Man har hidtil manglet en monografisk behandling af Karl V.s forhold til de nordiske riger. Den af magister Paul-Erik Hansen udsendte bog Kejser Karl V og det skandinaviske Norden 1523^—44 (Kbh. 1943, 247 Sider) afhjælper ikke dette savn. Den fordel, det skulde være at faa stoffet behandlet i sammenhæng, ophæves ganske af forfatterens alt for ihærdige bestræbelser for at give den europæiske baggrund. I det uendelige brydes fremstillingen af en ganske dilettantisk og helt annalistisk opremsning af datoer for begivenheder paa det europæiske krigsteater etc., der staar i skærende kontrast til Karl Brandis nyligt publicerede bog om Karl V (anm. af prof. Fabricius 10 R. VI, 345—51). Brandis værk figurerer ganske vist i litteraturfortegnelsen, men har ikke sat sig synlige spor i fremstillingen. Magister Paul-Erik Hansen kunde ellers af denne fremragende historiker have lært, hvorledes man former en fremstilling plastisk, saaledes at det for æmnet væsentlige træder frem uden at tynges af ligegyldige detailler. Han kunde ogsaa af Brandi have lært, at Karl V ikke saa meget var Tysker som europæisk kosmopolit, født og opdraget i Nederlandene og af vilje og nødvendighed Spanier. Man kan hos magister Paul-Erik Hansen finde en saadan misvisende vending, at Karl V efter freden i Gambray 1529 og den paafølgende kejserkroning i Bologna i foraaret 1530 vendte hjem til Tyskland (S. 103). Karl V.s imperialisme var, saaledes som det saa stærkt er understreget af Brandi, universel ikke tysk.

I en dynastisk politik fandt kejseren et af hovedmidlerne til at fremme sin universelle imperialisme, og i hans nære slægtskab med det fordrevne kongehus maa derfor den ganske reale baggrundfor Frederik I.s og de danske og holstenske raaders frygt for kejserens reaktion overfor kongeskiftet søges. Deres bestræbelser for at vinde officiel anerkendelse for det nye kongehus skyldtes ikke, som magister Paul-Erik Hansen mener, en mystisk frygt for kejseren (S. 114), og det er fantasterier, der intet har med den historiske virkelighed at gøre, naar han i forbindelse med en omtaleaf stridsskrifterne mod Christian II skriver: »Man var i Danmarkendnu ikke vokset fra at søge bekræftelse paa visse livsvigtigehandlinger i dansk politisk liv, og den middelalderlige forestilling om den kejserlige almagt frembragte denne appel til

kejseren« (S. 60). Stridsskrifterne var ikke blot beregnede for »een eneste mand — kejser Karl V«¹. De var i lige saa høj grad bestemte for de tyske territoriale fyrster, som et led i bestræbelsernefor at skaffe det ny kongehus officiel anerkendelse i hvert fald hos disse.

Trods indflettede citater fra Lanz' gamle publikationer og Håpkes Niederlåndische Akten und Urkunden bygger fremstillingen dog i overvejende grad paa de tidligere behandlinger af spørgsmaalet hos Allen, Paludan-Miiller, Heise og Håpke. Disses arbejder citeres ganske vist — modsat aktstykkesamlingerne — intetsteds. I stedet for de udførlige referater af Johan Vezes vidtløftige projekter til fordel for Christian II og hans slægt efter Frederik I.s død, havde det været ulige vigtigere at faa besked om, hvorledes man i erhvervskrese i Nederlandene saa paa det nordiske spørgsmaal. Den mulighed, stoffet byder for at bygge fremstillingen op over spændingen mellem kejserens dynastiske politik og hensynet til de nederlandske erhvervs interesser, er i øvrigt ved bogens hele anlæg ganske forspildt.

De enkelte tilløb, der er til selvstændige undersøgelser, præges af forfatterens hang til at konstruere ud over, hvad kilderne kan bære. For eksempel konstruerer han i sin omtale af forhandlingerne mellem Holsten og Nederlandene i foraaret 1533 en skarp kontrast mellem Melchior Rantzaus holdning under forhandlingerne med en nederlandsk udsending paa Gottorp i marts 1533 og hans forhandlingsvillighed, da han noget senere selv kom til Nederlandene. Det sker ved et fejlagtigt referat af det svar, som Melchior Rantzau afoav nan Hpn evefp lfonoo« tromia A/T årtiet m- Paul-Erik Hansen skriver herom, at der blev givet et klart afslag paa den nederlandske henvendelse om fri sejlads (S. 135 f.), men det modsatte var tilfældet. Svaret lød tværtimod paa fri sejlads — »dat die co. van geenre meeninge en was, die zeylaidze te verbieten« (Håpke: Niederlåndische Akt. u. Urk. I, 93) — der tilføjedes dog nogle modificerende bemærkninger, saaledes at svaret bedst karakteriseres som værende af henholdende karakter. Magister Paul-Erik Hansen undlader endvidere at omtale, at Nederlænderne, som allerede nævnt af Paludan-Miiller (Grevens Feide I, 83 f.), fik den besked med tilbage, at Frederik I senere vilde sende sin egen udsending til Nederlandene med endelig besked, hvilket tyder paa, at det allerede paa dette tidspunkt har været Melchior Rantzaus personlige ønske at naa til en overenskomst med Nederlandene. Magister Paul-Erik Hansen viser, at han mangler kendskab til diplomatisk form, naar han ikke forstaar,

---

1 Udhævelsen skvldes anmelderen.

at Melchior Rantzaus iver for at se originalinstruksen skyldes dennes ønske om at overbevise sig om dens autenticitet. I stedet for fabulerer han om, at Rantzau søgte at afpresse Nederlænderne »yderligere, maaske hemmelige instrukser« (S. 136). Om forhandlingerne i Nederlandene skriver han — modsat Laursen — at det er sandsynligst, at Melchior Rantzau først er rejst til Nederlandene umiddelbart efter kongens død. Spørgsmaalet lader sig næppe med bestemthed afgøre. Til støtte for Laursens opfattelse kan dog anføres, at i hvert fald regentinden af Nederlandene senere gjorde den opfattelse gældende, at forhandlingerne var paabegyndte inden kong Frederiks død (Håpke I, 292 n.).

En oversigt over den benyttede litteratur — Paludan-Miillers Grevens Feide mangler heri — følges af en ditto over rigsarkivets fonds, der indeholder stof til belysning af forholdet mellem Karl V og Danmark. Det kunde se ud, som der herved skulde bibringes en naiv læser indtryk af, at de anførte arkivalier har været benyttede ved bogens udarbejdelse. Deraf er der imidlertid intet spor.

Ogsaa sproget bærer sine steder præg af, at her foreligger
hastværksarbejde. De anvendte forkortelser for de danske konger
— Chr. II og Fr. I — pynter ikke. Astrid Friis.