden. . .« Paa denne Maade forsvinder i Følge Beloch Etruskernes og Umbrernes Deltagelse i Samniterkrigen fuldstændig, hvad der naturligvis maa staa for Belochs egen Regning.

Selv om nu Dr. Afzelius slutter sig til denne Belochs Opfattelse,
saa maa Læseren dog forlange at blive oplyst om Kildernes
virkelige Indhold og om Afzelius' Argumenter for at forlade Kilderne,
eller om ikke det saa i hvert Fald en Henvisning til Belochs
Paastande. Men herom er der saa lidt Tale, at Dr. Afzelius endog
bygger et Ræsonnement op, der lyder saaledes (Side 159): »Ich
glaube daher, dass Roms Sieg auf etwas ganz anderem beruhte:
Die expansive Politik der Samniten hatte alle ihre Nachbarn zu
natiirlichen Bundesgenossen des Staates gemacht, der den entscheidenden
Kampf aufnahm. Rom dagegen hat sich durch seine
vorsichtige defensive Politik im N und O den Etruskern,
Sabinern und Aequern gegeniiber den Rucken im Krieg gesichert«.
fFYpmhflPVplspn fnrptacfpt af micA
\ - - ¦ o — — o/"

o/ -

Dette bliver efter min Mening en Hypotese oven paa en Hypotese, og Læseren burde være underrettet om, at Kilderne tværtimod beretter om en Krig mod Etruskerne. Og denne Oplysning maa være saa meget vigtigere, eftersom den berører selve den Tese, Forfatteren vil bevise. Skemaet paa Side 166, der viser 560 000 Indbyggere paa Samniter-Siden mod 760 500 paa Romer- Siden, er jo ikke meget værd, hvis der til Samniterne pludselig kommer 359 000 Etrusker og en vis Del af de 133 000 Umbrer (jfr. Side 171) som Krigspotential for disse to Regioner.

Det kan overfor dette Eksempel maaske være af Interesse at se, hvordan ældre Historikere har udtalt sig om SamniterkrigensProblematik. Mommsen har i Rom. Gesch. her mest holdt sig til Referat, men Wilh. Ihne (Rom. Gesch. I (1868), 360) gaar ind paa Problemet: »Der Sieg ward den Romern zu Theil, nicht weil sie mehr Tapferkeit, mehr Ausdauer oder Kriegstiichtigkeitbesassen, sondern weil ihre Kriegsfuhrung planvoller

war, weil sie den gewonnenen Boden durch ihre Festungsanlagen hartnåckiger festzuhalten verstanden, und durch ihre schlaue Politik sich der Freundschaft der Nachbarn der Samniter versicherten.Diese Überlegenheit hatte ihren letzten Grund in dem einheitlichen, festen Bau des romischen Staates, in der ruhigen Besonnenheit, mit welcher der rdmische Senat die åussere Politik leitete, und in der unerschiitterlichen Entschlossenheit, mit der die Romer jetzt, wie immer, ein einmal gestecktes Ziel unverriicktim Auge behielten«.

Som man vil se, er der adskillige Vendinger heri, som næsten kunde være brugt af Dr. Afzelius selv (jfr. ovenfor »den sejge Energi« og den »politiske Forudseenhed«). Men er dette rent menneskelige Sprog ikke nok saa indtrængende og nok saa overbevisende som mange konstruerede Tabeller. Franskmanden Eugéne Cavaignac (Histoire de l'antiquité 111 (1914), 65) udtrykker sig endnu kortere om den samme Problematik vedrørende Roms Sejr over Samniterne: »La force de son gouvernement lui avait donné la victoire.« Det var det samme Resultat, Polybios kom til vedrørende Verdenserobringen. Udtømmende er saadanne Forklaringer naturligvis heller ikke, men de rører ved noget væsentligt, selvom de hverken lader sig fremstille grafisk eller i Tabeller.