Med femte bind af Bornholms politiske Historie fra 1848 til vore Dage fører finansminister K. H. Kofoed sin fremstilling op gennem den halve menneskealder fra 1894 til 1910. Dette afsluttende aar er vilkaarligt valgt, og det havde ogsaa oprindeligt været K.'s hensigt at lade afsnittet gaa til 1913, da det maadeholdne Venstres kortvarige storhedstid i dansk politik hørte op. I en efterskrift dateret april 1940 motiverer Kan, hvorfor han stopper brat med folketingsvalget i 1910: de krav, som de ændrede tilstande i landet stiller ogsaa til hans arbejdskraft, levner ham ikke tid til historiske studier.

Det første ti-aar af den periode, det nye bind behandler, var Venstrereformpartiets übestridte magtperiode i bornholmsk politik. Allerede i 1892 havde den ivrige bergianer N. Ingvard Jensen erobret Aakirkebykredsen fra de Moderate. I Forligets 12. time sprang den hidtil moderate M. P. Blem, som allerede i 1881 tog Rønne-kredsen fra Højre, i Albertis og Ole Hansens følge bort fra den Boj senske politik og stemte mod Forliget. Baade Ingvard Jensen og Blem deltog i dannelsen af Venstrereformpartiet det følgende aar. Da de to hidtil stridende folketingsmænd kom paa linje med hinanden, vendte deres før saa rivaliserende presseorganer Bornholms Tidende og Bornholms Dagblad sig ogsaa i samdrægtighed til kamp mod deres fælles modstandere, som forøvrigt var ganske kraftesløse. Hverken i

pressen eller paa møder hævede sig en eneste moderat røst til forsvar for Forliget, og ogsaa Højre var fuldstændig slaaet af marken overalt paa øen. Dets kamporganisationer, de konservative Klubber, sygnede hen og forsvandt, og vælgerforeningerne stagnerede. Tilmed havde partiet helt mistet sit kampmod og initiativ og opstillede overhovedet ingen kandidat i Rønne mellem valgene 1892 og 1909. Ved landstingsvalget i 1898 gik endda det bornholmske landstingsmandat over til Venstrereformpartiet, som fra nu af og indtil 1909 sad inde med alle Bornholms tre rigsdagsmandater.

Men netop i 1890'erne begyndte socialdemokraternes og fagforeningernes ihærdige arbejde paa at vinde indpas i den bornholmske befolkning, oprindelig støttet og opmuntret af venstremændene, som paa denne tid først og fremmest betragtede dem under synsvinklen: allierede i kampen mod Højre. Fagforeningerne paa Bornholm havde forresten særlige vanskeligheder at kæmpe med, som var ukendte i det øvrige land og leder tanken hen paa lignende hindringer for organiseringen af arbejderne i U. S. A. En ikke ringe del af de bornholmske arbejdere bestod nemlig af tilrejsende eller indvandrede svenskere, som var meget nøjsomme, stillede mindre krav end de indfødte arbejdere og paa grund af sproget var vanskelige at faa i tale baade ved møder og i pressen. Ikke førend 1889 stiftedes den første fagforening i Rønne af typograferne. Samme aar dannede det specifikt bornholmske erhverv stenhuggerne deres organisation. Men først fra 1895 kom der for alvor gang i dannelsen af fagforeninger, som 1898 samledes i en fællesforening for hele øen. Parantetisk kan bemærkes, at Bornholm overhovedet ikke blev ramt af den store lockout i 1899, fordi de bornholmske arbejdsgivere ikke var medlemmer af arbejdsgiverforeningen.

Allerede i 1890 var der blevet skabt et organ for den politiske socialisme paa Bornholm ved oprettelsen af »Socialdemokratisk Forbund for Rønne og Omegn«. I 1899 indtraadte typograf Niels Nielsen, som samme aar blev formand for den faglige fællesforening,i bestyrelsen for den politiske organisation og begyndte nu et utrætteligt pionerarbejde for socialismens sag paa Bornholm.Navnlig virkede han energisk for oprettelsen af et partibladpaa øen, og i 1902 kronedes hans anstrengelser med held, da Bornholms Social-Demokrat begyndte sin virksomhed. Med bladet kom ogsaa muligheden for at give agitationen langt større effektivitet, og det gav desuden anledning til, at der tilførtes det bornholmske socialdemokrati en første rangs kraft i den nye redaktør Christian Nielsen Hauge. N. Nielsen og C. N. Hauge

blev deres partis banebrydere paa øen, og deres avancement opad paa magtens og embedernes stige var ligesom et barometer for socialdemokratiets sejrsvindinger paa Bornholm. I 1903 valgtesN. Nielsen ind i Rønne ligningskommission, i 1909 i byraadet, og i 1917 blev han borgmester, et embede, han beklædte til 1942, kort før sin død i samme aar. I 1936 fik han desuden sæde i landstingetved det berømte lodtrækningsvalg, som gjorde hans stemme til den udslaggivende i dette ting. Mens N. Nielsen gik i spidsen ved kampen om magten i kommunen, førte Hauge de socialdemokratiskebataljoner i slagene om valgkredsen Rønne. Alleredei 1903 efter bruddet mellem Socialdemokratiet og Venstre stillede han sig mod Blem og fik 717 stemmer mod venstremandens 1437. Da han 1906 avancerede til at have 1089 mod Blems 1280, ansaa Blem det for opportunt at opgive den kreds, han sejrrigt havde hævdet, lige siden han 1881 fortrængte højremanden. Ved det bevægede forsvars valg i 1909 lykkedes det da endelig Hauge at erobre kredsen i en trekantet kamp mod en ny venstremand og en repræsentant for Højre, som opstillede for første gang siden 1892. Da Højre og Venstre indgik deres alliance ved valget 1910, maatte Hauge dog atter bide i græsset. Valget i 1913 satte ham igen ind i Folketinget, og fra da af har kredsen altid tilhørt socialdemokraterne. Samme aar, som Rønne-kredsen gik tabt for Venstre, blev Ingvard Jensen kastet i Aakirkeby-kredsen af sin radikale modkandidat, den senere departementschef og finansministerK. H. Kofoed, bogens forfatter og paa det tidspunkt adjunkt ved Rønne statsskole. Hauge forlod Bornholm i 1920 for som redaktør og folketingsmand i Odense at konsolidere det derværendesocialdemokrati, som var gaaet i stærk opløsning efter Marotts brud med partiledelsen om foraaret.

løvrigt adskiller K.'s bog sig hverken i form, emnevalg eller behandlingsmaade fra værkets forudgaaende bind, som anmeldtes i dette tidsskrifts 10. R. IV, 480 ff. og V, 560 f. Foruden deres betydning for lokalhistorien har de navnlig værdi ved at vise, hvordan det politiske liv i folket formede sig i organisationer, paa møder og i pressen, baade paavirkende rigsdagspolitiken og selv præget af denne. En række saadanne undersøgelser, der ikke nødvendigvis behøver at anlægges paa samme maade som i dette værk, af karakteristiske valgkredse, vil være det nødvendige supplement til en rigsdagshistorie, før dansk politik i tiden mellem grundlovens givelse og verdenskrigen kan siges at være tilfredsstillende

Som et supplement til Kofoeds fremstilling af de politiske
forhold paa Bornholm mellem 1902 og 1910 kan anbefales C. N.

Hauge s skildring i sine sobre og menneskeligt tiltalende »Erindringer187
0—1924« (1937), der rummer nogle illustrerende smaatræk,ikke
mindst hvad fagforeningerne angaar.