Det skrift om »Gotland 1690_—1720. Studier rorande ndgra centralademografiska och ekonomiska problem under nodår och krigstid« (240 sider), for hvilket Gunnar Kellgren — der tidligere i en række afhandlinger og artikler har behandlet gotlandske forhold i samme periode — 1949 prhvervprlp doktorgraden ved StorkholmsHogskola, maa i væsentlige henseender karakteriseres som et elevarbejde af Eli F. Heckschers økonomisk-historiske skole. Forf. støtter sig i det hele til de synspunkter og resultater, som Heckscher har fremlagt i »Sveriges ekonomiska historia« og andre værker, men fremhæver betydningen af at uddybe billedet ved skildringer af de enkelte svenske landskabers vilkaar i den store nordiske krigs tid. Naar han i denne forbindelse hævder, at studier over Gotlands forhold vistnok vil være særligt lønnende, »enår detta olandskap så att saga bildar en sluten forsorjningsenhet, dår man alltså av allt att doma tydligt borde kunna iakttaga verkningarna av tidens ekonomiska storningar« (s. 2), er rigtighedenaf denne argumentation dog ikke umiddelbart indlysende. Naar undtages misvæxtaar og pest og andre epidemier, synes det overvejende agrariske gotlandske samfund at være forblevet relativt überørt af de forstyrrelser, som ramte andre svenske egnes næringsliv. Der er altsaa tale om en ret særegen, ikke

nogen typisk udviklingsgang. Det for ikke specielt gotlandsk interesserede mest interessante af Kellgrens forskningsresultater er paavisningen af, at misvæxtaarene 1696^—98 medførte en betydeligt større dødelighed end pesten 1710^—12 og den langvarigekrig, i hvilken Gotland kun deltog direkte ved sine to baadsmandskompagnier og tre russiske angreb, som ikke kostede mange menneskeliv, og at øen i krigsaarene 1700^—1720 som følge af gunstige landbrugskonjunkturer havde et fødselsoverskud paa 19,6 °/00/₀₀ i aarligt gennemsnit — langt større end noget andet undersøgt svensk landskab og end fødselsoverskudet paa Gotland selv i fredsperioden 1721_—51. I øvrigt vækker afhandlingens befolkningsstatistiske beregninger stedvis nogen skepsis hos læseren. De øvrige afsnit — om samfundets sociale struktur, landbrugog jordfordeling, handel og skibsfart, ødegaarde og skatteforhold— synes at hvile paa grundige kildestudier og tegner billedet af et overvejende bondesamfund — Visbys borgere spilledei denne periode ikke nogen dominerende rolle over for landsbygden— med ret jævn ejendomsfordeling, som kun i uaar behøvede kornimport udefra og i gode aar kunde exportere lidt korn (rug og byg) ved siden af sine staaende exportprodukter: trælast, tjære, kalksten, kalk, kødvarer, uld og sandstensblokke og -plader (den sidstnævnte exportvare udgjorde dog kun en ringe del af den samlede exportværdi), og som ind i 18. aarh. aflagde vidnesbyrd om sit tilbageblevne konsumtionsstade ved den høje procent (30^—40), som importen af salt udgjorde af den samlede importværdi i sammenligning med det øvrige Sverige (saltimporten her kun ca. 10°/₀).

For danske læsere har det interesse, at der efter Gotlands adskillelse fra Danmark vedblev at finde en betydelig skibsfart sted mellem øen og havne i Danmark og Hertugdømmerne, især København, Aabenraa, Sønderborg, Eckernforde o. a. byer i Slesvig og Holsten. 1694, 1696 og 1698 gik henholdsvis 43,6, 52,7 og 43 °/0/₀ af de fra øen af sejlende skibe til dansk omraade. 1704, 1707 og 1711 var henholdsvis 60, 62 og 43 % af de udklarerede skibe hjemmehørende i dansk havn. Værdien af de til danske havne førte ladninger (som det synes, fortrinsvis træ, kalksten og kalk) laa dog væsentlig under værdien af exporten til Liibeck og andre nordtyske byer; fra Liibeck fik Gotland ogsaa hovedparten af sin import af salt og kolonialvarer. For exporten af gotlandsk tjære vestværts gennem Sundet synes Brømsebrofreden at have haft den følge, at den svandt stærkt ind (jvf. N. E. Bang: Tabeller 11, 1922) til fordel for en øget export til de nordtyske havne.

H. Rosman (Gotlands handelsforbindelser på 1600-talet, Rig, bd. 13, 1930) har oplyst, at der i de første tiaar af 17. aarh. fandt nogen indvandring sted til Gotland fra Hertugdømmerne (sml. den samtidige udvandring herfra til Norge). Det fremgaar ikke af Kellgrens bog, om der kendes senere exempler paa indvandring af denne art.

Man kan lejlighedsvis i akademiske historiske — ikke mindst økonomisk-historiske — afhandlinger træffe ret snurrige udtryksmaader. Her er et par exempler fra Kellgrens disputats: »I Visby stad utgjorde tjånarna c:a 25 °/0/₀ av de mantalsskrivna, vilket betyder, att var fjårda individ av stadens mantalsskrivna inbyggare tillhorde denna befolkningsgruppe« (s. 87). — »For sin transmarina handel och for sina forbindelser med yttervårlden var Gotland helt och hållet hånvisat till sjofarten« (s. 145). — Flera kunde anføres.

Bogen har (s. XIX) en ret fyldig liste over »Råttelser och
tillågg«. Mon ikke totalarealangivelsen for præstegaarden i Dalhem:
24 tunnland (s. 108) burde være korrigeret her?