Der er en tilbøjelighed hos moderne psykiatere til at tage berømte afdøde personer op til diagnosticering. Her hjemme er det dog hidtil mest aandslivets store, som har været genstand for studier af denne art. En undtagelse er Viggo Christiansens bog om Christian VII.s sindssygdom, hvortil maaske bør føjes J. Helwegs opsats om Corfitz Ulfeldts sygdom. Med sit arbejde »Christiern 2. Personlighed, Sjæleliv og Livsdrama« (Kbh. 1942, 260 Sider) føjer imidlertid nu overlæge, dr. med. Paul J. Reiter — kendt bl. a. fra sit omfattende værk om Luthers sjæleliv og dets forudsætninger — en ny skikkelse fra Danmarks politiske historie ind i rækken af de til observation indlagte.

Dr. Reiters bog er prisbelønnet af Dansk medicinsk historisk

Selskab, der som prisopgave havde stillet en »psykografi« over Christiern 11. Og det kan ikke undre, at baade det lærde medicinerselskabog forfatteren har følt sig lokket af denne opgave. Den sidste har ret, naar han skriver: »Netop i psykologisk Henseendesynes Christiern 2. at frembyde en lang Række uløste Problemer; og kunde der kastes Lys over disse, kunde det maaske i nogen Grad bidrage til at udligne de Modsætninger, der præger Historikernes Dom over ham«. Det er jo nemlig for det første givet, at historikerne ikke kan komme uden om Christiern 11.s psyke, der i saa mange henseender staar som en hovedforudsætningfor betydningsfulde begivenheder i nordisk historie. Og det er jo ogsaa en kendsgerning, at de i deres forsøg paa at belyse og forklare denne psyke og dens udslag afviger stærkt fra hinanden.De danske historikere, som senest — efter Erslevs og Lauritz Weibulls kritiske undersøgelser over det stockholmske blodbad — har givet en mere udførlig fremstilling af Christiern 11.s historie, Erik Arup og C. P. O. Christiansen, er enige om, at denne konges forsøg paa at skabe en stærk dansk arvelig kongemagt,støttet paa borger- og bondestand og med fremme af baade kongemagtens og disse stænders interesser over for herrestænder og hansevælde, tegner sig som en tydelig fortsættelse af bedstefaderens,Christiern I.s, og især faderens, Hans' stræben. De fremhæverogsaa begge den rolle, som Macchiavellis ideer om fyrstens ret til i kampen for sine maal at sætte sig ud over de kristne moralbud har spillet for Christiern 11. Men saa skilles deres veje. For Arup er der intet særligt svært forklarligt ved kongens sjæleliv.Maalene stod fast for ham, men karakterfastheden svigtede, præget som han var af »dyb følelsesfuldhed og svag übeslutsomhed«.Han søgte imidlertid »efter bedste evne at hjælpe paa disse karaktersvagheder ved at knytte til sig og lade sig raade af personligheder,der var stærkere end han selv, uanset af hvad stillingeller stand de var, naar de blot vilde hjælpe ham til at gennemførede store maal, han havde taget i arv fra sine fædre. Han skulde i det afgørende øjeblik ikke vige tilbage fra de hensynsløsheder,de vilde foreslaa ham, blot de tjente formaalet«¹.

Adskilligt vanskeligere er det aabenbart for Christiansen at forstaa, hvorledes Christiern 11.s »grænseløse Maalbevidsthed« kunde forenes med en ofte »uhjælpelig Afhængighed af Mænd eller Kvinder — ikke mindst Udlændinge — der i den indre Kreds har faaet Magten over ham«. Han finder tillige hos ham »en übændig Trang til at leve sit eget Liv saa stærkt og übetinget, at han derved Gang paa Gang har skadet sin egen politiske eller

---

1 Danmarks Historie II (1932), 323.

dynastiske Sag«. Han finder ofte hans handlinger svært forklarligeog aner i hans sjæl »Dybder eller Mørkerum, som næppe nogen har kendt; der var Understrømme, der til Tider gjorde ham fremmedfor sig selv og for andre«¹. Altsaa en langt mere »dæmonisk« natur — en »uomo terribile«, som Aleander sagde om Christiern 11.

