Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 6 (1942 - 1944) 1
Det Kongelige Danske octroyerede Vestindiske Handelsselskab 1778—85. En driftsøkonomisk Undersøgelse1.
AF
P. P. SVEISTRUP
Det danske vestindiske Handelsselskabs Udvikling i den
Tid, det eksisterede som privat Virksomhed, har tidligere
kun været omtalt i Forbindelse med den almindelige historiske
Udvikling, medens Selskabets Driftsøkonomi og Regnskabsforhold
ikke hidtil har været behandlet. Herom findes der
imidlertid et fyldigt Materiale paa Rigsarkivet. Det drejer sig
særligt om Deliberationsprotokollerne fra København og Vestindien,
af hvilke den første dog kun findes indtil 1783, Hovedbøgerne
fra København og Vestindien, nogle Riscontri fra Vestindien
og en Række spredte Dokumenter. Derimod mangler
Regnskabsjournalerne, hvad der maa fremkalde en Begrænsning
i det, der kan oplyses om Selskabets Handel.
I. Oktroyen.
Efter at det Vestindisk-Guineiske Kompagni var blevet
ophævet i Aaret 1754, blomstrede Forretningsforbindelserne
mellem de københavnske Købmænd og de vestindiske Plantere
1 Ovenstaaende Afhandling er udarbejdet paa Grundlag af Arkivstudier foretaget for Institutet for Historie og Samfundsøkonomi af stud. mag. Aage Rasen; denne har ogsaa bistaaet ved Afhandlingens Udarbejdelse.
op. I 1750'erne og 1760'erne fuldendtes Opdyrkningen af St. Croix1, og det var efter Datidens Forhold betydelige Sukkermængder,der førtes til København, saaledes at Hovedstaden fik en central Plads i Sukkerhandelen ikke alene i Kongeriget og Hertugdømmerne, men i alle Østersølandene. De private Købmænds Fortjenester svingede dengang som nu med Konjunkturerne,saaledes at særligt gunstige Konjunkturer fremkom,naar de konkurrerende Lande svækkedes gennem Krige. En særlig gunstig Konjunktur syntes at være ved at fremkomme med den nordamerikanske Frihedskrig i 1776, og Betydningen øgedesved, at Frankrig, Spanien og senere ogsaa Holland kom med i denne Krig. Paa Baggrund heraf maa man se Udstedelsen af Oktroyen for det kongelige vestindiske Handelsselskab den 11. Maj 17782. Nogen nærmere Begrundelse af Udstedelsen kan ikke gives, da Forakterne mangler, ligesom Oktroyen ikke er omtalt i Commercekollegiets Journal før den Dag, da den blev udstedt. Selskabet fik Ret til at drive Handel overalt i Europa og de andre Verdensdele, forsaavidt denne Handel ikke var indskrænket ved andre Koncessioner. Det skulde have en Afdeling i København med Lager af tilladte Varer og Produkter, som var hidbragt fra Oprindelseslandet med egne eller andre danske Skibe. Endvidere skulde det have en Afdeling paa St. Thomas med alle Slags europæiske Varer til videre Forhandling.
Til denne Virksomhed skulde Selskabet have en Kapital paa 500.000 Rd., fordelt paa 5000 Aktier å 100 Rd. Aktierne skulde lyde paa Navn, og maatte kun tegnes af Kongens Undersaatter,og Beløbet skulde være indbetalt i Kongens Kasse inden næstfølgende 11. December. Selskabet skulde ledes af 6 Direktører, af hvilke de to skulde være henholdsvis den første deputerede i Generaltoldkammeret og den første deputerede i Commercekollegiet, medens een af Direktørerne skulde være en
1 Jfr.: Sveistrup: Bidrag til de dansk-vestindiske Øers økonomiske Historie særlig med Henblik paa Sukkerproduktion og Sukkerhandel (1942).
2 Trykt i Schous Forordninger.
Forretningsmand. Den daglige Ledelse skulde overdrages til en
handelskyndig Mand, der ikke maatte have privat Handel ved
Siden af.
Til denne efter Tidens Forhold meget omfattende Virksomhed blev der givet følgende Begunstigelser: Selskabet fik, mod en aarlig Ydelse af 16.000 Rd. vestindisk Courant, Ret til den indog udgaaende Told, Anker- og Vejerpenge samt alle andre Toldog Havnerettigheder paa St. Thomas og St. Jan; det kongelige Toldvæsen skulde inddrive Pengene og betale Selskabet, hvad der indkom udover de ovennævnte 16.000 Rd. Selskabet skulde have Ret til Indtægter ved Told, Konsumption og 'Accise af al Kaffe, der indførtes i »samtlige Vore Riger og Lande« mod Erlæggelse af 20.000 Rd. dansk Courant; Kaffetolden skulde opkræves af Toldvæsenet, og Overskudet ud over Forpagtningssummen skulde indbetales til Selskabet. Det fik naturligvis de sædvanlige Udførselspræmier af indenlandske Manufakturvarer (Fabriksvarer), det eksporterede. Selskabet skulde have de nødvendige Pakhuse i København mod en vis aarlig Leje, paa St. Thomas derimod et Pakhus gratis.
For at lette Virksomhedens Start skulde Staten yde de nødvendige Laan rentefrit indtil Kapitalens Indbetaling, ligesomdet stilledes i Udsigt, at den ogsaa senere kunde faa Laan paa sædvanlige Vilkaar indtil et Beløb af 500.000 Rd. I de første 2 Aar sikrede Staten Aktionærerne et Udbytte paa 4 °/0/0 af den indskudte Kapital; saafremt der i disse Aar opnaaedes Overskud, kunde Direktionen bestemme, om dette skulde udbetaleseller overføres til Reserve, medens Selskabet i det tredie Aar skulde udbetale Gevinsten med Undtagelse af 10%, der skulde tilføres Reservefonden, indtil denne udgjorde 200.000 Rd. Selskabets Hovedkasse skulde i København være i den kongelige Bank, paa St. Thomas i den kongelige Kasse. Af Overskudet skulde der straks fradrages 5 % som Tantieme; første deputeret i Generaltoldkammeret, første deputeret i Commercekollegiet og den handelskyndige Direktør skulde have 2 °/0/0 til Deling, Administrationeni København 1313/4 °/0/0 og Administrationen i Vestindien 1111/i °/0. Paa Generalforsamlingen skulde der hvert
Aar aflægges en Beretning om Handelens almindelige Tilstand, medens Aktionærerne ikke havde nogensomhelst besluttende Myndighed og f. Eks. ikke havde nogen Indflydelse paa Valget af Direktører.
Det i Henhold til denne Oktroy oprettede Selskab havde en væsentlig anden Stilling end det Kompagni, der var ophævet i 1754. Dette (det vestindisk-guineiske Kompagni) havde i det væsentlige Monopol paa Handelen og Pligt til at holde Øerne forsynede med danske Varer, og havde dermed hindret Udviklingen af de private Købmænds Initiativ. En saadan Ordning ønskedes aabenbart ikke gentaget, hvad der er forstaaeligt, naar man erindrer den stærke Udvikling af Sukkerhandelen paa St. Croix mellem 1754 og 1778. Det er ogsaa bemærkelsesværdigt, at det nye Selskabs Oktroy slet ikke nævner St. Croix, der paa dette Tidspunkt var den økonomisk mest betydende 0. Det kan snarere antages, at Regeringen ved Kompagniets Dannelse har ønsket at gøre en Indsats for St. Thomas og St. Jan, der var blevet noget tilbage paa Grund af Konkurrencen med St. Eustacius1. Denne Betragtning støttes ogsaa af, at det nye Selskab ikke fik Monopol paa Handelen paa disse Øer og af, at man allerede i Oktroyen havde søgt en ny central Opgave for Selskabet (Kaffehandelen) uden for den paa den Tid dominerende Sukkerhandel.
Ud fra denne Grundbetragtning maa man antageligt se den Begunstigelse, som Selskabet fik i Toldmonopolet paa Kaffe i Monarkiets europæiske Dele. Selskabets Afgift blev fastsat paa Grundlag af Gennemsnittet af de sidste 10 Aars Indtægter af Kaffe, saaledes at Selskabets Fortjeneste paa dette Omraade maatte bestemmes af den opnaaede Forøgelse af Omsætningen. Det foreligger da ogsaa dokumenteret, at de Indtægter, som Toldvæsenet afgav til Selskabet for det sidste Halvaar af 1778, udgjorde 6236 Rd. (fra Norge 1533 Rd., fra Hertugdømmerne
1 Brev fra A. P. Bernstorff til Ditlev Reventlow 6. Juni 1778 (Bernstorffske Papirer udg. v. Aage Friis 111 (1913), Nr. 2133).
2744 Rd., fra Danmark uden for Sjælland 520 Rd., fra Københavnog
Sjælland 1439 Rd.)1.
Paa tilsvarende Maade blev Toldafgiften for Vestindien fastsat2. Endvidere maa man som særligt karakteristisk for Selskabet nævne dettes meget nære Tilknytning til Staten. Saaledes er det ejendommeligt, at 1. deputeret i Generaltoldkammeret og 1. deputeret i Commercekollegiet i Kraft af deres Embedsstilling skulde være Medlemmer af Selskabets Direktion. Det var ved Selskabets Oprettelse henholdsvis Chr. Ludvig Stemann og Heinrich Ernst Schimmelmann. Medens den yngre Schimmelmann sad i Direktionen, saa længe Selskabet havde den ved Oktroyen fastsatte Form, afløstes Stemann i 1781 af Kr. Fr. Numsen, der i 1782 atter afløstes af Chr. Ditlev Reventlow til 1784. Endvidere er det karakteristisk, at Aktiekapitalen skulde indbetales til Statskassen, og at denne paa forskellige Maader har virket som Kasse for Selskabet.
II. Aktionærer og Direktion.
I Tiden fra Oktroyens Udstedelse til 11. December 1778 blev der tegnet ca. 3000 Aktier. Resten blev liggende til Tegning, indtil de den 1. Maj 1779 alle blev udstedt paa Ihændehaver og overtaget af Statskassen. Det drejede sig om ca. 1900 Aktier3, der derpaa blev liggende urørt indtil Udgangen af 1779. I 1780 bortsolgtes ca. 150 Aktier, 1781 100, medens man i 1782 nøjedes med et Salg af 17 og derpaa holdt op med at bortsælge4. Blandt de store private Aktionærer finder man Statsminister J. O. Schackßathlou,der købte 50 Aktier, den senere Statsminister Joachim Godske Moltke, der købte 190, Stemann, der købte 100, den yngre
1 RA. Skrivelse fra Gen. Toldkammeret af 10. Juli 1779, Bilag 143 til Selskabets Deliberationsprotokol.
2 RA. Skrivelse fra Generaltoldkammeret af 9. Juli 1779. Bilag 142 til Delib.prot.
3 RA. Dansk Delib.prot p. 45 og Bilag 126.
4 RA. Selskabets Hovedbog over Aktionærerne 1778—85.
Kurs for en Aktie paa 100 Rd.s oprindeligt Paalydende
Schimmelmann, der købte 200, Arveprins Frederik (100), StorkøbmandenNiels Brock (220) og Etatsraad Niels Ryberg (200 Aktier). I disse Storaktionærers Besiddelser skete der ingen væsentlige Forskydninger. Det eneste bemærkelsesværdige er, at Etatsraad Ryberg i de første Maaneder af 1781 bortsolgte 136 af sine Aktier, og at Niels Brock i 1782 og 83 opkøbte ialt 200 Aktier1, og senere endnu flere, saa at han i 1785 havde 3532- Bortset fra disse Storaktionærer var Aktierne spredt paa mange Hænder. Skønt Aktierne efter Oktroyens Ordlyd skulde være udstedt paa Navn, lød de fleste af dem paa Ihændehaver, og da Salg ikke altid er noteret, er det vanskeligt at følge deres Omsætning. Af Aktieprotokollen fremgaar, at de noterede Aktierefter Tidens Forhold har været hyppigt omsat, og paa adskilligeaf de paa Ihændehaver lydende Aktiebreve kan man se, at de har været omsat adskillige Gange, uden at der findes nogen tilsvarende Notits i Hovedbogen over Aktierne. Aarsagen til den hyppige Omsætning er antagelig de stærkt svingende Kurser, om hvilke der, da Tal fra Opgangsaarene mangler, gengives følgende Oplysninger fra »Handelsefterretninger«3.
