Chr. Molbech, den danske historiske Forenings Stifter.

I Den danske historiske Forenings Hundredaar vil der være god Grund til at mindes den Mand, der tog Initiativet til Foreningens Stiftelse og gennem 14 Aar var dens bærende Kraft. Christian Molbech fortjener en Monografi, et Forsøg paa at trænge ind i hans Personlighed, en Vurdering omfattende hans mangfoldige Virken — ikke mindst fordi Dommen over ham i hans Levedage var bedsk. Men en saadan Monografi stiller meget store Krav; den forudsætter mangeartet Fagkundskab og et vidt Overskue. Det er en Opgave, som næppe kan løftes i eet Tag. Idet vi nu i Historisk Tidsskrift prøver paa at gøre Rede for, hvad Molbech har ydet ved Tilskyndelse og Arbejde paa vort Omraade, er Haand lagt paa Værket fra Historikernes Side, og denne Begyndelse er ikke unaturlig, eftersom Historien — trods alt — var Molbechs dybeste Interesse. Atter og atter i Aarenes Løb lover han at samle sig om sine historiske Arbejder og trække sig tilbage fra det meget, hans uudslukkelige Erkendelsesdrift og en rastløs Virketrang har ført ham ud i.

Redegørelsen vil falde inden for faglige Grænser; dog vil det være nødvendigt først at give nogle faa Oplysninger om Molbechs Slægt og et hastigt Rids af hans Udvikling i Ungdomsaarene.

I. Ungdomsaar.

Christian Molbech blev født 1783, samme Aar som N. F. S.
Grundtvig. Han var ikke som Grundtvig dybt rodfæstet i Danmark.Paa

Side 2

mark.Paafædrene Side var han af norsk Bonde- og Haandværkerslægt.Hans Far J. C. Molbech var 1772 kommet som Hovmesterfor en Akademist til Sorø Akademi, hvor han 6 Aar senere blev ansat som Repetent og 1787 som Professor i Filosofi og Matematik, men han betød intet og havde en ret krank Skæbne som Professor. Violinen var hans Tilflugt. Paa mødrene Side stammede Chr. Molbech fra tyske Slægter. Hans Mor Lovise Philippine Friderike Tiibel var en Musikers Datter fra Blankenburg. Hun blev alle Dage en fremmed Fugl i Sorø — heftig i Følelser, højspændt, hærget af legemlige Lidelser, Sindsygennær. Hendes Breve til Mand og Børn er alle skrevne paa Tysk, ligesom Chr. Molbech synes oftest at have skrevet paa Tysk til sin Mor. Hjemmet led under hendes Sygelighed og under kummerlige økonomiske Forhold.

Fra sit 7. Aar stod Molbech indskreven som Søkadet og blev foreløbig forberedt af Faderen i Matematik, Astronomi og Sprog; men denne Plan blev kuldkastet, og det bestemtes, at han med et af Handelshuset Duntzfeldts Skibe skulde ud til Serampore for at oplæres til Handelen. »Gik ombord paa Skibet »Hvide Øm« for med Lindams at reise til Ostindien«, hedder det 5. Dec. 1796 i nogle Dagbogsoptegnelser — de første af en overvældende Mængde Optegnelser, der foreligger fra Molbechs Haand. Rejsen gik dog ikke længere end op gennem Sundet til Helsingør. Den 13-aarige Dreng følte sig syg og ulykkelig og bønfaldt Faderen om at faa Lov til at komme hjem. Julen tilbragte han i Sorø, og ved Nytaarstid var han falden til Ro: »Foretog ieg mig saagar et lidet poetisk Arbeide« — en Sang til Visdommen. »Min Lecture for det øvrige bestod for det meste i Cooks Reiser, som ieg begyndte at læse den 28nde«¹.

Han havde valgt Livet i Bøgerne. Foreløbig betød det, at han skulde forberede sig til Universitetet hovedsagelig paa egen Haand. Han tog fornuftigt og systematisk fat, men dyrkede ogsaa særlige Interesser. Han køber og sælger Bøger, driver en hel lille Udlaansforretning. Han skaffer sig Bøger til Laans for at tilfredsstille sin glubende Hunger efter Viden og tilbringer

1 Dagbogsfragment (Ny kgl. Saml. 3092 4to I).

Side 3

under et kort Besøg i København flere Timer daglig paa Bibliotekerne.Paa denne Rejse kommer han til at gøre Bekendtskab med Professor Rasmus Nyerup »paa den forunderligste Maade af Verden«¹. Med al denne Aktivitet har han Ungdommens mange Sind — »en underlig Blanding af Sundhed og Sygdom, Tilfredshed og Mismod, Ligegyldighed og ængstende Uro, Tungsindog Munterhed«². I Rousseaus »Confessions« finder han sig selv³.

Den 23. November 1802 blev Molbech immatrikuleret ved Universitetet. Det var den Vinter, da Steffens begyndte sine Forelæsninger, der voldte saa stor Bevægelse, men Molbech var ikke blandt Tilhørerne. Han gik til de filosofiske Rusforelæsningerhos Professor Riisbrigh, der venligt tog sig af den fattige Student. I »Videnskabernes Selskabs Historie« gav Molbech mange Aar senere en Karakteristik af Riisbrigh; Taknemlighed laa bag hans myndige Ord. Ogsaa Rasmus Nyerup, der havde en Evne til at se, hvad der boede i sære unge Mænd, var Molbechen god Ven. Han holdt sin Haand over ham i disse Aar, da han maatte slide for Livet og ofte var syg og modløs; han

1 Brev til Broderen Carl 5. Sept. 1802 (Henrik Ussing: Breve til Carl Frederik Molbech. Aarsskrift fra Sorø Skole og Opdragelsesanstalt 1916. S. 27).

2 Brev til Carl Molbech 14. Marts 1801 (Ny kgl. Saml. 2336 4to IV 2).

3 Rousseau synes at have vseret meget yndet omkring Aarhundredskiftet at derarae efter Oversaettelserne, der kom den ene efter den anden i tset Rsekkefolge, og at domme efter det Vidnesbyrd, som Kgl. Biblioteks seldste Udlaansprotokoller giver. Molbech kastede sig allerede hjemme i Soro over Rousseau-Studier, som han senere fortsatte og tsenkte at udgive. 1810 gennemlaeste han disse Forsog. »Da var det, som vaagnede pludselig min hendode Ungdom«, — en Skygge svsevede frem — »jeg kiendte i ojeblikket de morke og dog venlige Track. Det var Dig, min Ungdoms Skytsaand, sedle ulykkelige Rousseau, Du, som med hoj Kraft forenede selsom Svaghed, og med en stor Aand sonderlig Indskrsenkning, Du, som i mange Aar var min fortrolige Ledsager og min ferste Leder paa Livets Vei«. (Molbechs Overssettelser af Skrifter af Madame de Stael og August Hennings om Rousseau tillige med hans egne Udkast findes i Ms. Collin 343 4to). — Endnu i Breve fra Molbechs sidste Aar er der Reminiscenser fra Rousseau.

Side 4

skallede ham forskelligt Arbejde fra Bibliotekerne og beredte Vejen for hans Ansættelse. Den 25. Sept. 1805 udnævntes Molbechtil Amanuensis ved det store kgl. Bibliotek, som fra den Stund blev hans Arbejdsplads. Samme Aar udkom »Historisk Udsigt over Stuarternes Regiering og Skiebne paa den engelske Throne«, et lille Skrift paa 3 Ark, sat op i Hast, sagtens som en Slags Adkomst til Embedet.

Første Impuls var, karakteristisk nok, Molbechs Enthusiasme for Prætendenten Charles Edward. Hjemme i Sorø i Efteraaret 1804 skrev han, ungdommeligt betaget, hans Levnedsløb, en frisk og naturlig Beretning om det æventyrlige Tog til Skotland og Prætendentens tragiske Skæbne¹, men denne Beretning var sandsynligvis for bekostelig at faa frem og maaske ikke ret egnet til Introduction i den lærde Republik; vist er det, at Molbech forfattede en Indledning til »Carl Edward Stuart« — ikke saa umiddelbar og levende som det første Udkast om hans Helt, men sat i rette Stil med Tanken paa Velyndere og skønsommeLæsere. »Historisk Udsigt over Stuarternes Regiering og Skiebne paa den engelske Throne« med en pompøs Indledningog snusfornuftige moraliserende Betragtninger er et Forsøg i »den philosophiske Historiegrandskning«, »den pragmatiske Historie«, som idelig var paa Tale i Skrifter og Journaler. Laurits Engelstoft, der anmeldte Bogen i »Kjøbenhavnske lærde Efterretningerfor Aar 1806«, bemærker, at den unge Forfatter har valgt de bedste Mønstre, de engelske Historieskrivere. Englands store Historikere fra det 18. Aarhundrede var Engelstofts Forbilleder;hans fine Studie: »Blik paa Forsvarsvæsenets Forfatningog Tilstand i det byzantinske Rige under Kejser JustinianI« er dybt præget af Gibbon, — og ser man hen til Læserne, den lille Kreds af Læsere, der søgte til Kongens Bibliotek, vil man i Bibliotekets Udlaansprotokol iagttage, at der er en flittig Efterspørgsel efter Humes, Robertsons og Gibbons Værker².

1 Ms. Collin 344 4to I.

2 Gibbons Værk kan ikke sendes ud af Byen, skriver Engelstoft paa Bibliotekets Vegne 14. Juni 1805 til Jens Moller i Slagelse, da det omsporges hvert Oieblik^ (Ny kgl. Saml. 3000 4to;.

Side 5

Molbech har senere nævnt Hume og Robertson som sine Lærere, men paa dette Tidspunkt var Bekendtskabet med det 18. AarhundredesHistorieskrivning næppe dybtgaaende. Den lille Bog er en Stilprøve.

I den følgende Tid kom Molbech under intensivt Arbejde ind i en stærk Udvikling. — Aaret 1807 satte Skel. Personlige Oplevelser og Skuffelser bragte hans sensible Sind i Svingninge r₁. Englændernes Angreb paa København og Flaadens Bortførelse lærte ham, at Fædrelandet var en dyrebar Virkelighed,der stillede sine Krav;- men Tilskyndelse og Mod til at tage fat hentede han som flere andre unge Mænd fra Oehlenschlægers»Nordiske Digte«, der lyste op under Ydmygelsen og den afmægtige Vrede². Den 29. Oktober skrev han i sin Kalender:udannet mig en Plan til et dansk historisk Lexikon, som skulde omfatte og bevare ethvert Navn af nogen Betydenhéd, der forekommer i danske skrevne og trykte historiske Monumenter«,og under 8. November: »fattede jeg første Gang den Idee, at skrive det danske Riges Historie under Frederik IL; og dannede mig en Plan for dette Arbeide, hvis fornemste Øiemed skulde være at producere — ikke noget blot Aarsregister, men en Historie i Ordets egentligste Forstand — ikke for Lærde, men for enhver dansk Borger, der elsker at kiende Forfædres Bedrifter«³. Molbech fattede mange Planer i sine Dage, de myldrede frem til det sidste. De var ofte kun Huskud, der døde en hastig Død, eller førte til Foretagender, som standsede paa Halvvejen; men disse uforfærdede Planer fra 1807 har en egen

1 »Lidet vigtigt og af ringe Værdi er mit Liv og min Idræt, selv betragter jeg det som høist übetydeligt. Men aldrig til min sidste Time glemmer jeg Aaret 1807. Hvad er det jeg tilforn levede, hvad det jeg tilforn følte og tænkte, mod det jeg levede, følte og tænkte i dette for mig mærkværdige Aar. Ikke fyldte Glæden mit Bæger; dog vilde jeg ikke bytte min traurige Længsel for andres Fryd. Mangen en Time i dette Aar var mig mere værd end hele Maaneder af mit fordums Liv« (Ny kgl. Saml. 439 8vo: 1807).

2 Exempelvis H. N. Clausen: Optegnelser om mit Levneds og min Tids Historie (1877) S. 18.

3 Ny kgl. Saml. 439 8vo: 1807.

Side 6

Interesse, fordi de giver Retningen for hans Stræben. Realiserede blev de aldrig i deres fulde Omfang, kun stykkevis; men Tanken om det biografiske Lexikon dukker atter og atter op og gjorde sig ogsaa gældende, da Molbech mange Aar senere stiftede Den danske historiske Forening.

Foreløbig kastede han sig over Værker om Historiens Theori. Det var Arbejde paa langt Sigt, men han kunde dog ikke afholdesig fra hurtigt at fremlægge Resultater. Allerede 1808 sendte han et lille Forsøg ud: »Nogle Ideer over Historie og Historieskrivning med Bidrag til en Kritik over Hr. Doctor og Landsdommer G. L. Badens Skrift om Griffenfeld«, en skarp Recension af Badens Arbejde og med det samme en almindeligRevselse af Skavankerne hos den filosofiske HistorieskrivningsEpigoner og Forfattere af anden og tredje Rang. Historienhævdes som empirisk Videnskab, og den rene Fremstillingsættes som Maalet, der skal efterstræbes, mens det gaar haardt ud over de Værker, hvori Forfatterne producerer deres eget Jeg — deres Meninger, Domme og løse Hypoteser. Ikke længe efter tog han igen til Orde. I »Kjøbenhavnske lærde Efterretningerfor Aar 1809« skrev han en Anmeldelse af et Skrift af Jens Møller, en Besvarelse af et Prisspørgsmaal, som VidenskabernesSelskab 1804 havde udsat: »Hvori bestaaer Misbrugen af den saakaldte pragmatiske Historie, som adskillige saa vel ældre som nyere Historieskrivere har tilladt sig; og hvilke Forholdsreglerskal man iagttage, at ikke denne Foredragsmaade ved urigtig Anvendelse skal skade istedetfor at gavne?«¹ Han fremholder atter den objektive Historie — uden Belæring, Dømmen og Paralleler — som det høje Ideal og spotter det paatrængende personlige Element i den raisonnerende Historieskrivning.Man kan sige, at det er den gamle lærde Tradition, der rejser Hovedet og siger et Ord mod den lette Litteratur, der

1 Benævnelsen: »Pragmatisk Historie« — der iøvrigt gaar ud fra en Misforstaaelse af Polybs Ord — var bleven gængs i det 18. Aarhundrede, men var meget vag, rummede snart et snart et andet. Af vore Forfattere (Munter, Båden, Nyerup) brugtes den oftest om den gennemtænkte, raisonnerende Fremstilling i Modsætning til den jævne annalistiske Beretning.

Side 7

florerede i en urofyldt Tid herhjemme og ude omkring. Men
der ligger noget mere i Molbechs Opgør.

Der var Vejrskifte under Vejs. Kritik mod det 18. Aarhundredes Intellectualisme og Selvglæde gjorde sig gældende, og ny Forstaaelse af alle Generationers Sammenhæng og hver Tidsalders Værdi i sig selv var ved at bryde frem. Molbech har i et Glimt set dette dybe Perspektiv gennem Tiderne. Derved er hans Krav om Historikerens Forhold til Stoffet bestemt, et Krav, han alle Dage fastholdt. Ved sit Syn paa Tingene hører han det 19. Aarhundredes Skole til, og han siger i de smaa Indlæg fra 1808 og 1809 paa sin Vis det samme som Ranke, da han, polemisk vendt mod det 18. Aarhundredes subjective Pragmatisme, skrev de Linjer, vi alle kender: »Man hat der Historie das Amt, die Vergangenheit zu richten, die Mitwelt zum Nutzen zukunftiger Jahre zu belehren, beygemessen: so hoher Amter unterwindet sich gegenwårtiger Versuch nicht: er will bloss sagen, wie es eigentlich gewesen«¹.

Men der var i Reaktionen mod det 18. Aarhundrede Elementer,som Molbech ikke kunde tilegne sig. Den radicale Kritik af Oplysningstidens Historiesyn, der havde fundet æggende Udtryk i Fichtes og Schellings Værker og i Benjamin Hoijers mærkelige Studie: »Om ett pragmatiskt afhandlingssåtti historien«², kom ham ikke ind paa Livet. Han havde ikke været Tilhører ved de Forelæsninger, som Steffens, stærkt betagetaf Schelling, havde holdt i København 1802 og 1803 — en udæskende, henførende Forkyndelse, — og maatte staa fremmed over for det Krav om Synthese, der var rejst, i Stedet for den megen stykkevis Viden, og den Trang til at finde TilværelsensEnhed og indre Sammenhæng, som var en bevægende Kraft hos Romantikens Mænd. Han citerer i »Nogle Ideer over Historie og Historieskrivning« i Forbigaaende den første Forelæsningsrækkeaf Steffens, der forelaa i Tryk fra 1803, og taler om de sælsomme, forvirrede og indviklede Udtryk hos de nyere

1 Geschichten der romanischen und germanischen Yolker von 1494 bis 1535 I (1824) Vorrede S. V—VI.

2 Silfverstolpes Litteraturtidning II^—111 (1796^—1797).

Side 8

Filosoffer. Med den ham egne Receptivitet tager han imidlertid hurtigt ved Lære. I den lille Anmeldelse fra 1809 findes Betragtninger— uden synderlig Sammenhæng med Tankerækken — der tyder derpaa, og den videre Udvikling kan iagttages i nogle Overvejelser, som blev nedskrevne i 1810, men først blev trykt 1816: »Brudstykker af en Afhandling om Historie og Oldkyndighed,især den nordiske«¹. Her fører Molbech med Færdighedden ny Filosofis Tale, men det hele gør et forceret Indtrykog er overmaade kaotisk; det vidner tydeligt om, at han har ondt ved at finde Rede i det meget, der stormer ind paa ham i disse Aar gennem Bøger og personlig Paavirkning, og ikke i Ro kan lade det fælde sig, men maa skrive, altid skrive.

Molbechs Kalendernoter og andre Optegnelser fra 1809 og gennem den følgende Tid melder om hans omfattende Læsning, hans Betagelse af tysk Litteratur — den tyske Klassicisme og Romantik, der dybt prægede den Generation, hvis Ungdom faldt omkring Aarhundredskiftet — A. S. Ørsted og H. C. Ørsted, Grundtvig og Oehlenschlæger, Mynster og Sibbern. For flere af disse Mænd var tysk Filosofi et alvorligt Studium, men Molbechs Forhold til Filosofien var løst, og karakteristisk er det, at Goethe og Schiller betød mindre for ham end Romantikens vegere, sværmeriske Aander, fremfor alle Novalis². Karakteristisk er det ogsaa, at Historikeren Johannes Muller, den sentimentale og meget svulmende, henrev ham, som han henrev saa mange andre af de Samtidige, mens Herder og Justus Moser synes at have ligget uden for hans Horizont.

Mere end alle Bøger betød dog Grundtvigs Personlighed.

Den 3. Maj 1808 mødtes de to unge Mænd første Gang og
fandt hinanden. Lange Samtaler og lange Breve med Skriftemaal
og Meningsudvexling fulgte. Grundtvig sendte Molbech sit nylig

1 Athene VI (1816) S. 317—311.

2 Kuriøst og meget sigende er Kamma Rahbeks Brev u/_s 1814, hvori hun takker Molbech for »den velsignede Aften, da De sad her og læste saameget Smukt for mig, hvoraf Mere end det, De meentc, forekom mig at være skrevet om Dem. Jeg maae ellers sige Dem, at det ikke er en ganske ny Opdagelse, at jeg finder saamegen Lighed imellem Dem og Novalis ¦. (Chr. Molbech og Karen Margrethe Hahbek (1883) S. 261).

Side 9

udkomne Digt »Maskeradeballet i Danmark« med nogle Verslinier,som udtrykte hans Glæde over at have fundet en Mand, der tror paa nordisk Aands Genoplivelse i et Land, hvor man letsindigt morer sig i Gøglerham:

O, troer Du, Kraften vaagne kan Og stolt fornye de svundne Dage, At Solen har for Danmarks Land En varig Straale end tilbage — Da deel med mig din sode Tro! Og Trest og Haab og salig Ro Skal Frygten af min Barm udjage.

