Den 22. maj 1938 døde professor Walter Vogel efter mange aars stadig mere hæmmende hjertesygdom i sit hjem i Spandau, knap 58 aar gammel. Med ham gik en god formidler mellem skandinavisk og tysk historisk videnskab bort. Som elev af Dietrich Schåfer var Vogel fra sin ungdom fortrolig med nordisk historie, hans studieemner havde ofte intim berøring med Norden, og efter at han i 1926 var bleven redaktør af Hansische Geschichtsblåtter, kom nordiske arbejder indenfor tidsskriftets rammer fyldigt og paalideligt til orde i anmeldelser og i »Hansischer Umschau«, som han udvidede og gjorde til en forbilledlig ræsonnerende bibliografi — ofte med redaktørens egen pen.

Vogels første arbejde dissertationen Die Normannen und das
frånkische Reich (799—911) fra 1906 var allerede et modent værk,

der viser hans styrke og egenart: den store belæsthed, den præcise og kritiske redegørelse for alle detaljer, der forenes med et aabent blik for den store sammenhæng og de drivende kræfter; hans bog kan stadig bruges som haandbog, og hans tesis om handelens afgørende betydning for vikingetogene er videreført og uddybet af ham selv (sidst og tydeligst i Wik-Orte und Wikinger, Hans. Gbl. 1935) og andre. Vogels andet historiske hovedværk er Geschichteder deutschen Seeschiffahrt I (1915), der behandler den nordeuropæiske søhandels mangesidede udvikling gennem middelalderen.Fremstillingen viser forfatterens store indsigt i alle tekniskespørgsmaal vedrørende skibsfart i ældre tid, men hovedmotiveter at vise, hvorledes samspillet mellem den tekniske kunnen og de omkringliggende landes naturlige erhvervsmulighederstadig er bestemmende for søhandelens kapacitet. Til fortsættelsenaf dette værk, der var planlagt i 3 bind, kom der aldrig mere end en række statistiske forarbejder: om de nordeuropæiske handelsflaaders størrelse og om Liibecks og Danzigs skibsfart (Festschrift f. D. Schåfer, 1915, og Hans. Gbl. 1928 og 1932).

Naar Vogels omfattende viden og rige ideer i hans manddomsperiode ikke bar frugt i større historiske værker, skyldes det først og fremmest, at hans stilling som professor i politisk statistik (»Staatenkunde«) og historisk geografi i Berlin med de dertil knyttede lederstillinger indenfor en række videnskabelige institutioner optog det meste af hans arbejdskraft. Ikke mindst i sin lærergerning var han meget samvittighedsfuld; overfor sine elever og andre, der søgte ham, viste han en sjælden generositet med sin tid og sin viden. I de sidste aar var Vogels hovedinteresse udarbejdelsen af et historisk atlas over Tyskland, som han ligeledes maatte efterlade ufuldendt. Et uhyre arbejde blev sat ind paa præcist at gøre rede for alle de tyske landes og territoriers historiske udvikling; personlig var han dog mest optaget af den kultur- og erhvervsgeografiske afdeling, navnlig den tyske »Siedlungsgeschichte«, at forstaa som baade bebyggelsesstrukturens karakter i det enkelte omraade og som grænserne mellem disse kulturomraader, kulturelt, erhvervsmæssigt og i henseende til bebyggelse.

Vogels elevforhold til Schåfer kommer indenfor det historiske forfatterskab til orde i hans sans for konkrete oplysninger og i hans klarhed i opfattelse og fremstilling, mens Schåfers statsdyrkelse aldrig her er hans direkte emne; i sine moderne politiske skrifter behandler Vogel derimod staten og dens livsbetingelser, især i Das neue Europa und seine historisch-geographischen Grundlagen fra 1921, kort efter Versailles-traktaten. Klart og skarpt vil han paavise misforholdet mellem de nye grænser og de erhvervsgeografiskegrundforhold

geografiskegrundforholdi Europa, men ogsaa historisk og folkeligtunderstregedes
uretten mod Tyskland.

Vogels mangesidede, uafsluttede gerning kan synes spredt og splittet, men der findes i hvert fald een stor forbindende syntetisk ide, den historisk-erhvervsgeografiske struktur som baggrund for den statslige virksomhed, saaledes at den historiske geografi i virkeligheden var kærnen i al hans forskning. Længe før »Raum«begrebet blev knæsat i den tyske økonomi og politik, havde Vogel i praksis udformet denne teori i sine skrifter, især Østersøen som geopolitisk kompleks, saaledes at der er direkte sammenhæng mellem de historiske ungdomsarbejder og hans senere skrifter, Deutsche Reichsgliederung und Reichsreform im Vergangenheit und Gegenwart (1932), der i nær tilknytning til atlasproblemerne gaar ind paa sammenhængen mellem de enkelte tyske »rum«, og hans sidste arbejde Wirtschaft und Raum (sammen med E. Schmolders), der udkom 1937.

I kraft af sin retlinede karakter, sin humanistiske dannelse og sit vennesæle væsen vandt Vogel alle. Disse personlige egenskaber i forening med hans utvivlsomme dygtighed og udprægede nationale sindelag forklarer, at han uden noget brud i sin forskning og personlighed kunde indtage en central plads indenfor sin videnskab i de forskelligartede regimer, der prægede hvert af hans manddomsaars tre aartier. Aksel E. Christensen.