|
Historisk Tidsskrift, Bind 10. række, 5 (1939 - 1941) 1A. F. Tscherning. Nogle BetragtningerAF H. J. H. GLÆDEMARK Fyrrerne og
Halvtredserne i det 19. Aarh. er blevet kaldt vor
Forunderligt er det, at vore Historikere kun i ringe Grad videnskabeligt har behandlet den danske Forfatnings Historie i det 19. Aarh. Siden Neergaard i 1916 afsluttede den første større Skildring heraf i Under Junigrundloven, er der kun kommet tre betydelige Bidrag: Hans Jensens De danske Stænderforsamlingers Historie 1830—48, Albert Olsens Den danske Finanslov 1850—64 og Povl Bagges D. G. Monrads Statstanker. Endnu ringere er Resultatet paa det biografiske Omraade, vel at mærke, naar man tænker paa »Mændene fra Fyrrerne«; værd at nævne er kun: Erik Henrichsens lille populære, men fortrinlige Skrift Mændene fra 48, Fr. Nørgaards populære Bog D. G. Monrad og Flemming Dahls Indledning til C. G. Andræ's Taler. Nu foreligger
endelig den første større Biografi, der bygger Side 608
digre Værk Anthon Frederik Tscherning (1938). Man kan vist roligt sige, at Jørgensen har støvet alle de trykte og utrykte Kilder igennem, der indeholder noget af Betydning om Tscherning.Han har samlet et rigt Stof til Belysning af denne fremragendePolitiker — »det danske demokratis fader«. Selv om Værket for den Historiker, der har beskæftiget sig mere indgaaendemed dansk Historie i det 19. Aarh., ikke bringer noget væsentligt nyt af Betydning, har det ogsaa for ham sin store Værdi ved at bekræfte og videre uddybe det, man hidtil har vidst om Tschernings politiske Udvikling, Tanker og Virken. Fremstillingen er saglig, men meget bred. Selv om man maa give Forfatteren Ret i, at »fra 1848 er Tschernings historie i den grad vokset sammen med Danmarks politiske historie, at meget deraf har måttet medtages som den for forståelsen nødvendigeramme om hans billede«1, saa kunde man dog have ønsket Fremstillingen noget kortere, hvorved mange Gentagelser var undgaaet og Billedet af Tscherning blevet skarpere. Alligevel bør Værkets store Volumen ikke afskrække den almindelige Læser fra at give sig i Kast med det. Hovedindvendingen mod Tormod Jergensens Bog er den, at Fremstillingen er alt for kronologisk, hvorved det pragmatiske og syntetiske traenges i Baggrunden, ja oftest fuldstsendig mangier. Forfatteren burde indcn for passcndc Tidsafsnit — bestemt ved Tidsforholdene og Tschernings eget Liv og Virken — have givet mere samlede Skildringer af Tschernings Liv og af hans Stats- og Samfundsideer, paavist disses Opstaaen og Udvikling hos ham og belyst hans Handlingers Forhold til dem, samt betragtet og begrundet, dels hans Ideer og Virken ud fra Tidsforholdene, dels hans Stilling til Samtidens Maend og Partier. Man vilde derved have faaet en dybere Forstaaelse af Tschernings Ideer og Virken og tillige faaet belyst, i hvor hoj Grad hans Modstandere havde Bet, naar de beskyldte ham for at vsere »genial«, paradoksal o. s. v. Jorgensen har alt for sjaeldent stillet sig selv Sporgsmaalene: hvorledes? hvorfor? hvordan? o. s. v. 1 Tormod Jørgensen: Anton Frederik Tscherning (1938), 10. Værket citeres i de følgende Noter: Jørgensen. Side 609
I det følgende
skal fremsættes nogle korte Bemærkninger Anthon Frederik Tscherning er den ejendommeligste og betydeligste af »Mændene fra Fyrrerne«; han har ved sine Ideer og sin Virksomhed øvet en afgørende Indflydelse paa Danmarks politiske og sociale Udvikling siden 1848 og lige til vore Dage, — og dog var han kun Minister et halvt Aar og kun i nogle faa Aar Fører for et Parti, næsten bestandig i Opposition til det Parti, der fra 1848—64 beherskede den offentlige Mening, det nationalliberale Parti eller Intelligenspartiet, som det ogsaa kaldtes. Selv om Tscherning til Tider kunde arbejde sammen med de Nationalliberale, saa staar dog dette übestridt fast: hans politiske Grundsyn og Sympatier stod i den skarpeste Modsætning til deres. Hvad var den dybere Aarsag hertil og til, at Tscherning oftest bekæmpede det Parti, hvor han ifølge sin sociale Stilling naturligt hørte hjemme? Dette fremgaar ikke tilstrækkeligt tydeligt af Tormod Jørgensens Fremstilling. Grunden til Tschernings og de nationalliberale Føreres forskelligepolitiskeog sociale Indstilling maa