Den øverste Ledelse i Selskabet laa hos Direktionen, der dog antagelig har beskæftiget sig noget mere med Selskabets Forhold end Nutidens Bestyrelser, som den nærmest svarer til. Foruden de efter Oktroyen selvskrevne Direktører udnævntes ved kongeligKabinetsordre
1 Selskabets Hovedbog over Aktionærerne 1778—85.
2 RA. Fortegnelse over udstedte Obligationer 1786.
3 »Efterretninger om den inden- og udenlandske Handel, Skibsfart, Fabrique- og Manufactur-Væsen som og om Agerdyrkningen og Oeconomien i Almindelighed.- (1782—87).
ligKabinetsordreaf 19. Maj 1778 H. C. Schimmelmann (den ældre), Schack-Rathlou, 0. H. Guldberg og som handelskyndig Niels Ryberg. Om disse Direktørers øvrige Embeder og Stillinger ved Tidspunktet for Selskabets Dannelse kan oplyses følgende: H. C. Schimmelmann (død 15. Februar 1782) var Medlem af Statsbalance- og Overskattedirektionen, af den extraordinære Finanskommission og endelig Direktør i Skatkammeret, hvad der var hans vigtigste Embede. Schack-Rathlou var Medlem af Gehejmestatsraadet og af Direktionen for Skatkammeret. 1782 blev han desuden Medlem af Overbankdirektionen, men afgik samme Aar baade derfra og fra Skatkammeret. Guldberg var Stats- og Geheimekabinetssekretær og blev 1782 Medlem af Overbankdirektionen. 1784 blev han Statsminister, men afskedigedesden 14. April samme Aar. Den handelskyndige DirektørNiels Ryberg var Indehaveren af et af de største Handelshusei Landet. Han havde tidligere haft meget at gøre med dansk Kompagnihandel, bl. a. havde han fra 1772—75 været Medlem af Direktionen for asiatisk Kompagni. Han drev selv en stor Handel paa Vestindien og var velkendt med Forholdene derovre.
Foruden af de nu udnævnte, bestod Direktionen af de to selvskrevne Medlemmer H. E. Schimmelmann og Stemann, om hvis øvrige Stillinger der kan oplyses følgende. Den første var 1. deputeret i Commercekollegiet og Medlem af Finanskollegiet (til 1781). 1782 blev han Commerceminister og Medlem af Bankdirektionen og Bankkontoret samt af den extraordinære Finanskommission. I August 1783 blev han afskediget fra Bankdirektionen, men i 1784 udnævntes han til 1. deputeret i Finanskollegiet, til Medlem af Skatkammerdirektionen og Overbankdirektionen, og samme Aar blev han udnævnt til Finansminister. Stemann var, foruden 1. deputeret i Generaltoldkammeret, deputeret i Finanskollegiet, Medlem af Overskattedirektionen og 1. deputeret i Rentekammeret. 1782 afgik han fra Rentekammeret og udnævntes til Finansminister.
Selskabets Direktører var saaledes Indehavere af adskillige
af de vigtigste Statsembeder, med hvilke Selskabet skulde
korrespondere, og vi ser da Gang paa Gang, at der er de samme
Underskrifter under Selskabets Henvendelser til Myndighederne og disses Svar til Selskabet; man forstaar derfor, at Flertallet af Selskabets Henvendelser blev imødekommet, ogsaa hvor de efter en senere Tids Tankegang kan synes at være af tvivlsom Berettigelse.
Den daglige Ledelse af Selskabet blev overdraget til de saakaldte Administratorer, i København F. C. Trant (kommitteret i vestindiske Sager i Generaltoldkammeret) og Agent Conrad Hauser, i Vestindien (paa St. Thomas) P. J. Reemke og Schwartzkopf. Som Bogholder i København Simon Jensen og paa St. Thomas Martin Meermann. Alle de paagældende havde større eller mindre Aktieposter.
Foruden disse var der ganske faa Skrivere og Pakhusbetjente
paa Kontorerne her og paa St. Thomas1.
III. Driften paabegyndes 1778—79.
Uanset at Aktiekapitalen først skulde være indbetalt den 11. December 1778, paabegyndtes Virksomheden straks, idet de fornødne Midler i Henhold til Oktroyen ydedes som rentefrie Laan fra Staten. Det samlede Beløb hertil steg successivt til 93.000 Rd.2.
Selskabets første egentlige Opgave maatte være at skaffe den fornødne Pakhusplads. Dette var lovet af Staten, men det voldte visse Vanskeligheder. En Henvendelse til den kongelige grønlandske Handel blev afslaaet3, og Staten maatte dels købe et Hus i Amaliegade4, dels tilbyde, at man foreløbigt kunde bruge Væksthuset i Botanisk Have5, og endelig maatte Staten overlade Selskabet Halvdelen af det kongelige Hovedoplagshus6.
1 Delib.prot. p. 14 ff. og Hovedbøgerne over Aktionærerne.
2 RA. Skrivelse fra Stats-Balance-Direktionen 30. Nov. 1778. Bilag 77 til Delib.prot.
3 Brev af 26. Okt. 1778. Bilag 65 til Delib.prot.
4 Skrivelse fra Stats-Bal.-Dir. af 9. Juni 1778. Bilag 18 til Delib.prot.
5 Delib.prot., p. 20.
6 Skrivelse fra Stats-Bal.-Dir. af 27. Maj 1779. Bilag 129 til Delib.prot.
I Foraaret 1779 fik Selskabet yderligere et Pakhus, saaledes at
det den 22. Juni 1779 havde tre Pakhuse1.
Selskabet satte sig først som Opgave at udnytte den Begunstigelse, det havde faaet vedrørende Kaffehandelen her i Riget. Afgiften var paa dette Tidspunkt 6 Sk. pr. Pund2. Den væsentlige Del af denne Afgift har været Tolden og Konsumptionen, idet det af en Skrivelse fra Generaltoldkammeret3 fremgaar, at den samlede Accise af Kaffe for et Aar i Danmark og Norge er beregnet til 474 Rd., som Selskabet (i Modstrid med Oktroyens Bestemmelser) maatte udrede til Byerne. Der blev straks sendt Cirkulærer til alle Toldere om at føre særligt Regnskab over Kaffetolden4, og Selskabet ydede Toldbetjentene særlige Belønninger, naar de var virksomme for at forhindre Smughandel5.
For at komme hurtigt i Gang besluttede man allerede den 30. Maj at købe store Partier Kaffe i de franske Havne og i Altona. Den saaledes købte Kaffe skulde sælges en Gros (mindste Parti 500 Pund), og man besluttede at regne med en Avance paa 4 Sk., saaledes at Udsalgsprisen vilde blive ca. 20 Sk. pr. Pund.
Der blev yderligere købt store Partier, dels i Frankrig og dels
i Hamburg, og dette fordeltes til Kommissionærer i de vigtigste
Byer i Danmark, Norge og Hertugdømmerne6.
Man maatte derefter skaffe sig Varer, der kunde sælges i Vestindien, og man købte derfor betydelige Mængder Linned, først i Schlesien og Hamburg, senere yderligere Partier andetsteds i Tyskland. Efterhaanden blev der ogsaa købt andre Varer i forskellige fremmede Lande. For at støtte den hjemlige Virksomhed gav man Bankkontoret i Altona Ordre til at indkøbe og nedsalte 1000 Tønder Kød7.
Ved Forordningen af 19. April 1779 bestemtes det til Fremme
1 Delib.prot. p. 51.
2 Commercekoll.s Journal 20. Maj 1778.
3 Brev af 29. Jan. 1779. Bilag 102 til Delib.prot.
4 Fogtmanns Reskripter 30. Maj, 13. og 20. Juni 1778.
5 Delib.prot. p. 25 og Fogtmann 26. Sept. 1778.
6 Delib.prot. og Selskabets Hovedbog 29/6 1778—30/, 1780.
7 Delib.prot. og Selskabets Hovedbog 29/6 1778—30/8 1780.
af indenlandsk Virksomhed, at alle Skibe, der sejlede til de dansk-vestindiske Øer, for hver Commercelæst skulde medtage for 15 Rd. Provisioner, deraf Halvdelen Mel, Brød, Sild og Bønner.Til Gengæld ydedes en Præmie, der for en Tønde Kød sattes til 3 Mk. d. C, for en Tønde Sild 1 Mk. o. s. v.; endvidere ydedes der Præmier for indenlandske Industrivarer, særlig Tekstiler1.
Foreløbig havde Selskabet ingen Skibe, og man havde kun opkøbt Eksportvarer, der var forholdsvis værdifulde i Forhold til Rumfanget. Disse Varer søgte man at sende med andre Skibe, men det var vanskeligt at faa Plads, og man henvendte sig derfor til Administrationen for den grønlandske Handel for at leje nogle af dettes Skibe; dette blev først afvist, men da Selskabet ikke kunde skaffe sig Skibe hverken til Leje eller Køb2, blev der i Foraaret 1779 givet Tilladelse til, at Selskabet laante 6 af den grønlandske Handels Skibe4; disse var hver 120 å 130 Commercelæster og skulde afgaa i Efteraaret 17793.
Det kneb noget med at faa Virksomheden paa St. Thomas i Gang. Instruksen blev først fastsat den 21. Oktober 1778; efter denne skulde man ved de europæiske Varers Ankomst sætte Priser efter Fakturabeløbet og dertil lægge Fragt, Assurance, samt Fortjenesten. Man skulde købe alle vestindiske Varer, men især Kaffe, og man skulde drage Omsorg for, at der stod i Skibspapirerne, at Varerne tilhørte kongelige danske Undersaatter, og at fremmede Staters Navne ikke blev nævnt. Man skulde endvidere forsøge Handelen paa St. Domingo, Martinique og Porto Rico. Som Pengeforbindelse skulde den kongelige Kasse benyttes, og der blev draget Omsorg for, at Selskabet kunde laane en saa stor Sum, at det kunde købe en hel Priseladning, hvis det blev nødvendigt.
I de sidste Maaneder af 1778 afrejste Reemke og Meermann5,
1 Schous Forordn. 19. April 1779.
2 Delib.prot. pp. 27, 34, 39 og 43.
3 RA. Commercekoll.s Forestillings- og Resolutionsprotokol 21. Maj 1779.
4 Bilag 56 a til Delib.prot.
5 Delib.prot. p. 32.
men allerede i Januar 1779 kom Direktionen til den Opfattelse, at der burde sendes en Mand til St. Thomas, der var kendt med Forholdene og kunde afgøre Tvivlstilfælde; hertil valgte man Etatsraad Heinrich, der skulde være 7. Direktør, men ikke kaldes saadan, idet Oktroyen bestemte, at der kun skulde være 6 Direktøre r1. Heinrich skulde særligt tage sig af Kaffehandelen og Handelen paa Nordamerika2.
I Maj Maaned var Selskabets Embedsmænd ankommet til St. Thomas, og da der samtidig var kommet Varer, kunde Handelen begynde. Man tog straks fat paa at købe Kaffe i store Partier, og den kongelige Kasse maatte derfor yde betydelige Laan3.
Selskabets første Regnskabsaar sluttede den 30. Juni 1779, og da man ikke kunde opgøre nogen Fortjeneste, maatte Statskassens Rentegaranti blive aktuel, hvorfor denne betalte de lovede 4% i Udbytte4.