I Begyndelsen af Juli rejste Molbech til Sorø; derfra til Gyrstinge, Bjernede, Fjenneslev, Alsted, Næstved, Pedersborg og skrev paa Vejen »Et Brev fra Sorøe til Hr. Etatsraad og Professor G. H. Olsen«, der blev trykt i »Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn« No. 79 og følgende Numre. Efter at det første Stykke var kommet frem, offentliggjorde Grundtvig i »Skilderiet« No. 81 et manende Digt til Molbech:

Til Absalons nedsjunkne Grav
Du gange hen i Kvaelde.

Han syntes ikke, at Vennens Rejseskildring med Alvor og Kraft fremholdt Fortids Storhed for en vanslægtet Nutid. »Et Brev fra Sorøe« bærer dog tydeligt Præg af, at Molbechs Sind er kommet i stærk Bevægelse under Samværet med Grundtvig; Brevet har i det Hele Sammenhæng med mange fremtidsrige Begyndelser fra disse Aar 1806, 1807 og 1808. Molbech ser med ny Øjne paa de gammelkendte Steder i Barndomsbyen og Egnen deromkring; meget træder frem for hans Blik, som han tidligere ikke saa, og Minderne fra Fortiden taler til ham som aldrig før¹.

1 Nyeste Skilderie af Kjobenhavn 1808: 1312. »Her [i Gyrstinge] saae jeg første Gang i mit Liv egentlige Kiæmpehoie eller Gravminder og Stendysser fra Hedenold eller saae dem i det mindste første Gang med den Sands som udfordres, naar man skal see med meer end Øiet, og skiøndt de ei hørte til de meget udmærkede gjorde deres Beskuelse dog et stærkt og forunderligt Indtryk paa mig. Hellige Minde om Fædres kraftfulde Aand og Daadl hvad er som du opløftende og siælestyrkende? Dig vil jeg tye til, naar jeg føler min egen Svaghed, naar jeg trættes og kiedes ved Tidsalderens Smaahed; men hvor jeg seer Danskes Kraft endnu at lue i deres Bryst — der vil jeg glad vende mig imod de gamle Minder, der give et Gienskin af hiin Styrkens Alder, og den Tanke vil mere levende staae for min Siæl: I vare kraftfulde Danske, I hvis Been muldne dybt i disse Høie, vi kunne igien blive det«.

Side 10

Den 24. August rejste han paany til Sorø, denne Gang i Følge med Grundtvig og Poul Dons. Fra Sorø begav de sig til Skovene ved Gunderslevholm for at opsøge den store Langdysse. Grundtvig gav i »Skilderiet« en poetisk Beretning om denne Vandring — noksom bekendt:

Hisset Bakken hoit sig lefter,
Bredere er Egens KMter,
Dunklere er Skoven her;
Nu er Guders Alter nser.
Med faldende Taare,
Jeg stirrer saa saare,
Hvad lofter sig hist?
O, er det ei Alterets mossede Stene,
Som Egenes Grene
Saa tsette omhvselver?
Deter, o, jeg skiselver,
Jeg dirrer af Lyst,
Og hellig Andagt opfylder mit Bryst,
Jeg iler, jeg iler med vingede Fied
For Asernes Alter at kaste mig ned
Og prise de hensovne Guder1.

»Som et Lyn svandt disse 4 Dage«, skrev Molbech i sin
Kalender umiddelbart efter den lille Sorørejse, »evig er deres
Erindring. Ulykkelige Skabning! Hvad har Du tilbage af

1 Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 1808 no. 101.

Side 11

Livet?«¹ — Endnu i de to næste Aar var han under Grundtvigs Magt, skønt Modsætningen mellem dem traadte skarpere og skarpere frem, Modsætningen mellem den altkrævende Grundtvigog Molbech, som trods alle Stemningsbølger var en Intellectuelmed Uvilje mod det irrationelle og extreme. Allerede i Molbechs første Brev, skrevet snart efter at de var blevet Venner, gør den sig gældende. Han kan ikke ensidigt se al Herlighed i det gamle Nord og idel Fordærv i Nutiden. Spagfærdigt udtaler han sin Tro paa, at Menneskeheden skrider fremad omend langsomt gennem Aarhundreder. Grundtvig forstaar ikke denne Optimisme. Ironisk ønsker han, at Molbech maa bevare sine blide Billeder Livet igennem. »Mig kaarede Nornen, jeg veed ikke om vred eller venlig, en anden Bane. — Min Vej gaar mellem Afgrunde«. Atter og atter maa Molbech værge for sig, for at faa Lov til at være sig selv, for ikke at overvældes af Vennen. Højspændingen hos Grundtvig tog til, i December 1810 blev han sindsyg og rejste hjem til Udby. Hans Sygdom greb Molbechmeget stærkt; men i den følgende Tid, da Grundtvig ikke var i København, frigjorde han sig efterhaanden for en Indflydelse,der vilde drive ham ud over den Grænse, der var ham sat. — »Einheit in meinem Leben und Wissen zu bringen« havde Molbech skrevet foran i sin Kalender i 1809. Hos Grundtvig havde han übevidst søgt den Kraft, der skulde samle de splittede Elementer, der var i hans Natur, og give Enhed i hans Stræben; han forstod fuldtud Betydningen af deres Møde og erkendte sin Gæld til ham som den, der havde opløftet ham og vakt hans Kærlighed til Nordens Oldtid; men maaske var det, naar alt kom til alt, mest indirekte Grundtvig havde hjulpet ham; maaske var det just under Modstanden mod den Vældige, at Molbech blev klar over sig selv. I Aarene efter er der større Sikkerhed over ham, og Uroen, som har jaget ham, finder Udløsning i anstrengt Arbejde².

1 I »Skilderiet« tog han dog Forbehold med Hensyn til Asernes Tilbedelse.

2 Molbechs Breve til Grundtvig 8/₁₂ 1811, 26/₁₂ 1812; til Fru Viborg atl₁ 1812 (Ny kgl. Saml. 2336 4to V 2).

Side 12

Rejsen i Sommeren 1808 og Beretningen »Et Brev fra Sorøe« var bleven fulgt af Smaarejser rundt paa Sjælland og til Møen i de følgende Aar og Beretninger trykt i »Skilderiet« og andet Steds. Molbech vilde lære Landet at kende og paa den Vis berede sig til sit historiske Arbejde. Han fulgte i Rasmus Nyerups Spor, der i Aarene 1805_—1807 havde foretaget antikvariske Excursioner i Fy en, i Jylland og paa Sjælland og havde givet Meddelelser om disse Rejser paa sin muntre, formløse Maade. Saaledes havde han i »Iris og Hebe« Januar 1807 offentliggjort »Min Pillegrimsrejse til Sorø i August 1806«. Her taler han med Varme om Egnens rige Minder fra Valdemartiden; og de mange Gravhøje i Gyrstinge og Flinterup Sogne giver ham Anledning at fremsætte Ønske om Fredning og advare mod, at man hurtigt og hensynsløst sløjfer Høje, »hvofi ligge Bilag til det, som Saxo og Snorro, som Edda og Sagaerne berette om Oldids Sæder og Tænkemaade«. Dette lille Stykke gav Ideen til »Et Brev fra Sorøe«, som Molbech redeligt vedgaar. Den unge Forfatters indledende Ord gælder »Danmarks ædle Nyerup« og hans Pilgrimsrejse. »Et Brev fra Sorøe« og de andre Rejseberetninger — alle i Brevform — blev samlede i 1811 under Titel: »Ungdomsvandringer i mit Fødeland«. Bogen blev solgt ud, inden Aaret var omme. Den greb Øjeblikkets antikvariske Interesse og gav i mange Maader Udtryk for Tidens Stemninger. Rasmus Nyerup er i den, men næste Slægtled, den søgende Ungdom, er der ogsaa. Meget minder om F. C. Sibberns »Efterladte Breve fra Gabrielis« — Naturbeskrivelserne, Glæden over det skønne Land, Sindets Bølgegang, det nære Forhold til den tyske Romanti k¹. For Historikeren vil de antikvariske Bestanddele altid have en særlig Tiltrækning. De er naive og dilettantiske — som Nyerups Rejseberetninger, som Meddelelser om »Helgensager« og »Munkerim« i de første Bind af Kirkehistoriske Samlinger — men de er Vidnesbyrd om, at man prøver paa at trænge frem ad nye Veje².

1 Bre\ene er skrevne 1813^—1814, men Bogen udkom forst 1826.

2 Deter kun en lille Ting at nævne, at Molbech var den første, der bragte Meddelelse om Kalkmalerier i Fjenneslev Kirke. Han fik Oje paa

Chr. Molbech. Tegning af C. A. Jensen. Rom 1820.

Side 14

hvorved de havde erhvervet og forøget det timelige Gode. Derfor maatte saamange Tusinde lade deres Liv i Ditmarsken, derfor Blodstrømme overskylle Landet, førend Folkets Kraft kunde bøies«.

»Hvor Meget skiønt og Eftertanke værdigt sagt i faa Ord« skriver Engelstoft. Recensenten yder i det Hele Molbech den største Anerkendelse. Han fremhæver, at han staar sikker og selvstændig i sit Arbejde, at han ikke lader sig daare af fantastiske Ideer. Men der falder i Anmeldelsen broddede Ord til Historikere med højere Visdomsblik efter forudfattede Synspunkter — Romantikens Mænd og først og sidst Grundtvig.

Grundtvig havde under sit Gennembrud faaet Lede ved »den elendige Pragmatiseren« i Historikernes Værker. Han var blevet greben af den romantiske Filosofis Krav om et Helhedssyn, Nødvendigheden af at vælge et Stade — maatte det end være en Hypotese — hvorfra Historien overskuedes, om ikke alt skulde blive et Chaos af Ligegyldigheder. Efter at han var gaaet gennem den religiøse Krises Skærsild, havde han faaet et Stade — sin kristne Tro — som fremgik af den Bog, han i December 1812 udsendte: »Kort Begreb af Verdenskrøniken«. Den havde vakt Harme ved de haarde Domme, det tøjlesløse og fremstormende, der var Efterdønninger efter Sindsygdommen. Engelstofts Protest i Anmeldelsen af »Historie om Ditmarskerkrigen« rører ikke ved Enkeltheder, men sigter mod det principielle. Ved sine skarpe Ord mod forudfattede Synspunkter stiller han sig ved Molbechs Side i den Fejde, han førte lige siden Fremkomsten af »Kort Begreb af Verdenskrøniken«¹, en Fejde, som gjaldt fundamentale Spørgsmaal, men som i Grunden ikke bragte Indlæg, der tog fast om Problemerne. Grundtvig staar over for Molbech som Forkynderen, der vil tyde Historien og bruge den. For ham er Historikerens Arbejde »et Urværk, der skal efter Formuen, Gud giver, gientage hans Hammerslag paa Tidens Klokker og med Salmevers paaminde om, at ingen ved,

1 Molbechs Fortale til »Historie om Ditmarskerkrigenc er skreven 24. Jan. 1813 umiddelbart efter Læsningen af »Kort Begreb af Verdenskrøniken«. dem, da han vovede sig op over Hvælvingerne. (»Skilderiet« 23. Aug. 1808. ¦ Ungdomsvandringer« I S. 304). — I 1815 udkom en Fortsættelse af »l'ngdomsvandringer«.

Side 13

Da Molbech udsendte »Ungdomsvandringer i mit Fødeland«, var han i Gang med Forstudier til et historisk Arbejde, det første Forsøg paa en historisk Fremstilling, bortset fra den lille Skriveprøve fra 1805. Hans Ungdom var ved at gaa til Ende, han var nær de tredive Aar. I 1813 blev han færdig med »Historie om Ditmarskerkrigen Aar Femten Hundrede og Ditmarskens Erobring under Kong Frederik den Anden, med en historisk Udsigt over Ditmarskerfolkets Vilkaar og Skiæbne i ældre Tider«. Det er et solidt underbygget Arbejde, fuldt ud i Overensstemmelse med de Grundsætninger, der var fremsat i »Nogle Ideer over Historie og Historieskrivning« og i Recensionen over Jens Møllers Skrift — helt i den gamle lærde Tradition, Stilen undtagen, thi Molbech lægger overmaade Vægt paa Formen; han efterligner Johannes Muller, som han flittigt havde dyrket, mens han skrev Bogen. Denne Stil satte man i Almindelighed megen Pris paa. Engelstoft citerer i sin Anmeldelse¹ som Prøve Betragtningerne over Ditmarskernes Uafhængighed og frie Forfatning

»Gangen i Arv fra Fædrene i Hedenold, hine Sakser, som Keiser Karl først maatte udrydde, før han kunde undertvinge dem, har denne Forfatning længe bevaret og styrket DitmarskernesKraft med deres Frihed og Stridbarhed. Thi ligesom hele Folkets Aand stræbte mod Frihed som det ypperste Klenodie: saa maatte ogsaa en Tilstand, hvori den stærke medfødte Drift hos hver enkelt Borger kraftigen kunde røre sig, og ingen Trællelænkerkuede de diærve Mænd, nære og fremme den Vækst, der i anden Jordbund ei vilde groet saa frodigen. Fri vilde Ditmarskerenvære; Herre vilde han neppe kiende af Navn; stærk var hans Arm og tungt faldt hans Værge; men stærkere var Sindet, der rørte Armen, og Villien, der lod Værget slaae. Mere end een Gang viste sig, at, hvor det gialdt Fædreland, tænkte ei mere nogen Enkelt paa sig selv; men Alle, uden Tvang, uden at tælle Fienderne, uden Rædsel for Overmagt, offrede Livet for Friheden,Gods, Velstand, Mag og jordisk Nydelse for den Forfatning,

1 Dansk Litteratur-Tidende for 1814 no. 26.

Side 15

naar Herren kommer, ved Midnat eller ved Hanegal, men at han kommer vist som Dommer«¹. Indtrængende kalder han paa sin Erasmus. Molbech kæmper for Forskningens Frihed, men taler — ligesom Grundtvig — meget om sig selv. Hans Piece: »Til Hr. N. F. S. Grundtvig, Capellan i Udby i Anledningaf hans Verdenskrønike og Kiøbenhavns Skilderie No. 29« er holdt i en naiv, moraliserende Tone.

Alle disse Indlæg i »Skilderiet«, alle disse Piecer og private Breve siger ikke stort. Livet kom til at rumme saa meget mere. Grundtvig blev rigere, mere vidtfavnende, alt som Aarene gik. Med suveræn Myndighed, haanende al Objectivitet, skrev han Historie for at rejse sit Folk religiøst og nationalt. Men Molbech fulgte Gram, Langebek og Suhm. Han stillede sig i Rækken af nøgternt prøvende Mænd, der som Maal for deres Arbejde satte en uafhængig Erkendelse af Fortiden.

II. I det lærde Laug.

I Begyndelsen af 1813 anmeldte Molbech Vedel Simonsens »Udsigt over Nationalhistoriens ældste og mærkeligste Perioder« med det sørgelige første Afsnit: »Udsigt over Nationalhistoriens især dens haandskrevne Kilders forsk] ellige Skjæbne i Norden« og fik her Lej lighed til at klage over de trange Kaar, historisk Studium havde haft i den sidste halve Snes Aar eller mere, idet en stormfuld Nutid tog alt og alle, og der ikke var Lyst eller Stunder til Fordybelse i Fortiden. Siden Suhms Død 1798 var Arbejdet paa den stolte Bygning, de gamle Historikere havde lagt Grunden til, gaaet i Staa. Smaabøger af let Art havde afløst de indholdstunge Folianter og Quarter².

Molbechs Fremstilling svarede godt nok til Forholdene, som
de var.

Rundt om i Landene konstateres i denne Periode Brud i

1 Breve fra og til N. F. S. Grundtvig I (1924) S. 145.

2 Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 27. Febr. og 2. Marts 1813. Sammenlign hermed P. E. Muller i Skriftet: Om det islandske Sprogs Vigtighed (1813) S. 130 og i Dansk Litteraturtidende for 1818 S. 550.

Side 16

Traditionen og en Nedgang i Viden og Kunnen ikke blot inden for Historien, men paa alle til Historien grænsende Omraader. Hos os kan man vel ikke tale om Traditionsbrud, eftersom grundigeog lærde Disciple fulgte det 18. Aarhundredes Historikere, men der var ingen Leder iblandt dem, og Videreforselen af Grams, Langebeks og Suhms store Foretagender slæbte sig sendrægtigt af Sted. Abraham Kali havde efter Suhms Død paataget sig Udgivelsen af »Historie af Danmark«, der kun forelaa trykt indtil 1182. To Bind havde han fuldført; derefter havde Rasmus Nyerup overtaget det møjsommelige Arbejde og 1809 udsendt Bind X, 1810 Bind XI. — Sidste Bind af »Scriptores rerum Danicarum« var givet i WerlaufTs og Engels- LufLs Ilænder, men de syntes aldrig at naa til Vej«* F.nrlp.l. — I Geheimearkivet laa store Afskriftmasser, der skulde danne Basis for »Corpus diplomaticum Daniæ et Norvegiæ«, Grams og Langebeks Værk, der var standset paa et tidligt Stadium, og hvis Fremkomst nu under Dyrtid og financiel Misere forekom at ligge uden for alle Muligheders Grænse. Naar Nyerup begyndteat aftrykke Diplomer ved Slutningen af hver Tome af »Historie af Danmark« betød det, at man havde opgivet Haabet om en samlet Publication.

Just paa samme Tid som Anmeldelsen af Vedel Simonsens Bog kom frem, blev Molbech Medlem af »Danske Selskab«, og ivrig efter at gøre et Stykke Arbejde i det lærde Laug var han strax rede med Forslag. I Takskrivelsen til Forstanderen Conferenceraad M. Treschow udvikler han, hvor magtpaaliggende det er at faa udgivet de talrige og betydningsfulde Diplomer, skrevne paa Dansk, der ligger i Arkiverne, hvor rimeligt det synes, at »Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog« tager den Opgave op; han foreslaar, at der indrømmes saadanne Dokumenter en staaende Plads i hvert Bind af »Danske Magazin².

1 SRD VIII udkom først 1834 og havde tydelig Karakter af Efterslæt.

2 Concept af 20. Marts 1813 (Xy kgl. Saml. 2336 4to V 2). Ligesom Langebek forenede Molbech Kærligheden til dansk Historic med Kærligheden til dansk Sprog. Tidlig erkender han, at Modersmaalet er hans Hjerte nærmere end det islandske (Brev til Grundtvig af 22. Marts 1809), ja han kom af flere Grunde i en Slags Opposition til det oldnordiske og gav sine Kraefter til det sserdanske; han brod paa dette Omraade ny Vej ved Udgaver af middelalderlige danske Texter og Fund af gamle Manuscripter af Betydning for Forstaaelsen af Middclalderens sidste Aarhundreder. Ogsaa i liestrgebelserne for de paa Dansk skrcvne Diplomer modes hans historiske og sproglige Interesse. Det har vscret nodvendigt at concentrcre naervEcrende Studie om Molbechs historiske Arbejde, men deter i og for sig en kunstig Grsense der drages, eftersom det netop er ejendommeligt for denne Periodes Folk — baade hjemme og ude at de var Landnamsmsend, der tog megen Jord i Besiddelse. Senere blev det udstrakte Omraade stykket ud i I,odder og intensivt dyrket af Specialister.

