Det er ikke Tvivl underkastet, at der er Brug for en Skildring af J. C. Christensen og hans Politik, men Opgaven er svær. Ikke alene er der faa Politikere i første Linie, som har efterladt sig færre skriftlige Kilder end han, hans Personlighed og Politik var i sig selv af den Art, at man vanskelig trænger til Bunds i dem. Det gælder ham som andre førende Statsmænd, at hans Historie i lange Perioder saa godt som falder sammen med Landets, og det er ofte umuligt haarfint at paapege hans personlige Del i Begivenhederne. Om hans Personlighed kan der som i andre lignende Tilfælde gives en Mængde mere eller mindre oplysende Anekdoter. At sammenarbejde Historie og Anekdoter til en virkelig psykologisk Enhed er for Christensens Vedkommende i hvert Fald endnu ikke muligt, om det nogen Sinde bliver det. Af de to Bøger, der nu foreligger, giver Højskoleforstander Frode Aagaards (J. C. Christensen. I Serien: Mænd, der byggede Danmark (1941)) en i alt væsentligt klar og paalidelig Fremstilling af Christensens Udvikling og Indsats i vor politiske Historie, saaledes som den i det hele forud var kendt. Desuden er der en Islæt af Anekdoter, hvoraf mange ogsaa var kendt i Forvejen. Bogen udfylder meget vel sin Plads som en populær Fortælling om den store Politiker. Redaktør Knud Rée har gjort sig Opgaven noget større (Bogen om J. C. Christensen. Redigeret af Knud Rée Skrevet af Salomon J. Frifeldt, Dr. phil. Hans Jensen m. fl. (1941)). Halvdelen af hans Bog bestaar af Salomon J. Frifeldt s Skildring af J. C. Christensen som Menneske.

Den er skrevet af en Vestjyde og bygget over Oplysninger fra et halvthundrede Personer, der har kendt Politikeren og for største Delen ogsaa er Vestjyder. Den giver et noget sammenstykket og flimrende, men ganske fyldigt Billede af Manden, som han var over for andre. Naar den ikke naar dybere, end den gør, skyldes det nok det Faktum, at Christensen aldrig gav mere af sig selv, end han vilde. Det er i hvert Fald rigtigt, at det var paa høje Tid, at disse Beretninger blev optegnede, hvis det ikke skulde blive for sent, og et og andet af historisk Værdi er der ogsaa deri. Det næste større Afsnit af Bogen er Hans Jensens Skildring af J. C. Christensen som Politiker. Den danner et Sidestykke til Aagaards Bog, men den graver en hel Del dybere — ikke i det positive Stof, thi der har den ene Forfatter ikke raadet over mere end den anden, men i Synspunkter og Ræsonnementer. Den biografisk forherligende Ramme har ikke tilladt Hans Jensen at give nogen videnskabelig afmaalt og udtømmende Karakteristik, men han gør paa mange Steder lagttagelser af Interesse. Det er rigtigt, naar han ser Christensen som Manden fra Forfatningskampens Tid mere end den sociale og økonomiske Politiker, der er i de sidste Tiaar er blevet Typen. Det er berettiget stærkt at fremhæve, at Christensen altid var imod Klasseregimente. Han var afgjort en Landspolitik er, en Repræsentant for dansk Kulturenhed, og Indignationen mod ham fra Intelligensens Side var derfor i en sjælden Grad überettiget. Det er forstaaeligt og uundgaaeligt, at et nyt Lag, der trænger frem til Magten, et nyt Parti, der faar sit Program paa Dagsordenen, møder Tvivl og Uvillie. Men hvad Christensen angik, var der saa vist ingen Grund til at tro, at han vilde omstyrte noget helligt. Hans Jensen paapeger fremdeles, hvorledes Christensen med stor taktisk Klogskab udnyttede Forliget 1894, samtidig med at han fordømte det. De moderate Føreres Übehændighed havde banet ham Vejen, men faa danske Politikere vilde have formaaet at følge den saa maalbevidst som han. Anm. har altid ment, at Aarene 1894^— 1901 var Christensens Kulminationsperiode. For Ministeraarene flyder Kilderne endnu sparsommere end for de tidligere; bl. a. savnes haardt Belysning af den frikonservative Politik og dens Sammenspil med Venstre. Om Alberti-Affæren gør Hans Jensen rolige og velovervejede Bemærkninger, og han ser rigtigt, hvorfor Christensen med den ham egne sikre Vurdering af Situationer og Tider i Begyndelsen af 20'erne ansaa sin Gerning for endt — en ny Type af Politikere var nu i Udvikling. Det ligger efter det ovenfor sagte i Sagens Natur, at Hans Jensen ikke har givet nogen psykologisk Udredning af, hvorfor og hvordan Christensen

foretog sin ganske utvivlsomme, men i høj Grad tilladelige Svingning i Forsvarsspørgsmaalet. Ud fra det foreliggende Stof giver hans Kapitel alt i alt en tilfredsstillende og interessant Fremstilling. Bogens sidste fire Ark optages af »Minder og Indtryk«, skrevne af tyve Personligheder i dansk Politik og Presse, deriblandt Th. Stauning og P. Munch. Ogsaa her er adskilligt af Interesse, om end det hele falder lidt tyndt og broget ud. Det springer i Øjnene, at der (af gode Grunde iøvrigt) ikke mellem Fortællerne er noget Medlem af Ministeriet Deuntzer og af Ministeriet J. C. Christensen kun Jensen-Sønderup, der traadte ind et Par Maaneder før Ministeriet faldt. Heller ikke er der Udtalelser fra nogen af de mange Embedsmænd, Christensen som Minister havde med at gøre. Der er her et helt Kapitel, som burde skrives, hvis det overhovedet nu er muligt. Christensen var en ypperlig, overlegen og elskværdig Administrator, og han var ikke mindst i denne Egenskab det slaaende historiske Bevis for, at Ministerskiftet 1901 ikke alene var politisk, men ogsaa saglig fuldt forsvarligt. Povl Engelstoft.