Det er udbyttet af mange aars forskningsarbejde — der tidligere bl. a. har sat frugt i afhandlingen om Tegels Erik XIV.s historie (Scandia 1935) — som arkivar i Lund Hasse Petrini 1942 fremlagde i sin disputats »Kållstudier till Erik XIV:s och nordiska sjuarskrigets historic^ (Lund og Kbh. 385 sider). Baade i emnevalg og metode tilhører Petrinis arbejde den lundensiske kildekritiske skole. Han er elev af Lauritz Weibull, Sture Bolin nemlighedsgæld til Ingvar Andersson, den fornemste nulevende kender af Erik XlV's historie, der har givet ham impulserne til den foreliggende undersøgelse. I forordet meddeles, at planen oprindeligt var begrænset til det svenske kildemateriale, men at fort¹, under arbejdet fandt det mest frugtbart ogsaa at inddrage de danske bérettende kilder til Syvaarskrigens historie i undersøgelsen. Danske historikere har grund til at være ham taknemlige tor denne udvidelse af rammen.

Det ny og betydningsfulde, som værket bringer, er især paavisningenaf, i hvor stor udstrækning de vigtigste af de krønikeformedebidrag til tidens historie, baade svenske og danske, bygger paa materiale — akter og brevrelationer fra begivenhedernenærstaaende hjemmelsmænd - fra regeringskancellierne og giver udtryk for den opfattelse, som kongerne Johan 111, Karl IX og Frederik II og deres statsmænd og feltherrer onskede at bibringe offentligheden i og uden for Norden. Det blev den

besejrede og afsatte Erik XlV's lod, at billedet af hans person og gerninger maledes med de farver, som hans sejrende fjender blandede, og at historikerne indtil de seneste aar ikke har været klare over, i hvor høj grad de forskellige krønikemeddelelser stammer fra den samme tendensprægede kildekreds. Hvor meget den historiske sandhed om kong Erik herved er blevet forvansket, indlader Petrini sig dog ikke paa at bedømme. Noget nyt billede af Erik XIV indeholder hans bog ikke. Men vi faar, som et uundværligtgrundlag for ethvert forsøg paa en nyvurdering, en minutiøsredegørelse for de fortællende kilders herkomst og indbyrdes slægtskab, delt i de to hovedafsnit: »Svenska kållor« og »Danska kållor«.

Efter et 1. kap. om de anklageskrifter mod Erik, som hertug Johan 1568^—69 lod udarbejde, og som skulde vise berettigelsen af de to hertugbrødres oprør mod kongen og af dennes afsættelse og fængsling baade ud fra germansk, romerretslig og kirkelig retsopfattelse — af de forskellige opfattelsers oprindelse, karakter og delvise sammenblanding i den tids Sverige gives en værdifuld udredning — gennemgaas i de følgende kapitler de forskellige svenske krøniker og krønikeudkast og -fragmenter. Gennem en sober og stringent bevisførelse — kun paa ganske faa, ikke afgørende punkter har jeg fundet anledning til indvendinger — vises det her, hvorledes kancellisekretæren Rasmus Ludvigssons samlinger og udkast, der overvejende bygger paa kancellimateriale, hvoraf den største del nu er tabt, i mere eller mindre omarbejdet skikkelse og med forskellige tillæg fra andre kilder, bl. a. anklageskrifterne mod Erik XIV, danner grundstammen for de senere skildringer ned til Daniel Hunds rimkrønike og Tegels og Messenius' værker. Dette gælder ogsaa Hogenskild Bielkes i visse afsnit af forfatterens selvoplevelse og selvdefensoriske trang prægede krønike. Efter en af Petrini udkastet hypotese har baade Rasmus Ludvigsson, Daniel Hund og Tegel hentet stof fra en af Johan 111 1575^—80 tilvejebragt materialesamling til et skrift om kong Erik og hans forhold til brødrene. Noget afgørende bevis for existensen af denne samling har han dog ikke bragt.

For Syvaarskrigens vedkommende er de berettende kilder rigere paa dansk end paa svensk side, og samtidig ejer vi her, baade i det danske rigsarkiv og i tyske statsarkiver (Dresden, Liibeck o. fl.), et mere omfattende brevstof, som i en række tilfælde kaster et klart lys over »krønikernes<c tilblivelse. Et overmaade omhyggeligt studium af hele dette materiale har sat Petrini i stand til at fremlægge flere forskningsresultater af stor værdi.