Side 17

Molbechs forste Forseg med Udgiverarbejde faldt dog paa et helt andet Omraade. 1816 havde Rasmus Nyerup udsendt en lille Bog: »Karakteristik af Kong Christian den Fjerde, grundet isaer paa et Udvalg af hans egenhsendige Breve«. Han havde brugt Originaler, der dengang fandtes i det kgl. Bibliotek; og Afskrifter i L. Engelstofts Eje og Kails Samlinger, der for en stor Del gik tilbage til J. H. Schlegel, havde staaet til hans Raadighed. Molbech har vel faaet Tilskyndelse fra denne Bog — som han saa mange Gange har faaet Impuls fra Nyerups Virke — men selv fremheever han, at det var Chr. Olufsens Bedemmelseaf Christian IV, der foranledigede, at en Udgave af Kongens Breve kom til at staa for ham som et Arbejde, han skulde tage op. I »Bidrag til en statsokonomisk Oversigt af Danmark«, der udkom heftevis 1818_—1819¹, havde Olufsen talt meget negternt om Christian IV som Regent: Med al sin gode Villie og Driftighed havde han ikke udrettet synderligt; han spildte sin Kraft paa Enkeltheder, »var egentlig en stor Husfader«.Molbech tog til Genmsele i »Skilderiet« — nseppe helt uden Frygt for Professor Olufsens skarpe Tunge. Han gjorde ggeldende, at det var nedvendigt at anlsegge et historisk Syn paa Kongens Bestrsebelser og Virken: »Man er maaskee netop i den indenlandske Historie meest tilbejelig til at ville overfore den naervserende Tids Vilkaar paa lsengst henrundne Tider«, tilbøjeligtil

1 Hefterne blev omtrykt 1819 med enkelte Ændringer og samlede under Hovedtitel: Bidrag til en Oversigt af National-Industrien i Danmark.

Side 18

bøjeligtilat »betragte Fortiden gjennem vore Dages Lorgnetter
«1.

I 1819 og 1820 var Molbech paa Udlandsrejse, men umiddelbart efter sin Hjemkomst havde han i September 1820 Audiens hos Frederik VI og overgav en Ansøgning og en Plan, og Kongen resolverede, efter at Ove Malling havde haft Sagen til Betænkning, at Molbech under hans Tilsyn skulde foretage Indsamling og Afskrivning af alle Christian IV.s egenhændige Breve, hvortil Omkostningerne skulde udredes af den kongelige Kasse; senere skulde Beslutning tages om Udgivelse. Molbech var lykkelig over Arbejdet — ogsaa over Forbindelsen med den kongelige Historiograf Geheimeconferentsraad Malling, der kunde blive lærerig og gavnlig for en ung Mand — og i 3—43_—4 Aar samlede han Stof og lod foretage Afskrifter, men derefter standsede dette Foretagende, der skulde føres frem under kongelig Protection. Grunden til Standsningen var Frederik Vl.s Modvilje mod Offentliggørelse. Ganske ligefrem ytrede han overfor Molbech sin Mening om en Del af Brevene, i Særdeleshed de Breve, der angik Kirstine Munk og Rhingreven². Det hele synes at ligge hen til Fyrrene, da Molbech først gennem Den danske historiske Forening og siden gennem Videnskabernes Selskab prøver at realisere sine gamle Planer. Ved Understøttelse fra Videnskabernes Selskab udkom 1848 1. Bind og 1861 4 Ark af 2. Bind, tilsammen omfattende Kongens Breve fra 1596 til og med 1631. Det var ikke en dadelfri Udgave, men Molbechs Arbejde var en Station paa Vejen, hans Indsamling af Materiale kom Brickas og Fridericias Værk til Gode³.

Det gik med Molbechs Bestræbelser for at faa gamle danske Diplomer udgivne som med Christian IV.s Breve — ikke før i Fyrrerne naaede han frem til en Virkeliggørelse af Planen og endda under anden Form end oprindelig tænkt i 1813; og ligesomChristian IV.s Breve kom Publicationen af Diplomerne til at strække sig over et langt Aaremaal og forblev ufuldendt.

1 Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 3., 7., 11. Nov. 1818.

2 x\y kgl. Saml. 439 8\o: 1825 ",'_a.

3 Ms. Collin 338 4to, Ny kgl. Saml. 985 b 4to.

Side 19

Første Hefte af »Udvalg af hidtil utrykte danske Diplomer fra det 14., 15. og 16. Aarhundrede« ved Molbech og N. M. Petersen blev udsendt 1842, tredje Hefte, der blev det sidste, kom 1858 — efter Molbechs Død — uden egentlig Afslutning. Udgaven, der omfatter Breve fra 1371 til 1408, blev et Fragment, og dog var det nogle Skridt henad Vejen mod det store Maal at faa det middelalderlige Brevstof frem.

løvrigt fik Molbech kun meget begrænset Indflydelse paa det Arbejde, der i hans Tid blev sat i Gang for foreløbig at erstatte — paa langt Sigt forberede Diplomatariet. Det var Christian JiirgensenThomsen, der 1827 i Danske Selskab foreslog Udarbejdelse af et Regestum diplomaticum til dansk Historie, summarisk Gengivelseaf alle trykte Breve. Man overdrog Werlauff, Molbech og Kolderup-Rosenvinge at udtale sig om, hvorledes og hvorvidt Forslaget lod sig sætte i Værk, og de to første Herrer afgav en Betænkning, som ikke mere er til; men Sagen fik i hvert Fald ikke Fremme, sagtens fordi Selskabet savnede Midler. Derimod indgik Kolderup-Rosenvinge med Forslag til Videnskabernes Selskab, der nedsatte en Commission til at planlægge og lede Arbejdet¹. Molbech var paa dette Tidspunkt endnu ikke Medlem af Videnskabernes Selskab, og først 1837 kom han ind i Regestacommissionen.Her søgte han at stille Selskabet det oprindelige Maal for Øje og tilskynde til at forberede et Diplomatarium. Men Commissionen og Selskabet fastholdt, at man først og fremmest skulde føre Regestværket igennem og ved Siden heraf nøjes med at udarbejde en Plan for et Diplomatarium til Aar 1400. Om Udarbejdelsen af Planen forlyder intet senere, og om Molbechs Virken i Commissionen vides ikke synderligt udover,at han førte særligt Tilsyn ved Bind II af »Regesta diplomaticahistoriæ Danicæ«, hvis 2 første Hefter udkom 1856. Enkelte temperamentfulde Skrivelser foreligger fra hans Haand. Han var næppe, kunde efter sin Natur ikke være en klog og sindig Leder eller en støt Arbejdsfælle i et Foretagende af denne

1 Danske Selskabs Deliberations- og Resolutions-Protocol 8. Maj 1827 og 10. April 1828. — 11. April 1828 stillede Rosenvinge Forslag i Videnskabernes

Side 20

Art. Han havde Ideer¹, var hurtig i Oplobet, men havde ikke den lange Taalmodighed og sejge Vilje, som Udgiverarbejde kræver, heller ikke systematisk Sans og Akribi. Han følte stærkt den Fordring, der var stillet til hans Slægtled, at fortsætte den gamle Skoles Værk, men hans bevægelige Aand kunde ikke falde til Ro ved at samle og sigte Materiale og gore det tilgængeligt.

Allerede 1807 stod den historiske Fremstilling for ham som Maalet. I unge Aar dromte han om at blive »Danmarks Historieskriver«.»Historie om Ditmarskerkrigen« i 1813 var et første Forsøg, og »Europa i Middelalderen indtil Udgangen af det 13. Aarhundrede«² skulde tjene som Forberedelse til et Arbejde over Danmarks Historie i Aarhundredet efter Valdemar Sejrs Død, da Kampen stod mellem Kongemagt og Hierarki. Moibech støtter sig i denne universalhistoriske Skitse til Kirkehistorikerne Schroeckh, Spittler og Planck, udprægede Repræsentanter for Oplysningstiden, men han er naaet ud over det 18. Aarhundredes begrænsede Anskuelse, idet han hævder, at det er Historikerens Pligt »i enhver Tidsalder at fremdrage hvad der giver den sit Præg af eiendommeligt Liv, og at bedømme dette Livs Virkninger,ikke efter den Værdi, de i nogen anden Tidsalder kunde faae, men allene efter den, som de havde i den Tid, hvori de frembragtes eller ytrede sig«. Det er den historiske Skoles Syn. »Ich aber behaupte, jede Epoche ist unmittelbar zu Gott«, siger Ranke, »und ihr Wert beruht gar nicht auf dem was aus ihr hervorgeht, sondern in ihrem eigenen Selbst«. løvrigt fik Moibechslet ikke skrevet det Stykke Danmarkshistorie, han havde i Sinde. Af hans Plan blev til Rest: »Kong Erik Plogpennings Historie. En Prøve paa den danske Histories Fortælling« (1821)³, et lille Skrift, der kildekritisk er meget svagt og ikke byder

1 I Mindetalen for Jacob Langebek i Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog 1845 nævner han en Række Opgaver, der maatle ligge Selskabet nær: Cancelliregistranterne. Christian lII.s Bibel, Anders Sorensen Vedels Saxo-Oversættelse, Christiern Pedersens Ny Testamente, Herman Yeifter.N Rævebog. (Danske Magazin '3. R. 11. S. XXI).

2 Skandina\isk Stlskabs Skrifter XVI (1819).

3 Ansogning til Kongen /. Aug. 1819, Concept. (Ny kgl. Saml. 233ti 4to V 1). I-ortalen til Bogen.

Side 21

nogetsomhelst i Retning af dybere historisk Forstaaelse. Som stilistisk Mønster er Johannes Muller forladt; Fremstillingen er tilstræbt jævn. Men hvis Molbech haabede, — som han antyder i Fortalen — at »den forstandige Borger eller Bonde« vilde læse Bogen, blev han skuffet. Den forstandige Borger og Bonde foretrakIngemanns

I Tyverne og Trediverne sled Molbech haardt med sine Udgaver af middelalderlige danske Texter og de store lexicalske Arbejder. I disse Aar fremkom imidlertid paa historisk Omraade en Række betydelige Skrifter — 1822 F. C. Dahlmanns »Forschungen auf dem Gebiete der Geschichte« med den æggende Studie »Einleitung in die Kritik der Geschichte von Alt-Danemark«, — 1823 Peter Erasmus Mullers Undersøgelse: »Om Kilderne til Saxos ni første Bøger og deres Troværdighed«, — 1825 E. G. Geijers »Svea Rikes Håvder« og 1832 »Svenska Folkets Historia« Del I, — 1826 og 1829 de to første Scriptores-Bind af »Monumenta Germaniæ historica«. Hertil er at føje Chr. Jiirgensen Thomsens Arbejde med Oldsagerne, der lagde den faste Grundvold for forhistorisk Arkæologi, men som overmaade stilfærdigt introduceredes i Litteraturen gennem »Kortfattet Udsigt over nordiske Steen-Oldsager fra den hedenske Tid« (Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed I 1832) og »Ledetraad til nordisk Oldkyndighed« (1836).

Molbech var altid lydhør, og trods alt det, der tog hans Kræfteri denne Periode, fangede han nye Tanker, og forstod, hvad de indebar. Det kom for Dagen i et Par Forelæsningsrækker, han holdt i 1833 og 1836 — den første over »de nordiske Nationers særdeles det danske Folks Oprindelse, ældste HisLorie og Forfatning«,den anden over >^de gamle Nordboers Monumenter, Oldsager,Cultur, selskabelige og huslige Forfatning i den hedenske Tid«¹. Et meget fremtrædende Element ide første Forelæsninger

1 Ms. Collin 340 4to. Disse Forelæsninger har Curl S. Petersen fremdraget i sin Bog: »Stenalder. Broncealder. Jernalder" (1938) og brugt ved Redegorelsen for Molbechs Stilling til den unge arkæologiske Forskning. Efter hans indtrængende Studie og med Henblik paa Bengt Hildebrands store Værk: Al. J. Thomsen oeh hans lårda forbindelser i Sverige 1816_—1837 (1937- 1938) vil der ikke være Grund Lil i nærværende Skitse at gaa nærmere ind paa Molbechs Deltagelse i den forhistoriske Drøftelse, hans Polemik med Sven Nilsson, hans Forhold til Runamo-Aflairen.

Side 22

er Kildesondringen under tydelig Indflydelse af P. E. Muller og navnlig Dahlmann. Dahlmanns Aand og djærve Maade stemte godt med Molbechs Intelligens og hans Manddoms Realisme¹. Mod Geijer polemiserer han jævnlig; det kunde synes, som Forelæsningsrækkenaf 1833 er inspireret eller ægget frem af »Svea Rikes Håvder«. Der skelnes skarpt mellem Mythe, Sagn og ren historisk Overlevering, og Undersøgelsens Resultat er, at om Norden og Danmark gives der Sagn om den forhistoriske Tid eller hvad der ligger længere tilbage end det 9. Aarhundrede, men ingen Historie. Betydningen af det arkæologiske Stof fremhæves, Nødvendigheden af Indsamling, Studium, Sammenligningmed Fund uden for Norden. I den Skitse, der gives af den ældste Historie, især hvor der gøres Rede for Danmarks Forhold til Udlandet, bruger Molbech de samtidige frankiske Annaler etc., og til Forstaaelse af Statens og Samfundets Opbygningtager han angelsaxisk Overlevering til Hjælp og tyske Kilder, ligesom han henviser til de Spor af gamle Forhold, der kan findes i svensk og norsk Tradition, mens Sporene af de ældre Tilstande tidligt er udjævnede paa dansk Grund.

Forelæsningerne blev ikke trykt, hvad de heller ikke var synderlig egnede til i den Skikkelse de foreligger; men vi genfinderen Del af deres Indhold i den Oversigt over nordisk Historiografi,som Molbech offentliggjorde i »Maanedsskrift for Litteratur« 1834², og et Udsnit af dem ien Artikel i »Nordisk Tidsskrift for Historie, Litteratur og Konst« 1835: »De tidligste historiske Begivenheder i Danmark fra det 8. og 9. Aarhundrede indtil Gorm den Gamles Død«. De er endvidere Grundlaget for

1 I Molbechs Kalenderoptegnelser under 17. Jan. 1841 laeses: »Taltc med Adler om Dahlmann. Han syntes vel stemt for Ideen at kalde ham hertil; heller ikke syntes det, som Kongcn just vilde vsere meget derimod — men hvor, mente han, finde en Plads og Fonds«.

2 Her en varm Anerkendelse af Geijers Historieskrivning.

Side 23

»Fortællinger og Skildringer af den danske Historie«, som 1837^— 1838 blev udgivne af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug. Men mens Forelæsningerne med deres hvasse Kritik, henkastedeIdeer, iltre Discussion er fulde af Liv, er Fremstillingen i »Fortællinger og Skildringer« mat. Eet Afsnit i Bogen skal dog ikke glemmes: »Om Nordens ældste Grave, Gravminder og jordfundne Oldsager«, det første Forsøg paa at berette om nordiskOldtid ud fra arkæologisk Materiale. Chr. Jiirgensen ThomsensArbejde er Forudsætningen, men her er mere end en Tilegnelseaf Litteratur. Man maa tænke paa Molbechs antikvariske Smaarejser i unge Aar. Under Nyerups Tilskyndelse drager han ud; han søger Vejledning hos Oldsagskommissionen; efter de første Vandringer følger op gennem Aarene nye Rejser — eller Rejseplaner.

I Hovedsagen var »Fortællinger og Skildringer af den danske Historie« et mislykket Foretagende. Molbech havde ikke Evne som Historieskriver. Han holdt sig til den faglige Drøftelse af Problemerne, ikke til Fortiden i dens hele Fylde. I sin Tid havde han valgt Livet i Bøgerne, og hans Tilværelse faldt alle Dage trods Virketrang og selskabelig Drift inden for ret snævre Rammer; han kom jo i Kraft af sin Gerning til at være meget sammen med de døde — »de nemlig, som bestandigen gaae igien paa Jorden, og som i Kiøbenhavn særdeles og i Mængde spøge bag Slottet og paa Runde-Kirkes Loft«¹.

Lærdomshistorien maatte blive hans rette Omraade.

Han havde i 1821 en Plan om at skrive det kgl. Biblioteks Historie og udsendte en Subscriptionsindbydelse til »Udkast til en Historie og Beskrivelse af det store kgl. Bibliothek i Kiøbenhavnmedbibliographiske Efterretninger om endeel af dets mærkeligste Haandskrifter og sieldenste Bøger«². Det gik med denne Plan som med saa mange andre; men en Snes Aar senere lykkedes det ham at føre et stort Arbejde inden for LærdomshistorientilEnde, nemlig »Det kgl. danske Videnskabernes SelskabsHistoriei

1 Chr. Molbech: Dansk poetisk Anthologie IV (1840) S. 177.

2 Molbechske Tryksager i Collinske Brevsaml. XLVIII.

Side 24

skabsHistorieidets første Aarhundrede« (1843), en Opgave, som Selskabet havde overdraget ham, og som iøvrigt gav Anledningtilkraftige Sammenstød. Allerede i November 1842 ankede Sekretæren H. C. Ørsted over den bitre Tone, der raadede i den Part af Fremstillingen, han havde haft Lejlighed til at se, og i Molbechs Fortale fra April 1843 gaar svære DønningerefterStriden. Da Værket forelaa, tog Orsted til Orde mod de deri udtalte Domme over Fortidsforhold og over LedelseniNutiden og oplæste i Mødet 16. Juni »Antegnelser til Videnskabernes Selskabs Historie«, hvortil Molbech gav Gensvar3.Novembe r¹. — Den Uro, Bogen voldte, var forklarlig nok. Det er en myndig, stridbar Mand, der fører Ordet. Nu og da har man Fornemmelsen af, at han er vilkaarlig. Det er saaledespaafaldende,at Chr. Olufsens Undersøgelser, der blev oplæstiSelskabet i Aarene 1818^—1821², og hans Afhandlinger i Selskabets Skrifter ikke nævnes. Har Molbech i Hastværk glemt disse Arbejder, der vejede tungere end meget andet, eller er Grunden til Tavshed den, at Olufsen havde været ganske sarkastisk overfor en ung Forfatter? Werlauff er i sin Fremstilling af Danske Selskabs Historie (1847) sindigere, mere til at stole paa, men Molbechs Videnskabernes Selskabs Historie med det voldsomme Vejr sætter flere Tanker i Bevægelse. Man bemærker adskillige fyndige Karakteristikker. Molbech havde Menneskekundskabogmed visse Begrænsninger Forstaaelse af Mennesker,Evnetil at tegne en Personligheds ejendommelige Træk. Bedst er han, naar han har Førstehaandsviden, naar ikke Litteratur skyder sig imellem. I Karakteristikkerne her er der undertiden dulgt Polemik mod en Opfattelse, som Selskabet direkte eller indirekte havde gjort gældende, mod Meninger, som Medlemmer holdt for den sidste afgørende Dom. Just det, at Forfatteren har direkte Tag i Tingene og ligger i Fejde, gør

1 Selskabet lu sluttede, at Orsteds Antegnelser og Molbechs Forsvar.sbemærknin^er henlægges i dets Arkiv. .Molbechs Bemærkninger lindes imidlertid i -Ms. Collin 338 4to: jfr. Kirstine .Meyer: H. <]. Orsteds Arbejdsliv i det danske Samfund (1920) S. LXXXVI— LXXXVII.

2 Dansk I.itteraturtidende 1818 — 1822.

Side 25

»Videnskabernes Selskabs Historie« med alle iøjnefaldende
Skrøbeligheder til en levende Bog, mens Kedsommelighedens
Aske falder over meget andet.

III. Den danske historiske Forenings Stiftelse.

Maaske var der i Molbech mest af alt Stof til en Essayist. Hans livlige Aand, der aldrig fandt blivende Sted, men altid var paa Langfart, hans lynsnare Orientering, hans formende Evne og litterære Drift maatte føre ham til Journalistikken i i videste Forstand. En stor Del af hans bedste Arbejde ligger i Blade og Tidsskrifter. Men det var ham ikke nok at virke ved sin Pen alene; han havde Redaktørtemperament, og Livet igennem lagde han Planer for Blade og Journaler — ledede Tidsskrifter enevolds, eller saa at sige enevolds — sad i Redaktion med andre Herrer ikke uden Skærmydsler.