først og fremmest søges deri, at deres Ungdomstid faldt til forskellige Tider. Tscherning var født 1795 i Frederiksværk, hvor Faderen var Inspektør for Krudtfabrikken. Hans Ungdomstid faldt saaledesiBegyndelsen af det 19. Aarh., i Romantikkens Gennembrudstid.DensMænd var i deres Stats- og Samfundsindstillingkonservativeog i højeste Grad kongeligsindede. De priste Frederik VI, Landets Fader, der — som man mente — paa Kongressen i Wien 1814—15 havde reddet Danmark fra Undergang.RomantikkensIndflydelse gjorde sig især gældende inden for de dannede og intilligente Kredse. Herved dæmmedes der for en Tid op mod den franske Revolutions demokratiske Ideer, som i Slutningen af det 18. Aarh. havde vakt saa stor Begejstringnetopi Side 610
stringnetopide samme Samfundskredse og til en vis Grad ogsaa havde ovet Indflydelse paa Statens ledende Msend. Brydningenmellemden franske Revolutions Friheds- og LighedsideerogRomantikkens konservative, ja i visse Henseender endog reaktionacre Ideer fik afgerende Betydning for Tscherning.Hanmaatte tage Stilling til denne Idekamp, der ikke alene gjorde sig gaeldende paa Aandslivets Omraade, men ogsaaindenfor Stats- og Samfundslivet. Naar Tscherning — trods sin Undom — tog Parti for det foregaaende Slsegtleds Ideer, altsaa den oplyste Enevselde's og den franske Revolutions,beroededet dels paa den Paavirkning, som det snsevre Milieu, han voksede op i, evede paa ham, dels paa hans Oplevelser,Erfaringerog lagttagelser i Ungdomstiden. OmgangeniFrederiksvserk med Almuens Bern, men dog isser hans gennem 35 Aar nsere Tilknytning til Faderen og hans mangeaarigeForbindelsemed P. A. Heiberg i Paris, der begge hyldede det 18. Aarh.'s Ideer, som virkeliggjordes i Frankrig under den store Revolution, og som her i Landet under den oplyste Enevselde havde medvirket til de store Bondereformer, fik afgerendeBetydningfor Tschernings Udvikling og hele Indstilling,ferstog fremmest ved at fremkalde en dyb Kaerlighed hos ham til Bondestanden og til borgerlig Lighed, ved at VSBKKc ct £)rScnu6iiCi6 nail i naiii tii ane oianus- ug iviabst:privilegier,samtved at aabne hans ojne saavel for OplysningensstoreBetydning som for politisk, aandelig og okonomisk Frihed. Hertil kom saa, at Kobenhavns Bombardement 1807, Freden i Kiel 1814, hvorved Norge adskiltes fra Danmark, og hans mange Rejser i Udlandet, bl. a. Opholdet i Frankrig 1815—18 og den militsere Tjenesterejse — i Virkeligheden en Landsforvisning — 1833—38, fik ham til at indse Enevseldens edelaeggende Indflydelse herhjemme, isaer ved dens KonservatismeogMangel paa Initiativ. Saaledes var det hovedsagelig de demokratiske og konservative Ideer og Forhold, Tscherning blev stillet overfor i sin tidligste Ungdom, som afgjorde hans senere Indstilling til Stats- og Samfundsforhold. Da han ved Julirevolutionens Udbrud i 1830 var en moden Side 611
Mand med en grundfæstet politisk Opfattelse, kunde denne Omvæltning ikke faa nogen afgørende Betydning for ham, saa meget mindre som han i Forvejen i høj Grad havde indsuget den store franske Revolutions Frihedsideer. Helt anderledes forholdt det sig med de nationalliberale Førere. De var næsten alle født i Aarene 1810—18. Deres Ungdomstid eller rettere deres Studentertid —¦ de havde alle studeret — faldt saaledes samtidig med eller i Aarene umiddelbart efter Julirevolutionen. De var begejstrede for og paavirkedes af den franske Middelstands liberale Ideer, derimod kun i ringe Grad af det 18. Aarh.'s demokratiske. Ogsaa et andet Forhold bidrog til at fjerne Tscherning fra de Nationalliberale. Han var ikke Student. Den store Kundskabsfylde,som han i Aarenes Løb erhvervede sig, hvilede hovedsagelig paa Erfaringer og lagttagelser: som Dreng havde han deltaget i Arbejdet paa Krudtfabrikken i Frederiksværk og i Landbruget, der hørte til denne; senere havde han i 8 Aar som Faderens Assistent ledet og oparbejdet Fabrikken. Under sine langvarige Ophold i Udlandet havde han personlig lært andre Landes Forfatningsforhold, Administration og sociale Forhold at kende, besøgt Militærinstitutioner, Fængsler og en Mængde forskellige større industrielle Virksomheder, studeret Aktieselskabsvæsen og skaffet sig Underretninger om alle de nyeste Opfindelser, der kunde være til Gavn for det danske Samfund; ja, 1839—40 havde han endog overtaget Ledelsen af en Jernbane og af nogle Kulminer i Frankrig1. Efter sin Afsked fra Hæren 1841 gik han over i praktisk Virksomhed og arbejdede dels for egen Regning, dels for andre. Desuden havde han hjemme og især paa sine Udenlandsrejser mere end nogen anden haft Lejlighed til at omgaas alle Slags Mennesker lige fra Fyrster og ned til den simple Bonde og Arbejder; derved var han kommet i Besiddelse af en omfattende Menneskekundskab.