IV. Den gode Periodes almindelige Forhold.
Den dominerende Person inden for Selskabets Direktion var den ældre Schimmelmann, og Direktionen turde intet foretage uden hans Samtykke. Ved et Møde i 1781, hvor Schimmelmann ikke var til Stede, vilde den øvrige Direktion saaledes ikke træffe Bestemmelse om en saa ringe Sag som at ansætte to Kontorbetjenteeller Assistenter i Altona5. Efter den ældre SchimmelmannsDød 15. Februar 1782 blev Numsen, der siden Stemanns Afgang havde været selvskreven Direktør6, paa Arveprins Frederiks Henstilling valgt til permanent Direktør7. I 1782 tog Schack-Rathlou sin Afsked efter at være blevet uenig med
1 Commercekoll.s Forestillings- og Resolutionsprot. 11. Jan. 1779.
2 RA. Vestindisk Delib.prot. p. 10.
3 Ibidem p. 4 ff.
4 Delib.prot. p. 50.
5 Ibidem p. 139.
6 Delib.prot. p. 120.
7 Ibidem p. 148 og sammes Bilag 12 (1782).
Guldberg, og Etatsraad Heinrich rykkede derved op til almindeligDirektø r1. I Vestindien blev det overdraget GeneralmajorSchimmelmann, der var Viceguvernør, at føre Tilsyn med Selskabets Forhold2. I 1783 blev den tidligere Konsul i Petersborg,Bruun, ansat som Medadministrator3.
I Henhold til Oktroyen havde Selskabet Ret til at faa et Pakhus af Staten mod en passende Leje, og det henholdt sig gentagne Gange hertil, efterhaanden som dets Virksomhed voksede. I Juli 1779 indsendte det saaledes Tegninger og Overslag af Professor Harsdorf til et nyt Pakhus, og dette godkendtes ved kongelig Resolution4. Pakhuset byggedes af Selskabet og betaltes af Staten. I 1780 fik man Tilladelse til at bygge to Etager til, saa at der ialt blev 5 Etager5, og i 1781 maatte der ofres betydelige Beløb til Forstærkninger og Udbedringer paa det6. Det kom til at koste Staten 80.000 Rd.7, og Selskabet erklærede sig villig til at betale 3000 Rd. i aarlig Leje for det og Administrationsbygningen i Amaliegade under Forudsætning af, at Konjunkturerne holdt sig8. Selskabet var meget tilbageholdende med Indbetalingen af Lejen for de forskellige Pakhuse, saaledes anmoder Generaltoldkammeret den 30. Januar 1783 om Betaling af den Leje, der var forfalden den 1. Maj 1781, ligesom Selskabet allerede paa dette Tidspunkt anmoder om Nedsættelse af Lejen9.
I Selskabets første Aar benyttedes, som nævnt, i høj Grad Skibe tilhørende den grønlandske Handel; Fragten var i 1780 fastsat til ll^ Sk. pr. Pund Sukker for Returlasten, en Pris, der i 1781 forhøjedes til P/4 Sk.10. Skibene var dog ikke alene beskæftigeti den direkte Sejlads, men sejlede ogsaa paa Østersøen og
1 Bilag 62 til Delib.prot. (1782).
2 RA. Beretning paa Generalforsamlingen 1782.
3 Delib.prot. p. 160 og Bilag 30 (1783).
4 Skrivelse fra Commercekoll. 3. Aug. Bilag 153 til Delib.prot. (1779).
5 Skrivelse fra Stats-Bal. Direktionen. Bilag 284 til Delib.prot. (1780).
6 Bilag 70 til Delib.prot. (1781).
7 Bilag 11 (1782) og 18 (1783) til Delib.prot.
8 Bilag 27 (1782) til Delib.prot.
9 Bilag 12 og 79 til Delib.prot. (1783).
10 Delib.prot. p. 105.
Middelhavet, idet Selskabet havde Forretningsforbindelser over
hele Europa1.
I 1779 og 1780 blev Varerne sendt til Vestindien enten paa fragtede Skibe eller som Partsladning. Der blev saaledes i Efteraaret 1779 afsendt 7 Skibe med Varer for ca. 30.000 Rd. hver, i 1780 afsendte man 15 Skibe med Varer for ca. 40.000 Rd. hver, men ved Siden heraf blev der sendt betydelige Varepartier med andre Skibe2.
Efterhaanden viste det sig fordelagtigt for Selskabet selv at købe Skibe. I Slutningen af Aaret 1781 havde man ialt købt 6 for ca. 200.000 Rd. I 1782 købte man et nyt Skib til Erstatning for et forlist, men maatte betale 76.000 for det. Senere købte man yderligere to større og to mindre Skibe, de to sidste til Sejlads i Vestindien, saaledes at man ialt havde 10 Skibe3.
Skibene skulde ifølge Oktroyen være forsikrede med Undtagelse
af 6000 Rd. for egen Regning (senere forhøjet til 30.000
Rd.).
I Oktober 1779 udstedtes en kongelig Kabinetsordre, hvorefter Selskabets Skibe fik Ret til at sejle paa fremmede Øer i Vestindien.De kunde blive konvoyerede, naar de ikke sejlede med Ammunition, ikke sejlede paa Nordamerikas Fastland eller paa Øer, hvor det ikke var tilladt fremmede at handle, og naar man kunde bevise, at Varerne var danske4. Allerede efter et Par Maaneder blev der fra privat Side. klaget over, at Selskabet havde givet Tilladelse til, at dets Skibe anløb St. Eustacius, hvilket var forbudt5. Selskabet svarede, at det kun var for at hente Breve6, men Commercekollegiet blev i 1782 klar over, at der alligevel var foretaget Oplosning af Varer. Kort efter Forseelsen blev Forbudet mod Sejlads paa St. Eustacius iøvrigt ophævet7. Skibenes Søpas lød altid paa St. Thomas, selv om de
1 Delib.prot. p. 53.
2 RA. Beretning paa Generalforsamlingen 1780.
3 RA. Beretningerne paa Generalforsamlingerne 1781 og 1782.
4 Bilag 172 Bog 175 til Delib.prot. (1779).
5 Bilag 182 til Delib.prot. (1779).
6 Bilag 183 B til Delib.prot. (1779).
7 Bilag 17 til Delib.prot. (1782).
i en Række Tilfælde havde mundtlig Ordre til ogsaa at besejle
andre Øer1.
Medens de private Handlende skulde lade deres Skibe udruste til Defensionsskibe ved Sejlads paa Vestindien, blev der stiltiende gjort Undtagelse for de fra grønlandske Handel laante Skibe, hvilket vakte Misfornøjelse hos de private handlende2. Regeringen saa sig derfor i Begyndelsen af Januar 1781 tvunget til at tillade, at ogsaa de private brugte Ikke-Defensionsskibe til denne Fart3.
I Vestindien opstod der hurtigt Uoverensstemmelser mellem Direktøren, Etatsraad Heinrich, og Bogholder Meermann, idet Heinrich ikke var tilfreds med Regnskabsføringen, og Meermann vilde have mere Hjælp paa Kontoret. Dette fik han ogsaa, men Heinrich var stadig utilfreds og fortalte i December 1779, at der ikke var skrevet et Bogstav i nogen Journal eller Hovedbog4. Da Heinrich tog hjem i Begyndelsen af 1781 efter at have foretaget adskillige Rejser til de andre Øer for at knytte Handelsforbindelser, overdroges den stedlige Ledelse til Viceguvernøren, Generalmajor Schimmelmann; der udfærdigedes nærmere Instrukser bl. a. vedrørende Bogføringen5. I Sommeren 1781 truede man Meermann med Afskedigelse, hvis han ikke fik Regnskaberne sendt hjem, medens man lovede ham en Lønforhøjelse, hvis Bøgerne bragtes i Orden6. I Sommeren 1782 rejste Justitsraad Hansteen, der fritoges for sit Embede i Generaltoldkammeret, hvorunder ogsaa de vestindiske Sager sorterede, til Vestindien for at overtage Ledelsen7; efter hans Beretning var Regnskaberne i den syndigste Uorden8. Meermann var da ogsaa dimitteret med Udgangen af 1782, fra hvilket Tidspunkt der ansættes to nye Bogholdere (Sartorius og Westphalen)9.
1 Delib.prot. p. 72 og 190.
2 Commercekoll.s Forestillings- og Resolutionsprot. 20. Nov. 1780.
3 Schou og Fogtmann.
4 Vestindisk Delib. prot. p. 37 og 54
5 Dansk Delib.prot. p. 116.
6 Delib.prot. p. 123, 126 og 134.
7 Skrivelse fra Gen. Toldkammeret af 27. Juli 1782. Bilag 36 til Delib. prot.
8 Delib.prot. p. 169.
9 Ibidem p. 150.
V. Handelsvirksomheden i de gode Aar.
Selskabets Handelsvirksomhed var fra Starten i Henhold til Oktroyen koncentreret om Kaffen, og man søgte straks at sætte Salget af de importerede Varepartier i System. Salget skete uden for København væsentligt gennem Kommissionærer og til lokale Handlende1. Toldafgifterne, der indgik gennem Generaltoldkammeret, var i 1779 17.196 Rd., i 1780 24.486 Rd., i 1781 6.804 Rd., 1782 20.771 Rd.
Om Beløbenes Fordeling i Forhold til det første Aar kan oplyses, at Københavns Andel er stærkt stigende2. De smaa Indtægter i Forhold til Forpagtningsafgiften maa efter Selskabets Opfattelse ses i Forbindelse med manglende Kontrol med Afgiftens Opkrævning3, men det maa dog bemærkes, at Selskabets væsentlige Fordel ved Begunstigelsen var, at det ikke selv betalte Afgiften, men kunde ekstra tjene det til Tolden svarende Beløb ind gennem de højere Priser, der opnaaedes ved Salget. Paa Grund af den almindelige Konjunkturudvikling og de særlige Krigskonjunkturer var Priserne stærkt stigende. I Marts 1780 anmoder Administrationen om Tilladelse til at udnytte Prisstigningen af Lagerbeholdningen, men dette afslaas af Direktionen4. Efterhaanden som den Kaffe kom hjem fra Vestindien, der var indkøbt væsentligt billigere end Kaffen fra Frankrig, beholdt man de høje Priser og lod efterhaanden Prisen stige i Overensstemmelse med Verdensmarkedet. I Juli 1781 blev Priserne sat op til 28 og 30 Sk. pr. Pund, og Administrationen fik nu Lov til at sætte Prisen efter Udlandets5.
Selskabet handlede ogsaa med andre vestindiske Produkter end Kaffe. Den væsentligste Eksportartikel fra de dansk-vestindiskeØer var paa denne Tid Sukker; det synes dog, som om der har bestaaet en egentlig eller stiltiende Aftale med de
1 Delib.prot. p. 68 og 71.
2 Skrivelser fra Gen. Toldkammeret, Bilag 217 (1780), til Delib.prot. 62 (1781), 16 (1782), 64 (1783).
3 Delib.prot. p. 185.
4 Ibidem p. 80.
5 Delib.prot. p. 92 og 137.
private handlende om ikke at konkurrere med dem om Sukkereksportenfra St. Croix. Derimod har Selskabet foruden ganske smaa Partier St. Croix-Sukker købt betydelige Sukkermængder fra de andre Øer, som Regel i Forbindelse med Kaffeindkøbene. Dette Sukker blev delvis solgt ved de store Auktioner i Københavnog delvis eksporteret. Dernæst havde Selskabet en betydelig Handel med Tobak, i den første Tid væsentlig fra Porto Rico, senere overvejende fra Virginia. Endelig handledes med andre vestindiske Produkter, naar Lejlighed gaves, herunder kan man særligt nævne Indigo1.
Varerne til Vestindien opkøbtes som tidligere omtalt over hele Europa. I September 1779 skrev Heinrich, at de europæiske Eksportprodukter stod i høj Pris og antagelig vilde vedblive dermed, saa længe Krigen varede. Han ønskede derfor større Mængder end aftalt, særligt af Mel, Sild og tørret Fisk2. Det var dog vanskeligt at købe Varerne i Europa, fordi Priserne ogsaa her var stigende, og det nævnes i April 1783, at et Parti russisk Jærn, der var bestemt til Vestindien, kunde sælges med endnu større Fordel i England, hvilket ogsaa skete3. Under disse Forhold var de tidligere nævnte Provisionspræmier unødvendige, og de ophævedes derfor ved Forordning af 3. April 17824.