Tredive Aar gammel overtog han Maanedskriftet »Athene« efter Rasmus Nyerup. Det var i 1814, Kielerfredens Aar, og stærkt betaget af Ulykkerne, Spændingen og Frygt for DanmarksUdslettelse begyndte han med den Mening at gøre en patriotisk Indsats, saa vidt hans Kræfter rakte¹ »Om Statens

1 Brev til Vedel Simonsen 10. Febr. 1814: »At deter vor og alle Yidenskabsdyrkeres Pligt i Tider som disse at soge af alle Kraefter at opholde dansk Literatur, som maaske snart kunde blive det eneste, hvori kraftig Danskhed og Nationalitet endnu kunde ytre sig — er vist Din Overbevisning lige saa fuldt som min. Om Athene siger indlagte Plan og Indbydelse Dig det Fornodne« (G. L. Wad: Fra Fyens Fortid 111 S. 271). Omtalte Indbydelse synes ikke bevaret. Han havde ved samme Tid Planer om et dansk Litteraturselskab (Ny kgl. Saml. 439 8vo: 1814. — Ms. Collin 337 4to), men fandt ikke Tilslutning. Han foler sig dybt skuffet og tvivler om, at nogen vil vsere i Stand til at vsekke Nationalaand og Nationalfolelse hos den dorske Slsegt. "O havde jeg Kraft, som Villie dertil«, skriver han 19. Dec. 1814 til sin Ven Rasmus Bruun, »og manglede jeg ikke saa uendelig meget for at udfore hvad der daglig fodes i min Sisel! Tung er min Skiebne, elskede Ven! jeg er berovet naesten Alt, hvad der giver Livet Gla^de — torn og eensom er mig den udvortes Yerden, hvori jeg vandrer som en Fremmed — og til at virke i den høiere, Sandhedens, Videnskabens, Konstens Verden, har jeg en brændende Attraa, en uophørlig Drift til Flugt og Stigen — men Vingerne ere kraftløse og Slagfiedrene brudte«. (Ny kgl. Saml. 3523 4to).

Side 26

Væsen, Statskraft, Nationalaand, og om det, som er Statens Støtte og Nationers Styrke i Farens Tid« er hans første Artikel, en Appel til Landsmænd til Sammenhold og Offer. For ordrig, for velformet og litterær synes den, naar man tænker paa, at den skulde kalde og mane — men ikke uden Interesse, naar man et Aarhundrede efter følger Tidens Idéer paa deres Vandring.Fichtes »Reden an die deutsche Nation« citeres. Dominerendeer Tanker fra Adam Mullers »Elemente der Staatskunst«(1809), denne tidstypiske Bog, der bekæmper Individualismenfra forrige Aarhundrede og mod den sætter den Enkeltes uløselige Sammenhæng med Staten — Staten, der ikke er en Forsikringsanstalt eller et Aktieselskab, men forener alle med ait, hvad de evner, til et organisk Kele. DeL var Tanker, overført fra England (Burke: Reflections on the French Revolution)til Tyskland og videre paa Vandring. Den svenske Konservatisme — Geijer fremfor alle — tog Lære af Adam Mullers Skrift¹.

I de følgende Bind af »Athene« offentliggjorde Molbech i Tilslutningtil sine tidligere Forsøg en Række Causerier over Historie — »Et Par fragmentariske Betragtninger over historiske Domme og Meninger«, »Om Historien i Almindelighed som Videnskabog fortællende Konst, dens Forhold til Poesie, især den episke, dens Behandling og Fremstilling, dens Interesse og Værd«, »Om Universalhistorien, dens Idee og Behandling« og »Brudstykker af en Afhandling om Historie og Oldkyndighed, især den nordiske«². I »Iduna« var Geijer oftere inde paa samme Omraade, navnlig i Afhandlingen: »Om historien och dess forhållandetill religion, saga och mytologi« (1812), skreven under

1 Athene II (1814) S. 1—56. Fr. Meinecke: Weltburgertum und Nationalstaat (1919) S. 128 ff. J. Landquist: E. G. Geijer (1924) S. 416 ff. E. Fahlbeck: Ideer och man. Statsvetenskapliga studier (1936) S. 40. C. A. Hessler: Geijer som politiker (1937).

2 Athene 111 (1814) S. 20—55, 200—238; V (1815) S. 429—461; VI (1816) S. 317—341).

Side 27

stærk Paavirkning fra Schelling. Hos Geijer kom den tyske Filosofi en Trang i Møde, der laa i hans Natur, og hans romantiskeUngdomsperiode var en væsentlig Del af hans Udvikling; for Molbech var Filosofien i Virkeligheden uden dybere Betydning,naar Talen er om hans historiske Arbejde¹. Som ovenfor nævnt stammer »Brudstykker af en Afhandling om Historie og Oldkyndighed, især den nordiske« fra 1810 og er fuld af forvirretfilosofisk Eftersnak. I de andre Smaaarbejder, der hører en lidt senere Tid til, træder denne Indflydelse mere og mere tilbage. Molbech har skudt Ham. Det rationelle i hans Intelligens gør sig gældende, og den lærde Historikertradition øver sin Magt. Det spores i »Mindeskrift over Peter Frederik Suhm«² og i en Karakteristik af Christian 11, der giver en forstaaende og billig Vurdering³.

Et Par Fremstillinger fra anden Haand fortjener at nævnes — først B. G. Niebuhrs Skildring af Faderens Liv. Det havde været offentliggjort i »Kieler Blatter«. Overførelsen af tyske Afhandlinger til Dansk og danske Arbejder til Tysk, den stadige Vexelvirkning mellem København og Kiel er et fremtrædende Træk i Tidens videnskabelige Liv. Molbech hørte til den Kreds af Lærde, der lagde Vind paa denne Forbindelse⁴.

1 Om Filosofien i »Athene« bemærker Poul Martin Moller: »Efter at en rig Mand, som Kant eller Schelling, har kastet sin store Skat ud i Verden, opstaar der mange litterære Vexelerere, som bytte de store Guldpenge om i Skillemynt af samme Præg for Folket. »Athene« var en Vekselerbutik for Naturfilosofferne. »Københavns Skilderi« deler Kants Efterladenskab ud i Smaamønt . . .« (Poul Møller: Skrifter i Udvalg II (1930) S. 280).

2 Athene 111 (1814) S. 477—540.

3 Athene IX (1817) S. 1—73.

4 Athene VIII (1817) S. 1—36, 117^—166. En personlig Forbindelse mellem B. G. Niebuhr og Molbech harder næppe været. Derimod var Niebuhr i sin Københavnertid venskabeligt knyttet til Rasmus Nyerup (Brev fra Niebuhr til Nyerup 31/₃ 1798; Brev fra Jens Baggesen til Nyerup 8/₆ 1797). Han var Medlem af »Det skandinaviske Litteraturselskab« og havde Tanker om her at forelægge sine Undersøgelser om den romerske Agrarlovgivning (Die Briefe B. G. Niebuhrs hrsg. v. D. Gerhard und W. Norvin I 310, 312). I Selskabets Skrifter fremkom 1805 »Nogle Efterretninger om Wilhelm Leyel og den danske ostindiske Handel under hans Bestyrelses der hviler paa Akter i Commercekollegiets Arkiv, og i April 1806 forelæste han ved Selskabets Mode en Afhandling indeholdende Forsøg paa at løse Problemet: Hvorvidt havde de af Romerne undertvungne Folk kunnet forsvare deres Frihed eller siden igien forskaffe sig samme. (Kbh. lærde Efterretninger for 1806 S. 272).

Side 28

Det andet Bidrag er »Det danske Sprogs Skiebne og Grændser i Sønderjylland«, som staar i »Athene« Bd. IV (1815), og egentlig er et Afsnit af Knud Aagaards »Beskrivelse over Tørning Lehn«. Med dette lille Stykke, den første Redegørelse i det 19. Aarhundrede for de nationale Forhold i Grænselandet, aabnedes Kampen om Slesvig, der blev danske Historikeres alvorligste Opgave i de næste Slægtled. Men kun indirekte skyldes det Molbech, at denne Afhandling blev optaget i »Athene«. Det var ivrig Interesse for Fædrelandets Topografi i Almindelighed, ikke vaagen Opmærksomhed for Tingenes Tilstand i Sønderjylland, der fik ham til at knytte Forbindelse med Pastor Aagaard, der allerede 1802 havde udgivet en Beskrivelse over Thy; det var Aagaard, ikke Moibech, der udpegede Afsnit V af Beskrivelsen over Tørning Len som bedst egnet til at føres frem i Tidsskrifte t¹.

løvrigt er »Athene« i alt væsentligt et almindeligt litterært Tidsskrift, ikke uden bidsk Polemik. Spørger vi om det historiske Arbejde i denne Periode og en alsidig Drøftelse af Historiens Problemer, maa vi søge til »Dansk Litteraturtidende« med de dygtige og dybtgaaende Recensioner, der giver overordentlig meget.

En halv Snes Aar efter at »Athene« var standset², satte Molbech ny Hjul i Gang, et nationalt Tidsskrift med Titel: »Nordisk Tidsskrift for Historie, Litteratur og Konst«. Det var hans Tanke, at hvert Hefte skulde indeholde utrykte Aktstykkerhørendetil Fædrelandets Historie, Litteratur og Sprog. Af Æmner noterer han Bidrag til den danske Kulturhistorie og Skildringer af Danmarks indvortes Forfatning fra det 15. Aarhundredeogfremefter, fornemmelig fra Cancelliregistranter,

1 Brev fra Aagaard til .Molbech 30. .Marts 1815 (Ny kgl. Saml. 2336 Ito I).

2 »Athene« under Molbechs Redaktion 1814—1817.

Side 29

Diplomer og andre utrykte Kilder¹. Han fik Bidrag fra Jahn, Estrup, Vedel Simonsen, Werlauff, Mansa, C. Paludan-Miiller, J. E. Larsen og Yelschow; selv gav han mangt og meget; men med alt det, han havde mellem Hænder i disse Aar, slæbte Tidsskriftet sig tungt af Sted². Ikke desmindre brændte han af Iver efter nye Foretagender. Den 15. Jan. 1836, endnu inden »Nordisk Tidsskrift« var afsluttet, skrev han til Caspar Paludan- Miiller, at han havde i Sinde at begynde et historisk politisk Tidsskrift, et Arkiv for Historie, Politik og Litteratur, og foreslog,atde skulde staa sammen ved Udgivelsen³. Han saa i den unge Adjunct i Odense en Dygtighed og en Meningsfælle. Paludan- Miiller havde kastet sig over verdenshistoriske Æmner og var en skarp Kritiker af de danske Historikeres Forkærlighed for stærkt begrænsede Opgaver og af den herskende Cultus af Nordens Oldtid. I politisk Henseende var han konservativ. Det var et Tidens Tegn, at Molbechs Project skulde tage Sigte paa Politik. »Et historisk politisk Tidsskrift«, skriver han — Tanken gaar uvilkaarligt til Rankes »Historisch-politische Zeitschrift«, der i Aarene 1832^—1836 tjente Konservatismens Sag. Der var nu heller ingen Tvivl om, i hvad Retning Molbechs Tidsskrift vilde blive ledet; Henvendelsen til Paludan-Miiller havde sin Mening. Paludan-Miiller afslog imidlertid Samarbejde med den Begrundelse, at Afstanden mellem København og Odense vilde

1 14. Sept. 1826 sendte Molbech Prospect til Yelschow og bad ham yde Bidrag til et saadant nationalt Tidsskrift (Abr. Auto graf s ami.). Ny kgl. Saml. 439 8vo: 1826.

2 Fire Bind udkom i Løbet af Aarene 1827^—1836. Af Molbechs Bidrag kan fremhæves: »Om offentlige Bibliotheker, Bibliothekarer og det man har kaldet Bibliotheksvidenskab« — Mindeordene over Ove Malling og Rasmus Nyerup — og den meget omtalte hvasse Anmeldelse af Ingemanns »Valdemar Seier«.

3 Molbechs Brev er ikke bevaret, men i hans Kalender læses under 15. Januar: »Br. til Adjunct Pal. Muller i Odense ang. hs. Bidrag (vedr. Macchiavel) til mit Nord. Tidsskr. og ang. med ham at udgive et nyt hist. polit. Tidsskrift*. Paludan-Miillers Svar af 21. Januar: »Deres Forslag om Udgivelsen af et Archiv for Historie, Politik og Litteratur synes mig godt om « (Xy kgl. Saml. 2336 4to I).

Side 30

volde Sinkelser og Misforstaaelser. Derefter blev Tidsskrift-
Planen lagt til Side for en Stund.

Men Molbech, den ukuelige, kastede sig i Kamp for en anden Idé, den store Plan fra Efteraaret 1807, det biografiske Lexicon. I »Samfundet til den danske Litteraturs Fremme« rejste han Sagen; Styrelsen vilde dog ikke umiddelbart tage den op, men ønskede at se Arbejdet saa vidt fremskredet, at man kunde skønne over de Midler, der maatte stilles til Raadighed (Maj 1836)¹. Paa samme Vis gik det et halvt Aar senere i »Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug«². Der kunde ikke her regnes med Interesse for det biografiske Lexicon paa et Tidspunkt, da en tydelig Tendens til at bruge Selskabet i politisk Øjemed gjorde sig gældende, en Tendens Moibech traadte kraftigt op imod.

I de gamle lærde Selskaber lød der Klage over, at Molbech ikke gjorde det Arbejde færdigt, han havde taget sig paa; i de yngre Sammenslutninger satte man Skranker for hans Foretagsomhed;det var klart, at vilde han realisere de Idéer, der ikke lod ham Ro, maatte han grunde et eget Selskab, hvor han uhemmet kunde sætte Tingene i Gang. Utvivlsomt har de tyske historiske Foreninger, der i Løbet af en Snes Aar var stiftede, den ene efter den anden, givet ham Impuls. 1819 havde Friherrevom Stein grundlagt »Gesellschaft fiir åltere deutsche Geschichtskunde«med vid Horizont og dristigt Maal, mens Arbejdeti de enkelte Landsdele toges op af lokale historiske Selskaber.Allerede 1819 stiftedes »Thuringisch-Såchsischer Verein fiir Erforschung des vaterlåndischen Altertums« og »Schlesischer Altertumsverein«, 1821 »Verein fiir Liibeckische Geschichte und Altertumskunde«, 1833 »Gesellschaft fiir Schleswig-Holsteinische Geschichte«, 1835 »Verein fiir Mecklenburgische Geschichte und Altertumskunde« og »Historischer Verein fiir Niedersachsen«. End flere kunde nævnes. Den stærkeste Tilskyndelse maatte udgaa fra det Selskab, der laa inden for det danske Riges Grænser,»Gesellschaft fiir Schleswig-Holsteinische Geschichte«, hvis

1 Samfundets Protokol (Ny kgl. Saml. 1538 fol. I S. 90).

2 Molbechs Henvendelse til Selskabet i Concept (Ms. Collin 337 4to).

Side 31

Formand og Sekretær, Nicolaus Falck og A. Michelsen, stod i levende videnskabelig Forbindelse og flittig Brevvexling med de danske Lærde, navnlig Werlauff, Kolderup-Rosenvinge og Molbech¹.

Hvornaar Tanken om at stifte en dansk historisk Forening er kommet til Molbech, kan ikke siges. I et Brev til T. A. Becker af 24. April 1838 nævner han den som »en gammel Idé hos mig«², og paany i et Brev til J. E. Larsen 7. November, hvor han takker for hans Afhandling »De comitiis et senatu regni Daniæ ante mutatam A. 1660 reipublicæ formam commentatio« (Universitetsprogram): »Men jeg standser ikke ved at takke Dem for Deres latinske Foræring. Jeg vil, De engang noget længere hen maa give mig den paa Dansk. Det er nemlig en Plan, jeg i flere Aar har baaret om i Hovedet, at man ogsaa i Danmark maatte søge at faa stiftet en historisk Forening. Denne Plan skulde dog endelig engang — og det endnu før Aarets Udgang komme til saa megen Modenhed, at dens Udførelse i det mindste forsøgtes. En saadan Forening maatte have et historisk Tidsskrift, det maa have gode Bidrag — nu ser De allerede, hvor jeg sigter hen — og ved, hvad Papiret er for lidet til at sige«³.

Inden Aarets Udgang naaede Molbech ikke at faa sin Plan frem, men i Begyndelsen af 1839 skred han til Værket. Den 16. Januar forfattede han et Udkast til en Indbydelse. Den blev meddelt Werlauff, Chr. Jiirgensen Thomsen, Velschow, Laurits Engelstoft, Jonas Collin og andre interesserede og formaaende Mænd, og Breve blev sendt til C. Paludan-Miiller, Vedel Simonsen,Wegener. Paludan-Muller fik ydermere Opfordring til at indsende en Afhandling til 1. Marts. En lille Billet blev skikket til Grundtvig 11. Februar. Den 14. Februar afholdtes det første Møde paa Studiegaarden i Auditoriet No. 3, hvor Molbech forelæstesin »Plan og Indbydelse til en historisk Forening for Danmark«,et

1 V. Pauls: Hundert Jahre. Gesellschaft fiir Schleswig-Holsteinische Geschichte (1933).

2 Ny kgl. Saml. 1555 fol.

3 Ny kgl. Saml. 2336 4to V 2.

Side 32

mark«,etildfuldt Opraab, et Program af vældigt Omfang, rummendedet
meste af, hvad han gennem Aarene havde talt og
virket for paa Historiens Omraade.

Plan og Indbydelse til en historisk Forening for Danmark.

Historien og de historiske \ idenskaber have altid været agtede, yndede og forfremmede i vort Fædreland. Mærkværdige Vidnesbyrd heroin har dets Literal ur at fremvise, bl. a. i flere fortrinlige og berointe Samlinger af Nationalhistoriens Kilder. Ikke altid have dog disse Kilder været heldige nok til at finde den Beskyttelse og Bevaring, som de i Tidernes Lob trængte til, for engang, naar det rette Dieblik kommer, at kunne fremdrages og yde Forskeren og Historieskriveren det Stof, de behove for at give Fortidens Billede Sandhed og Klarhed. Den danske Regiering har i Aarhundreder viist berømmelig Omhu for at medvirke til dette FormaaJ, og for at fremme Nationalhistoriens Dyrkning og Oplysning ved offentlige Midler. Men ikke til enhver Tid have Borgerne heri deelt Regieringens oplyste og liberale Grundsætninger.Talløse Diplomer, Actstykker og Documenter, vigtige for Landets og Folkets indre Historie, har Ligegyldighed og Forsømmelseladet adsplittcs og forgaae. Mange andre originale Kilder, Optegnelser og Samlinger til Stats- og Folkehistorien, saavelsom til Danmarks biographiske eller Personal-Historie, have deelt Skiebne med hine. Forgieves søge vi i vort Fædreland et eneste privat Bibliothek eller Archiv, hvor utrykte Kilder, Brevskaber og Materialier til dets Historie, af Betydenhed eller i nogen Mængde, ere at finde. Af gamle danske Slægters Huusarchiverer Intet tilbage, ja selv af Kiøbstædernes Archiver kun sørgelige Levninger. Langt anderledes er det hermed hos vore skandinaviske Naboer og Brødre. I Norge er i det mindste en meget betydelig Mængde af tildeels gamle og vigtige Familießrevskaberbevarede. I Sverrigc gielder ikke blot det samme; men dette Land har endog et ikke lidet Antal af Privat- og F'amiließibliotheker,som indslutte talrige og vigtige utrykte Kilder for Landets og dets Slægters Historier. Med hvormegen Flid og national Interesse man benytter saadanne historiske Kilder, derom vidner bl. a. det nye svenske »Biographiske Lexikon«, et Værk, hvoraf i et Par Aar 4 Bind ere udkomne, og som har et Antal af henved 800 Subskribenter; derom vidner det De la Gardieske Bibliothek«, en Samling af utrykte Actstykker og

Side 33

Bidrag til Sverriges Historie, hvoraf nu, paa en enkelt Mands
Bekostning, allerede 9 Dele ere udgivne.

