Erik Lonnroth: Statsmakt och statsfinans i det medeltida Sverige. Studier over skattevåsen och lånsforvaltning (Göteborgs Högskolas årsskrift XLVI, 3, Göteborg 1940, 280 Sider).

1934 vakte Erik Lonnroth, knap 24 aar gammel, stor opmærksomhed med sin modne og selvstændige disputats, Sverige och Kalmarunionen 1397_—1457, der straks skaffede ham et docentur i Goteborg. Seks aar senere kom dette hans andet hovedværk, der i 1942 med rette placerede ham som professor i Uppsala, hvor han er blevet den radikale kildekritiske historieforsknings første repræsentant.

---

1 Jeg skal gøre opmærksom paa, at denne anmeldelse var affattet forinden fremkomsten af prof. Sverre Steens anmeldelse og dr. Schreiners replik i norsk historisk Tidsskrift (XXXII (1942), 576—91; XXXIII (1943), 79^—86). Uet vil fremgaa af ovenstaaende, at min opfattelse — og replikskiftet har ikke ændret denne — ligger nærmere prof. Steens end dr. Schreiners.

Lonnroths nye bog om Statsmakt och statsfinans indtager i mange henseender samme plads i svensk middelalderforskning som Kr. Erslevs Valdemarernes Storhedstid i dansk. Begge er de fremkommet som nødvendige forarbejder til almindelige fremstillinger, hvor der savnedes en klar opfattelse af samfundstilstandene og forholdet mellem stat og folk; som Erslevs bog var et forarbejde til skildringen af senmiddelalderen i Danmarks Riges Historie, er Lonnroths værk at betragte som en indledning til en samfattende fredistilling af Sveriges historie i unionstiden. Men der er tillige store forskelligheder i deres anlæg. Erslev koncentrerede sig orr forstaaelsen af et enkelt kildekompleks (Kong Valdemars jordebog), hvad der nødvendigvis maatte give bogen en noget løs og tilfældig opbygning. Lonnroths bog derimod er samlet omkring en enkelt, men overmaade vigtig udviklingslinie gennem hele middelalderen: vekselvirkningen mellem statsmagtens styrke og folkets præstationer til staten. Den er i virkeligheden langt mere end indledende studier; den er i sig selv et helstøbt syntetisk værk, idet resultatet af de dybtgaaende undersøgelser i delvis nyt stof overalt er ordnet ind under bogens grundlæggende

Lonnroths arbejde har en enkel og naturlig opbygning. Efter et indledende kapitel om nogle grundfaktorers udvikling gennem hele middelalderen, især bebyggelsesekspansionen som baggrund for differentieringen og omlægningen af hele erhvervslivet i senmiddelalderen, kommer de seks hovedkapitler, der i kronologisk rækkefølge behandler seks udviklingstrin. Først skildres kongemagtens primitive organisation i det 12. og det meste af det 13. aarhundrede; der er endnu ikke nogen centralmagt af betydning, kongen fører en ambulant tilværelse paa sine domæner, der næsten er hans eneste indtægtskilde, og kun paa de steder, hvor han tilfældigvis opholder sig, er han i stand til at gøre nogen magt gældende. Det gamle samfund sprænges i slutningen af det 13. aarhundrede af Folkungerne, der begyndte at opbygge et kongeligt hærvæsen efter vesteuropæisk forbillede, dels en ridderhær af indfødte stormænd, dels en række borge som sæde for centralmagten. Midlerne hertil kommer gennem indførelse af staaende skatter (baade i naturalier og i penge) som afløsning af de tidligere personlige ydelser (gæsteri og leding); disse skatter blev lagt paa jorden, hvis inddeling dels videreudvikledes (»attungen«), dels erstattedes af et egentlig jordmaal (»markland«), alt efter landbrugets beskaffenhed. Hele denne udvikling begunstigede ogsaa de godssamlende stormænd, der ifølge Lonnroth nød samme fordel af »Alsno-stadgan«s omregulering af bøndernes afgifter (ca. 1280 -85) som kronen.

