Robert Gore-Browne: Lord Bothwell. A Study of the Life, Character and Times of James Hepburn, 4th Earl of Bothwell (London 1937) handler om en person, som i næsten 360 aar har hvilet i dansk jord; der kan sikkert være grund til at henlede danske historieinteresseredes opmærksomhed paa den.

G.-B. slutter sig til dem, der, som bl. a. afdøde prof. F. G. C. Hansen, mener, at hovedet og kroppen i Faarevejlekrypten virkelig er Bothwell's. Han bestyrker denne opfattelse ved i sin bog at gengive baade Boyle-miniaturen af jarlen fra 1566 (det eneste existerende autentiske portræt¹) og et fotografi af mumiehoveder, taget fra omtrent samme synsvinkel som den, fra hvilken billedet er malt. Desuden har han paa mumiens tinding sporet »et svagt hvidt diagonalt ar«, dér hvor Bothwell i oktober 1566 ramtes af grænserøveren Jock o' the Park's tohaandssværd.

Som bekendt er James Hepburn, med fremdragelse af, hvad der vidstes om hans anholdelse i Norge 1567 og nans fsengselsliv paa Malmohus og Dragsholm, 1863 skildret her i tidsskriftet af F. Schiern (en afhandling, som senere udgaves i engelsk overssettelse af D. Barry). G.-B.s bog er den ferste monografl over jarlen, som er skrevet af en af hans britiske landsmsend. G.-8., der er Skotte af fodsel, har skabt sig et navn i den angelsaxiske litersere verden ved Here vserdifulde rcjscskildringcr, rornancr og skucspil. Han er ikke historiker af fag, men han har baseret sin bog paa et aarelangt indgaaende studium af trykt og utrykt materiale til Bothwell's historie (ogsaa de dansk-norske kilder), og den kan i folge hele sit anlseg fordre at blive bedomt som bidrag til den historiske forskning over Bothwell's og over skotsk historie paa hans tid. Kildeangivelserne er vel mindre minutiese, end det krseves i strengt videnskabelige vserker — ti bogen vender sig til en stor laesekreds — men deter dog nsesten overalt muligt at se, paa hvilket kildegrundlag fremstillingen bygger, og atter og atter indflettes i denne droftelser af dette grundlags paalidelighed eller upaalidelighed.

Lad det blive sagt med det samme: »Lord Bothwell« er en
ualmindelig fængslende bog, skrevet af en kunstner og psykolog
med en historikers viden paa det omhandlede felt. Ingen vil for-

---

1 Dette portræt var i ovrigt ukendt for F. C C Hansen.

tryde de timer, han ofrer den. Om han paa alle punkter vil slutte
sig til forfatterens anskuelser, er en sag for sig.

Vi ved alle, at ingen kan gaa i lag med Maria Stuart's og Bothwell's historie uden at betrsede den beromte historisk-kritiske valplads, som hedder »Kassette-brevene«. G.-B. tager stade blandt de kritikere, som anser nogle af de vigtigste stykker — fremfor alle det »store Glasgow-brev« — i det solvskrin, som efter Carberry Hill-slaget og Bothwell's flugt til Orknoerne i sommeren 1567 optrseder i de mod dronningen oprorske lorders besiddelse, for falsknerier. Deter denne opfattelse, som her i Norden isser er haevdet af Gustav Storm i hans endnu lsesevserdige »Maria Stuart« (1891, senere i tysk overssettelse), og som for nylig er begrundet med delvis nye argumenter af Roger Chauvire i en skarpsindig afhandling (»]stat present de la controverse sur les lettres de la cassette«, Revue historique, t. 174^—75, 1935). Anmelderen slutter sig helt til denne opfattelse. Han kan ogsaa i meget dele G.-B.s syn paa Maria Stuart som en kvinde, hvem den »ortodoxe« historieskrivning, der accepterede alle kassettestykkerne som gode kilder, har gjort megen uret. Der er ingen sikre vidnesbyrd om, at hun var medviderske i planen om Henry Darnley's mord, og at det var aftalt spil med hende, naar Bothwell i april 1567 tog hende til fange ved Almond-floden og forte hende til Dunbar. Deter ingenlunde bevist, at hun paa dette tidspunkt elskede sin »Lieutenant of the Border«. Den hengivenhed, som hun gav aabent udtryk i adskillelsens time paa Carberry Hill, kan, som G.-B. skildrer det, vaere spiret frem efter Dunbaropholdet. »Efter den umodne Frans og den imbecile Darnley kunde den virile Hepburn synes en husbond, vaerd at underkaste sig. Hun var meget traet, og i hans arme kan hun have haabet at finde tryghed og fred«. G.-B. opfatter Maria som en kvinde af et livligt og letbevsegeligt sind, men uden meget staerke passioner — der kan tilfojes: og uden nogen dyb klogt — spinkel og svag af helbred.

