»Historisk Tidsskrift« gennem Hundrede Aar.

I. Periodeinddelingen.

Ved enhver historisk belysning af et længere tidsafsnit er det
vigtigt at finde en naturlig periodeinddeling. I »Historisk
Tidsskrift«s historie kan der ikke være tvivl om, hvilket navn
man skal give den første periode. »Historisk Forening«s stifter
Chr. Molbech har i de 14 aar (1839—53), da han var foreningens
sekretær, i den grad formaaet at sætte sit præg paa tidsskriftet,
af hvis indhold ikke langt fra halvdelen skyldes hans
rastløse pen, at det giver sig af sig selv at opstille en særlig
»Molbechsk periode«, omfattende tidsskriftets 2 første rækker
til og med 2. rækkes (»Nyt historisk Tidsskrift«s) 5. bind
(1840—54).

Ingen af de senere sekretær-redaktører har imidlertid i samme omfang som stifteren paatrykt tidsskriftet mærket af sin aand og sin gerning. Skal der findes mere eller mindre fremtrædende træk, som kan siges at karakterisere tidsskriftet i bestemte afsnit af dets senere historie, maa man især fæste opmærksomheden ved de forskere, som ydede bidrag til det, selvom det ogsaa i nogen grad er sporligt, at bestyrelsens skiftende sammensætning har øvet en vis indflydelse paa indholdets art i forskellige retninger.

Det er kun ganske faa blandt Danmarks betydende historikere
i det sidste hundredaar, som ikke har ydet flere vægtige

N. L. Westergaard. 1853—65.

E. Holm. 1865—78.

C. Molbech. 1839—53.

C. F. Bricka. 1878—97.

J. A. Fridericia. 1897—1912.

Kr. Erslev. 1912—17.

Erik Arup. 1917—24.

Ellen Jørgensen. 1924—32.

Axel Linvald. 1932 ff.

Historisk Tidsskrifts Redaktører 1839 — 1939.

Side 65

bidrag til tidsskriftet. Disse bidrag indgaar som led i disse historikeres almindelige forskergerning og bærer mærke af den. »Historisk Tidsskrift«s historie bliver derfor i flere henseender et udsnit af dansk historieforsknings udvikling i de sidste hundrede

Da Joh s. Steenstrup 1889 skrev sin smukke bog om »Historieskrivningen i Danmark i det 19de Aarhundrede«, udgivet af »Historisk Forening« som festskrift i anledning af dens halvhundredaarige bestaaen, satte han 1863 som grænseaar nedadtil for fremstillingen. Kr. Erslev har i sin rektortale fra 1911 »Vort Slægtleds Arbejde i dansk Historie«¹ givet denne grænsedragning sit bifald. »Ligesom Frankrigs Nederlag i 1870 har præget den franske Historieskrivning, har Frederik VII.s Død og den lige efter følgende ulykkelige Krig sat et dybt Skel i vor. Et nyt Slægtled tager Arbejdet op; nye Synsmaader og nye Opgaver melder sig. Ogsaa rent personligt afgrænser det nye Slægtled sig skarpt fra det foregaaende«. Af dettes førende historikere døde C. F. Allen 1871, C. Paludan-Miiller og F.Schiern 1881 og 1882. C.F.Wegener levede vel til 1893, men havde i lange tider været tavs. Blandt mændene af en endnu ældre generation var J. E.Larsen gaaet bort 1856, Molbech 1857, H. M. Velschow 1862, E. C. Werlauff 1871. »Modsat« — fortsætter Erslev — »er næsten alle de, der kom til at føre an i det nye Slægtled, først modnede til Mænd under Indtryk af vort Nederlag 1864 og dets Følger; lige før 1870 træder A. D. Jørgensen frem, lige efter dette Aar begynder Steenstrup, Fridericia og jeg selv, mens Troeis-Lund fra Filosofien drejer over til Historien. Paa Overgangen mellem Slægtledene staar dog to Historikere, som allerede før Krigen havde begyndt at skrive, og netop disse to, Edvard Holm og Holger Rørdam, har vi endnu i vor Midte og i fuldt Arbejde, mens vi har mistet flere af de yngre, først og fremmest A. D. Jørgensen«.

For Erslev stod forskellen mellem, hvad hans slægtled ydede,
og hvad forgængerne havde skabt, som større end ligheden.

1 Kr. Erslev: Hist. Afhandlinger, udg. af Den danske historiske Forening, 1937, 11, 208 ff.

Side 66

Som hovedsider af den nye indsats pegede han paa arkivernes radikale omordning og større tilgængelighed for forskningen, de mange nye kildeudgaver efter nye forfinede editionsprinciper, arkæologiens voxende beskæftigelse med »levninger« fra middelalderenog nyere tid og i ganske særlig grad den nye kildekritik. Efter at have nævnt den rigdom af nye arbejder paa en række felter, som de mænd, der tog fat o. 1870, havde frembragt, fremhævede Erslev, hvorledes »vor Interesse ligger noget anderledesend den foregaaende Slægts«. Han konstaterede en forskydningaf hovedinteresserne fra den ydre til den indre historie, fra forfatningsudviklingens former til dens indhold, til forvaltnings - og finanshistorien, bondens og landsbyens, købstædernes og borgernes, haandværkets og industriens, adelens og herregaardeneshistorie. Men tillige fandt han en forskel i opfattelsen af »selve Grundtraaden i vort Fædrelands historiske Udvikling«.Det forrige slægtled var national-liberalt. Det saa gangen i Danmarkshistorien som en udvikling fra oldtidens frie demokratiske samfund over i kirke- og adelsvælde; den sidste knækkedes brat 1660 af enevælden, men enevældens udligning af stændermodsætningen banede vej for nytidens frie folkelige forfatning, som havde sit forbillede i oldtidens. Det saa fortidensforhold mellem dansk og tysk i lyset af det 19. aarhundredesskarpe modsætning mellem de to folk og kulturer og fældede sine domme over begivenheder og personer i fortiden ud fra denne opfattelse. Paa begge omraader, hævder Erslev med rette, ændrede hans slægtled af danske historikere i en række henseendersynet og skabte en retfærdigere vurdering af svundne tiders stræben og indhold. At de formaaede dette, skyldtes først og fremmest, »at vi alle selv har oplevet den danske NationalliberalismesNederlag i den ydre Politik og dens Hendøen i den indre«. Men ogsaa paavirkninger fra udlandet hjalp til: et studium af fremmede landes forskningsmetoder, ikke mindst den tyske kildekritik,der »var kommet til fuld Udvikling i Tyskland paa en Tid, da man herhjemme stillede sig køligt afvisende overfor tysk Videnskab«, og en mere omfattende syslen med Verdenshistorien«.

Side 67

Erslevs syn, som senere er videreført af Aage Friis¹, har naturligvis høj værdi alene derved, at det fremsættes af den forsker, som man tør kalde den betydeligste blandt banebryderne for det nye. Det kan dog sikkert paa punkter trænge til modificering, og ikke mindst gælder dette, naar talen er om at tegne udviklingsgangen inden for »Historisk Tidsskrift«. Dettes indhold er, som nævnt, jo kun et udsnit af, hvad dansk historieforskning i sin helhed har frembragt. Men dertil et udsnit af særlig art. Den forskydning i politiske og nationale synsmaader, som Erslev skildrer, træder især frem i større, sammenfattende værker, mindre i de videnskabelige undersøgelser over enkeltspørgsmaal, i hvilke et fagtidsskrift fortrinsvis søger sin livsberettigelse. Man kan for saa vidt kalde den periode i tidsskriftets historie, som fulgte efter den Molbechske, for den nationalliberale, som den i stort omfang faldt sammen med den tidsalder, da mænd af det nationalliberale parti beklædte de mest afgørende poster i dansk statsliv, til dels ogsaa i presse, kirke og videnskab. En tid var ogsaa nationalliberalismens førende teoretiker A. F. Krieger »Historisk Forening«s formand. Man kan ogsaa i enkelte af tidsskriftets bidrag fra disse aar finde udtryk for nationalliberale synspunkter, ligesom Kriegers indflydelse træder frem i de mange aktstykkebidrag til samtidens nordiske, især dansk-ydrepolitiske historie, som det bragte. Alligevel kan man næppe sige, at det som helhed er nationalliberalt indstillet. Mænd af ældre og andre skoler som W er la uf f, Palu dan- Muller og Schiern bidrog til at præge det ogsaa i aarene efter Molbech. Blandt dem, der i særlig grad staar som nationalliberalismens historikere, optræder Allen og Wegener hver kun én gang i det, den første med en ganske lille notits, den anden som kildeudgiver. Og allerede fra 1860'erne begynder forskere som H. F. Rørdam og Edv. Holm, der kun i betinget forstand kan kaldes nationalliberale, at skrive i det.

Hvad angaar indflydelse paa tidsskriftet af politiske begivenhederogstrømninger,

»Kr. Erslev«, Tilskueren 1923 (1. Jan.), 1—21;1_—21; »Aaret 1864 og dansk Historieskrivning. Et Foredrag, Juli 1922« (Aftrykt som Manuskript efter »Fyns Venstreblad*), 1923.

Side 68

hederogstrømninger,kan man iagttage tilsvarende træk ogsaa i senere tid. Mændene af Erslevs generation — opfattet i ret vid forstand som dem, der fodtes o. 1810^—50 og begyndte en historisk produktion o. 1870_—80 — bar sikkert alle niere eller mindre mærke af nederlaget i 1861, saaledes som Erslev og Friis har hævdet det. Hos en enkelt af dem stod vistnok ogsaa trangen til at »forklare 6 lu som hans forsknings inderste drivfjer. A. D. Jørgensen var sønderjyde af fødsel og barn af de to folkekulturer,hvissammenstød havde ført til katastrofen. Problemet »dansk-tysk« er aabent eller dulgt til stede i det meste af, hvad han har skrevet. Men gjaldt det i samme grad for andre? Troels- Lund følte sig som Jørgensen kaldet til at skabe et lysere syn paa sit folks fortid og den fremtid, som havde sin rod i denne, men det var det 16. aarhundredes kulturliv i Norden, ikke den dansk-tyske brydning i nyere og nyeste tid, som lokkede hans forskertrang, fantasi og fremstillingskunst. Ingen af disse to har i øvrigt spillet en fremtrædende rolle blandt tidsskriftets forfattere. Edv. Holm kom i sin forskning det dansk-tyske nationalitetsproblem nærmere end Troeis-Lund, og den belysningafden danske enevældes gerning, som var hans hovedindsats,formedesig i flere henseender som en revision af den gængse nationalliberale opfattelse. Men den opgave, han tog op, havde i høj grad interesseret de ældre slægtled, med hvis syn Holm havde ikke saa lidt til fælles. Opgaven var blot ikke tidligere,datidsafstanden fra enevælden og dens ophør var saa kort, og sindene endnu prægede af den bratte overgang, da kildematerialets hovedpart endnu hvilede uudforsket og til dels utilgængeligt i arkiverne, moden til sin løsning. En arbejdsindsatsherog en ved selve denne indsats fremkaldt revision af opfattelserne maatte komme før eller senere, ogsaa hvis afgørelseni1864 var faldet anderledes ud. Ser man paa J. A. Fridericiaslivsgerning,kan det ogsaa om ham siges, at han i sit forsøg paa at vise, hvorfor det gamle Østdanmark gik tabt for riget, og hvorfor landets forfatning 1660 blev enevældig, stræbte at gennemføre en opgave, paa hvilken en ældre forskning havde maattet nøjes med at pege, skønt den havde ydet ikke übetydeligematerialertil

Side 69

ligematerialertilbygningsværket. Og er der i hans forskning
et nationalt problem til stede, er det snarere det mellem dansk
og svensk end det mellem dansk og tysk.

Ikke desto mindre er det utvivlsomt, at der fra tiden omkring 1870 baner sig et væsentligt nyt livs- og historiesyn frem hos flere af vore historikere. Stærkest hos Erslev og Fridericia og siden blandt de yngre, som gik i skole hos dem. Dette nye syn hænger dog i alt fald lige saa meget sammen med den positivistiskeretning i almeneuropæisk aandsliv og med den »realisme«, for hvilken Georg Brandes var en banebryder i literaturen, Viggo Hørup i politiken, i nogen grad ogsaa med den efter 1870 stedfindende udvikling inden for erhvervs- og samfundslivet— selvom indflydelsen fra denne spores adskilligt stærkere hos det efter-Erslevske slægtled — som med indtrykkene af 1864. For begges vedkommende, omend mest for Erslevs, tilligemed kendskabet til den nyere, især tyske kildekritiske forskning.Det er rigtigt, at Erslev i en række arbejder har belyst den statsretslige og politiske side af det sønderjydske problem gennem tiderne. Men det var næppe i første linie det, som drev ham til at tage spørgsmaalene om konge og lensmand i 16. aarhundrede,om Margrete og Kalmarunionen, om Valdemarernes storhedstid, op til en ny, mere indtrængende undersøgelse. Ved siden af de før nævnte tilskyndende momenter bør der peges paa endnu et par. Det ene antyder Erslev selv i sin tale, hvor han med varme nævner C. Paludan-Miillers »geniale kritik«. Hvor lidt end Paludan-Miiller evnede at gennemføre en systematiskuniversitetsundervisning i kritisk metode, saa er det dog utvivlsomt, at hans forskning ikke kunde undgaa at gribe modtagelige sind blandt hans elever og drive dem, der evnede opgaven, videre frem i retning af mere indtrængende metodisk kritik. Stærkest virkede han paa Erslev, derom er vidnesbyrdene utvetydige. Det andet moment kunde Erslev af gode grunde daarligt selv pege paa. Friis antyder det, naar han taler om »et lykkeligt Sammenspil af Tidsomstændigheder og individuelle Egenskaber«1. Uden Erslevs særprægede lyse, skarpe og nøgterne

1 Tilskueren 1. c. 1.

Side 70

intelligens, hvis art og omfang Friis har karakteriseret saa smukt¹, var han ikke blevet den, der gennemførte den moderne kildekritiks metode i dansk historieforskning og højere historieundervisning.Og var Erslev ikke blevet historiker, var nyere dansk historik vel ikke forblevet upaavirket af den kritiske forskning, som brød sig vej i udlandet, men det tor betvivles, at der havde været tale om et saa udtalt »gennembrud« i denne retning — uanset tidsomstændighederne.

Vor tid anser tilstedeværelsen af et saadant gennembrud under Erslevs førerskab for en kendsgerning. En historiker, som, skønt et lille tiaar ældre end Erslev, dog maa regnes til dennes slægtled, saa ikke saaledes paa det. 1889, da baade han selv, Erslev, Fridericia, A. D. Jørgensen og Troeis-Lund havde en betydningsfuld produktion bag sig og alle havde markeret, hvad de evnede og i hvilke retninger de arbejdede, skrev Johs. Steenstrup: »Den Tid, som er fulgt efter 1863, ligner i væsentlig Grad den nærmest foregaaende . . . Der er ikke foregaaet nogen gennemgribende Forandring i Studiemaal eller Forskningsmaade, men der er fremtraadt et end større Liv i den historiske Granskning . . . Paa kritisk Kraft og Skarpsyn, paa Varme og Flid har det hidtil ikke manglet den danske Historieskrivning; vi haabe, at disse Egenskaber maa findes fremdeles . . .«². Altsaa kun en kvantitativ, ingen kvalitativ udvikling.

Steenstrups syn er utvivlsomt ensidigt og ikke uden tendens, rettet mod professorkollegaen og hans nye metodisk-kritiske program. Hans ord rummer dog den sandhed, at dansk historieforskninghar været i ikke ringe grad traditionspræget. Ikke mindst gælder det den del af den, som har udspillet sig i »HistoriskTidsskrift«. Der blev ikke i det efter 1870'erne optaget mange sider af vort Lands udvikling, som ikke havde været i alt fald tangeret i de foregaaende tidsrum. Man kan i denne sammenhængpege paa, hvor mange emner, som »gaar igen« gennem skiftende afsnit af tidsskriftets historie. Tænk paa sider af den danske bondes retsstilling som vornedskabet, paa spørgsmaalet

1 Tilskueren 1. c. 4.

2 Historieskrivningen i Danmark, 406 f.

Side 71

om landets folkemængde til forskellige tider, paa de problemer, som knytter sig til »Kong Valdemars Jordebog« og Saxos »Gesta Danorum«, paa Christiern ll.s eller Struensees historie eller statsomvæltningen i 1660. I regelen præges hver nybearbejdelse af mere forfinet metode, inddragelse af nyt kildestof, anlæggelse af nye synspunkter. Men ofte er det, som forud var ydet, en nødvendig forudsætning for de nye ydelser — som nye kviste og grene paa et træ skyder frem af de allerede forhen udviklede og næres af den fælles rod. Nogle forskere vil stærkere end andre føle trang til at betone samhøret med og arven fra fortiden. Meget stærk var traditionsfølelsen hos Steenstrup. Men den satte ogsaa sit præg paa forskere som Holm og Bricka. Og er den, trods det nye i synspunkter og metode, ikke ogsaa i et vist omfang til stede hos Erslev, der i sin aandsform i virkelighedenvar saa dansk? I hvert fald vil ingen benægte existensenaf de traade, som binder hans forskning til ældre danske historikere, som Velschows og Paludan-Miillers.

Uagtet al paaviselig kontinuitet i udviklingen har Erslev dog ret i, at han og hans slægtled bragte noget nyt, og i det hele ogsaa i sin paavisning af, hvad dette nye var. Over alt andet var det den Erslevske metodiske kritik og den systematiske indøvelsei denne, som mesteren indførte. Erslev skrev sin første kritiske afhandling »Harald Hårdråde i Limfjorden« i »Aarb. f. nord. Oldkyndighed og Historie« 1873. I »Hist. Tidsskrift« optraadtehan første gang 1875 med afhandlingen »Kong Valdemarsjordebog og den nyere kritik«, et indlæg i den Paludan- Miiller-Steenstrupske strid om jordebogen. Hans første gennemførteprincipbetonende kildekritiske undersøgelser af berettende kilder til dansk middelalderhistorie falder dog først i aarene efter 1880, d. v. s. efter at C. F. Bricka 1878 havde afløst Holm som redaktør af tidsskriftet. Bricka (f. 1845) var konservativerei sin livs- og historieopfattelse end Erslev, men stod dog som repræsentant for det nye slægtled, deltog sammen med Erslev og Fridericia 1877 i stiftelsen af »Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie« og var i de afhandlinger og anmeldelser,han publicerede i tidsskriftet, præget af de mere stringentekildekritiske

Side 72

gentekildekritiskefordringer, for hvilke Erslev var hovedtalsmanden.Det falder derfor naturligt at lade den nye. periode, som bør bære navnet »den Erslevske«, begynde med det første af ham redigerede bind, 5. rækkes 1. bind, fra 1879. Skønt Erslev saa sent som 1928 lod afhandlinger fremkomme i tidsskriftet,synes det ogsaa rimeligt at lade den efter ham opkaldte periode slutte ved 1917 (8. rækkes 6. bind), da han nedlagde det redaktørhverv, som han havde bestridt i 5 aar som efterfølger af sin 1912 afdøde ven og kampfælle J. A. Fridericia, der redigeredetidsskriftet efter Brickas afgang, fra 1897 til 1912.

Perioden fra Molbech til Bricka rummer to redaktører: N. L. Westergaard 1854—65 og Edv. Holm 1866—78. Det skal senere vises, at flere grunde taler for at skildre denne periode som en helhed. Navnet »den nationalliberale« melder sig, men er, som vist, ikke ret rammende. Lad os efter navnene paa de to redaktører og den fremragende politiker, som 1857^—70 beklædte foreningens formandspost, hellere kalde den »den Westergaard-Krieger-Holmske

Tiden efter 1917, den, der begynder med 9. rækkes 1. bind (1918), indførelsen af det nuværende større format og Erik Arup s redaktion (1918^—24), er præget af Erslevs elever. Blandt disse var navnlig Arup talsmand for et program, der i flere henseender markerede en forskel fra fortiden. Som helhed faar tidsskriftet dog næppe i hans ret kortvarige redaktionsperiode et saa udtalt særpræg, at man kan udskille denne som et særligt afsnit i dets historie. Overladende en videre periodisering til fremtiden vil vi nøjes med at kalde tiden fra 1918 til vore dage for »den sidste snes aar«.

II. Den Molbechske Periode (1840—54).

Molbech var foreningens sekretser fra dens stiftelse 1839 til april 1853, da han aflestes af N. L. Westergaard. Han har redigeret og i stort omfang forfattet 1. raekkes 6 bind (1840^— 45) og 2. raekkes, »Nyt historisk Tidsskrift«s, 5 forste bind (1817 —54), saaledes at dog det sidste paa titelbladet ogsaa baerer

Side 73

Westergaards navn. De øvrige medlemmer af foreningens bestyrelsevar i denne periode: J. E. Larsen (1839^—56), N. M. Petersen (1839—43), P. V. Jacobsen (1839—42), H. M. Velschow(1839—50), Fr. Schiern (1842—43, 1845—82), C. T. Engelstoft (1843—52), C.F.Allen (1843—45, 1850—57) og C. F. Wegener (1852^—53). Som formænd fungerede: J. E. Larsen (1839—41), H. M. Velschow (1841—50), C.T.Engelstoft(1850—52) og C. F. AVegener (1852—53).

Dr. Ellen Jørgensen har foran i dette bind givet en udførlig skildring af Molbech som historiker og herunder ogsaa belyst hans indsats i tidsskriftet. Hvad der her tilsigtes, er at give en kortfattet karakteristik af dette i Molbechs redaktionstid og at vise, hvorledes det i denne virkeliggjorde hans og foreningens program. Det kan herved ikke undgaas, at enkelte ting, som dr. Jørgensen har omtalt, paa ny berøres. I det hele vil dette dog vistnok retfærdiggøres ved den delvis forskellige synsvinkel, som anlægges.

Sit historiske program har Molbech, i tilslutning til sin »Plan og Indbydelse til en historisk Forening for Danmark« (ovenf. s. 32 fif.), udtalt i forordet til 1. bind. Hovedpunkterne heri er refererede i dr. Jørgensens afhandling (s. 45 ff.), hvortil henvises. Det bør dog bemærkes, at naar det her siges, at det var »DanmarksMiddelalder og nyere Tid, Kræfterne skulde sættes ind paa« (s. 47), saa lægger Molbech kendeligt hovedvægten paa den sidste. Her er fortidens forsømmelse størst. »Allermindst er virket for de Tidsrums Historie, der ligge os nærmest, og staae i nærmest Forbindelse med vore nærværende selskabelige, borgerlige,nationale og Statsforhold. Disse ere, naar vi undtage endeelRetsforhold, endnu enten slet ikke, eller kun ufuldkommentoplyste ved kritiske og historiske Undersøgelser af ældre Institutioner, Vedtægter, Sæder og Culturtilstande«¹. »Endnu er jo virkelig (for ei at tale om Perioden fra det 14de til det 16de Aarhundredes Midte) den danske Historie fra Reformationen af (naar vi tildeels undtage denne vigtige Begivenhed selv) næsten übearbeidet; dersom man nemlig vil tænke paa en Bearbeidelse,bygget

1 l.r. I, 1840, 34.

Side 74

arbeidelse,byggetpaa fuldstændig Benyttelse af de utrykte
Kilder«1.

Man maa i det væsentlige underskrive sandheden af Molbechs ord. Og man gribes samtidig af en vis undren over, hvor realistisk og moderne det program er, som den gamle i romantiken bundende historiker her udkaster for fremtidig dansk historieforskning. Kort udtrykt: grundig og kritisk udnyttelse af de utrykte kilder; hovedvægten lagt paa den nyere historie og paa den indre udvikling i stat og samfund. En dansk historiker i vore dage, som vilde sætte sig hen og skrive et lignende arbejdsprogram, vilde paa mange punkter udtrykke sig anderledes end Molbech. Han vilde bl. a. stærkere betone de økonomiske processer, hvis indflydelse paa samfunds- og statsliv en række socialøkonomer og historikere i de sidste menneskealdre har paavist. Ordet »kritisk« vilde ogsaa i hans mund og pen have en anden valør end i Molbechs. I sit hovedindhold vilde hans program dog ikke komme til at afvige afgørende fra det Molbechske. Skulde noget tilføjes i dette, blev det maaske først og fremmest en fremhævelse af, at Danmarkshistorien kun danner et led i den almindelige udvikling i Europa og paa hele jorden — noget som Molbech i øvrigt i praxis ikke viste sig blind for — og at vi derfor stadig maa have blikket rettet paa forbindelserne mellem det, der sker i det enkelte land, og det, som sker uden for dets grænser baade i politisk og kulturel henseende. N. F. S. Grundtvig vilde, at ikke Danmarks historie alene, men verdenshistorien burde være foreningens og tidsskriftets omraade². Han trængte ikke igennem. Hverken i Molbechs tid eller senere indlod »Historisk Tidsskrift« sig ofte paa at optage afhandlinger, hvis emne ikke havde tyngdepunktet i fædrelandshistorien.

Ét er at skrive et program, et andet at føre det ud i livet. Det lader sig imidlertid ikke nægte, at Molbech i vigtige henseenderholdt fast ved den fane, han havde plantet. Det blev i fremtrædende grad landets indre historie, som tidsskriftet viede sine kræfter. Og gjaldt end mange bidrag dansk middelalderhistorie,saa

1 1. r. I, 1840, 38.

2 Ovenf. s. 43.

Side 75

historie,saaer der en tydelig bestræbelse til stede for ikke at
forsømme de nyere tidsrum.

Flittigst blandt bidragyderne var stifteren selv, bl. a. af den grund (ofte fremhævet i bindenes forord), at det kneb med at skaffe nok stof fra anden side. Følger man den rubricering af bidragene, som er anvendt i den af C. F. Bricka 1889 udarbejdede indholdsfortegnelse til 1._—5. række (1840^—87), vil man finde ham repræsenteret inden for de fleste rubriker.

For det første ved talrige anmeldelser, som ofte kan svulme op til hele opsatser eller afhandlinger. Undertiden staar kvalitetenikke helt paa højde med ordenes kvantitet, men der er dog flere, som er bemærkelsesværdige ved rammende bemærkninger, samstemmende med eller kritisk vendt mod de anmeldte forfattere.Saaledes anmeldelserne af P. A. Munchs oversigter over de nordiske landes historie fra 1838 og 1839¹, der former sig som et opgør med den »norske historiske skole«, af J. J. A. Worsaaes og andre arbejder paa den forhistoriske arkæologis omraade², hvor han i flere henseender viser sig forud for sin tids historikere i vurderingen af de arkæologiske resultater, af C. F. Wegeners »Liden Krønike om Kong Frederik og den danske Bonde« (1843)³, hvor den hvasse kritik i det hele maa kaldes berettiget, af de 1841^—43 af C. Høegh-Guldberg, C. Paludan- Miiller og J. L. A. Kolderup-Rosenvinge udgivne skrifter til forsvarfor Ove Høegh-Guldberg⁴, der giver ham anledning til at paapege, hvor ringe det kildestof var, som var fremdraget til nyere dansk historie, af værker fra 1840'erne og 1850'erne om Slesvigs statsretslige, kirkelige og sproglige forhold⁵, af »StatistiskTabelværk «⁶, af Fryxell's »Om aristokratfordomandet i svenskahistorian «⁷, hvis tendens anslaar beslægtede strenge hos ham

1 1. r. I, 1840, 488—512.

2 1. r. IV, 1843, 607—67; 2. r. I, 1847, 678—86

3 1. r VI, 1846, 617—25.

4 1. r. VI, 1846, 646—52.