Hurtigt inddeltes hele landet i slotsien, der hver især havde mange herreder som økonomisk basis, men udviklingen sprængte et par generationer senere fuldstændigt det finansielle grundlag, ikke mindst da hæren maatte suppleres med kostbare lejetropper af riddere og væbnere paa en tid, hvor man var ved at gaa over til en økonomisk nedgangsperiode. For at skaffe penge maa kongemagten gribe til den ulyksalige udvej at pantsætte lenene, hvad der hurtigt fører til statsmagtens forfald. Her giver forfatteren os en interessant analyse af pantelensmændenes vilkaar paa grundlag af et par bevarede lensregnskaber for den mecklenburgske ridder von Barnekow (1365^—67). Efter et mislykket forsøg af kong Albrecht lykkes det Dronning Margrethe at genrejse kongedømmets magt. Hun bygger paa udenlandske hjælpemidler, men stabiliserer hurtigt rigsmagten og dens økonomi gennem haardhændede metoder (kraftig skattestigning, hensynsløs indløsning af pantelen og reduktion af adelsgods).

Denne »unionelle enevælde« ramte paa een gang bønderne og adelen haardt, almue og rigsraad smelter sammen i en fælles opposition, og vi faar folkerejsningerne under Engelbrekt og Karl Knutsson. Unionen er forbi, afløst af »den decentraliserede lensforvaltning«, hvor styret gik over til kombinationer af nogle faa højadelige slægter, der rivaliserede om magten, men gennem lenene enedes om at udbytte bønder og almindelige adelige. En kombination af den kvægavlende grænseadel mod Danmark, bjærgværksmændene i Dalarne og borgerne i Stockholm, alle kapitalstærke fraktioner, der tilsammen beherskede udenrigshanrlf»lf»n clntx Hf>n oamlp riacraarlcaripl nar\ i clacfpt wrf RTiintphprffl der er udgangspunktet for »Sturevældet«, hvis politik begunstigede netop disse nye erhvervs interesser. Sturerne formaaede gennem deres lensforvaltning og økonomiske politik for første gang at give rigsstyret et solidt økonomisk grundlag, et smidigt system med bytte af naturalier mellem de forskellige erhvervsgeografiske omraader og med afhændelse af et ikke übetydeligt produktionsoverskud under statens formidling. Sturernes bevidste statsstyre, deres hensigtsmæssige finanssystem og økonomiske organisation er den nødvendige forudsætning for forstaaelsen af Yasaernes stærke, nationale kongemagt.

—o ~

Et simpelt referat af kapitlernes indhold giver imidlertid ikke
noget virkeligt indtryk af bogens rigdom. Den finder man i dens
fylde af stof fra alle sider, der af forfatteren, i de smaa udredningersom

---

1 Sml. Lonnroth, Slaget på Brunkeberg og dess forhistoria (Scandia XI (1938), 159—213).

gersomi de store linier, er spændt ind i en aarsagsbestemt sammenhængmed myndige og nøgterne domme. For en dansk læser er det overmaade interessant at sammenligne den svenske udviklingmed den danske. Frem til midten af det 15. aarhundrede følger de to lande nogenlunde samme linie, blot at Sverige frem til unionen er en stadig kortere periode bagefter. Men i det 15. aarh. tager udviklingen i Sverige fart, navnlig i kraft af den voldsommeøkonomiske ekspansion, ja, til Sturernes statssystem findes der endda ikke noget egentligt modstykke i Danmark; koncentrationenaf politisk magt kan nok spores (tydeligst hos ChristianII), og beskyttelsen af de hjemlige erhverv efter europæisk mønster vinder ogsaa indpas i Danmark, endda et par aartier førend i Sverige, men det økonomiske system med staten som centrum for en kolossal vareomsætning indadtil og udadtil og en konsekvent opbygning af statshusholdningen paa varepræstationer,altsaa en tilbageskruet naturaløkonomi, er specielt svensk.