I Vestindien gik Handelen i disse Aar strygende. Før 1780 tog Hollænderne den største Fortjeneste af Handelen paa de engelske, franske og spanske Øer, men Selskabet gjorde straks en betydelig Indsats for at opnaa en Del af Gevinsten, og der gennemførtes mange Byttehandler, særligt med de franske Øer, hvorved man for de europæiske Varer fik vestindiske Produkter, for det meste med stor Fordel for Selskabet5.
I 1780 kom Holland i Krig med England, og det bevirkede
naturligvis en Forøgelse af Gevinstmulighederne for det danske
Selskab6.
1 RA. Vestindiske Hoved- og Riscontrobøger
2 Delib.prot. p. 56.
3 Delib.prot. p. 161.
4 Schous Forordninger.
5 Delib.prot. p. 61.
6 A. P. Bernstorff skrev den 6. Januar 1781 i et Brev til Ditlev Reventlow: »Deter en meget lykkelig Nyhed for Danmark, at der er erklæret Holland Krig. Det bringer os ud af vore største Vanskeligheder, hvis vi forstaar at benytte os af det.« »Allerede den første Meddelelse om Nyheden, der fik alle indiske Varer til at stige fra 20 til 30 °/o, bærer Vidnesbyrd om en umaadelig Fordel, og hvad vil man ikke vinde paa de Skibe, som vi venter i Aar, paa Fragterne i Middelhavet og paa Fisk af alle Slags, som vi næsten faar hele Handelen med. Forsynet gør alt for Danmark.« (Bernstorffske Papirer 111 (1913), Nr. 2273.)
For at kunne udnytte disse Muligheder søgte og fik man Kongens Tilladelse til at bringe Varer til de andre Øer, dog ikke nogen Form for Krigskontrabande. Selskabet fik Ret til at købe amerikanske Varer for de solgte, lade disse behandle som danske og føre dem hjem under dansk Beskyttelse og dansk Flag. Den i Vestindien stationerede danske Fregat fik Ordre til at beskytte denne Handel1. Denne overordentlig fordelagtige Handel blev udvidet til alle danske Undersaatter, og St. Thomas blev i stigende Grad gjort til en almindelig Frihavn (jævnfør nærmere Forordningen af 4. Nov. 1782)2. En fordelagtig Handel baade i Europa og Vestindien krævede forholdsvis megen Kapital, og Selskabet var Gang paa Gang i Likviditetsvanskeligheder; disse blev dog klaret, dels ved Laan i Bankerne i København og Altona, dels ved Laan i Udlandet, som Staten gav Garantier for.
Fra Statens Side viste man Selskabet stor Interesse og ydede det betydelig Støtte ud over, hvad der allerede var lovet ved Oktroyen. Da Selskabet havde maattet betale ret betydelige Beløb i Øresundstold, blev det under 17. Maj 1780 bestemt, at Selskabet skulde fritages for Øresundstolden3, og under 20. September1781, at det ogsaa kunde faa Refusion af Øresundstolden for Varer, der var indført hertil med Genudførsel til Vestindien for Øje4. Endvidere blev det, da Staten i 1779 havde indført en ekstra Told paa 1 °/o a^ Kaffe, bestemt, at Selskabet skulde fritages for denne Afgift5. Endelig fik man som særlig BegunstigelseFritagelse
6 A. P. Bernstorff skrev den 6. Januar 1781 i et Brev til Ditlev Reventlow: »Deter en meget lykkelig Nyhed for Danmark, at der er erklæret Holland Krig. Det bringer os ud af vore største Vanskeligheder, hvis vi forstaar at benytte os af det.« »Allerede den første Meddelelse om Nyheden, der fik alle indiske Varer til at stige fra 20 til 30 °/o, bærer Vidnesbyrd om en umaadelig Fordel, og hvad vil man ikke vinde paa de Skibe, som vi venter i Aar, paa Fragterne i Middelhavet og paa Fisk af alle Slags, som vi næsten faar hele Handelen med. Forsynet gør alt for Danmark.« (Bernstorffske Papirer 111 (1913), Nr. 2273.)
1 Kabinetsordrer af 22. Okt. og 16. Okt. 1779. Bilag 172 Bog 175 til Delib.prot.
2 Schous Forordninger.
3 Skrivelse fra Gen.-Toldkammeret. Bilag 240 til Delib.prot. (1780).
4 Skrivelse fra Gen.-Toldkammeret. Bilag 76 til Delib.prot. (1781).
5 Commercekoll.s Forestillings- og Res.prot. 7. Juni 1781.
gelseFritagelsefor at svare Told af en større Mængde Hamp,
der købtes i Rusland, forarbejdedes her og genudførtes til Vestindie
n1.
Den Toldbegunstigelse, Selskabet havde i Henhold til Oktroyen, var 2121/2 °/0/0 af Indførsels værdien og 2x2x/2 %a^ Udførselsværdien ved St. Thomas og St. Jan. For at ophjælpe Handelen bestemtes det i Slutningen af 1779, at Indførselstolden skulde bortfalde for de vigtigste amerikanske Produkter (Kaffe, Sukker, Tobak, Indigo og Kakao). Til Erstatning fik Selskabet mod en aarlig Afgift af 1500 Rd., der beregnedes som Gennemsnit af de 15 foregaaende Aars Indtægt, Ret til en Told af 2 °/0/0 paa de Varer, der blev indladet paa St. Thomas og St. Jan og sendt til »de danske Europæiske Stater«.
Den vigtigste af disse var Sukker, for hvilket der beregnedes
en Værdi, der først udgjorde 5^2 Rd. pr. 100 Pund, men i 1781
var 772 Rd. og 1782 endnu højere2.
VI. Regnskabsoplysninger for de enkelte Varer.
Selv om Regnskaberne, som det fremgaar af det foregaaende, ikke engang har været ført tilfredsstillende efter Tidens Krav, kan der dog af Bøgerne indhentes Oplysninger om Priser, omsatte Mængder og delvis ogsaa om Bruttofortjeneste for de bctydningsfuldeste
For Kaffens Vedkommende fremgaar Indkøbene paa St.
Thomas af følgende Oversigt:
1 Skrivelse fra Gen.-Toldkammeret, Bilag 229 til Delib.prot. (1780).
2 Gommercekoll.s Forestillings- og Res.prot. 1784 Nr. 10, og Skrivelse fra samme Koll. af 14. Dec. 1778, Bilag 194 til Delib.prot. (1779).
Om Indkøbspriserne foreligger kun spredte Oplysninger, hvoraf fremgaar, at Indkøbsprisen i de første Aar gennemsnitlig var 10 Sk. pr. Pund mod 20 Sk. gennemsnitligt i 17831. For det samlede Salg foreligger der fra de københavnske Hovedbøger nøjagtige Oplysninger:
Fortjenesten paa Kaffen blev i Bøgerne opgjort, saaledes at de direkte Omkostninger og Fragten blev ført til Udgift paa Kontoen, hvorefter følgende Beløb overførtes til Gevinst- og Tabskonto
Af ovenstaaende og andre Oplysninger fremgaar, at Selskabetgennem hele Perioden har købt betydelige Mængder af Kaffe fra andre Steder end Vestindien. I Begyndelsen synes det, som om man har fastsat Priserne paa Hjemmemarkedet saaledes,at de kunde give en passende Handelsgevinst. Senere tog man store Fortjenester ved Eksporten, men det varede ikke længe, inden ogsaa de indenlandske Priser forhøjedes. Det fremgaaraf Bøgerne, at i 1781—82 var Prisen ved Salg i mindre Partier (Indlandet) ca. 40 Sk., altsaa det dobbelte af Priserne ved Selskabets Start, og i dette Aar naaedes da ogsaa meget
1 De vestindiske Hovedbøger og Riscontri.
store Fortjenester paa Kaffehandelen. Da Freden kom, sank Eksportpriserne, medens man søgte at holde paa Fortjenesten paa det indenlandske Marked. Af Bøgerne fremgaar, at der i 1782—83 solgtes Kaffe til Amsterdam til en gennemsnitlig Pris af 24 Skilling pr. Pund, til Riga 24 Sk., til Altona 23 Sk., medens der tilsvarende forlangtes 27 Sk. i København og 28 Sk. af ProvinsensKøbmænd. Selskabet har saaledes her faaet en Overpris af 4 Sk. eller 2/3 af den Beskyttelse, der blev tilstaaet det ved Oktroyen. I 1784—85, da Selskabets Stilling ved Eksporten var meget daarlig, udnyttede man sin Monopolstilling paa Hjemmemarkedetstærkt, saaledes at man i dette Aar med dets meget daarlige Konjunkturer havde Maksimum af Bruttofortjeneste paa Kaffe.
Paa samme Maade som for Kaffen gengiver vi efter Bøgerne
Værdien af Sukkerindkøbene i Vestindien i følgende Oversigt1:
Sukkerindkøbene, maalt i Penge, har saaledes været af omtrent samme Størrelsesorden som Kaffeindkøbene. Om Priserne findes der ligeledes kun spredte Oplysninger, men af disse synes at fremgaa, at Prisen allerede i 1779 har været forholdsvis høj (12 Skilling), at der derefter kun har været en mindre Prisstigning, medens Prisfaldet efter Krigen har været særdeles stærkt. Salget i Europa fremgaar af omstaaende Oversigt.
Af denne Oversigt i Forbindelse med den foregaaende fremgaar,at
Størstedelen af det Sukker, der er solgt her, er købt i
1 Medens man i Danmark havde et Regnskabsaar fra 1. Juli til 30. Juni, brugte man i Vestindien Kalenderaaret; dette giver nogen Usikkerhed ved Sammenligninger, men ændrer ikke Billedets Hovedtræk. Regnskaberne er gennemgaaende ført i Rd. vestindisk Courant.
Vestindien. Det synes ved en Sammenligning af Indkøbs- og Salgspriser, som om der paa dette Omraade har været en væsentligthaardere Konkurrence end for Kaffen (hvor der i Henholdtil Oktroyen var en stærk Beskyttelse). Den vanskelige Stilling for Selskabets Sukkersalg skyldes antagelig dels Konkurrencenmed de private Købmænd, der rimeligvis har haft et delvist Monopol ved Handelen paa St. Groix, og dels, at Selskabethar betalt høje Priser ved Sukkerets Indkøb paa de andre vestindiske Øer. Dette stemmer meget godt med den i Bøgerne opførte Bruttofortjeneste, idet denne i 1781—82 er opgjort til 61.357 Rd. d. C, medens der i de tre følgende Aar har været Tab paa henholdsvis 98.964, 50.354 og 6.042 Rd., ialt et Tab paa 155.380 Rd.
Den tredie betydningsfulde Importartikel var som nævnt Tobakken. Her handledes med en Vare, hvis Kvalitet differerede stærkt, hvilket maa holdes i Erindring i det følgende. I de første Aar købte man betydelige Mængder Tobak, dels fra Porto Rico, dels fra Virginia. Da dette Indkøb blev taget til København, gav det et Tab paa 5.341 Rd. I Højkonjunkturaarene ses der ikke at være handlet med Tobak i større Omfang, og det maa antages, at hele den disponible Tonnage har været beslaglagt til Sukker og Kaffe. Da Fredsslutningen kom, har man igen forsøgt at indføre Tobak med det Resultat, at der i 1783—84 var et Tab paa 11.023 Rd. og i 1784—85 paa 1.284 Rd.
Foruden disse Hovedvarer handlede Selskabet i Ny og Næ
ogsaa med andre vestindiske Produkter. Af disse er der kun
Anledning til at nævne Indigo og Kakao; heraf gav Indigo en i
Forhold til den omsatte Mængde stor Fortjeneste, medens det
økonomiske Resultat af Kakaohandelen var uden Betydning.
