Vetenskaps-Societeten i Lund, som snart kan se tilbage paa en fortjenstfuld og frugtbar Virksomhed gennem 25 Aar, har jævnlig i sin »Årsbok« og i sine Skrifter bragt gode historiske Bidrag. Af overvejende kirkehistorisk Betydning er et af de sidst udkomne Bind (XXV) af dets Publikationer — langt det fyldigste i hele Skriftrækken — en Udgave af »Jesper Swedbergs Lefwernes Beskrifning«, besørget af første Bibliotekarie, Dr. Gunnar Wetterberg (Lund 1941, 722 Sider). Jesper Svedberg (1653—1735) hører, som det træffende er blevet sagt af den svenske Kirkehistoriker Hilding Pleijel, helt hjemme i »de karolinska kraftkarlarnas rad«. Først som Hofprædikant hos Carl XI, siden som Professor i Uppsala, og derpaa fra 1702 til sin Død som Biskop i Skara øvede han i sit Hjemland en stor og mangesidig Virksomhed især som praktisk Kirkemand og stærkt produktiv Forfatter. Desuden kom han til at spille en ejendommelig Rolle ved i en Menneskealder at være Leder af det kirkelige Arbejde blandt Svensk-Amerikanerne. Det er da med ikke ringe Forventning, at man gaar til Læsningen af en Selvbiografi fra denne Mands Haand, og det saa meget mere, som dette Værk, der vel tidligere har været benyttet af enkelte Forskere, aldrig før har været udgivet i sin Helhed.

Det maa da ogsaa siges, at Selvbiografien trods sin brede,
noget enstonige Fremstillingsform og de talrige Gentagelser fra
flere Synspunkter frembyder meget fængslende Læsning. Først

og fremmest indeholder den et rigt Kildemateriale til Forstaaelse af Svedbergs Indsats og Type. Udnyttelse og Prøvelse af Enkeltheder i Beretningen om hans Gerning og Stridigheder, som oftere oplyses ved talrige indrykkede Aktstykker, maa overlades til svenske Kirkehistorikere — for den større Almenhed har især det Portræt, Forfatteren tegner af sin egen Personlighed, Interesse. Trods den naive Selvglæde, der næsten overalt stikker Hovedet frem, i god Samklang med Bogens hele didaktiske Tendens at fremstille sig selv som et Eksempel paa Guds Naade mod dyderige Mennesker, faar man et tillidvækkende Billede af en Mand, hvis Liv og Virke vel var præget af robust Kraftudfoldelse, men som tillige ejede et følsomt Temperament og en i Datiden sjælden Forstaaelse for de subjektive Forskelligheders Ret. Karakteristisk er saaledes hans Afstandtagen fra Tidens stærkt fremtrædende Forkærlighed for Metafysik, logisk Haarkløveri og ortodoks Kontroversteologi. Af Type og Personlighed er Svedberg helt igennem den praktiske Kirkemand, der mere interesserer sig for Liv end for Lære. Med Johann Arndt spørger han især efter »Troens Frugter«, og i mange Stykker viser han sig paavirket af det Fromhedsliv, som han i sin Ungdom personligt havde lært at kende i England.

Ogsaa ved hele det Tidsbillede, Selvbiografien afspejler, har Jesper Svedbergs Levned betydelig Værdi. Gennem et langt Livs Virksomhed paa meget forskellige Omraader kom Forfatteren til at opleve mange mærkelige Omskiftelser og til at træde i Forbindelse med en lang Række, til Dels betydelige, Personligheder. Det er da naturligt, at der gennem hans Skildring er opbevaret mange ejendommelige Træk til Belysning af Tidens Kulturhistorie, af Samfundsforhold, af Kirke- og Skoleforhold, af Studierejser i det fremmede og af gammel svensk Sæd og Skik. For en dansk Læser er det af særlig Interesse at konstatere, at Svedberg

— i Modsætning til, hvad der ellers synes at være Tilfældet hos det 17. Aarhundredes svenske Kirkemænd — har været ganske godt hjemme i samtidig dansk teologisk Litteratur. Han kender saaledes meget vel H. P. Resens Bibeloversættelse og citerer eller henviser jævnlig til Forfattere som Jesper Brochmand, Jens Dinesen Jersin, Hans Wandal (f 1675), Chr. Matthiæ, Johs. Gliiver, Henrik Gerner o. fl.

Udgiverens Andel i Arbejdet, der vidner om stor Omhu og Flid, maa have stillet svære Krav til hans Udholdenhed, idet den skrivelystne Olding har efterladt sig ikke mindre end fire egenhændigt skrevne Tekster af den omfangsrige Selvbiografi, som alle maatte konfereres ved Udgivelsen. Foreløbigt foreligger

kun Teksten udgivet, men Dr. Wetterberg stiller i Udsigt endnu et Bind, indeholdende Indledning, tekstkritisk Apparat, Kommentarog forskellige Registre. Det vilde dog utvivlsomt have været ønskeligt, om dette Bind havde kunnet foreligge samtidigt med den udgivne Tekst, thi under Læsningen af denne savner man adskillige Steder et saadant supplerende Hjælpemiddel. Baade i kulturhistorisk og i kirkehistorisk Henseende maa Udgivelsenaf Jesper Svedbergs Selvbiografi hilses med stor Tilfredshed.Biørn