Lonnroth har lært en del af sine forgængere i udlandet, som han er fuldt fortrolig med, ikke blot Danmark og Norge, men ogsaa Tyskland, England og Frankrig, hvis forhold ridses op som baggrund og forbillede. Dette fremgaar maaske tydeligst i det vigtige forskningsafsnit om indførelsen af de staaende skatter efter vesteuropæisk mønster. Med samme udgangspunkt som Arup for Danmark belyser han skatternes historie ud fra immunitetsbrevene. Den stadig voksende række af friheder i privilegierne betegner ikke, som saa ofte antaget, en fortsat udvidelse af immuniteten, men en inddragelse af de nye skatter i den specificerede skatteliste, efterhaanden som de paalægges. Privilegiebrevene og deres stadfæstelser udgør saaledes det kronologiske skelet for skattesystemets

Derimod stiller Lonnroth sig aabenbart afvisende overfor de metoder, som A. Steinnes i Norge og Sv. Aakjær i Danmark har forsøgt: at oplyse det middelalderlige skattesystem ved at paaviseden übrudte kontinuitet frem til det 16. aarhundrede med de langt rigere kilder. Maaske er sammenhængen i det svenske skattesystem svagere end i de to andre nordiske lande; men naar Lonnroth forbigaar denne metode, hænger det dog vist snarere sammen med, at han anser det for farligt og usikkert at bygge paa skatterelikter fra en 2—3002^—300 aar senere periode. Dertil kommer et andet forhold, nemlig at Lonnroths studier i skatter og jordmaalhar et ganske andet Formaal end at opklare skatteteknik og landbrugsorganisation i sig selv; for ham er det kun midlet til at vinde større klarhed om det spørgsmaal, der for ham er

det væsentlige: statens magtstilling. Derfor kan Lonnroth aldrig nøjes med at bestemme kontinuerlige elementer; tværtimod er for ham ændringerne, nydannelserne, det afgørende, for de kan tjene til at belyse det skiftende forhold mellem politisk magt og økonomiske ressourcer.

Et par træk fra kapitlet om befolkning og bebyggelse bør
fremdrages. Stærkere end nogen tidligere forsker gaar Lonnroth
imod de tidligere forsog paa at konstruere absolutte folketal ud
fra peterspengene, men til gengæld gaar han langt dybere ind paa
det mere frugtbare spørgsmaal om bebyggelsesudviklingen og
den relative befolkningstæthed. Han viser, at Sverige indtager en
særstilling, idet det viser en kraftig bebyggelsesekspansion i senmiddelalderen,
hvor i hvert fald Danmark som de store europæiske
lande er præget af stagnation eller tilbagegang. Men det paapeges
ogsaa, at fremgangen kun i ringe grad berørte de gamle
kulturbygder; afgørende var det, at ødemarkerne mellem bygderne
og specielt Norrland og Finland havde naturkilder, der nu
lod sig udnytte økonomisk. Om de store linier i dette kapitel er
der ikke nogen grund til at tvivle, selv om der kan rejses vægtige
indvendinger mod forskellige enkeltheder. Saaledes er redegørelsen
for forholdet mellem de enkelte »bo« og herreder i Våstergotland
i det 13. aarh. overfor relationerne fra det 16. aarh.
(S. 21 f.) ikke blot unødvendigt indviklet, men omregnes brøkerne
til procenter og forholdstal, giver de næppe grundlag for de anførte
slutninger. Dette talmateriale maa sikkert, ligesom peterspengene,
udgaa af den svenske befolkningshistorie til fordel for
Hp lon fft cil/roro rocnlt ofor Aor l^n-n nrlln/inp rt/»r»r»/ m-t-v-w*"j/J**+ *"*"^
""**• "*¦ fc*-"OW «¦*"¦"¦ *¦»*» ¦** ¦* VUMIVVH.V* y **«««, J.K.MAA UVIIVVIVU JtUUIVt €AK
bebyggelsen.
Talbehandlingen er vel i det hele det svageste i bogen. Det
gælder de gentagne behandlinger af landgilde og priser og deres
afvigelser fra »justum pretium«, specielt forholdet mellem prisfaldet
paa jord i det 14. aarhundrede i forhold til »den sorte død«,
som forfatteren giver op for. Fuld anerkendelse maa der derimod
ydes for analysen af de Barnekowske regnskaber (S. 156 fT.), hvor
det godtgøres, hvilke fordele besiddelse af len kunde have, selv
om regnskaberne viser stort underskud. Men burde det spørgsmaal
ikke ogsaa undersøges, om regnskaberne er sande eller fiktive
eller falske?

