Den bearbejdelse af Paul Hennings' efterladte manuskript til en vejledning i slægtsforskning, som Albert Fabritius og Harald Hatt 1933 udgav, er forlængst blevet et uundværligt hjælpemiddel såvel for det stadigt stigende antal amatørgenealoger som for faghistorikere, der beskæftiger sig med genealogiske emner. Værketforeligger nu som Albert Fabritius og Harald Hatt: Haandbog i Slægtsforskning (1943, 374 s.) i 2., omarbejdede og

forøgede, udgave, der bringer det på højde med de bedste udenlandskegenealogiske håndbøger. Dets tyngdepunkt er stadig den fyldige og overskuelige redegørelse for danske arkivers og bibliotekersslægtshistoriske indhold, ledsaget af oversigter over slægtsforskningeni de øvrige nordiske lande og Tyskland, for Finlands og Sveriges vedkommende ved henholdsvis Osmo Durchman og Bengt Hildebrand; men anerkendelsesværdige er også indledningskapitlerneom slægtsforskningens teori, den hidtil eneste danske behandling af dette emne. Håndbogens vejledning og dens opfordring til kritik og nøjagtighed har vistnok allerede sat spor i de hjemlige genealogers arbejde og vil forhåbentlig fremdeles i stigende grad gøre det. Den uhyre sum af personalhistoriske data, der efterhånden samles i stamtavlelitteraturen, er ganske vist endnu for størstedelen i videnskabelig henseende dødt stof, men engang vil den vel blive udnyttet af socialhistorikere og andre forskere, og det er da ikke uden betydning, at materialet er solidt.