Hvad slags mand var nu denne Bothwell, til hvem den lille dame knyttede sig, da hun trængte til en mands støtte? Storms karakteristik: »Bothwell var eventyrlysten, stridbar, raa og voldsom;menhan havde ikke desto mindre (sic! en stor kvindepsykologvarden udmærkede norske historiker næppe) i forhold til kvinder ord for at være en farlig forfører«, er næsten den gunstigste,somhidtil er givet fra historisk hold. For G.-B. er han »trods alle sine brister . . . næsten den eneste humane og hæderlige Skotte i sin tids historie«. G.-B. har ret i, at moralen inden for datidens skotske hojadel i regelen ikke laa højere end den gængse

standard blandt vore dages Chicago-gangsters. Han har vist, at Bothwell, modsat næsten alle sine standsfæller, aldrig tog imod bestikkelser fra engelsk side, at han (vi ser her bort fra den mysteriøse Kirk o'Field-tragedie) aldrig vides at have dræbt noget menneske, skønt han som dronningens grænsepolitichef deltog i mange »raids«, og ofte viste sig human overfor sine fjender, at han — en stor og sjælden egenskab paa den tid — trods sin protestantisme var religiøst tolerant og konciliant, og at de korte perioder, i hvilke han var den ledende i Skotlands regering, præges af en forstandig lovgivning paa økonomiske, politiske og religiøse omraader. Han kan ogsaa pege paa uvildige udsagn fra samtiden, som støtter hans syn (bl. a. Englænderen Sir Henry Percy til Cecil 1563: »The Earl is very wise, and not the man he was reported to be«). Men han kan ikke frikendes for en tendens til at se for meget bort fra de omtalte brister hos sin helt. Overfor kvinder var Bothwell uden mange skrupler. Det viser hans forhold baade til dronningen — hans ægteskab med hende var utvivlsomt, som G.-B. betoner, rent »politisk« — og til hans første hustru Lady Jean Gordon. Det viser ogsaa hans adfærd mod den unge dansk-norske adelsdame Anna Trondson Rustung, som fulgte med ham, da han 1560 forlod Danmark, hvor han havde været regentinden Maria af Guise's gesandt hos Frederik IL, og overfor hvem han aldrig indfriede det gteskabsløfte,hunpaastod, havde givet hende. Set fra denne synsvinkelerBothwell, selvom man vægrer sig ved at tro paa beskyldningenmodham for ogsaa at have været udøver af »the horrible sin of sodomie«, visselig ingen engel. Det er ogsaa svært at acceptereforfatterenshypotese om, at det krudt, som var lagt under den syge Darnley's opholdssted i »Kirk o'Field«, og som 10. febr. 1567 i en mægtig explosion raserede huset »to the very groundstone«,varanbragt der med Darnley's vidende og vilje i den hensigt at sprænge dronningen og hendes protestantiske lorder i luften, og at Bothwell vel lod tænde lunten, men alene ud fra det øjeblikkelige raseri, som greb ham, da han fik nys om, hvad den grimme dreng havde i sinde. Det »Paris Plot«, hvis traade general R. H. Mahon har udredet i sin bog om »The Tragedy of Kirk o'Field« (1930), viser, at Darnley var impliceret i skumle katolske planer, men der er ikke givet noget bevis for, at disse planer var modnet til andet og mere end ønsker og projekter. Det skal imidlertid indrømmes, at Bothwell's andel i tragedien vistnok er umulig at udrede med sikkerhed, og at han sikkert ikke var den, der kvalte den unge barskjortede konge i frugthaven. G.-B.s forsøg paa at finde sandheden om denne mørke begivenhed

læses med større spænding end nogen »detektivroman«, men den
kritiske læser har sine tvivl om flere punkter.