løvrigt er det overmaade vanskeligt for en dansk historiker at tage stilling til mange specielle forhold. Det gælder ikke mindst den elegante løsning af jordmaalenes udvikling, forklaringen af »attung'- og »markland", der kommer ind i en naturlig og logisk sammenhæng — næsten for simpel og ligetil til at man tør tro

paa den¹. Ikke alle tilfælde og forhold glider let og utvungent ind i Lonnroths hypotese, men det kan heller ikke ventes, mener Lonnroth;middelaldersamfundet var irrationelt og inkonsekvent. Hvad han skriver om den svenske »attung« fortjener at blive fremhævet som hovedsynspunkt: »Man moter ... hår det svalg mellen juridisk fiktion och efter sedvanerått anpassad, konkret verklighet, som utmårker hela Sveriges medeltida jordindelnings- och beskattningshistoria.Det er lonlost att forsoka fånga något urtillstand, då lagarnas premisser och verkligheten fullkomligt svarat mot varandra.Attungens juridiska karaktår har betingats av praktiska krav på råttslig likformighet men ej av krav på en enligt nutida begrepp exakt och råttvis uppskattning av jordegendomen« (S. 84).

Saa kritisk forfatteren er, naar det gælder kildevurderingen, saa kraftig og dristig er han, naar det gælder at kombinere kendsgerningerne og redegøre for aarsagssammenhæng ud fra ganske bestemte ledemotiver. Trods al hans nøgternhed, teoretiske indsigt, politiske omdømme og økonomiske forstaaelse er det dog ikke altid muligt at bifalde hans synspunkter. Det er saaledes et stort spørgsmaal, om ikke Ldnnroth overvurderer betydningen af handelsforbindelsen med udlandet, specielt for kolonisationen (S. 39 ff.). Det maa dog erindres, at det var en forsvindende del af samfundsproduktionen, der var genstand for eksport, og selvforsyningen maa have været et dominerende træk for det senmiddelalderlige svenske folk, mindst i samme omfang som af Heckscher vist for Vasatiden. Og mon det ikke er at vende op og ned paa aarsagssammenhængen, naar det (S. 41) anføres, at der »genom uppkomsten av ett stort antal odegårdar under 1400talet tydligen uppstått en grupp lost folk, som fått soka sin bårgning som knektar och tjånstehjon hos landets måktiga«?

Værdien af Lonnroths bog ligger ikke saa meget i en række faste og urokkelige kendsgerninger som i den syntetiske sammenstilling. Den sætter overalt tankerne i bevægelse, ægger til videre undersøgelse og ikke sjældent til modsigelse. Forfatteren har da heller ikke selv ment, at sidste ord skulde være udtalt med denne bog, men den »år avsett att våcka till liv, ej att onodiggora en vetenskaplig debatt«. En del af hans resultater kan blive draget i tvivl eller omstødt, men det er Lonnroths blivende fortjeneste, at han er den første, der har betragtet spørgsmaalet i sin fulde sammenhæng under frugtbare synspunkter.

---

1 Lonnroths opfattelse af »marklandets uppkomst« har mødt skarp opposition af specialisten J. Sandstrom (Sv. Hist. Tidsskr. 2. R. V (1942), 117_—44), hvem Lonnroth dog straks paa overbevisende maade imødegik (Scandia XIV (1942), 103—119).