— Tschernings eget Ungdomsliv havde givet ham en pr aktisk-realistiskIndstilling 1 Om Tschernings Udbytte af sine Ophold i Paris se mine Afhandlinger i "Danske i Paris gennem Tiderne. Under Redaktion af Frans v. Jessen«. I (1936), 308 og II (1938), 43—46. Side 612
tisk-realistiskIndstillingover for Tilværelsens Mangfoldighed. Ikke underligt, at han ringeagtede Dannelse og Kundskaber, der alene beroede paa Tilegnelse gennem Bøger! Dette var en af Hovedaarsagernetil Modsætningen mellem ham og de liberale Førere. Et andet vigtigt Problem, der trænger sig paa, naar det drejer sig om Tscherning, er: hvilke var hans Statsideer? Tormod Jørgensens Bog giver et godt Indblik i Tschernings mange og særprægede Ideer; derimod træder det ikke altid tydeligt frem, hvorledes han var kommet til Erkendelse af disse; ofte begrundes det heller ikke, hvorfor han til Tider afveg fra dem. Lad os først betragte Tschernings forfatningsmæssige Ideer! Deter uden for al Tvivl, at Begivenhederne 1807 og 1814, Slesvigholstenernes Krav og Enevaeldens Evneleshed fremkaldte Frygt hos Tscherning med Hensyn til Danmarks Fremtid og derved blev bestemmende for hans Stilling til Forfatningsspergsmaalet. Tormod Jorgensen paaviser, at Tscherning allerede i 1817 i et Brev til Faderen udtrykte sit Had til den absolute Kongemagt, ikke mod Kongens Person1. Under sit Ophold i Schweiz 1834 erkendte han, at Folk med forskelligt Sprog godt kunde leve sammen i god Forstaaelse i en federalistisk Stat; derved opstod hos ham den ejendommelige »Samstatstanke« — »ledestjernen i Tschernings politik«2. Han taenkte sig dengang det danske Fli^e inddelt i fpm iij^Qntonprrf SiinpllanH Fvn Jvlland, og Holsten, hver med udstrakt Selvstyre, hvorimod Faellesstyret skulde indskrsenkes til det absolut nedvendige. Saaledes var hans Standpunkt for 1848: Enevseldens Afskaffelse, Tilvejebringelsen af en Samstat og i Overensstemmelse med hans Had til Klasseforskelle Staendervalgets Afskaffelse. Tilsyneladende foretog Tscherning en Svingning i Begyndelsenaf 1848, idet han var en af de 45 Mænd, som den 23. Februar krævede en Fællesforfatning for Danmark og Slesvig; men man maa give Jørgensen Ret i, at Tscherning herved næppe havde forstaaet ganske det samme som de andre 44.3 Allerede 1 Jørgensen, 19. 2 Jørgensen, 54. 3 Jørgensen, 97. Side 613
umiddelbart efter sin Indtræden i Martsministeriet og senere som kongevalgt Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling viste han da ogsaa Tilbøjelighed til at ville give Slesvig en føderativStilling inden for Riget. Den føderalistiske Idé fornægtede sig ikke hos ham. Selve Martsministeriets Grundlovsforslag fik Tschernings Tilslutning, skønt han hellere havde set en Udvikling af Kongelove n1. Grunden til dette sidste maa søges deri, at han vel har været imod Absolutismen, men at hans Tilknytning til det 18. Aarh. — den oplyste Enevælde — altid havde bevaret en vis Sympati hos ham for en relativ stærk Kongemagt, dog i Forbindelse med et udpræget Folkestyre. Han hævdede, at enhver repræsentativ Forsamling maatte udtrykke sig gennem Majoriteter og Minoriteter; derfor skulde den »udelte Suverænitet« blive hos Kongen, som naar det var nødvendigt skulde gøre Brug af den i Form af et absolut Veto, og som skulde opfattes som Udtryk for Folkets Enhed2. Paa en vis Maade har Tscherning og Grundtvig her en Del tilfælles; de ønskede begge en stærk Kongemagt forenet med et stærkt Folkestyre, saaledes som Grundtvig har udtrykt det i »Kongehaand og
Folkestemme, Ingen af dem kunde indse, at dette var en Illusion; Kongemagt og Folkemagt maa altid staa i et omvendt Forhold til hinanden, — de er omvendt proportionale. Trods Tschernings udpræget realistiske Indstilling var Romantikkens Tid saaledes ikke gaaet sporløst hen over hans Hoved. Preussens og