— end den af Arup tegnede kongeskikkelse, som i al sin übehjælpsomhed egentlig gaar udpræget rationelt til værks. Christiansens opfattelse bærer mærker af ældre forskeres syn paa den omstridte konge: Aliens, Paludan-Miillers, A. D. Jørgensens, Erslevs og Heises.

Hvad er nu psykiaterens mening? Før der redegøres for denne, bør det fremhæves, at det grundlag, hvorpaa den bygges, er ret spinkelt. Dr. Reiter har øjensynligt sat sig ind i det meste af det trykte materiale til Christiern 11. s historie og de vigtigste fremstillingeraf denne (Litteraturfortegnelsen mangler dog bl. a. Heises fremstilling i Danmarks Riges Historie, C. P. O. Christiansensovennævnte skildring og Povl Bagges og Stig Juuls afhandlingom Torben Oxesagen), men, medens der medtages en række enkeltheder i hans bog, hvis betydning for studiet af Christiern ll.s personlighed det er svært at faa øje paa, savnes der en virkeligindtrængende undersøgelse af kongens andel i de begivenhederog den politik, som præger hans regering. Selv om forf. har ret i sin klage over, at der ikke findes mange »egentlige første Haands Kilder« til belysning heraf, maa det dog for den forsker, som vil diagnosticere Christiern 11., staa som en uafviselig pligt at foretage en omhyggelig kritisk vurdering af hvert enkelt vidnesbyrd,som kan give os nogen viden om ham. De knapt to hundredesider, paa hvilke dr. Reiter — efter et indledende kapitel om »Arv, Milieu og Helbred«, hvor der bl. a. bygges alt for meget paa tvivlsomme portrætter — skildrer Christiern ll.s livshistorie, maa karakteriseres som et lidet selvstændigt arbejde uden videnskabeligtunderbygget standpunkttagen til problemerne. Til exempelkan anføres, at han ved skildringen af det stockholmske blodbad slutter sig til Lauritz Weibulls opfattelse, hvorefter blodbadetvar slutkatastrofen i den indre svenske partikamp, Gustav Trolle den drivende kraft, medens det for Christiern ll.s vedkommendedrejer sig om- »en Svaghedshandling fra en splittet, tvivlraadigog übeslutsom Personlighed« (S. 110 f.), men i slutkapitlet om »Christiern 2's sjælelige Konstitution« skildrer kongen som den køligt beregnende og dobbeltbundede personlighed, der »huldsaligtgav sig hen i Festrusen, samtidig med at han rugede over

---

1 Schultz Danmarkshistorie II (1941), 462—66, jvf 287 f.

uhyggelige Hævnplaner«, og udtaler: »Han har ikke blot været et blindt Redskab for Gustav Trolles stærke Personlighed, og Weibull gaar sikkert for langt, naar han karakteriserer ham som en blot svag Mand. Han er snarere ved sin überegnelige Voldsomheden farlig Mand« (S. 224^—25). Han nærmer sig her Christiansensopfattelse, men uden at fremføre hverken dennes eller andre argumenter for sit fra Weibulls afvigende syn. Paa den af Christiansen fremhævede overensstemmelse mellem kongens handlemaadc og Macchiavellis fyrsteskildring kommer han ikke ind; han nævner overhovedet ikke Macchiavelli i sin bog. En tilsvarendemangel paa virkelig begrundelse præger skildringen af kongens holdning i Torben Oxeaffæren, af hans forhold til det religiøse, af hans politiske og sociale indstilling og meget andet.