Lader os ikke dølge for os selv, hvad vi have Mangel paa, hvad vi have forsømt, eller været mere ligegyldige for, end vi burde. Lader os ikke dølge, at levende Aand for Historien og dens værdige, Tidens Fordringer fyldestgiørende Behandling har i Danmark, i et vist Tidsløb, været svagere, mindre udbredt, end ønskeligt var. Men lader os endnu mindre forsømme, hvad der hos os, ved Fleres og Manges forenede Kræfter, kan skee, saavel for at vække denne Aand, eller rettere styrke og befæste den allerede vakte; som for at frede, samle, bevare og benytte hvad der endnu i Landet findes omspredt af Brevskaber, Actstykker, private Optegnelser og andre utrykte Materialier til Landets Historie. Lader os heri ikke længere staae tilbage, hverken for de Svenske, eller for vore Medborgere i Slesvig, Holsteen og Lauenborg, der for sex Aar siden stiftede en historisk Forening for disse Landskaber, som allerede har viist hæderlig Virksomhed. Lader os endeligen virke, hvad der er os muligt til, at historisk Konst og Historieskrivning ogsaa i vort Fædrelands danske Literatur maa hæve sig til en Grad af Betydenhed og Værd, svarende til denne Literaturs øvrige Udvikling; og det saaledes, at det historiske Talent ikke udelukkende skulde henvende sine Kræfter til den danske eller nordiske Histories Behandling; men at det maa kunne vise sig, at Danmark ogsaa kan frembringe historiske Forfattere, hvis Arbeider kunne træde i Række med den øvrige europæiske Literatur. Vel ere vort Fædrelands og Modersmaalets Grændser indskrænkede; det danske Folk lidet talrigt; dets originale Forfattere ikke mange. Men lad os dog heller ikke glemme, at vort Sprog og dets Literatur ei allene, uden for vore egne Grændser, gieide i et heelt Rige i Skandinavien; men at vor Literatur endog hos vore svenske Naboer Aar for Aar vinder mere Indgang, og udvider det Publicum, som den i Sverrige alt i et Aarhundrede, eller siden Holbergs Tid, har eiet.

Det er i Betragtning heraf, at Undertegnede ere sammentraadte,og i det Haab, at mange ligesindede Medborgere ville slutte sig til dem, have grundlagt en historisk Forening for Danmark.Formaalet for denne, bygget paa de ovenfor angivne Grundsætninger,skal være: deels at vække historisk Aand og Interessei Almindelighed; deels at fremme historisk Konst og Talent, og historiske Studier og Arbeider, om ikke med udelukkende, dog altid med nærmest Hensyn til Fædrelandet, dets Sprog og Literatur; deels at medvirke til danske historiske Kilde-Skrifters Bevaring, Samling og Bekiendtgiørelse; deels

Side 34

endelig at bevirke og fremme Udgivelsen af sterre nationale Arbeider,henhorende
til Danmarks Historie, Geographie, Ethnographieog

Foreningens virkende Krsefter skulle udgaae, deels fra dens arbeidende Medlemmer, deels fra dem, som af sand og national Interesse for Formaalet ville understette samme ved deres Tiltraedelse. Et ringe aarligt Bidrag fra Foreningens Medlemmer skal erstattes dem derved, at det vil here til dens uforanderlige Grundlove: at ethvert Skrift, der bekostes udgivet af Foreningen, saaledes at Forlag og Forlagsret bliver dennes Eiendom, uden Betaling leveres enhver af Selskabets Medlemmer, der indgaaer paa de Vilkaar, hvorved Uddelingen af saadanne Skrifter i Provindserne kan blive mulig.

Felgende korte Bestemmelser have vi saaledes vedtaget som
Grundlove for den danske historiske Forening:

1) De, der som ordentlige Medlemmer ville tiltræde denne, betale et aarligt Bidrag af 2 Rbd., eller eengang for Alle 25 Rbd. Vil Nogen af særdeles Interesse for Foreningens Øiemed skienke den en større Sum, da vil en saadan Gave med Erkiendtlighed modtages; og det vil beroe paa Giveren at bestemme, om dens Beløb skal indflyde i Selskabets Casse, eller oplægges til Capital-Fond. Contingenten erlægges halvaarligen i Kiøbenhavn til Foreningens Casserer, i Provindserne til dens Commissionairer, hos hvilke Medlemmerne have at modtage, hvad der af de af Foreningen udgivne Skrifter tilstilles dem. Undlader Nogen i eet Aar, efter Opfordring, at erlægge sin Contingent, betragtes hansom udgaaet af Foreningen.

2) Foreningens første Virksomhed bliver Udgivelsen af et dansk historisk Tidsskrift, i Hefter paa 8—128^—12 Ark, hvoraf 2 eller 3 ville udgiøre et Bind. Dette Tidsskrifts Indhold vil deels blive originale historiske Afhandlinger og Udarbeidelser, saavel hørende til Fædrelandets, som til den udenlandske Historie; deels efter Originalerne aftrykte historiske Actstykker,Breve og andre Bidrag. Under de historiske Udarbeidelserindbefattes Alt hvad der i vidtløftigste Mening regnes saavel til Historien, som til dens Hielpevidenskaber; hvorfor hverken Ethnographie, Geographie, Biographie,Statistik eller historisk Politik, saalidt som Literaturensog den videnskabelige Culturs Historie, ville være udelukkede af Tidsskriftet, forsaavidt som interessante originale Bidrag af saadan Art maatte kunne leveres. For

Side 35

enhver original Udarbeidelse, der optages i Tidsskriftet, betales Honorar til Forfatteren. Dette vil dog ei kunne bestemmesforend efterat det lste Hefte er udkommet, eller naar det har viist sig, hvilke Pengemidler Foreningen tor giore sikker Regning paa.

3) Foreningen henvender dernsest og i Fremtiden sit Formaal
og sin Virksomhed til at fremme Udarbeidelsen og Udgivelsen
af tre storre Nationalvserker:
a. Et dansk og norsk historisk-biographisk Lexikon, efter
den for et saadant Foretagende lagte og udkastede Plan.
b. En geographisk-ethnograpisk og antiquarisk Beskrivelse
over Kongeriget Danmark, der udarbeides efter
Landskaber og Stifter.
c. Et kritisk Vserk over den danske Literalurs Historie, og
over den danske Bibliographie.
Disse forud fremhaevede Gienstande for den historiske
Forenings Virksomhed og Bestrsebelser skulle imidlertid ei
udelukke andre literaire Foretagender, overeensstemmende
med Foreningens almindelige Formaal, hvis muligen saadanne,
med Udsigter til en heldig Udforelse, tidligere maatte
frembyde sig.

4) Den historiske Forenings Hovedsaede er i Kiobenhavn.
Her ledes dens Virksomhed ved fem Bestyrere, der vselges
med absolut Pluralitet og paa 3 Aar. Af disse valgte Bestyreres
Samfund udvselges, ligeledes med absolut Pluralitet, en ordforende
Formand og en Secretair.
Bestyrelsen formaaer et af Selskabets Medlemmer i
Kiobenhavn til at paatage sig en Casserers Forretninger.
I ethvert Stift udseer Bestyrelsen i en eller flere af Stiftets
vigtigste Stffider blandt Foreningens Medlemmer en Mand,
der vil paatage sig det Hverv, i sin Egn at vsere Foreningens
Repraesentant og Correspondent, til hvem man i
literaire og andre Anliggender nsermest kan henvende sig.

5) Bestyrelsen holder engang om Maaneden, eller saa ofte Forstanderen finder det nødvendigt, et Møde, for at tage Beslutninger angaaende Foreningens Virksomhed. I ethvert saadant Møde maa i det mindste Pluraliteten af Bestyrelsen være tilstede. Den udvælger, i fornødent Tilfælde, arbeidende Committeer, enten i eller udenfor sit Samfund.

6) Ordentlige Medlemmer af Foreningen optages ved Bestyrelsen.Udenfor Kongeriget Danmark kunne, foruden ordentlige, ogsaa Æresmedlemmer og corresponderende Medlemmer vælges, hvilke ingen aarlig Contingent erlaegge.Dette

Side 36

laegge.DetteValg kan allene skee ved Stemmegivning i ForeningensModer,
efter Forslag af Bestyrelsen. Til
lemmer og corresponderende Medlemmer udstedes Optagelsesbreveller
Diplom. De ordentlige Medlemmers Optagelse
bekiendtgieres ofTentlig.

7) Secretairen, tilligemed to andre af Bestyrelsen selv i dens Samfund udvalgte Medlemmer, udgiøre den Skrift-Commission, der forestaaer og besørger Redactionen af det historiske Tidsskrift. Foreningen vælger desuden blandt sine i Kiøbenhavn værende Medlemmer en Bestyrelsen tilforordnet literair Committee af to Medlemmer. Skrift-Commissionen i Bestyrelsen er forpligtet til, saa ofte Meningen om et til det historiske Tidsskrift indleveret Bidrags Optagelse ikke er eenstemmig, at sende det til denne tilforordnede Commitees Bedømmelse; og da afgiøres Bidragets Optagelse eller Ikke-Optagelse ved Pluralitet af samtlige 5 Stemmer. Om Forfatteren forlanger det, har Secretairen at meddele ham et Udtog af de angivne Grunde, hvorfor vedkommende Bidrag ei er befundet antageligt. Indleveres til Tidsskriftet et originalt Bidrag, forfattet af et Bestyrelsens Medlemmer, da udtræder dette Medlem, og maa i ethvert saadant Tilfælde den tilforordnede Committee tiltræde Bidragets Bedømmelse.

8) Efter tre Aars Forlob fra Foreningens Stiftelse (der regnes fra lste Januar 1839), da det maa antages at have viist sig, hvorvidt den i sit nservserende Organisation har kunnet opfylde sit Formaal: sammenkalder Bestyrelsen et Mode af samtlige i Kiebenhavn tilstedevserende Medlemmer af den historiske Forening, og af de udenbyes Medlemmer, der maatte have Leilighed til at bivaane Medet, for at skride til nyt Valg af Bestyrere, Formand, Secretair og Skrift-Commission. Enhver af disse kan vselges paa ny for andre 3 Aar; men kan frasige sig Valget, hvilket derimod altid, naar det modtages, gielder for 3 Aar; ligesom ogsaa Formandens og Secretairens Bestillinger.

9) Eengang om Aaret, og oftere, naar dertil maatte flndes Anledning,paaligger det Bestyrelsen at indbyde den historiske Forenings Medlemmer i og udenfor Kiobenhavn til et Mode, og i samme at giere Rede for Udforelsen af sit Hverv og Anvendelsen af Foreningens Midler, at foredrage dens evrige Anliggender, og at modtage Andragender og Meddelelser fra Medlemmerne, som da afgieres ved Forsamlingens Beslutningi Medet. Ligeledes meddeles i hvert Bind af det historiske

Side 37

Tidsskrift en neiagtig Beretning om Foreningens Tilstand,
Yirksomhed og ovrige Historie, tilligemed en Fortegnelse
over dens Medlemmer.

10) Breve og Bekiendtgiørelser, som vedkomme Foreningen og udgaae fra Bestyrelsen, underskrives af Formanden og Secretairen. Den sidste, som fører Protocollen over Bestyrelsens og Foreningens Møder, og besørger al Brevvexling, Foreningen vedkommende, erholder hertil lønnet Medhielp, naar Omstændighederne giøre en saadan fornøden. Secretairen paatager sig, indtil videre, ogsaa en Archivars Bestilling.

11) Da en væsentlig Deel af Foreningens Virksomhed bør gaae ud paa at redde og bevare historiske Documenter, Breve og skriftlige Mindesmærker af enhver Art, tienende til Historiens Oplysning, paaligger det Bestyrelsen uopholdeligen og jævnligen i periodiske Blade og Tidender at udstede Opfordringer til, overalt hvor Leilighed gives, at medvirke til dette nationale Øiemed, ved at meddele Foreningen slige Brevskaber eller andre originale Actstykker, med tilføiet Bestemmelse, om Meddeleren vil overlade Foreningen samme til fri Disposition, eller kun til Laans, for at besørge Afskrift deraf.

12) Foreningen sætter sig, giennem Bestyrelsen, i Forbindelse og skriftligt Samqvem med historiske Selskaber i fremmede Lande, særdeles saadanne, af hvilke en nærmere Interesse for Foreningen og dens Formaal kan ventes.

13) Bestyrelsen har nøie at paasee, at Bøger, Haandskrifter, Breve, Diplomer eller Afskrifter, som enten ved Gave, eller for Betaling, ere blevne Foreningens Eiendom, sikkert bevares, og det foreløbigen hos Nogen af Bestyrelsens Medlemmer, indtil anden Foranstaltning, hvis saadanne Samlinger med Tiden voxe, maatte blive fornøden.

14) Væsentlige Forandringer i de her samlede Vedtægter for den historiske Forening og dens Virksomhed kunne ei bringes i Forslag førend i det almindelige Møde, der holdes om 3 Aar. Om saadanne Forslag da skulde giøres af Bestyrelsen, maa de offentlig bekiendtgiøres et Fierdingaar iforveien. Ligesaa tidligt kunne lignende Forslag indgives af ethvert Medlem i Foreningen, hvilke da ligeledes offentligt bekiendtgiøres, med Opfordring til at meddele Bestyrelsen Betænkninger derom, før det almindelige Møde holdes. For at give et saadant Mødes Beslutninger Gyldighed, maa i det Mindste et Antal af 30 Medlemmer, Bestyrelsen iberegnet, være tilstede.

Kjobenhavn den Februar 1839.

Side 38

Nogen Skepsis kom til Orde. Kolderup-Rosenvinge mente ikke, at det var nødvendigt at stifte en ny Forening, eftersom »Danske Selskab« og »Samfundet til den danske Literaturs Fremme« kunde gøre Fyldest. Herimod fremhævede Molbech Betydningen af en ny national Forening med ungdommeligt Liv og friske Kræfter. Derefter constituerede Foreningen sig, og en provisorisk Styrelse valgtes — Engelstoft, Molbech, Kolderup-Rosenvinge, Madvig og Pastor P. C. Stenersen Gad — der skulde revidere Molbechs Udkast. Under deres Hænder fik det følgende Form:

Revideret Udkast til den danske historiske Forenings Vedtægter.

1.

Formaalet for den danske historiske Forening er: deels at vække historisk Aand og Interesse i Almindelighed; deels at fremme historisk Konst og Talent, og historiske Studier og Arbeider, vel ikke med udelukkende, men dog altid med nærmest Hensyn til Fædrelandet og den danske Literatur; deels at medvirke til Opmærksomhed paa og Bevaring af danske historiske Documenter og andre Kilde-Skrifter; deels endelig at bevirke og fremme Udgivelsen af større nationale Arbeider, henhørende til Danmarks Historie, Geographie, Ethnographie og Archæologie.

2.

Foreningens virkende Kræfter skulle udgaae saavel fra dens arbeidende Medlemmer, som fra saadanne, der, med videnskabelig eller national Interesse for Formaalet, understøtte det ved deres Indtrædelse i Foreningen og ved levende Deeltagelse og Medvirkning. Det vil høre til Foreningens uforanderlige Grundbestemmelser: at ethvert Skrift, som den bekoster udgivet, saaledes at Forlag og Forlagsret bliver dens Eiendom, leveres ethvert af dens ordentlige Medlemmer uden Betaling.

3.

De ordentlige Medlemmer betale et aarligt Bidrag af 2 Rbd., eller eengang for Alle 25 Rbd. Vil Nogen, af særdeles Interesse for Foreningens Øiemed, enten tegne sig for et høiere aarligt Bidrag end det sædvanlige, eller paa een Gang skienke den en større Sum: da vil en saadan Gave modtages med Erkiendtlighed,

Side 39

og det vil staae til Giveren at bestemme, om dens Beløb skal indflydei Foreningens Casse, eller oplægges til Capital-Fond. Contingentenerlægges halvaarligen i Kiøbenhavn til Foreningens Casserer, i Provindserne til dens Commissionairer, hos hvilke Medlemmerne have at modtage, hvad der af de ved Foreningen udgivne Skrifter tilstilles dem. Undlader Nogen i eet Aar, efter Opfordring, at erlægge sin Contingent, betragtes han som udgaaet af Foreningen. Indtrædelse i samme regnes fra Iste Januar, eller Iste Julius; og nye Medlemmer erholde, hvad der i det Halvaar,hvori de ere indtraadte, udkommer for Selskabets Regning.

4.

Foreningen udgiver et dansk historisk Tidsskrift, i Hefter paa 8—128^—12 Ark, hvoraf 2 eller 3 ville udgiøre et Bind. Dette Tidsskrifts Indhold skal fornemmelig bestaae af originale historiske Afhandlinger og Udarbeidelser, saavel hørende til Fædrelandets, som til den udenlandske Historie. Tillige kan deri optages kortere historiske Efterretninger og Anmeldelser, utrykte Breve, Documenter og andre historiske Bidrag. Under de historiske Udarbeidelser indbefattes, hvad der i vidtløftigere Mening regnes saavel til Historien, som til dens Hi elpe videnskab er; hvorfor heller ikke Ethnographie, Geographie, Statistik, Biographie m. m., saalidt som Literaturens og den videnskabelige Culturs Historie, ville være udelukkede af Tidsskriftet, saafremt interessante originale Bidrag af saadan Art maatte tilbyde sig. — For enhver original Udarbeidelse, der optages i Tidsskriftet, betales Honorar til Forfatteren, hvilket Bestyrelsen bestemmer i Forhold til Foreningens Pengemidler. — Bestyrelsen har derhos nøie at paasee, at der hvert Aar ikke anvendes mere til Honorar og Trykkeomkostninger for Tidsskriftet, eller andre literaire Foretagender, end hvad der af Aarets Indtægter hertil kan være disponibelt.

5.

Foreningen henvender fremdeles, saasnart Mulighed dertil aabnes, sit Formaal og sin Virksomhed til at fremme Udarbeidelsen og Udgivelsen af større Nationalværker. Saadanne kunne f. Ex. være: a) et dansk og norsk historisk-biographisk Lexikon; b) en geographisk-ethnographisk og antiquarisk Beskrivelse over KongerigetDanmark; c) et udførligere Værk over den danske Literaturs Historie, m. fl. I øvrigt vil man, ved de her forud fremhævede Gienstande for den historiske Forenings Virksomhed, ikke udelukkeandre literaire Foretagender, overeensstemmende med ForeningensFormaal,

Side 40

eningensFormaal,hvis mueligen saadanne, med Udsigter til en
heldig Udførelse, tidligere maatte frembyde sig.

6.

Den historiske Forenings Hovedsæde er i Kiøbenhavn. Her ledes dens Virksomhed ved fem Bestyrere, der vælges af Foreningen, med absolut Pluralitet, paa 5 Aar. Hvert Aar udtræder det ældste Medlem; dog at Udtrædelsen i de første 5 Aar bestemmes ved Lodtrækning. Den Udtrædende kan vælges paa ny. Af disse valgte Bestyreres Samfund udvælger Foreningen, ligeledes med absolut Pluralitet, sin Formand. Bestyrelsens Medlemmer vælge derimod imellem sig selv en Secretair. Ogsaa disse Embedsmænd kunne, naar de udtræde af Bestyrelsen, vælges paa ny.

Bestyrelsen formaar et af Selskabets Medlemmer i Kiøbenhavn til at paatage sig en Casserers Forretninger. Denne aflægger ved hvert Aars Slutning sit Regnskab, hvilket underkastes Revision af to dertil af Selskabet udvalgte Medlemmer, forelægges i Foreningens aarlige Møde, og bekiendtgiøres ved Trykken.

I ethvert Stift udseer Bestyrelsen i en eller flere af Stiftets vigtigste Stæder blandt Foreningens Medlemmer en Mand, der vil paatage sig det Hverv, i sin Egn at være dens Repræsentant og Correspondent, til hvem man i literaire og andre Anliggender nærmest kan henvende sig.

7.

Bestyrelsen holder eengang om Maaneden, eller saa ofte Formanden finder det nødvendigt, et Møde, for at tage Beslutninger angaaende Foreningens Virksomhed. I ethvert saadant Møde maa i det mindste Pluraliteten af Bestyrelsen være tilstede. Den udnævner, i fornødent Tilfælde, særskilte arbeidende Committeer, bestaaende af Medlemmer af Foreningen, enten i eller udenfor Bestyrelsens Samfund.

8.