det tyske Forbunds Hjælp til Slesvigholstenernesamt
1 Jørgensen, 123. 2 Jørgensen, 123, 136 f. Side 614
bragteTscherningden Erkendelse, at hans Samstatsidés Gennemførelseunder en eller anden Form var den Ordning, der bedst kunde tilfredsstille alle Parter. I et lukket Folketingsmødeden 28. Juni 1850 priste han den føderative Ordning, »hvorved Statsdelenes Selvstændighed og Statshelets Højhed bedst kunde finde deres Fyldestgørelse, medens der ingen Fare var for Statens Styrke«1. Og iet Brev af 14. September 1851 til B. Christensen skrev han: »Føderalismen er Tilfredsstillelsen af Stamme- og Sprognationalitetens Fordringer uden Kamp med Staten«2. Endnu fastholdt han sin gamle Tanke om Rigets Inddeling i »Kantoner«, blot ikke som tidligere i fem, men i syv: Sjælland med Lolland-Falster, Fyn som Hovedstadskanton, Jylland, Bornholm, Island, Slesvig og Holsten-Lauenborg3. Ud fra sin Samstatstanke hilste Tscherning Kundgørelsen af 28. Januar 1852 med Glæde. Han saa i den ikke blot en europæisk Nødvendighed, men ogsaa et Grundlag for Opfyldelsen af den føderative Idé. I Overensstemmelse med Kundgørelsen ønskede han en Rigsdag for hele Riget, som kun skulde varetage de virkelige Fællessager, og Landdage for de enkelte Landsdele, nemlig: Danmark med Island og Færøerne, Slesvig, Holsten og Lauenborg4 (Kantonsystemet har han saaledes opgivet). Januarkundgørelsenblev fra nu af og til Krigen 1864 det faste Punkt i Tschernings Stilling til Fnrfatningsspørgsmaalet:den skulde man fra dansk Side holde fast ved og søge at opfylde, fordi dens Indhold hovedsagelig dækkede over bestemte Aftaler, som Danmark havde truffet med Preussen og Østrig, og fordi den var anerkendt af disse og af Forbundsdagen.Tscherning strakte sig til det yderste for at faa en Ordningpaa Grundlag af Kundgørelsen. I Erkendelsen af, at det vilde være ugørligt at naa til et tilfredsstillende Resultat ved at lade den danske Rigsdag og de slesvigske og holstenske Provinsialstænder medvirke ved Tilvejebringelsen af en Fællesforfatning,gik 1 Jørgensen, 173. 2 Jørgensen, 178. 3 Jørgensen, 173. 4 Jørgensen, 182 ff. Side 615
forfatning,gikhan endog med til, at denne skulde udstedes af Kongen uden Rigsdagens Medvirken; kun skulde denne beholde Retten til at afgøre Grundlovsindskrænkningens Ikrafttræden — Aarsagen til Bruddet mellem ham og Størstedelen af Bondevennernei Foraaret 1854. Tscherning bøjede sig endog for Forordningenaf 26. Juli 1854 (en Fællesforfatning) og modtog Stillingensom kongevalgt Rigsraad. Vel fandt han meget at udsætte paa denne Forfatning, men han var tilfreds med den store Indflydelse,der tildeltes Kongen. Han saa jo nemlig i Kongemagten — hvad Jørgensen rigtigt fremhæver — »ikke en blot formel, men en reel statsmyndighed, ja under farlig strid mellem landsdeleneden eneste uomstridte og af alle anerkendte myndighed, til hvem man derfor i yderste nød kunde tage sin tilflugt«1. Derimod fraraadede Tscherning paa næsten alle Punkter kraftigt Ministeriet Bangs Fællesforfatningsforslag — den senere Fællesforfatningaf 2. Oktober 1855 — først og fremmest fordi den svækkede baade Kongens og Folkets Magt, men styrkede Regeringens.I 1861 udtalte han, at Oktoberforfatningens Fejl var, at man havde villet gøre Riget til en Helstat; men det blev kun en »Skinhelstat«, fordi der manglede en indre »objektiv Velvilje,som ikke for det første er at finde«2. Hermed mente han, at Oktoberforfatningen ikke havde været i Stand til at danne Grundlaget for en i Aarenes Løb tiltagende Forstaaelse mellem Rigets to Nationaliteter, hvad »Samstaten« efter hans Opfattelse vilde have haft Mulighed for at tilvejebringe. Men Tschernings Samstatsidé havde med 1855 lidt et afgørende Nederlag. Trods alt gav Tscherning ikke op. Han støttede de følgende Ministeriers Politik, ja gav endog Halls nølende Udenrigspolitik fri Bane, saalænge Kundgørelsen af 28. Januar 1852 ikke blev fraveget paa dansk Initiativ. Naar han billigede Halls Skridt til Holstens Udskillelse, var det kun, fordi dette skete under Pres fra Udlandets Side; men da Ministeriet Hall til sidst gik videre og søgte at fremskynde Udskillelsen ved Novemberforfatningenaf 1863, stemte Tscherning imod denne. Han forudsaanemlig 1 Jørgensen, 339 f. 2 Jørgensen, 332. Side 616
