Danske Vider og Vedtægter. I_—III. Udgivne af Poul Bjerge og Thyge J. Søegaard (1904—06, 1908—10, 1913—20); IV. Udgivet af Poul Bjerge og August F. Schmidt (1932) og V. Udgivet af August F. Schmidt (1938).

Med det i Efteraaret 1938 udkomne Bind af Danske Vider og Vedtægter foreligger nu 5 Bind af disse betydningsfulde Aktstykker trykt. 1. Bind og 2. Binds 1. Hæfte blev ved deres Fremkomst anmeldt her i Tidsskriftet (8. Rk. 11, 194 ff.); nu da der foreligger 5 Bind af Værket, er der Grund til paany at tage hele Arbejdet op til Omtale og Vurdering.

Oprindelig var det Poul Bjerges store Sorg, at der ikke skulde findes saa mange Vider, at hans Udgave kunde faa en ordentlig »Ryg«; efterhaanden svandt hans Bekymring, og ved Bjerges Død forelaa 3 Bind udgivet i Samarbejde med Thyge J. Søegaard, og en Del Materiale var indsamlet til et 4. Fortsætterenaf Arbejdet, August F. Schmidt, har senere udgivet dette Bind samt et femte, og et sjette vil muligvis komme med Tiden. Desuden forberedes en Udgave af slesvigske, paa Tysk affattede Vider. Oprindelig var det ikke Meningen, at slesvigske

Vidcr skulde være medtaget i Udgaven; men paa Opfordring blev dog de paa Dansk skrevne taget med, medens de ovrige blev udeladt, et mærkeligt Kriterium, da det for den, der arbejdermed Landboforhold, naturligvis er uden storre Betydning, i hvilket Sprog en Vide er affattet; ofte drejer det sig tilmed blot om Oversættelser til Tysk fra det danske Folkesprog. Det er derfor glædeligt, at ogsaa disse Vider nu, saafremt de fornødne Pengemidler kan skaffes, vil blive udgivet.

Udgivelsesmaaden for det hidtil udkomne maa siges at være meget uheldig. Da man begyndte at udgive Viderne, var et virkeligt systematisk Indsamlingsarbejde langtfra gennemfort. Bjerge havde vel foretaget Undersøgelser i Biblioteker og Arkiver og havde ogsaa indsamlet en Del Vider, der stadig fandtes i privat Eje rundt om paa Landet; dette sidste er utvivlsomt det mest fortjenstfulde ved hele Arbejdet. Soegaard havde gennemgaaet adskillige jyske Tingbøger; men nogen grundig og systematisk Gennemgang af de vigtigere Biblioteker og Arkiver havde ikke fundet Sted. Ved Udgivelsen blev Viderne naturligt nok ordnede topografisk, saaledes at 1. Bind omfattede Øernes Vider, 2. Bind de jyske; men i de følgende Bind har man udgivet »Efterslæt«; Vider for samme By maa derfor ofte søges i flere Bind, ikke sjældent i 3 forskellige. Det gør Arbejdet vanskeligere for Benytteren, ja synes i enkelte Tilfælde at have ledet selv Udgiverne paa Vildspor.

Ved Kildeudgaver er Tekstgengivelsen det afgørende. Det gælder for Udgiveren at vælge de rigtige Principper og dernæst ud fra dem at gengive Kildens Tekst med de færrest mulige Fejl. Bjerge oplyser, at »Retsskrivningen« er gjort mere simpel, i det væsentlige i Overensstemmelse med de Secher'ske Regler. Værdien af disse maa vist stadig siges at være omstridt; men der var dog noget værdifuldt deri, at Ændringer i gengivne Tekster ikke var vilkaarlige, men foretoges efter bestemte Principper. Det falder godt i Traad med Udgavens øvrige Præg, at Udgiverne kun i det væsentlige har benyttet Secher's Regler og ikke gør opmærksom paa, hvordan de har ændret dem. Benytteren er derfor ilde stillet; tilmed er det vist tvivlsomt om disse Afvigelser er foretaget efter noget Princip, bortset fra at å næsten overalt er benyttet for aa. Man fristes til at tro, at Udgiverne ikke har gjort sig tilstrækkelig Ulejlighed med at sætte sig ind i Secher's System.