5 1. r. V, 1844, 646—60; 2. r. 111, 1850, 669—84; V, 1854, 612—27.

6 1. r. V, 1844, 613—37.

7 l.r. VI, 1846, 652—59.

Side 76

selv, og af Paludan-Miillers boger om »Cola de Rienzo« og om
Macchiavelli1.

En lignende spændvidde som i anmeldelserne viser Molbcch i sine mange afhandlinger. Men det tør siges, at han gennemgaaendeher yder noget ringere end i de førstnævnte. Han evnede ikke selv det grundige og kritiske kildestudium, hvorom han i sit program opstiller kravet. I en mægtig strom flyder det fra bøger og akter optagne stof fra hans pen, men pennen er i regelenalt for hastig, tankens bearbejdelse ofte overfladisk. At opramsedet altsammen vil være uden mening; her skal kun de ved emnevalg vigtigste bidrag nævnes. Et centralt punkt i indre dansk udvikling greb han i sine »Bemærkninger angaaende Hoveriets,Vornedskabets og Herregaardenes Oprindelse i Danmark«*, hvortil knytter sig parallelundersøgelsen »Om Romernes Coloner eller Fæstebønder i den sildigere Keisertid«³, »Indledning og Udkast til en Skildring af den germansk-skandinaviske indvortes Forfatning med Hensyn til dens agrariske og offentlige Forhold i Oldtiden«⁴, »Bidrag til en historisk-politisk Betragtning af de agrariske Grundforhold i Staterne: den umiddelbare JordbrugersStilling i Samfundet til Adels- og Pengemagt; Odelsjord eller Arvejord (Jordegods som fast Eiendom); skrankeløs Jorddeling(Jorden som Løsøre) og begges Fremtræden i gamle og nyere Tider m. m.«⁵ og »Nogle Yttringer om Aristokratie og Adelstand,Grund-Adel og Fødselsadel, i begges nærværende Stilling og Forhold til Staten«⁶. Udgangspunktet for disse ved emnevalgunægteligt meget omspændende afhandlinger med de undertidensvært akademisk formede titler er Molbechs betoning af, hvor vigtigt det er at faa forholdet mellem stænderne i ældre tid grundigt belyst baade ved et studium af danske »diplomatariske Kilder, ældre Jordebøger og Tingbøger m. m.« og ved »en upartiskog

1 1. r. I, 1840, 555—66.

2 1. r. 11, 1841, 393—514.

3 Sst. 527—52.

4 l.r. IV, 1843, 369—522.

5 2. r. 111, 1850, 1—200, 407—518.

6 1. r. 111, 1842, 159—248.

Side 77

tiskogfordomsfri, fra flere Sider ikke overflødig eller ufrugtbar Sammenligning med lignende Forhold hos andre Nationer, især de med Skandinaviens Folkestammer nærmest beslægtede«¹. Naar Molbech angriber sine forgængere i studiet af ældre danske landboforhold,især H. F. J. Estrup, for tilbøjelighed til at gaa »Hypothesers og Gisningers, eller forudfattede Meningers mere subiective Vei«, polemiserer mod Estrups fortolkning af bl. a. Sven Aggesen og anbefaler et studium af »Kong Valdemars Jordebog«, som han klager over er for )>lidet undersøgt, benyttet og oplyst i dens egentlige Beskaffenhed og Resultater«², er det imidlertid mangelen paa et nøje og sobert detailstudium af kilderne,som man først og fremmest har grund til at bebrejde ham selv. Intet under i øvrigt, naar man, som Molbech, vil gabe over saa vældige emner og i kort tid afhandle problemer, der kræver aarelangt, maaske livslangt studium, og hvortil en paa andre felter stærkt optaget polyhistor nødvendigvis kun kan yde bidrag af essayistisk-journalistisk karakter. — Andet og mere er disse store afhandlinger fra Molbechs pen, trods den betydeligeboglærdom, de lægger for dagen, da heller ikke. De peger nok saa meget tilbage mod en Tyge Rothe som frem mod Steenstrup og Erslev og deres elever. Som bidrag til Molbechs biografi har de interesse ved at vise hans overbevisning om gavnligheden af en uafhængig godsejeradel³.

Af Molbechs bidrag til den egentlige tidshistorie er skildringenaf Christian I.s historie⁴ ikke meget værd. Mere giver hans oversigt over 1660-fredens ydrepolitiske forudsætninger⁵, hans udførlige skildringer af Christian IV.s ungdom⁶, hans studier til Corfitz Ulfeldts historie⁷ og hans »Bemærkninger og Oplysningertil Kong Christian Vll's, Hoffets og Struensees Historie

1 1. r. 11, 1841, 394.

2 Sst. 394 f., 398.

3 Jvf. ovenf. s. 55.

4 1. r. 11, 1845, 1—258.

5 2. r. 111, 1850, 321—406.

6 Sst. 245—306.

7 1. r. 111, 1842, 313—76; 2. r. IV, 1852, 1—98, 369—441.

Side 78

og Charakteristik i Aarene 1766^—72«¹. Han udnytter her adskilligtutrykt materiale og bringer flere nye oplysninger. Men alt bærer dog det halvfærdiges præg. Noget lignende gælder hans bidrag til herregaards- og bygningshistorien, i hvilke han ofte gjorde brug af herregaardsarkiver og sit personlige kendskabtil mange gamle bygningsværker omkring i landet. Hans »Bidrag til Vendsyssels historiske Statistik i det 16de Aarhundrede «² har værdi som et første spadestik i det stof, som matrikelmaterialefra 16.^—17. aarh. yder til belysning af en svunden tids jordbesiddelsesforhold, et felt, hvor senere mænd som J. A. Fridericia og Henrik Pedersen skulde arbejde med grundigere metode og naa sikrere resultater. I forbindelse med hans ordbogsarbejderog med det fag, literaturens historie, hvori haa var professor, stod hans »Bemærkninger over det danske Skriftsprogshistoriske Udvikling«³, hans skildring af Saxo og hans lærde samtidige⁴ — et af hans svageste arbejder —- hans belysningaf forholdet mellem Christiern Pedersen og Anders SørensenVede l⁵ og hans studier over »Ludvig Holberg og hans Samtid«⁶, vistnok tidsskriftets mest velskrevne bidrag fra Molbechshaand. Om den varme interesse for Danmarks land og folk, som var grundlagt under hans ungdoms fodvandringer, vidner »Ethnographisk Skizze af en Jydsk Hedeegn«⁷, hvis topografiskenøjagtighed i øvrigt kunde være større. Uden megen sammenhæng med hans vante interessesfærer var derimod afhandlingenom »Hertugdømmet Slesvig, i dets Forhold til KongerigetDanmark, og til Holsten«⁸, hvis fremkomst skyldtes ChristianVIII.s tilskyndelse, og som viser, at statsretten ikke hørte til de emner, der laa for ham⁹.

1 2. r. IV, 1852, 471—740

2 2. r. 111, 1850, 535—50.

3 2. r. I, 1847, 563—650.

4 2. r. V, 1854, 1—124.

5 Sst. 482—511.

6 l.r. VI, 1845, 409—562

7 l.r. I, IGS—204; jfr. 11, 259—72.

8 2. r. I, 1847, 261—418.

9 Jfr. ovenf. s. 54.

Side 79

Det meste af, hvad Molbech har skrevet i »Historisk Tidsskrift«, synes nu stærkt forældet, hvad der ikke alene skyldes tiden, men ogsaa manden. Men det er samtidig übestrideligt, at han med enestaaende alsidighed har rørt ved emner og spørgsmaal, som i tiden efter ham stadig skulde komme til at beskæftige danske historikere baade i og uden for tidsskriftet. Betydning for fremtidens forskning fik ogsaa flere af de bidrag, som andre historikere skænkede det i hans tid.

Som to historikere, der i deres forskningsmaade var inde paa det rigtige, nævner Molbech i sit forord til 1. bind H. M. VelschowogP. V. Jacobseni deres arbejder »De institutis militaribusDanorum regnante Valdemaro secundo« (1831) og »Det danske Skattevæsen under Kongerne Christian den 3die og Frederikden 2den« (1833)¹. Navnlig P. V. Jacobsen havde Molbechshjerte, som det fremgaar af den lovtale, han ydede ham ved hans tidlige død (1847) som forfatter af en række bidrag til dansk historie i 16. aarh. »af eiendommelig Character og alle udmærkede ved den samvittighedsfulde Flid og Troskab, hvormedForfatteren bragte de paalideligste Kilders Stof for Dagen og behandlede det til Oplysning af den Materie, der var Gienstandfor hans Bearbeidelse«². len anden sammenhæng vender Molbech sig senere mod den ældre maade at skrive den nyere tids historie paa. »Historieskriverne have for de nyere Tider mest ladet sig nøie med at bruge enkelte Traditioner, enkelte Facta og enkelte, en Gang for alle antagne Forudsætninger, til, hver efter sin Mening eller sin politiske Tro at udkaste almindeligeCharacteristiker og Omrids af den indre Skikkelse, Forfatning, eller af de forskiellige Stænders og Folkeclassers Tilstand, enten i hele Tidsrum eller under enkelte Regieringer«. Som Modsætning hertil opstilles »de fortræffelige Bearbeidelser af enkelte saadanne Materier i vor Historie (Skattevæsen, KongernesGiæsteri, Kiøbstædernes Tilstand i det 16de Aarhundrede, m. m.), hvormed den alt for tidlig bortdøde Etatsraad P. V. Jacobsen — en af de mest samvittighedsfulde historiske ForskereDanmark

1 i. r. I, 34.

2 2. r. 11, 1848, Fortale, IV.

Side 80

skereDanmarkhar havt — berigede denne Deel af vor Litteratur
«1.

Blandt de afhandlinger, som i Molbechs tid fremkom om emner af Danmarks indre udvikling, horer Velschows og Jacobsens til de vægtigste. Velschows er ikke mange, men de er grundlæggende: baade den om bryderne² og den om folkemængden i Danmark i midten af 13. aarh.³. Navnlig den sidste er, trods Erslevs, W. Scharlings og andres angreb paa dens resultater, betydningsfuld som et første forsøg paa at udvinde statistisk viden af en ældre tids sparsomme kildestof. Lige saa banebrydende var i virkeligheden P. V. Jacobsens over statslig og kommunal forvaltning og spørgsmaal inden for rets- og forsvarsudviklingen i Christian lII.s og Frederik ll.s tid⁴. I modsætning til Molbechs arbejder virker Jacobsens, der overalt hviler paa et metodisk studium af stats- og kommunearkiverne, fuldt moderne og har helt til vor tid spillet en rolle som forbilleder for danske forskere, der satte sig den opgave gennem arkivstudier at udrede beslægtede emner. Ogsaa hans bidrag til tids- og literærhistorie n⁵ præges af stor lødighed. Han er Danmarks første arkivforsker i moderne forstand. Og der gik efter hans bortgang lang tid, før der for den af ham valgte periodes vedkommende fremstod mænd, der kunde løfte arven. For den senere unionstids vedkommende har baade Allen og Paludan-Miiller lært af Jacobsens solide arbejdsmaade; i sit studium af enevældens forvaltning og finansvæsen staar Edv. Holm i gæld til den.

1 2. r. 111, 1850, 538; jfr. ogsaa V, 1854, 207

2 l.r. I, 112—47.

3 l.r. IV, 1843, 1—52.

4 Om kongens nathold, borgelejer og gæsteri, l.r. 11, 1841, 1—188;1^—188; om landstinget som adelens værneting, l.r. 11, 515^—26; om købstadvæsenet, 1. r. V, 1844, 1—138;1_—138; om købstædernes borgervæbning og deltagelse i krigsvæsenet, 2. r. I, 1847, 129—236.

5 »Om Kong Frederik ll.s Forhold til nogle af de øverste Rigsembedsmænd og enkelte andre adelige«, 1. r. V, 1844, 409^—45; »Om den franske Gesandt Caroli Dancæi store Pengenød«, sst. 481^—95; »Om Sander Leiel og Henrik Mogensen«, sst. 446_—81; »Om Skuespil og Skuespilforfattere i Danmark i det 16de Aarhundrede«, sst. 495^—534.

Side 81

Grundlæggende betydning for senere forskning fik ogsaa J. E. Larsens afhandlinger om kongernes deltagelse i retsplejen og om rigsdagene, provinsialforsamlingerne og rigsraadet fra 13. aarh. til 1660¹. En anden retshistoriker J. L. A. Kolderupßosenvinge skylder tidsskriftet værdifulde belysninger af den over Povl Laxmand fældede dom² og af rettergangen mod Torben Oxe³. Meget smukt hævder sig ogsaa kirkehistorikeren C.T. Engelstofts afhandling »Om Geistligheden som Rigsstand i Danmark efter Reformationen«⁴, en solid og varig bygningssten til studiet af dansk stænderhistorie. Adskilligt løsere i opbygningen er den anden kirkehistoriker Fr. Hammerichs »Om de tre uadelige Stænders Deltagelse i Danmarks og Norges Statsanliggender fra Rigsdagen 1523 til Rigsdagen 1660«⁵ og »Fire kjøbenhavnske Rigsdage (1645, 1648, 1650)«⁶, men de har dog værdi ved fremdragelse af en del nyt materiale (bl. a. »Acta Consistorii«) og den senere i andre arbejder af forfatteren underbyggede betoning af, at enevælden 1660 ikke laa i understændernes

Et noget summarisk og ret løst arbejde er ogsaa H. F. J. Es trup s udredning af »Den historiske Udvikling af Livsf æstet i Danmark«⁷, hvis synspunkter paa adskillige punkter er blevet omstødt af Johs. Steenstrup og andre senere forskere. Ogsaa et svensk bidrag til den af ham selv, Velschow og Estrup indledede agrarretslige drøftelse fik Molbech optaget i tidsskriftet: J. LundelIs »Om den svenske Almues Dagsværk eller Hoveripligt«⁸. E. C. Werlauff belyste nyere dansk landbrugshistorie ved udgivelseaf et memorial fra o. 1764 om fællesskabets ophævelse⁹, og pastor J. A. Brasen gav i »Skielskiørs Bymark, dens forskielligeSkikkelser

1 1. r. I, 1840, 334—55; sst. 241—333.

2 1. r. 111, 1842, 575—99.

3 sst. 143—58.

4 2. r. IV, 1852, 99—184.

5 2. r. I, 1847, 403—68.

6 2. r. V, 1854, 340—414.

7 1. r. VI, 1845, 259—300.

8 1. r. V, 1844, 159—228.

9 2. r. IV, 1852, 442—53.

Side 82

skielligeSkikkelserog Udskiftninger«¹ et værdifuldt bidrag til kundskab om en dansk købstads jord tilliggende og dets inddeling.I det hele udrettedes der dog paa dette omraade mindre, end Molbech havde ønsket. Han beklager i anledning af registratorH. Knudsens tidlige død, at denne ikke fik fuldført sin plan om »at fremstille Historien af den danske Grundeiendom:af vore Herreders, Sognes, Landsbyers, Klostergodsers, Kronelehns og Ilerregaardes Tilstand, Opkomst og Omskiftelseri Middelalderen . . . Neppe have vi paa disse vor LiteratursEnemærker noget større Tab at beklage end det her nævnte«².

Naar undtages de nævnte arbejders omtale af jordbesiddelses - og bondeforhoid, var bidragene til erhvervshistorien ikke mange i Molbechs tid. Ret specielt var det emne, som P. V. Jacobsen behandlede i sin smukke afhandling »Bidrag til en Skildring af Falkevæsenet og Falkejagten forhen, navnlig i Danmark «³. Cand. jur. C. Alberti, den senere saa kendte venstrepolitiker, skrev væsentlig paa grundlag af trykte kilder — han klager over, at man havde nægtet ham adgang til generaltoldkammer - og kommercekollegiets arkiv — en kort, men forstandig og klar oversigt over »Den danske Slavehandels Historie«⁴, der ogsaa kom ind paa spørgsmaalets kommercielle sider. Det var i lange tider det eneste handelshistoriske bidrag i tidsskriftet, skønt stifteren ikke havde glemt denne side af udviklingen i sit program.

Til kulturhistorien i mere almindelig forstand (»sæder og skikke«) fremkom nogle smaabidrag af P.V.Jacobsen⁵ og J. G. B. Becker⁶. Vægtigere var lægen J.V. Mansas afhandlingerom pesten i Helsingør og København 1710_—11 og om det

1 l.r. VI, 1845, 563—91.

2 1. r. V, 1844, 207.

3 2. r. 11, 1848, 307—414.

4 2. r. 111, 1850, 201—44.

5 1. r. VI, 1845, 593—608.

6 1. r. V, 1844, 159^—64 (begravelsesomkostninger i Kbh. i 1. halvdel af 18. aarh.).

Side 83

ældste danske apotekervæsens historie1, forstudier til hans 1873
udkomne monumentale værk om »Folkesygdommenes og SundhedspleiensHistorie
i Danmark«.

Lokal- og bygningshistorien dyrkedes ved siden af Molbech af J. G. Burman Becker², N. L. Høyen³, M. C. Kali-Rasmusse n⁴, G.F.Lassen⁵, J. J. A. Worsaae⁶ og svenskerne C. G. Brunius⁷ og C. Save⁸. Worsaae gjorde sin entrée i tidsskriftet som lokalhistoriker, men viste sig snart i sin rette skikkelse og leverede to sejrrige arkæologiske indlæg mod N. M. Petersens hypotese om dronning Gunhilds lig i Haraldskær mose⁹. Det blev en af de faa gange, den forhistoriske arkæologi har givet gæsteroller i »Historisk Tidsskrift«.

Til det omstridte Sønderjyllands historie stammede de fleste bidrag fra Molbechs pen¹⁰. Ganske kortfattede var Velschows »Bemærkninger angaaende det slesvigske Ridderskabs Oprindelse «¹¹.

Ogsaa hovedmængden af bidragene til tidshistorien skyldes Molbech. Men de lødigste blev skrevet af andre. Fr. Schiern udredede, med omfattende benyttelse af slaviske kilder, for førstegang den sagnomspundne dronning Dagmars historie¹³, mens E. C. Werlauff med minutiøs omhu samlede de trykte kildeoplysningerom Frederik ll.s dronning Sofie af Meklenborg til

1 l.r. I, 1840, 356—416; 111, 1842, 477—574; IV, 1843, 53—128; 2. r. I, 1847, 237—50.

2 2. r. V, 1854, 249—72 (gi. kbh.ske bygninger)

3 2. r. I, 1847, 251—50 (Sorø kirke).

4 l.r. I, 1840, 467—87 (Gurre slot).

5 1. r. IV, 1843, 565^—92 (Frederiksborg slot).

6 1. r. 11, 1841, 175^—258 (Vejle bys og amts historie i 17. aarh.).

7 l.r. I, 1840, 148—64 (Dalby kirke og kloster); V, 1854, 640_—43 (Glimmingehus).

8 l.r. IV, 1843, 167—252 (Gotland, dets indbyggere og sprog); 2. r. I, 1847, 531—62 (Dalarne og dalkarlene).

9 l.r. 111, 1842, 249—92; IV, 1843, 253—72.

10 Jfr. ovenf. s. 53 11., 75, 78.

11 2. r. 11, 1848, 259—70.

12 2. r. V, 1854, 512—81.

Side 84

og med hendes ægteskab¹ — hvad arkiverne oplyste om hendes interessante livgedingsforvaltning, var ikke Werlauffs sag og fik lov at slumre lang tid endnu. Endnu betydningsfuldere var dog C. T. Engelstofts grundige og grundlæggende skildring af »Paulus Eliæ«², et første bidrag til den kulegravning af den danske reformationstids historie, som siden skulde fortsættes af Engelstoft selv, Allen, Paludan-Miiller, L. Ilelweg, Heise og nyere forskere. I modsætning hertil har den svenske historiker A. Cronholms »Historisk-kritiske Bemærkninger over DanmarksTilstand under Erik Glippings og hans Forgængers Regiering «³ nu nærmest kun interesse ved at vise, hvor meget der trængtes til nye kildegranskninger og ny metode i studiet af det 13. aarh.s danske historie.

Det laa i tidsskriftets plan, at det ved siden af afhandlinger og kritiker ogsaa skulde offentliggøre historiske kilder, bl. a. som udfyldningsstof, naar det skortede paa afhandlinger. Ligeledesher gaar Molbech i spidsen. Sine udgiverprinciper belyste han i den lille afhandling »Om danske Diplomer og historiske Documenters Aftrykning og Udgivelse«, hvor han bl. a. betoner nødvendigheden af at tilvejebringe et dansk middelalderdiplomatarium,et regestværk over utrykte diplomer ca. 1400^—1536 og en udgave af kancelliets brevbøger — tanker, som eftertiden har ført ud i livet⁴. Et nyttigt pionerarbejde var hans registreringaf danske haandskrifter i det kgl. bibliotek i Stockholm⁵. I tidsskriftet udgav han bl. a. uddrag af Christian IV.s skrivekalendere,et slags appendix til hans paabegyndte udgave af denne konges breve⁶, Peder Juels breve fra Stockholm til Jonas Charisius 1651^—55⁷, en brevvexling mellem Christian V. og hertugen af Gottorp 1668—76⁸, Christian V.s dagbøger 1689—

1 l.r. 111, 1842, 1—80.

2 2. r. 11, 1841, 1—174, 415 -551.

3 1. r. VI, 1847, 329—468.

4 2. r. V, 1854, 199—248.

5 2. r. IV, 1852, 129—6G. Jfr. ovenf. s. 52.

6 2. r. IV, 1852, 213—368

7 1. r. V, 1844, 269—408.

8 2. r. 111, 1850, 519—34.

Side 85

91 og 1696 med forskellige tillæg¹. Hertil kom et par mindre samlinger af breve og aktstykker til det 18. aarh.s historie² og Ove Mallings optegnelser om nørrejydske landboforhold i slutningenaf samme aarhundrede³. Pioner var han ogsaa ved i tidsskriftet at udgive flere landsbyskraaer og -vider, med henvisningtil tyske paralleler og paavisning af disse kilders betydningfor studiet af landsbyens historie⁴.

Det var ikke mindst en fremdragning af kilder til den nyeste tids historie, som havde Molbechs interesse, og det var ikke hans skyld, at dette først i et senere afsnit af tidsskriftets historie kunde virkeliggøres i større omfang. Med vanlig skarphed udtaler han i anledning af sin publikation af breve og aktstykker til Christian VII.s historie, ønsket om, »at enhver Historiker — der har et andet Formaal end at gientage Forgængeres Sagn, eller halvmodne Parti-Meninger og halvsande Traditioner om de nyere Tiders Begivenheder og deres Ophavsmænd og Styrere — vilde bestræbe sig for at fremdrage og redde ethvert nyere Document eller Aetstykke, som er at overkomme, fra den Undergang, der har opslugt utallige Kilder til den danske Historie og Biographie«⁵.

Molbech havde i sit program opstillet den fordring til danske historiske arbejder, at de skulde være kritiske. Det er ogsaa almindeligt, at hans tidsskrifts forfattere betoner, at det er kritiske undersøgelser, de forelægger deres læsere. Fuldt paa højde med de krav, som nutiden stiller til kildestoffets vurderingogbearbejdelse, er dog de færreste af dem. Stærkest staar vel i nutidsøjne P.V.Jacobsen. Han arbejdede imidlertid overvejende med arkivalier og skildrede institutioner og deres virksomhed i en periode, hvor arkivstoffet allerede flød ret rigeligt.Enmere indgaaende detailprøvelse af de enkelte kilders vidnesbyrd var her i almindelighed ikke paakrævet. Kildekritiken,somden

1 2. r. I, 1847, 469—530; 11, 1848, 175—258, 555—644

2 l.r. IV, 1843, 273—368; 2. r. V, 1854, 301—28.

3 2. r. IV, 1852, 199—212.

4 1. r. I, 1840, 417—66; IV, 1843, 523—46; V, 1844, 547—58. Jfr. ovenf. s. 48.

5 2. r. V, 1854, 301.

Side 86

kritiken,somdeni aarhundredets forste halvdel udformedes af Niebuhr og Ranke og deres elever, var kommet til anvendelsepaaberettende kilder, især paa felter, hvor disse var faa og sparsomme med oplysninger og hvor nødvendigheden af den strengeste kildeprøve maatte rejse sig med bydende kraft for det sande forskeringenium. I 18. aarh. havde Hans Gram i Danmark gennemfort en kildekritik af denne art paa spørgsmaalindenfor dansk historie i middelalderen og 16._—17. aarh. Gram dannede ikke skole, og man kan blandt de historikere, som skrev i Molbechs tidsskrift, næppe paavise en eneste repræsentantforen kildekritik af Grams stringens. Den unge Fr. Schierns studie over sagnet om Palnatoke og Vilhelm Tell¹ formaar ganske vist ved en uddybning af ældre historikeres argumentermodTell-sagnets ægthed at udvise dette definitivt af historien, men dette lod sig gøre uden en dyberegaaende metodisk prøvelse af de enkelte kilder. Noget lignende gælder Schierns lærde og skarpsindige afhandling om dronning Dagmar² og Engelstofts fremragende dygtige skildring af Povl Helgesens liv³. Tilløb til en kildekritik i moderne forstand viser derimod J. L. Rohmanns »Nogle Bemærkninger i Anledning af de sædvanligeBeretningerom Torben Oxes Henrettelse og Dyvekes Død«⁴, der vender sig kritisk mod den paa Behrmann byggede skildring af disse begivenheder i Aliens »Haandbog«. Han foretagerheren sondring mellem ældre og yngre tradition og oplyser(vedat aftrykke de to texter jævnsides), i hvilket omfang Huitfeldt har benyttet Svaning. I sin slutdom forbinder han imidlertid ret umetodisk ældre og yngre træk, og hans resultat, der mødte modstand baade hos Kolderup-Rosenvinge og Molbec h⁵, har da heller ikke fundet naade for den nyeste kritik. I samme bind af tidsskriftet⁶ undersøgte Kolderup-Rosenvingedrabetpaa

1 l.r. I, 1840, 45—111.

2 Ovenf. s. 83.

3 Ovenf. s. 84.

4 l.r. 111, 1842, 81—142.

5 Sst. 143—46, 147—53, jfr. 154—58.

6 575—99; jfr. Molbechs tillæg 600—613.

Side 87

vingedrabetpaaog dommen over Povl Laxmand, idet han prøvedeSvanings,Huitfeldts og Skibykrønikens beretninger paa den fældede rigsraadsdom og andre akter, en prøvelse, der gav ham »et nyt Beviis paa, hvor varsom man maa være i at fæste Lid til vore ældre Historieskriveres Beretninger«. Ogsaa dette problem inddroges herved i rækken af dansk kildekritiks klassiske,thihellerikke Kolderup-Rosenvinges resultat blev ladet urokket af senere tiders kritikeringenier.

Blandt dem, der optog baade det og Torben Oxe-problemet til fornyet prøvelse, var CPaludan-Miiller. Denne havde vundet kritikerry ved sine bøger om Cola Rienzi og Macchiavelli og sin disputats om Kalmarunionsbrevet 1397 og skulde i tidsskriftets næste periode blive dets førende kildekritiske pen. I Molbechs redaktørtid leverede han kun et enkelt kritisk bidrag til det, nemlig »Er Kong Carl XII falden ved Snigmord? En historisk-kritisk Undersøgelse«¹. Baade ved sit emne og ved den forening af skarpsind, kraft og lidenskab, hvormed problemet gribes an, var det i høj grad egnet til at fængsle. Uanset slutresultatets rigtighed, som længe toges for givet, men nys er blevet bestridt, er denne afhandling blandt de bidrag, som tidsskriftet bragte i Molbechs tid, det, der naar højest baade i tankeflugt og stil.