Trods disse fra en historikers synspunkt afgørende mangler ved bogen er det dog naturligvis ikke udelukket, at den erfarne sjælelæge alligevel mere eller mindre intuitivt i slutkapitlet har stillet den rigtige diagnose. Den gaar, i største korthed udtrykt, ud paa, at Christiern 11. tilhørte den »schizoide« type, præget af voldsomme indre spændinger og modsætninger, især modsætningenmellem en meget stærk følsomhed og en ærgerrig trang til selvhævdelse. Hertil skal svare hans »astheniske« eller »leptosome« legemstype med lange lemmer og disharmonisk ansigt (smalt, svagt underansigt, brede kindben, lang næse, maaske »vinkelprofil«).Vidnesbyrdene om kongens schizoide anlæg finder Reiter i den samtidige tilstedeværelse i hans sind af »en fremtrædende Overfølsomhed og Følelseskulde«, hans evne til at vise ro og kulde under stnprkp vredesafTekter, »eksplosionsagtig Voldsomhed« i vredens udløsning, hans svigtende realitetsorientering og de udtaltepsykogene depressionstilstande, hvormed han ved flere lejlighederreagerede mod skæbnens tilskikkelser. Reiter forudsætter en saadan depressionstilstand efter Dyvekes død 1517, men uden at angive kildegrundlaget for sin paastand. En historiker nødes derimod til at give ham ret i, at Christiern ll.s holdning i foraaret 1523, efter den mislykkede hærsamling 1524 og under toget til Norge 1531^—32 synes at vidne om, at »hele hans Handlekraft paa en besynderlig og iøjnefaldende Maade er lammet«. Paafaldendeog liggende uden for det normale sjæleliv forekommer ogsaa, som allerede berørt, den mangel paa indre harmoni, som »giver hans Skikkelse et überegneligt Præg, til Tider af noget frygtindgydende dæmonisk, til andre Tider af en alt andet end dæmonisk, næsten ynkværdig Svaghed«, og den skærende modsætningmellem den sejge og stædige maalbevidsthed og hovedløshedenog svagheden i afgørende øjeblikke og mellem den vidtdrevnemistænksomhed

drevnemistænksomhedpaa den ene, den stærke afhængighed af
bestemte personer paa den anden side.

Den tanke, at Christiern ll.s depressionsanfald skulde skyldes arv fra faderen, tager Reiter afstand fra. De arvebestemte (endogene) anlæg til stemningssindssygdom finder udtryk i anfald, som ikke har nogen kendelig ydre motivering, medens Christiern ll.s depressioner altid synes tydeligt fremkaldte af ydre modgang, d. v. s. er psykogene. Reiter viger ogsaa tilbage fra at karakterisere sin patient som psykopat. Det schizoide fremtoningspræg hos Christiern 11. synes i nogen grad afbalanceret ved »syntone« træk; »ellers havde det næppe været muligt for ham i saa høj en grad at knytte Mennesker til sig, som det var Tilfældet«. Meget tyder ogsaa paa, at han under gunstigere omstændigheder kunde have udviklet sig til en helstøbt og stærk personlighed. Naar dette ikke skete, vil Reiter søge den afgørende aarsag i Dyvekes tragiske død. Denne var »hans Livs sværeste psykiske Traume«, saa meget mere lammende, som han var fuldt og fast overbevist om, at den unge kvinde, som havde været alt for ham, og i den selvudslettende hengivelse til hvem hans bedste egenskaber var kommet til udfoldelse, var blevet myrdet. Den rystede hans personlighed til grunden, saa at han aldrig senere genvandt sin ligevægt. Nu brød han afgørende med rigsraad og adel ved Torben Oxes dom og henrettelse. Nu gav han sig helt Sigbrits indflydelse i vold, idet han til hende »sikkert har overført, hvad der var muligt, af sin hjemløse Følelse for hendes døde Datter; og ud fra dette Ledemotiv bestemmes ogsaa hans Syrn- og Antipatier over for andre Personer, alt efter som de stod til Moder Sigbrit. Herved belyses noget af det lunefulde og überegnelige i Kongens Person: Trods hans gode Begavelse og intuitive Klarsyn og trods hans Maalbevidsthed var væsentlige Drivfjedre i hans Karakter bestemt af katathyme (følelsesbestemte) Mekanismer gennem en dominerende og disharmonisk Driftskomponent; og dette gjorde ham elektivt tilgængelig for Paavirkning af stærkere, paa sin vis mere helstøbte Personligheder«. Og da han sluttelig i Norge 1531 —32 gensaa de steder, hvor han en gang med Dyveke havde gennemlevet sit livs lykkeligste tid, var det mindet herom, som fremkaldte hans paa anden maade uforklarlige indre sammenbrud.