Ordentlige Medlemmer af Foreningen optages af Bestyrelsen. Saavel i, som udenfor Kongeriget Danmark kunne, foruden ordentlige,ogsaa Æresmedlemmer optages; ligeledes kunne corresponderendeMedlemmer optages, men kun udenfor de danske Stater. Begge erlægge ingen aarlig Contingent, og begges Valg kan allene skee ved Stemmegivning i Foreningens almindelige Møder, efter Forslag af Bestyrelsen. Til Æresmedlemmer og

Side 41

corresponderende Medlemmer udstedes Optagelsesbrev eller Diplom,under
Foreningens Segl. Medlemmernes Optagelse bekiendtgiøresoffentlig.

9.

Udgivelsen af Foreningens historiske Tidsskrift forestaaer Bestyrelsen, ved Redaction af Secretairen, men saaledes, at Optagelsen af ethvert til Tidsskriftet indleveret originalt Bidrag forhandles og afgiøres i Bestyrelsens Møder. Foreningen vælger desuden blandt sine i Kiøbenhavn værende Medlemmer en, Bestyrelsen tilforordnet, literair Committee af to Medlemmer. Formanden kan, saa ofte han finder det fornødent eller tienligt, tilkalde eet eller begge af den literaire Committees Medlemmer, til Bedømmelsen af et Arbeide, til at afgive en literair Betænkning eller Erklæring, m. m. Indleveres til Tidsskriftet et originalt Bidrag, forfattet af et af Bestyrelsens Medlemmer, da har Formanden altid at tilkalde begge Medlemmer i den literaire Committee til Bidragets Bedømmelse. Af denne Committe udtræder ved Lodtrækning et Medlem ved Begyndelsen af hvert Aar; men kan af Foreningen vælges paa ny.

10.

I hvert Aars Januar Maaned indbyder Bestyrelsen den historiske Forenings Medlemmer i og udenfor Kiøbenhavn til et almindeligt Møde, i hvilket Bestyrelsen giør Rede for Udførelsen af sit Hverv og Anvendelsen af Foreningens Midler, samt foredrager dens øvrige Anliggender. I dette aarlige Møde afgiøres tillige ved Forsamlingens Beslutning de Forslag og Andragender fra Medlemmer i Foreningen, som maatte være indsendte til Bestyrelsen, inden næst foregaaende Aars Udgang. Bestyrelsen meddeler tillige i hvert Bind af det historiske Tidsskrift en nøiagtig Beretning om Foreningens Tilstand og Virksomhed, om dens pecuniaire Forhold, m. m. ligesom ogsaa en Fortegnelse over dens Medlemmer paa samme Maade bekiendtgiøres.

11.

Breve og Bekiendtgiørelser, som vedkomme Foreningen og udgaae fra Bestyrelsen, underskrives af Formanden og Secretairen. Den sidste, som fører Protocollen over Foreningens og Bestyrelsens Møder, og besørger al Brevvexling, tilligemed Redactions-Forretningerne, erholder hertil lønnet Medhielp, naar Omstændighederne giøre en saadan fornøden.

Side 42

Den 22. Februar holdt den danske historiske Forening sit første almindelige Møde. Engelstoft førte Forsædet, og det revideredeUdkast til Foreningens Vedtægter oplæstes, discuteredes og vedtoges med en eneste Ændring i § 1. Forslag til Ændring blev stillet af Grundtvig, hvis Optræden blev Aftenens dramatiske Moment. Han talte vidt og bredt om sin Glæde over Foreningens Formaal at vække historisk Sans og Interesse. Havde man stiftet et Selskab med den Hensigt at samle gamle Dokumenter

12.

Foreningen sætter sig, giennem dens Bestyrelse, i Forbindelse og skriftligt Samqvem med historiske Selskaber i fremmede Lande, særdeles saadanne, af hvilke en nærmere Interesse for Foreningen og dens Formaal kan ventes.

13.

Ligeledes træder den historiske Forening i nærmere Forbindelse og Samqvem med det Kongl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, for at begge kunne understøtte hinanden i deres beslægtede Bestræbelser. Som Følge heraf har Bestyrelsen i sin Tid at overveie, naar Foreningen maatte komme i Besiddelse af Bøger og Haandskrifter, af Breve, Diplomer, Documenter eller Afskrifter af saadanne, hvorledes disse paa den meest passende Maade, enten ved Foreningen selv, eller ved det Kongl. Danske Selskab, kunne bevares, benyttes og bekiendtgiøres.

14.

Forandringer i disse Vedtægter kunne allene skee i Foreningens aarlige almindelige Møder. Forslag til saadanne Forandringer fra Medlemmernes Side maae indgives til Bestyrelsen inden hvert Aars Iste December. Vil Bestyrelsen foreslaae Forandringer, maae disse 14 Dage før Mødet bekiendtgiøres for Medlemmerne. For at give Beslutninger, som forandre Vedtægterne, Gyldighed, maa i det mindste 30 Medlemmer, Bestyrelsen iberegnet, være tilstede i Mødet, og 2/₃ af de Tilstedeværende billige Forandringen.

Saaledes redigeret i den provisoriske Bestyrelse for den danske
historiske Forening, den 18de Februar 1839.

L. Engelstoft.

C. Molbech.

Kolderup-Rosenvinge.

J. N. Madvig.

P. Stenersen Gad.

Side 43

og gamle Bøger og at skrive nye Bøger, vilde han ikke have været med. Men han fandt, at Foreningen drog for snævre Grænser for sin Virken. Ikke Danmarks Historie alene, men Verdenshistorien burde være dens Omraade. Han stillede derfor Forslag om at udelade Ordet: »Danske« i Sætningen: »at medvirketil Opmærksomhed paa og Bevaring af danske historiske Documenter og andre Kilde-Skrifter«, og Ordet: »Danmarks« i Paragrafens Slutningspassus: »Udgivelsen af større nationale Arbeider, henhørende til Danmarks Historie, Geographie, Ethnographie og Archæologie«.

Efter en heftig Discussion med Molbech og de andre Herrer af den provisoriske Styrelse fik Grundtvig det første Forslag ført igennem. Da det andet Forslag faldt, forlod han Mødet ilde tilfreds. En ung Discipel af ham, C. J. Brandt, har i sin Dagbog berettet, hvad der forefaldt, og givet sin Commentar:

»Jeg kan ikke nægte, han bar sig trodsigt ad, men det er dog Manden for dem alle. Han farer op som en Løve og fylder Hallen med sit Bjarkemaal, medens Puslingerne bliver bange. Det var morsomt at se, hvorledes der ligesom brast et Tungebaand paa alle de smaa, da han var borte. De var slet ikke vel til Mode i hans Nærværelse. Naturlig var Rosenvinge ogsaa blandt hans Opponenter, og han fortalte siden, at Grundtvig havde talt til ham om, hvorledes Selskabet burde virke ved det levende Ord i Steden for den døde Pen osv., hvoraf han dog havde fattet den mindste Part; men det ses heraf, at Grundtvig havde i Sinde at opponere mod mer end mod § 1 og at det ej var hans første Hensigt at gaa strags«¹.

Da Vedtægterne var godkendt, skred man til Valg af Styrelse.Mændene

1 Dansk Kirketidende 1893 Sp. 232. — Et Par Maaneder efter dette Møde kom unge Venner til Grundtvig med Tanken om at stifte »et historisk Selskab i levende Retning«, som han skulde være Formand for. »Danske Samfund« og »Den danske historiske Forening« er jævngamle. I »Brage og Idun« I (1839) gav Grundtvig et Slags Program, vidtløftige Betragtninger, hvorunder Spørgsmaal stilles, om Historikerne har nogen Tilværelsesret eller kun er at betragte som »Keisere i Skyggeriget, hvis Lodd er klassisk beskrevet af Homer, under Achils Person, som uslere end Hyrdens ved et Ledd«.

Side 44

relse.Mændeneaf det ældre Slægtled Laurits Engelstoft, Werlauff,og Kolderup-Rosenvinge — og Madvig med dem — erklæredeikke at ville modtage Valg. Styrelsens Medlemmer blev Chr. Molbech, H. M. Velschow, J. E. Larsen, N. M. Petersen og P. V. Jacobsen¹. De Mænd, der hermed var stillet ved Molbechs Side, var sindige Folk, ægte Forskere, hvis Arbejdsomraade fortrinsvislaa inden for Danmarks indre Historie. Deres Navne alene var et Program.

IV. Historisk Tidsskrift 1840—1853.

Det første Styrelsem«de i Den Hanske, historiske Forening blev holdt den 25. Februar 1839, hvor J. E. Larsen valgtes til Formand, Molbech til Sekretær². Molbech var 55 Aar; en Menneskealderhavde han arbejdet, men, stillet over for denne nye Opgave, glødede han af ungdommeligt Mod. Den 19. og 21. Marts skrev han 100 Breve til Præster og andre paa Sjælland; i April sendtes Breve til Fyen og Jylland. Resultatet af hans Anstrengelser og af den Energi, Foreningens Repræsentanter i i Provinsen udfoldede, var i Juli et Medlemstal af 392 og et Aar efter Foreningens Stiftelse 565. Medlemsfortegnelsen, der blev offentliggjort i 1. Bind af Historisk Tidsskrift (1840), er ikke uden Interesse. Hovedstaden møder naturligvis med det største Tal — 218 Medlemmer. Udenfor København grupperes Navnene stiftvis — Roskilde Stift fremviser 135 Medlemmer,

1 Den danske historiske Forenings Arkiv (RA). WerlaufFs Brev til Vedel Simonsen 24. Juni 1839 med skarpe Bemærkninger om den stundesløse Molbech, der lader saa meget halvgjort. »Mange havde derfor imod Stiftelsen af denne Forening som formeentligen overflødig ved Siden af Danske Selskab; jeg, saavelsom Engelstoft og Kolderup-Rosenvinge undsloge os derfor for at indtræde i Bestyrelsen« (G. L. Wad: Fra Fyens Fortid I (1916) S. 379.

2 1841 ønskede J. E. Larsen at trække sig tilbage som Formand, men han blev i Styrelsen til sin Død 1856. Velschow var Formand 1841^—1850, C. T. Engelstoft 1850—1852, Wegener 1852—1853, J. E. Larsen paany 1853—1856.

Side 45

Odense og Ribe 41, Laaland-Falster 37, Aarhus 36, Viborg 29; Aalborg Stift har kun eet eneste Medlem, Biskop Fogtmann. Embedsstanden er stærkest repræsenteret, og blandt Embedsmændenestaar Præsterne i første Række — 128 Præster, hvoraf 61 i Roskilde Stift. Kuriøst er det, at Øresunds Toldkammer møder ganske mandstærkt; Foreningens Tillidsmand i Helsingør Pastor P. E. Fischer har aabenbart været ivrig i Tjenesten. Af Landets Godsejere har en Del meldt sig ind i Foreningen; vi genkender Navnene paa de Mænd, der altid stod rede til at støtte patriotiske Foretagender. Som venteligt, er Handelstand og Haandværkerstand overmaade svagt repræsenteret. Man bliver helt fornøjet til Mode ved i Medlemslisten at træffe: »Corfitsen, Borger og Smedemester i Svendborg«. — Under Rubrikerne »Hamborg«, »Vestindien« og »Sverige« nævner Medlemslisten en Snes — under »Hertugdømmet Slesvig« tre Medlemmer. Molbechhavde ikke gjort Fremstød i Slesvig; han havde ikke søgt en Tillidsmand til at virke her som Adler i Ribe, Paludan- Miiller i Odense etc., og som de nationale kulturelle Forhold var, syntes der ikke at være Haab om, at et dansk historisk Tidsskrift kunde bane sig Vej. Der var Folk, som mente, at Foreningens Stiftelse var en Form for dansk Propaganda¹.

Engang i Foraaret 1839 skrev Molbech sit Forord til HistoriskTidsskrift: »Om Historiens nationale Betydning og Behandling;om historiske Arbeider og Formaalene for en historisk Forening i Danmark«, et Overblik over Danmarks Historie ikke uden gode Bemærkninger, en Klage over, at Danmarks Historie

1 Jfr. Franckes Brev til Molbech af 13/₄ 1840 om Historieundervisning i Flensborg og fjendtlige Stemninger i Landet. Da Den danske historiske Forening 1840 valgte Professorerne Chr. Paulsen, Falck og Michelsen samt Dr. Asmussen i Kiel til corresponderende Medlemmer sammen med en Række udenlandske Videnskabsmænd, afslog Falck og Michelsen og Asmussen at modtage Valget med den Begrundelse, at man ved at regne Holsten som Udland, Slesvig som en Del af Kongeriget var inde paa en farlig Vej. Molbech gjorde sig megen Umage for at afbøde Conflikt med de lærde Venner i Kiel og fralagde Foreningen enhver politisk Tendens. (Falck til Molbech 7/«> UU !840; Michelsen til Molbech u/₄ 1840; Molbech til Falck 14/₄ 1840. Fortale til Historisk Tidsskrift II).

Side 46

ikke er skreven siden Holbergs Dage¹. Han lægger frem, hvad der i de to sidste Aartier er ydet i Frankrig af Thierry og Barante, Guizot og Thiers, Mignet og Michelet og maner til Arbejde: »Det var vel paa Tiden, at man eengang fra Island, Grønland og Norge steg ned til Danmark; at man fra Gravhøie og Oldsagervendte sig til Historiens Liv og Handling; at man engangtænkte paa at henvende Opmærksomhed og virkende Kraft paa vor egen og egentlige Nationalhistorie — paa den Historie, med hvilken vi endnu ved det danske Stats- og Folkeliv staae i umiddelbar Berøring«. Han hævder Nødvendigheden af at sondre Kilderne ved Behandlingen af Danmarks ældre Historie, ikke ukritisk bruge den islandsk-norske Tradition, ikke hvile i ueii Formening, at Forhold og Institutioner var de samme inden for Nordens vide Omraade. Han peger paa en lang Række uløste Opgaver:

»Saaledes søge vi forgieves tilfredsstillende Undersøgelser over Agerbrugets og Søfartens ældre Tilstand og sildigere Historie i Danmark; over Bondestandens Udvikling, Vilkaar og Stilling i forskiellige Tidsaldere; over Aristokratiets eller AdelstandensOpkomst og omskiftende Skikkelser, indtil dens politiskeUndergang; over Kiøbstæderne og Municipal-Forfatningen;over Gilderne og deres Forhold til de sildigere Haandværkslaug;over Skattevæsenet og Statsindtægterne i Middelalderenog en stor Deel af den nyere Tid; over Myntvæsenet; over Militairvæsenet, Krigsrustning og Værnepligt, efter det 13. Aarhundrede; over Næringsflidens og Handelens Tilstand i tidligere og sildigere Perioder; over mange vigtige Punkter i Kirkehistorien og Kirkeforfatningen, (f. Ex. om KirkereformationensFølger og Virkninger i Staten og Statsstyreisen under

1 Klagen lyder ofte nok. »Hvo kan give os en Fædrelands Historie, der kan stilles ved Siden af Holbergs?« spørger N. M. Petersen. »Hvorfor have vi ingen udførlig folkelig Historie, der jo saa tillige erstattede hans Mangler? En Danmarks Historie, der for vor Tid nogenlunde var det, som hans var for sin? Endnu have vi ingen, og deter over hundrede Aar siden han dode. Have vi ingen Historieskrivere haft? eller vilde de ikke? Til vor Ydmygelse maa vi sige: de kunde ikke«. (Bidrag til den danske Literaturs Historie IV (1858) S. 651).

Side 47

Christian 111 og hans nærmeste Efterfølgere); foruden en stor Deel andre specielle Materier, som her ei kan være Sted til at opregne. Vi kunne dog ikke forbigaae, at selv den vigtigste og mest indflydelsesrige politiske Begivenhed og statsretlige Forandringi Danmarks nyere Historie, Statsforfatningens Overgangfra et indskrænket til uindskrænket Monarchic endnu savner en kritisk og fuldstændig Fortælling; og det bedste, som hidtil er skrevet derover, maae vi søge hos en udenlandsk Forfatter(Spittler)«.

Molbech gik ikke i Blinde. Han vidste, hvad han vilde med Historisk Tidsskrift. Det var Danmarks Middelalder og nyere Tid, Kræfterne skulde sættes ind paa, mens nordisk Oldtidsvidenskab kunde overlades til Oldskriftselskabet. Paa samme Maade afstak Sybel i 1859 Vej for Historische Zeitschrift: »Andererseits wollen wir kein antiquarisches Organ grunden. Wir wiinschen also vorzugsweise solche Stoffe oder solche Beziehungen in den Stoffen zu behandeln, welche mit dem Leben der Gegenwart einen noch lebendigen Zusammenhang haben«.

Efter Molbechs Indledning fulgte en Række Afhandlinger, som hver for sig stilede mod det Maal, der var sat. J. E. Larsen gav, i Tilslutning til Molbechs Opfordring, Afhandlingen: »De comitiis« i dansk Dragt: »Om Rigsdage og Provindsialforsamlinger,samt Rigsraadet i Danmark, fra det 13. Aarhundrede indtil Statsforandringen 1660« og desuden det lille Stykke: »Om de danske Kongers personlige Deeltagelse i Retspleien fra de ældste Tider indtil den nuværende Tid«, der var fremkommet som Indbydelsesskrift til en Universitetsfest. Velschow ydede som sit Bidrag: »Om Bryderne, en egen Classe af den danske Bondestand i Middelalderen«, en Bearbejdelse af en latinsk Afhandling, han havde skrevet i 1827 som Alumnus paa Borchs Collegium. Det var af stor Betydning, at vægtige Afhandlinger af denne Art, der før havde en usikker Tilværelse, fik fast Bolig, og ved Overførelsen til Modersmaalet kom en noget videre Kreds til Gode. Endvidere er at nævne Schierns Undersøgelse: »Et nordisk Sagns Vandringer, fornemmelig med Hensyn til Sagnet om Wilhelm Tell« og F. V. Mansas Beretning om Pesten

Side 48

i Helsingør og København 1710 og 1711, der giver meget mere, end Titlen lover, idet Forfatteren øser ud af sin store Viden. Molbech offentliggør »Østrup By-Lov og Gildeskik 1598« med Overskue over hvad tyske Forskere, specielt Grimm og Eichhorn har oplyst om gamle Vedtægter af lignende Art, og i en Anmeldelseaf P. A. Munchs »Norges, Sverriges og Danmarks Historie, til Skolebrug« tager han til Genmæle mod de norske Historikeres bitre Angreb paa Danmark, værdigt og forstandigt: Han ønsker et videnskabeligt kritisk alsidigt Samarbejde i Nordens Historie og vægrer sig ved at tro, at en Mand som Munch vil lade sig rive med af en national Fanatisme, hvis Resultat maa blive »at isolere Normændene som et over det hele øvrige Norden, ja over den ovrigc europæiske Verden ophøiet Folk af Halvguder«¹.

1. Bind af »Historisk Tidsskrift« rummer end mere, end her er gjort Rede for. Endda var Molbechs Virken i Foreningens første Aar ikke begrænset til Tidsskriftet alene. Han forelagde sine Colleger i Styrelsen adskillige Planer og vandt en vis Tilslutning til sin »Yndlingssag«, det biografiske Lexicon for Danmark og for Norge. Et Udvalg bestaaende af Velschow, P. V. Jacobsen og Molbech blev nedsat, og Molbech traadte strax i Forbindelse med P. A. Munch, der skulde staa for den norske Part. Munch var rede til Samarbejde, kastede sig ind i en Drøftelse af de forskellige Spørgsmaal, der frembød sig, og forfattede ogsaa flere Artikler, men efter et Par Aars Forløb sygnede Sagen hen². Det viste sig umuligt at skaffe en Stab kyndige Folk til at føre Foretagendet igennem. Molbech stod som en General uden Hær.

1 Ved samme Tid fremkom Caspar Paludan-Miillers Recension og Genmæle mod P. A. Munch i F. C. Petersens »Tidsskrift for Litteratur og Kritik« 111 (1840).