Han paaviser saaledes, at den af Hans Svaning forfattede »Retractat'c om krigens aarsager og krigsbegivenhederne i 1565 (Rørdam: Hist. Kildeskr. 11, 122- -62) gør stærkt brug af danske indlæg fra mæglingskongressen i Rostock 1563 (hidtil unyttede af dansk forskning) eller dermed nært beslægtede akter og af kansler Johan Friis' skildring af fængslingen af Sten Erikssons legation i København i febr. 1563. Det maa ogsaa anses for bevist ved Petrinis undersøgelse, at de forskellige skildringer af Daniel Rantzaus tog ind i Sverige okt. 1567^—febr. 1568 som fælles grundkilde har en i det danske hovedkvarter ført »feltdagbog«. Den store tyske dagbogsformede beretning om toget i GI. kgl. Saml. 867 fol. (afskrift fra A. S. Vedels samlinger, tr. Rørdam, 2. R. I, 8—128)8^—128) skyldes tydeligt nok en forfatter, som stod Rantzau meget nær. Rørdam gættede paa feltpræsten, hofprædikant Christoffer Knoff. Petrini anser, bl. a. under henvisning til, at A. S. Vedel, som har ejet haandskriftet, aabenbart i sin haandskriftfortegnelse sigter til dette med ordene »Det same Tog beskreven ved Daniel Rantzou paa Tydsk«, feltherren selv for at være forfatteren. At Rantzau omtales i 3. person (»der Herr Feltoberster«) finder analogier hos andre af tidens dagbogsforfattere (bl. a. Carl Carlsson Gyllenhjelm og grev Johan af Nassau); det kan dog, tilføjer Petrini forsigtigt i en fodnote, skyldes, »att en skrivare verkstållt utskrivningen«. At Rantzau staar bag dagbogen, kan næppe være tvivl underkastet, men den rimeligste antagelse er dog vel, at en anden har ført den i pennen i den form, hvori vi kender den.

OI •"! J—.J -~- j £ -yyi w*l n f I+l rt ' /I 1«- "1 1 " I*.*l tilskrives Axel Gyldenstierne og Jon Tursen (Rørdam, 11, 369 410), bygger ogsaa paa »feltdagbogen«, men indeholder der ud over meddelelser, som kun kan stamme fra en deltager, som stod officerskredsen nær, tillige en dannet mand med sans for kulturelle værdier. Petrini gætter paa en feltpræst eller et medlem af feltkancelliet. Han henviser til Vedels omtale af et haandskrift om »Daniel Ranzovs Tog ind i Sverrig beskreven af Her Isack i Lands-Krone« — dvs. formodentlig Isaach Olsen, kapellan i Landskrona fra 14/₂ 1568 — men finder ogsaa et træk (interessen for »det herlige liberi« i bispegaarden i Linkbping), som kunde lede tanken hen paa den historisk interesserede ritmester Frants Banner. Paa det problem, som det nære stilistiske slægtskab mellem dette parti af krøniken og dennes øvrige dele rejser, kommer han ikke ind.

De nævnte dele af *den s. k. Gyldenstiernes kronika- belyser
Petrini i en meget omfattende undersøgelse og naar til den uangribeligekonklusion,

gribeligekonklusion,at krøniken, baade hvad skildringen af krigens aarsager og krigshistorien angaar, henter den alt overvejendehovedpart af sit stof fra dansk kancellimateriale: akter, relationer og rapporter fra høje officerer og andre, dagbogsoptegnelseraf samme herkomst, forsvarsskrifter m. m. De indføjedeberetninger om »Sturemorden« og oprøret mod Erik XIV — den udførligste skildring af dette, som kendes — bygger øjensynligtpaa meddelelser fra de af hertug Johan til København sendte svenske gesandter. Hovedtendenserne i krøniken er at give de svenske skylden for krigen, berømme de danske sejre og skyde skylden for ulykkerne over paa grev Giinter af Schwarzburgog de andre tyske lejeknægtsøverster. At den har en officiel karakter, fremgaar bl. a. af flere randantegnelser, i hvilke spørgsmaalom eventuelle ændringer i texten henskydes til kongens afgørelse. Med hensyn til spørgsmaalet om tidspunktet for affattelsenslutter Petrini sig til Paludan-Miillers opfattelse, at Frederik II lod den udarbejde efter det mislykkede udfald af Roskildefredsforhandlingernei slutningen af 1568 for at vise, at han hverken var skyld i dette eller i krigens udbrud, og at den henlagdes ufuldført efter Stettinfreden 1570.