III. Den Westergaard-Krieger-Holmske Periode.

De 25 aar fra Molbechs afgang 1853 og til Brickas tiltræden som redaktør 1878 deles mellem to redaktører: N. L. Westergaard1853—65 og Edv.Holm 1865—78 (henholdsvis »Nyt historisk Tidsskrift«s 6. bind til 3. rækkes 3. bind og 3. rækkes 4. bind til 4. rækkes 6. bind). Som formand fungerede J. E. Larsen til sin død nov. 1856; hans eftermand blev marts 1857 indenrigsminister A. F. Krieger, der beklædte posten til maj 1870. Dennes efterfølger var F. Schiern, som havde reshvervettil død dec. 1882. De øvrige bestyrelsesmedlemmer

1 2. r. I, 1847, 1—128, s. a. overs, til svensk.

Side 88

var i denne tid C.F.Allen (1850^—57), J. J. A. Worsaae (1853—73), M.N. C. Kali-Rasmussen (1857—63), T. A. F. Regenburg (1863—70), S. M. Gjellerup (1870—95), Fr. Krarup(1870—77), Joh. Grundtvig (1873—88) og C. F. Bricka (1877—97).

Westergaard var orientalist, ikke historiker, og har ikke i nævneværdig grad præget det tidsskrift, som han redigerede. Fra fortiden skilles hans redaktionstid ved et dybt skel derved, at Molbech fra og med 5. bind (1854) ophører at vise den pen, som hidtil mere end noget andet havde sat sin farve paa »Historisk Tidsskrift«¹. Betydeligt mindre dybt er skellet til den anden side, selvom Edv. Holm som redaktør havde adskillig mere pondus inden for bestyrelsen end sin forgænger. Forsvandt end fra begyndelsen af 1860'erne to saa fremtrædende bidragydere som Werlauff og Fr. Hammerich fra tidsskriftet, saa fulgte andre af de gamle støtter som C. Paludan-Miiller, C. T. Engelstoft og Fr. Schiern med over i den Holmske periode. Der kan heller ikke i valg af emner peges paa nogen afgørende forskel mellem Westergaards tid og den nærmest følgende. Endelig er der flere forhold til stede, som gør det naturligt at sammenfatte hans og Holms redaktørperioder til et særligt afsnit i tidsskriftets udvikling.

Først det, at bestyrelsen i en aarrække (1857^—70), som strakte sig ind i begge perioder, havde A. F. Krieger til formand. Altsaa en af de førende nationalliberale statsmænd, en tid landets indenrigs- og finansminister.

Krieger var ikke historiker af fag. Men han, der fra foreningensstiftelse til sin død 1893, altsaa i over 50 aar, var medlem af den, var levende historisk interesseret og fulgte med i, hvad der fremkom til belysning af baade dansk, norsk og svensk og nyere europæisk historie og politik, i et omfang som faa eller ingen faghistorikere herhjemme. Hans udgivne »Dagbøger« aflæggeret talende vidnesbyrd herom. Hertil kom, at han som juridisk universitetslærer havde dyrket afsnit af retshistorien,

1 Om aarsagerne til Molbechs fratræden se ovenf. s. 56 f. — Heller ikke Velschow skrev senere i tidsskriftet.

Side 89

især den slesvigske, og at han 1848^—51 var udgiver af de paa Konsistoriums foranstaltning udgivne »Antislesvig-holstenske Fragmenter«, der i 16 hefter (af hvilke Krieger selv forfattede »Det augustenborgske Oprør i Rendsborg og det preussisktydskeOverfald«, 1848) gav oplysning om de dansk-tyske stridsspørgsmaal.Sandsynligvis har sindenes stærke optagethed af disse spørgsmaal i forbindelse med Kriegers store politiske og retsvidenskabelige position bidraget til at fremkalde ønsket om at se ham i foreningens formandsstol.

Krieger har aldrig sat sit navn under noget bidrag i tidsskriftet. Han var jo i det hele en meget lidt literært produktiv mand. Man kan næppe heller sige, at han har bidraget til at give dets afhandlingsstof noget udtalt nationalliberalt præg. Den eneste af dets forfattere, hvis afhandlinger kan karakteriseres som skrevne ud fra en bestemt nationalliberal indstilling, er Fr. Hammerich. Og han var bidragyder allerede i Molbechs dage. Ikke desto mindre spores Kriegers indflydelse i den voxende mængde af bidrag til dansk politisk historie i 18. og 19. aarhundrede og frem for alt i offentliggørelsen af en række aktstykker til belysning af den aktuelle danske udenrigspolitik, forholdet til hertugdømmerne og til Sverige og forholdet mellem Sverige og Norge. Man fik ad denne vej noget at fylde i det gabende hul, som berøvelsen af Molbechs vældige produktionskraft skabte. Men det var med velberaad hu, at Krieger valgte netop stof af denne art. I juni 1865 konstaterer han med tilfredshed : »Meddelelsen af Aktstykkerne i »Historisk Tidsskrift« har dog omsider trængt lidt igjennem«¹.

Maaske spores Kriegers haand allerede ved aftrykningen (efter det 1854 i Jena udkomne værk »Schleswig-Holsteins Gegenwartim Marz 1854«) af »Actstykker om det tydske Forbunds Intervention i Holsteen 1851^—52« i 1856². Ganske givet er det ved hans initiativ og mellemkomst, at »Historisk Tidsskrift« 1858_—66 kan publicere aktstykker vedrørende henholdsvis den

1 Andreas Frederik Kriegers Dagbøger 1848^—80, udg. af Elise Koppel, Aage Friis, P. Munch, 1920—25, 111, 286.

2 2. r. VI, 600—638.

Side 90

tyske forbundsintervention i Holsten 1851^—52¹, afløsningen af sund- og bælttolden², revisionen af den svensk-norske unionsak t³, den svensk-norske regerings stilling i den dansk-tyske strid (1858^—64)⁴, Londonkonferencen 1864⁵ og fredsslutningen i Wien, Gastein-overenskomsten og Pragfreden⁶. Disse semiofficielle,ved speciel tilladelse fra den danske og den svenske regering muliggjorte publikationer af hypermoderne diplomatisk aktstof gav gennem næsten et tiaar tidsskriftet en aktuel karakter,som det aldrig hverken før eller siden har ejet.

Var Krieger hovedmanden for den nye kurs paa dette omraade,saa kan der hellerikke herske tvivl om, at han i høj grad havde sin haand med i spillet ved tidsskriftets udgivelse af en række kilder at privat natur til de sidste aartiers danskehistorie: brevvexlingen mellem grev F. Reventlow- Preetz og grev C. Moltke (meddelt af T. A. F. Regenburg)⁷, P. G. Bangs breve til provst H. K. With (medd. af Edv. Holm)⁸, højesteretsdommer O. Mullers skildring af martsdagene 1848⁸, Orla Lehmanns brev til tidsskriftets redaktør om de samme martsdage¹⁰, viceadmiral Steen Billes »endnu et lille Bidrag« til deres historie¹¹ og udenrigsminister Grev F. M. Knuths fremstillingaf det danske diplomati 1848 indtil Malmøvaabenstilstanden (medd. af C. Paludan-Miiller)¹². Det ses imidlertid ogsaa af Kriegersdagbøger, hvor virksom han var ved offentliggørelsen af forskellige kilder til det 18. og begyndende 19. aarhundredes

1 3. r. I, 1858—59, 443—54.

2 Sst. 455—558.

3 3. r. 11, 1860—63, 713—874.

4 3. r. 111, 1862—64, 677—792.

5 3. r. IV, 1865—66, 585—857.

6 3. r. V, 1866—67, 621—718.

7 3. r. V, 1866—67, 217—54.

8 3. r. VI, 1867—69, 105—34.

9 Sst. 135—97.

10 Sst. 198—211.

11 Sst. 408—26.

12 4. r. V, 1877, 460—509. Jfr. »Dagbøger« IV, 157 (1868 V«)-

Side 91

danske historie¹. De vigtigste var: apoteker Claus Seidelins levnedsbeskrivelse(medd. af T. Hindenburg)², grev A. G. Moltkes efterladte »Mindeskrifter« (medd. af C. F. Wegener)³, Charlotte Dorothea Biehls historiske breve (medd. af J. H. Bang)⁴, gehejmeraadG. Th. Schlanbuschs og frk. Biehls beretninger om regeringsforandringen 1784 (medd. af F. Schiern og E. Holm)⁵, J. G. Adlers optegnelser om begivenhederne i Norge 1814 (medd. af F. Schiern)⁶, breve fra Ove Høegh-Guldberg til Johan v. Biilow(medd. af J. H. Bang)⁷, A. P. Bernstorffs beretning om hans forhandling med Gustav 111. 1787 (medd. af E. Holm)⁸ og E. C. Werlauffs erindringer (medd. af F. Schiern)⁹. Allerede Molbech havde som et hovedformaal for tidsskriftet fremhævet belysningen af Danmarks nyeste historie. Men først i Kriegers tid skete dette, hvad kildeudgivelse angaar, systematisk og i saa stort et omfang, som hverken før eller siden.

Man kunde i tidsskriftets stærke kildepublicerende virksomhedse noget af et »testimonium paupertatis«, et tegn paa, at det kneb med at skaffe tilstrækkeligt mange afhandlinger af værdi. I nogen grad er dette indtryk rigtigt. Hvad afhandlingerneangaar, er slutningen af 1850'erne og 1860'erne ikke nogen rig tid, især hvad angaar bidrag til erhvervs- og samfunds-, forvaltnings - og forfatningshistorien. Krieger savnede ikke sans for disse sider af udviklingen, hans alsidige politiske orientering og hans virksomhed som indenrigs-, justits- og finansminister bærer vidne derom. Men dels skortede det aabenbart paa egnede forskerkræfter,dels var Kriegers og i det hele tidens interesse stærkest

1 Se f. ex. »Dagbøger« 111, 265 f. (1865 19/₃), 274 (1865 15/₄, 17/₄), 275 (1865 20/₄), 299 (1865 12/₈), 332 (1865 13/_1X); IV, 157 (1868 1/_t), 273 (1869 29/₇), 276 (1869 "/₈), 277 (1869 13/₈).

2 3. r. 11, 1860—63, 261—412.

3 4. r. 11, 1870—72, 129—33.

4 3. r. IV, 1865—66, 147—494.

5 3. r. V, 1866—67, 255—455.

6 Sst. 285—98.

7 4. r. I, 1869—70, 125—466.

8 Sst. 679—702.

9 4. r. IV, 1873—74, 242—412.

Side 92

vendt mod den politiske historie og aandshistorien. Inden for den første gjaldt atter hovedinteressen samspillet og konflikternemellem de tre nordiske riger og mellem dansk og tysk, og var der en stærk trang til at faa den danske enevældetid stillet i fyldigere og rigtigere belysning, saa vidner flere steder i Kriegersdagbøger om, at det ikke mindst var disse sider af dens historie, som optog ham¹. Den selv saa uproduktive mand var ivrigt bestræbt paa at animere yngre forskere til at tage nationalhistoriskeopgaver op. Han fulgte spændt Edv. Holms forskninger, da denne efter sin ansættelse som universitetsdocent(1865) forlod den græsk-romerske oldtid og gik i lag med det 18. aarh.s danske historie². Han var levende interesseret i P. Vedeis studier over den ældre Bernstorff og andre af det 18. aarh.s tyske diplomater i dansk tjeneste³. Han opmuntrede og støttede unge historikere som J. Forchhammer, C. Th. Sørensen og A. D. Jørgensen⁴. Men det var overvejende de før nævnte sider af historien, herunder ogsaa udenrigs- og militærhistorien,som stod i forgrunden for ham. Dette kom, som vi skal se, i et vist omfang til at præge tidsskriftet.

Hvad angaar den intensivere behandling af det 18. aarhundredespolitiske historie fortsatte Holm gennem hele sin redaktørtidtil 1878 den linje, som lagdes under Kriegers formandsskab.Det er imidlertid ikke alene de hidtil nævnte træk, som bidrager til at binde aarene mellem Molbech og Bricka sammen til en enhed. Der kan vel nævnes forfattere, hvis bidrag helt eller overvejende falder i den Holmske redaktionsperiode og derved medvirker til at give denne et vist særpræg. Det gælder P. Vedel, Svend Grundtvig, C. F. Reinhardt, S. M. Gjellerup, Julius Martensen og Troeis-Lund. Ligeledes begynder mod slutningenaf hans tid de penne at vise sig, som især skulde præge den følgende periode: Erslev, Fridericia, Bricka, A.D. Jørgensen,Heise,

1 Se bl. a. »Dagbøger« 111, 256, 279 f., 299; IV, 35, 95, 188, 193, 209 f., 275, 279, 297 f., 301, 319.

2 »Dagbøger« 111, 366; IV, 210 248, 251.

3 »Dagbøger« 111, 299; IV, 249 f., 271, 300, 311.

4 »Dagboger« IV, 209 f., 270, 275, 297 f., 319 og fl. steder i det følgende. Jfr. A. D. Jørgensen: En Redegørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab, 1901, 144 ff.

Side 93

sen,Heise,Steenstrup. Men der er et betydningsfuldt moment, som ved siden af den Krieger-Holmske dragning mod den politiskenytidshistorie karakteriserer tiden fra slutningen af 1850'erne til slutningen af 1870'erne. Det er de vægtige kildekritiskebidrag fra C. Paludan-Miillers pen.

»Historisk Tidsskrift« havde ogsaa i Molbechs tid indeholdt afhandlinger, hvis hovedformaal var kildekritisk, deriblandt Paludan-Miillers om Karl XII.s død. Paludan-Miillers fleste og vigtigste kildekritiske afhandlinger i det falder imidlertid i perioden 1858^—77, og han er i disse aar übetinget hovedskikkelsen paa dette felt af forskningen. Disse afhandlinger fremkom samtidig med, at Paludan-Miiller i »Videnskabernes Selskabs Skrifter« udgav sine betydningsfulde bidrag til reformationstidens og det 13. aarhundredes danske historie, og sammen med disse bereder de jordbunden for det kritiske gennembrud, som fandt sted efter 1880 med Erslev som fører.

Hvad bragte nu, ud over det nævnte, »Historisk Tidsskrift«
i aarene 1855—78 af nyt til oplysning om Danmarks historie?

For den økonomiske udviklings og samfundshistoriens vedkommendeikke meget. Den mest omfattende indsats her var vistnok Fr. Hammerichs »Bidrag til Belysning af den danske Stats Folkemængde, Næringsveje og Finanser i Midten af det 17de Aarhundrede«¹. Dette arbejde, der videreførte en side af forfatterens forstudier til hans »Danmark under Adelsvælden« IV (1859), var i sin befolkningsstatistiske del inspireret af Velschowsafhandling om folkemængden i 13. aarh, men baade denne del og afsnittene om det økonomiske liv, særlig landbrugs - og bondeforholdene og finanserne, vidner om selvstændig kombinationsevne over for et hidtil ganske uopdyrket felt af vor historie. Som i Hammerichs øvrige arbejder er dog ogsaa svaghederne ret stærkt fremtrædende. Grundlaget for de statistiskeresultater er ofte yderligt spinkelt, udnyttelsen af det arkivalske materiale utilstrækkelig og usystematisk. I domme og synspunkter stikker hyppigt nationalliberaleren hestefoden frem, især i de haarde ord om den gamle adel. Her var meget at rette

1 3. r. 11, 1860—63, 28—106.

Side 94

og udfylde for senere forskere som M. Rubin, Fridericia og HenrikPedersen. Nok saa solid, omend mindre omspændende, var C. Nyrops afhandling om »Dansk Jern«¹, det første af de ikke mange industrihistoriske bidrag, som tidsskriftet har bragt. Til landbrugets og bondestandens historie ydede perioden ogsaa kun enkelte bidrag. Vægtigst er S. Jørgensens »Bidrag til Bedømmelsenaf den fynske Landbostands Vilkaar før, under og efter Svenskekrigen 1657—60, for saa vidt Nyborg Len angaar«², en trods sin lokale begrænsning meget lærerig afhandling, bygget paa et solidt studium af lenets ældste tingbøger. Interessant var bl. a. de mange fremdragne exempler paa herremænds forarmelseog paavisningen af, at bønderne ofte var forholdsvis gunstigere stillede over for de sielle konjunkturer og krigens tryk end adelen. Nye oplysninger til den danske bondehistorie bragte ogsaa A. H eis es »Bondeopløb i Jylland i Kong Frederik den førstes Tid; Mogens Gøje og Mogens Munk«³, der med fremdragningaf meget hidtil unyttet trykt og utrykt stof giver et vigtigt bidrag til kundskab om Grevefejdens sociale forudsætninger.

De tre sidstnævnte arbejder tilhører periodens slutning, da et nyt slægtled begyndte at gøre sig gældende. Det samme gælder S. M. Gjellerups »Bemærkninger om Samfundsforholdene,især Opdragelsen, hos den danske Adel i Tidsrummet 1536_—1660«⁴. Gjellerup paaviser her, ud fra et flittigt studium af ligprækener og en del utrykte adelsbreve, de vigtige ændringer i den adelige livsopfattelse og leveskik, som finder sted fra Frederikll.s tid, og viser, hvorledes vi møder en beslægtet udviklingi Tyskland, Italien og især Frankrig. Den senere lidet produktiveforfatter havde her rørt ved et emne, som Troels-Lund skulde give større billedfylde. Han havde ogsaa iagttaget, at talrige danske adelsslægter uddøde i perioden 1559^—1648. Udredningenaf, hvilke aarsager, økonomiske eller hygiejniske, som

1 4. r. VI, 1877—78, 125—62

2 4. r. V, 1875—77, 221—68.

3 Sst. 269—332.

4 4. r. IV, 1873—74, 1—42.

Side 95

især laa bag denne proces, overlod Gjellerup imidlertid til en
senere forskning.

Ogsaa topografien er relativt sparsommere repræsenteret end i Molbechs tid. Hovedbidragene skyldes Gjellerup (de soranske stifteisers historie)¹, P. H. Boye (bidrag til Nakskovs statistik i beg. af 17. aarh.)² og C. T. Engelstoft, som efter at være blevet Fyns biskop, udnyttede sine store evner som historiker i studier over sit stifts historie (Odense bys sognehistorie efter reformationen; hist.-statistisk beskrivelse af Thurø)³. Interessen for Sønderjyllands historie fandt udtryk i C. Manicus' »Om Anglernes Fædreland og Nationalitet«⁴, E. H. Hagerups værdifulde »Anmærkninger om Sprogforholdene i Angel samt nogle Sprogprøver«⁵ og K. Hansens paa hertugens breve og kopibog i gehejmearkivet byggede, udførlige, men noget tørre skildring af »Hertug Hans den ældre i Haderslev«⁶. Interessen havde siden Molbechs tid flyttet sig kendeligt fra det statsretslige til det nationale og tidshistoriske omraade.

Forfatnings- og stænderhistorien, der havde været saa stærkt fremme i Molbechs dage, blev lidet dyrket i den Kriegerske tid. Det samme gælder forvaltningshistorien, hvor først den unge Fridericia brød ny jord op i »Nogle Bemærkninger om Rigsmarskerneog Rigsmarskembedet, især under Christian IV«⁷. Et par aar efter fremkom Fridericias afgørende redegørelse for Sundtoldens oprindelse⁸, lærd, kritisk og klar. Mere i gammel stil, men bemærkelsesværdig ved sit moderne emnevalg, var H. G. Gardes »Bidrag til Sømagtens Historie 1814_—48«⁹, byggetpaa admiralitets- og kommissariatskollegiets akter. Denne afhandling dannede en slags fortsættelse af Gardes »Den dansknorskeSomagts

1 4. r. VI, 1877—78, 449—83

2 2. r. V, 1855, 125—98.

3 2. r, VI, 1856, 1—203; 3. r. I, 1858—59, 331—428.

4 2. r. V, 1855, 415—66.

5 2. r. VI, 1856, 280—316.

6 4. r. VI, 1877—78, 341—428.

7 4. r. 111, 1872—73, 578—609.

8 4. r. V, 1875—77, 1—20.

9 3. r. V, 1866—67, 165—216.

Side 96

norskeSomagtsHistorie 1535_—1700«, som foreningen udgav 1861. Paa den sømilitære histories omraade ydede foreningen saaledes en ganske betydelig indsats, mens den for den landmilitæresvedkommende indskrænkede sig til udgivelsen af O. Vaupells — trods Kriegers og Regenburgs gennemsyn¹ — svage værk »Kampen for Sønderjylland 1848_—50« (1863^—67).

Adskilligt rigere var ydelserne inden for aandshistorien. Paa lserdomshistoriens omraade var Werlauffs og Molbechs hovedarvtagerH. F. Rerdam. Han skildrede i tidsskriftet »KJobenhavnsUniversitets Beskatning og Trsengsler i Krigsaarene 1657_—60«², denned flid udnyttede de af Hammerich fremdragne »Acta Consistorii«, og udgav for foreningen »KJobenhavns UniversitetsHistoric fra 1537 til 1821« (1868 77). Som bidrag til det 17. aarh.s danske literaturhistorie skrev han afhandlingen om »M. Hans Mikkelsen Ravn«³. Werlauff dyrkede i sine sidsteproduktionsaar helt laerdoms- og literaturhistorien i forskelligeafhandlinge r⁴. Om Kommunitetets og Regensens historie skrev C. E. F. Reinhardt⁵, om skolehistoriske emner rektor H. H. Blache⁶. Andre literserhistoriske bidrag ydedes af C. Thaarup (P. A. Heiberg⁷), M. N. C. Kall-Rasmussen (Holberg1702—1 4⁸), og J. Wichfeld (Niels Steno⁹). Det var i god samklang med den store rolle — sterre end baade for og siden — som literaturhistorien i denne periode spillede i tidsskriftet,naar foreningen 1853^—64 udgav N. M. Petersens wßidrag til den danske Literaturs Historie« — uden tvivl det vaegtigstebogvaerk, som har set lyset under dens auspicier —

1 »Dagbøger« 11, 309.

2 2. r. VI, 1856, 453—556.

3 3. r. IV, 1865—66, 495—584.

4 Jørgen Seefeldt og hans bibliotek: 2. r. VI, 1856, 204^—45; bogtrykkeren P. J. Phønixberg: 3. r. 11, 1860^—63, 1—27; Holbergiana: 2. r. VI, 1856, 317—452, 557—75.

5 3. r. 111, 1862—64, 1—416.

6 Sst. 651—76; V, 1866—67, 477—86; 4. r. 111, 1872—73, 22—72.

7 3. r. 11, 1860—63, 107—258.

8 3. r. I, 1858—59, 94—130.

9 3. r. IV, 1855—66, 1—108.

Side 97

og 1863 tv. Hammerichs »Den hellige Birgitta og Kirken i
Norden«.

Studiet af den »oldnordiske« literatur havde Molbech i sit program leveret en formelig undsigelse. Nu kom imidlertid 1866 R. Keysers værk om »Nordmændenes Videnskabelighed og Literatur i Middelalderen«, som i utilladeligt omfang vilde vindicere denne literatur for Norge. Hertil kunde man ikke tie stille, og Krieger og hans bestyrelse lod Svend Grundtvig rykke i marken med en over 100 sider stor anmeldelse af Keysers bog og N. M. Petersens samtidig udkomne »Bidrag til den oldnordiske literaturs historie«, der formede sig som en skarp og i det hele velbegrundet indsigelse mod de Keyserske synsmaader¹. Senere redegjorde han, til dels støttet paa K. Maurers arbejder, over for norske modindlæg og E. Jessens kritiske skepsis m. h. t. den »norrøne« literaturs værdi som kilde til dansk aandshistorie, for sit syn paa spørgsmaalet »Er Nordens gamle litteratur »norsk«, eller er den dels islandsk og dels nordisk?«². Men dermed var ogsaa »Historisk Tidsskrifts« deltagelse i denne drøftelse og i det hele dets beskæftigelse med den norrøne literatur fra et aandshistorisk synspunkt til ende.

Slægts- og personalhistorien fandt dyrkere i C. T. Engelstoft (slægten Brockenhuus³), Fr. Hammerich (Præsident Hans Nansen d. æ.4),.⁴), og L. F. J. Moltke (bidrag til gehejmeraad Fr. Moltkes levnedshistorie⁵). Især de to første afhandlinger bringer meget værdifuldt nyt.

Især hvad angaar den egentlige tidshistorie, spillede kritiske
anmeldelser ofte af betydeligt omfang, en fremtrædende rolle
i denne periode6. »Historisk Tidsskrift« blev i endnu højere grad

1 3. r. V, 1866—67, 499—618. Jfr. »Dagbøger« IV, 68.

2 4. r. I, 1869—70, 1—113.

3 4. r. IV, 1873—74, 413—536; V, 1875—77, 117—220.

4 3. r. I, 1858^—59, 131^—260. Denne biografi er i lighed med Wichfelds om Steno ledsaget af et staalstukket portræt — de eneste, som tidsskriftet under sin hundredaarige bestaaen har bragt.

5 4. r. 11, 1870—72, 1—128.

6 I denne forbindelse bør nævnes, at tidsskriftet fra 1876 (ved W. Mollerup) begyndte sine aarlige fortegnelser over dansk og fremmed literatur vedrørende Danmarks historie.

Side 98

end for »a critical revie\v«. Blandt de vigtigcre anmeldelser bor - ved siden af Svend Grundtvigs ovenfor omtalte -- nsevnes P.W.Beckers af »Danske Samlingerw¹. Edv. Holms af den af P. Vedel udgivne brevvexling mellem J. H. E. Bernstorff og hertugen af Choiseul², A. D. Jorgensens af nyere tyske bidrag til dansk middelalderhistorie³ ^— skrevet paa Kriegers initiativ⁴, C. F. Brickas af forskellige arbejder om Christiern ll.s historie og af Trocls-Lunds »Mogens Heineson«⁵, J. A. Fridericias af J. Zieglers tyske bearbejdelse af Leonora Christinas »Jammersminde«og F. K. Friis' bog om slaegten Rosensparre⁶, Kr. Erslevsaf de nyeste bidrag til Erik af Pommerns historie⁷ og Emil Madsens af en del svenske krigshistoriske skrifter⁸. Det vii ses, at det unge slsegtled her var sscrligt virksomt; ny kritik og nye synsmaader var ved at banke paa deren.

Blandt kildepublikationerne er tidligere nævnt de vigtigste af dem, som oplyste det 18. og 19. aarhundrede. Hertil kom for 16. og 17. aarh. Frederik ll.s kalenderoptegnelser 1583, 1584 og 1587 (ved O. Carøe)⁹, Ove Juuls dagbog (ved A. Crone)¹⁰ og uddrag af fyrst Stanislaus Radziwills memoirer (ved X. Liske)¹¹.

Betydningsfuldere var dog de mange nye afhandlingsbidrag til tidshistorien, som vel maa betegnes som periodens hovedindsats.Man kan, omend ret groft, dele disse i en gruppe, som tilsigter en ny kritisk bearbejdelse af de behandlede emner, og i en gruppe, hvor undersøgelsen i det hele blot gaar ud paa oplysninggennem nyfremdragne kilder og nye kombinationer. Inden for sidste gruppe maa nærmest siges at falde H eis es

1 3. r. VI, 1867—69, 506—30.

2 4. r. 11, 1870—72, 890—99.

3 4. r. I, 1869—70, 703—92.

4 »Dagboger« IV, 270.

5 4. r. 11, 1870—72, 861—67; VI, 1877—78, 139—68.