saanemligen Krig og dennes uheldige Udfald for Danmark; han havde aldrig troet paa Skandinavismens Betydning eller paa Hjælp fra Udlandet. I det hele taget bedømte han DanmarksStilling Under Forfatningskampen 1864—66 bekæmpede Tscherning paa det kraftigste Regeringens Forfatningsforslag og Kompromisset mellem de store og de smaa Bønder; han vilde bevare Junigrundloven med dens lige og almindelige Valgret, om end forbedret paa enkelte Punkter. Den reviderede Grundlov af 1866 betød et afgørende Nederlag for Tschernings Politik, ja for de Ideer, han ansaa for de mest betydningsfulde. Han erkendte selv sit Nederlag, ikke blot i Kampen for den politiske Lighed — thi han saa i den ny Grundlov »den dybeste Rod til en fortsat politisk Immoralitet, som ikke vil høre op i mange Aar« —, men ogsaa i Kampen for Styrkelsen af den danske Stat, da denne vilde blive undergravet ved Tilsidesættelsen af Bondestanden, som var »den største og bredeste Basis for en Stats rolige Tilværelse«1. Tscherning traadte hermed ud af aktiv Politik; men gennem Pressen virkede han fortsat for sine politiske Ideer, — for første Gang skildret af Tormod Jørgensen2. Tscherning var i mange Henseender uenig med Det forenede Venstre; men da dette fremsatte Krav om Parlamentarismens Gennemførelse stillede han sig straks bag det, idet han hævdede, at »det parlamentariske Ministerium er den fornuftige Forudbetingelse for enhver Stat, der er udstyret med en Repræsentation med besluttende Myndighed«, dog behøvede Kongen her i Danmark ikke »at holde sig til visse Partiledere«. Han paastod, at der, hvor Parlamentarismen mangler, »samler al Misfornøjelsen sig mod Kongepersonen, og denne synker til sidst sammen derunder«3. Dette vilde Tscherning hindre, da han — som tidligere nævnt — ønskede Kongen opfattet som et ophøjet Udtryk for Folkets Enhed. 1 Jørgensen, 409 og 419 f. 2 Jorgensen, 432 ff. 3 Jørgensen, 459. Side 617
Men Hensyn til Tschernings sociale Ideer — saaledes borgerlig Lighed — maa det kraftigt pointeres, at han er den mest udprægede Demokrat blandt de danske Statsmænd og Politikere i det 19. Aarh. Hans sociale Ideer havde deres Rod i den franske Revolutions Samfundsanskuelser, men blev næret i Rarndomstiden ved Omgang med de nordsjællandske Rønder og paa Udenlandsrejserne; desuden blev ogsaa hans Syn paa Enevælden og paa Danmarks Fremtid bestemmende for hans senere Virken paa det sociale Omraade. Han erkendte, at det danske Statssamfund kun kunde styrkes ved Klassedelingens Ophævelse og ved Dannelsen af en kraftig og dygtig Middelstand. Dette skulde ske ved at hæve Rondestanden op paa et højere socialt Niveau, dels ved Gennemførelsen af almindelig Folkevæbning (Værnepligt), saa ikke alene Landalmuen, men ogsaa Rybefolkningen skulde gøre Soldatertjeneste, og ved at tillade enhver menig Soldat alene ved sin Dygtighed at avancere op til den højeste Officerspost, dels og først og fremmest ved at skaffe Rondestanden større Oplysning og sikre den økonomisk Selvstændighed. Tscherning krævede i Overensstemmelse hermed de Forrettigheder, der knyttede sig til Adel, Titler og Rang, afskaffet og Rondefrigørelsen fortsat. Han virkede derfor for Skattelighed for privilegeret og uprivilegeret Hartkorn, for Afløsning af Gaardmands- og Husmandshoveriet og for Fæstets Overgang til Selveje eller til Arvefæste med en aarlig Afgift, bestemt efter Fæstets Handelsværdi. I Virkeligheden foretrak han det sidste, idet han rigtigt — Nutiden har givet ham Ret — paa viste, at »under selvejendom er prioritetshaveren den egentlige grundejer, mens den formelle ejer faktisk kun er lejer«. Interessant er hans Krav om, at Refolkningens selvstændige og kraftige Udvikling maatte gaa forud for de mulige tekniske Fordele ved Storgodser i Modsætning til Gaard-og Husmandsbrug. I denne Forbindelse opfordrede han Gaardmændene til ikke at udsondre sig fra Husmænd og Inderster. Og Tschernings
økonomiske og finansielle Ideer! Var Side 618