Med Hensyn til Eksportvarerne fra Europa og Salget i Vestindien
kan man paa Grundlag af Regnskaberne give følgende Oplysninger.
Omsætning efter Indkøbsværdi:
Af Oversigten fremgaar, at de to største Konti har været Linned og Diverse europæiske Varer. Linnedet findes i mange forskellige Kvaliteter og er opført som: fint Linned, Lærred, groft Klæde, Sejldug, Indpakningslærred m. m.; mindre Mængder er købt i Jylland, men det meste er købt i forskellige Lande i Europa, f. Eks. Flandern, Bretagne, Hannover, Holland, Sachsen, Irland og Rusland, men Størstedelen er købt i Sydtyskland. Opkøbene har blandt andet fundet Sted gennem de forskellige udenlandske Huse, som Selskabet stod i fast Forretningsforbindelse med. Kontoen: Diverse europæiske Varer er for Aaret 1781—82 for en Række Hovedposters Vedkommende analyseret efter Fakturabeløbene ved Afsendelsen til Vestindien:
Af omstaaende omfatter de fire første Poster de saakaldte, tidligere omtalte Provisioner, der i det væsentlige er indkøbt i de europæiske Dele af Monarkiet. De øvrige Gruppers Varer er for største Delen indkøbt i Udlandet, dog er der en Del dansk 01 og danske og norske Bygningsmaterialer. Ved Sammenligning med de ovenfor givne Oplysninger om Omsætning efter Indkøbsværdi bør det bemærkes, at Lagrene i København pr. 30. Juni 1782 var forholdsvis store.
Om Fortjenesten paa de enkelte Konti oplyser Bøgerne kun meget lidt, idet alle de udsendte Varer gaar ind paa en samlet Lagerkonto i Vestindien, hvorfra Fortjenesten overføres til Gevinst og Tabskonto. Da Bogføringen, særligt paa St. Thomas, er endog meget ringe, har Selskabet ved de forskellige Regnskabsafslutninger ikke noget klart Overblik over, hvad der er tjent. I 1780—81 er Fortjenesten efter Bøgerne 86.096 Rd., men man anslaar i Beretningen en Fortjeneste paa 250.000 Rd. Det fremgaar imidlertid tydeligt, at Lageret har været stærkt stigende, indtil det ved Udgangen af 1782—83 er paa 1.323.981 Rd. Derefter er det faldet lidt, men staar dog endnu ved Udgangen af 1784—85 opført til 1.085.255 Rd. I dette Beløb er det store Prisfald ikke medregnet, jævnfør den senere Omtale af Statens Overtagelse af Aktierne.
Det er maaske rimeligt atter at fremhæve, at Tallene maa læses med et vist Forbehold, idet Regnskaberne har været daarligt ført, og Selskabets Ledelse ikke kan antages at have haft Oversigt over Rentabiliteten af de forskellige Dispositioner.
VII. De samlede Driftsresultater i Opgangsaarene.
I de første to Aar, hvor Selskabet havde Rentegaranti fra Statens Side, blev der ikke opgjort nogen egentlig Gevinst- og Tabskonto, og Aktionærerne fik derfor det garanterede Udbytte udbetalt af Statskassen, idet den regnskabsmæssige Fortjeneste blev betragtet som Reserve1.
1 RA. Hovedbøgerne og Beretningen 1783.
Af den Beretning, der blev afgivet til Aktionærerne for Aaret 1780—81, fremgaar det, at Gevinsten er 251.581 Rd.; heraf er langt den største Del tjent ved Salget i Monarkiets europæiske Dele af Kaffe, Sukker og andre vestindiske Varer. Af Salget i Vestindien er der ikke opgjort nogen Fortjeneste, men der er beregnet Renter af den i Lageret opgjorte Kapital. Den regnskabsmæssige Opgørelse af de kongelige Privilegier har for dette Aar vist et meget lille Overskud. Af Fortjenesten er der henlagt 200.000 Rd. til den i Oktroyen befalede Reservefond, medens Aktionærerne har faaet 10 % eller ialt 50.000 Rd. udbetalt.
Den samlede Fortjeneste i Aaret 1781—82 er paa Gevinstog Tabskontoen 1.025.000 Rd., det vil sige Aaret har været glimrende. Den største Fortjeneste er paa Kaffekontoen, omkring 350.000 Rd., hvoraf den direkte fra Vestindien importerede Kaffe giver Størstedelen. Fortjenesten paa Varer solgt i Vestindien er opgjort til 184.000 Rd. Man har imidlertid gennem en særlig Konto taget en Fortjeneste paa 150.000 Rd., som maa antages at skyldes en Opskrivning af Lageret i Forventning om fortsat store Fortjenester. Naar man har ønsket at gøre Fortjenesten saa ekstraordinær stor, maa det ses i Forbindelse med, at man allerede et halvt Aar tidligere havde meddelt, at der var en Fortjeneste paa 200 Rd. pr. Aktie, som man af Hensyn til Selskabets Likviditet ikke vilde udbetale, men benytte til en Opskrivning af Aktiekapitalen fra 500.000 til 1.500.000 Rd. Man fandt det dog nødvendigt at give Aktionærerne yderligere et rundeligt Udbytte, og dette blev af Administrationen foreslaaet til 32 %, men af Direktionen (underskrevet af den yngre Schirnmelmann, Guldberg og Ryberg) forhøjet til 50 °/0/0 af den oprindelige Kapital. Hertil havde man paa daværende Tidspunkt ikke likvide Midler, men man haabede at opnaa det fornødne inden Regnskabsaarets Udgang1.
Kongens Tilladelse til en Opskrivning af Aktiekapitalen forelaaallerede
den 28. December 17812, og Udbyttet for Aaret,
1 Delib.prot. p. 145.
2 Commercekoll.s Forestillings- og Res.prot. 28. Dec. 1781, og Skrivelse fra Kollegiet til Selskabet af samme Dato. (Bilag 97 til Delib.prot. (1781)).
250.000 Rd.s er udbetalt den 11. Juni 1782 og er saaledes ikke medtaget i ovennævnte Opstilling, saaledes at det ser ud, som om Fortjenesten har været 1.275.000 Rd. Af de meget uordentligtførte Bøger synes det dog at fremgaa, at man har benyttet den tidligere omtalte Reservefond paa 200.000 Rd. til Hjælp ved Aktiernes Opskrivning. Resultatet af de foretagne Dispositioner er altsaa, at man havde faaet opskrevet sin Kapital og betalt et stort Udbytte, at man laa med et stort Lager, indkøbt til høje Priser, og at man ikke havde Reserver til at modstaa en Konjunkturnedgang.
I Løbet af Sommeren 1782 begyndte Konjunkturerne at gaa tilbage. I den Beretning, der blev aflagt i December 1782, hedder det: Konjunkturerne er nu ikke saa gunstige som ved Aarets Begyndelse, man mærker Konkurrencen fra andre Nationer mere, de krigsførendes Handelsflaader begynder at gøre flere Farter, og Priserne falder i Vestindien paa de europæiske Produkter. Af de beregnede 14 Skibe kom kun 5 inden Udgangen af Juni, og da var Prisfaldet allerede begyndt. Fortjenesten er aftaget betydeligt. Man har dog kunnet gennemføre Opskrivningen af Aktierne. Ligesom det foregaaende Aar vilde man nu tage Stilling til Udbyttet for det Aar, man var inde i. Om dette besluttedeman sig til at holde sig nøje til Oktroyens Ord og altsaa hvert Aar bestemme Udbyttet alene efter det, der ved Juni Maaneds Udgang fandtes at være som Overskud paa Balancen. Der var jo fra det foregaaende Aar kun 25.000 Rd. til Disposition (ud over Opskrivningen af Aktier med 200 °/0/0 og udbetalt Udbyttepaa 50 °/0)./0). Direktionen udtalte derfor, at den troede at opfylde Oktroyens væsentlige Hensigt, som er Selskabets sande Velfærd, ved til Udbytte at bestemme følgende Poster: de forannævnte25.000 Rd., vestindisk Told og sikre Tilgodehavender 47.000 Rd., yderligere Told paa St. Thomas 30.000 Rd., den forventedeTold af 14 til Altona fra St. Thomas indkomne Skibe 98.000 Rd., ialt 200.000 Rd. Paa Grundlag heraf besluttede man sig til at udbetale 40 Rd. pr. Aktie1. Det drejer sig her om en Udbetaling, hvoraf kun en mindre Del er virkelig indtjent,
1 Beretning 1782.
medens langt den største Del er offentlige Begunstigelser, som
man har regnet sig til.
I Aaret 1782—83 øgedes Vanskelighederne. Det store Lager paa St. Thomas forringedes i Værdi, men der foretoges ingen Nedskrivning af Lageret, og man havde derfor endnu nogen regnskabsmæssig Fortjeneste i Vestindien. Den største Post var dog nu Tolden i Vestindien, der gav lige ved 180.000 Rd. (hertil maa formentlig lægges det foran omtalte Beløb, der blev brugt til Udbyttebetalingen). Ved Salget af de vestindiske Varer her fremkom der dog meget betydelige Tab; efter at disse og det udbetalte Udbytte var fradraget Fortjenesten, var der den 1. Juli 1783 82.676 Rd. i Kassen. For at afrunde Beløbet tog man 17.324 Rd. fra Assurancekontoen og udbetalte 20 Rd. pr. Aktie1.
Aktionærernes samlede Fortjeneste var herefter, foruden de 8°/0, der ideto første Aar var udbetalt af Statskassen, ialt 120 Rd. pr. Aktie foruden Opskrivningen af Aktiernes Paalydende til det tredobbelte. Dette Resultat var for det første opnaaet gennem meget store Konjunkturfortjenester, særligt paa Kaffe, for det andet ved at de offentlige Begunstigelser, særligt i Vestindien, gav meget store Gevinster, og for det tredie ved at man ikke alene udbetalte, hvad der var tjent, men ogsaa hvad Selskabet ventede at ville tjene, og Selskabet stod derfor endogsaa meget svagt i enhver Henseende, da Konjunkturnedgangen efter Fredsslutningen for Alvor satte ind.
VIII. Selskabets Kapitalforhold under Opgangen.
Selskabet var fra Begyndelsen af stort anlagt og havde i sin Aktiekapital paa 500.000 Rd. efter Tidens Forhold meget betydeligelikvide Midler. Disse Midler blev under de for Selskabet straalende Krigskonjunkturer meget hurtigt sat ind, dels til Lagre her i Riget, dels til Indkøb af Skibe og dels til et meget stort Lager i Vestindien af europæiske Produkter. At der blev foretagetOpskrivninger — men ikke Nedskrivninger af Lageret — og udbetalt Udbytte deraf, forbedrede naturligvis ikke Likviditeten.
1 Beretning 1783.
Allerede ved Regnskabsafslutningen pr. 30. Juni 1780 havde man en Balance paa over en Million Rd. Heraf havde Lageret i Vestindien en Værdi paa omtrent en halv Million, medens forskelligeKaffekonti var paa 200.000 Rd. Resten fordeler sig over et meget stort Antal Debitorer, for Størstedelen antagelig Detailhandlere,der handlede med Selskabets Produkter. Af Passiverneudgjorde Aktiekapitalen kun Halvdelen, medens Banken i København havde 96.000 og Banken i Altona 97.000 Rd. til Gode. En væsentlig Del af de øvrige Poster var de udenlandske Handelshuse, der havde ret betydelige Beløb til Gode1.