2 Den danske historiske Forenings Protokol (RA). Fortalerne til H. T. Bd. I—111. Lærde Brev fra og til P. A. Munch I (1924). Ny kgl. Saml. 3092 4to I. Jacob Aall til Molbech "/, 1840,¹/₆ 1840. I »Historisk-biographiske Samlinger og Bidrag til den danske Sprog- og Literaturhistorie i ældre og nyere Tid« (1851) findes Strandingsgods fra dette Foretagende, nemlig »Jacob Aalls Levnet, et Udkast fra hans egen Haand« og »Prover af et norsk historisk-biographisk Lexikon ved Professor P. A. Munch«.

Side 49

Det samme Forhold kom i nogen Maade til at gøre sig gældendemed Hensyn til »Historisk Tidsskrift«. Molbech havde ingen Lærerpost i Historie, ingen Disciple. Han maatte lide paa sine Colleger i Styrelsen og iøvrigt haabe, at de faa historiske Forskere rundt i Landet vilde staa ham bi. Men af de Mænd, der i kortere eller længere Tid sad i Styrelsen, var flere ganske passive. J. E. Larsen, som var stærkt optaget af sin Universitetsgerningog politisk Virke, ydede efter de to Afhandlinger i Bd. I intet; N.M.Petersen, Allen og Wegener intet, mens Schiern gav et enkelt Bidrag. Derimod var P. V. Jacobsen Tidsskrifteten fuldgod Støtte. Hvad Molbech havde peget paa og talt om, bragte Jacobsen i indholdstunge Afhandlinger, som egentlig var Brudstykker af en Fremstilling af Danmarks indre Historie i det 16. Aarhundredes 2. Halvdel, grundet paa Materialefra Geheimearkivet og Købstadarkiver — »Om de kongeligeNathold, Borgeleier og Giæsteri i Danmark under Christian111 og Frederik II«, »Bidrag til Kundskab om de danske Kiøbstæders Borgervæbning og Deeltagelse i Krigsvæsenet i det 16. Aarhundrede«, »Bidrag til Fremstilling af det danske Kiøbstadvæsenunder Kongerne Christian 111 og Frederik II« og adskilligt mere. C. T. Engelstofts fine Undersøgelse »Paulus Eliæ« og Velschows Forsøg: »Om Folkemængden i Danmark i Midten af det 13. Aarhundrede« skal ogsaa nævnes. Hvad der blev givet af Styrelsens Medlemmer var af bedste Slags, grundlæggendefor Tidsskriftets Tradition, virkende langt ned i Tiden¹; men for en meget krævende Redaktør var det ikke rigeligt Stof gennem 14 Aar. Det er Molbechs Ære, at han holdt ud paa sin Post. Han spejdede omkring efter Folk, der kunde yde noget, tilskyndede dem og støttede dem ved sin Erfaring og sin Viden paa de mange Omraader, hvor han i Kraft af sin

1 C. T. Engelstoft: Paulus Eliæ (Nyt H. T. II); C. Paludan-Miiller: Den skibyske Krønike (H. T. 3. R. I); C. T. Engelstoft: Hans Tausens Proces (H. T. 3. R. VI); C. Paludan-Miiller: Endnu engang den skibyske Krønike (ibid.); J. Oskar Andersen: Paulus Eliæ (1936). — J. E. Larsen: Om Rigsdage (H. T. I); Anna Hude: Danehoffet (1893); Kr. Erslev: Rigets »bedste Mænd«, Danehof og Rigsraadet (H. T. 7. R. V), etc. etc.

Side 50

alsidige Interesse og sit Biblioteksembede var orienteret. Historienvar for ham ikke et snævert afgrænset Territorium; Arkæologi, Kunsthistorie (vore gamle Kirker og Borge), Sproghistorie,Folklore, Topografi, Litteraturhistorie og Retshistorie fandt Plads i Tidsskriftet. Han havde et skarpt Øje for dygtigt Arbejde og Nybrud. I Bd. 111 finder vi Pastor J. L. Rohmanns kildekritiske Studie over Beretningerne om Torben Oxes Henrettelseog Dyvekes Død og den unge Worsaaes Undersøgelse: »Hvorvidt kan man antage, at det i Haraldskiær-Mosen (1835) opgravede Liig er den norske Dronning Gunhildes?«, der rakte langt ud over det foreliggende Spørgsmaal¹. I Nyt historisk Tidsskrift Bd. I offentliggjordes Høyens Bemærkninger om Sorø Kiikes Alder og Stil og Paludan Mullers Afhandling: »Er Kong Carl den Tolvte falden ved Snigmord?« Denne sidste AfhandlingsTilblivelse giver et Exempel paa, hvad Molbech ydede som Redaktør. Der er for det første nogen Grund til at tro, at det er Molbechs Bemærkning i Bd. II S. 586 fn., der har ført Paludan-Miiller ind i Arbejdet, og da saa Paludan- Miiller i Begyndelsen af 1845 meddelte, at han var i Færd med en lille kritisk Studie, ofrede Molbech Tid og Kræfter, foretog Undersøgelser, sendte Bøger, holdt Forfatteren til Ilden. Paludan- Muller var ham taknemlig for hans nidkære Virken. »I ethvert Fald«, skrev han 7. Dec. 1845, »skal jeg ingenlunde beklage mig over, at De har drevet mig til at udføre dette Arbeide, som jeg vel i omtrent et Aar har baaret i Tanken, men uden en bestemtTilskyndelse maaske skulde have betænkt mig længe paa at give Tilværelse«.

Et ejendommeligt Forhold i »Historisk Tidsskrift« i denne Periode er de mange svenske Afhandlinger. Ganske stille fremmedeMolbech nordisk Samarbejde paa fagligt Omraade i de skandinaviske Festers hedeste Dage. C. G. Brunius skrev om Dalby Kirke og Kloster og senere om Glimmingehus; H. Reuterdahlgjorde Rede for Raadhusarkivet i Malmø; Jacob Lundell

1 J. J. A. Worsaae: En Oldgrandskers Erindringer (1934; S. 94. Carl S. Petersen: Stenalder. Broncealder. Jernalder (1938) S. 87^—90.

Side 51

gav Oplysninger om den svenske Almues Hoveripligt; C. Save, for hvem Molbech kom til at betyde saa meget¹, gav to Afhandlinger,nemlig: »Bemærkninger over Øen Gotland, dens Indbyggere og disses Sprog« og »Om Dalarne og om Dalkarlenes Folke-Egenheder, med et Forsøg paa at forklare nogle af Aarsagernetil Dalsprogets Eiendommelighed«.

Molbech søgte vidt omkring, og endda kunde det skorte. Recensionerne var et svagt Punkt. De fleste er vistnok fra Redaktørens egen Haand, de er hastigt skrevne og taaler ikke Sammenligning med Anmeldelser af A. S. Ørsted, Peter Erasmus Muller, Kolderup-Rosenvinge i »Kiøbenhavnske lærde Efterretninger«, »Dansk Litteratur-Tidende« og »Maanedsskrift for Litteratur«, prægede af overlegen Viden og fin Humanisme.

En meget stor Del af Afhandlingsstoffet skyldes ogsaa Molbech.Naar der var Nød paa Færde, maatte han kaste sig i Brechen,en Situation, der kun kunde begunstige hans Lyst til at flyve fra det ene til det andet og hans Skrivetrang. Han begynderofte de forskellige større og mindre Stykker med Undskyldning,fordi de kun har foreløbig Karakter; han giver mange Løfter, tager meget paa Borg og holder ikke af at løse de haarde Knuder; saavel Waitz som Paludan-Miiller og J. L. Rohmann gør lejlighedsvis opmærksom paa denne Svaghed. Enhver Forskervil kunne constatere det paa sit Omraade². Skrøbelighederneer

1 Carl S. Petersen: Brevvexling mellem N. M. Petersen og Carl Save (1908) S. 25 ff.

2 Om Molbechs Afhandling: »Indledning og Udkast til en Skildring af den germanisk-skandinaviske Forfatning, med Hensyn til dens agrariske og offentlige Forhold i Oldtiden« i »Historisk Tidsskrift« IV (1843) Bemærkninger af Waitz i W. Schmidts »Zeitschrift fiir Geschichtswissenschaft« 111 (1844), senere optaget i Georg Waitz: »Abhandlungen zur Deutschen Verfassungs- und Rechtsgeschichte« (1896) S. 25 ff. Jfr. Breve fra Waitz til Molbech 23/₄ 1844, 10/₂ 1845. — Caspar Paludan-Miiller: »Hvad var Saxo Grammaticus? og hvor er hans Grav?« (1861) S. 45. — Om Afhandlingen: »Om Corfitz Ulfeldt som Landsforræder, og om hans politiske Charakteer og Handlinger« i »Historisk Tidsskrift« 111 (1842) skriver Rohmann i »For Litteratur og Kritik« I (1843) S. 68—69: »Hvor mange enkelte Glimt, der end fra det Molbechske Arbeide falde ind i hiin mørke historiske Region, saa bliver det gamle Savn af tilstrækkeligt Lys til at opklare de fleste vigtige Punkter dog næsten lige saa stort som det var tilforn. Hvergang nemlig den lærde Forfatter har bragt os saa langt ind i de forskiellige Optrin af den store Tragedie, at vi med Længsel stirre Opløsningen af den slyngede Knude i Møde, lader han desværre Dækket pludseligt falde og henviser os derpaa til denne Opløsning i en uvis kommende Tid«.

Side 52

hederneeraabenbare; saa meget mere Grund er der til at erindre det, der havde blivende Værd eller er af speciel Interesse. MolbechsOversigt i Bd. IV over de danske Haandskrifter i det kgl. Bibliotek i Stockholm, Resultat af hans Sverigesrejse i 1842, bragte vigtige Ting frem, deriblandt mange Manuscripter fra Slutningen af Middelalderen indeholdende Oversættelser af opbyggeligLitteratur og Underholdningsstof, som var Molbech til stor Overraskelse og Glæde¹.

Denne Oversigt blev Grundlag for senere Manuscriptrejser til Sverige², og de Fund, Molbech havde gjort, gav Impuls til litterærhistoriske og sproghistoriske Studier. — I samme Bind af Tidsskriftet offentliggjorde han en Samling Breve fra Thott, Gram, Langebek, KieimsLierne, Tyge Rothe, Schlegel, Chr. Colbiørnsen og andre Personligheder fra det 18. Aarhundrede; han vilde gennem dette Udvalg vække Forstaaelse for Breves Værdi og lægge Folk paa Sinde at tage Vare paa denne Art af historiske Kilder, der i ganske særlig Grad var udsat for Ødelæggels e³. — Ulfeldt-Studierne i Bd. 111, fortsatte i Bd. IV af den nye Række, betød ogsaa et Fremstød. Molbech havde søgt Adgang til Papirer vedrørende Corfits Ulfeldt i Geheimearkivet og bragte et overmaade rigt Stof for Dagen; ogsaa fra Sverige

1 Om den Uorden, der herskede i Biblioteket, havde Reuterdahl skrevet til Molbech 21/₁₀ 1838. Om de mange Fund skriver Molbech fornøjet til Werlauft 12/₇ 1842.

2 Den er endnu den Dag i Dag den eneste trykte Fortegnelse over Danica i det kgl. Bibliotek i Stockholm.

3 Nogle af de offentliggjorte Stykker tilhørte Molbech selv og findes nu i Ny kgl. S. 1299e fol., »Molbechs Autografsamling«, der rummer mange Breve især fra det 18. Aarhundrede. Det vil lønne sig at gaa denne Samling grundigt igennem. Ved forste Syn bemærker man Rester af flere Privatarkivcr: AViedewelt, C. F. Jacobi, A. G. Carstens, Chr. Friis Rottboll, Chr. Oluf sen, P. E. Muller, — endvidere Breve til P. C. Abildgaard, Th. Bugge og H. C. Orsted, aabenbart Dele af Videnskabernes Selskabs Arkiv.

Side 53

fik han Materiale¹. Afhandlingerne i Tidsskriftet var Skitser, første Forsøg; det store Værk om Ulfeldt, som han efter sin Skik kundgjorde for Velyndere og Venner, fik han aldrig fuldført,men her som paa saa mange andre Punkter saa han, hvor Arbejdet skulde gøres, og banede Vej for dem, der skulde komme efter ham. Det er imidlertid ikke blot Materiale, der lægges frem i Ulfeldt-Studierne og i forskellige andre Stykker. Rundt omkringfindes kloge lagttagelser med Hensyn til Sagernes Sammenhæng.Den erfarne Mands Skøn og uafhængige Vurdering træder for Dagen². Stærkest udfolder Molbech sig i det store Indlæg »Bemærkninger over det danske Skriftsprogs historiske Udvikling, med Hensyn paa dets nærværende Forhold«³, et Gensvar paa N. M. Petersens Artikel i »Annaler for nordisk Oldkyndighed« (1844^—45): »Den nordiske Oldtids Betydning for Nutiden«. N. M. Petersen havde taget til Orde for et nordisk fælles Skrift- og Litteratursprog, der skulde redde os fra Udslettelseunder Tyskhedens Fremtrængen fra Syd. Molbech er en Hader af det klejnmodige og klynkende. Det harmer ham, at det danske Sprog skal anses for vanslægtet og affældigt; han hævder dets sejge Livskraft gennem Aarhundrederne og dets rige Udviklingsmuligheder overlegent, fyrigt⁴.

Der er et andet Indlæg i samme Bind, som Opmærksomhedenmaahefte

1 Molbech til J. H. Schroder 12/₃ 1843, 6/₄ 1845 (Uppsala U. B.); Molbech til B. E. Hildebrand 10/₈, V» 1847 (Vitterh. Akad. Bibi. i Stockholm); Breve fra de to svenske Lærde til Molbech.

2 Hans Bemærkninger om de store Brud i Danmarks Historie; hans Kritik af den almindelige Dom over Erik af Pommern; hans Skepsis overfor Aliens Opfattelse af Bondestandens Kaar, etc.

3 Nyt hist. Tidsskrift I (1847) S. 563.

4 Jfr. Brev af 30. Marts 1847 til Sønnen. (Personalhist. Tidsskrift 4. R. V, S. 124). — Molbechs Holdning i Sprogsagen har nøje Sammenhæng med hans Holdning over for den politiske Skandinavisme. Han mener, at de Nationalliberale ved deres Fantasterier sætter den danske Stat paa Spil. »Mm Patriotisme, min Nationalfølelse oprøres ved den Maade, hvorpaa dette Parti vil tigge sig ind i et Skandinavien, der ikke kan blive til uden at Danmark opløses, og Danskhed forgaar«. Saaledes i et Brev til Carl Save Dec. 1843 (Uppsala U. B.), og lignende Udtalelser mange andre Steder.

Side 54

hedenmaaheftesig ved: »Hertugdømmet Slesvig, i dets ForholdtilKongeriget Danmark og til Holsten«¹. Udover en AnmeldelseafH. N. A. Jensens »Versuch einer kirchlichen StatistikdesHerzogthums Schleswig« var sønderjydsk Historie, sønderjydske Forhold ikke berørt i Historisk Tidsskrift, og naar denne Artikel nu kom frem, skyldtes det Christian VIII. Under en Audiens i Dec. 1842 berørte han overfor Molbech den slesvigskeSag,og ved Rescript af 13. Maj 1843 paalagde han ham at udarbejde en kort Fremstilling af Slesvigs Forbindelse med og statsretlige Forhold gennem Tiderne saavel til Danmark som til Holsten og Punkt for Punkt angive de vigtigste trykte Skrifter, hvori de enkelte Momenter omhandledes. Kongen vilde skaffe sig historisk Basis for en uhildet Dom². Det er utvivlsomt Adler, som havde en Del Forbindelse med Molbech, der har gjort Christian VIII opmærksom paa ham som den rette Mand. Men Molbech stod i Virkeligheden ganske uforberedt. Han delte den ældre Generations Syn paa Slesvig og frygtede de stærke splittende Kræfter, der rørte sig. Han havde ikke med dybere Forstaaelse fulgt, hvad der foregik i Nordslesvig og havde heller ikke gjort alvorlige statsretslige Studier, saaledes som Estrup. Arbejdet voldte ham megen Pine; han søgte flere Gange at udvirke, at Velschow, som var kyndig i Slesvigs Historie, blev stillet ved hans Side; stadig haabede han paa at kunne undslippe,menKongen holdt ham fast, og i November 1846 blev Redegørelsen endelig færdig. Den bærer i flere Henseender tydeligtPrægaf sin Oprindelse og Bestemmelse, men som den første Ledetraad i de svære Stridsspørgsmaal blev den grebet med Iver — alene de halvhundrede Indmeldelser i Foreningen viser

1 Xyt hist. Tidsskrift I (1847) S. 261—418.

2 »Dog er det ved det Hverv, Vi herved have overdraget Dig, fornemmelig Vor Hensigt at bane Os Vei til en uhildet Anskuelse af de bestaaende Forholds historiske Grund og til den Ende at forskaffe Os en paalidelig An\isning til at finde de trykte Skrifter og Kilder, som derover udbrede det klareste Lys . Rescriptet findes i Ny kgl. Saml. 2336 4to II; jfr. Rescript af samme Dato til Overbibliotekaren ved det store kyl. Bibliotek og Gehcimearkivaren (WerlaufTs Pap. II).

Side 55

det. Umiddelbart efter dens Fremkomst i Tidsskriftet blev den
oversat til Tysk og til Fransk1.

Af ganske anden Karakter er et Par historisk-politiske Essays eller Indlæg, som Molbech skrev i Fyrrerne af egen Drift, af levende Trang, — i 1842: »Nogle Yttringer om Aristokratie og Adelstand, Grundadel og Fødselsadel i begges nærværende Stilling og Forhold til Staten«, der stærkt fremhæver Nødvendigheden af et arveligt Aristokrati i Monarkiet, et Aristokrati, hvis Selvstændighed underbygges af bunden Ejendom, som Forholdene er i England² — og i 1848: »Om Danmarks Stilling og tilkommende Statsforfatning«, en politisk Betragtning, skreven i Februar og afsluttet eller afbrudt 3. Marts³.

Det er den tyske historiske Skoles Ideer, Romantikens
Ideer, der ligger til Grund for hans Anskuelse4. Allerede 1814
i det lille Stykke »Om Statens Væsen« i »Athene« er Indflydelsen

1 Ny kgl. Saml. 839 8vo: 1841—1847. Molbech til Kongen 17/₆ 1844, til Adler 25/_ia 1842, 9/i 1844 (Concepter). Christian VIII sendte Molbechs Skrift til Gesandten i London Grev F. D. Reventlow til Vejledning 28/₁₂ 1846 (Personalhist. Tidsskrift 9. R. VI, S. 60). Molbech til Sonnen 8/₁₂ 1846 (Pers. Ts. 4. R. V, S. 118). Naturligvis kom forskellige Domme til Orde, se Brev fra Estrup til Schouw 7/i2 1846, og Breve fra Hertugen af Augustenborg til P. Hjort 27/i₂ 1846, 31/_x 1847 (Danske Magazin 6. R. IV, S. 166, 180). Uden Betydning blev det ikke for Molbech, at han var bleven tvungen til at folge Slesvigs Sksebne gennem Tiderne. Sammen med dybere Kendskab til Fortiden vandt han bedre Forstaaelse af Nutiden. »Den slesvigske Sag« var noget andet for ham i 1846^—1847 end fern Aar tidligere. Han forstod, at Danskheden skulde fremmes og stottes i det gamle Hertugdomme, og saa hen til Kongen som den, der — fremfor andre — skulde tage den Opgave op (Brev til Kongen 5/» 1846, Concept; til E. Zoller 8/₁₀ 1846, Upsala U. B; til Subrector C. A. Michelsen i Haderslev 8/₁₀ 1847, Concept). Molbech peger i Indledningen til Afhandlingen paa Slesvigs indre Historie fra 1460 til Nutiden som en Opgave for en redelig, übunden Forsker.

2 Hist. Tidsskrift 111, S. 159_—248. Molbech sendte Afhandlingen til F. M. Knuth, der takkede i et langt Brev af 6. Marts 1842.