heden,hansKamp gjaldt. Allerede tidligt havde han sluttet sig til Teorien om den liberale Økonomi, der byggede paa den fri Konkurrence; indadtil skulde herske Næringsfrihed, udadtil Frihandel. Denne Teori, der stillede Krav om Afskaffelse af Særrettigheder,Privilegier, Lavsvæsenet og Monopoler, stemte tilligegodt med Tschernings Lighedsprincip. Baade i Folketinget og i Rigsraadet hævdede han, at alle Skranker i Næringslivet burde falde; saaledes var han en af de ivrigste for Næringslovens Gennemførelse i 1857. Angaaende Frihandelen fremhævede han, at Overgangen hertil dels var et teoretisk, dels et praktisk Spørgsmaal. Ud fra denne Anskuelse var det, at Tscherning i 1852—53 under Behandlingen af Forslaget om Toldgrænsens Flytning fra Ejderen til Elben af Hensyn til Holsten protesterede mod visse Toldsatsers Nedsættelse; og i 1862 talte han i Rigsraadetimod at foretage væsentlige Forandringer i Toldsatserne, dels paa Grund af Monarkiets daværende usikre Forhold, dels af Hensyn til den opblomstrende Industri; han mente nu, at delvis Frihandel med lave Toldsatser var bedst. Det sidste viser, at Tschernings Syn paa Toldspørgsmaalet i Aarenes Løb havde forandret sig noget. Med Hensyn til Statens Finanser indtog Tscherning altid det samme Standpunkt: Krav om størst mulig Sparsommelighed. fJ)PT"fr»r fnrrJivirJo JIJJU oHST^isk c<^'r"^^iri OS ElllbcdSilicCiiClcnßS Antal indskrænket til det mindst mulige og var især paa Vagt ved Behandlingen af Lønnings- og Pensionslove. Ogsaa og vel endnu mere paa det aandelige Omraade lededes Tscherning af sine Frihedsideer. Han var den utrættelige Forkæmper for Ytringsfrihed og for videnskabelig Aandsfrihed. Han ønskede »Universitetet frigjort for alle de lavsmæssige og tvingende Embedseksaminer, hvorved man giver en Mand Forrettighedpaa Grund af det Stempel, han dér har modtaget, i Stedet for at han ene og alene skulde vinde Anerkendelse i Livets Fylde paa Grund af sin aandelige Dygtighed«1; med andre Ord: han vilde det »latinske Lav« til Livs. Med Hensyn til Skolevæsenet— Almueskolerne og Latinskolerne — fordrede han 1 Jørgensen, 349. Side 619
Undervisningen givet fri i videst mulige Udstrækning. Han ønskede en Folkekirke, der styrede sine egne Anliggender — fastslaaet i en Kirkeforfatning —, men hvis Midler bestyredes af Staten, saaledes at dens Indtægter og Udgifter opførtes paa den aarlige Finanslov; »den aandelige Kirke ... behøver ikke noget andet Fond end et Fond af Tro«. Han støttede dog Tanken om selvejende Kirker og ligeledes Kravet om, at anerkendte Trossamfund uden for Folkekirken inden for Sognet skulde have Adgang til dettes Kirke. Desuden krævede han, at enhver skulde have Lov til at slutte sig til hvilket Trossamfund han vilde. Hvorledes var nu Tschernings Forhold til Ligheds- og Frihedskravet, d. v. s. hvilket af disse lagde han mest Vægt paa? Hidtil har man — altsaa ogsaa Historikerne — ment, at Tscherning foretrak Lighed for Frihed. Tormod Jørgensen paastaar derimod, at saavel Lighed som Frihed havde lige stor Betydning for ham1; men man føler sig ikke overbevist af hans Fremstilling. I Kapitlet »Manden og hans gerning« skriver Jørgensen, at »friheden var for Tscherning næsten en livsbetingelse«; men i denne Forbindelse nævner han kun Tschernings Krav om Frihed paa .det aandelige og økonomiske Omraade, derimod intet om hans Stilling til politisk Frihed2. Og dog er det her, Tampen brænder. Derfor vilde det have været af Betydning, om Tormod Jørgensen havde behandlet dette Spørgsmaal indgaaende. Ingen vil sikkert benægte, at Tscherning — hvad der for øvrigt ogsaa fremgaar tydeligt af Tormod Jørgensens Fremstilling— stod urokkelig med Hensyn til sine Krav, dels om Lighed, hvorved han forstod politisk og borgerlig, ikke aandelig og materiel Lighed, dels om aandelig og økonomisk Frihed. Anderledes stiller Sagen sig imidlertid, naar det drejer sig om hans Forhold til politisk Frihed. Enkeltmands- og Flertalsdiktaturvar han en bestemt Modstander af; paa den anden 1 Jørgensen, 392, 475 f. 2 Jørgensen, 475 f. Side 620