For en historiker, som ikke besidder psykiaterens fagkendskabtil sygelige sjælstilstande, er det faktisk umuligt at tage definitivt stilling til dr. Reiters syn paa Christiern ll.s sjæleliv og dets udvikling. Vanskeligheden bliver ikke mindre derved, at vi har saa faa direkte vidnesbyrd om, hvad der foregik i kongens

sind. Det er jo uhyre sparsomt, hvad der er overleveret fra hans haand, især fra hans ungdom og regeringstid. Vi kan bl. a. af denne grund ikke med sikkerhed bestemme, hvor stærk en ndringi psykiske tilstand Dyvekekatastrofen har medført, hvor afgørende forskellig i livsholdning og indstilling han var før og efter 1517. I hvor høj grad skyldes f. ex. hans kraftige og kloge norske statholdervirksomhed 1506^—13 indflydelse fra Erik Walkendorfog andre raadgivere? Reiter overser ogsaa de linier, som forbinder Christiern ll.s politik med hans faders, og den kendsgerning,at der i kongens regeringshandlinger før 1517, bl. a. i handelsforordningerne 1515_—16, er træk, som peger frem mod de senere mere revolutionerende reformer. Nævnes kan i denne forbindelseogsaa, at han ikke afviser den mulighed, at kongens barndomsophold i det københavnske borgerhjem baade kan have været med til at bestemme hans social-politiske indstilling og have bibragt ham visse »infantile komplexer«. Da Reiter inddragerde bevarede portrætter af Christiern 11. i sin undersøgelse, maa det vel ogsaa være tilladt at pege paa, at han karakteriserer udtrykket paa Michiel Zittos' billede fra 1515 som mere »melankolsk«end udtrykket paa senere billeder. Det er uden tvivl det af portrætterne af kongen, som stemmer bedst med Aleanders udtryk »uomo terribile« og med kardinal Wolseys udtalelse: »efter det ydre at dømme skulde man tro, at kongen var noget hastig og hensynsløs«.

Det er dog samtidig en kendsgerning, at Dyveke_—Torben Oxe-affæren markerer et systemskifte i demokratisk-revolutionær retning, og at. Sighrit.s alt nvprskyggp.nrip inrlflyrlplsp pan knngpn først lader sig paavise efter datterens død. Det er heller ikke til at komme bort fra — selv om man tager nederlænderindens fremragende begavelse og kundskaber i betragtning — at styrken af denne indflydelse er psykologisk meget svært forklarlig. Samtiden kunde kun forklare den ved at antage overnaturlige evner hos hende. Og hun selv har maaske ment noget lignende; hun skal jo efter et troværdigt vidnesbyrd (Erik Walkendorf 1522) have udtalt, at hun kunde faa kongen til hvad hun vilde, naar hun blot havde ham inden for 10 miles afstand. Naar Arup siger, at »Sigbrits skikkelse er enestaaende i al historie«, saa er det enestaaende jo ikke den aldrende hollænderenkes personlighed i og for sig, men det omfang, hvori den bjergtog indehaveren af den nordiske kongemagt. Kan vi her undvære en psykiatrisk forklaring?

Trods det meget, som af en historiker kan indvendes mod
dr. Reiters bog, er det ikke til at nægte, at den rejser problemer,

som historieforskningen vanskeligt kan komme uden om. Det maa blive en opgave for fremtidige Christiern 11.-forskere at prøve hans diagnose i enkeltheder, helst i samraad med kyndige psykiatere. C. O. Bøggild-Andersen.