Det følgende Aar steg Kapitalbehovet yderligere. Lagrene paa St. Thomas voksede stærkt og naaede som omtalt et Maksimummed over 1,3 Mill. Rd.; Lagrene i København (særlig af Kaffe, tildels ogsaa af Sukker) og Tilgodehavenderne hos SelskabetsKunder var heller ikke smaa, og Selskabet var stadigvæk i Forlegenhed for ny likvid Kapital. Det var Meningen, at denne skulde skaffes særlig ved Laan i Udlandet, og man opnaaede da ogsaa Statens Godkendelse af, at der optoges et Laan i Holland paa 400.000 Rd2; dette kunde dog ikke skaffes, og man fik faktisk paa denne Maade kun 112.500 Rd.3. Senere fik man Statens Tilladelse til at optage et Laan i Genua, og Staten erklæredesig villig til baade at betale Omkostningerne og til at garantere Laanet. Da Laanet endelig blev givet, var det imidlertidikke til Selskabet, men til Banken i København4. Selskabet var saaledes i det store og hele henvist til at søge den udvidede Drift finansieret dels hos Staten, dels hos Bankerne i København og Altona. Der var om disse Laan mange Forhandlinger, men Selskabet fik altid sine Laaneønsker opfyldt, og det har sikkert været af væsentlig Betydning, at Selskabets ledende Direktør, Schimmelmann, samtidig havde en betydelig Indflydelse paa
1 Hovedbøgerne.
2 Skrivelse fra Stats-Balance-Direktionen af 25. Maj 1786. Bilag 238 til Delib.prot.
3 Delib.prot. p. 109 og Hovedbøgerne.
4 Skrivelse fra Overbankdirektionen til Selskabet. 8. April 1783. Bilag 28 til Delib.prot. (1783).
Statens finansielle Dispositioner, og at Guldberg i 1782 blev Medlem af Overbankdirektionen. Ved den opadgaaende Periodes Afslutning skyldte Selskabet til Bankkontoret i København 300.000 Rd., til Bankkontoret i Altona 275.000 Rd., til den kongeligeOverbankdirektion 215.000, foruden at det havde en særlig Konto i Banken paa 200.000 Rd.1.
Der kan næppe være Tvivl om, at Selskabet allerede ved Højkonjunkturens Afslutning havde ødelagt sin Likviditet saa fuldstændigt, at det i den kommende Periode maatte være fuldkommen afhængigt af Statens Laangivning, og at det uden dennes Støtte havde maattet træde i Likvidation, idet det ikke engang kan antages, at Lagerbeholdningerne paa denne Tid havde den bogførte Værdi. Det bør maaske yderligere fremhæves, at Selskabet i Juni 1782, hvor det havde opskrevet sin Kapital til det tredobbelte og lovet et Udbytte paa 50 % > maatte henvende sig til Staten om et Laan paa 250.000 Rd., der netop svarede til det lovede Udbytte2.
IX. Nedgangsaarene.
De ganske ekstraordinært gunstige Konjunkturer, som Selskabethavde haft, ophørte med Præliminærfreden mellem England,Frankrig og Spanien i Begyndelsen af Februar 1783, idel de forskellige Lande hurtigt genindførte deres Handelsrestriktioner.Af stor Betydning var det, at Frankrig allerede i Februar 1783 forbød Handel paa de franske vestindiske Øer3, idet Selskabet,der hidtil havde haft sin største Fortjeneste ved Købet af Kaffe direkte, nu blev henvist til at inddække sit Forbrug heraf i Frankrig. Det hjalp kun lidt, at den danske Regering under 26. Juni s. A. ophævede sit Forbud mod Udførsel af Ammunition og Vaaben til Vestindien paa danske Skibe4. Noget større Betydningfik
1 Hovedbøgerne.
2 RA. Skrivelse fra Selskabet til det kgl. Skatkammer af 1. Juni 1782.
3 Reskript af 4. Marts 1783 (Fogtmann).
4 Schous Forordn.
tydningfikForordningen af 2. Februar 1784, hvor den danske
Regering genindførte Eksportpræmierne for Provisioner1.
Samtidig med at St. Thomas' Betydning for Handelen mellem de vestindiske Øer indbyrdes aftog, faldt Priserne stærkt. Man tør antage, at de nedadgaaende Priser særligt har ramt de meget store Lagre, som Selskabet havde liggende i Pakhusene paa St. Thomas. Køberne paa de andre Øer har næppe haft Interesse for Selskabets hengemte Varer, naar de kunde faa nye til faldende Priser. (Hansteen nævner i sin Beretning, at Lageret væsentligt bestod af tørre Varer, og at man havde store Vanskeligheder ved at faa Selskabets Tilgodehavender inddrevet, særligt hos de store Debitorer)2.
Da Hansteen i Sommeren 1783 var kommet hjem paa Grund af svigtende Helbred, var man noget i Tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt at give ham en Afløser3. Dette besluttedes dog senere paa Aaret, og man valgte en Tolder fra Helsingør, Justitsraad Møller4. Han blev samtidig beskikket til Toldinspektør paa St. Thomas (øverste Toldmyndighed), men skulde dog ikke have nogen Gage fra Staten5. Dette Valg har aabenbart ikke været heldigt, idet han smølede 10 Maaneder med sine Pligter med Varelagerets Overtagelse og ikke korresponderede med Direktionen, og han blev da ogsaa afskediget i Oktober 17856.
At de kontormæssige Forhold paa Øerne ikke har været gunstige, fremgaar ogsaa af, at Selskabets Revisorer her i Københavnklager over (Maj 1785), at de ikke kan revidere Regnskabernefra St. Thomas, fordi de mangler følgende Bøger: 1. Kasse- eller Butiksbog, 2. Varelager- eller Pakhusbog, 3. Riscontrobog, 4. Fakturabog, 5. Indladningsbog, 6. Vekselbog, 7. Bog over Auktionsforretningerne, 8. Pakhusomkostningsregnskab,9.
1 Schous Forordn.
2 Bilag 102 til Delib.prot. (1783).
3 Ibidem.
4 Skrivelse fra Generaltoldkammeret af 31. Dec. 1783. Bilag 143 til Delib.prot.
5 Skrivelse fra Gen.-Toldk. Bilag 46 til Delib.prot. (1784).
6 Commercekoll.s Forestillings- og Res.prot. Nr. 50.
regnskab,9.Inventarregnskab, 10. Toldregninger. Endvidere
klagede Revisorerne over, at Kvitteringerne ikke var vedlagt1.
Heller ikke i København gik Selskabets Virksomhed som tidligere. Salget blev paa Omraader, hvor der var Konkurrence, stedse vanskeligere, og Selskabets eneste betydningsfulde Indtægtskilde var nu den monopolagtige Stilling, man havde ved Kaffehandelen. Man søger at skærpe Tilsynet med Toldstedernes Opkrævning af Tolden2, og man forsøger at sætte Kaffepriserne i Vejret med den Begrundelse, at Kaffepriserne er stigende i Udlandet3. Selskabets Indtægter ved Kaffetolden var i 1784 38.267 Rd. (heraf alene i København 29.888 Rd.)4.
Inden for Selskabets Ledelse kom det i disse Aar til forskellige Gnidninger og ret hyppige Direktørskifter. I November 1783 blev Geheimeraad Numsen afskediget efter en Strid med Guldber g5, men i April 1784 forsvandt denne selv ved Statskuppet. Den 1. August 1784 gik Chr. Reventlow af som 1. deputeret i Generaltoldkammeret og efterfulgtes af Kr. Brandt, der saaledes indtog hans Plads i Direktionen for Selskabet. Denne var desuden Medlem af Finanskollegiet og af Overbankdirektionen.
Man begynder nu at kunne spore en vis Utilfredshed blandt de menige Aktionærer, og da en af Selskabets Administratorer i 1784 gik af, stillede 45 af de største Aktionærer, deriblandt Niels Brock, et Andragende om at faa en Agent Wolf ansat som Administrator. Denne var selv Ejer af 140 Aktier og erklærede sig rede til at gøre Arbejdet uden Vederlag6. Efter Guldbergs Afgang anmodede man om at faa ham ansat som Direktør, og han blev derefter udnævnt7. Han tog ivrigt fat paa Arbejdet og kom snart i Strid med Selskabets mangeaarige første Administrator,Agent Hauser, der den 9. Feb. 1785 blev tvunget til at
1 Bilag 66 til Delib.prot. (1785).
2 Skrivelse fra Gen.toldkammeret. Bilag 100 til Delib.prot. (1784)
3 Bilag 102 og 104 til Delib.prot. (1784).
4 Skrivelse fra Gen.toldkammeret. Bilag 61 til Delib.prot. (1785)
5 Kongelig Kabinetsordre. Bilag 122 til Delib.prot. (1783).
6 Skrivelse af 17. April 1784. Bilag 36 til Delib.prot.
7 Commercekoll.s Forestillings- og Bes.prot. Nr. 40 (1784).
tage sin Afsked1. I Foraaret 1785 gik Wolf imidlertid fallit, og Direktionen benyttede Lejligheden til at faa ham smidt ud, men maatte samtidig gøre Aktionærerne den Indrømmelse, at 3 af Selskabets 6 Direktører for Fremtiden skulde vælges af Generalforsamlingen.Disse tre skulde sidde i tre Aar, og der skulde derpaa vælges andre. De første deputerede i Generaltoldkammeretog Commercekollegiet skulde stadig være selvskrevne Medlemmer2. Paa en den 1. Juni 1785 afholdt ekstraordinær Generalforsamling valgtes der derpaa foreløbigt 2 Direktører, nemlig Justitsraaderne Gondolatsch og Thulstrup, begge københavnskeStorkøbmæn d3.
Samtidig med Wolf fik Ryberg sin Afsked. Forholdet mellem ham og Familien Schimmelmann havde aldrig været det bedste, og efter at hans Stilling var blevet stærkt svækket ved en Skandale i det asiatiske Kompagni 1783, kom han yderligere i Begyndelsen af 1785 i en stærk Modsætning til Schimmelmann, bl. a. angaaende Spørgsmaalet om Selskabets Videreførelse, og tog derpaa sin Afsked4.
Under de nedadgaaende Konjunkturer forsøgte Selskabet at skaffe sig nye Indtjeningsmuligheder, og man havde særligt Opmærksomheden henvendt paa den asiatiske Handel. Man sendte en Del Varer derover, vurderet til høje Priser, men man havde ikke Held med Salget, og Forsøget gav meget store Tab5.
Det vanskeligste Problem for Selskabet i disse Aar var Forholdettil Generaltoldkammeret. Det saa med Uvilje paa, at Selskabet ikke betalte Lejen af nogle laante Pakhuse paa St. Thomas6, og gjorde endvidere opmærksom paa, at Toldregnskabernepaa St. Thomas, der var kommet til Danmark til Revision,havde vist, at Selskabet ikke alene havde taget Tolden af
1 Gommercekoll.s Forestillings- og Res.prot. Nr. 12 (1785)
2 Ibidem, Nr. 24.
3 Ibidem, Nr. 30.
4 Ibidem, Nr. 24.
5 Hovedbøgerne.
6 Skrivelser fra Gen.toldkammeret af 3. April 1784 (Bilag 28 til Delib.prot.) og 28. Maj 1785 (Bilag 57 til Delib.prot.).
Øernes egne Varer og af de Varer, der indførtes til Øerne, men ogsaa havde faaet Tolden af alle de Varer, der transiterede dem, og denne Transittold havde i Krigsperioden givet endog meget store Indtægter. Uanset Sagens hele tvivlsomme Karakter og de meget store Indtægter, som Selskabet igennem den anvendte Fremgangsmaade havde faaet i Krigsaarene, traf Guldberg, der aabenbart ikke ønskede at lade Sagen komme for Domstolene, saaledes som Kammeret vilde have det, den 11. Februar 1784 ved en kongelig Kabinetsordre følgende Resolution: Man miskendteikke de Grundes Vægt, som Generaltoldkammeret havde fremført, men af Hensyn til de daarlige Tider for Handelen, det naadige Løfte i Oktroyen m. m., fik Selskabet Ret til at beholde den Told, det havde faaet paa St. Thomas og St. Jan og den 2 °/0/0 Told, det havde faaet af de til Danmark indførte Varer1.