Side hævdede han stedse, »at Frihed uden Lighed er Forret og er stedse blevet misbrugt«. — Men lagde han lige stor Vægt paa politisk Frihed og politisk Lighed? Man faar sine Tvivl, især naar man tænker paa Tschernings politiske Virken i 1852 —55. Her skal blot peges paa hans übøjelige Holdning over for Krigsminister Hansens Forsøg paa at gøre Udskrivningen af Soldater til et Fællesanliggende, hans i hvert Fald nogenlunde Tilfredshed med Fællesforfatningen af 26. Juli 1854, der næsten tilintetgjorde den politiske Frihed paa Fællesomraadet, og hans Modstand mod Oktoberforfatningen af 1855, der lagde mere Vægt paa politisk Frihed end paa politisk Lighed. Endnu et vigtigt Problem knytter sig til Tscherning. Var han, som det er blevet hævdet baade af hans samtidige Modstandere og af mange senere Historikere, paradoksal og tillige inkonsekvent i sine Standpunkter? Man kunde have ønsket, at Tormod Jørgensen havde taget dette Problem op til nøjere Behandling, netop fordi det er af saa afgørende Betydning til Forstaaelsen af Personen Tscherning og af hans hele politiske Virksomhed. Det maa indrømmes — ja, er endog blevet det af Tscherning selv —, at han i sine Taler ofte yndede at vække Tilhørernes Opmærksomhed ved at udslynge paiaduksale Paasianue. Dette er imidlertid ikke det afgørende ved en Bedømmelse af Tscherning. Det afgørende er, om han i de vigtigste politiske Spørgsmaal baade i sine Taler og i sine Handlinger viste en udpræget Inkonsekvens, eller om der trods alt var faste Standpunkter og Principper, som han ikke fraveg. Betragter man nøjere de Inkonsekvenser i Tschernings Politik, som fremgaar af Tormod Jørgensens og andre HistorikeresSkildringer, under følgende to Synspunkter: Tschernings Stilling til Kongerigets Forhold og hans Stilling til det danske Monarki som Helhed, saa forsvinder en stor Del af de ham paaduttedeInkonsekvenser. Saa længe det drejede sig om Kongerigetsegne Forhold — politiske, økonomiske og aandelige — holdt Tscherning gennemgaaende fast ved de Ideer, han havde Side 621
tilegnet sig i Aarene indtil 1848, især i Ungdomstiden, d. v. s. sine Friheds- og Lighedsideer; han optraadte saaledes her som en fuldblods Demokrat. Hans to faste Holdepunkter, som han under ingen Omstændigheder fraveg, var almindelig Valgret og almindelig Værnepligt; disse var Betingelsen for hans demokratiskeIdeers Gennemførelse i Kongeriget paa det politiske, økonomiske og aandelige Omraade. Ganske anderledes stillede han sig, naar det gjaldt hans Ideers Gennemførelse paa Fællesomraadet inden for Monarkiet. Her kan det nok ofte se ud, som han var inkonsekvent. Han begyndte under Enevælden som Samstatsmand. Men da Enevælden var ved at bryde sammen i Begyndelsen af 1848, sluttede han sig som før nævnt i Februar til Ejderstatstanken. Da de udenlandske Magter kort efter greb ind i Monarkiets Forhold, indsaa han Umuligheden af dennes Gennemførelse og vendte tilbage til sine tidligere Samstatsideer. Kundgørelsen af 28. Januar 1852 bestyrkede ham yderligere i disse. I sine Bestræbelser for at faa dem gennemført maatte han paa Fællesomraadet resignere med Hensyn til Kravet om gennemført Frihed og Lighed. Under Ministerierne Bluhme og Ørsted strakte han sig paa disse Punkter meget vidt i Eftergivenhed, især hvad Friheden angaar. Tschernings oprindelige Sympati for Kongemagten gjorde det lettere for ham end for andre af de daværende frisindede at støtte disse Ministerier, saa længe de ikke søgte at drage de enkelte Landsdeles vitale »særlige« Sager ind under Fællesomraadet.Da saaledes Krigsminister Hansen i Strid med Kundgørelsenaf 28. Januar 1852 og støttet af Premierminister Ørstedvilde gøre Udskrivningsvæsenet til et Fællesanliggende, erklærede Tscherning, at han vilde staa fast paa Kundgørelsens Grund, saa meget mere som Udskrivningssagen laa »paa Bunden af vor hele Samfundstilværelse«1. Han forblev her übøjelig. Derimod antog han Forordningen af 26. Juli 1854 som Grundlagfor en Fællesstatsordning, først og fremmest fordi den fremhævedeKongemagten som Tyngdepunktet i Fællesstaten, dernæstfordi 1 Jørgensen, 216. Side 622