6 4. r. 11, 1870—72, 868—89; 111, 1872—73, 616—32.

7 4. r. VI, 1877—78, 1—20.

8 3. r. VI, 1867—69, 556—654.

9 4. r. 111, 1872—73, 538—77.

10 3. r. 111, 1862—64, 417—650.

11 4. r. VI, 1877—78, 115—24.

Side 99

afhandlinger om bondeurolighederne under Frederik I.¹, om herredagen i København 1533² og om Wolfgang v. Utenhof³, Troeis-Lunds om Jakob Ulfeldt⁴, Oluf Nielsens om Als' overgivelse 1627_—29⁵, Schierns store afhandling om Bothwel l⁶ — tidens eneste »verdenshistoriske« bidrag — og hans »Anmærkninger til den store nordiske Krigs Historie«⁷, Paludan-Mullers»Omrids af Kong Frederik IV.s Kamp med Grev Magnus Stenbock og Baron Gørtz i Aarene 1712, 13 og 14«⁸, A. Fayes afhandling om Karl XII.s angreb paa Norge 1716 og 1718⁹, P. AV. Beckers om grev de Plélo¹⁰, E. Holms om styrelsen af udenrigspolitiken under Struensee¹¹, om Danmarks deltagelse i forhandlingerne om en væbnet neutralitet 1778^— 80¹², om Hugh Elliot¹³ og om Caspar v. Saldern¹⁴, samt P. Vedelsom diplomaterne v. d. Osten og Lynar¹⁵ foruden flere af ringere vægt.

Paa det kritiske omraade er førerskikkelsen übetinget C. Paludan-Miiller. Der er næppe mange danske historikere, som ikke kender og efter fortjeneste værdsætter hans »Studier til Benyttelse og Bedømmelse af nogle Kildeskrifter til nordisk Historie«: »Den skibyske Krønike«¹⁶ — »Om en kjøbenhavnsk Codex af Reimar Kocks haandskrevne lybske Krønike«.¹⁷ —

1 Ovenf. s. 94

2 4. r. 111, 1872—73, 222—577; IV, 1873-74, 634—42.

3 4. r. VI, 1877—78, 163—328.

4 4. r. IV, 1873—74, 217—42.

5 3. r. VI, 1867—69, 67—88.

6 3. r. 11, 1860—63, 413—712.

7 3. r. VI, 1867—69, 212—25.

8 4. r. VI, 1877—78, 9—114.

9 3. r. VI, 1867—69, 427—95.

10 4. r. 11, 1870—72, 434—69, 955—62.

11 Sst. 322—433.

12 3. r. V, 1866—67, 1—164.

13 4. r. I, 1869—70, 793—826.

14 4. r. 111, 1872—73, 73—190.

15 4. r. I, 1869—70, 467—678; IV, 1873—74, 537—633.

16 3. r. I, 1858—59, 1—54.

17 Sst. 54—93.

Side 100

»Endnu en Gang den skibyske Krønike. Niels Krags Forhold til Hvitfeldt«¹ — »Bidrag til Kritik af Saxo's Historieværk«². Sandt nok, at der er brister i disse undersøgelser, naar de ses i lyset af den finest udviklede nyere metodiske kritik. Om dem gælder dog, som om andre arbejder fra vor største historikeraandsværksted, Erslevs ord: »Hans Kritik var Geniets; han kastede sig over et eller andet vanskeligt Punkt og stillede det i ny Belysning gennem sin Skarpsindighed og sin übønhørlige Logik, der ikke veg tilbage for nogen Konsekvens«³. Ingen andre kritisk-historiske undersøgelser i Norden fra ældre eller nyere tid betager som Paludan-Miillers ved den kraft og passion, hvormedproblemerne anskues og drøftes, tiden og dens skikkelser konfronteres med forskeren og hans læsere, og ved det mærke af aand, som — al ensidighed og paradoxalitet til trods — hviler over dem. Til det yngste slægtled gav de rige og dybtvirkende incitamenter, ogsaa hvor dets mænd ikke var enige med mesteren i hans enkeltresultater.

Ved afhandlingen om Karl XI I.s død satte Paludan-Miiller sig spor ogsaa i svensk historieforskning. Det samme gjaldt hans bog om »De første Konger af den oldenborgske Slægt« (1874). Studiet af norsk middelalderhistorie staar paa flere punkterbaade sagligt og metodisk i gæld til hans kritiske »Bemærkningertil Prof. R. Keysers »Den norske Kirkes Historie under Katholicismen« (1856^—57)⁴, der bl. a. rejser spørgsmaalet om ægtheden af Magnus Erlingssons privilegiebrev til Nidaros domkirke.Et par smaaafhandlinger rettede fejl hos Allen⁵ og N. M. Petersen⁶. Paludan-Miillers kritik af Povl Helgesens sandfærdighedi »Skibykrøniken« kaldte, for et enkelt punkts vedkommende:Hans Tausens optræden paa herredagen 1533, Helgesensbiograf C. T. Engelstoft i marken med et større indlæg»Hans

1 3. r. VI, 1867—G9, 299—407.

2 4. r. V, 1875—77, 333—81.

3 Historiske Afhandlinger 11, 211.

4 3. r. I, 1858—59, 261—330.

5 »Har Didrik Slaghæk været Sekretær hos Kong Christiern 11. allerede i Aaret 1512?«. 4. r. IV, 1877—78, 65—89.

6 4. r. V, 1875—77, 510—14.

Side 101

læg»HansTausens Proces for Herredagen i Kjøbenhavn 1533 og den skibyske Krønike«, der var modstanderen værdigt¹. For første, men ikke sidste gang, blev »Historisk Tidsskrift« skuepladsfor en festlig turnering. Hovedpunktet i striden var, om herredagsdommen over Tausen i sin oprindelige form paa et bestemt sted indeholdt et »ikke«, eller om dette var senere indskudi den af Huitfeldt aftrykte gengivelse. »Det er«, skrev Paludan-Miiller i sit gensvar², »altsaa kun om et eneste Ord I stride — om et lille Ord paa fire Bogstaver? Er det Umage værd at spilde Tid og Blæk paa en saadan Bagatel? Jo vel er det Umagen værd, svarer jeg; thi dette ene lille Ord forandrer fuldstændigt Meningen, gjør Sort til Hvidt, Ja til Nej«. Det fældede dommen over Hans Tausens ære³. Saa stærkt formede Paludan-Miiller sit forsvar for den detailkritik, som det især er hans ære at have givet borgerret i nyere dansk historieforskning.

En yngre forsker C. F. Brieka æggedes af Paludan-Miiller til modstand ved den gamles uholdbare syn paa traditionen om Christian Barnekow-episoden under Skållingeslaget⁴. len anden afhandling rykkede Brieka frem til undsætning for Aliens angrebnepaastand om, at Christiern 11. tilsigtede at lade raadet uddø ved ikke at optage nye medlemmer ved de gamles afgang⁵. Dette som andre bidrag fra Brickas haand vidner om veneration over for den betydelige historiker af det ældre slægtled, som havde været hans lærer i universitetsaarene, men som aldrig indlod sig paa problemdrøftelser i tidsskriftet. Brieka var, i lighed med den jævnaldrende A. Heise, ogsaa nok saa meget af Aliens som af Paludan-Miillers skole. Han holdt sig paa det jævne og udmøntede sin store lærdom i det 16.^—17. aarh.s historie og sit ikke übetydelige skarpsind i en lang række sobre — af og til en smule bornerte — smaaafhandlinger og anmeldelser.

1 3. r. VI, 1867—69, 1—66.

2 Sst. 299—407.

3 Sst. 300.

4 4. r. 111, 1872—73, 1—21.

5 4. r. V, 1875—77, 40—55.

Side 102

Blandt de første kan inden for denne periode ogsaa nævnes »Torben Oxes Domfældelse«¹, der paaviste, at bondedommen over Torben var en almindeligt forekommende retsformel i tyverisager— men uden at drage de videregaaende slutninger heraf m. h. t. hele den omstridte sag, som en svensk forsker i nyeste tid har ment at burde.

Tre mænd, som alle var lidt ældre end Bricka, har leveret kritiske afhandlinger til tidsskriftet i slutningen af Holms redaktionstid,men ophørte senere at høre til dets bidragydere². Hvad angaar en af dem, Troeis-Lund, skyldes dette maaske til dels den skepsis, for hvilken hans forfatterskab var genstand hos baade Bricka og andre af det yngre slægtled. Krieger giver denne skepsis udtryk, naar han i anledning af Troeis-Lunus »Historiske Skitser« (1875) siger, at forfatteren »har Ry for Upaalidelighed, fremkaldt ved hans Lyst til feuilletonagtig Udsmykningaf haandskrevne Kilder«³. Det falder ret nøje sammen med Brickas syn i anmeldelsen af »Mogens Heinesøn«. At Troels- Lunds velskrevne og klare kritiske opgør med et gammelt sagn i Christian IV.s historie⁴ ved siden af opsatsen om Jakob Ulfeldtblev hans eneste bidrag til tidsskriftet, havde dog sikkert først og fremmest sin aarsag i, at hans store evner som historiker fandt en kongenialere udløsning i de mægtige skildrende værker, som har givet hans navn ry, end i videnskabelige tidsskriftafhandlinger.Han er i saa henseende, trods de store forskelle i forskerpersonligheden, et sidestykke til Allen i ældre tid og Niels Neergaard blandt sine egne samtidige. Jul. Martensen var literaturhistoriker. Ikke desto mindre baner hans smukke afhandling om »Erik dipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser«⁵ nye veje i studiet af dansk middelalderhistorieved

1 4. r. V, 21—40.

2 Her kan ogsaa naevnes O. A. Hovgaards i det hele svage kritiskc bidrag til tidsregningen i Yaldemar I.s og Absalons historie: 4. r. 11, 1870 —72, 470—678; VI, 1877—78, 470—78.

3 »Dagbeger« VI, 113 f.

4 »Dommen over Christoffer Hosenkrands«, 4. r. 111, 1872—73, 518—37.

5 4. r. IV, 1873—74, 90—158.

Side 103

storievedsin omhyggelige redegørelse for og modstilling af, hvad paa den ene side akter og aarbøger, paa den anden side folkeviserne fortæller om begivenhederne omkring kongedrabet i Finderup, og ved sin paavisning af den traditionsudvikling, der spores i viserne. Man sammenligne blot behandlingen af samme emne hos Cronholm¹ og Fr. Hammerich (»Danmark i Valdemarernes Tid« 11, 1848). Banebrydende var paa sin vis ogsaa C. E. F. Rein har dts afhandlinger »Til Belysning af nogle Punkter i Valdemar Atterdags Historie«². Er slev har i sin anmeldelseaf Reinhardts »Valdemar Atterdag og hans Kongegjerning«(1880) bebrejdet den ældre forsker, at han i praxis ofte citerer Huitfeldt, Petrus Olai og Corn. Hamsfort, hvor disse blot bygger paa kendte primære kilder, skønt han principielt var klar over forskellen mellem primært og sekundært kildestof. I samme forbindelse nævner han imidlertid »de fortrinlige Smaaafhandlingeri Hist. Tidsskrift, i hvilke Reinhardt med Held stræbte at oplyse nogle af de dunkleste Punkter i Valdemars Liv«, og fremhæver, at han i et Par af dem har »gjennemført de kritiske Principer med stor Indsigt«³. Dette syn paa Reinhardtsom en forløber, omend ikke fuldt konsekvent i sin gennemførelse,for hans egen metodiske kildesondring fastholdt Erslev ogsaa senere⁴.

Den egentlige banebryder for det nye blev dog ikke Reinhardt,derkun var en gæst i faghistorikernes kreds, og hvis arbejdskraft tidligt brødes, men Erslev selv. Hans vigtigste kritiskebidragtil tidsskriftet i den Holmske periode er afhandlingen»KongValdemars Jordebog og den nyere Kritik«⁵. Allerededette,den et par og tyve-aarige forskers første bidrag til tidsskriftet, er præget af nogle af hans bedste egenskaber: logisk problemstilling og en fremstilling, som paa en gang er indtrængende og lysende klar og frisk. Emnet var stort og vanskeligt.AlleredeMolbec

1 Ovenf. s. 84.

2 4. r. 111, 1872—73, 191—221; IV, 1873—74, 159—216

3 5. r. 111, 1881—82, 286, 288, 305.

4 Hist. Afhandlinger 11, 212; Hist. Tidsskr. 9. r. VI, 1928, 250, note 2.

5 4. r. V, 1875—77, 56—116.

Side 104

skeligt.AlleredeMolbech¹ havde peget paa ønskeligheden af grundig kritisk bearbejdelse af den af Langebek udgivne »jordebog«,dervar en saa betydningsfuld kilde til kundskab om Danmarksindreforhold i 13. aarhundrede, ja hovedkilden til en dybere forstaaelse af den danske stats væsen og virksomhed og afgørende sider af det danske samfundsliv i den ældre middelalder.Den,som først paa dansk grund tog opgaven op, var Paludan-Miiller i 1871². Hans overraskende hovedresultat, at den 1851 af G. E. Klemming restituerede Codex Holmiensis A 41, hvoraf »jordebogs«-læggene udgjorde en bestanddel, var en øvelsesbog i latinsk skønskrift, og at skriveren havde behandletsitforlæg med stor skødesløshed, hvad indholdet angaar, reducerede betydeligt »jordebogens« kildeværdi og vakte kraftig modstand hos to yngre forskere: Oluf Nielsen, som udgav »Liber census Daniæ« (1873), og den unge jurist Johs. Steenstrup,somi sit vægtige førstearbejde »Studier over Kong Valdemars Jordebog« (1874) søgte at vurdere jordebogen ud fra en indtrængende belysning af Valdemarstidens forvaltning, finansvæsen,købstads - og landboforhold. Den gamle forsvarede hvast og i blændende form sit standpunkt³; Steenstrup tog handsken op iet heller ikke blidt modindlæg⁴. Erslev, hvis beundring for læreren lyser varmt gennem hans afhandling, paatog sig for »Historisk Tidsskrift« at være opmand i den store strid. Han gav i det hele Paludan-Miiller ret i, at codex'en var et besynderligtsammensathaandskrift, hvis enkelte stykker langt fra var afskrevet med tilstrækkelig forstaaelse og fuldstændighed. Men den var dog andet og mere end en skrivers øvelsesbog: bag den mekaniske afskriver fandt Erslev ejeren, en gejstlig embedsmandikongens kancelli, for hvis forretnings- og interessesfære de forskellige stykker hver paa sin vis var udtryk. Ret skarpe udfald rettedes mod adskillige enkeltheder i Steenstrups jordebogsafhandlinger,bl.a. hans forklaring af »hovedstykkers lakuner.Selvsaa

1 Ovenf. s. 77.

2 »Om Kong Valdemars Jordebog«, Vidensk. Selsk. Skrifter, 5. r. IV.

3 »Kong Valdemars Jordebog. Et Stridsskrift«, 1874.

4 »Indlseg til Forsvar for Jordebogeru, 1874.

Side 105

kuner.SelvsaaErslev sig for øjeblikket ikke i stand til at give en fyldestgørende forklaring her eller m. h. t. andre af jordebogensbestanddele.Han havde derfor den kloge forsigtighed at lade utilstrækkeligt funderede hypoteser ligge. Ikke mindst ved denne resignation viser Erslev det træk, den kølige nøgternhed, som dybest satte skel mellem Paludan-Miiller og ham, og som udgjorde en grundbestanddel i hans indsats i dansk historieforskningidet følgende slægtled.

Problemet Kong Valdemars jordebog vedblev sidenhen at være et centralpunkt i denne forskning. Erslev, Steenstrup og adskillige andre skulde tage sider af det op til behandling. Paa mere end ét betydningsfuldt punkt er en endelig løsning ikke naaet. I dansk historik efter 1864 har 1870'crnes jordebogsstrid betydning ved at markere et skel mellem et ældre slægtleds forskning og et nyt slægtled i fremrykning. Stridens genstand var en hovedkilde til det studium af dansk middelalderhistorie, som i den Krieger-Holmske periode af tidsskriftets liv havde været temmeligt forsømt. Det skulde ikke blive forsømt i de aar, som kom.

Erslev formulerede først efter redaktørskiftet Holm-Bricka sin kritisk-metodiske trosbekendelse i tidsskriftet. Hans modstanderi jordebogsdrøfteisen Steenstrup fik imidlertid lejlighedtil i det ene lille bidrag, som han i Holms tid ydede til det: »Danske Kolonier i Flandern og Nederlandene i det 10de Aarhundrede «¹ at præcisere en hovedside af sin. Han vendte sig her mod sin kollega i udforskningen af vikingetidens historie, nordmanden Gustav Storm, og det, der manede ham til indsigelse,var dennes tilbøjelighed til udelukkende at bygge paa de ældste, mere eller mindre samtidige, kilder med forbigaaelse af en senere tradition. Steenstrup betoner, at vikingetiden er »en Tid, hvor det gjælder om at finde fast Bund i usikre Traditionerog i Optegnelser fra en sen Tid; man maa atter og atter prøve, om ikke en vraget Kilde kan tages for god, om ikke modstridendeEfterretninger navnlig ved en Tekstrettelse eller ved et fundet Mellemled kunne bringes i Overensstemmelse. Prof.

1 4. r. VI, 1877—78, 484—97.

Side 106

Gustav Storm i Christiania har ofte udtalt sin Anerkjendelse af, at jeg paa ny havde hævdet denne Granskningsmaade og i Sagnet søgt at finde »den miskjendte Historie«, saa at jeg havde Grund til at vente, at han i sit nyligt udkomne Skrift »Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie« havde hjulpet mig til at bringe en Del af vort Nordens og Udlandets Sagnhistorie i Havn. Dette har Storm nu ikke gjort, men han har lagt Principer til Grund for Behandlingen af Kilder og særligt af Folketraditionen, mod hvilke der ikke nok som kan protesteres. .. Professor Storm holder sig ikke blot til de mest samtidige Kilder, de frankiske Annaler, saaledes som jeg ogsaa havde søgt i min »Indledning i Normannertiden«, men han vurderer Sætninger, som han selv udlederaf Annalerne ved indirekte Slutninger, ved Modsætriingsfortolkningog ved Fortolkning e silentio, højere end Kilder fra en noget senere Tid. Enhver, som kjender den fuldkommen sporadiskeog aforistiske Karakter, som Annaloptegnelserne om Normannernehar, vil vide, hvor forkastelig en saadan Methode er«.

Steenstrup giver et exempel til støtte for sine teorier. Han leverer et stærkt sandsynlighedsbevis for, at den danske vikingehøvdingSifred, som i følge præsten Lamberts krønike fra o. 1203 ved aar 930 erobrede det flanderske landskab Guines, og som hos Lambert optræder i en ret romantisk sammenhæng, er identiskmed en bl. a. i Anglo-Saxon Chronicle nævnt viking af samme navn, som 962 begik selvmord i Wimborne. »Hermed vil man have set, hvor urigtigt det er at kaste Vrag paa en Tradition, fordi den kun foreligger hos en nyere Forfatter, og fordi den indeholder Dele af romantisk Natur, — som om sligt vel kunde findes i Virkeligheden, men ikke i Historien. Og er det urigtigt at forkasteden, fordi den ikke bekræftes andetsteds fra, saa er det naturligvisi end højere Grad urigtigt aldeles ikke at omtale den eller ikke at forsøge paa at prøve dens Sandhed«¹. Saaledes formuleretvar moralen, som ejer berøringspunkter med Paludan-Miillers senere af Erslev skildrede og kritiserede syn paa sagnet og den mundtlige tradition², egnet til at ægge til modsigelse. Steenstrup

1 4. r. IV, 485 f., 494.

2 Nedenf. s. 110.

Side 107

fastholdt ogsaa siden de her udtalte principer og blev derved
hovedrepræsentant for konservative kritiske synsmaader, som
stod i modstrid med væsentlige punkter af de Erslevske.

IV. Den Erslevske Periode.

C. F. Bricka afløste Holm som redaktør i maj 1878, fra og med 5. rækkes 1. bind, og fungerede til maj 1897, da han udtraadte af bestyrelsen som følge af sin overtagelse af rigsarkivarembedet. Hans efterfølger i redaktørstolen var J. A. Fri deri cia fra 1897 til sin død okt. 1912 (7. r. 1—8. r. IV, det sidste bind dog færdigredigeret af Erslev). Saa fulgte Kr. Er slev til juni 1917 (8. r. IV^—VI). Bestyrelsesmedlemmer var i denne periode foruden de tidligere nævnte: Johs. Steenstrup (1883^—1919), J. A. Fridericia (1888—1912), Kr. Erslev (1895—1919), Marcus Hu bin (1897—1907), Mouritz Mackeprang (1897—1929), Aage Friis (1907—19) og Erik Arup (1913—24). Som formænd fungerede Schiern (1870—82), Edv. Holm (1882—97) og Johs. Steenstrup (1897—1919).

Erslev skrev sin sidste afhandling i »Historisk Tidsskrift« 1928, Steenstrup sin sidste 1934. Og tidsskriftets ledelse har siden Erslevs afgang ligget hos historikere, som bar præget af hans skole, og som, mere eller mindre, stod i elevforhold til ham, Steenstrup, Holm og Fridericia. Flere af disse yngre historikeresatte ogsaa spor i det før 1917. Alligevel er det naturligt at lade den ved 1879 begyndte periode slutte ved 1917, og at opfatte hele dette næsten 40-aarige tidsrum som et sammenhængendeafsnit i tidsskriftets historie. Der fandt ingen afgørendeændring sted, hverken i emnevalg eller behandlingsmaade, da Fridericia 1897 overtog redaktionen efter Bricka, saa lidt som, da han selv 1912 afløstes af sin ven og universitetskollega Erslev. Det er ogsaa inden for dette tidsrum i dets helhed, hovedparten af de arbejder blev til — baade i og uden for tidsskriftet — som Erslev karakteriserer som »vort slægtleds indsats i dansk historie«.Kort efter Erik Arups overtagelse af tidsskriftets redaktion1917 — to aar efter at han havde afløst Erslev som professor—

Side 108

fessor—veg slægten fra 1870'erne definitivt pladsen for den yngre generation. Arups redaktørtid er ogsaa præget af bestræbelserefter at gennemføre en delvis ny kurs, udfolde nye programfaner.

Naar vi ovenfor satte et skel ved 1878, det aar, da en mand af de da unges eller yngres rækker besteg redaktørstolen, var det mest afgørende nye, vi kunde pege paa som væsensmærke for den følgende tid, den gradvise udfoldelse af Erslevs kildekritiske

Erslev havde tidligere ydet et vægtigt kildekritisk bidrag til tidsskriftet, men først i 1880'erne og 1890'erne fremkom her de afhandlinger fra hans haand, som brød vejen for et studium af dansk middelalderhistorie etter strengere kildekritiske principer— samtidig med at han som professor ved universitetet (fra 1883) efter tyske forbilleder (Droysen, Nitzsch) indførte kildekritiske laboratorieøvelser og derved efterhaanden opdrog et nyt slægtled af danske historikere. For de nye kildekritiske grundsætninger har han tidligst redegjort i sine »Studier til Dronning Margrethes Historie«¹. Han betoner her, at den store dronnings historie bør skrives efter »de oprindelige Kilder«. »Erkjendelsen heraf har sejret i Theorien; i Praxis vil dog den, der forsøger at skildre Margrethe efter en methodisk KildekritiksRegler, snart opdage, at der endnu er meget at gjøre, før Kildernes indbyrdes Forhold og Værd er ret opklaret... Nutidensstærke Fremhævelse af de samtidige Kilders overvejende Betydning, Mistilliden til alle senere Beretninger hænger sammenmed den strængere kritiske Retning, der overalt fremtræderi Kildegranskningen«². Tyske forskere som D. Schåfer og v. d. Ropp havde prøvet kilder til Margretes historie »efter den nyere Kritiks strænge Methode«, men ikke underkastet det samledemateriale en saadan prøvelse og var ogsaa paa punkter naaet til resultater, som Erslev ikke kunde anerkende. Han gav derfor en samlet oversigt over de nordiske kilder til dronningenshistorie, paaviste, hvilke af dem der stammede fra hendes

1 5. r. IV, 1883_—84, 333^—425.

2 Sst. 334.

Side 109

egen tid, og i hvilket forhold de stod til hinanden, og redegjorde for, hvorledes det 16. aarhundredes danske historikere med Huitfeldt i spidsen kombinerede Margretetidens og det 15. aarh.s danske, svenske, holstenske og lybske forfattere, udfyldte lakunerved egne gisninger og saaledes skabte billedet af en rigdom i viden, i sammenligning med hvilken tidens danske annaler gjorde et skindmagert indtryk. En ældre tid opfattede Huitfeldtog Peder Olsen som kilder af høj rang og tillagde deres udsagn samme værdi, som om de havde staaet i de gamle samtidigeoptegnelser. »Saa vidt gaar man vel næppe i vore Dage; imidlertid vil man dog finde Huitfeldt og hans nævnte Forgængereanførte som Autoriteter selv i de seneste og mest kritiske Behandlinger af Margrethes Historie, og jeg kan derfor ikke undlade at opkaste det Spørgsmaal: ere disse Skribenter virkeligeKilder? «¹. Erslev besvarede spørgsmaalet derhen, at de kun var det, hvis de gengav ældre kilder, der nu ikke kendes mere, og viste, at dette ikke var tilfældet for Margretes tid.

Den nærliggende sondring mellem primære og sekundære kilder havde vel ikke været fremmed for tidligere danske historikere, men de havde ikke gennemført den med fuld videnskabelig konsekvens. Erslev viste, hvor übetinget nødvendigt det var at gøre dette, og fremhævede, at de førstnævnte kilders vidneværdi i hvert enkelt tilfælde maatte underkastes en nøje prøvelse. At de her fremsatte krav virkede som en novitet, fremgaar af, at der inden for bestyrelsen skal have hersket nogen betænkelighed ved at optage hans afhandling².

Vi har her kernen i den Erslevske metode, saaledes som den var klaret hos ham ved selvstudium og ved studiet af nyere udenlandske, især tyske forskeres værker, og som han gennemførteden i sin forskning og laboratorieundervisning og systematiskfremstillede den i sine »Grundsætninger for historisk Kildekritik«(1892) og sin »Historisk Teknik« (1911), der blev katekismerfor alle videnskabeligt arbejdende danske historikere og historielærere. I en senere afhandling »C. Paludan-Mullers Theori

1 5. r. IV, 370.

2 9. r. VI, 1928, 250, note 2.

Side 110

om Sagnkritikens Methode«¹ kom han, i polemik med sin lærer og nærmeste forgænger i dansk kritisk historieforskning, ind paa sporgsmaalet om de berettende kilders vidneværdi. Modsat Paludan-Miiller fandt han »kun en aldeles flydende Grænse mellemSagn og historisk Beretning«. nHvor enig jeg end i Praxis kan være med Forfatteren om, at det i det hele er lidet frugtbringendeal ville udfinde den virkelige Kerne af Sagn, naar de ikke kan sammenstilles med paalideligere Kilder, kan jeg dog ikke fordømme den Art Forsøg eller sige, at de beror paa en Miskendelse af Historie; jeg frygter bl. a., at meget af det, som den afdøde kaldte Historie, derved vilde gaa i Løbet. Naar han mener, at det historiske i Sagnet kun kan udskilles ved en Prøvelsepaa Monumenter, har han allei i det væsentlige Ret; men vi maa straks tilføje, at netop det samme gælder om historiskeBeretninger, og fastholde det, som Historikere rigtignok nødigt vil vedgaa, at hvor en Begivenhed kun kendes gennem eet eneste Vidne, kan man sjældent — jeg burde vist sige: aldrig — naa til Vished«². Efter at have vist, at Paludan-Miiller er i uoverensstemmelse med sin grundteori, naar han i historien vil have optaget »virkelig gamle Sagn«, naar de »intet utroligt eller paafaldende indeholder«, selvom de ikke kan prøves paa »Monumenter« (som t. ex. sagnet om Saxo som præst i Roskilde eller Chr. Barnekow-sagnet), tilraader Erslev historikerne at følge naturforskernes cxempel ved kun at respektere de oplysninger,»der meddeles af lagttagere, hvis Opfattelsesevne og Paalidelighed han har Grund til at tro paa«. Og han opstiller endelig klart og skarpt skellet mellem »de fortællende Kilder:«, »Beretningerne«, hvis vidneværdi er i saa høj grad betinget, at han anser det for urigtigt med Paludan-Miiller at stille dem i en anden grundkategori end sagnet, og »Levningerne«, »de endnu existerende Rester af Fortidens Liv« (herunder aktstykker)³.