Der er andre hypoteser i bogen, som man sætter spørgsmaalstegn ved. Det gælder t. ex. omplaceringen i tid (og dermed i fortolkning) af det »lille Glasgow-brev«. G.-B. følger her Mahon (Mary, Queen of Scots, 1924) i selve omplaceringsmetoden, idet de dog afviger i dateringen, men begge løsninger kalder paa kritiske indvendinger. Meget interessant for nordiske læsere er forsøget paa at vise, at det 8. kassettebrev og dele af de sonnetter fra Maria til Bothwell, som efter lordernes paastand fandtes i Bothwell's sølvskrin, i virkeligheden ikke er skrevet af dronningen, men af Anna Trondson. To kyndige literære dommere fra samtiden Ronsard og Brantome var enige om, at disse sonnetter var »for klodsede og upolerede til at komme fra (dronningens) værksted«. Indrømmes skal det, at visse vers falder meget mærkelige i Maria's pen, som dette: »pour lui tous mes parents j'ai quitté et amis«, der derimod vilde passe godt paa Anna. Men G.-B. skylder os rigtignok beviset for, at »admiral« Christoffer Trondsons datter i sit sjællandske barndomshjem lærte at skrive franske sonnetter, selv af en type, der ikke stod for Ronsard's kritik. Og han nødes for nogle af sonnetternes vedkommende til at antage, at Anna, efter at hun 1563 var rejst fra Skotland til Norge, paa ny i tiden 1565^—67 aflagde et besøg hos sin jarl, samt at hun fødte denne en søn (B. havde en illegitim søn William, hvis moder er ukendt) — noget, som ingen kilder melder noget om. Sønnen vilde da vel i alt fald være nævnt i den klage, som Anna fremførte mod Bothwell, da hun i efteraaret 1567 til sin overraskelse fandt ham kastet i land i Bergen (sml. Norske Magazin, I, 332); mærkes kan ogsaa, at Frederik 11. i brev til kurfyrst August af Sachsen 22. juni 1568 siger, at B. havde »Kinder erzeuget« med sin skotske »Gråfin« (hvad der i øvrigt er galt), men ikke nævner nogen tilsvarende frugt af forbindelsen med Anna (Norsk hist. Tidsskr. 11, 1872, 154, n. 2; 162, n. 1). Der er ogsaa andre træk i sonnetterne og brevet, som peger bort fra Anna og mod Maria. Men i hvilket omfang er alt dette kassettestof ukontamineret af oprørslordernes bestræbelser for at stille dronningen og Bothwell i det slettest mulige lys? At der er begaaet svære falsknerier, synes givet. Alt svæver her i et usikkert og flimrende halvlys, hvoraf den enkle sandhed vel aldrig lader sig udfinde.

G.-B.s skildring af Bothwell's oplevelser i Danmark 1559—60
og i Norge-Danmark 1567—78 rummer enkelte smaafejl (som
naar Hertug Adolf kaldes Frederik ll.s broder, og befalingsmanden

paa Bergenhus Erik Ottescn Rosenkrantz Anna Trondsons ¦icousin«), men vidner som helhed om gode kildestudier. Usikkert er det, i hvilket rum paa Dragsholm den fordums hertug af Orknoernehenlevede sine sidste triste leveaar, og hvad G.-B. fik ud af en ældgammel kone, som i trekvart aarhundrede havde tjent familien Ziitphen-Adeler, bringer næppe lys over sagen. Sikkert synes det at være, at han blev mishandlet, hvad der muligvis stod i forbindelse med, at han allerede ved sin overflyttelse fra Malmohustil Dragsholm 1573 skildres som »splittergal« (stark mad).

»Lord Bothwell« er smukt illustreret, bl. a. med billeder af Frederik 11., Erik Ottesen Rosenkrantz og Dragsholm, som ad denne vej præsenteres for den angelsaxiske læseverden. Bogen er oversat til fransk og er nylig ogsaa udkommet i dansk oversættelse. Den vil, som for sagt, ikke kede sine læsere.