næstfordidennes Repræsentation — Rigsraadet — sammensattesføderativt med Hensyn til Landsdele og Folketal, og fordi Valgene af de danske Medlemmer til Rigsraadet skulde foretages af det ved almindelig Stemmeret valgte Folketing, og endelig fordi de mange kongevalgte Medlemmer maatte forventesat forhindre Klager fra Hertugdømmernes Side over Kongerigets Overmagt. Kun ønskede han Fællesforfatningen udviklet i mere konstitutionel Retning ved at tildele Rigsraadet besluttende Myndighed i Lovgivnings- og Finanssager. Helt anderledes stillede Tscherning sig over for Ministeriet Bangs Fællesforfatningsforslag — den senere Oktoberforfatning af 1855. Denne lagde Vægt paa at skabe en stærk Centralregering i Fællesstaten, ganske vist en konstitutionel; men denne Forfatnings Rigsraad skulde ikke have det føderative Præg som det tidligere, og hverken direkte eller indirekte skulde dets Medlemmer vælges ved almindelig Stemmeret. Da Oktoberforfatningen saaledes efter Tschernings Mening hverken gav Kongen eller Folket, hvad der tilkom dem, stemte han imod den — i nøje Overensstemmelse med sine Ideer angaaende en fremtidig Halls Udenrigspolitik, der medferte Holstens og Lauenborgs gradvise Udskillelse af Helstaten, billigedes af Tscherning. Dette var imidlcrtid ingen Inkonsekvens i lians FuliLik. Han sl^LLede kun Halls Politik med Hensyn til Holsten og Lauenborg, saa lsenge den var en Folge af Udlandets Krav. Da Hall gik videre og stilede mod Ejderstatens Oprettelse, satte Tscherning sig bestemt herimod og beksempede paa det kraftigste Forslaget til en Fsellesforfatning for Kongeriget og Slesvig — den senere Novemberforfatning af 1863. Denne udelukkede nemlig Tschernings Samstatside og byggede paa et helt andet Grundlag end det, der var forudsat i Kundgorelsen af 28. Januar 1852. Da Krigen 1864 ved Afstaaelsen af alle tre Hertugdømmer, saa kun det egentlige Kongerige Danmark blev tilbage, for bestandigskrinlagde Helstatstanken og Tschernings føderalistiske Idé, var der ikke mere nogen »europæisk Nødvendighed« eller nogen Januarkundgørelse at tage Hensyn til, og Tschernings Side 623
Politik mistede fra nu af sit Præg af Dobbelthed og Inkonsekvens.Hans Politik bestemtes siden udelukkende af de demokratiskeIdeer, som han altid havde fulgt, naar det gjaldt Kongeriget alene. Derfor førte han i Aarene 1864—66 en forbitretKamp for Junigrundlovens Genindførelse paa alle Omraader. Som det fremgaar af ovenstaaende, var Dobbeltheden i Tschernings Politik — i hvert Fald paa mange afgørende Punkter — ikke en Følge af Inkonsekvens, men Udtryk for Tschernings Realitetssans. Denne viser sig overalt i hans Rigsdagstaler og ved Afstemninger i Rigsdagen og Rigsraadet, hvor han ofte ikke fulgte sine tidligere fremsatte Ideer i fuld Udstrækning. Tscherning var saaledes en udpræget Realpolitiker — en Karakteristik, som man i høj Grad savner fremhævet hos Tormod Jørgensen. Det er netop som Realpolitiker, at Tscherning adskiller sig fra de fleste nationalliberale Førere, der mere eller mindre var præget af Romantik. Han hengav sig saaledes ikke til Drømme om en sejrrig dansk Hær, ej heller om et skandinavisk Forbund eller om Hjælp fra andre Lande i Tilfælde af Krig med Preussen eller hele det tyske Forbund. Kun paa eet Punkt var der noget romantisk hos ham: hans Tanke om en Samvirken mellem en stærk Kongemagt og en stærk Folkemagt. Tschernings realpolitiske Sans i Forbindelse med hans mægtigePersonlighed bidrog overordentligt til de store Fremskridt i demokratisk Retning, som fandt Sted i hans Rigsdagstid (1848—66) paa det indenrigspolitiske Omraade. Her tænkes bl. a. paa Loven om almindelig Værnepligt, Valgloven til Folketinget,Lovene om Hartkornets Udjævning, Fæsteafløsning, Hoveriets Afløsning og Jagtretten, Kommunallovene, Toldloven,Lovene om Næringsfrihed og Pressefrihed. Ved at have genoptaget det 18. Aarh.'s Landbolovgivning og ved at have bidraget til at præge den danske Lovgivning siden 1848 med den store franske Revolutions Friheds- og Lighedsideer er Tscherning mere end nogen anden dansk Politiker eller Statsmandblevet Side 624
mandblevetFormidleren mellem Fortid og Nutid. Ikke nok hermed 1 Han var tillige Seeren, den, der mere end nogen anden dengang saa, hvad det danske Samfund trængte til paa mangfoldige Omraader. Om mange af hans Tanker og Forslag har der senere staaet heftige Kampe; men de fleste er dog tilsidstblevet gennemført: Folketingsparlamentarismen, Nævningeinstitutionen,Nedlæggelsen af Københavns Befæstning, Lille Bælts- og Storstrømsbroen, Husmandslovene — blot for at nævne nogle; dog mangler endnu Tunnelen under Store Bælt og Kirkeforfatningen. |