Der kan ved en Gennemgang af Sagens Akter næppe være større Tvivl om, at det er Generaltoldkammeret, der reelt har haft Ret i Sagen, og man forstaar nu bedre, hvorfor Selskabet paa eet Aar kunde opskrive Aktierne til det tredobbelte og samtidigtudbetale 50 °/0/0 i Udbytte. Der kan næppe heller være Tvivl om, at Selskabet ikke vilde have kunnet overleve en Kendelse,der gik ud paa, at Beløbet skulde tilbagebetales, og den forsigtige Guldberg har sikkert ment, at han tjente Statens Interesser i Selskabets fortsatte Drift bedst ved paa Statens Vegne at give Selskabet Medhold. Oktroyens Ordlyd kunde maaske være fortolket i Selskabets Favør, men der kan, naar man sammenligner den fastsatte Afgift med de faktiske Indtægter,næppe være nogen Tvivl om, at Oktroyens Fædre ikke har ment, at saadanne exorbitante Indtægter skulde tilfalde Selskabet. Hvis Oktroyens Fædre har handlet ud fra de af Selskabetfremførte Synspunkter, kan der ikke være nogen Tvivl om, at de som Statens Repræsentanter har disponeret endog meget uforsvarligt. Nogen Undskyldning for hele denne Affære
1 Skrivelse fra Gen.toldkammeret af 12. Dec. 1783 (Bilag 137 til Delib.prot.) og Commercekollegiets Forestillings- og Delib.prot. 23. Febr. 1784, Nr. 10.
ligger formentligt i, at der ikke har været nogen, der har haft
det fulde Overblik over, hvad der er sket og over de økonomiske
Konsekvenser.
Med Hensyn til Regnskaberne for Nedgangsaarene maa det først bemærkes, at disse er ført om muligt endnu uoverskueligere end Regnskaberne for de foregaaende Aar, og vi skal derfor indskrænke os til nogle spredte Bemærkninger. For Regnskabsaaret 1783—84 mener man det endnu forsvarligt at udbetale 20 Rd. pr. Aktie som Udbytte; naar man har kunnet naa til overhovedet at vise Overskud, er det dels fordi man overhovedet ikke foretager nogen Afskrivning af Lageret paa St. Thomas paa Grund af det indtrufne Prisfald, og dels fordi man har sendt Varer til Ostindien for et samlet Beløb af 619.952 Rd. (bogført Værdi), og dette Beløb staar i det væsentlige uforandret i Bøgerne baade ved Afslutningen 1784 og ved Afslutningen 1785. De fornødne Midler til den noget indskrænkede Drift faar man stadig fra Staten og Bankerne. Saaledes viser Opgørelsen pr. 30. Juni 1785, at den kongelige Overbankdirektion paa almindelig Konto havde 203.879 Rd. til Gode og paa en særlig Konto 200.000 Rd., medens Bankkontoret i København havde 150.000 til Gode og Bankkontoret i Altona 272.476 Rd., tilsammen 826.355 Rd.1.
Det fremgaar umiddelbart heraf, at Selskabet var fuldkomment afhængigt af Staten, og at det var nødvendigt at foretage en gennemgribende Sanering, hvorved bl. a. Lagerbeholdningerne skulde nedskrives fra de bogførte Krigskonjunkturpriser til de gældende Markedsværdier.
X. Statens Overtagelse af Selskabet.
Det har sandsynligvis været Ryberg, der tidligst har været klar over, hvor fortvivlet Selskabets Stilling var. Han giver saaledes den 22. Februar 1785 en Indstilling til den øvrige Direktion, hvor det bl. a. hedder, at han ikke finder, at man over for Interessenterne kan forsvare at fortsætte Handelen længere. Han udtaler, at Handelsvirksomheden ikke kan give Overskud,
1 Hovedbøgerne.
naar den skal føres i Konkurrence med en Mængde private Købmænd. Han fremhæver, at Handelen paa Nordamerika ikke kan give nogen Fordel, og at Handelen paa Ostindien bør standses.Da Tolden i Vestindien efter Fredsslutningen kun vil give et ringe Udbytte, er den eneste betydende Handelsmulighed Kaffehandelen. Han foretager en Kalkulation, hvor han kommer til det Resultat, at hvis man antog, at Aktionærerne skulde have 4 °/0/0 om Aaret, vilde Udgifterne blive dobbelt saa store som Indtægterne. Paa Grundlag heraf foreslaar han, at det indstilles til Kongen, at Selskabet opløses, at alle Varer, Skibe m. m. sælges,og at den derved fremkomne Sum deles mellem Aktionærern e1.
Rybergs Indstilling behandles i et Direktionsmøde fire Dage senere, og her gennemgaar Schimmelmann Rybergs Forslag. Han mener, at Rybergs Betragtninger er lidt for pessimistiske, idet Selskabet har Privilegierne og Kaffehandelen som betydningsfulde Værdier. Han vil derfor ikke gerne ophæve Selskabet direkte, og udkaster Tanken om, at Kongen selv kan overtage Handelen2.
I de følgende Maaneder søgte man at finde Udveje, bl. a. var man i Marts inde paa Tanken om at slutte Selskabet sammen med det østersøisk-guineiske Kompagni, men Commercekollegiet svarer paa en Henvendelse, at hvis en saadan Sammenslutning finder Sted, maa man give de Aktionærer, der ikke gaar med til Planen, Mulighed for at udtræde af Selskabet paa rimelige Vilkaar3. Selskabet opgav herefter Planen.
Den 20. Juli 1785 skriver ca. 50 Aktionærer (deriblandt Niels Brock, der havde 353 Aktier4) til Kongen og fremhæver, at de »skiælver« ved at betragte Selskabets Tilstand og den Fare, som deres Formue befinder sig i. De har ganske vist efter Oktroyenværet uden Indflydelse paa Ledelsen, men de har dog af
1 Bilag 22 til Delib.prot. (1785).
2 Bilag 23 til samme.
3 Skrivelse fra Commercekoll. af 19. Marts 1785. Bilag 31 til Delib.prot
4 RA. Fortegnelse over udstedte Obligationer 1786.
de korte aarlige Generalforsamlinger erfaret, at Selskabet staar i en farlig Krise. For at undgaa at miste deres Formue fremhæver de en Række Forhold og Muligheder og nævner bl. a., at man »ved en Indløsning af Aktierne med kongelige Obligationer vil drage I1I1/2 Million Rigsdaler ud af Omløbet og derved lette Vexelkursen«. Man fremhæver ogsaa, at hvis Kongen af Hensyn til Vekselkurserne vil begrænse Indførselen af Kaffe, vil det medføreet meget betydeligt Tab for Selskabet. Man vil gerne have, at der vælges fem Kommissærer, der skal vurdere Selskabets Stilling og fremsætte Forslag1. Hele denne Aktion førte dog ikke til noget, idet Aktionærerne aldrig fik Svar2, og det maa antages, at Direktionen og Statsadministrationen har villet ordne denne Sag uden Aktionærernes Medvirkning.
Spørgsmaalet om Selskabets Fremtid kunde dog ikke udskydes paa übestemt Tid. I en Skrivelse fra Direktionen til Kongen af 3. December 1785 rejser Direktionen selv Spørgsmaalet om Selskabets Fremtid3. Dette har sandsynligvis mere været Anledning end Aarsag, idet Finanskollegiet (der lededes af Schimmelmann) allerede den 7. December afgiver en meget omfattende Indstilling om Selskabets Forhold.
I denne fremhæves det først paa Grundlag af de fra Selskabet indsendte Oversigter, at Selskabets Formue efter en fremlagt Balance var 1.365.084 Rd., men at dette var den bogførte og ikke den virkelige Værdi. Værdien var langt lavere, idet det store Varelager paa St. Thomas ikke kunde realiseres efter den bogførte Værdi; hertil kom, at Sejladsen paa St. Thomas ikke kunde fortsættes med Fordel, fordi man ikke kunde faa Kaffe eller anden fordelagtig Returladning. Finanskollegiet gengav derefter paa Grundlag af Selskabets Indstilling en Opstilling over Aktiver og Passiver, saaledes at der ved den bogførte Værdi tilføjedes Vurderings værdien. Vi gengiver Hovedpunkterne af denne:
1 Bilag 71 til Delib.prot. (1785).
2 Bilag 88 til samme.
3 Bilag 93 til samme.
Til hver enkelt af disse Poster gives en Række forklarende Bemærkninger. Vi skal her indskrænke os til at gengive Bemærkninger til Punkt 17: Ved Evaluationen af det vestindiske Varelager har man fulgt det Princip, der er bekræftet af mange private Foretagender, hvor det ofte har vist sig, at der ved Realisationen er opstaaet et Tab paa 40—50 °/0. Man har altsaa antaget det højeste Tab paa 50 °/0/0 som Maalestok. Man har imidlertid en Anelse om, at dette Tab vil blive større, hvad der bestyrkes af et Brev fra Justitsraad Møller af 15. Juni fra St. Thomas. Han takserer Varelageret til 500.000 Rd. Desuden var der den sidste August 1784119.600 Rd. udestaaende Fordringer og heraf var 30.900 Rd. tvivlsomme. Dertil kommer smaa Lagre paa fremmede Øer. Man haaber ialt at redde 526.000 Rd. eller 50 °/0.
Til Bestemmelse af Aktiernes Værdi føjes endvidere følgende
Opgørelse over Passiverne:
Selskabets samlede Gæld androg i December 1786 ved en antaget Opløsning af Selskabet:
Efter denne Opgørelse skulde Selskabets Værdier i Stedet for det bogførte Beløb paa 1.365.084 Rd. kun være 308.360. Finanskollegiet fremhæver, at Selskabets vigtigste Handel er den indenlandske Kaffehandel, hvor »det formedelst Toldforpagtningen har en Art... Monopol«. Frygten for Smugleri hindrer dog Selskabet i. at udnytte de 6 Sk. pr. Pund, som anden Kaffe er belastet med. Man regnede videre ud, at Kompagniet i den Tid, det havde bestaaet, havde solgt over 15 Millioner Pund Kaffe, og mener, at det fremtidigt vil kunne sælge 3 Millioner Pund Kaffe om Aaret; dette giver med en Gevinst af 4 Sk. pr. Pund 125.000 Rd. aarligt (sidste Aar var Fortjenesten 104.498 Rd.). Finanskollegiet fremhæver videre, at dengang Kompagniet og Interessenterne overdrev deres Handelsenterprise, blev de ikke indskrænket af Regeringen »men meget mere understøttet, naar de for at erholde nye Fonds tog deres Tilflugt til samme«. Det fremhæves videre, at Kongen har befalet, at der skulde opkøbes Aktier i Selskabet for at holde disse i en Kurs af 400. Man mener derfor, at Interessenterne fortjente Medlidenhed, og man foreslog, at Staten skulde overtage Kaffehandelen og tilbyde Interessenterne 300 Rd. pr. Aktie eller eventuelt 200 Rd. plus, hvad Selskabets Værdier kunde udbringes i ved Likvidation.
Ved Kollegiets Forslag til Resolution foreslaar man enten
250 Rd. pr. Aktie eller 200 plus Andel i Likvidationen. I Resolutionenudtales,
tionenudtales,at da Selskabet »efter sin nærværende Tilstand, og de nuværende Handelsconjuncturer ikke længere kan fyldestgiøreOctroyens Hovedhensigt, nemlig en direkte Handel til og fra Vestindien med Fordeel for Staten og Interessenterne; og en stor Deel af disse have yttret det Ønske, at Vi allernaadigst maatte modtage Handelsselskabet for Vores Regning, hvilket Direktionen har understøttet; saa have Vi formedelst Vores landsfaderlige Hensigt paa mueligste Maade at foreene InteressenternesFordeel med saadanne Foranstaltninger, som Vi kunde være sindede at føye til det almindelige Bedstes Befordring,funden Os bevæget at giøre Interessenterne... følgende Tilbud.« Dette gik ud paa at indløse Aktierne med 4 °/0/0 Obligationer,saaledes at hver Aktie, hvor der oprindeligt var indbetalt100 Rd., men som senere var blevet opskrevet til 300 Rd., kunde indløses med 260 Rd. i Obligationer1.