Anmelderen vil iovrigt mene, at det er forkert at anvende
disse Regler paa et Materiale af saa forskellig Proveniens, fra
saa forskellig Tid (15.—19. Aarh.) og ofte af saa vanskeligt tilgængeligeAktstykker.

gængeligeAktstykker.Den helt overdrevne Brug af Bogstavfordoblingenfindes tilmed kun i ganske faa af Viderne, saa der er næppe sparet megen Plads ved Forenklingen. De gengivne Tekster maa ogsaa siges at have saa megen sproglig Interesse, at en bogstav- og tegnret Gengivelse alene af denne Grund vilde være paakrævet. Nu har man ved Omskrivningen opnaaet at faa dannet en Mængde Ordformer, som man sjældent eller aldrig træffer i Originalerne. Interessant er det da ogsaa at se, at Udgiverenaf 5. Bind, uden at gøre opmærksom paa det, er gaaet over til principielt at ville gengive bogstavret, dog med Normalisering af Brugen af store og smaa Bogstaver til den nu gængse.

Men hvordan er nu Gengivelsen med Hensyntagen til de Secher'ske Principper? Sjuskefejl — for saadan maa et uhyggeligt stort Antal Fejl karakteriseres — findes i overvældende Tal. Udgiverne har ofte ugenert lavet om paa Ordenes Tid, Tal, Køn og Bestemthed. Konjunktiv er i mange Tilfælde blevet til Indikativ. Bogstaver indskydes og udskydes efter Behag og uden Princip. Nu og da er Ordstillingen ændret eller uvedkommende Ord indskudt (uden Anvendelse af Kursivering, saaledes som det loves), saa Meningen ændres eller Forstaaelsen vanskeliggøres, se fx. IV, 147,1s¹, hvor Ordet »og« er indskudt foran »sine bymænd«, saa Meningen er blevet en anden.

Mange af disse Fejl er smaa og vil (resp. vilde) muligvis forekommeUdgiverne at være uden Betydning; men de er da ogsaa kun en Slags Varsel om de mange meget alvorlige Fejl, der tillige findes. Det er ikke her Meningen at levere Trykfejlsliste til Udgaven; men til Belysning af dens Kvalitet er det nødvendigt at anføre nogle Eksempler: I. 74,29: rixdaller, læs: rix # (sml. I. 105,9: slette dir., læs: slet $); 1.94,13: bonde, læs: børn; 1.138,31: nogen kiep, læs: wogen kiep; 1.372,12: mand, læs: aand; 11. 446,7: indkrævende, læs: udkrævende; 11. 446,8: leilighed, læs: billighed (men omvendt IV. 145,24f: biligheden, læs: leiligheden); 111. 5,5: mender, læs: grander; 111. 332,1: brandefoget, læs: grandefoget; 111. 329,8: snores, læs: sneris; 111. 333,5: handler el. handle lader, læs: hændter eller hændte lader; 111. 333,10: skiellig, læs: plictig; IV. 145,1: det, læs: detz; IV. 145,29: metioneret,læs: mentioneret; IY. 146,32: gammel skik, læs: gi. skiel; IV. 148,12: 6, læs: 4; IV. 151,8: det, læs: det for; IV. 153,13: skier, læs: skal schee; IV. 155,24: bonde eller husmand, læs: bonde, boe eller husmand. Hvor tæt Fejlene nu og da forekommer ses IV. 159: L. 4: opkomst, læs: ankomst; L. 5: døren, læs:

---

1 Linjetallene er overalt i Anmeldelsen regnet fra oven.

deres døre; L. 7: det, læs: os det; L. 9: skulde, læs: skulle: L. 13: som de stigt, læs: om de sligt; og L. 27: de, læs: disse. Ellers kan nævnes V. 5,1: uployer, læs: plover; V. 6,3: forsynes, læs: forsyner;V. 259,29: herover, læs: heroves; V. 276,13: stemplet, læs: stempet.

Der er fremkommet Ord, man vist ikke for er stodt paa i det danske Sprog, fx. I. 46,24: værbliver, læs: udebliver (sml. I. 48,6: være, læs: uden): I. 123,24: knosteris, læs: kuosteris¹; og 1. 192,33: fordeickc, læs: fordrickc.

Navnene er det tit galt med, fx. 1.297, hvor i L.lB And[er]s er blevet til Niels, men i L. 21 derimod til Mads. I. 125,12 læses Terkildsen for Thorckilßenn (samme Fejl i L. 10); 111. 103,6 staar Ludvigsen, læs: Lauritzen og smst. i L. 9: Christensen, læs: Charstenfi.