Erslev kan i disse afhandlinger komme til at sige ting, som

1 C. r. 111, 1891—92, 1(57 236; Hist. Afhandlinger 1,269-87.

2 Hist. Afhandlinger I, 277 f.

3 Sst. 278 ff. Jfr. »Historisk Teknik« og -Historieskrivning (1911), hvor lirslev paa punkter modificerer sine ældre synsmaader.

Side 111

der maa sættes spørgsmaalstegn ved. Men hverken før eller senere er der paa dansk skrevet med et saadant skarpsind og med en saa festlig klarhed og friskhed om historieforskningens metodiske grundspørgsmaal. Disse tanker maatte sejre blandt de forskere, som ejede ungdommens evne til at gribe det nye. De maatte det saa meget mere, som Erslev i en række arbejder, blandt hvilke hans kildekritiske afhandlinger i tidsskriftet indtog en fremskudt plads, i praxis viste deres bæreevne og sandhed.

Lad os blandt disse afhandlinger, hvoraf de fleste er genoptryktei foreningens tobindsudgave af Erslevs »Historiske Afhandlinger«(1937) blot minde om: »Kampen mellem Margrethe og Albrekt«¹ — med skildringen af den »under et stedse voxende Uvejr« foretagne undersøgelse af terrænet for slaget paa Falen — »Erik Plovpennings Strid med Abel. Studier over ægte og uægte Kilder til Danmarks Historie«², »Det stockholmske Blodbads Forhistorie og C. Paludan-Miillers Opfattelse deraf«³, »Sven Estridsøn og Biskop Vilhelm. Sagnstudier«⁴, »Den saakaldte Constitutio Valdemariana af 1326«⁵, »Fra Holstenervældens Tid i Danmark (1325^—1340)«⁶, »Henrik al Æmeltorp i de ægte og de uægte Kilder«⁷, »Forslaget til en ny Unionsakt fra Erik af Pommerns sidste Aar og dets Ophavsmand«⁸. Her, som i de større værker (Dronning Margrethe, Erik af Pommern) og de andetsteds trykte afhandlinger gennemførtes konsekvent en kritiskmetode i behandlingen af kilderne til dansk middelalderhistorie,især for den senere middelalders vedkommende. Problemerfra den nyere tids historie kom Erslev kun ind paa i sine arbejder til Slesvigs statsretslige historie og den kritiske undersøgelseom »Niels Kjeldsen den 28. Februar 1864«⁹. Hans bidrag

1 5. r. 111, 1882.

2 6. r. 11, 1890.

3 6. r. 111, 1891.

4 Sst. 1892.

5 6. r. VI, 1895.

6 6. r. VI, 1896.

7 7. r. I, 1899.

8 7. r. 111, 1901.

9 7. r. IV, 1902.

Side 112

i tidsskriftet til den dansko middelalders forfatnings-, forvaltnings
- og samfundshistorie skal senere omtales.

Erslevs kildekritiske afhandlinger yder alle bidrag til dansk historie af varigt værd. I visse henseender er de prægede af den tid, hvori de fremkom. Ikke meget i stilistisk henseende; hans sprog virkede den gang fornyende ved sin enkle, klare saglighed, ofte med strejf af lune, og det virker i det hele saaledes den dag i dag. Mere ved en vis rationalisme i grundindstillingen, der dog ogsaa hang nøje sammen med hans medfødte nøgterne naturel. Denne aandsbeskaffenhed var en stor styrke, hvor det drejede sig om at udvinde sikre eller sandsynlige enkeltfakta af middelalderlige kilder eller akter af statsretslig natur. Og Ei'slev holdt sig med klog begrænsning til de opgaver, som han havde forudsætninger for at mestre. Til aandshistorien har han næppe givet noget mere selvstændigt bidrag, og der er ingen vidnesbyrd om, at han fuldt vilde have magtet en mere indtrængende psykologisk belysning af politiske personligheder og processer i nyere tid. De store syner var heller ikke hans sag. Men netop i kraft af sin medfødte eller villede begrænsning — der har lighedspunkter med Hans Grams — evnede han paa de felter, som han valgte sig, at stille og løse problemer med forbilledlig

Fra 1890'erne begyndte Erslevs elever i tidsskriftet at vise, hvad de havde lært af hans undervisning. Først M. Mackeprang,hvis kritiske vurdering af »Krøniken om Jens Grands Fangenskab«¹ er helt af Erslevs skole, med hvis metode forfatterenhar sin morskab af at drive lidt forelsket koketteri. Derpaa, den noget ældre, stærkt af A. D. Jørgensen paavirkede, Hans Olrik, som stræbte at anvende metoden paa emner af den ældre middelalder i »Studier over Ælnods Skrift om Knud den hellige«². Hans skarpe kritik af Knytlingasagas skildring af denne konges historie kaldte filologen Finnur Jonsson frem til forsvar for sagaen og fremkaldte en polemik i tidsskriftet³,

1 6. r. 111, 1891—92. 643-1.").

2 6. r. IV, 1892—94, 205—91.

3 7. r. 111, 1900—1902, .Vi—80, 201 -08.

Side 113

i hvilken Olrik i det hele med held hævdede sine positioner. Gustav Bang underkastede »Ejler Brokkenhuus' historiske Kalenderantegnelser« en prøve¹. Erik Arup skrev de sobre smaaafhandlinger om »Det saakaldte klageskrift mod biskopperne1536« — fremgaaet af en kildeøvelse hos Fridericia, men efter Erslevs maade —og »En tabt kilde hos Huitfeldt«⁵⁵. Knud Fabricius behandlede »Bondeoprøret 1441«³ og »Den jydske Krig i Efteraaret 1157«⁴ i afhandlinger, som vidner om den unge forskers betydelige modenhed. Jørgen Olrik gik i sin ældre broders fodspor tilbage til den ældre middelalder og gjorde, til dels i fortsættelse af Paludan-Miillers Saxo-studier, Saxo's historieværk til genstand for en, undertiden meget radikal, kritisk behandling (»Harald Hens Love«⁵. »Et par forklædte stednavne hos Sakse«⁶, »Studier over tilblivelsen af Sakses værk«⁷). Vilhelm la Cour søgte at forbinde arkæologi og kildekritiki afhandlingen »Hvem byggede »forbindelsesvolden« mellemHaddeby nor og Danevirke sø?«⁸.

Samtidig med at en gruppe blandt Erslevs danske elever tog emner inden for den af mesteren selv næsten urørte ældre middelalderi Danmark op til kritisk drøftelse, satte ogsaa en skaansk forsker ind her. De fleste af Lauritz Weibull's kritiske bidrag til dansk middelalderhistorie fremkom i det af ham (1903) grundlagte og redigerede »Historisk tidskrift for Skåneland« og i bogen »Kritiska undersokningar i nordisk historia omkring år 1000« (1911). Et enkelt saa dog i denne periode lyset i »HistoriskTidsskrift«, den ved sin stringente haandskriftundersøgelse forbilledlige afhandling om »Annalerne og Kalendariet fra Colbaz«⁹. Hans gerning fortsattes af Broderen Curt Weibull

1 6. r. V, 1894—95, 681—95.

2 7. r. 11, 1899—1900, 587—97; 8. r. I, 1907—08, 383—94.

3 Sst. 455—519.

4 7. r. 111, 1900—02, 369—87.

5 7. r. 11, 1899—1900, 177—212.

6 8. r. I, 1907—08, 371—76.

7 8 r. 11, 1909—10, 211—63.

8 Sst. 365—91.

9 Sst. 170—87.

Side 114

i den for studiet af Saxo's kilder banebrydende disputats »Saxo
och hans verk« (1915) og i senere arbejder.

Lauritz Weibull har forskellige steder, fyldigst i skriftet »Historisk-kritisk metod och nordisk medeltidsforskning« (1913), opstillet principer for kritisk historieforskning. Han hævder, at »ånnu ligga stora omraden av nordisk historia utanfor den historiska vetenskapens råmarken«, og søger ved en række enkeltundersøgelser at paavise dette m. h. t. Nordens ældste skrevne historie. Her foretages, hævder han, kildevurderingen ofte mere ud fra subjektivt farvet skøn end ud fra objektive kriterier; uden sans for den udvikling, som et historisk stof er underkastet, foretrækker historikerne almindeligt de yngre og yngsLe kilders udsagn ug giver sig aliehaanue uiunuerede kombinationer og vidtsvævende hypoteser i vold. Imod dette kræver Weibull übønhørligt den senere traditionsudviklings udsondring fra det anvendte kildemateriale og vil kun acceptere en historisk meddelelse i det omfang, den »kan bevisas vara vittnesgill «¹.

Disse principer kan næppe siges at være væsensforskellige fra dem, som Erslev allerede i 1880'erne opstillede og søgte at gennemføre i sin forskning og undervisning. Ny er imidlertid den skarpe betoning af, i hvor ringe grad de var trængt igennem i studiet af ældre nordisk middelalderhistorie, ligesom Weibull gaar videre end Erslev i skepsis over for den videnskabelige værdi af hypoteser. Han repræsenterer den Erslevske kritik, sat paa spidsen. At der kan rejses det spørgsmaal, om man nogen sinde faar historikerne til at opgive gisninger, hvor andre veje fattes, og forsøgene paa, som Steenstrup siger, »at finde Bund i usikre Traditioner og i Optegnelser fra en sen Tid« — de sidste er der jo en gang og slipper nødigt deres tag i tanken, og Renan har udtalt det visdomsord, at alt hvad vi mest ønsker at vide i historien, ligger uden for sikkerhedens omraade — berøver ikke de Weibullske krav deres kraft. Alle kan i hvert fald enes om,

1 Anf. værk, især s. 1 f., 8, 10, 33 f., 37—40, 47, 94. Jvf. samme forf.s *Historisk-kritisk metod och nutida svensk historieforskning« (1918), især s. 69 f.

Side 115

at der i videnskabelige historiske undersøgelser bør sættes et skarpt skel mellem, hvad der kan vides med sikkerhed, og hvad der gisnes med forskellige grader af sandsynlighed. Men kan man overalt i studiet af historien alene anvende de exakte videnskabersmetode? Kan man være fuldt exakt, hvor det drejer sig om at naa til bunds i historiske enkeltpersoner, deres motiver og deres forhold til omverdenen? Kan man — for at tale Erslevsk— strengt opretholde sondringen mellem »historieforskning«og »historieskrivning«? Og lurer der ikke i den Weibullske indstilling en fare for at overse en ikke uvæsentlig forskel mellemhistorien og de exakte videnskaber: den nemlig, at mens det historiske bevis i en række tilfælde kommer meget nær i styrke til de beviskrav, som de sidste opstiller¹, er forholdet oftest langt mere prekært med det historiske modbevis uden for de tilfælde, hvor det kan støtte sig til en naturvidenskabelig umulighed? Kommer man i historien nogen sinde uden om en vis margen — mellem det beviselige og det absolut usandsynlige — hvor enhver maa have lov at dømme efter sit individuelle skøn?

L. Weibull rejste især sin »ideale fordring« mod forskere, som Steenstrup og Finnur Jonsson, der tilhørte et ældre slægtled end Erslevskolen. C. Weibull har i Saxo-bogen og andetsteds angrebet ogsaa slutninger af brødrene Olrik. En af Erslevs elever Knud Fabricius tog paa flere punkter afstand fra bogens resultater og søgte i den fantasibaarne afhandling »Saxos Valdemarskrønike og hans Danesaga«² ved fremsættelse af arbejdshypotesenom en »Ursaxo« at gennemføre et andet syn paa forholdet mellem Saxo og Knytlingasaga end det af Weibull formodede. Forsøget afvistes af denne³; en definitiv løsning af det vigtige kildeproblem er næppe endnu givet. Samtidig rettedeErslev selv en yderst skarp kritik mod L. Weibulls 1916 udkomne »Liber census Daniæ. Kung Valdemars jordebok«⁴.

1 Deter i øvrigt hverken i Erslevs eller Weibulls afhandlinger alle bevisargumenter, som opfylder den nævnte fordring.

2 8. r. VI, 1915—17, 285—386.

3 Historisk tidskrift for Skåneland VII, 1917—21, 181—241.

4 8. r. VI, 1915—17, 215—34 (med L. Weibull's modbemærkninger).

Side 116

Jordebogsstriden i 1870'erne havde dannet en slags indledning til den periode i dansk historieforskning, som vi har kaldt den Erslevske. I flere arbejder fra denne tid, af L. Holberg, P. Lauridseno. a., men først og fremmest i Erslevs »Valdemarernes Storhedstid« (1898) havde sporgsmaal vedrorende jordebogens tolkning været taget op til behandling. Erslevs tolkning af betydningsfuldeproblemer, især forholdet mellem »Hovedstykketa og )>Hallandslisten«, stod længe urokkede. Nu fremsatte, aaret efter Erslevs afgang som professor, og aaret før hans nedlæggelseaf tidsskriftets redaktion, den forsker, som med større ret end nogen anden kan betegnes som hans nordiske arvtager paa den metodiske kildekritiks felt, en helt forskellig opfattelse af dette forhold. Maaske følte Erslev det skete som noget af en detronisering. Afvisningens skarphed staar i al fald ikke i forholdtil vægten af de fremsatte modargumenter.

Nogen større principiel metodisk uenighed mellem Erslev og Weibull kan næppe paavises. Erslev har da ogsaa godkendt en række af den sidstnævntes kritiske resultater. En principiel modsætning var derimod, som vi har set, til stede mellem Erslev og Steenstrup, og naar de Weibullske angreb paa det hidtidige studium af dansk historie i tiden før Valdemarerne især gjaldt Steenstrup som hovedskikkelsen inden for den ældre skole, saa ligger de i fortsættelse af Erslevs indstilling over for fagfællen, en indstilling, som trods den uforbeholdne anerkendelse, de to betydelige forskere ofte ydede hinandens arbejder, altid markerede de principielle forskelle.

Steenstrups fra Erslev (og Weibull) afvigende syn paa vidneværdien af »samtidige« og senere berettende kilder kommer i tidsskriftet stærkest til orde i den mod Erslev rettede afhandlingom »Biskop Vilhelm og Kong Svend«¹, der fremsatte en række argumenter for, »at de gamle rørende Fortællinger om Biskop Vilhelm og hans kongelige Ven bør staa til troende som historisk Sandhed«, uanset, at kun én kilde (Saxo) har dem, og uanset at denne kilde ligger over 100 aar efter de skildrede begivenheder, og at Erslev har sandsynliggjort paavirkning fra

1 8. r. I, 1907—08, 1—64.

Side 117

fremmed traditionsstof, og i hans polemik med Sofus Larsen om aaret for Svend I.s død¹. Som bekendt hindrede Steenstrups stade i forhold til den moderne kildekritik ham ikke i at anvende sin klare forstand og sit skarpsind ogsaa paa den kritiske forskningsomraade. Et smukt exempel er afhandlingen »Hvor længe har Danske boet i Danmark? Nogle Bemærkninger om arkæologiskog historisk Materiales Bevisevne«², hvori han benægter,at de fremdragne arkæologiske vidnesbyrd kunde bevise, at der har boet danske i Danmark siden stenalderen, et standpunkt,hvori nutidens arkæologiske forskning giver ham ret.

En mærkelig dobbeltstilling indtog A. D. Jørgensen. Han var som Steenstrup i hele sit historiesyn stærkt nationalt præget, men dette afholdt ham ikke fra at imødegaa Steenstrups forsvar for visse historiske folkevisers, især Niels Ebbesen-visens, historiske troværdighed³, ligesom han i sin Griffenfeld-biografi søgte at rokke ved hovedpersonens hævdvundne storhed. Men skønt Erslev nævner ham sammen med Reinhardt som forløber for sin egen kildekritik⁴, viste han bl. a. i sin polemik med Steenstrup om stedet for den afgørende kamp mellem Svend og Valdemar 1157⁵ — en polemik, som desværre fik en personlig brod — og ved sin strid med Erslev om »Forliget af 11. Febr. 1340«⁶, at han med sin store fantasirigdom, sin intuition og kombinationsevne dog ikke var metodisk kritiker i moderne forstand. I øvrigt var den store historieskriver en ret sjælden gæst i »Historisk Tidsskrift«, bl. a. fordi han i sine sidste aar i »Sønderjydske Aarbøger« havde sit eget organ.

Mod L. Weibull vendte sig til forsvar for den norrene sagaog
skjaldeliteraturs historiske trovserdighed Finnur Jonsson
i et par smaaafhandlinger7.

1 6. r. IV, 1892—94, 722—29; 7. r. 11, 1899—1900, 229—39, 407—16.

2 6. r. VI, 1895—97, 114—38.

3 6. r. 111, 1891—92, 58—107.

4 Hist. afhandlinger 11, 212.

5 6. r. 11, 1889—90, 623—33; 111, 1891—92, 108—26, 226—31.

6 6. r. VI, 1895—97, 671—80, jfr. sst. 389—534; 7. r. I, 1897—99, 110—18.

7 8. r. 111, 1910—12, 189—94; IV, 1912—13, 151—65.

Side 118

En kildekritisk behandling af emner inden for nyere historie gav Erslev i afhandlingen om »Niels Kjeldsen«¹ og Bricka i den om »Søren Kanne«². Vægtigere var emnerne for N. P. Jensens kritiske undersøgelse over »Christian V. i Slaget ved Lund«³ og A. Stilles modindlæg⁴ samt og især J. A. Fridericias afhandling om »Frederik 111. og Enevældens Indførelse«⁵. Den sidste var ved sin kritiske gennemgang af kilderne paa flere punkter et vigtigt fremskridt i forhold til Hammerichs undersøgelser fra aarhundredets midte over denne indgribende begivenhed i vort folks udvikling.

Deter de i strengere forstand kritiske afhandlinger, som isser giver tidsskriftct dets sserprseg i denne periode. Det har derfor vseret naturligt at nsevne dem ferst. De fleste at dem algiver vaesentlige bidrag til tidshistorien, navnlig den middelalderlige. Andre bidrag paa dette felt i form af afhandlinger og storre anmeldelserydedesbl. a. af Paludan-Miiller (»Kong Christian den Ferstes Rejse i Tyskland og Italien i Aarene 1474 og 1475«⁶ — et meget smukt alderdomsarbejde fra den store forskers haand), W. Mollerup (»Kong Erik af Pommerns Udenlandsrejse1423—1425 «⁷), .Hans Olrik (»Bidrag til Belysning af Valdemarssennernes Tidsalder«⁸) og J. Lindbaek (»Dorothea, Kristiern den ferstes dronning, og familien Gonzaga«⁹). Det 16. aarhundredes historie behandledes af Mollerup (»Bidrag til den nordiske Syvaarskrigs Historie«¹⁰), det 17. af Fridericia ("HannibalSehestedi Unaade«; »Frederik 111. af Gottorp og Lauenborgrecessen1625«;»Har Christian V. paatsenkt Indskraenkninger i Enevselden 1670'?«; »Er Kongeloven fra 1665 eller fra 1668?«;

1 Ovenf. s. 112.

2 6. r. I, 1887—88, 53(5—48.

3 7. r. 11, 1899—1900, 1—45.

4 Sst. 559—76.

5 5. r. VI, 1880—87, 715—816.

6 5. r. 11, 1879—81, 245—347.

7 5. r. 111, 1881—82, 713—44.

8 6. r. VI, 1895—97, 661—70.

9 7. r. 111, 1900—1902, 455—512.

10 5. r. 11, 1879—81, 568—634.

Side 119

de store kritiske anmeldelser af Vaupells bog om Griffenfeld og C. Bruuns »Gunde Rosenkrantza¹ og flere anmeldelser af bidrag til dansk ydrepolitisk historie), C. Nyrop (»Nogle Oplysninger om Grev Valdemar Christians Ruslandsfærd 1643^—1645«²), M. K. Zahrtmann og G. L. Grove (Bornholms opstand 1658³). Inden for det 18. aarhundredes tidshistorie træder Edv. Holm (»Dronning Juliane Marie, som hun viser sig i sine Breve til Frederik 11. af Preussen«; »Bidrag til Karakteristik af den guldbergske Kabinetsstyrelse«; »Johan Biilows Forhold til Kronprins Frederik efter 1784. Biilows Fald«⁴), optaget af sit mægtige værk om aarhundredets dansk-norske historie i dens helhed, i denne periode noget tilbage for L. Koch, der har skænket tidsskriftet en række smukke afhandlinger og anmeldelser(»Enfinansiel krisis i årene 1763^—64«; »Bidrag til censurens historie under Frederik V«; »Kong Frederik Vl.s barndom og ungdom«; »Struensees parti«; »Kabinettet i Struenseestid«;»Små bidrag til Danmarks historie 1772^—84«, anmeldelserneafL. Bobés »Efterladte Papirer fra den ReventlowskeFamiliekreds«I og Aage Friis' »Bernstorfferne og Danmark«I5). I⁵). En livfuld studie over »Rantzau-Ascheberg« gav Erik Arup⁶. Som fortsætter af Holm, men med streng Erslevsk skoling ydede Aage Friis flere betydningsfulde bidrag til FrederikVl.spolitiske historie (»Udenrigsministerskiftet 1810«; »Niels Rosenkrantz og Forordningen af 5. Januar 1813«; »HolstensIndlemmelsei

1 6. r. I, 1887—88, 671—724; 7. r. I, 1897—99, 231—33; sst. 571—73; 7. r. 11, 1899—1900, 216—22; 5. r. IV, 1883—84, 439—79; 5. r. V, 1884—85, 623—39.

2 6. r. 111, 1891—92, 237—338.

3 6. r. V, 1894—95, 223—73; 7. r. I, 1897—99, 129—64, 461—82 613—31.

4 7. r. 11, 1899—1900, 46—75; V, 1904—05, 224—93; 8. r. I, 1907—08, 337—59.

5 6. r. I, 1887—88, 497—535; 11, 1889—90, 67—94; 111, 1891—92, 1—57; V, 1894—95, 63—120; 7. r. 111, 1900—1902, 574—622; 8. r. IV, 1912—13, 211—21; 6. r. V, 1894—95, 705—19; 7. r. V, 1904—05, 111—22.

6 Tillægshefte: Til Edvard Holm paa hans 80-aarige Fødselsdag den 26. Jan. 1913 [i det følgende citeret: Festskrift Holm], 12_—19.

Side 120

stensIndlemmelseiDanmark i Aaret 1806«¹), mens J. C. Johansenskrevom »Dr. Dampe og Attentatet paa Enevælden 1820«², P. Munch om »Monrads Udkast til Grundloven«³ og L. Koch underkastede A. D. Jørgensens afhandlinger om ChristianVIII.og Nordslesvig i »Sønderjydske Aarbøger« en tankevækkendekritiskvurderin g⁴. Den af Erslev fremkaldte dragningmodmiddelalderhistorien standsede altsaa ikke den under Krieger-Holms regime grundlagte interesse for bearbejdelsen af den nyeste tids historie.

Heller ikke den nyere tids ydrepolitiske historie forsømtes. K. Fabricius skrev om »Griffenfeld og Fuenmayor«⁵, A. P. Tuxen om »Overfaldet paa Hamborg 1686«⁶, V. L. Nannestad om »Hertugen af Gottorps Indflydelse paa Fredsiorhaiiuliiigerne i Nimwegen«⁷, J. Forchhammer om »Det danske Hjælpekorps i østerrigsk Tjeneste fra 1704^—09 og Rejsningen i Ungarn«⁸, Edv. Holm om »Danske og norske indfødte Soldater som Hjælpetropper i fremmed Krigstjeneste under Christian V. og Frederik IV.«, »Den store Votering om den politiske Stilling udadtili Efteraaret 1718« og om »Frederik 11. af Preussen og Dronning Juliane Marie«⁹, Kay Larsen om »En dansk Gesandtskabsrejsei Indien (1735)«¹⁰, E. Gigas om D. G. Moldenhawerssendelse til Spanien 1786^—87¹¹, C. Th. Sørensen og Erik Møller, den sidste paa grundlag af en kritisk vurdering af bl. a. engelsk arkivmateriale, om den ydrepolitiske krise 1807¹², Aage Friis, ud fra omfattende og indtrængende arkivstudier,om

1 7. r. I, 1897—99, 229 f.; sst. 346 f.; VI, 1905—06, 1—107.

2 6. r. V, 1894—95, 555—680.

3 Festskrift Holm 1913, 171—87.

4 6. r. VI, 1895—97, 279—92.

5 8. r. 11, 1909—10, 1—59, 111—69

6 6. r. IV, 1892—94, 519—62.

7 5. r. IV, 1883—84, 189—286.

8 5. r. 11, 1879—81, 102—240.

9 5. r. V, 1884—95, 25G—78; G. r. V, 1894—95, 295—312; sst. 483 518

10 8. r. 111, 1910—12, 57—69.

11 8. r. I, 1907—08, 185—253; 11, 1909—10, 264—72.

12 6. r. I, 1887—88, 1—57; 8. r. 111, 1910—12, 309- 422.

Side 121

studier,om»Frederik den Sjette og det andet svenske Tronfølgervalg1810 «¹, H. Hjelholt om »Frederik Christians Stillingtil det andet svenske Tronfølgervalg«², Fr. Bajer om grev Ludv. Moltkes indberetninger fra Paris 1854³ og M. Rubin om »Sundtoldens Afløsning«⁴.

Afsnit af krigshistorien i 17. aarh. behandledes af K. C. Rockstroh (»Bemærkninger vedrørende enkelte Afsnit af Krigen i Jylland 1657«; »Indledningen til Krigen 1657 samt Krigsbegivenheder i Elhegnene indtil Udgangen af September nævnte Aar«; »Vendepunktet i den skaanske Krig (August_—- September 1676)«⁵) og H. D. Lind (»Om Styrkeforholdet mellem den danske og den svenske Flaade i Slaget paa Køgebugt 1. Juli 1677«)⁶.

Da L. Koch i 1904 skrev sin indgaaende anmeldelse af 1. bind af Aage Friis' store hovedværk »Bernstorfferne og Danmark«, lød hans slutningsord: »Den, der har fulgt den nyere danske historiske literatur, har stundom kunnet blive grebet af en ængstelse for, at skildringen af tilstande skulde blive enerådig i den, så personerne trådte i skygge. Her er baggrunden ingenlundeoverfladisk behandlet, men personerne står kraftigt og levende på den«⁷. Den af Koch udtalte ængstelse var vistnok overdreven, naar talen er om denne periodes historikere. De fleste af dem har givet udtryk for værdsættelse af de betydelige enkeltpersoners indsats i udviklingen; den, der, uden for de overbeviste marxisters kreds, har udtalt stærkest sympati for den materialistiske historieopfattelse, Erik Arup, har i tidsskriftetudstødt følgende klage: »Hvor længe skal det vare, inden økonomiske historikere forstaar, at ligesom i den politiske historie er det partimodsætningerne og de handlende personers

1 7. r. I, 1897—99, 241—327, 453—513

2 8. r. V, 1914—15, 412—26.