Denne Resolution viste, hvor overordentligt velvilligt Staten var indstillet over for Aktionærerne, idet det i Indstillingens Præmisser fremhæves, at der kun forelaa Værdier, som ved en Likvidation vilde have givet omkring 60 Rd. pr. Aktie. Det eneste, som Aktionærerne herudover havde af økonomisk Værdi, var Kaffeprivilegiet, som var gældende endnu til 1803, og som ved en monopolistisk Udnyttelse haabedes at kunne indbringe et Udbytte, svarende til 10 Rd. pr. Aktie. Det er sandsynligvis dette, der har ligget bag ved Finanskollegiets Indstilling. Ved Siden heraf har der vel ogsaa ligget den Betragtning, at naar Borgerne satte Penge ind i et Foretagende, der havde saa nær Tilknytning til Staten, kunde de som Aktionærer nok faa de fulde Udbytter i de gode Aar, men var »moralsk« dækket mod Tab i Nedgangstider. Den økonomiske Realitet i Resolutionen maa dog formentligt søges i, at Schimmelmann paa samme Tid var Storaktionær i Selskabet (195 Aktier), dets ledende Direktør og som Finansminister Kongens Raadgiver.
Det kan ikke undre, at Aktionærerne med Glæde modtog
1 HA. FinanskolJ.s Forestillings- og Res.prot. Xr. 237 og Bilag til Finanskoll.s Journal 1785, Nr. 736.
Tilbudet, og den Lejlighed, der var for Aktionærerne til at
protestere, blev kun anvendt af en enkelt, der næppe har haft
Kendskab til de reale Forhold1.
XI. Samtidens og Eftertidens Vurdering.
Der har næppe siden Selskabets Dage været foretaget nogen dyberegaaende Undersøgelse af dets Papirer og særligt dets Regnskaber, men dets Forhold har været gjort til Genstand for Vurderinger, dels paa Grundlag af »Handelstidende« (1782—86), dels paa Grundlag af Finans- og Commerceko]legiernes Protokoller og Papirer.
Af ældre Forfattere kan nævnes Thaarup, der fremhæver de gunstige Handelskonjunkturer og udtaler, at Udbytterne ud over Opskrivningen har været mellem 50 og 100 Rd. pr. Aktie; dette er forkert, idet Aktieudbyttet kun ved en enkelt Lejlighed naaede 50 Rd. Endvidere nævner Thaarup, at Kompagniet havde 20 Skibe selv, hvilket ligeledes er forkert, idet det aldrig havde mere end 10. Derimod er Thaarups Fremstilling af Aktiekurserne og Statens Overtagelse af Aktierne rigtig i al sin Kortfattethed .2
Schovelin omtaler Selskabets Forhold relativt kort, idet han bemærker, at han ikke vil opholde sig ved Handelskompagniernes Drift, idet disse »kun har en Fortidslevnings almindelige Interesse«, og Nutiden kan ikke drage nogen Lære af dem. Deres Fejl var deres bureaukratiske Styremaade, der manglede den driftige Købmands »klogt-forsigtige og dristige Dispositionsevne« samt Sparsommelighed3.
Holm gennemgaar udførligt Oktroyens Bestemmelser og
fremhæver Embedsmændenes Andel og Generalforsamlingens
Afmægtighed: »som lidet tiltalende kan det nævnes, at der sikredesde
1 Bilag 19 til Delib.prot. (1786).
2 Thaarup: Versuch einer Statistik der Dånischen Monarchic 11, 2 (Kbh. 1796j, 293 ff.
3 Jul. Schovelin: Fra den danske Handels Empire I (1924), 154 ff.; II (1924), 136 ff.
desdeto Kollegiechefer, der var Medlemmer af Direktionen, en særdeles rigelig Tantieme«. Han giver derefter en kortfattet, men i det væsentlige rigtig Fremstilling af Selskabets Virksomhed. Efter at have omtalt Statens Overtagelse af Aktierne skriver han: »Den yderst fornemme Direktion, der i Spidsen for sig havde Schimmelmann, som baade var Finanskollegiets og CommercekollegietsChef, og tillige Brandt, Generaltoldkammerets første Mand, var aldeles ikke Stillingen voxen, og det vidner om en fordærvelig Splid i Styrelsen, at dens mest handelskyndige Mand, Konferensraad Ryberg, misfornøjet traadte ud af den og i en Skrivelse angreb den daværende Ledelse af Sagerne«1.
Albert Olsen omtaler kort Selskabet, dets Oktroy og Ledelse og udtaler: »Under de usædvanligt gunstige Konjunkturer gjorde det slet ledede Selskab gode Forretninger, samtidig med at Privathandelen trivedes ved Siden af. Da Højkonjunkturen for en Tid var forbi, stod Kompagniet saa slet, at et stort Antal Interessenter androg Kongen om at blive indløst eller faa fri Raadighed over Selskabet. Resultatet blev, at der fandt en Udløsning Sted, som ikke var fordelagtig for Statskassen, medens Handelen fortsattes for kongelig Regning.«2
Vibæk fremhæver mere Selskabets Handelsforretninger og
nævner, at Kaffehandelen har været dets centrale Omraade,
men kommer ellers ikke meget ind paa Selskabets Virksomhed3.
Vil man endelig paa Grundlag af de her fremdragne Oplysninger og ud fra de Synspunkter, som Nutidens Driftsøkonomi kan anlægge over for store Virksomheder, søge at give et samlet Billede af det vestindiske Kompagnis Virksomhed, maa følgende fremhæves:
Det drejer sig om et Selskab, der er oprettet ved Begyndelsen af en udpræget Højkonjunktur (Krigskonjunktur), og denne blev yderligere forstærket ved Hollands Indtræden i Krigen, saaledes at Selskabet i nogle Aar sammen med de private danske Købmændhavde
1 E. Holm: Danmark-Norges Historie 1720—1814 V (1906), 514 ff.; VI (1907), 157 ff.
1 Albert Olsen: Danmark-Norge i det 18. Aarhundrede (1936), 21 f.
3 M. Vibæk: Den danske Handels Historie (1932—38), 247 og 256.
mændhavdeen monopolistisk Stilling i det meste af Nordeuropa
paa vestindiske Varer. Hertil kom, at det i Henhold til Oktroyen
havde en monopolistisk Stilling paa det danske Kaffemarked.
Med disse Forudsætninger i Erindring synes Selskabets Handelsvirksomhed ikke at have været særlig straalende. De store Fortjenester fremkom dels ved Kaffehandelen og dels ved Salget af europæiske Varer i Vestindien, og paa begge disse Omraader var Selskabets monopolistiske Stilling stærk. Hvor der var mere Konkurrence med private Købmænd, var Resultaterne, selv under Højkonjunkturen, ikke overvældende, ja den store Sukkerforretning gav ikke helt smaa Tab. Selskabet disponerede forkert ved at ligge med meget store Lagre i Vestindien ved Fredsslutningen. Det disponerede i sine Regnskaber meget dristigt ved ikke at foretage Afskrivninger af de store, dyrt indkøbte Lagre og i Stedet at udbetale et beregnet Overskud (i Overensstemmelse med Oktroyens Bestemmelser) som Udbytte. Det maa her yderligere bemærkes, at Oversku det ikke engang var indtjent paa det Tidspunkt, hvor det besluttedes, men for en Del kun Gevinst, der forventedes indtjent ved Skibe, der var paa Vej hjem. Selskabet udnyttede Højkonjunkturerne saa stærkt, at det til Stadighed manglede likvide Midler og Gang paa Gang maatte henvende sig til Staten og Banken om Laan.
En væsentlig Del af de meget store Krigsgevinster opnaaedes dog ikke gennem ordinær Handelsforretning, men ved en haardhændetUdnyttelse af de Begunstigelser, det havde faaet ved Oktroyen. Det synes saaledes at være meget dristigt, naar Selskabetikke alene tilegnede sig den egentlige Told ved Handel til og fra Vestindien, men ogsaa den pludselig voldsomt stigende Transittold og 2 °/0/0 Afgiften af Varer til Danmark, idet der næppe kan være Tvivl om, at Oktroyens Givere ikke har tænkt paa denne Mulighed. Naar Selskabet i saa høj Grad har kunnet varetage sine egne Interesser over for Staten, maa det ses i Forbindelse med, at Selskabets Direktion og Statens højeste Embedsmænd i stor Udstrækning var de samme Personer. Der er vel her særlig Anledning til at nævne baade den ældre og den yngre Schimmelmann, idet disse som Statens Embedsmænd har
set overordentligt velvilligt paa Selskabets forskellige Andragender.Det samme gælder forskellige andre i større eller mindre Grad, saaledes kan det antages, at Guldberg, der ingen Aktier havde i Selskabet, ikke fuldtud har kunnet overse den finansielle Rækkevidde af de Dispositioner, han var med til at træffe.
Det var yderligere gentagne Gange et stort Held for Selskabet, at forskellige af dets Direktører samtidig sad i Overbankdirektionen (Guldberg, Schimmelmann og Brandt) og var med til at træffe Bestemmelse om Ydelse af Laan, for hvilke der antageligt ikke altid har været den fornødne bankmæssige Sikkerhed, idet den manglende Likviditet normalt maatte have gjort en Bank forsigtigere i sine Laaneydelser.
Særlig grel har Vekselvirkningen mellem Selskabet og Staten været, da der blev truffet Bestemmelse om, at Staten skulde overtage Selskabets Aktier for 260 Rd. pr. Aktie (den oprindelige Indbetaling var 100 Rd. pr. Aktie). I den Opgørelse, som Selskabet foretog, og som Finanskollegiet godkendte, oversteg Aktiverne Passiverne med 308.000 Rd., hvilket i Forhold til de 5000 Aktier vilde have gjort en Udbetaling paa 60 Rd. rimeligere. Det synes at være en meget lidt forsigtig Fremgangsmaade af Schimmelmann og de øvrige Embedsmænd at sætte Værdien af de resterende 17 Aar af Oktroyen til ca. 1 Million Rd. Hertil kommer, at man paa det Tidspunkt, hvor Staten overtog Aktierne, ikke havde nogen Sikkerhed for, at de Værdier, der henlaa paa St. Thomas, ikke i Tidens Løb var blevet saa meget kvalitetsmæssigt forringet, at de ikke engang kunde sælges for den nedskrevne
Man kan i Sandhedens Interesse ikke undlade at henvise til, at forskellige af de toneangivende Embedsmænd besad store Aktieposter i Selskabet og som Aktionærer har været stærkt interesseret i Overtagelsesprisen. Det vil saaledes være nødvendigtat revidere den ofte forekommende Bedømmelse af disse Mænds Uegennytte som Embedsmænd noget. Holm giver saaledesfølgende Karakteristik af Schimmelmann: »Ingen har nogensinde været i Tvivl om, at han var et sjældent elskeligt
Menneske, en kjærlig Natur, der gjerne vilde gjøre alt det gode,
han kunde, let at leve med og uegennyttig som faa1.«
Denne Bedømmelse skal ikke her fuldstændig bestrides, men den bør suppleres med Oplysning om, at han i 1778 købte Aktier i det vestindiske Handelsselskab for 20.000 Rd. (200 Aktier, hvoraf senere 5 bortsolgtes, saaledes at han ved Selskabets Ophævelse besad 195 Aktier). Af disse Aktier fik han i de første to Aar udbetalt ialt 8 °/0/0 af Staten, i de næste 4 Aar 10 °/0/0 af Selskabet, hvorefter han i Begyndelsen af 1786 fik Aktierne indløst med 260 Rd. pr. Aktie. Foruden de herved opnaaede Indtægter har han under Højkonjunkturen haft en betydelig Fortjeneste gennem den i Oktroyen fastsatte Tantieme til Direktørerne. Der kan saaledes ikke være Tvivl om, at han gennem sin Virksomhed i Selskabet har tjent over 50.000 Rd. udover, hvad han kunde opnaa som almindelig Bankrente af sin Kapital. Om nogle af de andre ledende Embedsmænd gælder noget tilsvarende, omend ikke i samme Udstrækning.
1 E. Holm: Danmark-Norges Historie 1720—1814 V, 620.