Særlig slet er vist Udgivelsen af Rye Byskraa i I. HOfT. Det synes ikke at have undret Udgiveren, at § 5 og § 9 er kommet til at handle om eet og samme, nemlig at køre over anden Mands Mark. Forklaringen er, at der I. 111,1 ikke staar: kiører eller kiøre lader, men: thiører eller thiøre lader, hvorved § 9 kommer til at handle om Tøjring af Kreaturer. I. 111,9 staar ikke: vide, men: niude. En mærkelig Skæbne har Ordet Skaal(e) haft; det forekommer 3 Steder med kort Mellemrum. Originalen har: schaalle, scholle, scholler; Udgaven gengiver det henholdsvis I. 113, L. 18: skol, L. 22: stole og L. 27: skeer.

Man kunde maaske tænke sig, at dette fortrinsvis var Begyndervanskeligheder.Et Eksempel fra det i Efteraaret 1938 udgivne5. Bind viser, hvad man stadig kan komme udfor. Viden for Allesø i Lunde Herred er her trykt S. 35_—40. Originalen angives at være fra o. 1500; den er efter Skriften at dømme — bortset fra de senere Tilføjelser — fra o. 1600. Der findes mange alvorlige Læsefejl i Udgaven, fx. Sk. for .#; Roug-kre for Ploug Kre; Husmends for Husmend (hvorved Meningen ganske ændres); Hus for Huo; Gauffer for Gauffn o. s. v. Udgiveren synes ikke at kende Forskel paa jogj(log 1/₂); saaledes kunde der fortsættes.Der mangler ogsaa Oplysninger om forskellige Ændringer, der noget senere er foretaget ved Tilføjelser over Linjen; V.38,15 læses saaledes: 2 Sidt. Tønde ØU; i Originalen stod der her oprindelig1 Tønne 011; det ændredes senere over Linjen til: 2 Sldl.; dette er i Udgaven misforstaaet og sammenblandet. Forunderligster det dog, at Udgaven standser med § 17 og derefter gaar

---

1 I Sagregistret i 3. Rind er Udgiverne naaet til at formode, at knosteris maaske er lig Kosteris>. Havde det ikke været rimeligere at se efter i Originalen — og opdage Læsefejlen?

over til de senere Indførsler. Originalen fortsætter derimod med §§ 18^—25. Yderligere er udeladt forskellige ingenlunde uvigtige Oplysninger om Tinglæsning af Viden. Udgiveren oplyser, at denne Bylov tidligere er udgivet i et nærmere angivet lokalhistorisk Skrift, og her finder man netop de nævnte Fejl og Mangler. Forklaringener da aabenbart den, at Udgiveren af 5. Bind, Hr. August F. Schmidt, har rettet et Par tydelige Trykfejl i denne første Udgave, men iøvrigt uden videre optrykker den, og uden at gøre opmærksom paa, at han intet kender til Originalen. Det vilde være interessant at vide, i hvilken Udstrækning Udgivernepaa denne Maade har simplificeret deres Arbejde.

Selv i de Tilfælde, hvor Udgiverne har haft en Original i Hænde, men haft en tidligere Udgave at støtte sig til, har denne i mange Tilfælde haft en beklagelig Indflydelse paa den ny Udgave, idet man ikke har haft tilstrækkelig Sikkerhed i Skrifttydningen til at frigøre sig for tidligere Fejllæsninger.

De Oplysninger, Udgiverne giver om de benyttede Manuskripter, er ofte ikke fyldestgørende. Opbevaringsstedet er angivet; men hvad der oplyses derudover er yderst tilfældigt. Snart gøres der fx. opmærksom paa, naar en Vide er paa stemplet Papir, snart ikke. Ved den interessante Vide for Kvarmløse fra 1624, der er bevaret i Original, gør Udgiveren ikke opmærksom paa, at den sandsynligvis oprindeligt har haft Pladsen til Byens Navn in blanco, hvad ogsaa Videns Overskrift tyder paa.

