O. v. Munthe af Morgenstierne har med sin biografiske Skildring af Feltmarskal Michael Numsen og hans Tid (1938) villetrense en af Enevældens fortjente Embedsmænd for det GlemselensStøv, der har lejret sig over hans Liv og Gerning. Slægten synes at stamme fra Nordfriesland, og dens ældste kendte Medlem er Hans Numsen, der fra 1644 til sin Død 1652 var Materialskriver paa Holmen, og som efter en Kommissionsundersøgelse blev

dadlet for sin Embedsførelse, uden at det blev fastslaaet, at han skulde have beriget sig sammen med Corfitz Ulfeld. En Søn af H. N., Mathias Numsen (1646^—1731), opnaaede høje Stillinger indenfor Hæren og blev 1688 optaget i Adelsstanden. Af hans Sønner var Michael Numsen (1686^—1757) den mest fremtrædende. Han fik sin Militæruddannelse ved det danske Auxiliærkorps, der deltog i den spanske Arvefølgekrig. Under den store nordiske Krig deltog han som Ritmester i Slaget ved Gadebusch og Belejringenaf Stralsund. I 1715 var han færdig med Krigen, og som Chef for Rytterregimenter fik den belevne Selskabsmand ogsaa Tid til at dyrke andre Interesser.

Forfatteren er af den Opfattelse, at Numsen allerede som Regimentschef indlagde sig solide Fortjenester, bl. a. ved Udarbejdelsen af et fortrinligt Exercerreglement, der medvirkede til, at Christian VI i 1740 udnævnte ham til Overkrigssekretær efter Poul Løvenørn. Numsens Virksomhed skildres derefter i Sammenhæng med Forgængernes. De forskellige Hærreformer, der er et vigtigt Led i det 18. Aarhundredes politiske og sociale Historie omtales med særligt Henblik paa Numsens Indsats, og der ofres et Kapitel paa »Kriseaaret 1743« med Benyttelse af en Del nyt Kildemateriale; N. var her den korrekte militære Fagminister, der ikke søgte at øve Indflydelse paa de politiske Afgørelser, løvrigt berømmer O. v. Munthe af Morgenstierne Numsen som en samvittighedsfuld, fremsynet og fordomsfri Personlighed. Han bestrider den ældre Opfattelse, efter hvilken N. skulde have savnet Kraft og Overlegenhed til at gennemføre humane Reformer og indledet en Forfaldsperiode indenfor vort Hærvæsen. Konsekvensen af den nye Anskuelse er imidlertid, at Forf. maa tale om Numsens »Fald« i 1746, skønt Oversekretærskifter sædvanligt indtraf, naar en ny Konge traadte til. Paa flere Punkter synes Argumenterne ikke helt overbevisende, trods de fyldige Kildehenvisninger.

De faa Sider af Samtidshistorien, der falder indenfor Bogens Synsvinkel, belyses ved Træk af mere underholdende end original Natur. Fremstillingen er prisværdigt naturlig, men Sproget ikke ulasteligt (Anvendelsen af Forholdsord er undertiden ganske pudsig: »Konerne til de gamle Soldater . . .«, »Mange slige Eksempler forekommer paa hans menneskekærlige Hjerte«).