3 7. r. 111, 1900—1902, 99—117.

4 7. r. VI, 1905—06, 172—311.

5 7. r. 111, 1900—02, 118—49; VI, 1905—06, 366—512; 8. r. IV, 1912 —13, 103—50.

6 8. r. 11, 1909—10, 281—303.

7 7. r. V, 1900—05, 122.

Side 122

optræden paa baggrund deraf, der giver ogsaa den økonomiske historiske skildring sin dramatik og kraft«¹. Og personerne træder visselig ikke i skygge i hans arbejder, saa lidt som de gør det i de fleste af tidsskriftets for nævnte bidrag til tidshistorien.Ogsaa af rent biografiske bidrag optog det adskillige. Som særligt værdifulde kan nævnes de af Hans Olrik (Biskop Tymme af Hildesheim; Soren Norby²), Mollerup (Eggert Frille³), This et (Herluf Daa og Vinnike Villumsdatter⁴), Heise (Jens Andersen Beldenak⁵), Gjellerup (feltmarskal Henrik Holck⁶), Rockstroh (Knud Ulfeldt til Svenstrup⁷), L. Koch (J. O. Schack-Rathlou; Malte Møller⁸) og Edv. Holm (Chr. Colbj_ørnsen; P. A. Heiberg)⁹. Gode undersøgelser til adelens og dens enkelte slægters historie gav Thi s et¹⁰ og Heise¹¹.

Den kritiske revision af de nationalliberale synsmaader over for Sønderjyllands og det slesvigholstenske spørgsmaals historie var en af det Erslevske slægtleds hovedindsatser. Her ydede tidsskriftet flere vægtige bidrag. J. N. Madvigs andragende til statsraadet af 13. okt. 1850 med en juni 1883 dateret indledningaf forfatteren søgte at vise, at der 1848^—64 havde været mulighed for en deling af Slesvig og dermed for en heldigere løsning af den dansk-tyske strid end den 1864 paatvungne¹². A. D. Jørgensens afhandling om »Sønderjyllands Indlemmelse i den danske Krone 1721«¹³, P. Lauridsens om »Holsten-

1 9. r. VII (Litteraturhefter 1916—22), 1919—25, 157 f.

2 6. r. 111, 1891—92, 692—710; 7. r. IV, 1902—04, 490—93.

3 5. r. V, 1884—85, 1—63.

4 6. r. I, 1887—88, 79—147.

5 6. r. 111, 1891—92, 433—76.

6 5. r. IV, 1883—84, 620—80.

7 8. r. I, 1907—08, 405—77.

8 6. r. IV, 1892—94, 1—204; 5. r. 11, 1880—81, 85—101.

9 6. r. I, 1887—88, 426—96; 111, 1891—92, 477—516.

10 5. r. V, 1879, 605—38; V, 1884—85, 443—88; 7. r. 11, 1899—1900, 305—92.

11 5. r. VI, 1886—87, 1—158, 485—654 (slægten Rosenkrantz).

12 5. r. IV, 1883-84, 316—74.

13 5. r. V, 1884—85, 117—255.

Side 123

Gottorp og Kronen 1658^x _«og Erslevs om »Gottorpernes Afkald paa Slesvig og dets Kassation« og »Har P. Lauridsen godtgjort,at Kongelovens Arvefølge gjaldt i den kongelige Andel af Slesvig allerede før 1721 ?«² — forstudier til hans betydningsfuldebog om »Augustenborgernes Arvekrav« (1915) — behandledepolitisk-statsretlige sider af Hertugdømmernes historie i ældre tid, P. Lauridsens smukke og grundlæggende afhandling»Om Nordfrisernes Indvandring i Sønderjylland«³, hans og P. Meiborgs studier over sønderjydsk byggeskik⁴ og L. Kochs afhandling om »Forhandlingerne om Slesvigeres adgang til kommunitetet1745 og 1758«⁵ nationale og kulturelle.

Et felt af udviklingen, som, i modstrid med Molbechs program,i den Krieger-Holmske periode var traadt stærkt i baggrunden,var forfatnings-, forvaltnings- og finanshistorien. Det Erslevske tidsafsnit ydede her adskilligt mere. Erslevs egne hovedbidrag paa disse omraader er nedlagt i hans «Konge og Lensmand« og »Valdemarernes Storhedstid« og hans værker om Margretes og Erik af Pommerns historie, men ogsaa »Hist. Tidsskrift«indeholder her vigtige afhandlinger fra hans haand. »EuropæiskFeudalisme og dansk Lensvæsen«⁶ tager i en koncis og klar redegørelse grunden bort under den af retshistorikeren Ludv. Holberg hævdede opfattelse, at Danmarks civile og militæreembedsforfatning i middelalderen beroede paa en lensorganisationefter vesteuropæisk-tysk mønster. I »Rigets bedste Mænd. Danehof og Rigsraadet«⁷ gav han i videreførelse af sin elev Anna Hudes »Danehoffet« (1893), der indgribende ændrede J. E. Larsensopfattelse af ældre dansk forfatningsudvikling, en kritisk udredning af rigsraadets oprindelse fra den kreds af »meliores regni«, som kongen fra 14. aarh. raadspurgte i vigtige spørgsmaal.

1 7. r. V, 1904—05, 1—99.

2 Festskrift Holm 1913, 52—66; 8. r. V, 1914—15, 20—44; jfr. sst. 287—309, 427—31.

3 6. r. IV, 1892—94, 318—67.

4 6. r. VI, 1895—97, 43—113.

5 5. r. VI, 1886—87, 300—22.

6 7. r. 11, 1899—1900, 247—304.

7 7. r. V, 1904—05, 365—87.

Side 124

Saavel A. Hudes bog som mesterens afhandling bar vidne om, hvorledes den Erslevske skole formaaede at uddybe og korrigere en ældre tids opstilling og losning af forfatningshistoriske problemer.Det samme gælder M. Mackeprangs klare og stringente undersøgelse over »De danske fyrstelen i middelalderen«¹ og hans oversigt over »Danske købstadmøder fra Kristian I. til KristianIV «². Ogsaa to retslærde ydede, til dels i indbyrdes polemik, værdifulde bidrag til middelalderlig forfatnings- og retsudvikling:H. Matzen i »Leges Waldemari Regis«, »Kong Valdemars Lov eller Kong Abels og Kong Christoffers Udkast til Lov?«, »Om Forordningen af 9. Oktbr. 1276 og Worthældnævnet i Sagen mod de for Kong Erik Glippings Mord tiltalte Personer« og »Hvornaar er den skaanske Kirkeret sat?«³ og L. Holberg i »Vor ældste Rigslov«⁴, mens J. Nellemann, med udgangspunkti diskussionen om Tyge Brahes ægteskab, belyste spørgsmaaletom »kirkelig Vielse som Betingelse for lovligt Ægteskab i Danmark« i ældre tid⁵. Steenstrup rejste spørgsmaalet »Fra hvilken Tid er vore ældste Love?«, belyste »De danske Kongers Ret til Hvaler og meget store Fisk« og skildrede, især fra retshistorisksynspunkt, »Kvindens Stilling i Danmark i Renæssancensog Reformationens Tidsalder«⁶. Til oplysning af et omtvistetpunkt i enevældetidens statsret bidrog A. D. Jørgensen ved sin af P. Schumachers nyfundne latinske udkast til kongeloveninspirerede undersøgelse »Om den ved Kongeloven fastsatteArvefølge «⁷, der bl. a. vender sig mod J. E. Larsenske opfattelser.

Ogsaa paa forvaltningens og skattevæsenets omraade tog
man nye emner op og gravede dybere end før. Mackeprang

1 0. r. VI, 1895-97, 139—204.

2 Festskrift Holm 1913, 159—70

3 6. r. VI, 1895—97, 1—12,1_—12, 681—710, 711-15; 7. r. 111, 1900—02, 55G—73.

4 Sst. 319—42.

5 5. r. I, 1879, 363—432; 111, 1881, 701—12.

6 5. r. VI, 1886—87, 479-84; 7. r. VI, 1905-0(5, 115—20; Festskrift Holm 1913, 206—20.

7 Sst. 241—87.

Side 125

gav en god oversigt over »De danske købstæders skattevæsen indtil begyndelsen af det 17. århundrede«¹, der ligesom hans disputats »Dansk Købstadsstyrelse fra Valdemar Sejr til ChristianIV« (1900) paa flere punkter staar i gæld til P. V. Jacobsensgrundlæggende studier fra Molbechtiden. K. M. Widding belyste konsulatsinstruxen af 1749², L. Koch forholdet mellem Struensee og det danske kancelli³. Finanshistorien var genstand for undersøgelser af H. D.Lind (»Underslæb paa Bremerholm under Korfitz Ulfeldts Finansstyrelse«⁴), C. Christiansen (»Den store Revisionskommission og dens Forløbere«⁵) og L. Koch⁶. Et vigtigt bidrag paa dette felt ydedes ogsaa af Erik Arup i den store afhandling om »Den finansielle side af erhvervelsen af hertugdømmerne 1460^—1487«⁷, der søgte at udrede faserne i det finansielle mellemværende mellem Christiern1., grev Gerhard og det slesvig-holstenske ridderskab ud fra det ofte svært tolkelige bevarede aktmateriale, med forbigaaelseaf den hidtil benyttede, mod ridderskabet tendentiøse Chronicon Lubicense. Stærkt fremhævede Arup her de finansiellefaktorers rolle i det politiske hændelsesforløb, et synspunkt, som ogsaa traadte frem i hans anmeldelse af William Christensens»Dansk Statsforvaltning i det 15. Aarhundrede«⁸, og i anmeldelsenaf Henrik Schiicks »Svenska folkets historia« I9I⁹ udvidedestil kravet om at underbygge skildringen af den politiske historie med en grundig udredning af den økonomiske historie overhovedet, ikke mindst landbrugets og bøndernes historie.

Den ældste danske forsvarsordning i dens forbindelse med
skattesystemet behandlede Arup i sin afhandling om »Leding
og ledingsskat i det 13. aarhundrede«10, hvor han, i modsætning

1 7. r. 111, 1900—02, 150—89.

2 8. r. V, 1914—15, 383—411.

3 5. r. IV, 1883—84, 287—301.

4 6. r. V, 1894—95, 367—410.

5 7. r. IV, 1902—04, 1—20.

6 Ovenf. s. 119.

7 7. r. IV, 1902—04, 317—88, 399—489.

8 Sst. 529—58.

9 8. r. VI, 1915—17, 127—45, nær s. 143.

10 8. r. V, 1914—15, 141—237.

Side 126

til sine forgængere, især Velschow og Erslev, skyder den usikkert bevidnede ældre udvikling af ledingsvæsenet til side for et studium af det, saaledes som det fremtræder i de ældste dokumentariskevidnesbyrd, frem for alt »Jydske Lov« og den skaanske »Ledingsret«. Den skarpsindige afhandling uddybede og korrigerede paa flere punkter den ældre opfattelse; paa andre — tidsansættelsen af den personlige ledingsskats og skyldtaxationens indførelse — har den fremkaldt tungtvejende indvendinger¹.

Det danske militærvæsens udvikling i den senere middelalder og i 16. og 17. aarh. oplystes for en række punkters og siders vedkommende af militærhistorikerne O. Bl om², Emil Madsen³, K. C. Rockstroh⁴ og H. D. Lind⁵ og kulturhistorikeren R. Meiborg⁶. —

Naar Arup kunde rejse kravet om en systematisk eftersporing af de økonomiske faktorers virkninger i den politiske historie og paa andre omraader af udviklingen, var en vigtig forudsætning herfor vistnok det store arbejde, som Erslevperiodens forskere havde gjort for at udforske en række sider og afsnit af erhvervsog

M. Rubin rettede ud fra moderne befolkningsstatistiske

1 Nedenf. s. 145.

2 »Blidemestre, Balistarii og Værkmestere i Kjøbenhavn c. 1375^—1550«, 5. r. V, 64—87; »Kjøbenhavns Tøjhus«, 6. r. I, 1887—88, 549^—670; »Om Brugen af Bøsser og Bøssekrudt i Hansestædernes Krige mod Valdemar Atterdag«, 6. r. IV, 1892^—94, 483—578; »Smaa Bidrag til Artilleriets Historie under Christian d. 4de«, 7. r. 111, 1900—02, 332—48.

3 »Om Fodfolkets Udrustning i de danske Hære under Frederik II«, 5. r. V, 1884—85, 489—575; »Om Fodfolket i de danske Hære i det 16de Aarhundrede«, 7. r. I, 1897^—99, 165^—215; »Om Rytteriet i de danske Hære i det 16de Aarhundrede«, sst. 414_—60; »Uc nationale Tropper samt Hærvæsenets Styrelse i det 16. Aarhundrede«, 7. r. V, 1904—05, 123—223.

4 »Christian den Fjerdes hvervede Hær i Aarene 1638^—43«, 8. r. 11, 1909—10, 325—64.

5 »Sammenstod mellem Land- og Soetaten i Christian d. Ferntes Tid% 8. r. IV, 1912—13, 68—94; »Griffenfeld og vore Flaadeudrustninger 1675 —1676 , 8. r. V, 1914_—15, 238—86.

6 »Om Antallet af Skytter i Frederik den Andens Hsere-, 5. r. VI, 1886 —87, 228—40.

Side 127

metoder i sine »Bidrag til Kjøbenhavns Befolkningsstatistik i Hundredaaret 1630^—1730«¹ en skarp kritik mod ældre beregningeraf Hammerich og Joh. Grundtvig og fremlagde nye og sikrere resultater. I »Danmarks Folkemængde i Valdemar Sejrs Tid«² gjorde Er slev kildegrundlaget for Velschows beregninger³ til genstand for en lige saa indgribende kritik og reducerede stærkt hans tal for rigets folkemængde i 13. aarh. og forestillingenom »den Danmarks Storhedstid, der træder frem for vor Tanke, naar Valdemarerne nævnes«. \V. Scharling viste imidlertid(»Kirketallet og Folketallet i Danmark i det 13. Aarh.«⁴), at heller ikke Erslevs opstillinger hvilede paa meget solidt grundlag,og Erslev underkastede dem da ogsaa i »Valdemarernes Storhedstid« (1898) en grundig revision, som iøvrigt ikke er forblevetuanfægtet af nyere kritik. Paa fastere grund byggede Fridericia i »Studier over Kjøbenhavns Befolkningsforhold i det 17. Aarh., særlig omkring Aaret 1660«⁵, naar han ved hjælp af skattelister korrigerede Rubins tal for det 17. aarh.s vedkommende.Spørgsmaalet om en almindelig økonomisk nedgangi senmiddelalderen og dens udtryk i kirketallet drøftedes for Sønderjyllands vedkommende af A. D. Jørgensen⁶ og P. Lauridsen⁷.

Det af Gjellerup paapegede faktum, at saa mange danske adelsslægter uddøde i 16.^—17. aarh.⁸, bragte Gustav Bang, den første marxist blandt danske historikere, ind paa spørgsmaaletom aarsagerne til dette fænomen. Det statistiske grundlagfor den degenerations-hypotese, som han opstillede i sin disputats »Den gamle Adels Forfald« (1896), kritiseredes imidlertidskarpt af Rubin⁹ og Thiset¹⁰, mens Bang, til dels med

1 5. r. 111, 1879, 487—700.

2 5. r. V, 1885, 516—71.

3 Ovenf. s. 80.

4 6. r. 11, 1889—90, 262—318.

5 Sst. 219—61.

6 Sst. 634—39.

7 6. r. V, 1894—95, 183—222.

8 Ovenf. s. 94.

9 7. r. I, 1897—99, 216—28.

10 Sst. 519—62.

Side 128

støtte i de af Thiset udfundne tal for slægtsdødeligheden i forskelligetidsafsnit, fastholdt, at det i alt fald var berettiget at tale om et »forfald«¹. Naaede man i denne drøftelse ikke fuldt sikre resultater, saa berørte den dog spørgsmaal af stor rækkeviddeog viste vej til bearbejdelse af hidtil unyttet kildestof, især kirkebøgerne. Bang fortsatte sine studier over disse i afhandlingenom Sjællands landbefolkning i 17._—18. aarh.², men mødte paa ny væsentlige indsigelser fra den statistiske videnskab i Rubins skikkelse, bl. a. mod sin antagelse af, at fødselsprocenten 1630—1780 laa lavere end o. 1900³. Til diskussionen om adelsforfaldetsluttede sig Erslevs afhandling »Har den danske Adel i det 15. Aarh. haft en stærk Tilgang af nye Slægter?«⁴, hvor forfatteren begrundede sin i »Danmarks Riges Historie« fremsatteanskuelse om, at adelens nedgang i tal tog sin begyndelse allerede i middelalderens sidste del.

1880 lyste C. F. Bricka i sin anmeldelse af C. Christensens »Hørsholms Historie« efter en mand, der vilde skrive den danske bondestands historie. »Til at faa dette Spørgsmaal klaret er der i de senere Aar ydet saa mange og gode Bidrag, at man skulde tro, det nu ikke vilde være uoverkommeligt at give en samlet Fremstilling af Standens Historie. Paa intet Punkt har en foregaaendeTidsdemokratisk-tendentiøse Historieskrivning tydeligerelagtsig for Dagen end i Skildringen af Adelen som Godsadelidens Forhold til Bondestanden, og der er gaaet lang Tid hen, siden man har faaet Øjnene op for det partiske i denne Skildring«⁵. Bricka laa her nærmere ved Molbechs opfattelse end ved sin lærer Aliens. Nogen samlet skildring af den danske bondestands historie kunde det ikke blive »Hist. Tidsskrift«s opgaveatgive, men det optog i de følgende aar en lang række lødige afhandlinger om sider af denne historie. Mest ydede vel her Steenstrup, efter at han 1882 havde afsluttet sit banebrydendehovedværk»Normannerne«

1 Sst. 581—612; 11, 1899—1900, 399—406

2 7. r. 11, 1899—1900, 417—54.

3 7. r. 111, 1900—02, 1—54.

4 7. r. VI, 1905—06, 121—29.

5 5. r. 11, 1880—81, 408—10.

Side 129

brydendehovedværk»Normannerne«og havde tiltraadt Paludan- Miillers historiske professorat. I første linje var det den danske bondes retsstilling, han tog op til behandling. I »Christian den Fjerde og Vornedskabet«¹ redegjorde han for denne konges planer om vornedskabets afløsning, i de store afhandlinger »Vornedskabet hos den danske Bonde« og »Nogle Undersøgelser om Fæstebondens Retsforhold i ældre Tider«² udredede han, i fortsættelse af ældre forskeres (Kofod-Anchers, Kolderupßosenvinges,J.E. Larsens, H. F. J. Estrups og Molbechs) bidragogsine egne »Studier over Kong Valdemars Jordebog« livsfæstets og vornedskabets historiske udvikling, overvejende paa grundlag af et omhyggeligt studium af retskilderne. I mindre grad kom han ind paa bondens kaar, som de artede sig i dagliglivet,ogpaa omfanget af hans arbejdsydelser til skiftende tider. I sit almensyn viste han slægtskab med Brickas opfattelse og kritiserede Aliens skildring af den danske bondestands historie som tendenspræget. Han tog til genmæle imod den »fremherskendeTilbøjelighedtil at fremstille Bondens oprindelige Frihed som meget betydelig og dernæst til ved Betragtningen af BøndernessenereHistorie at tage Parti for Bonden imod hans Husbonde,hvadenten denne var Prælat, Herremand eller Konge. At dette Standpunkt har været medført af en i Nutiden raadende politisk eller social Retning, vil ganske sikkert ikke blive nægtet«. Man har bl. a. overset, »i hvor høj Grad den økonomiske Misere i alt Fald paa flere Tidspunkter tillige har rammet Herremanden og de højerestaaende i Samfundet. Man burde derfor have bemærket,atBondens uheldige Stilling ikke var en Følge af en vilkaarlig tilføjet Uret, men ikkun hidrørte fra Samfundets Uforstandpaa,hvorledes Forholdet rettelig og bedst burde ordnes, en Mangel paa Indsigt, som det imidlertid som oftest delte med hele den civiliserede Verden«³. Der laa i disse synspunkter, som ogsaa kom frem i det folkelige skrift »Den danske Bonde og Friheden« (1888), en nyttig reaktion mod nationalliberale, til

1 5. r. IV, 1883—84, 521—27.

2 5. r. VI, 1886—87, 339—654; 655—714

3 Sst. 657 f.

Side 130

dels af det nye venstreparti overtagne anskuelser; nægtes kan dog ikke, at Steenstrup for ensidigt fremdrog de lysere træk i fortidens bondekaar. Han savnede desuden for meget blik for de rent økonomiske faktorers indvirken: virkningen for bøndernesvedkommendeaf det 16. aarh.s godskoncentration berørtessaaledesikke. Men hans afhandlinger i tidsskriftet stillede dog for første gang studiet af den danske bondestands retsudviklingpaaen virkelig videnskabelig basis.

Grundlseggende paa et andet, men tilknyttet felt var Steenstrups»Nogle
Bidrag til vore Landsbyers og Bebyggelsens Historie
w1. Til dels med forbilleder i arbejder af udenlandske forskeresom
Strodtmann, K. Lamprecht og Seebohm og danskeren
tt1.^,:! t\/t~j,._ /.c:~- ]~u~ ci^j . \ n~u e j r\i ji
j_jiiiii uiduacii jicuiiavncu, ndiu, i. iiuiu. vyiutvjudighed1863),
men med fuld selvstaendighed i udforelsen redegjordehan
for den kundskab, der af et studium af de danske
stednavne kunde udvindes om landets bebyggelse og landsbyernesopstaaen
og vsext, og foretog paa grundlag af »Falsterlisten«i
»Kong Valdemars Jordebog« og matrikelen fra 1844 en
undersogelse af omfanget og vserdien af landsbyernes jordtilliggendeindenfor
de forskellige stednavnegrupper. Han blev
derved grundlaeggeren af den danske stednavneforskning, der
har ydet saa meget til forstaaelse af vort lands historie i
seldre og seldste tider, og til hvilken han selv andet steds gav
en rsekke bidrag. Ordet »genial« misbruges ofte; der er naeppe
nogen afhandling i »Historisk Tidsskrift« i denne periode, om
hvilket det med sterre ret kan bruges. — Kort efter paaviste
Steenstrup i »Nogle Undersegelser over Guders Navne i de nordiskeStednavne
«2, hvilken rig host til kundskab om oldtidens
nordiske gudetro stednavnestudiet kunde yde, mens hans elev
S. Nygard i »Danske personnavne og stednavne«3 undersegte
de personnavne, hvormed forskellige gamle landsbynavneendelserer
sammensatte, og viste, at der ad denne vej i stort omfang
lod sig udfinde en baade relativ og absolut datering af de danske

1 6. r. V, 1894—95, 313—66.

2 6. r. VI, 1895—97, 353—88.

3 7. r. I, 1897—99, 82—109.

Side 131

landsbyers opstaaen. En yderkant af det danske bondesamfund belyste Steenstrup, der ogsaa i sin videnskab ejede den passioneredefodvandrers og naturelskers trang til at prøve utraadte stier, i den i form og indhold saare fængslende lille studie »Nogle Træk af Fiskerbefolkningens Historic«¹, der redegjorde for, hvor sent en egentlig fiskerbefolkning var opstaaet i de nordiske lande.

Med anden metode og til dels ud fra andre synspunkter end Steenstrup skrev J. A. Fridericia sine »Historisk-statistiske Undersøgelser over Danmarks Landboforhold i det 17. Aarhundrede «². »Methoden har været en Forening af den almindelige historiske Forskning med statistiske Opgjørelser, saaledes at det i væsentlige Henseender ikke saa meget blev Exempler, hvorfra der sluttedes til Helheden, som tilnærmelsesvis alle Enkeltheders Samling til en Masse, hvorpaa der byggedes«³. Maalet var at udfinde den danske jords fordeling mellem kronen og de enkelte stænder i de forskellige landskaber og i sammenhæng hermed bondens stilling i forhold til jordejeren; materialet var især de ældste matrikelarbejder. Hammerich havde taget spørgsmaalet op; først Fridericia søgte og fandt en løsning paa kritisk-videnskabeligtgrundlag. Udnyttelsen af materialet er beundringsværdig,afhandlingen en af de fineste, som tidsskriftet har bragt. I redegørelsen for fæstebondens kaar paaviste Fridericia bl. a., at bondens paa livsfæstet grundede ret havde sin begrænsning, og udtalte ønsket om, at Steenstrup i sin undersøgelse over livsfæstetvar kommet ind herpaa »og i det hele paa Spørgsmaalet om Nedlæggelse af Bøndergods, det vilde dog have været en lille Modvægt mod hans saa lyse Skildring af Bondestandens Stillingi det 16de og til Dels ogsaa i det 17de Aarhundrede«⁴. Ud fra et lignende synspunkt polemiserede senere Erslev (»FæstebondensFørlov og dens Størrelse«⁵) mod Steenstrups forsøg

1 7. r. VI, 1905—06, 141—71.

2 6. r. 11, 1889—90, 469—622.

3 Sst. 469.

4 Sst. 563, note 2.

5 8. r. 11, 1909—10, 371—73.

Side 132

paa at reducere den pekuniære byrde af den ved slutningen af
14. aarh. optrædende fæstebonde-»førlov«.

I ætlingsforhold til Fridericias grundlæggende undersogelse stod Chr. Thorsens »Smaa Bidrag til Belysning af Ejendomsforholdenei Landbruget i Slutningen af det IC. Aarhundrede«¹ og Axel Linvalds »Hvem ejede Danmarks Jord omkring Midten af det 18. Aarhundrede?«², til dels ogsaa Henrik Pedersens i metode og gennemforelse fortrinlige »Ødegaarde i 1680'erne«³ og »Nogle Træk til Belysning af Hovedgaardsbedrifteni sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede«⁴. Det sidste arbejde gav for første gang en indtrængende belysning af driftsformernei et afsnit af dansk landbrugshistorie. I en anden afhandlingaf sjælden lødighed »Udsæden og det dyrkede Areal paa Falster i sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede. Nogle historisk-statistiske Bemærkninger«⁵ viste H. Pedersen paa grundlag af matrikelmaterialet fra 1683, at øens dyrkede areal i sidste tredjedel af 17. aarh. var meget større, end Erslev i »Valdemarernes Storhedstid« (paa grundlag af udsædsangivelser fra 1664) var gaaet ud fra, og at hans slutning, at det fra 13. til 17. aarhundrede var formindsket med ca. halvdelen, derfor ikke kunde opretholdes — et overmaade betydningsfuldt resultat. Hovedgaardsdrift i tiden o. 1600 belystes i M. Mackeprangs »Dronning Sofie og Livgedinget«⁶ med dronningens brevbøger i rigsarkivet som hovedkilde, Grevefejdens skæbnesvangre følger for de nørrejydske selvejerbønder i Th. B. Bangs »KlemensfejdensEfterspil «⁷. Det 18. aarh.s danske landboforhold og landbrugsudvikling blev især Edv. Holms og for den økonomiskeog driftshistoriske sides vedkommende nationaløkonomen V. Fa Ib e-Hansens domæne. Holm skrev i tidsskriftet om »FrederikIV.s Landmilits og dens Indflydelse paa Bondestandens

1 8. r. IV, 1912—13, 183—210.