Udgiverne har ogsaa villet hjælpe Benytteren med Hensyn til Spørgsmaalet om direkte Paavirkning fra Vide til Vide; det er et Spørgsmaal, der er af stor Betydning for Forstaaelsen af Vidernes Tilblivelse og Ændringerne i dem. Det er fortjenstfuldt, at allerede Bjerge saa, at der var noget at gøre her; mindre fortjenstfuldter det, at dette Arbejde kun er udført nogle Steder, og paa et vigtigt Punkt er forkert. Det drejer sig om Forholdet mellem Viderne for Sneslev og »Saaby« samt den Rostgaardske Skraa (aftrykt I. 172ff., 91ff., 61 ff.). Bjerge hævder, at Udviklingener gaaet fra Viden for Sneslev over Rostgaards Skraa til Viden for »Saaby«. Som Kriterium synes han især at have anvendt Herremandens Myndighed, der skal have været voksende i disse tre Vider i den nævnte Rækkefølge. Nu er Viderne jo ikke først og fremmest Reglementer for Forholdet mellem Herremænd og Bønder, men for Landsbyens Bønder indbyrdes. Det Hoveri, der hviler paa en Landsbys Bønder, kan godt være trykkende uden i mindste Maade at omtales i Landsbyens Vide. Bjerge er da ogsaa kommet til et forkert Resultat. Viden for >^Saaby« er nemlig ældre end Rostgaards Skraa. En Sammenligning af

S 114 i Rostgaarris Skraa med den tilsvarende, næsten enslydende Paragraf (3. Bogs § 34) i »Saaby«-Viden viser tydeligt dette. Hvor denne sidste har Ordet »recessen«, staar der i Rostgaards Skraa »lovens 3. bogs 13. capitel 31. art.«. »Loven«, det er Danske Lov, Rostgaards Skraa er altsaa yngre end 1683; Recessen er formodentligChr. 4.s Reces af 1643; »Saaby« Viden er saaledes i hvert Fald fra Tiden for 1683. Bjerges Datering af den til 1. Fjerdedel af 18. Aarh. er helt urimelig.

Xaar Saaby Viden i det foregaaende er sat i Anførselstegn, skyldes det, at Bjerge, skont han vidste, at der paa dens Titelblad stod »Saaby og Kvarmløse Byes Skraa«, overalt kun omtaler den som Saaby Bylov; han har derfor ikke set, at der mellem denne og den i samme Bind aftrykte Vide for Kvarmlose af 1824 findes meget store Lighedspunkter. — Men der er saa meget, Udgiverne ikke har bemærket eller ikke gjort noget udaf. Paa den ovenomtalte Rostgaardske Skraa har Jens Rostgaard noteret, at han har faaet den af Sigr. Israel Brinck. Udgiveren oplyser intet om, hvem denne Person er, men daterer derimod Viden forkert, som oven paavist, og formoder, at den stammer fra en Landsby i Frederiksborg Amt. Den Mulighed, der var for gennem en Identificering af Israel Brinck at kunne tids- og stedfæste Viden, har Udgiveren aabenbart ikke opereret med. Israel Brinck kan imidlertid følges gennem Amtsregnskaberne; han var c. 1702_—c. 1708 Forpagter paa Krogerup Gaard og har formodentlig her lært Jens Rostgaard at kende, senere blev han Forpagter paa Kragerupgaard til 1/₅ 1715, derefter Forpagter paa Eriksholm indtil 1/₅ 1718, hvorfra han flyttede til Sorø Ladegaard; her døde han senest 1720. Jens Rostgaard var da forinden død i November 1715. Israel Brinck kan senest have sendt sin Vide til ham i Efteraaret 1715; Sandsynligheden taler for, at det er sket, medens Brinck var Forpagter paa Eriksholm. Rostgaards Skraa har nøje Tilknytning til Viden for Saaby og Kvarmløse, og disse Landsbyer ligger ikke langt fra Eriksholm; Gaarde i Kvarmløse har hørt under denne Herregaard. Men er dette rigtigt, maa Viden være kommet Rostgaard i Hænde i Tiden Maj_—November 1715.

Naar Bjerge — uden at anføre noget Holdepunkt — formoder,
at Rostgaards Skraa er fra Frederiksborg Amt, har han
utvivlsomt Uret; alt tyder paa, at den er fra Holbæk Egnen.

Ved et Par Eksempler er det ovenfor paavist, at Udgivernes Bemærkninger til Teksterne heller ikke kan siges at være synderlig heldige. At der kan være Fejl og Mangler i en Udgave er ikke mærkeligt; men at de findes i et saadant Antal og for en stor

Del saa alvorlige som her, gor at man sporger sig selv, om nu ogsaa Udgiverne har været i Besiddelse af de Kundskaber og Færdigheder, der maa forlanges ved Kildeudgivelse. For Anmelderenkan Svaret ikke være tvivlsomt.