3 Nyt hist. Tidsskrift 11, S. 645^—682.

4 Jakob Baxa: Einfiihrung in die romantische Staatswissenschaft (1923).

Side 56

fra Adam v. Miillers »Elemente der Staatskunst« aabenbar. Det er dog i høj Grad en litterær Indflydelse. Nu i Fyrrerne staar hans Meninger selvstændigere, mere alsidigt udformede gennemAarenes Erfaring og historiske Studier. Han klager over, at den danske Enevælde ved at udrydde alt, hvad der havde Rod dybt i Tiden, har gjort den franske Revolutions nivellerendeVærk. Aristokratiet er undergravet, Stænderinstitutionenuden organisk Sammenhæng med Fortiden. Heftigt angriberhan Tidens Foster »hiint enhver Organisme i Stater og Borgersamfund opløsende atomistiske System, der vil udsletteog tilintetgiøre ethvert historisk udviklet Forhold i Staten og betragte enhver Nation ikke som et Borgersamfund,men som en Fulkefluk, i hvilken man allene behøver at tælle Individerne, som have naaet en vis Alder for at udfinde, hvilke og hvor mange valgberettigede Personer der gives blandt Folket. Man har virkelig, i Betragtningen af et saadant System, ondt ved at begribe, hvorfor det vil indskrænke Valgretten, og den dertil forudsatte Portion af Tænkeevne, Erfaring, Indsigt og Fornuft, allene til Mandkiønnet. Der udfordres dog ikke megen Livserfaring for at kunne vide, at der gives Quinder og Hustruer i Tusindeviis, som i hine Egenskaber staae langt over mange Borgere paa 21 eller 25 Aar, ja endog deri kunne overgaaederes egne valgberettigede Ægtefæller«¹.

Molbech stred sig op mod Vinden — barsk Vejrlig var hans
Lyst — men hvorledes gik det med hans Tidsskrift, der ved
Indlæg af denne Art fik politisk Farve?

Den historiske Forening havde i de 4 første Aar af sin Tilværelsestadigt voxende Medlemstal — 672 i 1842 — derefter begyndte en übetydelig Tilbagegang, men med Aaret 1848 et stærkt Fald. I Juni 1853 var Tallet sunket til 504. Det var dog næppe Molbechs stejle politiske Meninger, der voldte Nedgangen— i store Træk repræsenterede Medlemslisten fra første Færd det konservative Danmark — snarere laa Aarsagen i Tidsforholdene. En anden Sag var, at der inden for Styrelsen og de nærmest interesseredes Kreds kunde opstaa Betænkeligheder.Noget

1 Nyt hist. Tidsskrift II (1848) S. 679—680.

Side 57

heder.Nogetpositivt ved vi dog ikke udover hvad der ses af et Par Brevconcepter 16/₆ og 26/i2 1850 fra Molbech til Historisk Forenings Styrelse. Formanden, C. T. Engelstoft, ønskede under Indtryk af den Molbechske Enevælde, at Tidsskriftet skulde udgivesaf den samlede Styrelse, men foreløbig skete der intet¹. Redaktøren fyldte næsten ganske de tre Bind, der kom ud 1850, 1852 og 1854. I de omfattende Bemærkninger og Oplysninger til Christian VII.s Historie, hvor meget nyt Stof meddeles uden altfor tydelig Kildeangivelse, lægger man Mærke til et voldsomt Udfald mod de Liberale med deres Struensee-Cultus². Det kunde imidlertid ikke være andet, end at Molbech maatte føle Aarenes Byrde. Midt i Fyrrerne havde han jævnlig talt om at trække sig tilbage som Redaktør og Sekretær, han følte sig som »den udtømte og udslidte Olding«, klagede over, at Collegerne i Styrelsen lod ham drage Læsset alene; men det blev ved Klagerne,Molbech holdt ud endda³. Hvad der til sidst var Aarsag og Anledning til, at han 11. April 1853 nedlagde sit Hverv, ved vi ikke. I et Brev til Sønnen nogle Dage efter beretter han, at han nu er bleven befriet for 14 Aars Tyngsel »uden at der i Generalforsamlingen sagdes mig et eneste Ord til Tak, eller Ytring af Tilfredshed. »Det er ganske i sin Orden«, sagde Grev C. Moltke, da jeg fortalte ham det«⁴.

I Fortalen til Nyt historisk Tidsskrift V tog Molbech Afsked. At Den danske historiske Forening har svaret til Tidens Krav og Interesse, tvivler han ikke om. »Beviset ligger i Foreningens stille og bramfrie Vedvaren i 15 Aar, ved egne Kræfter, uden noget Slags Beskyttelse, uden Partie-Understøttelse, uden alle konstigt anlagte Veie, eller udvortes lysende Foretagender. Det er vel ikke übekiendt, at den historiske Forening (tildeels netop af disse Grunde) har havt enkelte Uvenner eller Modstandere. At Selskabet med uforandret Virken, og med et Antal af Deeltagere,som

1 Styrelsens Mødeprotokol, ført af Molbech, standser med 1847.

2 Nyt hist. Tidsskrift IV, S. 735—736.

3 Brev fra Paludan-Muller 7/₁₂ 1845; Brev til E. Zoller 8/io 1846, og mange flere.

4 Christian Molbech og hans Søn Christian K. F. Molbech (1908) S. 78.

Side 58

tagere,somman forgieves vil søge i nogen lignende videnskabelig Forening blandt et Folketal, som Danmarks, endog har kunnet bestaae i sex Aar, under saa mange indre og ydre Tidsbevægelser, som de, der oprandt med Aaret 1848 — dette er ligeledes et indvortes Vidnesbyrd om, at Enkeltes Uvillie imod Foreningens Virksomhed, blev kraftlos og uden Følge, fordi den havde Fornuft,Sandhed og Kiendsgierninger imod sig«. Videre fremme taler han om det historiske Studium. Disse hans Afskedsord slutter sig nøje til de Ord, hvormed han kaldte til Arbejde i 1839, men de falder myndigere, barskere og er ikke uden Brod: »Fædrelandskærlighed, Nationalfølelse og Borgerfrihed ere Historiens levende Kildevæld; men Sandhedskiærlighed, Retfærdighedsfølelseog Aandsfrihed ere Egenskaber, som Historieskriverenikke kan undvære, dersom han vil, at Kilden altid skal rinde klar og reen igiennem hans Værk«. Meget Arbejde, dybtgaaendeStudium er fornødent. »Men det er ikke mindre nødvendigtat lære, at nationale Illusioner, hvor levende og fyrige de kunne synes, forsvinde for Tidens og Sandhedens Magt. Det er heller ikke overflødigt at minde om, at vor Tidsalder skielner strengt imellem Phantasiens Taagebilleder og Halvdigtningi Sagnfortællinger, og den sande Historie, der har sit virkelige, objective Stof i tilværende Kilder; og særskilt hos os kan den Erindring vel behøves: at det er i andre Landes Historie,og af fremmede Mestere, vi skulle lære at skrive vor egen«.

V. Afslutning.

Efter at Molbech var traadt ud af Den danske historiske Forenings Styrelse, gav han sig ikke synderligt af med historiske Studier; derimod fulgte han med ilter Opmærksomhed den hjemligepolitiske Kamp og tog flere Gange til Orde. Det første Indlæg,»Danske Statsforhold Maj 1853«, rummer i kort Begreb og uden Tvetydighed hans Anskuelser — hans svage Tro til de nationalliberale Førere, som i hans Øjne er lærde Jurister, Theologer og Naturforskere, men med Hensyn til politisk Forstandsvagt begavede, i Regeringspraxis og Statsmandskunst

Radering af Magnus Petersen efter Tegning af J. V. Gertner.

Side 59

ukyndige, — hans Ringeagt for Forfatningen af 1849, der er uden Sammenhæng med det danske Folks tidligere Udvikling, — hans Forfærdelse over, at den Mening raader, »at Statens Tilværelse og Kraft, og følgelig hele Folkets Velfærd og Sikkerhed,skulde underordnes en saakaldet national Idee«. Slesvigs Deling er ham en ufattelig Tanke, Danmarks Opgaaen i en nordiskFællesstat ligesaa. Med den politiske Skandinavisme gør han op i et lille Skrift i 1857: »Den skandinaviske Eenhedstanke, som den har været, og som den er i Nordens tre Riger«.

Modstanderne gav Gensvar med nærgaaende personlige Angreb og bedske Karaktertegninger¹, og Molbech tog sin Tørn uden at lade sig anfægte. Der spores ingen Bitterhed; tværtimod synes han at have været jævnere i Sind, mere vel til Mode i sine sidste Aar end nogentid før. Han fandt sig godt til Rette iblandt sine Meningsfæller, Mændene fra l'ancien regime, dyrkede Samvær med den gamle Geheimeraad fra det Schimmelmannske Palais F. C. Dankwart, med Carl Moltke og hans Familie, med Moltkerne fra Bregentved, H. Reventlow-Criminil, Reedtz, Diplomatkredsen. Som Hans Gram færdes han upedantisk i de høje Sale. Han er Gæst paa Thurebyholm og paa Løvenborg og kører med A. S. Ørsted til det yndige Frydenlund for at besøge Grev Carl Moltke. Kvindernes selskabelige Gratie, Mændenes Klogskab, Erfaring og »Humanitet« drager ham stærkt. Atter og atter melder Kalenderoptegnelser og Breve om lange interessante Samtaler. I ganske særlig Grad føler han sig knyttet til Dankwart og rammes haardt ved hans Død². Vi kunde ønske, at han havde skrevet ned, hvad han fik Del i gennem disse Samtaler om Samtids og Fortids Forhold, — at han havde tegnet Personligheder af denne Kreds.

1 F. Ex. i Dansk Konversations-Lexikon VI (1854).

2 I »Berlingske Tidende« 1856 no. 253_—255 offentliggjorde .Molbech en stærkt personlig præget, i Henseende til Indhold værdifuld Nekrolog over Embedsmanden fra Frederik Vl.s og Christian VIII.s Tid, ikke uden bitre Udfald mod det ny Regimente, der havde skudt ham til Side som »forældet, overflodig, übrugelig«. Genmæle udeblev ikke. »Dagbladet« kastede sig over Molbech, der svarede i ilierlingske Tidende« og »Flyveposten''.

Side 60

Vi kunde enske, at han havde givet os et Memoirevaerk, der omfattede hans hele lange Liv og ikke blot gav Billeder af de andre, men tegnede Linien for hans egen Udvikling. Ved en Lejlighed gor han Tiecks Ord til sine: »Jeg har ikke blot seet, hert, lsest og skrevet — jeg har levet og oplevet noget i mig selvcc¹. Chr. K. F. Molbech vover sig i 1856 frem med en Tilsky ndelse, foranlediget ved et Barndomsminde fra Soro, flygtigt henkastet i Forordet til »Cervantes og hans Roman Don Quixoteu (1855). Sonnens Ord ger Indtryk paa Faderen og ssetter hans Tanker i staerk Bevsegelse: »Jeg tscnker i dette oieblik paa, hvilke — jeg kan sige uhyre Masser af Brevstof og andre Meddelelser jeg kunde bringe paa Papiret, dersom jeg nu i min naerrrr\ r^r\ A1 i^J i-v*-f Ci+iia+iam nlnrlnnlirt n'nrtnTT *-» 14- nrl^ \ .»,Vi. /-J n \ <a^i uiiu^ i i.m.v/ 1 v^g kjli/ilci i/iv^ii L/iu.u.oc-iig \j ijgci v ait anu^L .n.l uciuc og beskiseftigede mig, deels reflecterende over Tankeforraadet i min Sisel — deels historisk med Erindringer fra mit Liv, Skildringer af dets Scener og af de utallige Personligheder, jeg har kiendt og levet med, og hvoraf Mange endnu staae saa klart for mig, at jeg let kunde kalde Billedet af dem tydeligt frem paa Papiret. ¦— Jeg tsenker mig netop en saadan Syssel i Forening med philosophiske og heiere naturvidenskabelige, cosmologiske og geologiske Studier som Idealet for mit Liv i den korte Tid, det endnu kan vare. Men dette vil vel aldrig blive meer end et Formaal i onskernes og Ideernes Rige«².

Molbech fik ikke skrevet sine Erindringer, men det Materiale, han vilde bygge paa, existerer den Dag i Dag — Kalenderoptegnelsernefra tidlig Ungdom og til hans sidste Aar, som i al deres Knaphed tjente til at minde ham om en Situation, en Personlighed (en lang Samtale med Peder Hiort Lorenzen, en Audiens hos den gamle Dronning Marie, en »mærkelig« Samtale med Jonas Collin om Frederik VI etc.), dernæst Breve, han havde modtaget, og utallige Breve fra hans egen Haand. Han havde en levende Trang til at meddele sig og søge Contact med

1 Brev til Kammerherreinde Wichfeldt 30/_t 1856 (Ny kgl. Saml. 2336 4to V 2).

2 Breve af u,₂ og^M/ 2M_/2 1850. (Chr. Molbech og hans Son Christian K. F. Molbech (1908) S. 173 og 178).

Side 61

Mennesker, kalde Modparten frem ved en Epistel eller i en æggende Samtale¹. Brevformen passede hans bølgende Sind og hastigt strømmende Tanker, og selv om der nu og da er gaaet Litteratur i Brevene — Correspondancen med Kamma Rahbek synes et Potpourri af Skønsnak og Erotik — er det her, vi finder bedste Hjælp til Forstaaelse af Molbechs Væsen.

Fra tidlig Tid lyder hans Klage over et svagt og irritabelt Nervesystem, stadig tilbagevendende Sygelighed, og højt op i Aarene maa han undre sig over, at han med sin )>skrøbelige, abnorme, inconsequente Constitution har holdt saa længe ud«². Han taler om den Uro, der tærer hans Sjæls Kraft, og dog er denne Sensibilitet Jordbunden, hvoraf det meste spirer frem; den betinger i nogen Grad hans Enthusiasme, Arbejdstempo og Kampmod, hans opladte Sind³, hans Drift til stadig at søge

1 I 1843 tænkte han paa at opfordre Grev F. M. Knuth til en fortrolig Brevvexling, et Foretagende, »hvortil jeg trænger, naar en dannet, oplyst, fra Charakterens Side ædel og human Mand af høiere Stilling dertil var at vinde« (Ny kgl. Saml. 439 8vo: 1843 n/₂)- Bekendt er hans Henvendelse til Fru Heiberg. Hun fandt en saadan Correspondance unaturlig. — Molbech vil udfolde sig og lære i selskabeligt Samvær. I et Brev til Sønnen 14/₁₀ 1847 taler han om de ledige Timer, han onsker udfyldt »ved aandrig, livfuld, siælsvækkende, munter og vittig Conversation. Men umaadeligt sieldent er det at finde den saaledes i Kiøbenhavn« (Personalhist. Ts. 4. R. V, S. 227).

2 Brev til Sønnen Dec. 1856 (Christian Molbech og hans Søn Chr. K. F. Molbech, S. 220).

3 Man fristes til her at citere et Brev til Fru Hanne Molbech 3/₈ 1833, skrevet efter Læsningen af Fr. Paludan-Miillers Digt: »Dandserinden«. »Denne Dandserinde var hidtil blevet mig aldeles übekiendt —¦ og, hvad der nu er mig meget kiært, jeg havde ikke hørt en eneste Dom over Digtet af nogen Betydning, eller som bibragte mig nogen Mening derom. Derimod fandt jeg ved i Gaar at læse det, noget af det skiønneste og interessanteste og originaleste i vor nyeste poetiske Literatur, ja et Arbeide, hvis Læsning virkelig aldeles henrev mig og meddelte mig en overordentlig Interesse for dets Forfatter. Intet gaaer over den Nydelse, i sit Fædrelands Literatur og i sit Modersmaal, at opdage en ny Aand og et nyt Aandsværk, hvoraf man tør love sig noget Stort og Herligt. Deter noget, der skienker mig en langt høiere og varigere Glæde end jeg nogentid kan have eller faa af noget eget Arbeide<c (Ny kgl. Saml. 3295 4to).

Side 62

nye Veje, selv da han er blcven en gammel Mand¹ — den ligger ogsaa bag hans Rastloshed og den lidenskabelige Opbrusen, som han idelig maa gore Afbigt for hos gode Venner, og som skaffer ham daarligt Lov rundt omkring.

Men med denne Sensibilitet, der gor ham til et Barn eller en Ungersvend under hvide Haar, er forbundet en skarp Intelligens, en nogtern Forstandighed. Forbindelsen volder svære Brydninger. »Jeg har tumlet mig i den evige Strid, som min af Modsigelser og Uliigheder sammensatte Natur har reist i mit Indre«, skriver Molbech til Kararaa Rahbek 1813, og Striden mellem det følsomme Jeg og det koldt forstandige Jeg stilner i Grunden aldrig af. »Med Aarene, hedder det jo, skal man blive stærk, ikke svag«, udvikler han fur Soinien 1850, »man &kal llæidt/s mod Følelsen og »staalsættes« ved Alvor og Forstand. Jeg siger og tænker det ofte selv, og jeg er mangengang utilfreds med at finde mig ligesom forvildet over i Følelsens Region, naar jeg skulde holde mig til Tanken og Fornuften. Det er et eget Slags Disharmonie, som derved kan opstaae i Siælens indre Liv. Man kommer ud af sin aandelige Ligevægt, eller man gynges op og ned imellem de to psychiske Poler, og naar man endelig vil tage Fodfæste igien, saa er man i nogen Tid ikke ret »tankefast«, men føler sig snarere noget ør og mat i Tænkningen«². En Kilde til Uro og Pine, og dog en Rigdom. Hvem kan gøre sit Regnskab

Naar man har lært Manden Christian Molbech at kende, er det som man bedre forstaar Historikeren. Men derfor er det alligevel ikke let at samle i en Sum, hvad han gav. Jo klarere man ser, at der gennem Aarhundrederne er en Given og en Tagen, et Arbejde, som fortsættes, des vanskeligere synes det retfærdigt at vurdere den enkelte Historikers Indsats.

1 Hrcvene til Soniicn fra hans allersidste Aar giver oftere l'dtryk for den Modsætning, der er til Stede hos ham, mellem den ungdommelig brændende Trang til Erkendelse og aandelig Virken og de svindende Kræfter.

2 Christian Molbech og Karen Margrethe Rahbek (1883) S. sf>. Personalhist. Ts. 1. H. V, S. 11 (i. Chr. Molbech og hans Son Chr. K. I". Molbech (1908) S. 200.

Side 63

Moibech traadte ind i Arbejdet i en fattig og forknyt Tid. Med brændende Iver tog han fat paa Opgaver, den ældre Generation havde maattet slippe. Hans Udgivervirke blev et Led i en Kæde, men bærer i ikke ringe Grad Mærke af, at støt Slid ikke var hans Sag. Noget af det, han tog sig paa eller tilskyndede til, var heller ikke een Mands Arbejde. Det gælder i Særdeleshed det biografiske Lexicon, som han stred for af al sin Magt uden at kunne skaffe de Hjælpere og de Pengemidler, der var nødvendige. Senere Slægtled tog Sagen op under lykkeligere Kaar. Det biografiske Lexicon var Molbechs tidlige Ungdoms Plan. Dengang drømte han ogsaa om et nationalt Historieværk; men han kom aldrig til at skrive et større historisk Arbejde, og de Forsøg, han gjorde, var uden Interesse og Betydning. Han manglede Oprindelighed og skabende Kraft. Afhandlingen, den polemiske Artikel var hans Omraade. Han havde Kritikerens, Essayistens — man kan sige Journalistens — Intelligens, levende Aand og Evne til at overskue, vejlede, opildne, og alt dette kom til Udfoldelse i »Historisk Tidsskrift«. Stiftelsen af »Den danske historiske Forening« og Grundlæggelsen af »Historisk Tidsskrift« er hans Gerning fremfor nogen anden. Han stod her i nøje Tilknytning til den lærde Historikertradition og med det samme som en energisk Fører for et ungdommeligt, modigt Foretagende.

Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 5 (1939 - 1941) 1