2 Festskrift Holm 1913, 147—58.

3 Sst. 188—205.

4 8. r. VI, 1915—17, 1—82.

5 8. r. I, 1907—08, IUI—77.

6 7. r. 111, 1900—02, 527 55.

7 8. r. VI, 1915—17, 165—9G.

Side 133

Kaar i Danmarka¹, en afhandling, som paa væsentlige punkter korrigerede Aliens fra N. D. Riegels stammende fremstilling af de for fæstebondens retsstilling fordærvelige følger af landmilitsforordningenaf 1702, og hvis synspunkter Holm fastholdt i en polemik med O. F. C. Rasmussen². Aage Friis skildrede »AndreasPeter Bernstorff og den »den nye Indretning i Landbruget« paa Bernstorff«³. Jon Jonsson (ASils) gav en paa grundige arkivstudier bygget alsidig belysning af »Fæstebondens kår på Island i det 18. århundrede«⁴.

Bricka saa utvivlsomt for lyst paa forholdene, naar han 1880 mente, at tiden nu var inde til at skrive den danske bondes historie. Fuldt oplyst for alle siders og alle afsnits vedkommende var emnet vel heller ikke 1917 — der kunde bl. a. vindes en dybere indsigt i den almenøkonomiske baggrund for det danske landbrugs vilkaar til forskellige tider, ligesom metodiske studier over enkelte egnes gaard- og godshistorie kunde udvide og uddybe billedet af landbostandens levekaar i deres egnsbestemte betingethed — men der var dog skabt langt bedre forudsætninger for løsningen af den store opgave. I det arbejde, som var udført, var »Historisk Tidsskrift«s indsats saare vægtig.

Kendeligt ringere var høsten paa andre omraader af den økonomiske og sociale historie. Af bidrag til haandværks- og industrihistorien kan kun nævnes C. Ny r op s skildring af »DanmarksGlasindustri indtil 1750«⁵ —- ved siden af afhandlingen om det danske jern₆ det eneste af Nyrops mange industrihistoriskearbejder, der kom tidsskriftet til gode — og O. Bioms »Danske Stykkestøbere og Stykkestøberier for Metalskyts«⁷ samt Steenstrups lille studie over de ældste danske laug⁸.

1 5. r. IV, 1883—84, 529—619.

2 5. r. V, 1884—85, 572—97, 598—622; VI, 1886—87, 159—79, 180—227.

3 Festskrift Holm 1913, 98—114.

4 6. r. IV, 1892—94, 563—645.

5 5. r. I, 1879, 433—604.

6 Ovenf. s. 94.

7 5. r. IV, 1883—84, 375—528.

8 5. r. VI, 1886—87, 479—84.

Side 134

Noget talrigere var de handelshistoriske undersøgelser, blandt hvilke navnlig Nina Bangs smaa studier »Dansk Studehandel i 2den Halvdel af det 16. Aarhundrede« og »Til Narvahandelens Historie i det 16. Aarhundrede«¹, Jon Jonsson (Afiils)s »Den danske regering og den islandske monopolhandel, nærmest i det 18de århundrede«² og A. Lin val ds »Bidrag til Oplysning om Danmark-Norges Handel og Skibsfart 1800^—1807«³ havde vægt ved emnernes betydning og de nævnte forskeres evne til at fremdrage og bearbejde nyt herhenhørende arkivstof. Den ældste danske Vestindiehandel skildrcdes af Nic. Abrahams⁴, slavehandelens ophør af C. A. Trier⁵, mens K. Fabricius gav en, til dels paa franske arkivalier bygget, oversigt over spørgsmaalet»Colbert og Danmark«⁰. Detaiispørgsmaai vedrørende dansk handel og fiskeri i oldtid og middelalder belyste Jap et us Steenstrup⁷ og P. Lundbye⁸, den ældste enevældes købstadpolitikJ. Lindbæk⁹. Mere sprog- og kultur- end handelshistoriskbetonet er Joh s. Steenstrups interessante studie »Pebersvende«¹⁰.

Lokalhistorisk-topografiske bidrag i snævrere forstand optog »Historisk Tidsskrift« kun sjældent i denne periode; de fandt vej til de mange amtshistoriske tidsskrifter, som efterhaanden saa lyset. I »Det ældste Kjøbenhavn og den nyere Grandskning «¹¹ tog A. Heise stilling til den mellem Oluf Nielsen og A. D. Jørgensen førte strid om karakteren af det førabsaloniske København. Steenstrup vendte sig i den frodige og idérige

1 7. r. I, 1897—99, 328—45; 11, 1899—1900, 541—58.

2 6. r. VI, 1895—97, 535—611.

3 8. r. VI, 1915—17, 387—478.

4 7. r. IV, 1902—04, 283—316.

5 7. r. V, 1904—05, 405—508.

6 I'cstskrift Holm 1913, 67—82.

7 6. r. 11, 1885^—90, 95^—110 (OtUrs beretning om hvalros- og hvalfangst).

8 7. r. IV, 1902—04, 513—28 (Halore marked)

9 Festskrift Holm 1913, 132—46.

10 8. r. 11, 1909—10, 60—70.

11 5. r. 11, 1880—81, 489—501.

Side 135

opsats »Jylland og Jyder. Nogle Betragtninger over ydre og indre Grænser«¹ mod den især hos tyske forfattere fremtrædende tendens til at overdrive Danmarks etniske delthed, navnlig skellet mellem Jyder og Ikkejyder, og behandlede i smaaafhandlinger,frugter af hans samlevethed med det danske landskab,spørgsmaalet om Susaaens sejlbarhed i ældre tid² og »Danmarks Tab til Havet i den historiske Tid«³. Villads Christensenfremlagde sine ungdomsundersøgelser over »De jydske Kirkebøgers Bidrag til Belysning af Krigen i Jylland 1657^—59«⁴, et emne, som T. J. Søgaard senere belyste ved hjælp af tingbøgern e⁵. Om bygningshistoriske og andre historisk-arkæologiske emner skrev Henry Petersen⁶, E. Løffler⁷, P. Lauridsen og R. Meiborg⁸, mens billedhistorien kun har et enkelt lille bidrag af Francis Beckett at opvise₉.

Den betydningsfulde side af middelalderens samfunds- og kulturliv, som repræsenteres af klostervæsenet, var hidtil kun i meget ringe omfang behandlet i tidsskriftet — som i dansk historieforskning overhovedet. Den unge Ivar Hertzsprungs posthumt udgivne magisterkonferensafhandling »De danske klostres styrelse og økonomiske forhold samt klosterbygningerne i tiden 1202^—1319«¹⁰ var derfor, trods sin skitsemæssige form, et vigtigt pionérarbejde. Senere skrev J. Lindbæk, som sammenmedVilh. Lorenzen i større værker skulde bidrage til at udfylde Hertzsprungs førsterids, om striden mellem biskop Niels Skave i Roskilde og Sorø kloster¹¹. Middelalderens kirkeligeaandslivfik

1 8. r. 111, 1910—12, 1—49.

2 7. r. VI, 1905—06, 108—15.

3 8. r. I, 1907—08, 153—66.

4 6. r. V, 1894—95, 519—54.

5 8. r. 111, 1910—12, 91—183.

6 »Dragen paa Gents Beffroi«, 6. r. 11, 1889^—90, 111^—218; »Hvor laa Kongegaarden i Roskilde?«, sst. 329_—58.

7 »Fra hvilken Tid skriver Hovedmassen af vore Brudstenskirker sig?«, 6. r. V, 1894—95, 411—82.

8 Se ovenf. s. 123.

9 Æt Drengeportræt af Hans Knieper«, 6. r. IV, 1892—94, 197—204.

10 7. r. V, 1904—05, 299—364.

11 8. r. I, 1907—08, 254—83.

Side 136

ligeaandslivfiken nidkær dyrker i Ellen Jørgensen, som paa sit felt skænkede tidsskriftet talrige større og mindre afhandlinger,prægedeaf Erslevskolens sobre teknik, men tillige vidnende om stedse dybere indlevelse i, hvorledes man tænkte, følte og forskede bag danske kloster- og kirkemure, og hvorledesmiddelalderensDanmark aandeligt hang sammen med europæisk kirke- og lærdomsliv (»Regula Scti Benedicti i Kong Valdemars Jordebog«; »Meddelelse om et Psalterium, som fordumvari norsk Eje«; »Om nogle middelalderlige Forfattere, der nævnes som hjemmehørende i »Dacia««; »Studier over danske middelalderlige Bogsamlinger«; »Nordiske Studierejser i Middelalderen.Nordboerneved Universitetet i Paris fra 13. AarhundredesBegyndelsetil 15. Aarhundredes Midte«; »Nogle Bemærkningeromdanske Studerende ved Tysklands Universiteter i Middelalderen«¹). Aands- og lærdomslivet, der indtog en saa fremtrædende plads i tidsskriftet i Molbechs og især Krieger- Holms tid, forsømtes altsaa ikke, selvom literatur-historiske bidrag i snævrere forstand efter aarhundredskiftet tager stærkt af i tal. Vægtige literærhistoriske afhandlinger ydedes af Jul. Paludan (»Om Dramaets Udvikling i Danmark mellem SkolekomedienogHolberg«; »Holbergs Forhold til det ældre tyske Drama«; »Ere Toveviserne danske eller svenske?«; »Om Periodedelingiden danske Litteraturs Historie«; »Tøger Reenberg«;»Societasindagantium «²) men ogsaa C. F. Bricka, E. Collin, L. Koch, V. Dahlerup, Jul. Clausen og Johs. Steenstrup var her virksomme. Til lærdomshistorien bidrog P.Lauridsen (kartografen Johannes Mejer³), Jul. Pedersen (lægen C. J. Berger⁴) og H. O. Lange (bogtrykkeren Johan Snell⁵), til dansk historiografis historie A.D.Jørgensen (»En

1 8. r. I, 1907—08, 65—69; 111, 1910—12, 219—33; sst. 239—74; V, 1914—15, 331—52; VI, 1915—17, 197—214.

2 5. r. 11, 1880—81, 1—84; 6. r. 11, 1889—90, 1—66; V, 1894—95, 45—62; sst. 247—94; 7. r. 111, 1900—02, 213—331; 8. r. I, 1907—08, 292—99.

3 6. r. I, 1887—83, 239—402.

4 6. r. 111, 1891—92, 339—432.

5 Sst. 627—42.

Side 137

upaaagtet Krønike af Poul Helgesen«¹), H. F. Rørdam (historieskriverenVitusBerin g²) og C. Paludan-Muller, hvis »Dansk Historiografi i det 18de Aarhundrede«³ danner en værdig afslutning paa hans store indsats i tidsskriftet.

Naar »Hist. Tidsskrift« i denne periode i langt ringere omfang end tidligere gav sig af med at udgive kildebidrag, var hovedaarsagen uden tvivl, at der var afhandlingsstof for haanden i rigelig mængde. En rolle spillede det vel ogsaa, at slægtledet fra 1870'erne udfoldede en saa energisk virksomhed for systematisk kildeudgivelse i store enkeltsamlinger og i »Danske Magazin«, hvortil kom H. F. Rørdams »Kirkehistoriske Samlinger«. En indgaaende drøftelse af ældre og nyere principer for udgivelse af historiske kilder, især aktstykker, gav Er slev i sin anmeldelse af H. F. Rørdams »Danske Kirkelove« og V. A. Sechers »Corpus Constitutionum Daniæ«⁴. Hvad tidsskriftet publicerede, var, i overensstemmelse med de Kriegerske traditioner, fortrinsvis kilder til det 18. og 19. aarhundredes historie. Nævnes kan blandt flere J. N. Madvigs »Et Par Erindringer fra Christian VIII's Tid«⁵, »En Brevvexling mellem Andræ og Krieger under Londonkonferencen 1864«⁶ og »C. N. Davids Optegnelser om Aarene 1863_—1865«⁷. En meget vigtig publikation til det 17. aarhundredes historie var »Breve skrevne fra Kjøbenhavn 1659_—60 af den kejserlige Gesandt Baron de Goes«⁸.

De vægtigste af periodens anmeldelser er tidligere omtalte. Fra og med 7. rækkes l.bind (1897—99), d. v. s. med J. A. Fridericias overtagelse af redaktionen, samledes de tidligere rubriker »Afhandlinger« og »Smaastykker« under ét; samtidig begyndte en ny rubrik »Nyt fra historisk Videnskab i Ind- og

1 5. r. VI, 1886—87, 323—38.

2 5. r. I, 1879, 1—115.

3 5. r. IV, 1883—84, 1—188.

4 6. r. 11, 1889—90, 666—82.

5 5. r. V, 1884—85, 98—116.

6 6. r. V, 1894—95, 121—82.

7 8. r. V, 1914—15, 45—99.

8 5. r. 111, 1880—81, 101—332.

Side 138

Udland«. »Verdenshistorisk« stof var, som hidtil, meget svagt repræsenteret i afhandlingerne, men i den ny rubrik gaves for første gang regelmæssige kortfattede recensioner af særligt betydningsfuldearbejder vedrorende ikke-dansk historie. Der er næppe tvivl om, at det især skyldtes Fridcrieias initiativ, at tidsskriftet saaledes »slog et vindue op« ud til den store verden. Mange af de bedste af disse recensioner skyldtes ogsaa ham.

V. Den sidste Snes Aar.

Hedaktører var juni 1917_—okt. 1924 Erik Arup, okt. 1924—april 1932 Ellen Jørgensen, fra april 1932 Axel Linvald. Af nye bestyrelsesmedlemmer mdtraadte Knud Fabricius (1914—19), Ellen Jørgensen (fra 1919), A. Linvald (fra 1919), Fr. le Sage de Fontenay (1919—24), Poul Nørlund (1924—33), Erik Møller (1924—33), Aage Friis (fra 1929), F. W. Wendt (fra 1933) og C. O. Bøggild Andersen (fra 1933). Formænd var M. Mackeprang (1919^—29) og Aage Friis (fra 1929).

Da der her ikke er tale om en afsluttet periode, og da dette
afsnit af tidsskriftets historie ligger vor egen tid saa nært, skal
blot visse grundtræk i udviklingen fremdrages.

Det var i flere henseender naturligt, at Erslev, da han 1917 nedlagde sekretær-redaktørhvervet, afløstes af Erik Arup. Arup var jo den blandt Erslevs elever, som stærkest havde slaaet til lyd for nye forskningsretninger og nye synspunkter. Vi har allerede mødt dem: en stærk betoning af den økonomiskeudvikling som grundlag for udviklingen paa andre omraader,af samspillet mellem den økonomiske og finansielle og den politiske historie, af nødvendigheden af at fremdrage det arbejdende folks indsats til forskellige tider som en hovedside af historien. Disse synspunkter nærmer sig til, hvad der forstaas ved et materialistisk historiesyn, og Arup har da ogsaa i sin store »Danmarks Historie« udtalt sin beklagelse over »den uvilje, som den saakaldte materialistiske historieopfattelse vakte hos 19. aarh.s historikere, den tanke, at folkenes politiske udvikling

Side 139

og hele den historiske verdensudvikling i langt højere grad end
ved de aandelige værdier bestemtes ved det økonomiske livs
udvikling«1.

I »Danmarkshistorien« har Arup stræbt at gennemføre sin synsmaade. Der spores ogsaa i begyndelsen af hans redaktørtid en stræben efter i tidsskriftet at lægge en særlig vægt paa afhandlinger af erhvervs-historisk indhold. Ogsaa i den foregaaende periode havde imidlertid »Historisk Tidsskrift« indeholdt en række dybtgaaende undersøgelser af denne art, saaledes at der næppe her kan tales om en afgørende »new departure«. Maaske vilde det i højere grad have været tilfældet, hvis Arups redaktionsperiode havde haft en lignende længde som Holms, Brickas eller Fridericias. Arups egne hovedbidrag i disse aar laa ikke paa det økonomisk-historiske, men paa det kildekritiske felt, og han søgte her at formulere og gennemføre særprægede synspunkter.

Hvad Arup stræbte i sine afhandlinger »Rantzau-Ascheberg «², »Bernstorff og Holstein«³ og den i »Scandia« publicerede »David og Hall. Krisen i Danmarks historie 1863«⁴ var, korteligt udtrykt, at gennemføre den Erslev-Weibullske detailkritik paa emner af det 18. og 19. aarh.s historie. Ligesom Weibull mod forskerne af den ældre middelalders vendte Arup sig her i principiellebetragtninger kritisk mod forskerne af de sidste aarhundredersnordiske historie. Kun sjældent, hævdede han, foretagernytidshistorikeren kritiske undersøgelser af selve materialet med samme metodiske grundighed som middelalderhistorikeren — eller som han senere udtalte i skærpet form: for tiden efter 16. aarh. »hersker endnu kun historikerens personlige skøn over beretterens personlige vidneværdi i al almindelighed«. Hertil kom kravet om, at historikeren skulde fremdrage, sammenholde og forklare de sikkert af hjemlede kendsgerninger, uanset om den opfattelse af begivenheder og personer, han danner sig, »allerede

1 11, 1932, 596.

2 Festskrift Holm 1913, 3—19.

3 9. r. I, 1918—20, 129—213.

4 Scandia I, 1928, 119—79.

Side 140

er formet i ord i en eller anden af selve de samtidige eller dog
primære kilder, hvilket altid vil bero paa en tilfældighed, eller
ikke«1.

Arup har nseppe ret i med erkendelse eller ikke-erkendelse af det sidstnsevnte krav som skillemaerke at opstille en sondring mellem en yngre fransk og en geldre tysk kildekritisk skole². Man vil nappe kunne l)eskylde t. ex. L. v. Ranke for den ensidigefasthsengen ved udsagn i kilderne uden provclse af de bag kilderne liggende realiteter, som en saadan sondring involverer.Men i ovrigt er der nseppe noget at indvende mod de anferte principer. Hvad deres anvendelse i praxis angaar, ber det dog vel betones — hvad Arup i ovrigt ikke mangier blik for — at den fra ib. aarh. i vseidig progression voxende kiidemsengdepaa en raekke — vel de fleste — felter fritager nytidshistorikerenfor den minutiese kritiske detailprevelse, som middelalder- eller oldtidshistorikeren maa underkaste hver linje i deres magre materiale³. Naesten overalt, hvor det drejer sig om udviklingens hovedlinjer, vil der i alt fald fra 18. aarh. staa saa mange kilder af alle arter til raadighed, at eventuelle urigtigheder,en eventuel tendens i en kilde oftest uden mcgcn vanskelighedvil kunne paavises ved hjselp af andre gennem historikerens»personlige skon« (som ingenlunde er nogen ringe ting, naar deter godt og solidt). Skont Arup har ret i, at kildekritiske afhandlinger er sjseldnere inden for nytidsforskningen end inden for middelalderforskningen, vil dog vel kun faa historikere gaa med til at haevde, at vi ikke for de to sidste aarhundreders vedkommendehar sikrere viden om den historiske udviklings grundlinjer,end vi har om grundlinjerne i dansk historie i 13. aarh.⁴ —¦ trods den beundringsvserdige kildepravelse, som Erslev og andre har underkastet det spinkle materiale til denne historie.

1 Jvf. især Hist. Tidsskr. 9. r. I, 129 f.; 11, 1921—23, 113; Scandia I 121 f.; 111, 1930, 47 f.

2 Scandia 111, 48.

3 Her bortses fra principerne for kildeudgivelse, som i hovedsagen bor være de samme for middelalder- og nytidshistorisk materiale.

4 Jvf. Scandia I, 122.

Side 141

Ganske bortset fra, at nytidshistorikeren ikke mindre end middelalderhistorikerenaldrig kan have nok af indtrængende kildekundskab,kritisk skarpsind, kombinationsevne og forstaaelse af samfund og mennesker, rede til brug ved enhver anledning, er imidlertid kildekritik i snævrere forstand naturligvis ogsaa i en række tilfælde paakrævet i nytidshistorisk forskning. Især, hvor denne kommer ind paa historiens detail: paa enkeltheder i begivenheder og forhandlinger, og vel frem for alt, hvor den vil finde de enkelte personers indsatser og vinde klarhed over deres motiver og indbyrdes forhold. Saa melder sig ogsaa den svære opgave at udfinde og operere med kendsgerninger, som ikke direkte er udsagt i kilderne. At læse mellem linjerne, saa at sige. Men her slaar de kritiske lærebøger næppe fuldt til. Her gælder det ikke mindst historikerens almindelige menneskekundskabog hans evne til indlevelse i den tid, det milieu, de mennesker, hvis hjerter og nyrer han vil ransage.

Arup har i de nævnte afhandlinger foretaget undersøgelser og sonderinger af denne art. Den om »Rantzau-Ascheberg« og den om »David og Hall« fremkaldte indvendinger fra en nytidshistoriker og gav anledning til en kritisk turnering, som næppe fulgtes med mindre interesse blandt nordiske historikere end striden om »Valdemars jordebog«. Modstanderen var Aage Friis i afhandlingerne »Bernstorff og Moltke under Krisen 1762«¹ og »C. N. David, Christian IX og Sir Augustus Paget i November 1863«². Arups modindlæg var »Bernstorff og Moltke«³ og »Danmarks krise 1863«⁴.

Man tør vist hævde, at striden mindre stod om de metodiske principer end om den maade, hvorpaa de bragtes til anvendelse i de enkelte tilfælde. Ikke mindst interessant var den kendsgerning,at den kildekritiske diskussion i sin kerne gjaldt synet paa de personlige forudsætninger og motiver, som laa bag de behandlede kilder, altsaa et felt, hvor historikerens evne til

1 9. r. I, 1918—20, 129—213.

2 9. r. VI, 1929, 133—248.

3 9. r. 11, 1921—23, 78—125.

4 Scandia 111, 1930, 1—51.

Side 142

rigtig psykologisk vurdering var en afgørende faktor. Til ex. var grundspørgsmaalet i David-Hall-diskussionen, hvorfor C. N. David 1874 gav en skildring af begivenheder umiddelbart efter Frederik VII.s dod nov. 1863, som paa punkter afveg fra hans i dec. 1863 affattede beretning om de samme begivenheder, om han loj i 1863 og talte sandt i 1874, eller han talte væsentligt sandt i 1863 og huskede galt i 187 1, da han var blevet en 80-aarig olding, som alene havde sin aldrig stærke hukommelse at bygge paa — samt, da Friis var gaaet nytidshistorikerens vej til arkiverneog havde fremdraget en ny kilde fra nov. 1863, som paa afgørende punkter faldt sammen med Davids ældste beretning, om da ogsaa denne kildes forfatter, den engelske gesandt i København, løj i 1863, og hvorfor han gjorde det¹. Følte læseren sig ikke overbevist af hvert af de fremsatte argumenter, sad han dog tilbage med overbevisningen om, at der nok lod sig finde interessante detailproblemer i det 19. aarh.s danske historie.

En middelalderhistorisk afhandling af Arup i »Scandia«: »Kong Svend 2.s Biografi«² rejste adskillige vægtige indvendingerfra Vilh. la Co ur's side³. Tre andre forskere af den Erslevske skole Ellen Jørgensen, Poul Johs. Jørgensen og Knud Fabricius tog mere eller mindre afstand fra synsmaader,fremsatte i hans store Danmarkshistories 1. og 2. bind⁴. »Historisk Tidsskrift« afgav saaledes flere vidnesbyrd om, at der var indtraadt en vis spaltning inden for historikerne af Erslevs skole. Det maa dog hævdes, at hvor det kom til en videnskabelig diskussion i enkeltheder af de rejste problemer, lader der sig sikkert ikke tale om principielle metodiske uenigheder.Dybere

1 Fra videnskabeligt hold er der taget stilling til et eller flere af de proftede problemer af Edv. Bull (Norsk Hist. Tidsskr. XXVIII, 419 f.), K. Fabricius (Berl. Tid. 26/₄ 1928, Aftenudg.) og Lawrence D. Steefel (The Schleswig-Holstein Question (Harvard Historical Studies, vol. XXXII), 1932, 369).

2 Scandia IV, 1931, 55 IT.

3 »Adam af Bremens Meddelelscr om Sven Estridsson , 10. r. 11, 1932 —34, 484—539.

4 9. r. IV, 1925—26, 285—351; 10. r. 11, 1932—34, 323—69.

Side 143

heder.Dyberesyntes modsætningen i det almindelige historiesyn,
idet Arup, som nævnt, stærkere end andre af hans slægtled har
udtalt tilslutning til den materialistiske historieopfattelse.

Den modsætning mellem Erslev og L. Weibull, som tidligere var kommet til orde i anledning af den sidstes jordebogsarbejde, fandt nyt udtryk i den afhandling om »Det stockholmske Blodbad«¹, i hvilken Erslev søgte at opretholde den opfattelse af blodbadets forhistorie, som han var naaet til i sin berømte undersøgelse over dette emne fra 1891, mod Weibulls kritiske revision af problemkomplexet »Stockholms blodbad«². Hoveduenigheden gjaldt Uppsalakannikernes »relation« af 1523, som Weibull skød helt til side som »alltigenom . . en forsvarsskrift, fylld av medvetna tendentiost utformade felaktigheter och forvanskninger«. Atter her gjaldt dog striden ikke saa meget metoden som dens anvendelse paa et konkret tilfælde. Det maa vist indrømmes, at den større konsekvens var paa Weibulls side.

Mere fremgangsrigt svingede Erslev det berømmelige sværd, som hans svenske elev og modstander udtalte ønsket om atter at se i hans haand, i den samtidigt fremkomne afhandling om »Dronning Tyre og Danevirke«³, der bl. a. retter sig mod Vilh. la Cour's »Kong Gorm og Dronning Tyre«⁴. Ikke længe efter tvang døden det for stedse den store historiker af hænde.

Hans endnu ældre kollega og paa visse punkter modstander i det metodiske Joh s. Steenstrup holdt længere ud og viste bl. a. sit skarpsind i sine runestensstudier⁵, »Nogle Studier fra Vikingetiden« og »Nogle Undersøgelser til Belysning af Teksten i Adam af Bremens Værk«⁶. Jørgen Olrik fortsatte sin Saxoforskningi flere afhandlinger over de til »Gesta Danorum«

1 9. r. VI, 1928—29, 249—68.

2 Scandia I, 1928, 1—83; jfr. Weibulls antikritik sst. 111, 1930, 116—39.

3 9. r. VI, 1—53.

4 9. r. V, 1926—27, 189—252.

5 Festskrift til Kristian Erslev fra danske Historikere, 1927 [i det følgende citeret: Festskrift Erslev], 61_—84.

6 9. r. 111, 1923, 148—64; 11, 1928—29, 343—63.

Side 144

knyttede kildeproblemer¹. Han har i en af disse udtalt: »at meget af det i det folgende fremsatte beror paa forfatterens subjektive sken, folger af selve semnets art«². Muligvis liar han ret i den sidste ssetning, sikkert i den ferste. Men sikkert er ogsaa, at han her har fremsat talrige iagttagelser, bundende i dyb indlcvelse i emnet, som giver os et rigere og rigtigere billede af vor middelalders storste historieskriver. ()m han paa sin maade, der afviger baade fra C. Weibulls, K. Fabricius' og Sofus Larsens, har raadet »Knytlingasaga«s gaade, maa kommende Saxoforskere skonne om. Noget nyt i sin art betegnede den unge Arupelev Arthur Kochers diplomatariske undersogelse over »Kongebrevet fra 1085«³, selvom hans resultater sloges i stykker iL. Weibuiis ailianuliiig i tidsskriftet orn sarnmc crane⁴. En anden af det yngre slsegtled V. Hermansen paaviste i »HallandslistensHerredssummer «⁵ en relation mellem disse summer og andre tal i listen, som var undgaaet tidligere forskeres opmserksomhed,mens Ernst Larsen gav en kritisk redegerelse for en hidtil ret upaaagtet beretning til 1660-st9endermodets historie⁶.