Af Lyschander (ScriptoresDanici) tilskrives krøniken den senere rigsraad og statholder i Norge Axel Gyldenstierne. C. J. Brandt identificerede den med den af Vedel nævnte »Historia belli Svetici a Frederico II rege Daniæ gesti, collecta a M. Jona Tursonio, canonico Lundensi«, og Rørdam har herefter i tilslutning til Paludan-Miiller udkastet den kompromishypotese, at den er sammenskrevet efter kongelig befaling af Jon Tursen paa grundlag af Axel Gyldenstiernes optegnelser og andre kilder. Petrini tør over for Vedels autoritet ikke afvise tanken om Tursen som forfatter, men har ikke kunnet finde nogen forbindelse mellem ham og Danske Kancelli. »Kunna vi forklara Jon Tursens bidrag till kronikan som stilistisk overarbetning?« Helst vilde han tænke sig Hans Svaning som forfatter og Johan Friis som den, der har skrevet randnoterne, men her mangler ethvert holdepunkt ud over de to mænds tidligere samarbejde (ved »Retractat«). Axel Gyldenstiernes forfatterskab afviser han bestemt, da værket er »en kansliprodukt«, og Gyldenstierne ikke vides at have haft nogen tilknytning til kancelliet o. 1570; desuden var den eneste begivenhed i krigen, hvorved han vides at have været til stede, expeditionen ind i Småland i foraaret 1568. Lyschanders udpegen af ham som forfatteren kan skyldes, at han maaske har ejet et haandskrift af krøniken og skrevet sit navn i dette.

Afvises kan denne mulighed næppe, uanset, at Lyschander var

delvis samtidig med Axel Gyldenstierne og besad et vist kendskabtil
ham og hans virksomhed (jfr. H. F. Rørdam: Klavs LyskandersLevned
og Bog om danske Skribenter, s. 191). Petrini
udkaster dog ogsaa den tanke, at der i kronikens kildemateriale
kan indgaa mindre optegnelser af Gyldenstierne — uden i øvrigt
at gøre noget forsøg paa nærmere at bestemme disse. Hvad der
stærkest taler mod Gyldenstiernes forfatterskab, er næppe, at han
ikke kan paavises som tjenstgørende i kancelliet — han stod jo
som hofsinde kongen og hans kreds nær — men dels den omstændighed,at
Vedel, der ejede den bedste af de nu existerende
afskrifter af krøniken (taget 1577), ikke i sine kildefortegnelser
nævner noget arbejde af ham, dels — som Rørdam har betonet
(Hist. Kildeskr. 11, 223) — at hans bevarede breve og dagbog
viser ham som en ret ringe stilist. Petrini kunde tænke sig at
en i kancelliet ansat person »låtit samla materialet och nodtorftigtlappat
ihop delarna utifrån sin kunskap om kansliets
handlinger«, hvorefter Tursen fik produktet til stilistisk bearbejdelse.Dette
stemmer dog ikke særlig godt med Vedels beskrivelseaf
Tursens krigskrønike som »collecta« af denne eller
med Lyschanders ord, at Tursen »Annotavit annales belli Svetici
a Frederico II gesti«. De under Tursens navn bevarede skrifter
(oversættelsen af Carions verdenskrønike, brudstykket af krøniken
fra Dan til Valdemar II og den korte danske kirkekrønike) afgiver
heller ikke vidnesbyrd om, at han var i stand til at udforme en
efter tidens maalestok saa relativt højtstaaende politisk- og navnligkrigshistorisk
skildring som »Gyldenstiernekrøniken«. Prohlpmptnm
fnrfnttprsjlrnhpt til Hptitip pr ctorHcr ilrtp tilfrpHcctil.____
— ,_ _ o - _ _
lende løst. og kan maaske ikke løses. Men det er Petrinis* fortjenesteat
have leveret en vistnok i det væsentlige udtømmende
behandling af det vigtige historieværks kildegrundlag.

I sit slutningsafsnit behandler Petrini, efter en meget interessant redegørelse for nyhedsbreve (Neue Zeitungen) og flyveblade i 16. aarh., de trykte tyske universal- og andre krøniker, som indeholder bidrag til Syvaarskrigens historie, og viser, i hvor udstrakt grad ogsaa de har gjort brug af officielle og uofficielle relationer fra Norden, især Danmark. Michael Beuther i værket om de danske konger (Basel 1587) og Caspar Ens i sin »Belli septennalis Historian (Frankfurt 1593) bygger overvejende paa stof fra det danske kancelli, formidlet gennem Henrik Rantzau, og faar, da dette stof for en stor del er gaaet tabt, derved paa flere punkter selvstændig kildeværdi.

Dr. Petrinis bog er et tungtvejende bidrag til baade svensk
og dansk historie, fremgaaet af stor forskerflid og meget skarp-

sind og vidnende om fin metodisk skole. Med ikke ringe forventning imødeser man den redegørelse for forholdet mellem P. H. Resens »Kong Frederichs den Andens Krønicke« og dens kilder, som han (s. 299) bebuder. C. O. Bog gild-Andersen.