Overraskende var K. Fabricius' paavisning af, at CorneliusHamsforts, af Allen udnyttede, skildring af danske bondekaar under Christian IV. i hovedsagen var verbalt laan fra Johan Behams skildring af sydtyske bondeforhold ved 1520⁷. Et emne inden for det 19. aarh.s danske historie tog Hans Jensen op i sit forsøg paa ved en gennemgang af det bevarede aktmateriale at udrede det spørgsmaal, om Frederik VI. har

1 »Hylleminde«, Festskrift Erslev 1927, 31^—40; »Om forholdet mellem Sakser og Knytlingasagas fremstilling af Danmarks historie 1146_—1187«, 10. r. I, 1930—31, 131—90; »Studier over Sakses historiske kilder«, 11, 1932—34, 149—289.

2 10. r. 11, 150.

3 9. r. 11, 1921—23, 129—70

4 9. r. 111, 1923, 101—47.

5 Festskrift Erslev 1927, 171—78.

6 9. r. 111, 1923, 389—99.

7 10. r. 11, 1932—34, 540—55.

Side 145

halt nogen personlig andel i det berømte kongelige svar paa
trykkefrihedsadressen af 21,febr. 18351.

Paa erhvervshistorisk omraade har Arups incitament været medvirkende ved fremkomsten af Albert Olsens redegørelse for »Steffen Rodes Regnskabsbog over Studehandel 1637^—1650«², noget nyt inden for tidsskriftet baade ved arten af den behandlede hovedkilde, en privat købmandsbog, og ved den grundige skildring af en vigtig side af dansk handelsliv i midten af 17. aarh., af Svend Aakjærs »Fjends Herreds Selvejerbønder«³, der søger at paavise en vidtgaaende kontinuitet i herredets bønders skatteydelser fra Valdemar ll.s tid til herredets ældste bevarede lensregnskaber, og af Astrid Friis' paa engelske toldregnskaber byggende »Bemærkninger til Vurdering af Øresundstoldregnskaberne og Principerne for deres Udgivelse«⁴.

En fortsættelse af tidligere studier over besiddelsesforhold i det danske landbrug i 16. aarh. var Th. B. Bangs »Kronens mageskifter under Frederik 2«⁵, der især byggede paa udgaven af »Kronens Skøder«. Længere tilbage i tiden greb Poul Nørlundi sine afhandlinger om »Jorddrotter paa Valdemarstidena⁶ og »De ældste Vidnesbyrd om Skyldtaxationen«⁷, som med udgangspunkti studier over »Sorø gavebog« paaviste, at storgodsbesiddelsenallerede i 12. aarh. raadede i store dele af Sjælland,og at skyldtaxationen (der, modsat, hvad Arup i sin »Leding og ledingsskat« mente, kunde føres tilbage til senest c. 1160) sandsynligvis i sin oprindelse var en landgildeansættelse. Vægtige bidrag til dansk landbrugs- og bondehistorie var ogsaa C. A. Christensens »Nedgangen i landgilden i det 14. aarhundrede «⁸, C. Klitgaards »Vendsysselske Selvejerbønder før

1 10. r. IV, 1937, 201—77.

2 9. r. I, 1918—20, 255—81.

3 9. r. 11, 1921—23, 27—77.

4 9. r. IV, 1925—26, 109—82.

5 9. r. I, 1918—20, 1—42.

6 Festskrift Erslev 1927, 141—70.

7 9. r. VI, 1928—29, 54—95.

8 10. r. I, 1930—31, 446—45.

Side 146

og efter »Klemensfejden««¹, K. C. Rockstrohs »Frederik 4's Godspolitik 1715^—1720«² og »Den store Landbokommission og de militære Kollegier 1786_—88«³, Hans Knudsens undersøgelseover »Danske Lovs Bestemmelser om Selvejerbønders Hoveri«⁴ og Hans H. Fussings skildring af »Gjessingholm 1609^—1663«⁵. En fase i det 19. aarh.s husmandspolitik belyste Hans Jensen i »Statshusmandsloven af 1899«⁶.

Handelshistorien traadte nu, som i den Erslevske periode, stærkt tilbage for landbrugshistorien. Hovedbidragene var de nævnte af Albert Olsen og Astrid Friis. Sider af den merkantile udvikling belystes af Johs. Knudsen⁷, Louis Bobé⁸ og Arthur G. Hassø⁹, mens Fr. le Sage de Fontenay og J. H. Hegermann-Lindencrone gav el rids af »Danmarks Ilandelstraktatermed Spanien«¹⁰ og Georg Nørregaard skildrede »Englands Køb af de danske Besiddelser i Ostinden og Afrika 1845 og 1850«¹¹. Spadestik i næsten udyrket jord tog Hugo Mathiesen i »Hærvejen gennem Jylland. Introduktion til det jydske Vejnets Historie«¹² og Georg Galsteri »Reynold Junges Møntmesterregnskaber«¹³. Vidtspændende ved sit emne var den svenske økonomiske historiker Eli F. Heckschers tankerige opsats »Merkantilismen som Samfundsopfattelse«¹⁴ —af et vingefang, som er sjældent i tidsskriftet. I anmeldelser har bl. a.

1 10. r. IV, 1937, 86—105.

2 9. r. 111, 1923, 1—92.

3 9. r. VI, 1928—29, 96—111.

4 Festskrift Erslev 1927, 371—92.

5 10. r. 111, 1934—36, 51—101, 193—241.

6 Festskrift Erslev 1927, 631—54.

7 »Hollandsk Indflydelse paa Navngivningen i Farvandene omkring Danmark«, 9. r. I, 1918—20, 43^—88.

8 »Holland og Danmark«, Festskrift Erslev 1927, 353^—70.

9 »Den danske Regering og Koflardifarten Nord om Norge i det 16. Aarhundrede*, 10. r. 11, 1932—34, 556—608.

10 9. r. I, 1918—20, 43—88.

11 10. r. 111, 1934—36, 335—412.

12 Festskrift Erslev 1927, 100—30.

13 Sst. 271—90.

14 9. r. V, 1926—27, 1—22.

Side 147

Arup, Albert Olsen, Heckscher og dennes danske elev
Aksel E. Christensen behandlet værker inden for nordisk
økonomisk historie.

Topografi og bygningshistorie repræsenteredes bl. a. ved afhandlinger
af Chr. A. Jensen1, Mackeprang2 og Vilh.
Lorenzen3.

Til klostervæsenets historie gav Hal Koch i »De ældste danske Klostres Stilling i Kirke og Samfund indtil 1221«⁴ et indholdsrigt bidrag. Sporgsmaal inden for den statslige finansog forvaltningshistorie belystes — foruden i de førnævnte arbejder af Th. B. Bang, Nørlund og Rockstroh — i afhandlinger af Svend Aakjær⁵, Joh. Hvidtfeld⁶, H. Hjelholt⁷, A. Degn⁸ og Harald Jørgensen⁹. Paa rets- og forfatningshistoriens omraade var Johs. Steenstrup virksom, til døden fravristede ham den pen, som alderdommen ikke standsede, og som i henved 60 aar bidrog til at tegne tidsskriftets ansigt¹⁰. Et enkelt retshistorisk bidrag ydedes af Poul Johs. Jørgensen¹¹.

Bidragene til Danmarks indre og ydre tidshistorie gjaldt
næsten alle det 19. aarhundrede. Undtagelser danner Henry
Bruuns lille studie over opsigelsesbrevet af 23. juni 143912 og

1 »Sfragistik og Topografi«, Festskrift Erslev 1927, 179^—86.

2 »Middelalderlige kirkeudvidelser«, sst. 187_—210.

3 »En Rensessancestad«, sst. 339^—352. 1921 udgav foreningen Lorenzens »Studier i dansk Herregaardsarkitektur i 16. og 17. Aarhundrede«.

4 10. r. 111, 1934—36, 511—82.

5 »Om det olddanske Herred og Sogn«, Festskrift Erslev 1927, 1—30.1_—30.

6 »Forordningen af 3. August 1523«, 10. r. 111, 1934—36, 32—42.

7 »Ans£ettelsen til Molleskyld i Christian V.s Matrikel«, 10. r. 11, 1932 —33, 36—58.

8 »Marken som Vserdienhed paa Faeroerne«, 10. r. I, 1930—31, 68—78.

9 »Finansforvaltningens Omdannelse i 1816 c, sst. 191^—209.

10 »Nogle Strejflys over Christian IVs Tidsalder, sserligt med Hensyn til Kvindens Stilling«, 10. r. I, 1930—31, 1—49; »Frcdlos«, sst. 395—445; »Flertal og Mindretal. En Undersegelse over Afstemning og Valg i Danmark i seldre Tid«; 11, 1932—33, 449—83; »Yaldemar Sejrs Dod og de ved Tronskiftet vedtagne .Endringer i Landets Styrelse«, 111, 1934^—36, 1—31.

11 uHeervserksforbrydelsen i Landskabslovene«, Festskrift Erslev 1927, 31—60.

12 10. r. 11, 1932—34, 84—92.

Side 148

J. Ose. Andersens »Er 1527 i retslig Henseende Epokeaaret i dansk Reformationshistorie?«¹. Hans Jensen uddybede Necrgaardsskildringaf »Bondecirkulæret af 8. November 1845«² og behandlede striden mellem »Fr. Jul. Kaas og A. S. Orsted i 1826«³. Jens Møller skrev »Om Orla Lchmanns Andel i UdkastettilJunigrundloven «⁴, Axel Lin val d om »NovemberministerietsFredsmaal «⁵, H. Hjelholt om »Martensen og sprogreskripterne«⁶ og »Kongens proklamation til Slesvigerne af 27. august 1839«⁷. Et rids af sjælden klarhed og skarphed i problemstillingen og rigt paa nye synspunkter gav Povl Engelstofti »Skellet i dansk Historie efter 1864«⁸ — har mon nogen sinde en afhandling i tidsskriftet rummet saa meget paa saa faa sider? Skarpsindige og indtrængende var Erik Møllers afhandlinger om »London-Konferencens Hovedproblem« og »Moltke-Huitfeldt og Landgangsplanen 1870«⁹. Klarhed over længe omtvistede spørgsmaal skabte ud fra et omfattende kritisk studium af hjemligt og fremmed arkivstof Aage Friis i afhandlingerne om »Ministeriet Estrup og Ophævelsen af Pragfredens Artikel V« og »Skandinavismens Kulmination. MinisterietsHallsPlaner om en nordisk Union forud for UdstedelsenafMartskundgørelsen 1863«¹⁰. Til belysning af ministerskiftetnov.-dec.1863 udgav Friis Orla Lehmanns beretning herom — den vigtigste af tidsskriftets ikke mange kildepublikationeridenne periode¹¹. I lærerige anmeldelser redegjorde han bl. a. for N. Neergaards »Under Junigrundloven« og studiet af det 19. aarh.s danske historie og for den nyere tyske historieforskningvedrørendehertugdømmern

1 10. r. 11, 1932—34, 227—70.

2 9. r. 111, 1921—23, 171—223.

3 10. r. I, 1930—31, 50—67.

4 9. r. V, 1926—27, 447—85.

5 Festskrift Erslev 1927, 483—514.

6 9. r. VI, 1928—29, 364—413.

7 10. r. 111, 1934—36, 417—32.

8 Festskrift Erslev 1927, 551—68.

9 Sst. 515—36; 9. r. IV, 1925—26, 183—88

10 Festskrift Erslev 1927, 569—630; 10. r. 111, 1934—36, 583—692.

11 10. r. IV, 1937, 278—345.

Side 149

forskningvedrørendehertugdømmerne1. En interessant drøftelseafmaterialet
til den nyeste tids historie og maaden for
dets behandling gav P. Munch2.

Til Sønderjyllands historie ydedes hovedbidragene af P. Lauridsen (»Sønderjydske Førere i 1850'erne«³) og H. Hjelhol t (»Inkorporationen af den gottorpske del af hertugdømmet Slesvig i året 1721«; »Den slesvigske stænderforsamling i 1860«; »Treitschkes overgang til kravet om Preussens anneksion af hertugdømmerne«⁴), mens C. O. Bøggild Andersen belyste holsteneren Hedemann-Heespens syn paa forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne⁵ og gav et indlæg i striden om forstaaelsen af »Norgesartikelen« i Christian 111.s haandfæstnin g⁶.

A. P. Tuxen skildrede ud fra sin grundmurede viden om den store nordiske krigs historie Frederik IV.s personlige indsat som krigsherre i denne krig⁷, skænkede tidsskriftet en af sine forstudier til Poul Vendelbo Løvenørns biografi⁸, redegjorde for forholdet mellem Tscherning, Hedemann og Læssøe i marts-juli 1848⁹ og gennemgik kritisk O. Bergersens værk om Tordenskjold¹⁰. Blandt de »civile« biografiske bidrag kan nævnes E. Nystrøms om Tyge Brahes brud med fædrelandet¹¹, Johanne Skovgaards om Schack Carl Rantzau-Aschebergs ungdom¹² og Kr. Petersens smukke og alsidige skildring af Ejlert Peter Tscherning¹³.

1 9. r. I, 1918—20, 89—128; 301—10.

2 Festskrift Erslev 1927, 655—76.

3 9. r. 11, 1921—23, 233—86.

4 10. r. IV, 1937, 225—60; 9. r. 111, 1923, 209—344; Festskrift Erslev 1927, 537—58.

5 10. r. I, 1930—31, 257—325.

6 10. r. 111, 1934—36, 242—53.

7 Festskrift Erslev 1927, 393—408.

8 9. r. 11, 1921—23, 307—36.

9 9. r. IV, 1925—26, 1—52.

10 9. r. V, 1926—27, 253—81; jfr. VI, 1928—29, 116—32.

11 Festskrift Erslev 1927, 291—320.

12 Sst. 449—66.

13 9. r. 111, 1923, 345—84.

Side 150

En overgang fra biografien til literærhistorien danner Th. A. Mullers fine skildring af »Ambrosius Stubs Liv og Personlighed «¹. Naar undtages Steenstrups folkevisestudier², var det i disse aar ellers mest lærdoms- og dannelseshistorien, som prægede tidsskriftets bidrag til aandshistorien. Ellen Jorgensen fortsatte sine middelalderstudier (»Nordiske Studerende ved Universitetet i Louvain«; »De middelalderlige latinske Manuscripter i det kgl. Bibliotek«³), men hendes hovedindsats i denne periode er bidragene til karakteristik af ældre danske historikere (»Hans Gram«; »Caspar Paludan-Miiller«⁴), forstudier til hendes store værk om dansk historieforskning og historieskrivning, af hvilket foreningen 1931 udgav afsnittet indtil 1800. Inden for samme felt falder Th. A. Mullers studie over »Holbergs to ældste historiske arbejder«⁵. William Christensen fremdrog ud fra sit indgaaende kendskab til det haandskriftlige materiale vidnesbyrd om historisk interesse hos den danske adel i 16. og 17. aarh.⁶, mens Henny Glarbo fremlagde sine »Studier over danske Adelsmænds Udenlandsrejser i Tiden 1560_—1660«,⁷ og G. L. Wad ved exempler fra Fyn viste, hvor stor ret Molbech i sin tid havde haft til at klage over den vandalisme, hvormed mange vigtige haandskriftkilder er blevet behandlet i ældre tid⁸.

Fra Fridericias redaktørtid fulgte tidsskriftet i langt højere grad end før med i fremmed historisk literatur om emner af universalhistorisk interesse. Den herved grundlagte tradition er blevet bevaret, og talrige recensioner af værker af denne art er fremkommet i det, ikke mindst efter at der fra 1918 er udgivetsærlige »litteraturhefter«. Det er umuligt her at nævne de mange anmeldelser af arbejder til dansk og fremmed historie og de oversigter, som fra tid til anden er givet over forskningen paa

1 Festskrift Erslev 1927, 409—48.

2 9. r. I, 1918—20, 232—54.

3 9. r. 111, 1923, 385—89; Festskrift Erslev 1927, 211—26.

4 Sst. 165—91; V, 1926—27, 349—446.

5 10. r. IV, 1937, 1—28.

6 Festskrift Erslev 1927, 321—38.

7 9. r. IV, 1925—26, 227—74.

8 Festskrift Erslev 1927, 467—82.

Side 151

forskellige omraader og over nye organisationer og sammenslutningerinden for den historiske verden. Mindes bør dog om Erik Møllers »Aktsamlinger til Krigens Forhistorie« og »Nyt om Krisen 1914 og Balkanpolitiken 1914^—1917«¹, Harald Jørgensensredegørelser for »Fransk Revolutionshistorie efter Verdenskrigen«og »Historieundervisningens Reform«², Aksel E. Christensens »Hanseforskning efter Verdenskrigen«³, F. W. Wendts »Nyere amerikansk Historieforskning«⁴ og A. Linvald's »Metternich«⁵ som vidnesbyrd blandt flere om, hvor alsidigttidsskriftets bidragydere har haft blikket rettet mod den historiske verdensliteratur og foreteelser inden for nyere historiskforskning og undervisning. Færre var afhandlingerne med ikke-dansk emne, men de er dog flere end i noget tidligere afsnitaf tidsskriftets historie. J. L. Heiberg skrev om den jødiske oldtidshistoriker Josephos⁶ og gav i sin afhandling tidsskriftetslæsere et indtryk af, hvorledes en klassisk filolog tog paa de kildekritiske problemer, A. Lin val d om »Frederik den Stores Statsopfattelse«⁷ — et i metode og syn af Friedrich Meinecke præget arbejde —Vilh. laCour om »Johann Gottlieb Fichte i Lys af den nyere tyske Historieforskning«⁸, Hans Jensen om »Den tyske Kulturkamp efter 1871«⁹ og H. Hjelholtom »Friedrich Meinecke«¹⁰.

Dette forsøg paa at tegne »Historisk Tidsskrift«s saga gennemde
forløbne hundrede aar bærer oversigtens præg. Det er
en slags træsnit, lidt haardt og knapt i trækkene. Adskillige

1 9. r. IV, 1925—26, 53—71; V, 1926—27, 300—07

2 10. r. 11, 1932—34, 293—322; 619—49.

3 10. r. 111, 1934—36, 440—63

4 10. r. 11, 1932—34, 106—15.

5 9. V, 1926—27, 125—38.

6 9. r. 11, 1921—23, 281—306.

7 10. r. 11, 1932—34, 1—35.

8 10. r. IV, 1937, 29—52.

9 Sst. 53—68.

10 Sst. 69—85.

Side 152

nuancer mangler, og udredede er langt fra alle de traade, som gennem tiderne forbinder tidsskriftets bidrag — fra dem, der er skrevne ved spedelyset, til dem, der saa verden i lyset af P. H.-lamper — med dansk og fremmed historieforskning i det hele og med den almindelige aandsudvikling lier hjemme og i udlandet. I al sin knaphed vil dog vistnok det givne billede vise, hvorledes de skiftende hovedfaser i denne forskning og denne udvikling har sat spor i det.

I valget af studieemner, i synspunkter og metode viser afsnitaf tidsskriftets historie en fra de andre mere eller mindre afvigende indstilling. Visse perioder præges af større rigdom, større forskningsenergi, større alsidighed og vilje til at gaa nye veje end andre. Særlig rig i alle henseender er den »Ersievske periode«, som med rette kan kaldes tidsskriftets storhedstid. En af aarsagerne hertil var, at impulser udefra gjorde sig gældendemed stor styrke, samtidigt med at den nationale udvikling fra 1864 blev tvunget ind i nye baner og bidrog til at fremme nye opfattelser af folkets historie og større kritisk selvbesindelsehos flere af de stærkeste aander i den yngre slægt. Men det skyldtes ogsaa, at dansk historieforskning vistnok aldrig har ejet en saadan rigdom paa betydelige forskerpersonligheder som da. En enkelt blandt dem, Kr. Erslev, kom i højere grad end nogen ældre dansk historiker til at danne skole, og den Ersievske skole har i meget sat sit præg paa tidsskriftet. Ensidigt skolepræget,»ensrettet«, for at bruge et aktuelt udtryk, blev dette dog ikke, saa lidt som det havde været det før eller blev det i den efter-Erslevske tid. Det hang sammen med den frihed, som Erslev indrømmede sine elever i synspunkter og emnevalg, naar blot metoden var forsvarlig; men det hang ogsaa sammen med, at selvstændige og betydelige forskerpersonligheder — Steenstrup,A. D. Jørgensen, Fridericia, Holm, Troeis-Lund o. a. — virkede samtidig med ham og bidrog til at forme dansk historievidenskabog danne de yngre slægtled. Nye synspunkter udfoldedesig og brødes med ældre og med hinanden indbyrdes; viljen hos nogle til at bane nye veje mødtes med viljen hos andre til at værne ældre positioner; trods al brydning var der

Side 153

samtidig hos de ofte meget forskelligartede forskere vilje til at finde og anerkende det gode i hinandens resultater og til at indrømme,at enhver sag og da frem for alt den historiske udviklingi alle sine forgreninger kunde ses fra mange synsvinkler. Alt dette bidrog til at gøre perioden rig. — Man kan næppe udtale noget bedre ønske for tidsskriftets fremtid, end at det maa bevare og videreudvikle rigdom og mangfoldighed i synsmaaderog give plads for forskellige forskerindividualiteter, samtidigmed, at det viser troskab mod de principer, som er gyldige for al videnskab.

Tillæg.

I. Den Danske Historiske Forenings Bestyrelse. 1839 — 1939.

1. Bestyrelsesmedlemmer.

(Ordnet efter Indtrædelsesaaret.)

P. V. Jacobsen, Justitsraad, Kommitteret i Rentekammeret,
1839—42.

J. E. Larsen, Professor, Etatsraad, 1839—56.
C. Molbech, Professor, Etatsraad, 1839—53.

N. M. Petersen, Registrator i Geheimearchivet, 1839—43.
H. M. Velschow, Professor, 1839—50.

F. Schiern, Professor, Dr. phil., 1842—43 og 1845—82.
C. F. Allen, Professor, 1843—45 og 1850—57.
C. T. Engelstoft, Professor, Dr. theol., 1843—52.

C. F. Wegener, Geheimearchivar, Konferentsraad, 1852—53
N. L. Westergaard, Professor, 1853—65.

J. J. A. Worsaae, Museumsdirektor, Etatsraad, 1853—73.

M. N. C. Kail Rasmussen, Registrator i Geheimearchivet, Professor,

A. F. Krieger, Højesteretsassessor, 1857—70.
T. A. F. Regenburg, Etatsraad, 1863—70.
E. Holm, Professor, Dr. phil., 1865—97.
S. M. Gjellerup, Underbibliothekar, 1870—95.
F. Krarup, Arkivassistent, 1870—77.

J. Grundtvig, Kontorchef i Kongerigets Archiv, 1873—88.
C. F. Bricka, Arkivar, 1877—97.

J. C. H. R. Steenstrup, Professor, Dr. jur., 1883—1919.
J. A. Fridericia, Professor, Dr. phil., 1888—1912.
Kr. Erslev, Rigsarkivar, Dr. phil., 1895—1919.

M. Mackeprang, Museumsdirektør, Dr. phil., 1897—1914 og
1919—29.

Af. Rubin, Generaldirektør, 1897—1907.

Aage Friis, Professor, Dr. phil., 1907—19 og 1929 ff.
Erik Arup, Professor, Dr. phil., 1913—24.
Knud Fabricius, Professor, Dr. phil., 1914—19.

Fr. le Sage de Fontenay, Arkivar i Udenrigsministeriet, 1919—24.
Ellen Jørgensen, Bibliotekar, Dr. phil., 1919 ff.
Axel Linvald, Rigsarkivar, 1919 ff.

Erik Møller cand. mafl. Redaktør 1924 33.
Poul Nørlund, Museumsinspektør, Dr. phil., 1924—33.
C. O. Bøggild Andersen, Bibliotekar, Dr. phil., 1933 ff.
Frantz W. Wendt, Lektor, 1933 ff.

2. Formænd.

J. E. Larsen, Professor, Etatsraad, 1839—41.
if. M. Velschow, Professor, 1841—50.

C. T. Engelstoft, Professor, Dr. theol., 1850—52.

C. F. Wegener, Geheimearchivar, Konferentsraad, 1852—53.
J. E. Larsen, Professor, Etatsraad, 1853—56.
A. F. Krieger, Højesteretsassessor, 1857—70.
F. Schiern, Professor, Dr. phil., 1870—82.
E. Holm, Professor, Dr. phil., 1882—97.

J. C. H. R. Steenstrup, Professor, Dr. jur., 1897—1919.
M. Mackeprang, Museumsdirektør, Dr. phil., 1919—29.
Aage Friis, Professor, Dr. phil., 1929 fl.

3. Sekretærer (Redaktører).

C. Molbech, Professor, Etatsraad, 1839—53.
N. L. Westergaard, Professor, 1853—65.
E. Holm, Professor, Dr. phil., 1865—78.
C. F. Bricka, Arkivar, 1878—97.

J. A. Fridericia, Professor, Dr. phil., 1897—1912.
Kr. Erslev, Rigsarkivar, Dr. phil., 1912—17.
Erik Arup, Professor, Dr. phil., 1917—24.
Ellen Jørgensen, Bibliotekar, Dr. phil., 1924—32.
Axel Linvald, Rigsarkivar, 1932 ff.

II. Skrifter udgivne af Den Danske Historiske Forening.

C Molbech: Historiske Aarbøger, til Oplysning og Veiledning i
Nordens, særdeles Danmarks Historie. I—111.I—III. 1845—51.
C. Molbech: Historisk-biographiske Samlinger, og Bidrag til den
danske Sprog- og Literaturhistorie i ældre og nyere Tid.
I—111. 1847—51.
J. P. F. Kønigsfeldt: Genealogisk-historiske Tabeller over de nordiske
Rigers Kongeslægter. 2. omarbejdede Udgave. 1856.
N. M. Petersen: Bidrag til den danske Literaturs Historie. I—V,I—V,
Register. 1853—64.

H. G. Garde: Den dansk-norske Sømagts Historie 1535—1700.
1861.

Fr. Hammerich: Den hellige Birgitta og Kirken i Norden. 1863.
O. Vaupell: Kampen for Sønderjylland 1848—50. I—111. 1863—67.

H. F. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie fra 1537 til
1621. I—IV. 1868—74.

Joh. C. H. R. Steenstrup: Historieskrivningen i Danmark i det
19de Aarhundrede (1801—1863). 1889.

Vilh. Lorenzen: Studier i dansk Herregaardsarkitektur i 16. og
17. Aarhundrede. 1921.

Festskrift til Kristian Erslev. 1927.

Ellen Jørgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark
indtil Aar 1800. 1931.

Joh. Steenstrup: Nogle Omrids af min Virksomhed som Universitetslærer.
Med en Fortegnelse over Joh. Steenstrups Arbejder
og Oversigt over hans Universitetsvirksomhed. 1934.

Kr. Erslev: Historiske Afhandlinger. I—11.I—11. 1937.
A. D. Jørgensens Breve. Udg. ved Harald Jørgensen. 1939.

Henry Bruun: Indholdsfortegnelse til Historisk Tidsskrift, 1. Række
til 10. Række IV. Bind, 1839—1938. 1939.

Historisk Tidsskrift 1839—1938 (60 Bind).

Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 5 (1939 - 1941) 1